Datasets:

suolyer

/

pile_europarl

like 0

Begrüßung Der Präsident Ich möchte Seine Heiligkeit Satguru Baba Ji und seine Delegation begrüßen, die auf der Besuchertribüne Platz genommen haben. Seine Heiligkeit ist der geistige Führer der Sant Nirankari Mission, auch bekannt als Universelle Bruderschaft. Die Mission basiert auf dem Glauben, dass wahre Religion vereint, niemals trennt. Seine Heiligkeit besucht zurzeit Europa und verbreitet die Botschaft der Mission zur Menschlichkeit als einziger Religion. Sein heutiger Besuch im Parlament und sein Treffen mit Präsident Pöttering sind Teil seiner gegenwärtigen Aufgabe, Harmonie und Einvernehmen zwischen den Kulturen und Religionen zu schaffen. Wir heißen ihn willkommen und wünschen ihm allen Erfolg. (Beifall)

Stemmeforklaringer Mundtlige stemmeforklaringer Clemente Mastella (IT) Fru formand! Servicedirektivet, som trådte i kraft i december, har til formål at åbne markedet for tjenesteudbydere i EU og fjerne alle protektionistiske barrierer, vilkårlige hindringer og diskriminerende regler. Under alle omstændigheder har Europa-Parlamentet altid fastholdt, at dette direktiv ikke må gøres til påskud for en farlig deregulering og liberalisering af sektoren, så det skader arbejdstagernes rettigheder. Oprindelseslandsprincippet, som blev kritiseret for at bane vej for social dumping, blev forkastet og erstattet af bestemmelseslandsprincippet. Jeg stemte for denne betænkning, fordi den, hvad angår medlemsstaternes gennemførelse af det pågældende direktiv, lægger særlig vægt på ubegrundede forsinkelser og forsømmelser samt en række spørgsmål vedrørende dets fortolkning og anvendelse. Jeg vil slutte her, da det er ret svært at tale under disse forhold. Adam Bielan (PL) Fru formand! Udviklingen af det europæiske marked for tjenesteydelser spiller en helt central rolle i stimuleringen af økonomisk vækst i EU. Derfor er det meget glædeligt, at Europa-Parlamentet nøje undersøger, hvordan servicedirektivet gennemføres. Yderligere foranstaltninger med henblik på at støtte en hensigtsmæssig udvikling af det europæiske marked for tjenesteydelser er ligeledes vigtige. Vores altoverskyggende mål var at fremme udbuddet af tjenesteydelser i hele Europa. Derfor ser vi med bekymring på, at nogle af medlemsstaterne viser en tendens til at vedtage og anvende love, som på ingen måde kan begrundes i direktivets bestemmelser. På denne måde opstilles kunstige barrierer for tjenesteudbydernes virksomhed. På nuværende tidspunkt bliver hele 90 % af de nye arbejdspladser skabt i servicesektoren. Derfor mener jeg, at et effektivt fungerende direktiv er en nødvendig betingelse for udviklingen af det indre marked og en central opgave for europæisk økonomi. Jeg glæder mig således over, at vi begynder at se eksempler på målbare resultater af direktivet, f.eks. i form af det store antal anmeldelser af lovændringer, som vi får fra medlemsstaterne. Claudio Morganti (IT) Fru formand! Jeg stemte med stor overbevisning imod vedtagelsen og anvendelsen af servicedirektivet, også kendt som Bolkestein-direktivet. Formålet med direktivet skulle have været at skabe større konkurrence i Europa ved at bidrage til små og mellemstore virksomheders udvikling. Men desværre var det egentlige formål tilsyneladende at angribe og få vores små og mellemstore virksomheder ned med nakken. I Italien er der sektorer, som repræsenterer en reel styrke, f.eks. strandkoncessioner, hvor ejerne har investeret alt, hvad de ejer, og ydet store ofre. Nu har de, takket været dette direktiv, tabt det hele. Dette er ikke det system, vi bør indføre, med et bureaukratisk Europa og store virksomheder og multinationale selskaber, som vil invadere Italien og udkonkurrere vores virksomheder. Det kan vi ikke tillade, og jeg vil stå skulder ved skulder med de små og mellemstore virksomheder og forsvare dem, så vi bevarer vores traditioner og Italiens styrke. Sergej Kozlík (SK) Fru formand! Det nugældende servicedirektiv kræver, at alle EU-lande fjerner bureaukratiske hindringer og gør livet nemmere for iværksættere. Imidlertid kniber det med gennemførelsen af direktivet. De største problemområder er den manglende overholdelse af direktivets anvendelsesområde, forsinkelser med oprettelsen af kvikskranker, mangler i det administrative samarbejde og forskelle i den gensidige evaluering. I den betænkning, jeg har støttet, anses det for meget vigtigt, at der hurtigt oprettes kvikskranker. Her vil man kunne tage sig af alt, hvad der kræves, i forbindelse med grænseoverskridende tjenesteydelser, herunder let forståelige oplysninger om formaliteter og administrative procedurer i et bestemt land. Tjenesteydelser udgør op til 40 % af EU's bruttonationalprodukt. Fjernelsen af unødige hindringer og forsinkelser kan yde et betydeligt bidrag til at øge konkurrenceevnen og skabe nye arbejdspladser. Zigmantas Balčytis (LT) Fru formand! Jeg mener, at evalueringen af servicedirektivet har givet os en fremragende lejlighed til at undersøge, om dette direktiv rent faktisk fremmer udviklingen i servicesektoren, og om direktivets bestemmelser gennemføres korrekt i medlemsstaterne. For at der kan være enighed i alle faser af direktivets gennemførelse er det vigtigt, at offentlige tjenesteydelser ikke er omfattet af direktivet, men at det sikrer sociale rettigheder og overholder de arbejdsretlige krav. Det står klart, at Kommissionen og medlemsstaterne skal forbedre deres indsats for at oprette kvikskranker i medlemsstaterne. Der skal afsættes tilstrækkelige midler til dette for at sikre, at disse skranker giver let tilgængelig information af høj kvalitet. Daniel Hannan (EN) Fru formand! Helt tilbage fra starten af EU har der hersket en misforståelse med hensyn til, hvad vi mener med et frit marked for varer og tjenesteydelser. Da mine vælgere stemte for EF-medlemskab i 1975, opfattede de det fælles marked som en gensidig anerkendelse af produkter. Hvis man kan sælge en flaske mineralvand i Det Forenede Kongerige, bør man have lov til at sælge det samme vand i Frankrig, Tyskland og Italien og omvendt. I praksis opdagede de, at det betyder standardisering - at "mineralvandet skal indeholde følgende mineraler, men må ikke indeholde nogen af disse", og at "mængden ikke må være større end x og mindre end y" osv. Derfor kan man opleve, at et produkt, som slet ikke var beregnet til eksport, kan blive ulovligt i selve oprindelseslandet. Det er noget, vi har set gang på gang, både med varer og med tjenesteydelser. I stedet for at øge forbrugernes udvalg, begrænser vi det, ofte som følge af én bestemt producent et sted i EU, som tilfældigvis i forvejen opfylder en mængde specifikationer, og som ser EU-lovgivningen som en måde at eksportere sine omkostninger til konkurrenterne på. Det er grunden til, at vores andel af det globale BNP fortsat reduceres, og den måde, hvorpå mit land har bundet sig på hænder og fødder og er endt som en trang og begrænset regional blok. Syed Kamall (EN) Fru formand! Jeg kan huske, hvor kontroversielle mange af elementerne var, da servicedirektivet endelig blev godkendt i Parlamentet i det sidste mandat. Personligt, som ordfører for betænkningen om handel og tjenesteydelser, husker jeg også den voldsomme polemik, da jeg talte om nødvendigheden af at liberalisere mange tjenesteydelser - finansielle tjenesteydelser, sundhedsydelser, uddannelsesydelser, vandforsyningsydelser - for at give forbrugerne flere valgmuligheder og bedre ydelser, i stedet for at holde sig til udtjente gamle statsmonopoler, hvor skatteydernes penge ofte ikke var nok til at finansiere dem. Her har vi denne definition af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som om de principper, som giver os fantastiske valgmuligheder, når det gælder supermarkeder og andre former for tjenesteydelser, ikke gælder for vand, uddannelse og sundhed. Det er på tide, at vi lægger den 30 år gamle politik bag os, hvor visse ting kun kunne ydes af staten. Konsekvensen var, at de var underfinansieret, og servicen var dårlig. Lad os bevæge os hen imod større liberalisering af tjenesteydelser i hele EU og i hele verden. Gesine Meissner (DE) Fru formand! Jeg vil gerne forklare, hvorfor et flertal i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet har undladt at stemme om dette direktiv. Det er godt, at vi har truffet en afgørelse, og at handicappedes rettigheder respekteres. Dette gælder dog kun på længere distancer. Mange af de øvrige punkter er ikke værdige til et EU-direktiv. Fordi direktivet f.eks. kun gælder for rejser på over 250 km, er der mange lande, hvor det ikke gælder. Cypern, Malta og Luxembourg har ingen rettigheder, og det samme gælder for andre medlemsstater, som ikke har busruter på over 250 km. Fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser er et af Europas centrale principper. Nu er det de fattigste passagerer, som ikke får beskyttelse, fordi der er medlemsstater, som ikke har en ordning for passagerrettigheder. Derfor har vi undladt at stemme. Der er visse positive aspekter, men også mange negative, og det er grunden til, at vi undlader at stemme. Clemente Mastella (IT) Fru formand! Det forordningsforslag, som Kommissionen fremsatte i 2008, har til formål at indføre nye rettigheder på EU-plan til beskyttelse af buspassagerer, som svarer til de rettigheder, der gælder ved andre transportformer, hvorved man sikrer ensartede konkurrencevilkår mellem transportvirksomhederne og de forskellige transportformer i de forskellige medlemsstater. Det krævede lange, vanskelige forhandlinger med Rådet, og en samrådsprocedure, før vi nåede frem til den tekst, som vi har stemt om i dag. Den endelige tekst kan betragtes som et meget tilfredsstillende og afbalanceret kompromis, da det hermed lykkes at sikre passagerrettighederne uden samtidig at pålægge transportvirksomheder tunge byrder - idet vi ikke må glemme, at transportvirksomheder fortrinsvis er små og mellemstore virksomheder. Resultatet af samrådsproceduren kan med rimelighed anses for en succes for Europa-Parlamentet, eftersom nogle af vores hovedkrav blev indarbejdet vedrørende anvendelsesområdet, grundlæggende passagerrettigheder uanset rutens længde, undtagelser og endelig bestemmelser vedrørende ulykker, aflysninger og forsinkelser med passende former for tilbagebetaling, assistance og erstatning til passagererne. Guido Milana (IT) Fru formand! En ny sæson af rettigheder står for døren, men disse rettigheder kunne have været mere omfattende. Vi må være klar over, at denne foranstaltning slet ikke tager højde for de mest sårbare gruppers rettigheder, dvs. handicappede, pensionister og bevægelseshæmmede, ved distancer på under 250 km. Hvis det er korrekt, at der indføres ensartede kvalitetsstandarder, er det lige så korrekt, at det medfører alvorlige begrænsninger af antallet af berørte passagerer, når man udelukker lokal transport. En gennemførelse over de næste fire år vil give branchen mulighed for at forberede sig så godt som muligt, men vi bliver også nødt til at overvåge oprettelsen af håndhævelsesorganerne. Resultatet af denne proces udgør en sejr for Parlamentet og er et positivt tegn på vores lydhørhed over for borgernes behov. Et kompromis indebærer dog altid moderering - og i dette tilfælde indrømmelser - af Parlamentets formål. Grundlæggende har vi vist, at vi er gode til at fortolke behov i modsætning til Rådet, som har vist, at det kun repræsenterer interesser. Giommaria Uggias (IT) Fru formand! Jeg vil gerne rose hr. Cancian for hans fremragende indsats med færdiggørelsen af denne foranstaltning. Jeg vil tillade mig at være uenig i hr. Mastellas udtalelse om, at denne foranstaltning udgør en stor sejr for borgerne. Det kan ikke undgå opmærksomheden, at borgerne kun beskyttes, hvis de rejser over 250 km. i bus. Hvor er beskyttelsen af de europæiske borgeres rettigheder, hvis - som fru Meissner allerede har påpeget - hele stater som Cypern, Luxembourg og Malta ikke er omfattet af denne beskyttelse? Af disse årsager har vores gruppe undladt at stemme. Vi stemte ikke imod betænkningen, fordi nogle rettigheder er beskyttet, f.eks. handicappedes og bevægelseshæmmedes. Derfor undlod vi at stemme. Hvad resten angår, vil vi anmode om, at spørgsmålet tages op igen så snart som muligt, så der kan indføres reel beskyttelse af borgerne. Hannu Takkula (FI) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det er fremragende og vigtigt, at vi bekymrer os om borgernes rettigheder. Når der tales om rettigheder, må vi huske på, at der følger forpligtelser med, og der er således ingen rettigheder uden forpligtelser. Der er en masse godt og positivt at sige om betænkningen om buspassagerers rettigheder. Vi må også huske på, at europæiske busselskaber er meget forskellige. I Finland er der f.eks. mange små familievirksomheder, og det er spørgsmålet, om vi skal blive ved med at bebyrde disse små virksomheder med udgifter og forpligtelser, da de kæmper for at få deres virksomheder til at give overskud. Her kan jeg sige, at vi har udvist fleksibilitet på forskellige måder, og at der er taget højde for forskellige passagerers rettigheder. Anerkendelsen af handicappedes behov skaber altid en klar merværdi. Det er meget vigtigt, at vi sikrer, at handicappede og bevægelseshæmmede bliver bedre i stand til at rejse og i det hele taget komme rundt, og at der tages større hensyn til deres behov. Dette er godt, men som jeg sagde tidligere, er dette spørgsmål en smule inkonsekvent, for når vi taler om rettigheder og forpligtelser, er det også vigtigt at sikre, at omkostningerne ikke bliver for høje for de små virksomheder i bustransportsektoren. Marian Harkin (EN) Fru formand! Jeg stemte for denne forordning, selv om jeg slet ikke synes, den er vidtrækkende nok. Men det er en start, og sommetider tager vi kun småbitte skridt her i Parlamentet og i EU. Det er det, vi har gjort i dag. Det er uheldigt, at der er nogle medlemsstater, som ikke er omfattet af denne forordning, og at den kun gælder ved rejser på over 250 km. Jeg ville bestemt have foretrukket ALDE-Gruppens forslag, hvorefter passagerrettigheder ville gælde for rejser af langt kortere varighed. Det glæder mig dog at se, at nogle af de grundlæggende rettigheder i forordningen gælder for passagerer på kortere distancer. Disse rettigheder gælder især for handicappede eller bevægelseshæmmede. Nogle af disse rettigheder omfatter adgang til transport uden forskelsbehandling og handicaprelateret uddannelse af busselskabernes personale. Desværre har medlemsstaterne en dispensationsperiode på op til 10 år, og selv om mindre virksomheder har brug for god tid til at efterkomme forordningen, vil jeg anmode og opfordre medlemsstaterne til at forsøge at sikre, at forordningen efterkommes så snart som muligt. Pat the Cope Gallagher (EN) Fru formand! Jeg er stærk fortaler for passagerrettigheder og især øgede rettigheder til handicappede. Jeg er ikke særlig glad for det kompromis, der er indgået. I modsætning til min kollega ville jeg have foretrukket en grænse på 200 km, da dette havde givet Irland mulighed for at fritage landområder i min valgkreds. Jeg tænker her på dele af det nordlige og vestlige Donegal, Mayo og naturligvis Galway. De fleste landområder ligger over grænsen på 250 km. Det niveau af erstatningsrettigheder, som ønskes, er urimeligt i forhold til de ydelser, der er typiske for landområder. Jeg vil også gerne nævne de omkostninger, først og fremmest til forsikringer, som kan medføre, at aktører må forlade markedet. I mange tilfælde er der ingen alternative offentlige transportmidler. Vi er selvfølgelig nødt til at acceptere den beslutning, der er truffet i dag, og forhåbentlig kan dispensationsperioden give dem, der ligger uden for grænsen på 250 km, mulighed for at tilpasse sig. Selv om jeg er principielt enig, var jeg derfor nødt til at undlade at stemme af ovennævnte grunde. Sergej Kozlík (SK) Fru formand! Hvert år rejser over 70 mio. passagerer i Europa med bus. Det er på tide, at der indføres en forordning til beskyttelse af passagerretigheder på samme måde som for luft-, sø- og jernbanetransport. Passagererne får 12 grundrettigheder, der gælder for alle distancer. Herudover vil de ved rejser på over 250 km have ret til erstatning for forsinkelser, assistance i tilfælde af ulykke eller død, erstatning for mistet eller beskadiget bagage og bedre oplysninger. Især for de små lande er minimumgrænsen på 250 km dog temmelig voldsom. Jeg kan tilslutte mig, at bevægelseshæmmede passagerer får ret til særlig assistance, som det allerede gælder inden for lufttransport. Jeg vil uden tvivl støtte en fremtidig indførelse af en fælles forordning, der samler de eksisterende forordninger om passagerrettigheder inden for diverse transportsystemer, da det vil gøre hele systemet med passagerrettigheder langt mere klart. Miroslav Mikolášik (SK) Fru formand! Passagerrettigheder inden for bustransport, som er almindeligt anvendt i EU, kræver klare juridiske ordninger, som det ses inden for luft-, jernbane- og søtransport. Jeg anser den endelige tekst til den foreslåede forordning for et tilfredsstillende kompromis. Jeg glæder mig især over vedtagelsen af de 12 grundlæggende passagerrettigheder, der gælder for alle passagerer inden for denne transportform, uanset distance. Jeg glæder mig især også over, at handicappedes og bevægelseshæmmedes særlige behov anerkendes og tages i betragtning. Sikring af retten til erstatning for bortkomst eller beskadigelse af en kørestol eller andre handicaphjælpemidler og uddannelse af busselskabernes personale i handicaptransport bliver vigtige redskaber i bekæmpelsen af forskelsbehandling og social udstødelse af disse befolkningsgrupper. Peter Jahr (DE) Fru formand! Jeg har stemt for betænkningen, fordi den udgør en vigtig forbedring af den gældende situation. Det er lykkedes os at finde frem til en afbalanceret løsning, der beskytter buspassagerers rettigheder og sikrer små og mellemstore virksomheders fortsatte eksistens. Forordningen omfatter rejser på over 250 km og giver buspassagerer ret til erstatning, hvis deres rejse aflyses, er overbooket eller bliver mere end to timer forsinket. Busselskaber er ofte små eller mellemstore virksomheder, som ville blive bragt på fallittens rand, hvis de blev udsat for mange erstatningskrav. Et af forordningens heldige elementer er, at den sikrer, at erstatningerne ikke tager overhånd. Hvad angår distancen på over 250 km, er der ingen grund til, at vi ikke skulle lade den nye lovgivning træde i kraft for derefter at se på, hvordan den kan forbedres. Zigmantas Balčytis (LT) Fru formand! Først vil jeg gerne rose ordføreren, hr. Cancian, for det dokument, vi har vedtaget i dag, som er et meget tilfredsstillende og afbalanceret kompromis. Det er lykkedes at sikre passagerrettighederne uden samtidig at lægge en tung byrde på transportvirksomhederne, som for størstedelens vedkommende er små og mellemstore virksomheder. EU-borgerne vil kunne føle sig bedre beskyttet. Med denne aftale forbedres også rejsevilkårene for handicappede og bevægelseshæmmede. Desuden fastlægges der klare regler for skadeserstatning og tilvejebringelse af assistance. Jeg tror, den vil være et vigtigt bidrag til forbedringen af forholdene for vores borgere, når de rejser, og vil give dem større retssikkerhed i tilfælde af ulykker og andre uforudsete begivenheder. Alfredo Antoniozzi (IT) Fru formand! Jeg vil gerne rose hr. Cancian for hans fremragende indsats og især for det gode resultat, der blev opnået i forligsproceduren med Rådet. Både hvad angår direktivets anvendelsesområde, og med hensyn til indarbejdelsen af ca. 12 grundlæggende rettigheder i forslaget, repræsenterer kompromiset et vigtigt skridt i beskyttelsen af passagerrettigheder. I forslaget tages der behørigt højde for handicappedes og bevægelseshæmmedes rettigheder og behov, især hvad angår ikkediskriminerende adgang til transport, ret til erstatning i tilfælde af bortkomst eller beskadigelse af handicaphjælpemidler, indgivelse og behandling af klager, handicaprelateret uddannelse af busselskabers personale og oplysninger under rejsen. Det er også lykkedes med den endelige tekst at garantere passagerrettighederne uden samtidig at lægge pres på busselskaberne, som for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder, der ikke ville kunne klare tunge byrder. Diane Dodds (EN) Fru formand! Selv om jeg anerkender, at denne betænkning indeholder mange positive aspekter - og handicappedes ret til adgang til transport og til erstatning har min fulde støtte - mener jeg, at ordninger som disse bør indføres af de nationale regeringer. Jeg tror også, at den finansielle byrde, der er forbundet med dette forslag, vil være en hindring for mange transportselskaber. Parlamentet må huske på, at mange busselskaber er privatejede, er relativt små og er under et stigende økonomisk pres som følge af den store stigning i brændstofpriserne gennem de seneste 12-18 måneder. For mange private virksomheder, og bestemt også offentlige transportsystemer, vil yderligere omkostninger kun resultere i to ting: højere billetpriser for kunderne og færre ruter. Det vil presse mange i den frivillige sektor - som varetager mange af handicapordningerne - helt ud af branchen. Carlo Fidanza (IT) Fru formand! Det har været en lang rejse frem til dagens afstemning om denne betænkning, så jeg vil gerne gentage mine kollegers komplimenter til hr. Cancian, som har kæmpet så vedholdende for at bringe os hertil. Alle transportformer har nu omsider fået deres egen forordning om passagerrettigheder. Jeg tror, at det næste skridt er at udarbejde en passende konsolideret retsakt, som samler alle disse forskellige forordninger. Anvendelsesområdet er rimeligt, selv om vi forhandlede os frem til det ud fra andre præmisser, men det er bestemt positivt, at det lykkedes os at inddrage alle medlemsstater bortset fra to, og at mange klausuler blev gjort obligatoriske, også for distancer på under 250 km, samtidig med at vi opgav andre former for erstatning. Under forhandlingen her til formiddag udtalte nogle af medlemmerne, at der ikke var sørget for en passende beskyttelse af bevægelseshæmmede passagerer, men dette er heldigvis blevet gendrevet i de sidste indlæg. Tværtimod er denne beskyttelse et stort fremskridt, der gør dette kompromis mere civiliseret, og det bør vi være stolte af. Siiri Oviir (ET) Fru formand! Jeg stemmer imod dette dokument, fordi retsakten i dens aktuelle udformning ikke garanterer ligebehandling af passagererne. Der er ingen sammenligning med andre transportformer og heller ikke med passagerer i forskellige stater. Som følge heraf er flere små EU-lande ikke omfattet af forordningens anvendelsesområde. Retsakten fungerer kun delvist i flere andre medlemsstater. Problemet vedrørende busrejser over grænserne er heller ikke løst. Busser anvendes af lavtlønnede og unge, herunder studerende og skolebørn. Derfor er det ikke acceptabelt, at gennemførelsen udskydes til senere. Andrzej Grzyb (PL) Fru formand! Der er indgået kompromis mellem forslag stillet af Kommissionen og Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed med hensyn til erhvervskøretøjer og emissionsstandarder, hvorved sidstnævnte for disse køretøjer nedbringes fra 203 g til 147 g/km over en periode på 10 år. Den nye emissionsstandard, som er indført, er acceptabel set fra producenternes og brugernes synsvinkel og er vigtig set i forhold til brugernes omkostninger som følge af højere priser for sådanne køretøjer. Disse brugere består primært af små og mellemstore virksomheder, handlende og familievirksomheder, og vi har netop i denne mødeperiode drøftet EU-instrumenter, der har til formål at yde finansiel støtte til små og mellemstore virksomheder. Et af målene på dette område er at mindske hindringerne for små og mellemstore virksomheders vækst. Vi håber ikke, at øgede omkostninger for bilparker bestående af lette erhvervskøretøjer som følge af emissionsgrænser og højere produktionsomkostninger vil blive en væsentlig hindring. I 2014 vil vi kunne kontrollere, om principperne bag forordningen er blevet gennemført korrekt. Peter Jahr (DE) Fru formand! Det er lykkedes Europa-Parlamentet at nå et ambitiøst, langsigtet mål på trods af modstand fra Rådet og Kommissionen, således at der indføres en begrænsning på CO2-emissioner fra små varevogne til maksimalt 147 g/km i 2020. Denne ambitiøse, men realistiske grænse kan nås ved brug af innovativ miljøteknologi. Køretøjerne bliver betydeligt renere, men små og mellemstore virksomheder vil stadig have råd til dem. Dette var især vigtigt for os, da det ikke vil gavne klimaet, hvis prisen på nye køretøjer er en forhindring, som medfører, at de gamle varevogne ikke kommer væk fra vejene og navnlig bliver ved med at belaste miljøet. Det glæder mig, at vi har stemt om dette forslag i dag og vedtaget det med overvældende flertal. Vicky Ford (EN) Fru formand! Vi har netop stemt om en betænkning med titlen "fastsættelse af præstationsnormer for lette erhvervskøretøjer". Som så meget anden EU-lovgivning er det en omstændelig titel til et reelt spørgsmål. Hvis jeg må oversætte, er lette erhvervskøretøjer naturligvis varevogne, og præstationsnormer betyder brændstofemissioner, som afhænger af det brændstof, der forbrændes. Vi har jo alle bemærket de stigende brændstofpriser på tanken, men for enmandsfirmaer som bygningshåndværkere, blikkenslagere og tømrere er deres varevogn en kritisk udgift for forretningen. De vil have brændstofeffektive køretøjer, og brændstofeffektivitet har altid været en vigtig faktor, når de skal træffe købsbeslutninger. I forbindelse med produktionen på General Motors-fabrikken i Luton i min valgkreds har jeg også set, at den innovation, som kræves til forbedringer, kommer fra gulvet. Der er nogle, som tror, at når der opstilles mål her i Europa-Parlamentet, vil man også nå disse mål. Sandheden er dog, at opnåelsen af disse mål vil betyde, at innovationen kommer, hvad enten den kommer fra varevogne eller på anden måde, og den vil komme fra forbrugernes krav og producenternes forbedringer og ikke kun fra EU-lovgivning. Seán Kelly (GA) Fru formand! Jeg var ked af, at jeg ikke kunne overvære denne forhandling, men jeg havde andre møder på dette tidspunkt. Så tak fordi jeg får mulighed for at sige et par ord nu. (EN) I 2020-strategien har vi lagt stor vægt på især vedvarende energi, og det er helt korrekt. Af lige så stor betydning for opnåelsen af vores mål er dog energieffektivitet, især i forbindelse med motorkøretøjer - private såvel som erhvervskøretøjer. Erhvervskøretøjer kører dagligt på vejene og kører lange distancer. Med et direktiv som dette kan vi bidrage til overholdelsen af 2020-strategien med hensyn til brændstofeffektivitet, da det vil tvinge konstruktørerne til at producere mere brændstofeffektive motorer, og skønt omkostningerne måske er store på kort sigt, er besparelserne i km/l enorme, også i forhold til miljøet. Clemente Mastella (IT) Fru formand! Vi har modtaget et forslag til Rådets afgørelse, som bemyndiger en forstærket samarbejdsprocedure for skabelse af fælles patentbeskyttelse. Grunden er, at nogle medlemsstater, herunder Italien og Spanien, ved en række lejligheder protesterede mod vedtagelsen af det planlagte system med oversættelse til tre sprog, som ville ende med at blive virkelig diskriminerende, da det er et groft brud på princippet om ligestilling af alle officielle sprog i EU. På trods af de mange hidtidige forhandlinger og formiddagens afstemning ser denne forordning ikke ud til at kunne vedtages enstemmigt. Der kan imidlertid være retlige og institutionelle fordele forbundet med at vente på den snarlige udtalelse fra Domstolen, som ikke blot kunne afklare talrige tekniske aspekter ved den fælles patentbeskyttelse, men også belyse de jurisdiktionsmæssige følger heraf. Vi havde ikke valgt at slå ind på den vej, og derfor stemte jeg imod. Jens Rohde (DA) Fru formand! Når man har oplevet debatten her i parlamentssalen om det europæiske forstærkede samarbejde om en europæisk fælles patentbeskyttelse, er det svært ikke at sidde tilbage med et lille smil, et overbærende smil, om munden. Politikere fra visse lande, for hvem deres eget sprog er det vigtigste her i verden, har hævdet, at vi ødelægger det indre marked på dette område ved at gå ind i et forstærket samarbejde. Det er jo en absurd påstand, al den stund at vi ikke har et indre marked, når det gælder det fælles patent. Det koster omkring ti gange mere at opnå patent i EU end i USA, og det svarer til en årlig omsætning på 250 millioner EUR for vores virksomheder. Derfor er det godt, at vi endelig fik stemt et forstærket samarbejde hjem i dag, således at visse lande ikke længere kan spænde ben. Nok er nok! Vi er ikke i mål, men på én dag har vi allerede i dag taget et større ryk, end vi har gjort i de sidste ti år. Adam Bielan (PL) Fru formand! Vi har ført forhandlinger om skabelse af et fælles patentbeskyttelsessystem i over 20 år på europæisk niveau. Det nuværende meget indviklede system til registrering af patenter, som er tidskrævende og dyrt sammenlignet med det amerikanske system, gavner bestemt ikke europæiske iværksættere. Patenter spiller en væsentlig rolle for en moderne økonomis udvikling og vækst og støtter den videnskabelige forskning. Eftersom de globale markeder bliver stadig mere konkurrenceprægede, kan vi ikke tillade os at udsætte afgørelsen herom længere. Vi skal derfor fremskynde arbejdet med skabelse af et fælles patentmarked. På trods af vores støtte til tanken må vi ikke imidlertid ikke se bort fra, at mange spørgsmål, herunder sprog, er kontroversielle. Vi bør derfor afgjort tilsigte at bekæmpe diskrimination mod de mindre, ofte fattigere medlemsstater med små befolkninger. Alfredo Pallone (IT) Fru formand! Vi lever i et marked, hvor vores virksomheder drives ud fra global konkurrence. Den egentlige grund til reformen af sprogordningen for patenter er ifølge Kommissionen at reducerede de oversættelsesrelaterede omkostninger af hensyn til vores konkurrenceevne på de markeder, hvor vi konkurrerer med USA, især i Asien. Man spørger sig selv, om det ikke ville have været mere effektivt at beskrive et patent på bare ét sprog. Det ville virkelig hjælpe vores virksomheder med at konkurrere på det globale marked. Desuden er det velkendt, at der i dag findes to retssystemer i Europa med forskellige karakteristika og regler. Det ville efter min mening have været bedre at starte med at harmonisere dem. Endelig er et forstærket samarbejde ikke blot i strid med EU's ånd, men også skadeligt for det indre marked. Det forårsager nemlig geografisk segmentering og konkurrenceforvridning mellem medlemsstaterne, hvorved nogle medlemsstater afgjort ender med at være dårligere stillet end andre. Mario Pirillo (IT) Fru formand! Mens jeg på den ene side glæder mig over, at Europa efter mange år har givet sig selv et så vigtigt redskab som patentet, hvorved EU endelig bliver i stand til at konkurrere på lige fod med andre territoriale organisationer, må jeg også give udtryk for min beklagelse over, at resultatet er opnået på bekostning af andre områder, f.eks. Italien, som altid har været fortaler for at styrke Unionens rolle. Beslutningen om at udstede et patent på bare ét af Patentkontorets tre arbejdssprog vil faktisk skabe ulighed mellem virksomheder i Italien og i de lande, hvis sprog indgår i den foreslåede sprogordning. Jeg vil gerne minde om, at jeg for nogle måneder siden stillede et spørgsmål til Kommissionen om at forsvare brugen af det italienske sprog. I mellemtiden har 25 ud af 27 lande accepteret ordningen, hvorfor jeg afholdt mig fra at stemme. Andrzej Grzyb (PL) Fru formand! Ingen er tilfreds med de nuværende løsninger på problemet med patentbeskyttelse i EU og medlemsstaterne. Indførelsen af et fælles patentbeskyttelsessystem er derfor afgørende både for økonomierne i medlemsstaterne og økonomien i EU som helhed. Det nye system skal især bidrage til at stimulere videnskabelig forskning og innovation. Indførelsen af et relativt enkelt system baseret på en ganske vist kontroversiel standardformular med brug af tre sprog, selv om der har været talt om at brug ét eller mange sprog, hvor der oversættes til ansøgerens modersmål, er et vigtigt skridt. Det vil især være vigtigt for små og mellemstore virksomheder, hvoraf mange ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer til at ansøge om patenter. Jeg håber, det vil vise sig at være et afgørende skridt hen imod at få sat skub i den gruppe smv'er, vi tit omtaler som "passive innovatorer" Vi drøfter tit, specielt i Udvalget om Industri, Forskning og Energi, hvordan vi tilskynder netop denne gruppe virksomheder til at præsentere innovationer og patentere egne opfindelser. Vi vil gerne have denne forordning til at mobilisere disse smv'er og yde bedre beskyttelse af patenterede opfindelser i EU. Constance Le Grip (FR) Fru formand! Jeg stemte for hr. Lehnes betænkning, hvorved Europa-Parlamentet billiger forstærket samarbejde om skabelse af en fælles patentbeskyttelse i EU. Ikke et øjeblik for tidligt! Tyve års indsats for at opnå et resultat og nå det punkt, hvor vi konkret gør noget for europæiske små, mellemstore og store virksomheder, som længe har ventet på dette væsentlige konkurrenceevne- og vækstredskab. Ved at sige ja til forstærket samarbejde viser Europa-Parlamentet jo, hvor interesseret det er i denne specielle forstærkede samarbejdsprocedure, der jo nu anvendes for anden gang, men det udsender også et meget positivt og meget specifikt signal om at fremme innovation og konkurrenceevne i vores virksomheder. Som nævnt har 25 af de 27 medlemsstater valgt at indlede denne forstærkede samarbejdsprocedure for at skabe en fælles patentbeskyttelse i EU. Jeg undervurderer ikke de vanskeligheder, nogle af vores medlemsstater fortsat oplever, men lad os komme videre og sætte et eksempel. Det er, hvad virksomhederne forventer. Izaskun Bilbao Barandica (ES) Fru formand! Jeg afholdt mig fra at stemme, fordi jeg ser beslutningen om at skabe en fælles patentbeskyttelse gennem forstærket samarbejde som endnu en fiasko for Rådet. Der er kun enighed blandt ni medlemsstater, og i dokumentet erkendes det, at målene ikke kan nås inden for et rimeligt tidsrum. Konkurrenceevne? Effektivitet? Desuden afventer vi stadig Domstolens udtalelse om jurisdiktion med hensyn til bestemmelserne om sprog. Rådet burde have bestræbt sig på at nå en fælles holdning og, i lyset af antallet af registreringer og det anvendte sprog i hovedparten af disse, måske også have arbejdet mere på brug af ét enkelt sprog for at gøre os mere konkurrencedygtige i den globale sammenhæng. Medlemsstaternes nationale perspektiv har endnu en gang medført en fragmenteret beslutning uden klare kriterier for brugen af tre sprog. Hvis vi gennemfører den slags foranstaltninger, kommer vi aldrig videre med konsolideringen af det europæiske projekt. Miroslav Mikolášik (SK) Fru formand! Hvis EU skal øge konkurrenceevnen og blive verdens førende inden for innovation, skal dets kreative potentiale sikres på passende vis. EU's patentsystem lider imidlertid af mange mangler, der forhindrer etablering af en fælles patentbeskyttelse, men også af utilstrækkelig udvikling af det indre marked, som betyder mindre retlig sikkerhed for opfindere og innovative virksomheder. Etablering af fælles beskyttelse af opfindelser i alle medlemsstater via en fælles europæisk proces for udstedelse af patenter på basis af fælles patentregler ville utvetydigt afklare et kompliceret system og samtidig reducere omkostningerne, især for små og mellemstore virksomheder, som betaler op til tre gange mere end eksempelvis i USA. Eftersom forsøgene på at skabe fælles patentbeskyttelse i hele EU ikke har opfyldt forventningerne og i lyset af, at alle retlige forudsætninger for forstærket samarbejde om skabelse af individuel patentbeskyttelse er opfyldt, støtter jeg Europa-Parlamentets godkendelse. Giommaria Uggias (IT) Fru formand! Da Antonio Meuccis patent for et århundrede siden ikke blev anerkendt af den amerikanske telefonindustri, skyldtes det ikke hans manglende engelsk eller brug af italiensk, men i stedet manglende opfyldelse af en betingelse, nemlig at han ikke havde råd til at forlænge sit patent i et år til. I dag befinder vi os også i en paradoksal situation. Helt bortset fra afstemningen mener jeg, at vedtagelsen af et tresproget patentsystem, som udelukker italiensk, er et tegn på svaghed i vores regering, dens manglende evne til at blive hørt i europæisk politik og svagheden i vores politiske system, som frem for alt går ud over forskning og innovation. Lad os her blot mindes den konkurrenceevneundersøgelse fra december 2010, som viser, at Italien i de senere år frivilligt har overdraget 4 mia. EUR til andre lande, som har taget imod vores forskere med åbne arme. Disse forskere har bestemt ikke brug for italiensk længere, da de har lært engelsk, fransk og tysk og har alle de krævede redskaber til at kunne indsende deres patentansøgninger, til skade for italienske produkter. Antonello Antinoro (IT) Fru formand! Jeg tager ordet for at forklare, hvorfor jeg stemte imod betænkningen i dag. Skabelsen af patentet vil bestemt betyde fordele for patentsystemet i Europa, men resultatet ville være blevet langt bedre, hvis vi havde fulgt en anden procedure. Brugen af forstærket samarbejde er efter min mening absolut en blindgyde. Faktisk er den nuværende procedure blot den seneste fase i den mangeårige tilpasning af patentet i EU, der historisk strækker helt tilbage til 1990, og som kun 12 medlemsstater har anmodet om. Jeg stemte imod beslutningen, fordi den ikke er kompatibel med artikel 20, stk. 2, i traktaten. Kommissionens forslag etablerer ikke et fælles patent for hele EU's territorium som krævet i artikel 118, og forstærket samarbejde får negative følger for etablering af virksomheder og kapitalens frie bevægelighed. Desuden ville det politisk have været langt mere elegant og lige så bekvemt at vente på Domstolens udtalelse, der forventes den 8. marts. I lyset af den udtalelse bliver vi sandsynligvis nødsaget til at revidere vores holdning. David-Maria Sassoli (IT) Fru formand! Vi har endnu en gang været vidne til den italienske regerings manglende evne til at beskytte landets proeuropæiske ry og varetage dets virksomheders interesser på et så afgørende punkt som vedtagelsen af det europæiske patent. 25 ud af 27 lande og et altovervejende flertal i Parlamentet støtter et forslag, som regulerer patentområdet og har reel virkning for de mest innovative virksomheder og dem, som er stærkest orienteret mod internationale markeder. Ved at udelukke os fra denne afgørelse udsætter vi de italienske virksomheder for risiko for ikke at være ordentlig beskyttet i Europa og verden. Det er jo utroligt, at en regering, som intet gør for at udbrede italiensk kultur i verden, som nedskærer midlerne til kulturelle institutioner og forsømmer at sætte pris på sproget i det land, der er hjemsted for det største antal steder på listen over verdens kulturarv, kan blæse på sprogspørgsmålet, mens vores virksomheder faktisk altid har bedt om, at patenter kun udarbejdes på engelsk, som i dag er den globale økonomis lingua franca. Imidlertid har vi fået et resultat, som gør det muligt for alle patentansøgere at ansøge på deres eget sprog. Der var intet, der tvang hr. Barnier til at forcere dette igennem med en så forhastet afstemning inden Domstolens udtalelse, der som bekendt fremsættes den første uge i marts og hovedsagelig vil behandle to afgørende punkter, nemlig brugen af ens nationale sprog til forsvaret for EU's Patentdomstol og selve legitimiteten af at oprette en patentdomstol. Vi ved ganske udmærket, at disse vigtige spørgsmål skal løses, før der træffes afgørelse. Derfor besluttede den italienske delegation fra det demokratiske parti (PD) at afholde sig fra at stemme. Seán Kelly (IT) Fru formand! Dette forslag er bestemt ikke perfekt og skal nok tages op igen som følge af Domstolens kendelse om nogle uger. Ikke desto mindre anser jeg det for et skridt i den rigtige retning, og derfor støttede jeg det. Jeg har deltaget i et antal seminarer om innovation her i Parlamentet. General Electric har foretaget nogle undersøgelser i EU, ifølge hvilke de fleste mener, innovation vil være den eneste måde at komme ud af recessionen på. Innovation betyder forskning, udvikling og nye produkter. Nye produkter skal patenteres, og jo lettere det er, desto bedre. Vi skal tilsigte et system på tværs af EU, der er lige så let og omkostningseffektivt som det amerikanske. Det er vi stadig langt fra at have, men i det mindste forsøger vi dog at bevæge os i den retning. Derfor støttede jeg dagens forslag. Philip Claeys (NL) Fru formand! Jeg afholdt mig fra at stemme ved afstemningen om Lehne-betænkningen, ikke fordi jeg har indvendinger mod skabelsen af en fælles patentbeskyttelse. Tværtimod. Virksomhederne i Flandern har længe råbt op for at få en sådan ordning. Selve idéen kan man kun være glad for, især ved tanken om, hvor bekostelig og omstændelig den nuværende procedure er, da der skal ansøges om et særskilt patent i hver medlemsstat. Jeg afholdt mig fra at stemme, fordi sprogarrangementerne fortsat ikke er helt afklarede. Vi må vente og se, i hvilket omfang Kommissionens forordningsforslag giver mulighed for at bruge officielle sprog ud over engelsk, fransk og tysk. Imidlertid er jeg fortsat af den opfattelse, at det også skal være muligt at indsende en ansøgning på nederlandsk. Miroslav Mikolášik (SK) Fru formand! Kodificeringen af de tidligere nævnte bestemmelser i gældende tekster vil sammen med de tidligere nævnte ændringer utvivlsomt medføre den nødvendige afklaring af de retlige bestemmelser for radioaktivitet i levnedsmidler. Efter min mening vil det imidlertid i forbindelse med vedtagelsen af Lissabontraktaten være ønskværdigt med en nyvurdering af retsgrundlaget for forordningsforslaget, som også skal tage højde for Europa-Parlamentets nye beføjelser inden for beskyttelse af folkesundheden. Her er jeg enig i, at artikel 168, stk. 4, litra b) i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde danner retsgrundlag for forslaget, da foranstaltninger vedtaget på dette grundlag direkte har til formål at beskytte folkesundheden, hvilket er tilfældet ved (og jeg citerer) "fastsættelse af maksimalt tilladte niveauer for kontaminering af levnedsmidler og foder". Giommaria Uggias (IT) Fru formand! Jeg støtter i det væsentlige de ændringer, der foreslås i denne tekst, som under alle omstændigheder blot kodificerer tidligere lovgivning om maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder. Vi glemmer og ser lidt gennem fingre med, at vi taler om affald fra kernekraftuheld. Det betyder, at vi fortsat skal holde nøje øje med risiciene ved kernekraftværker og den kendsgerning, at de er konsekvenserne af de rådne og giftige resultater af det, vi insisterer på at udvikle i visse stater. Det er derfor en foranstaltning, som skal inspirere os alle til at være så årvågne som mulig. Helt konkret mener jeg imidlertid, at der kan gøres mere for at indføre obligatorisk øjeblikkelig meddelelse, som ville muliggøre samtidig behandling af alle risikofaktorer. Desuden bør man ikke kunne omgå kravet om at orientere de offentlige myndigheder i tilfælde af uheld. Andrzej Grzyb (PL) Fru formand! Forordningerne til sikring af, at levnedsmidler ikke er forurenet af radioaktive stoffer, blev indført efter ulykken på kernekraftværket i Chernobyl. Det er et meget vigtigt spørgsmål, specielt ud fra folkesundheden, men samtidig et meget vanskeligt tema. Gennemførelse af Lissabontraktaten medfører et behov for ajourføring af visse forordninger, herunder disse, selv om der er uoverensstemmelse mellem Kommissionens og Parlamentets forslag mht. retsgrundlaget. Parlamentet citerer artikel 168, stk. 4, i Lissabontraktaten, mens Kommissionen citerer artikel 31 i Euratomtraktaten. Det er vigtigt at gentage behovet for at beskytte forbrugerne, men også at fremhæve behovet for at beskytte landbrugerne, som bør modtage kompensation for de tab, de lider efter et uheld. Vores forhandling har også vist de store meningsforskelle, der hersker omkring vurderingen af fremtidige trusler, herunder strålingsniveauerne som følge af uheld eller naturlige kilder. Det bør også fremhæves, at en stadig større del af EU's marked udfyldes af importerede landbrugsprodukter og levnedsmidler fra forskellige dele af verden, da standarderne for folkesundheden skal opfyldes, herunder sikringen af, at levnedsmidler ikke er forurenet med radioaktive stoffer. Alfredo Antoniozzi (IT) Fru formand! Indføjelsen af en ny betragtning i forslaget til kodificering af tre forordninger vedtaget mellem 1987 og 1990 til fastsættelse af niveauerne for radioaktiv kontaminering i tilfælde af strålingsulykker bibringer en eksisterende artikel den nødvendige ex post-motivation og begrunder Rådets ret til at udøve direkte magt ved vedtagelsen af en forordning for prompte at blåstemple de hasteforanstaltninger, Kommissionen har foreslået. Jeg er enig med ordføreren, hr. Belet, i, at man ikke kan udskille det fra den artikel, det henviser til. Under alle omstændigheder skal vi i lyset af Lissabontraktatens nye bestemmelser afklare, om denne begrundelse er tilstrækkeligt motiv til at forbeholde gennemførelsesbeføjelserne for Rådet, og om disse beføjelser er tilstrækkeligt defineret og udformet. Borgernes interesser i en effektiv forvaltning af situationerne efter en ulykke skal garanteres. Til de foranstaltninger, der er møntet herpå, hører strømlining af proceduren i tilfælde af atomulykker og en klar tildeling af en tilsynsførende rolle til Kommissionen, som samtidig tydeliggør rammerne for dens indsats. Skriftlige stemmeforklaringer Luís Paulo Alves Jeg er enig i ordførerens holdning vedrørende den enighed, det kræver at indgå aftalen, nu med nye bestemmelser på linje med målene for EU's udviklingssamarbejde som skildret i artikel 208 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde. På den anden side mener jeg, at denne strategi var alt for stærkt fokuseret på kommercielle og økonomiske hensyn og frihandel til skade for en mere udtalt tilgang til udvikling. Jeg er også glad for de nye bestemmelser, som skulle indgå i den reviderede aftale, specielt mht. bekæmpelse af fattigdom, effektiv støtte, 2015-målene og forbindelsen mellem migration og udvikling. Imidlertid stemmer jeg for dette forslag, fordi jeg opfatter forbindelserne og samhandelen med Sydafrika som afgørende for begge parter. Laima Liucija Andrikien Jeg stemte for dette dokument, fordi det indeholder vigtige ændringer. Det er glædeligt, at nedrustning bliver et afgørende element i aftalen, nærmere bestemt på lige fod med demokratiske principper, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Det er meget vigtige bestemmelser, som bidrager til fredsbevarelse og sikkerhed i regionen og til overholdelsen af menneskerettighederne og udviklingen af demokratiet. Princippet om effektiv støtte (som mål for udviklingssamarbejdet) og prioritering af transaktioner, der i særlig grad bidrager til bekæmpelse af fattigdom og til opfyldelse af 2015-målene, er blevet tilføjet til aftalen. Bemærk venligst, at set med sydafrikanske øjne taler udvidelsen af samarbejdet til mange nye områder umiskendeligt til den reviderede aftales fordel. Desuden er denne udvidelse af samarbejdet, som den oprindelige 1999-aftale jo åbnede mulighed for at gennemføre, noget begge parter ønskede. Det er desuden vigtigt med stor opmærksomhed på det kommercielle og økonomiske og på et frit marked, som burde bidrage til økonomisk udvikling af regionen. Elena Oana Antonescu Denne reviderede aftale introducerer en række ændringsforslag, især mht. udviklingen af demokratiske principper og samarbejde om nedrustning og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. Jeg glæder mig over initiativet til prioritering af de tiltag, som bidrager til opfyldelse af 2015-målene, nemlig strategier til fattigdomsbekæmpelse, forbedring af leve- og arbejdsvilkårene og jobskabelse. Jeg ser et behov for at starte en tilbundsgående politisk dialog om bekæmpelse af terrorisme og hvidvaskning af penge, om finansiering af terrorisme og organiseret kriminalitet samt bekæmpelse af fremstilling og oplagring af og handel med våben. Desuden slår jeg til lyd for også at fokusere på udviklingssamarbejde med henblik på at forbedre uddannelses- og sundhedsplejesektorerne. Det var grundene til, at jeg stemte for denne betænkning. Sophie Auconie Sydafrika er et land i hurtig udvikling på alle områder og et land, EU ønsker at fostre et særligt forhold til. På grundlag af den positive indstilling fra Udviklingsudvalget og godkendelsen i Udvalget om International Handel støttede jeg underskrivelsen af denne aftale, som vil styrke vores samarbejde med dette land. Alain Cadec Jeg stemte for fornyelsen af samarbejdsaftalen mellem EU og Sydafrika som ændret i 2009, fordi den giver samarbejdet mellem EU og Sydafrika en ny dimension. Den oprindelige aftale fra 1999 skabte grundlag for handelssamarbejde, for at støtte Sydafrika i den økonomiske og sociale overgangsproces, landets økonomiske integration i det sydlige Afrika og udviklingssamarbejdet. I dag er aftalen blevet udvidet til følgende områder, nemlig fattigdomsbekæmpelse, udviklingsbistandens effektivitet, gennemførelse af 2015-målene, kampen for sikkerhed, bekæmpelse af masseødelæggelsesvåben og terrorisme. Det ser jeg som strategiske samarbejdsfelter i betragtning af EU's aktive samarbejde med Sydafrika og vores indflydelse i det sydlige Afrika. Maria Da Graça Carvalho Jeg glæder mig over denne nye aftale, som tilsigter at øge det bilaterale samarbejde på en række områder. Jeg vil understrege betydningen af barnets rettigheder, ligestilling mellem kønnene, bekæmpelse af vold mod kvinder, miljøsamarbejdet, især i forbindelse med klimaændringer, det kulturelle samarbejde, samarbejdet om narkotikabekæmpelse og hvidvaskning af penge, samarbejdet på sundhedsområdet og især kampen mod AIDS. Forbindelsen mellem samarbejde og udvikling bør omfatte strategier med sigte på fattigdomsbekæmpelse, forbedring af leve- og arbejdsvilkårene og jobskabelse, inddragelse af migranterne i udviklingen af deres hjemland og samarbejde om kapacitetsudvikling, især inden for sektorerne sundhed og uddannelse, for at kompensere for de negative konsekvenser som hjerneflugten fra Sydafrika har for den bæredygtige udvikling i landet. Jeg glæder mig over det øgede samarbejde på disse mange nye områder og også over de nye bestemmelser om udvikling, som er blevet indføjet i den reviderede aftale, især med hensyn til fattigdomsbekæmpelse, effektiv støtte, 2015-målene og forbindelsen mellem migration og udvikling. Edite Estrela Jeg stemte for denne henstilling, da jeg støtter gennemførelsen af nye udviklingsrelaterede bestemmelser i aftalen. Det er som forudset i Lissabontraktaten vigtigt at sikre en effektiv overvågning fra EU's myndigheders side, så det bliver muligt at nå målene om bekæmpelse og udryddelse af fattigdom i Sydafrika. Diogo Feio Sydafrika er et land, som har været genstand for interesse, støtte og respekt siden apartheidens ophør på grund af den måde, det på trods af vanskeligheder og tilbageslag har formået at sikre en relativt fredelig overgang fra et regime overbevist om den hvide races overlegenhed til et demokrati med almindelig valgret. Det er umuligt at mindes denne overgang uden at nævne Nelson Mandelas inspirerende skikkelse og den værdighed, venlighed og forsoning, han udviste, og som stadig øver positiv indflydelse på landet. I dag kan vi sige, at Sydafrika er en central geopolitisk og geostrategisk aktør i Afrika og et eksempel for andre lande, som endnu ikke har kunnet frigøre sig fra det diktatur, der undertrykker dem og holder dem tilbage i deres udvikling. EU har den allerstørste interesse i at styrke forbindelserne med Sydafrika og etablere gensidigt fordelagtige partnerskaber. Jeg støtter derfor ændringen af aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem EU og Sydafrika. José Manuel Fernandes Aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem EU og dets medlemsstater på den ene side og Sydafrika på den anden trådte i kraft den 1. maj 2004. Selv om denne aftale, som var indgået i Pretoria den 11, oktober 1999, skulle gælde i en ubegrænset periode, gav den mulighed for en fornyet gennemgang fem år efter ikrafttrædelsen. Jeg glæder mig derfor over denne henstilling, som bringer en lang forhandlingsproces til afslutning. Den reviderede aftale blev jo indgået i Kleinmond den 11. september 2009. Den vil bane vej for ikrafttrædelsen af en forordning om betydelige ændringer af den oprindelige aftale, specielt vedrørende nedrustning og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og herudover fattigdomsbekæmpelsen ved at opfylde 2015-målene. Hertil kommer mange andre vigtige ændringer. Selv om jeg er enig med ordføreren i, at handelsinteresser får forrang på bekostning af udviklingsstrategien, stemmer jeg for denne henstilling, da den repræsenterer endnu et skridt fremad for EU mht. udviklingssamarbejde, og det vil bidrage til målet om endelig at få udryddet fattigdom. João Ferreira Den foreslåede ændring af aftalen om handel, udvikling og samarbejde med henblik på at indføje en "omfattende tranche til udviklingsbistand" skal undersøges i lyset af de bestræbelser, EU har gjort for at få Sydafrika til at indgå en økonomisk samarbejdsaftale, idet man har forsøgt at overvinde kritik og legitim modstand til både den nuværende aftale om handel, udvikling og samarbejde og EU's hensigt med fremtidige økonomiske partnerskabsaftaler. Aftalen om handel, udvikling og samarbejde har skærpet den økonomiske asymmetri mellem de to deltagere til fordel for EU, da Unionen har øget sin eksport til Sydafrika. EU's politikker om at "liberalisere udveksling af varer, tjenesteydelser og kapital" har tydeligvis slået fejl. Det bevidnes af forværringen af kapitalismens økonomiske og finansielle krise. Konkurrencen er blevet fremmet i stedet for gensidig bistand og vekselvirkning, ved at man har indført en arbejdsdeling, som har betydet eksport af landbrugsprodukter fra Sydafrika og eksport af industriprodukter fra EU. De begunstigede er de samme som altid, nemlig de store EU-magter og deres økonomiske interessegrupper. Følgerne er tydelige, ikke blot for udviklingslandene, men også for EU-lande såsom Portugal i form af svækkelsen af produktive sektorer, stigning i afhængigheden af omverdenen, arbejdsløshed, fattigdom osv. Juozas Imbrasas Jeg stemte for dette dokument, fordi den reviderede aftale indebærer en række interessante ændringer af den originale aftale, på udviklingsområdet specielt det følgende, idet nedrustning bliver et afgørende element i aftalen, mere præcist på lige fod med demokratiske principper, menneskerettigheder og retsstaten. Princippet om effektiv støtte som mål for udviklingssamarbejdet samt prioritering af transaktioner, der i særlig grad bidrager til bekæmpelse af fattigdom og opfyldelse af 2015-målene, er blevet tilføjet. Jeg er enig i målet om styrkelse af støtten til Den Internationale Straffedomstol og dens arbejde med henblik på at gøre en ende på straffrihed og sikre respekt for international retsforfølgelse. Samarbejdet på migrationsområdet skal også være genstand for regelmæssig dialog, hvilket i denne sammenhæng også gælder for forbindelsen mellem samarbejde og udvikling, herunder bl.a. strategier til fattigdomsbekæmpelse, forbedring af leve- og arbejdsvilkårene og jobskabelse, inddragelse af migranterne i udviklingen i deres hjemland, samarbejde om kapacitetsudvikling, især inden for sektorerne sundhed og uddannelse, for at kompensere for de negative konsekvenser, som hjerneflugten fra Sydafrika har for den bæredygtige udvikling i landet samt lovlige, hurtige og billige metoder til pengeoverførsel til hjemlandet for personer, der er flyttet til udlandet. Følgende er de vigtigste aspekter, nemlig fredsbevarelse og sikkerhed i regionen samt respekt for menneskerettigheder og udvikling af demokratiet. Elisabeth Köstinger Jeg støtter indgåelsen af aftalen mellem EU og Sydafrika om udvidet bilateralt samarbejde. Ud over at konsolidere retsstaten vil der blive taget vigtige skridt til bekæmpelse af terrorisme og finansiering af terrorisme og til forebyggelse af brugen af masseødelæggelsesvåben. Den overvældende støtte til aftalen i Parlamentet vil medføre forbedringer i arbejdsforholdene og sundhedssystemet og til en reduktion i fattigdommen i Sydafrika. Giovanni La Via Frihandelsaftalen mellem EU og Den Sydafrikanske Republik, der blev undertegnet i Pretoria i oktober 1999, blev fuldt gennemført i 2004 med en klausul om en revision inden for fem år efter ikrafttrædelsen. I dag, syv år efter aftalen blev ratificeret, har Parlamentet udtalt sig om de forhandlinger, Kommissionen har ført på grundlag af Rådets direktiver. Teksten blev fremlagt til godkendelse i Parlamentet, og jeg besluttede at stemme for, da den hovedsagelig beskæftiger sig med udviklingen i Sydafrika. Grundlæggende har den til formål at forpligte de to parter til enighed om at bekæmpe og definitivt udrydde fattigdom og derved yde et væsentlig bidrag til opfyldelse af 2015-målene. Det kan imidlertid kun realiseres, hvis Sydafrika selv formår at gøre en effektiv indsats ved at afstikke en reel nedrustningspolitik, som menes at være det virkelige grundlag for udviklingsprojektet i landet. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over denne aftale mellem EU og Sydafrika, som indeholder nye bestemmelser om udvikling specielt med hensyn til fattigdomsbekæmpelse, effektiv støtte og 2015-målene. Sydafrika er en vigtig partner både i handels- og udviklingssammenhæng. Jean-Luc Mélenchon Denne aftale befinder sig i en specifik sammenhæng, som ordføreren lader til at ignorere. Kommissionen udøver et hidtil uset pres på landene i det sydlige Afrika, især Sydafrika, for at indgå skadelige økonomiske partnerskabsaftaler. Henvisningen til forhandlingerne om den økonomiske partnerskabsaftale og indstillingen af alle handelsaftaler for at gøre plads til den er en udmærket illustration af denne afpresning. Jeg stemmer imod denne betænkning, som godkender snarere end fordømmer Barroso-Kommissionens udkast til aftale. Nuno Melo Den første aftale om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side blev undertegnet i Pretoria den 11. oktober 1999 og trådte i kraft den 1. maj 2004 på ubestemt tid. Denne aftale indeholder en revisionsklausul, ifølge hvilken den skal den revideres inden for fem år efter ikrafttrædelsen. Lissabontraktatens ikrafttrædelse har også nødvendiggjort vedtagelsen af en ny aftale, så EU kan udøve alle de rettigheder og forpligtelser, som tidligere blev udøvet af Det Europæiske Fællesskab. Den reviderede aftale indgået i Kleinmond i 2009 indførte et vist antal betydningsfulde ændringer i den oprindelige aftale, især følgende ændringer på udviklingsområdet: nedrustning, demokratiske principper, menneskerettigheder og retsstaten, samarbejde i nedrustningsspørgsmål og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde. Alexander Mirsky skriftlig. - (EN) Jeg afholdt mig fra at stemme i dette spørgsmål, fordi 1) Den Sydafrikanske Republik ejer enorme naturressourcer og er absolut i stand til selv at løse sine problemer, 2) korruptionen i Sydafrika er så stor, at den sorte økonomi står for over 60 % af markedet, 3) der er lande, som ikke selv kan løse deres problemer og har betydeligt større behov for økonomisk støtte fra EU, 4) EU kan støtte Den Sydafrikanske Republik i en rådgivende egenskab. Alfredo Pallone Jeg stemte for den tekst, fru Joly havde fremsat om aftalen mellem EU og Den Sydafrikanske Republik, fordi vi i lyset af den nye internationale situation, der er opstået i de senere år, bliver nødt til at revidere aftalen med Sydafrika om handel, udvikling og samarbejde. Hvad økonomiske relationer angår, gavner aftalerne begge parters industrier. Eksempelvis er Sydafrika en vigtig handelspartner for Italien, både med hensyn til samfinansiering af projekter og handel. Revisionen af disse aftaler tilsigter desuden at etablere koordinering af terrorismebekæmpelsen, delvis i lyset af oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol, men også for at starte drøftelser om fælles værdier og interesser på områder såsom migration, energi, rummet, transport og sikkerhed. Maria do Céu Patrão Neves Jeg stemte for indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side, som ændrer aftalen om handel, udvikling og samarbejde. Siden denne aftale trådte i kraft, er der sket en støt stigning i afsætningen af EU-varer i Sydafrika. EU er Sydafrikas største handelspartner. I 2009 gik 34 % af Sydafrikas samlede eksport til EU, mens ca. 35 % af Sydafrikas samlede import stammede fra EU. Balancen mellem import og eksport er klar, men min eneste bekymring vedrører produktionsmetoderne i Sydafrika for produkter, der eksporteres til EU. De bør nemlig opfylde de samme standarder, som kræves af europæiske producenter inden for samme branche. Disse indikatorer antyder, at resultaterne af den første aftale indgået i 1999 allerede kan konstateres. Ligesom ordføreren ønsker jeg respekt for EU's udviklingssamarbejdsmål, hvoraf det vigtigste er at reducere og i sidste ende udrydde fattigdom. Paulo Rangel Jeg stemte for denne henstilling om en revision af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side om handel, udvikling og samarbejde. Sammenlignet med den oprindelige aftale indgået i Pretoria den 11. oktober 1999 tilsigtede denne reviderede aftale, som blev indgået i Kleinmond den 11. september 2009, at udstrække den politiske dialog mellem parterne til vigtige områder såsom bekæmpelse af masseødelæggelsesvåben og terrorisme samtidig med øget udviklingssamarbejde med særlig vægt på fattigdomsbekæmpelse inden for rammerne af opnåelsen af 2015-målene. Efter min mening bør man derfor glæde sig over de ændringer, der er sket. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) Parlamentet godkender indgåelsen af aftalen og ønsker, at de nye bestemmelser i aftalen om udvikling samt de nye samarbejdsområder må blive udnyttet fuldt ud og i iværksættelsesfasen må blive fulgt omhyggeligt på baggrund af artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, dvs. under hensyntagen til EU's målsætninger for udviklingssamarbejde, som EU bør tage i betragtning i forbindelse med gennemførelse af alle de politikker, der kan få konsekvenser for udviklingslandene, hvoraf det vigtigste element er udryddelse af fattigdom på lang sigt. Licia Ronzulli Jeg stemte for denne henstilling, fordi jeg fuldt og helt støtter dens indhold, især ønsket om at styrke det bilaterale samarbejde mellem EU og Den Sydafrikanske Republik. Da dette frem for alt er en økonomisk og kommerciel aftale, støtter den ændrede tekst den økonomiske og sociale overgangsproces i Den Sydafrikanske Republik med fremme af regionalt samarbejde og en frisk tilskyndelse til økonomisk integration af landet i den globale økonomi. Delvis som følge af mine institutionelle roller finder jeg det en prioritet at styrke den politiske dialog med dette land, især om spørgsmål af særlig interesse for AVS-landene. Jeg støtter specielt beslutningen om at anvise en stor del af de 980 mio. EUR, der er til rådighed for EU i perioden 2007-2013, til skabelse af nye job og finansiering af anlæg i Sydafrika af den nødvendige infrastruktur for at tilvejebringe grundlæggende sundheds- og sikkerhedstjenester. At forfølge disse mål med reel inddragelse af civilsamfundet betyder, at man ihærdigt følger vejen mod opfyldelse af 2015-målene og placerer udryddelse af sult og alle former for fattigdom over alle andre mål. Catherine Stihler skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne aftale, da den vil forbedre Europas handels- og udviklingsforbindelser med Sydafrika, som er afgørende for det sydlige Afrika og også for os. Nuno Teixeira 1999 markerede den første aftale om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik, som trådte i kraft den 1. maj 2004. Baseret på liberalisering af handelen havde denne første aftale en klar økonomisk karakter med meget lidt plads til udviklingssamarbejde. Revisionen af denne aftale, som der var taget højde for i den, blev afsluttet i 2009 og indførte vigtige ændringer i udviklingspolitikken, især samarbejde om spørgsmål som nedrustning og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, inddragelse af retsstaten og menneskerettigheder, princippet om effektiv støtte, specielt i anliggender vedrørende fattigdomsbekæmpelse og opfyldelse af 2015-målene. Der blev tilføjet nye områder for at øge samarbejdet, nemlig bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet, forebyggelse af lejesoldaters virksomhed, bekæmpelse af fremstilling og oplagring af og handel med håndskydevåben og lette våben og samarbejde om migration. Jeg glæder mig over vedtagelsen af denne aftale med en strategisk partner for EU og institutionaliseringen af ikkestatslige aktører som samarbejdspartnere, hvorved de bliver støtteberettigede. Angelika Werthmann Jeg støttede Parlamentets henstilling om at ændre bestemmelserne i aftalen om handel, udvikling og samarbejde på området rettigheder, friheder og sikkerhed. Jeg finder det vigtigt at introducere en resultatbaseret tilgang til udviklingssamarbejde, hvis vi vil gøre fremskridt hen imod virkeliggørelse af 2015-målene. Hovedmålsætningen om jobskabelse behandler det centrale problem i Sydafrikas økonomiske udvikling. Der har i årevis været opfordret til at udarbejde et koncept for etablering af små og mellemstore virksomheder i landet. Som Sydafrikas vigtigste samhandelspartner kan EU yde værdifuld bistand i den økonomiske og sociale omstillingsproces. Iva Zanicchi Jeg stemte for fru Jolys betænkning om revisionen af aftalen mellem EU og Den Sydafrikanske Republik, som har været i kraft siden 2004. Faktisk har denne revision til formål at udarbejde nye muligheder for liberalisering af handelen inden for specifikke sektorer og samtidig tilpasse aftalen til den ændrede internationale situation. Det er efter min mening afgørende at understrege, at denne revision skaber grundlag for at forbedre og uddybe dialogen mellem EU og Sydafrika om vigtige spørgsmål som migration, udnyttelse af energikilder og sikkerhed. Luís Paulo Alves Eftersom de fire aftaler omfattet af Kommissionens forslag giver mulighed for at øge bidraget fra EFTA/EØS til at mindske de økonomiske og sociale uligheder inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, stemmer jeg for betænkningen. Det er værd at fremhæve overenskomsten mellem EU, Island, Liechtenstein og Norge og overenskomsten mellem EU og Norge, to finansielle mekanismer for 2009-2014, som tilvejebringer en samlet pakke på 1,8 mia. EUR, svarende til en 31 % stigning i EØS-finansieringsmekanismen og en 22 % stigning i den norske finansieringsmekanisme i forhold til den foregående periode. Disse ressourcer er til rådighed for Island, de 12 nyeste medlemsstater samt Portugal, Grækenland og Spanien som hjælp til at puste nyt liv i nogle af de europæiske økonomier, som er blevet svækket mest af krisen. Diane Dodds skriftlig. - Jeg stemte imod denne betænkning, da jeg stiller spørgsmålstegn ved rigtigheden af at gøre Island indrømmelser til import af fiskerivarer i EU, når landet holder fast ved strategien for forvaltning af makrel med de negative konsekvenser, det får for EU-fiskernes fangst af pelagiske fiskearter. Ifølge overenskomsten fra 1994 har Island, Liechtenstein og Norge ret til at deltage i EU's indre marked uden konventionelt EU-medlemskab. Til gengæld er de forpligtet til at vedtage al EU-lovgivning for det indre marked bortset fra det, der vedrører landbrug og fiskeri. Island kan eksportere fiskerivarer til EU uden importtold. Det er en bitter pille at sluge, at Island efter groft at have ignoreret den internationale forvaltning af makrelbestanden og i 2010 at have deklareret en fangst på 100 000 ton frit kan eksportere hele sin makrelfangst til EU. Mens de fiskerikoncessioner, Island har fået, måske ikke er ændret i den nye aftale, er Islands optræden i spørgsmålet om fiskeriforvaltning bestemt blevet ændret, og i lyset af det stiller jeg spørgsmålstegn ved berettigelsen af at ratificere denne aftale. Diogo Feio Formålet med denne beslutning er at give tilslutning til fire aftaler mellem EU og Island, Liechtenstein og Norge, som tilsigter at fastlægge bidragene fra disse lande til mindskelsen af de økonomiske og sociale uligheder inden for EØS og styrke dem i forhold til den tidligere periode. Dette forslag øger bidraget fra de pågældende stater uden væsentlige ændringer i fiskerikoncessionerne. I så henseende er perioden fra 2009 til 2014 i det væsentlige en fornyelse af det, der var aftalt for den foregående periode 2004 til 2009. Det enstemmige resultat af afstemningen i Udvalget om International Handel og i Fiskeriudvalget viser, hvor ukontroversielt dette spørgsmål er. José Manuel Fernandes Kommissionen har fremlagt et forslag om fire aftaler for Parlamentet. To af disse aftaler, om finansieringsmekanismer for perioden 2009-2014, tilvejebringer en samlet pakke på 1,8 mia. EUR. De vedrører én aftale mellem EU, Island, Liechtenstein og Norge, som udgør en stigning på 31 % i EØS-finansieringsmekanismen, og en anden vedrørende en aftale mellem EU og Norge, der udgør en stigning på 22 % i den norske finansieringsmekanisme. De to andre aftaler vedrører fiskerikoncessioner til Island og Norge mellem 2009 og 2014 og skaber grundlag for at forny dem. Koncessionerne er de samme for Island. For Norges vedkommende er der sket en let stigning, så der skabes mulighed for fornyelse af transitaftalen, som udløb den 30. april 2009. Jeg stemmer for forslaget, fordi EØS-midlerne vil blive stillet til rådighed for de 12 nyeste medlemsstater samt Portugal, Grækenland og Spanien. De finansierede områder omfatter miljøet, især klimaændring og vedvarende energi, civilsamfundet og beskyttelse af kulturarven. João Ferreira Indgåelsen af denne aftale med vedtagelsen her i dag følger overenskomsten om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som har været i kraft siden 1994, og som omfatter staterne i EØS/EFTA. Dengang vedtog man bidrag for fem år ad gangen for disse stater for at reducere de økonomiske og sociale uligheder inden for EØS. Vi støtter naturligvis dette mål. Bevillingerne til denne femårsperiode (2009-2014) har mere end fordoblet de midler, der var til rådighed i den foregående periode. Disse EØS-midler vil blive stillet til rådighed for de 12 nyeste medlemsstater samt til Grækenland, Portugal og Spanien og vil kunne bruges på en række vigtige områder, herunder miljøbeskyttelse, menneskelig og social udvikling og beskyttelse af kulturarven. I lyset af udvidelserne af EU og forværringen af den sociale og økonomiske situation i mange af disse lande, som det også er tilfældet i Portugal, finder vi det vigtigt at øge disse midler. Pat the Cope Gallagher Som formand for Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Schweiz, Island og Norge og Det Blandede EØS-Parlamentarikerudvalg glæder jeg mig over denne betænkning. Det var mig, der forberedte udtalelsen til Fiskeriudvalget om denne betænkning. Ian Hudghton skriftlig. - (EN) Jeg stemte for Koppa-betænkningen om finansieringsmekanismen for fiskeri. Imidlertid viser det ikke, at alt står vel til med fiskerianliggender mellem EU og EØS. Islands afvisning af at indgå en aftale med EU og Norge om makrel er yderst beklagelig, og jeg opfordrer indtrængende alle parter til at vende tilbage til forhandlingsbordet. Juozas Imbrasas Jeg er enig i dette dokument, for siden ikrafttrædelsen af overenskomsten om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i 1994 har EØS-/EFTA-staterne (Island, Liechtenstein og Norge) bidraget til at mindske de økonomiske og sociale uligheder i EØS. Den seneste femårsperiode for finansielle bidrag udløb i 2009 (1,467 mia. EUR). Kommissionens nuværende forslag omfatter fire aftaler. Disse aftaler tilvejebringer en pakke på 1,8 mia. EUR, hvilket omfatter en stigning på 31 % i EØS-finansieringsmekanismen og en 22 % stigning i den norske finansieringsmekanisme sammenlignet med tidsrummet 2004-2009. Dette resultat afspejler forhandlingsdirektiverne, der blev vedtaget i Rådet, som krævede en "væsentlig stigning" i midlerne. EØS-midlerne vil blive stillet til rådighed for de 12 nyeste medlemsstater samt Grækenland, Portugal og Spanien. Prioriterede områder omfatter miljøet, klimaændring og vedvarende energi, civilsamfundet, menneskelig og social udvikling og beskyttelse af kulturarven. De norske midler vil blive stillet til rådighed for de 12 nyeste medlemsstater. Prioriterede sektorer omfatter kulstofopsamling og -lagring, grøn innovation inden for industrien, forskning og stipendier, menneskelig og social udvikling, retlige og indre anliggender, fremme af anstændigt arbejde og trepartsdialog. To protokoller om visse fiskerikoncessioner for Island og Norge for perioden 2009-2014 udgør en fornyelse af de hidtidige protokoller for 2004-2009 med uændrede koncessioner for Island og en forholdsvis beskeden stigning i koncessionerne for Norge, som Norge vil benytte som grundlag for at forny transitordningen for fisk. Elisabeth Köstinger Jeg støtter aftalen mellem EU, Island, Liechtenstein og Norge om fortsættelsen af EØS-finansieringsmekanismen, da vi alle bør arbejde for at mindske de økonomiske og sociale uligheder i EØS. Den samlede pakke på 1,8 mia. EUR udgør en stigning på 31 % eller 22 % i forhold til den foregående femårsperiode. Udvidelsen af protokollerne om fiskerikoncessioner og markedsadgang giver vigtige langsigtede bestemmelser inden for akvakultur. Giovanni La Via Parlamentet har i dag stemt for Kommissionens forslag til aftale om på den ene side finansieringsmekanismen for perioden 2009-2014 mellem EU og Island, fyrstedømmet Liechtenstein og Norge og på den anden side en aftale mellem EU og Norge. Disse aftaler baner vej for en stigning i EØS-finansieringsmekanismen til klimaændring og vedvarende energi, civilsamfundet, menneskelig og social udvikling og beskyttelse af kulturarven. I praksis giver det en samlet pakke på 1,8 mia. EUR. De 12 nyeste medlemmer af EU plus Spanien, Grækenland og Portugal vil kunne benytte sig af disse midler. Jeg stemte derfor for betænkningen, da vi efter min mening bør støtte økonomisk samarbejde, og fordi vi aldrig må glemme, at en medlemsstats velfærd bidrager til en forbedring af økonomien i hele Europa og dermed livskvaliteten for dets 500 mio. indbyggere. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg stemte for dette forslag, som giver mulighed for styrkelse af bidragene fra EØS- og EFTA-staterne til mindskelse af økonomiske og sociale uligheder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Samtidig forbliver fiskerikoncessionerne uændrede for Island med en beskeden stigning for Norge. Nuno Melo Disse aftaler tilvejebringer en samlet pakke på 1,8 mia. EUR, som udgøres af en stigning på 31 % i EØS-finansieringsmekanismen og en 22 % stigning i den norske finansieringsmekanisme. Det er værd at påpege, at EØS-midlerne skal kanaliseres i retning af finansiering af bevarelse, klimaændring og vedvarende energi, civilsamfundet, menneskelig og social udvikling og beskyttelse af kulturarven som prioriterede områder. Norges finansielle ressourcer vil blive kanaliseret til prioriterede sektorer, der omfatter kulstofopsamling og -lagring, grøn innovation inden for industrien, forskning og stipendier, menneskelig og social udvikling, retlige og indre anliggender, fremme af anstændigt arbejde og trepartsdialog. To protokoller om visse fiskerikoncessioner for Island og Norge for perioden 2009-2014 udgør en fornyelse af de hidtidige protokoller for 2004-2009 med uændrede koncessioner for Island og en forholdsvis beskeden stigning i koncessionerne for Norge, som Norge vil bruge som grundlag for at forny transitordningen for fisk. Maria do Céu Patrão Neves Denne betænkning giver grønt lys for fornyelsen af aftalerne vedrørende Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Siden EØS-aftalen trådte i kraft i 1994 har EØS-/EFTA-staterne, i dag Island, Liechtenstein og Norge, bidraget til at mindske de økonomiske og sociale uligheder i EØS. Disse bidrag blev altid aftalt for perioder af fem år, og hensigten er nu at forny aftalerne for perioden 2009-2014. Parallelt med disse forhandlinger, men uafhængigt af dem, blev der startet forhandlinger på grundlag af to bilaterale fiskeriprotokoller med Island og Norge, indgået den 18. december 2009. Mht. til resultatet af ovennævnte forhandlinger er det værd specielt at fremhæve den betydelige stigning i finansieringsmekanismen, selv om Islands holdning er uændret på grund af den alvorlige krise, landet gennemlever. Hvad angår aftalerne af visse fiskerikoncessioner for Island og Norge for perioden 2009-2014, er jeg enig i Fiskeriudvalgets positive udtalelse, som fremhæver den moderate stigning i koncessionerne til Norge, på grundlag af hvilken Norge vil forny transitordningen for fisk, som udløb den 30. april 2009. Af disse grunde stemte jeg for denne betænkning. Paulo Rangel Siden EØS-aftalen trådte i kraft i 1994 har EØS-/EFTA-staterne, i dag Island, Liechtenstein og Norge, bidraget til at mindske de økonomiske og sociale uligheder i EØS. Disse bidrag blev altid aftalt for perioder af fem år, og det er nu de opnåede aftaler om finansieringsmekanismen for perioden 2009-2014, der forhandles om, sammen med fornyelsen af de to bilaterale protokoller om fiskerikoncessioner med Island og Norge. Der er ikke sket væsentlige ændringer i disse protokoller i forhold til den foregående periode. Islands koncessioner forbliver uændret, mens Norges kun øges lidt. Aftalerne om finansieringsmekanismerne medførte en betydelig stigning i bidraget fra EØS-/EFTA-staterne for perioden 2004-2009 og forudser en samlet pakke på 1,8 mia. EUR, som vil blive stillet til rådighed for de 12 nyeste medlemsstater samt for Grækenland, Portugal og Spanien med henblik på finansiering af prioriterede sektorer såsom bevarelse, klimaændring, vedvarende energi, menneskelig og social udvikling og beskyttelse af kulturarven. Derfor stemte jeg for. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) Dette forslag giver mulighed for at styrke EØS- og EFTA-landes bidrag til mindskelsen af de økonomiske og sociale uligheder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, forøge finansieringsmekanismen mod uændrede koncessioner for Island betydeligt og øge koncessionerne for Norge i beskedent omfang. Jeg har derfor foreslået, at Fiskeriudvalget udtaler sig positivt om Kommissionens forslag KOM(2010)234. Licia Ronzulli Jeg støttede denne henstilling, fordi den rummer mulighed for at styrke EFTA-medlemsstaternes bidrag til at mindske de økonomiske og sociale uligheder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Islands fiskerettigheder forbliver uændrede, mens Norges er øget en smule. De to aftaler vedrørende finansieringsmekanismerne for perioden 2009-2014 mellem EU, Island, Liechtenstein og Norge og mellem EU og Norge sikrer en samlet pakke på 1,8 mia. EUR, hvilket er en væsentlig forøgelse i forhold til perioden 2004-2009. Nu må vi arbejde på at løse de divergenser, der stadig findes mellem EU, Island og Norge i spørgsmål vedrørende forvaltning af livet i havet, især hvalfangst. Catherine Stihler skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne aftale, som vil styrke EØS/EFTA-staternes bidrag til at tackle sociale og økonomiske uligheder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Thomas Ulmer Jeg stemte for aftalen, fordi den er endnu et logisk skridt i retning af at harmonisere samarbejdet mellem medlemmerne af Den Europæiske Frihandelssammenslutning. Som næstformand for delegationen er jeg meget glad for, at vi fortsætter i retning af et privilegeret partnerskab. Luís Paulo Alves Jeg stemmer for henstillingen, da denne horisontale aftale gør det muligt at fjerne nationale begrænsninger af de nuværende bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og Brasilien, hvilket vil gavne hele den europæiske luftfartsindustri. Endvidere gør en sådan aftale det muligt at genoprette et sundt retsgrundlag for forbindelserne mellem EU og Brasilien inden for lufttrafiksektoren, og det vil være et vigtigt skridt i retning af at styrke forholdet mellem EU og Brasilien i denne sektor. Jeg forventer, at aftalen vil skabe en merværdi for forbrugerne på op til 460 mio. EUR i form af lavere billetpriser, fremme beskæftigelsen og skabe nye forretningsmuligheder for EU's flyselskaber. Sophie Auconie Da EU har enekompetence, hvad angår visse aspekter ved udenrigspolitikken i forhold til luftfart, var det ud fra juridiske hensyn nødvendigt at erstatte en håndfuld bilaterale aftaler, som medlemsstaterne har indgået med Den Føderative Republik Brasilien, med aftaler, der er forhandlet og indgået af EU. På baggrund af Rådets godkendelse fra 2003 har Europa-Kommissionen forhandlet denne aftale, som jeg har besluttet at støtte i dag. Aftalen vil bane vejen for "en omfattende lufttrafikaftale med Brasilien baseret på en kombination af gradvis markedsåbning og regelsamarbejde og -konvergens". Den kommende aftale vil give de rejsende en bedre service og stille de europæiske luftfartsselskaber i en stærkere position. Vasilica Viorica Dăncilă Jeg mener, at aftalen om forbindelserne på lufttrafikområdet mellem EU og Brasilien skaber et sundt retsgrundlag og udgør et vigtigt første skridt i retning af at styrke disse forbindelser. Efter min mening vil aftalen sætte parterne i stand til at fremme lufttrafiksamarbejdet yderligere og indlede forhandlinger om en overordnet bilateral aftale på området for lufttrafik. Edite Estrela Jeg stemte for denne henstilling, da den er et vigtigt skridt i retning af at styrke forbindelserne mellem EU og Brasilien i lufttrafiksektoren, og da den vil gøre det muligt for parterne at bevæge sig mod forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale. Diogo Feio Den aftale, som vi har vedtaget i dag, er et væsentligt skridt i retning af en styrkelse af forbindelserne mellem EU og Brasilien i lufttrafiksektoren. Det ventes, at aftalen kan skabe en merværdi for forbrugerne på op til 460 mio. EUR i form af lavere billetpriser samt fremme beskæftigelsen og sikre nye forretningsmuligheder for EU's flyselskaber såvel som fordele for de mennesker, der rejser mellem EU og Brasilien. I betragtning af de særlige bånd mellem Portugal og Brasilien glæder jeg mig over indgåelsen af denne aftale, som vil skabe nye og tættere forbindelser mellem Europa og Brasilien med alle de økonomiske, sociale og kulturelle fordele, som dette kan medføre. José Manuel Fernandes Lissabontraktaten, som trådte i kraft den 1. december 2009, ændrede i bund og grund de forskellige EU-institutioners beføjelser, navnlig hvad angår Parlamentet, som i den nye struktur bedes om at tage stilling til sager, der tidligere ikke var under dets beføjelser som i dette tilfælde med en international aftale mellem EU og Den Føderative Republik Brasilien om lufttrafik. Denne aftale, som blev indgået den 14. juli 2010, sigter mod at erstatte bestemmelserne i de bilaterale aftaler om lufttrafik mellem 12 medlemsstater og Den Føderative Republik Brasilien med en bilateral aftale mellem hele EU og Brasilien. Jeg støtter denne aftale, fordi den udgør et vigtigt skridt i retning af at styrke forbindelserne mellem EU og Brasilien i lufttrafiksektoren. João Ferreira Som det har været tilfældet med andre aftaler på dette område, der for nylig er blevet vedtaget af Parlamentet, skaber dette forslag alvorlige bekymringer om dets omfang og mulige konsekvenser, navnlig i betragtning af de særlige omstændigheder, som den civile luftfart opererer under. Forslaget vedrører et spørgsmål, som tydeligvis har en indvirkning på lufttransportselskaberne i en sektor, som af flere grunde har strategisk betydning for at sikre nationale interesser. I Brasiliens tilfælde er disse bekymringer særlig alvorlige. Formålet med forslaget er klart, og ordføreren gør intet for at skjule det. Målet er at åbne markedet og skabe "nye forretningsmuligheder for EU-flyselskaber". Vi ved, at de lige vilkår, som efter sigende vil blive sikret for de forskellige europæiske selskaber, bidrager til at fremme den monopolistiske koncentration i sektoren, som allerede er ved at indfinde sig, og derved mindsker medlemsstaternes evne til at forsvare deres vigtigste flyselskaber og således også deres legitime interesser på flere niveauer. "Den fri konkurrence", som konstant nævnes og betragtes som noget helligt, forsvares for enhver pris og udgør som i tidligere tilfælde grundsøjlen under dette initiativ. Resultatet adskiller sig ikke væsentligt for denne sektor i forhold til andre: Den monopolistiske koncentration gennemtvinges altid i disse tilfælde. Carlo Fidanza Sammen med mine italienske kolleger i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) besluttede jeg at undlade at stemme ved dagens afstemning om forbindelserne mellem EU og Brasilien vedrørende visse aspekter af lufttrafik. Årsagen er, at jeg på baggrund af indholdet i beslutningen vedrørende sagen om Cesare Battisti ville have foretrukket, at afstemningen var blevet udskudt forud for den Brasilianske højesterets nye afgørelse om udlevering af Cesare Battisti, som er kriminel. Da sagen ikke haster voldsomt, ville det bestemt ikke være noget problem at udskyde den til den næste mødeperiode eller den i april, navnlig når man tænker på smerten hos familierne til ofrene for denne massemorder. Disse familier har i 31 år ventet på, at retfærdigheden skal ske fyldest, og at Cesare Battisti udstår den straf, som det italienske retssystem har idømt ham, i et af vores egne fængsler. Juozas Imbrasas Jeg stemte for denne henstilling, da EU har enekompetence på visse områder inden for international lufttrafik, som traditionelt har været styret af bilaterale lufttrafikaftaler mellem medlemsstater og tredjelande. Som følge heraf bemyndigede Rådet den 5. juni 2003 Kommissionen til at indlede forhandlinger med tredjelande om EU-aftaler, som skulle træde i stedet for visse bestemmelser i eksisterende bilaterale aftaler. Aftalen blev undertegnet den 14. juli 2010. Den dækker aspekter som flyvesikkerhed, beskatning af flybrændstof, konkurrenceregler osv. Indgåelsen af denne aftale er et første væsentligt skridt i retning af en styrkelse af forbindelserne mellem EU og Brasilien på lufttrafikområdet og har givet Brasilien og EU mulighed for yderligere at styrke lufttrafiksamarbejdet og bevæge sig mod forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale. Aftalen er baseret på en kombination af gradvis markedsåbning og regelsamarbejde og -konvergens. En sådan aftale forventes at skabe en merværdi for forbrugerne (fordele i form af lavere billetpriser) på op til 460 mio. EUR. Den vil få en positiv indvirkning på beskæftigelsen og forventes at give betydelige nye forretningsmuligheder for EU-flyselskaber såvel som fordele for de rejsende. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne horisontale aftale, som ikke er vigtig i sig selv, men som er et første væsentligt skridt i retning af en styrkelse af forbindelserne mellem EU og Brasilien på lufttrafikområdet, der giver Brasilien og EU mulighed for yderligere at styrke lufttrafiksamarbejdet og bevæge sig mod forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale. Sidstnævnte aftale bør baseres på en kombination af gradvis markedsåbning og regelsamarbejde og -konvergens. Fordelene for EU vil være flere ruter og lavere billetpriser for forbrugerne. Erminia Mazzoni Når jeg afholder mig fra at stemme om henstillingen vedrørende aftalen mellem EU og Den Føderative Republik Brasilien om lufttrafik, er det et udtryk for min generelle holdning snarere end min holdning til selve sagen. Jeg bryder mig ikke om den brasilianske regerings adfærd i sagen om Cesare Battisti. Der skulle have været foretaget udlevering, hvilket der er fastlagt procedurer for i en bilateral aftale. De retlige myndigheders fortolkning strider mod de forpligtelser, som de har påtaget sig. Dommen, som hr. Battisti skal afsone i Italien, blev afsagt af en almindelig dommer i henhold til almindelig ret vedrørende en gemen forbrydelse, nemlig massemord. Det er vanskeligt at bakke op om internationale forbindelser som dem, der beskrives i de dokumenter, som vi stemmer om i Parlamentet, i forhold til et land, der ikke overholder aftaler, og som på denne måde udtrykker en holdning til den grundlæggende ret til at beskytte liv. Nuno Melo EU har altid været fortaler for fri konkurrence. Der er således megen fornuft i det mandat, som Kommissionen den 15. oktober 2010 fik til at forhandle en omfattende lufttrafikaftale med Brasilien baseret på en kombination af gradvis markedsåbning og regelsamarbejde og -konvergens. Denne aftale giver alle luftfartsselskaber fra EU ikkediskriminerende adgang til forbindelser med Brasilien og erstatter eller supplerer bestemmelserne i de nuværende 14 bilaterale lufttrafikaftaler mellem medlemsstaterne og Brasilien. Dette er et første væsentligt skridt i retning af en styrkelse af forbindelserne mellem EU og Brasilien i lufttrafiksektoren, som har gjort det muligt for parterne fortsat at styrke deres samarbejde på dette niveau og bevæge sig mod forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale mellem Brasilien og EU. Alle forbrugere nyder godt af denne nye aftale, som gør det muligt at sænke billetpriserne på lufttransport til Brasilien. Alfredo Pallone Jeg undlod at stemme om den henstilling, som fru Macovei har fremlagt, og de to øvrige dokumenter i lyset af de brasilianske myndigheders adfærd i sagen om Cesare Battisti. Det, at man har undladt at udlevere en terrorist - som ikke anses som sådan i Brasilien - må nødvendigvis indgå i overvejelserne. Derfor besluttede jeg sammen med resten af den italienske delegation i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) at undlade at stemme om udkastet til en beslutning om indgåelse af aftalen mellem EU og Brasilien om visa til kortvarige erhvervs- og turistophold og betænkningen om forbedring af aftalerne om lufttrafik mellem EU og Brasilien. Vores handling er bestemt ikke et udtryk for uenighed med hensyn til dokumenternes indhold, men et politisk signal, som endnu en gang skal fremhæve vores skuffelse over de brasilianske myndigheders adfærd i sagen om Cesare Battisti. Maria do Céu Patrão Neves Ved at stemme for denne henstilling udtrykker Parlamentet sin positive holdning til den internationale aftale, der er indgået mellem EU og Brasilien. Det er en horisontal aftale med Brasilien, som vil skabe et solidt retsgrundlag for forbindelserne mellem EU og Brasilien i lufttrafiksektoren. Dette er et første væsentligt skridt i retning af en styrkelse af forbindelserne mellem EU og Brasilien i lufttrafiksektoren, som vil give begge parter mulighed for yderligere at styrke deres samarbejde på dette plan og bevæge sig mod forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale. Det forventes, at denne aftale kan skabe en merværdi for forbrugerne på op til 460 mio. EUR i form af lavere billetpriser. Den vil få en positiv indvirkning på beskæftigelsen, og man håber, at den vil åbne nye forretningsmuligheder for EU's flyselskaber til gavn for dem, der rejser mellem EU og Brasilien. På denne baggrund er jeg enig med ordføreren, hvad angår forslaget om, at Parlamentet vedtager dette dokument, og anmodningen om, at Rådet afslutter denne procedure uden unødig forsinkelse. Paulo Rangel I betragtning af de stærke bånd mellem Portugal og Brasilien glæder jeg mig naturligvis over vedtagelsen af denne henstilling. Den vil erstatte visse bestemmelser i de 12 bilaterale aftaler om lufttrafik mellem medlemsstaterne og Den Føderative Republik Brasilien. Denne aftale skaber grundlaget for at styrke forbindelserne mellem EU og Brasilien i lufttrafiksektoren og ventes at skabe en betydelig merværdi for forbrugerne på op til 460 mio. EUR i form af lavere billetpriser og give EU's flyselskaber nye forretningsmuligheder. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) Den horisontale aftale med Brasilien vil genskabe et sundt retsgrundlag for EU's forbindelser med Brasilien på lufttrafikområdet. Dette er et første væsentligt skridt i retning af en styrkelse af EU's forbindelser med Brasilien på lufttrafikområdet, som har givet Brasilien og EU mulighed for yderligere at styrke lufttrafiksamarbejdet og bevæge sig mod forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale mellem Brasilien og EU. Efter anmodning fra Kommissionen gav Rådet (transport, telekommunikation og energi) den 15. oktober 2010 Kommissionen mandat til at indlede forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale med Brasilien baseret på en kombination af gradvis markedsåbning og regelsamarbejde og -konvergens. En sådan aftale forventes at skabe en merværdi for forbrugerne (fordele i form af lavere billetpriser) på op til 460 mio. EUR. Den vil få en positiv indvirkning på beskæftigelsen og forventes at give betydelige nye forretningsmuligheder for EU-flyselskaber såvel som fordele for de rejsende. Catherine Stihler skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne aftale, som vil fremme yderligere samarbejde mellem EU og Brasilien på området for civil luftfart. EU's luftfartsindustri vil nyde godt af, at man fjerner nationalitetsbegrænsningerne mellem medlemsstaterne og Brasilien. Nuno Teixeira Forbindelserne mellem EU og Brasilien har meget stor betydning i den nuværende situation, hvad angår EU's eksterne forbindelser. Denne aftale, som efter min mening er det første af mange skridt i retning af en ny EU-politik vedrørende civil luftfart i forhold til Brasilien, skal skabe de overordnede rammer for udvikling af forbindelserne på dette område. Den kaldes en horisontal aftale, fordi den skaber et solidt retsgrundlag for en række aspekter ved civil luftfart mellem de to parter ved at erstatte de traditionelle bilaterale aftaler med bestemmelser, der skal gennemføres ensartet i hele EU-området, som denne aftale vedrører. I udkastet til henstilling, som jeg var skyggeordfører for, bifaldes aftalens bestemmelser, der vedrører så vigtige spørgsmål som flyvesikkerhed og beskatning af brændstof, og som skal gennemføres i hele EU, samt kravet om at overholde EU-konkurrencelovgivningen. Jeg mener, at aftalen vil bane vejen for nye økonomiske fordele for både forbrugerne og luftfartsselskaberne, og at den vil styrke samarbejdet mellem de to transatlantiske parter, hvorved den vil være et aktiv for EU. Derfor stemte jeg for dokumentet. Luís Paulo Alves Jeg støtter indgåelsen af denne aftale vedrørende udkastet til Rådets afgørelse (07853/2010), udkastet til en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler om Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013 samt den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, inden for de juridiske rammer af Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og i overensstemmelse med en henstilling fra udvalget. Carlos Coelho Jeg støtter aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein om supplerende regler om Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013. De lande, der er associeret i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, bør også deltage i Fonden for De Ydre Grænser i tråd med den beslutning, hvori denne fond oprettes. Denne aftale skal derfor sikre gennemførelse af standarder i de berørte lande, så Kommissionen kan påtage sig det endelige ansvar for gennemførelsen af fondens budget i disse lande. I aftalen tager man hensyn til aspekter vedrørende økonomisk forvaltning og kontrol af fonden, ligesom man fastlægger bestemmelserne vedrørende økonomiske bidrag fra disse lande til fondens budget. Jeg vil også gerne fremhæve det valg, som Liechtenstein gennem en fælles erklæring har truffet om ikke at deltage i fonden, selv om dette ikke påvirker landets forpligtelse til at bidrage økonomisk til den, da den blev oprettet for at dele byrden og yde økonomisk støtte til gennemførelsen af Schengenreglerne på området for de ydre grænser og visumpolitikken. Diogo Feio Forslaget vedrører indgåelsen af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein. Overordnet set vedrører denne aftale disse landes deltagelse i Fonden for De Ydre Grænser, som stammer fra deres deltagelse i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne. Det ventes, at man vil indgå yderligere aftaler, hvori man fastlægger de nødvendige bestemmelser for gennemførelsen af denne deltagelse, navnlig bestemmelser, der sikrer beskyttelse af EU's økonomiske interesser, og bestemmelser, der gør det muligt for Revisionsretten at føre tilsyn med hele processen. Rådets endelige vedtagelse af aftalen vil følge, når Parlamentet har stemt for den. José Manuel Fernandes Denne henstilling vedrører et udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale mellem EU og Republikken Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler om Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013. I betragtning af, at denne aftale ligger inden for de målsætninger, der førte til undertegnelsen af Schengentraktaten om fri bevægelighed for personer og varer, i betragtning af de aftaler, der tidligere er indgået mellem EU og ovennævnte lande i relation til målsætningerne i Schengentraktaten, og i betragtning af, at EU har oprettet Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013 under det generelle program om "solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme", glæder jeg mig over vedtagelsen af denne aftale, som vil bidrage til at styrke samhørigheden i EU. Ilda Figueiredo Denne henstilling er udarbejdet på baggrund af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler om Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013. Den hænger sammen med gældende aftaler og andre aftaler, som er ved at blive gennemført, vedrørende personers fri bevægelighed mellem disse stater og EU-staterne. Med det mål at understøtte overvågningen af de ydre grænser, navnlig i forhold til immigration, ønsker EU således på visse betingelser at yde støtte fra Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013. Målsætningerne for de foranstaltninger, som EU og Kommissionen har truffet i denne henseende, fortjener kritik, da vi ikke kan se bort fra det uacceptable hjemsendelsesdirektiv. Pat the Cope Gallagher Som formand for Parlamentets delegation for forbindelserne med Schweiz, Island og Norge og Det Blandede Parlamentariske Udvalg for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde hilser jeg dette dokument velkommen. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne aftale, som gør det muligt for stater, der er associeret i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenaftalen, at deltage i Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007 til 2013. Alfredo Pallone Set ud fra et EU-synspunkt, hvad angår politik, økonomi og navnlig geografi, mener jeg, at det er nødvendigt og helt afgørende at stemme for dette forslag, da lande som Island, Norge, Liechtenstein og Schweiz rent geografisk befinder sig i Europa. Derfor mener jeg, at der skal gennemføres en politik for forvaltning af den fælles grænse for at lette integrationen og mulighederne for at bevæge sig fra ét land til et andet. Oprettelsen af en EU-grænseforvaltningsfond ville være en hensigtsmæssig og væsentlig foranstaltning rettet mod at sikre central koordination, både hvad angår ressourcer og gennemførelse af politikker. Det ville desuden lette og fremme turismen og den fri bevægelighed for varer og personer. Maria do Céu Patrão Neves I lyset af Parlamentets nye beføjelser i henhold til Lissabontraktaten er det blevet nødvendigt at vedtage udkastet til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler om Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013. Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har anbefalet vedtagelsen af denne aftale. Aftalen åbner for, at tredjelande, der er associeret i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, kan deltage i Fonden for De Ydre Grænser. Denne deltagelse kan bygge på yderligere aftaler, som skal indgås for at afklare de nødvendige bestemmelser vedrørende deltagelsen, herunder bestemmelser om beskyttelse af EU's økonomiske interesser og bemyndigelse af Revisionsretten til at foretage kontrol. Parterne har indgået aftalen, og da der ikke var nogen kritiske bemærkninger i nogen af de udtrykte holdninger, stemte jeg for denne beslutning. Paulo Rangel Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets beslutning (EF) nr. 574/2007 af 23. maj 2007 om oprettelse af Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013 deltager tredjelande, der er associeret i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, i denne fond. I denne henseende er det planen, at der indgås aftaler, som præciserer de yderligere regler, der er nødvendige for denne deltagelse, herunder bestemmelser, som sikrer, at EU's finansielle interesser beskyttes, og bemyndiger Revisionsretten til at foretage kontrol. Dette forslag vedrører indgåelsen af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, hvis formål er at fastlægge supplerende regler vedrørende disse landes deltagelse i ovennævnte fond. I tråd med anbefalingerne fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender mener jeg, at forslaget fortjener opbakning. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) I tråd med vores holdning ved afstemningen i LIBE-udvalget (hovedudvalget) har vi i Verts/ALE-Gruppen besluttet at stemme imod dette forslag. Thomas Ulmer Jeg stemte for aftalen, fordi disse stater ikke udgør noget problem, hvad angår kvalitet og pålidelighed og derfor ikke indebærer nogen sikkerhedsrisiko for EU. Angelika Werthmann Henstillingen vedrører indgåelsen af en aftale med Schengen-associerede tredjelande, nemlig Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein. De skal inddrages i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne. I denne henseende er der behov for supplerende bestemmelser for at beskytte EU's finansielle interesser og give Revisionsretten bemyndigelse til at foretage kontrol. Disse supplerende bestemmelser er fornuftige, og derfor stemte jeg for indgåelsen af aftalen. Luís Paulo Alves Jeg stemmer for denne henstilling i betragtning af, at Schengenområdet allerede tillader fri bevægelighed inden for et område bestående af 42 673 km ydre søgrænser og 7 721 km landegrænser, som dækker 25 lande og 400 millioner borgere. Den gradvise udvidelse af området har gjort det muligt for tredjelande, der har særlige forbindelser med EU, at deltage i Schengensamarbejdet og for Det Schweiziske Forbund at anvende Schengenreglerne fra og med den 1. marts 2008. I betragtning af politikken med åbne grænser mellem Schweiz og Fyrstendømmet Liechtenstein, som er en meget lille stat, der gradvist er blevet integreret i det europæiske handelsområde siden dens optagelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i 1995, i betragtning af, at den allerede har gennemført 98,4 % af EU-direktiverne i den hjemlige lovgivning, og i betragtning af, at den indgår i det indre marked, ser jeg ingen grund til at modsætte mig dens optagelse i Schengenområdet. Sophie Auconie Liechtenstein, som er en meget lille stat beliggende mellem Schweiz og Østrig, har et areal på 160 km² og en befolkning på 35 000. Landet er ikke medlem af EU, men associeret med EU i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det gennemfører næsten al EU-lovgivning og har anmodet om at blive optaget i Schengenområdet med fri bevægelighed for personer. I betragtning af traditionen med samarbejde mellem EU og Liechtenstein og den kendsgerning, at der ikke er nogen trussel forbundet med at landet optages i Schengenområdet, stemte jeg for optagelsen. Vilija Blinkevičiūt Jeg stemte for denne henstilling, hvori det hedder, at undertegnelsen af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om tiltrædelse af Fyrstendømmet Liechtenstein til aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering med gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne fandt sted den 28. februar 2008. Schweiz tiltrådte Schengenområdet alene den 12. december 2008 med afskaffelsen af grænsekontrollen ved landegrænserne, efterfulgt af afskaffelsen af grænsekontrollen i lufthavnene i forbindelse med flyvninger inden for Schengenområdet den 29. marts 2009. For første gang blev det således nødvendigt at indføre kontroller på et sted, hvor der ikke havde været nogen reel grænse i 100 år. De 41 kilometer, som adskiller de to lande, blev til en ydre Schengengrænse. I 2007 blev Parlamentet for første gang bedt om at afgive en udtalelse om indgåelsen af denne protokol. Efter en anmodning fra den på daværende tidspunkt udpegede ordfører - Ewa Klamt - afgav Retsudvalget den 11. juni 2007 en enstemmig udtalelse med en henstilling om, at retsgrundlaget burde ændres med henblik på at henvise til artikel 300, stk. 3, andet afsnit i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som kræver en samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet og ikke kun en høring af det. Jeg glæder mig over de nye regler, som blev indført ved Lissabontraktaten, og som gør det muligt for Europa-Parlamentet at holde sig bedre orienteret om internationale aftaler. Carlos Coelho For 25 år siden besluttede fem medlemsstater at afskaffe kontrollen ved grænserne mellem dem og skabe en fælles ydre grænse. I dag er alle medlemsstater fuldgyldige medlemmer af Schengen med undtagelse af Det Forenede Kongerige, Irland, Cypern, Bulgarien og Rumænien. Derudover er der tre associerede stater, nemlig Norge, Island og Schweiz. Liechtenstein ventes at blive det fjerde. Man havde håbet, at Liechtenstein ville blive associeret med Schengen samtidig med Schweiz i 2008. Processen forløb imidlertid ikke som forventet, navnlig pga. de forbehold, som Tyskland og Sverige udtrykte vedrørende skatteunddragelse. Da kun Schweiz tiltrådte, var det nødvendigt at indføre kontroller i områder, hvor der i mere end hundrede år ikke havde været nogen reel grænse, og de 41 km, som adskiller Schweiz og Liechtenstein, blev til en ydre grænse. I lyset af de nye regler i Lissabontraktaten, som gør, at Parlamentet kan blive knyttet meget tættere til indgåelsen af internationale aftaler, og på baggrund af, at Rådets forbehold er taget af bordet, foreslår jeg, at Parlamentet giver sit samtykke til indgåelsen af denne protokol, og jeg håber, at Liechtenstein kan tiltræde Schengen så hurtigt som muligt. Ioan Enciu Jeg stemte for denne henstilling, da jeg mener, at det er nødvendigt og naturligt at afskaffe grænsekontrollen i forhold til Liechtenstein i betragtning af både landets størrelse og dets forbindelser med nabolandene Østrig og Schweiz, som man har en lang tradition med fri bevægelighed med. Desuden vil Liechtensteins associering med Schengen- og Dublinreglerne ske naturligt, da landet allerede har gennemført en stor del af EU-lovgivningen og anvender den samme infrastruktur til at få adgang til SIS og VIS som Schweiz, der allerede indgår i Schengenområdet. Diogo Feio I betragtning af politikken med åbne grænser mellem Fyrstendømmet Liechtenstein og Det Schweiziske Forbund var det forventet, at landene ville tilslutte sig Schengen på samme tid. Det skete imidlertid ikke. Schweiz tiltrådte Schengenområdet alene den 12. december 2008. Aftalen om Schweiz' tiltrædelse rummede dog bestemmelser om Liechtensteins mulige tiltrædelse gennem en protokol, hvilket nu godkendes af Parliament. Schweiz' tiltrædelse gjorde det nødvendigt for første gang at etablere grænsekontrol mellem Liechtenstein og Schweiz i områder, hvor der ikke havde været nogen reel grænse i 100 år. José Manuel Fernandes I denne henstilling rådes Parlamentet til at godkende udarbejdelsen af en protokol mellem EU, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem EU, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Schweiz' associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, som blev indgået den 28. februar 2008. Schengenaftalen sigter mod at skabe et område med fri bevægelighed for personer og varer uden indre grænser mellem staterne, men kun en enkelt ydre grænse. Med vedtagelsen af Amsterdamtraktaten i 1999 integrerede EU Schengensamarbejdet i fællesskabets retlige rammer. I årtier har Fyrstendømmet Liechtenstein og Det Schweiziske Forbund praktiseret en politik med åbne grænser og fri bevægelighed for personer. Schweiz' optagelse i Schengenområdet i 2008 skabte et problem for bevægeligheden mellem de to stater, idet grænsen mellem dem blev til en ydre grænse, og målet er nu at få løst dette problem. I betragtning af fordelene ved denne protokols ikrafttræden er der således intet, der forhindrer vedtagelsen af den. Ilda Figueiredo Schengenaftalen blev indgået mellem Tyskland, Belgien, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene i 1985. Aftalen og den efterfølgende konvention, som blev vedtaget i 1990, sigter mod at afskaffe systematiske kontroller ved fælles grænser og indføre et system, hvor personer kan bevæge sig frit. Schengenkonventionen afskaffede kontrollen ved de indre grænser mellem de deltagende stater og skabte en enkelt ydre grænse med fælles regler om ydre grænsekontrol, en fælles visumpolitik, et politisamarbejde og et retligt samarbejde samt om oprettelsen af Schengeninformationssystemet (SIS). Det nuværende Schengenområde omfatter 25 Schengenmedlemsstater, nemlig EU-landene Østrig, Belgien, Danmark, Frankrig, Finland, Tyskland, Grækenland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Sverige, Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien samt de tre associerede lande uden for EU, Norge, Island og Schweiz. I øjeblikket anvender Bulgarien, Rumænien og Cypern kun delvist Schengenreglerne, og der foretages derfor fortsat kontroller ved deres grænser. Ian Hudghton skriftlig. - (EN) Jeg stemte for Coelho-henstillingen. Skotland indgår ikke i Schengenområdet, men vi tilslutter os visse dele af Schengenreglerne. Den skotske regering har deltaget aktivt på dette område i Rådet, og jeg støtter med glæde dette arbejde. Juozas Imbrasas Jeg stemte for henstillingen, hvori det hedder, at undertegnelsen af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om tiltrædelse af Fyrstendømmet Liechtenstein til aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering med gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne fandt sted den 28. februar 2008. Schweiz tiltrådte Schengenområdet alene den 12. december 2008 med afskaffelsen af grænsekontrollen ved landegrænserne, efterfulgt af afskaffelsen af grænsekontrollen i lufthavnene i forbindelse med flyvninger inden for Schengenområdet den 29. marts 2009. For første gang blev det således nødvendigt at indføre kontroller på et sted, hvor der ikke havde været nogen reel grænse i 100 år. De 41 kilometer, som adskiller de to lande, blev til en ydre Schengengrænse. Jeg glæder mig over de nye regler, som blev indført ved Lissabontraktaten, og som gør det muligt for Europa-Parlamentet at holde sig bedre orienteret om internationale aftaler. Den gradvise udvidelse af Schengenområdet har medført, at tredjelande, der har særlige forbindelser med EU, deltager i Schengensamarbejdet. Forudsætningen for tredjelandes associering i Schengenreglerne er en aftale om fri bevægelighed for personer mellem disse stater og EU. For disse lande indebærer denne deltagelse inkludering i området uden kontrol ved de indre grænser, anvendelse af bestemmelserne i Schengenreglerne og i alle Schengenrelevante tekster vedtaget i henhold hertil samt deltagelse i beslutninger vedrørende Schengenrelevante tekster. Giovanni La Via I 2008 blev der underskrevet en protokol vedrørende Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem EU, Det Europæiske Fællesskab og Schweiz. Dette medførte et krav om, at fyrstendømmet skulle gennemføre, anvende og udvikle Schengenreglerne. Men selv om Liechtenstein var blevet medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde allerede i 1995 og gradvist havde bragt sin lovgivning i overensstemmelse med EU-lovgivningen ved at gennemføre mange direktiver, havde fyrstendømmet endnu ikke indledt forhandlinger om tiltrædelse af Schengenaftalen. I denne aftale, som jeg støtter, fastlægges begge parters rettigheder og forpligtelser, hvorved den tillader fri bevægelighed for personer. Desuden er der indført en række gennemførelsesregler i forhold til bestemmelserne i Lissabontraktaten vedrørende internationale aftaler, så Parlamentet får en mere markant rolle, hvad angår oplysning og vedtagelse af dem. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne henstilling. Liechtenstein er en meget lille alpin, dobbelt indlandsstat i Vesteuropa, som er omkranset af Schweiz i vest og syd, og Østrig mod øst. Landet strækker sig over et areal på 160 km2, og har en anslået befolkning på 35 000 og verdens højeste BNP pr. år pr. indbygger. Liechtenstein er støt og roligt blevet integreret i det europæiske handelsområde siden det i 1995 tiltrådte Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Myndighederne har nu gennemført 98,4 % af EU-direktiverne i national ret. Liechtenstein er også en del af det indre marked, hvor der gælder de samme grundregler for alle deltagende stater. Nuno Melo Nye landes overgang til Schengeninformationssystemet (SIS) er afgørende for at opnå et Europa uden grænser. Liechtenstein har været en del af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde siden 1995 og er støt og roligt blevet integreret i det europæiske handelsområde. Fyrstendømmet har været emnet for flere evalueringsprocedurer, navnlig vedrørende databeskyttelse, SIS, luft-, lande- og søgrænser, politisamarbejde og visumpolitik. Ved at tiltræde denne aftale vil Liechtenstein være underlagt Schengenreglerne. Maria do Céu Patrão Neves Schengenaftalen blev indgået den 14. juni 1985 mellem Tyskland, Belgien, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene. Schengensamarbejdet er nu integreret i EU's retlige og institutionelle rammer og omfatter 25 Schengenmedlemsstater samt tre lande, der er associeret med EØS, nemlig Norge, Island og Schweiz. Schweiz tiltrådte Schengenområdet alene den 12. december 2008 med afskaffelsen af grænsekontrollen ved landegrænserne, efterfulgt af afskaffelsen af grænsekontrollen i lufthavnene i forbindelse med flyvninger inden for Schengenområdet den 29. marts 2009. Da Liechtenstein ikke tiltrådte, og da de to lande indbyrdes fører en meget aktiv politik vedrørende fri bevægelighed, blev det for første gang nødvendigt at indføre kontroller på et sted, hvor der ikke havde været nogen reel grænse i 100 år. De 41 kilometer, som adskiller de to lande, blev til en ydre Schengengrænse. Denne aftale fjerner den hindring i kraft af Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af Schengenområdet. Jeg glæder mig over de nye regler, som blev indført ved Lissabontraktaten, og som gør det muligt for Parlamentet at spille en aktiv rolle med hensyn til at vedtage disse aftaler. Af alle ovenstående grunde stemte jeg for denne henstilling. Paulo Rangel Aftalen om Det Schweiziske Forbunds tiltrædelse af Schengenreglerne, som har været i kraft siden den 1. marts 2008, forudser udtrykkeligt Liechtensteins eventuelle associering gennem en protokol. I betragtning af politikken med åbne grænser, som har eksisteret i årtier mellem Fyrstendømmet Liechtenstein og Det Schweiziske Forbund, var det forventet, at begge lande ville tilslutte sig Schengen på samme tid. Det skete imidlertid ikke, idet Schweiz tiltrådte Schengenområdet alene den 12. december 2008. Dette gjorde det i sidste ende nødvendigt at indføre kontroller på et sted, hvor der ikke havde været nogen reel grænse i 100 år. For at fjerne denne hindring og i betragtning af, at Liechtenstein indgår i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og det indre marked, støtter jeg indgåelsen af denne protokol i forventning om, at Liechtensteins tiltrædelse af Schengenreglerne nu endelig kan opnås. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) I 2007 blev Parlamentet for første gang anmodet om at afgive en udtalelse om indgåelsen af denne protokol. Efter en anmodning fra den på daværende tidspunkt udpegede ordfører - fru Klamt - afgav Retsudvalget den 11. juni 2007 en enstemmig udtalelse med en henstilling om, at retsgrundlaget burde ændres med henblik på at henvise til EF-traktatens artikel 300, stk. 3, andet afsnit (forslagene til Rådets afgørelse indebærer en ændring af den "specifikke institutionelle ramme", som den foreslåede protokol er en integrerende del af), som kræver en samstemmende udtalelse og ikke kun en høring Europa-Parlamentet. Af denne grund og som følge af den vigtige ikrafttrædelse af Lissabontraktaten blev denne betænkning sendt tilbage til LIBE-udvalget. Licia Ronzulli Jeg stemte for denne henstilling, da jeg mener, at den kan bidrage til Schengenreglernes ikrafttræden, gennemførelse og udvikling i lande som Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein. Det er faktisk vigtigt, at disse lande deltager i Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013 i tråd med de nuværende foranstaltninger og i overensstemmelse med gældende aftaler. For at skabe et stadig mere forenet Europa, hvor vi dog ikke må miste den praktiske gennemførlighed af syne, vil deres deltagelse blive reguleret gennem supplerende regler, der desuden vil sikre, at EU's økonomiske interesser beskyttes, og at Revisionsrettens bemyndigelse til at foretage kontrol fastholdes. Thomas Ulmer Jeg stemte for aftalen vedrørende Liechtensteins tiltrædelse af aftalen om Schengenreglerne, fordi dette er et logisk skridt fremad, som ikke vil skabe problemer for os. Vi kan forvente, at aftalen vil fungere gnidningsløst. Luís Paulo Alves Jeg stemmer for denne henstilling i lyset af, at den aftale, der blev indgået den 26. oktober 2004 med Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz, foregreb Liechtensteins eventuelle associering i Dublinreglerne gennem en protokol. I betragtning af politikken med åbne grænser mellem de to lande og den kendsgerning, at Liechtenstein i 2001 udtrykte interesse for at tiltræde aftalen, men at dette ikke skete pga. meningsforskelle mellem Rådet og Parlamentet, som blev løst i Lissabontraktaten, ser jeg ingen grund til at modsætte mig indgåelsen af denne aftale. Vilija Blinkevičiūt Jeg stemte for dette dokument, hvori det hedder, at den indgåede aftale med Det Schweiziske Forbund af 26. oktober 2004 om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz ("Dublinaftalen med Schweiz"), foregreb Liechtensteins eventuelle associering i Dublinreglerne gennem en protokol. Rådet gav den 27. februar 2006 Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Liechtenstein og Schweiz. Efter forhandlingerne blev udkastet til protokol om Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz fremlagt. Retsgrundlaget for Kommissionens forslag af 4. december 2006 om en protokol vedrørende Liechtensteins associering var artikel 300, stk. 3, afsnit 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der krævede høring af Europa-Parlamentet. Jeg glæder mig over, at Europa-Parlamentet igen behandler udkastet til Rådets afgørelse, og at forhandlingerne om Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz dermed fortsætter. Som Parlamentet allerede har anmodet om ved førstebehandlingen, skal Europa-Parlamentet godkende indgåelsen af denne protokol med Liechtenstein. I betragtning af at forhandlingerne med Liechtenstein er afsluttet med succes, og at retsgrundlaget nu er ændret, bør vi godkende indgåelsen af protokollen. Carlos Coelho Aftalen om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz - Dublin/Eurodac-aftalen - blev indgået i 2004. Da man i flere årtier har praktiseret en politik med åbne grænser og fri bevægelighed for personer mellem Schweiz og Liechtenstein, ville det have været logisk at associere sidstnævnte med disse forhandlinger. Selv om Liechtenstein udtrykte sin interesse, udelod man fyrstendømmet, da det endnu ikke havde indgået en aftale om beskatning af indtægter med Det Europæiske Fællesskab. I lyset af de nye regler i Lissabontraktaten, som gør, at Parlamentet kan knyttes meget tættere til indgåelsen af internationale aftaler, og den kendsgerning, at Liechtenstein har indgået den pågældende aftale, som har været i kraft siden den 1. juli 2005, støtter jeg Parlamentets beslutning om at godkende indgåelsen af denne protokol. Diogo Feio En aftale om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat, blev indgået med Schweiz i 2004. Denne aftale foregreb Liechtensteins eventuelle associering gennem en protokol. Rådet gav den 27. februar 2006 Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Liechtenstein og Schweiz. Den 21. juni 2006 blev forhandlingerne afsluttet, og udkastet til protokol om Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz blev paraferet. Nu er det op til Parlamentet at godkende indgåelsen af denne protokol. Det mener jeg, at vi skal gøre, så jeg stemmer for denne henstilling. José Manuel Fernandes Rådet har fremlagt et udkast til en protokol mellem Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz. Jeg glæder mig over vedtagelsen af denne protokol, som involverer EU og to stater, der har tradition for godt naboskab og fri bevægelighed for personer. Jeg er enig i ordførerens konklusioner, og jeg glæder mig navnlig over videreførelsen af forhandlingerne om Fyrstendømmet Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz. Jeg håber, at man hurtigt når frem til en aftale. Ilda Figueiredo Disse spørgsmål vedrører retten til asyl samt kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz. Den aftale, der blev indgået den 26. oktober 2004 med Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz (Dublinaftalen med Schweiz), foregreb Liechtensteins eventuelle associering i regelsættet. Da Liechtenstein og Schweiz i flere årtier har ført en politik med åbne grænser for personpassage, udtrykte Liechtenstein i 2001 interesse for at tiltræde Dublinaftalen med Schweiz. Liechtenstein var imidlertid ikke associeret i forhandlingerne med Schweiz, da der ikke var indgået en aftale vedrørende beskatning af opsparing mellem EU og Liechtenstein. Da denne aftale mellem EU og Liechtenstein senere blev indgået og trådte i kraft, bekræftede Liechtenstein i 2005, at man ønskede at blive associeret i Dublinreglerne. I 2006 gav Rådet Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Liechtenstein og Schweiz. Forhandlingerne blev gennemført, og udkastet til protokollen blev paraferet. Juozas Imbrasas Jeg stemte for dette dokument, hvori det hedder, at den aftale, der i 2004 blev indgået med Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz ("Dublinaftalen med Schweiz"), foregreb Liechtensteins eventuelle associering i Dublinreglerne gennem en protokol. Jeg glæder mig over, at Europa-Parlamentet igen behandler udkastet til Rådets afgørelse, og at forhandlingerne om Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz dermed fortsætter. I betragtning af at forhandlingerne med Liechtenstein er afsluttet med succes, og at retsgrundlaget nu er ændret, bør vi godkende indgåelsen af protokollen. Giovanni La Via Jeg stemte for henstillingen til Kommissionen om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat, i Schweiz eller - hvis protokollen ratificeres, hvilket flertallet i Parlamentet håber - også i Fyrstendømmet Liechtenstein. Formålet med Dublinaftalen er at give de deltagende stater kriterier, der skal fastsætte, hvilken stat der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning, og derved sikre bedre behandling af ansøgerne og samtidig give staterne de fornødne værktøjer til at bekæmpe organiseret kriminalitet. Da beskyttelse af flygtninge og international sikkerhed er så vigtige emner, kræver de en omhyggelig og vedvarende indsats fra alle EU-institutioners side, så flygtninge og asylansøgere kan regne med klare lovgivningsmæssige kriterier og referencer. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over, at Europa-Parlamentet igen behandler udkastet til Rådets afgørelse, og at forhandlingerne om Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz dermed fortsætter. Som Parlamentet allerede har anmodet om ved førstebehandlingen, skal Europa-Parlamentet godkende indgåelsen af denne protokol med Liechtenstein. Jeg støtter indgåelsen af protokollen. I betragtning af at forhandlingerne med Liechtenstein er afsluttet med succes, og at retsgrundlaget nu er ændret, stemte jeg for, at der meddeles godkendelse. Nuno Melo Jeg glæder mig over, at Parlamentet igen er blevet hørt med hensyn til udkastet til Rådets afgørelse, og at forhandlingerne om Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz dermed fortsætter. I overensstemmelse med de ønsker, som Parlamentet udtrykte ved førstebehandlingen, skal Parlamentet godkende indgåelsen af denne protokol med Liechtenstein. I betragtning af de forbindelser, der allerede findes mellem Liechtenstein og EU, mener jeg, at indgåelsen af protokollen er vigtig, da retsgrundlaget nu er ændret. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde. Maria do Céu Patrão Neves Den indgåede aftale med Det Schweiziske Forbund af 26. oktober 2004 om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz - også kendt som Dublinaftalen med Schweiz - foregreb Liechtensteins eventuelle associering i Dublinreglerne gennem en protokol. Faktisk er det sådan, at den politik med åbne grænser og fri bevægelighed for personer mellem Liechtenstein og Schweiz, som landene har praktiseret i flere årtier, fik Liechtenstein til endnu en gang at udtrykke sin interesse for at tiltræde Dublinaftalen med Schweiz i 2005. At aftalen ikke er blevet endeligt indgået før nu, skyldes flere faktorer. For det første var der andre aftaler, som man forhandlede om med Liechtenstein, og som ikke var indgået endnu. For det andet var der en tvist vedrørende retsgrundlaget, og senere skyldtes forsinkelsen Lissabontraktatens ikrafttræden. Omsider når vi i Parlamentet en af vores målsætninger, idet vi skal give vores godkendelse i stedet for blot at blive hørt. Det glæder jeg mig over, og jeg stemmer for denne henstilling. Paulo Rangel Den indgåede aftale med Det Schweiziske Forbund af 26. oktober 2004 om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz - Dublinaftalen - foregreb Liechtensteins eventuelle associering i Dublinreglerne gennem en protokol. Da Liechtenstein og Schweiz i flere årtier har ført en politik med åbne grænser for personpassage, udtrykte Liechtenstein i 2001 interesse for at tiltræde Dublinaftalen med Schweiz, men fyrstendømmet blev ikke associeret i forhandlingerne, da man ikke havde indgået en aftale med EU vedrørende beskatning af opsparing. På baggrund af den efterfølgende indgåelse og ikrafttræden af denne aftale mellem EU og Liechtenstein den 10. juni 2005 bekræftede fyrstendømmet, at man ønskede at blive associeret i Dublinreglerne. Der er nu taget hånd om Rådets indsigelser vedrørende retsgrundlaget, og nu kræves Parlamentets godkendelse, så jeg mener, at alle betingelser er opfyldt for at vi kan godkende denne protokol med Liechtenstein. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) Ordføreren glæder sig over, at Europa-Parlamentet igen behandler udkastet til Rådets afgørelse, og at forhandlingerne om Liechtensteins associering i Dublinaftalen med Schweiz dermed fortsætter, og efterlyser Parlamentets godkendelse, men vi i Verts/ALE-Gruppen har besluttet ikke at følge denne opfordring. Vi stemte derfor imod forslaget, ligesom vi gjorde i LIBE-udvalget. Licia Ronzulli Jeg stemte for denne henstilling, fordi jeg støtter indgåelsen af protokollen om Liechtensteins tiltrædelse af Dublinaftalen med Schweiz. Denne aftale har allerede gjort det muligt for Schweiz at bruge vigtige instrumenter i kampen mod international kriminalitet og ulovlig indvandring. Derudover kan vi ved at sikre denne form for koordination forhindre gentagne og uberettigede asylansøgninger. Nu er målet at give Liechtenstein mulighed for at nyde godt af disse fordele og bringe fyrstendømmet endnu tættere på det overordnede mål om fuldt EU-medlemskab. Thomas Ulmer Jeg var glad for at kunne stemme for Liechtensteins tiltrædelse af aftalen om EU's asylsystem. Dette vil forhindre, at der indgives gentagne asylansøgninger i EU og Liechtenstein. Hvis en asylansøgning afvises i Liechtenstein, afvises den også i EU og omvendt. Samtidig med at vi har forenklet proceduren, har vi også opnået øget harmonisering. Luís Paulo Alves skriftlig. - (PT) Jeg stemmer for denne henstilling, da den nuværende aftale mellem EU og Brasilien sikrer gensidig visumfritagelse ved rejser i turisme- og forretningsøjemed for alle brasilianske statsborgere og alle EU-statsborgere, herunder statsborgere fra de fire medlemsstater, som p.t. ikke nyder visumfritagelse ved rejser til Brasilien. Da aftalen ikke erstatter, men blot supplerer eksisterende aftaler mellem adskillige medlemsstater og Brasilien, der omfatter andre rejser end rejser i turist- og forretningsøjemed og med henblik på lønnet beskæftigelse, ser jeg ingen grund til, at den ikke skal indgås. Varigheden af ophold i Schengenområdet er blevet begrænset til tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode, så dette giver ikke anledning til bekymring om, at brasilianske statsborgere opholder sig ulovligt i området. Laima Liucija Andrikien Jeg stemte for denne beslutning om indgåelse af aftalen mellem EU og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af almindeligt pas. Denne aftale mellem EU og Brasilien indfører gensidig visumfritagelse ved rejser i turisme- og forretningsøjemed, som defineret i aftalen, for alle brasilianske statsborgere og alle EU-statsborgere, herunder statsborgere fra de fire medlemsstater - Estland, Letland, Cypern og Malta - som p.t. ikke nyder visumfritagelse ved rejser til Brasilien. Det bør bemærkes, at på grund af den fælles visumpolitik og EU's enekompetence på dette område er det kun EU og ikke de enkelte medlemsstater, der kan forhandle og indgå en aftale om visumfritagelse. Det er vigtigt at fremhæve, at for at sikre ligebehandling af alle EU-borgere er der indsat en bestemmelse i aftalen om, at Brasilien kun kan suspendere aftalen eller bringe den til ophør over for alle EU-medlemsstaterne. EU kan på samme måde kun suspendere eller opsige aftalen for alle sine medlemsstaters vedkommende. Jeg er enig med ordføreren i, at vi må sørge for at gennemføre gensidighedsprincippet i EU's visumpolitik. Vilija Blinkevičiūt I overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 har brasilianske statsborgere adgang til visumfri indrejse i alle den Europæiske Unions medlemsstater for kortvarige ophold. Brasilien stiller dog stadig krav om, at statsborgere fra fire medlemsstater (Estland, Cypern, Malta og Letland) skal være i besiddelse af et visum for at rejse ind i landet. De øvrige medlemsstater har indgået bilaterale visumaftaler med Brasilien, hvorved deres statsborgere ved kortvarige ophold i Brasilien kan rejse ind i landet uden visum. På grund af EU's eksklusive eksterne kompetence på dette område kan kun EU og ikke de enkelte medlemsstater forhandle om og indgå en visumfritagelsesaftale. Den 18. april 2008 vedtog Rådet derfor en afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger om indgåelse af en aftale om visumfritagelse for korte ophold mellem EU og Brasilien. Forhandlingerne førte til, at aftalen blev paraferet, og den formelle underskrivelse på vegne af EU og Brasilien fandt sted i Bruxelles den 8. november 2010. Jeg mener, at det er afgørende at godkende indgåelsen af denne aftale om visumfritagelse, så alle EU-borgere, herunder statsborgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, uden visum kan rejse til Brasilien i turist- og forretningsøjemed, ligesom brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU's medlemsstater uden visum. Vi skal straks håndhæve EU's fælles visumpolitik. Carlos Coelho Selv om brasilianske statsborgere kan rejse til enhver EU-medlemsstat uden visum med henblik på kortvarige ophold, skal statsborgerne i de fire EU-medlemsstater Estland, Cypern, Malta og Letland have visum for at rejse ind i Brasilien. Alle de øvrige medlemsstater har forhandlet bilaterale aftaler med Brasilien, som sikrer visumfritagelse ved kortvarige ophold, men det er ikke længere muligt for de enkelte medlemsstater at indgå denne slags aftaler. EU har således en eksklusiv ekstern kompetence på området for den fælles visumpolitik. Den 8. november 2010 indgik EU og Brasilien derfor en aftale, der indførte gensidig visumfritagelse ved rejser i turisme- og forretningsøjemed for alle brasilianske statsborgere og EU-statsborgere. Jeg støtter indgåelsen af denne aftale, som sikrer, at alle EU-borgere behandles ens, og som kun kan suspenderes eller opsiges af Brasilien eller EU, hvis dette gælder alle EU-medlemsstater. Edite Estrela Jeg stemte for denne henstilling, da den sikrer ligebehandling af alle EU-borgere i henhold til den fælles visumpolitik mellem EU og Brasilien. Aftalen erstatter ikke, men supplerer de eksisterende bilaterale aftaler, der omfatter andre rejser end rejser i turist- og forretningsøjemed. Diogo Feio Under det sidste portugisiske formandskab indledte EU et særligt strategisk partnerskab med Brasilien. I den ånd, som bør præge denne lignende aftale må vi naturligvis glæde os over enhver foranstaltning, der fjerner forhindringer for kontakt mellem EU-borgere og statsborgere i dette andet portugisisktalende land. Da fire EU-lande stadig ikke nyder godt af denne visumfritagelse, er der efter min mening store fordele ved at udvide ordningen, så den også omfatter dem, og derfor må vi se positivt på den aftale, der nu foreslås. Med hensyn til forbindelserne mellem EU og Brasilien må vi huske på, at dette lands strategiske betydning længe har berettiget etableringen af en særlig delegation, hvilket allerede er sket i forhold til de øvrige lande i kvartetten bestående af Brasilien, Rusland, Indien og Kina samt andre lande, der objektivt set har mindre betydning på den internationale scene. José Manuel Fernandes skriftlig. - (PT) Ifølge forordning (EF) nr. 539/2001 har brasilianske statsborgere adgang til visumfri indrejse i alle EU-medlemsstater, forudsat at der er tale om kortvarige ophold. Det er dog ikke alle EU-borgere, der har de samme privilegier. Her tænker jeg på statsborgere i Estland, Cypern, Malta og Letland. Således respekteres gensidighedsprincippet ikke. Hvis vi skal sikre disse borgere ligebehandling i forhold til de øvrige EU-borgere og brasilianske statsborgere, er det nødvendigt at indgå en aftale mellem EU og Brasilien. Vi kan ikke have et EU i to hastigheder, og jeg glæder mig derfor over indgåelsen af denne aftale, ikke kun fordi den grundlæggende synes at være fair, men også fordi den sætter en stopper for et af de få tilfælde af negativ forskelsbehandling, der stadig findes i EU. Carlo Fidanza Sammen med mine italienske kolleger i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) besluttede jeg at undlade at stemme ved dagens afstemning om forbindelserne mellem EU og Brasilien vedrørende visumfritagelse ved kortvarige ophold for indehavere af almindelige pas. Årsagen er, at jeg på baggrund af indholdet i beslutningen vedrørende sagen om Cesare Battisti ville have foretrukket, at afstemningen var blevet udskudt forud for den Brasilianske højesterets nye afgørelse om udlevering af Cesare Battisti, som er kriminel. Da sagen ikke haster voldsomt, ville det bestemt ikke være noget problem at udskyde den til den næste mødeperiode eller den i april, navnlig når man tænker på smerten hos familierne til ofrene for denne massemorder. Disse familier har i 31 år ventet på, at retfærdigheden skal ske fyldest, og at Cesare Battisti udstår den straf, som det italienske retssystem har idømt ham, i et af vores egne fængsler. Ilda Figueiredo Denne sag vedrører en udvidelse af ordningen med et almindeligt pas til EU-lande, der stadig ikke nyder godt af visumfritagelse i forbindelse med kortvarige ophold. I henstillingen slår man til lyd for hurtigst muligt at godkende indgåelsen af denne aftale om visumfritagelse, så alle EU-borgere, herunder borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, kan rejse til Brasilien i turist- og forretningsøjemed, ligesom brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU's medlemsstater uden visum. Dette handler om at gennemføre vores politik om gensidig visumfritagelse. Parlamentet mener, at EU skal stræbe efter gensidig visumfritagelse, indtil alle statsborgere fra samtlige medlemsstater uden visum kan rejse til alle de lande, hvis statsborgere allerede kan rejse til EU uden visum, herunder De Forenede Stater og Canada. Vi mener, at dette er rimeligt. Jacqueline Foster skriftlig. - (EN) Den europæiske flyindustri og dens kunder har ikke haft det for let i de seneste måneder. Den famøse vulkanaskekrise indtraf præcis, da flyselskaberne og deres kunder kæmpede med konsekvenserne af en meget svær recession. Men midt i disse udfordringer kommer der endelig lidt godt nyt for både flyselskaberne og passagererne. Dagens afstemning om lufttrafikaftalen mellem EU og Brasilien sikrer væsentlige gensidige fordele. For det første er Brasilien en strategisk set meget vigtig partner for EU med et enormt markedspotentiale i fremtiden. I dag flyver mere end fire mio. passagerer om året mellem Brasilien og EU, og da landet har en hurtigt voksende turistsektor, kan dette tal kun stige. Set fra et forretningsmæssigt perspektiv er Sao Paolo Sydamerikas finansielle hovedstad. Udviklingen af den højt specialiserede olie- og finansindustri vil medføre øget efterspørgsel efter flyrejser. I forbindelse med denne henstilling er det vigtigste resultat, at vi fjerner nationalitetsmæssige begrænsninger i de nuværende bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og Brasilien. Dette er et meget vigtigt første skridt i retning af en styrkelse af EU's forbindelser med Brasilien på lufttrafikområdet, som har givet Brasilien og EU mulighed for at bevæge sig mod forhandlinger om en omfattende lufttrafikaftale. (Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 170) Salvatore Iacolino Ligesom ved afstemningerne om fru Ţicăus og hr. Encius betænkninger undlod jeg at stemme under den endelige afstemning om fru Macoveis henstilling for at udtrykke min skuffelse over den brasilianske regerings adfærd i forhold til udlevering af terroristen Cesare Battisti. Aftalerne om visumfritagelse og lufttrafik understreger de gode forbindelser mellem Brasilien og EU. Under mødet i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender anmodede jeg om, at vi skulle forhøre os hos den brasilianske EU-ambassadør for at drøfte nogle grundlæggende spørgsmål om blandt andet respekten for menneskerettighederne og kampen mod terrorisme samt udveksle synspunkter om frihed og sikkerhed i Europa og Brasilien. Jeg er sikker på, at vi kan opnå håndgribelige resultater for både EU-borgerne og Brasiliens befolkning. Juozas Imbrasas Jeg stemte for dette beslutningsforslag om undertegnelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af almindeligt pas. I overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 har brasilianske statsborgere adgang til visumfri indrejse i alle den Europæiske Unions medlemsstater for kortvarige ophold. Brasilien stiller dog stadig krav om, at statsborgere fra fire medlemsstater - Estland, Cypern, Malta og Letland - skal være i besiddelse af et visum for at rejse ind i landet. De øvrige medlemsstater har indgået bilaterale visumaftaler med Brasilien, hvorved deres statsborgere ved kortvarige ophold i Brasilien kan rejse ind i landet uden visum. På grund af den fælles visumpolitik og Den Europæiske Unions eksklusive eksterne kompetence på dette område er det kun EU og ikke de enkelte medlemsstater, der kan forhandle om og indgå en visumfritagelsesaftale. Det er afgørende at godkende indgåelsen af denne aftale, så alle EU-borgere, herunder statsborgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, uden visum kan rejse til Brasilien i turist- og forretningsøjemed på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU's medlemsstater uden visum. Vi må straks træffe foranstaltninger på dette område. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg stemte for, at Parlamentet godkender, at denne visumfritagelsesaftale indgås så hurtigt som muligt, således at alle EU-borgere, herunder statsborgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, uden visum kan rejse til Brasilien i turist- og forretningsøjemed på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU's medlemsstater uden visum. Vi skal straks håndhæve EU's politik om gensidig visumfritagelse. Erminia Mazzoni Når jeg afholder mig fra at stemme om henstillingen vedrørende aftalen mellem EU og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af almindeligt pas, er det et udtryk for min generelle holdning snarere end min holdning til selve sagen. Jeg bryder mig ikke om den brasilianske regerings adfærd i sagen om Cesare Battisti. Der skulle have været foretaget udlevering, hvilket der er fastlagt procedurer for i en bilateral aftale. De retlige myndigheders fortolkning strider mod de forpligtelser, som de har påtaget sig. Dommen, som hr. Battisti skal afsone i Italien, blev afsagt af en almindelig dommer i henhold til almindelig ret vedrørende en gemen forbrydelse, nemlig massemord. Det er vanskeligt at bakke op om internationale forbindelser som dem, der beskrives i de dokumenter, som vi stemmer om i Parlamentet, i forhold til et land, der ikke overholder aftaler, og som på denne måde udtrykker en holdning til den grundlæggende ret til at beskytte liv. Nuno Melo skriftlig. - (PT) I henhold til den aftale, som vi netop har vedtaget i Parlamentet, behøver ingen EU-borgere, der ønsker at rejse til Brasilien i turisme- og forretningsøjemed, at have et visum ved ophold på op til tre måneder, på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU-lande uden visum. Denne aftale vil navnlig gavne borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, som stadig skal have et visum for at rejse ind i Brasilien. Denne aftale berører indehavere af almindeligt pas. Efter vedtagelsen af denne aftale vil alle EU-borgere - herunder borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, som Brasilien stadig krævede visum for - kunne rejse ind i landet uden visum i turisme- og forretningsøjemed, på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU-medlemsstater uden visum. Opholdets varighed i Schengenområdet begrænses til tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode. Denne aftale vil omfatte omkring 90-95 % af de rejsende. Alexander Mirsky skriftlig. - (EN) Jeg stemte for, da jeg mener, at det er afgørende at hjælpe den brasilianske befolkning med at finde løsninger i forhold til store og vigtige områder. Teknologisk og økonomisk støtte vil sikre konkurrenceevne på fødevareområdet og lavere priser. Brasilien kan udvikle sig fra at være producent af landbrugsprodukter til at blive en stor aftager af europæiske varer, åbne et nyt salgsmarked og udvide viften af turistmæssige ydelser, hvis der ydes støtte på de rette områder. Maria do Céu Patrão Neves skriftlig. - (PT) I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 har brasilianske statsborgere adgang til visumfri indrejse i alle EU's medlemsstater, forudsat at der er tale om kortvarige ophold. Brasilien stiller dog stadig krav om, at statsborgere fra fire medlemsstater (Estland, Cypern, Malta og Letland) skal være i besiddelse af et visum for at rejse ind i landet. De øvrige medlemsstater har indgået bilaterale aftaler direkte med Brasilien. På baggrund af EU's eksklusive eksterne kompetence på dette område har Rådet for at tage hånd om dette problem vedtaget en afgørelse, som bemyndiger Kommissionen til at indlede forhandlinger vedrørende indgåelse af en aftale mellem EU og Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold. Den nuværende aftale mellem EU og Brasilien, som jeg stemte for, indfører gensidig visumfritagelse ved rejser i turisme- og forretningsøjemed for alle brasilianske statsborgere og alle EU-statsborgere, herunder statsborgere fra de fire medlemsstater, som p.t. ikke nyder visumfritagelse ved rejser til Brasilien. Aftalen erstatter ikke, men supplerer eksisterende bilaterale aftaler mellem adskillige medlemsstater og Brasilien, der omfatter andre rejser end rejser i turist- og forretningsøjemed, f.eks. for studerende og forskere. Paulo Rangel skriftlig. - (PT) Jeg stemte for indgåelsen af aftalen mellem EU og Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af almindeligt pas. Formålet er at sikre, at alle EU-borgere - herunder borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, som indtil nu fortsat har skullet have et visum for at rejse ind i Brasilien - i overensstemmelse med principperne om gensidighed og ligebehandling kan rejse til Brasilien uden visum i turisme- og forretningsøjemed, på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til EU-medlemsstaterne uden visum. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) Nærværende aftale mellem EU og Brasilien indfører gensidig visumfritagelse ved rejser i turisme- og forretningsøjemed, som defineret i aftalen, for alle brasilianske statsborgere og alle EU-statsborgere, herunder statsborgere fra de fire medlemsstater, som p.t. ikke nyder visumfritagelse ved rejser til Brasilien. Aftalen erstatter ikke, men supplerer eksisterende bilaterale aftaler mellem adskillige EU-medlemsstater og Brasilien, der omfatter andre rejser end rejser i turist- og forretningsøjemed (f.eks. studerende og forskere). Den kategori af personer, hvis rejseformål er lønnet beskæftigelse, falder heller ikke ind under aftalens anvendelsesområde. For at sikre ligebehandling af alle EU-borgere er der indsat en bestemmelse i aftalen om, at Brasilien kun kan suspendere aftalen eller bringe den til ophør over for alle EU-medlemsstaterne. EU kan på samme måde kun suspendere eller opsige aftalen for alle sine medlemsstaters vedkommende. Nuno Teixeira skriftlig. - (PT) Med Lissabontraktaten blev det slået fast, at indgåelse af aftaler om fælles visumpolitik med tredjelande er EU's eksklusive kompetence. Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 tillader allerede brasilianske statsborgere at rejse til alle EU-medlemsstater uden visum. Imidlertid har Brasilien fortsat krævet, at borgere fra EU-medlemsstaterne Estland, Cypern, Malta og Letland skulle have et visum for at kunne rejse ind i landet. Denne aftale om gensidig visumfritagelse vedrører rejser i turisme- og forretningsøjemed, som vil give begge parter økonomiske fordele. Opholdets varighed i Schengenområdet begrænses til tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode. Efter min mening er det vigtigt at understrege, at man i denne aftale tager hensyn til de medlemsstater, der endnu ikke anvender Schengenreglerne fuldt ud, nemlig Cypern, Bulgarien og Rumænien, idet man giver brasilianske statsborgere visumfri adgang i en periode på tre måneder i hver af medlemsstaterne uafhængigt af den periode, der gælder for hele Schengenområdet. Jeg stemmer for denne aftale, da jeg mener, at det er afgørende at undgå forskelsbehandling af borgere fra forskellige medlemsstater og gennemføre gensidighedsprincippet, som er et af EU's ledende principper, på behørig vis. Artur Zasada Jeg glæder mig over resultatet af afstemningen. Det er min klare overbevisning, at enhver foranstaltning, som bidrager til, at borgerne i alle EU-medlemsstaterne nyder lige rettigheder, fortjener vores støtte. Jeg glæder mig så meget desto mere, fordi disse lige rettigheder vedrører vigtige emner som friheden til at krydse grænser. Som polak husker jeg de mange problemer, der var med hensyn til at krydse grænser, før Polen blev medlem af EU, og derfor lægger jeg stor vægt på ethvert skridt, som vi tager i retning af fuldstændig og gensidig afskaffelse af visumkrav. Der er endnu en grund til, at fru Macoveis henstilling er så vigtig. I begrundelsen bemærker ordføreren, at to tredjelande, nemlig Canada og De Forenede Stater, stadig har visumpligt i forhold til henholdsvis tre og fire medlemsstater. Efter min mening vil Parlamentets nylige foranstaltninger såsom den skriftlige erklæring 89/2010 have den ønskede virkning og medføre ændringer i De Forenede Staters og Canadas visumpolitik. Luís Paulo Alves Jeg stemmer for denne henstilling, fordi Brasilien ifølge forordning (EF) nr. 539/2001 står på den liste over lande, hvis borgere kan krydse EU's ydre grænser uden visum, mens fire EU-medlemsstater stadig ikke nyder godt af det gensidighedsprincip, der er gennemført. Da de ændringer, der blev indført med Lissabontraktaten, bevirker, at den fælles visumpolitik i forhold til tredjelande nu henhører under EU's enekompetence, vil alle medlemsstater få gavn af visumfritagelsen over for Brasilien. Desuden er de eksisterende bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og Brasilien stadig sikret, da de gælder visse kategorier af rejsende, som ikke er omfattet af aftalen mellem EU og Brasilien. Jeg er i øvrigt enig med ordføreren i, at denne aftale bør tjene som et eksempel, hvad angår gensidighed i forhold til andre lande, navnlig De Forenede Stater og Canada. Vilija Blinkevičiūt Denne aftale giver på gensidigt grundlag visumfritagelse for kortvarige ophold for alle brasilianske statsborgere og statsborgere fra EU, der er indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas. For at sikre ligebehandling for alle EU-statsborgere, hvad angår visumfritagelse, bestemmer aftalens artikel 8, at Brasilien kun kan suspendere eller opsige aftalen for alle Den Europæiske Unions medlemsstaters vedkommende, og at EU ligeledes kun kan suspendere eller opsige aftalen for alle sine medlemsstaters vedkommende. Der skal ifølge aftalen nedsættes et ekspertudvalg til bilæggelse af eventuelle tvister om fortolkningen eller anvendelsen af aftalens bestemmelser. Der skal ifølge aftalen endvidere ske en udveksling af prøveeksemplarer af pas mellem Brasilien og medlemsstaterne. Jeg mener, at det er yderst vigtigt for Den Europæiske Union at sikre de eksisterende bilaterale aftaler, idet disse giver visumfritagelse til rejsende på kortvarige ophold, der ikke er omfattet af aftalen mellem EU og Brasilien. Det bør i denne forbindelse anføres, at Den Europæiske Union ville kunne anvende suspensionsklausulen for visumfritagelsen mellem EU og Brasilien, hvis Brasilien skulle opsige de bilaterale aftaler. Denne aftale om visumfritagelse for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas er et skridt i retning af etableringen af fuldstændig gensidig visumfritagelse ifølge forordning (EF) nr. 539/2001. Carlos Coelho Brasilien er et af de lande, der er optaget på den såkaldte "positivliste" over lande, hvis statsborgere er fritaget fra visumpligt, når de krydser Den Europæiske Unions eksterne grænser. Statsborgerne i fire EU-lande - Estland, Letland, Malta og Cypern - nyder imidlertid stadig ikke godt af lignende bestemmelser, når de rejser til Brasilien. I henhold til Lissabontraktaten henhører den fælles visumpolitik i forhold til tredjelande under EU's enekompetence, så det er op til EU at forhandle denne aftale, så den sikrer ligebehandling af alle EU-borgere. Man er enedes om at undertegne to individuelle aftaler: én for indehavere af et almindeligt pas og én for indehavere af diplomatpas, tjenestepas og officielt pas. Jeg bakker op om denne beslutning, da den i det mindste gør det muligt for aftalen om diplomatpas, tjenestepas og officielle pas at træde i kraft hurtigere, idet den i modsætning til aftalen om almindelige pas ikke skal ratificeres af den brasilianske kongres. De eksisterende bilaterale aftaler vil fortsat være gældende, da de giver visumfritagelse for kortvarige ophold til visse rejsende, der ikke er omfattet af aftalen mellem EU og Brasilien. Ioan Enciu Som Parlamentets ordfører stemte jeg for vedtagelsen af denne aftale. Den vil fjerne visumpligten i forhold til Brasilien for indehavere af diplomatpas, tjenestepas og officielle pas og for borgerne i fire medlemsstater, nemlig Estland, Letland, Malta og Cypern. Jeg mener, at aftalen markerer et vigtigt fremskridt i retning af at sikre fuldstændig gensidighed på visumområdet for alle EU-borgere i relation til tredjelande. Bestræbelserne på at sikre fuld gensidighed bør videreføres med henblik på at fjerne visumpligten i forhold til Canada og De Forenede Stater for borgerne i de fem medlemsstater Rumænien, Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Cypern og Polen. Edite Estrela skriftlig. - (PT) Jeg stemte for denne henstilling, da den repræsenterer et fremskridt hen imod fuldstændig og gensidig undtagelse fra visumpligt ved kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas mellem EU og Brasilien. Underskrivelsen af denne aftale bør tjene som et eksempel for andre lande, navnlig De Forenede Stater og Canada, som fortsat kræver visum for visse EU-medlemsstater. Diogo Feio skriftlig. - (PT) I lyset af det beslutningsforslag, som vi har stemt om i dag vedrørende den aftale, der skal underskrives mellem EU og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af almindeligt pas, er der endnu mere grund til, at indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas også nyder godt af denne ordning. Gensidighed er afgørende ved denne form for aftale for at sikre, at en sådan fritagelse ikke begrænses af administrative eller bureaukratiske krav, som kan bringe borgernes legitime forventninger i fare. Brasilien er en stadig vigtigere partner for EU, som landet deler historie og sprog med. Vi må glæde os over enhver foranstaltning, der fremmer forbindelserne mellem dette store sydamerikanske land og Europa. José Manuel Fernandes skriftlig. - (PT) Ifølge forordning (EF) nr. 539/2001 har brasilianske statsborgere adgang til visumfri indrejse i alle EU-medlemsstater, forudsat at der er tale om kortvarige ophold. Det er dog ikke alle EU-borgere, der har de samme privilegier. Her tænker jeg på statsborgere i Estland, Cypern, Malta og Letland. Således respekteres gensidighedsprincippet ikke. I 2008 vedtog Rådet en afgørelse, hvori man bemyndiger Kommissionen til at forhandle indgåelsen af en aftale mellem EU og Brasilien, som vil sætte en stopper for krænkelserne af gensidighedsprincippet. For at fremskynde processen og undgå at forsinke aftalens ikrafttræden besluttede de kontraherende parter at udarbejde to aftaler: én for indehavere af et almindeligt pas og én for indehavere af diplomatpas (sidstnævnte skal ikke ratificeres af den brasilianske kongres). Jeg I glæder mig derfor over dette initiativ, som vil sikre ligebehandling for alle EU-borgere, idet vi respekterer princippet om gensidighed fuldt ud. Carlo Fidanza Sammen med mine italienske kolleger i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) besluttede jeg at undlade at stemme ved dagens afstemning om forbindelserne mellem EU og Brasilien vedrørende visumfritagelse ved kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas. Årsagen er, at jeg på baggrund af indholdet i beslutningen vedrørende sagen om Cesare Battisti ville have foretrukket, at afstemningen var blevet udskudt forud for den Brasilianske højesterets nye afgørelse om udlevering af Cesare Battisti, som er kriminel. Da sagen ikke haster voldsomt, ville det bestemt ikke være noget problem at udskyde den til den næste mødeperiode eller den i april, navnlig når man tænker på smerten hos familierne til ofrene for denne massemorder. Disse familier har i 31 år ventet på, at retfærdigheden skal ske fyldest, og at Cesare Battisti udstår den straf, som det italienske retssystem har idømt ham, i et af vores egne fængsler. Ilda Figueiredo Brasilien et af de lande, der er optaget på den såkaldte "positivliste" over lande, hvis statsborgere er fritaget fra visumpligt, når de krydser Den Europæiske Unions eksterne grænser. Ifølge det princip om gensidighed, der ligger til grund for den relevante forordning, bør EU-borgere have tilsvarende rettigheder, når de rejser til Brasilien. Hidtil har gensidighedsprincippet været gennemført gennem bilaterale aftaler om visumfritagelse indgået mellem Brasilien og de enkelte medlemsstater. Fire EU-lande - Estland, Letland, Malta og Cypern - har imidlertid ikke undertegnet en sådan aftale. Statsborgere i disse lande vil derfor stadig være forpligtet til at være i besiddelse af et visum, når de rejser til Brasilien, hvilket er i strid med gensidighedsprincippet. Aftalen mellem EU og Brasilien om visumfritagelse, som ikke erstatter de øvrige bilaterale aftaler, der er undertegnet med forskellige medlemsstater, omfatter nu rejser i turisme- og forretningsøjemed for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas. Juozas Imbrasas skriftlig. - (LT) Jeg bakkede op om dette dokument, da aftalen på gensidigt grundlag giver visumfritagelse for kortvarige ophold for alle brasilianske statsborgere og statsborgere fra EU, der er indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas. For at sikre ligebehandling for alle EU-statsborgere, bestemmer aftalens artikel 8, at Brasilien kun kan suspendere eller opsige aftalen for alle Den Europæiske Unions medlemsstaters vedkommende, og at EU ligeledes kun kan suspendere eller opsige aftalen for alle sine medlemsstaters vedkommende. Denne aftale om visumfritagelse for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas er et skridt i retning af etableringen af fuldstændig gensidig visumfritagelse i henhold til forordning nr. 539/2001. Monica Luisa Macovei skriftlig. - (EN) Jeg stemte for at give Parlamentets samtykke til indgåelsen af de to aftaler om visumfritagelse med Brasilien. I dag behøver brasilianske statsborgere intet visum for at rejse ind i EU, mens borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern skal have et visum for at rejse ind i Brasilien. Disse aftaler vil sikre anvendelse af princippet om gensidighed med hensyn til visumfritagelse mellem EU og Brasilien. David Martin skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne henstilling. Visumfritagelsen omfatter indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas, der rejser som turist eller i forretningsøjemed. De kontraherende parters statsborgere kan opholde sig på hinandens område i højst tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode efter deres første indrejse i landet. Ved rejser, der har et andet formål end de i aftalen anførte, vil visumfritagelsen stadig gælde i henhold til bestemmelserne i de bilaterale aftaler, som Brasilien har undertegnet med 23 ud af de 27 medlemsstater. Aftalen tager hensyn til de medlemsstater, der endnu ikke i fuldt omfang anvender Schengenreglerne. Så længe de pågældende medlemsstater (Cypern, Bulgarien og Rumænien) ikke indgår i Schengenområdet, giver visumfritagelsesaftalen brasilianske statsborgere ret til tre måneders ophold i hver af disse medlemsstater uafhængigt af den periode, der beregnes for hele Schengenområdet. Erminia Mazzoni Når jeg afholder mig fra at stemme om henstillingen vedrørende aftalen mellem EU og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas, er det et udtryk for min generelle holdning snarere end min holdning til selve sagen. Jeg bryder mig ikke om den brasilianske regerings adfærd i sagen om Cesare Battisti. Der skulle have været foretaget udlevering, hvilket der er fastlagt procedurer for i en bilateral aftale. De retlige myndigheders fortolkning strider mod de forpligtelser, som de har påtaget sig. Dommen, som hr. Battisti skal afsone i Italien, blev afsagt af en almindelig dommer i henhold til almindelig ret vedrørende en gemen forbrydelse, nemlig massemord. Det er vanskeligt at bakke op om internationale forbindelser som dem, der beskrives i de dokumenter, som vi stemmer om i Parlamentet, i forhold til et land, der ikke overholder aftaler, og som på denne måde udtrykker en holdning til den grundlæggende ret til at beskytte liv. Nuno Melo I henhold til den aftale, som vi nu har vedtaget i Parlamentet, behøver ingen EU-borgere, der ønsker at rejse til Brasilien i turisme- og forretningsøjemed, at have et visum ved ophold på op til tre måneder, på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU-lande uden visum. Denne aftale vil navnlig gavne borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, som stadig skulle have et visum for at rejse ind i Brasilien. Aftalen berører indehavere af diplomatpas, tjenestepas og officielle pas. Med godkendelsen af denne aftale vil alle EU-borgere - herunder borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, som Brasilien stadig krævede visum for - kunne rejse ind i landet uden visum i turisme- og forretningsøjemed, på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til alle EU-medlemsstater uden visum. Opholdets varighed i Schengenområdet begrænses til tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode. Maria do Céu Patrão Neves Ifølge Lissabontraktaten henhører den fælles visumpolitik i forhold til tredjelande under EU's enekompetence. Kun EU og ikke de enkelte medlemsstater kan forhandle og indgå en visumfritagelsesaftale med Brasilien. Sådan var det ikke, før traktaten trådte i kraft. I dette dokument analyseres aftalen om visumfritagelse mellem EU og Brasilien for indehavere af diplomatpas, tjenestepas og officielle pas. Den formelle underskrivelse af aftalen på vegne af EU og Brasilien fandt sted i Bruxelles den 8. november 2010. Aftalen vil ikke erstatte de øvrige bilaterale aftaler, der er undertegnet med de enkelte medlemsstater, men derimod supplere dem. Den aftale, som EU har indgået, vil dog have forrang i forhold til de bilaterale aftaler på de områder, som de dækker, nemlig rejser i turisme- og forretningsøjemed. Jeg glæder mig over bestemmelserne om gensidighed mellem brasilianske statsborgere og EU-borgere og garantien om ligebehandling for alle EU-borgere. Der er indført en bestemmelse om, at Brasilien og EU kun kan suspendere eller opsige aftalen for alle medlemsstater. Af disse årsager stemte jeg for. Paulo Rangel Jeg stemte for underskrivelsen af aftalen mellem EU og Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas. Formålet er at sikre, at alle EU-borgere, som er indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas - herunder borgerne i Estland, Letland, Malta og Cypern, som indtil nu fortsat har skullet have et visum for at rejse ind i Brasilien - i overensstemmelse med principperne om gensidighed og ligebehandling kan rejse til Brasilien uden visum i turisme- og forretningsøjemed, på samme måde som brasilianske statsborgere allerede nu kan rejse til EU-medlemsstaterne uden visum. Raül Romeva i Rueda skriftlig. - (EN) Visumfritagelsen omfatter indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas, der rejser som turist eller i forretningsøjemed. De kontraherende parters statsborgere kan opholde sig på hinandens område i højst tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode efter deres første indrejse i landet. Ved rejser, der har et andet formål end de i aftalen anførte, vil visumfritagelsen stadig gælde i henhold til bestemmelserne i de bilaterale aftaler, som Brasilien har undertegnet med 23 ud af de 27 medlemsstater. Aftalen tager hensyn til de medlemsstater, der endnu ikke i fuldt omfang anvender Schengenreglerne. Så længe de pågældende medlemsstater (Cypern, Bulgarien og Rumænien) ikke indgår i Schengenområdet, giver visumfritagelsesaftalen brasilianske statsborgere ret til tre måneders ophold i hver af disse medlemsstater uafhængigt af den periode, der beregnes for hele Schengenområdet. Nuno Teixeira Brasilien et af de lande, der er optaget på den "positivliste" over lande, hvis statsborgere er fritaget fra visumpligt, når de krydser Den Europæiske Unions eksterne grænser. Hidtil har denne gensidighedspolitik været gennemført vha. bilaterale aftaler mellem Brasilien og medlemsstaterne. Estland, Letland, Malta og Cypern har imidlertid ikke undertegnet en sådan aftale, og statsborgerne i disse lande er ikke fritaget fra visumpligt. Formålet med denne aftale er at sikre fritagelse fra visumpligt for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas, og den har det samme mål og omfang som aftalen vedrørende indehavere af almindeligt pas. I henhold til brasiliansk lov skal aftalen vedrørende indehavere af diplomatpas imidlertid ikke ratificeres af den brasilianske kongres, og den vil derfor træde i kraft tidligere. De to aftaler vil ikke erstatte de bilaterale aftaler, der er undertegnet mellem medlemsstaterne og Brasilien, men blot supplere dem. Efter min mening er det vigtigt, at denne praksis med aftaler om gensidig visumfritagelse anvendes over for andre tredjelande for at fjerne den nuværende forskelsbehandling, navnlig med hensyn til De Forenede Stater og Canada. Licia Ronzulli Selv om jeg tilslutter mig indholdet i denne aftale, har jeg valgt at undlade at stemme for at protestere mod de politiske beslutninger, som den brasilianske regering i en periode har truffet med hensyn til Cesare Battisti. Det er en kendsgerning, at denne morder, som er blevet dømt ved flere lejligheder, ikke afsoner de domme, som han er blevet idømt af det italienske retssystem. Luís Paulo Alves Jeg støtter denne betænkning, da jeg anerkender servicedirektivets potentiale med hensyn til yderligere integrering af økonomien, og da jeg desuden mener, at anvendelsen direktivet kan konsolidere det gensidigt forstærkende forhold mellem det indre marked og samhørighedspolitikken. For at nå denne målsætning er der behov for øget gennemskuelighed, hvad angår oplysninger til borgere og virksomheder. Det er vigtigt at bemærke betingelserne vedrørende manglende anvendelse af oprindelsesprincippet i forhold til bestemte sager og aktiviteter, navnlig med hensyn til forskellig lovgivning i andre EU-instrumenter og med hensyn til den vifte af garantier, som den administrerende stat skal tilbyde udstationerede arbejdstagere. Denne sag førte til lange drøftelser og forhindrede en tidlig anvendelse af direktivet. Jeg er bange for, at anvendelsen af dette direktiv på regionalt og lokalt plan kan komme til at modarbejde foranstaltninger til deregulering og hæmme bestræbelserne på at forenkle de administrative procedurer, navnlig da anvendelsen af det kan kræve yderligere ressourcer, og bidrag fra strukturfonde og andre instrumenter bliver afgørende for at kompensere for dette i overgangsperioden. På denne baggrund opfordrer jeg til øget sammenhæng og koordination blandt alle politikker. Laima Liucija Andrikien Jeg stemte for denne beslutning fra Parlamentet om gennemførelse af servicedirektivet, som trådte i kraft i 2006. Formålet med direktivet er at åbne markedet for tjenesteydere i EU og afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed, der danner grundlag for det fælles marked. Med andre ord skal de europæiske tjenesteydere kunne tilbyde deres arbejde uden bureaukratiske skranker overalt i EU. Direktivet omfatter diverse tjenester, hvis samlede bruttonationalprodukt (BNP) udgør 40 % af EU's BNP. Vi forventer, at gennemførelsen af dette direktiv kan give en gevinst på op mod 140 mia. EUR og øge EU's BNP med 1,5 %. Men hvis direktivet skal sikre de ventede fordele, skal det gennemføres ordentligt. Desværre har man fastslået, at ikke alle EU-medlemsstater havde formået at gennemføre det fuldt ud i den nationale lovgivning ved udgangen af 2009. Jeg er enig i, at indførelsen af kvikskranker er et væsentligt element i forbindelse med en effektiv gennemførelse af direktivet. Formålet med disse kvikskranker er at tilvejebringe de nødvendige oplysninger og skabe mulighed for at klare alle procedurer elektronisk og ikke kun på det nationale sprog. Ifølge Europa-Kommissionens data har 22 EU-medlemsstater etableret disse kvikskranker, men kun 17 af dem har e-forvaltningsportaler, og disse varierer også meget i de forskellige medlemsstater. Det skal understreges, at forbrugerne ikke vil få alle nødvendige oplysninger uden velfungerende kvikskranker, og dette vil forhindre os i at nå målsætningerne i direktivet. Alfredo Antoniozzi De mulige fordele ved gennemførelsen af servicedirektivet er indiskutable. De aktiviteter, der er omfattet af servicedirektivet, udgør 40 % af EU's BNP og stillinger. Ved at gennemføre det korrekt kan vi frigøre et enormt økonomisk potentiale, skabe job og bidrage til den økonomiske genopretning. Kvaliteten af medlemsstaternes gennemførelse af direktivet er lige så vigtig som det at overholde de tidsfrister, der er fastsat til dette. Under forhandlingerne forud for vedtagelsen af direktivet har Parlamentet allerede vist, at det kan spille en afgørende rolle. Jeg mener således, at Parlamentet skal stå for tilsynet med medlemsstaternes gennemførelse af direktivet. Europæiske tjenesteydere skal kunne udbyde deres tjenester over hele EU uden at blive holdt tilbage af bureaukratiske skranker. Under gennemførelsesfasen må vi dog også være opmærksomme på andre aspekter, navnlig de administrative omkostninger, der i dag bebyrder medlemsstaterne. Jeg er enig med ordføreren i, at den procedure for gensidig evaluering, som Rådet har indført, medfører unødvendige bureaukratiske byrder for medlemsstaternes forvaltninger på nationalt, regionalt og lokalt plan. Jeg håber, at man hurtigst muligt vil vurdere de mulige fordele ved disse procedurer. Ellers vil de høje bureaukratiske omkostninger bestå. Sophie Auconie Jeg stemte for denne tekst. Dette handler ikke om at vurdere gennemførelsen af servicedirektivet, som Parlamentet vedtog i 2006, da det stadig er alt for tidligt at gøre dette. Dette handler om dels at understrege både den økonomiske og den sociale betydning af denne åbning af servicesektoren i Europa (de omfattede områder udgør 40 % af EU's BNP og stillinger, og vækstpotentialet ligger på mellem 0,6 og 1,5 % af BNP) og dels at fremhæve de grundlæggende elementer ved gennemførelsen af direktivet. For det første er der kvikskrankerne. Deres formål er at fremme udvekslingen af tjenester over hele Europa. I praksis skal iværksættere, som ønsker at starte en virksomhed i udlandet eller udbyde tjenester på tværs af grænserne, kunne bruge en kvikskranke, som forklarer alle de formaliteter og procedurer, som de skal efterleve for at etablere virksomheden. Disse kvikskranker er afgørende for servicedirektivets succes. For det andet er der direktivets anvendelsesområde. Jeg mener, at vi på europæisk plan må føre en oprigtig politisk forhandling om, hvad vi mener med tjenesteydelser af almen interesse, og de regler, som vi ønsker at gøre gældende for dem. Zigmantas Balčytis Jeg stemte for dette dokument. Målet med servicedirektivet er at gøre det væsentligt lettere, navnlig for selvstændige erhvervsdrivende samt små og mellemstore virksomheder, at udøve deres virksomhed, udvikle nye forretningsområder og rekruttere nye medarbejdere i andre medlemsstater. Servicesektoren, som tegner sig for 40 % af EU's BNP, har særlig stor betydning for økonomisk vækst og bekæmpelse af arbejdsløshed. Dette direktiv er et vigtigt skridt hen imod et indre marked for tjenesteydelser, hvilket bør give virksomhederne, og især SMV'er, mulighed for at yde en bedre service til konkurrencedygtige priser på hele det indre marked og frigøre det enorme økonomiske potentiale og jobskabelsespotentialet for det europæiske indre marked for tjenesteydelser. Hvis tjenesteyderne skal kunne nyde godt af servicedirektivets fordele, skal alle medlemsstater sikre en fuldstændig og rettidig gennemførelse af bestemmelserne i direktivet. Jeg mener, at Kommissionen nøje skal overvåge direktivets anvendelse i medlemsstaterne og udarbejde periodiske gennemførelsesrapporter med henblik på at fjerne de resterende hindringer i servicesektoren og frigøre dets økonomiske potentiale. Regina Bastos Servicedirektivet, som blev vedtaget i december 2006, omsætter princippet om fri bevægelighed i praksis med det mål at skabe et fælles marked for tjenesteydelser i EU. Selv om direktivet blev vedtaget allerede i 2006, har den foretagne vurdering afsløret flere forsinkelser med hensyn til dets gennemførelse i visse medlemsstater, som skyldes både lovgivningsmæssige og tekniske problemer, idet der har været behov for forskellige lovgivningsinstrumenter for at gennemføre det korrekt. Et fuldt funktionsdygtigt indre marked for tjenesteydelser er afgørende for Europas økonomiske genopretning, da sektoren tegner sig for mere end 70 % af arbejdspladserne og nettojobskabelsen i det indre marked. Gevinsten på EU-plan kan nå helt op på mellem 60 og 140 mia. EUR i alt, hvilket svarer til et vækstpotentiale på mellem 0,6 og 1,4 % af BNP. På denne baggrund støttede jeg betænkningen om gennemførelse af servicedirektivet, da det efter min mening er vigtigt at foretage vurderinger af gennemførelsen af direktiver i betragtning af, at disse vurderinger kan afsløre mangler ved gennemførelsen og gøre det muligt at udbedre dem. Jean-Luc Bennahmias Vurderingen af anvendelsen af servicedirektivet giver os efter min mening lejlighed til at fremhæve dets mangler, navnlig hvad angår anvendelsesområdet. I min udtalelse på vegne af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender nævner jeg den retlige usikkerhed, der i dag omgiver tjenesteydelser af almen interesse, og det påtrængende behov for at tage hensyn til deres særlige natur. Mens alle er enige om behovet for at afklare begreberne (økonomiske og ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse og sociale tjenesteydelser), er Parlamentet stadig splittet i spørgsmålet om, hvordan vi opnår dette. Jeg har slået til lyd for behovet for klare lovrammer, om nødvendigt gennem et rammedirektiv. Selv om jeg beklager, at dette ikke er med i den endelige tekst, må jeg lykønske fru Gebhardt, som nævner disse emner i sin betænkning på vegne af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, hvori der primært fokuseres på gensidig evaluering og kvikskranker. Under punkt 45 anføres behovet for lovrammer, ganske vist på sektorplan, og man erindrer om den forpligtelse, som hr. Barnier i sin nylige meddelelse indgår om at fremlægge forslag vedrørende tjenesteydelser af almen interesse i 2011. Jeg venter således på, at disse forslag fremlægges, og at der træffes foranstaltninger, som omsider giver tjenesteyderne og de lokale og regionale myndigheder et svar, men også anerkender disse ydelsers helt afgørende bidrag til social og territorial samhørighed. Sergio Berlato Det europæiske servicedirektiv trådte i kraft i december 2006 med det ambitiøse mål at åbne markedet for tjenesteyderne i EU, afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser i EU. Ifølge bestemmelserne i direktivet skal europæiske tjenesteydere kunne tilbyde deres arbejde uden bureaukratiske skranker overalt i EU. I den initiativbetænkning, der drøftes, og som Parlamentet har fremlagt for nøje at følge og ledsage gennemførelsen af direktivet i de nationale retssystemer, vurderer man medlemsstaternes hidtidige indsats. Navnlig har man påpeget forsinkelser i gennemførelsen af direktivet og store problemer med at fortolke anvendelsesområdet. For at beskytte markedsaktørerne opfordrer jeg derfor til, at vi hurtigt og utvetydigt definerer de tjenester, der falder ind under dette direktiv. Endelig mener jeg, at en effektiv gennemførelse af informationssystemet for det indre marked og en udvidelse af dets funktioner samt øget digitalisering af kvikskrankerne i Europa utvivlsomt ville være en kæmpestor fordel for tjenesteyderne og gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder at få adgang til information. Vilija Blinkevičiūt Jeg stemte for denne betænkning, fordi målet med servicedirektivet er at åbne markedet for tjenesteydere i Den Europæiske Union og afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed, der danner grundlag for det fælles marked. Servicedirektivets anvendelsesområde omfatter i princippet alle kommercielle tjenester, der udbydes af en tjenesteyder, der er etableret i en medlemsstat. Ikke omfattet er bl.a. tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, finansielle detailtjenesteydelser, transporttjenester, tjenesteydelser, der udføres af vikarbureauer, sundhedstjenester, sociale plejeydelser, børnepasning og byggeri. Direktivet sætter ikke spørgsmålstegn ved offentlige tjenesteydelser, og direktivet har under ingen omstændigheder til formål at udhule de offentlige forsyningspligtydelser. Det er ikke blot nødvendigt at sondre klart mellem de tjenesteydelser, der falder ind under dette direktiv, og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, men også at sikre beskyttelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ved hjælp af en rammelovgivning. Sebastian Valentin Bodu Servicedirektivet vil på ingen måde føre til deregulering eller liberalisering af servicesektoren, hvilket er blevet antydet. Dets formål er at udforme adgangen til nationale markeder i medlemsstaterne på en sådan måde, at vilkårlige hindringer fjernes, og at de regler, der fastholdes i medlemsstaterne, er rimelige og ikke-diskriminerende. Det anføres udtrykkeligt i direktivet, at hverken arbejdsretten, eller arbejdstagernes rettigheder berøres af disse lovgivningsmæssige bestemmelser. Parlamentet insisterede endda på dette, da det fremlagde sin holdning over for Rådet. Ifølge artikel 16 er der intet til hinder for, at en medlemsstat fastsætter krav vedrørende udførelsen af servicevirksomhed, hvis disse krav er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed eller beskyttelsen af miljøet. Gennemførelsen af direktivet er forsinket i nogle medlemsstater, men dette skyldes navnlig de forskellige fortolkninger af det. Derfor er det vigtigt, at direktivets anvendelsesområde defineres klart og gennemskueligt. Det er ikke blot nødvendigt at sondre klart mellem de tjenesteydelser, der falder ind under dette direktiv, og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, men også at sikre beskyttelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ved hjælp af en rammelovgivning med dette for øje. Vito Bonsignore skriftlig. - (IT) Formålet med servicedirektivet, som trådte i kraft i december 2006, er at åbne markedet for tjenesteydere i EU ved at fjerne alle protektionistiske begrænsninger, vilkårlige hindringer og diskriminerende regler. Derudover har Parlamentet altid insisteret på, at dette direktiv ikke må bruges som påskud for en farlig deregulering eller liberalisering af sektoren. Jeg stemte for denne betænkning, hvor man med rette nævner de (ofte ubegrundede) forsinkelser og stridsspørgsmål, der har været i forbindelse med gennemførelsen af servicedirektivet, som vedrører en sektor, der tegner sig for omkring 40 % af EU's bruttonationalprodukt (BNP) og arbejdspladser. Desuden giver direktivet europæiske virksomheder - og især små og mellemstore virksomheder - mulighed for at yde en bedre service til konkurrencedygtige priser. En positiv virkning af en korrekt og gennemsigtig gennemførelse af servicedirektivet vil være, at der bliver frigjort et enormt økonomisk potentiale og jobskabelsespotentiale for det indre marked for tjenesteydelser, der anslås til 0,6-1,5 % af EU's BNP - noget EU desperat har brug for. Derfor vil en fuld gennemførelse af direktivet i hele EU introducere konkurrenceaspekter på det indre marked, som i sidste ende vil være til fordel for borgerne og virksomhederne. Maria Da Graça Carvalho skriftlig. - (PT) Servicedirektivet er et grundlæggende vækstinstrument for EU, som gør det væsentlig lettere, navnlig for selvstændige erhvervsdrivende samt små og mellemstore virksomheder, at udøve deres virksomhed, udvikle nye forretningsområder og rekruttere nye medarbejdere i andre medlemsstater. Disse aktiviteter udgør 40 % af EU's BNP og arbejdspladser og er en afgørende sektor for økonomisk vækst og bekæmpelse af arbejdsløsheden. Det er vigtigt at konsolidere det enorme potentiale for økonomisk udvikling og jobskabelse, som ligger i det europæiske indre marked for tjenesteydelser, da det udgør et væsentligt skridt mod et reelt indre marked for tjenesteydelser, som giver virksomheder, og navnlig små og mellemstore virksomheder, mulighed for at yde en bedre service til borgerne til konkurrencedygtige priser i hele det indre marked. Jeg håber, at direktivets målsætninger vil begynde at blive opfyldt i nær fremtid, og at det vil være til gavn for hele EU og EU's regioner og dermed bidrage til en reel økonomisk, social og territorial samhørighed, idet der skabes anstændige, varige kvalitetsjob og sker en forbedring af de udbudte tjenesters kvalitet og af sikkerheden i forbindelse hermed. Philippe de Villiers Parlamentet stemmer om gennemførelsen af servicedirektivet, et direktiv, som man lovede allerede dengang, det stadig blev kaldt Bolkestein-direktivet, ville blive trukket tilbage. Parlamentet skal nu afgøre, hvorvidt det er blevet korrekt gennemført i medlemsstaterne eller ej. Tjenesteydelser udgør 40 % af EU's bruttonationalprodukt (BNP) og arbejdspladser med betydelige forskelle mellem de enkelte medlemsstater. Servicedirektivet indeholder forslag om "fremskridt" og standardisering på det retlige område, som vil ske på den franske befolknings bekostning og medføre en nedsættelse af de sociale standarder. Det er bydende nødvendigt at beskytte markederne og arbejdstagerne, da det er dem, der bidrager til velstanden i vores land og i denne verdensdel, men EU er som altid imod dette. Edite Estrela skriftlig. - (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at medlemsstaterne indtil videre kun har foretaget en delvis og begrænset gennemførelse af servicedirektivet. Til trods for at dette direktiv er en af de vigtigste europæiske lovgivninger, som sigter mod at åbne for den frie bevægelighed inden for servicesektoren i EU, er der stadig lang vej igen. Det er nødvendigt at sikre en korrekt gennemførelse af denne lovgivning, som blev vedtaget for over tre år siden, især med hensyn til en effektiv udvikling af kvikskranker, som alle borgere, der ønsker at udbyde tjenester i et andet land, kan anvende for at få den nødvendige information. Diogo Feio skriftlig. - (PT) Formålet med direktiv 2006/123/EF er at åbne markedet for tjenesteydere i EU, afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed med henblik på at få et ægte indre marked for sektoren. Servicesektoren tegner sig for 40 % af EU's BNP og arbejdspladser og har et enormt vækst- og jobskabelsespotentiale især for små og mellemstore virksomheder. Sidste frist for gennemførelse af direktivet var slutningen af 2009, men nogle medlemsstater mangler stadigvæk at foretage en korrekt og effektiv gennemførelse af det. Webportaler med alle nødvendige administrative oplysninger er kun i funktion i 22 stater, og ud af disse 22 er det kun i 14 af dem, at de nødvendige procedurer kan klares elektronisk. Det er nødvendigt at sikre og overvåge direktivets korrekte anvendelse i medlemsstaterne med henblik på at fjerne vilkårlige hindringer og/eller gøre de bestemmelser, der allerede gælder i medlemsstaterne, rimelige og ikke-diskriminerende. José Manuel Fernandes skriftlig. - (PT) Dette forslag til beslutning vedrører gennemførelsen af direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked. Princippet om fri bevægelighed for mennesker og varer i hele EU optræder i alle EU's traktater og sigter mod at støtte oprettelsen af det fælles marked. Direktiv 2006/123/EF blev vedtaget med det formål at fjerne de bureaukratiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne. Det viser sig imidlertid, at ikke alle medlemsstater har gennemført dette direktiv, da de mener, at visse aspekter ikke er blevet tilstrækkelig belyst. Derfor er denne beslutning relevant. Jeg bifalder oprettelsen af et hurtigt og effektivt system i form af kvikskranker til behandling af forespørgsler fra virksomheder og arbejdstagerrepræsentanter, og jeg håber, at disse kvikskranker ikke udelukkende begrænses til den elektroniske form, men også omfatter personlig rådgivning, da vi ved, at dette er vigtigt, når man er i et fremmed land. Ilda Figueiredo skriftlig. - (PT) Vi stemte imod denne betænkning i tråd med vores tidligere holdninger i forbindelse med det berygtede Bolkestein-direktiv og dets uacceptable målsætninger om at fremme liberaliseringen af tjenesteydelser, herunder offentlige tjenesteydelser, til fordel for særlige økonomiske og finansielle koncerners interesser i EU, og hvor prisen bliver højere arbejdsløshed og dårligere service til de respektive brugere, sådan som det allerede tydeligt kan ses inden for andre sektorer, der har været udsat for det samme. Denne betænkning sigter mod at lægge pres på de medlemsstater, der ikke er gået så hurtigt frem, som størstedelen af Parlamentets medlemmer ønsker - for at beskytte de europæiske økonomiske koncerners interesser - i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked. Direktivet trådte i kraft den 28. december 2006, og formålet er, som det anføres i betænkningen, "at åbne markedet for tjenesteydere i Den Europæiske Union og afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed, der danner grundlag for det fælles marked". Det, der imidlertid er brug for, er en objektiv vurdering af konsekvenserne af gennemførelsen af en liberalisering og efterfølgende privatisering af tjenester, i visse tilfælde af væsentlige offentlige tjenester, så vi atter kompromisløst kan forsvare folks rettigheder, heriblandt arbejdstagernes. Bruno Gollnisch Bolkestein-direktivet er blevet forsinket, fordi medlemsstaterne siges at have været for længe om at gennemføre det og gennemføre det korrekt. Det er sandt, at det i Frankrig kun til dels er gennemført i den nationale lovgivning. Og det er der en god grund til! For at undgå en offentlig debat og dermed yderligere opstandelse valgte Sarkozys regering med vilje ikke at bruge en rammelov, men at integrere direktivets principper i alle relevante lovtekster. Der er faktisk kun ét princip, nemlig princippet om fuldstændig og absolut etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser! En opdeling af de lovgivningsmæssige ændringer har resulteret i en proces, der mangler gennemsigtighed. Direktivets anvendelsesområde er stadig ikke klart, f.eks. er visse sociale tjenesteydelser, som formodes at være undtaget, alligevel omfattet af direktivet. Dem, der rent faktisk er undtaget i dag, er blevet sat på vågeblus i den forstand, at Kommissionen hvert tredje år kan forslå en fjernelse af undtagelserne. Og dertil kommer, at selv om den mest skandaløse bestemmelse i teksten, nemlig den om oprindelseslandsprincippet, formelt er blevet fjernet, har den sneget sig ind i teksten igen takket være de muligheder, der åbnes op for i udstationeringsdirektivet og forordningen om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser. Louis Grech Jeg stemte for denne betænkning, fordi servicesektoren tegner sig for 70 % af beskæftigelsen og for al nettojobskabelse i det indre marked og udgør den vigtigste kilde til direkte udenlandske investeringer. Servicedirektivet skaber den grundlæggende ramme for en højere grad af fri bevægelighed for tjenesteudbydere, styrker forbrugernes rettigheder som modtagere af tjenesteydelser, giver bedre adgang til information og vejledning samt øger gennemsigtigheden i forbindelse med tjenesteudbydere og de tjenester, de udbyder. Derfor bør en reel gennemførelse af servicedirektivet være en topprioritet for Kommissionen. Derfor skal Kommissionen arbejde sammen med medlemsstaterne med henblik på yderligere at forbedre det administrative samarbejde omkring de mekanismer, der falder ind under direktivets anvendelsesområde, især ved at sikre, at medlemsstaterne opretter fuldt operative kvikskranker. Desuden vil jeg opfordre Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at samarbejde om at udvikle det indre marked for tjenesteydelser på grundlag af den procedure for gensidig evaluering, som er opstillet i servicedirektivet, med henblik på at få opdateret feedback fra brugere, borgere og virksomheder omkring de nationale foranstaltninger til gennemførelse af servicedirektivet i de respektive medlemsstater, og således sikre, at medlemsstaterne reelt tager ansvar for det indre marked. Estelle Grelier Servicedirektivet, som blev vedtaget i 2006 og skulle have været gennemført i den nationale lovgivning inden den 28. december 2009, rejser fortsat spørgsmål i medlemsstaterne og hos de lokale myndigheder, der er direkte berørt af det. Denne initiativbetænkning fra Parlamentet af fru Gebhardt, hvori der foreslås en første vurdering af direktivets gennemførelse, berører således nogle af disse problemer og i særdeleshed usikkerheden omkring sociale tjenesteydelser og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (Hvordan defineres disse? Hvilke områder bliver berørt?) samt den manglende gennemsigtighed i gennemførelsesprocessen i nogle medlemsstater. Desuden skal det siges, at Frankrig skiller sig ud på grund af problemer med manglende gennemsigtighed og fleksibilitet i gennemførelsen af dette direktiv. Her er der et hav af forordninger og gennemførelseslove og en snæver fortolkning af undtagelserne i direktivet, som rejser tvivl om visse tjenesteydelsers fremtidige skæbne, såsom børnepasning og pasningsmuligheder for handicappede. Denne initiativbetænkning, som er blevet vedtaget med stort flertal, giver nu mere end nogensinde anledning til at påpege, at Parlamentets medlemmer og især socialisterne fortsat vil være årvågne med hensyn til gennemførelsen af dette direktiv og dets indvirkning på offentlige tjenesteydelser. Nathalie Griesbeck Fire år efter vedtagelsen af servicedirektivet afsagde Parlamentet i denne uge sin dom over direktivets gennemførelse i medlemsstaterne. Manglende information, dødvande på området for grænseoverskridende tjenesteydelser, unødvendige administrative begrænsninger osv., sådan lyder kritikken fra Parlamentet i den betænkning, vi har vedtaget, og som jeg har stemt for. Der skal helt klart ske fremskridt i medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsen af dette direktiv for at forbedre og lette grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser. Desuden vil jeg gerne gøre opmærksom på det vanskelige spørgsmål omkring direktivets anvendelsesområde, hvor en række områder bliver undtaget såsom ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse og visse tjenesteydelser (sociale tjenesteydelser, børnepasning, personlig hjælp osv.), som udføres af tjenesteydere med opdrag fra staten. To begreber, nemlig begrebet "ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse" og opdragsbegrebet, er ikke klart defineret og/eller fortolkes forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. Dette har ført til juridisk uklarhed, hvilket jeg meget beklager. Mathieu Grosch Det er af afgørende betydning for det fælles europæiske indre marked, at medlemsstaterne gennemfører servicedirektivet hurtigt og effektivt. Det er især vigtigt for små og mellemstore virksomheder, som gerne vil have mulighed for at levere tjenester på tværs af grænserne, at der findes kvikskranker, der kan give vigtige informationer og forklare de nødvendige procedurer. Der er nu gået mere end et år, siden fristen udløb for servicedirektivets gennemførelse i medlemsstaterne. Det giver ikke megen mening at forsætte med at debattere de mange ændringer. Det ville være mere nyttigt med en nøjere undersøgelse af gennemførelsesprocessen. Selv om nogle medlemsstater allerede har truffet de nødvendige foranstaltninger, lader det til, at andre har glemt alt om det dokument, de underskrev. Derfor må vi sikre, at direktivet gennemføres omgående og korrekt i alle 27 medlemsstater med henblik på så hurtigt som muligt at få forenklet processen omkring udveksling af tjenesteydelser mellem landene. Juozas Imbrasas skriftlig. - (LT) Jeg stemte for denne betænkning fra Parlamentet om gennemførelsen af servicedirektivet, som trådte i kraft i 2006. Formålet med servicedirektivet er at åbne markedet for tjenesteydere i EU og afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed, hvilket danner grundlag for det fælles marked. Direktivet sigter mod at udforme adgangen til markedet på en sådan måde, at vilkårlige hindringer afvikles, og at de regler, der fastholdes i medlemsstaterne, er rimelige og ikke-diskriminerende. Det er udtrykkelig blevet bestemt, at hverken arbejdsretten eller arbejdstagernes rettigheder berøres af lovinitiativet, hvilket Parlamentet har lagt særlig vægt på. Europæiske tjenesteydere skal kunne tilbyde deres arbejde overalt i EU uden bureaukratiske skranker. Direktivet omfatter forskellige tjenesteydelser, som udgør 40 % af EU's BNP. Jeg er enig i, at etableringen af kvikskranker udgør en vigtig del af en effektiv gennemførelse af dette direktiv. Petru Constantin Luhan Servicedirektivet er et afgørende skridt mod et reelt indre marked for tjenesteydelser, som vil gøre det muligt for virksomheder, især små og mellemstore virksomheder, at tilbyde borgerne bedre ydelser til konkurrencedygtige priser. Jeg støttede ordføreren, som giver udtryk for, at etableringen af kvikskranker er et vigtigt element i en effektiv gennemførelse af dette direktiv. Dette instrument kan være særdeles vigtigt for små og mellemstore virksomheder. Kvikskrankerne skal stille præcise, fuldstændige og forståelige informationer til rådighed om formaliteter, forvaltningsprocedurer, arbejdsmarkedsregler, medlemsstaternes skattesystemer især med hensyn til moms osv. Endvidere skal virksomhederne have støtte til afviklingen af de nødvendige forvaltningsprocedurer. Jeg mener, at det efter en fuldstændig gennemførelse er afgørende, at der foretages en grundig undersøgelse af servicedirektivets virkning på den økonomiske aktivitet, det kvalitative og det kvantitative beskæftigelsesniveau, den sociale beskyttelse, opfyldelsen af miljømæssige målsætninger og kvaliteten af de tjenesteydelser, forbrugerne tilbydes. David Martin Jeg stemte for dette beslutningsforslag. Servicedirektivet, som blev vedtaget i 2006, havde til formål at harmonisere visse aspekter af det indre marked i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser. Medlemsstaterne skulle have foretaget en fuldstændig gennemførelse af direktivet inden udgangen af 2009. Jeg opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort dette, til omgående at opfylde deres forpligtelser. Jean-Luc Mélenchon Det eneste positive, denne tekst bidrager med, er opfordringen til medlemsstaterne om at "sikre øget gennemskuelighed" ved gennemførelsen af dette servicedirektiv. Den franske regering er ligeglad! Bortset fra det, godkender man med denne betænkning fra et socialdemokratisk parlamentsmedlem det neoliberale diktat fra dette skadevoldende direktiv, og man går endda så vidt som til at kalde de medlemsstater til orden, som ikke har været "mere ambitiøse" i deres gennemførelse af det. Og hvad værre er, så indrømmer Parlamentet, at det ikke er i stand til at vurdere virkningerne af denne gennemførelse! Det er sandsynligvis derfor, vi ikke har afstemning ved navneopråb. Man skal ikke kende navnene på dem, der er ansvarlige for dette. Jeg vil stemme imod. Nuno Melo skriftlig. - (PT) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked sigter mod at fjerne de begrænsninger, der stadig eksisterer for udvekslingen af tjenester på tværs af grænserne. Efter en del problemer med gennemførelsen af direktivet fordi nogle medlemsstater var i tvivl, vil retningslinjerne for denne procedure, der tager sigte på at forenkle samordningen mellem medlemsstaterne vedrørende forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og den offentlige sundhed og sikkerhed, omsider blive gennemført i praksis i alle medlemsstater, og denne betænkning vil bidrage til en endnu mere effektiv gennemførelse og sikre, at de foreslåede foranstaltninger kommer til at fungere bedre. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde. Andreas Mölzer EU tilbyder en række muligheder for især tjenesteudbydere. Standardiserede EU-bestemmelser har skabt meget bedre vilkår for grænseoverskridende arbejde, og arbejdstagere bliver i stigende grad opfordret til at bruge nogle år på at arbejde i udlandet. De støder dog ofte på nationale bestemmelser omkring tjenesteydelser, som de ikke forstår, og som hyppigt fører til problemer eller misforståelser. Jeg har ikke stemt for denne betænkning, fordi den ikke giver nok information om omkostningerne i forbindelse med kvikskrankerne. RadvilMorkūnaitė-Mikulėnien Vedtagelsen af servicedirektivet har til formål at gøre det lettere at drive virksomhed på tværs af landegrænserne. Det gennemførte system har i betydelig grad nedbragt antallet af administrative byrder. Ikke desto mindre viser erfaringerne, at der i nogle EU-medlemsstater stadig eksisterer mange bureaukratiske faldgrubber for små virksomheder. I mange lande fungerer de planlagte kvikskranker ikke, eller de fungerer ikke tilfredsstillende, og de erhvervsdrivende skal stadig ofte have en endeløs række af licenser, der skal kontrolleres af en hel hær af kontrolmyndigheder. Det er den slags besvær, man udsættes for, ikke blot som lokal erhvervsdrivende, men også som tjenesteyder, der ønsker at tilbyde tjenesteydelser i andre EU-medlemsstater. Jeg tilslutter mig derfor betænkningens ordlyd og opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte med at gøre livet lettere for virksomhederne og sikre den frie bevægelighed for tjenesteydelser. Alfredo Pallone skriftlig. - (IT) Processen med at gennemføre servicedirektivet er baseret på en vanskelig procedure, der sigter mod at skabe gennemskuelighed og sammenhæng i medlemsstaternes systemer med hensyn til resultaterne af gennemførelsen af selve direktivet såvel som evalueringen af betydningen for det indre marked som følge af gennemførelsen. Dette er målsætningen i den foreliggende betænkning, som jeg stemte for, eftersom der er behov for at få bekræftet medlemsstaternes indsats. At fremme lovgivningsmæssig konvergens gennem en gensidig vurdering af den fuldstændige gennemførelse af denne lovgivning vil ikke blot gøre arbejdet nemmere for medlemsstaterne (som er så sent på den, at Parlamentet i denne betænkning anser det for nødvendigt at overvåge deres indsats), men det vil også opstille en ramme for systemet med kvikskranker, som vil kunne sikre informationsstrømmen til små og mellemstore virksomheder. Jeg vil blot bemærke, at 75 % af vores økonomi er baseret på tjenesteydelser, og at de på et globalt marked må være vores stærkeste kort. Jeg tror, at mere liberalisering, hvilket ikke betyder manglende regler, men blot mere konkurrence, er ønskeligt for fremtiden. Maria do Céu Patrão Neves skriftlig. - (PT) Servicedirektivet sigter mod at bidrage til en gennemførelse af det indre marked for tjenester, samtidig med at der sikres et højt kvalitetsniveau og social samhørighed. Det er beregnet til at være et vækstinstrument for EU, og dets gennemførelse skal indgå i Europa 2020-strategien og akten for det indre marked. Gennemførelsen af servicedirektivet udgør en stor udfordring for medlemsstaterne, de offentlige forvaltninger og de lokale myndigheder både på grund af dets bestemmelser om etableringsfrihed og retten til levering af tjenester og på grund af oprettelsen af kvikskranker, der skal være tjenesteudbydere behjælpelige, især de små og mellemstore virksomheder. Dette direktiv gør det væsentlig lettere for selvstændige erhvervsdrivende og i særdeleshed små og mellemstore virksomheder at udøve deres virksomhed, udvikle nye forretningsområder og rekruttere nye medarbejdere i andre medlemsstater. Jeg stemte for, da jeg er overbevist om, at informationssystemet for det indre marked og kvikskrankerne - fordi der kræves en betydelig indsats fra alle de berørte myndigheders side med hensyn til administrativt samarbejde - kan bane vejen for yderligere interoperabilitet og netværkssamarbejde på nationalt, regionalt og lokalt plan i hele EU og således bringe randområderne tættere på et reelt indre marked. Paulo Rangel skriftlig. - (PT) Formålet med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (servicedirektivet) er at åbne markedet for tjenesteydere i Den Europæiske Union, afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed, der danner grundlag for det fælles marked. Det er et vigtigt instrument hen imod et reelt indre marked for tjenesteydelser, som sigter mod at give virksomhederne, og især små og mellemstore virksomheder, mulighed for at give borgerne bedre service til konkurrencedygtige priser i hele EU og derved bidrage til at fremme velfærd og konkurrenceevne samt skabe arbejdspladser. Det er derfor vigtigt, som ordføreren med rette påpeger, at sikre en tilfredsstillende gennemførelse af det i medlemsstaterne, som skal garantere, at de vil fjerne bureaukratiske begrænsninger og give virksomhederne adgang til relevante informationer, især ved at fremme etableringen af kvikskranker. Evelyn Regner skriftlig. - (DE) Jeg har stemt for betænkningen om gennemførelse af servicedirektivet, fordi jeg mener, at den er velafbalanceret. Den fokuserer på vurderingen af de praktiske vanskeligheder og fremsætter specifikke forslag til løsning af disse. Jeg kommer fra et land, hvor servicedirektivet endnu ikke er blevet gennemført i den nationale lovgivning. Jeg mener, at det er vigtigt, at direktivet bliver gennemført, og at det bør ledsages af foranstaltninger, der kan forhindre indførelse af billig arbejdskraft og social dumping. Efter min mening er det også vigtigt, at betænkningen om gennemførelse af servicedirektivet sætter fokus på de områder, som bevidst er blevet udeladt, såsom de sociale tjenesteydelser og sundhedsområdet. Ved gennemførelsen skal man overholde dette til punkt og prikke. Frédérique Ries Næsten fire og et halvt år efter vedtagelsen af det berygtede servicedirektiv, også kaldet Bolkestein-direktivet, er dette vigtige emne, som dækker et bredt spektrum af aktiviteter, der tegner sig for omkring 40 % af EU's BNP og arbejdspladser, nu igen på Parlamentets dagsorden. Heldigvis er der nu faldet ro over tingene, og partierne på venstrefløjen lader til at have skrinlagt deres dogmatiske markeringer over for servicedirektivet, hvis formål, hvilket er vigtigt at påpege, er at fjerne unødvendige og restriktive hindringer for udveksling af tjenester inden for EU. Det bør siges, at fru Gebhardt i sin betænkning, som der stemmes om i dag, i mindre grad beskæftiger sig med indholdet i direktivet og i højere grad fokuserer på at vurdere medlemsstaternes bestræbelser på at gennemføre det. En sådan gennemførelse er i overensstemmelse med direktivet, eftersom medlemsstaterne skulle forenkle deres forvaltningsprocedurer og oprette kvikskranker inden udgangen af 2009, således at det blev lettere for virksomheder at klare formaliteter elektronisk via kvikskrankerne. Vi kan i det mindste sige, at der stadig mangler at ske fremskridt i mange medlemsstater, når det drejer sig om at styrke det indre marked og gøre det daglige arbejde lettere for små og mellemstore virksomheder, hvoraf kun 8 % udøver virksomhed på tværs af de nationale grænser. Crescenzio Rivellini skriftlig. - (IT) I dag har vi her i Parlamentet stemt om betænkningen om gennemførelsen af servicedirektivet. Formålet med direktivet er at åbne markedet for tjenesteudbydere i EU, afvikle protektionistiske begrænsninger for udøvelse af tjenesteydelsesvirksomhed i medlemsstaterne og håndhæve princippet om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser i Unionen, hvilket er centralt for det indre marked. Kort sagt skal europæiske tjenesteudbydere kunne tilbyde deres arbejde overalt i EU uden bureaukratiske skranker. Denne initiativbetænkning fra fru Gebhardt gør det muligt for os at vurdere gennemførelsen af servicedirektivet, hvis treårige gennemførelsesperiode udløb den 28. december 2009, efter at dette vigtige direktiv var trådt i kraft i december 2006. Ordførerens vurdering viser da også, at nogle medlemsstater endnu ikke har indført den tværgående lovgivning, som direktivet kræver for at blive gennemført korrekt, hvilket er grunden til, at der stadig er brug for en indsats for at få alle direktivets mekanismer på plads. Raül Romeva i Rueda Vi stemte imod betænkningen ved den endelige afstemning, fordi det med hensyn til tjenesteydelser af almen interesse nævnes, at de fleste medlemsstater ikke er stødt på nogen nævneværdige problemer. Selv om denne formulering til dels udvander det oprindelige forslag fra PPE-Gruppens skyggeordfører (fru Handzlik, Polen), som mener, at der overhovedet ikke har været nogen problemer, viser dette alligevel en tilbøjelighed til at ignorere den usikkerhed, direktivet skaber, især med hensyn til om sociale tjenesteydelser hører under direktivets anvendelsesområde eller ej. Endvidere fastholder man i betænkningen de begejstrede forventninger til direktivets virkning på beskæftigelsen, selv om der ikke foreligger nogen som helst konsekvensanalyse fra Kommissionen, og skønt nogle nationale konsekvensanalyser viser meget lave tal, når det handler om jobskabelse. Der er ingen beregninger omkring jobtab. Endvidere findes der intet omkring virkningen på jobkvaliteten for ikke at tale om det pres, det vil give på det niveau for arbejdsstandarderne, som er en udløber af EU-Domstolens retspraksis efter direktivets vedtagelse. Licia Ronzulli skriftlig. - (IT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi jeg mener, at virkeliggørelsen af et dynamisk marked for tjenesteydelser er en af EU's grundlæggende prioriteter. Selv om der er sket betydelige fremskridt inden for det indre marked, udgør tjenesteydelser på nuværende tidspunkt kun en femtedel af den samlede handel i Europa, og blot 8 % af de små og mellemstore virksomheder udøver virksomhed i andre medlemsstater end deres egen. Tallene i Kommissionens meddelelse sidste oktober om akten om det indre marked er helt klare og viser, at vi ved en liberalisering af tjenesteydelser vil kunne opnå en vækst på 4 % i bruttonationalproduktet over de næste 10 år. Dette mål kan kun nås ved at udvikle og gennemføre fælles bestemmelser. I disse krisetider må vi udnytte det eksisterende vækstpotentiale ved at hjælpe virksomhederne med at vokse, være innovative og skabe flere arbejdspladser. Kun på denne måde vil vi være i stand til at tilbyde bedre og mere konkurrencedygtige tjenesteydelser både til forbrugere og til virksomheder. Det indre marked for tjenesteydelser skal være et redskab til at genoprette den økonomiske vækst, genvinde forbrugernes tillid og sikre troværdige produkter til alle. Czesław Adam Siekierski Der eksisterer stadig en række begrænsninger for tjenesteydelser på det indre marked, og derfor er dette en vigtig betænkning, idet den analyserer gennemførelsen af de løsninger, der er blevet vedtaget. Servicedirektivet sigter mod en fuldstændig gennemførelse af bestemmelserne om det indre marked for tjenesteydelser. Det har også til formål at gøre det betydelig lettere for små og mellemstore virksomheder at starte deres virksomhed op eller udvide den. Dette vil fremme jobskabelsen og medvirke til at bekæmpe arbejdsløsheden. Borgerne vil kunne tilbydes tjenesteydelser af højere kvalitet til mere konkurrencedygtige priser, og sikkerhedsniveauet i sektoren vil blive forbedret. Det er imidlertid af afgørende betydning, at der foretages en vurdering af direktivets virkning efter medlemsstaternes fuldstændige gennemførelse af det. Parlamentet bør som en af de centrale aktører i projektet spille en vigtig rolle i overvågningen af denne proces. En hurtig og fuldstændig gennemførelse af direktivet er en vigtig betingelse for at nå de mål, der er sat med hensyn til samhørighed og regionalpolitik, og kan bidrage til opfyldelse af målene for Europa 2020-strategien samt medvirke til at fjerne den nuværende mathed på det indre marked for servicesektoren. Bart Staes Liberaliseringen af markedet for tjenesteydelser blev indført i 2006. Den gang stemte Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance imod servicedirektivet, fordi det havde mange svagheder, og fordi det ikke skabte retssikkerhed. Betænkningen, der skal stemmes om i dag, gør status over de vanskeligheder, der har været ved gennemførelsen af servicedirektivet. Selv om det indeholder visse gode elementer såsom opfordringen til en regelmæssig gennemgang og undersøgelsen af de langsigtede virkninger, indeholder det også elementer, som jeg er uenig i, f.eks. bemærkningen om, at medlemsstaterne kun er stødt på få eller ingen nævneværdige problemer i forbindelse med dets gennemførelse. Det passer simpelthen ikke, da det stadig står uklart, hvorvidt sociale tjenesteydelser er omfattet af direktivet eller ej. Betænkningen er ligeledes alt for optimistisk med hensyn til muligheden for jobskabelse. Der er aldrig foretaget nogen undersøgelse af, hvor mange job, der er blevet skabt, ej heller med hensyn til hvor mange job, der er gået tabt, eller kvaliteten af de job, der findes, endsige af det øgede pres på arbejdsbetingelserne som følge af Domstolens afgørelser. Desuden står der i betænkningen ikke et ord om den retlige usikkerhed, der vil opstå som følge af, at der ikke er blevet formuleret et klart alternativ til princippet om oprindelseslandet. De Grønne anmodede imidlertid om, at forbuddet mod, at medlemsstaterne stiller yderligere krav til tjenesteudbydere, blev taget op til fornyet overvejelse, men denne anmodning blev afvist. Jeg har stemt imod. Catherine Stihler Jeg har støttet denne betænkning om gennemførelse af servicedirektivet 2006/123/EF. Det er vigtigt, at sociale rettigheder og arbejdslove overholdes, når det indre marked forbedres for tjenesteydelser, hvilket vil gavne de erhvervsdrivende såvel som forbrugerne. Róża Gräfin von Thun und Hohenstein Jeg støtter på det kraftigste fru Gebhardts betænkning. Fristen for gennemførelse af servicedirektivet udløb for et år siden, og jeg bifalder, at Parlamentet nu sætter fokus på, hvordan processen skrider frem i medlemsstaterne. Servicesektoren tegner sig for en stor del af EU's BNP, men den grænseoverskridende handel med tjenesteydelser er slet ikke på samme niveau som for handel med varer. Denne betænkning viser, at gennemførelsen er ufuldstændig, og at borgerne endnu ikke får det fulde udbytte af fordelene ved dette direktiv. Kvikskranker i hver enkelt medlemsstat, hvor tjenesteudbydere kan få informationer om rettigheder og muligheder i andre EU-medlemsstater, er en vigtig bestemmelse i direktivet. Jeg mener, at det mest afgørende spørgsmål, som bliver rejst i denne betænkning, er den i høj grad manglende anvendelse af disse kvikskranker. Jeg støtter kraftigt forslaget om, at der iværksættes en effektiv informationskampagne for at synliggøre kvikskrankerne. Kommissionen bør øremærke midler til en reklamekampagne. Jeg vil imidlertid også understrege, at de lokale myndigheder i medlemsstaterne spiller en vigtig rolle, da de besidder de nødvendige kontakter og den nødvendige ekspertise til at sikre, at denne kampagne når ud til de rette. Hvis ikke dette bliver gjort, vil Unionens bestræbelser på at fremme den grænseoverskridende handel med tjenesteydelser være forgæves. Georgios Toussas skriftlig. - (EL) Gennemførelsen af denne mislykkede arbejderfjendske lov om "liberaliseringen" af tjenesteydelser, kendt som Bolkestein-direktivet, fremmer omfattende reaktionære ændringer på bekostning af arbejderklassen og græsrødderne. En åbning af markedet for tjenesteydelser, som tegner sig for 40 % af EU's BNP og arbejdspladser, indebærer en afskaffelse af kollektive aftaler, rammer de rettigheder, som arbejderne har kæmpet for på det lønmæssige, arbejdsmæssige og sociale område samt på andre områder, og sælger ud af strategisk vigtige offentlige økonomiske sektorer, som er folkets ejendom. Parlamentet har i beslutningsforslaget om tjenesteydelser opfordret EU og de borgerlige regeringer i medlemsstaterne til at fremskynde kapitalistiske omstruktureringer, således at direktivet om "liberaliseringen" af tjenesteydelser kan blive fuldstændig gennemført på grundlag af Kommissionens seneste meddelelse med titlen "På vej mod en akt for det indre marked" i 2011, hvis målsætning er at foretage yderligere drastiske nedskæringer af arbejdsstyrken og gøre det muligt for monopolerne at trænge ind i nye rentable sektorer. Oprettelsen af kvikskranker til servicevirksomheder i alle medlemsstater er blot et påskud til at fremskynde gennemførelsen af dette arbejderfjendske direktiv, hvis ratifikation har udløst en storm af protester fra arbejdere i alle medlemsstater. Det græske kommunistparti stemte imod dette beslutningsforslag om gennemførelse af servicedirektivet. Derek Vaughan Jeg støtter fuldt ud Evelyne Gebhardts betænkning om gennemførelse af servicedirektivet. De aktiviteter, der er omfattet af direktivet fra 2006, udgør 40 % af EU's BNP og arbejdspladser. Medlemsstaternes forskellige gennemførelsesmetoder har imidlertid gjort det vanskeligt for servicesektoren at drage fuld nytte af direktivet. Det er væsentligt for EU's indre marked at give udbydere af tjenesteydelser mulighed for at udøve virksomhed uden for deres hjemland, og ved at fjerne bureaukratiske skranker på nationalt plan vil direktivet kunne medvirke til EU's målsætninger om økonomisk vækst og jobskabelse. I henhold til betænkningen skal den enkelte medlemsstat sikre, at der udbredes mere information til virksomheder, der ønsker at udbyde tjenester på tværs af grænserne. Hvis dette sker gennem kvikskranker, vil det give servicesektoren mulighed for at drage fordel af grænseoverskridende handel. Det er ligeledes vigtigt at sørge for, at der via kvikskrankerne både er mulighed for personlig kontakt og kontakt ad elektronisk vej for at sikre, at brugerne modtager alle relevante oplysninger og får svar på spørgsmål. Det foreslås desuden i betænkningen, at tjenesteydelser, der var undtaget i det oprindelige direktiv i 2006, indføjes. Det drejer sig om sundhedstjenester, transport og sociale tjenesteydelser. Dette vil yderligere udvide direktivets anvendelsesområde og være til gavn for flere ansatte i servicesektoren. Angelika Werthmann Servicesektoren tegner sig for omkring 70 % af bruttonationalproduktet i EU. I nogle lande såsom Østrig, som er mit hjemland, er sektoren en drivkraft bag den økonomiske vækst. Formålet med direktivet er at fjerne urimelige hindringer for udveksling af tjenesteydelser på tværs af grænserne. Især små og mellemstore virksomheder støder ofte på bureaukratiske begrænsninger, som forhindrer dem i at drage fordel af det fælles indre marked. Direktivet tager hensyn til de særlige sociale forhold i de enkelte medlemsstater. En styrkelse af overvågningsmulighederne i de respektive oprindelseslande er et vigtigt skridt fremad. Det er imidlertid nødvendigt hurtigt at fastsætte en effektiv sanktionsmekanisme over for udenlandske tjenesteudbydere, der bryder loven. Jeg har stemt for fru Gebhardts betænkning, fordi jeg håber, at gennemførelsen af servicedirektivet vil fungere som et nyt incitament for arbejdsmarkedet. Luís Paulo Alves Jeg stemmer for denne betænkning, da jeg anser den for at være et tilfredsstillende og velafbalanceret kompromis, hvor det er lykkedes at sikre passagerernes rettigheder uden samtidig at lægge en tung byrde på transportvirksomhederne, der for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Den er således blevet en succes for Parlamentet, eftersom det lykkedes at ændre anvendelsesområdet fra 500 km, som var Rådets forhandlingsoplæg, til 250 km samt teksten i forbindelse med passagerers rettigheder, især omkring bevægelseshæmmedes behov. Det bør ligeledes understreges, at der er opnået en garanti for indkvartering i tilfælde af aflysning, ret til øjeblikkelig assistance i tilfælde af en ulykke, ret til kompensation i tilfælde af aflysning og til at få opdaterede oplysninger stillet til rådighed ad elektronisk vej. Marta Andreasen Vi er imod denne lovgivning, fordi det er helt sikkert, at: 1. De ekstra udgifter på grund af de udvidede rettigheder vil føre til permanent højere billetpriser, som vil gælde for alle passagerer. 2. Busruter, der giver et meget lille eller intet overskud, og hvor man ikke har mulighed for at hæve billetpriserne, vil blive nedlagt, hvilket udgør en serviceforringelse. EU bør ikke have ret til at lave love, der gælder for Storbritannien. Vi vil forsvare Storbritanniens ret som nation til at styre sig selv og lave sine egne love, og det gælder også lovgivning på transportområdet og miljøområdet. Laima Liucija Andrikien Jeg stemte for denne beslutning, hvori Parlamentet giver udtryk for sin holdning til beskyttelse af passagerers rettigheder. Forordningen finder anvendelse på al rutekørsel, såvel i som mellem EU-medlemsstater, hvor den køreplansmæssige rute ikke er længere end 250 km. Vi taler om rettigheder for buspassagerer i tilfælde af, at bussen bliver aflyst eller forsinket i mere end 120 minutter. I så fald skal passagererne omgående tilbydes valget mellem fortsættelse af rejsen eller omlægning af rejsen til deres slutdestination uden yderligere omkostninger eller tilbagebetaling af billetprisen. Hvis transportøren ikke giver passagererne disse valgmuligheder, har passagererne ud over tilbagebetaling af billetprisen ret til kompensation. I tilfælde af aflysning eller forsinkelse er det også vigtigt, at passagererne får alle nødvendige oplysninger. Endvidere skal den rejsende ligeledes tilbydes assistance, hvis en rejse af en varighed på mere end tre timer bliver aflyst, eller dens afgang bliver forsinket i mere end 90 minutter. I så fald skal den rejsende tilbydes måltider eller forfriskninger samt hotelovernatning i højst to nætter. Forpligtelsen til at sørge for indkvartering gælder dog ikke, hvis aflysningen eller forsinkelsen skyldes meget dårlige vejrforhold eller større naturkatastrofer. I betragtning af de problemer, som mange passagerer oplevede denne vinter, da de ikke kunne nå frem til deres bestemmelsessted på grund af vejret og endog måtte tilbringe adskillige nætter på busterminaler, bør der sikres ret til indkvartering. Elena Oana Antonescu I EU rejser mere end 70 mio. europæere med bus hvert år. Parlamentets faste holdning til buspassagerers rettigheder betyder, at transportselskaber fra nu af skal sørge for information, assistance og kompensation i hele EU for at opfylde passagerernes rettigheder. Uanset hvilken transportform europæerne benytter, nyder de nu beskyttelse på EU-plan. Jeg støtter denne betænkning, som indeholder bestemmelser om overbooking af busser eller forsinkelser af afgangene på mere end to timer for rejser på over 250 km såvel som aflysning af rejser. Desuden mener jeg, at politikken om ikke-diskriminering over for bevægelseshæmmede afspejles i en række grundlæggende rettigheder vedrørende ret til assistance på busterminaler, herunder gratis transport af særligt udstyr som f.eks. kørestole. Jeg stemte for denne betænkning, som støtter handicappedes og bevægelseshæmmedes rettigheder som f.eks. ikke-diskriminerende adgang til transport og retten til erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af kørestole og andre handicaphjælpemidler. Liam Aylward Handicappede skal have adgang til transport, og de bevægelseshæmmedes rettigheder skal sikres ved at sørge for adgang til assistance ved stoppesteder og busterminaler. Selv om jeg mener, at passagerer har ret til bedre information og hjælp fra forskellige organer og ved busterminalerne i hele EU, er det vigtigt ikke at lægge en unødvendig byrde på de små nationale eller frivillige organisationer, der driver busdrift i landdistrikterne, da det vil tvinge dem til at skære ned på den service, de leverer. Den buskørsel, der leveres af nationale eller frivillige organisationer, er ofte af afgørende betydning for lokalsamfundene og landdistrikterne. Resultatet af de yderligere udgifter, der anbefales i betænkningen, vil blive højere priser og en begrænsning af antallet af ruter, og nogle selskaber vil muligvis blive tvunget til at lukke. Overdreven regulering vil lægge en tung byrde på disse selskaber, hvoraf nogle allerede er under stort pres, og resultatet bliver en ringere service i landdistrikterne. Et transportsystem, der fungerer godt på lokalt plan, er bedre end en service, der ophører på grund af overdreven regulering. Zigmantas Balčytis skriftlig. - (LT) Jeg stemte for dette vigtige dokument. Transportsektoren er i vækst og EU-borgernes mobilitet stigende, og derfor er det vigtigt, at der indføres EU-dækkende rettigheder til beskyttelse af passagerer og skabes ensartede konkurrencevilkår mellem transportvirksomheder fra forskellige medlemsstater. Flypassagerer har længe haft mange rettigheder, og for to år siden fik tog- og flypassagerer de samme rettigheder og blev sikret vidtgående beskyttelse. Buspassagerer skal sikres lignende rettigheder, og bevægelseshæmmede skal ligeledes sikres bedre rejsemuligheder. Jeg mener, at det efter langtrukne og komplicerede forhandlinger er lykkedes at nå frem til en virkelig god og velafbalanceret aftale med Rådet, som til fulde beskytter passagerers rettigheder uden samtidig at lægge en byrde på transportvirksomhederne, der for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Fremover vil buspassagerer have ret til kompensation, hvis en rejse aflyses, bliver forsinket eller udskydes, samtidig med at der indføres bestemmelser omkring problemet med beskadiget eller mistet bagage og opstilles klare regler for retten til erstatning i tilfælde af ulykker. Gerard Batten and Nigel Farage Vi er imod denne lovgivning, fordi det er helt sikkert, at: 1. De ekstra udgifter på grund af de udvidede rettigheder vil føre til permanent højere billetpriser, som vil gælde for alle passagerer. 2. Busruter, der giver et meget lille eller intet overskud, og hvor man ikke har mulighed for at hæve billetpriserne, vil blive nedlagt, hvilket udgør en serviceforringelse. EU bør ikke have ret til at lave love, der gælder for Storbritannien. Vi vil forsvare Storbritanniens ret som nation til at styre sig selv og lave sine egne love, og det gælder også lovgivning på transportområdet og miljøområdet. Jean-Luc Bennahmias At bringe buspassagerers rettigheder på linje med tog- og flypassagerer er selvfølgelig en udmærket hensigt. Ikke desto mindre undlod jeg at stemme, fordi teksten efter min mening ikke er vidtgående nok. En begrænsning af anvendelsesområdet til 250 km for at få kompensation i tilfælde af større problemer betyder, at tre lande i EU fuldstændig bliver udelukket, selv om der let kunne have været indført en simpel undtagelsesmekanisme for de pågældende lande. Overordnet set er buspassagerer som helhed blevet dårligere stillet. Eftersom mobilitet er et problem, der ofte er til debat, ville det have været en god idé at sende et signal vedrørende rejser af meget kortere længde end 250 km. Mara Bizzotto skriftlig. - (IT) I forbindelse med den omhandlede tekst kan jeg kun støtte hr. Cancians betænkning, hvor vi er ved kernen i den institutionelle debat og ikke blot søger at skabe fælles regler, der kan sikre buspassagerers rettigheder, men også tager hensyn til handicappedes og bevægelseshæmmedes behov for mobilitet. Derfor henstilles det til busselskaber, at de sørger for udstyr og uddannelse til at sikre et minimum af assistance til handicappede eller bevægelseshæmmede, forudsat at passageren giver selskabet besked om sine behov senest 36 timer før afgang. Det er således lykkedes at opnå et kompromis, der fastsætter fælles minimumstandarder, som i høj grad er til fordel for passagererne uden samtidig at lægge alt for tunge byrder på transportvirksomhederne, der for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Sebastian Valentin Bodu Efter udfaldet af tirsdagens afstemning at dømme er det lykkedes Parlamentet at føje den manglende brik til den europæiske lovgivning omkring passagerers rettigheder, som skal gennemføres over hele linjen fra foråret 2013. Forhandlingerne har været vanskelige. Resultatet kommer imidlertid til at gælde for al national såvel som grænseoverskridende vejtransport, hvor ruten er længere end 250 km. Der var behov for en standardisering af normerne for vejtransport i en tid, hvor Europas borgere i stigende grad anvender denne transportform, da den er billigere og mere praktisk til korte afstande, hvor der ikke er flyforbindelser. Hvis man ser på de øvrige transportsektorer i Europa, er det kun naturligt, at vejtransportsektoren har de samme kompensationsregler som inden for flytransport, hvor reglerne blev standardiseret for længe siden. I alt for mange tilfælde bruger transportørerne reglen om eget skøn, især i de lande, der for nylig er blevet medlemsstater. At de nu bliver holdt ansvarlige, vil imidlertid kun medføre en forbedring af disse tjenester. Alle passagerer bør, hvad enten de rejser med fly eller bus, være bevidste om deres rettigheder især i de tilfælde, hvor de betaler for en bestemt service og nogle gange får noget helt andet. Jeg håber, at ganske få stater vil anmode om midlertidig undtagelse fra disse bestemmelser, og at bestemmelserne vil være taget i brug over hele linjen fra 2013. Vito Bonsignore skriftlig. - (IT) Jeg vil gerne rose hr. Cancian for et udmærket stykke arbejde, som har gjort det muligt for os at nå frem til et tilfredsstillende og velafbalanceret kompromis. Resultaterne af denne betænkning vil fra nu af også sikre rettigheder for buspassagerer, der hidtil som de eneste ikke har været særlig beskyttet på EU-plan. Derfor stemte jeg for dette dokument, som, hvilket jeg ligeledes sætter pris på, også tager hensyn til de transportvirksomheder, der opererer i denne sektor. Det lykkedes faktisk med disse aftaler at undgå at lægge urimelige byrder på transportvirksomhederne, der ofte drives som familiefirmaer og har en beskeden størrelse. Desuden mener jeg, at det er vigtigt, at EU vedtager særskilte bestemmelser, der hurtigt kan føre til et charter om passagerers rettigheder med særlig fokus på handicappedes og bevægelseshæmmedes behov. Jan Březina Jeg anser den endelige tekst for at være et velafbalanceret kompromis, der sikrer passagerernes rettigheder uden samtidig at lægge en stor administrativ byrde på transportvirksomhederne, som for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Jeg anser den for at være en succes for Parlamentet, idet det trods Rådets holdning lykkedes Parlamentet at udvide forordningens anvendelsesområde til at omfatte al rutekørsel, såvel national som grænseoverskridende, hvor ruten er 250 km eller længere, mens Rådets forhandlingsoplæg var minimum 500 km. Jeg bifalder, at passagererne i tilfælde af aflysninger, forsinkelser på mere end 120 minutter eller overbooking, ud over at have valget mellem fortsættelse af rejsen eller omlægning af rejsen til deres slutdestination eller tilbagebetaling af billetprisen, har ret til en kompensation svarende til 50 % af billetprisen. I betragtning af at forordningen om buspassagerers rettigheder er forbundet med forordningen om togpassagerers rettigheder, er jeg utilfreds med, at togpassagerer, i modsætning til buspassagerer, i mange EU-stater må vente på, at deres rettigheder bliver gennemført, især hvad angår retten til tilbagebetaling af beløb fra en fjerdedel til det halve af billetprisen i tilfælde af forsinkelser på mere end en time. Det tjekkiske transportministerium har også benyttet sig af muligheden for at udsætte gennemførelsen af denne europæiske lovgivning med fem år. Dets begrundelse for dette var de relativt store anlægsaktiviteter i det tjekkiske jernbanenet, hvilket skaber togforsinkelser. I den sidste ende betyder dette, at der indføres et system med to forskellige standarder, som stiller én gruppe af passagerer dårligere end de andre. David Campbell Bannerman Vi er imod denne lovgivning, fordi det er helt sikkert, at: 1. De ekstra udgifter på grund af de udvidede rettigheder vil føre til permanent højere billetpriser, som vil gælde for alle passagerer. 2. Busruter, der giver et meget lille eller intet overskud, og hvor man ikke har mulighed for at hæve billetpriserne, vil blive nedlagt, hvilket udgør en serviceforringelse. EU bør ikke have ret til at lave love, der gælder for Storbritannien. Vi vil forsvare Storbritanniens ret som nation til at styre sig selv og lave sine egne love, og det gælder også lovgivning på transportområdet og miljøområdet. Carlos Coelho skriftlig. - (PT) Eftersom transportsektoren er i stadig ekspansion, er det blevet afgørende at sikre, at passagerers rettigheder i lighed med de rettigheder, der gælder for andre transportformer, også gælder for bustransport i hele EU, da sektoren har oplevet en vækst på mere end 5 %, og der nu er 72,8 mio. passagerer om året. Det er ligeledes vigtigt at sikre ensartede konkurrencevilkår mellem transportvirksomheder fra forskellige medlemsstater såvel som mellem de forskellige transportformer. Derfor anser jeg det for vigtigt, at man efter næsten to års forhandlinger har kunnet opnå en aftale, som giver disse passagerer mulighed for at nyde godt af en lang række rettigheder, især hvad angår assistance i tilfælde af ulykker, forsinkelser, aflysninger, tilbagebetaling osv., samtidig med at der tages særlige hensyn til handicappedes og bevægelseshæmmedes rettigheder. Jeg støtter dette kompromis, som jeg anser for at være meget tilfredsstillende og velafbalanceret, eftersom det er lykkedes at sikre passagerers rettigheder uden samtidig at lægge en tung byrde på transportvirksomhederne, der for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Vasilica Viorica Dăncilă Jeg synes, at det varsler godt, at den endelige tekst kan anses for at være et meget tilfredsstillende og velafbalanceret kompromis, eftersom det er lykkedes at sikre passagerernes rettigheder uden samtidig at lægge omfattende restriktive byrder på transportvirksomhederne, der for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Anne Delvaux skriftlig. - (FR) I december 2008 fremlagde Kommissionen et forslag til en forordning om buspassagerers rettigheder. Dette forslags vigtigste formål var at indføre fælles bestemmelser vedrørende disse rettigheder. Dette er nu sket, og det glæder mig, at passagerer, der rejser mindst 250 km med bus, nu i hele EU vil få samme rettigheder til information, assistance og kompensation i tilfælde af aflysning, overbooking eller en forsinkelse på to timer eller mere. Passagererne skal tilbydes valget mellem tilbagebetaling af billetprisen eller fortsættelse af rejsen under de samme betingelser og uden yderligere omkostninger. Hvis tilbagebetaling er den eneste mulige løsning, skal der betales en kompensation svarende til 50 % af billetprisen. Desuden får passagererne ret til erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af deres bagage. Lena Ek, Marit Paulsen, Olle Schmidt og Cecilia Wikström I denne uge har Parlamentet stemt om en betænkning, hvis formål er at sikre buspassagerers rettigheder på EU-plan. Det kompromis, der er indgået med Rådet, er et skridt i den rigtige retning, men desværre er forordningens anvendelsesområde begrænset, og derfor vælger vi at undlade at stemme. Vi mener, at det er problematisk, at tre stater, nemlig Luxembourg, Malta og Cypern, er blevet udelukket fra aftalen, da dette i væsentlig grad svækker den samlede beskyttelse af passagerer i Europa. Vi mener ligeledes, at 250 km er for langt til at kunne anvendes som grundlag for EU-lovgivning, da det i praksis betyder, at buspassagerer, der rejser fra Luxembourg til Strasbourg eller fra Malmø til Växjö, ikke er beskyttet af denne lovgivning. Dette er beklageligt. Vi er desuden imod force majeure-klausulen, der begrænser transportørens ansvar i tilfælde af aflysninger eller forsinkelser, som skyldes meget dårlige vejrforhold eller større naturkatastrofer. Efter vores mening vil det danne en foruroligende præcedens for den kommende revision af forordningen om flypassagerers rettigheder. Vi bifalder imidlertid de forbedringer af handicappedes rettigheder, som følger af denne forordning, og den yderligere assistance, som disse mennesker nu vil kunne få. Edite Estrela skriftlig. - (PT) Jeg stemte for denne betænkning om buspassagerers rettigheder, eftersom de tildeles rettigheder svarende til passagerers rettigheder inden for andre transportformer. Den nye forordning indeholder vigtige bestemmelser, især med hensyn til handicappedes og bevægelseshæmmedes rettigheder, såvel som passagerers rettigheder i tilfælde af aflysning eller forsinkelse. Diogo Feio skriftlig. - (PT) Uanset hvilken transportform, der anvendes, har passagerer ret til sikker service af høj kvalitet, og derfor anser jeg det for positivt, at der indføres harmoniserede regler i hele EU for buspassagerers rettigheder. Endvidere mener jeg, at passagerers rettigheder grundlæggende bør være de samme uanset transportformen undtagen i de tilfælde, hvor det ikke vil være muligt på grund af karakteren af den pågældende transportform. Til sidst vil jeg lykønske fru Kratsa-Tsagaropoulou, hr. Simpson, ordføreren og alle, der har deltaget i forhandlingerne i Forligsudvalget, med det arbejde, de har udført og den aftale, de har opnået omkring den endelige udgave af denne forordning. José Manuel Fernandes skriftlig. - (PT) Denne betænkning vedrører et fælles udkast til Rådets og Parlamentets forordning om de grundlæggende rettigheder for buspassagerer. Først vil jeg gerne lykønske Forligsudvalget med det arbejde, de har udført, og den enighed, der blev opnået. Med udgangspunkt i de tre rettigheder, Rådet fremlagde i første omgang, er det faktisk lykkedes at nå frem til 12, hvoraf jeg vil fremhæve bestemmelserne om ansvarlighed, kompensation, assistance, alternativ transport og de særlige hensyn til handicappedes og bevægelseshæmmedes behov. Jeg bifalder derfor, at EU har taget dette yderligere skridt, som grundet den større sikkerhed og komfort helt sikkert vil øge antallet af passagerer, der rejser med bus, hvilket i betydelig grad vil bidrage til en yderligere CO2-nedbringelse. João Ferreira skriftlig. - (PT) I den aftale om buspassagerers rettigheder, som er opnået mellem Parlamentet og Rådet i Forligsudvalget, omdefineres det anvendelsesområde for forordningen, som blev fastlagt ved andenbehandlingen, idet den begrænses det til at gælde for buspassagerer, som benytter ruter, der betegnes som langdistanceruter - hvilket defineres som ruter, der er 250 km eller længere. Samtidig indeholder den 12 grundlæggende rettigheder, som også gælder for passagerer, der rejser over kortere køreplansmæssige afstande, med særlig fokus på handicappedes og bevægelseshæmmedes behov såsom erstatning i tilfælde af bortkomst eller beskadigelse af kørestole og andre handicaphjælpemidler, ikke-diskriminerende billetter og transportvilkår samt ret til information. Vi støtter naturligvis disse forslag. Vi har imidlertid vores tvivl med hensyn til de ændringsforslag, der blev stillet i Forligsudvalget, såvel som de anvendte kriterier for gennemførelse af forordningen. Der er stor forskel på EU-landenes størrelse og på de interne forhold, og dette gør det vanskeligt at anvende forordningen i nogle af disse, især i de mindste lande, hvor ikke ret mange ruter vil falde ind under betegnelsen "langdistanceruter", hvilket vil kunne medføre, at passagererne i disse lande uretfærdigvis ikke får gavn af de pågældende rettigheder. Nathalie Griesbeck Efter mange års procedure er vedtagelsen af denne tekst et betydningsfuldt fremskridt for passagerers rettigheder i Europa og især for handicappede og bevægelseshæmmede. Med vedtagelsen af denne forordning (som drejer sig om busrejser) vil alle transportformer i EU fremover være dækket af lovgivning, der sikrer passagererne rettigheder f.eks. i tilfælde af, at deres rejse aflyses eller er forsinket, eller deres bagage bortkommer og så fremdeles. Når dette er sagt, beklager jeg, at denne forordning kun gælder fra 250 km, da dette reelt udelukker tre medlemsstater i EU (Luxembourg, Malta og Cypern), men også mange rejseruter såsom Bruxelles-Amsterdam eller Budapest-Wien. Endelig beklager jeg dybt den manglende fleksibilitet for rejser i grænseområder, da dette hindrer europæernes mobilitet. Denne tekst er med andre ord meget mindre ambitiøs end den, vi forsvarede i Forligsudvalget for nogle få måneder siden, og meget mindre ambitiøs end det, jeg havde ønsket for passagerer i Europa. Sylvie Guillaume Jeg stemte for denne tekst, ikke kun fordi den sigter mod at forbedre buspassagerers rettigheder i forbindelse med erstatning og assistance i tilfælde af en ulykke, men også fordi den understreger princippet om ikke-diskrimination af bevægelseshæmmede, som bør have ordentlig adgang til denne transportform, der nu tegner sig for 10 % af al landtransport af passagerer i Europa. Endvidere glæder det mig, at passagerers rettigheder nu - takket være denne tekst - er beskyttet inden for alle transportformer. Ian Hudghton Jeg stemte for at indføre nye betydningsfulde rettigheder for buspassagerer. Jeg mener, at vi har opnået en rimelig balance mellem forbrugerrettigheder og transportvirksomhedernes behov. Dagens afstemning vil især få betydning og være til gavn for handicappede. Juozas Imbrasas Jeg stemte for denne forordning, hvori Parlamentet giver udtryk for sin holdning omkring beskyttelse af passagerers rettigheder. Jeg tror, at den vil bidrage til bedre forhold for passagerer og give større juridisk klarhed i tilfælde af en ulykke eller andre uforudsete hændelser. Samtidig vil de således styrkede passagerrettigheder kunne gennemføres uden at lægge en tung byrde på transportvirksomhederne, som for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Og som det vigtigste vil buspassagerers rettigheder svare til rettighederne inden for andre transportformer. Giovanni La Via skriftlig. - (IT) Efter vanskelige forhandlinger mellem Rådet og Parlamentet, kan vi nu i dag endelig vedtage hr. Cancians betænkning. For mig var der ikke noget alternativ til at stemme for ved denne afstemning, da denne betænkning giver EU mulighed for at kræve, at de enkelte medlemsstater indfører lovgivning på dette område, som er i overensstemmelse med forskrifterne i denne betænkning, hvis formål er at skabe større respekt for buspassagerer. I betragtning af at bussen er den mest anvendte transportform næst efter bilen - og det er en stigende tendens - har Europa pligt til at være talerør for de borgere, der anvender denne transportform. Betænkningen er udtryk for et godt kompromis, og jeg føler virkelig, at det bør fremhæves, at der er taget behørigt hensyn til handicappedes rettigheder ved at kræve, at transportørerne yder mere assistance til alle handicappede eller bevægelseshæmmede. En ikrafttræden af denne lovgivning betyder, at borgerne vil have ret til klare fælles regler om erstatning for skader og tilbagebetaling i tilfælde af forsinkelser i forhold til køreplanen. Bogusław Liberadzki Tirsdag den 15. februar 2011 vedtog Parlamentet en betænkning, som vil føre til et længe ventet resultat, nemlig ensartede rettigheder for passagerer inden for alle transportgrene. Rettigheder for passagerer, der rejser med bus i rutekørsel, er blevet styrket i tilfælde af mistet bagage eller mistede personlige ejendele, død eller tilskadekomst, problemer, som skyldes transportøren, osv. Et positivt træk ved forordningen er, at den indeholder bestemmelser om rettigheder for passagerer i hele EU. Det bør understreges, at disse grundlæggende rettigheder også omfatter handicappedes og bevægelseshæmmedes behov. Forordningen sigter mod at sikre ikke-diskriminerende adgang til transport. Den indeholder ligeledes bestemmelser om passagerernes ansvar og konsekvenserne af ikke at tage dette ansvar alvorligt, hvilket kan medføre tab af muligheden for at kræve kompensation. I lyset af ovenstående stemte jeg for denne forordning, som er udmærket og er den sidste brik, der mangler vedrørende regulering af passagerers rettigheder i EU. Petru Constantin Luhan Efter to års vanskelige forhandlinger med medlemsstaterne stemte Parlamentet i dag om vedtagelse af en aftale om en forordning, som omfatter alle rettigheder for passagerer, der benytter nationale eller grænseoverskridende langdistancebusruter. Jeg stemte for denne aftale, eftersom den indeholder 12 grundlæggende rettigheder, som er af overordentlig stor betydning for forbedring af kvaliteten af disse transportydelser. De omhandler især passagerernes ret til at blive forsynet med oplysninger før og under deres rejse og om handicappedes og bevægelseshæmmedes behov. Indførelsen af disse rettigheder gør det muligt at sikre ikke-diskriminerende adgang til transport. Denne betænkning omhandler desuden passagerers rettigheder, som jeg anser for meget vigtige, især hvad angår obligatorisk erstatning for mistet bagage, betaling af visse udgifter i tilfælde af en passagers død eller tilskadekomst såvel som kompensation på op til 50 % af billetprisen ud over tilbagebetaling af billetprisen, hvis en transportør aflyser en rejse og derfor ikke er i stand til at opfylde rejseaftalen. David Martin Jeg glæder mig over denne betænkning, hvor man beskriver nogle nye rettigheder for buspassagerer, hvilket bør hæve kvaliteten af disse ydelser, idet transportvirksomhederne presses til at få styr på tingene, når det handler om forsinkelser, aflysninger og bortkommet eller beskadiget bagage. Betænkningen indeholder desuden vigtige bestemmelser til forbedring af handicappedes og bevægelseshæmmedes adgang til lokale busruter. Gesine Meissner Denne forordning er et skridt i den rigtige retning, eftersom den beskriver en række rettigheder på EU-plan for buspassagerer. Med undtagelse af visse grundlæggende rettigheder finder den imidlertid kun anvendelse på rutekørsel, hvor ruten er 250 km eller længere. Et sådant begrænset anvendelsesområde kan næppe danne grundlag for en sand europæisk lovgivning, som er i alle buspassagerers interesse, og ALDE-Gruppen kan ikke støtte en sådan aftale. Vi er ligeledes imod force majeure-klausulen, som undtager transportører fra forpligtelsen til at sørge for indkvartering af den rejsende i tilfælde af aflysninger eller forsinkelser, som skyldes meget dårlige vejrforhold eller større naturkatastrofer, da dette kan danne præcedens for lovgivningen om andre passagerrettigheder i EU. Selv om den ikke er en sejr, udgør den dog en forbedring især for rejsende, der er handicappede eller bevægelseshæmmede. Det lykkedes os at sikre betingelserne om ikke-diskriminerende adgang til transport, handicaprelateret uddannelse af det personale hos busselskaberne og ved busterminalerne, som har direkte kontakt med passagerer, og erstatning for beskadigelse eller bortkomst af handicaphjælpemidler på alle ruter uanset rutens længde. På grund af dette og eftersom vi ønsker at skabe en EU-harmonisering af passagerers rettigheder, stemte vi ikke imod aftalen, men undlod at stemme ved den endelige afstemning. Nuno Melo skriftlig. - (PT) Hidtil har kun fly-, tog- og skibspassagerer været omfattet af særlig lovgivning. Fra nu af er passagerer, der rejser med bus, også sikret rettigheder. Buspassagerer vil således have rettigheder, der kan sammenlignes med passagerers rettigheder inden for andre transportformer. Den forordning, vi har vedtaget i dag, sørger for assistance og kompensation til passagerer i tilfælde af ulykker, aflysninger eller forsinkelser, samt for ikke-diskriminerende adgang for passagerer med handicap. De nye regler vil gælde for al national og grænseoverskridende rutekørsel med ruter på mindst 250 km. Dette er et vigtigt fremskridt med hensyn til beskyttelse af borgernes rettigheder. Alexander Mirsky Jeg stemte for betænkningen, men jeg vil gerne tilføje, at busselskaber også burde leve op til et krav om at have udarbejdet planer for sikkerhed og nødhjælp på internationale ruter og langdistanceruter, da folk kan komme til skade ved ulykker. Der er også brug for en yderligere regulering med hensyn til busselskabernes ansvar for passagerernes liv og helbred, herunder et obligatorisk helbredscheck af de buschauffører, der skal varetage passagerernes sundhed og velbefindende. RadvilMorkūnaitė-Mikulėnien Vi har i dag stemt for et dokument, som måske nok ikke er ideelt, men dog et godt kompromis, og som har medvirket til, at Rådet og Parlamentet kunne nå til enighed. Denne forordning, som omhandler passagerers rettigheder, fastsætter regler for kompensation i tilfælde af en ulykke eller forsinkelser, behandling af klager fra passagerer samt handicappedes rettigheder. Det er helt klart utilfredsstillende, at forordningen finder anvendelse på ruter på 250 km eller længere. Det kan egentlig ikke retfærdiggøres over for de små lande, men her handler det ikke bare om lokale ruter, men om internationale ruter, så derfor tror jeg, at dette dokument vil kunne sikre rettigheder for de EU-borgere, der rejser, samtidig med at der tages særlige hensyn til handicappedes rettigheder. Rolandas Paksas Jeg stemte for dette forslag til beslutning, som udvider buspassagerers rettigheder. Dette dokument er resultatet af et kompromis, der blev indgået efter lange forhandlinger, og som styrker gennemførelsen af passagerers rettigheder uden at lægge yderligere byrder på transportvirksomhederne. Jeg synes, at det er vigtigt at sikre, at buspassagerers rettigheder svarer til rettighederne inden for andre transportformer, og at transportvirksomhederne sikres ensartede konkurrencevilkår. Jeg er enig i forslaget om, at der samtidig med fastsættelse af bestemmelser for en passende erstatning for lidt skade skal fastsættes nogle grænser for erstatning, som medlemsstaterne skal følge. Det er især vigtigt at sikre, at der ydes rimelig og tilstrækkelig erstatning i tilfælde af død, og jeg mener derfor, at lofterne i den nationale lovgivning for en sådan erstatning ikke må være lavere end de minimumsbeløb, der fastsættes i forordningen. Desuden skal der i tilfælde af en ulykke ydes passende operativ assistance med henblik på at sørge for passagererne og forsyne dem med det, de måtte have brug for. Jeg er enig i de bestemmelser i forordningen, som sikrer passagererne i tilfælde af aflysning eller forsinkelse af en rejse og endog fastsætter yderligere kompensation. Det glæder mig, at der i forordningen især er fokus på handicappede og bevægelseshæmmede og deres behov for at få den nødvendige assistance under rejsen. Alfredo Pallone Hr. Cancians arbejde i forbindelse med forliget om forordningen om passagerers rettigheder har ført til vedtagelse af en europæisk retlig ramme for beskyttelse af buspassagerer, som skal stå side om side med oprettelse af et indre marked for transport. Hidtil har reguleringen af dette område på grund af et retligt tomrum været overladt til de nationale lovgivninger til stor skade for konkurrencen (på grund af de mange forskelle) og til skade for handicappede og bevægelseshæmmede borgere, hvis rettigheder nu er sikret af EU. Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at den er et godt stykke arbejde, som gennem et godt kompromis tvinger europæisk transportpolitik til på afgørende vis at udvikle sig ikke blot ved at sikre passagerernes rettigheder, men også ved ikke at lægge en alt for stor byrde på de transportvirksomheder, der opererer på området. Georgios Papanikolaou skriftlig. - (EL) Beslutningsforslaget om udkast til forordning om buspassagerers rettigheder udgør en betydelig forbedring af passagerers rettigheder. Til trods for at forhandlingerne mellem Parlamentet og Rådet varede i adskillige måneder, indeholder det endelige kompromis bestemmelser om en række rettigheder for buspassagerer, der rejser over afstande på 250 km eller mere, i stedet for de 500 km, som var Rådets forhandlingsoplæg. Inden fire år, som er fristen for gennemførelsen af denne særlige bestemmelse, vil græske buspassagerer og deres ledsagere kunne kræve kompensation for forsinkelser, aflysninger eller uberettigede ændringer i køreplanen. Det er kun ret og rimeligt at sikre sådanne rettigheder, og derfor stemte jeg for denne betænkning. Maria do Céu Patrão Neves skriftlig. - (PT) Jeg stemte for denne betænkning om buspassagerers rettigheder. Det glæder mig, at den endelige tekst udgør et tilfredsstillende og velafbalanceret kompromis, eftersom det er lykkedes at sikre passagerernes rettigheder uden samtidig at lægge en tung byrde på transportvirksomhederne, hvoraf mange er små og mellemstore virksomheder. Kommissionens forslag om at indføre EU-dækkende rettigheder til beskyttelse af buspassagerer svarende til rettighederne inden for andre transportformer og at skabe ensartede konkurrencevilkår mellem transportvirksomheder fra forskellige medlemsstater såvel som mellem de forskellige transportformer er en foranstaltning til gavn for alle. Forhandlingerne var langvarige og endte med en forligsprocedure, hvor de punkter, der skabte størst dødvande, handlede om de nationale håndhævelsesorganer og forordningens anvendelsesområde. Det endte med, at forordningen skal finde anvendelse for al rutekørsel, såvel national som grænseoverskridende, hvor den køreplansmæssige rute er 250 km eller længere (langdistance). Forordningen indeholder desuden bestemmelser om kompensation og assistance i tilfælde af en ulykke, om passagerernes rettigheder i tilfælde af aflysning eller forsinkelse samt om handicappedes og bevægelseshæmmedes rettigheder. Paulo Rangel skriftlig. - (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at den endelige tekst, der blev godkendt af Forligsudvalget, udgør et afbalanceret kompromis, som sikrer buspassagerers rettigheder ved at anerkende et vigtigt regelsæt for disse, især i tilfælde af ulykker, aflysninger eller forsinkelser, med hensyn til adgang til oplysninger og indgivelse af og behandling af klager samt med hensyn til handicappedes og bevægelseshæmmedes behov. Frédérique Ries Jeg stemte hverken for eller imod denne forordning om buspassagerers rettigheder, som blev vedtaget med et stort flertal af socialister og konservative. Jeg beklager det væsentlige tilbageskridt i forhold til den holdning, der oprindelig blev vedtaget af Parlamentet omkring tre hovedpunkter. 1: Kun ruter på mere end 250 km er dækket. Det betyder i praksis, at folk, der rejser med bus fra Bruxelles til Amsterdam, ikke er beskyttet, hvorimod flypassagerer er dækket! Dette er urimeligt, især i betragtning af at vi godt ved, at det ofte er dem, der er mindst velhavende, der benytter denne transportform. 2: Force majeure-klausulen (meget dårlige vejrforhold eller naturkatastrofer) kan alt for nemt påberåbes af busselskaber, der vil undgå at betale kompensation til passagererne i tilfælde af forsinkelser eller aflysninger. 3: Undtagelserne giver lande, der ønsker det, mulighed for at udskyde gennemførelsen af denne forordning indtil 2021! Ikke desto mindre bifalder jeg de fremskridt, der er indeholdt i teksten, nemlig kravet om, at der ydes assistance til handicappede og bevægelseshæmmede, samt rettigheder og kompensation i tilfælde af ulykker, forsinkelser eller aflysninger. Parlamentet har imidlertid valgt en dårligt udarbejdet lavprisaftale. De mange undtagelser og dispensationsmuligheder vil betyde, at anvendelsesområdet for disse rettigheder bliver kraftigt begrænset, hvilket er til skade for buspassagererne. Crescenzio Rivellini skriftlig. - (IT) Parlamentet stemte i dag om betænkningen om buspassagerers rettigheder. I december 2008 fremlagde Kommissionen et forslag til forordning om buspassagerers rettigheder. Kommissionen ønskede med dette forslag at indføre EU-dækkende rettigheder til beskyttelse af buspassagerer svarende til rettighederne inden for andre transportformer samt sikre ensartede konkurrencevilkår mellem transportvirksomheder fra forskellige medlemsstater såvel som mellem de forskellige transportformer. De vigtigste emner, som førte til en aftale gennem Forligsudvalget, er: anvendelsesområde, tidsmæssige undtagelser, kompensation og assistance i tilfælde af ulykker, passagerers rettigheder i tilfælde af aflysninger eller forsinkelser samt handicappedes og bevægelseshæmmedes rettigheder. Den endelige tekst kan anses for at være meget tilfredsstillende og velafbalanceret, da det deri er lykkedes at sikre passagerernes rettigheder uden samtidig at lægge tunge byrder på transportvirksomhederne, som for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Resultatet af forligsproceduren må betragtes som en succes for Parlamentet. Robert Rochefort Det glæder mig, at forhandlingerne mellem Parlamentet og medlemsstaterne endelig er mundet ud i vedtagelsen af en forordning, der sikrer øgede rettigheder for buspassagerer. Denne forordning udfylder et tomrum i lovgivningen om passagerers rettigheder, da der hidtil ikke har været EU-lovgivning på dette område i modsætning til inden for luftfartssektoren og jernbanesektoren. Denne tekst indeholder blandt andet bestemmelser om adskillige former for kompensation såsom snacks og forfriskninger, hvis forsinkelsen er på mere end 90 minutter, hotelovernatning i én nat i tilfælde af, at rejsen afbrydes, eller i tilfælde af en ulykke eller forsinkelse, som kræver overnatning, samt en øvre grænse for erstatning på 1 200 EUR i tilfælde af bortkomst eller beskadigelse af bagage, som er i transportørens varetægt. Dertil kommer særlige rettigheder for handicappede, ikke mindst bestemmelsen om at busselskaber skal yde dem assistance - forudsat at passageren har givet besked om sine behov senest 36 timer før afgang - samt betaling af kompensation eller erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af særlige hjælpemidler. Denne forordning finder anvendelse på al langdistancerutekørsel (250 km eller længere), såvel national som grænseoverskridende, fra foråret 2013. Raül Romeva i Rueda Under det belgiske formandskab svækkede Rådet i betydelig grad Parlamentets holdning, således som den blev vedtaget ved første- og andenbehandling. Forordningens anvendelsesområde gælder for ruter på mindst 250 km, dvs. at de fleste busruter ikke vil være omfattet. Der er også formuleringen omkring tilbagebetaling i tilfælde af forsinkelse (på mindst to timer, hvor halvdelen af billetprisen tilbagebetales - sammenlignet med jernbanetransport, hvor tilbagebetaling sker efter én times forsinkelse). Og endelig bliver rettighederne for personer med nedsat mobilitet begrænset og svækket, og de bliver ikke sikret fri adgang til bustransport. Derfor stemte vi imod. Licia Ronzulli Jeg stemte for denne forordning, som omsider anerkender og beskytter rettigheder for alle rejsende i alle transportsektorer, og således sætter brugerne i centrum i transportpolitikken. En bedre beskyttelse af passagerers rettigheder vil anspore folk til i højere grad at benytte offentlig transport og fremmer den sunde konkurrence mellem operatørerne ved at tilskynde dem til at udvikle mere konkurrencedygtige ydelser. Det er vigtigt at understrege, at den nye forordning vil blive anvendt i fuld overensstemmelse med nærhedsprincippet. To vigtige punkter, som er nye, er beløbene for erstatning i tilfælde af personlig tilskadekomst eller ved beskadigelse eller bortkomst af bagage samt garantien for assistance i tilfælde af forsinkelser eller rejseafbrydelser, hvilket tager udgangspunkt i den model, der anvendes inden for jernbane- og luftfartssektoren. I den endelige tekst anerkendes og beskyttes passagererne, og der tages særlige hensyn til handicappede og bevægelseshæmmede ved at sikre passende information og serviceydelser. Det er ligeledes vigtigt at understrege, at det ikke vil medføre yderligere omkostninger for virksomhederne i sektoren, som sikres mod tunge tilpasningsomkostninger, og derved sikrer man en rimelig balance mellem passagerernes rettigheder og hensynet til de små og mellemstore virksomheder. Oreste Rossi Gennem denne forordning anerkendes buspassagerers rettigheder omsider i lovgivningen. Til trods for at Kommissionen fremlagde forslag om denne forordning i 2008, er man først nu nået frem til et anstændigt kompromis, således at den eneste transportform, som stadig ikke havde bestemmelser til beskyttelse af passagererne, nu endelig har fået det. Der er blevet taget særlige hensyn til handicappedes og bevægelseshæmmedes behov. Det eneste stridsspørgsmål i teksten var anvendelsesområdet for bestemmelserne, som kun vedrører rejser, der er længere end 250 km. Assistance i tilfælde af forsinkelser omfatter pligt til at sørge for måltider, drikkelse og alternative transportmuligheder. Hvis en service ikke kan ydes, skal passageren ikke blot have tilbagebetaling, men om nødvendigt også tilbydes indkvartering i op til to nætter. Bortkomst eller beskadigelse af bagage kan udløse en erstatning på op til 1 200 EUR. Vilja Savisaar-Toomast skriftlig. - (ET) Jeg stemte imod den betænkning, der var til debat i dag, vedrørende buspassagerers rettigheder, da der efter min mening ikke tages hensyn til alle medlemsstater i Unionen, og man udelukker et stort antal busruter fra direktivets anvendelsesområde. 250 km er helt klart alt for lang en distance, da dette fuldstændig udelukker Malta, Cypern og Luxembourg. De fleste estiske, letlandske, litauiske, danske, hollandske og belgiske busruter bliver ligeledes udelukket. Jeg må desværre indrømme, at den estiske regering under forligsproceduren støttede den endnu længere distance på 500 km, hvilket fuldstændig ville have udelukket Estland. Jeg håber, at den dag snart vil komme, hvor den estiske regering på direktivets vej gennem lovgivningsprocessen vil støtte op om buspassagerernes rettigheder i stedet for busselskabernes profit. Bart Staes Dette er den fjerde pakke om beskyttelse af passagerers rettigheder. Efter at have indført ordninger omkring rettigheder for passagerer inden for fly- og jernbanetransport samt skibsfart er vi nu kommet til rettighederne for buspassagerer. De vil fremover få kompensation i tilfælde af forsinkelser ved rejser på mere end 250 km, assistance hvis deres rejse aflyses, beskyttelse i tilfælde af ulykker og dødsfald samt erstatning for mistede eller beskadigede genstande. Bevægelseshæmmede passagerer vil også have krav på særlig assistance i lighed med de krav, der allerede stilles til flyselskaber. Parlamentets holdning ved første- og andenbehandling blev betydelig udvandet i det endelige resultat. Parlamentet ønskede, at bestemmelserne skulle anvendes i forbindelse med rejser på mere end 50 km. Rådet ønskede dem kun anvendt ved rejser på mere end 500 km. Kompromiset blev 250 km. Dette betyder, at de ikke finder anvendelse på mange ruter såsom Bruxelles-Amsterdam, Luxembourg-Strasbourg eller Wien-Budapest. Det er imidlertid positivt, at denne lovgivning indeholder en liste med 12 grundlæggende regler, som gælder uanset rutens længde, og som fokuserer på handicappedes og bevægelseshæmmedes behov. Ikke desto mindre er Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance utrolig skuffet over det meget ringe resultat. Derfor stemte jeg sammen med resten af De Grønne imod denne aftale. Catherine Stihler Jeg stemte for denne betænkning, hvis formål er at sikre flere rettigheder til buspassagerer, herunder handicappedes og bevægelseshæmmedes ret til assistance. Beskyttelse af forbrugerne er en af Labour-partiets vigtigste prioriteter i Europa. Marc Tarabella Jeg bifalder vedtagelsen af denne betænkning, især fordi den forbedrer forholdene for handicappede og bevægelseshæmmede, fremmer mulighederne for indgivelse af og behandlingen af klager samt for kompensation og assistance i tilfælde af en ulykke. Ikke desto mindre vil jeg understrege, at der er akut behov for at sikre, at medlemsstaterne nøje overholder bestemmelserne omkring passagerers rettigheder i tilfælde af aflysning eller forsinkelse for at undgå de mange tilfælde af misbrug, vi har set i forbindelse med anvendelsen af forordningen om flypassagerers rettigheder. Nuno Teixeira skriftlig. - (PT) Hovedformålet med Kommissionens forslag er at sikre, at buspassagerer har samme rettigheder som passagerer inden for andre transportformer, såvel som at sikre ensartede konkurrencevilkår mellem transportvirksomheder fra forskellige medlemsstater og mellem de forskellige transportformer. Til trods for de uenigheder, der har været under processen, bifalder jeg, at denne forordning er blevet vedtaget, da den vil sikre buspassagerers rettigheder uden samtidig at lægge alt for mange byrder på de mange små og mellemstore virksomheder, der opererer inden for denne sektor. Forordningen indeholder en række grundlæggende rettigheder, hvoraf jeg vil fremhæve de særlige hensyn, der tages til bevægelseshæmmede og handicappede, samt retten til kompensation og assistance i tilfælde af ulykker, aflysninger eller forsinkelser. Disse rettigheder finder anvendelse på al rutekørsel, såvel national som grænseoverskridende, hvor den køreplansmæssige rute er 250 km eller længere. Passagerer, der kun rejser med på en del af en sådan langdistancerute, er også dækket. Derudover indeholder forordningen en række rettigheder for passagerer, der rejser over kortere køreplansmæssige afstande, især ikke-diskriminerende adgang til transport og retten til information på rejsen. Róża Gräfin von Thun und Hohenstein Forordningen om buspassagerers rettigheder er et glimrende eksempel på, hvorledes Parlamentet varetager forbrugernes rettigheder. Efter vanskelige forhandlinger med Rådet har vi vedtaget en tekst, som omhandler det sidste transportområde, hvor passagerers rettigheder endnu ikke var blevet reguleret på EU-plan. I starten af forhandlingerne krævede Parlamentet, at de nye bestemmelser skulle gælde for rejser, der var længere end 50 km, hvorimod Rådet ønskede en distance på over 500 km. I det indgåede kompromis blev distancen sat til 250 km eller længere. Passagerer på sådanne ruter vil være sikret en række indrømmelser og rettigheder i lighed med dem, der gælder for flypassagerer. EU-lovgivningen har klare regler for, hvilke rettigheder jeg har, hvis min bagage bliver væk i en lufthavn, eller hvis en flyafgang bliver meget forsinket. Buspassagerer har hidtil været meget dårligere stillet. I dag vil de blandt andet kunne kræve kompensation for forsinkelser eller beskadigelse af bagage, mens bevægelseshæmmede vil få særlig assistance. Indførelsen af et charter om passagerers rettigheder vil betyde, at borgerne bliver mere bevidste om, hvad de kan forvente af transportselskaberne. Dette charter vil indeholde en samlet oversigt over de grundlæggende rettigheder, passagerer har, uanset længden af deres rejse. Dette er et eksempel på god borgerfokuseret lovgivning. Denne forordning giver os mulighed for at styrke forbrugernes rettigheder og det fælles marked, og derfor stemte jeg for dens vedtagelse. Silvia-Adriana Ţicău Jeg stemte for denne forordning om buspassagerers rettigheder. Der indføres med den foreliggende forordning rettigheder for passagerer, som rejser med bus, i lighed med de rettigheder, der gælder inden for alle andre transportformer. Forordningen finder anvendelse på al rutekørsel, såvel national som grænseoverskridende, hvor den køreplansmæssige rute er mindst 250 km. Disse rettigheder drejer sig om ikke-diskriminerende adgang til transport for handicappede, såvel som erstatning i tilfælde af død og tilskadekomst samt ved bortkomst eller beskadigelse af bagage. Hvis en rejse aflyses eller er forsinket i mere end 120 minutter, skal passagererne omgående tilbydes valget mellem omlægning af rejsen til deres slutdestination uden yderligere omkostninger eller tilbagebetaling af billetprisen. Hvis transportøren ikke giver passagererne disse valgmuligheder, har passagererne ud over tilbagebetaling af billetprisen ret til kompensation svarende til 50 % af billetprisen. Såfremt en rejse af en varighed på mere end tre timer bliver aflyst, eller dens afgang bliver forsinket i mere end 90 minutter, skal transportøren tilbyde assistance og hotelovernatning til en værdi af op til 80 EUR pr. nat og pr. person i højst to nætter. Jeg opfordrer til at sikre, at passagerer gøres tilstrækkelig opmærksomme på deres rettigheder, således at de kan kræve kompensation i tilfælde af, at disse rettigheder ikke respekteres. Viktor Uspaskich Det er vores pligt at sikre, at transportselskaberne behandler passagererne ordentligt, og at handicappede ikke hindres adgang til transport. Det er vigtigt at sikre ensartede konkurrencevilkår mellem transportvirksomheder fra forskellige medlemsstater såvel som mellem de forskellige transportformer. Vi har brug for et velafbalanceret kompromis, der kan sikre passagerers rettigheder i alle medlemsstater, som rent størrelsesmæssigt kan være meget forskellige, uden samtidig at lægge en tung byrde på transportvirksomhederne, der for de flestes vedkommende er små og mellemstore virksomheder. Frem for alt bør nye regler forbedre kvaliteten inden for EU's transportsektor og øge konkurrencen. Vi må imidlertid ikke glemme spørgsmålet omkring trafiksikkerhed på vejene. I Litauen er vi særlig afhængige af vejtransport - mere end 90 % af alle rejsende kører i bil. Omkring 8 % rejser med bus. Trafiksikkerhed er et meget vigtigt emne, som efter min mening ikke har fået nok opmærksomhed. Ifølge EU-statistikker er der 110 trafikdræbte pr. million indbyggere i Litauen. Til sammenligning kan nævnes, at tallet i Sverige er 39 trafikdræbte pr. million indbyggere. I Det Forenede Kongerige er det 41. Tallet for Litauen er uacceptabelt og meget højere end gennemsnittet i EU på 70. Det bør der gøres noget ved. Derek Vaughan Jeg hilser betænkningen om buspassagerers rettigheder, da den er et vigtigt skridt i at yde en større beskyttelse til rejsende samt i at øge komforten og bekvemmeligheden for handicappede passagerer. Betænkningen sikrer, at dem, der rejser langdistance med bus gennem Europa, har adgang til bedre information, assistance og erstatning i tilfælde af forsinkelse eller aflysning af en tjeneste. Passagererne vil være berettigede til forfriskninger i tilfælde af en kort forsinkelse, refusion for over 2 timers forsinkelse, og op til 1 200 EUR for bortkommet eller beskadiget bagage. Jeg støtter betænkningens vigtige fremstød for handicappede rejsendes rettigheder. For første gang garanteres der ikke-diskriminerende adgang til transport, da forordningen fastlægger, at busselskabernes personale skal være uddannet til at hjælpe handicappede, og at en passager, hvor der ikke kan tilbydes hensigtsmæssig assistance, kan rejse gratis med den handicappede for at sikre vedkommendes komfort. Dette er et vigtigt skridt i at samordne Europa imod diskriminering. Min stemme til fordel for denne betænkning afspejler behovet for en europæisk standard for buspassagerers rettigheder, som sikrer deres komfort, sikkerhed og retfærdige behandling, mens de rejser gennem Europa. Dominique Vlasto skriftlig. - (FR) Jeg stemte for denne beslutning, som foreslår ensartet lovgivning for passagerrettigheder inden for offentlig vejtransport. Der skal således indføres specifikke foranstaltninger for at fremme buspassagerers retssikkerhed, rettigheder og information. Fra nu af vil rejsende nyde samme erstatningsgarantier, som de nyder inden for jernbane- og luftfartssektorerne, særligt hvis deres rejse forsinkes eller aflyses. Denne afstemning er en del af EU's politiske vilje til at etablere fælles lovgivning for brugere af alle former for transport. Jeg hilser også anvendelsen af foranstaltninger til fordel for handicappede og bevægelseshæmmede, for disse foranstaltninger vil nemlig lette deres adgang til vejtransport. Denne beslutning er med til at fjerne forhindringerne for bevægelsesfrihed for rejsende inden for EU. Endelig har man fundet et afbalanceret kompromis med forslaget om fleksibel lovgivning, som vil sikre, at transportselskaberne, der ofte er små virksomheder, ikke bliver straffet. Efter min mening er disse nye foranstaltninger med til at fremme en transportform, som er tilgængelig for flest mulig mennesker, særligt i turistbranchen. Iva Zanicchi skriftlig. - (IT) Jeg stemte for Cancian-betænkningen, fordi den omsider etablerer grundlæggende garantier for de 70 mio. europæiske borgere, som rejser med bus hvert år inden for EU, og som havde ventet et stykke tid på at få værnet om deres rettigheder. Uanset hvilket transportmiddel de vælger, vil de europæiske borgere blive beskyttet og ivaretaget som følge af Kommissionens løfte om at revidere de eksisterende bestemmelser omhyggeligt og at harmonisere dem i en enkelt lov, der fastlægger fælles standarder for alle rejseformer samt særlige bestemmelser for den specifikke transportmetode, der benyttes. Luís Paulo Alves skriftlig. - (PT) I betragtning af, at den gennemsnitlige reduktion af CO2-emissioner i perioden 2002-2007 for lette erhvervskøretøjer kun var på 0,4-0,5 % om året, og at fællesskabsmålene for nye lette erhvervskøretøjer er nødvendige for at forebygge en fragmentering af det indre marked, stemmer jeg for dette forslag. Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at lette erhvervskøretøjer ikke kan sammenlignes med personbiler, og at forslaget om 150 g CO2/km er ambitiøst, men realiserbart. Jeg er også enig i, at fabrikanter skal have mulighed for at danne pools af personbiler og lette erhvervskøretøjer, eftersom dette har vist sig at reducere omkostningerne for fabrikanternes overholdelse af reglerne og øge beskæftigelsen på miljøområdet i tråd med Europa 2020-strategien. Jeg er også enig i, at dette spørgsmål bør drøftes i adskillige faser inden 2011, og ikke kun i 2014, som Kommissionen foreslår. Laima Liucija Andrikien Jeg stemte for denne beslutning, hvor Parlamentet giver sin tilslutning til en ny EU-forordning, der indfører CO2-grænser for lette erhvervskøretøjer fra 2014. Jeg tror, at nye krav og CO2-grænser vil være med til at bekæmpe global opvarmning, nedbringe driftsomkostningerne gennem brændstofbesparelser og øge europæiske bilfabrikanters innovation og konkurrenceevne. Med disse bestemmelser er de nødt til at udstyre køretøjerne med grøn teknologi og fortsat sælge dem til en overkommelig pris. Fra 2014 skal 70 % af nye erhvervskøretøjer under 3,5 t overholde en gennemsnitlig emissionsgrænse på 175 g CO2/km. I 2020 vil grænsen falde til 147 g. Det er en ambitiøs, men realiserbar plan. Zigmantas Balčytis skriftlig. - (LT) Jeg stemte for denne betænkning. Rådet gav på mødet den 8.-9. marts 2007 et fast tilsagn om at reducere Fællesskabets samlede drivhusgasemissioner med mindst 20 % under 1990-niveau senest i 2020, og med 30 %, forudsat at andre industrilande forpligter sig til tilsvarende emissionsreduktion, og økonomisk mere fremskredne udviklingslande bidrager i henhold til deres respektive kapaciteter. Politikker og foranstaltninger bør gennemføres på medlemsstats- og EU-plan på tværs af alle sektorer i den europæiske økonomi, og ikke kun inden for industri- og energisektorerne, for at opnå de nødvendige emissionsreduktioner. Vejtransport er den næststørste drivhusgasemitterende sektor i EU, og dens emissioner, herunder emissioner fra lette erhvervskøretøjer, fortsætter med at stige. Hvis vejtransportemissioner fortsætter med at stige, vil det underminere andre sektorers bestræbelser på at bekæmpe klimaændringerne markant. Der har hidtil ikke været en lovgivning i EU, som regulerede CO2-emissioner fra lette erhvervskøretøjer, selv om efterspørgslen på disse køretøjer er stigende i EU. Jeg tror, det er lykkedes os at nå til enighed med Rådet om et afbalanceret dokument, som vil være med til at reducere CO2-emissioner og vil stimulere bilindustrien til at investere i nye og mindre forurenende teknologier. Jean-Luc Bennahmias skriftlig. - (FR) Det er en ædel tanke, den med at reducere CO2-emissioner på lette køretøjer. Det, der fremlægges for os som et realistisk kompromis med Rådet, er imidlertid i virkeligheden en tredjerangsaftale. Den godkendte betænkning begrænser de gennemsnitlige CO2-emissioner på nye lette erhvervskøretøjer til 175 g/km, mens det langsigtede mål er 147 g/km, hvilket ikke vil blive nået før tidligst i 2020. Det er ikke tilstrækkeligt. Kommissionen foreslog en grænse på 135 g/km, et mere ambitiøst og lige så realistisk forslag. Jeg stemte imod denne betænkning, fordi jeg beklager, at vi ikke har opnået et kompromis, der bringer os tættere på Kommissionens forslag. Fremgang inden for effektiv energiudnyttelse og innovationsforvaltning er i dag prioriteter, som alle erkender, men vi er stadig nødt til at leve op til vores udtalelser ved at stille ambitiøse forslag. Sergio Berlato skriftlig. - (IT) Forslaget til forordning om nedbringelse af CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer falder ind under Kommissionens strategiramme for reducering af CO2-emissioner i atmosfæren. Flere grafer i den seneste rapport fra Det Europæiske Miljøagentur viser imidlertid klart, at CO2-emissioner fra vejtransport i EU-15 og EU-27 enten har været stabile eller faldende siden 2003. I tillæg er det værd at overveje, at lette erhvervskøretøjer kun er ansvarlige for ca. 1,5 % af kuldioxidemissionerne fra transportsektoren. De langtrukne og vanskelige forhandlinger i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed fokuserede frem for alt på den langsigtede emmissionsgrænse, som blev fastlagt til 147 g CO2/km. Dette tal lever ikke helt op til mine forventninger, selv om det er bedre end det, der først blev foreslået. For at beskytte sektorens industri havde Italien faktisk bedt om, at niveauet ikke kom under 160 g CO2/km, og i Rådet syntes mange medlemsstater at bevæge sig mod en aftale om en minimumsgrænse på 155 g CO2/km. Afslutningsvist tænker jeg, at det resultat, der blev opnået på trepartsmødet mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet om at reducere langsigtede CO2-emissioner, stadig er ude af proportion med bilindustriens særlige karakteristika, og jeg vil gerne udtrykke min bekymring for risikoen for at skade industrien og beskæftigelsesniveauerne i branchen. Vilija Blinkevičiūt Lette erhvervskøretøjer benyttes hovedsageligt af virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder. For øjeblikket udgør lette erhvervskøretøjer ca. 12 % af bilparken. Vi må også erkende, at disse køretøjer ofte indkøbes i store mængder af indkøbere af bilparker og derfor allerede er underlagt en streng kontrol med hensyn til deres effektivitet og driftsomkostninger. Den gennemsnitlige reduktion af CO2-emissioner for lette erhvervskøretøjer udgjorde i perioden 2002-2007 0,4-0,5 % om året, og denne forbedrede brændstoføkonomi er blevet opvejet af den øgede efterspørgsel efter transport og større køretøjer. Det er derfor nødvendigt at vedtage fællesskabsmål for nye lette erhvervskøretøjer for at forebygge en fragmentering af det indre marked, som ville kunne opstå med vedtagelsen af uensartede foranstaltninger på medlemsstatsniveau. Fastsættelse af CO2-emissionsnormer for nye lette erhvervskøretøjer er endvidere nødvendigt for at forebygge risikoen for, at der opstår et lovgivningsmæssigt hul som følge af en vis overlapning mellem registreringer af personbiler og lette erhvervskøretøjer. Vito Bonsignore skriftlig. - (IT) Jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans arbejde så langt. Jeg værdsætter essensen af denne betænkning, som sigter mod at bidrage til EU's målsætning om at reducere CO2-emissioner ved også at producere bedre fungerende lette erhvervskøretøjer. Det er imidlertid velkendt, at disse transportmetoder næsten udelukkende anvendes til kommercielle formål, og der er derfor, sammenlignet med personbiler, mindre spillerum for at ændre deres form eller masse. Så længe man forstår, at den bedste måde at opnå dette på - som ordføreren bemærker - er gennem ændringer af motorer og køretøjernes mekanik, støtter jeg faktisk den aftale, der er indgået om tidsplanen for gennemførelse af disse ændringer. Jeg mener, at den oprindelige, kortsigtede målsætning om at nå ned på 175 g CO2/km mellem 2014 og 2017 faktisk er temmelig fornuftig, mens yderligere reducering af emissionerne til 147 g CO2/km logisk set kan opnås senest i 2020. Jan Březina skriftlig. - (CS) På den ene side er det forståeligt, at forlaget stort set er baseret på lovgivningen om CO2-emissioner fra biler, men på den anden side bør vi huske på, at denne sektor ikke fungerer på samme måde. Varevogne har en længere udviklings- og produktionstid og anvendes hovedsageligt til kommercielle formål, og i modsætning til biler er der færre muligheder for at ændre deres form og vægt for at reducere emissioner. Den væsentligste måde at opnå dette på med varevogne er at ændre motoren og køretøjets mekanik, hvilket er en meget længere og dyrere proces end en simpel ændring af karosseriet. Den kendsgerning, at varevogne i langt højere grad bruger diesel som brændstof, spiller også en vigtig rolle. Jeg har forbehold vedrørende forslaget om, at sanktioner mod fabrikanter, for hvem det ikke lykkes at reducere CO2-emissionerne på varevogne, bør være højere end sanktioner mod fabrikanter, som ikke formår at reducere emissionerne fra biler. Efter min mening bør sanktionerne være de samme på begge områder. Jeg forstår grundene til at indføre obligatoriske hastighedsbegrænsende anordninger for varevogne, men jeg er bekymret for, at dette måske vil skabe præcedens for indførelsen af hastighedsbegrænsende anordninger for andre typer af køretøjer. Vi må omhyggeligt overveje, om dette ikke er en overdrevet restriktiv forordning, der overskrider rammerne for proportionalitet. Maria Da Graça Carvalho skriftlig. - (PT) Strategien for bæredygtig udvikling ivaretager de mest presserende problemer med hensyn til bæredygtig udvikling som f.eks. transport, klimaændringer, offentlig sundhed og energibesparelse. Vejtransportsektoren er den næststørste kilde til drivhusgasser inden for Unionen, og dens emissioner og herunder emissioner fra lette erhvervskøretøjer fortsætter med at øge. Hvis emissioner inden for denne sektor fortsætter med at øge, vil denne øgning true andre sektorers bestræbelser på at bekæmpe klimaændringerne markant. Det er vigtigt at gøre teknologiske fremskridt og fremme miljøinnovation, idet man tager højde for den europæiske bilindustris øgede konkurrenceevne på lang sigt og for skabelsen af flere kvalitetsarbejdspladser. I erkendelse af høje forsknings- og udviklingsomkostninger og for at fremme den europæiske bilindustris konkurrenceevne bør der anvendes tilskyndelsesordninger såsom modregning af miljøinnovationer og bevilling af superkreditter. Vasilica Viorica Dăncilă Jeg mener, at dette forslag til forordning er baseret på den præmis, at det at nedbringe lette erhvervskøretøjers brændstofforbrug vil reducere det samlede niveau af CO2-emissioner fra transport, hvorved man afbøder klimaændringerne og sætter CO2-emissionsgrænser for nye lette erhvervskøretøjer i EU. Edite Estrela skriftlig. - (PT) Jeg stemte for betænkningen om nye lette erhvervskøretøjer, som følger i kølvandet på EU-strategien om at nedbringe emissioner fra lette køretøjer. Denne betænkning omfatter foranstaltninger - såsom superkreditter for ikkeforurenende køretøjer eller lavemissionskøretøjer, bøder, hvis grænserne overskrides, og incitamenter til miljøinnovation for at hjælpe fabrikanterne til at udvikle nye og mere miljøvenlige teknologier - som vil gavne EU's konkurrenceevne og skabe beskæftigelsesmuligheder. Diogo Feio skriftlig. - (PT) Nu, hvor debatten om CO2-emissioner er blevet uundgåelig, fordi den er central for drøftelsen af klimaændringer, er det vigtigt at finde løsninger for at opnå den nødvendige emissionsreduktion for lette erhvervskøretøjer. Formålet med at vedtage fællesskabsmål for nye lette erhvervskøretøjer er at undgå fragmentering af det indre marked, som vil kunne opstå med vedtagelsen af uensartede foranstaltninger på medlemsstatsniveau. Som ordføreren påpeger, vil denne nye forordning også tjene som et incitament for bilindustrien til at investere i nye teknologier. José Manuel Fernandes skriftlig. - (PT) Vejtransportsektoren er den næststørste kilde til drivhusgasser i EU, og dens emissioner fortsætter med at stige. Derfor skal alle typer køretøjer omfattes af forordninger for at reducere disse emissioner, herunder lette erhvervskøretøjer. Målsætningen med at reducere drivhusgasser vil lettere blive indfriet, hvis der er EU-lovgivning i stedet for national lovgivning med forskellige målsætninger. I tillæg får vi større retssikkerhed og klarhed for fabrikanterne af motorkøretøjer. Vi må imidlertid kombinere ambition med realisme og sund fornuft. Derfor, og ud fra den viden, at det er små og mellemstore virksomheder, som hovedsageligt benytter lette erhvervskøretøjer, og at disse udgør mere end 99,8 % af virksomhederne i EU og 67,4 % af arbejdspladserne, kan vi ikke sætte mål, som ville bringe dem i en ugunstig position. Jeg er derfor enig i målsætningen med en emissionsgrænse på 147 g CO2/km for nye lette erhvervskøretøjer indregistreret i EU, forudsat at det bekræftes, at denne mulighed kan gennemføres. Jeg glæder mig også over den kendsgerning, at der ikke er indført en fælles europæisk hastighedsgrænse for denne type køretøj. João Ferreira Vi er for udviklingen og anvendelsen af teknologier, som reducerer forbruget af fossile brændstoffer og dermed niveauerne af gasemissioner i atmosfæren som følge af deres forbrænding. Dette på grund af luftkvaliteten og folks sundhed og velvære og af årsager knyttet til den tiltagende og ubønhørlige globale mangel på fossile brændstofreserver, som skal håndteres yderst klogt og forsigtigt. Denne løsning er også uløseligt forbundet med fokusset på transportmetoder, som ikke er afhængige af denne form for energi, såsom jernbane, der kræver investeringer for at sikre dens udvikling. I dette specifikke tilfælde mener vi, at præstationsnormerne for nye lette erhvervskøretøjers emissioner ikke må negligere hverken bilfabrikanternes diversitet eller de små og mellemstore virksomheders legitime interesser og behov i de forskellige medlemsstater. Drøftelsen af denne betænkning har vist, at der er forskellige muligheder for at begrænse emissioner fra køretøjer, med uløseligt forbundne investeringsomkostninger, og også forskellige tidshorisonter for at tage dem i anvendelse, hvilket skal vurderes omhyggeligt. Disse forskellige muligheder omfatter indførelsen af hastighedsbegrænsende anordninger i køretøjer, hvilket ud over at reducere udslippene også kan have positive konsekvenser for trafiksikkerheden. Karl-Heinz Florenz Jeg har afholdt mig fra at stemme i dag, fordi jeg ikke kunne støtte det kompromis, der er indgået. Det svarer ikke til behovene, og 147 g er ikke et tilstrækkeligt ambitiøst mål på lang sigt. Jeg har imidlertid ikke stemt imod betænkningen, fordi kompromiset vil blive gennemført hurtigt og vil gøre det muligt at indføre de nødvendige innovationer i en fart. Strenge miljønormer vil ikke skade industrien. Tværtimod er det kun udfordrende målsætninger, som vil skabe det nødvendige pres for at innovere, og dette er den eneste måde, hvorpå vores industri kan holde sig til ilden. Især udvandingen af den langsigtede målsætning viser mig, at bilindustrien ikke har lært af den lov om CO2-grænser for biler, der blev indført for to år siden, at den kun vil kunne sælge rene biler i fremtiden. Bilindustrien synes ikke at tillægge sine kunder meget sund fornuft. I stedet for forskning i nye teknologier har industrien lagt alle sine bestræbelser i at bekæmpe de foreslåede forordninger. Den har udnyttet hver eneste forsvarslinje og har ikke vist nogen tendens til at deltage i konstruktivt samarbejde. Dette er skuffende. I tillæg har vi endnu en gang forpasset chancen for at gøre det klart, at vi ved at beskytte vores industri på denne måde ikke gør den nogen tjeneste. Fremtiden kalder, men vi hører ikke efter. Så sent som i går præsenterede VW sin 1-liters bil på Detroit Motor Show, hvilket viser præcis, hvad der er muligt. Estelle Grelier skriftlig. - (FR) Vedtagelsen af Kommissionens forslag om en forordning, der fastsætter præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner, forekommer mig mere end noget andet at være at gamble om fremtiden. Det kompromis, der blev indgået om at begrænse de gennemsnitlige CO2-emissioner til 147 g/km senest i 2020, indfrir ikke de oprindelige ambitioner hos mine kolleger fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed fra Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, som tidligere havde talt for en betydeligt mere ambitiøs målsætning (135 g/km). De fik støtte heri af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance og Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre. Bag denne "talkrig" skal der imidlertid findes et afbalanceret kompromis mellem de miljøudfordringer, som alle erkender, og visse sociale og industrielle krav, som ikke skal glemmes. Det er derfor, det forekommer mig hensigtsmæssigt, at kompromiset først vedtages efter revideringen af forordningen inden januar 2013 og først efter gennemførlighedsundersøgelsen og den fornyede vurdering af målsætningerne. Denne revidering vil ikke kun give os mulighed for at vende hurtigt tilbage til dette spørgsmål og fortsætte kampen mod forurening fra køretøjer, men den vil også være en mulighed for at tage fat på spørgsmålet om EU-forskning og innovation inden for landevejstransport. Datoen er sat til 2012. Nathalie Griesbeck skriftlig. - (FR) For at reagere på EU's ambitiøse målsætninger i form af bæredygtig udvikling og bekæmpelse af klimaændringer er det vigtigt, at EU træffer foranstaltninger for bilbranchen. I den henseende er vedtagelsen af nærværende betænkning et yderligere skridt fremad mod fremstilling af køretøjer, som forurener mindre. Jeg beklager imidlertid stærkt manglen på ambition i denne forordning i relation til reduceringen af CO2-emissioner for nye lette erhvervskøretøjer. Selv om jeg naturligvis stemte for denne beslutning, var det, jeg egentlig stemte for, Kommissionens oprindelige forslag, nemlig en målsætning på 135 g CO2/km senest i 2014 og 120 g CO2/km senest i 2020 (i stedet for det, der til slut blev vedtaget, nemlig 175 g CO2/km senest i 2014 og 147 g CO2/km senest i 2020). Vi har i dag teknologi, som ville give os mulighed for at opnå langt lavere tærskler, og det langt hurtigere end fastlagt i nærværende betænknings målsætninger. Mathieu Grosch At reducere CO2-emissionerne for alle transportformer, herunder små erhvervskøretøjer, er en attråværdig målsætning. Det er vigtigt at sætte grænser for at opmuntre bilfabrikanterne til at vælge en ambitiøs indstilling. Aftalen om grænserne skyldes, blandt andet, det belgiske formandskabs forhandlingsevner. Dette kompromis omfatter det kortsigtede mål med at reducere emissionerne til 175 g/km senest i 2014. I tillæg vil der blive en gradvis, trinvis reduktion for at nå et langsigtet mål på 147 g/km senest i 2020. Disse mål ledsages af foranstaltninger, som giver industrien incitamenter til at fremstille energibesparende erhvervskøretøjer. At nå disse mål vil ikke kun gavne de små og mellemstore virksomheder, som er hovedforbrugerne af varevogne og små lastbiler, men også privatpersoner og, vigtigst af alt, miljøet. I fremtiden vil vi kunne spille vores rolle, ikke kun på EU-plan, men også på verdensmarkedet, hvis vi kan producere sikre og rene køretøjer. I tillæg må vi ikke tillade, at vores ekspertise eksporteres til andre lande såsom Kina, som følge af forsinkelser i EU's politiske beslutningstagning. Vi må i stedet tage dette som en mulighed for at etablere en bæredygtig europæisk miljøpolitik, der vil have en positiv indflydelse ikke kun på Europa som industriområde, men også på beskæftigelsen. Jeg byder dette kompromis velkommen og har derfor støttet det. Juozas Imbrasas Jeg var enig i den bestemmelse, at fabrikanterne af lette erhvervskøretøjer bør tage skridt til at reducere emissioner, præcis som personbilindustrien gør det. Fabrikanterne ville således markedsføre nye køretøjer med forbedret CO2-emissionspræstation. Dette ville gøre brugerne i stand til at opgradere deres bilparker og nedbringe deres bidrag til transportens "CO2-aftryk". Formålet med den foreslåede lovgivning er at reducere CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer. Dette er vanskeligere at gøre end med biler, fordi de lette erhvervskøretøjers karrosserier ikke så let eller billigt kan ændres for at gøre dem mere effektive. Alle ændringer må i stedet ske på motorer eller køretøjets mekanik. Dette er en temmelig stor investering. Det er ikke desto mindre tvivlsomt, om nærværende forslag vil nå dette mål. Der er nemlig stor bekymring for, hvorvidt foranstaltningerne vil indfri det oprindelige mål med at forebygge klimaændringer, og hvorvidt de foreslåede mål og tidsplanen er realistiske og gennemførlige i økonomisk henseende. Der er også en bekymring for, at de vil kunne reducere konkurrenceevnen i denne sektor. Jeg føler ikke desto mindre, at der er tre områder, vi bør overveje nærmere, nemlig det økonomiske tilbageslag og dets alvorlige indflydelse på bilfabrikanter og brugere, behovet for at støtte industrien (fabrikanterne) snarere end at bringe den i en ugunstig position med tyngende foranstaltninger (eller ligefrem bøder), og behovet for at støtte handelen (brugerne) snarere end at medføre yderligere omkostninger gennem tvivlsomme politiske foranstaltninger. Bogusław Liberadzki Under lovgivningsprocessen stillede jeg adskillige ændringsforslag til forslaget til forordning om emissioner fra nye lette erhvervskøretøjer, der sigtede mod at slække på de CO2-emissionsniveauer, som oprindeligt blev foreslået, og mod at sikre en længere frist for indfrielse af målene. Jeg er glad for at se, at mine ændringsforslag blev taget i betragtning. Jeg mener, at forordningen, som den blev stemt igennem, vil være med til at reducere CO2-emissionerne. Industrien har fået muligheden for at tilpasse sine design og at indføre passende forskrifter inden for den fastsatte tidsramme. N1-køretøjer anvendes af små virksomheder, som er følsomme over for prisstigninger, og som samtidig bliver mere og mere almindelige på markedet. Forordningen vil ikke bebyrde dem med urimelige omkostninger. Forordningen foreskriver belønninger i form af kreditter til de bedste fabrikanter, som når målsætningerne for emissionsnormerne før tiden. Virksomheder, der ikke klarer at tilpasse sig i tide, risikerer bøder, som ikke vil kunne videreføres til forbrugerne. Jeg stemte for vedtagelse af beslutningen. David Martin Jeg stemte for dette forslag, som fastsatte højere præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner. Dette bør være et vigtigt bidrag til at forbedre luftkvaliteten især i storbyerne. Nuno Melo skriftlig. - (PT) For to år siden godkendtes en lov om personbilemissioner. Tiden er nu inde til, at Parlamentet godkender indførelsen af CO2-grænser for nye lette erhvervskøretøjer. Disse køretøjer benyttes hovedsageligt af virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder, og udgør i øjeblikket ca. 12 % af bilparken. Bortset fra deres bidrag til forbedret luftkvalitet og til at opfylde EU's klimamål bør køretøjerne give større brændstofbesparelser for de små virksomheder, som er afhængige af dem. De angivne målsætninger sigter mod at fremme innovation i industrien. Forordningen fastlægger et mål på 175 g CO2/km, som skal gennemføres senest i 2014, og som skal falde gradvist til 147 g CO2/km senest i 2020. De sanktioner, som skal anvendes, hvis fabrikanterne ikke formår at overholde denne forordning, skal gennemføres omhyggeligt. Andreas Mölzer For at kunne opnå en markant reduktion af CO2-emissionerne er fabrikanterne nødt til at ændre køretøjerne, så de ikke overskrider et specifikt niveau i fremtiden. De foranstaltninger, som forekommer teknisk gennemførlige for biler, behøver ikke nødvendigvis at være gennemførlige for lette erhvervskøretøjer. Da det ikke rigtigt er muligt at ændre formen på køretøjerne, vil ingeniørerne være nødt til at fokusere på motoren og de mekaniske dele, hvilket i henhold til eksperterne er en omstændelig proces. Derfor er vi nødt til at finde alternative løsninger, som vil føre til en reduktion af CO2-emissionerne fra lette erhvervskøretøjer. Der er for øjeblikket to valgmuligheder. Den ene er at øge reduktionen for biler for at kompensere for emissionerne fra erhvervskøretøjer. Den anden er at montere en hastighedsbegrænsende anordning, hvilket også ville resultere i et markant fald i emissioner. Jeg stemte ikke for denne betænkning, fordi den efter min mening byder på for få valgmuligheder. Rolandas Paksas Vi må sigte mod at reducere niveauet for CO2-emissioner så meget som muligt, og det er derfor meget vigtigt at fastlægge et mål for køretøjers emission i betragtning af deres negative indvirkning på miljøet og menneskers sundhed. Forslaget i beslutningen om at øge emissionsmålet for nye lette erhvervskøretøjer og fastlægge det samme mål, som anvendes for biler, forhandles imidlertid hovedsageligt på grund af de foranstaltninger, der foreslås for at opnå denne målsætning, og deres indflydelse på fabrikanter af varevogne. Forslaget om at installere hastighedsbegrænsende anordninger i biler ville have en negativ indflydelse på virksomheder og ville reducere deres konkurrenceevne på det internationale marked. Endvidere ville fabrikanter af varevogne være nødt til at hæve deres priser i betragtning af de pålagte omkostninger. Vi bør derfor, før vi træffer så vigtige afgørelser, gennemføre en omfattende videnskabelig undersøgelse, som beviser, at indførelsen af hastighedsbegrænsende foranstaltninger ville reducere niveauet af CO2-emissioner betragteligt. Vi må også etablere en klar og hensigtsmæssig kreditmekanisme og lave udkast til reklameinitiativer. Jeg mener, at der for at øge de europæiske bilfabrikanters konkurrenceevne bør rettes større opmærksomhed mod tilskyndelsesforanstaltninger. Alfredo Pallone skriftlig. - (IT) Målene om at reducere CO2-emissionerne fra køretøjer er vigtige aspekter af den europæiske strategi til bekæmpelse af forurening og klimaændringer. Forurening fra lette erhvervskøretøjer er minimal sammenlignet med den samlede transportkategori, men hver enkelt sektor har brug for grænser, som vil gøre det muligt at nå de på forhånd fastsatte målsætninger, så derfor stemte jeg for betænkningen. Europas målsætning er at reducere CO2-emissionerne til 120 g CO2/km for gradvist at reducere de gennemsnitlige emissioner, så jeg er enig i forordningens struktur, som fra januar 2014 kræver, at nyindregistrerede og -producerede lette erhvervskøretøjer producerer mindre end 175 g CO2/km emissioner og på lang sigt (senest i 2020) producerer mindre end 147 g CO2/km, delvist for at nå til et kompromis i betragtning af kravene til udformning af disse køretøjer. Maria do Céu Patrão Neves skriftlig. - (PT) Jeg stemte for den nærværende betænkning om ny lovgivning, som fastsætter præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til nedbringelse af CO2-emissionerne fra lette køretøjer. Min beslutning var baseret på de varierede data, der blev præsenteret i de forskellige dokumenter, som præger argumentationen, især den kendsgerning, at disse køretøjer for øjeblikket udgør ca. 12 % af bilparken. Det er nødvendigt at fastlægge CO2-emissionsnormer for nye lette erhvervskøretøjer for at undgå huller i lovgivningen, og det er også vigtigt at opmuntre bilbranchen til at investere i nye teknologier. Jeg er enig med ordføreren, når han understreger behovet for, at fabrikanterne af lette erhvervskøretøjer følger efter personbilfabrikanterne, som forsøger at reducere CO2-emissionerne. Til forskel fra biler omfatter ændringer af disse køretøjer imidlertid ikke deres form eller vægt, men ændringer af deres motorer og mekaniske dele, hvilket gør processen meget langsommere og dyrere. Det er ikke desto mindre vigtigt at fremme denne teknologiske udvikling til gavn for alle. Rovana Plumb Dette forslag er en opfølgning af Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissioner fra lette erhvervskøretøjer som beskrevet herunder: fra 2020 er der fastsat et langsigtet mål på 147 g CO2/km for den gennemsnitlige emission fra lette erhvervskøretøjer, som er indregistreret i Unionen, under forudsætning af, at gennemførligheden bekræftes. Der vil komme et ændringsforslag hertil senest i 2013, efter en fuld revidering af dem, såfremt det er hensigtsmæssigt, det kortsigtede mål er fastsat til 175 g CO2/km. Der bliver en indfasningsperiode fra 1. januar 2014 og frem, og samtlige nye biler skal overholde målsætningerne fra 2017, specifikke emissionsmål for køretøjer, der anvender alternative brændstoffer, vil blive indlemmet, med det formål at fremme yderligere udbredelse af visse køretøjer, der anvender alternative brændstoffer, på EU-markedet, for køretøjer, der er fremstillet i flere etaper, vil de specifikke emissioner af CO2 fra de trinvis færdigopbyggede køretøjer blive tillagt fabrikanten af basiskøretøjet. Superkreditterne til fabrikanter af lette erhvervskøretøjer med CO2-emissioner på mindre end 50 g CO2/km vil blive begrænset med en tærskel på 25 000 lette erhvervskøretøjer pr. fabrikant, sanktionerne er fastsat til 95 EUR fra 2019 og frem og indfases gradvist fra 1. januar 2014 til 2018. Det vil være en fordel for både virksomheder og beskæftigelsen at hjælpe fabrikanterne med at udvikle grøn teknologi til varevogne. Frédérique Ries Der kan ikke være nogen undtagelser. Erhvervskøretøjer er derfor også nødt til at blive grønne. Jeg stemte for dette forslag til direktiv, som kræver, at fabrikanterne reducerer CO2-emissioner på varevogne og andre erhvervskøretøjer i løbet af det næste årti. Dette forslag er i høj grad inspireret af den europæiske forordning om CO2-emissioner fra biler, som har været gældende siden 2008. Dette var en fornuftig afstemning efter en aftale med Rådet, som hovedsageligt vender tilbage til Kommissionens hovedforslag, nemlig forpligtelsen til at reducere de forurenende emissioner fra erhvervskøretøjer til 175 g CO2/km senest i 2014 for 100 % af bilparken og at reducere dem gradvist til 147 g CO2/km senest i 2020. Ikke desto mindre er dette stadig en smule skuffende, eftersom vi havde stemt for en mere ambitiøs målsætning i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed i september 2010. Hvad angår ekstraomkostningerne for fabrikanter af varevogne og minibusser, vil de blive godt kompenseret i form af, at disse køretøjer vil forurene mindre og forbruge mindre, og i sidste ende er det det, bilister er interesseret i. Crescenzio Rivellini Jeg ville gerne lykønske hr. Callanan med den fremragende indsats. Vi har i dag vedtaget den aftale, der blev indgået med medlemsstaternes regeringer om nye grænser for CO2-emissioner for europæiske erhvervskøretøjer, som også omfatter tilskyndelser til, at industrien skal fremstille mere energibesparende varevogne, og sanktioner for dem, der ikke overholder de nye bestemmelser. Den vedtagne lovgivning er en vanskelig balancekunst og fastsætter en række ambitiøse, men realiserbare miljømålsætninger for fabrikanter. Den nye lovgivning fuldender den europæiske lovramme i tillæg til bestemmelserne om personbilemissioner, som blev fastlagt for to år siden. Hvis fabrikanterne fremstiller en varevogn med emissioner på mindre end 50 g CO2/km, vil de få bevilget en superkredit, som gælder i en afgrænset tidsperiode. Omtalte køretøj ville faktisk blive trukket fra beregningen af gennemsnittet med 3,5 køretøjer mellem 2014-2015, 2,5 køretøjer i 2016 og 1,5 i 2017, hvilket er det sidste år, superkreditsystemet vil være gældende. På den anden side vil nyfremstillede køretøjer med en emission over de pålagte grænser fra 2019 og frem blive underlagt en bøde på op til 95 EUR pr. gram. Raül Romeva i Rueda På trods af at vi stemte imod betænkningen i udvalg (32/25/0), blev Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance enig med de andre grupper om, at vi burde forsøge at forhandle om en førstebehandlingsaftale med Rådet, hovedsageligt på grund af en vurdering af, at de politiske flertal sandsynligvis ikke vil blive bedre i plenarforsamlingen, og at forhandlinger med de kommende ungarske og polske formandskaber sandsynligvis ikke ville give et bedre resultat. Hovedindholdet i førstebehandlingsaftalen var at udsætte den bindende grænse på 175 g CO2/km med et år (2017), sænke 2020-målet til 147 g/km, hvilket kræver, at det bekræftes ved en lovgivningsprocedure, sænke afgifterne for emissionsoverskridelser til 95 EUR/g, samt en let øgning og forlængelse af superkreditterne til 2017. Det endelige resultat i plenarforsamlingen var imidlertid højst utilfredsstillende, og vi besluttede at stemme imod. Licia Ronzulli skriftlig. - (IT) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, det er værd at forfølge målsætningen om at beskytte miljøet. Dette er et vigtigt dokument, som hjælper bilindustrien med at planlægge deres produktion mere effektivt og derved sørge for reducerede CO2-emissioner. Denne beslutning vil fremme innovation og forskning og hjælpe såvel forbrugere som frem for alt små og mellemstore virksomheder til at spare. Ved afslutningen af de langvarige forhandlinger mellem Parlamentet og Rådet nåede man til et vigtigt resultat, som er frugten af et afbalanceret kompromis mellem de 27 medlemsstaters forskellige holdninger. Vedtagelsen af disse nye målsætninger og normer vil absolut skabe håndgribelige resultater, mens det samtidig beskytter alle europæiske borgeres sundhed bedre. Kampen mod klimaændringer kan ikke udsættes, og dette gælder også reduceringen af emissioner fra køretøjer. Vilja Savisaar-Toomast skriftlig. - (ET) I dag stemte jeg for nærværende betænkning vedrørende emissionsnormer for nye lette erhvervskøretøjer. Jeg mener, at betænkningen er nødvendig i lyset af EU's målsætninger om global opvarmning og emissionsreduktion. Det bør ligeledes bemærkes, at eftersom de pågældende lette erhvervskøretøjer yder en service og hovedsageligt benyttes af små og mellemstore virksomheder (SMV'er), så er det vigtigt, at deres kapaciteter også tages med i beregningen, når man indfører alle nødvendige ændringer. Jeg mener oprigtigt, at vi for at nå det niveau, som denne betænkning fastlægger, har brug for et hensigtsmæssigt kompromis, der tager hensyn til de SMV'er, der driver virksomhed i Europa, og til EU's globale mål. Bart Staes Jeg støttede fuldt ud det oprindelige forslag til fastsættelse af CO2-emissionsnormer for nye lette erhvervskøretøjer med henblik på at forhindre et smuthul som følge af en vis mængde overlapning, som for øjeblikket eksisterer mellem indregistrering af personbiler og lette erhvervskøretøjer. For øjeblikket indregistreres mange køretøjer, som er godkendt som personbiler, såsom SUV'er, som lette erhvervskøretøjer, ofte fordi denne sidstsnævnte kategori er underlagt reducerede afgifter, eller på grund af andre skatteincitamenter. Selv om den lovgivning, der dækker personbiler (som dette forslag), er baseret på typegodkendelse af køretøjer (snarere end indregistrering), betyder manglen på lovgivning for lette erhvervskøretøjer, at der er en risiko for, at fabrikanter af relativt store personbiler vil ansøge om typegodkendelse til let erhvervskøretøj. Dette ville betyde, at disse køretøjer med høj emission ville forblive uden for CO2-emissionsnormernes rækkevidde. I sidste instans er førstebehandlingsaftalen blevet til en meget svag aftale, hvor det bindende mål på 175 g CO2/km er blevet udsat et år. 2020-målet er blevet stående på 147 g/km, og sanktionerne for manglende overholdelse er sat ned fra 120 EUR/g til 95 EUR/g. Dette er en uhensigtsmæssig symbolsk gestus, som vil betyde, at denne lov vil være ude af stand til at yde noget markant bidrag til klimadebatten. Fornemmelsen af, at det haster, er forsvundet, så meget står klart. Det er grunden til min nejstemme. Catherine Stihler Jeg har støttet denne betænkning, som er en del af Fællesskabets strategi for at nedbringe CO2-emissioner fra lette køretøjer. Ved at hjælpe fabrikanterne med at udvikle grøn teknologi, kan vi give virksomhederne en fordel og også skabe arbejdspladser, samtidig med at vi er med til at håndtere de miljøproblemer, vi står over for. Nuno Teixeira skriftlig. - (PT) Afslutningen af strategien for bæredygtig udvikling, som blev indledt af Kommissionen, understreger de mest presserende problemer ved bæredygtig udvikling, nemlig energibesparende foranstaltninger i transportsektoren. Med tanke på kampen mod klimaændringer, hvad angår CO2-emissioner og den europæiske bilindustris øgede konkurrenceevne, sigter denne forordning på at etablere tilskyndelsesordninger, især bevilling af superkreditter og betaling for miljøinnovationer og også færre sanktioner. Den aftale, Parlamentet nåede frem til på dette område, er ambitiøs, men samtidig også realiserbar. Det trinvise, kortsigtede EU-mål er 175 g CO2/km, som skal nås senest i 2017, og det langsigtede mål er 147 g CO2/km, som skal indfries senest i 2020. Samtidig bevilger aftalen superkreditter til køretøjer, som opfylder effektivitetskriterierne og anvender fornuftige sanktioner, hvis de maksimale CO2-grænser overskrides. Jeg mener, at en godkendelse af denne forordning er i tråd med EU's politikker for miljømæssig bæredygtighed og samtidig sikrer fabrikanterne, hvoraf de fleste er små og mellemstore virksomheder, og brugerne, og endvidere fremmer innovation i branchen. Silvia-Adriana Ţicău Jeg stemte for forslaget til forordning om fastsættelse af præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til nedbringelse af CO2-emissionerne fra lette køretøjer. Dette vil give os mulighed for at opmuntre bilfabrikanter til at bruge miljøinnovation for at sikre den europæiske bilindustris konkurrenceevne. Forordningen fastsætter, at fabrikanter af lette erhvervskøretøjer skal betale bøder for at overskride de gennemsnitlige specifikke emissioner, som er defineret i den. Jeg vil gerne pointere, at begrænsningen af forurenende emissioner ikke kun skal angribes fra udbudssiden, f.eks. at lette erhvervskøretøjer må moderniseres for at blive renere, men også fra efterspørgselssiden. Det er vigtigt, at nye køretøjer, som opfylder denne forordnings bestemmelser, er tilgængelige for forbrugerne. Dette vil give forordningen mulighed for både at tilskynde til fremstilling af køretøjer, som har et effektivt brændstofforbrug, og at ilægge bøder til fabrikanter, som ikke indfrier de aftalte mål. Fra 1. januar 2012 vil det blive den enkelte medlemsstats pligt hvert år at registrere oplysninger om hvert nyt let erhvervskøretøj, som registreres på deres territorium, og at sikre, at nærværende forordnings bestemmelser overholdes. Derek Vaughan Jeg stemte for denne betænkning i dag, da den markerer endnu et skridt i den rigtige retning i kampen mod klimaændringer. CO2-grænser for nye varevogne vil føre til renere, mere brændstofbesparende køretøjer i EU. Målene er sat, og tilskyndelser til mere effektive varevogne vil forhåbentlig kickstarte en innovationsimpuls i hele branchen. Dette bør give virksomheder, herunder mange små virksomheder i Wales, som er afhængige af disse varevogne, en mulighed for at benytte mere brændstofbesparende varevogne og holde styr på omkostningerne i en tid med stigende oliepriser. Angelika Werthmann Jeg har ikke stemt for Callanan-betænkningen trods det faktum, at den er velfunderet og udgør et skridt i den rigtige retning. Jeg er imidlertid af den holdning, at CO2-emissionsgrænserne pr. kilometer bør være langt mere ambitiøse. Jeg støtter derfor Kommissionens forslag på 135 g CO2/km. Kombinationen af emissionspools, som fabrikanterne kan danne på tværs af hele deres varesortiment, og en hastighedsgrænse på 120 km/t ville gøre dette mål realiserbart, selv om det ville kræve seriøse bestræbelser. Samtidig bør vi ikke tillade, at en eneste af disse tidsfrister forlænges for miljøets skyld. Vi bør holde os til 2014. Luís Paulo Alves skriftlig. - (PT) Med tanke på forhalingen af dette spørgsmål, som begyndte med Kommissionens forslag til forordning i 2000, den efterfølgende godkendelse heraf i Parlamentet i 2002, de indledende resultater af alvorlige vanskeligheder med at få det accepteret af medlemsstaterne, Rådets konklusioner i 2009, ikke-omdannelsen af dets holdning, de uoverstigelige problemer i forhandlingsrunderne i december 2010 og den efterfølgende forpligtelse fra et minimumsantal af medlemsstater til at indføre forstærket samarbejde på dette område til trods for, at det ikke henhører under EU's enekompetence, godkender jeg nærværende henstilling. Jeg er enig i dette forslag til forordning, eftersom en mangel på fælles patentbeskyttelse i hele EU kan føre til en fragmenteret, kompleks og dyr patentordning. Eftersom alle kravene er opfyldt, kan dette kun være til fordel for det indre marked. Roberta Angelilli Gennem de seneste måneder har jeg gentagne gange givet udtryk for min misbilligelse af en tresproglig sprogordning for patenter. I endnu højere grad mener jeg, at udnyttelsen af den europæiske indførelse af forstærket samarbejde til at omgå Italiens og Spaniens veto, og derved undgå at fortsætte forhandlingen for at finde en fælles, mindre tyngende løsning, er et spørgsmål af uhørt politisk alvor. Dette forslag til afgørelse er også uforeneligt med kravet om en sidste udvej som fremsat i traktaten om Den Europæiske Unions artikel 20, stk. 2, som fastslår, at forstærket samarbejde kun kan bemyndiges, når der ikke er nogen mulighed for, at målene kan nås inden for en rimelig frist, og når alle andre muligheder er udtømt. I tillæg bliver lighedsprincippet for de europæiske sprog, over et år efter vedtagelsen af Lissabontraktaten, allerede tilsidesat, hvilket er en trussel mod millioner af små og mellemstore europæiske virksomheders konkurrenceevne og innovative evner samt mod de europæiske borgeres rettigheder. Denne patentordning skader det indre marked, underlægger det geografisk segmentering, hvilket vil være en hindring for handel mellem medlemsstater og få negativ indvirkning på virksomhedernes stabilitet og den frie kapitalbevægelse. Idet jeg gentager min indsigelse, vil jeg sige, at jeg synes, det ville have været en god idé at vente på EF-Domstolens afgørelse den 8. marts, inden vi drøftede spørgsmålet i Parlamentet. Sophie Auconie skriftlig. - (FR) Europa gør fremskridt. Takket være Lissabontraktaten er det nu muligt for en gruppe lande, som sammen vil gå et skridt videre med et bestemt spørgsmål, at gøre det, selv om visse lande ikke er interesserede. Dette er allerede gældende for den lovgivning, der finder anvendelse på par med forskelligt statsborgerskab, som ønsker at skille sig. Vi kalder det "forstærket samarbejde". Jeg ville, at det samme skulle gælde beskyttelsen af europæiske opfindelser, og jeg ville, at der skulle anvendes forstærket samarbejde til at indføre et europæisk patent. Grunden er, at mens det koster ti gange så meget at beskytte opfindelser med et patent i Europa som i USA, især på grund af oversættelsesomkostninger, vil 25 af de 27 medlemsstater sammen indføre et europæisk patent. Et sådant patent ville koste mindre, fordi det ville være fælles. Det fælles patent vil blive anmeldt på fransk, engelsk eller tysk og vil beskytte vores opfindelser i de pågældende 25 lande. Endvidere vil denne beskyttelse omsider være til en overkommelig pris. Selv om Spanien og Italien ikke er for en sådan ordning af sproglige årsager, er det afgørende, at de 25 medlemsstater, som er interesserede, sammen gør fremskridt på dette område. Jeg stemte for denne procedure, da den udgør et stort skridt fremad for den europæiske industris konkurrenceevne. Zigmantas Balčytis Indførelsen af fælles patentbeskyttelse i EU er en essentiel del af at udvikle innovationer og forbedre konkurrenceevnen. Jeg støttede denne afgørelse, som vil give mulighed for et forstærket samarbejde mellem medlemsstaterne om indførelse af en fælles patentbeskyttelse. Hidtil har der været et fragmenteret patentsystem i EU, forårsaget af de høje omkostninger og besværet med at validere patenterne i de enkelte medlemsstater. Selv om flere end ni medlemsstater har meddelt, at de agter at indføre et forstærket indbyrdes samarbejde om indførelse af en fælles patentbeskyttelse, bør Kommissionen og de pågældende medlemsstater fremme deltagelsen af så mange medlemsstater som muligt. Et forstærket samarbejde vil få det indre marked til at fungere bedre og vil fjerne hindringer for de frie varebevægelser, hvilket vil øge antallet af opfindere og give adgang til fælles patentbeskyttelse over hele EU. Regina Bastos skriftlig. - (PT) Et europæisk patentsystem er en nødvendighed. Eksistensen af forskellige fortolkninger og beslutninger i de enkelte medlemsstater forårsager juridisk usikkerhed. Den obligatoriske oversættelse af hver patentfil til de 23 officielle sprog er dyr, langvarig og giver tab af konkurrenceevne. Derfor er det overvældende flertal af de berørte parter, herunder faglige organisationer, generelt enige i at vælge engelsk som eneste sprog. Det forslag, der drøftes, udvælger tre sprog (engelsk, fransk og tysk), hvor alle de andre sprog rangerer lavere. Hvad angår global udbredelse er portugisisk imidlertid et langt vigtigere sprog end fransk eller tysk. Jeg har også mange forbehold, hvad angår muligheden for at anvende forstærket samarbejde i dette tilfælde. Et instrument, som skal give en gruppe lande mulighed for at indlede processer med større integration, som lidt efter lidt vil kunne omfatte alle de andre, skal ikke konverteres til en privat klub og en eksklusionsmekanisme, eller en, som fastslår nogles overmagt over andre. Jeg er derfor imod Lehne-betænkningen. Vito Bonsignore skriftlig. - (IT) Selv om jeg værdsætter ånden i denne reform, som sigter mod at forsyne Europa med et fælles patent og således reducere oversættelsesomkostningerne, stemte jeg alligevel imod det. Rådets forslag til afgørelse godkender en forstærket samarbejdsprocedure ved indførelse af fælles patentbeskyttelse, fordi nogle medlemsstater, herunder mit eget hjemland, var imod vedtagelsen af det planlagte oversættelsessystem. Dette vil være et tresproget system, som vil være diskriminerende, eftersom det bryder med lighedsprincippet for alle sprogene i EU. Endvidere vil systemet med forstærket samarbejde skade det indre marked, da det ville skabe splittelser og konkurrenceforvridninger inden for markedet. Det ville derfor have været ønskeligt at vente på Domstolens afgørelse, som ventes i løbet af de kommende dage, og som først og fremmest vil afklare en række tekniske aspekter vedrørende det fælles patentsystem. Jan Březina skriftlig. - (CS) Efter min mening udgør det fragmentariske patentbeskyttelsessystem en hindring på det indre marked, og det er særligt skadeligt for innovative virksomheder i kategorien små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Jeg støtter derfor indførelsen af et enkelt, billigt fælles patent for hele EU. Jeg er foruroliget over, at det ikke har været muligt at indgå en aftale om en fælles løsning på grund af uoverstigelige meningsforskelle vedrørende patentoversættelsesordningerne. Efter min mening er den stædige insisteren på behovet for at oversætte patenter til de fleste af EU's officielle sprog et udtryk for national selvoptagethed, eftersom omkostningerne, de administrative krav og tiden, der kræves til dette, i høj grad ville udviske fordelene ved det fælles patent. Jeg glæder mig meget over den kendsgerning, at mit hjemland, Den Tjekkiske Republik, har besluttet at imødekomme opfordringerne til forstærket samarbejde, som vi har støttet i dag, og derved har tilsluttet sig det store flertal af medlemsstater, som allerede bakker op om dette. Selv om det fælles patent ikke vil dække hele EU, tvivler jeg ikke på, at det vil blive et gunstigt instrument for udvikling og til at give SMV'ernes konkurrenceevne et skub fremad. Zuzana Brzobohatá skriftlig. - (CS) Patentbeskyttelse er et af de grundliggende værktøjer til konkurrenceevne og økonomisk vækst. Den støtter videnskabelig undersøgelse og fremmer derved beskæftigelsen i en sektor med høj merværdi. Jeg har støttet Parlamentets henstilling om forslaget til Rådets afgørelse om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af en fælles patentbeskyttelse, fordi den er baseret på Rådets konklusioner fra den 4. december 2009, som fastlægger den fremtidige form på det fælles patentsystem. Det europæiske patentsystem skal baseres på to søjler, som består af en fælles ordning for at løse patenttvister (Domstolen for Europæiske Patenter og EU-patenter) og for at indføre EU-patenter (et instrument, der finder anvendelse på patenter over hele EU). Det forstærkede patentsamarbejde vil gøre det enklere at godkende europæiske patenter inden for territoriet af de medlemsstater, der deltager i det forstærkede samarbejde, hvilket vil reducere omkostningerne og forenkle proceduren for at opnå patenter, og samtidig vil denne mekanisme bidrage til videnskabelige og teknologiske fremskridt og forstærke det indre markeds funktion. Den Tjekkiske Republik imødekom i begyndelsen af februar i år opfordringerne til forstærket samarbejde, og jeg håber derfor, at mit lands tiltrædelse af det fælles patentbeskyttelsessystem vil være med til at støtte videnskabelige ressourcer og bedre forskningsresultater i såvel Den Tjekkiske Republik som andre steder. Maria Da Graça Carvalho skriftlig. - (PT) Indførelsen af et europæisk patent vil stimulere til innovation og videnskabelig og teknologisk udvikling i EU. Jeg mener, det er afgørende at løse spørgsmålet om det europæiske patent. Jeg har imidlertid forbehold mod de sprogordninger, der skal etableres. Efter min mening vil den bedste løsning være kun at anvende engelsk, men hvis sprogordningerne udvides til andre sprog, må portugisisk overvejes. Konkurrencen er global, og portugisisk er det tredje mest udbredte vestlige sprog efter engelsk og spansk. Carlos Coelho skriftlig. - (PT) Et europæisk patentsystem er en nødvendighed. Eksistensen af forskellige fortolkninger og beslutninger i hver medlemsstat forårsager juridisk usikkerhed. Den obligatoriske oversættelse af hver patentfil til de 23 officielle sprog er dyr, langvarig og giver tab af konkurrenceevne. Derfor er det overvældende flertal af de berørte parter, herunder faglige organisationer, generelt enige i at vælge engelsk som eneste sprog. Det forslag, der drøftes, udvælger tre sprog (engelsk, fransk og tysk), hvor alle de andre sprog rangerer lavere. Hvad angår global udbredelse er portugisisk imidlertid et langt vigtigere sprog end fransk eller tysk. Jeg har også mange forbehold, hvad angår bæredygtigheden af at anvende forstærket samarbejde i dette tilfælde. Et instrument, som skal give en gruppe lande mulighed for at indlede processer med større integration, som lidt efter lidt vil kunne omfatte alle de andre, skal ikke konverteres til en privat klub og en eksklusionsmekanisme, eller en, som fastslår nogles overmagt over andre. Jeg er derfor imod Lehne-betænkningen. Mário David skriftlig. - (PT) Jeg stemte for Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning, fordi jeg er enig i dens indhold. Jeg beklager imidlertid fraværet af det portugisiske sprog i de europæiske patentordninger. Luigi Ciriaco De Mita skriftlig. - (IT) Politikken for det indre marked og konkurrencepolitikken er to hjørnestene i den europæiske samordningsproces, som sigter mod ikke kun at styrke EU's økonomi og dets virksomheder, men frem for alt mod at realisere Unionens grundlæggende frihedsrettigheder. Denne målsætning skal forfølges i alle europæiske borgeres og virksomheders interesse, da den tilbyder lige muligheder og substantiel lighed, samtidig med at den undgår problemer, yderligere omkostninger og overbygninger, som kan differentiere, diskriminere mellem eller begrænse mulighederne for at udnytte eller beskytte sine egne rettigheder. At give alle EU-borgere ret til at udtrykke sig på sit eget sprog, når de befatter sig med EU-institutionerne, er en grundlæggende rettighed, hvad angår lighed, lige muligheder og ikke-diskriminering. Kun at anvende nogle af de officielle sprog kan teknisk set kun retfærdiggøres internt i EU-institutionerne og ikke i EU's relationer med borgere, virksomheder og institutioner i medlemsstaterne. Forstærkede samarbejdsprocedurer er nyttige, når de øger mulighederne for dem, der deltager i dem, uden at kompromittere de andres muligheder. Jeg stemte derfor imod henstillingen, eftersom jeg synes, at forstærket samarbejde er uacceptabelt i en så delikat sag som den politiske ligestilling mellem sprogene, da det ville skabe diskrimination vedrørende retten til lige adgang til EU's grundlæggende frihedsrettigheder. Anne Delvaux skriftlig. - (FR) Jeg er meget tilfreds med det punkt, vi er nået til i dette spørgsmål, som har været uafklaret siden 1990'erne. I december 2009 vedtog Rådet princippet om at indføre et EU-patent. Et år senere bekræftede Rådet imidlertid, at der var uoverstigelige vanskeligheder vedrørende oversættelsesordninger, som krævede enstemmighed. Spørgsmålet blev da taget op af det belgiske EU-formandskab, men eftersom forhindringerne ikke forsvandt, anmodede 12 medlemsstater om et forslag til en forordning om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af et fælles patent. Rådet (konkurrenceevne) sørgede således for bemyndigelse til forstærket samarbejde i marts 2011. Jeg vil minde Dem om, at indførelsen af et fælles patent vil bringe fordele for brugere af patentsystemet i Europa, og det vil især give små og mellemstore virksomheder, som ofte tilsidesættes, mulighed for at øge deres konkurrenceevne gennem forbedret tilgang til beskyttelse via patentet såvel som gennem en reduktion af omkostningerne. Ioan Enciu Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at forstærket samarbejde om indførelse af et fælles patent er den bedste løsning for øjeblikket, og jeg håber, at alle medlemsstater nu vil deltage i det til gavn for Europas borgere. At have et fælles patent vil reducere de administrative omkostninger markant for små og mellemstore virksomheder, stimulere innovationen og være med til at skabe nye arbejdspladser i en tid, hvor EU har et stadigt voksende behov for dem. José Manuel Fernandes skriftlig. - (PT) Det er afgørende at have en lovgivning for hele EU, som beskytter patenter, for at forsvare intellektuelle ejendomsrettigheder. Vi vil kunne få en ensartet beskyttelse på de deltagende medlemsstaters territorium samt reducerede omkostninger og forenklede administrative procedurer. Jeg ønsker at påpege, at prisen for at registrere et patent i Europa er ca. ti gange højere end for et japansk eller nordamerikansk patent. Det vil derfor være en fordel for innovation og videnskabelig undersøgelse, og det indre marked vil samtidig blive forbedret. Ifølge kommissær Barnier er det kun Spanien og Italien, som ikke har vist nogen interesse for dette forstærkede samarbejde. Han har imidlertid nogle juridiske forbehold vedrørende anvendeligheden af den forstærkede samarbejdsprocedure i dette specifikke tilfælde. I henhold til artikel 328, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er det faktisk sådan, at: "Et forstærket samarbejde er åbent for alle medlemsstater, når det indføres, forudsat at medlemsstaterne opfylder de eventuelle betingelser for deltagelse, der er fastsat i den bemyndigende afgørelse. Det er ligeledes åbent for alle medlemsstater når som helst derefter, forudsat at medlemsstaterne foruden de nævnte betingelser efterkommer de retsakter, der allerede er vedtaget i henhold hertil." Jeg vil gerne påpege, at sprogordningerne i dette forstærkede samarbejde kun vil bestå af tre sprog, nemlig engelsk, fransk og tysk. Carlo Fidanza skriftlig. - (IT) Jeg er imod, at Parlamentet giver grønt lys til anvendelsen af proceduren med forstærket samarbejde til at indføre et fælles patentsystem, eftersom jeg tænker, at spørgsmålet om sprogordningen er af grundlæggende betydning for italienske interesser i betragtning af, at Italien ligger på en fjerdeplads i Europa i forhold til antal patentansøgninger. Jeg synes, at proceduren med forstærket samarbejde er anvendt kynisk. Den blev skabt for at sætte mere fart i EU's integrationsproces ved at give mulighed for at gå videre med et spørgsmål med et mindre antal medlemsstater på områder, hvor det er umuligt at nå til en enstemmig aftale. At tvinge dette igennem kunne skabe en farlig præcedens, da det skader en medlemsstat og omgår den enstemmighed, som Lissabontraktaten kræver i spørgsmål vedrørende det indre marked, samt princippet om ikke at forvride konkurrencen på dette marked. Vi ville desuden have foretrukket at vente på Domstolens afgørelse, som vi forventer at få den 8. marts. Ilda Figueiredo skriftlig. - (PT) Vi stemte imod denne betænkning af tre grundlæggende årsager. Det er utilladeligt, at Parlamentet undertegner et forslag om forstærket samarbejde på dette område med såkaldt fælles patenter, fordi det kun sigter mod at true medlemsstaternes ret til at forsvare deres interesser, udelukkende for at gavne de stærkere lande. Dette er anden gang, at princippet med forstærket samarbejde, som fastlagt i Lissabontraktaten, er blevet anvendt. Formålet med indlemmelsen af princippet begynder at blive klart. Det er uacceptabelt for dem at lægge pres på stater, som tilhører EU, men som ikke accepterer de betingelser, som flertallet ønsker at pålægge dem, særligt på et så følsomt område som sprog, eftersom den foreslåede aftale truer sprogene i de fleste af landene. Til slut må jeg lige komme med en sidste bemærkning for at understrege de holdninger, som det portugisiske kommunistpartis repræsentanter i Parlamentet altid har indtaget i deres urokkelige forsvar af det portugisiske sprog. Lidia Joanna Geringer de Oedenberg Det er ikke hver dag, vi har muligheden for at drøfte et så vigtigt spørgsmål som EU-patentet, som er emnet for hr. Lehnes henstilling. Jeg er derfor meget glad for at få muligheden for at bidrage til denne forhandling. For det første bør det bemærkes, at vi for øjeblikket er på et meget tidligt stadie af proceduren med forstærket samarbejde. Alt, hvad Parlamentets henstilling vil gøre, er at give Rådet mulighed for officielt at erklære sig enig i, at der skal træffes foranstaltninger. Alt er derfor stadig muligt eller, for at være mere specifik, der kan stilles ændringsforslag til Kommissionens forslag til forordninger. Uden at gå i detaljer vedrørende forslagene til forordninger om selve patentet eller sprogordningen vil jeg gerne sige, at vi, mens vi gennemfører dette store europæiske projekt, må huske på alle europæiske erhvervsdrivendes interesser eller, med andre ord, både dem, der patenterer opfindelser, og dem, der er interesserede i let adgang til teknisk information om sådanne opfindelser. Jeg tænker her på producenterne af f.eks. generiske lægemidler. Eftersom jeg er en trofast støtte af det europæiske patent og samtidig en repræsentant for Polen, et land, der i dag desværre i højere grad er "patentmodtager" end "patentdonor", vil jeg bestræbe mig på at sørge for, at rammen for patentforhandlingen er så vid som mulig, og at den tager hensyn til alles holdninger, særligt i de små og mellemstore virksomheder, som er afgørende for en innovativ europæisk økonomi. Adam Gierek Det er meningen, at det europæiske patent skal hjælpe os med at fremme innovationen, men hvorfor formår vi så ikke selv at være innovative, når vi forhandler om det? Vi bør skamme os over os selv. Vi taler ikke om andet end patentret. Lad os også tale om at etablere en optimal form for patenter. Vi har for øjeblikket korte og lange patenter, og alligevel er det overhovedet ikke nødvendigvis tilfældet, at sidstnævnte er bedre skrevet. Beskrivelsen gøres ofte med vilje mere kompleks for at tilsløre og komplicere patentets formulering. Jeg tror, vi er nødt til at skabe en gennemsigtig form for patenter og en procedure for at beskrive dem, så internettet og elektroniske registreringsmetoder kan komme til god anvendelse. Sprog er et beslægtet spørgsmål, og man kunne benytte en fastlagt algoritme til at løse dette problem. Jeg tror, den billigste metode, som ikke vil kræve oversættelser til forskellige sprog, vil være et europæisk e-patent. Måske vil Kommissionen begynde at tænke innovativt. Jeg stemte for, selv om jeg mener, at Kommissionen viser for lidt initiativ i denne sag. Louis Grech I betragtning af den fremdrift, som Kommissionen og Parlamentet har tilført en genlancering af det indre marked, har behovet for et harmoniseret system til udstedelse og regulering af patenter aldrig været større. Derfor stemte jeg ja til denne lovgivningsmæssige beslutning. Under det nuværende fragmenterede patentsystem skal patenter oversættes til sprogene i alle de medlemsstater, som de er udstedt til, hvilket pålægger iværksættere, nyetablerede virksomheder og andre innovationsbaserede SMV'er urimeligt store udgifter til oversættelse. Det er 13 gange dyrere at opnå patentbeskyttelse i EU end i USA og 11 gange dyrere end i Japan. Under det nye system, der skal vedtages af de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde på dette område, vil den fælles patentbeskyttelse falde ind under en langt mere overkommelig oversættelsesordning, der kun består af det franske, engelske og tyske sprog, hvilket vil reducere omkostningerne. Indførelsen af et fælles og økonomisk overkommeligt patentsystem i nogle af EU-medlemsstaterne vil spille en vigtig rolle for at fremme det indre marked, specielt ved at give EU et skub med hensyn til innovation og kreativitet med hensyn til frembringelsen af de varer og tjenesteydelser, som det så fortvivlet behøver. Nathalie Griesbeck I adskillige år har vi set, at den europæiske økonomi er blevet holdt tilbage på grund af et manglende konkurrencedygtigt EU-patent sammenlignet med andre store verdensmagter. I ca. 15 år har Kommissionen foreslået oprettelsen af en fælles europæisk patentordning. Takket være proceduren for "forstærket samarbejde", hvorunder adskillige medlemsstater kan samarbejde inden for et særligt område, når et lovgivningsinitiativ blokeres, har vi nu omsider kunnet tage et skridt i denne retning. Jeg stemte derfor begejstret for denne betænkning, der gør det muligt at iværksætte proceduren for forstærket samarbejde og skabe et EU-patentsystem. Det er et vigtigt fremskridt for alle europæiske virksomheder og for alle de små og mellemstore virksomheder, der har ventet længe på dette instrument, der er uundværligt for fornyelse, forskning og udvikling samt konkurrenceevnen i Europa. Françoise Grossetête Jeg stemte ja til denne henstilling om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af et europæisk patent. I december 2010 ønskede 12 medlemsstater inklusive Frankrig at bruge en procedure for forstærket samarbejde efter uenighed blandt de 27 om indførelsen af et EU-patentsystem på grund af sproglige forskelle. Til slut besluttede alle medlemsstater undtagen Italien og Spanien at deltage. Jeg ser gerne, at det bliver muligt for disse to lande til enhver tid at blive involveret i initiativet. I øjeblikket er det 11 gange dyrere at opnå patentbeskyttelse i EU end i USA. Fremover vil vores forskere og virksomheder omsider kunne begynde at konkurrere effektivt om innovation med USA og Asien. Jarosław Kalinowski Efter mere end 10 år er arbejdet med et fælles europæisk patent omsider færdigt. Trods det faktum, at vi kun fik en delvis succes, da det fælles patentbeskyttelsessystem ikke dækker hele EU's område, skal det utvivlsomt betragtes som et vigtigt fremskridt. De forenklede registreringsprocedurer og en betydelig omkostningsreduktion vil fremme udviklingen af det indre marked og stimulere et videnskabeligt og teknisk fremskridt i hele EU, selv om de kun omfatter 12 medlemsstater. Skønt lovgivningen kun bliver harmoniseret i begrænset omfang, vil denne harmonisering i realiteten påvirke alle EU's iværksættere, da de investorer, der er hjemmehørende i ikke-deltagende medlemsstater, også kan udnytte en fælles patentbeskyttelse. Det bliver op til dem på individuel basis at beslutte, om de vil vælge beskyttelse under retssystemet i en eller flere medlemsstater, eller om de vil anvende det fælles EU-patent. Efter min mening bør vi fortsætte foranstaltninger om en udvidelse af den fælles patentbeskyttelse, så den i sidste instans dækker hele EU. Det vil ikke kun gavne de enkelte iværksættere, da det europæiske marked også vil blive mere konkurrencedygtigt sammenlignet med andre store økonomier som f.eks. USA, Kina eller Japan. Arturs Krišjānis Kariņš Jeg støttede dette resolutionsforslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af en fælles patentbeskyttelse, da et fælles patentbeskyttelsessystem efter min mening vil reducere de administrative hindringer for europæiske virksomheder. EU har ikke råd til et fragmenteret patentregistreringssystem. I dag har det taget et enormt skridt hen imod et fælles registreringssystem. Den aktuelle situation, hvor en virksomhed skal registrere sit patent særskilt i hver enkelt medlemsstat, er en betydelig hindring for virksomhedernes udvikling. Den hidtidige langsommelige og komplicerede proces til patentregistrering i EU har begrænset virksomhedernes muligheder for en dynamisk udvikling. En klar og effektiv procedure, hvor alle kan registrere et patent og gøre det gyldigt i hele EU, vil sikre, at nye produkter hurtigere kan komme på markedet, hvilket vil øge virksomhedernes udviklingshastighed. Vinderne bliver de lande, der deltager i dette patentregistreringssystem, samt iværksætterne i disse lande, der hurtigt kan levere nye produkter til alle europæiske forbrugere. Petru Constantin Luhan I øjeblikket er det indre marked særlig fragmenteret på grund af de høje patentbeskyttelsesomkostninger i EU, og de europæiske investorer kan ikke nyde godt af alle fordelene ved det indre marked. Problemet opstår, når sidstnævnte forsøger at få det bedst mulige beskyttelsesniveau i hele EU. Denne situation har en uheldig indvirkning på EU's konkurrenceevne, da innovative aktiviteter skaber menneskelig kapital, der er tilbøjelig til at være mere mobil end på andre områder. De aktuelle mindre gunstige betingelser for innovation gør EU til et mindre attraktivt sted for kreativitet og innovation for både europæiske og ikke-europæiske investorer. Jeg stemte for denne henstilling, da et forbedret samarbejde blandt en gruppe af medlemsstater om fælles patentbeskyttelse vi sikre EU's interesser baseret på det faktum, at det vil fremme EU's konkurrenceevne og gøre det mere attraktivt for resten af verden. Endvidere vil indførelsen af fælles patentbeskyttelse for en gruppe medlemsstater forbedre patentbeskyttelsesniveauet og fjerne omkostningerne og kompleksiteten forbundet med de relevante områder, hvilket vil fremme videnskabeligt og teknologisk fremskridt og det indre markeds funktion. David Martin Jeg stemte for denne betænkning. Jeg mener, at det tilladte strålingsniveau i levnedsmidler skal hæves, og at overvågningen og overholdelsen skal forbedres. Afhængig af resultatet af den endelige behandling har denne forordning potentialet til at bidrage til denne proces. Det glæder mig, at denne forordning også finder anvendelse for levnedsmidler eller foder, der indføres fra tredjelande, og som befinder sig i toldtransit eller er beregnet til eksport. Jiří Maštálka Det er hævet over enhver tvivl, at området for intellektuelle ejendomsrettigheder og specielt industrielle ejendomsrettigheder fortjener særlig beskyttelse og opmærksomhed. Det lykkes imidlertid ikke altid for EU's organer og institutioner. En omfattende systemisk løsning forpurres ofte af detaljer eller tilmed lobbyinteresser. Spørgsmålet om EU-patentet - det tidligere EF-patent - er et eksempel herpå. Nu opstår muligheden for i hvert fald en partiel løsning i form af et forbedret samarbejde mellem nogle medlemsstater, der indfører en fælles patentbeskyttelse. Den Tjekkiske Republik ønsker at deltage i dette forbedrede samarbejde samt i yderligere forhandlinger om konkrete forslag til en forordning om det fælles patent og dets sprogordning. En manglende deltagelse i det forbedrede samarbejde betyder, at man ikke kan få indflydelse på EU-patentsystemets fremtidige udformning. Et vigtigt aspekt er den økonomiske fordel eller fordelene for virksomhederne ved de nye tekniske løsninger i betragtning af størrelsen på det fælles marked for de lande, der deltager i det forbedrede samarbejde. Jeg vil også gerne nævne, at Den Tjekkiske Republik bevarer muligheden for at trække sig ud af det forbedrede samarbejde, hvis det tager en retning væk fra Den Tjekkiske Republiks holdninger vedrørende specielt sprogordningen og retspraksis på patentområdet. Jean-Luc Mélenchon skriftlig. - (FR) Jeg afstår fra at stemme om denne betænkning. Det er ikke, fordi jeg er modstander af medlemsstaternes suveræne ret til at indgå indbyrdes aftaler om et forbedret samarbejde om f.eks. patenter. Vi har imidlertid ikke fået nogen garanti vedrørende de miljømæssige og hygiejniske standarder, der skal finde anvendelse under godkendelsesprocessen for disse patenter - specielt vedrørende genetisk modificerede organismer. Så længe de nødvendige krav til bevarelse af folkesundheden ikke er inkluderet, vil jeg ikke støtte denne form for aftale. Nuno Melo skriftlig. - (PT) Med vedtagelsen af denne betænkning, der skal indføre et forbedret samarbejde i forbindelse med registrering og beskyttelse af patenter, er der risiko for, at der indføres sprogordninger, der er begrænset til blot tre sprog - engelsk, tysk og fransk - så det ikke længere er nødvendigt at oversætte patentet til de enkelte medlemsstaters nationale sprog. Skønt formålet med indførelsen af et EU-patent er positivt, fordi det kan være med til at genoplive og fremme innovation i Europa, vil jeg ikke desto mindre hævde, at det ikke kan forfølges med krænkelsen af de grundlæggende principper i det europæiske statsborgerskab, med bruddet på Fællesskabets samhørighed og fragmenteringen af det indre marked eller med indførelsen af nye tilfælde af diskrimination, ulighed og ubalance. Det portugisiske sprog - det tredjevigtigste europæiske sprog til universel kommunikation - vil blive udsat for uforklarlig diskrimination med indførelsen af dette "forbedrede samarbejde". Derfor har jeg stemt, som jeg har. Andreas Mölzer Striden om de sprog, der anvendes i EU-patenter, har varet i mere end 30 år. I disse 30 år har europæiske virksomheder kæmpet med høje oversættelsesomkostninger, ligesom de i nogle tilfælde har været konkurrencemæssigt dårligt stillet på det globale marked. Det er svært at værdisætte immaterielle aktiver som f.eks. varemærker og patenter. De bruges imidlertid som sikkerhed for lån og tages i betragtning ved kreditvurderinger. På baggrund af dette skal patenter ifølge den nye patentlov - der er udarbejdet ved hjælp af den forbedrede samarbejdsproces, og som er gyldig i dele af EU - kun oversættes til tysk, engelsk og fransk. Det vil bestemt reducere bureaukratiet. Den nye forordning styrker også positionen af det tyske sprog, der fortsat er det mest talte modersmål i EU ifølge en undersøgelse fra 2006. I princippet er det en god idé, men reglerne om sprog er ikke helt klare, og jeg har derfor undladt at stemme. RadvilMorkūnaitė-Mikulėnien Indførelse af en fælles patentbeskyttelse i Fællesskabet (nu EU) og sikring af en effektiv patentbeskyttelse i hele EU er et skridt i retning af en forbedret EU-konkurrenceevne. I øjeblikket er opfindere, der arbejder i EU, dårligere stillet end deres kolleger i andre lande i verden: I hele EU er beskyttelse af opfindelser en omstændelig og dyr proces. Desværre har vi på grund af proceduremæssige udfordringer ikke kunnet indføre et ensartet system i hele EU. Jeg vil imidlertid lykønske de medlemsstater, der har besluttet at indlede en samarbejdsprocedure på patentbeskyttelsesområdet (jeg er særlig glad for, at Letland er med blandt disse medlemsstater), og jeg stemmer ja til en godkendelse af dette samarbejde. Tiziano Motti Jeg stemte imod indførelsen af et tresproget system for patentlovgivningen. Hvis patenter udelukkende oversættes til engelsk, fransk og tysk, kan det være yderst skadeligt for italienske virksomheder, der så skal afholde ekstremt høje udgifter til teknisk oversættelse af deres patenter. Min parlamentsgruppe opfordrede os til at stemme ja til forslaget, men jeg føler mig ikke i stand til at godkende en lovgivning, som efter min mening skader interesserne hos mit hjemland og dets indbyggere og i særdeleshed hos alle små og mellemstore italienske virksomheder samt forbrugerne. Det er indlysende, at øgede udgifter for virksomhederne vil føre til højere produktomkostninger til skade for forbrugerne. Et forbedret samarbejde bør forblive en mekanisme, der anvendes under ekstraordinære omstændigheder, og det bør ikke anvendes til at udelukke forhandlingsvillige medlemsstater som Italien og Spanien. Jeg støtter det italienske forslag om at skrive patenter på sproget i opfinderens hjemland og levere en medfølgende oversættelse til engelsk. På denne måde kan vi bevare vores sproglige uafhængighed og sikre vores lands interesser. Et forbedret samarbejde mellem 10 eller 12 lande om dette spørgsmål kan være konkurrencefordrejende til fordel for de deltagende lande. Rolandas Paksas Jeg stemte ja til denne beslutning om forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af en fælles patentbeskyttelse. I betragtning af den aktuelle situation, hvor det er meget vanskeligt og dyrt at få et europæisk patent, støtter jeg forslaget om at anvende samarbejdsproceduren og lade alle interesserede EU-medlemsstater indføre et fælles patentsystem. Vi skal gøre vores yderste for at løse spørgsmålet om sprogordningen, der kan reducere omkostningerne ved at få et europæisk patent for virksomheder, der opererer inden for EU. En velfungerende patentbeskyttelse vil også forenkle tvistbilæggelsesprocedurerne og reducere den administrative byrde. Det glæder mig, at mange af EU's medlemsstater bidrager til initiativet om at skabe et enhedspatent, og forhåbentlig vil de resterende lande også snart hjælpe med at nå målsætningen om at skabe et enhedspatent for forbedrede økonomiske liberaliseringsbetingelser i EU. Kun et forbedret samarbejde vil fremme en tilfredsstillende funktion af det indre marked ved at fjerne hindringer for frie varebevægelser. Georgios Papanikolaou Jeg stemte for henstillingen om en afgørelse om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af en fælles patentbeskyttelse. Europas fremtid er på spil, og medlemsstater som f.eks. Grækenland, der er hårdt ramt af krisen, sætter deres lid til, at innovation kan sikre en genoprettelse af deres nationaløkonomier og erhvervsliv. Det er derfor økonomisk afgørende og socialt rimeligt at sikre retsbeskyttelse af patenter, der dækker opfindelse og gennemførelse af innovative idéer og produkter. Maria do Céu Patrão Neves Jeg går ind for et europæisk patentsystem, men efter nærmere overvejelse og af sproglige årsager undlod jeg at stemme om den aktuelle betænkning. Jeg ville faktisk have sagt ja, hvis der kun skulle bruges engelsk, da det i dag fungerer som et fællessprog. Der var tre væsentlige grunde til, at jeg undlod at stemme: For det første vil indførelsen af et patentsystem med obligatorisk oversættelse af alle dokumenter til de 23 officielle sprog være dyr, langsommelig og konkurrenceforringende; for det andet anvendes det engelske sprog i dag almindeligvis som fællessprog; og for det tredje udfærdiges 90 % af patentansøgningerne alligevel på engelsk. Jeg mener ikke, at fransk og tysk skal medtages i denne proces på bekostning af mere udbredte sprog som portugisisk og spansk (som om der findes sprog med forskellig status i EU, hvilket jeg afviser tanken om). Derfor undlod jeg at stemme i overbevisning om, at der er behov for fremskridt vedrørende et europæisk patentsystem, men at den bedste løsning vil være kun at have ét sprog: engelsk. Miguel Portas Jeg undlod at stemme, for skønt jeg finder det vigtigt at forbedre patentsystemet i Europa - specielt med oprettelsen af et fælles patent og en Domstol for Europæiske Patenter og EU-patenter, der vil gøre det muligt at løse problemerne for de små og mellemstore virksomheder med den nuværende fragmentering under det gældende system, der skyldes høje omkostninger og stort besvær - forstår jeg også nogle landes forbehold vedrørende oversættelsesordningerne for EU-patentet. Jeg er derfor ikke modstander af starten på et forbedret samarbejde på dette område, skønt jeg ikke mener, at det er den mest ønskværdige og definitive løsning på problemet. Paulo Rangel Den manglende fælles patentbeskyttelse i hele EU stiller europæiske virksomheder i en dårlig konkurrencemæssig situation sammenlignet med deres amerikanske og japanske konkurrenter. Patenteringsomkostningerne i Europa er næsten 10 gange større end patenteringsomkostningerne i USA og Japan - primært på grund af udgifterne til oversættelse af patenter til sprogene i de forskellige EU-lande. For at gøre det portugisiske og europæiske erhvervsliv mere konkurrencedygtigt på dette område finder jeg det helt afgørende at gøre hastige fremskridt med henblik på at indføre et fælles patentbeskyttelsessystem, der er mindre byrdefuldt og indviklet, og som kan stimulere innovation samt videnskabelig og teknologisk udvikling i Portugal og EU. Derfor stemte jeg for denne beslutning. Jeg må ikke desto mindre beklage valgene vedrørende sprogordningen. Jeg mener oprigtigt talt, at der er vægtige argumenter imod den nuværende tresprogsløsning med anvendelse af engelsk, tysk og fransk. Jeg mener derfor, at det på alle måder havde været bedre med en rent engelsksproget ordning. Evelyn Regner I dag stemte jeg for indførelsen af et forbedret samarbejde med hensyn til fælles patentbeskyttelse, fordi jeg finder hårknuden i Rådet som følge af sprogordningerne uberettiget. Efter min mening er der selvfølgelig et stort behov for debat. Når jeg stemmer ja til betænkningen, betyder det ikke, at jeg er helt enig i indholdet af Kommissionens oprindelige forslag. Vi vil prioritere spørgsmålet i Udvalget om Retlige Anliggender, og vi vil bestemt stille ændringsforslag med en lang række forbedringer. Jeg vil sige til dem, der mener, at dagens afstemning vil fratage Parlamentet rettigheder, at de tager fejl. Lovgivningsproceduren er først lige gået i gang. Med dagens afstemning gav Europa-Parlamentet blot en gruppe medlemsstater tilladelse til at indlede proceduren for forstærket samarbejde, der kun blev muliggjort af Lissabontraktaten. Resten af proceduren vil involvere, at a) Parlamentet høres om sprogordningerne (beslutningen i denne sag skal træffes af Rådet), b) Parlamentet er med til at beslutte indholdet af patentlovgivningen som en del af den almindelige lovgivningsprocedure, c) Parlamentet giver samtykke til patentkompetencen. Der bliver ikke ændret ved nogle af disse muligheder, for at Parlamentet kan deltage i processen. Selv de parlamentsmedlemmer, der kommer fra medlemsstater, der ikke er involveret i det forbedrede samarbejde, vil ikke miste retten til at stemme under den resterende del af proceduren, da de er europæiske og ikke nationale repræsentanter. Frédérique Ries Det belgiske EU-formandskab har været en bragende succes. Blandt dets mange resultater er ordningen om det europæiske patent, der er en forordning af afgørende betydning for at fremme innovationen og konkurrenceevnen i Europa. Liberale europæere har ønsket en sådan harmonisering af retsbeskyttelsen i næsten 15 år. Den vil gøre en ende på et ressourcespild, der vurderes at løbe op i næsten 400 000 EUR om året, og som er resultatet af sameksistensen af nationale patenter og europæiske patenter. Det faktum, at 12 medlemsstater (Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Polen, Slovenien, Sverige og Det Forenede Kongerige) bruger den forbedrede samarbejdsprocedure, ville være så meget desto bedre, hvis det var den eneste måde, hvorpå man kunne komme ud af dødvandet i denne sag. Lissabontraktaten er brugt på forsvarlig vis til at autorisere en "europæisk fortrop" på mindst ni medlemsstater, der kan samarbejde, når et lovgivningsinitiativ blokeres. Af alle disse grunde er dagens afstemning i Europa-Parlamentet om Lehne-betænkningen meget vigtig. Den udsender et positivt signal både for europæiske virksomheder, der skal udvikle sig inden for stabile retlige rammer og sikres lige konkurrencevilkår i forhold til deres internationale konkurrenter, og over for opfindere, hvis kreative aktiviteter skal beskyttes bedre af EU. Raül Romeva i Rueda Vores gruppe kan ikke støtte og medvirke til at igangsætte en procedure på grund af konklusionen fra Domstolens generaladvokater: "Som det ser ud i øjeblikket, er den foreslåede aftale om indførelsen af en fælles patentdomstolsordning uforenelig med traktaterne". Vores gruppe har anmodet om en udsættelse af afstemningen, da Domstolens beslutning om ovennævnte udtalelse fra generaladvokaterne allerede skulle foreligge den 8. marts, og da Parlamentet fuldt ud bør kende de juridiske følger af det "forbedrede samarbejde", inden det påbegynder et så enestående projekt. De øvrige politiske grupper har ikke støttet vores anmodning om en udsættelse. Samtykket gælder ikke særlige foranstaltninger, der gennemfører et forbedret samarbejde. Sådanne forslag bliver stillet på et senere tidspunkt, hvis der gives bemyndigelse til et forbedret samarbejde (dvs. at Rådets forordninger indfører fælles patentbeskyttelse og oversættelsesordninger for det fælles patent). Licia Ronzulli Jeg stemte imod denne beslutning, fordi jeg finder det uacceptabelt, at der efter en lang lovgivningsprocedure, der startede i 2000, ikke er foreslået en fælles løsning af det sproglige aspekt af europæiske patenter. Italien og Spanien har gennem mange år presset hårdt på for at få engelsk anerkendt som det eneste officielle sprog inden for teknologi og videnskab. En sådan etsprogsløsning vil reducere omkostningerne for de små og mellemstore virksomheder og først og fremmest anspore dem til at bruge det europæiske patent, da de grundet deres økonomiske dimensioner ofte ikke kan afholde de høje oversættelsesudgifter. For at omgå den enstemmighed, som et så ømtåleligt emne kræver, har man anvendt det forbedrede samarbejde (i henhold til Lissabontraktaten), der gør det muligt for blot en tredjedel af medlemsstaterne at træffe beslutninger. I nogle måneder har den italienske og den spanske regering påpeget de usædvanlige karaktertræk ved denne procedure, der - hvis den godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet med et kvalificeret flertal - vil gøre det europæiske patent anvendeligt for ikke kun de lande, der deltager i det forbedrede samarbejde, men også for virksomheder i andre medlemsstater. Oreste Rossi Italien og Europa vil lide under en beslutning om at anvende et forbedret samarbejde ved oprettelsen af en fælles patentbeskyttelse. En gennemførelse af en forbedret samarbejdsprocedure i dette spørgsmål er helt misforstået, da den annullerer indsatsen for at skabe et europæisk patent med gyldighed i alle medlemsstaterne. Vi bestrider også beslutningen om at forsøge at presse denne afstemning igennem Parlamentet uden tanke på konsekvenserne af Domstolens afgørelse om, hvorvidt en fælles Patentdomstol er i overensstemmelse med Traktaten. Italien og Spanien har med rette modsat sig anerkendelsen af blot tre sprog (engelsk, fransk og tysk) ved indsendelse af europæiske patenter i stedet for at respektere princippet om sprogenes fælles status, som er knæsat i Traktaten. Det er indlysende, at det ikke kun er diskriminerende, men også økonomisk skadeligt for virksomhederne i lande, der anvender andre sprog end disse. Olga Sehnalová Jeg er helt overbevist om, at det forbedrede samarbejde på patentbeskyttelsesområdet vil medvirke til at eliminere fragmenteringen på dette område, sikre bedre rammevilkår for innovative virksomheder i hele EU, styrke EU-konkurrenceevnen på globalt plan og forbedre funktionen af EU's indre marked. Den forventede reduktion i udgifterne forbundet med patentbeskyttelsesprocessen er heller ikke ubetydelig. Jeg har derfor stemt for betænkningen. Csanád Szegedi Jeg stemte for henstillingen, fordi jeg finder det oprørende, at vi endnu ikke har kunnet nå frem til en fælles holdning om spørgsmålet. Vi må erkende, at Europa er sakket bagud i den globale innovationskonkurrence. Der kan ikke være innovation uden en omfattende patentbeskyttelse, men universiteter samt mindre forskningsinstitutter og investorer kan ikke afholde patenteringsudgifterne. Hvis de kun får deres opfindelser patenteret i hjemlandene, forærer de dem praktisk taget væk til det globale marked. EU-patentering er helt afgørende. Det er utrolig vigtigt at kunne få et europæisk patent med en enkelt ansøgning. Det er af vital interesse, at alle europæiske lande erkender det inklusive mit hjemland, Ungarn. Marc Tarabella For mere end 20 år siden foreslog Kommissionen, at der snarest muligt skulle oprettes et fælles europæisk patent, og den understregede, at der var et presserende behov herfor. I øjeblikket skal patenter i Europa godkendes land for land, og de skal hver gang oversættes til det relevante nationale sprog. For at få et patent godkendt i blot halvdelen af EU's medlemsstater er det nødvendigt at betale op til 20 000 EUR, hvoraf 14 000 EUR er til oversættelse. I USA betaler man blot 1 850 EUR. Det manglende europæiske patent hæmmer vores konkurrenceevne såvel som den europæiske innovation, forskning og udvikling. Derfor er et forbedret samarbejde fuldt berettiget på dette område, der har afgørende betydning for EU's fremtid. Nuno Teixeira Indførelsen af en europæisk fælles patentbeskyttelse vil være fordelagtig for alle involverede brugere og specielt for de små og mellemstore virksomheder, for så vidt som det vil forbedre deres konkurrenceevne gennem en omkostningsreduktion. Dette spørgsmål, der allerede går to årtier tilbage, kræver enstemmighed i Rådet for at afgøre, hvilke sprogordninger der skal gælde for intellektuelle ejendomsrettigheder i EU. I denne henseende og ihukommende, at indførelsen af en fælles patentbeskyttelse ikke er med på listen over EU's enekompetencer, vedrører nærværende henstilling muligheden for et forbedret samarbejde på dette område. Skønt vi på dette trin i processen kun behandler Parlamentets samtykke til beslutningsformen på dette område - der får min stemme - vil Europa-Parlamentet snart skulle afgive en kendelse om de kontroversielle sprogordninger og de to beslutninger, der skal udarbejdes vedrørende reglerne for det europæiske patentsystem. Silvia-Adriana Ţicău Jeg stemte for afgørelsen om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af en fælles patentbeskyttelse, da jeg finder det nødvendigt at vedtage foranstaltninger til oprettelse af et fælles EU-patent. Ifølge en rapport fra Thomson Reuters i 2011 om patentering i Kina vil Kina overhale Japan og USA med hensyn til antallet af patenter. Med iværksættelsen af programmet fra 2006 havde Kina til hensigt at blive et land, der fokuserer på innovation, og det formåede at øge antallet af patenter med 14,1 %, 33,55 % og 15,9 % sammenlignet med hhv. USA, EU og Japan. I EU er det nuværende patentsystem fragmenteret og urimeligt med hensyn til oversættelseskrav. Prisen på et EU-patent, der gælder for 13 lande, ligger på hele 20 000 EUR, hvoraf ca. 14 000 EUR alene er til oversættelsesudgifter. Det gør et europæisk patent 10 gange dyrere end et amerikansk patent. Efter min mening kan bemyndigelsen til et forstærket samarbejde om indførelse af en fælles patentbeskyttelse medvirke til at udvikle et fælles patent, der er attraktivt for brugerne af det europæiske patentsystem, som beskytter intellektuel ejendomsret i hele EU, og som fjerner omkostninger og forviklinger med henblik på at fremme forskning, udvikling og innovative SMV'er. Luís Paulo Alves I betragtning af, at den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i sin udtalelse konkluderede, at det pågældende forslag ikke indeholder andre væsentlige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer, godkender jeg nærværende betænkning. Jeg er enig i garantien om et højt beskyttelsesniveau for de europæiske borgeres sundhed i tilfælde af radioaktiv kontaminering og i den demokratiske legitimitet i vedtagelsen af nærværende direktiv, da retsgrundlaget skal tilpasses efter den nye Lissabontraktat. Laima Liucija Andrikien Jeg stemte for denne vigtige beslutning om maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Vi husker alle Tjernobyl-tragedien den 26. april 1986, hvor store mængder radioaktive stoffer strømmede ud i atmosfæren og kontaminerede levnedsmidler (korn, grøntsager, bær og svampe) og foder i helbredstruende grad i adskillige europæiske lande. Jorden var også kontamineret med radioaktivt nedfald, hvilket øgede mængden af radioaktivitet i skovene og i de landbrugsafgrøder, der stammede fra de berørte områder. Et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for mennesker er et af EU's mål. Vi skal derfor hurtigst muligt indføre en ordning, hvorved EU får mulighed for i tilfælde af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare, som kan antages at ville medføre, eller som har medført væsentlig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder, at fastsætte maksimale tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering med henblik på at beskytte befolkningen. Alle EU-borgere skal have den størst mulige beskyttelse i tilfælde af en nuklear ulykke eller en strålingsulykke, og Kommissionen skal være klar til at reagere hurtigt. Forud fastsatte maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet skal gælde for levnedsmidler og foder. Elena Oana Antonescu Denne betænkning fastsætter de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Jeg er enig i, at Europa-Parlamentet skal spille en afgørende rolle i situationer, der har direkte indvirkning på offentlighedens sundhed. Jeg mener også, at Kommissionen i kølvandet på en nuklear ulykke eller andre tilfælde af strålingsfare skal have en tilsynsfunktion, hvor den kan erklære undtagelsestilstand og vedtage lister over grundlæggende levnedsmidler og foder. Medlemsstaterne skal opretholde et officielt kontrolsystem for disse produkter og informere offentligheden om eventuelle risici. Jeg stemte for denne betænkning, der garanterer fødevaresikkerheden for borgerne i EU i tilfælde af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Zigmantas Balčytis Et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for mennesker er et af de mål, som EU skal nå, når det definerer sin politik. De EU-forordninger, der fastsætter niveauer for radioaktivitet i tilfælde af strålingsfare, er ikke ændret siden 1990, og det er derfor nødvendigt at revidere og opdatere disse bestemmelser. Vi skal indføre en omfattende ordning, hvorved EU får mulighed for i tilfælde af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare, som kan antages at ville medføre væsentlig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder, at fastsætte maksimale tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering med henblik på at beskytte befolkningen. Jeg er enig i, at de tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering skal revideres med regelmæssige mellemrum for at tage hensyn til den internationale videnskabelige udvikling og videnskabelige anbefalinger og for at undgå de aktuelle uoverensstemmelser mellem reglerne. Vilija Blinkevičiūt Jeg stemte for denne betænkning, der fastlægger proceduren for fastsættelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder, som markedsføres efter en nuklear ulykke eller andre tilfælde af strålingsfare, som kan medføre eller har medført væsentlig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder. Samtidig angiver bilag I og III de maksimalt tilladte niveauer for kontaminering af levnedsmidler og foder. Skønt dette forslag behandles gennem omarbejdningsteknikken, mener jeg, at vi skal foretage væsentlige indholdsmæssige ændringer af forslaget ud over de gråmarkerede dele for at sikre større retssikkerhed og sammenhæng i teksten. Det er nødvendigt at strømline proceduren i tilfælde af nukleare nødsituationer ved klart at give Kommissionen en tilsynsfunktion og opstille klare retningslinjer for dens handlinger (vedtagelse, revision). Vi skal også forsøge at tjene borgernes interesser gennem en bedre forvaltning af situationen efter en ulykke. Vi skal sikre retssikkerhed i hele forslaget gennem en tilpasning af forældede procedurer - "komitologiprocedurer" inden for Euratom-området vedtaget i analogi - som dette forslag søger at kodificere, til Lissabontraktatens bestemmelser. Nikolaos Chountis Ihukommende at de tre forordninger om stråling, der ændres af nærværende betænkning, blev vedtaget i kølvandet på Tjernobyl-katastrofen for ca. 20 år siden, mener jeg, at Belet-betænkningen i sin nuværende udformning efter afstemningen er et første forsøg på at forbedre holdningen til og opdatere problemet med radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og jorden. Skønt jeg går ind for en ændring af retsgrundlaget og en styrkelse af Europa-Parlamentets rolle for at skabe større gennemsigtighed i lovgivningen og bedre beskyttelse af borgerne, finder jeg betænkningen utilstrækkelig og adskillige skridt bag en holdbar løsning på problemet. Den ændrer det allerede vedtagne og regulerer ganske enkelt konsekvenserne af snarere end kilden til problemet. Den indeholder endvidere ekstremt høje maksimumgrænser for radioaktiv kontaminering, og derfor er den langt fra målsætningen om at beskytte folkesundheden. Jeg undlod at deltage i den endelige afstemning af ovennævnte grunde. Vasilica Viorica Dăncilă Efter min mening er EU's medlemsstater ansvarlige for at føre tilsyn med overholdelsen af de fastsatte niveauer for beskyttelse mod radioaktiv kontaminering i denne forordning, specielt gennem overvågningen af sikkerhedsstandarderne for levnedsmidler og foder og gennem overvågning af miljømæssige parametre. Jeg støtter tanken om at oprette et system, der tillader EU at fastsætte maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder for at sikre et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden efter nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Edite Estrela Jeg stemte for betænkningen vedrørende radioaktivitet i levnedsmidler, der skal vedtage maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder efter nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Det primære mål med forordningen er beskyttelsen af folkesundheden, og retsgrundlaget skal derfor være artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Diogo Feio Nærværende forslag skal sikre en høj beskyttelse af EU-borgernes sundhedsniveau i tilfælde af radioaktiv kontaminering og give vedtagelsen af denne forordning demokratisk legitimitet. Der er ingen tvivl om, at dets retsgrundlag skal tilpasses den nye Lissabontraktat for at give Europa-Parlamentet en rolle i beslutningstagningen i forbindelse med en forordning, som muligvis kan indvirke på folkesundheden. Forslaget består hovedsageligt af en kodifikation af uændrede bestemmelser fra tre forordninger, som blev vedtaget mellem 1987 og 1990, hvori der fastsættes niveauer for radioaktiv kontaminering i tilfælde af en radioaktiv nødsituation. José Manuel Fernandes Alle mennesker har ret til sund kost. Det er en ubestridelig rettighed og en nødvendig betingelse for at opnå den livskvalitet, vi tragter efter, og som Lissabontraktaten afspejler. Efter Tjernobyl-katastrofen (1986) fik spørgsmålet om radioaktiv kontaminering af miljøet større betydning, hvilket retfærdiggjorde vedtagelsen af tre forordninger mellem 1987 og 1990, der fastlagde maksimalt tilladte niveauer for kontaminering i tilfælde af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare, da disse virkninger er langvarige og meget ofte indirekte (forurening af skovarealer). Skønt forslaget primært består i en kodifikation af de uændrede bestemmelser af ovennævnte forordninger, stemmer jeg for denne betænkning om forslaget til Rådets forordning (Euratom), fordi den garanterede fastholdelse af høje beskyttelsesniveauer for EU-borgernes sundhed er i fare. Ilda Figueiredo Dette forslag består primært af en kodifikation af uændrede bestemmelser af tre forordninger, der blev vedtaget mellem 1987 og 1990, og som fastsætter tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering i tilfælde af en radioaktiv nødsituation. Indførelsen af en ny betragtning, der forklarer nødvendigheden af en eksisterende artikel om, at gennemførelsesbeføjelser forbeholdes Rådet, indebærer imidlertid en væsentlig indholdsmæssig ændring, som kræver en omarbejdning af retsakten. Forordningens indhold består af en mekanisme med to interventionsniveauer i tilfælde af strålingsfare eller nukleare ulykker som foreslået af Kommissionen: Kommissionen vedtager omgående en ad hoc-forordning om i en given situation, inden for et defineret område og for en begrænset periode, at anvende de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i henhold til forslagets bilag I og III; Inden for en måned efter denne forordnings vedtagelse forelægger Kommissionen Rådet et forslag om at vedtage denne ad hoc-forordning. Som det fremgår af forhandlingen i det særlige udvalg og i dets alternative forslag, foregår der en magtkamp mellem Kommissionen og Rådet. Det primære formål bør imidlertid være at tjene borgernes interesser gennem en bedre forvaltning af situationer efter ulykker med respekt for de berørte medlemsstaters kompetencer. Vi har derfor undladt at stemme under den endelige afstemning. Vicky Ford ECR-Gruppens medlemmer af Europa-Parlamentet støttede denne betænkning, da vi mener, at retsgrundlaget for denne lovgivning skal ændres fra artikel 31 i Euratom-traktaten til artikel 168 i TEUF (der regulerer folkesundheden). Under den oprindelige forordning blev Euratom-traktatens artikel 31 (der fokuserer på grupper af personer, som kunne være genstand for en mulig radioaktiv kontamination) fundet mest hensigtsmæssig som retsgrundlag, da artikel 168 i TEUF ikke fandtes. Hvis artikel 168 i TEUF var retsgrundlaget for denne forordning, ville det indebære en ændring fra høring til den almindelige lovgivningsprocedure med Parlamentets fulde deltagelse samt vigtigst af alt en fuld konsekvensanalyse inklusive en høring af fødevareproducenter og forbrugere. Mens der kunne være visse aspekter af Parlamentets vedtagne betænkning, som ECR-Gruppens medlemmer af Europa-Parlamentet ikke støtter, mener vi bestemt, at retsgrundlaget for forordningen skal ændres for fuldt ud at involvere Europa-Parlamentet i lovgivningsprocessen, samt at den skal ledsages af en grundig konsekvensanalyse. ECR-Gruppen stemte derfor ja til denne betænkning. Adam Gierek De forordninger, vi har udarbejdet her i dag, har en enorm økonomisk betydning for EU og dets indre marked. Tjernobyl-katastrofen viste os, at den lineære ekstrapolering af strålingsrelaterede risici giver unødvendige økonomiske tab. Arealer på størrelse med mange lande blev evakueret i Belarus og Ukraine. Belarusserne vender nu tilbage til disse områder, hvor radioaktiviteten er den samme som i Warszawas centrum, skønt det forekommer utroligt. I mellemtiden vil nogle af "Tjernobyl-ofrene" - de ca. 8 mio. ukrainere, der modtager ydelser, som under alle omstændigheder er utilstrækkelige til at forsørge dem - ikke overveje at vende tilbage af frygt for at miste denne ringe kompensation. EU bør drage konklusioner af denne erfaring, der har stor betydning. Det var let at flytte folk inden for det tidligere Sovjetunionen, og det blev gennemført på effektiv vis efter katastrofen. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan noget sådant skal kunne lade sig gøre i Europas tætbefolkede områder. Hvem vil påtage sig ansvaret for sådan en opgave? Der ville skulle gives finansiel kompensation til specielt landbrugere, der måske ikke kun mister deres afgrøder, men også muligheden for at dyrke afgrøder i mange år. Det samme gælder for skove om end i mindre grad. Det er et velkendt faktum, at forureneren skal betale, men hvordan afgør vi, hvem der er ansvarlig, og som derfor skal betale, hvis vi rammes af radioaktivt nedfald fra tredjelande? Hvem vil tage sig af det? EU, selvfølgelig. Derfor stemte jeg for en vedtagelse af betænkningen. Catherine Grèze Med hensyn til Belet-betænkningen, der i særdeleshed beder Parlamentet om at blive medlovgiver for sundhedsbeskyttelse i tilfælde af radioaktivitet i levnedsmidler, kunne jeg ikke stemme for en betænkning, der ikke klart afviser de aktuelle doser, der er foreslået af Kommissionen. De maksimale kontamineringsniveauer, der er foreslået af Kommissionen, og som har været gældende siden 1987, er alt for høje. Undersøgelser viser, at selv med lave doser har børn alvorlige kardiovaskulære og endokrine problemer. De foreslåede maksimumdoser vil give en uacceptabel stigning i antallet af kræfttilfælde. Hvis ikke der findes en mekanisme til at kompensere landmænd i tilfælde af kontamineringer over de tilladte niveauer, skal Kommissionen helt sikkert foreslå en kompensationsmekanisme i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet. Ian Hudghton Parlamentet har i dag stemt ja til en ændring af retsgrundlaget for lovgivningen om radioaktivitet i levnedsmidler. Det er et utrolig vigtigt spørgsmål, og det er kun rimeligt, at Europa-Parlamentet har fælles beslutningsbeføjelser. Juozas Imbrasas skriftlig. - (LT) Jeg stemte for dette vigtige dokument om maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Det er utrolig vigtigt at fastsætte maksimalt tilladte niveauer for levnedsmidler og foder for at sikre et højt folkesundhedsbeskyttelsesniveau og undgå en gentagelse af Tjernobyl-katastrofen, hvor levnedsmidler (korn, grøntsager, bær, svampe etc.), foder og marker var kontamineret med radioaktivt nedfald, hvilket øgede mængden af radioaktivitet i skovene og i de landbrugsafgrøder, der stammede fra de berørte områder. Vi skal indføre en mekanisme, der på effektiv og tilstrækkelig vis kan garantere sikkerheden i forbindelse med nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for mennesker er et af EU's mål. Jarosław Kalinowski Radioaktiv kontaminering er skadelig for menneskets sundhed, og det er vores opgave som medlemmer af Europa-Parlamentet at gøre vores yderste for at sikre, at forbrugernes fødevarer er sikre og sunde. Vi skal derfor træffe de nødvendige foranstaltninger til at sætte os i stand til at reagere tilstrækkelig hurtigt og effektivt i tilfælde af en ulykke, samtidig med at vi konstant opdaterer forordningerne og justerer dem efter den aktuelle teknologiske udvikling. Procedurerne skal forenkles, og kompetencerne skal overføres til medlemsstaterne, der bliver i stand til effektivt at håndtere sådanne situationer. I dette tilfælde vil det være vigtigt at indføre grænser for koncentrationer af radioaktive stoffer af hensyn til samfundets og det naturlige miljøs sikkerhed. Elisabeth Köstinger I tilfælde af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare er det helt afgørende med den rigtige indsats. Det er vigtigt med forebyggende foranstaltninger og hjælp til de berørte parter. Kompensationsudbetalinger til landbrugere er helt afgørende for at hjælpe landbrugsvareproducenter, der uforvarende har lidt skade. Landbrugere i én medlemsstat, der rammes af kontaminering som følge af en sådan ulykke i en anden medlemsstat, skal også modtage kompensation. Effekterne af nukleare ulykker må ikke bringe landbrugernes levebrød i fare. Jeg støtter hr. Belets betænkning, fordi vi skal beskytte vores landbrugere mod farer fra en ekstern tredjemand. Jean-Luc Mélenchon Denne betænkning og de miljøkatastrofer, den angiveligt skal håndtere, er en påmindelse til os om, hvor meget det haster med at skrinlægge atomkraften. Der nævnes ikke desto mindre intet om at skrinlægge atomkraft i denne betænkning. Det er en af manglerne ved betænkningen. Det havde været umagen værd at vedtage ændringsforslaget. Endvidere er formålet med denne betænkning at give Kommissionen alle de nødvendige beføjelser til at indføre de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af en nuklear katastrofe. Den gør det helt valgfrit for medlemsstaternes ledere at handle i denne sag, skønt det er dem, der er valgt af befolkningen. Det er ubegribeligt, at der på denne måde skal uddelegeres så megen magt til den uansvarlige Kommission - specielt når det handler om folkesundheden. Jeg stemmer imod betænkningen. Nuno Melo Forordningsforslaget fastsætter en procedure for fastsættelse af maksimalt tilladte grænser for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder, der kan markedsføres efter nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare, som kan forårsage eller har forårsaget betydelig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder. Efter min mening skal vi forblive opmærksomme og forberedte på enhver nødsituation, der kan opstå i Europa. Ethvert forsøg på at gøre det muligt at anvende de nugældende forordninger hurtigere og lettere vil skabe merværdi for hele EU-området. Andreas Mölzer Radioaktiv kontaminering kan være et problem i en række år i nogle levnedsmidler. Problemet opstår, når kontaminerede levnedsmidler såsom vilde produkter fra skovene i områder, der har været udsat for radioaktivitet i århundreder, ikke kun forbruges lokalt, men også sælges i ellers ikke-kontaminerede områder, hvor man tror, at de er harmløse. Ifølge vores aktuelle videnniveau er der ikke noget strålingsniveau, der med fuldstændig sikkerhed kan klassificeres som værende harmløst. Forskning i årsagerne til en lang række af nye sygdomsformer såsom allergier, er fortsat i sin vorden. Til trods herfor bestråles levnedsmidler fortsat, og ingen har overvejet muligheden for en mulig interaktion med genteknik. Alle disse grænser er i sidste ende nytteløse, hvis ikke kontrollerne med levnedsmidler i og omkring kontaminerede regioner fungerer ordentligt. Jeg har taget hensyn til disse overvejelser under afstemningen. Claudio Morganti Jeg stemte for denne beslutning, da den strømliner proceduren for intervention i et nødstilfælde og styrker Kommissionens rolle ved at fastslå, at den - og ikke Rådet - er direkte ansvarlig for beslutningstagningen i tilfælde af en nuklear ulykke og for at træffe foranstaltninger, der straks træder i kraft. Kommissionen skal have hjælp fra en gruppe uafhængige eksperter med kompetencer inden for sundheds- og fødevaresikkerhedssektorerne. Endvidere skal de foreliggende videnskabelige data gøres tilgængelige af Kommissionen, så deres betydning kan vurderes. Medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger for at minimere kontamineringsrisikoen, bl.a. gennem informering af offentligheden. I alt væsentligt beskytter denne betænkning borgerne og giver Kommissionen og Parlamentet en ledende rolle. RadvilMorkūnaitė-Mikulėnien I dag har vi stemt om forordningen om "maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare", som fastlægger retningslinjer for reaktioner på nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Dette dokument er rent teknisk i sin natur, idet det primært diskuterer grænser for Kommissionens, Rådets og medlemsstaternes kompetencer og fastsætter kontamineringsniveauer. Jeg vil gerne fremhæve et ændringsforslag fra Parlamentet, der foreslår medtagelsen af en bestemmelse om kompensation til landbrugere, hvis jord forurenes med giftige stoffer under nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Da vi lever i ret ustabile tider, hvor vi kan se eksempler på, at menneskets skødesløse aktiviteter ofte fører til store ulykker, skal vi vedtage en lovgivning, der fastsætter klare bestemmelser om, hvordan man skal reagere i kritiske situationer. Rolandas Paksas skriftlig. - (LT) Jeg er enig i forslaget til Rådets forordning om fastsættelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Beskyttelse af menneskets sundhed er et af EU's prioriterede mål, og vi skal derfor indføre en mekanisme, der på effektiv og tilstrækkelig vis kan garantere sikkerheden i forbindelse med nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare. Niveauerne for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker skal reguleres særligt nøje på grund af de mulige negative konsekvenser for offentligheden. Vi skal træffe alle mulige foranstaltninger for at sikre, at radioaktive partikler, der frigives til luften i tilfælde af en ulykke, kontaminerer levnedsmidler mindst muligt, og at den radioaktive effekt reduceres til et minimum. Jeg er enig i forslaget om, at man skal anvende det grundlæggende EU-miljøprincip om, at "forureneren betaler", for at sikre en effektiv kompensationsmekanisme i tilfælde af en ulykke med særlig fokus på landbrugerne, der vil lide størst skade i dette tilfælde. Maria do Céu Patrão Neves Denne betænkning vedrører et lovgivningsforslag, der hovedsagelig består af en kodifikation af uændrede bestemmelser fra tre forordninger, som blev vedtaget mellem 1987 og 1990 efter Tjernobyl-katastrofen i 1986, hvor spørgsmålet om radioaktiv kontaminering af miljøet fik større betydning. Disse forordninger fastsætter de tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering i tilfælde af en radioaktiv nødsituation. Forordningernes indhold består af en mekanisme med to interventionsniveauer i tilfælde af strålingsfare eller nukleare ulykker som foreslået af Kommissionen: (a) Kommissionen vedtager omgående en ad hoc-forordning om i en given situation, inden for et defineret område og for en begrænset periode, at anvende de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i henhold til forslagets bilag I og III og (b) Inden for en måned efter denne forordnings vedtagelse forelægger Kommissionen Rådet et forslag om at vedtage denne ad hoc-forordning. Jeg stemmer for betænkningen, da Europa-Parlamentets forslag efter min mening er positive og gør teksten mere logisk. Da det primære formål med forordningen er beskyttelse af folkesundheden, bør retsgrundlaget efter min mening være artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Raül Romeva i Rueda Radioaktiv kontaminering af levnedsmidler hører helt klart ind under området for europæisk folkesundhed, og derfor er det helt afgørende, at denne lovgivning fastsættes på dette grundlag og med Europa-Parlamentet som medlovgiver. Som forslaget ser ud i øjeblikket, mangler det imidlertid helt klart noget, der er nødvendigt for at beskytte den europæiske offentlighed og specielt børnene mod radioaktiv kontaminering gennem levnedsmidler. Ifølge ekspertanalyser er de foreslåede maksimale niveauer for radioaktiv kontaminering alt for høje, og nogle af dem er tilmed højere end dem, der var gældende, da Tjernobyl-katastrofen indtraf. De foreslåede niveauer vil betyde, at offentligheden udsættes for et højere strålingsniveau end maksimalværdierne ifølge den gældende EU-lovgivning om sikkerhedsstandarder for ioniserende stråling. Det vil udsætte den europæiske offentlighed og specielt børn og sårbare grupper for unødvendige kontaminerings- og kræftrisici. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at denne lovgivningsmæssige revision ikke giver EU-borgerne fuldstændig beskyttelse mod radioaktivitet i levnedsmidler. Licia Ronzulli Jeg stemte for denne beslutning, fordi den kaster lys over et grundlæggende problem, der aldrig må undervurderes. Stadig flere lande kaster sig over atomkraft - både til civile og desværre også til militære formål. Det er nu en virkelighed af global betydning, der desværre også omfatter meget ustabile politiske områder. I tilfælde af en krise eller en ulykke kan EU ikke tillade sig at være uforberedt på krisehåndteringen. Svarene skal være øjeblikkelige, effektive og perfekt koordinerede mellem de forskellige medlemsstater. Det radioaktive nedfald efter en sådan hændelse fører til kontaminering af levnedsmidler og foder, der - hvis det introduceres i fødekæden - kan forvolde uoverskuelig skade og kontaminere hele områder i årtier. EU-borgerne skal kunne sove trygt i sikker forvisning om, at de i tilfælde af en krisesituation, som vi håber aldrig at opleve, ikke vil være overladt i begivenhedernes vold. Strømlinede procedurer med klare regler og forpligtelser for alle er helt afgørende for at tjene borgernes sande interesser. Oreste Rossi Vi støtter betænkningen, der fastsætter maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler, fordi den strømliner procedurerne for intervention i tilfælde af en nødsituation og styrker Kommissionens rolle og giver den bemyndigelse til at træffe beslutninger i tilfælde af nukleare ulykker. De maksimale strålingsniveauer i både levnedsmidler og foder er også nævnt i betænkningen. Under afstemningen blev der med vores støtte også vedtaget et mundtligt ændringsforslag, der sikrer kompensation til landbrugere, som påvirkes negativt, fordi de ikke kan sælge kontaminerede produkter. Artur Zasada Nukleare ulykker kan opstå alle steder, hvor der bruges, lagres eller transporteres radioaktive materialer - altså ikke kun på atomkraftværker, men også på hospitaler og universiteter, i forskningslaboratorier og industrianlæg, på veje og jernbaner, i havne og på skibsværfter. Ordføreren nævner med rette, at radioaktive stoffer fortsat kan have en effekt i ganske mange år, og at det overordnede mål altid bør være en beskyttelse af menneskets liv og sundhed. I øjeblikket behandles flere og flere levnedsmidler med ioniserende stråling for at gøre dem mere holdbare. Det er værd at huske på, at bestrålingen ødelægger vitaminerne - op mod 90 % af vitamin A i kyllinger, 86 % af vitamin B i havre og 70 % af vitamin C i frugtjuice. Levnedsmidlernes holdbarhed øges derfor på bekostning af deres næringsværdi. Forskningen har vist, at bestråling dræber bakterier, men den dræber ikke vira eller fjerner skidt eller toksiner, der kan slippe ind i kød på ikke-sterile slagterier og kødforarbejdningsvirksomheder. Stråling bidrager også til en storstilet, dyr, og uøkonomisk transport af levnedsmidler - specielt foretaget af store selskaber. Man behøver ikke bestråle levnedsmidler, der produceres og forbruges lokalt. Efter min mening bør medlemsstaterne beholde deres levnedsmiddel- og fødevarekontrolsystemer med hensyn til maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet og forbedre og revidere dem, sådan som ordføreren har foreslået.

Üheminutilised sõnavõtud poliitiliselt olulistel teemadel President Järgmine päevakorrapunkt on üheminutilised sõnavõtud poliitiliselt olulistel teemadel. Teresa Jiménez-Becerril Barrio (ES) Austatud president, eelmisel kuul korraldasin ma Euroopa Parlamendis terrorismiohvreid käsitleva kuulamise, millest võttis osa Euroopa Parlamendi president ning kus osalesid ka mitmed Euroopa Rahvapartei (kristlike demokraatide) fraktsiooni liikmed. Ohvrid on pöördunud meie kui oma esindajate poole Euroopas, et me tagaksime neile nende õiguse õiguskaitsele, mis on nende kodumaal nii palju kordi jalge alla trambitud. Nii on juhtunud näiteks Hispaanias, kus Rodríguez Zapatero valitsus valetab jätkuvalt Hispaania rahvale läbirääkimiste kohta terrorirühmitisega, kes ei ole endiselt relvi maha pannud. Just selle tõttu ei ole põhjalikult uuritud selliseid tõsiseid intsidente nagu Faisáni baari juhtum, kus terroriste hoiatati ette käimasolevast operatsioonist eesmärgiga nad vahistada. Demokraatlikud valitsused ei saa pöörata selga terrorismiohvritele; nad on juba maksnud kõrgeimat hinda võitluses vabaduse eest. Parlament peab edendama sellist Euroopa hartat, millega tunnustatakse ohvrite õiguspäraseid nõudmisi, näiteks mitte pidada terroristidega läbirääkimisi ja tagada, et terroristid kannavad oma vanglakaristuse ära täies mahus. Ádám Kósa (HU) Austatud president, lugupeetud kolleegid! Aasta viimasel töönädalal soovin esitada teile kokkuvõtte oma kogemustest seoses Euroopa Parlamendi haldustegevusega. Nõustudes Euroopa Ombudsmani 6. detsembri arvamusega tahan öelda, et Euroopa Parlamendi meeskond ja töötajad on ära teeninud kiidusõnad oma töö eest võrdsete võimaluste edendamisel ja eelkõige puudega inimeste olukorra parandamisel. Ma loodan, et tulevikus ei tule nendes küsimustes taganeda. Ma tahan tänada kolme inimest. Esiteks soovin tänada koolituse üksuse juhatajaid Erica Landit ja Pierre Debatyd seoses kohanemise küsimusega. Ma tahan tänada võrdsete võimaluste ja mitmekesisuse üksuse juhatajat Rosa Brignonet 61-le puudega inimesele töövõimaluse pakkumise eest Euroopa Parlamendis. Selle programmi raames saab neile anda tööd, pakkudes samal ajal asjakohast abi. Ma palun president Buzekil neile programmidele Euroopa Liidu tuleviku nimel jätkuvalt tähelepanu pöörata. Csaba Sógor (HU) Austatud president! Mul on väga hea meel, et Euroopa Komisjoni välja antud Euroopa aasta ajakirjaniku auhinna 2010 Rumeenia riikliku auhinna võitja on ungari kogukonna esindaja Rumeenias. Auhinna saaja pälvis komisjoni tunnustuse oma emakeeles, ungari keeles kirjutatud artikliga. Ungari keel ei ole Rumeenia riigikeel, kuid selles riigis elava 1,5 miljoni liikmelise ungari kogukonna jaoks on tegemist keelega, mille kaudu nad saavad teada neid ümbritsevas maailmas toimuvast. Ma olen tänulik, et komisjon mõistis, et ei ole põhjust võistleja diskvalifitseerimiseks, kui võistlusele esitatud kirjatükk ei ole kirjutatud riigi ametlikus keeles. Mulle siiski tundub, et midagi on puudu, sest ELi ametlike keelte hulka mittekuuluvas keeles kõnelevatel rahvuskogukondadel - näiteks katalaanidel, baskidel, korsiklastel ja nii edasi - ei olnud võimalust osaleda võistlusel ja teavitada samal ajal oma kogukonda selle emakeeles. On aeg, et kõigis komisjoni otsustes võetaks arvesse Euroopa tegelikkust, mitmekeelsust ja kultuuride kooseksisteerimist. Antonio Masip Hidalgo (ES) Austatud president! Nagu võib näha terroristide arreteerimistest, mis on läbi viidud Rodríguez Zapatero valitsuse ajal, siis on ütlematagi selge, et praegu Hispaania valitsuse vastu esitatud süüdistused on selgelt alusetud. Kuid minnes edasi minu sõnavõtu mõtte juurde - möödub 100 aastat poeet Miguel Hernándeze sünnist. Tema kaotus Hispaania kodusõja ajal oli korvamatu ning tema kordumatu sõnum tuli otse rahva südamest. Nn kitsede ja ka murede karjasena oli ta Nobeli preemia laureaatide Neruda ja Aleixandre kaasaegne. Käesoleval foorumil, mis peaks olema vabaduse, sallivuse, rahu ja kultuuri foorum, ütlen järgmist: "Ma olen avatud aken, mis kuulab, / läbi mille näha elu tuska. / Kuid võitluses on valguskiir, / mis alati varjutab varju.” Lootkem neil süngetel aegadel ikka poeedi valguskiirele, mis tõrjub pimeduse - pimeduse siis ja igaveseks. Miguel Hernándezt parafraseerides: "Me peame rääkima paljudest asjadest”, või kasutades eelmisel nädalal Stockholmis Vargas Llosa poolt tsiteeritud värssi Vallejolt: "Vennad, palju on teha” selles Euroopas ... (Juhataja katkestas kõneleja.) Daciana Octavia Sârbu (RO) Lugupeetud president, Euroopa Komisjon avaldas eelmisel nädalal aruande toitumise ja rasvumisega tegelemise Euroopa 2007. aasta strateegia rakendamise kohta. Selles aruandes rõhutati lisaks mõningatele ebatervisliku toitumise ja rasvumise vastase võitluse Euroopa Liidu erimeetmetele ka asjaolu, et paljud strateegia kindlaksmääratud eesmärgid ei ole saavutatud. Strateegiaga nähti ette kohustus laiendada ja toetada laste toitumisalast harimist. Kuid ELi tasandil on nende lubaduste täitmiseks tehtud liiga vähe. Näiteks sisaldab Euroopa koolidele puuviljade jagamise kava harivaid osi, kuid on suunatud ainult piiratud arvule lastele. Kuigi sellel on kasulik mõju, on see meie arvates üsna piiratud. Veel üks suur probleem on lastele mõeldud toidureklaam. 2007. aastal koostas komisjon lastele suunatud toiduainete turustamist reguleerivad toimimisjuhendid. Kahjuks lubab ka praegu mõni liikmesriik ebatervisliku toidu otsest lastele suunatud reklaami, samuti on väga suured erinevused toimimisjuhendit käsitlevate suuniste tõlgendamisel. Ivo Vajgl (SL) Austatud president! Minu soov on, et me pööraksime Euroopa Parlamendis tähelepanu Lähis-Ida rahuprotsessi käsitlevale hoiatusele, mille 26 Euroopa Liidu endist suurt riigimeest ja -naist üldsusele edastasid, ning et me võtaksime seda ka arvesse. Ma räägin individuaalse rahvusvahelise mõjujõuga isikutest, kes on sellest tulenevalt võimelised avalikkuse tähelepanu võitma. Ma arvan, et oleks õige, kui pööraksime erilist tähelepanu selle hoiatuse sõnastusele, millega meid siin parlamendis kutsutakse üles suurendama veelgi jõupingutusi, et tagada rahu selles piirkonnas, ning võtaksime vajaduse korral rangema hoiaku, et tuua Iisrael läbirääkimistelaua taha ja tagada rahu mitte ainult kõnealuses piirkonnas, vaid ka Iisraeli riigis ja selle kodanike jaoks. Michail Tremopoulos (EL) Austatud president! Euroopa toetusmehhanism paneb komisjonile täiendava kohustuse kaitsta Euroopa õigusriigi põhimõtet. Minu jaoks oli siiski üllatav näha, et juhtumas on täpselt vastupidine. Minu käes on volinik Rehni kirjalik vastus küsimusele, mis käsitleb Kreekaga sõlmitud memorandumit. Ta on üks sellele vastusele isiklikult alla kirjutanutest. Vastuses märgitakse, et idee ja vastutus tingimuste eest lasub üksnes Kreeka valitsusel. Minu käsutuses on ka volinik Almunia kirjalik vastus, milles märgitakse väga selgelt, et ta ei pea vajalikuks anda teavet, mida me temalt parlamentaarse kontrolliga seoses taotlesime. Volinik näib tahtlikult loovat mitme riigi jaoks niinimetatud halle alasid Euroopa õigusriigi põhimõtte ja Euroopa poliitika kohaldamises. Demokraatlik kontroll tõrjutakse kõrvale sellega, et riikide valitsused peidavad end kõige põhilisemate meetmete puhul komisjoni ja eeistujakolmiku selja taha, samas kui komisjon suunab need küsimused liikmesriikide valitsustele. Seepärast on komisjon muutumas aluslepingute täitmise järelevalvajast mitteametliku erakorralise seisukorra järelevalvajaks, olles selle seisukorra ise vaikivalt välja kuulutanud. Praegusel keerulisel ajal ei saa toetusmehhanismi kasutuselevõtt tähendada Euroopa õigusriigi põhimõtte hülgamist. Georgios Toussas (EL) Austatud president! Euroopa Liidu, Rahvusvahelise Valuutafondi ja liikmesriikide väikekodanlike valitsuste rohujuure tasandi vastane poliitika on kasvanud võitluseks miinimumpalga, töö- ja sotsiaalsete õiguste nimel, mille saavutamiseks töölisklass kaua ja raskelt võitles. Massiline tööpuudus, vaesus, riiklike kollektiivlepingute kaotamine, äärmuslikud palga- ja pensionikärped, pensioniea tõstmine, raskete ja tervist kahjustavate elukutsete liigituse kaotamine, käibemaksu tõstmine, sissetulekute järsk vähendamine kohalikul tasandil 25% nii era- kui ka avalikus sektoris, riigiettevõtete müük ja autokraatia suurenemine ning töölisklassi ja kohaliku tasandi liikumise julm mahasurumine. Tüüpilised näited on kahjulike poliitikameetme kehtestamine töötute meremeeste suhtes Kreekas, erakorralise olukorra väljakuulutamine lennudispetšerite tööle mitte ilmumise tõttu Hispaanias, õpilaste ja üliõpilaste nüpeldamine Inglismaal ning kõige aluseks olevate põhivabaduste küsimuse alla seadmine üldiselt. Samal ajal oleme aga näinud toetuste pakette ja solvavaid maksusoodustusi ... (Juhataja katkestas kõneleja.) Nikolaos Salavrakos (EL) Austatud president, lõppemas on aasta, mis oli raske kogu inimkonna jaoks. Samal ajal oli see raske ka Euroopa jaoks, kelle ühisraha ja ühtekuuluvus pandi proovile. Loodud ja ellu rakendatud on uued kaitsvad ja toetavad institutsioonid, mille ülesanne on kaitsta ühisraha ja toetada peamiselt kahte täiesti erineva majandusega riiki - Kreekat ja Iirimaad. Usun, et me kõik Euroopa liidritega eesotsas oleme sellest kriisist õppust võtnud ning et nüüd valitseb meie vahel suurem solidaarsus. Ma usun, et see on nii. Seepärast olen kindel, et 2011. aastal astutakse õigeid samme sotsiaalse ühtekuuluvuse säilitamiseks, ilma et eelarve ülemäärane rangus põhjustaks äärmuslikke olukordi. Pean vajalikuks rõhutada, et Ameerika Ühendriikides kohaldatakse vastupidist majanduspoliitikat. Me peame mõistma, et euroalas on vaja võtta meetmeid, mis aitaksid luua tingimused Kreeka, Iirimaa ja Portugali turgude tõrgeteta taastumiseks ning vältida sarnaseid probleeme Hispaanias. Csanád Szegedi (HU) Austatud president, lugupeetud kolleegid! Kahekolmandikulise häälteenamuse saanud Ungari valitsus on alustanud viimase kuue kuu jooksul rünnakut demokraatlike institutsioonide vastu. Selles protsessis saatsid nad laiali endise võrdsel esindatusel põhineva meediajärelevalve organi ja lõid selle asemele valitsuserakonna esindajatest koosneva organi. Hiljuti Ungaris vastu võetud niinimetatud meedia põhiseadus annab valitsusele samuti võimaluse tsenseerida soovi korral teatavaid veebisaite, ka Hiina tsensuurimudelit järgides. Seda kuulutas uhkelt ühes intervjuus kõnealuse meediaorgani juhataja Annamária Szalai. Näitena nimetas ta kõige loetumat parempoolset uudisteportaali www.kuruc.info, mis tänu interneti pakutavale anonüümsusele oli endise valitsuse toime pandud rikkumiste peamine paljastaja. Ma palun, et Euroopa Parlament ja komisjon kutsuksid Fideszi tungivalt üles lõpetama Ungaris aset leidvad demokraatiavastased protsessid nii kiiresti kui võimalik. Ungari opositsioonile on jäänud veel ainult võimalus kasutada avalikkust ja nüüd kavatsevad nad meilt ka selle võimaluse ära võtta. Barbara Matera (IT) Austatud president, lugupeetud parlamendiliikmed! Rohkem kui kuu on möödunud sellest, kui katoliiklasest Pakistani talunaine Asia Bibi mõisteti süüdi jumalateotuses. Me ei tohi unustada, kui oluline on kaitsta puutumatuid inimõigusi, mille hulka oleme oma hartas arvanud ka sõnavabaduse. Viimase kümne aasta jooksul on Pakistani-sarnastes riikides jumalateotuses süüdistatuna hukatud juba 46 inimest, mis õhutab üha enam usulist sallimatust ja seega ka islamiäärmuslust. Need inimesed tapeti jumalateotuses süüdistuse saanuna väljaspool vanglat või leiti nad surnuna vanglas. Asia Bibi elu on ohus mitte üksnes Pakistani seaduste kohaldamise tulemusena, vaid ka fanaatikute tegevuse läbi. Seega soodustab Pakistani õigus seda tagakiusamise ja teenimatute surmade õhustikku. Kokkuvõtteks kutsun ma kogu rahvusvahelist üldsust tungivalt üles nõudma, et Pakistani karistusseadustikust kaotataks jumalateotust käsitlevad õigusnormid, ning tagama kõikide nende inimeste võimalikult peatne vabastamine, kes on mõistetud süüdi sõnavabaduse kasutamisega seonduvates kuritegudes. Mariya Nedelcheva (BG) Austatud president, lugupeetud kolleegid! Täna avaldatakse minu ja nelja kolleegi allkirjastatud deklaratsioon, milles kutsutakse üles põllumajandustoetuste õiglasele jagamisele vanade ja uute liikmesriikide vahel pärast 2013. aastat. Praeguse ühise põllumajanduspoliitika raames peavad kõik Euroopa Liidu põllumajandustootjad täitma ühesuguseid kohustusi, mille hulka kuuluvad kulukad investeeringud. Kuigi nende kohustused on võrdsed, siis nende õigused seda ei ole. Seepärast usun ma, et alates 2013. aastast peab otsetoetuste süsteem tagama kõigi põllumajandustootjate õiglase kohtlemise kogu Euroopa Liidus. Me peame kaotama vana mudeli, määrama kindlaks ühised kriteeriumid ja võtma arvesse üksikute piirkondade põllumajanduse erivajadusi. Peale selle on meil vaja luua süsteem, mis võimaldab rahaliste vahendite kandmist teisest sambast esimesse, et toetusmeetmetest ja -vahenditest saaksid rohkem kasu uute liikmesriikide põllumajandustootjaid. On aeg teha lõpp sellele, mil moel ÜPP lahutab vanad liikmesriigid uutest, ning ma loodan siiralt, et te kõik toetate seda eesmärki. Maria Da Graça Carvalho (PT) Lugupeetud president! Eelmisel teisipäeval Portugali tabanud tornaado põhjustas tohutut kahju Tomari piirkonnas. Kahjuks on seda tüüpi loodusõnnetused muutumas üha sagedasemaks. On oluline teha kättesaadavaks hädaolukordades kasutatavad mehhanismid, mis võimaldavad kiiret sekkumist, et anda abi mõjutatud elanikkonnale. ELi osa on väga tähtis, sest ELi käsutuses on mehhanismid ja vahendid, nagu solidaarsusfond, mis on mõeldud sellistele probleemidele reageerimiseks. On aga vaieldamatult oluline, et nende mehhanismide käivitamine ja kasutamine oleks kiire, paindlik ja lihtne. Seepärast kutsun ma komisjoni ja nõukogu üles muutma ELi Solidaarsusfond paindlikumaks, et seda saaks kasutada nii kiiresti, nagu oleks vaja antud juhul ja muudes sarnastes olukordades. George Sabin Cutaş (RO) Austatud president! Ajavahemikul, mis eelnes Rumeenia ühinemisele Euroopa Liiduga, jälgis Euroopa Komisjon tähelepanelikult olukorda seoses rahvusvahelise lapsendamisega ning soovitas selle tegevuse peatada, kui ilmnesid reeglitevastased lapsendamistavad. Kuid 2009. aastal saatsin ma Euroopa Komisjoni ja Euroopa Nõukogu korraldatud Euroopa lapsendamismenetluste probleeme käsitleva konverentsi raames kirja Jacques Barrot'le, millega soovisin juhtida tähelepanu rahvusvahelise lapsendamise turu taasavamisega kaasnevatele tagajärgedele. Samuti soovisin ma, et Euroopa Komisjon oleks järjekindel. Ühe Rumeenia ajalehe korraldatud uurimise tulemusena oleme silmitsi võimalusega, et Euroopa Komisjon on võimu kuritarvitanud. Seda väidet illustreerib tõik, et komisjon rakendab konverentsi ametliku aruande järeldust, milles soovitatakse asutada Euroopa Lapsendamisamet. Olen kindel, et Euroopa Liidu maine kannatab seeläbi, kui Euroopa aluslepingute täitmise järelevalvaja on seotud ametlike dokumentide võltsimisega. Sel põhjusel ootan ma Euroopa Komisjonilt selget, põhjendatud vastust, mis kaotaks tema vertikaalse struktuuri küsitavuse. Gianni Pittella (IT) Austatud president, head kollegid! Rohkem kui kuu aega hoiavad inimeste salaja üle piiri toimetajad Siinai kõrbes Egiptuses pantvangis 250 inimesest koosnevat rühma, kuhu kuulub ka 80 eritrealast. Osa sellest rühmast saadeti eelnevalt tagasi mõne Euroopa riigi rannikult. Röövijad nõuavad nende vabastamise eest 8000 USA dollari suurust lunaraha ja panevad nende suhtes senikaua toime kõige kohutavamat liiki kuritarvitusi ja sunnivad neid puudust kannatama. Kuus inimest on juba surnud ning lisaks liiguvad ringi kuulujutud inimorganite eemaldamisest eesmärgiga need mustal turul maha müüa. On aeg, et rahvusvaheline üldsus ja Euroopa Liit ütleks "Aitab!”. On aeg rääkida tõsiselt varjupaigaõiguse tagamisest ning on aeg, et mõni valitsus vaataks läbi oma illusioonidel põhineva tagasisaatmispoliitika. Seda on palunud paavst ning ka sihtasutused, ühendused ja poliitilised figuurid. Me kutsume teid, austatud Euroopa Parlamendi president, ja volinik Ashtonit üles tegutsema viivitamata, et lõpetada selline piinamine. Csaba Sándor Tabajdi (HU) Austatud president, alates jaanuarist on Ungari kolmas uus liikmesriik, kellest saab ELi rotatsiooni korras vahetuv eesistujariik. See on Ungari jaoks suur test ja proovilepanek. See langeb kokku ELi majanduse juhtimise ehk esimese finantspoolaasta algusega ja Lissaboni lepingu muutmisega alalise kriisiohjamise mehhanismi loomiseks. Loodame, et Horvaatiaga peetavad ühinemisläbirääkimised viiakse lõpule ning et Rumeenia ja Bulgaaria saavad Schengeni ala osaks. Ungari demokraatlikud erakonnad, välja arvatud paremäärmuslased, on üksmeelel ja teevad koostööd selle tagamiseks, et Ungari eesistumisperiood oleks edukas. Parlament peab siiski käsitlema vastuolu, et kuigi Ungari peaks eesistujariigina teostama järelevalvet põhivabaduste üle ELis, kehtestab Ungari praegune valitsus demokraatiale, sõnavabadusele ja ametiühingusse kuulumise õigustele rangeid piiranguid. Loodan, et Ungari valitsus käitub Euroopas teistmoodi kui kodumaal. Kristiina Ojuland Austatud president, üks eelmisel nädalal Brüsselis ELi ja Venemaa tippkohtumisel käsitletud küsimus oli õigusriigi põhimõtte kohaldamine Venemaa Föderatsioonis. Ma tahan teile meelde tuletada, et 15. detsembri hommikul tehakse teatavaks Mihhail Hodorkovski ja Platon Lebedevi teise kohtuprotsessi otsus. Rahvusvahelise üldsuse liikmed, sealhulgas ELi esindajad, on seda protsessi väga tähelepanelikult jälginud ja ma olen veendunud, et kohtuasja tulemus laseb meil teha mõned konkreetsed järeldused õigusriigi olukorra kohta Venemaal. ELi ja Venemaa parlamendi koostöökomisjoni järgmine kohtumine toimub sellel nädalal Strasbourgis, mistõttu ma loodan esitada selle küsimuse oma kolleegidele Vene Riigiduumast ja Föderatsiooninõukogust ning innustan oma kolleege Euroopa Parlamendis sama tegema. Pat the Cope Gallagher (GA) Austatud president! Euroopa Liidul on olnud oluline osa rahu ja leppimise edendamisel Põhja-Iirimaal ning riigi piirialadel. Alates 1994. aastast on Euroopa Liit kolme PEACE programmi investeerinud kokku 1,3 miljonit eurot. Alates 1989. aastast on liit Rahvusvahelisse Iirimaa Fondi investeerinud 349 miljonit eurot. Rahvusvaheline Iirimaa Fond on Iirimaal toetanud üle 6000 projekti. ELi toetus võimaldas Põhja-Iirimaa ja piirialade kogukondadel kasutada ära rahuprotsessist tulenevaid võimalusi. Rahu taastamise ja leppimise protsess on aeganõudev ning ma usun kindlalt, et endiselt on vaja jätkata programmi PEACE III ja Rahvusvahelise Iirimaa Fondi toetamist. Mul on hea meel USA hiljutiste sammude üle, mida toetasid Ühendkuningriigi ja Iirimaa ametivõimud, et uurida võimalust jätkata Rahvusvahelise Iirimaa Fondi tegevust pärast 2010. aastat piiritletul ja sihipärasel viisil. Kokkuvõtteks tahan öelda, et on väga oluline jätkata rahuprogrammi toetamist. Oriol Junqueras Vies (ES) Austatud president! 1989. aasta direktiivis piirideta televisiooni kohta sätestati, et liikmesriigid ei tohi takistada audiovisuaalsete ülekannete edastamist teistest liikmesriikidest. Kõnealuse direktiivi läbivaatamise käigus 2007. aastal seda eesmärki kinnitati veelgi ja see kohandati uuele tehnoloogiale ning muutustele audiovisuaalturu struktuuris. Põhja-Kataloonia piir toimib aga endiselt kultuurilise ja keelelise piirina, mis toob kaasa kõnealuste direktiivide rikkumise. Täpsemalt öeldes: tehnilistele kriteeriumidele tuginedes jäetakse Kataloonia raadio ja televisioon järjepidevalt reguleeritud ringhäälingu reguleerimisalast välja. Seepärast peaksid Euroopa institutsioonid jõustama oma direktiive ning piiriüleste volitustega ringhäälinguorganisatsioonidel peaks olema võimalik pakkuda oma teenuseid kogu keelelisele ja kultuurilisele kogukonnale, kui see ulatub ühe riigi piiridest kaugemale, nagu see on Kataloonia puhul. Tänan tähelepanu eest. Bairbre de Brún (GA) Austatud president! Mul on hea meel ÜRO kliimamuutuste raamkonventsiooni osaliste 16. konverentsil Cancúnis kokkulepitu üle. Kuid me ei tohi ennast petta mõttega, et oleme eesmärgi juba saavutanud. Nüüd on vaja seada sihid, mis on palju rangemad, selgemad ja siduvad. Valitsused peavad toetuma Cancúnis tehtule, et järgmisel aastal saavutada Lõuna-Aafrikas ambitsioonikas ja siduv kokkulepe. Me peame ka Euroopas tegutsema. Euroopas tuleb saavutada kohene kokkulepe vähendada süsinikdioksiidi leket vähemalt 30% - seda mitte ainult rahvusvahelist kokkulepet silmas pidades, vaid ka meie enda jaoks -, et kindlustada nüüdsest meie konkurentsivõime. Euroopa peab tagama, et me muutume energia tarbimises tõhusamaks. Seda me ei saavutanud, sest 20%-line energiatõhususe siht ei ole õiguslikult siduv. Seda tuleb nüüd muuta. Slavi Binev (BG) Austatud president, head kolleegid! Soovin juhtida teie tähelepanu probleemidele, millega seisavad silmitsi Bulgaaria maanteeveoettevõtjad, kes kannavad suurt majanduslikku kahju, kui me lubame täiendavate õhu- ja mürasaaste ning muude tasude kehtestamist. Sektoris valitseb kriis ning nende tasude tõstmine ähvardab kriisi süvendada ja võtta sektorilt vahendid autopargi uuendamiseks. Bulgaaria kodanikuna ei kiida ma heaks komisjoni arvutusi, milles ei ole võetud arvesse üksikute liikmesriikide geograafilisest asukohast tulenevaid eripärasid. Bulgaaria on Euroopa Liidu ääremaa ja Bulgaaria veoettevõtjaid mõjutavad need täiendavad tasud kõige rängemalt. Kui vaadata uurimusi, siis näeme, et Bulgaaria majandus kannatab kõigi nende stsenaariumide korral. Lugupeetud kaasparlamendiliikmed! Ma loodan, et Euroopa Parlamendil on poliitilist tahet, et hoida ära Euroopa Liidu piirialadel asuvate riikide probleemide süvenemine. Nadezhda Neynsky (BG) Austatud parlamendi president! Mõni päev tagasi hoiatas Euroopa Komisjoni president Barroso, et Euroopat ähvardab populismi ja natsionalismi laine. Ta kutsus poliitilisi liidreid üles võitlema inimeste hirmudel põhineva manipuleerimisega ja irratsionaalsete väidetega, mis tema arvates on võimaldanud populismil paljudes riikides võidutseda. Tema avaldus andis mulle alust juhtida tähelepanu endistes kommunistlikes riikides demokraatiat ohustavatele riskidele. Kõigist paikadest just seal peavad Euroopa juhid suhtuma kompromissitult igasse katsesse kahjustada eraomandiõigust. Üksikisikute pensionifondi sissemaksete osaline riigistamine ja nende ülekandmine riiklikkusse sotsiaalkindlustussüsteemi on üks näide selle kohta. Euroopa ei tohi samuti kaotada valvsust seoses valikuõigusega ja ei tohi lubada selle kahjustamist mis tahes viisil. Eelkõige ei tohi Euroopa juhid sallida katseid manipuleerida avaliku arvamusega ning jälgimise eriseadmete laialdast kasutamist ja salajase teabe ametlikku avalikustamist, et survestada isikuid ja kahjustada inimõigusi. Jim Higgins (GA) Austatud president! See on väga oluline küsimus. Kahtlemata on põllumajandustootjate ja kaubanduskettide kasumi vahel suur erinevus. Minu kodumaal töötab piimandussektoris umbes 22 000 inimest. Iirimaa piimandusturg üksi on väärt 1 miljard eurot aastas. Ma arvan, et Euroopa Liit ei tee piisavalt põllumajandustootjate aitamiseks. Siinkohal ei räägi ma toetustest - toetused on head. Turuga on aga paljud asjad valesti. Näiteks tuleks põllumajandustootjatele maksta nende toodangu eest 30 päeva jooksul. Seda ei juhtu kunagi. Lisaks müüvad supermarketid piima allahindlusega, kuid raha kaotab põllumajandustootja. Ma olen pettunud, et nende probleemidega ei tegeleta. Me peame põllumajandustootjaid rohkem kaitsma kaubanduskettide ülemvõimu eest. Ioan Enciu (RO) Austatud president! Põhiõigused on Euroopa Liidu üks aluspõhimõte. Kõigi Euroopa institutsioonide peamine kohustus on kontrollida nende õiguste järgimist. Euroopa Liidu liikmesriigis Rumeenias oleme tunnistajateks põhiõiguste tõsistele rikkumistele. Pärast riigi majanduslikku ja sotsiaalset hävitamist rakendab Rumeenia praegune valitsus naeruväärseid meetmeid, millega kaasneb Euroopa Liidu tunnustatud põhiõiguste - õigus pensionile, õigus kuuluda ametiühingusse, palga saamise õigus ja noorte emade õigused - tõsine rikkumine. Peale selle tahan ma toonitada, et Rumeenias on lisaks käimas ettevalmistused puudega inimeste õiguste kaitset ja edendamist käsitlevate õigusnormide muutmiseks. Rumeenia valitsuse esitatud eelnõu heakskiitmine muudab puudega inimeste elu ainult raskemaks, muutes nad sõltuvaks riigist, selle asemel et parandada nende kaitset ja edendada nende sotsiaalset kaasatust. Sellel on kaugeleulatuv kahjulik mõju puudega inimeste huvidele ja väärikusele. Alexander Mirsky (LV) Lugupeetud president! Ma tahaksin teilt küsida sõna "katselendur” tähendust. See on piloot, kes katsetab õhusõidukit lennu ajal. Kes on "katsereisija”? Selle mõiste mõtles hiljuti välja Läti lennufirma airBaltic. On siiski kahju, et airBaltic ei teavitanud reisijaid sellest, et nad osalevad katses. Näiteks paneb airBaltic reisijad lennukisse istuma ning hiljem õhus olles selgub, et lennukil on tehnilised probleemid, mistõttu teeb see hädamaandumise. Leian, et lennuk tuleks ette valmistada enne lendu, mitte lennu ajal, eriti kui lennukis on reisijad. Viimasel ajal on airBaltic registreerinud väga suurel arvul hädaolukordi. Ma tahan juhtida parlamendiliikmete ja Euroopa Komisjoni tähelepanu lennuohutuse probleemile. Kergemeelsel suhtumisel võivad olla traagilised tagajärjed. Tänan teid. Charles Goerens (FR) Austatud president, mulle on juba kahel korral öeldud, et Lõuna-Sudaani tuleviku üle peetavat referendumit käsitlevat suuliselt vastatavat küsimust ei panda tagasi päevakorda. Ma tahan teile meelde tuletada, et 2005. aasta üldise rahulepingu kohaselt on Lõuna-Sudaanil viieaastase ajavahemiku möödumisel võimalus valida, kas jääda Sudaani riigi koosseisu või mitte. Referendum peaks kava kohaselt toimuma järgmise aasta 9. jaanuaril. Kuid Euroopa Parlament oleks pidanud arutama mitut lahendamata küsimust, näiteks valimisnimekirjade koostamine, erimeelsuste lahendamine seoses põhja ja lõuna vahelise piiriga, rääkimata vajaduse korral võetavatest julgeolekumeetmetest. Kui me arutelu lõputult edasi lükkame, võtame sellega endalt õiguse anda asjale poliitilist jõudu. See on minu seisukoht. Ma usun endiselt, et mõistlikum oleks püüda konfliktiolukordi ennetada kui oodata pealtvaatajana tragöödia vallapääsemist. Ilda Figueiredo (PT) Austatud president! Eurostati andmed näitavad, et Portugalis on töökohtade ebakindluse näitaja üks suurimaid ELis: 22%-l töötajatest on ebakindel töökoht, samas kui ELi keskmine on 13,5%. Kõige enam mõjutab see naisi ja noori. Rohkem kui 23% alla 25aastastest on töötud ja vaesus on Portugalis saavutanud 18% taseme; selles võetakse üha enam arvesse vaeseid töötajaid, kes ei teeni piisavalt, et vaesusest pääseda. Kuidas oleks seepärast võimalik mõista Euroopa Komisjoni poolt Portugali valitsusele avaldatavat vastuvõetamatut survet muuta tööõigusakte ja lihtsustada veelgi inimeste koondamise korda? Selle asemel on vaja rohkem toetada õigustega ja inimväärselt tasustatud töökohtade loomist. Miguel Portas (PT) Austatud president! Olenemata kokkuhoiueelarvest, Rahvusvahelisest Valuutafondist, stabiliseerimisfondist ning majanduspoliitika koordineerimise karistustel põhinevast mehhanismist rünnatakse jätkuvalt eurot mitme riigi riigivõla pihta suunatud spekuleeriva rünnakuga. Tuleb tunnistada, et vigu saab leida üksnes tehtud poliitilistes otsustes. Iga kord, kui liidukantsler Merkel ja president Sarkozy spekuleerivad avalikkusega, tänavad spekulandid neid viivitamata ja spekuleerivad sellele vastavalt. On selge, et iga kord, kui nad ütlevad "ei” eelkõige eurovõlakirjadele, tänavad spekulandid neid, sest nad on tänulikud selle hinna eest; sellise spekuleerimise hind on Euroopa jagunemine. Sellises Euroopas puudub solidaarsus ja äärepoolsemad riigid muutuvad üha perifeersemateks. See, austatud president, peab muutuma. Hans-Peter Martin (DE) Austatud president! Ma olen pikka aega olnud euro kaitsja, kuid nüüd on kaalul selle tulevik. Euroopa valitsusjuhtidel ei ole julgust peatada lõplikult raha tuulde loopimine. Tuleb lõpetada retoorika: "Paneme probleemi paariks aastaks ootele”. Selle asemel peame viimaks olema julged ja piisavalt vastutustundlikud, et minna võla kärpimise teed. Ainult sellisel juhul saame pangad vastutusele võtta. Pensionifondide ja elukindlustuse kaudu mõjutab see ka meietaolisi inimesi. Sellega seoses peame siiski nüüd tegutsema ebameeldivuste kiuste, et agooniat mitte pikendada. Selles peitubki suur probleem. Sellega seoses tahan kutsuda kõiki kaasparlamendiliikmeid üles osalema majandus- ja rahanduskomisjoni algatustes, eelkõige seoses saidiga financewatch.org, et meil oleks tulevikus võimalik leida reaalseid võimalusi pankade vastu, seega ka lobitöö tegijate vastu astuda, kes siin kahjuks endiselt kõike dikteerivad, ja saada sõltumatut teavet. Cătălin Sorin Ivan (RO) Lugupeetud president! Bulgaaria ja Rumeenia ühinemine Schengeni alaga on ELi idapiiri stabiilsuse seisukohalt ülimalt tähtis. Teiseks on ehk isegi sama tähtis, et see on loomulik samm pärast seda, kui mõlemad riigid said 2007. aastal Euroopa Liidu täieõiguslikuks liikmeks. See otsus peab põhinema praktilistel tehnilistel korraldustel, mitte tunnetel või innukusel. Euroopa Liidus on mõni valitsev erakond, kes usub, et võib võita teatava eelise valimistel, kui ta vastustab seda otsust ning süüdistab Rumeeniat ja Bulgaariat selle eest, et ELi tasandil on probleeme romade integreerimisega. Teiselt poolt, kui aruandes jõutakse soodsale järeldusele ja hiljuti mõlemas liikmesriigis läbi viidud kontroll näitab, et mõlemad riigid on valmis Schengeni alaga liituma, on minu arvates väga oluline jätkata nende toetamist, eriti seetõttu, et me andsime neile mitte just väga ammu positiivse hinnangu. Marisa Matias (PT) Austatud president! Pärast järjekordset kliimamuutuse alast konverentsi olen seisukohal, et enda vastu ausaks jäädes ei saa me öelda muud, kui et see oli parem Kopenhaageni konverentsist, sest saavutati mõningaid tulemusi ja tehti mõned edusammud. See oli parem, sest saavutati kompromiss ja seda taas kord ÜRO egiidi all. See oli parem, sest Euroopa Liit väljus Cancúni konverentsist paremas seisus; samuti oli protsess varasemast läbipaistvam. See üksi ei saa aga olla lohutuseks ning me peame tunnistama, et tulemusi on siiski vähe. On pandud alus töö jätkamisele, kuid me peame samuti tunnistama, et see alus, mis on küll soodne, põhineb endiselt lubadustel. Valitsused peavad minema palju kaugemale, et rahuldada üldsuse vajadusi ja tõelise kriisi tegelike ohvrite vajadusi. Mul on hea meel, et me arutame seda siin homme väga põhjalikult. Inimõiguste ülddeklaratsiooni aastapäeva tähistamisel ei ole suurt tähtsust, kui me need õigused pidevalt tähelepanuta jätame. Me peaksime juba teadma, et turg ei lahenda midagi ja et on aeg seada inimesed esikohale. Rui Tavares (PT) Austatud president, mõni päev tagasi esitas USA Kongressi esindajatekoja liige Ron Paul väga tähtsa küsimuse: kui sõda algab valega, siis kas olulisem on saladust hoida või lasta üldsusel tõde teada saada? Ma jagan meie Atlandi-taguse kolleegi muret seoses WikiLeaksi juhtumiga. On saladusi, mille hoidmine on põhjendatud ja vajalik. Probleem tekib siis, kui saladuste pidamine on reegel, mitte erand, ning viimastel aastatel oleme täheldanud salastamise sagenemist; see lubab demokraatlikust kontrollist kõrvale hiilida ja selle tava pooldajad kaitsevad nüüd jõuliselt oma privileege, nagu oleme näinud mõne valitsuse ja äriühingu reaktsioonist WikiLeaksi juhtumi puhul. Poliitilise surve tekkides on Amazon, Visa, MasterCard ja isegi Šveitsi pank, kes eelnevalt tegid WikiLeaksiga tehinguid, nendest tehingutest loobunud. Üks Prantsusmaa minister nõudis, et Prantsusmaa ei tohiks lubada selle veebisaidi tegutsemist Prantsusmaa territooriumil. Kallid kolleegid, selliseks surveavalduseks ei ole mingit õiguslikku alust. Usaldus on kahepoolne ning valitsused saavad üksnes nõuda avalikkuse usaldust, kui nad ise on valmis avalikkust usaldama. Philip Claeys (NL) Austatud president! Täna täpselt kuus kuud tagasi toimusid Belgias föderaalse parlamendi valimised. Ma tahan sellele tähelepanu juhtida, sest me ei ole varem olnud olukorras, kus ELi eesistujariigiks on kogu kuuekuulise ajavahemiku jooksul ajutine valitsus. Nõukogu ei ole täna siin poliitilisel tasandil esindatud. Sellest on pisut kahju, sest selline tavatu olukord on märkimist väärt. Nagu ka kuus kuud tagasi, on Belgia - see kunstlikult loodud riik - valitsuseta ka täna, kuid selle vastu ei ole midagi teha, sest Flandria ja Valloonia on arenenud kaheks eraldi riigiks ning kummalgi on täiesti erinev poliitiline ja sotsiaal-majanduslik kultuur. Lugupeetud president, olukord Belgias on jõudnud täielikku ummikseisu - isegi niivõrd raskesse, et Euroopa Liit peaks valmistuma kahe uue liikmesriigi, Flandria ja Valloonia tekkeks. Corina Creţu (RO) Austatud president, Rumeenia tööseadustikku hiljuti tehtud muudatused halvendavad veelgi töötajate olukorda, mida majanduslangus on niigi raskelt mõjutanud. Pikendatakse töötajatelt töölt lahkumisel nõutavat etteteatamisaega ja pikendatakse töötajate katseaega, mis tähendab, et töölepinguid saab enne selle ajavahemiku lõppu lõpetada ilma etteteatamiseta; samuti saab selle aja jooksul samale kohale üksteise järel tööle võtta rohkem kui kolm inimest. Kuid kõige rohkem kahjustava meetmega, millega otseselt rikutakse põhilisi inimõigusi, tahetakse näha ette seaduslik võimalus lõpetada streigist osa võtva töötaja tööleping. Ma tahan kõigest avaldada vastuseisu sellele katsele muuta töötajad tööandja orjadeks. Samuti tahan kutsuda Euroopa poliitilisi jõude ja institutsioone üles sekkuma ja peatama Rumeenia töötajate staatuse halvenemine. President Sellega on päevakorrapunkti käsitlus lõppenud.

MEDA e apoio financeiro à Palestina - avaliação, execução e controlo (debate) Presidente Segue-se na ordem do dia o relatório da deputada Kratsa-Tsagaropoulou, em nome da Comissão do Controlo Orçamental, sobre MEDA e o apoio financeiro à Palestina - avaliação, execução e controlo. Rodi Kratsa-Τsagaropoulou Senhor Presidente, Senhor Comissário, Senhoras e Senhores Deputados, há presentemente muitas razões que concorrem para conferir especial importância e actualidade ao relatório hoje em debate. Os fracos resultados do processo euromediterrânico e, ao mesmo tempo, os enormes desafios que se colocam nesta região estão a obrigar-nos a fazer uma avaliação séria da situação, bem como a assumir compromissos políticos e financeiros sérios. A situação trágica nos territórios palestinianos tem vindo a agravar-se e os acontecimentos fazem soar o sinal de alarme de uma maior deterioração da situação e exigem que façamos uma avaliação das nossas acções e que nos consciencializemos das nossas responsabilidades para o futuro. Temos também de dar respostas convincentes às preocupações dos cidadãos europeus relativamente à gestão dos recursos em áreas que estão a ficar para trás em matéria de compromissos democráticos e de mecanismos de gestão e de avaliação. Gostaria de lembrar à Assembleia que o programa MEDA constitui o principal instrumento financeiro de que dispomos para a aplicação das medidas de acompanhamento da parceria euromediterrânica para o capítulo político e o capítulo económico, tendo por objectivo a criação de uma zona de comércio livre, bem como para o capítulo cultural e social que forma o terceiro pilar. O MEDA II, que é o último programa MEDA que pusemos em prática, foi planeado de modo a disponibilizar uma verba de 5,3 mil milhões de euros entre 2000 e 2006. O regulamento do MEDA expirou em 2006 e hoje temos um novo Instrumento Europeu de Vizinhança e Parceria que entrou em vigor em 2007, e estamos em crer que a experiência que adquirimos com o MEDA será muito útil para o novo instrumento. Gostaria de lembrar à Assembleia que as autorizações anuais ao abrigo do MEDA ΙΙ, ao qual é dedicada a maior parte do nosso relatório, oscilaram entre 569 milhões de euros em 2000 e 697 milhões de euros em 2004. Quer isto dizer que se registou um aumento gradual, mas não podemos esquecer que entre o MEDA Ι e o MEDA ΙΙ as nossas autorizações aumentaram para a Palestina, a Síria, a Argélia e Marrocos e para as actividades regionais, mas diminuíram para o Egipto, a Jordânia, o Líbano e a Tunísia. De modo semelhante, os aumentos variaram de acordo com o sector de aplicação. Registou-se um aumento acentuado das verbas destinadas a acções que incluíam a educação, a formação e o apoio institucional económico, ao passo que para outros sectores, tais como a agricultura, o desenvolvimento local e as reformas no sector privado, foram disponibilizados menos recursos do MEDA IΙ do que do MEDA Ι. À luz da nossa experiência no Parlamento Europeu, da informação recebida e do relatório do Tribunal de Contas, consideramos que o modo como a Comissão geriu o programa MEDA registou uma melhoria clara desde os primeiros anos e podemos dizer que, atendendo às circunstâncias políticas que desempenham o seu papel na região, a avaliação é satisfatória e foram feitos muitos esforços, que gradualmente permitiram agilizar a afectação dos recursos, diminuir os períodos de preparação e acelerar os desembolsos. Poderíamos convidar a Comissão Europeia a ter em consideração, em actividades futuras, o aumento gradual do número de projectos e programas, o aumento do apoio orçamental à totalidade dos programas, o papel positivo e importante que desempenham os nossos gabinetes e a delegação de responsabilidades nos serviços que operam no terreno, bem como a necessidade de aumentar essa descentralização e reforçar as relações e a cooperação com as autoridades locais. Devemos igualmente fazer tudo ao nosso alcance para reforçar a cooperação entre os países mediterrânicos (parceiros Sul-Sul) por forma a alcançar o tão ambicionado objectivo da cooperação regional e da integração. No que respeita aos sectores de financiamento, somos de opinião que a vertente económica da parceria deve ser direccionada para a coesão social e o desenvolvimento económico sustentável, sem no entanto esquecer a necessidade de um acompanhamento global e de uma acção reforçada em todos os sectores para que consigamos atingir os nossos objectivos. A questão do financiamento da Palestina constitui uma parte importante do nosso relatório e foi alvo do interesse acrescido da parte dos nossos colegas. Entre 1994 e 2006, a Comissão forneceu cerca de 2,300 mil milhões de euros ao povo palestiniano. Os pagamentos às áreas palestinianas foram bastante estáveis entre 232 e 260 milhões de euros de 2002 até 2005. Só em 2006, foram fornecidos 700 milhões de euros, o nosso recorde até este momento. Como sabemos pela decisão do Quarteto de 9 de Maio de 2006, dispomos do mecanismo temporário internacional que foi utilizado pela Comissão Europeia para atribuir 107,5 milhões de euros às suas três vertentes: emergências, infra-estruturas e pagamentos aos grupos mais pobres e vulneráveis da sociedade. A nossa comissão reflectiu sobre as nossas relações com a Autoridade Palestiniana e a melhor maneira de abordar as necessidades, tanto para a ajuda política e económica à Autoridade Palestiniana per se como para a canalização da ajuda humanitária, e, com vista a actualizar o relatório, propus duas alterações orais: uma alteração ao nº 38, que perdeu actualidade e que pode ser suprimido ou radicalmente alterado, e a inclusão de um novo número que faz referência às decisões do Conselho quer sobre a ajuda ao novo governo quer sobre o compromisso de tomar as medidas necessárias para prestar ajuda humanitária a Gaza através do mecanismo internacional. Desejo declarar que o nosso grupo político apoia o nosso compromisso e penso que terei também o apoio do resto da Assembleia para este novo número. (Aplausos) Günter Gloser Presidente em exercício do Conselho. (DE) Senhor Presidente, Senhora Comissária Ferrero-Waldner, Senhoras e Senhores Deputados, começo por expressar à relatora os meus sinceros agradecimentos. Analisámos as recomendações e concordamos, em larga medida, com a avaliação que o Parlamento faz do programa MEDA e, claro está, com as suas conclusões. O relatório conclui que o apoio prestado pelo programa MEDA serviu o fim a que se destinava, dando um grande contributo para a consecução dos objectivos consignados no Regulamento MEDA. Reconhece igualmente que a ajuda foi coerente com os planos e necessidades de desenvolvimento dos países beneficiários. Coloco especialmente a tónica neste ponto, pois ainda tenho presentes algumas discussões. O Conselho reconhece os esforços empreendidos pela Comissão, que se traduziram em visíveis melhorias na rapidez e eficácia do processo de planeamento no âmbito do programa MEDA II. O Regulamento MEDA expirou em 2006 e o novo Instrumento Europeu de Vizinhança e Parceria (IEVP), que o substitui, entrou em vigor em 1 de Janeiro de 2007. O IEVP é um instrumento talhado à medida das necessidades de execução da política europeia de vizinhança. O Parlamento Europeu apela ao reforço da cooperação entre os países mediterrânicos parceiros da UE, objectivo que está a ser fomentado através da vertente do programa do IEVP para a região Sul, à qual serão atribuídos 343,3 milhões de euros até 2010. Partilhamos a vossa opinião de que a prossecução constante dos objectivos do Processo de Barcelona é de importância vital para toda a região. O facto de termos conseguido, apesar das tensões na região, resolver questões concretas e fazer novos progressos em conjunto mostra que o Processo de Barcelona e o nosso diálogo euromediterrânico continuam a constituir o enquadramento adequado para levar a cabo as necessárias mudanças na região mediterrânica. A Assembleia Parlamentar Euromediterrânica contribui de forma importante para o estreitamento das relações Norte-Sul através do seu diálogo interparlamentar. Todos nós, seja como elementos da sociedade civil, do governo ou do parlamento, e apesar das nossas diferentes estruturas e responsabilidades, nutrimos esse desejo de aprofundar a nossa parceria com a região mediterrânica e temos vontade de unir esforços para o alcançar. Se me permitem, passaria agora à parte do relatório que trata a questão da ajuda financeira aos Palestinianos. Antes de me pronunciar sobre o relatório, porém, deixem-me dizer-vos que temos acompanhado com profunda preocupação a recente evolução dos acontecimentos nos territórios palestinianos, sobretudo na Faixa de Gaza. Os violentos confrontos ocorridos a semana passada entre a Fatah e o movimento radical islâmico Hamas reclamaram a vida a mais de cem pessoas e deixaram muitas outras gravemente feridas. As milícias do Hamas assumiram efectivamente o controlo do território, utilizando brutalmente a força não só contra as legítimas forças de segurança nacional mas também contra civis e trabalhadores da assistência humanitária. Perante esta situação, o Presidente Mahmoud Abbas viu-se obrigado a dissolver o governo de unidade nacional, a declarar o estado de emergência e a nomear um governo de emergência. Os acordos alcançados entre as facções palestinianas no passado mês de Fevereiro, em Meca, com a ajuda da Arábia Saudita, caíram assim por terra e foi posto termo ao envolvimento do Hamas no governo do país. A situação humanitária na Faixa de Gaza, que já de si era difícil, agravou-se ainda mais. Os hospitais encontram-se superlotados e com falta de medicamentos. Na sua grande maioria, a população de Gaza está dependente da ajuda alimentar. As organizações de assistência humanitária viram-se obrigadas a suspender algumas das suas actividades, pois temem pela segurança do seu pessoal - lamento dizer que com razão, como o provam as mortes de dois trabalhadores da Agência das Nações Unidas de Assistência aos Refugiados da Palestina no Próximo Oriente (UNRWA), apanhados no fogo cruzado durante os tiroteios. Na reunião do Conselho "Assuntos Gerais" da passada segunda-feira, os Ministros dos Negócios Estrangeiros da União Europeia apelaram a que se pusesse imediatamente cobro à violência e asseguraram o Presidente Abbas de que apoiarão totalmente as suas decisões. Decidiram retomar de imediato relações normais com o novo governo, sob a liderança do Primeiro-Ministro Salam Fayyad, e expressaram a sua intenção de criar condições que permitam igualmente retomar a prestação directa de ajuda financeira e prática. Os Ministros dos Negócios Estrangeiros reafirmaram igualmente que não é sua intenção deixar sem ajuda humanitária a população da Faixa de Gaza, na grave situação em que actualmente esta se encontra. Face aos novos acontecimentos, haverá porventura que retirar outras conclusões, que já neste momento estão a ser analisadas. A instituição, pela União Europeia, do Mecanismo Temporário Internacional (MTI), em Junho de 2006, desempenhou um papel importante ao permitir suprir as mais urgentes necessidades da população palestiniana, na sua situação de população sitiada. A estrutura do MTI é transparente, e este mecanismo tem-se mostrado um instrumento flexível e eficaz. Só o ano passado, através do MTI, a Comissão e os Estados-Membros contribuíram com mais de 300 milhões de euros de ajuda directa à população palestiniana, e continuam a fazer os seus pagamentos na actual situação, em que estes fundos se tornaram ainda mais indispensáveis. Este facto deve ser sublinhado e enfatizado uma e outra vez, pois por vezes pinta-se um cenário diferente, mesmo nos meios de comunicação. Por esta razão, também saudamos a decisão do Quarteto para o Médio Oriente de prorrogar o mandato do MTI por mais três meses, até ao final de Setembro. No vosso relatório, faz-se acertadamente um apelo a Israel para que liberte as receitas fiscais e aduaneiras palestinianas que tem vindo a reter. A União Europeia também tem efectuado insistentes pedidos nesse sentido, o mais recente dos quais nas conclusões adoptadas pelo Conselho "Assuntos Gerais" na sua reunião de 18 de Junho. O Governo israelita anunciou - como sabem, mantivemos conversações com o Ministro do Estrangeiros israelita, Sr. Tzipi Livni - que está agora disposto a libertar os fundos. Fazemos votos sinceros de que isto contribua também para conferir à economia palestiniana o impulso de que tanto necessita. Trata-se de outro domínio em que a perspectiva de uma solução política depende da consecução de melhorias palpáveis. A União Europeia já está activamente empenhada noutro domínio que também aqui foi referido, nomeadamente, a reforma das finanças públicas, objectivo essencial que incluirá a aplicação de mecanismos de controlo financeiro e auditoria interna. A Comissão está a apoiar o Ministro das Finanças palestiniano no desenvolvimento de estruturas transparentes para o orçamento da Autoridade Palestiniana. O objectivo da União Europeia é, e continuará a ser, o de ver dois Estados - Israel e Palestina - a viverem lado a lado e em paz, um com o outro e com os países seus vizinhos. Queremos ajudar na criação, a longo prazo, de melhores condições de vida para os Palestinianos, em lugar de participarmos na gestão de crises. As últimas semanas mostraram à saciedade por que razão isto é tão urgentemente necessário. Benita Ferrero-Waldner Senhor Presidente, gostaria de agradecer à senhora deputada Kratsa-Tsagaropoulou o seu excelente relatório. Chega num momento crucial no que respeita à cooperação com a região do Sul do Mediterrâneo, ao mesmo tempo que está a ser igualmente executada a Política de Vizinhança reforçada. Falarei em primeiro lugar sobre as principais conclusões antes de passar à situação actual nos Territórios Palestinianos e à nossa resposta a essa situação. Em primeiro lugar, no que respeita ao desempenho do Programa MEDA ao longo dos últimos dez anos, estou satisfeita com a apreciação positiva feita pelo Parlamento acerca do modo como este programa contribuiu para a concretização dos objectivos da Declaração de Barcelona. É possível alcançar e deverão ainda alcançar-se novos progressos, mas partilho da opinião do Parlamento de que o Processo de Barcelona continua a ser o quadro mais adequado para a política mediterrânica. Este processo conta agora com o apoio da Política de Vizinhança, que contribuirá para o desenvolvimento de relações bilaterais e para pôr em prática muitas das aspirações da agenda de Barcelona. Em termos de eficácia e meticulosidade, as conclusões do Parlamento e as do Tribunal de Contas incentivam a Comissão a continuar a melhorar o seu desempenho. É evidente que também levaremos em conta as diferentes sugestões das duas instituições. Comprometo-me a prosseguir os esforços da Comissão a este respeito; já iniciámos uma avaliação final do regulamento MEDA cujos resultados deverão estar disponíveis no princípio de 2008. Todos os nossos esforços precisam de ser vistos no contexto das melhorias continuadas e progressivas em matéria de gestão que a Comissão está a introduzir desde 2001. Partilho inteiramente da opinião do Parlamento sobre as questões que se prendem com a promoção de uma maior coesão social e do desenvolvimento económico sustentável. Do mesmo modo, partilho da vossa disponibilidade para prosseguir os objectivos do Processo de Barcelona tal como identificados no relatório. Tomámos numerosas iniciativas a este respeito através Véronique De Keyser relatora de parecer da Comissão dos Assuntos Externos. - (FR) Senhor Presidente, no excelente relatório que nos apresenta, a senhora deputada Kratsa-Tsagaropoulou, a quem aproveito para agradecer o seu trabalho, faz duas importantes constatações. Primeiro, que a ajuda concedida à Palestina desde 2003 tem sido objecto de uma gestão adequada e isenta de fraude. Este é um aspecto fundamental, que fará calar os rumores persistentes e infundados sobre a existência de corrupção a nível da equipa de execução. Segundo, que o mecanismo de ajuda temporário instituído após a imposição de sanções ao Governo do Hamas em 2006 não conseguiu, apesar das somas investidas, impedir um drama humanitário, com um aumento da mortalidade infantil, o surgimento de novas doenças e níveis de pobreza extremos, nos territórios ocupados Dito isto, desde que foi instituído o governo de emergência e o Governo de Unidade Nacional foi dissolvido, a ajuda parece ter sido miraculosamente restabelecida e até mesmo as receitas fiscais retidas pelos israelitas poderão ser devolvidas ao novo governo. Muito me regozijo. Mas este volte-face espectacular num país imerso na guerra civil, e dividido em dois, exige todavia uma reflexão de outra ordem. A União Europeia é responsável pela sua política no Médio Oriente desde Janeiro de 2006. Esta política tem tido como objectivo isolar o Hamas e privá-lo da sua vitória eleitoral. Ignorou os avanços da plataforma política, sobre a qual fora edificado o Governo de Unidade Nacional; recusou-se a condenar Israel por fazer reféns e prender 45 Membros do Parlamento palestiniano. Hoje, os extremistas venceram e foi instaurada na região uma "zona interdita". Para os Palestinianos, a fé na justiça e na democracia morreu e a imagem da União Europeia está e ficará manchada por muito tempo. Como é óbvio, não apoiamos hoje as actividades do Hamas. Condenamo-las. No entanto, quando o caos se instala, quando a guerra civil deflagra, trazem consigo o derrame de sangue e as atrocidades, e este caos, há que dizê-lo, também nós contribuímos para o suscitar. Há meses que o Parlamento Europeu lança sinais de alarme, alertando para os pedidos de ajuda das ONG. A própria ONU já não se cala. Leiam o relatório Santos. Somos responsáveis por este desastre aos olhos da opinião internacional. Se os Estados Unidos tiveram a coragem de instituir uma Comissão Baker-Hamilton para analisar a sua política no Iraque, solicito hoje a criação de uma comissão parlamentar para avaliar a nossa política europeia no Médio Oriente e as suas consequências no presente. Ingeborg Gräßle em nome do Grupo PPE-DE. - (DE) Senhor Presidente, Senhora Comissária, Senhor Presidente em exercício do Conselho, minhas Senhoras e meus Senhores, começo por expressar os nossos sinceros agradecimentos à relatora. É pena que o seu relatório esteja neste momento completamente ofuscado por uma única questão, nomeadamente, a de saber se é ou não razoável continuar a canalizar dinheiro para esta região complexa, agora que todas as atenções se centram na Palestina. Quero agradecer-lhe o seu excelente trabalho, pois cremos que ainda temos muito a aprender com as experiências do passado para os nossos programas futuros. Senhora Comissária, um dos pedidos que gostaria de fazer é no sentido de não permitirmos a ocorrência de grandes roturas nos nossos programas no futuro. A UE é especialista em fazer remodelações completas ao cabo de sete anos. Creio que os directores do controlo orçamental obteriam muito mais progressos a longo prazo se pudéssemos contar com uma maior continuidade nos nossos programas. Constatamos hoje que o relatório da nossa relatora foi várias vezes ultrapassado pelos acontecimentos. A senhora deputada Kratsa-Tsagaropoulou não se poupou a trabalhos em torno desta complexa questão, sobretudo no que respeita à Palestina, com visitas à região e um relatório de investigação do OLAF, para além de horas de infindáveis discussões sobre aquela que é sem dúvida a região mais conturbada do planeta. Pela terceira vez, estamos confrontados com a questão de saber se é razoável canalizar dinheiro da UE para aquela região. Apesar das reservas manifestadas por muitos dos meus colegas na Comissão do Controlo Orçamental, decidimos em comissão que sim, que é razoável, sobretudo por razões humanitárias, pois temos consciência do bem que foi feito localmente com este dinheiro, e sabemos quão dolorosas seriam as consequências se estas verbas deixassem de estar disponíveis. Há dois dias, o Conselho também voltou a responder a esta pergunta. Cumpre recordar-lhe que, enquanto legislador orçamental e autoridade de quitação, o Parlamento Europeu se encontra no mesmo barco. Naturalmente que queremos apoiar o legítimo Governo da Palestina e, como é óbvio, não temos intenção de virar as costas à crise humanitária em Gaza. Mas precisamente porque ali se trava uma guerra civil, a Comissão europeia tem um dever especial de responsabilidade para connosco e tem de assumir a sua obrigação de nos prestar contas da sua administração, sobretudo atendendo ao facto de que a ajuda orçamental constitui a mais arriscada forma de apoio. Muito me alegra ouvir a Senhora Comissária Ferrero-Waldner garantir que, também naquela parte do mundo, os fundos da UE estarão cada vez mais associados a políticas reformadoras bem sucedidas pois há uma coisa que consideramos imperdoável: por razões humanitárias e políticas, e também económicas, achamos intolerável que a nossa ajuda seja sistematicamente desfeita, uma e outra vez. Paulo Casaca em nome do Grupo PSE. - Senhor Presidente, Senhora Comissária, Senhor Presidente do Conselho, cara relatora, cara relatora do parecer da Comissão dos Assuntos Externos, caros Colegas, estamos aqui hoje reunidos para discutir o relatório da nossa colega Rodi Kratsa relativo à análise pelo Tribunal de Contas Europeu do programa MEDA, programa europeu que abrange vários países da orla Sul do Mediterrâneo. O relatório em questão centra-se especialmente na ajuda comunitária concedida à Palestina. A auditoria do Tribunal de Contas não incidiu sobre a ajuda à Palestina. A única instituição europeia que procedeu a um exame aprofundado desse mecanismo financeiro, o Organismo de Luta Anti-Fraude, recusou-se a revelar o relatório que elaborou, mesmo apenas aos deputados da Comissão de Controlo Orçamental e mesmo em condições de confidencialidade. Assim sendo, nada podemos assegurar sobre o bom uso dos fundos comunitários neste país. Politicamente, no entanto, estamos confrontados com um dilema extremamente importante: o de assegurar, por um lado, a cooperação para o desenvolvimento e a concessão de ajuda humanitária a populações que são vítimas de dirigentes pouco ou nada preocupados com o seu bem-estar e, por outro, assegurar que os fundos comunitários não sejam desviados para a compra de material de guerra, para o terrorismo ou para as campanhas de propaganda e de doutrinação, especialmente de crianças, no racismo, xenofobia, ódio e suicídio bombista, como fomos informados ter sido o caso com verbas atribuídas ao Líbano. É uma questão da máxima importância que terá de ser respondida com uma política firme e rigorosa nas convicções humanitárias de que todos os seres humanos têm direito à vida, pouco interessando saber a religião que eles ou os seus progenitores professam ou a etnia a que pertencem, ou seja, uma política que saiba resistir à demagogia e dualidade de critérios. É por isso que quero saudar vivamente o gesto desta manhã das autoridades israelitas de conceder salvo-conduto para a margem ocidental do Jordão a centenas de refugiados palestinianos que estiveram vários dias bloqueados nos túneis de Eretz, fugidos da onda de terror que varre o território de Gaza. Queria também aqui fazer um apelo sincero e fraternal às autoridades de Israel e do Egipto, para que assegurem, no imediato, o máximo de colaboração às forças internacionais e ao novo governo palestiniano designado pelo Presidente Mahmoud Abbas para socorrer os palestinianos que fogem às perseguições que ocorrem em Gaza e que já custaram a vida a muitos habitantes. Espero que possamos continuar a contar, como inúmeras vezes contámos no passado, com a colaboração da ECHO para acudir ao drama de Gaza, sem que, com isto, esta agência deixe de promover as não menos urgentes acções humanitárias em favor dos refugiados iraquianos não só na Síria e na Jordânia, mas também no Egipto, no Líbano ou nos vários países do Golfo. A Palestina está a ser hoje o alvo da mesma ideologia fanática que abusa do nome de uma religião para esconder a sua voragem pelo poder e que devasta igualmente o Líbano e o Iraque. Quem continuar a recusar-se a compreender esta realidade, irá necessariamente voltar a ver-se confrontado com os factos que foi incapaz de prever. Jorgo Chatzimarkakis em nome do Grupo ALDE. - (DE) Senhor Presidente, Senhor Günter Gloser, Senhora Comissária, permitam-me que comece por agradecer calorosamente à relatora, senhora deputada Kratsa-Tsagaropoulou, o relatório que hoje nos apresenta. A parte relativa ao programa MEDA está particularmente bem formulada, e aponta todos os passos que deverão ser tomados. Parabéns por um trabalho verdadeiramente consistente! À luz dos acontecimento e porque o tempo é curto, tenciono cingir-me ao MTI, o fundo de ajuda aos Palestinianos. O projecto de relatório mostra claramente que a Comissária exerceu aqui um verdadeiro golpe de mestre. Felicito-a por esse facto, Senhora Comissária, pois a UE fora obrigada a suspender por completo os pagamentos da sua ajuda à Autoridade Palestiniana. Não tínhamos opção. Não podemos ajudar os terroristas. Nunca o fizemos no passado e jamais o deveríamos fazer. Contudo, quando há sofrimento humano, há sempre o dever de agir. Com o MTI, a União Europeia encontrou uma solução que preenche os elevados padrões morais aplicados pelos europeus ao pagamento de ajuda. Nestas circunstâncias, creio que, havendo embora que tomar nota das críticas feitas a erros e imprecisões contabilísticos de pequena gravidade, não devem obviamente ser estes o tema em foco neste debate. Trata-se aqui, afinal, de um projecto que foi montado um pouco à pressa. Todos sabemos que estávamos sujeitos a determinadas condicionantes. Não concordo com o tom crítico das referências à estratégia de Israel de suspender a transferência das receitas fiscais. Não podemos censurar os Israelitas por não terem corrido atrás dos terroristas com o dinheiro, e por essa razão devemos deixar o assunto assentar. Além disso, os acontecimentos posteriores demonstraram que foi acertada a decisão de reter aquelas verbas por uma questão de segurança, já que as mesmas poderão agora beneficiar duplamente o Presidente Abbas e as forças de moderação. Neste contexto, aproveito igualmente para elogiar a decisão de Israel de abrir a passagem fronteiriça de Erez por razões humanitárias, prestando assim ajuda directa aos palestinianos que procuravam fugir ao Hamas. A terminar, gostaria de expressar a minha gratidão aos trabalhadores da ajuda humanitária no terreno, porque é realmente indispensável levar ajuda à população local. O Parlamento Europeu está grato pela missão humanitária que eles estão a levar a cabo. Não é tarefa fácil. Aqui fica o nosso sincero obrigado a todos eles. Adamos Adamou Senhor Presidente, desejo felicitar a senhora deputada Κratsa-Tsagaropoulou pelo trabalho difícil que realizou, embora eu não concorde com ela sobre determinadas questões. Não concordo com o senhor deputado Chatzimarkakis; vou opor-me ao senhor deputado Chatzimarkakis e vou apontar as responsabilidades da Senhora Comissária, enquanto representante da Comissão Europeia, pela situação caótica que reina actualmente na Palestina. A responsabilidade é sua porque não permitiu um processo para o encaminhamento de qualquer tipo de ajuda financeira para que um governo dito de Unidade Nacional possa funcionar. Além disso, é a única responsável pela situação actual, porque insistiu - de forma selectiva e sem fundamento - em contornar os canais institucionais e o encaminhamento directo da ajuda financeira para um governo de unidade nacional que tinha aceitado os acordos da OLP e, como tal, cumpria os requisitos fixados pelo Quarteto. E por último, de agora em diante, temos de deixar bem claro que o reatamento das relações financeiras directas não poderá em circunstância alguma ficar dependente de condições que dividam os palestinianos e que sirvam a política expansionista de Israel. Gostaria de lhe pedir, Senhora Comissária, que reconheça as suas responsabilidades e que as assuma. Simon Busuttil (MT) Obrigado, Senhor Presidente, também eu gostaria de me associar aos meus colegas que felicitaram a Senhora Vice-Presidente Kratsa-Tsagaropoulou pelo seu interessantíssimo relatório. Este relatório é especialmente importante e útil neste momento específico, porque nesta altura enfrentamos o desafio de saber como é que vamos enviar uma mensagem de esperança numa situação que parece ser completamente desesperada. É este o desafio que temos na nossa frente, e a nossa resposta, apesar de tudo, deverá ser a de que continuamos a insistir nos nossos esforços e de que temos de ganhar ânimo. Não tenho dúvida, Senhora Comissária, de que, no seu entusiasmo, é exactamente isso que V. Exa. está a fazer; oxalá continue a ser o nosso raio de esperança nestas difíceis circunstâncias. É por isso que apoiamos as iniciativas que adoptou, tais como o mecanismo MTI, que sabemos agora que será renovado. Tem o nosso pleno apoio porque achamos que este mecanismo satisfará as necessidades básicas. Tem igualmente o nosso apoio quando se trata da capacidade de prestar assistência directa às autoridades palestinianas, naturalmente sob condição de ser garantida a transparência financeira, porque é dever deste Parlamento assegurar que o dinheiro seja gasto de forma transparente. Pena é que não tenhamos tempo de falar sobre os outros aspectos do Mediterrâneo, porque sabemos que os fundos do programa MEDA foram gastos noutros países e que foram gastos de um forma que é digna de louvor. Por exemplo, o ritmo a que o dinheiro foi gasto em países como Marrocos, a Jordânia e a Tunísia melhorou muito com o passar do tempo. Proinsias De Rossa (EN) Senhor Presidente, gostaria de agradecer à senhora deputada Kratsa-Tsagaropoulou o importante relatório que elaborou, que reflecte o excelente trabalho que a União Europeia está a realizar através do programa MEDA. Tenho uma reserva, porém, relativamente ao considerando N, que não reflecte a realidade da situação a seguir à formação do Governo de Unidade Nacional. Considero que essa referência específica deveria ser alterada, para se conferir maior exactidão a esse reflexo. A União Europeia e o Quarteto não responderam, a meu ver, de forma suficientemente rápida nem pragmática à concretização da formação do Governo de Unidade pelos representantes democraticamente eleitos dos Palestinianos. Considero que esta falha da nossa parte foi a gota de água que fez transbordar o copo. Agora temos um golpe de Estado em Gaza que ameaça o futuro pacífico há muito ansiado pelo povo palestiniano. Sim, o golpe de Estado tem de ser condenado, mas qualquer aprendiz de político poderia ter previsto este desenvolvimento. Na realidade, muitos de nós que já somos mais velhos fizemo-lo o mês passado, precisamente nesta Assembleia. Após 40 anos de ocupação brutal e humilhação constante pelas autoridades israelitas, a que se juntou a recusa do mundo de agir em conformidade com as suas próprias normas democráticas e de reconhecer a escolha democrática dos Palestinianos, não é de surpreender que a Palestina esteja agora a atravessar esta crise. Mesmo nesta fase tardia, a Europa tem de procurar agir em parceria com todos os representantes eleitos do povo palestiniano para restabelecer a confiança na política, nas negociações e nas eleições. Temos de fazer o que pudermos para contribuir para o restabelecimento da ordem pública, que neste momento é tão importante para o povo palestiniano como a ajuda humanitária. Salvador Garriga Polledo (ES) Senhor Presidente, Senhora Comissária, a União Europeia consagrou muito tempo, muito esforço e muita ajuda orçamental à cooperação entre os países do Mediterrâneo. Os dois programas MEDA perfazem mais de 7 000 milhões de euros em compromissos e mais de 600 milhões de euros por ano. As acções MEDA foram, em nosso entender, um dos grandes sucessos da União Europeia e contribuíram não só para o desenvolvimento económico, mas também, essencialmente, para o desenvolvimento democrático e para a defesa dos direitos humanos em toda a Bacia do Mediterrâneo. Julgo que a maior parte de toda rede de associações da sociedade civil nos países mediterrânicos deve a sua existência à acção do programa MEDA. Estamos, portanto, muito orgulhosos pelo facto de a execução de todos os aspectos deste programa ser muito boa. A Palestina sempre foi controversa do ponto de vista orçamental; é o aspecto do programa MEDA que gera mais conflito. A ajuda directa à Palestina é muito difícil de controlar, como alguns colegas já observaram, tanto em termos do seu destino como em termos da sua aplicação. Gostaria de recordar que durante o último mandato tivemos uma comissão de inquérito sobre a ajuda orçamental directa, da qual eu próprio fiz parte. Os seus resultados e as suas conclusões estiveram na origem de uma série de doutrinas e de medidas que viabilizaram, entre outras coisas, a criação deste mecanismo de intervenção temporário. É evidente que hoje nos vemos confrontados com uma situação em que a realidade humanitária e política ultrapassa todas as previsões em matéria de ajuda orçamental que poderíamos ter feito do ponto de vista do controlo orçamental. Por conseguinte, partilho a opinião praticamente unânime desta Câmara e estamos inteiramente de acordo com este nosso voto de confiança no Governo palestiniano. Sabemos que ajuda orçamental directa é muito difícil de controlar, mas expressamos a nossa confiança para que, com a ajuda de todos, possamos levá-la por diante. Jamila Madeira Senhor Presidente, o programa MEDA, apesar de ser um instrumento recente, tem vindo a demonstrar resultados positivos no terreno, no outro lado da bacia do Mediterrâneo. Mas ainda há um caminho a percorrer para que se torne verdadeiramente eficaz e seja reconhecido pelas populações que dele directa ou indirectamente usufruem. Após ter testemunhado in loco a acção do MEDA na Faixa de Gaza e na Cisjordânia, identifico-me com muitas das sugestões apresentadas pela Deputada Kratsa neste relatório e, por isso mesmo, a felicito. Concordo que é necessário concentrar os apoios e as acções em áreas específicas, mas devemos eventualmente alargá-los a outras áreas que poderão dar frutos a curto prazo sem grande investimento, como é o caso do microcrédito. Estamos numa fase de mudança na Palestina, o que deverá ser prenúncio, a muito breve trecho, da retoma da ajuda financeira internacional e, eventualmente, do fim da retenção ilegal por Israel das receitas alfandegárias de um povo e de um governo que se encontram literalmente estrangulados, sem alimentos, sem receitas económicas, sem amanhã pelo qual lutar. Salam Fayad dá-nos garantias de competência e de responsabilidade política. Cabe-nos, como União Europeia, proporcionar-lhe os meios, quer através da ajuda financeira que para aquele território canalizamos, quer desbloqueando a circulação de pessoas, bens e serviços nos territórios da Cisjordânia, dado que o bloqueio inviabiliza o eventual efeito multiplicador desta ajuda. Para tudo isto, é necessário uma União Europeia pró-activa e não apenas seguidista. Günter Gloser Presidente em exercício do Conselho. - (DE) Senhor Presidente, Senhora Comissária, minhas Senhoras e meus Senhores, quero uma vez mais expressar o meu especial agradecimento à relatora, mas também a todos vós por este debate e pelos vossos contributos, que reafirmaram claramente a importância de, há mais de dez anos, termos lançado o Processo de Barcelona e formulado uma política para o pôr em prática. Foi também uma tentativa de encontrar novos instrumentos. Alguns dos oradores deixaram bem claro que o programa MEDA também serviu para promover melhorias a nível quer da situação política quer das infra-estruturas físicas nos países nossos parceiros. Olhando a situação nalguns países da orla sul do Mediterrâneo, forçoso se torna constatar que, lamentavelmente, há um grande número de objectivos ainda por concretizar. Alguns oradores apontaram a necessidade de uma maior eficácia da nossa acção ali. A continuação da execução do Instrumento Europeu de Vizinhança e Parceria irá, no entanto, desempenhar um importante papel na consolidação deste diálogo euromediterrânico. Se me permitem, retomaria a questão que se prende com a situação particular em que se encontram os Palestinianos. Alguns dos oradores observaram enfaticamente que a Senhora Comissária encontrou uma via de saída desta complexa situação, facto pelo qual ela foi justificadamente elogiada. Também é importante assinalar que devemos ajudar mas que, quando ajudamos - e por vezes a nossa abordagem é determinada pelo pragmatismo -, importa que o procedimento não fique de repente debaixo de fogo, ao cabo de três meses. Acredito, Senhora Comissária, que há que encontrar uma forma de prestarmos ajuda na situação actual. Como ontem referi na Comissão dos Assuntos Externos, certamente que importa aqui fazer uma pequena distinção entre causa e efeito. A União Europeia tem reiteradamente afirmado a sua disponibilidade para apoiar o processo no Médio Oriente alargado, mas também tem feito saber que o seu reconhecimento de novos governos eleitos depende do cumprimento de determinados critérios, como a renúncia à violência, a adesão ao Roteiro para a Paz e a aceitação do Estado de Israel, todos eles requisitos de longa data. É importante que se esteja ciente disto. Também nós fizemos esforços correspondentes, como é óbvio. Eu não continuaria a atribuir todas as culpas ao insuficiente reconhecimento de governos ou à insuficiência de recursos. No Conselho de Ministros dos Assuntos Externos, a União Europeia acaba de exercer pressão e de conseguir um importante compromisso por parte de Israel no sentido de libertar as receitas retidas. Claro que isto também passou por negociações com os Palestinianos. Como a Senhora Comissária frisou na segunda-feira, no debate com os Ministros dos Negócios Estrangeiros, serão conseguidos rapidamente resultados a este nível, pois é importante levar ajuda quer à Cisjordânia quer à Faixa de Gaza. Benita Ferrero-Waldner Senhor Presidente, é da maior importância reconhecer que existe uma importante ligação entre o programa MEDA e a nova Política de Vizinhança. É verdade que conseguimos realizar muita coisa: os países mediterrânicos estão agora a trabalhar juntamente connosco, pela primeira vez, não apenas a nível multilateral, mas também bilateral, isto é, não apenas nos programas mediterrânicos e de Barcelona, mas também bilateralmente no Programa de Vizinhança. O Instrumento Europeu de Vizinhança e Parceria é um instrumento especial que se baseia no MEDA e o desenvolve no que se refere a programação e execução. No entanto, tentámos que houvesse um pouco mais de concentração e enfoque, para aumentar a eficiência. No que se refere ao ECHO, o Sr. Michel, que é o responsável pelo ECHO, tem feito tudo o que é possível fazer; 60 milhões de euros provenientes de fundos do ECHO foram já atribuídos este ano aos Palestinianos por intermédio de organizações das Nações Unidas e de ONG. Permitam-me que fale de forma breve sobre o OLAF. Como sabem, o Director-Geral referiu que tem de respeitar as diversas regras e os diversos regulamentos do OLAF. Ao mesmo tempo, porém, entregou à Comissão do Controlo Orçamental, num relatório especial, um resumo das principais conclusões, aproximadamente dez páginas. Também se ofereceu para comparecer perante essa comissão para responder a perguntas em conferência. No entanto, devo deixar claro que isso diria respeito a verbas apenas para os anos 2001-2003 e não para o último período. Permitam-me que regresse à difícil questão da Palestina e do nosso financiamento aí. Em primeiro lugar, sabem que esta é uma política da União Europeia, não apenas uma política da Comissão, e por isso foram os Estados-Membros por unanimidade que decidiram em matéria de política, e nós então tentámos dar o maior apoio possível. Portanto, quando o Governo de Unidade Nacional se formou, não levámos muito tempo a agir; tive o meu primeiro encontro com Salam Fayyad na semana seguinte. Já me tinha avistado com ele antes de estar no governo, e tentámos ver o que era possível fazer. Foi ele que disse que precisamos de algum tempo: têm o Mecanismo Temporário Internacional, por isso utilizem-no por enquanto. No entanto, eu sou obrigada a emitir uma ordem para o Ministério das Finanças, para a conta de tesouraria única. Salam Fayyad depois abriu também uma conta especial da OLP, mas nunca foi essa a conta que utilizámos. Essa destinava-se a ser utilizada para verbas vindas dos países árabes, em particular, e talvez também para dinheiro israelita que, no fim, não apareceu. Portanto, deverá ficar claro que esta era uma política da UE. Agora há uma situação nova, à qual reagimos de imediato, e o mesmo fez e tinha feito o Quarteto. Limitei-me a delinear o que é possível fazer relativamente a esta política. Respondendo à deputada que se referiu aos microcréditos, direi que queremos ajudar a economia a arrancar com êxito e por isso vamos fazer pagamentos em atraso aos empresários com dinheiro retirado dos 22 milhões de euros que constituíam um programa de reserva. Há muito tempo que isto não se faz e agora activámo-lo, por isso também exerceremos sobre ele um bom controlo financeiro. Na globalidade, fizemos o que podemos, tendo sempre em consideração que o povo palestiniano não deverá sofrer. Tentamos, pelo menos, ajudá-lo. Presidente Está encerrado o debate. A votação terá lugar na quinta-feira, 21 de Junho de 2007.

Tööplaan President Esmaspäeval, 2010. aasta 19. aprillil esimeeste konverentsil kodukorra artikli 137 kohaselt koostatud osaistungjärgu lõplik päevakorra projekt on välja jagatud. Tehtud on ettepanekud järgmisteks muudatusteks. (Esimene osa muudatustest: vt eelmist punkti) Jörg Leichtfried (DE) Austatud president! Tahaksin teie teavitamiseks teha kodukorda puudutava märkuse. Teist on väga kena meid täna siinoleku puhul õnnitleda! See on küll raske, aga see on meie töö ning selles ei ole midagi erilist. Tahaksin vaid soovitada, et teeksite meie töö järgmisel korral lihtsamaks, teavitades meid kiiremini ja vastates ka meie e-kirjadele, et me teaksime, mis meid ees oodata võib. Ehk jõuavad nii kohale ka need, keda täna siin ei ole. (Aplaus) President Pean tunnistama, et ma ei saa teie märkusest päris hästi aru, Jörg Leichtfried, sest parlamendiliikmed reageerisid väga hästi. Jätkem aga nüüd see arutelu! John Bufton Austatud president! Ma jagan eelmise sõnavõtja seisukohta. Loomulikult teame, et lennuliiklusega on probleeme, me ei ole rumalad, aga ma ei mõista, miks alles täna õhtuks sellise järelduseni jõuti. Me kõik jõudsime täna siia. Istungisaalis on palju inimesi ja kohal on palju parlamendi töötajaid. Maksumaksjad tasuvad miljoneid naelu, et me kõik siin oleksime, aga sellele vaatamata otsustate istungid ette teatamata ära jätta. Minu arvates on see täiesti ennekuulmatu! Ma leian, et siin on hääletamiseks piisavalt palju inimesi. Me teame, et olukord on raske, aga see siin on siiski parlament. Tegite ootamatu otsuse ja ütlesite, et hääletamist ei toimu, aga me saame siiski asjade üle arutleda ja vaielda, mis tihtipeale ei tähenda paraku mitte midagi ning kui oleks vaja hääletada, siis öeldakse meile, et me ei saa seda teha. Arvan, et Ühendkuningriigi maksumaksjad leiavad, et see on täiesti kohutav. Ühendkuningriigi rahandus on tõsistes raskustes. Me kärbime teenuseid, ees seisavad üldvalimised ning räägitakse raha säästmisest, kuid sellele vaatamata loobime siin kahe käega raha tuulde. Ma arvan, et on viimane aeg see koht siin kinni panna. President Tänan teid selle märkuse eest! Ma suhtun kõikidesse kommentaaridesse väga tõsiselt, aga ma rõhutan, et kõik fraktsioonid ja nende esindajad kiitsid heaks muudatused, mida ma esitan. Sophia in 't Veld (NL) Austatud president! Minu arvates oli istungite edasilükkamine arukas otsus, sest vaatamata asjaolule, et kvoorumi saavutamiseks on olemas vajalik arv parlamendiliikmeid, ei ole tagatud geograafiline jaotus. Teen aga ettepaneku, et võtaksime veel käsitlemata päevakorrapunktid kokku nii, et saaksime lõpetada päev varem ehk siis kolmapäeva pärastlõunal, nagu me tavaliselt neljapäeviti teeme, mitte kolmapäeva öösel. Nii saaksid vähemalt need inimesed, kes siin on, minna tagasi koju ja me ei peaks ka neljapäeval siin olema. President Head kolleegid! Ma annan teile sõna pärast tööplaani paikapanemist. Charles Tannock Austatud president! Soovimatute tagajärgede reegli tõttu tähendab selle nädala hääletuste edasilükkamine 6. maini, mis on Ühendkuningriigi üldvalimiste päev, et paljud, kui mitte kõik Ühendkuningriigi Euroopa Parlamendi liikmed kõikidest fraktsioonidest ja delegatsioonidest, ei ole sellel päeval siin. Ka see moonutab lõpptulemust. Kas te võiksite tõsta hääletused neljapäevalt, 6. mailt ümber kolmapäevale, 5. maile? President Head kolleegid! Mul on teile järgmine ettepanek. Alustame nüüd päevakorraga ja pärast seda saame jätkata teie küsimustega, mis puudutavad 5. ja 6. mail toimuvat osaistungjärku. Otsustame hiljem. Me ei pea praegu otsustama! Ainus asi on see, et hääletused toimuvad 5. ja 6. mail. Kõik otsused tehakse hiljem. Alustame nüüd päevakorraga! Ma ei taha praegu enam uusi kodukorda puudutavaid märkusi. President Jagati välja aprilli osaistungjärgu lõplik päevakorra projekt, mille kohta esitati järgmised muudatusettepanekud (kodukorra artikkel 140). Esmaspäev Muudatusteta. Teisipäev Istung algab kell 9.00 nõukogu ja komisjoni avaldustega lennuliikluse katkemise kohta Euroopas. Arutelu kestab kella 11.00ni. 11.00st kuni 13.00ni arutletakse José Manuel Barroso avaldust komisjoni 2010. aasta õigusloome- ja töökava kohta ja komisjoni avaldust Haitile saadetava humanitaarabi koordineerimise kohta. Teisipäeval hääletust ei toimu. Kolmapäev Muudatusteta. Kolmapäeval hääletust ei toimu. Neljapäev Neljapäeval istungit ei toimu. (Tööplaan kinnitati)

A 2010. május 7-i csúcstalálkozó és az ECOFIN-ülés eredményei - Mi az Európa 2020 stratégia politikai jelentősége a jelenlegi pénzügyi és gazdasági válság összefüggésében? - A pénzügyi és gazdasági válság következményei az EU 2020 stratégia és irányítása tekintetében - Mi az EU 2020 stratégia jelentősége a jelenlegi pénzügyi és gazdasági válság keretében? (vita) Elnök A következő napirendi pont az alábbi: közös vita a gazdasági rend megerősítésének mechanizmusairól, a Tanács és a Bizottság nyilatkozatai: a 2010. május 7-i csúcstalálkozó és az ECOFIN-ülés eredményei [2010/269(RSP)], a Tanácshoz és a Bizottsághoz intézett, szóbeli választ igénylő kérdés: Mi az Európa 2020 stratégia politikai jelentősége a jelenlegi pénzügyi és gazdasági válság összefüggésében? - B7-0213/2010), - B7-0214/2010), a Tanácshoz intézett, szóbeli választ igénylő kérdés: A pénzügyi és gazdasági válság hatása az EU 2020 stratégiára és annak megvalósítására - B7-0301/2010), a Tanácshoz és a Bizottsághoz intézett, szóbeli választ igénylő kérdés: az Európa 2020 stratégia politikai jelentősége a jelenlegi pénzügyi és gazdasági válság összefüggésében - B7-0219/2010), - B7-0220/2010). Diego López Garrido a Tanács soros elnöke. - (ES) Tisztelt elnök úr! Mindenki tisztában van azzal, hogy egy kivételes pénzügyi zűrzavar időszakát éljük. Már néhány hónapja ez a helyzet, de ennek eredete nem néhány hónapra, hanem néhány évre nyúlik vissza, amikor is az Egyesült Államokban bekövetkezett a másodlagos jelzálogpiaci válság. A kiindulópont ekképp egy, a pénzügyi rendszer magánszektorában bekövetkezett pénzügyi válság volt, amelyből rövidesen a reálgazdaságot érintő mély válság, szaknyelven mély recesszió bontakozott ki. Ez a termelés visszaesésével és a munkanélküliség jelentős emelkedésével járt, amely különösen súlyos volt azokban az országokban, amelyekben az ingatlan- vagy lakásépítési ágazatok jelentős befolyással rendelkeztek. A tagállamok és a központi bankok azonnal reagáltak a pénzügyi rendszer összeomlásának megakadályozása érdekében, és a reálgazdasággal kapcsolatban is történtek válaszlépések. Ez a reakció természetesen következményeket vont maga után a közgazdaságokra és az államháztartásokra nézve. Már nem a magánszféra pénzügyeiről beszélünk, hanem az államháztartásokról. Először is, a nagyon jelentős hiányok következtében bekövetkezett a közszámlák pénzügyi stabilitásának válsága. Válság állt be az államkötvények terén is. Ez került felszínre az utóbbi hónapokban, a nagyon változékony piacok időnként még egyértelműen spekulatívnak is mondható tevékenységeitől ösztönözve. Ezek az intézkedések emellett annak a kamatnak a jelentős emelkedéséhez is elvezettek, amelyet a piacok a tagállamoktól követelnek, amikor azok kötvényeket bocsátanak ki. Ráadásul ez egyértelműen a teljes euróövezetet érintette, és így olyan problémává vált, amely nem csupán egy, két vagy három tagállamot érintett, hanem az euróövezet egészének stabilitását. Ez a helyzet. Ezek mindazok az események, vagy ez azoknak a tényeknek a diagnózisa, amelyeket az Európai Unió figyelembe vett annak érdekében, hogy erre reagáljon vagy erre válaszul lépéseket tegyen, és úgy érzem, hogy az EU az egész időszak során helyesen járt el. Úgy tűnhetett, hogy lassan hoz döntéseket. Esetenként úgy tűnhetett, hogy dühítően lassan hoz meg egyes döntéseket, de elérte a megfelelő eredményeket, az EU általi elővigyázatos fellépés, és ami még fontosabb, az EU általi összehangolt fellépés eredményeit. Olybá tűnhet ugyan, hogy a különféle intézkedések fáitól nem látjuk az erdőt, mégis úgy gondolom, hogy az EU a körülményeket tekintve megfelelő stratégiát alakított ki, amelynek magában kell foglalnia néhány rövid távú intézkedést, és jobban kell foglalkoznia a közép- és hosszú távval, minthogy célja egy hasonló válság újbóli bekövetkezésének megelőzése. Mint már elhangzott, a rövid távú intézkedések közé tartozik a közpénzek beinjektálása és az Európai Unió általi koordináció: ez európai gazdaságélénkítési tervként ismert, amelyet a Bizottság támogat; ez a terv koordinálja ezt az azonnali fellépést, e sokkterápiát, amelyet a tagállamok azért vezetnek be, hogy korlátozzák az óriási válság által okozott kárt, nem pedig annak eltüntetése érdekében. E rövid távú fellépés egyik megnyilvánulása kétségkívül a Görögországnak nyújtott segély, annak az országnak, amelyet a Bizottság már hónapokkal korábban figyelmeztetett államháztartásának nehéz helyzetére. A Tanács az Európai Unió működéséről szóló szerződés 126. cikkének (9) bekezdésével kapcsolatban ajánlásokat tesz Görögországnak, és a Tanács és a Bizottság nyomon követik az ottani fejleményeket. Nemcsak közszámláinak likviditásával kapcsolatban tesznek ajánlásokat, hanem a nyugdíjrendszer strukturális reformjaival és az egészségügyi rendszer megreformálásának szükségességével kapcsolatban is. Ezután következett április 23., amikor cselekvési mechanizmust fogadtak el Görögország tekintetében. Ez a mechanizmus tegnap vált először kézzelfoghatóvá, amikor az uniós országok e megállapodás szerinti mechanizmus rendszerén keresztül forrásokat küldtek Görögországnak. Így ez ennek a rövid távú intézkedésnek az első megnyilvánulása, amely alapvető, ha egy tagállam súlyos nehézségbe került, mint ahogyan az Görögországgal történt. Természetesen rövid távon is szükségünk van egy olyan stratégiára, amely kivezet bennünket a válságból - ez a Daul úr, Verhofstadt úr, Schulz úr és mások által feltett szóbeli választ igénylő kérdésben is nagyon világosan megfogalmazódott. Ennek mért, ellenőrzött stratégiának kell lennie, és természetesen a közszámlák nagyon súlyos nehézségeinek elkerülését kell célul kitűznie, de fenn kell tartania a növekedési célkitűzést is. A rövid távú stratégia azonban nyilvánvalóan nem elegendő. Közép- és hosszú távú intézkedéseket is kell hoznunk. Az európai gazdaság strukturális problémákkal küzd; végső soron ezek a strukturális problémák okolhatók Európa gyengítéséért, amikor az szembesült a rendkívüli pénzügyi zavar okozta messzemenően változékony helyzettel. Az Európai Unió intézkedéseket hoz meg és javasol közép- és hosszú távon, és ezekre fontos rámutatni. Először is azért ez a helyzet, mert ezek az intézkedések arra a válságtípusra fognak választ adni, amely e súlyos, az EU egészét és különösen az euróövezet rendszerét érintő gazdasági helyzet miatt következett be. Ahhoz, hogy választ tudjon adni a pénzügyi ágazat válságára, az Európai Unió egy intézkedéssorozatot tervezett, amelyet a Parlament a következő néhány nap folyamán vitat majd meg: egy felügyeleti csomagot, amelyet - remélem - mielőbb elfogadnak. Azt is remélem, hogy e tekintetben a Tanács és a Parlament megállapodásra fognak jutni. E csomag részeként vagy ahhoz kapcsolódóan a Gazdasági és Pénzügyi (Ecofin) Tanács tegnap egy intézkedést fogadott el: a fedezeti alapokról, alternatív befektetési alapokról vagy nagykockázatú alapokról szóló rendeletet. Itt utalnék Harms asszony és Cohn-Bendit úr kérdésére, akik nagy hangsúlyt helyeznek erre a szempontra. A G20-csoport intézkedési kilátásait szintén figyelembe kell venni, azt is végrehajtva, amiben a G20-csoportban megállapodtak. Hasonlóképpen azt mondtuk, hogy az Európai Uniót strukturális hiányosságok jellemzik, és strukturális reformokra van szükség. Az Európa 2020 stratégia célja éppen ennek elvégzése, és ez a tagállamok az iránti elkötelezettségén alapul, hogy egy integrált iránymutatásokból álló csomagon keresztül megbirkóznak bizonyos célkitűzésekkel. Ezeket az iránymutatásokat nemzeti tervek is fogják kísérni, amelyeket a reformtervekként ismert tervek keretében fognak kialakítani. El kell mondani azt is, hogy az Európa 2020 stratégia mellett fontos az az intézkedés is, amelyet a Bizottság a termelési rendszer egésze tekintetében fogad el. A Bizottság május 12-i közleményében a gazdaságpolitikák koordinálását javasolta. Az Európa 2020 stratégia tehát a gazdasági termelőrendszer mögöttes problémájára való válaszadás egyik módja, amely a jövőben megelőzi a rendszernek ezeket az alapvető gyengeségeit, és versenyképessé és termelékennyé teszi az Unió gazdasági rendszerét. Ez egyben a technológiai hozzáadott érték célkitűzésének elérésére való törekvés is, figyelembe véve a társadalmi hatást, és ezzel a munkaerő-piaci szakosodás, a foglalkoztathatóság és egyben az éghajlatváltozás leküzdésének szükségességét. Nemcsak a magánszféra pénzügyi rendszerével, a termelési szerkezettel és alapvetően a magánszektorral van baj: az államháztartásokkal is probléma van, amelyre az EU közép- és hosszú távú intézkedéseinek egy másik szempontja irányul. Ezek a május 12-i bizottsági javaslatban szereplő intézkedések, amelyeket az Ecofin Tanács tegnap kezdett el megvitatni, és tovább fog vitatni. Ezeknek az intézkedéseknek a célja a költségvetési fegyelem fenntartása, a Stabilitási és Növekedési Paktum betartásának szavatolása és a válságok megoldását és megelőzését célzó intézkedések megállapítása. Ezt szem előtt tartva egy munkacsoportot hoztak létre, amely először most pénteken, május 21-én fog összeülni Van Rompuy úr elnökletével. Célja a költségvetési fegyelem, és a Rehn biztos úr által előterjesztett, a gazdasági és költségvetési politikák összehangolásáról szóló bizottsági dokumentumot fogja felhasználni. Ez egyre inkább hosszú távú intézkedésekhez kapcsolódik, amelyek között meg kell említenünk azt a vitát is, amely az EU-ban a pénzügyi ágazatbeli juttatások adójáról indul, valamint egy olyan adóról, amelyről még a G20-csoport is tárgyalni kezdett - ez a pénzügyi tranzakciókra kivetett adó, amelyről viszont az EU-ban folyik vita. Ezt Harms asszony és Cohn-Bendit úr is hangsúlyozzák kérdésükben. E témával kapcsolatban el kell mondani, hogy az összes európai uniós intézmény ennek elérésén dolgozik. Az Európai Tanácsban tavaly decemberben vitatták meg. A Nemzetközi Valutaalap kapta azt a feladatot, hogy folytasson vizsgálatot egy nemzetközi pénzügyi tranzakciókra kivetett adó tárgyában. Ezt az Európai Tanácsban márciusban vitatták meg, a Bizottság április 1-jén tett rá javaslatot, és az Ecofin Tanácsban is megvitatták. Ez tehát egy másik intézkedés, amelyet a G20-csoportban kétségtelenül meg fognak vitatni, és amely rendkívül fontos; ezek azok az intézkedések, amelyeket az EU által javasolt közép- és hosszú távú intézkedésként említettem. Tegnap például, a madridi EU-Latin-Amerika csúcson a pénzügyi rendszer reformjára is javaslatot tettek. Vagyis az Európai Unió minden fórumon felveti ezeket a kérdéseket, amelyen csak részt vesz. Röviden, elnök úr, folyamatban vannak a lépések és rendelkezésre állnak a feltételek, amelyek az Unió gazdasági kormányzásaként leírt felállás irányába történő elmozduláshoz szükségesek. Az Európai Tanács ebben aktív szerepet játszik, a Bizottsággal és a Parlamenttel mint jogalkotó és ellenőrző szervvel együtt. Ezért elmondhatjuk - hogy összefoglaljam mondandómat, elnök úr -, hogy igaz, hogy a válság világosan rávilágított az európai monetáris unió hiányosságaira a gazdasági unió hiányában, amelyről a szerződések ugyan rendelkeznek, de amely a valóságban nem létezik. Megmaradtunk a monetáris unióban, de nem tartunk a gazdasági unió felé. Ezek az EU által rövid, közép- és hosszú távon elfogadott intézkedések egyértelműen a gazdasági unió felé vezető pályára állítják az Uniót. Ez a válság gyengítette gazdaságainkat, és próbára tette az Uniót, de nem tette tönkre, nem tette töredezetté. Az Európai Unió reagált, és időnként ugyan úgy éreztük, hogy ezt lassan tette, de biztosan fellépett. Esetenként tétovának tűnt, de egységes volt, válasza pedig helyes volt, és megfelelt azoknak a kihívásoknak, amelyekkel pillanatnyilag szembenézünk. Remélem, hogy a júniusi Európai Tanács meg fogja szilárdítani ezt az európai gazdasági kormányzás felé, a válságra való egyesített uniós reakció felé tett elmozdulást. Ezért azt is remélem, hogy megfelelően elő fogja készíteni az EU közös álláspontját a rendkívül fontos, pénzügyi rendszer szabályozásáról szóló torontói G20-találkozóra és a nemzetközi pénzügyi tranzakciók megadóztatására vonatkozó fontos vitára. Olli Rehn a Bizottság tagja. - Tisztelt elnök úr! Üdvözlöm ezt az Európai Unió válságra való reagálásáról és a gazdasági kormányzás előttünk álló azonnali és hosszabb távú kihívásairól folyó vitát. Mondandómat az azonnali kihívásokkal és a válságra való válaszadással kezdem. Tíz nappal ezelőtt az Európai Unió merész és szükséges döntéseket hozott az európai pénzügyi stabilitás védelme érdekében. Ez kettős válasz volt az elmélyült válságra, amely az eurót érintő rendszer szintű kihívássá alakult át. Ezt a választ konszolidációs paktumnak nevezném. Először is megállapodtunk egy európai pénzügyi stabilitási mechanizmusban, amely legfeljebb 500 milliárd euró összegű pénzügyi óvintézkedést biztosít, amelyet 2:1 arányban IMF-források fognak kiegészíteni. Másodszor megállapodtunk abban, hogy felgyorsítjuk a költségvetési konszolidációt azokban a tagállamokban, amelyekben erre a legégetőbb szükség van. E döntésekkel Európa egy hiteles csomaggal állt elő, amely megmutatja polgárainknak, a piacoknak és a tágabb világnak, hogy bármilyen áron meg fogjuk védeni az eurót, közös valutánkat. Ezt nem a misztikus piaci erők kedvéért tesszük, hanem Európa fenntartható növekedése és a munkahelyteremtés kedvéért, annak biztosításával, hogy a pénzügyi stabilitást érő fenyegetések ne dönthessék romba a gazdasági fellendülést, amely most folyamatban van - még ha egyelőre meglehetősen szerény és törékeny is. Ez a felelősségünk polgáraink felé, és nagyon konkrét eredményeket mutatunk fel. Tegnap az euróövezet tagállamainak nevében összehangolást és irányítást végző Bizottság 14,5 milliárd eurót biztosított Görögország számára, amelyet az IMF 5,5 milliárd euróval egészített ki. Azt mondtuk, hogy készek vagyunk teljesíteni az azonnali refinanszírozási igényeket, és időben teljesítettünk. Mindennek természetesen feltétele a Bizottság által a görög kormánnyal együtt, az EKB-val és az IMF-fel együttműködésben kialakított program teljes körű végrehajtása. Az Európai Központi Bank szintén rendkívüli intézkedéseket hozott, hogy megbirkózzon a közelmúltban tapasztalt euró elleni támadásokkal. Ezen túlmenően tagállamaink megértették a költségvetési konszolidáció mindenek felett álló jelentőségét az államháztartás fenntarthatóságának - és ezzel a fenntartható gazdasági növekedés előfeltételeinek - biztosításához. Múlt héten Spanyolország és Portugália jelentős új költségvetési konszolidációs intézkedéseket terjesztett elő, amelyek fontos és nehéz, de ugyanakkor szükséges lépések a magasba szökő államháztartási hiány 2010-ben és 2011-ben történő visszaszorítása érdekében. A Bizottság a következő két hét folyamán átfogó értékelést fog előterjeszteni az új célok és intézkedések megfelelőségéről. Hadd hangsúlyozzam, hogy az államháztartási hiány gyorsabb csökkentése valóban az Ecofin Tanács által május 10-én elfogadott pénzügyi stabilitási csomag alapvető összetevője. Egyformán fontos, hogy a két ország strukturális reformokat vezessen be, amelyek hozzá fognak járulni a lehetséges növekedés fokozásához - különösen a munkaerőpiac és a nyugdíjrendszerek reformjairól van szó. Jóllehet a felgyorsított költségvetési konszolidáció azonnali prioritást képez egész Európában, ugyanakkor össze kell hangolnunk gazdaság- és fiskális politikáinkat, a tagállamok közötti differenciálás alkalmazásával. Vagyis a fiskális konszolidációs erőfeszítéseket a fiskális rugalmasságnak és a gazdasági sebezhetőségnek megfelelően differenciálni kell. A kevés vagy semennyi fiskális rugalmassággal nem rendelkező országoknak előre kell hozniuk és fel kell gyorsítaniuk az intézkedéseket, míg más, nagyobb fiskális rugalmassággal rendelkező országoknak az európai növekedés és munkahelyek kedvéért fenn kellene tartaniuk kevésbé restriktív fiskális politikai szemléletüket. Természetesen hiba lenne itt leállni erőfeszítéseinkkel. Hadd emlékeztessek arra, hogy az euró első tíz éve sikertörténet volt: ez a kiindulópont. A válság azonban megmutatta, hogy fel kell ismernünk rendszerbeli hiányosságait. A csoportnyomás nem volt elég erős, a jó időszakokat nem használták fel az államadósság csökkentésére, és figyelmen kívül hagyták a makrogazdasági egyensúlyhiányokat. Pontosan ez az oka annak, hogy a Bizottság múlt héten, május 12-én egy ambiciózus javaslatcsomagot terjesztett elő az európai gazdasági kormányzás megerősítése érdekében. Meg akarjuk erősíteni a megelőző költségvetési felügyeletet, kezelni akarjuk a makrogazdasági egyensúlyhiányokat, és állandó és szilárd válságkezelési keretet akarunk létrehozni. Számítok a Parlament támogatására e fontos javaslatok tekintetében. Ezek alapvetőek az Európa 2020 elkövetkező években történő sikerre viteléhez. Javaslataink két elven alapulnak. Először is, a megelőzés mindig jobb, mint a korrekció - nem is szólva annak megengedéséről, hogy a helyzet válsággá fokozódjon, mint ahogyan láthattuk. Másodszor, az erőteljesebb fiskális felügyelethez tágabb makrogazdasági felügyeletnek kell társulnia, a fenntartható gazdasági fejlődés gyökereit és eredetét megcélozva. Javaslataink három építőelemből állnak. Először is a Stabilitási és Növekedési Paktum preventív és korrekciós ágát egyaránt meg kell erősítenünk. A gazdasági kormányzás megerősítésének alapvető sarokköve a költségvetési politika előzetes összehangolása annak biztosítása érdekében, hogy a nemzeti költségvetések összhangban legyenek a közös megállapodás szerinti európai politikákkal és kötelezettségekkel, hogy ne tegyék kockára az euróövezet egészének és a többi tagállamnak a stabilitását. Hadd fejezzem ki magamat ezzel kapcsolatban nagyon világosan: ez nem jelenti majd a nemzeti költségvetések költségvetési soronként történő ellenőrzését. Ez nem szándékunk, és nincsenek meg hozzá az erőforrásaink sem. Ehelyett a tág költségvetési irányelvek és a költségvetési egyensúly elemzését és szakértői értékelését jelenti a nemzeti költségvetés-tervezetek Parlamentnek történő kormány általi benyújtása előtt azzal a Szerződésen és a paktumon alapuló jogi lehetőséggel, hogy az EU ajánlásokat tehet, és az érintett tagállamoktól korrekciós intézkedést kérhet. Ezt egyesek bírálják, mondván, hogy ez a parlamenti szuverenitás megsértése. Jómagam a nemzeti és az Európai Parlament egykori tagja vagyok, és teljes mértékben tisztában vagyok a parlamenti költségvetési hatáskörök érzékenységével. Mindenki láthatja azonban, hogy itt nem a demokrácia vagy a parlamenti szuverenitás megsértéséről van szó, hanem annak biztosításáról, hogy tagállamaink tiszteletben tartsák azokat a szabályokat, amelyekről korábban éppen maguk döntöttek: másképp kifejezve ne igyanak bort, miközben vizet prédikálnak. A gazdaságpolitikai döntéshozatalban egy igazi európai dimenziót kell bevezetnünk Európában: nem elég csak utólag megvizsgálni a nemzetközi döntéseket. Az EU-ban, különösen az euróövezetben nagyon is jól tudjuk, hogy a nemzeti döntések hatásai túlmutatnak a nemzeti határokon, és ezért e nemzeti döntések előtt európai szintű összehangolásra lesz szükség. A második építőelem a költségvetési felügyeleten való túllépés, a felügyelet szélesítése és mélyítése, a makrogazdasági egyensúlyhiányok kezelése érdekében. Ez miért is fontos? Az elmúlt tíz évben növekedtek a versenyképességbeli egyenlőtlenségek és nyílt az olló az euróövezet többletet és hiányt felmutató országai között. Ez az oka annak, hogy a pénzügyi válság olyan erősen sújtotta az EU-t, különösen egyes tagállamainkat. Az újonnan megjelenő problémákat meg kell előznünk, és ezekkel meg kell birkóznunk, még mielőtt válsággá fajulnának. Ezért mutatók meghatározását és egy eredménytáblát javasolunk, javasoljuk a riasztási küszöbértékekben való megállapodást, és ha szükséges, ajánlások és korai figyelmeztetések kiadását javasoljuk. Ezek a mutatók magukban foglalhatnának például termelékenységi trendeket, fajlagos munkaerőköltségeket és a folyószámla alakulását. Magától értetődik, hogy ez nem jelenti azt, hogy bármely ország exportteljesítményét gyengíteni akarnánk; természetesen nem. Ellenkezőleg, a cél a gazdasági növekedés újbóli egyensúlyba hozása Európa egészében. Ahol szükséges, meg kell erősítenünk az export versenyképességét, és ahol szükséges és lehetséges, a belföldi keresletet. Így lehet európai csapatként játszani Európa egészének előnyére. Harmadszor, nagyon világosan meg kell mutatnunk azoknak, akik figyelik az euróövezetet, hogy soha nem győznek le bennünket. Ahhoz, hogy mindenkit eltántorítsunk attól, hogy akárcsak próbára is tegye az erőnket, állandó és szilárd válságkezelési keretre van szükségünk az euróövezetbe tartozó tagállamok számára. A május 10-én létrehozott ideiglenes mechanizmus merész lépést tesz ebbe az irányba, de közép- és hosszú távra a Bizottság egy tartósabb mechanizmust fog javasolni, szigorú politikai feltételesség függvényében, és természetesen a közelmúlt tapasztalataiból levont tanulságok figyelembevételével. Igen, el kell kerülnünk a morális veszélyeket. Ezért annyira alacsonyan kell tartanunk ennek a mechanizmusnak a vonzerejét, hogy önként egyetlen vezető vagy ország se érezzen kísértést az igénybevételére. De a közelmúlt tapasztalata azt mutatta, hogy jobb, ha készen áll a tűzoltóság egy esetleges bozóttűz esetére, mint ha akkor kezdenénk kiépíteni a tűzoltóságot, amikor a tűz már kiterjedt erdőtűzzé alakult át. Jobb félni, mint megijedni. Összességében ezek a bizottsági javaslatok egy kvantumugrást készítenek elő az európai gazdasági kormányzásban, de szeretném felhívni a figyelmüket egy másik rendkívül fontos döntésre is - amely ugyanazon a napon született, amikor ezeket az intézkedéseket javasoltuk -, nevezetesen arra a javaslatra, hogy Észtország önerőből az euróövezet tagjává váljon. Csak hogy egy számot mondjak önöknek: miközben Európában az átlagos adósság pillanatnyilag 75% körüli, Észtországban ez fenntarthatóan mintegy 7,5% - nem 75%, hanem 7,5%. Ez a javaslat fontos jelzés mindenkinek, hogy az euróövezet önbizalommal ellen fog állni a nyomásnak, és a fenntartható gazdaság- és fiskális politikák meghozzák eredményüket a tagállamok számára. Összességében a Bizottság kezdeményezései elfogadásuk után a gazdasági kormányzás lényeges mélyüléséhez és az euróövezet elővigyázatos bővüléséhez fognak vezetni Európában. Tényleg itt az ideje, hogy az EMU-n belül élettel töltsük meg az "E”-t. Joseph Daul a PPE képviselőcsoport nevében. - (FR) Tisztelt elnök úr, tisztelt hölgyeim és uraim! Európa végre válaszolt. Az állam-, illetve kormányfők végre elkezdtek foglalkozni a problémákkal, amikor 10 nappal ezelőtt döntöttek egy támogatási tervről valutánk, az euró számára. Ez a terv pontosan tükrözi az európai szolidaritás léptékét, megcáfolva ezzel mindenkit, aki kételkedett ebben, de még mindig nem megfelelő, és azt a nemzeti költségvetési hiányok csökkentésére szolgáló intézkedéseknek és a szociális és fiskális költségvetésekre vonatkozó 27-ek közötti megállapodás elérésére szolgáló intézkedéseknek kell kísérniük. Úgy gondolom, hogy ma reggel mindenki ezt mondja, és mi mindannyian ugyanezt hangoztatjuk már két hete. Nos, most valósítsuk meg! Ezt a tervet múlt szerdán fejezték be a Bizottság arra vonatkozó határozatával - amelyet üdvözlök -, hogy radikálisan fokozzuk a Stabilitási Paktum felügyeletét és végrehajtását. Hölgyeim és uraim, mindaddig nem lábalhatunk ki, amíg mindezeket az intézkedéseket végre nem hajtjuk. Mindaddig nem lábalhatunk ki, amíg nincs politikai bátorságunk, mert az intézkedéseket, amelyeket már együttesen, uniós szinten, valamint egyénileg, nemzeti szinten meg kellett volna hozni, most meg kell hozni. Ez a jobboldali és a baloldali kormányokra egyaránt vonatkozik. Nagyon sajnálom, hogy a német szocialistákból hiányzott ez a bátorság, amikor a Bundestagban az európai segélytervről szavaztak. Mindezekből le kell vonnunk a tanulságokat. Az első tanulság: ismernünk kell a nemzeti közszámlák valós állapotát, éppúgy, ahogyan az EU közszámláinak valós állapotát is ismerjük. Arra kérem a Bizottságot, hogy törekedjen ennek biztosítására, és büntessen meg, ne pedig csak félénken bíráljon minden államot, amely nem teljesíti ezt a kötelezettségét. Mint jól tudják, a közutakon mindenki tart a radarellenőrzéstől, mindenki tart a bírságoktól, a jogosítványba kerülő pontok számától. Ilyenek vagyunk, ezért van létjogosultságuk a bírságoknak. Ez minden komoly politika alfája és ómegája ezen a területen. Második tanulság: a 27-eknek a folyamat során nagyon korai szakasztól kezdve koncentrálniuk kell költségvetési politikáikra. A Bizottság múlt héten ezt kérte. Jómagam is ezt kértem ebben a teremben néhány héttel ezelőtt. Tudom, hogy bosszantja a tagállamokat, amikor azt kérjük tőlük, hogy koncentráljanak, de mostantól kezdve hozzá kell szokniuk a bosszantáshoz, ha továbbra is úgy kezelik államháztartásukat, mintha egy lakatlan szigeten élnének, mintha nem lennének egy valutával - és ennélfogva a szükséges közös fegyelemmel - egymással összekapcsolva. Továbbá, ami igaz a nemzeti költségvetésekre, az igaz a szociális és a fiskális politikára is. Még egyszer, megértem egyes honfitársaink haragját, amikor azt kérik tőlük, hogy hozzanak áldozatot másokért, akik kevesebbet dolgoznak, és hamarabb nyugdíjba vonulnak. Ez sem mehet így tovább. Ez a harmadik lecke, amelyet a válságból megtanultam. Az euró csak akkor lesz életképes, ha együttesen biztosítjuk saját magunk számára az erőforrásokat ennek eléréséhez. Nem cáfolnám Obama elnök pénzügyi tanácsadóját, Volcker urat, aki azt mondta, hogy az euró várhatóan össze fog omlani, ha nem változtatunk kultúránkon és magatartásunkon. Túl kell lépnünk a nemzeti megfontolásokon, és az európai megfontolások felé kell fordulnunk. El kell mozdulnunk a rövid távú politikáktól, amelyeknek a célja annak megakadályozása, hogy nemzeti kormányaink a közvélemény-kutatásokban néhány pontot essenek, és a közép- és hosszú távú tervek felé kell lépnünk, amelyeket vállalkozóink is követelnek, hogy befektethessenek és munkaerőt vehessenek fel. Képviselőcsoportom arra kéri Európát, hogy ébredjen fel. Arra kéri a Bizottságot, hogy végezze el feladatát, amely a jutalmazás és a büntetés technikájának alkalmazása a tagállamokkal szemben. Pénzügyileg jutalmazni kell azokat, akik rendbe teszik államháztartásukat, és meg kell büntetni azokat, akik erre nem hajlandók! A Bizottságnak, Rehn úr, nem szabad tartania attól, hogy ezt megtegye. Hasznára válna az európaiaknak és a tagállamoknak. A fő probléma polgáraink körében, amely jelenleg minden megbeszélésünkön felvetődik, az, hogy még mindig biztonságosak-e megtakarításaik. Megértem ezeket a polgárokat, akik egész életükben dolgoztak, hogy legyen valamennyi megtakarításuk. Ezért ez az első biztosíték, amellyel szolgálnunk kellene számukra: hogy megtakarításaik védve vannak. Egész egyszerűen ezt kell tennie a Bizottságnak, hiszen ezért hozták létre. Hölgyeim és uraim! A 2020-as stratégia csakis ebben az összefüggésben nyerhet bármilyen értelmet. A munkanélküliség, az oktatás, a képzés, a kutatás és az innováció csatáját csak akkor leszünk képesek megnyerni, ha ismét komolyan vesszük célunkat, ha együtt lépünk fel a közszámlák tekintetében. Ezt mondtam tegnap is, és minden nap elmondom: ha megtakarításokra van szükség valamennyi tagállamunkban, akkor jó példával kell elöl járnunk nekünk is mint parlamenti képviselőknek és európai köztisztviselőknek, vagy máskülönben nem leszünk szavahihetők. Mindössze ezt szerettem volna elmondani, és továbbra sem adom fel a reményt - miután átéltem már néhány nagyon komoly és nagyon mély válságot -, hogy ez a válság legalább új kiindulópontként szolgálhat Európa és polgárai számára. Martin Schulz az S&D képviselőcsoport nevében. - (DE) Tisztelt elnök úr, tisztelt hölgyeim és uraim! Ennek a vitának a hátterében egy nagyon súlyos helyzet áll, amely fenyegetést jelent az Európai Unióra nézve. Több évtizedes laissez-faire ideológia van mögöttünk, és ezekben az évtizedekben mindenkit kinevettek, aki megkérdőjelezte a kapitalista gazdasági rendszer állítólagos felsőbbrendűségét. Ez a gazdasági rendszer a II. világháború vége óta a legmélyebb pénzügyi, gazdasági és foglalkoztatási válságba és az intézmények legmélyebb morális és legitimitási válságába vezetett bennünket. Ez a rendszer hibás. Bizonyos fokig erkölcstelen és perverz is. Szeretnék önöknek egy példát mondani, mivel polgáraink közül sokan nem értik az alkalmazott zsargont. Miről is szól a nemteljesítési csereügyletekkel való kereskedés és a hitel-nemteljesítési biztosítás? Ez azt jelenti, hogy biztosítást lehet kötni, amelyet ezután egy áruhoz hasonlóan meg lehet vásárolni és el lehet adni. Nézzük meg ezt a gyakorlatban. Biztos vagyok benne, hogy a Daul úr tulajdonában lévő csodás farmra kötöttek tűzbiztosítást. Ha én, Martin Schulz, megvásárolhatom Daul úr tűzbiztosítási kötvényét, és helyette hozzám folyik be a biztosító kifizetése, ha a háza leég, akkor egyszerűen egy olyasvalakire van szükségem, például Cohn-Bendit úrra, aki kész felgyújtani a házat, és akkor máris megcsináltam a szerencsémet. Ez egy perverz rendszer. El kellene törölni, ezeket a gyakorlatokat pedig be kellene tiltani. Pontosan ezek azok a mechanizmusok, amelyekről vitázunk, és a valós élet példái cseppet sem nem viccesek. Az egyik a kaliforniai tanárok szakszervezetének nyugdíjalapját érinti, amely egy fedezeti alapon keresztül fel akart vásárolni egy német légitársaságot. Ez nem sikerült a nyugdíjalapnak, de vett valami mást helyette. A nyugdíjalap viszont ezután csődbe ment. Ez a tanárok egész nemzedékét döntötte nyomorba, akik 40 éven át befizettek az alapba. Ez ennek a gazdasági rendszernek a valósága, amely most elérte korlátait, és amelyet rövid pórázra kell fogni. Most a kormányok kerülnek sorra. Ezt hallottuk önöktől, López Garrido úr és Rehn úr. Ez mind rendben van, de mi vagyunk azok, akik reagálnak, mi vagyunk azok, akiket cselekvésre késztettek, és véleményem szerint túlságosan is későn reagálunk. Sok területen sokkal korábbi szakaszban kellett volna szabályokat bevezetni, ahogyan a Parlamentben is gyakran követeltük. Most szabályozzuk a fedezeti alapokat, de mikor kerül sor az európai minősítő intézet létrehozására? Valóban normális, hogy egy amerikai minősítő intézet pontosan a Görögország elleni spekuláció csúcspontján szemet vet a következő célpontra, és leminősíti Portugáliát? Milyen intézmények ezek, amelyek egész nemzetek sorsáról dönthetnek? Ezeket ellenőrizni és szabályozni kell. Erre azonban nem most kellene sort keríteni. Ennek már évekkel ezelőtt meg kellett volna történnie, és már évekkel ezelőtt kértük is, de felhívásainkat elutasították. Ugyanazok a kormányok utasították el, amelyek ma azt állítják, hogy kezelik a válságot. (Tiltakozások) Langen úr, tudom, hogy ma délután egy módosítást terjeszt elő, amellyel arról kíván gondoskodni, hogy a Parlament ne ülésezzen a németországi farsang idején. Ez szép. Csak éppen amikor ön itt van, a Parlament minden ülésnapja farsang. Ezt őszintén sajnálom. Az EU-ban strukturális hiányokkal küzdünk, amelyek megoldásáért az intézmények felelnek. Állítólag létrehoztunk egy gazdasági és monetáris uniót. A valóság azonban az, hogy rendelkezünk egy monetáris unióval, gazdasági unióval azonban nem. Európában a gazdaságpolitikák egy foltvarrással készült szőnyegre hasonlítanak. Összesen 16 szuverén állam nem hangolja össze gazdaságpolitikáit, amelyek közül némelyik nincs összhangban a többivel, egy közös valutaterületen belül. Ez óriási kockázatot jelent. Arnold Schwarzenegger és gyönyörű állama, Kalifornia, teljes csődben van, de ez egyáltalán nem érinti a dollárt, mert Kalifornia gazdaságpolitikája az Egyesült Államok közös valutaterületének részét képezi. Ha az euróövezet bruttó hazai termékének 2,8%-át teszik kockára, mint Görögország esetében, ez itt súlyos válsághoz vezet. Meg kell szabadulnunk ettől a hiányosságtól, ezért van szükségünk gazdasági kormányzásra. Aki még mindig ellene van, az nem hallotta a figyelmeztető lövéseket. Rendkívül súlyos legitimitási válság közepén vagyunk. Az emberek kezdik felismerni, hogy ez a gazdasági rendszer megbukott, és már nem bíznak benne. Megtapasztalták, hogy a nemzeti és nemzetközi intézményeket ez a rendszer mozgatja, és ezért már az intézményekben sem bíznak. E szakasz során e globalizált európai kihívással szembesülve sokan a nemzeti retorikába menekülnek. Ez a háromszoros ellentmondás, a gazdasági rendszerünkbe és az állami intézményeinkbe vetett bizalom válsága és sok állami intézmény nemzeti megközelítéshez való visszatérése, ahelyett hogy a nemzetközi struktúrákban keresnének megoldásokat, olyan képlet, amely az EU egészét veszélyezteti. Ezért gazdasági kormányzásra van szükségünk, és szükségünk van végre az erőre is ahhoz, hogy végrehajtsuk saját szabályainkat. Végezetül jobb lenne, ha Daul úr, aki annak a képviselőcsoportnak az elnöke, amelyhez a Nea Dimokratia képviselői is tartoznak, kicsit visszafogottabban bírálna más pártokat. Guy Verhofstadt az ALDE képviselőcsoport nevében. - (FR) Elnök úr, nem hinném, hogy akár a nacionalista, akár a marxista retorika biztosítani fogja számunkra azokat a megoldásokat, amelyekre a válság során, amelyen keresztülmegyünk, szükségünk lenne. (Taps) Amit most élünk át, az véleményem szerint, elnök úr, nem az Unión belüli monetáris válság, még csak nem is közös valutánk válsága; inkább az uniós kormányzás válságáról van szó. Ez a helyzet, ahol pillanatnyilag tartunk. Akár odáig is elmennék, hogy azt mondjam, hogy ez a válság a tagállamok őrült meggyőződésének a szüleménye, amely szerint kormányközi megközelítésükkel meg tudják oldani Európa problémáit, amikor egy monetáris területet, elnök úr, közös módszerrel, a közösségi módszerrel kell kormányozni, az európai érdek alapján, nem pedig a nemzeti érdekek szindikátusának útján, amelyet az Európai Tanács és az Európai Unió Tanácsa puszta jellegüknél fogva képviselnek. Részemről ezért e vitában ma reggel három üzenetet szeretnék közvetíteni. Az első üzenet címzettje a Tanács, López Garrido úr. Megkérhetnénk talán a spanyol elnökséget, hogy kérje fel a Tanács tagjait, hogy legyenek kicsit diszkrétebbek az euróválsággal kapcsolatban, mert valahányszor sikerül találni egy megoldást az euró megsegítésére, egyik vagy másik állam- vagy kormányfő biztosan jelentkezik, hogy megmondja a magáét, és valójában szabotálja a talált megoldást. Ezért azt gondolom, hogy az első dolog, amire a Tanácsot meg kell kérni, az az, hogy legyen egy kicsit diszkrétebb, és hagyja, hogy a Bizottság és az Európai Központi Bank álljon elő megoldásokkal. Második üzenetem a Bizottságnak szól. Úgy gondolom, Rehn úr, hogy ön múlt szerdán hozott néhány bátor döntést, amely a helyes irányba mutat, de a Bizottságnak tovább kell lépnie. Egyelőre tehát van egy munkacsoportunk. A Tanácsnak ez a munkacsoportja össze fog ülni, hogy október környékén vagy év vége felé megoldásokat terjesszen elő. Véleményem szerint ez túlságosan is későn van. A kezdeményezési joggal rendelkező Bizottság feladata, hogy az elkövetkező hetek és hónapok folyamán összeállítson egy ambiciózus általános csomagot. Ezt kell tenni. Nem szabad a Tanács munkacsoportjára várnunk, hogy megmondja nekünk, mit kell tenni; a Bizottság dolga, hogy magához ragadja a kezdeményezést. A Bizottság feladata, hogy általános csomagot dolgozzon ki, amelyet a Tanács és a Parlament elé terjeszt, és amely nézetem szerint négy elemből fog állni. Ezek közül az első a Stabilitási és Növekedési Paktum megerősítése. Ez valójában szankciókat jelent; én személy szerint Rehn úr elképzelése mellett vagyok, és remélem, hogy mindenki más is. Rehn úr azt mondja, hogy e csomag részeként a Bizottságot meg kell bízni azzal a feladattal, hogy világítsa át a költségvetéseket, mielőtt azokat a nemzeti parlamentek jóváhagyják. Ez nem szubszidiaritási kérdés, illetve nem a szubszidiaritás hiányának kérdése; ez a Stabilitási és Növekedési Paktum, valamint az euró iránti lojalitás kérdése. Nem mondhatjuk egyrészről, hogy e Stabilitási és Növekedési Paktum, valamint az euróövezet tagjai vagyunk, másrészről pedig azt, hogy a költségvetésünknek semmi köze az euróhoz, vagy hogy az szigorúan nemzeti hatáskörbe tartozik. Másodszor úgy vélem, hogy ennek a csomagnak egy meggyőző 2020-as stratégiát is magában kell foglalnia. A jelenleg a Tanácsnál megvitatott stratégia, López Garrido úr, egyáltalán nem meggyőző. Júniusban sikerül majd következtetésre jutniuk? Milyen következtetést fognak levonni júniusban a 2020-as stratégiát illetően? Ugyanazt, amit a kudarcba fulladt lisszaboni stratégiával kapcsolatban levontak? Ismét a nyílt koordináció módszere lesz az? Nos, ha önök komolyan gondolják, most kell ellátniuk a Bizottságot mindazokkal az eszközökkel, amelyekre szüksége van ahhoz, hogy ténylegesen kezelni tudja ezt a 2020-as stratégiát, ezt a gazdasági stratégiát, amelynek ki kell bennünket vezetnie a válságból. A harmadik intézkedés, amelyet egyértelműen meg kell tenni, egy európai monetáris alap létrehozása, amelynek át kell vennie a létrehozott stabilitási mechanizmus helyét, mivel - mint ön maga is mondja, Rehn úr - ez a mechanizmus nem lesz alkalmas a feladat megoldására. Ez ismét egy kormányközi mechanizmus, amelyet az Ecofin Tanácsban agyaltak ki, és amely egyhangúságot igényel. Minden egyes kölcsönt, amelyet megítélnek, valamennyi tagállamnak jóvá kell hagynia. Ez egy olyan rendszer, amely hosszú távon nem működhet, és ezért egy európai monetáris alapra van szükség, amelyet a Bizottság és szükség esetén az EKB kezel. Ez azonban nem múlhat olyan döntéseken, amelyeket az euróövezet valamennyi tagállamának közösen kell meghoznia. Végezetül rendelkeznünk kell egy európai kötvénypiaccal. Ezt várjuk a Bizottságtól, Rehn úr. Azt akarjuk, hogy kellően ambiciózus és bátor legyen, és a fenti négy pontot magában foglaló, nagyra törő csomagot tegyen le a tárgyalóasztalra a Tanácson és a Parlamenten belül egyaránt. (Taps) Rebecca Harms a Verts/ALE képviselőcsoport nevében. - (DE) Tisztelt elnök úr, hölgyeim és uraim! Képviselőcsoportom ismét úgy döntött, hogy pozitívan közelíti meg a pénzügyi stabilizációs mechanizmust, amelyben a válsággal foglalkozó hétvégi tárgyalásokon állapodtak meg Brüsszelben, csaknem két héttel ezelőtt. Támogatásunkat a hangsúlyosabban közös gazdasági és pénzügyi politika iránti világos elkötelezettséggel kapcsoljuk össze. Ebben képviselőcsoportom számára semmi új nincs. Ez számunkra évek óta hagyomány. Ezen elkötelezettség mellett azonban, Rehn úr és López Garrido úr, szeretnénk látni, hogy komoly döntést hoznak arról, hogy nem folytatják egyszerűen a válság tüneteinek kezelését, hanem a teljes problémával igyekeznek megbirkózni, amelyet a válság jelent. Mi úgy látjuk, hogy 2008 óta a tüneteket próbáljuk kezelni. 2008, a Lehman Brothers csődje óta folyamatosan próbálunk megmenteni bankokat. Szeretném még egyszer elmondani, hogy őszintének kell lennünk Európa polgáraihoz. A kettővel ezelőtti hétvégén nem történt meg az euró stabilizálása. Ehelyett újra nagyszámú német és francia bankot mentettek meg. A részvényárfolyamok nagyon világosan jelezték, hogy mi történt. Ki kell azonban lépnünk a bankok megmentésének ebből a köréből, amely máris sok milliárdot emésztett fel. Már nem tudjuk, honnan kellene vennünk ezt a pénzt, és csak apró lépéseket merünk tenni a pénzügyi piacok állami szabályozása felé, ha a Gazdasági és Pénzügyi (Ecofin) Tanácsban született megállapodást tekintjük. Ma követelésünk középpontjába a következő szempontot állítjuk: az államnak vissza kell térnie a pénzügyi piacokra, és nagyon határozott megközelítést kell alkalmaznia. Nem tarthatják többé sakkban a bankok és spekulánsok, akikre aztán mindenki panaszkodik. Igaz, hogy a bankok a rendszer létfontosságú részei, de ebben a rendszerben valaminek nagyon bűzlenie kell, ha államaink újra és újra a katasztrófa szélére sodorhatók, és a politikai rendszer lehetővé teszi, hogy ez megtörténjen. Nagyon röviden szeretném összefoglalni a helyzetet. Világos döntést kell most hoznunk bizonyos kérdésekről. Vannak arra utaló jelek, hogy az uniós tagállamok egy része a helyes irányba tart, de úgy gondoljuk, hogy be kellene tiltani a mérgező eszközöket és a fedezetlen eladást az egész EU-ban, hogy a fedezeti alapokat nagyon szigorú ellenőrzés alatt kellene tartani, és fel kell hagynunk azzal, hogy csak beszélünk egy pénzügyi tranzakciókra kivetett adóról, és ténylegesen tennünk kell valamit ezért. Szükségünk van erre az adóra, többek között azért, hogy refinanszírozni tudjuk azt, amit közpénzből teszünk. A bankok és spekulánsok részvétele sem lehet többé pusztán demagóg beszédek tárgya. Az adó bevezetésével valóban szavatolni tudjuk részvételüket. A második kérdés, amelyet nagyon a szívemen viselek, a koordinált költségvetési politika jövője az Európai Unióban, vagyis a költségvetési fegyelem. Nagyon jól ismerem ezt a kifejezést német összefüggésben. Azt javasolom azonban, hogy a válságkezelés és az Európa 2020 stratégiára vonatkozó szavazás hátterére tekintettel ismét meg kellene állapodnunk abban, hogy valójában mit is akarunk, hogy a tagállamoknak és Európának hogyan kellene polgáraink előtt öt vagy tíz év múlva megjelenniük az állam felelősségét illetően. Az európai stratégiát faltörő kosként kellene felhasználni az állam társadalmi felelősségével szemben? Nagyon szeretném tudni, hogy mindezeket hogyan látják: óvodák, iskolák, egyetemek, könyvtárak, idősek gondozása, kórházak, múzeumok és színházak. Egy héttel ezelőtt képviselőtársam, Cohn-Bendit úr, azt mondta, hogy Görögországnak több időre van szüksége ahhoz, hogy helyreállítási tervet léptessen életbe. Ismerem sok tagállam katasztrofális pénzügyi helyzetét, és úgy hiszem, hogy közülük egyeseknek időre van szükségük arra, hogy eldöntsék, mit kellene tenni. Mint mondtam, ha faltörő kossal mennénk neki a szociális biztonsági rendszernek, ez egyértelműen a legrosszabb lenne, amit az Európai Unió ezen a ponton tehet. Ez azonban nem akadályozza meg, hogy gondosan megvizsgáljuk költségvetési politikánkat annak biztosítása érdekében, hogy a különböző generációk egyenlő bánásmódban részesüljenek. Mint zöldek újra és újra támogatunk ilyen jellegű költségvetéseket Németországban. Egy utolsó pontról szeretnék még beszélni. Ha most feladnánk éghajlati politikánkat és a fenntartható fejlődést, mint egyesek jelezték, akkor valójában az ördög forgatókönyvét valósítanánk meg. Nem szabad elhanyagolnunk az innovációt az iparban és a gazdaságban, a termelés éghajlatbarát megközelítését és a tömegközlekedés szervezését. Védenünk kell a munkahelyeket az innováció, a jövőbeni életképesség és a fenntarthatóság révén, de ez valóban pénzbe kerül. Az új adók bevezetése tabutéma. Mindazonáltal meggyőződésem, hogy csak úgy kerekedhetünk felül ezen a válságon, ha ledöntjük az állami beavatkozással, az állam szerepével és az intelligens adók szükségességével kapcsolatos tabut. (Taps) Timothy Kirkhope az ECR képviselőcsoport nevében. - Elnök úr, szomorú módon jellemzővé vált egyesekre, akik az Európai Uniót támogatva felszólalnak, hogy azt hiszik, hogy minden probléma megoldása a további integráció. Ez a szemléletmód elhibázott. Amiben Európa túlságosan is gyakran hiányt szenved, az nem még több mechanizmus a megállapodás szerinti politikák végrehajtásához, hanem inkább a politikai akarat a már vállalt, de végre nem hajtott kötelezettségek teljesítésére. Ezért őszintén remélem, hogy az Európa 2020 kezdeményezés, amely természetesen szükséges a mögöttes gazdasági válság kezeléséhez, amellyel Európa szembenéz, nem fog ugyanilyen alapon kudarcba torkollni. Az euróövezet válságát illetően azonban azt halljuk, hogy a jövőben a hasonló válságok elkerülése érdekében az Uniónak olyan hatáskörökre van szüksége, amelyek alapján kérheti a költségvetés-tervezetek szuverén kormányok általi előzetes bemutatását, és keményebb szankciókkal sújthatja a tagállamokat - de a költségvetési információknak már eddig is rendelkezésre kellett állniuk; egyszerűen csak pontatlanok voltak, és gyengén ellenőrizték azokat. Javulna az információk minősége és az adatokat elemzők szakértelme pusztán amiatt, hogy egy igényesebb eljárást vezetnénk be? Szankciók már korábban is rendelkezésre álltak; ezek egyszerűen nem voltak hitelesek. Ha növeljük a szankciók hatókörét, azzal még nem lesz semmivel sem nagyobb a valószínűsége annak, hogy azokat ki is szabják. Vajon bármennyivel is komolyabban fogják venni az új intézkedéseket? Továbbá, a kötvények kibocsátása, amelyek az uniós költségvetés növelésének kockázatával járnak, valamint az uniós kölcsönnyújtás közvetlen garantálása olyan jelentős elmozdulás, amely aláássa a stabil államháztartás elveit, amelyeket nekünk itt éppenséggel meg kellene erősítenünk. Mi az ECR képviselőcsoportban azt akarjuk, hogy az euró sikeres legyen, azok kedvéért, akik a csatlakozást választják, és a tágabb európai gazdasághoz tartozók kedvéért is, de ehhez az szükséges, hogy a tagállamok komolyan vegyék felelősségeiket, őszinték legyenek egymáshoz, és teljesítsék vállalt kötelezettségeiket. A Bizottság saját állítása szerint úgy véli, hogy javaslatai a gazdasági és monetáris unió lényeges elmélyítéséhez fognak vezetni. Nem csoda, hogy miközben a márciusi csúcs szövegének angol változatában a "governance” (kormányzás) szó szerepelt, amire a Bizottság is utalt, a francia változat a "government” (kormány) szót említi. Úgy tűnik, hogy egyesek valóban egy központosított európai gazdasági "kormányra” törekednek, de ez nem oldaná meg az előttünk álló problémákat: rossz lenne polgárainknak, tagállamainknak és szerintem magának az Európai Uniónak is. Lothar Bisky a GUE/NGL képviselőcsoport nevében. - (DE) Elnök úr, a legutóbbi tanácsi ülések azt jelzik, hogy messze ható változások zajlanak. Jelenleg az európai politika kormányzás felé való eltolódásának folyamatát tapasztaljuk. A Lisszaboni Szerződés dicsérte a Parlament szerepét és e szerep erősítését. Erről mi is dicsérő hangon szóltunk. Most alapvető megállapodások születnek a kormányok között, és elképzelhetetlenül nagy pénzösszegeket költenek el. A parlamenteknek eddig kevés beleszólása volt az ügybe, és ennek véget kell vetnünk. A kormányok tagjai által használt módszerek eredményeképpen óriási összegeket költenek olyan bankok megmentésére, amelyek maguk felelősek azért, hogy súlyosan eladósodtak. Ezek a kormányok megmentették a kaszinókapitalizmust az adófizetők pénzéből. Ugyanakkor nagyon tétován álltak hozzá az eladósodott államok megmentéséhez. Valahol sikerült 750 milliárd eurót találniuk. A kérdés az, hogy a bankjegyprés megmenti-e majd a gazdasági fejlődést. Valószínűbbnek tartom, hogy inkább a bankok tőkéjét fogja megmenteni. Az Európai Uniónak azonban többnek kell lennie egy közös valutával rendelkező szabad belső piacnál. Barroso úrnak igaza van, amikor azt mondja, hogy gazdasági unió nélkül elfelejthetjük a monetáris uniót. Még nem látom azonban ennek a világos körvonalait. A sikertelen Stabilitási és Növekedési Paktumhoz való makacs ragaszkodásnak nem sok köze van az gazdaságpolitika értelmes összehangolásához. Ami hiányzik, az a társadalmi unió. Hiányzik a pénzügyi ágazat tartós és hatékony újraszabályozása. Hiányzik az összehangolt adópolitika és bérpolitika, valamint a pénzügyi tranzakciókra kivetett adó. Noha régóta beszélünk erről az adóról, még nem valósult meg. Ideje megvédeni a szociális államot az uniós intézmények segítségével, nem pedig leépíteni azt. A görögök és más nemzetek félnek, mert látják a szociális oldalon hozott intézkedéseket. Ideje küzdeni a szociális szabványok magas szintű harmonizálásáért. A fedezeti alapokat be kell tiltani, az adóparadicsomokat pedig el kell törölni. Nagyon lassan haladunk a pénzügyi piaci válság leküzdésével. Annak fényében, hogy a spekulánsok milyen sebességgel cselekszenek, ez nagyon kevés. Az olyan vészhelyzetek során, amelyekkel ismételten szembesülünk, teljesen elhibázott az elköltött milliárdokat veszteségként államosítani, a nyereségeket pedig privatizálni. Nem szabad az állam támogatásával megengedni, hogy a bankok közvetlenül hozzáférhessenek az adófizetők pénzéhez. Mellesleg egy dolog világos számomra, mégpedig az, hogy a jelenlegi körülmények között újra kell definiálnunk a "bankrabló” fogalmát. Niki Tzavela az EFD képviselőcsoport nevében. - (EL) Biztos úr, szeretném megragadni az alkalmat arra, hogy személyesen megköszönjem önnek kemény és eredményes munkáját a görögországi gazdasági válsággal kapcsolatban. Szeretném megköszönni a Parlament valamennyi pártjának is a támogatást és a Görögország iránt tanúsított szolidaritást. Három javaslatom van, és nagyon nyomatékosan szeretném kérni támogatásukat. Ami a gazdasági kormányzás állandó eszközének elfogadását illeti, a Bruegel Institute, egy gazdasággal foglalkozó agytröszt, a következőt javasolja: az Európai Központi Banknak az egyes országok GDP-je 60%-ának erejéig garantálnia kellene az európai kötvényeket; ezek lennének úgynevezett kék kötvények ("blue bonds”). Amennyiben a kötvények túllépik a 60%-os felső értéket, a többlethitelt piaci feltételek mellett kellene felvenni; ezek lennének az úgynevezett piros kötvények ("red bonds”). Ez a gazdasági kormányzás állandó eszközére tett javaslat; nincs szükség arra, hogy új mechanizmusokat hozzunk létre és így tovább, és nagyon gyorsan bevezethető. Két eseti javaslatom van Görögországgal kapcsolatban: a Nemzetközi Valutaalap meghosszabbíthatná a Görögországnak nyújtott kölcsön törlesztési időszakát háromról öt évre. Ha európai hitelezőink is ugyanilyen meghosszabbítást fogadnának el, Görögország számára sokkal könnyebb és reálisabb lenne adósságának visszafizetése, és ez jó üzenet lenne a piacoknak. A második javaslat a következő: a Görögországnak nyújtott segély összege felhasználható lenne kötvényeink visszafizetésére. Az ügy racionális kezelése lenne, ha Európa most szabadítaná fel azokat a forrásokat, amelyeket a jövőben adna Görögországnak, és amelyeket a görög gazdaság fejlesztésére használna fel. A görög kormány pillanatnyilag védekező állásban van; pénzt próbál összekaparni, hogy csökkenthesse adósságát. Ezzel párhuzamosan azonban nem próbálkozhatunk a növekedés ösztönzésével. Ezért gondolom úgy, biztos úr, hogy jó ötlet lenne, ha egy növekedést ösztönző párhuzamos erőfeszítés is támogatást kapna. Végül szeretném elmondani, hogy reméljük, hogy a görög válság lesz az egyetlen ár, amelyet az Európai Uniónak meg kell majd fizetnie a gazdasági kormányzás hevenyészett létrehozásáért, amelyet már tíz évvel ezelőtt létre kellett volna hoznunk. Reméljük, hogy a görög válság az egyetlen ár, amelyet meg kell fizetnünk. Elnök Tzavela asszony, nem azért szakítottam félbe önt, mert görög, és ez az ügy nagyon fontos, hanem azért, mert ön egy percnél tovább beszélt. Kérem, legközelebb tartsa magát az időkerethez. Nicole Sinclaire Elnök úr, amikor ön tavaly a Parlament elnöke lett, azt mondta, hogy minden képviselőcsoporttal egyformán fog bánni. Ezen érdekes vita során észrevettem, hogy Schulz úr két perccel túllépte az időt - minden képviselőcsoport túllépte az időt -, de ön egy képviselőcsoportba kötött bele. Meg tudná magyarázni ennek az okát? Elnök Szeretném elmondani, Sinclaire asszony, hogy figyelem az időt. Az említett felszólalások valóban túllépték az időt néhány másodperccel. Az a képviselő lépte túl az időt leghosszabban, aki az imént szólalt fel, de megengedtem, mert Görögországot képviseli, és olyasvalakinek a véleményéről volt szó, aki Görögországban él, és nekem ez az ügy fontosnak tűnt. Rendszerint nem engedem meg a felszólalóknak, hogy túllépjék a megadott időt, de azt hiszem, mindannyian egyetértünk abban, hogy Tzavela asszony nyilatkozata különösen fontos volt számunkra. Francisco Sosa Wagner (ES) Elnök úr, a gazdasági szakadék szélére kellett kerülnünk ahhoz, hogy az állam-, illetve kormányfők megértsék, hogy nem a további nacionalizmus, hanem Európa erősítése jelenti az előremutató utat. Egyes intézkedések, amelyeket elfogadtak, ebbe az irányba mutatnak, így például a vétójogok csökkentése az Európai Tanácsban vagy az európai államkincstár csírái. Végül, igaz, hogy megkésve, felismertük, hogy egy csónakban evezünk, és semmi értelme egyéni helyzetekkel foglalkozni, különösen nem improvizálva. Kíváncsi vagyok azonban, hogy ez a hozzáállás csak kitérő-e, vagy ellenkezőleg, a tényleges európai gazdasági kormányzás kezdetét jelenti-e, mert amire nincs szükségünk, hölgyeim és uraim, az a kormányzás. Autentikus kormányra van szükségünk, ha hűek akarunk lenni az alapító atyák testamentumához. A Parlamentnek ezért támogatnia kell az Európa megerősítésére irányuló minden reformot, és valóra kell váltania a költségvetési és fiskális fegyelmet, elfelejtve a nosztalgikus szuverenitást. Tisztelt hölgyeim és uraim! Európa építésének egyetlen helyes receptje az Európai Bizottság megerősítése és a Parlament megerősítése, máskülönben Európa köddé válik. Corien Wortmann-Kool (NL) Elnök úr, én úgy tanultam, hogy ha Daul úr vidéki háza ég, akkor először is el kell oltani a tüzet. Képviselőcsoportunk, az Európai Néppárt (Kereszténydemokraták) képviselőcsoport ezért teljes mértékben támogatja a mentőcsomagot, amelyről a Tanács és a Bizottság határozott. Annak, hogy elkerülhetetlen volt egyetlen hétvégén egy több százmilliárd eurós csomagról dönteni, rá kell ébresztenie bennünket arra, hogy kritikus jelentőségűek a szigorúbb és következetesebb költségvetési szabályok, és ezeket erősíteni kell. Tisztelt elnök úr! A Tanács egyhangúlag döntött; hadd tegyünk mi is tanúbizonyságot hasonló egyetértésről. Sajnálatos módon azonban Schulz urat, az Európai Szocialisták és Demokraták Progresszív Szövetsége képviselőcsoport elnökét hallgatva megállapítom, hogy ebben a Parlamentben ilyen egyetértés nem található. Mi a Parlamentben valamennyien olyan Európát akarunk, amelyet fenntartható gazdasági növekedés, polgáraink számára elegendő munkahely és egészséges vállalkozások fémjeleznek. Ezt csak akkor érhetjük el, ha stabil valutával és stabil gazdasággal rendelkezünk. Az ambiciózus EU 2020 stratégia szempontjából kritikus jelentőségű a Stabilitási és Növekedési Paktum betartatása. A siker a fentiek mindegyike esetében a megbízható európai kormányzáson múlik. Ez a lényege annak az állásfoglalásnak, amelyet a képviselőcsoportokkal a Parlamentben a múlt héten megvitattunk. Rehn biztos úr megérdemli a támogatásunkat, és azt gondolom, hogy felelőtlenség, hogy az S&D képviselőcsoportba tartozó képviselőtársaim megtagadják ezt a támogatást. Noha a spekulánsok felelőtlen magatartása nem oka az euróválságnak, mégis olaj volt a tűzre. Ami a mi képviselőcsoportunkat illeti, Barnier biztos úrnak energikusan kell dolgoznia a pénzügyi piacokon folyó felelőtlen magatartás visszaszorítását célzó javaslatokon. Hannes Swoboda (DE) Elnök úr, hölgyeim és uraim, Wortmann-Kool asszonynak két ponton nincs igaza. Először is, egyértelműen nem szeretnénk, ha leégne Daul úr farmja. Nem akarjuk, hogy bármelyik farm is leégjen. Óvintézkedéseket kívánunk tenni, ez a célunk. Másodszor nagyon is támogatjuk a Rehn úr által javasolt intézkedéseket. Egyszerűen arról van szó, hogy egyes esetekben ezek nem mennek eléggé messze, mert az intézkedések többségére csak akkor tettek javaslatot, amikor már égett Daul úr farmja. Ön helyesen mondja, hogy elsősorban azt kell megakadályoznunk, hogy a farm lángra kapjon, és ez a döntő pont, amelyet taglalni szeretnék. López Garrido úr ma azt mondta, hogy kétségbeejtően sokáig tartott a döntések meghozatala. Az is igaz, hogy kétségbeejtően sok időt töltöttünk el azzal, hogy észrevegyük az Európai Unióban az utóbbi tíz évben végbement változásokat. Rehn úr helyesen mutatott rá arra, hogy az egyes euróországok közötti különbségek a versenyképesség terén nőttek, nem pedig csökkentek. Rehn úr, ön nem említ viszont egy számunkra nagyon fontos dolgot, nevezetesen azt, hogy szélesedik Európában a gazdagok és a szegények közötti szakadék. Még ha erről Verhofstadt úr úgy is véli, hogy marxizmus, számunkra szociális biztonsági és szociálpolitikai kérdés. Ez azonban egyeseket nem érdekel. A kérdés az, hogy hogyan kívánja elfogadtatni az emberekkel a gazdasági intézkedéseket és a szigorú költségvetési követelményeket, amelyeket helyesen javasol, amikor az emberek kezdik felismerni, hogy Európát és az euróövezetet a gazdagok és a szegények közötti növekvő szakadék jellemzi. Ez elfogadhatatlan, és ezért nagyobb a tiltakozás a szükséges intézkedésekkel szemben, mint normálisan lenne. Ezért felszólítjuk a Bizottságot és a Tanácsot, hogy cselekedjenek. Csökkentenünk kell a versenyképesség különbségeit. Úgy vélem, hogy önnek tökéletesen igaza van, amikor azt mondja, hogy el kell érnünk az olyan országok versenyképességének növelését, mint például Görögország és Spanyolország. Ez nem azt jelenti, hogy rontani kellene a versenyfeltételeket Németországban, Hollandiában, Ausztriában vagy más országokban, hanem azt, hogy javítani kellene a versenyfeltételeket a gazdaságilag gyengébb országokban. Egyértelműen ez a helyes stratégia, de az ön javaslata, Rehn úr, nem tartalmaz semmilyen konkrét intézkedést ennek megvalósítására. Ön ma a munkaerőpiac és a nyugdíjrendszer reformjáról beszélt. Ez a helyes megközelítés, de nem elég pusztán a munkaerőpiacot és a nyugdíjakat megreformálni. A költségvetést is meg kell vizsgálnunk. Ha nem fejlesztjük infrastruktúránkat, vagy ha nem használjuk ki a rendelkezésünkre álló valamennyi eszközt az Európa 2020 stratégiában, beleértve a zöld technológiákat és így tovább, akkor nem sikerül majd elérnünk ezt a célkitűzést. Ezért arra kérem, hogy vegye tudomásul, hogy Európában erősíteni kell a versenyképességet és a szociális biztonságot. Adina-Ioana Vălean Tisztelt elnök úr! Azoknak a tagállamoknak a helyzetéről szeretnék szólni, amelyek nem tagjai az euróövezetnek, de osztják ugyanazt az aggodalmat. Országainkban a politikai vezetők azt az elképzelést igyekeznek elfogadtatni, hogy az uniós tagság garanciának tekinthető a gazdasági nehézségek ellen, de a valóság most bebizonyította ennek az ellenkezőjét. Az eurót folyamatosan minden oldalról támadják, minden erőfeszítés ellenére, és mi mind tudjuk, hogy a friss pénz csak pillanatnyi megoldás egy sokkal mélyebben gyökerező problémára. Ez egy kivételesen súlyos helyzet, és kivételes válaszokra van szükségünk. Nézzünk szembe vele; nincs menekvés a mélyebb gazdasági integráció elől, és ez így szorosabb politikai uniót von magával. Minthogy ez a kiegyensúlyozatlanság félelmetes különbségekhez vezet a tagállamok között, valamint a pénzügyi fegyelem európai szintű biztosítása érdekében jó kormányzásra, szankciókra és törvényességi mechanizmusokra van szükségünk. Módot kell találnunk a befektetés ösztönzésére, a tőke idevonzására, és merészen csökkentenünk kell a bürokratikus költségeket. Meg kell tapasztalnunk, hogy a kormányok intelligens intézkedéseket hoznak. Romániában például a kormány a bürokratikus költségek és a politikai klientúrának juttatott pénzek helyett a nyugdíjakat és a fizetéseket csökkenti. Nálunk Romániában a titkosszolgálatok több embert foglalkoztatnak, mint az FBI, de ahelyett, hogy itt építenénk le a létszámot, az orvosok és a tanárok számát csökkentjük. Nyomatékosan arra biztatom a Bizottságot, hogy tartson ki a javasolt intézkedések mellett, és ne engedjen a tagállamok nyomásának, mert közülük csak kevésre tekinthetünk napjainkban példaként. Philippe Lamberts (FR) Elnök úr, hölgyeim és uraim! Igen, felelős közkiadásokra van szükségünk. Igen, egyensúlyba kell hoznunk költségvetéseinket. Ez a kiadások felelős kezelését igényli, és erről egyelőre eleget hallottunk. Igen, ez természetesen az egyenlők közötti fokozott kölcsönös felügyeletet tesz szükségessé. De azt mondom a Tanács tagjainak - és ez, hozzáteszem, elsősorban a Tanács férfitagjainak szól, nem annyira hölgytagjainak -, hogy szégyenletes azt elhitetni az emberekkel, hogy csupán a kiadások csökkentésével megfelelhetünk a jelenlegi kihívásoknak, mivel az minden bizonnyal recesszióba dönti Európát, minden bizonnyal tönkreteszi a társadalmi szövedéket, ezt a társadalmi kohéziót, amely része az EU identitásának. Ezért ha helyre akarjuk állítani az államháztartások egyensúlyát, amely az egyedüli lehetőség, és képesek akarunk lenni befektetni is - mert nemcsak a hiányok csökkentéséről van szó, hanem a jövőnkbe való befektetésről is - új bevételi áramlásokat kell találnunk. Ez azt jelenti, hogy el kell érni a pénzügyi ágazat hozzájárulását, vagyis meg kell adóztatni a pénzügyi tranzakciókat, de a bankokat is, és itt nem arról van szó, hogy választani kell egyik vagy másik lehetőség közül. Ez azt jelenti, hogy el kell érni, hogy azok, akik a legtöbbet profitáltak a helyzetből, fizessenek hozzájárulást - itt az energiaágazatról beszélek; ez azt jelenti, hogy le kell állítani az ajándékok osztogatását a társadalom leggazdagabb magánszemélyei és vállalatai javára, amelyek kihasználják az adóparadicsomokat, így például mindazokat az adóreformokat, amelyeket végrehajtottak, és valóban meg kell próbálni kiirtani az adócsalást. Ez így egy másik tabu ledöntését jelenti, hölgyeim és uraim: nem az adóval kapcsolatos tabuét, hanem a szuverenitás tabuját, amelyet önök, a Tanács tagjai az életük árán is védeni fognak - sajnos az Európai Néppárt (Kereszténydemokraták) képviselőcsoport támogatásával. Jobb az adószuverenitás és a kudarc, mint a probléma gyökereinek tényleges orvoslása. Végezetül a pénzügyi felügyelettel kapcsolatban szeretném bátorítani... (Az elnök félbeszakítja a felszólalót) Derk Jan Eppink Elnök úr, a hivatalban lévő elnök éppen azt kérdezte, hogy létezik-e kilábalási stratégia a válságból, és én azt mondanám, igen, létezik: úgy hívják, hogy költségvetési konzervativizmus. A mi strukturális problémánk az, hogy túlzottan sokáig folyt az állami túlköltekezés. A közszféra sok éven át ellenőrzés nélkül működött. Schröder úr német kormánya még a jó időszakban is túllépte a 3%-os plafont, Görögország meg persze minden rekordot megdöntött, mert a görög politikai osztály teljesen képtelen gazdálkodni a pénzzel. Itt volt a Stabilitási Paktum. Mit is mondott Prodi úr 2002-ben a Stabilitási Paktumról? Ön tudja: ön volt Liikanen úr kabinetjének vezetője. Azt mondta, hogy a Stabilitási Paktum sületlenség. Ezért meg kellett változtatnunk. Ez volt a szerződések őre. Csakugyan megváltoztattuk, és megindítottuk a csúszós lejtőn - ma pedig tapasztaljuk ennek következményeit. Az EU az elkövetkező időszakban hosszú éveken át a költségvetési konzervativizmus pályájával fog szembesülni, és ez nagyon fontos lesz. Amire szükségünk van, az az innováció, a szabadabb piacok és a több vállalkozói készség, Schulz úr. Tisztelt hivatalban lévő (spanyol) elnök úr: szükségünk van adózásra? Nem, az csak tovább rontja a dolgokat. Stagnálásba dönti az EU-t, ön pedig Robin Hood ellentétje lesz. Megértem az emberek haragját - a nyugdíjasokét, a megtakarítással rendelkezőkét. Megértem a német adófizetőket. Tudják, hogy fizetniük kell majd, de nem fizethetnek mindig a német adófizetők. Kicsit nagyképűnek tartom Verhofstadt úr részéről (ha még itt van), amikor azt mondja Merkel asszonynak, hogy fogja be a száját, és ne beszéljen az euróról. Ez egy olyan korábbi kormányfő szájából hangzott el, aki tönkretette a saját országát. Akkor hát mit próbálhat bebizonyítani? Patrick Le Hyaric (FR) Elnök úr, ön nem lesz képes megnyugtatni a pénzügyi piacokat az ön által védett érinthetetlen elv feladása nélkül, amely a tőke tökéletesen szabad mozgása és az úgynevezett szabad verseny, amely valójában tisztességtelen versenyt jelent. Ma nagyon sok pénz kerül az asztalra, de ez ténylegesen a pénzügyi piacok meggyőzésére szolgál, miközben ön az embereknek csak fájdalmat ígér. Ön visszavezette az IMF-et az európai nyájba. Miért nem konzultáltak velünk erről a döntésről? Most ön erőfitogtatásképpen úgy kíván visszaélni hatalmával, hogy el akarja érni, hogy maga a Bizottság felügyelje a nemzeti költségvetéseket. Ön megszakítás nélkül hiányokról és adósságokról beszél. Miért nem beszélünk viszont soha létező bevételi lehetőségekről? Pillanatnyilag hiányunk van, mert következetesen csökkentettük a tőkét terhelő adókat, és megteremtettük a javak egyre egyenlőtlenebb elosztásának feltételeit. A meghozandó intézkedéseknek magukban kell foglalniuk ezért az Európai Központi Bank alapszabályának és szerepének módosítását. Valódi szolidaritásra van szükségünk.. (Az elnök félbeszakítja a felszólalót) Mario Borghezio (IT) Elnök úr, hölgyeim és uraim, meddig állhat fenn az euró jelenlegi formájában? Talán egy vagy két éven belüli megsemmisítése felé haladunk? Nem értek egyet azzal, hogy egy 750 milliárd eurós új, további hiányt hozunk létre azért, hogy fedezzünk egy korábbi hiányt, sem azzal, hogy ezek az intézkedések elegendőek 500 millió európai társadalmi-gazdasági jövőjének építésére, és azzal a dogmával sem értek egyet, hogy meg kell őrizni az eurót a jelenlegi formájában, mert ezt úgy kellene tenni, hogy a lehető legalacsonyabban tartjuk az eurót, és csökkentjük a kamatlábat, hogy ezáltal a termelő beruházásokba injektáljunk tőkét iparunk számára, amely levegő után kapkod, az állam finanszírozása helyett. Nem értek egyet azzal, hogy az Európai Bizottság elvárja, hogy a nemzeti parlamentek előtt felülvizsgálhassa és ellenőrizhesse a tagállami költségvetések elszámolását: ez búcsú a szuverenitástól. Nem értek egyet egy olyan gazdasági és pénzügyi stratégiával, amely nem számol a konkrét szükségletekkel. Hans-Peter Martin (DE) Elnök úr, ellenzem a Tanács elfogadhatatlanul Európa-ellenes megközelítését. Ön a válságra panaszkodik, most pedig egy gazdasági protektorátust vezet be, miközben a válság sok okáért önt terheli a központi felelősség. Ön nem engedte meg a szabályozás bevezetését, amikor arra szükség volt. Erre csak egy példa az Eurostat. A tisztviselők, akiket olyan sokat szidtak, és akiket más területeken én is többször bíráltam, korai szakaszban felhívták a figyelmet Görögország, valamint Spanyolország és Portugália problémáira is. A Bizottság szorgalmazta, hogy az Eurostat kapjon megfelelő hatásköröket, hogy vizsgálatokat végezhessen. Ki akadályozta meg ezt a lépést? A spanyolok, a britek - Martin úr nincs jelen -, a németek, Daul úr és francia emberei, az osztrákok, mert önök nem akarták, hogy az önök könyveibe is belenézzenek, mert önök tudják, hogy mi minden lapul azokban. Ez vonatkozik Grasser úrra, a korábbi pénzügyminiszterre is, aki most a német televízióban mutogatja magát, ahelyett hogy Ausztriában szembenézne a büntetőjogi vádakkal. Amire szükségünk van, az természetesen nem egy sürgősségi kormány. Ön nem fogja azt tenni, amit az amerikaiak ésszerűen tettek egy hasonló válságban, ami a Glass-Steagall törvényhez hasonló törvény elfogadása, a bankok saját tőkéjének növelése, a közvetítőbankok ellenőrzés alá vonása és a rendszerkockázat csökkentése lenne. Ehelyett demokratikus legitimitásra van szükségünk, egy kétkamarás rendszerre, amely végre véget vet az Tanács szórakozásának, amely kifelé annyira Európa-párti, belül azonban demokratikus legitimitás nélkül hoz döntéseket, hogy meg tudjuk valósítani az igazi demokráciát Európában. Othmar Karas (DE) Tisztelt elnök úr, hölgyeim és uraim! Először is, a válság nagyon világosan felhívja a figyelmet a szerződések korlátaira, saját gyengeségeinkre, az Európai Unióval szemben alkalmazott kettős mércére, a hiányokra, a hibákra és a komolytalanságra. Másodszor azt is jelzi, hogy aki nem csinálja meg a házi feladatát, az önmagának árt, és az EU-t veszélyezteti. Ez a tagállamokra, de a Bizottságra és ránk is vonatkozik. Harmadszor, amikor az Európai Unió célokat és szabályokat határoz meg önmaga számára, és eljárásokban és szankciókban állapodik meg, nem szabad a tagállamok beleegyezésétől függenie, hogy a Bizottság képes-e teljesíteni kötelezettségeit. A hiányra és szankciókra vonatkozó eljárást automatikussá kell tenni. Negyedszer, szeretném arra kérni a Tanácsot, hogy szüntesse be az Eurostat elleni blokádot. Lehetővé kell tenni az Eurostat számára, hogy vizsgálatokat folytasson a tagállamokban, ha úgy kívánja, és alkalmazottainak el kell tudniuk érni a szükséges embereket, úgy, ahogy ők azt helyesnek tartják. Információkra van szükségünk, de előzetes engedély nélkül. Ötödször, ön a fedezeti alapokat említette, és még nem jutottunk döntésre e tárgyban. Felszólítom a Tanácsot, hogy nagyon gyorsan kezdjen tárgyalásokat a Parlamenttel, hogy még nyár előtt meg tudjuk tartani a fedezeti alapok szabályozásának első olvasatát. Hatodszor a tranzakciós adót illetően: ne csak szorgalmazzuk, hanem valósítsuk is meg. A Bizottságnak gyorsan javaslatot kellene benyújtania az európai tranzakciós adóról. Nyolcadik pontom a Tanácsnak szól. Elkötelezzük magunkat amellett, hogy minden nemzeti jogszabály tekintetében hatásvizsgálatot végzünk, amely fontos az EU szempontjából. Kilencedik pont: tanulmányoznunk kell valamennyi intézkedés reálgazdaságra gyakorolt hatását, és több Európára és kevesebb kormányköziségre van szükségünk. (Az elnök félbeszakítja a felszólalót) Udo Bullmann (DE) Elnök úr, López Garrido úr, hölgyeim és uraim, egy nagyon konkrét kérdésem van, amely lehetővé fogja tenni számunkra, hogy felülkerekedjünk ezen a tehetetlenségen és zavaron, amelybe a válság miatt jutottunk, és amelyben senki nem tudja, hogyan merült fel a válság, és hogyan találjuk meg a belőle kivezető utat. Schulz úr utalt a rendkívül kritikus spekulatív termékekre és a hitel-nemteljesítési biztosításra, valamint a fedezetlen eladás káros gyakorlatára, amely a katasztrófa szélére sodorta Görögországot, és jelentős problémát jelenthet Portugália és sok más ország számára. López Garrido úr, ön az utóbbi hónapokban gyakran részt vett a Gazdasági és Monetáris (Ecofin) Tanácsban, miért nem volt lehetőség arra, hogy a tagállamok összehangolt fellépéssel betiltsák ezeket a termékeket? Az utóbbi hetekben és hónapokban saját országom fővárosában is gyakran feltettem ezt a kérdést, és önnek hónapokon át, ami azt illeti, tegnap estig nem sikerült tilalmat bevezetnie a fedezetlen eladás káros gyakorlatára. Azt kérdezem magamtól, hogy miért kell megvárnunk, hogy bekövetkezzen a baj, mielőtt élnénk a megfelelő, rendelkezésre álló jogalkotási intézkedések lehetőségével, hogy megvédjük az embereket és Európa gazdaságait. Úgy gondolom, hogy ennek köze van a Tanács rettenetes, lehangoló lassúságához, amelyre ön is utalt. Egyezséget ajánlok önnek. Mi az Európai Parlamentben konkrét javaslatokat terjesztünk elő. A felügyeleti szervek szabályozásával és a fedezeti alapokról folytatott vitával összefüggésben azt javasoltuk, hogy európai szinten megfelelő intézkedéseket kellene hoznunk, és ugyanígy fogunk állást foglalni a származtatott termékek kapcsán is, ha ön, Langen úr, azt teszi, amit mindig is hangoztat. Felszólítjuk önt, hogy sürgősen gondoskodjon arról, hogy a Tanács végre elkezdjen velünk együtt dolgozni azon, hogy ez jogszabállyá váljon, hogy mi itt, Európában képesek legyünk fellépni, és ne kelljen többé örökre arra várnunk, hogy a Tanács lépést tegyen. Rendelkezésünkre kell állniuk Európában az eszközöknek, amelyek lehetővé teszik az előrelépést. Kérjük, segítsen abban, hogy erre a Tanácsban sor kerüljön. A döntő pont azonban az, hogy a Tanácsnak ehhez a jogalkotás során cselekednie kell. Marielle De Sarnez (FR) Elnök úr, ez valószínűleg a legsúlyosabb válság, amellyel Európa valaha is szembe találta magát, ezért sürgős intézkedésre van szükség; döntéseket kell hoznunk, méghozzá jó döntéseket, és nem várhatunk októberig. A megmentési terv volt az elsőként meghozott döntés, és ezt valószínűleg túl későn hoztuk meg, de jobb későn, mint soha. Most ezt sürgősen ki kell egészíteni egy valódi európai monetáris alap, egy európai kötvénypiac és egy európai minősítő intézet hosszú távú létrehozásával, mert mint mindannyian tudjuk, a közös valuta költségvetési, fiskális, gazdasági és politikai konvergencia nélkül nem lesz képes működni. Ráadásul, amíg Európa nem jelzi azt a kívánságát, hogy kormányozzák, a piacok és a spekulánsok egész egyszerűen magukhoz ragadhatják a gyeplőt. Nagyon sok szó esik a gazdasági kormányzásról, de talán az Európai Unió tényleges kormányzására kellene koncentrálnunk, amely az utóbbi időkben hiányzott. Véleményem szerint két célt kellene kitűznünk. Igen, természetesen csökkentenünk kellene az adósságot, de azt reális és hiteles módon kell tennünk, és egyúttal meg kell szereznünk azokat a mozgástereket és végre kell hajtanunk azokat reformokat, amelyek a jövőre való felkészüléshez szükségesek. A két dolgot egyszerre kell megtennünk. Ezért létfontosságú, hogy szinergiákat teremtsünk a tagállamok nemzeti költségvetései között - nekem jobban tetszett volna, ha a Bizottság ezt így fejezte volna ki -, ezért valószínűleg létfontosságú, hogy megreformáljuk adórendszerünket, azt erőteljesebben a fejlődés és a növekedés szolgálatába állítsuk, továbbá harmonizáljuk. Nem létezhet a monetáris unió, ha nincs költségvetési, gazdasági és politikai konvergencia. Pascal Canfin (FR) Elnök úr, Rehn úr, mint önök is tudják, a hiány csökkentésének kétféle módja van. Vagy a kiadásokat lehet lefaragni, vagy az adókat megemelni. Valamennyi állam képes egyidejűleg, de külön csökkenteni a kiadásokat, anélkül hogy ehhez bármiféle európai összehangolásra lenne szükség. Az adók emelése, és konkrétabban a tőkére, társaságokra, nyereségekre és bankokra kivetett adók emelése viszont már tényleg európai összehangolást igényel. Az ön múlt heti közleménye egyetlen szóval sem említette ezt a kérdést. Kérdésem, amely valamennyi képviselőcsoport képviselőit egyformán foglalkoztatja, a következő: a következő néhány hét folyamán ön javaslatot fog-e tenni egy adóztatás összehangolását célzó tervre, amely olyan eszközt ad a tagállamok kezébe, amellyel helyreállíthatják a mozgástereket, hogy emelni tudjanak bizonyos adókat, amit külön-külön nem tehetnek meg? Ez az a hozzáadott érték, amelyet az Európai Bizottság jelenleg nyújthat. Sajnos önnek e téren nincsenek tervei. Verhofstadt úr azt mondta, hogy az ön joga a kezdeményezés. A jelenlegi helyzetben önnek kötelessége, hogy ezen a téren magához ragadja a kezdeményezést. Peter van Dalen (NL) Tisztelt elnök úr! Tartani lehet attól, hogy a Görögországnak nyújtott támogatási csomag nem fog működni. Végül is a világon egyetlen országnak sem sikerült egy 14%-os költségvetési hiányt három év alatt 3%-ra lefaragnia. Görögország sem lesz kivétel. Görögországban nagy a megszorító intézkedések ellenzőinek száma, ezért rendkívül valószínű, hogy az ország negatív növekedési spirálba fog kerülni, a fogyasztói kiadások meredek esésével, annak ellenére, hogy valójában ezeknek a kiadásoknak a növekedésére lenne szükség a kamattal növelt kölcsönök visszafizetéséhez. Ezért Athén egy bizonyos ponton újra meg fogja szólaltatni a szirénákat, mondván "nem tudjuk visszafizetni”. Jó esély van arra, hogy Európa ekkor le fogja írni a kölcsönöket, a következő ismerős szavak kíséretében: "nincs más választásunk; meg kell akadályoznunk, hogy még nagyobb baj következzen be”. Elnök úr, ebből a válságból a következő tanulságot kell levonni: legyünk becsületesek és tartsuk be a szavunkat. Az euróövezet országainak rendbe kell szedniük költségvetésüket, őszinte számadatokat kell közzétenniük, meg kell felelniük a Stabilitási és Növekedési Paktum feltételeinek, és meg kell szabadulniuk adósságaiktól. Azoknak az országoknak, amelyek ezt elmulasztják, el kell hagyniuk az euróövezetet. Nikolaos Chountis (EL) Elnök úr, Görögországban holnap kerül sor az utóbbi tíz év legnagyobb munkanélküli felvonulására. A görög munkavállalók a kormány által hozott intézkedések ellen tüntetnek; olyan munkavállalókról van szó, akik nem dolgoznak kevesebbet társaiknál, és nem is kapnak náluk nagyobb fizetést: ezt az adatokból önök is láthatják. Rehn úr, ezt a háromoldalú finanszírozási mechanizmust nagy álszentség "megmentési és szolidaritási” mechanizmusnak nevezni. Ez egy európai büntetési mechanizmus, amelyben a Nemzetközi Valutaalap a rossz zsaru szerepét játssza. Hat hónapon át javasoltuk, hogy éljen a Lisszaboni Szerződés 122. cikkével. Hat hónapon át kérleltük az Európai Központi Bankot, hogy változtassa meg politikáját. Hat hónapon át kérleltük önt, hogy vizsgálja meg az elfogadhatatlan amerikai hitelminősítő intézeteket. Ön ezt nem tette meg. Hagyta garázdálkodni a spekulánsokat, behozta a Nemzetközi Valutaalapot az euróövezetbe, és most kemény megszorító programokat kér. Ezt a mechanizmust az Európai Parlamentnek meg kell vitatnia, a Lisszaboni Szerződés 218. cikkével összhangban; igazi vitára van szükségünk a szolidaritási politikáról. Marta Andreasen Tisztelt elnök úr! Mindannyian emlékszünk a spanyol miniszterelnök az idei év korábbi időszakában tartott fellengzős előadására. Most azonban Spanyolország Görögország nyomdokaiba lép, a GDP 11%-ának megfelelő hiánnyal. Az EU bürokráciája azonnal körbetekint, hogy keressen valakit, akit hibáztatni lehet, de a valóság az, hogy éppen ez a bürokrácia felelős a válságért, mert annak tudatában hozott be országokat az euróövezetbe, hogy gazdaságaik még nem zárkóztak fel - vagy azért foglalkoztatunk az Eurostatnál 1000 főt, hogy mindössze adatokat gyűjtsenek? Lehetséges, hogy a fedezeti alapok kihasználják a helyzetet, de a válságot nem ők okozták. Az EU most a költségek csökkentését követeli, de reális-e az az elvárás, hogy Görögországban csökkentsék az állami szektor költségét, amikor a dolgozó népesség 20%-ának az állam a munkaadója, és a kkv-k 50%-ának az állam az egyedüli ügyfele? Nos, előterjesztettek egy mentőcsomagot, de a valóságban azon országok többségének, amelyeknek ehhez hozzá kellene járulniuk, nincs erre pénze - ahogyan az Egyesült Királyságnak sem. Mindenesetre az EU mindig megragadja az alkalmat.. (Az elnök félbeszakítja a felszólalót) Andreas Mölzer (DE) Elnök úr, a jelenlegi problémák részben a túl gyors központosításra és az európaiasításra vezethetők vissza, lehetséges, hogy az európai valuta bevezetésével összefüggésben is. A valóság az, hogy az európai valuta hosszú távon egész egyszerűen nem lehet kemény valuta, mert túlságosan is különböző, esetenként gyenge helyzetben lévő nemzetgazdaságokat kényszerített egyazon monetáris politika fedele alá. Most pedig azt szorgalmazzák, hogy a közös valutához társuljon egy közös, központilag irányított gazdaságpolitika, valamiféle európai gazdasági kormányzás is. Kétségtelenül igaz, hogy a gyenge nemzetgazdaságok költségvetését és adósságkezelési politikáját szigorú ellenőrzés alá kell vonni, ha az euróövezetben kívánnak maradni. Az a fajta központosítás azonban, amelynek keretében Brüsszel költségvetési joghatóságot gyakorolna valamennyi tagállam felett, véleményem szerint durva és nem helyénvaló beavatkozás lenne a tagállamok szuverenitásába. Ez valójában csak azt jelentené, hogy cseberből vederbe esünk. A válságot nem szabad ürügyként arra felhasználni, hogy további uniós központosítást vezessenek be, ahogyan sokan akarták már a Lisszaboni Szerződés hatálybalépése előtt is. Ha valóban le akarjuk vonni a jelenlegi válság tanulságait, lehetséges, hogy egészen más struktúrát kell találnunk az európai monetáris politika számára. Ez lehet egy európai keményvalutás unió Európa kemény magján belül, amelyben azok a nemzetgazdaságok, amelyek nem felelnek meg a konvergenciakritériumoknak, kizárnák magukat az euróövezetből. Tudjuk, hogy a megszorító programok hamarosan szokásos menetrenddé válnak szerte Európában. Egy dolog világos: ha a tagállamoknak és Európa polgárainak megtakarításokat kell bevezetniük, akkor az Európai Uniónak ugyanezt kell tennie, esetleg ügynökségeinek tengerében az egymást átfedő hatásköri területek és a párhuzamos munkavégzés megvizsgálásával, valamint költségvetési ellenőrzéseinek rendbetételével. Nekünk a Parlamentben azt is mérlegelnünk kell, hogy személyzeti költségvetésünk növelésekor és a titkársági juttatás emelésekor helyes jelzést adunk-e egy olyan időszakban, amikor mindenütt megtakarításokat vezetnek be. Werner Langen (DE) Elnök úr, azon a napon, amelyen a Schuman-terv 60. évfordulóját ünnepeltük, 2010. május 9-én, a Tanács a Bizottság segítségével hivatalosan végső nyugalomba helyezte a Monnet-módszert. Például a pénzügyi segélyhez olyan jogalapot választottak, amely megakadályozza a Parlament részvételét, nevezetesen a 122. cikk (2) bekezdését. A Bizottság mindezt eltűrte. Szeretnék csatlakozni Verhofstadt úr bírálatához. Nem a rendszer, még csak nem is az euró van válságban, hanem a kormányzás. A Tanács hivatalban lévő spanyol elnökét itt látva fel kell tennem magamnak a kérdést, hogy a spanyol elnökség valójában mit is ért el. Nem állt elő semmilyen elképzeléssel vagy ösztönzővel. Miközben az Európa előtt álló legnehezebb problémákat vitatjuk meg, önök Madridban puccos csúcstalálkozókat rendeznek - ezt nem sajnáljuk önöktől -, de ez tulajdonképpen azt kívánja tőlünk, hogy itt legyünk. A Bizottság mindent elfogadott, amit csak odavetettek neki. Hagyta, hogy a Tanács az orránál fogva vezesse, és nehéz vajúdást követően egy olyan közleményt szült, amely egyetlen konkrét javaslatot sem tartalmaz. E tekintetben csak egyet tudok érteni Bullmann úrral. Hol vannak a konkrét javaslatok? Megint egy vitaalapot kapunk a következő két-három évre? Ez egyszerűen nem elég. Azt akarjuk, hogy a Bizottságnak legyen bátorsága magához ragadni a kezdeményezést a Monnet-módszerrel, a közösségi módszerrel és a közös intézményekkel és javaslatokkal kapcsolatban. Minden jelenlévő tudja, hogy a tagállamok gazdasági és pénzügyekben való együttműködése már régóta esedékes. Ez a válság oka. Ezt a tagállamok adósságának szintje és az okozta, hogy elvesztették az ellenőrzést ezen adósság felett. A pénzügyi piac egyes területei ellen irányuló elterelő hadműveletek nem jelentik a helyes megközelítést. Schulz úr nem úgy beszélt, mintha többre lenne alkalmas annál, mint hogy egyszerűen pártja vezetője legyen, de egy dologban igaza van, és ezt szeretném neki megmondani. Mi is sajnáltuk, hogy az e képviselőcsoportba tartozó görög képviselőtársaink nem támogatták ezt a csomagot a görög parlamentben. Úgy gondolom, hogy ez felelőtlenség. Rá kell mutatnunk azonban arra, hogy az Európában válságban lévő minden államot, valamennyi államot, amely megakadályozta az új lépéseket, ideértve Nagy-Britanniát, Magyarországot, Portugáliát és Spanyolországot, szocialista kormány irányít. Juan Fernando López Aguilar (ES) Elnök úr, az Európai Parlament jelenlegi ülése egy évvel ezelőtt kezdődött, és nem telt el egyetlen plenáris ülés sem úgy, hogy azon ne foglalkoztunk volna a válsággal. Igaz, hogy semmiről sem lehet fontosabb beszélnünk, mint a válságról, amely Európában 20 millió munkahelyet semmisített meg. Nagyon fontos azonban, hogy helyesen határozzuk meg tárgyunkat, mert lehetetlen megoldani egy olyan egyenletet, amelyet rosszul állítottak fel. A válság nem egyenlő "a görögországi euróválsággal”. Egy olyan válságról van szó, amely három tűrhetetlen aszimmetriát mutat, amelyet le kell küzdeni. Az első a reálgazdaság és a pénzügyi gazdaság közötti aszimmetria. A második a monetáris unió, illetőleg a monetáris unióval lépést tartó fiskális, költségvetési és gazdaságpolitikai unió hiánya. A harmadik a válság és a hozzá kapcsolódó kihívások hevessége, amellyel szemben a válaszadási és döntéshozatali mechanizmus Európai Unióra jellemző kétségbeejtő lassúsága áll. Ezért késünk azzal, hogy választ adjunk a sokmillió munkanélkülinek, aki tőlünk várja a megoldást, és olyan nehézségeket idézünk elő, amelyek más, a válsággal nagyobb döntéshozatali kapacitással megbirkózó országokban nem merülnek fel. Születtek ugyanakkor rendkívüli döntések is: ilyenek a bizottsági közlemény, a Miniszterek Tanácsának múlt heti rendkívüli határozatai és természetesen a 2020-as stratégia. Ezek a rendkívüli intézkedések azonban nem ingyenesek: jelentős követelményekkel, korlátozásokkal járnak együtt, és szankciókkal fenyegetik azokat az országokat, amelyek nem képesek a kiadások korlátozására, ezért ezek az intézkedések a növekedést is ronthatják. Tegnap itt a Parlamentben az emberi jogok és alapvető szabadságok védelméről szóló európai egyezményről és a Stockholmi Program végrehajtásáról szóló cselekvési tervről beszéltünk. Alkalmunk volt arra, hogy emlékezetünkbe idézzük, hogy Európa pusztán belső piaccal és monetáris unióval nem építhető fel. Európa elsősorban nem ezekre épül, hanem a polgári szerepvállalásra. Ezért itt az ideje annak, hogy ismét eszünkbe jusson, hogy az a sokmillió európai elégedetlenségét fejezi ki azzal az Európával, amelyet számára felkínálunk, azzal az Európával, amely inkább fenyegeti és szankciókkal sújtja a megfelelést elmulasztó országokat, ahelyett hogy ösztönzőket kínálna egy olyan növekedési modellhez, amely képes helyreállítani a foglalkoztatást és a társadalmi kohéziót, és segíteni a szegénység elleni küzdelemben. E nélkül a polgárok Európája nélkül lehetetlen lesz megoldani ezt a válságot. Sylvie Goulard (FR) Elnök úr, először is szeretném megköszönni a biztos úrnak és a spanyol elnökségnek, amit kissé megkésve ugyan, de a közelmúltban elértek. Nem könnyű egy hajót átvezetni a viharon. Önök két hét alatt több korlátot döntöttek le, mint az összes korábbi évben összesen, és arra szeretném biztatni önöket, hogy ugyanígy folytassák. Mindegyikőjük számára van egy üzenetem. Először is szeretném elmondani a spanyol elnökségnek, hogy önök fognak júniusban felelni az Európa 2020 stratégia elfogadásáért. Ne adják a nevüket ehhez a szemfényvesztéshez. A lisszaboni stratégia nem vált be; a problémák egy része, amelyekkel Dél-Európa szembesül, a versenyképesség hiányának tudható be. Mint Verhofstadt úr mondta, más módszerre van szükségünk. Szükségünk van pénzügyi felügyeletre is. Éppen most fejtették ki nekünk, hogy a Parlament túl messzire megy. Én vagyok az Európai Rendszerkockázati Testülettel foglalkozó előadó. Megjegyzem, hogy az utóbbi hetek legzaklatottabb hétvégéjén többször elhangzott a "rendszer szintű” kifejezés. Az önök elnöksége felel ezért a csomagért. Legyenek nagyra törők! Támogatjuk önöket. Ne hallgassanak azokra a Tanácsban, akik tőkét kovácsolnak a szabályozás hiányából. Második üzenetem Rehn úrnak szól, akinek a bátorságát nagyra tartom; teljes mértékben támogatom a Bizottságnak azt a javaslatát, hogy a nemzeti parlamentek sokkal korábbi szakaszban dolgozzanak együtt az EU-val. Ehhez azonban nagyon gondos megközelítésre van szükség, vagy máskülönben kitűnő alkalmat fog szolgáltatni az összes populista és Európa összes bírálója számára. Számíthatnak a támogatásunkra, de próbálkozzunk egy, a nemzeti parlamenteket jobban bevonó megközelítéssel, és ne keltsünk olyan benyomást, mintha "Brüsszel” diktálna mindent. Megjegyzem, hogy ugyanazok a nemzeti parlamentek, amelyek a demokrácia védnökeinek kiáltják ki magukat, hozták Európát a jelenlegi helyzetbe azzal, hogy évről évre megszavazták a deficites költségvetéseket. Kay Swinburne Tisztelt elnök úr! A helyzetet, amelyben vagyunk, saját kormányaink idézték elő; nem mintha nem lettek volna érvényben olyan szabályok, amelyek arra szolgálnak, hogy mindenekelőtt megelőzzük ezeket a válságokat. Ha betartották volna az olyan szabályokat, mint a Stabilitási és Növekedési Paktum, valamint a maastrichti kritériumok, nem lenne olyan szintű az adósságválság, mint amilyen szintű jelenleg sok tagállamban. Abba a nagyon furcsa helyzetbe kerültem, hogy párhuzamokat vonok tagállamaink kormányainak, illetve befektetési bankjainknak a magatartása és pénzügyi készségei között. A Gazdasági és Monetáris Bizottságban minden héten összeülünk, hogy megvitassuk bankjaink helytelen magatartását, és elmondjuk, hogy nem engedelmeskedtek a szabályoknak, vagy rugalmasan alkalmazták azokat, pénzügyileg megtervezett elszámolási intézkedésekkel. Pontosan ezt teszik kormányaink is. Felelős vállalatirányítást követelünk, ám azoknak a mérlegen kívüli finanszírozási eszközöknek, különleges célú gazdasági egységeknek és be nem jelentett feltételes kötelezettségeknek a szintje, amelyeket kormányaink igénybe vesznek, éppenséggel nem mutat példát arra, hogyan kell felelősen irányítani. Az Egyesült Királyságban sokkolt bennünket a különbség a leköszönő kormány által bevallott hiány és a között, amit a könyvekbe tekintve ténylegesen találtunk. Az Egyesült Királyság új vezetése azt az egyértelmű megbízást adta számunkra, hogy értékeljük újra a pénzügyek valós állapotát. Nagyon remélem, hogy Európa többi része is ugyanezt teheti, vagyis átértékelheti pénzügyi helyzetét, és megtalálja a kivezető utat. Cornelis de Jong (NL) Elnök úr, összehangolt európai politikára van szükségünk a válság következményeinek kezeléséhez; de véget kell vetni annak, hogy Európát a nagyvállalatok vezessék, nem is szólva a nagy pénzügyi intézményekről. A kormányok kétszer voltak kénytelenek mentőövet dobni pénzügyi intézményeinknek, anélkül hogy ezek az intézmények akárcsak a számla egy részét is maguk állták volna. Az elmúlt két évben csak a Hollandiából ezen intézményeknek nyújtott segély a kamatkiadások 2,5 milliárd euró összegű növekedéséhez vezetett. Ugyanebben az időszakban a legnagyobb holland nyugdíjalap, az ABP, 1 milliárd eurót költött görög államkötvényekre annak érdekében, hogy valamivel magasabb kamatlábra tegyen szert. Vagyis a spekuláció ugyanúgy folytatódik, mint eddig, és hamarosan mentőövet kell majd dobnunk a nyugdíjalapoknak is. Az EU 2020 stratégiának a megfelelő helyen kell kopogtatnia a számlával. Az alapvető közszolgáltatások szélsőséges megkurtítása helyett a költséget a legjobban keresőknek és a spekulánsoknak kellene viselniük, például az olyan országoknak nyújtott részleges adósságelengedés útján, mint Görögország is, valamint a bankokra kivetett adókkal. Ily módon megőrizzük az európai szociális modellt. Nikolaos Salavrakos (EL) Elnök úr, szeretném elmondani, hogy elméletben korlátlanul támogatom az Olli Rehn úr által tett javaslatokat, akit engedtessék meg nekem, hogy Európa politikai vezetőjének és olyan személynek tartsak, aki megérdemli különleges tiszteletünket. Szeretném azonban elmondani és hangsúlyozni, hogy a tomboló láz éppolyan veszélyes, mint a kihűlés, az emberi testben és a gazdaságban egyaránt. Nem szabad a Maastrichthoz való lassú alkalmazkodásról, amelyen Európa teljes gazdasága sok éven át keresztülment, ugrásszerűen átállni a kényszerű és hirtelen alkalmazkodásra, amely elhúzódóvá fogja tenni a recessziót. A gazdagok még gazdagabbak lesznek, a szegények pedig még szegényebbek. Ezért szeretnék rámutatni arra, hogy a folytatódó globális gazdasági zavar főként a nagy, nemkívánatos tartalékok globális szintű képződésének tudható be, és azt a növekedés ösztönzésére irányuló európai szintű erőfeszítésekkel kell leküzdeni, hogy racionálisan kezelni tudjuk ezt a válságot. Mario Mauro (IT) Elnök úr, hölgyeim és uraim, Verhofstadt úr panaszkodott, hogy a nacionalista és a marxista retorika nem elég arra, hogy kivezessen bennünket a válságból. Most kísérletet teszek az Európa-párti retorikával. Mindössze néhány héttel ezelőtt, itt, a Parlamentben sokan közülünk szolidaritásunkról biztosítottuk Görögországot. Tényleg, mi haszna volna Európának, ha nem az, hogy támogatja a rászoruló tagállamokat? Mi haszna van azonban az eurónak és az eurócsoportnak, ha nem mozdítják elő a felelősség és a stabilitás kultúráját? Mi fog történni akkor, ha a szolidaritás egy olyan Európai Unió szinonimájává válik, amely a szerződéseket megsértve arra korlátozódik, hogy állja azoknak az országoknak a számláját, amelyek azért, hogy egy időszakban röpke konszenzust érjenek el, feláldozzák a polgáraik jövője iránti felelősségüket? Biztos úr, Európa-párti retorika, ha arra kérjük az Európai Bizottságot, hogy legyen független és határozott, és ne legyen tekintettel azokra a kormányokra, amelyek meghamisítják könyveiket? Európa-párti retorika, ha új szabályozást kérünk a pénzügyi piacok számára? Európa-párti retorika, ha kifogásoljuk az euró felépítésének hibáit, amelyhez még mindig nem társul közös fiskális és nyugdíjpolitika? Egy válság kellős közepén vagyunk, igaz, de ezt a válságot nem Európa többlete vagy túltengése okozta, hanem éppen annak hiánya vagy elégtelen volta. Európának nyomatékosan rendre kell utasítania az államokat, és vissza kell térítenie őket a felelősség, a stabilitás és a jövő nemzedékek szolgálatának útjára. Mindez nem retorika, ha a kezdeményezéseket, amelyekről beszélünk, egyszerűen létrehozzuk és végrehajtjuk, és ezek egy olyan politikai stratégia részét képezik, amely egy lépéssel az események előtt jár, hogy ne kényszerüljünk arra, hogy ezek mögött loholjunk. David-Maria Sassoli (IT) Elnök úr, hölgyeim és uraim! A népek Európájára, nem pedig az államok Európájára van szükségünk! A válság, amelyet átélünk, az európai politika a piac irányítására való képtelenségének válsága. Az euró megmentése érdekében meg kell erősíteni a politikai intézményeket, és magunk mögött kell hagyni a kormányközi logikát, hogy lehetővé váljon az európai kormányzás. Ez nem retorika, hiszen néhány perccel ezelőtt Berlinben a német kancellár, Angela Merkel, megkongatta a vészharangot azzal a kijelentésével, hogy az euró veszélyben van. A vészharang megkongatása erőteljes és meggyőző intézkedések bejelentése nélkül a közös valuta további gyengülésének veszélyét hordozza magában a befektetők és a piac számára, és Európa egészét gyengíti. Képzeljék el a piacok válaszát az elkövetkező órákban, tekintettel arra, hogy az euró csupán néhány perce ismét összeomlott. Amikor kilépünk a Parlamentből, elnök úr, azon kaphatjuk magunkat, hogy szegényebbek lettünk, és csökkent a biztonságunk. Egyedül az új európai kormányzás fogja lehetővé tenni számunkra, hogy megvédjük a közös valutát, előmozdítsuk a növekedést, a foglalkoztatást és a társadalmi integrációt. El kell vetnünk a nemzeti politikák összehangolásának régi megközelítését, és erőteljes döntéshozatali mechanizmusokkal kell felszerelkeznünk. Az új európai kormányzásnak a beavatkozás három szintjét kell szavatolnia: a növekedési politikát, az alkalmas pénzügyi eszközöket és a vészhelyzetek kezelését. A 750 milliárd euró összegű mentőcsomag fontos volt, de felismertük, hogy nem elég. Ma erőteljes politikai kezdeményezésre van szükségünk, amely a piac irányításával lehetővé teszi a források nagyobb mobilitását. A monetáris és költségvetési politikák elégtelennek bizonyultak a termelékenység és a versenyképesség szavatolásához. Nem szabad félnünk attól, hogy elsősorban közösségi érdekű projektekbe fektessünk be, így az infrastruktúrába, az energiába, a környezetbe, a tudásba és az emberi tőkébe. Elnök úr, a Parlamentre nagy felelősség hárul: saját önállóságán keresztül képesebbé kell tennie a tagállamokat arra, hogy túllépjenek a kormányközi politikát, és újra felélesszék az európai szellemiséget. Wolf Klinz (DE) Elnök úr, hölgyeim és uraim, az európai kormányokat a piacok mozgatják. Végre reagálnak, de az esemény után reagálnak, nem pedig előre. Botrányos, hogy a kormányok és a Bizottság csak akkor reagálnak, amikor a tényleges gyengeségek láthatóvá válnak a piacokon. Ezeket a gyengeségeket korai szakaszban azonosítaniuk kellett volna. Az euró bevezetésekor tudtuk, hogy nem lesz egységes monetáris és költségvetési politikánk, mint ahogyan az az egyes államokban rendszerint a helyzet. Ebből az okból intézkedéseket hoztunk ennek pótlására, de nem tartottuk magunkat szorosan ezekhez az intézkedésekhez. A szabályokat nagyon gyorsan, már induláskor megszegték, még a nagyobb tagállamok is. Egy másik hatékony szabályrendszerre van szükségünk, szankciós mechanizmusokkal, ideértve a megnevezés és megszégyenítés politikáját ("name and shame”), a szavazati jogok elvesztését és az európai alapokból származó kifizetések felfüggesztését egészen a bírságok megfizetéséig. Másodszor világossá vált, hogy olyan belső feszültségek vannak az euróövezeten belül, amelyek ott tartanak, hogy próbára tegyék annak erejét, és amelyek a versenyképességbeli eltérések formáját öltik. A Bizottságnak fel kell lépnie e területen. Meg kell vizsgálnia az egyes tagállamok költségvetését annak megállapítása céljából, hogy kockázatot jelentenek-e az euróövezetre nézve. Természetesen tudjuk, hogy a költségvetés elkészítése a nemzeti parlamentek központi joga. Ez azonban nem indokolja azt, hogy ne alakítsunk ki közös európai megközelítést. Erre égető szükség van. Több Európa, nem pedig kevesebb Európa kellene. Nagyon is meglehet, hogy ez az utolsó esélyünk. Ha a Bizottság és a Tanács nem tárgyalnak a Parlamenttel, attól tartok, hogy ez valamikor a jövőben jelentős katasztrófához fog vezetni. Janusz Wojciechowski (PL) Egyetértek Mauro úrral abban, hogy a válságok elleni küzdelem során az Európai Unió nem tett elegendő intézkedést. Az utóbbi években a politikai integrációra összpontosítottunk - lekötött bennünket a Lisszaboni Szerződés és a politikai intézmények hatásköreinek megerősítése -, elhanyagoltuk viszont a válságok leküzdésével kapcsolatos együttműködést. Számtalan különféle válságra gondolok itt most, amelyek együttműködést és szolidaritást tesznek szükségessé, nemcsak a pénzügyi válságokra. Most, mialatt ezt a vitát tartjuk, az Európai Unió több országát, köztük saját országomat, Lengyelországot is jelentős áradás sújtja. Emberek haltak meg, és súlyos anyagi károk keletkeztek. Az emberek elvárják, hogy az Európai Unió ilyen helyzetekben feléjük forduljon és segítsen, de ilyen segítség nem sok érkezett. Az Európai Unió gyenge, mert költségvetése túl kicsi, és nincs elég pénze konkrét intézkedésekre. A politikai erősítést nem követi megfelelő pénzügyi erősítés. Remélem, hogy e válság eredményeképpen nem fog tovább fokozódni a költségvetés csökkentésének tendenciája, mert akkor még gyengébbek és még tehetetlenebbek leszünk. Jean-Pierre Audy (FR) Elnök úr, e válság során, amely nemcsak európai, hanem világválság is, elérkezett az a pillanat, amikor igazságra és tisztánlátásra van szükségünk, és amikor vállalni kell a felelősséget. Folyik a világ kormányzásának létrehozása. Milyen befolyással fognak bírni az európaiak? Hogyan is befolyásolhatnánk ezt a globális kormányzást, ha képtelenek vagyunk saját európai kormányzásunk létrehozására? Mindenki láthatta, hogy az integráció 50 éve után a nemzeti önzés fokozódása a széthullás 50 évének kockázatával fenyeget bennünket. Mindenki láthatta, hogy a polgárok nélkül próbáltunk polgárságot teremteni, a szavazók nélkül próbáltunk politikát folytatni, és úgy próbáltuk megteremteni a jogállamiság eszméjébe vetett hitet, hogy közben nem feleltünk meg annak. A berlini fal leomlása után az erőnkbe vetett hittel újraegyesítettük kontinensünket, de túlságosan büszkék voltunk ahhoz, hogy észrevegyük gyengeségeinket. Most pedig mi történik? A válság egy olyan időpontban csapott bennünket teljes erővel arcul, amikor európai integrációnk törékeny, és rosszul kormányzott, egyes esetekben korrupt államokból áll. Az Unión belüli szolidaritás lánca most próbán esik át, és mi mind tudjuk, hogy a lánc ereje a leggyengébb láncszemével egyezik meg. Helyesen tesszük, hogy megmentjük a leggyengébbet, mert elérkezett az idő, és ez növelni fogja erőnket. Nem az uniós szabályozás a nem megfelelő, hanem annak a tagállamok és az Európai Bizottság általi végrehajtása, amely nem ellenőrizte megfelelően az államokat, és amely nem működött tökéletesen. Nem kevesebb Európára van szükségünk, hanem több Európára, de az igazság, a tisztánlátás és a felelősség Európájára. Természetesen tiszteletben kell tartanunk a Stabilitási és Növekedési Paktumot, amelyet meg kell reformálni. Az előttünk álló feladat azonban most polgáraink bizalmának visszanyerése, ami a növekedés és a munkahelyek biztosítását jelenti. A növekedés egyenlő a befektetéssel. Ha az állami szektor nem fektet be, nem várhatjuk ezt a magánszektortól sem. A döntő fontosságú iparpolitikán túlmenően az EU 2020 stratégia 10 évére egy nagy, 1000 milliárd euró összegű európai beruházási tervet javasolok, amelynek az a célja, hogy az EU területét a világ legversenyképesebb területévé tegye a transzeurópai hálózatok, az infrastruktúra, az összeköttetések, a nagysebességű vasutak, a szélessávú szolgáltatások, az autópályák, a víz, a terület, a kutatás, az egészség, az energia és oktatás szempontjából, és amelyet költségvetési támogató intézkedéseink reformján keresztül érhetünk el, valamennyi nyilvános érdekelt féllel és különösen az EBB-vel együttműködve. Elisa Ferreira (PT) Tisztelt elnök úr, tisztelt biztos úr! Amikor a gazdasági és monetáris unió betöltötte 10. évét, a Bizottság úgy gondolta, hogy az euró az Unió legnagyobb sikere. Most nehéz lenne ilyen kijelentést tennünk, anélkül hogy fenntartásokkal élnénk, mert a válság megmutatta, hogy a gazdasági és monetáris unió még nem lezárt projekt. A megmentéséhez szükséges minimális intézkedésekre egy vészhelyzet légkörében került sor, de ne csapjuk be magunkat: a kényszerítő körülmények, a fő tagállamok közvetlen érdekei és a döntések fájdalmas és lassú jellege vezettek ahhoz a kétes képhez, amelyet a nyilvánosság és a világ az euróról és az Európai Unióról alkotott. Szembe kell néznünk a tényekkel. Az Európai Unió és az euró egy integráció folyamatot testesít meg, nem csupán országok közötti együttműködésről van szó: ez egy befejezetlen folyamat, amelyet most meg kell erősíteni, máskülönben fennáll annak a komoly veszélye, hogy eltűnik. Három kérdéssel kell megbirkóznunk. Először is, fontos megszilárdítani azokat az eszközöket, amelyeket ebben a vészhelyzeti légkörben hoztak létre: létre kell hozni egy európai monetáris alapot; előrelépést kell elérni az eurókötvényekkel; előrelépést kell elérni az európai felügyeleti és szabályozási felépítménnyel, és előrehaladást kell elérni a banki válságok kezelésének európai dimenziójával. Másodszor fontos megérteni, hogy nincs erős valuta, ha gyenge a gazdaság: az Európai Unióra vonatkozó 1%-os előrejelzés nem fenntartható sem a demográfiai összetétel, sem a munkanélküliség elleni küzdelem szempontjából; a 2020-as stratégia pedig semmi egyéb, mint jó elképzelések gyűjteménye, ha nincsenek meg az eszközök a megvalósításához. Harmadszor pedig, Rehn úr, a költségvetési konszolidáció fontos, de nem létezhet párhuzamosan az Uniót alkotó tagállamok közötti növekvő különbséggel: sürgősen felül kell vizsgálni a konvergenciapolitikát. Mirosław Piotrowski (PL) Az Európai Parlament most harmadszor foglalkozik egy Európa 2020 elnevezésű, központilag tervezett tízéves tervvel. A terv sok tagállam körében ellenszenvet keltett, nemcsak a történelmileg idejétmúlt politikai rendszerekhez kapcsolódó, általa előhívott képzettársítások miatt, hanem elődje, a lisszaboni stratégia látványos fiaskója miatt is. Az előző kiemelt vita során felhívtam a figyelmet arra, hogy a dokumentum nem tartalmaz kötelezettségvállalást az Unióban jelenleg tapasztalható pénzügyi és gazdasági válsággal kapcsolatban. Azóta mind a Tanács, mind a Bizottság határozott lépéseket tett az euróövezet és a tagállamok gazdaságának stabilizálása irányában. A bejelentett több százmilliárd eurós tőkeinjekció célja az, hogy helyreállítsa a magas költségvetési hiánnyal küzdő nyugat-európai nemzetek gazdasági jólétét. Ugyanakkor nem engedhető meg, hogy ezt az új tagállamoknak - beleértve Lengyelországot is, amely nem hagyta figyelmen kívül a gazdasági mutatókat - nyújtott pénzügyi támogatási programok árán valósítsák meg. Ezt a kérdést kiegyensúlyozott módon kell kezelni, ha fenntartják egyáltalán az Európa 2020 stratégiát. Jaime Mayor Oreja (ES) Elnök úr, úgy gondolom, hogy a legrosszabb válság, amelyet elszenvedhetünk, nemcsak a jelenlegi válság, hanem az, amelyet akkor fogunk elszenvedni, ha nem vagyunk képesek levonni a helyes politikai tanulságot azzal kapcsolatban, hogy mi is zajlik. Messzebb nyújtózkodtunk, mint ameddig a takarónk ért, különösen egyes országokban. Eltávolodtuk a reálgazdaságtól, és felkaroltuk a fiktív gazdaságot, államháztartásainkban és ugyanakkor családi és magánéletünkben is. Nem voltunk képesek megérteni, hogy a növekedés, akárcsak az élő szervezetek esetében, nem egyezik meg az elhízással. A növekedés erőfeszítést és arányosságot igényel, míg az elhízás folyamata az elvégzett munka és az általunk élvezett jólét közötti aránytalansággal és kiegyensúlyozatlansággal jár. Ez a válság nem marad statikus. A válság néhány hónapja még más képet mutatott, egy teljesen más képet ahhoz képest, amelyet ma láthatunk. A válság képe néhány hónapon belül megint meg fog változni a mai képhez képest. Ez a válság gazdasági és pénzügyi jellegű volt, és növekvő szociális dimenzióval fog rendelkezni, amely társadalmi konfliktussal jár. Ez azt jelenti, hogy mialatt ebben a szakaszban járunk, mielőtt a konfliktus társadalmi jellegűvé alakulna át, nekünk, a politika művelőinek tisztában kell lennünk azzal, hogy fő válságunk a bizalmi válság. Nem csupán az euró válságáról van szó. Elemezzük csak az utóbbi hónapok valamennyi politikai és választási folyamatát. Bizalmi válság van, és ez azt jelenti, hogy azt a kérdést kell feltennünk magunknak, hogy hogyan kell változnunk, hogyan kell hozzáállásunknak változnia: politikai, intézményi és személyes hozzáállásunknak. E tekintetben a Parlamentnek - ahelyett, hogy más intézményeken törné a fejét - azt a kérdést kell feltennie magának, hogy hogyan járulhat hozzá az intézményi és politikai hozzáállás megváltoztatásához a Parlamentben. Ki merem jelenteni, miután a válság sokféle oka elhangzott - bürokrácia, ügynökségek, kormányok -, hogy ma két kérdés van, amellyel kapcsolatban változnunk kell. Először is, Európa egy minimális szintű kohéziót igényel a Parlamenttől: nem vérezhet el az európai társadalom két koncepciójáról folytatott ilyen mélyreható vitában. Másodszor vennünk kell a bátorságot arra, hogy elmondjuk az igazságot arról, hogy mi is történik velünk. Anni Podimata (EL) Először is szeretnék elvenni az eljárásból tíz másodpercet arra, hogy helyére tegyem az igazságot. Langen úr, aki nincs a Parlamentben, azt mondta, hogy elfogadhatatlan, hogy a görög képviselők a görög parlamentben a hároméves stabilizációs program ellen szavaztak. Szeretnék rámutatni arra, hogy jó ötlet lenne, ha Langen úr az ajánlásait az Európai Néppárt (Kereszténydemokraták) képviselőcsoport következő ülésén is megismételné, mert azok a képviselők, akik néhány hónappal ezelőttig felelősek voltak az ország kormányzásáért, történetesen a PPE-hez tartoznak. Visszatérve az általánosabb kérdéshez, tény, hogy a jelenlegi válság krónikus betegségekre és gyengeségekre világított rá az euróövezet gazdasági összehangolása és a gazdasági kormányzás globális rendszere szempontjából, és ennek következtében óriási, ellenőrizetlen hatalom halmozódott fel a globalizált pénzügyi rendszerben. Így ma mindenekelőtt a demokrácia kérdésével kell foglalkoznunk, és Európának, ha tiszteletben kívánja tartani értékeit és történelmét, e téren vezető szerepet kell vállalnia. Az euróövezet stabilitását támogató mechanizmus létrehozására vonatkozó döntés fontos lépés, ezt nem lehet kétségbe vonni. A válságkezelési mechanizmus azonban nem elég; a gyökerüknél kell orvosolnunk az okokat, nemcsak nemzeti, hanem európai szinten is. Hibát vétünk, és aláássuk közös jövőnket és a következő nemzedékek jövőjét, ha egyedül a közvetlen pénzügyi helyreállításra helyezünk hangsúlyt, és alábecsüljük a növekedés, a foglalkoztatás és a jóléti állam alapvető struktúráinak hatását, amelyek kialakulása több évtizedre nyúlik vissza. Biztos úr, az ön által május 12-én előterjesztett, a gazdasági együttműködés megerősítését célzó javaslatok hozzájárulhatnak egy összetartóbb Európa felépítéséhez, amelyet kevesebb makrogazdasági egyenlőtlenség jellemez, két előfeltételre figyelemmel: először is, hogy ezek nem korlátozódnak a Stabilitási és Növekedési Paktum rugalmatlan alkalmazására, illetve másodsorban amennyiben a 2020-as stratégiába teljes mértékben belefoglalnak az életképes növekedésre és foglalkoztatásra vonatkozó részletes célokat. Paulo Rangel (PT) Elnök úr, az Európai Néppárt (Kereszténydemokraták) képviselőcsoportból több képviselőtársam már teljes képet festett a helyzetről. Úgy gondolom, hogy most a tagállamok szerepét kell még megemlíteni. A helyzet az, hogy itt minden tagállam nemzeti kormányára is szerep hárul a közös valuta megerősítését célzó követelmények és feltételek megszabását illetően, és a monetáris és gazdasági integráció e folyamatának előrébbvitelében. Szeretném itt elmondani, hogy pártunk - a Portugál Szociáldemokrata Párt (PSD), amely a PPE képviselőcsoporttal rokon párt - támogatja a kormány megszorító intézkedéseit, mert úgy gondoljuk, hogy a 15 éves szocialista kormányzás során Portugáliában elkövetett hibákat, amelyek most sajnos mindenki számára nyilvánvalóvá váltak, orvosolni kell; a PSD támogatni fogja az ezek orvoslására irányuló intézkedéseket. Mindazonáltal amellett, hogy támogatjuk a megszorító intézkedéseket, egyúttal bíráljuk a portugál kormányt - és ez jó példa másoknak, akik hasonló helyzetben vannak -, mert nem csökkenti a kiadásokat. A hiány csökkentéséhez nemcsak az adók emelése alapvető, hanem a kiadások visszafogása is, és a kormánynak vennie kell a szükséges bátorságot ahhoz, hogy intézkedéseket hozzon a kiadások csökkentése, a hiány csökkentése és az államadósság egy részének visszafizetése érdekében. Ez igaz Portugáliára, és igaz más, nehéz helyzetben lévő tagállamokra is. Mi európai parlamenti képviselőkként szintén felelősek vagyunk azért, hogy saját országunkban megvédjük azokat az intézkedéseket, amelyek szükségesek ahhoz, hogy az euró megerősödjön, és azért, hogy ez az integrált terület és ez az álom - a PPE képviselőcsoport álma és közös álmunk - valósággá váljon. Ezért bíráljuk azokat a kormányokat, amelyeknek nincs bátorságuk meghozni országukban a szükséges intézkedéseket. Göran Färm (SV) Elnök úr, ez a közösségibb jellegű gazdaságpolitika egyes fontos pontokon szintén hatással van az EU költségvetésére. A stratégiai vezető projekt, az Európa 2020 finanszírozásáról van szó. Szó van a kölcsönmechanizmus és a pénzügyi piacok ellenőrzésének bizonyos költségeiről, garanciáiról és így tovább. Nem kevésbé fontos, hogy egy sor új feladatról is szó van, amelyek a Lisszaboni Szerződésből erednek. Mi az Európai Parlamentben messzemenően tudatában vagyunk annak, hogy sok tagállam jelenleg rendkívül kritikus gazdasági helyzetben van, amelyet gyakran súlyos nemzeti költségvetési problémák jellemeznek. Másrészről világos, hogy ebben a helyzetben az EU olyan intézkedések meghozatalával segíthet, amelyek fontosak a tagállamok gazdaságának élénkítéséhez, és amelyek új lendületet adnak majd a növekedésnek és a munkahelyteremtésnek. Az EU költségvetésének ezért azokat a területeket kell előtérbe helyeznie, amelyeken az EU hozzáadott értéket nyújthat - európai hozzáadott értéket -, és amelyeken a tagállamok és az EU költségvetése kiegészíthetik és támogathatják egymást. Ez azonban azt is jelenti, hogy a tagállamok nem ruházhatnak jelentős új felelősségeket az EU-ra anélkül, hogy biztosítanák a szükséges forrásokat. A kutatáspolitikára, a vezető projektekre és az oktatási és infrastrukturális befektetésekre gondolok, amelyek szükségesek ahhoz, hogy jobb gazdasági jövő elé tekintsünk. Ezért úgy gondolom, hogy hihetetlenül fontos, hogy ennek az egyre inkább közösségi jellegű gazdaságpolitikának a szellemisége tükröződjön a 2011. évi uniós költségvetésről folyó tárgyalásokon, a hosszú távú költségvetés félidős értékelése során és a 2013 utáni új pénzügyi keretről folyó vita során tanúsított építő jellegű hozzáállásban is. Máskülönben nem leszünk képesek előrelépni és közös intézkedéseket életbe léptetni a növekedés és a munkahelyek előmozdítása érdekében. Theodoros Skylakakis (EL) Elnök úr, az Európai Parlament görög képviselőjeként szeretnék megismételni a Parlamentben valamit, amit Görögországban már kezdettől nyilvánosan hangoztattam, és szeretnék köszönetet mondani a segítségért, amelyben országom az európai támogatási mechanizmusból részesült, és amely a kemény, de többnyire elkerülhetetlen intézkedésekkel együtt megmentette a görög gazdaságot az azonnali összeomlástól. Hasznos lenne, ha a Görögországra vonatkozó mechanizmust is olyan gyorsasággal fogadták volna el, mint ahogyan a támogatási mechanizmus más országok esetében haladt, amikor Európa végre felismerte a kockázatot, amely mindannyiunkat fenyegetett. Ma tapasztaltam első alkalommal valódi elszántságot mind a Parlamentben, mind a többi európai intézményben arra, hogy közvetlenül és realisztikusan megvizsgálják Európa reálgazdasági zsákutcáit. Miért vagyunk ebben a helyzetben? A fő ok az, hogy erőn felül költekeztünk, és hitelt halmoztunk fel. Költekeztünk, amikor nem volt válság, költekeztünk a válság alatt, és most, a válságból való kilábalás alatt is költekezünk. Aki meg akarja tudni, hogy mi történik, ha valaki következetesen többet költ, mint amennyije van, csak Görögországba kell mennie. Az Európai Monetáris Alap és a most tárgyalt állásfoglalásban javasolt többi intézmény a helyes irányba tartanak. Ahhoz azonban, hogy az alap valódi ösztönzőt biztosítson, nemcsak az adósság és a hiány abszolút mennyiségét kell figyelembe vennie, hanem az adósság és a hiány csökkentésének sebességét is. A valódi problémánk az, és ezt a baloldalnak mondom, hogy a fejlődő világban 4 milliárd ember, aki havi 200 euróból él, felfedezte a kapitalizmust, és globális erőforrásokat és piacokat követel tőlünk, a gazdagoktól, akik havi 2000 euróból élünk. Nekünk Nyugaton nincs kizárólagos jogunk a kapitalizmushoz, amelyre a régi európai modell épül. Ha nem változtatunk, ha nem sietünk a szerkezeti átalakításokkal, a versenyképességgel és innovációval, egész egyszerűen szegényebben fogunk élni. Danuta Maria Hübner Elnök úr, nem nagyon vitatható a jelenlegi válság súlyossága, és a példa nélkül álló politikai módszerek felhasználásának költsége nagyon magas. A szabályozó hatóságok és a politikai döntéshozók feladata olyan intézkedések végrehajtása, amelyek lehetővé teszik mind a piac kudarca által megrengetett egyensúly helyreállítását, mind pedig az elhibázott kormányzati politikák kijavítását. Ez már folyik, de még meglátjuk, hogy az Európai Unió tagállamai milyen gyorsan és milyen politikai intézkedések révén fognak visszaállni növekedési pályájukra. A több szabályozás nem garancia a jelenlegi válság kockázatai ellen. Mivel a több szabályozás útját választottuk, ennek kéz a kézben kell járnia a fokozott egyszerűséggel, és csökkentenie kell a pénzügyi piacok összetettségét. Az is világos, hogy a fiskális és monetáris politikák nem helyettesíthetik a strukturális reformokat. A strukturális reformoknak kell kezelniük az Európai Unió gazdaságának mögöttes gyengeségeit: a gyors ütemben növekvő adósságokat és hiányokat, a társadalom elöregedését, az infláció nagyon valószínű újbóli fellobbanását, az éghajlat-változási politikákból adódó kockázatokat, az alacsony termelékenységet és a versenyképesség hiányát. Kevesebb közpénzből többet kell kihozni, vagyis a közpénzeket mind európai, mind nemzeti szinten hatékonyabban kell felhasználni. A vállalkozásbarát szabályozói környezet, a hatékony kormányzás, a nem torzító adók, a magas munkaerő-piaci részvételi arány, különösen a nők körében, a jó oktatási rendszer, a kutatás és az innováció - mindezek alkotják az intézkedéseknek azt a minimális alapvető csomagját, amely növekedést, munkahelyeket és versenyképességet hozhat. A nyertes európai stratégiának kétségkívül a fiskális megszorításon kell alapulnia, de középpontjában az innovációnak kell állnia, amely a termelékenység és a növekedés fenntartható ösztönzésének az egyetlen módja. Az Európai Bizottságnak és az Európai Parlamentnek vissza kell nyernie stratégiai szerepét, és bátor európai megoldásokra kell törekednie. A polgárok és a piacok egyaránt több Európát igényelnek. Gay Mitchell Elnök úr, magától értetődőnek tartom, hogy a szuverén államokat felelősségre kell vonni vállalt kötelezettségeikért, és el kell tőlük várni a vállalt célkitűzések elérést, így ebből indulok ki. De ideje körülnézni is, és megvizsgálni, hogy milyen egyéb intézkedések járulnak hozzá a jelenlegi zűrzavarhoz. Az 1930-as években az aranystandard és a protekcionizmus járult hozzá a recesszió mélyítéséhez. Ezzel szemben az Európai Unión belül rendelkezésünkre áll a szolidaritás és az intézményi kapacitás, az Európai Központi Bank és a Bizottság révén, hogy tanuljunk a múlt hibáiból. Az intézmények lenyűgöző munkát végeztek, tekintettel arra, hogy 27 uniós tagállam van, amelyek közül 16 az euróövezet tagja. Továbbá intézményeink együttműködtek a Federal Reserve-vel, vagyis az USA jegybankjával, a Bank of Englanddel, a Japán Központi Bankkal és másokkal. Ennek ellenére a piacok - az úgynevezett piacok - mozgása végső soron azt tükrözte, hogy csaknem minden megtett lépést negatívan értékeltek. Nos, teljes mellszélességgel a szabad piacok mellett állok, a protekcionizmus nem vezet sehová. De valóban szabadok a piacaink? A piacokat jól átgyúrták és abba az irányba befolyásolták, hogy elsősorban válságba vigyenek bennünket. Nem ésszerű mostanra azt feltételezni, hogy befolyásos érdekek képesek arra, hogy felvegyék a versenyt szuverén államokkal, és nyerjenek, és hogy egyesek - ki tudja, milyen célból - ezt a hatalmat saját programjuk előmozdítására használják fel, saját céljaikra felhasználva a piacokat? Egy politikai napirenden szerepelhetnek például olyan aggodalmak, hogy az euró a jövőben a dollár helyébe léphet az olaj árazási valutájaként; egy üzleti és gazdasági érdekű napirend magában foglalhatja egyszerűen nagyobb hatalom és gazdagság felhalmozását a szuverén jogok, köztük a megosztott szuverén jogok megsemmisítésével az Európai Unión belül. Ideje, hogy a politikai vezetők elgondolkozzanak arról, hogy mi is zajlik. Megismétlem: a tagállamoknak, köztük saját tagállamomnak is fegyelmezettnek kell lenniük. Természetesen így kell történnie. De minden hangsúlyt a tagállamokra helyezünk, és nagyon keveset foglalkozunk azzal, hogy mi lehet egyes piaci tevékenységek mögött. A következőt szeretném hallani a Tanács elnökségétől és a biztos úrtól: Mit tesznek ennek megrendszabályozása érdekében? Nézzük csak meg, hová juttatott bennünket, amikor a múltban nem rendszabályoztuk meg ezeket az embereket. Tehát ne csak egy irányba hadakozzunk: ideje újabb frontot nyitni. Alajos Mészáros (HU) Az Európa 2020 stratégia egy nagyon fontos stratégia, különösen ma, a fokozódó pénzügyi és gazdasági válság idejében. Ez a válság olyan alapvető kérdéseket és negatív folyamatokat hozott a felszínre, amelyeket ha nem építünk be a stratégiánkba, akkor veszélybe kerülhet gazdasági politikánk sikeressége. Nem szabad hagyni, hogy az euró presztízse sérüljön, mindent meg kell tenni a monetáris unió fenntarthatóságáért. Én egy olyan országot képviselek, amely utolsóként vált az euróövezet tagjává, és amelynek polgárai sikertörténetnek könyvelik el az euró bevezetését, ezért Szlovákia is hozzájárul az euró megvédéséhez minden eszközzel. Tudatosítanunk kell, hogy a monetáris válságnak komoly politikai következménye is lehetnek: megerősíthetik az euroszkepticizmust és elbizonytalaníthatják az eurózónába készülő országokat. Segíteni és bátorítani kell azon országokat, akik még nem vezették be a közös fizetőeszközt. Amikor az EU 2020-as stratégiáját építjük, komoly szerepet kell szánni a fenntartható fejlődést biztosító politikának. Közép-Európa energiadiverzifikációs megoldása ugyan folyamatban van, de biztosítani kell az alternatív energia fokozottabb felhasználását is, hogy a klímaváltozást csökkenteni tudjuk. Tudatosítani kell azonban azt is, hogy a jelenlegi alternatív energiapótlók kapacitása véges. Hosszú távú energiabiztonságunk szempontjából az atomenergia az, amely elegendő mennyiségű energiát tud biztosítani a legkisebb szén-dioxid-kibocsátás mellett, ezért nagy súlyt kell helyezni az ezzel összefüggő biztonságos üzemanyag-tárolás és üzemeltetés kérdésére. Elengedhetetlen az energiát biztosító modern technológiák további kutatásának ösztönzése is, mint például a fúziós reaktorok innovációja. Sok fontos kérdés merül fel, amit be akarunk építeni a stratégiánkba, komoly feladat a különböző területek jobb koordinációja és integrációja. Csak így érhetjük el, hogy a monetáris unió mellett az elengedhetetlenül fontos gazdasági unió is megvalósuljon. Marian-Jean Marinescu (RO) Nagyon melegen üdvözlöm a Bizottság és a Tanács által előterjesztett intézkedéseket. Ha ezeket az intézkedéseket valamivel korábban fogadták volna el, a most zajló válság hatásainak jelentős részét elkerülhettük volna. A gazdasági kormányzás hiánya ahhoz vezetett, hogy nyomás alatt, az Európai Parlamenttel való konzultáció nélkül születtek döntések. Ezen túlmenően nem áll rendelkezésre semmilyen mechanizmus az elfogadott intézkedések nyomon követésére. Tavaly nagy pénzösszegeket injektáltak bankokba. Ez szükséges intézkedés volt, de a bankok megmentése a későbbiekben nem segített a válság enyhítésében. A válság folytatódott. A Stabilitási és Növekedési Paktumot nem tartották be. Elfogadhatatlan hiányokat halmoztak fel. Az államok hasonló helyzetekben különböző intézkedéseket hoztak. Egyesek úgy döntöttek, hogy megmondják polgáraiknak az igazságot, és megszorító intézkedéseket fogadnak el. A közös szabályok hiánya különböző hatást gyakorol Európa polgáraira, még ha valamennyi tagállam hozzá is járult a válság kiváltásához. Nem fogyaszthatunk többet, mint amennyit megtermelünk, és nem költhetünk el többet, mint amennyi bevételünk van. Pénzügyi stabilitásra van szükségünk. Ezért teljesen elengedhetetlenek az új pénzügyi stabilitási mechanizmus vagy európai monetáris alap megteremtésére irányuló javaslatok. Ezeket az intézkedéseket azonban következetes gazdaságélénkítési stratégiával és ellenőrzési és szankciós mechanizmusokkal kell támogatni. Így elmondhatjuk majd, hogy valódi, hatékony gazdasági kormányzást hozunk létre valamennyi tagállam javára. Mairead McGuinness Tisztelt elnök úr! Tartani fogom magamat az önök szabályához. Üdvözlöm a spanyol elnökség által a termelőrendszerekkel és a versenyképességre helyezett hangsúllyal kapcsolatban tett észrevételeket. Úgy gondolom, hogy kicsit több ilyen beszélgetésre van szükség a Parlamentben, a Tanácsban és a Bizottságban. A lassú válasszal kapcsolatos észrevételeit illetően erre figyelnünk kell, mert az európai rendszerben a válaszadás szempontjából fennáll a letargia problémája. A tagállamok gyorsabban is reagálhattak volna, amikor beütött a bankválság. Képesek vagyunk erre, de úgy tűnik, hogy ebben a konkrét esetben nem így tettünk. Végezetül a Bizottság egy új stratégia négy pillérét keresi. Úgy gondolom, hogy a Bizottságnak meg kell vizsgálnia saját szerepét a válságban. Úgy vélem, hogy a Stabilitási és Növekedési Paktum szabályainak ellenőrzése egy "puha” hatalmi megközelítésen alapult, ami nem működött. Ha mi mindannyian, mint mások mondták, tartottuk volna magunkat a szabályokhoz, nem lenne ez a probléma. Az, hogy nagyobb hatalmat adunk önöknek, csak akkor fog működni, ha ténylegesen élnek azzal a hatalommal, amellyel már rendelkeznek. Elena Băsescu (RO) Úgy tűnik, hogy a jelenlegi gazdasági válság alatt az Európa 2020 stratégia igazi kihívást jelent. Másrészről lehetőséget is kínál. Fontos ösztönzőként támogathatja a hosszú távon szükséges gazdasági és társadalmi reformokat. Alapjául a szolidaritás és az alkalmazhatóság elvének kell szolgálnia. Úgy gondolom, hogy a kohéziós alapok költségvetési juttatásait meg kell tartani, mivel ezek alapvető szerepet játszanak az EU régiói között gazdasági fejlettség szempontjából fennálló egyenlőtlenségek csökkentésében. Másrészről magától értetődő, hogy az európai uniós szinten elfogadott célkitűzések nem válhatnak automatikusan nemzeti célkitűzésekké. Ezeket az egyes országok lehetőségeinek megfelelően ki kell igazítani. A román kormány egy magas szintű munkacsoportot hozott létre, amely nemzeti célkitűzéseket fog meghatározni, és ugyanakkor segíteni fog a nemzeti reformterv elkészítésében. Antigoni Papadopoulou (EL) A piacok és a bankok úgy viselkednek, mint egy farkasfalka, ahogyan a svéd pénzügyminiszter nevezte őket, mint egy farkasfalka, amely kész széttépni a gazdaságilag gyengébb országokat. Az első áldozat Görögország volt, amelyet Spanyolország és Portugália követett. Görögország esetében láttuk az egyik oldalon, ahogy a spekulánsok könyörtelenül lecsaptak rá, a másik oldalon pedig a közösségi szolidaritást, amely nagyon későn érkezett, nagyon kemény feltételek mellett, arra kényszerítve a görög embereket, hogy nagyon súlyos áldozatokat hozzanak, és indokolt sztrájkokba kezdjenek. Úgy tűnhet, hogy a nemzetközi gazdasági válság főszereplői most az államok, nem pedig a bankok. Tanulnunk kell ebből a csapásból. Az Európai Uniónak több közösségi szolidaritásra, a pénzügyi rendszer jobb felügyeletére, a Stabilitási Paktumnak való erőteljesebb nemzeti megfelelésre, összehangoltabb pénzügyi politikára és a versenyfeltételek egyenlőtlenségeit megakadályozó intézkedésekre van szüksége. Európa népei humánusabb Európát akarnak, amelyben kevesebb a tagállamok közötti egyenlőtlenség. Elérkezett az ideje egy reálisabb és emberbarátabb programnak 2020 Európai Uniója számára, amely odafigyel a kor kihívásaira. Olle Schmidt (SV) Elnök úr, Európának több együttműködésre és több szolidaritásra van szüksége - nem pedig protekcionizmusra és nacionalizmusra. Ezt tudjuk - a történelem megtanított bennünket erre. Nehezen értem meg azt a félelmet, amely a pénzügyminisztereken nyilvánvalóan elhatalmasodik, amikor szembesülnek ezzel a tagállami költségvetések előzetes megvizsgálására vonatkozó javaslattal. Az utóbbi hónapokban még az edzett pénzügyminiszterek is féltek, vagy meg kellett volna ijedniük. Felfedezhető persze itt egy nemzeti önérvényesítési törekvés. Természetesen ellenőrizzék a többi országot, de az enyémet ne. Ellenőrizzék csak Görögországot, Spanyolországot, Portugáliát, de a saját országomat ne. Noli me tangere - ne érints meg! Kölcsönös függőségünk nyitottságot és bizalmat igényel. A svéd és a finn kormányoknak az 1990-es évekből van tapasztalatuk komoly válságokkal kapcsolatban, és mindkettőjüknek teljes szívből támogatnia kellene Rehn biztos úr javaslatait. Jaroslav Paška (SK) A felelős költségvetési politika az Európai Unió valamennyi országában csak az első lépés a jelenlegi helyzet megoldása felé. A következő lépésnek, amelyet bizonyosan sokkal nehezebb végrehajtani, annak kellene lennie, hogy törekszünk munkaerő-szerkezetünk megfontolt átalakítására. Az EU polgárainak nagy arányát úgymond a nem termelő ágazatok foglalkoztatják, különösen a közigazgatás, és a termelőszféra nem képes ilyen nagyszámú bürokratát eltartani, akik csak bonyolítják az életet azzal, hogy még több szabályozást és korlátozást találnak ki. Vessen egy pillantást Ázsiára, biztos úr! Ott nincsenek ilyen nagy százalékarányban iskolázott emberek, és nincs olyan sok egyetem, mint nálunk. Rendelkeznek azonban egy kis közigazgatással és egy nem bonyolult vállalkozási környezettel, amely lehetővé teszi számukra a természetes versenyképesség kibontakoztatását, amelynek sok ember a birtokában van. Nem bonyolult, átlátható vállalkozási környezet, kevesebb közigazgatás és tágabb tér polgáraink önálló, vállalkozó és alkotó tevékenységei számára: ez a jelenlegi problémákból kivezető legjobb út. Andrew Henry William Brons Elnök úr, a gazdasági válság nem egy átmeneti betegség, amelyből az EU tagállamai hamarosan kilábalnak, teljes gazdasági egészségüket visszanyerve. Az EU és a tagállamok gazdaságpolitikai megközelítésében rendszer szintű hibák vannak. A végső soron 27 vagy több ország számára közös valuta célja azon a hamis feltételezésen alapul, hogy sok, nagyon különböző gazdaság számára megfelelő lehet ugyanaz az egyetlen valuta. A valuta értékének az általa kiszolgált gazdaság egészségi állapotát kell tükröznie. Fennállnak azonban más, jól kirajzolódó problémák is. A globalizáció EU és tagállamai általi felkarolása egyenes út a katasztrófa felé. Nem engedhetjük meg, hogy elárasszák Európát az alacsony bérezésű országokból származó áruk és munkavállalók. Nem versenyezhetünk másképp az áruikkal, csak ha béreinket az övékével egyező szintre csökkentjük. A törvényben előírt minimálbérek nem fogják megakadályozni, hogy munkavállalóinknak a migráns munkavállalók burkoltan alá ne ajánljanak, sem népeink munkájának a kiszervezését és gyártásunk harmadik világba való áthelyezését. Tunne Kelam Elnök úr, szeretném megköszönni Rehn biztos úrnak kedves szavait és az Észtország által az euróövezethez való csatlakozás érdekében tett erőfeszítésekbe vetett bizalmát, és biztosíthatom arról, hogy a GDP 7,5%-ának megfelelő jelenlegi pénzügyi teherrel Észtország nem fog hozzájárulni az EU átlagos adósságszintjének növeléséhez. Abban is bízok, hogy az euróövezetbe tartozó képviselőtársak pozitív példaként el fogják tudni fogadni Észtországot; ez biztató jelzést küldene Lettországnak és Litvániának is, és meggyőzné népeiket arról, hogy érdemes erőfeszítéseket tenni, és hogy minden jelöltet érdemeinek megfelelően kezelnek. Az euróövezethez való csatlakozás e pillanatban nem csak előjog. Egyben szolidaritási kötelezettségek vállalásával és már kezdettől fogva a konszolidációs paktumhoz való hozzájárulás teljesítésével is jár, de meg győződésem, hogy ez a helyes döntés; az EU-ra nemcsak úgy kell tekinteni, mint lehetőségre, hogy kapjunk, hanem mindenekelőtt mint esélyre, hogy hozzájárulhatunk közös ügyünk előmozdításához. Danuta Jazłowiecka (PL) Az Európai Unió gazdasági kormányzásáról folyó mai vita alapvető jelentőségű, mert az európai integráció további erősítésének kérdését érinti. Fejlett gazdasági kapcsolataikra tekintettel a tagállamoknak egyformán felelősséget kellene érezniük az európai stabilizációs mechanizmusért és Európa teljes gazdasági helyzetéért. Úgy gondolom, hogy közülünk senkinek sem lehet kétsége afelől, hogy az állami kötelezettségek és kiadások pontos nyomon követése (az elnök félbeszakítja a felszólalót), a költségvetések és reformtervek létrehozására irányuló folyamat korai szakaszban történő összehangolása a tagállamokban és a válság idejére szóló segélymechanizmus olyan intézkedések, amelyek a helyes irányba mutatnak. A Stabilitási és Növekedési Paktum elveinek lelkiismeretes végrehajtását kiemelten kellene kezelni. Ez a költségvetési és makrogazdasági stabilitás biztosításának kulcsa az Európai Unióban. Miközben a büntetési csomag és a megnevezés és megszégyenítés elve alapvetőek a tagállamok fegyelmezésében a paktum elveinek és az alapvető reformoknak a bevezetése során, a pénzügyi szankciókkal kapcsolatban fenntartásaim vannak. Merthogy ezek a szankciók, amelyeket olyan tagállamok esetében használnak, amelyek már egyébként is nehéz helyzetben vannak, éppen az ellenkező hatást érhetik el, ezen országok gazdaságára nézve káros hatást.. (Az elnök félbeszakítja a felszólalót.) Ezért azt kérném, hogy tervezzük felelősen Európa jövőjét. Liisa Jaakonsaari (FI) Elnök úr, válság esetén a pszichológiai reakció vagy az, hogy összegömbölyödünk, mint egy sündisznó, vagy másokat hibáztatunk, ellenségeket keresünk, vagy megoldásokat próbálunk találni. Európa most ennek a háromféle megközelítésnek lehet szemtanúja: egyrészről sok országban erősödik a nacionalizmus és a protekcionalizmus; másrészről új megoldások keresése folyik, mint a Bizottság esetében. Ezeket nagyon nagyra kell értékelnünk. Minél erősebb az Európai Unióban és nemzeti szinten a politikai rendszer, annál jobban meg tudjuk szelídíteni a piaci erőket. Máskülönben nem fog menni. Egy dolgot azonban véleményem szerint abbahagyhatnánk, és ez Görögország gúnyolása. A görög nemzet, a görög miniszterelnök és a görög politikusok most megérdemlik tiszteletünket, mivel néhány nagyon nehéz döntést hoznak meg. Mint Schmidt úr mondta, az 1990-es évek elején Finnország és Svédország járt úgy, mint most Görögország. Ugyanilyen nehéz döntéseket kellett meghoznunk, de sikerrel jártunk. Elnök Sajnálom, hogy félbe kell szakítanom önt. A teremben ülők bizonyára észrevették, hogy pontosan egy perc elteltével félbeszakítottam a felszólalót, annak ellenére, hogy nagyon szép dolgokat mondott Görögországról; próbálok olyan objektív elleni, amennyire csak lehet. Michael Theurer (DE) Elnök úr, hölgyeim és uraim, az európai gazdasági kormányzás működő rendszeréről folyó jelenlegi vitában véleményem szerint elhanyagolják a hosszú távú szemléletet. Most van itt a megfelelő idő a rövid távú stabilizációs intézkedések hosszú távú stratégiába való beépítésére. Szükségünk van a piacgazdaság jövőképére. A szociális piacgazdaság alapelvét már a Lisszaboni Szerződés meghatározta. Ezt most életre kell keltenünk. A szociális piacgazdaság volt a Németország gazdasági csodáját megalapozó sikeres modell. Walter Eugen, a gazdasági csoda vezérlő szelleme már 1950-ben megjegyezte, hogy az állam gazdasági tevékenységének a gazdaságot szabályozó rendszerek kialakítására kell összpontosítania, nem pedig a gazdasági folyamatok irányítására. Ezért sürgetem a szabályozói megközelítést, vagyis azt, hogy az állam az általános jogalkotás révén befolyásolja a gazdasági tevékenység alapfeltételeit. Nem az állam teremti a munkahelyeket, de meg kell teremtenie a munkahelyteremtés szabályozási keretét, és erre kell összpontosítanunk. A versenyképesség nem a gazdasági tevékenység kezdete, hanem az eredménye. Franz Obermayr (DE) Elnök úr, az Európa 2020 stratégiában kezelnünk kell a jelenlegi válság gyökereit. Lenne értelme amerikai mintára monetáris uniót bevezetni a pénzügyi politika szükséges központi ellenőrzése nélkül? A válasz nem. Nem szabad megengedni, hogy az euró a kötelező szolidaritáson alapuló óriási újraelosztási mechanizmussá változtassa az EU-t. Ha monetáris uniót akarunk, annak kemény monetáris uniónak kell lennie. Ezen túlmenően a szabad pénzügyi piacokat a jövőben nem szabad a reálgazdaságtól elkülönülő területnek tekinteni. Ezért az Európa 2020 stratégiában világos szabályokra van szükségünk a spekulánsok és a fedezeti alapok kezelésére. Az Ausztria és tegnap Németország által javasolt irány a pénzügyi tranzakciós adó felé, amely a bankok és a pénzügyi ágazat nyereségeinek megadóztatását jelenti, egyértelműen a helyes megközelítés. Adjunk jelzést adófizetőinknek, és végre emlékeztessük kötelezettségeire a pénzügyi ágazatot. Bátrabbnak kell lennünk a szabályok tagállamokra való alkalmazásában is. Az olyan államokat, amelyek szándékosan meghamisítják adataikat, egész egyszerűen ki kell vetnie magából az euróövezetnek. Azoknak az országoknak, amelyek csalást követnek el, távozniuk kell. Paul Rübig (DE) Elnök úr, Rehn úr, hölgyeim és uraim, az Európa 2020 stratégia különleges kihívás elé állít bennünket. Összességében a kis- és középvállalkozásokra (kkv-kra) kell összpontosítanunk. Gondoskodnunk kellene arról, hogy 2020-ra a kis- és középvállalkozások átlagos sajáttőkearánya legalább 20% legyen. Erős kkv-kra van szükségünk Európában, mert ezek foglalkoztatják a munkaerő kétharmadát, ezek termelik meg a bruttó nemzeti termék 50%-át, és ezek fizetik az adók 80%-át. A Bizottság egyszerűen elfelejtett ebben a programban olyan célkitűzéseket szerepeltetni, amelyek erősítik a kis- és középvállalkozásokat. Rehn úr, nyomatékosan felszólítom önt, hogy intézkedjen a kkv-k nevében, és fogalmazzon meg célkitűzéseket e vállalatok és alkalmazottjaik helyzetének erősítése érdekében. Milan Zver (SL) A mai a jobb viták közé tartozik a pénzügyi és gazdasági válság és különösen annak tárgyában, hogy ez hogyan játszódott le Görögországban, és a legtöbb hozzászólás alapvetően azzal a kérdéssel foglalkozott, hogy hogyan kellene a jövőben kormányoznunk az Európai Uniót. Egyet kell értenem azonban azzal is, amire azok a felszólalók mutattak rá, akik az e helyzet iránti felelősséget igyekeznek tisztázni. Véleményem szerint ez az előre vezető út, és fontos, hogy rátérjünk erre az útra. Kérdéseket kell feltennünk egyes európai intézmények felelősségével kapcsolatban, és nemcsak az intézmények kollektív felelősségét illetően, hanem hogy pontosan ki miért felelős. Javasolhatom ezért, hogy vegyük elő például Almunia urat, a gazdasági és monetáris ügyekért felelős korábbi biztost, aki hivatali ideje alatt meglehetősen kritikus volt egyes országokkal szemben, majd felmerült a görög probléma. Felszólítom, hogy tisztázza szerepét e történetben, és ha ezt nem teszi, le kellene mondania. Seán Kelly Elnök úr, először is, az utóbbi néhány hétben intézkedéseket léptettünk életbe egy olyan pénzügyi válság kezelésére, amely már bekövetkezett - ezt a pénzügyi válságot a szabályozás hiánya, a felügyelet hiánya és a kormányzás hiánya okozta. A mai intézkedésekkel e helyzetek megelőzésére törekszünk, hogy a jövőben ne következhessenek be, és ezeket az intézkedéseket csak üdvözölni lehet. Mindannyian jobban teljesítünk, ha valaki a vállunk fölött áthajolva szemmel tart bennünket. Ez a kormányokra és az egyénekre egyaránt vonatkozik. Ezért nagyra értékelem, amit ma elvégeztünk, és úgy gondolom, hogy mától kezdve át kellene térnünk arra, hogy elbánjunk a pénzügyi terroristákkal, vagyis a minősítő intézetekkel és a spekulánsokkal, akik feldúlják az emberek életét, és szuverén kormányokat próbálnak megbuktatni. Ezzel a kettős megközelítéssel - a politikai szintű kormányzást és a pénzügyi terroristákat kezelve - talán jobb jövőnek nézhetünk elébe. Karin Kadenbach (DE) Elnök úr, Rehn úr, López Garrido úr! Ma a közös európai gazdasági kormányzásról beszélünk. Úgy gondolom, hogy ideje felismernünk, hogy a piac nem rendelkezik önálló értékkel, és nem Európa polgárainak kell a piacot szolgálniuk, hanem a piac van azért, hogy kiszolgálja az embereket, az 500 millió európait. Meggyőződésem, hogy konszolidációra és növekedésre van szükségünk, de mindkét fogalomhoz egy másik szempont is kapcsolódik, vagyis egyrészt társadalmi szempontból felelős konszolidációról, másrészt fenntartható növekedésről van szó. Ennek eléréséhez bizalomra van szükség, az európai embereknek pedig perspektívákra van szükségük. Csak akkor tudunk azonban számukra ilyen perspektívákat felkínálni, ha meg tudjuk ígérni nekik, hogy olyan Európában fognak élni, amelyben részesülhetnek a jólétből, vagy olyan intézkedéseket léptetünk életbe, amelyek biztosítják ezt. A jövő Európájában nem fordulhat elő, hogy a növekedésnek csak kevesek látják hasznát. Rachida Dati (FR) Elnök úr, először is igaz, hogy polgártársaink körében nagy félelmet keltett a görög válság hirtelen kitörése és mélysége, félelmet, amely véleményem szerint jogos. Még egyszer, ez nem azt jelenti, mint ahogyan egy képviselőtársam már elmondta, hogy ujjal kellene mutogatnunk Görögországra. Mindazonáltal fontos, sürgős - mint ahogyan egy ideje már mondogatjuk -, hogy levonjuk a szükséges tanulságokat, és így politikusabb Európát építhessünk, és elmozdulhassunk a gazdasági kormányzás felé. A gazdasági kormányzásra most sürgősen javaslatot kellene tenni. Úgy tudom, hogy a Bizottság a nemzeti költségvetések előzetes ellenőrzését javasolja. Személy szerint nem hiszem, hogy más témára kellene átnyergelnünk. Amire alapvetően és sürgősen szükség van, az az európai gazdasági kormányzás, és nem pedig a nemzeti költségvetések Bizottság általi előzetes ellenőrzése. Úgy gondolom, hogy ez a javaslat nemcsak alkotmányossági következetlenségeket tárna fel, hanem késedelmeket és bonyolultságot idézne elő, amire Európának most egyáltalán nincs szüksége. Ami sürgősen szükséges, az az európai gazdasági kormányzás, nem pedig a nemzeti költségvetések előzetes ellenőrzése. Vasilica Viorica Dăncilă (RO) Mindannyian tudjuk, hogy az Európa 2020 stratégiát azzal a céllal indították el, hogy segítsen az Európai Uniónak kilábalni a jelenlegi gazdasági válságból, és felkészítse gazdaságát az új évtizedre. Komoly probléma azonban, hogy az Európa 2020 stratégia még az egyik legfontosabb közös politika átdolgozására, nevezetesen a közös agrárpolitika reformjára nézve sem ad világos iránymutatást. Ezt még súlyosabbá teszi, hogy a mezőgazdaságra mint az EU 2020 stratégia célkitűzéseinek elérése szempontjából létfontosságú politikai eszközre való utalást csak az utolsó pillanatban illesztették be. Ezért még csak meg sem lepődünk azon, hogy e dokumentumban túlságosan kevés szó esik a mezőgazdasági politikákról. E tekintetben az EU 2020 stratégia tartalmaz néhány elképzelést a leendő KAP-ról. Nem jelöl ki azonban számára kulcsfontosságú stratégiai szerepet egy szélesebb, globális megközelítés részeként, figyelembe véve azokat az óriási kihívásokat, amelyeket az élelmiszer iránti globális kereslet megkétszereződésének kilátása és az éghajlatváltozás jelent. Czesław Adam Siekierski (PL) Hölgyeim és uraim, nem rendelkezünk részletes elemzésekkel az euróövezeti válság és a görögországi gazdasági összeomlás okairól, sem azokról a veszélyekről, amelyek más országokat fenyegetnek. A globális pénzügyi válság az oka ennek a helyzetnek, amely gazdasági válsággá alakult át, vagy saját hibáinkkal, gondatlanságunkkal és tétlenségünkkel állunk szemben? Mondjuk ki világosan és őszintén, hogy Uniónkban nem hangoltuk össze a pénzügyi politikát. Nem tartottuk magunkat a Stabilitási és Növekedési Paktumhoz, és nem tartottuk fenn a pénzügyi fegyelmet. A nemzeti költségvetések gyakran elrugaszkodtak a valóságtól: az állam kormányzását magas költségek, alacsony bevételek és a felelősség hiánya jellemezték. Szeretném megkérdezni: hol volt az Európai Központi Bank? Hol volt a Bizottság? Mondjuk ki őszintén, hogy a probléma ott van elásva, hogy a tagállamok nem teszik lehetővé költségvetéseik uniós intézmények általi ellenőrzését, értékelését és elemzését. Az utóbbi években főként a Lisszaboni Szerződésre koncentráltunk, és kevesebb figyelmet fordítottunk a gazdasági unióra, különösen a monetáris unióra. Diego López Garrido a Tanács soros elnöke. - (ES) Elnök úr, valóban azt mondhatjuk, hogy az Európai Unió olyan helyzettel néz szembe, amely hasonlít a fájdalmas története során felmerült más helyzetekhez, amelyek kedvezően megoldódtak. Európa válaszúton áll, ahogyan a II. világháború után is állt, ami az akkor még ilyen néven nem ismert Európai Unió születését eredményezte. Ez történt a berlini fal leomlásakor is, amikor éppen akkor egyesítették újra Európát, amikor válság állt elő az európai monetáris rendszerben. A válasz a továbblépés és egy új szerződés elfogadása volt. Ezt tettük ennek az évszázadnak a kezdetén a Lisszaboni Szerződéssel, és ez az egyedüli kivezető út a mostanihoz hasonló nehéz helyzetekből. A többi alternatíva természetesen egyértelműen populizmus vagy protekcionizmus, és ezek nem választási lehetőségek. Az egyértelmű választás egy olyan Európa felé való elmozdulás, amely megoldja hiányosságait, amelyek ennek a rendkívül komoly válságnak a felmerülésekor váltak nyilvánvalóvá, amelyhez foghatóval mi itt a Parlamentben még soha nem találkoztunk. Ezért a deregulált piacok helyzetére; a termelési rendszer súlyos hatásokkal járó, a munkanélküliség formájában társadalmi hatást kifejtő versenyképességének hiányára; a hiány problémájára, amelynek részeként a 27-ből 20 ország ellen indult a túlzott hiány esetén követendő eljárás; valamint a gazdasági kormányzás nyilvánvaló hiányára az Európai Unióban a helyes válasz nem kevesebb Európa, hanem több Európa. Így kell most azonnal reagálni erre a helyzetre. El kell mondani, hogy volt válasz, hogy az Európai Unió reagált, és utalok Rehn úr és jómagam korábbi felszólalására, amelyben elmondtuk, hogy az Európai Unió hogyan reagált. Jelenleg azonban még gyorsabban pereg az idő, és úgy gondolom, hogy gyorsabbnak kell lennünk a válaszadás során, amelynek segítenie kell megoldani az Európai Unióban még mindig fennálló, a válság által kiélezett alapvető problémákat. Ezért azt szeretném javasolni, hogy az Európai Unió intézményei és természetesen a Parlament is működjenek együtt azzal az öt szemponttal kapcsolatban, amelyek terén véleményem szerint gyorsabban kell lépni. A helyesen eltervezett és megkezdett feladatot kell felgyorsítanunk, befejeznünk vagy elvégeznünk. Az első szempont a szolidaritás. Mélyítenünk kell a szolidaritást az euróövezetben, ezért volt annyira helyes a Görögországnak nyújtott segély, és ezért volt annyira helyes az a döntés, hogy hozzuk létre ezt a 750 millió euró összegű alapot - hároméves időszakra, így ez még nem teljesen állandó -, hogy megelőzzük az államháztartások lehetséges nehéz helyzeteit és az államháztartások egyensúlyhiányát. Úgy gondolom, hogy ez alapvető elem, és helyes volt, hogy erre a Tanács javaslatot tett, és azt május 9-én elfogadta. Ezzel párhuzamosan futott az Európai Központi Bank intézkedése, amely most is beavatkozást folytat, és adósságot vásárol a tagállamoktól a Lisszaboni Szerződés által megengedett csatornákon keresztül. Másodsorban a Parlament éppen ma vizsgál meg egy pénzügyi felügyeleti csomagot. Bizonyos fokig tegnap, a Gazdasági és Pénzügyi (ECOFIN) Tanácsban előzetest kaptunk ebből a fedezeti alapokról szóló rendelet elfogadásával. Tehát meg tudjuk csinálni, természetesen meg tudjuk csinálni. Ez a rendelet elkészült, de mielőbb le kell zárnunk a Tanács és a Parlament között a teljes pénzügyi felügyeleti csomagról folyó tárgyalásokat. Ez a csomag mellesleg a minősítő intézeteket is szabályozza, mert - a képviselők által előterjesztett javaslatok vagy kérdések egyikével összefüggésben - a minősítő intézetek az európai hatóság általi felügyelet hatálya alá fognak tartozni. Harmadsorban el kell köteleznünk magunkat a versenyképesség mellett. Ezért nagyon fontos, hogy júniusban elfogadjuk és elindítsuk az Európai Tanácsban a 2020-as stratégiát, és hogy ez számszerűsítse a célokat, köztük a szegénységre és a társadalmi integrációra vonatkozó célokat, amelyeket még nem számszerűsítettek. Ennek olyan stratégiának kell lennie, amely létrehozza saját kormányzását, és ennek a kormányzásnak sokkal igényesebbnek kell lennie, mint a Lisszaboni Szerződés gyakorlatilag nem létező kormányzásának, ahogyan Verhofstadt úr korábban mondta. Pozitív ösztönzőket is fel kell használnia a célok elérésének biztosítására, mint amilyen például az európai források vagy a strukturális alapok felhasználása. A negyedik fontos elem a Rehn biztos úr által május 12-én előterjesztett, a gazdaságpolitikák koordinálásáról szóló csomag, amelyet az ECOFIN Tanácsban tegnap vizsgáltak meg. Abszolút alapvető, hogy megfeleljünk a Lisszaboni Szerződésnek, amely az Európai Unió működéséről szóló szerződés (EUMSz.) 5. cikkében meghatározza, hogy a tagállamok kötelesek - nem azt mondja, hogy ez helyes vagy kívánatos, hanem hogy kötelesek - összehangolni gazdaságpolitikáikat és foglalkoztatási politikáikat, és összehangolhatják szociálpolitikáikat is. Ezen irányvonalak mentén úgy gondoljuk, hogy az EUMSz. 136. cikkének végrehajtása, amelyet ez a bizottsági javaslat állapít meg, nagyon fontos, és fel kell gyorsítanunk ennek a gyakorlatba való átültetését is. Végezetül azt is gondolom, hogy fel kell gyorsítanunk a nemzetközi pénzügyi tranzakciókra kivetendő adóra vonatkozó vitát vagy a döntést, amelyet véleményem szerint a G20-csoportban fel kell vetni. Arra szeretném kérni a Parlamentet, hogy támogassa ezeket a nagyon jelentős és fontos pontokat, amelyek előrelépést jelentenének az Unió gazdasági kormányzásaként vagy kormányaként leírt cél felé, így mielőbb döntés születhet erről. Nem várhatunk sokkal tovább erre. Úgy vélem, hogy az EU egysége soha nem volt még annyira alapvető, mint most, és most nemcsak az uniós tagállamok közötti egységről beszélek, hanem az intézmények közötti egységről is. A Parlament egy európai intézmény, a Bizottság egy európai intézmény és a Tanács is egy európai intézmény. Az intézményeknek ebben az időszakban együtt kell dolgozniuk, hogy konszolidálható legyen az Unió kormányzása és a felmerült alapvető problémák megoldása felé tett elmozdulás. Legyen ez egy új politikai szakasz nyitása iránti elkötelezettségünk kifejeződése az EU-ban, amely hasznos a polgárok számára, akik ezt várják tőlük. Nem várnak semmi mást, azt várják, hogy pontosan ezt tegyük. Olli Rehn a Bizottság tagja. - Elnök úr! Köszönöm a képviselőknek a nagyon komoly és tartalmas vitát, amely tükrözte a súlyos helyzetet, amellyel most Európában szembesülünk. Hadd mondjam el először azt, hogy nagyon nagyra értékelem a széles körű támogatást, amelyet az Európai Parlament a gazdasági kormányzás megerősítéséhez nyújt. Nagyon figyelmesen meghallgattam López Garrido miniszter urat is, és köszönöm a spanyol elnökség támogatását és az ez ügyben, valamint más ügyekben való kitűnő együttműködését. Tökéletesen egyetértek azokkal önök közül, akik a monetáris unió kiegészítéseképpen gazdasági uniót sürgetnek. Ez az előremutató út, és ez a döntő tanulság, amelyet le kell vonnunk a válságból. Három erősségen kell dolgoznunk. Először is éberségre van szükségünk a Görögországban és Európában másutt kialakult válság azonnali megoldásához. Elkerültük, hogy Európa földjén is bekövetkezzen a Lehman Brothers bukásához hasonló eset, de természetesen még nem vagyunk túl a nehezén, ezért továbbra is éberen és elszántan kell őrködnünk a pénzügyi stabilitás felett Európában, és védenünk kell kontinensünk még mindig törékeny gazdasági fellendülését. Másodszor fel kell gyorsítanunk, el kell mélyítenünk és be kell fejeznünk a pénzügyi piacok, a bankadók, a fedezetlen eladás és a hitelminősítő intézetek szabályozói reformját. Sokkal jobb európai szinten fellépni, és azt a lehető leghamarabb tenni. Keretet kell létrehoznunk a pénzügyi piacok rendszer szintű hibáinak kijavítására, és ezzel kapcsolatban nagyon is egyetértek Jaakonsaari asszonnyal és Swoboda úrral. A piac jó szolga lehet ugyan, de rossz gazda, és mint Theurer úr mondta, a szociális piacgazdaság alapvető elképzeléséért kell dolgoznunk a szabályozói reform megvalósításával a pénzügyi piacok hiteles jogi keretének megteremtése érdekében. Harmadszor, tovább kell lépnünk az európai gazdasági kormányzás megerősítésével kapcsolatos döntésekre; megelőző költségvetési felügyelet révén meg kell erősítenünk a Stabilitási és Növekedési Paktumot; működőképes szankciókat kell életbe léptetnünk, amelyeknek szabályokon kell alapulniuk, mint Kallas úr mondta, és ellenőrzési hatásköröket kell biztosítanunk az Eurostat számára.. (Az elnök félbeszakítja a felszólalót) Elnök Képviselőtársak, ez egy nagyon fontos vita összefoglalása. Szeretném arra kérni önöket, hogy korlátozzák a minimálisra beszélgetéseiket a teremben, és adják meg a tiszteletet a biztos úr záró megjegyzéseinek. A szó a biztos úré. Olli Rehn a Bizottság tagja. - Tisztelt elnök úr! Már eléggé hozzászoktam ehhez, de nagyra értékelném, ha a Parlament némi érdeklődést tanúsítana a mondanivalóm iránt. A válság azonnali megoldása, a teljes pénzügyi piaci reform és a gazdasági kormányzás megerősítése: ez a három fő feladat, amelyen most mielőbb dolgoznunk kell. Egyetértek Marinescu úrral, aki a Bizottság közleményére utalt, és ez valóban sokkal több, mint amire akár fél évvel ezelőtt is bárki gondolhatott. Kérem, olvassák el az európai gazdasági kormányzás megerősítéséről szóló közleménynek azt a 10 oldalát. Tíz oldal rövidnek tűnhet, de tele van konkrét kezdeményezésekkel. Ennek az anyagnak súlya van, és Európában éppen erre van szükségünk. Rövidesen konkrét javaslatokkal, jogalkotási javaslatokkal fogok előállni. Megragadtuk a kezdeményezést, és tovább fogunk lépni. Verhofstadt úr azt mondta, hogy nem lenne szabad a munkacsoportra várnunk. Nos, aktívan és konstruktívan hozzájárulunk a Herman Van Rompuy elnök úr elnökletével működő munkacsoport munkájához, de igen, élni fogunk kezdeményezési jogunkkal, és hamarosan konkrét jogalkotási javaslatokat fogunk előterjeszteni a gazdasági kormányzás megerősítéséről. Ez a közösségi módszer lényege, és önök is ezt sürgették ma, mégpedig nagyon helyesen. Nem engedhetjük meg magunknak a várakozás luxusát, hanem késedelem nélkül cselekednünk kell. Most abszolút elengedhetetlen, hogy továbblépjünk ezekkel a kezdeményezésekkel. Ezért azzal kívánom lezárni szavaimat, hogy az intézmények szövetségére van szükségünk a célkitűzések véghajtásához. Az Európai Unió legjobb eredményeit mindig a Parlament és a Bizottság szövetségével érte el, ezért e tekintetben számítok az önök támogatására. Az is fontos, hogy nyitott megközelítés alkalmazásával a nemzeti parlamenteket is bevonjuk, ahogyan Goulard asszony javasolta. Ami azonban a legfontosabb, kérem, emlékezzenek arra, hogy az Európai Parlament az Európai Unióban valamennyiünknek segíthet abban, hogy gyorsabban és eltökélten lépjünk fel. Ezért kérem, győzzék meg választópolgáraikat, és segítsenek nekünk a tagállamok és nem csak a spanyol elnökség meggyőzésében, amely nagyon mély meggyőződéssel rendelkezik. Bízok abban, hogy önök képesek hangjukat hallatni és hallatni is fogják, és számítok arra, hogy önök nagyon erőteljes és határozott álláspontot foglalnak el az Európa 2020-ról szóló állásfoglalásban a Parlament ezen üléshete folyamán. Kedves barátaim! Semmi sem lehet számunkra annyira fontos, mint hogy teljes gőzzel haladjon a gazdasági kormányzás megerősítése Európában. Elnök A vitát lezárom. Írásbeli nyilatkozatok (az eljárási szabályzat 149. cikke) George Sabin Cutaş írásban. - (RO) Ha érdemes valamilyen tanulságot levonni a jelenlegi gazdasági válságból, akkor az csak a szolidaritás lehet. Az a tény, hogy egy globalizált világban élünk, amelyben az államok gazdaságai kölcsönösen függenek egymástól, egyáltalán nem új. Az országok azonban nem hagytak fel izolacionista logikájukkal, amelynek keretében a gazdasági kihívásokra nemzeti szinten alkalmaznak megoldásokat, azok szélesebb léptékű hatásának mindenfajta figyelembevétele nélkül. A lisszaboni stratégia amiatt fulladt kudarcba, hogy a tagállamok nem vállaltak politikai elkötelezettséget aziránt, hogy élen járjanak célkitűzéseinek elérése során. Annak biztosítása érdekében, hogy az EU 2020 stratégia sikert hozzon, ahol a lisszaboni stratégia megbukott, a nemzeti reformprogramokat európai szinten hatékonyabban nyomon kell követni. A társadalmi integrációnak is a helyes gazdasági kormányzás egyik fő célját kell képeznie, és az állami szolgáltatásnyújtóknak meg kell tanulniuk, hogy a pénzügyi nyereség elé helyezzék az embereket. João Ferreira írásban. - (PT) Alig több mint egy évtizeddel az euró létrehozása után beigazolódnak az akkoriban elhangzott figyelmeztetéseink. A nagyon különböző fejlettségi stádiumú gazdaságok integrációja névleges konvergenciakritériumok és egyedi monetáris és árfolyam-politikák mellett - amelyek mind a nagyhatalmak szükségleteinek kielégítését szolgálják - tovább súlyosbította az EU-ban az egyenlőtlenségek miatti válságot, és olyan helyzethez vezetett, amelyben kérdésessé váltak a periférikus gazdaságok. Az általuk létrehozott válsággal szembesülve a spekulatív pénzügyi tőke döntéshozatali központjai - valamint az EU intézményeiben és a kormányokban lévő intézményi kiterjesztéseik - éppen most indítottak új és másfajta támadást Európa népeivel és munkavállalóival szemben. Az EU urai úgy döntöttek, hogy elragadják a tagállamok költségvetési hatásköreit, és ezt nem a szolidaritás nevében tették, amely koncepció egyre idegenebb tőlük, hanem a stabilitás nevében, amelyet a nagyhatalmak az euró tekintetében követelnek; ez a demokrácia és a népek szuverenitásának tűrhetetlen arculcsapása. Ezt az arculcsapást színtiszta szociális terrorizmusnak minősíthető intézkedések kísérik, amelyeknek a nemzeti kormányok jámboran alávetik magukat. Az úgynevezett "európai gazdasági kormányzásra” és a zajló integrációs folyamat egyre antidemokratikusabb jellegére az Európa-szerte küszködő munkavállalók adják meg a választ. A szükséges változás ebből a küzdelemből és annak az előrelépés irányába ható hajtóerejéből fog kibontakozni. Ilda Figueiredo írásban. - (PT) Sajnálatos, hogy az Európai Tanács és a Bizottság azzal a kijelentéssel érkeztek ide, hogy a költségvetési fegyelem keretében hoznak intézkedéseket a pénzügyi és termelési problémák megoldására, és hogy a munkacsoport létrehozását a hosszú távú intézkedések szempontjából nagy diadalként tüntetik fel. A tétova intézkedések késedelmének elismerése ellenére az EU spanyol elnökségének és a Bizottságnak a képviselői azt erősítették meg itt, hogy a kapitalista integrációnak ugyanazon az útján fognak továbbhaladni, és azt tovább fogják építeni; teljes körükben a fejetlenség. Jobbnak látják figyelmen kívül hagyni, hogy az úgynevezett "ideiglenes stabilizációs intézkedés” és a kapcsolódó alap semmi másra nem lesz jó, mint hogy tompítsa a pénzügyi válság fájdalmát, és elrejtse azt a tényt, hogy csak a jelenlegi politikákkal való szakítás és az irányváltás hozhat társadalmi előrehaladást. E célból létfontosságú elsőbbséget biztosítani a termelésnek, a minőségi közszolgáltatásoknak, a jogokat biztosító munkahelyek teremtésének, a fizetéseknek, a méltányos nyugdíjaknak, a társadalmi integrációnak és a jövedelmek méltányos megosztásának és elosztásának. Mindez azonban valódi gazdasági és társadalmi kohéziót igényel, az Unió költségvetésének világos megerősítésével, szolidaritással, több közpolitikával és a gazdaság alapvető ágazatainak állam általi ellenőrzésével. Edit Herczog írásban. - (HU) A gazdasági válságból való kilábalás útja igen rögös, ráadásul az eurózónát megingatták a Görögországban és más tagállamokban is jelentkező fiskális problémák. Mindez felvetette a kérdést, hogy vajon Európa képes-e felvenni a versenyt az Egyesült Államok vagy Kína gazdasági erejével. Ez okból az Uniónak az EU 2020 stratégiával hatékony választ kell adnia a gazdasági és pénzügyi válságra, versenyben kell, hogy tartsa ennek az 500 millió ember életét meghatározó blokk gazdasági erejét, vagyis, hogy a 27-ek ne maradjanak le gazdasági és politikai riválisaik mögött. Napjaink kihívásainak összetettsége integrált politikai eszközrendszert tesz szükségessé. Kiemelt jelentőséget kell, hogy tulajdonítson az Európai Unió a kutatásnak és az innovációnak az olyan kihívások, mint például az éghajlatváltozás és a növekvő globális verseny megoldása érdekében. S mivel a válság utáni időszakban a növekedés és a munkahelyteremtés kutatás és innováció által történő ösztönzése minden eddiginél fontosabbá vált, ezt javaslom az EU 2020 stratégia elsőszámú céljaként rögzíteni. Megalapozott félelmünk azonban, hogy a jelenlegi költségvetés nem fedezi kellőképpen a XXI. század kihívásainak való megfeleléshez szükséges pénzügyi igényeket. A költségvetési bizottság tagjaként arra kérem fel az Európai Bizottságot, hogy terjesszen elő egy olyan bátor, ambiciózus, de egyben megvalósítható új költségvetési modellt, amellyel sikerre lehetne vinni az EU 2020 stratégiát. Anneli Jäätteenmäki írásban. - (FI) Kitűnő, hogy az Európa 2020 stratégia figyelembe kívánja venni a fiatalokat. Nem megy azonban elég messze, tartalma korlátozott és pesszimista, és nincs benne elég konkrét célkitűzés, ezekből többre lenne szükség. A fiatalok munkanélküliségére vonatkozó számadatok riasztóak. Ez több mint kétszer annyi, mint más munkanélküliségi kategóriákban. Lettországban és Spanyolországban a fiatalok közel fele munkanélküli. Minél tovább maradnak az emberek munkanélküliek, annál nagyobb nemcsak a szegénység, hanem a kirekesztés kockázata is. A csak kevés munkatapasztalattal rendelkező fiatalok rosszabb helyzetben vannak a munkaerőpiacon, különösen akkor, amikor létszámleépítésekre kerül sor. Az előrejelzések szerint munkaerőhiány lesz. Nem vehetjük azonban magától értetődőnek, hogy azok a fiatalok, akik most munkanélküliek, képesek lesznek kielégíteni ezt a munkavállalók iránti jövőbeni igényt. Nem szükségszerűen vezet egyenes út a tartósan munkanélküli fiatalok társadalomba való újbóli beilleszkedéséhez. Konkrét intézkedésekre van szükségünk. A fiataloknak munkahelyekre van szükségük, nem ígéretekre. Nagyon fontos, hogy felelősséget vállaljunk a jövőért, és hogy továbbra is valamennyi tervünk középpontjában a gyermekek és a fiatalok álljanak. Lívia Járóka írásban. - (HU) A tagállamok gazdaság- és foglalkoztatáspolitikáját közös elvek szerint összehangoló 2020-as stratégia útnak indítása jelenti az előttünk álló talán legfontosabb feladatot. Szeretném üdvözölni, hogy a fenntartható szociális piacgazdaság, a környezetvédelem és az innováció szempontjai mellett a stratégia nagy hangsúlyt fektet a szegénység és kirekesztés elleni küzdelemre, illetve a társadalmi kohézió erősítésére, amely az előbbieknek is feltétele, és amely a spanyol-belga-magyar elnökségi trió programjának egyik alappillérét jelenti. Fontos előrelépésnek tartom, hogy az Európai Bizottság, a stratégiához kapcsolódó integrált iránymutatásainak második felében ambiciózus és számszerűsített célokat fogalmaz meg e téren, mind az aktív korú lakosság 75%-os foglalkoztatottsága, mind pedig a nemzeti szegénységi küszöb alatt élők számának 25%-os csökkentésével. A fenti célok teljesítésének nyomon követése és ellenőrzése, illetve a társadalmi kirekesztés elleni küzdelem értékelése céljából érdemes megfontolni a 2001-es laekeni Európai Tanács által elfogadott "Laekeni indikátorok”, illetve azok időközben bővített és tovább részletezett komponenseinek alkalmazását. A laekeni indikátorok részletes és megbízható képet adnak a társadalom egyes csoportjainak a közélet bizonyos szegmenseiben elfoglalt helyzetéről, és az elmúlt években számos uniós intézmény - köztük az Eurostat - alkalmazta sikerrel. Danuta Jazłowiecka írásban. - (PL) A vita tárgyát képező Európa 2020 stratégia fő céljának a gazdasági növekedés biztosításának kellene lennie az Európai Unióban, valamint a foglalkoztatás növelésének. Az általunk hozott intézkedéseknek a gazdasági tevékenység fokozására és ily módon a hosszú távon fenntartható gazdasági növekedés elérésére kellene irányulniuk. A Bizottság által javasolt mutatókat ki kellene egészíteni az infrastrukturális telítettség mutatójával a távinformatika, a közlekedés, az energia, a környezet és a szociális ügyek területén. A jól fejlett infrastruktúra a belső piac hatékony működésének alapja, amely végül a belső kereslet és a gazdasági tevékenység növekedéséhez vezet. Ezen túlmenően a jól fejlett infrastruktúra szükséges a régiók fejlettsége közötti különbségek csökkentéséhez, ami jobb versenyképességhez és erősebb gazdasági, társadalmi és területi kohézióhoz vezet. Továbbá szeretném megemlíteni a foglalkoztatási mutatót, amelyet prioritásként kellene kezelni. Az általunk tett lépéseknek nemcsak a strukturális reformokra kellene koncentrálniuk, hanem az uniós munkaerő és szellemi tőke jobb felkészítésére és kihasználására is. Feltételezem, hogy egyikünknek sincs kétsége afelől, hogy az EU 2020 stratégia végrehajtása mellett erőteljesebb vezető szerepre és nagyobb politikai felelősségre lesz szükség a tagállamok és az Európai Bizottság részéről is a strukturális reformok végrehajtása terén. Ezzel összefüggésben hasznos lenne bevezetése után körülbelül öt évvel, vagyis a jelenlegi Európai Bizottság mandátumának végén elvégezni az EU 2020 stratégia alapos értékelését. Ez lehetővé tenné a politikai felelősség erősítését és az intézkedések eredményekkel való összefüggésbe hozását. Sandra Kalniete írásban. - Az EU 2020 stratégia végrehajtásának a gazdasági kohéziót kellene hangsúlyoznia, ami azt jelenti, hogy még mindig döntő jelentőségű az elmaradott, illetve a jobban prosperáló uniós régiók közötti gazdasági egyenlőtlenségek csökkentése. Úgy vélem, hogy az EU-nak még mindig nagyrészt a szolidaritás elvére és a jövedelmi egyenlőtlenségek elsimítására szolgáló eszközökre kellene fordítania figyelmét. Továbbra is azokra az uniós régiókra kell helyezni a hangsúlyt, amelyeket a leginkább sújtott a gazdasági és pénzügyi válság, és értékelni kellene ezen régiók mindegyikének sajátos helyzetét, és meg kellene tenni a helyénvaló válaszlépéseket a megfelelő kihívásokra. Az Európa 2020 stratégiában a mezőgazdasági ágazatot modern gazdaságunk bármely másik ágazatához hasonlóan kezelik, és ezt örvendetesnek tartom. A közös agrárpolitika elkötelezett támogatója vagyok, amely egyenlő versenyfeltételeket biztosít valamennyi tagállam számára. A tisztességes belső piaci verseny kulcsfontosságú az európai mezőgazdaság világpiaci versenyképességéhez. Szinergiát kell létrehozni a 2020-as stratégia és a KAP 2013 utáni reformja között - mindkettőnek az intelligens zöld növekedés előmozdítására kell összpontosítania. Filip Kaczmarek írásban. - (PL) A lengyel kulturális és nemzeti örökségért felelős miniszter, Bogdan Zdrojewski, rámutatott arra, hogy az Európa 2020 stratégiába bele kellene foglalni egy szempontot, amely a kultúra. Meg kell vallanom, a miniszter érvelése meggyőző, minthogy a következőt szeretné: "hangsúlyozni annak szükségességét, hogy teljes mértékben kihasználjuk a kultúrában és az alkotó ágazatokban - Európa szellemi és szociális tőkéjében - rejlő potenciált”. Az alkotó ágazatok olyan tényezőként kezelhetők, amely versenyelőny létrehozását fogja lehetővé tenni Európa számára. Az Európa 2020 stratégiát idén márciusban megvitatták a kulturális miniszterek informális ülésén. E vita eredményeképpen a spanyol elnökség felszólította a "Tanácsot, hogy a 2020-as stratégiában ismerje el és használja fel Európa alkotó potenciálját a kultúrán és a kapcsolódó ágazatokon keresztül”, valamint a "tagállamokat és a Bizottságot, hogy saját területeiken dolgozzanak e célok elérése érdekében .. az innovációhoz, a versenyképességhez, a digitális menetrendhez és a társadalmi integrációhoz kapcsolódó reprezentatív kezdeményezések útján”. Remélem, ezek a felhívások meghallgatásra találnak, és át lesznek ültetve a gyakorlatba. Iosif Matula írásban. - (RO) Az utóbbi néhány év nagyléptékű gazdasági válsága hozzájárult az EU által az évszázad elején megszabott célkitűzések sikertelenségéhez. Ez az oka annak, hogy miért fontos számunkra a lisszaboni menetrend hiányosságainak azonosítása és az elért pozitív eredmények előtérbe helyezése, valamint a múltban elkövetett hibák elkerülése. Fontosnak tartom, hogy most képesek legyünk levonni a tanulságot a lisszaboni stratégia sikertelenségéből, és képesnek kell lennünk arra is, hogy intézkedjünk ennek jövőbeni hatásának enyhítése érdekében. Úgy gondolom, hogy rendelkezünk azzal a nagy előnnyel, hogy ismerjük a kudarc okait, és sikeresen elkerüljük ezeket az új EU 2020 stratégia részeként. Ezen a ponton különösen a többszintű kormányzás megerősítésére szeretném felhívni a figyelmet. Be kell vonnunk a helyi és regionális hatóságokat, valamint a civil társadalmat a kormányzási folyamatba, mivel az uniós statisztikák szerint a helyi és regionális hatóságok élvezik a közpolgárok körében a legmagasabb fokú bizalmat. A regionális szempont erősítése ugyanakkor szerepel az EU 2020 stratégia prioritásainak listáján. E tekintetben úgy érzem, hogy a jövőbeni kohéziós politika szerepe a meghatározott helyi potenciál azonosítása és kihasználása. Rareş-Lucian Niculescu írásban. - (RO) A jelentés pontosan meghatározza a strukturális és kohéziós alapok fontos hozzájárulását Európa gazdasági életéhez, és azoknak a célkitűzéseknek az elérése során, amelyeket az EU 2020 napirend részeként terjesztettek elénk. Egyes elképzeléseket érdemes kiemelni: ilyen a városok által betöltött kulcsszerep e célok elérése során és a kutatás és az oktatás szerepe. Ugyanakkor szeretnék hangot adni aggodalmamnak amiatt, hogy a jelentés nem átfogóbb, és nem terjed ki a vidékfejlesztési alapok által játszott szerepre. A vidék gazdasági életének élénkítésével, az európai mezőgazdaság korszerűsítésével, a fiatal gazdálkodók elindulásának segítésével és a legjobb gyakorlat terjesztésével maguk a vidékfejlesztési alapok fontos és üdvözlendő módon járulnak hozzá az Európai Unió egészében az általános gazdasági haladáshoz. Kristiina Ojuland írásban. - (ET) Tisztelt elnök úr! Az Európa 2020 stratégia körvonalazásakor a Bizottságnak természetesen sikerült sok, általunk vágyott óhajt kifejezésre juttatnia, mégis úgy tűnik, hogy megfeledkezett a jelenlegi valóságról. Sok tagállam, köztük Észtország is nagy költségmegszorításokra vállalkozott a nemzeti költségvetés egyensúlyba hozása érdekében. Az euróövezetre vonatkozó maastrichti kritériumok teljesítése mellett Észtországnak sikerült saját költségvetését stabilizálnia. Ugyanakkor az ez idáig több tagállamban működtetett felelőtlen költségvetési politika következményei nyilvánvalóan még több éven át kísérteni fogják az Európai Uniót. Tekintettel a jelenlegi összetett gazdasági helyzetre, továbbra sem világos, hogy a Bizottság stratégiája és az abban foglalt nagyprojektek hogyan szándékoznak ezt kezelni. Tanulhatnánk saját hibáinkból, és - a sikertelen lisszaboni stratégiától eltérően - világosan felmérhetnénk, hogy hogyan fogjuk elérni a kitűzött célokat, milyenfajta pénzügyi forrásokat leszünk képesek felhasználni, és hogy forrásaink lehetővé fogják-e tenni számunkra bármely célkitűzés elérését. Nincs szükségünk nagy szavakra az Európai Unió szintjén; minden tagállamnak is törekednie kell költségvetésének egyensúlyba hozására és a gazdasági növekedés elérésére. Tudomásul véve a világgazdaságban végbemenő strukturális változásokat, főként a verseny erősödését, valamint az európai demográfiai változásokat is, a zengzetes, ám üres szavakból álló elképzelések helyett az Európai Unió teljes gazdasági és társadalmi rendszerének radikális átalakítására kell összpontosítanunk. Nincs más módja annak, hogy ma megszabaduljunk a jóléti társadalomtól, amely ugyan még mindig kényelmes, de gyorsan versenyképtelenné válik, és ezért hanyatlóban van. Szükségszerűen népszerűtlen intézkedésekkel nézünk szembe, de ha ma meghozzuk ezeket a döntéseket, sokkal gyorsabban alkalmazkodni fogunk az új valósághoz. Sirpa Pietikäinen írásban. - (FI) Az általunk tapasztalt gazdasági válság három, egymással összefüggő válság folyamatából áll. Ezek a pénzügyi válság, a reálgazdaság ezt követő válsága és az államháztartások válsága, amely most ezekből következik. Ezek a napvilágra hozták az európai és globális ellenőrzés és felügyelet problémáit: a gazdasági válság nagyrészt az egykor uralkodó rendszer és a politika válságának kérdése. Sem a pénzügyi világ, sem a gazdasági tevékenység nem tudja többé, hol vannak a határai. Nem lehet a határaikat túllépő tevékenységeket pusztán nemzeti eszközök segítségével kezelni: regionális és globális szabályokra van szükségünk. Mint Monti úr múlt héten megjelent jelentése megállapítja, az egyes válságokra adott egyszeri és eseti megoldás már nem elég Európának. Kiszámítható és hosszú távú megoldásokra és eszközökre van szükségünk, hogy jobban tudjuk kezelni a jövőbeni válságokat, mint ahogyan most tesszük. E téren kritikus jelentőségű a tagállamok együttműködési hajlandósága és képessége, amely még mindig sok kívánnivalót hagy maga után. A Tanács dicséretet érdemel határozott fellépéséért a válság megoldása során, amely az Unió egészét fenyegette, de nagyon gyorsnak már kevésbé mondható a fellépése: ezt pedig a tagállamok részéről csak kényszerből követte tényleges intézkedés. A késlekedés valószínűleg súlyosbította a helyzetet. A jövőben a fellépés egyik legnyilvánvalóbb formája annak szükségessége, hogy megreformálják az uniós költségvetést és biztosítsák, hogy a nemzeti költségvetések jobban igazodjanak a közös célkitűzésekhez. A pénzügyi ellenőrzések és a szabályozás hatékonyságának növelése máris folyik, de még így is további intézkedésekre van szükségünk annak biztosítására, hogy valamennyi pénzügyi termék hatékony és megvalósítható szabályozás hatálya alá kerüljön. Rovana Plumb írásban. - (RO) Az EU szegénységi szintjének minimálisan 25%-os csökkentése 2020-ig olyan cél, amely szorosan összefügg a növekedéssel és a népességen belüli foglalkoztatással, amely a társadalmi integrációs politika egyik prioritása. Ez az oka annak, hogy ambiciózus hosszú távú stratégia szükséges a szegénység leküzdéséhez, a szegénység csökkentésére vonatkozó nagyléptékű célokkal, amelyek kulcsfontosságú pontjai közé kell tartoznia a foglalkoztatási ráta emelésének, mégpedig jó minőségű munkahelyekkel, többek között a nők, a fiatalok, az idősek és a szegény munkavállalók számára is. Ennek a stratégiának magában kell foglalnia a munka és a magánélet közötti egyensúly és a nyitott munkaerőpiacon a nagyobb részvétel elérését célzó intézkedéseket, amibe a román és bolgár munkavállalókra vonatkozó hozzáférési korlátozások megszüntetése is beletartozik. A szegénység csökkentésének másik célkitűzése az ekvivalens nemzeti medián jövedelem legalább 60%-ának megfelelő minimáljövedelem megállapítása, a vonatkozó ágazatban nemzeti szinten fennálló átlagfizetés legalább 60%-ának megfelelő minimálbér megállapítása, az összehangolt európai lakhatási stratégia mellett. Mindekhez az intézkedésekhez világos menetrendnek kell társulnia, amely könnyen megvalósítható és nyomon követhető. Joanna Katarzyna Skrzydlewska írásban. - (PL) Az Európa 2020 stratégia egyik célja a 20 és 64 év közöttiek foglalkoztatási rátájának 75%-ra való emelése. Egy másik cél a szegénység elleni küzdelem, amely 20 millió ember helyzetét hivatott javítani. Ezek a hatások nagyon kívánatosak és nagyon nagyra törőek. Célkitűzésünk egy korszerűsített munkaerőpiac nagymértékben szakosodott, pontosan orientált és nagyon hatékony munkaerővel. Úgy gondolom azonban, hogy ezt nehéz lesz elérni. Jelenleg a fiatalok 15%-a nem fejezi be a középiskolát. Több mint 30% szerez felsőfokú végzettséget, de ennek ellenére nem talál munkát, mert a megszerzett képesítések nem felelnek meg a piac igényeinek. Az egész életen át tartó tanulás programja nem veszi figyelembe azoknak az embereknek a sajátos helyzetét, akik nem rendelkeznek egyetemi végzettséggel. Ha azonban a szegénység jelenségéről beszélünk, az ugyanezeket a társadalmi csoportokat veszélyezteti a leginkább: a munkanélkülieket, a kevésbé iskolázottakat és az időseket. Ez a magas munkanélküliség kétségtelenül a válság hatása, amely egyebek mellett az ipari termelés 20 évvel ezelőtti szintre való visszaesését idézte elő. Támogatom a Bizottság következetes erőfeszítéseit, amelyek arra irányulnak, hogy versenyképessé tegyék az EU gazdaságát az Egyesült Államokkal és Japánnal szemben, de a kivételesen nehéz pénzügyi helyzetben reálisabb megközelítést javasolok. Csaba Sógor írásban. - (HU) A gazdasági és pénzügy válság sok tagállamban takarékossági intézkedések elfogadását, a régi struktúrák reformját tette szükségessé. Ismét bebizonyosodott, hogy a nagy változásokat, a nagy reformok elindítását egy válság képes felgyorsítani. Az Európai Uniónak is el kell gondolkodnia azon, hogy az új kihívásoknak való megfelelés, a versenyképesség fokozása érdekében milyen irányba mozdul el, képes lesz-e jobban összehangolni a tagállamok érdekeit, így erősíteni a belső kohéziót? Azt gondolom, hogy nem csak az Európa 2020 stratégia sikerének, hanem az Unió jövőjének szempontjából is kulcsfontosságú az új tagállamok sajátos helyzetének fokozottabb figyelembevétele a reformok megvalósítása során. Kérem a Tanácsot, hogy kiemelt figyelmet fordítson erre, különösen a közös mezőgazdasági politikával és a kohéziós politikával kapcsolatos strukturális átalakítások terén. Nuno Teixeira írásban. - (PT) A lisszaboni stratégia különféle szempontjai azonosíthatók, amelyek nem sok sikert hoztak. A megállapított célok közül keveset sikerült elérni, különféle tényezők miatt: többek között a politikai akarat és az eszközök - nem utolsósorban a pénzügyi eszközök - hiánya miatt. A helyi és regionális hatóságok is rámutattak arra, hogy nem vonták be őket kellőképpen, sem a stratégia meghatározásába, sem végrehajtásába, és hogy az európai és a nemzeti célkitűzések nem illeszkedtek jól egymáshoz. Mindez a hitelességi deficit árnyékot vetett a lisszaboni stratégia programjára, amely arra is visszavezethető, hogy ugyan nagy részletességgel határozták meg, végrehajtásának módja nem volt kellően felelős. A gazdasági bizonytalanság, a törékeny államháztartások és a magas munkanélküliség időszakában az új 2020-as stratégiát lehetőségnek kell tekinteni arra, hogy elgondolkozzunk azon, hogy a nyilvánosság milyen irányt szeretne az Európai Unió számára. Mindazonáltal nehéz lesz mindenkinek ugyanabba az irányba tartania, miközben a tagállamok és régióik - különösen a legkülső régiók - továbbra is ugyanolyan egyenlőtlenek maradnak, mint amilyenek most. Talán itt az ideje annak is, hogy a gazdasági, pénzügyi, sőt, költségvetési kapcsolatok új típusait alakítsuk ki, különösen az euróövezetben. Meggyőződésem, hogy az ilyen kapcsolatok döntően hozzájárulhatnak a jelenleg kitűzött, különösen a területi kohézióhoz kapcsolódó célok eléréséhez. Jarosław Leszek Wałęsa írásban. - (PL) Az Európai Bizottság márciusban új gazdaságfejlesztési tervet terjesztett elő Európa számára. A lisszaboni stratégia után az Európa 2020 a következő kísérlet az európai gazdaság élénkítésére. A kihívás azonban ezúttal nehezebb, mert a tervet egy gazdasági válság körülményei között kell megvalósítani. Az új stratégiában javasolt prioritások az intelligens növekedés, a fenntartható növekedés és az inkluzív növekedés, és ezek határozzák meg, hogy az EU hová kíván 2020-ig eljutni. Mielőtt azonban elkezdenénk e prioritások alapján fellépni, le kell vonnunk néhány tanulságot a gazdasági összeomlásból, amely világszerte tartósan elhúzódik. Európa gazdaságai szoros kapcsolatban állnak egymással. Semelyik tagállam nem képes önmagában hatékonyan ellenállni a globális fenyegetéseknek. Ha együtt lépünk fel, erősebbek vagyunk, és ezért a válságból való sikeres kilábaláshoz és az Európa 2020 elveinek megvalósításához az Európai Unió valamennyi országa gazdaságpolitikáinak szoros összehangolása szükséges. Ha nem így teszünk, ez egy másik elvesztegetett évtizedhez, a növekedés tartós leállásához és tömeges munkanélküliséghez vezethet. Az új stratégia nagyon ambiciózus elképzeléseken alapul. Ezzel kapcsolatban mindent meg kell tennünk azért, hogy ez a másik európai gazdasági stratégia kidolgozására tett kísérlet végül ne bizonyuljon csupán vágyálomnak, és ne jusson a lisszaboni stratégia sorsára, amelynek a világ legdinamikusabb tudásalapú gazdaságává kellett volna átalakítania Európát 2010-re, ám látványos kudarcba fulladt. Köszönöm.

Въздействие на споразуменията за икономическо партньорство (СИП) върху развитието (кратко представяне) Председател Следващата точка е кратко представяне на доклада на гн Schröder, от името на Комисията по развитие, относно въздействието на споразуменията за икономическо партньорство (СИП) върху развитието. Jürgen Schröder Гн Председател, Комисар, госпожи и господа, говорим за въздействието на споразуменията за икономическо партньорство върху развитието. "Споразумения за икономическо партньорство" е наистина доста впечатляващо, особено на немски език. Това е ужасна фраза, и без съмнение много малко хора в Германия ще се заинтересуват от тази тема, въпреки факта че ще бъде една от най-важните теми в следващите години. За какво става въпрос? В Споразумението от Котону се заявява че споразуменията за икономическо партньорство следва да се сключат между Европейския съюз и страните от АКТБ до края на 2007 г. Историята на това беше че развиващите се страни, които не бяха и не са в групата на държавите от АКТБ се оплакаха на Световната търговска организация (СТО) че Европейския съюз е дал на държавите от АКТБ специални привилегии. Сега успяхме да изготвим, поне що се отнася до Карибите, споразумение за икономическо сътрудничество от този тип, което се надяваме ще бъде успех. Докладът ми заявява че това споразумение ще направи нова основа за развиване на сътрудничество: ние им помагаме да си помогнат. Ние се опитахме да свържем заедно търговията и развитието, с което имам предвид търговската политика и политиката за развитие. Има обаче известна доза търкания по-специално тук в Парламента между нашата комисия, Комисията по регионално развитие, и Комисията по международна търговия, свързано първоначално със съвместимостта на това споразумение с правилата на СТО и по-специално с въпроса за парламентарен контрол. Моят доклад първоначално включваше два параграфа - номер 5 и 17 - свързани с парламентарния контрол. По молба и съвет на председателя на Комисията по международна търговия, заличих тези параграфи изцяло и поднесох алтернативен проектодоклад със заличените параграфи, който ще гласуваме в четвъртък. Отделно от двете заличени точки, моят проектодоклад е идентичен с първия. Той установява както възможностите, така и рисковете от споразуменията за икономическо партньорство, но по-специално подчертава възможните положителни последствия от тези споразумения за хората в тези страни. Преди да приключа, г-н Председател, само бих искал да кажа още нещо: някои от нашите колеги непрекъснато твърдяха, че хората в държавите от АКТБ имат твърде малко време за да сключат тези споразумения. Това не е вярно: имаха време от 2000 г. до 2007 г.; след това имаха още една година до 2008 г.; и все още имат време. Все пак не казваме на хората в тези държави че могат да правят каквото си искат: времето тече. Това е в интереса на хората в държавите от АКТБ, и следователно призоваваме всички членове на този Парламент да гласуват в подкрепа на моя доклад в четвъртък, включително тези, които първоначално са възнамерявали да гласуват срещу него. Това не е спор между левицата и десницата, а е с цел да се помогне на държавите от АКТБ да станат по-самоуверени и в обозримо бъдеще да станат пълноправни партньори в международната търговия. Viviane Reding член на Комисията. - (EN) Гн Председател, Комисията приветства доклада на гн Schroeder, който представи един балансиран преглед на разнообразието от мнения, обхващащи въздействието на споразуменията за икономическо партньорство (СИП) върху развитието. Досието продължава да се развива. Подписахме споразумение за пълно икономическо партньорство с Карибския регион, като същевременно договорихме междинни споразумения с държавите и регионите в Африка и Тихия океан. Тези междинни СИП осигуряват търговски режим, съвместим с правилата на СТО и запазват важни търговски преференции за тези държави. По характер междинните споразумения са само преходни, тъй като ще бъдат заместени от пълнообхватни местни СИП. Темпото на тези преговори ще бъде установено според съответните региони, за да се гарантира, че тези цели и обхват ще съвпаднат с процесите на тяхното интегриране, капацитет, нужди и политически приоритети. Успоредно с това бе задействано планирането на 10ия европейски фонд за развитие . Повечето от регионалните и националните програми бяха подписани. В очакване на СИП тези програми включват значителна подкрепа, за да се помогне на нашите партньори от Африка, Карибите и Тихоокеанския басейн (АКТБ) да направят повечето от споразуменията: директна подкрепа за прилагането на споразуменията и индиректна подкрепа, за да се изгради инфраструктура и производствен капацитет. Комисията признава важната роля на развитие на финансите. В същото време приветстваме факта, че доклада признава, че целите на развитие и резултатите от споразуменията са много по-голям проблем, отколкото само финансовата подкрепа. Ние също признаваме важната роля на реформата в регионите на АКТБ за постигане на целите, установени в параграф 14 от доклада. Това включва данъчната реформа и промените в системите на приходите. Реформите ще компенсират промяната в данъчната основа поради либерализация и сами по себе си са ценни стъпки за гарантиране на устойчиво публично финансиране за АКТБ. Друга важна цел е да се подкрепи регионалната икономическа интеграция в АКТБ. Междинните споразумения все още не включват всички държави от АКТБ. Именно затова тези споразумения са само временни пълнообхватни споразумения. Пълнообхватните споразумения ще бъдат гъвкави и разбираеми. Ще има изграждане на капацитет за доставки за търговия и ангажиране на стоки, както и в сектора на стоки и услуги, за да се поддържа икономическата стойност на едно търговско споразумение. Мнението на Комисията е, че протекционизмът не е валидна политическа възможност. Все пак, ние осъзнаваме тази защита - законовата употреба на мерки, за защита на чувствителните сектори и нововъзникващите индустрии - е валиден и важен политически инструмент. Именно затова СИП съдържат всички видове гъвкавости, и по-специално изключванията и асиметричните ангажименти от страна на АКТБ, както е посочено в доклада. От страна на ЕС, нашите пазари са изцяло отворени за продукти от АКТБ с нарастващо сътрудничество, за да посрещнат техническите и здравните стандарти и да улеснят търговията. Държавите от АКТБ ще отворят своите пазари само постепенно, с възможността да поддържат изключения. Комисията не вижда ангажимента ни към процеса на завършване и подписване на СИП. Това е началото на процеса на засилен диалог, внимателно изпълнение, мониторинг и оценка на последствията, по-специално по отношение на въздействието върху развитието. Всичко това ще се използва от институциите, създадени за да прилагат споразумението, за да се гарантира прозрачността и участието на парламентаристите и на гражданското общество. Комисията следователно приветства доклада на гн Schröder и ще се постарае да предостави подробна отговор на повдигнатите точки по време на разискването. Председател Точката е приключена. Гласуването ще се проведе утре. Писмени декларации (член 142) Kader Arif в писмена форма. - (FR) В четвъртък Парламентът ще произнесе присъдата си за доклада на г-н Schröder относно въздействието на споразуменията за икономическо партньорство (СИП) върху развитието. Ще съм изключително разочарован, ако първото гласуване на нашата институция на този едновременно технически и силно политически въпрос (тъй като цялото бъдеще на нашите отношения с държавите от АКТБ е изложено на риск) доведе до приемането на доклада на гн Schröder. Групата на социалистите в Европейския парламент няма да гласува в подкрепа на този текст, тъй като той по никакъв начин не отразява опасенията на европейците и на нашите партньори от АКТБ относно СИП и начина, по който се водят преговорите. За разлика от позицията на докладчика, групата PSE постави за обсъждане и ще гласува в полза на предложението за резолюция, което поставя развитието обратно в основата на приоритетите на СИП, като отразява либерализацията на обществените услуги и евентуалните преговори по въпроси, свързани със Сингапур или относно услуги, които са в разрез с желанията на АКТБ, която насърчава регионална интеграция, която призовава за огромна финансова подкрепа, за да приведе икономиките на държавите от АКТБ до стандартно ниво и която ще вземе предвид специфичните характеристики и слабости на тези страни, без значение дали те са най-слабо развитите страни или обратното. Това са условията, които ще направят СИП приемливи споразумения. За съжаление, все още имаме да извървим дълъг път.

4. Speciaal verslag van de Europese Ombudsman aan het Europees Parlement naar aanleiding van zijn ontwerpaanbeveling aan de Europese Commissie inzake klacht 676/2008/RT (overeenkomstig artikel 205, lid 2, eerste deel, van het Reglement van het Europees Parlement) (

Europeiska flyktingfonden för perioden 2008-2013 (ändring av rådets beslut nr 573/2007/EG) - Migrering från Schengens informationssystem (SIS 1 +) till andra generationen av Schengens informationssystem (SIS II) (ändring av rådets förordning (EG) nr 1104/2008) - Migrering från Schengens informationssystem (SIS 1+) till andra generationen av Schengens informationssystem (SIS II) (ändring av beslut 2008/839/RIF) - Inrättande av ett gemensamt vidarebosättningsprogram för EU (debatt) Talmannen Nästa punkt är den gemensamma debatten om betänkandet av Rui Tavares, för utskottet för medborgerliga fri- och rättigheter samt rättsliga och inrikes frågor, om förslaget till Europaparlamentets och rådets beslut om ändring av beslut (EG) nr 573/2007 om inrättande av Europeiska flyktingfonden för perioden 2008-2013 som en del av det allmänna programmet ”Solidaritet och hantering av migrationsströmmar” och om upphävande av rådets beslut 2004/904/EG - C7-0123/2009 -, betänkandet av Carlos Coelho, för utskottet för medborgerliga fri- och rättigheter samt rättsliga och inrikes frågor, om förslaget till rådets förordning om ändring av rådets förordning (EG) nr 1104/2008 om migrering från Schengens informationssystem (SIS I+) till andra generationen av Schengens informationssystem (SIS II) - C7-0244/2009 - 2009/0136(NLE)), betänkandet av Carlos Coelho, för utskottet för medborgerliga fri- och rättigheter samt rättsliga och inrikes frågor, om förslaget till rådets förordning om ändring av rådets beslut 2008/839/RIF om migrering från Schengens informationssystem (SIS I+) till andra generationen av Schengens informationssystem (SIS II) - 2010/0006(NLE)), och betänkandet av Rui Tavares, för utskottet för medborgerliga fri- och rättigheter samt rättsliga och inrikes frågor, om inrättande av ett gemensamt vidarebosättningsprogram för EU. Carlos Coelho Fru talman, fru kommissionsledamot, mina damer och herrar! Först vill jag påminna er om att parlamentet redan har kritiserat de enorma förseningarna i genomförandet av den andra generationen av Schengens informationssystem (SIS II). Den 22 oktober 2009 godkände vi en resolution om SIS II och informationssystemet för viseringar. Europaparlamentet framförde än en gång djup oro över förseningarna av de inledande verksamheterna och begärde information från kommissionen och rådet om resultaten från de tekniska testerna samt krävde full insyn i genomförandeförfarandet för SIS II. SIS II skulle ha varit funktionsdugligt 2007. Vi har nu 2010 och ingen kan ge något säkert svar på när det kommer att slutföras. När det gäller det förslagspaket vi överväger framkommer fyra grundläggande frågor. När kommer för det första migreringen att äga rum? Innan SIS II kan bli funktionsdugligt måste det testas personligen för att kontrollera om systemet kan fungera efter de tekniska och operationella krav som fastställts i de aktuella rättsliga instrumenten. Först när alla dessa tester har avslutats med positivt resultat kan migreringen från den första generationen av Schengens informationssystem till SIS II äga rum. Har dessa tester för det andra genomförts? Nej. Projektet är enormt försenat och mot bakgrund av alla problem och svårigheter har rådet beslutat att utföra två etappmålstester: den första under det fjärde kvartalet 2009 och den andra under sommaren 2010. Men det första testet fick skjutas upp till slutet av januari, eftersom förutsättningarna inte hade uppfyllts. Testet ägde rum den 21-24 januari 2010. Systemet fungerade uppenbarligen de första 25 timmarna, men var som bekant instabilt under resten av testet. Testet utfördes igen den 2-5 mars och den slutliga bedömningen och godkännandet av den andra testrundan ägde rum den 6 april. Även om testförhållandena inte uppfylldes till fullo av medlemsstaterna eller det kontrakterade företaget och trots att det begränsade antalet överföringar inte följde de nödvändiga svarstiderna, drog majoriteten av medlemsstaterna slutsatsen att avvikelserna var obetydliga och att testernas huvudmål hade uppnåtts. Den nya generella tidtabellen och budgetplanen ska godkännas vid nästa rådssammanträde i juni eller senast i oktober 2010. Det ansågs även nödvändigt att följande villkor uppfylls innan systemet blir funktionsdugligt. Testet som anges i etappmål II måste utföras med framgång och driftsvillkoren måste uppfyllas till fullo. Det övergripande testet som regleras i artikel 55 i förordningen måste också utföras med framgång och nätverkets säkerhet ska kunna garanteras helt och hållet. Den tredje frågan: varför är det så angeläget att dessa initiativ godkänns? Även om alla de villkor som krävs för att få klartecken för migreringen inte har uppfyllts, och inte heller kommer att uppfyllas inom en överskådlig framtid, löper kommissionens uppdrag att utveckla SIS II åter ut den 30 juni 2010. Vi måste därför ändra tidsfristklausulerna i det migreringsinstrument som godkändes 2008 för att de inte ska upphöra att gälla. Min fjärde och avslutande fråga handlar om vilka aspekter i förslagen jag har begärt att få ändra. Det första är införandet av tidsfristklausulen som kommissionen inte hade föreslagit. Vi föreslår att den fastställs till den 31 december 2013. Mot bakgrund av de stora förseningarna är det också viktigt att man anger i den rättsliga grunden att den lösning som används, vilken det nu än blir, måste baseras på tillgänglig teknik, följa en rimlig tidsplan och ha en godtagbar kostnadseffektivitet. Stödgruppen för det globala SIS-programmet måste också inrättas och dess styrning av SIS II ska integreras formellt. Jag är helt övertygad om att om detta organ hade existerat från början skulle vi kunna ha haft en bättre samordning, vi skulle ha vetat mer och vi skulle ha varit effektivare. Slutligen anser jag att det är helt avgörande att migreringsprocessen sätts under parlamentets kontroll. Parlamentet ansvarar inte bara för den rättsliga grunden. Som budgetmyndighet ska den övervaka de handlingar som finansieras genom gemenskapsbudgeten. Därför har jag tillsammans med ledamoten Alexander Alvaro lagt fram ett ändringsförslag om att placera medel i en reserv. Jag har även lagt fram ett ändringsförslag med ledamöterna Alexander Alvaro, Sarah Ludford, Ioan Enciu och Monika Hohlmeir om att begära en revision genom Europeiska revisionsrätten. Jag vill tacka alla för deras enorma samarbetsvilja. Talmannen Jag kan inte ge ordet till Rui Tavares just nu, eftersom han har haft lite transportproblem på grund av en viss vulkan. Han får ordet så snart han kommer. Alexander Alvaro Fru talman! SIS II är en historia om försök, misslyckanden och nya försök som har pågått i flera år. Dessa försök, misslyckanden och nya försök har hittills uppslukat totalt 90 miljoner euro - 90 miljoner som enligt många människor har varit fullkomligt bortkastade. Från budgetsynpunkt stödjer jag Carlos Coelhos varenda mening, ord och insats. Vi har haft ett mycket nära och mycket bra samarbete i den här frågan. Vi är båda intresserade av att SIS II fungerar. Ibland måste man dock medge - som med så mycket här i livet - att när något inte fungerar måste man överväga alternativ. I Europaparlamentet är vi inte redo att ge upp projektet redan och vi kommer på alla möjliga sätt att stödja kommissionsledamot Cecilia Malmström som har tackat ja till detta besvärliga arv. Det måste dock göras tydligt - och det har vi inarbetat i budgetkommittén och vi rekommenderar det även i kammaren - att bidrag till SIS II placeras i reserven, så att vi kan få ökad kontroll över hur dessa medel används. Personligen räknar jag med att det finns en plan B i det fall vi någon dag erkänner att vi inte kan åstadkomma det vi ville göra. Talmannen I Rui Tavares frånvaro ger jag ordet till kommissionsledamot Cecilia Malmström. Cecilia Malmström Fru talman! Jag vill tacka Carlos Coelho och Alexander Alvaro för deras bidrag och jag vill tacka er för det mycket konstruktiva samarbete vi har haft i denna extremt komplicerade dossier som jag har tagit över. Det är mycket komplicerat, men jag är fast besluten att arbeta tillsammans med er för att få ordning på detta med full öppenhet så att vi kan färdigställa projektet. Omröstningen i morgon kommer mycket lägligt för SIS II-projektet. Rådet har bekräftat att testet som anges i etappmål I lyckades och att utvecklingen av SIS II bör fortsätta mot bakgrund av de nuvarande tekniska lösningarna. Det lagstiftningsförslag ni har framför er består av tre konkreta delar. Carlos Coelho nämnde dem och det kommer att förändra projektets utveckling. För det första som Carlos Coelho nämnde har instrumentens ursprungliga utgångsdatum - den 30 juni i år - blivit orealistiskt och kommer därför att ändras. Detta gör det möjligt för SIS II-projektet att fortsätta mot bakgrund av tekniska krav och en global tidtabell som för närvarande omvärderas med medlemsstaternas experter. Den kommer att läggas fram för rådet den 3 och 4 juni. Föredraganden begär en särskild tidsfrist för utvecklingen av SIS II. Jag måste tyvärr meddela er att kommissionen ännu inte har möjlighet att ta upp det förslaget. Kommissionens experter tillsammans med alla medlemsstater håller på att slutföra anpassningen av kraven och den nya globala tidtabellen. När det är klart kommer kommissionen att lägga fram lämpliga förslag mot bakgrund av den nya globala tidtabellen som ska presenteras vid det kommande rådet för rättsliga och inrikes frågor om två veckor. För det andra är stödgruppen för det globala SIS-programmet en grupp bestående av tekniska experter som ger råd om utvecklingen av SIS II, och denna bör formaliseras. Stödgruppen för det globala SIS-programmet har redan visat sig vara ett mycket bra instrument för samarbete och teknisk analys mellan kommissionen och medlemsstaternas experter. Förslaget kommer att se till att detta fortsätter samtidigt som det effektiviserar gruppens funktion, sammansättning och metoder. Det är ett rent tekniskt organ och därför är det inte lämpligt att öppna gruppen för parlamentsledamöter och andra parlamentariska tjänstemän. Vi kommer att fortsätta att utveckla SIS II på ett öppet sätt med Europaparlamentet, men vi måste ha en tydlig åtskillnad mellan det tekniska arbetet och den politiska öppenheten. I den andemeningen är kommissionen dock villig att tillhandahålla fullständig teknisk information till parlamentets ledamöter genom att göra gruppens rapporter tillgängliga för parlamentet i enlighet med Carlos Coelhos förslag. För det tredje ska den nödvändiga rättsliga flexibilitet som krävs för att utföra utvecklingen genom ett alternativt tekniskt scenario tillhandahållas och jag anser att vi alla kan samtycka till den logiska grunden för detta. När det gäller budgetfrågorna i den fortsatta SIS II-utvecklingen har kommissionen samma avsikt som föredraganden, nämligen att utnyttja skattebetalarnas pengar så effektivt som möjligt. I det här sammanhanget begär man i betänkandet att reservera parlamentets rätt att sätta medel för utvecklingen av SIS II under 2011 i budgetreserven. Detta är förstås ett beslut som helt och hållet ska fattas av budgetmyndigheten. När det gäller budgetens genomförande skulle jag vilja fråga Alexander Alvaro om samma tydliga och effektiva frisläppningsförfarande kan användas om vi skulle behöva pengarna. Jag vill tacka utskottet för medborgerliga fri- och rättigheter samt rättsliga och inrikes frågor, Carlos Coelho och budgetutskottets föredragande Alexander Alvaro för deras utmärkta samverkan kring denna dossier. Jag beklagar att Rui Tavares inte har kommit hit ännu. Vi skulle ha haft möjlighet att diskutera EU:s program för vidarebosättning, som är ett extremt viktigt ämne, med honom. Som ni vet finns det en stor majoritet flyktingar i länder i Asien, Afrika och Mellanöstern. Många av dessa flyktingar befinner sig i en omöjlig situation: de kan inte återvända till sitt hemland och de kan inte heller integreras lokalt i sina första asylländer, eftersom många av dessa länder själva drabbats av konflikter eller fattigdom. För dessa flyktinggrupper kan vidarebosättning vara den enda lösningen. Genom vidarebosättning kan EU-medlemsstaterna visa påtaglig solidaritet med dessa ofta överbelastade första asylländer samtidigt som man skyddar några av de mest utsatta flyktingarna under hållbara och humana förhållanden. I dag verkställs vidarebosättning, men det finns ingen strukturell samordning på EU-nivå. Kommissionen anser att EU kan spela en större och mer aktiv roll i vidarebosättningen genom att stärka unionens roll globalt sett och visa solidaritet med de värst drabbade regionerna. Förslaget som lades fram i september 2009 syftar till att förbättra situationen. Vi är mycket nöjda med den mycket positiva respons som parlamentet och rådet har visat förslaget. Jag vill särskilt tacka Rui Tavares för hans gedigna arbete om detta, och jag välkomnar det starka politiska samförstånd som finns i de olika grupperna i den här frågan. Tanken i förslaget är att EU i samarbete med UNHCR ska bidra till ett mer strategiskt utnyttjande av vidarebosättningen på grundval av ett årligt beslut om gemensamma prioriteringar för vidarebosättning. Genom att slå samman de nationella kvoterna kan EU bidra till att mildra några av de svåraste konflikterna i världen samt i flyktingsituationer. Programmet låter varje medlemsstat avgöra hur många flyktingar som ska vidarebosättas, och gör det samtidigt möjligt för dem att samordna och utbyta erfarenheter och bästa praxis. Genom det årliga utövandet kommer EU att kunna vara mer reaktiv på de framväxande utmaningarna och de globala flyktingbehoven för att kunna effektivisera medlemsstaternas utnyttjande av Europeiska flyktingfonden. Programmet kommer även att bidra i ett mer målinriktat och praktiskt samarbetsprojekt genom stödkontoret för samarbete i asylfrågor som arbetar med både nationella myndigheter och det civila samhällets organisationer. Jag stöder fullt ut föredragandens tanke om att skapa en särskild enhet av kontoret som kan placeras på Malta. EU:s gemensamma vidarebosättningsprogram diskuteras vid en kritisk tidpunkt: sedan 2007 har fem medlemsstater - förutom dem som redan har haft programmen - beslutat att inrätta nationella vidarebosättningsprogram. Flera andra medlemsstater har vidarebosatt irakiska flyktingar under de senaste åren som svar på ett avtal som ingicks på EU-nivå 2008. Det är mycket viktigt att vi bevarar denna positiva drivande kraft och att godkännandet av förslaget inte fördröjs. Vi beklagar dock att vissa motsättningar och procedurfrågor hindrar oss från att godkänna förslaget snabbt. Förslaget har stor politisk betydelse. Kommissionens beslut att skapa årliga prioriteringar för vidarebosättning är ett genomförandebeslut som utgör en del av Europeiska flyktingfondens ekonomiska förvaltning. Med hänsyn till förfarandena om ”delegerade akter” är vi oroade över att förfarandet skulle försenas avsevärt och därmed i hög grad försvåra fondens förvaltning. Detta är det första steget mot en gemensam ståndpunkt. Vi kommer självklart att granska våra erfarenheter och det finns planer på att lägga fram ambitiösare initiativ som en del av Stockholmsprogrammet. Georgios Papanikolaou för PPE-gruppen. - (EN) Tack för uppdateringen, fru kommissionsledamot. Även om Rui Tavares inte är med oss vill jag tacka honom för det samarbete vi har haft hittills och för vår politiska grupp framföra vår positiva hållning till vidarebosättningsprogrammet. Vi talar om ett enda asylområde och den integrerade flyktinghanteringspolitik som vi behöver. Finansieringsinstrumentet som ska stödja denna strävan är förstås Europeiska flyktingfonden som vi hittills inte har utnyttjat i tillräcklig utsträckning. Här finns det utrymme för oss att göra större och bättre insatser. Det europeiska svaret på de globala vidarebosättningskraven har hittills varit tillräckliga. Jag vill påminna er om att medlemsstaterna deltar frivilligt. Så här långt har endast 12 av de 27 medlemsstaterna, tillsammans med de två länder som deltog i denna specifika vidarebosättning, deltagit i vår strävan och siffrorna har inte varit särskilt uppmuntrande. Under 2009 kom 6 896 flyktingar till Europa med vidarebosättningsprogrammet, vilket bara motsvarar 8,2 procent av det totala antalet. Vi behöver därför helt bestämt bättre samordning. Det vi försöker göra genom detta betänkande och genom det samråd vi har hållit är att ge incitament, att förklara för medlemsstaterna att vi har all anledning att fortsätta tillämpa och genomföra programmet. Det viktigaste prioriterade målet är förstås skyddet av de mänskliga rättigheterna och vår faktiska solidaritet med tredjeländer. Men vi måste förstå att ett annat argument till varför alla medlemsstater bör delta i detta program är att vi genom detta program kan sända ett meddelande till alla som behöver att de har all anledning att välja lagliga kanaler i sina ansträngningar att nå Europa, att nå det europeiska territoriet, för en bättre framtid. Olaglig invandring kan även hanteras indirekt genom vidarebosättningsprogrammet under förutsättning att flyktingarna inte väljer olagliga kanaler och att de väntar på att integreras i sådana program, om det finns sådana program. Slutligen vill jag framföra att vi lade fram ett ändringsförslag om intern vidarebosättning av flyktingar som inte godkändes. Vi räknar med att kommissionen någon gång lägger fram ett initiativ i den här frågan. Dublin II har belastat vissa länder och det är mycket viktigt att vi driver igenom vidarebosättningsprogrammet med hjälp av Europeiska flyktingfonden. Antonio Masip Hidalgo Fru talman! Jag vill tacka Cecilia Malmström för att hon kommit hit i dag. Jag vill framföra mitt stöd för betänkandet och för andemeningen i det arbete som utförts av Rui Tavares, eftersom hans arbete med de icke-statliga organisationerna, med FN:s flyktingkommissariat, och iakttagelserna av jämförande rätt utanför EU är mycket viktigt. Dessa erfarenheter är fundamentala. Jag har varit medlem i kommunfullmäktige och jag anser att alla kommunfullmäktige i Europa bör visa sitt engagemang i den här frågan. Även om vi befinner oss i en krissituation just nu är det flyktingkrisen som är den svåraste krisen. Det är en kris som bygger på kollektiv minnesförlust. I Europa och i rika länder har vi glömt att de krig som leder till flyktingar är krig som vi själva ansvarar för och som våra länder och regeringar ansvarar för. Vi måste få bukt med denna kollektiva minnesförlust. Jag samtycker till Cecilia Malmströms ord om att visa engagemang. Det är självklart att vi måste visa engagemang. En delegation från parlamentet har besökt irakiska palestinier. Självklart har de gjort det, men vi måste göra en insats för dessa flyktingar. Jag vill dock framföra följande till Cecilia Malmström med all respekt. Vi måste få bukt med stridigheterna mellan parlamentet - där hon själv har varit ledamot - och kommissionen om de delegerade akterna. Jag vill inte att detta betänkande, som i dag generellt sett verkar tas emot väl, ska blockeras på grund av att kommissionen och parlamentet inte kan komma överens om de delegerade akterna. Nadja Hirsch Fru talman, fru kommissionsledamot! Det vi alla har diskuterat på det här temat var att vi helt enkelt måste övertyga fler medlemsstater om att delta i programmet. Jag anser att det finns mycket att åstadkomma i detta hänseende genom att förklara programmet och även betona dess fördelar, eftersom de som deltar alltid har sagt att de kommer att fortsätta delta och att de välkomnar programmet. Det är mycket viktigt att klargöra vilka människor det handlar om. Det handlar om människor som inte själva är i stånd att komma till Europa. Det är kvinnor, barn och sjuka som befinner sig i flyktingläger utanför EU och som behöver vår hjälp. Jag anser att det är mycket positivt att vi kommer att fatta beslut om att göra en större andel av Europeiska flyktingfonden tillgänglig i framtiden. Samtidigt tror jag också att det är mycket viktigt att dessa pengar inte bara får försvinna i budgeten, om de betalas till nationella parlament - med andra ord till medlemsstaterna. De måste faktiskt användas till att bygga upp en hållbar struktur. Pengarna ska överföras till lokala myndigheter och till de städer där integrationen faktiskt äger rum och där det finns förskolor och bostäder. Det är mycket viktigt att städer och lokala myndigheter engageras i denna diskussion som våra allierade. Medlemsstaterna är kanske mer benägna att avvisa detta på kort sikt än de lokala myndigheterna på fältet. I den förutsägbarhet som det för med sig ser jag en viktig faktor som förenar oss - EU - och dem på fältet som genomför integrationen. På det hela taget skulle detta säkert hjälpa vidarebosättningsprogrammet framåt, något som jag anser är mycket positivt. Först och främst finns det en sak som måste framhållas mycket tydligt och det är att vi inte får glömma medborgarna. Vi måste finna människor och organisationer som banar väg för människor som vill starta ett nytt liv lokalt och som visar dem hur deras nya stad fungerar eller var den närmaste simbassängen finns. Vi behöver en enighet som sträcker sig tvärs genom samhället om att vi vill delta i ett vidarebosättningsprogram som är en bra lösning, och att människor faktiskt genomför integrationen på fältet. Hélène Flautre Fru talman! Jag skulle gärna ha hört vad föredraganden Rui Tavares har att säga, men det spelar ingen roll. Nu har han äntligen anslutit sig till debatten och det är huvudsaken. Jag anser att hans arbete för att nå samstämmighet kring utnyttjandet av Europeiska flyktingfonden, vars syfte är att finansiera och stimulera medlemsstaterna att utveckla sitt vidarebosättningsprogram för flyktingar, är ett ytterst positivt arbete. Det gläder mig att kommissionsledamot Cecilia Malmström kraftfullt stöder hans arbete. Vi måste dock tänka på att de nya siffrorna ger ett perspektiv på fondens räckvidd. Om vi skulle anslå hela Europeiska flyktingfonden - något jag inte vill att vi gör, eftersom det oundvikligen skulle vara till skada för finansieringen av förutsättningarna för mottagande för flyktingar och asylsökare i Europa - skulle vi nätt och jämnt kunna vidarebosätta 20 000 flyktingar i Europa. Den siffran ligger långt från UNHCR:s begäran, i vilken man har konstaterat att det finns över 470 000 flyktingar över hela världen i behov av vidarebosättning. Det handlar här om människor som i verklig mening har specifika behov, sårbarheter och svagheter och som överhuvudtaget inte kan återvända till ursprungslandet. Vi måste därför vara förnuftiga. Den andra försiktighetsåtgärd som vi enligt min mening måste vidta - eftersom vi har upplevt detta i mitt land Frankrike - handlar om mediatäckningen av vidarebosättningen av vissa flyktingar. Den fungerar som ett välgörenhetsträd som döljer en skog av felbehandlingar. Frankrike har just dömts av Förenta nationernas kommitté mot tortyr för att skicka tillbaka asylsökande till tredjeländer där de riskerar brutal eller förödmjukande behandling. Jag anser - och detta är min sista punkt - att vi måste ha dessa försiktighetsåtgärder i åtanke. Marie-Christine Vergiat Fru talman! Jag vill tala om Schengens informationssystem. I dag ska vi gå igenom den rättsliga ram inom vilken migreringen från SIS I till SIS II ska äga rum. Jag anser att varningslamporna blinkar rött på det här temat. Fru kommissionsledamot, det minsta man kan säga om det är att testerna har varit ofullständiga i det här avseendet. Ändå framhärdar kommissionen trots motstånd från tre av de stora medlemsstaterna - Frankrike, Tyskland och Österrike. Som ni vet är vi i Europeiska enade vänstern/Nordisk grön vänster lika ståndaktiga när det handlar om våra förbehåll mot frågan om lagring och de risker det medför för dataskyddet. Jag anser att vi lever i en ganska surrealistisk tid när de missförhållanden och risker som är kopplade till alla säkerhetsaspekter i allt högre grad fördöms av experter som vet vad de talar om. Vi måste vidta försiktighetsåtgärder på dataskyddsområdet för alla medborgare, oavsett vilka de är. Vi måste ha ett minimiåtagande om filanslutningsrisker. I Frankrike är vi mycket medvetna om de missförhållanden som kan uppstå på grund av filanslutning. Fru kommissionsledamot, under de rådande förhållandena kan GUE/NGL-gruppen inte stödja en sådan migrering. Gerard Batten Fru talman! Storbritannien har inte skrivit under Schengenavtalet, så tekniskt sett vänder sig det här förslaget inte till Storbritannien. Den gamla Labourregeringen ville inte vara med och den nya liberaldemokratiska/konservativa koalitionsregeringen måste stå utanför. En sådan plan skulle bara främja fler flyktingar, verkliga eller inte, att komma till EU. Föreställ er situationen om Turkiet går med i EU. Förmodligen skulle inte bara 72 miljoner turkar få automatisk inreserätt till de europeiska länderna och till Storbritannien. Även massor av flyktingar från länder som Iran och Irak skulle ta sig över gränsen till Turkiet och sedan söka vidarebosättning i Europa! Storbritannien behöver inte gå med i det här projektet, men det ska bli intressant att se vår nya regering brottas med sådana frågor. Den ena halvan av regeringen, det konservativa partiet, låtsas vara euroskeptiker - vad det nu ska betyda - och den andra halvan, det liberaldemokratiska partiet, är förbehållslösa EU-förespråkare. Vår nya premiärminister David Cameron kan lösa sådana problem med ett slag som jag beskrev här i går. Ökningen av antalet ledamöter härifrån kräver att Lissabonfördraget omratificeras helt. David Cameron kan helt enkelt välja att inte omratificera det eller välja att senkommet hålla fast vid sin orubbliga garanti och ge det brittiska folket den omröstning om Lissabonfördraget som de nekades. Rui Tavares Mina damer och herrar! Det finns flyktingar i världen som varken kan återvända till sina länder för att situationen är för instabil eller stanna i transitländerna eftersom dessa inte har skrivit under Genèvekonventionerna och flyktingarna därför exempelvis inte kan arbeta i det landet. Siffrorna är jämförelsevis begränsade: 200 000 per år. Problemet har redan lösts för några av dessa flyktingar - vars enda alternativ är att få ett nytt liv i ett tredjeland - genom aktörer på den internationella scenen som vidarebosätter flyktingar. 80 000 av USA och några av Kanada, Australien, Brasilien och Chile. Vem saknas på den här listan? Just det: Europa saknas. Under det svenska ordförandeskapet erkände rådet omdömesgillt att det var nödvändigt att i hög grad öka antalet flyktingar som vidarebosätts i Europa och talade om siffror så höga som 100 000. Kommissionen har också omdömesgillt granskat några av uttalandena från Europeiska flyktingfonden för att åstadkomma en kraftfullare och robustare vidarebosättningspolitik för flyktingar. Jag har för närvarande två betänkanden från utskottet för medborgerliga fri- och rättigheter samt rättsliga och inrikes frågor: ett medbeslutandebetänkande och ett initiativbetänkande. Vi har fyra nya tillägg för att korrigera den politik som nuvarande används i medbeslutandeförfarandet. Två av dessa är dock procedurtillägg. Det första nya tillägget har ett tvåfaldigt synsätt. Vi arbetar med kommissionens förslag som främst förordar regionala prioriteringar. Inom de regionala prioriteringarna finns andra prioriteringar som jag skulle kalla ”humanitära”. Vi ansåg det lämpligt att bevara dessa prioriteringar, men att ge dem självbestämmanderätt. Med andra ord anser vi att Europa måste ha ingripandestrategier när det handlar om vidarebosättning av flyktingar, något som är mycket viktigt från utrikespolitisk synpunkt. Dessa strategier måste ibland tillåta ingripande i vissa områden av världen, öppna dörrar till ett bestämt land eller skapa tillitsrelationer i vissa områden av världen. De måste dock ge medlemsstaterna frihet att reagera på situationer i resten av världen som är prioriterade humanitärt sett. Vilka situationer prioriteras? Till exempel tortyroffer, kvinnor och barn som utsatts för sexuellt våld eller människor som måste vidarebosättas av hälsoskäl. Det andra nya inslaget är modulering. Syftet är att gå från de tio medlemsstater som just nu vidarebosätter flyktingar på EU-nivå till att samtliga 27 medlemsstater tillämpar vidarebosättningen. För att uppnå detta har vi föreslagit att öka den summa som ska anslås per flykting till de nya medlemsstaterna under det första året, minska det lite det andra året och göra det lika stort som de övriga medlemsstaterna från och med det tredje året. Detta var villkorligt för det ökade beloppet de första åren - som är de år då det kostar mest att starta ett nytt vidarebosättningsprogram - och ska användas för att skapa ett hållbart vidarebosättningsprogram. De övriga två nya inslagen handlar om proceduren. Det ena ger kommissionen möjlighet att inleda ett nödförfarande för att vidarebosätta flyktingar från ett givet område i världen, där det har förekommit en humanitär katastrof eller krissituation. Det förfarande vi hade tidigare utfördes på årsbasis, men katastrofer och humanitära kriser följer uppenbarligen inte någon tidtabell. Det fjärde nya inslaget handlar om de delegerade akterna, och här måste jag förtydliga för er Cecilia Malmström, att parlamentet kan hantera argument om tidtabeller och procedurer mycket effektivt, och att vi försäkrar er att vi kommer att vara snabba med att besvara delegerade akter. Vi försäkrar också att det tidigare samrådet och debatten som vi föreslog med exempelvis utskottet för medborgerliga fri- och rättigheter samt rättsliga och inrikes frågor, utskottet för utrikesfrågor och utvecklingsutskottet, kan förhindra meningsskiljaktigheter mellan parlamentet och kommissionen om de regioner som är prioriterade från vidarebosättningssynpunkt. Vi kan inte godta att kommissionen - som fördragens väktare - informerar oss om att de delegerade akterna, som det inte har några rättsliga invändningar mot, inte får antas inom ramen för detta beslut, som är så viktigt från utrikessynpunkt och humanitär synpunkt, bara för att akterna verkar byråkratiska för kommissionen medan vi inte anser att de är det. Som vi ser det och som vår rättsavdelning uppfattar det är detta beslut en del av de delegerade akterna och som sådant anser vi att det är kommissionens uppgift att argumentera för godkännandet av de delegerade akterna här, i egenskap av fördragens väktare, och inte göra invändningar som just nu bara är procedurmässiga. Först och främst anser vi att dessa frågor inte får hindra oss från att uppnå vårt gemensamma mål: att vidarebosätta fler flyktingar i EU. Simon Busuttil (MT) Fru talman! Det planerade vidarebosättningsprogrammet fyller ett stort och mångårigt tomrum. Jag är i själva verket förvånad över att det här programmet inte har funnits på EU-nivå tidigare. Det finns länder som redan har föregått med gott exempel genom att driva mycket effektiva vidarebosättningsprogram. Ett exempel är USA som har samlat omfattande erfarenhet på det här området. Vi kan lära oss mycket av dem. Dessa typer av program är viktiga eftersom de visar EU:s vilja att visa sin mänskliga sida med flyktingar över hela världen. Men programmens andra viktiga syfte är att bromsa tillströmningen av illegala invandrare i EU, inklusive dem som behöver skydd. Vidarebosättningsprogrammet som ska införas i dag kan därför användas för att vidarebosätta internationella personer som söker skydd i Libyen. Då behöver dessa personer med all sannolikhet inte ta sig över Medelhavet och därmed riskera sina liv. På detta sätt skulle vi hjälpa både dem och de EU-länder som bär en oproportionerligt stor börda. Det behöver knappt nämnas att programmet måste användas tillsammans med ett annat program, vars syfte är att hjälpa EU-länder som bär en oproportionerligt stor börda på grund av invandringsströmmarna. Vi måste visa dessa länder att vi är villiga att inrätta ett program som tillåter omplacering av människor som beviljats internationellt skydd till andra europeiska länder. Men än så länge är detta fortfarande ett pilotprojekt för Malta. Jag skulle dock vilja se att projektet görs permanent och att det utökas till de andra EU-länder som behöver det. Ioan Enciu (RO) Som föredragande för gruppen Progressiva förbundet av socialdemokrater och demokrater i Europaparlamentet för SIS-frågan kommer jag att tala om detta ärende. För det första vill jag gratulera Carlos Coelho till den stora insats han har gjort för detta och särskilt för den konsekvens han har visat i slutförandet av de två betänkandena. Jag vill även tacka kommissionsledamot Cecilia Malmström, eftersom kommissionen har börjat visa viss öppenhet efter att hon tillträdde sin tjänst. Det som har oroat oss och som fortfarande oroar oss är misslyckandet med att hålla tidsfristerna för genomförandet av SIS II. Parlamentet har framfört sin ståndpunkt om förseningarna vid flera tillfällen, framför allt när det gäller kommissionens oförmåga att fastställa ett exakt datum för när verksamheten ska startas. Vi vet faktiskt inte heller säkert om de tester som har utförts var framgångsrika eller inte, och det reser tvivel om hur projektet hanteras. Det är Europaparlamentets skyldighet att övervaka hur gemenskapen använder sina pengar, och förslaget om att placera de medel som ska anslås till utvecklingen av SIS II under budgetåret 2011 i en reserv är en normal säkerhetsåtgärd. Parlamentet måste rådfrågas kontinuerligt och informeras om fortgången för SIS II-projektet, något som vi inte kan göra avkall på till följd av brist på politisk vilja eller ledningskapacitet. Det måste uppfylla de nuvarande kraven, stödja dataskydd och uppfylla kostnadsnyttoprincipen, och utvecklingen ska äga rum inom de exakta tidsramar som har fastställts för genomförandet. Tatjana Ždanoka (EN) Fru talman! Även jag ska tala om Schengens informationssystem. Först och främst vill jag tacka Carlos Coelho för hans utmärkta arbete och jag vill betona att min grupp - redan från början - var mycket försiktig med att godta SIS II på grund av de många konsekvenser det har för dataskyddet. Nu verkar det som om den långdragna SIS II-historian är långt från avslutad. Vi ser tidsfördröjningar och överskridna kostnader samtidigt som vi inte har några positiva resultat. Vi har inte ens någon enighet kring utvärderingen av testresultaten, eftersom Österrike, Tyskland och Frankrike anser att de har misslyckats. Enligt vår mening är föredragandens förhållningssätt fullständigt korrekt. Vi måste vara ärliga och erkänna att det nuvarande projektet kan misslyckas och vi måste diskutera alternativ. Vi bör även noga undersöka anledningarna till misslyckandet. Om vi måste investera ytterligare 30 miljoner euro borde parlamentet få all nödvändig information för ett välorienterat samtycke. Vi måste även stödja en tidsfristklausul. Vi kan inte fortsätta investera pengar i ett livslångt projekt. Självklart bör det finnas en viss flexibilitet, men vi måste ha tydliga utvärderingskriterier och reagera snabbt om något åter går fel. Cornelia Ernst (DE) Fru talman! Först och främst vill jag säga att jag anser - och jag talar här om Schengens informationssystem - att EU inte bör driva en politik som bygger på önskningar utan en politik som baseras på verkligheten. När det handlar om Schengens informationssystem innebär det att vi måste ta hänsyn till att testerna - som har kallats det första etappmålet - har misslyckats. Efter åtta års mixtrande vet vi att syftet med åtgärden som föreslagits av kommissionen - migreringen från SIS I+ till SIS II - inte kan slutföras av medlemsstaterna på grund av tekniska och rättsliga skäl. Det är inte min bedömning, utan Förbundsrepubliken Tysklands bedömning. Det är ståndpunkten i mitt hemland, och det är en ståndpunkt som jag förresten delar fullt ut. Hittills har 90 miljoner euro slösats bort på den här planen och kommissionen skulle vilja göra av med mer. Vi vill inte att tidsfristen förlängs till 2013, och det vill vi gärna säga rakt ut. I stället vill vi att man överger det här systemet och börjar leta efter ett alternativ. För det andra är det tyska vänsterpartiet i grund och botten kritiska mot SIS II - det vill jag också poängtera vid denna avgörande tidpunkt - eftersom åtkomsten till systemet utökas dramatiskt till exempelvis underrättelsetjänster. I Tyskland är det ett krav att underrättelsetjänster och polis hålls åtskilda. Om underrättelsetjänsters och polisens uppgifter blandas innebär det att hela systemet dras inför Tysklands författningsdomstol. Det är något jag behövde ta upp, i varje fall ur tysk synvinkel. Vi motsätter oss också SIS II, eftersom det handlar om insamling av ofantliga mängder data samt insamling och registrering av biometriska uppgifter. Det är varken ändamålsenligt eller proportionerligt. Salvatore Iacolino (IT) Fru talman, fru kommissionsledamot, mina damer och herrar! Syftet med att definiera en ram för konsekventa strategier med en vilja om att uttrycka verklig solidaritet mellan medlemsstaterna är ett framsteg i samordningen av gemenskapens politik om migrationsströmmar. Ändå utgör denna åtgärd en del av en större process vars syfte är internationellt skydd av flyktingar. Om det civila samhället med fördel kan engageras i processen verkar denna åtgärd närbesläktad med den nära förestående aktiveringen av det europeiska stödkontoret för samarbete i asylfrågor. Vi måste genast skapa en lista över prioriteringar och mål som ska uppnås med tidsplan och specifika incitamentsåtgärder. Vi måste även anslå särskild finansiering för att öka antalet medlemmar som deltar i programmet. Just nu är det bara tio. Vi får inte heller glömma behovet av hälsoskydd som ska komplettera socialförsäkringsskyddet till människor som ofta är utslitna på grund av det tillstånd av extrem svaghet de befinner sig i. En datoriserad databas ska även göra det möjligt att spåra alla processer som införs för att skydda familjen som enhet under vidarebosättningsprocessen. I det här sammanhanget kan samarbetet med medlemsstaterna vara helt avgörande för att se till att processerna är effektiva och flexibla. Vi vill ha ett mer rättvist och realistiskt EU som i synnerhet tar hänsyn till insatserna från medlemsstaterna i Sydeuropa. Med tredjeländer är det helt avgörande för EU att ta ansvar för att definiera samarbetsavtal som Italien nyligen gjorde med Libyen och Niger. Vi anser att detta sätt är det enda möjliga sättet, om vi ska kunna gå från en solidaritet som hittills alltför ofta bara har varit en fasad till en verklig solidaritet mellan EU-länderna i den totala hanteringen av migrationsströmmar. Monika Flašíková Beňová (SK) Först vill jag tacka Rui Tavares för hans arbete på området för flyktingpolitik. I detta ögonblick vill jag även framföra min besvikelse över att mindre än hälften av alla medlemsstater i EU har officiella vidarebosättningsprogram för flyktingar från tredjeländer. Vidare - som man har framfört här många gånger - är dessa program inte tillräckligt samordnade. Som ett resultat av den låga samordningsnivån och samordningen mellan unionens medlemsstater är kostnaderna för vidarebosättningen också höga vilket självklart också gör att tanken inte är särskilt lockande. Jag tror dock fullt och fast på att européerna med tillräcklig politisk vilja kan skapa ett effektivt, rättvist och enhetligt vidarebosättningsprogram. I detta syfte är det mycket viktigt att inte bara skapa själva programmet, utan även en särskild fond för vidarebosättning av flyktingar i unionen. Detta paket skulle finansiera inrättandet av nationella vidarebosättningsprogram där sådana inte redan finns liksom samordning av aktiviteter på central nivå. Jag anser att det europeiska stödkontoret för samarbete i asylfrågor vore den perfekta samordnaren. Indrek Tarand (EN) Fru talman! Jag vill tacka alla som har arbetat mycket hårt på denna till synes evinnerliga SIS II-historia: Carlos Coelho och alla ute på fältet. Frågan om återkommande förseningar och överskridna kostnader är mycket oroande. Vad annat än detta kan vara mer träffande om José Manuel Barrosos ledningsförmåga under sin första kommission? Jag anser att vi borde dra de lärdomar vi kan av detta här i dag och tillämpa dem på skapandet av en ny IT-byrå som skulle kunna placeras i Tallinn. Detta skulle vara en situation som alla vinner på. De franska kollegerna kunde förvara servrarna i Strasbourg, medan det nya programmeringsarbetet skulle utföras i Tallinn av kompetenta specialister till låga förvaltningskostnader. Då undviker man monopol, följer principen om EU-integration samtidigt som man garanterar dataskyddet. Slutligen vill jag framföra mitt förtroende för kommissionsledamot Cecilia Malmströms förmåga att lösa dessa komplicerade frågor. Agustín Díaz de Mera García Consuegra (ES) Fru talman! Jag ska fatta mig kort. Först vill jag gratulera Carlos Coelho. Processen skulle vara avslutad före den 30 september, så de rättsliga instrumenten måste ändras innan de löper ut. För det andra finns det inget förslag från kommissionen om en tidsfrist eller om att stryka klausulerna om giltighetstiden från de ursprungliga förslagen. För det tredje behövs en övergångsperiod för migration, som vid behov kan utvidgas genom kommittéförfarandet. För det fjärde är inte processen föremål för parlamentets kontroll, vilket jag tycker är mycket illa. För det femte har vi ännu inte fått resultatet av testerna av andra generationen av Schengens informationssystem, och parlamentet måste informeras om detta. För det sjätte, och på grundval av vad jag nyss sagt, ställer jag mig bakom föredragandens förslag och varning om att revisionsrätten kommer att ingripa om projektet skulle misslyckas. Jag vill också gratulera Rui Tavares till hans betänkanden om Europeiska flyktingfonden och ett gemensamt vidarebosättningsprogram. Det största problemet är bristen på solidaritet inom unionen. Vi måste vara försiktiga med ekonomiskt stöd till medlemsstater som tar emot flyktingar för första gången, särskilt på grund av risken för diskriminering. De åtgärder som Rui Tavares föreslår, och som jag stödjer, kräver en detaljerad finansiell förstudie. Sylvie Guillaume (FR) Fru talman, mina damer och herrar! Det är i många avseenden viktigt att vi i morgon röstar för en ändring av Europeiska flyktingfonden, och det är denna fråga som jag vill lyfta fram här och nu, samtidigt som jag vill gratulera Carlos Coelho och Rui Tavares till deras inlägg och deras arbete. Omröstningen om Europeiska flyktingfonden kommer att visa hur viktigt det är att medlemsstaterna i Europeiska unionen tar sitt ansvar när det gäller vidarebosättning och avhjälper en dubbel brist - dels i fråga om antalet länder som förbundit sig till programmet och dels mottagningskapacitet i varje land. Glöm inte att vi här talar om flyktingar som ofta knappt tolereras i de länder som har tagit emot dem och som lever under förhållanden som snabbt kan leda till tragik om inte lösningar hittas snabbt. Tack vare dessa nya metoder kan vi nu faktiskt ge utsatta människor större säkerhet, så länge - och jag betonar detta - var och en av de medlemsstater som berörs av Europeiska flyktingfonden använder medlen korrekt och på ett öppet sätt, vilket är något som jag vet att kommissionsledamot Cecilia Malmström är mycket angelägen om. Det kommer att bli svårt att anta utmaningen när vi vet vilket ljumt mottagande medlemsstaterna kommer att ge den nya åtgärden, och även här vill jag framhålla kommissionsledamot Malmströms beslutsamhet. Slutligen vill jag betona att integrationen av flyktingar är en av nycklarna till framgång för detta projekt. Ju mer vi förbereder och förklarar flyktingarnas ankomst, desto större är chansen att den kommer att accepteras och genomföras under bästa möjliga förhållanden, och desto mer kommer medlemsstaterna - hoppas vi - att engagera sig för vidarebosättning. Det är därför som vi i parlamentet måste rösta med överväldigande majoritet för dessa ändringar av Europeiska flyktingfonden. Franz Obermayr (DE) Fru talman! I många medlemsstater, däribland mitt hemland Österrike, vet folk inte längre var man ska placera nya asylsökande och befolkningen motsätter sig med rätta nya flyktingmottagningar. Hur kan det komma sig att man trots detta fortfarande främjar vidarebosättning av flyktingar i EU? Planen att släppa in asylsökande till EU när de redan har flytt till ett angränsande tredjeland som Ukraina, eftersom levnadsstandarden här är högre, är alltså fullständigt obegriplig. Särskilt under dessa tider av ekonomisk kris kan man inte annat än skaka på huvudet när man ser förslag som detta. Om ni frågar mig är hela EU:s asylkoncept en katastrof. Enligt det här konceptet kan en asylsökande som först plockas upp i Rumänien sedan skickas tillbaka dit för bedömning och för en asylprocess. Tanken att ge grundläggande socialbidrag till asylsökande på samma höga socialförsäkringsnivå som medborgarna i den mottagande medlemsstaten är orealistisk och dyr. EU bör ge asylskydd till alla som verkligen behöver det, till dem som verkligen är i nöd, men vi bör inte öppna slussarna för ekonomisk invandring. Vad vi behöver är bättre skydd av de yttre gränserna, snabba, obyråkratiska förfaranden och, naturligtvis, en konsekvent strategi för återsändande. Petru Constantin Luhan (RO) Grundprincipen bakom EU:s engagemang i asylfrågor är att skapa en högre grad av samarbete och solidaritet mellan medlemsstaterna. Detta kan inte uppnås inom de enskilda länderna. Den ökade strategiska användningen av vidarebosättning kräver ett gemensamt EU-initiativ. Det krävs ett sunt, riktat program som ska vara effektivt och av god kvalitet. Detta program kommer att ge en lämplig ram för medlemsstaternas deltagande i processen för flyktingars vidarebosättning. Medlemsstaternas insatser för att ta emot flyktingar måste stödjas och uppmuntras med ytterligare ekonomiska incitament. Åtgärderna ger oss möjlighet att visa större solidaritet från EU:s sida i den globala flyktingfrågan. Vi kommer också att uppmuntra ett stort antal medlemsstaters deltagande i denna process. Marian-Jean Marinescu (RO) Jag vill först av allt börja med en kommentar till min kollega från vänster. Jag tror att det omvända exemplet också gäller: när en engelsman eller irländare begår ett brott i mitt land, bör det vara möjligt att skicka tillbaka honom. Genomförandet av andra generationen av Schengens informationssystem har blivit försenat och det verkar som om det inte införs före utgången av 2011. Därför skulle jag vilja fråga kommissionen vilka följder detta får för tidsplanen för de länder som ännu inte ingår i Schengenområdet, men som är på väg att ansluta sig. Det är oacceptabelt att kommissionen ännu inte kan ge ett exakt datum för lanseringen av SIS II, och det väcker många farhågor om hur projektet sköts. De extra kostnader och behovet av nya investeringar som kommer att uppstå om övergången till SIS II misslyckas och i stället integreras i beredskapsplanen SIS I + RE, kommer att kräva en mycket hårdare budgetkontroll, särskilt för det nya organ som ska ansvara för reglering och samordning av genomförandet av SIS, VIS och Eurodac. Morten Messerschmidt (DA) Fru talman! För ett år sedan var alla vi ledamöter mitt uppe i en valkampanj och försökte antingen få eller behålla våra mandat, och jag vet att i många länder spelade Schengenfrågan en oerhört viktig roll i valkampanjerna. Det finns nu ett massivt missnöje bland väljarna, bland EU:s medborgare, mot EU:s sätt att hantera dessa frågor. Den bristande kontrollen vid de inre gränserna, den mycket bristande kontrollen vid de yttre gränserna, den helt otillräckliga kontrollen av invandringen och det spöke som lurar på oss om knappt ett år med tanke på frågan om kommissionen kommer att godkänna att även Bulgarien och Rumänien ansluter sig till Schengen. Jag hör folk säga att vi måste visa solidaritet, men ärligt talat, vem är det vi ska vara solidariska med? Vem är det som måste visa solidaritet? Vi ser ett massivt utnyttjande av det system som både EU och medlemsstaterna har inrättat och det är kanske på tiden att vi också visar lite solidaritet med de medborgare som får leva med kommissionens och medlemsstaternas misslyckade politik. Roberta Angelilli (IT) Fru talman, mina damer och herrar! Att skapa en gemensam EU-politik för asyl och vidarebosättning innebär att se till att de mänskliga rättigheterna respekteras samtidigt som den illegala invandringen begränsas. Jag tackar därför föregående talare och Cecilia Malmström. Vi har nu ett värdefullt verktyg, särskilt för länderna med Medelhavskust - exempelvis Italien som hittills inte har kunnat förlita sig på vare sig verklig solidaritet medlemsstater emellan eller en rättvis ansvarsfördelning. Denna politik måste stödjas av en lämplig budget, men också genom tillförlitliga kontroller av de program som genomförs med en korrekt uppföljning och kartläggning av god praxis. Ett sista ord i frågan om mänskliga rättigheter. Vi måste prioritera de mest utsatta, barn, kvinnor som är offer för människohandel, utnyttjande och våld, bland annat könsstympning, men jag vet att kommissionsledamot Cecilia Malmström har grepp om detta. Andreas Mölzer (DE) Fru talman! Det verkar som om Europeiska unionen för närvarande har tillgång till otroliga finansiella resurser. Efter stödpaketet på 750 miljarder euro ska vi nu återigen lägga enorma summor på migrationsfrågan, men inte på exempelvis återsändande eller på att säkra våra gränser - de så kallat säkra Schengengränserna är i varje fall lika fulla av hål som en schweizerost. Nej, nu ska vi tillhandahålla 6 000 euro per person för att få ett frivilligt mottagande av flyktingar från tredjeland. Om nu EU verkligen har de pengar som krävs för detta liggande någonstans, vill jag be er att i stället ge stöd till europeiska familjer - då kanske födelsetalen skulle börja stiga. Det skulle då äntligen ta kål på argumentet att vi behöver invandringen för att motverka bristen på barn. I stället för att bara öppna slussarna för invandringen bör vi äntligen börja tillämpa Genèvekonventionen om flyktingars rättsliga ställning korrekt och den är naturligtvis inte tillämplig på den nuvarande armén av ekonomiska invandrare. Om vi nu vill spendera flera miljoner euro skulle vi i stället kunna använda dem på gränsskyddsorganet Frontex, hellre än på den bottenlösa brunn som Schengens informationssystem verkar vara. Jaroslav Paška (SK) Jag vill säga något om Schengens informationssystem. Vi vet att detta system har tagit relativt lång tid att utveckla och har kostat en massa pengar. Dessutom ökar kostnaderna för genomförandet ständigt och vi känner fortfarande inte till testresultaten. Det kanske skulle vara lämpligt att granska det arbete som hittills lagts ner på detta system, att överväga om systemet är hållbart och om vi verkligen kan slutföra det på ett sätt som gör det användbart för unionen. Sedan kan vi besluta om hur vi ska gå vidare. När det gäller vidarebosättningsprogrammet håller jag med om att det är nödvändigt att utarbeta en lagstiftningsnorm som kan begränsa den olagliga invandringen till Europeiska unionen, och som kan fastställa villkor för den lagliga invandringen. Kanske borde vi dock använda oss av erfarenheterna från våra kolleger i utvecklingsländerna, som säger att inte all migration, inte alla resor deras landsmän gör till Europeiska unionen, sker på grund av de säkerhetsrestriktioner dessa människor utsätts för. Ofta ligger det ekonomiska skäl bakom. Martin Ehrenhauser (DE) Fru talman! Jag vill bara kommentera ett par saker i Vladimir Maňkas betänkande. Jag kom överens om detta med er kollega tidigare. Jag vill mycket tydligt uttrycka mitt motstånd mot en ökning av sekretariatsersättningen, särskilt det planerade beloppet 1 500 euro. Jag är också starkt emot varje ökning av personalstyrkan i parlamentet och om det efter utvärderingen skulle beslutas att ytterligare 1 500 euro per månad för sekretariatsersättningen ska göras tillgängliga skulle det helt enkelt vara ett hån mot skattebetalarna. (Talmannen avbröt talaren) Talmannen Martin Ehrenhauser, ert inlägg gäller fel fråga. Det här är den gemensamma debatten omn Schengenavtalet. Jag är ledsen att ni inte fick ordet i fråga om Vladimir Maňkas betänkande, men tyvärr måste vi gå vidare nu. Piotr Borys (PL) Jag vill för det första gratulera Carlos Coelho till ytterligare två lyckade betänkanden. För det andra finns det nu ingen återvändo från SIS II. Om vi vill ha ett säkert system, måste SIS II införas och därför anser jag att vi måste fortsätta med dessa åtgärder och ge kommissionen vårt stöd i frågan. Jag vill påminna alla om att den nya visumkodexen föreskriver att biometriska uppgifter ska anges i systemet. SIS I+ ger inte denna garanti. Tack vare SIS II kommer vi i framtiden att kunna kontrollera uppgifterna snabbt. Så inom detta säkerhetsområde får vi inte sluta arbeta på SIS II. Vi kan naturligtvis hoppas på att arbetet blir effektivare och mer framgångsrikt. Jag vill också påminna om att det inte var så länge sedan vi antog åtgärder som gör det enkelt att resa inom Schengenområdet med ett långtidsvisum. Arbetet med SIS II måste fortsätta också i detta sammanhang. Vi vill stödja kommissionen i den frågan och hoppas att arbetet kommer att gå snabbare och bli mer effektivt, och vi bör önska kommissionen framgång i sammanhanget. Tack för ordet. Cecilia Malmström ledamot av kommissionen. - (EN) Fru talman! Jag vill tacka alla ledamöter för ert stöd och synpunkter på dessa två olika, men mycket viktiga, frågor. Jag börjar med SIS II som naturligtvis - och det är jag den första att erkänna - har blivit en utdragen historia, som någon sade. Det är ett komplicerat och mycket svårt ärende. Förmodligen finns det en del som kunde ha gjorts bättre tidigare, men sedan jag tillträdde har jag verkligen försökt hantera detta så öppet och grundligt som möjligt. Kommissionen har till punkt och pricka följt den färdplan som angetts av rådet, och rådet enades om slutsatser vid sitt senaste möte. En del medlemsstater var skeptiska men alla var överens om att Milestone 1-testet var lyckat. Just nu arbetar vi med de olika experterna för att bedöma och definiera medlemsstaternas slutliga krav för att deras operativa behov ska kunna mötas och för att utforma en mer konkret tidsplan och väg framåt. Vid rådets möte den 3 och 4 juni kommer jag att lägga fram förslaget för ministrarna för diskussion och frågan kommer att bedömas ytterligare efter sommaren. Vi kommer naturligtvis att vara öppna och samarbeta med Europaparlamentet och föredraganden hela tiden. För att besvara frågan om de nya medlemsstaterna, så kommer Bulgarien och Rumäniens anslutning att hanteras via SIS I för alla. Under tiden görs specialarrangemang för Bulgarien och Rumänien. Vi förbereder för ett förhoppningsvis framgångsrikt Milestone 2-test av SIS senare i höst. Fram till dess att detta är framgångsrikt genomfört håller vi kontakterna och möjligheterna öppna för att upprätthålla en beredskapsplan för framtiden. Vi hoppas att den inte kommer att behövas, men vi har förberett oss för detta också. Jag vill tacka alla ledamöter, i synnerhet Carlos Coelho, för ert stöd och försäkra er om att kommissionen arbetar för största möjliga öppenhet och engagemang gentemot Europaparlamentet i denna fråga. När det gäller vidarebosättning, instämmer jag helt med Simon Busuttil, som uttryckte förvåning över att detta inte redan fanns. Det är naturligtvis ett mycket bra initiativ att samla medlemsstaternas resurser och uppmuntra till ytterligare engagemang i globala sammanhang för att lindra trycket i flyktingläger efter en kris eller i ett nödläge. Vi kan inspirera medlemsstaterna till att använda medlen på ett mer intelligent sätt och samordna sig med UNHCR. Detta är naturligtvis något som verkligen skulle kunna stärka vår roll på den globala scenen, men det kan också göra en verklig skillnad för de människor som är fast i en mycket svår situation. Enligt UNHCR:s beräkningar fanns det under förra året ett behov av vidarebosättning för 747 000 personer. Som Hélène Flautre sade så kan vi bara hjälpa till, men behoven är enorma. Jag tror det finns ett brett samförstånd om målet och syftet med denna fond, och jag hoppas att vi kan hitta en lösning på procedurfrågorna mycket snart så att förslaget kan antas utan dröjsmål. Flera ledamöter har hänvisat till den interna solidariteten. Detta är naturligtvis relaterat, men det är ändå en annan fråga. Jag håller med om att det behövs, också. Kommissionen har redan lämnat en del förslag om detta. Vi har föreslagit en tillfällig mekanism för upphävande i Dublinförordningen och vi har inrättat ett europeiskt stödkontor som kommer att öppnas i Malta senare i år. Vi har pilotprojektet i Malta som vi håller på att utvärdera. Jag håller med om att vi bör försöka hitta sätt att permanenta det och att involvera fler medlemsstater. Detta hänger naturligtvis på medlemsstaternas vilja att bidra, men kommissionen kommer att titta på projektet och på en allmän intern solidaritetsmekanism för EU som vi ska presentera nästa år. Vi kommer alltså att återkomma till den diskussionen, som skiljer sig något från EU:s vidarebosättningsprogram, men som också är mycket viktig. Tack så mycket Carlos Coelho, Rui Tavares och Alexander Alvaro för ert arbete med dessa två mycket viktiga ärenden. Jag ser fram emot att samarbeta med er för att avsluta dem så fort som möjligt. Carlos Coelho Tack så mycket för de positiva kommentarerna från flera kolleger. Till Cecilia Malmström vill jag gärna säga att vi här i parlamentet är medvetna om att ni har ärvt frågan och att vi har fullt förtroende för er intelligens och er förmåga att göra det bästa av den. Vi uppskattar även det ni gjort för öppenhet, som min kollega Ioan Enciu faktiskt påpekade på ett mycket förtjänstfullt sätt. När det gäller tidsfristen ger vi ut fel signaler om de nya migreringsinstrumenten inte får någon deadline. Efter alla förseningar är det orimligt att förlänga kommissionens mandat på obestämd tid. Jag förstår att kommissionen inte kan förbinda sig till de mål som föreslås av parlamentet, men vi kommer att fastställa målen och om processen av någon anledning inte är klar vid den tidpunkten får ni komma tillbaka till parlamentet och begära en förlängning och förklara varför det behövs. Att bara förlänga kommissionens mandat utan tidsfrist vore en förfärlig signal efter alla förseningar, både för institutionerna och för EU-medborgarna. Jag håller med om att stödgruppen för det globala programmet inte bör vara en församling. Jag förstår därför kommissionens förbehåll mot att begränsa tillträdet till dess arbete, och jag kan bara hålla med. Parlamentets förslag var följden av ett mindre gynnsamt utkast till kommissionens ursprungliga förslag eftersom kommissionen, samtidigt som den vill begränsa stödgruppens sammansättning, gick med på att någon annan tjänsteman från kommissionen, rådet eller medlemsstaterna kunde få delta. Detta väcker den fullt berättigade frågan om varför tjänstemän från kommissionen och medlemsstaterna får delta men inte tjänstemän från parlamentet? Om vi begränsar detta organ till enbart dess funktioner tror jag att vi alla kan komma överens, särskilt med de garantier kommissionen har gett om större öppenhet. Rui Tavares Fru talman! Mitt tack går till ledamöterna som har deltagit i debatten och till kommissionsledamoten. Jag anser att om det finns någon samsyn om vad som behövs när det gäller frågan om vidarebosättning för flyktingar är det därför att vi förstod att vi för en gångs skull i diskussionen om invandring har ett problem som vi kan lösa - och vi vet alla hur svår den diskussionen och diskussionen om asyl och flyktingar är i Europa. Vi kan lösa det för oss själva och för flyktingarna. Alla som besökt ett flyktingläger vet ju att det finns barn där som förlorar ett, två, tre års skolgång som de skulle ha kunnat genomföra i Europa. Det ger oss enligt min mening en fingervisning om hur angelägen denna debatt är. Jag hoppas också att frågorna om förfarandet snart kommer att lösas, i enlighet med det som står i fördraget, eftersom vi alla vet att det vi har inte är tillräckligt. Vi vet alla att det inte räcker med att anslå en del av budgeten för att vi ska få ett verkligt vidarebosättningsprogram. Det är i själva verket just denna typ av fråga som vi siktade på med det initiativbetänkande som vi också diskuterar här i dag och som handlar om kvalitet: kvalitet är en viktig del i integrationen av flyktingar och kräver multilaterala insatser, där icke-statliga organisationer, lokala aktörer och lokala myndigheter medverkar. Med det upplägget måste vi också lösa många av de byråkratiska samordningsproblem som vi har i dag. Om processen för dessa barn som befinner sig i flyktingläger och som inte går i skolan och som borde ha rätt till vidarebosättning tar lång tid får vi veta av aktörerna i flera medlemsstaters gränsorgan att det beror på att det tar lång tid för medlemsstaterna att samordna sig för att till exempel kontrollera transithandlingarna, vilket i princip kan göras med hjälp av ett instrument som vi i initiativbetänkandet har föreslagit ska införas av Europeiska stödkontoret för samarbete i asylfrågor. Stödkontoret är en vidarebosättningsenhet med begränsad personal men med personer som ständigt arbetar med vidarebosättning, som vet hur man kan utbyta information om bästa metoder, som vet hur de nya medlemsstaterna ska introduceras till vidarebosättningsmekanismerna och som vet hur man samordnar till och med EU:s utrikestjänst för att underlätta vidarebosättningsprocesserna. Eftersom vi redan har beslutat att dessa personer ska få vidarebosättning finns det ingen anledning för oss att dröja med att ta itu med de byråkratiska hindren så att vi verkligen kan integrera dem på europeisk mark. Talmannen Den gemensamma debatten är härmed avslutad. Omröstningen kommer att äga rum kl. 12.00 i dag. Skriftliga förklaringar (artikel 149) Stavros Lambrinidis Vi röstar i dag om antagandet av ett gemensamt vidarebosättningsprogram för EU för asylsökande från problemtyngda tredjeländer i EU. Det är dock en annan debatt som behöver föras. I över tio år har Europa upplevt ett inflöde av ett stort antal flyktingar och invandringsvågor. Sydeuropa har fått axla hela bördan av den europeiska humanismen, vilket blev övermäktigt för en tid sedan. EU har visserligen - med rätta - en fond för tredjeländer men ingenting för medlemsstaterna. Detta erkänns åtminstone i föredragandens betänkande. Andra betänkanden, t.ex. om inrättandet av ett europeiskt stödkontor för samarbete i asylfrågor utgör - åtminstone på pappret - en skyldighet att stödja stater vars asyl- och mottagningssystem är särskilt hårt belastade på grund av deras geografiska läge. Ett uttryckligen angett mål är att stödja utvecklingen av en solidaritetsmekanism, t.ex. transport av personer som har rätt till internationellt skydd inom EU. Låt oss hoppas att Europa successivt upptäcker solidaritet. Vi måste komma i håg att all fördröjning här kommer att skada våra oskyldiga medmänniskor. Jiří Maštálka När det gäller Schengens informationssystem vill jag framhålla att de statliga myndigheterna i Tjeckien samt lokala myndigheter och enskilda politiker, även ledamöter i Europaparlamentet, ständigt får klagomål från de tjeckiska medborgarna över de omotiverade och förödmjukande poliskontrollerna och inspektionerna som de ofta utsätts för när de reser till Tyskland, både vid statsgränsen och inom de vidare tyska gränsregionerna. Denna rutin som den tyska polisen och de tyska tullmyndigheterna så nitiskt och flitigt följer har en betydande negativ inverkan inte bara på förbindelserna mellan Tjeckien och Tyskland utan framför allt på de tjeckiska medborgarnas inställning till europeisk integration. Efter Tjeckiens anslutning till Schengens informationssystem fick de tjeckiska medborgarna höra att de fritt och obehindrat kunde röra sig inom EU:s territorium, inklusive Tyskland, precis så som det föreskrivs i och garanteras av Schengensystemet. Enligt min mening är de tyska statliga myndigheternas beteende mot personer som reser från Tjeckien i en klar majoritet av fallen ogrundat och strider mot den proklamerade fria rörligheten för personer.

Консулска защита на гражданите на Европейския съюз в трети страни (разискване) Председател Следващата точка са изявленията на Съвета и на Комисията относно консулската защита на гражданите на Европейския съюз в трети страни. Alexandr Vondra Гн Председател, това разискване за консулската защита идва точно навреме. Редица събития през последните няколко години изведоха на преден план значението на консулското сътрудничество между държавите-членки на ЕС. Събитията в Ливан през 2006 г., в Чад и тези в Мумбай неотдавна показаха нарастващите рискове за гражданите на Съюза, които пътуват в чужбина. Степента на тези рискове нараства още повече, като се увеличава броят на хората, които ползват нискотарифните възможности за пътуване, за да посетят по-отдалечени региони на света. Ето защо сътрудничеството между държавите-членки в тази област е важно. Чрез него се постига по-добро обслужване и по-високо ниво на консулска помощ. Това е пряката полза за гражданите на ЕС. Договорите ни дават базата за това сътрудничество. Член 20 ясно го постановява. Цитирам: "Всеки гражданин на Съюза на територията на трета страна, където държавата-членка, чийто гражданин е той, няма представителство, има право на закрила от дипломатическите и консулските представителства на всяка държава-членка при същите условия, както и гражданите на тази държава. Държавите-членки установяват помежду им необходимите правила и започват преговори за осигуряване на тази защита." Посочените в този член правила са определени в решение, прието през 1995 г. Решението конкретизира, че тази помощ в трета страна може да бъде поискана от различна от собствената държава-членка, при условие че там няма постоянно представителство или компетентен консул по тези въпроси. На практика това означава, че консул, от когото се поиска помощ от гражданин от друга държава-членка, следва да откаже такава помощ, ако органи от страната на гражданина (консулство или посолство) имат свое представителство. Решението от 1995 г. е решение между държавите-членки, което отразява факта, че консулската помощ и защита е изключителна национална отговорност и че консулските отношения се уреждат главно от Виенската конвенция за консулските отношения. Правилата за сътрудничеството в тази област също отразяват факта, че консулската помощ и защита се разглеждат по различен начин в отделните държави-членки. Някои например я считат за основно право на всички граждани. Други я считат за предоставяна от държавата услуга. Ето защо Договорът се позовава на консулската защита като на "право", а не като на "задължение". След кризата на остров Джоло през 2000 г. консулското сътрудничество беше доразвито и в него бяха включени аспекти от управлението на кризи. Терористичните атаки в САЩ показаха, че дори трети страни с високотехнологична инфраструктура трудно могат да се справят при извънредни обстоятелства. По-късно държавите-членки изготвиха насоки за реагиране при такива кризи. Макар и законово необвързващи, те бяха ефективно използвани в няколко случая и бяха доусъвършенствани от придобития опит. Съветът наскоро прие концепция за "водеща държава". Това означава, че при сериозен инцидент, особено в страна, където малко държави-членки имат свои представителства, една или две държави-членки могат да поемат инициативата да координират действията в областта на защитата и евакуацията. По-засилено сътрудничество беше постигнато и с някои страни извън Съюза, като САЩ например, с който провеждаме годишни консултации по консулски въпроси. Норвегия, Швейцария и Канада също си сътрудничиха с ЕС в конкретни инциденти, например по време на кризите в Ливан, Чад и Мумбай. Секретариатът на Комисията и на Съвета също са част от европейското консулско сътрудничество. Преди няколко години секретариатът на Съвета създаде интернет форум, чрез който консулските органи да обменят информация по въпроси, като актуализиране на съвети при пътуване. Освен това Съветът предостави на разположение на държавите-членки високотехнологична система за телеконференция, която беше широко използвана по време на консулските кризи. Преди около три години беше установена платформа за обмен на информация и политическо сътрудничество на действията на ниво ЕС. Тази платформа се нарича Договорености за координиране при криза (ДКК). При ДКК има два основни фактора: първо, председателството, подпомагано от секретариата на Съвета и Комисията, решава дали да задейства ДКК; второ, COREPER II е "платформата за действие", отговорна за координирането на действията на държавите-членки, или подготвянето на всякакви решения, които може да се наложи да се вземат на ниво ЕС. Главният оперативен център е Съвместният ситуационен център на ЕС (SITCEN) към секретариата на Съвета. SITCEN осигурява логистична и информационна подкрепа. В допълнение, следващите председателства организираха периодични консулски проекти по управление на кризи, които се оказаха много ценни. В края на 2008 г. беше поставено началото на Европейска програма за консулско обучение с цел подобряване на сътрудничеството между консулските длъжностни лица от столиците и от провинцията. Съвместното ползване на консулски обекти също е в процес на разглеждане. Със сигурност има още какво да се направи. Много други проблеми, като условията в затворите, отвличане на деца от родители и консулска политика за информиране, периодично се дискутират. Но ние също така трябва да приемем реалността, че докато очакванията и исканията от гражданите непрекъснато нарастват, ресурсите на консулските органи винаги ще са ограничени. За да се подкрепи едно по-добро сътрудничество в областта на консулските услуги, невинаги има адекватни бюджети на национално равнище. Намирането на изход от този проблем ще бъде все така трудно. Опитът показва, че сътрудничеството в областта на консулските услуги се цени и има много случаи, в които може да сме доволни от резултатите. Успешната евакуация на над 20 000 граждани на ЕС от Ливан през 2006 г. е един от примерите. Председателството е ангажирано да продължи тази дейност и бих искал да благодаря на Парламента за подкрепата му. Günter Verheugen Заместник-председател на Комисията. - (DE) Гн Председател, госпожи и господа, днес съм тук от името на моя колега Jacques Barrot, член на ЕК, който искаше да бъде тук лично, но има институционален ангажимент, на който трябваше да присъства. Съгласно член 20 от Договора за създаване на Европейската общност всеки гражданин на Съюза, когато е на територията на трета страна, където държавата-членка, чийто гражданин е той, няма представителство, има право на закрила от консулските представителства на всяка държава-членка при същите условия, както и гражданите на тази държава. Член 20 също така гласи, че държавите-членки са тези, които трябва да установят необходимите правила помежду им, за да осигурят тази защита Гн Vondra вече посочи този член. Въз основа на него държавите-членки въведоха механизми за координиране за консулска защита, по-специално чрез насоките, приети през 2006 г. и 2008 г., които не са правно обвързващи, но които помагат на представителствата да изградят координация на място. В допълнение, член 20 от Договора за Европейския съюз задължава дипломатическите и консулските представителства на държавите-членки да засилят сътрудничеството помежду си. През декември 2008 г. Съветът съгласува насоки за прилагането на концепцията за водеща държава във връзка с консулското сътрудничество. Съгласно тези насоки, при възникване на сериозна криза в бъдеще с последствия за консулската защита във въпросната трета държава се посочва една държава-членка за "водеща държава", която поема отговорността за закрилата на гражданите на ЕС от името на другите държави-членки. Водещата държава трябва да координира всички изпълнени от държавите-членки мерки на място и трябва да осигури подкрепа на всички граждани на ЕС. Всеки, който има право на консулска защита от своята държава-членка, има право да поиска помощ от водещата държава. Това цели да се улесни сътрудничеството между държавите-членки на място, като идеята е, че се осигуряват допълнителни ресурси под формата на персонал, финансиране, оборудване и медицински екипи. Водещата държава също така поема отговорност за мерките за координиране и насочване, за да се окаже помощ, да се съберат хората, ако трябва, да се евакуират гражданите до безопасно място, с помощта на останалите засегнати държави-членки. Въпреки това държавите-членки трябва да съгласуват точното значение на фразата "където държавата-членка [...] няма представителство" съгласно член 20 от Договора за ЕО. Това би трябвало да обхване ситуациите, в които гражданин на ЕС, независимо поради каква причина, не може да стигне до представителство на своята държава-членка. В момента държавите-членки работят по съставянето на общи критерии по този въпрос. После остава само да се приемат нещата и в писмен вид. Фактът, че реалността може да бъде съвсем различна, е нещо, което само няколко държави-членки от Парламента могат да потвърдят като свидетели. Видях в списъка с ораторите, че гн Guardans Cambó, гн Karim и гжа Mann възнамеряват да говорят по този проблем. Те със сигурност ще ни кажат нещо от опита си в Мумбай през декември миналата година. Останах с впечатлението обаче, че макар само три държави-членки да нямат посолство в Ню Делхи и че само седем нямат консулство в Мумбай, все пак било много трудно - и ще кажа това много внимателно - засегнатите европейски граждани да получат адекватна защита. Подчертавам това, защото е нормално да се учим от подобни случаи. Предвид този опит Комисията е на мнение, че все още има много неща, които да се направят, за да се гарантира, че гражданите на Европейския съюз могат да търсят - изцяло и в реалността - гарантираното им от член 20 от Договора за ЕО право. Гражданите очакват Европейският съюз да подобри защитата им в трета държава. Закрилата, осигурявана от дипломатическите и консулски представителства, в крайна сметка, не е ограничена до кризисните ситуации, но обхваща и оказването на помощ в ежедневни ситуации. Комисията предлага, освен всичко останало, гражданите на ЕС да бъдат по-добре информирани - вече предложихме член 20 да бъде отпечатан във всеки паспорт и показан на плакат на летищата и в пътническите агенции. Освен това работим и по уебсайт за консулска защита с Генералния секретариат на Съвета, който ще съдържа актуализиран списък с посолствата и консулствата на държавите-членки в трети държави. Като част от своята мисия да осигурява на гражданите на ЕС това, което произтича от гражданството на Съюза, Комисията е готова да се занимае с всеки проблем от тази област, за който сигнализират гражданите, и да направи всичко по силите си, за да се изпълнят правата за защита, които имат гражданите на ЕС съгласно член 20. Влизането в сила на Договора от Лисабон ще осигури ясна правна основа за всички правни разпоредби на ЕС в тази област. Новата разпоредба на член 20 от Договора за ЕО (член 23 от Договора за функционирането на Европейския съюз) дава възможност за приемане на директиви "за установяване на мерките за координиране и сътрудничество, необходими за улесняването на тази закрила". Това означава, че Комисията би могла да внася законодателни предложения в тази област в близко бъдеще. Ioannis Varvitsiotis от името на групата PPE-DE. - (EL) Гн Председател, приветствам това разискване и благодаря на Съвета и на Комисията за информацията, която ни представиха. Аз бях докладчик за комисията по граждански свободи, правосъдие и вътрешни работи за Зелената книга за дипломатическата и консулска закрила на гражданите на Съюза в трети страни, и ето защо продължавам живо да се интересувам от развитието в тази област. Тогава бях на тезата, че член 20 трябва да се прилага по-всеобхватно и да включва повече права за европейските граждани, тъй като това би засилило концепцията за европейска националност и би показало на практика ежедневните ползи, които предлага Европейският съюз, и в крайна сметка би засилило европейската солидарност. Неотдавнашните терористични атаки в Мумбай показаха безполезността и нуждата от засилено координиране за защита на гражданите на държавите-членки на Европейския съюз в такива ситуации. Публикуването от Съвета през декември миналата година на насоките за прилагането на концепцията на водеща държава при криза е първата положителна стъпка - насоките съдържат важни идеи. Все пак очакваме с доста голям интерес правно обвързващи предложения. Осъзнавам, че има огромни практически трудности. Все пак, считам за изключително важно, че трябва да е ясно как европейските граждани по време на криза трябва да бъдат информирани и коя е водещата държава. Не мисля, че това, което се каза досега, стига. При всички случаи приветствам значението, което френското председателство придаде на този проблем, и очаквам инициативите да бъдат продължени и от чешкото председателство. Martine Roure Гн Председател, правото на консулска и дипломатическа закрила е един от стълбовете на европейското гражданство. Гн Министър, вие цитирахте член 20 от Договора. Той е много ясен. Всеки гражданин има право на консулска защита. Това не е възможност, а право. Драматичните събития в Мумбай ни показаха на практика как това право е далеч негарантирано. Нивата на защита се различават от една до друга държава-членка, което води до дискриминация при третирането на гражданите, които не са получили информация с кое консулство да се свържат в случай на нужда. Очевидно финансова подкрепа липсва между държавите-членки. Европейските граждани, които са загубили всичко, често са изправени пред проблема, че консулските представителства с нежелание поемат финансовите разходи. Държавите-членки са длъжни да сложат край на това положение. Необходимо е да се изработят задължаващи насоки и гражданите да получават информация. Съюзът трябва да започне преговори с трети страни, за да гарантира нужната дипломатическа закрила. Все пак, както казахте, Комисар, събитията в Мумбай също показаха недопустимата липса на гарантирането на дипломатическа защита за членове на Европейския парламент. Европейският съюз и Комисията, по-специално, трябва да проведат незабавни преговори; чухме какво ни казахте, Комисар. Съветът трябва да сключи ad hoc споразумения с трети страни, за да гарантира специално дипломатическата закрила за членовете на Европейския парламент. Това е най-малкото, което можем да направим. Ignasi Guardans Cambó Гн Председател, днес гражданите в Европа могат да пътуват, без да пресичат граници, могат да гласуват в различна от своята държава-членка, могат да получават пенсията си и могат да се ползват от социалното осигуряване в която и да е държава-членка, в която изберат да живеят. Освен това полицейските сили си сътрудничат взаимно. Един държавен прокурор в Стокхолм може да поиска някой да бъде арестуван в Севиля чрез европейска заповед за арест, без да образува пряко производство на местно равнище. Когато стане въпрос да се наказват гражданите за техните действия, държавите-членки са склонни да отдават част от суверенитета си. Въпреки това закрилата на същите тези европейски граждани извън Европейския съюз наподобява машина на времето; те разбират, че времето е спряло, щом са напуснали Съюза. Извън Съюза ние не сме нищо повече от 27 държави, 27 администрации, 27 знамена и 27 консулски системи, а в някои случаи дори и по-малко. При криза европейският гражданин губи своя европейски статут. Няма такова нещо като европейско гражданство. Всички 180 милиона европейци, които пътуват по света, разбират, че могат да получат закрила, само ако отново станат германци, испанци, поляци или италианци. Като европейци те не съществуват извън Европейския съюз. Това е сериозно неизпълнение на Договора, и с цялото ми уважение, превръща изявлението на Съвета преди малко в откъс от научно-фантастична книга. Всичко, което каза Съветът по предложеното прилагане на член 20 от Договора, водещата държава, видеоконференции и съвместни центрове, е чиста научна фантастика при спешни ситуации. Освен това, както каза Комисарят, някои от нас са имали случай да преживеят такава ситуация лично. Член 20 от Договора е неефективен: няма протоколи, които да се приложат. няма законово регулиране; няма каквато и да е информация за гражданите; няма последствия за никого, който не спази този член. В най-добрия случай консулите взаимно си помагат. Има добра воля, както е имало и през 19 век, както е имало в Пекин през 1800 г. Положението е следното: по-скоро има сътрудничество между консулите, които вечерят заедно, отколкото задължение заедно да обслужват гражданите съгласно европейското законодателство. Ето защо Европейската комисия има задължението, включително преди Договорът от Лисабон да влезе в сила, а очевидно и след това, да прилага член 20, да внуши на европейските граждани да бъдат горди със своите паспорти и да гарантира, че определени длъжностни лица разбират, че XIX век е в миналото и Европа съществува във всеки един момент, когато неин европейски гражданин е в беда в Ню Делхи, в Бейрут или където и да е другаде. Ryszard Czarnecki Гн Председател, бих искал да кажа, че не споделям тази твърде критична позиция към направеното днес предложение от заместник-председателя на Европейската комисия, от името на Съвета. Не смятам, че това е въпрос на наличие или на липса на договор, а по-скоро дали европейската солидарност е концепция, която се изразява само в политически изявления или дали това е специална политическа практика, която се прилага към гражданите на отделните държави-членки. Ако е последното, тогава договорът не е задължителен инструмент. По време на словенското председателство на Европейския съюз Франция представляваше Европейския съюз в много страни в Азия, Африка и Латинска Америка, тъй като Словения нямаше посолства в тях. Любопитен съм дали словенските граждани, както и онези, които живеят в по-малките държави-членки, сега биха получили адекватна помощ, ако се обърнат към френските консулства в тези страни. Това е уместен въпрос. Трябва да разширим концепцията за европейска солидарност. На мен ми изглежда сякаш Договорът от Лисабон не е sine qua non. Irena Belohorská - (SK) В съответствие с член 20 от Договора за създаване на Европейската общност, всеки гражданин на Съюза на територията на трета държава има право на защита от дипломатическите и консулски органи при същите условия, както гражданите на тази държава. Важно е да се наблегне на необходимостта за Съюза да развие сътрудничество при консулските услуги за тези цели. Европейците са сред най-мобилните общества в света, като почти 9 % от техните граждани пътуват до страни, където родната им страна няма такова равнище на представителство. Например Словакия, страната, която представлявам в Европейския парламент, има много слабо консулско присъствие в Централна и Латинска Америка - места, до където пътуват много от нашите граждани. Трябва да добавя, че въпреки задълженията за консулско обслужване повечето европейци не познават правата си и е жалко, че дори служителите на тези организации не си дават сметка за това. За да се гарантира тези хора да бъдат по-добре информирани за консулската защита, трябва да си поставим за цел в стандартните европейски паспорти да се включи част от член 20. Важността на консулската защита в трети страни се вижда при кризисни ситуации като цунамито през 2004 г. или ливанския конфликт през 2006 г. Поради разликите в нормативната уредба, свързана с консулствата, гражданите на ЕС трябва да се справят с толкова на брой системи, колкото са държавите-членки и тези системи може да имат различна правна сила и обхват. Скорошните събития от Мумбай показват, че ни предстои още дълъг път да извървим в областта на консулските услуги. Ако се установят съвместни европейски служби, това ще гарантира последователността на работата и същевременно ще се намалят структурните разходи на дипломатическите и консулски мрежи на държавите-членки. Sajjad Karim - (EN) Гн Председател, вече се каза, че гражданите на Съюза пътуват по света. Приблизително 180 милиона пътувания се осъществяват извън Европейския съюз всяка година и на теория те са защитени по член 20, както казаха вече в това разискване членът на ЕК и председателството на Съвета. По член 20 има изискване държавите-членки да оказват консулска защита само на непредставените граждани на ЕС при същите условия, както на техните граждани. Разликата в подходите на държавите-членки е призната в плана за действие от 2007 г. и 2009 г. Разбира се, трябва да има критерий кога и как други консулски услуги да се включат, и те основно се разделят на три. Аз няма да говоря за тях, но първите две са изключително разумни. Третите поставят изискване съответният гражданин да представи доказателство за своята националност, например паспорт, лична карта или друг документ, пред дипломатическите и консулски представителства. Тук наистина възниква проблем, тъй като който и да е европейски гражданин, който бяга от нещо, напълно правдоподобно е да няма в себе си такъв документ. Помощ се оказва при смърт, сериозна злополука, сериозно нараняване, арест, задържане; помощ се оказва на жертви на престъпно деяние, и изпаднали в беда граждани на Съюза се подпомагат и репатрират. Това не е малко, но не е всичко. В този аспект трябва още да поработим. За да стане всичко това факт, чухме за концепцията на водещата държава, която ще положи усилия да гарантира всички граждани на ЕС да бъдат подпомогнати и ще отговаря за координирането между държавите-членки. Всичко това звучи чудесно на теория, но на практика аз определено не видях това да се случва в Мумбай. Нито имаше реален обмен на информация, нито сътрудничество, каквото очаквах да има. Вместо това имаше състезание между държавите-членки, а при още по-голяма централизация и консолидиране на консулските услуги съществува риск за намаляване на гъвкавостта, която изискват мисиите при бързо променящи се обстоятелства. Erika Mann (DE) Гн Председател, гн Karim е абсолютно прав. Проблемът е в самият текст, в основата на самия член 20. Необходимо е да гледаме как стоят реално нещата на място. Това е естествено. Вярно е, че не всички държави-членки имат консулска защита и в много случаи консулската защита е много ограничена, структурите за охрана са недостатъчни дори за самите консули. Лично съм чувал от германския консул, който пътувал през нощта, за да събере своите колеги, със своя шофьор, но без охрана, по далеч не безопасни пътища. Чисто и просто, подобни условия да недопустими. Не можете да отивате в страни като Индия или държавите в Латинска Америка - има много други страни, в които е нужно присъствие на такива проблемни места като Мумбай - и да имате твърде малко персонал и неподходяща охрана. Такова нещо като разузнаване въобще няма, държавите-членки нямат достъп до информация и т.н. Това означава, че ограниченията не свършват и не е учудващо, че държавите-членки не могат да осигурят дори близко до желаното ниво на защита за техните граждани или длъжностни лица. Ето защо е важно Съветът и Комисията да извършат внимателен анализ на тази тема. Не може да искате да присъствате винаги в целия свят и да виждате в Европа световен партньор, а след това да не можете да имате дори подходяща охрана и да нямате информационни разузнавателни системи. Ще станем смешни, ако не направим цялостен анализ на собствените си структури и не гарантираме нужното ниво на допълнителна защита. Ето защо бих ви посъветвал спешно да проведете цялостна преоценка на структурите, да организирате симулации, както други държави правят, да не се концентрирате само върху ключовите столици, метрополиси, а в тези мегастрани и мегаградове именно трябва да осъзнаете, че се нуждаете от подходящо представителство и в други големи градове на света. Случаят от Мумбай ще се повтори. Ще има втори Мумбай, така както минали бедствия се повториха. Осъзнайте го, и ви призовавам да бъдете готови. Sarah Ludford - (EN) Гн Председател, гн Guardans Cambó и други, като гн Karim и гжа Mann, показаха нагледно реториката и реалността. Сега не може да се съгласим по това, което означава член 20. Министърът, който говореше на английски, употреби друга дума за право - "entitlement", а не "right", докато на френски гжа Roure каза "un droit" (право). Но със сигурност в Хартата за основните права това е обозначено като "right" (право). Никакъв напредък няма да постигнем, докато не потвърдим законово, че това е право със задължителни решения и общи стандарти на ЕС и право да се възрази срещу отказ от защита в съдилищата. Министърът каза, че се разглежда идеята за съвместно ползване на консулските обекти. Опитът ми в областта на визовата политика показва, че убеждаването на държавите-членки за такова съвместно ползване е непосилна задача. Г-н Verheugen спомена, че се разработват практически мерки. Такива бяха обещани и в плана за действие през 2007 г.: цитат в паспортите, плакати и уебсайт в процес на разработка. Къде са? Търсих консулска защита в уебсайта на Европа, но не намерих нищо. На уебсайта на Съвета пише "в процес на изграждане", което, мисля, е метафора на факта, че не успяваме да изпълним със съдържание европейското гражданство за нашите граждани. Eoin Ryan (EN) Гн Председател, мисля, че е много важно - и съм съгласен с предишните оратори - че гражданите на ЕС трябва да се чувстват сигурни; мисля, че е приоритетно да се грижим за сигурността на нашите граждани, когато те се намират извън Европейския съюз, особено в кризисни ситуации като тази в Мумбай. Мисля, че е от съществено значение за европейските граждани да бъдат информирани при кризисна ситуация, независимо дали става въпрос за обща криза или криза за тях самите, и трябва да има много повече яснота за тази ситуация. Мумбай е добър пример, че системата не работи. Приветствам наскоро съобщената идея за водеща държава. Според мен това е особено важно, но в момента е повече от ясно, че системата не работи. Мисля, че трябва да се счита за приоритет от всички нас тя да заработи, тъй като, както някои казаха, ще се почувствате в много по-голяма степен европейци, ако посолството на държава-членка се погрижи за вас, когато се намирате в Далечния изток или в Южна Африка, или някъде извън Европейския съюз, и мисля, че това "усещане на Европа" е много важно. (Председателят отне думата на оратора.) Luca Romagnoli (IT) Гн Председател, госпожи и господа, непрестанно нарастващата мобилност на европейските граждани ясно означава, че консулствата трябва да работят заедно. Предложението на Комисията е добре дошло, преди всичко защото целта му е да се опростят процедурите за парични заеми за гражданите, изпаднали в беда. Несъмнено правото на консулска защита в момента е фрагментарно и неуеднаквено. Европейското гражданство често не съществува в чужбина и на хората може да им се прииска да са граждани на друга страна, или дори на Съюза. Бих искал за европейска гордост да се говори не само когато тя е удобна за институциите, но също и когато тя е удобна за гражданина, който може да е в беда и се надява европейското му гражданство в крайна сметка да му бъде от полза. Javier Moreno Sánchez (ES) Гн Председател, госпожи и господа, консулската защита е крайъгълен камък на европейското гражданство. Гражданите искат да се чувстват европейци, когато се намират в Съюза, но и когато са извън Европа. Те искат Съюзът да отговаря на техните нужди, особено при спешни ситуации. Съюзът не отговори на тези нужди както трябва в Мумбай, както и в други кризисни ситуации. Ще използвам минутата, която ми дадена, за да обясня една идея - идея, която няма да е панацея, но ще предложи реална помощ на европейските граждани в трети страни. Днес бих искал да повторя предложението за създаване на безплатен европейски телефонен номер за спешни ситуации. Този телефонен номер, с идеята да бъде отпечатан в паспортите, заедно с член 20, ще даде възможност на гражданите да имат достъп, на собствения им език, до важна информация за консулствата на държавите-членки на Съюза, които, наблягам на това, трябва да им помогнат. Гражданите очакват действия, а не само думи от Съюза. Gay Mitchell - (EN) Гн Председател, когато станем членове на Парламента, ни се издава пасаван - както и на други лица, които работят за институциите на Съюза. Чудя се дали председателството и Съветът разбират безполезността на този документ в държавите-членки. Бях попаднал в изключително трудна ситуация в Нидерландия, когато се връщах от командировка от Африка, на която бях изпратен от Парламента. Познавам друг член на ЕП, британски гражданин, който е имал проблеми в Дъблин. Трябва да покажем в нашите страни, че това е документ за пътуване на Парламента, Комисията и Съюза, и трябва да се зачита. Формалностите при пътуванията на летищата и пристанищата трябва да бъдат съкратени, за да има смисъл от този документ. Ще ви помоля да запознаете с този документ всяка държава-членка и да гарантирате, че той се признава, тъй като този вид защита би трябвало да се приложи и към длъжностни лица, и към членове на Парламента, изпратени в командировка от Парламента. Kathy Sinnott - (EN) Гн Председател, като член на ЕП на няколко пъти съм се свързвала с посолства и консулства, когато е имало случаи на нараняване, изгубване, грабеж или отвличане, или при трагични случаи. Сигурна съм, че и други членове на ЕП имат подобен опит. Радвам се, че когато съм имала случай да контактувам с ирландското посолство, работата и сътрудничеството с тях са били чудесни. Но моята държава не е представена във всяка страна и трябва да разчитаме на посолствата на останалите европейски държави. От опит мога само да кажа, без да разказвам случки, че бих искала да има повече сътрудничество, повече помощ между посолствата в по-големите страни, където те нямат посолства или консулства във всяка страна, за да помагат на посолствата на всички останали държави-членки. Alexandr Vondra Гн Председател, мисля, че и това разискване беше много полезно. До голяма степен разбирам колко е важно това за вас като членове на Европейския парламент, тъй като това е изключително чувствителна тема, по която вие се сблъсквате с очакванията на вашите граждани, които ще ви избират след няколко месеца. Така че напълно разбирам защо разглеждате така внимателно темата и подхождате към нея с такъв критичен поглед. Втората причина, поради която разбирам важността й, е, защото произхождам от средно голяма държава, Чешката република, която не е бивша имперска сила и няма посолство или консулство във всяка част на света. Така че това, което ирландците, и не само те, очакват от Европейския съюз, според мен е напълно логично. Сега обаче трябва да се изкажа от името на Съвета, така че трябва да спазвате някои правни основания, които имаме; факт е, че бюджетът и всички тези теми са важни. А също така трябва да можем да разпознаем и да диференцираме какъв е реалният проблем от една страна и какъв е въпросът или темата, които трябва да бъдат допълнително пояснени. Аз не съм бил в Мумбай и слушах много внимателно критичните забележки на гн Guardans Cambó и останалите, които са участвали в мисията на Европейския парламент в Индия по времето но тези трагични събития. Когато се подготвях за специалното изслушване вчера, първият ми въпрос беше: има ли испанско консулство в Мумбай? Никога не съм бил там, така че не знаех. На няколко пъти бях уверен, че испанците имат консулство в Мумбай, и онези, които са били там, го знаят. Мисля, че беше само въпрос на формално задължение за германците да подпомогнат гн Guardans Cambó и неговата делегация, ако цитираме член 20 и решението като цяло. Испанците са изпратили самолет, доколкото ме информираха, за да евакуират гражданите си, подобно на французите и германците. Поради някаква причина, която не разбирам, гн Guardans Cambó е отказал предложението да лети обратно на испанския самолет, а после се е качил и се е върнал с френския самолет. Така че, не знам. Аз разполагам само с информацията, която е достигнала до мен. Като цяло мисля, че всички сме на едно мнение - със сигурност е желателно да се подобри правната рамка, затова нека ви информирам поне за някои частични дейности на чешкото председателство за засилване на консулската защита в настоящата правна рамка. Например има проект за включване на текст в националните паспорти, който да информира притежателите им, че могат да потърсят консулска защита от посолството или консулството на друга държава-членка в трета страна, ако тяхната страна няма представителство там. Така че това е поне опит да се изясни ситуацията на място. Второ, председателството трябва да засили и обедини използването на временните документи за пътуване (ВДП), които могат да се издават от всяко представителство на държава-членка на всеки гражданин на държава-членка, който си е изгубил паспорта или той му е бил откраднат. Трето и последно, председателството също ще организира два консулски семинара или обучения, за да даде своя принос към екипната работа за консулска защита по практичен и ефективен начин. Тези събития ще работят по системата ДКК, като се симулира реална консулска криза. По време на обучението ще се определи и ще се проведе практическо тестване на всички съответни механизми в рамките на ДКК, включително сътрудничество между всички участващи органи и институции. Чрез работа на място, целта на обучението е участниците да се научат как да се държат и как да реагират правилно в ситуация на голям психологически натиск и липса на време. Не зная дали това ще ни бъде забавно преди изборите, но поне е принос към една наистина важна тема. Günter Verheugen Заместник-председател на Комисията. - (EN) Гн Председател, Договорите не предоставят правомощия за инициатива на Комисията в областта на консулската защита. В рамките на своите правомощия Комисията се опитва да насърчи, доколкото може, ефективността на правата на гражданството, които имат европейските граждани - вижте например Плана за действие на Комисията за периода 2007-2009 г. Повтарям, че приемането на Договора от Лисабон определено ще подобри това положение. Надявам се, че гжа Sinnott, която сподели опита си с нас, ще използва факта, че Договорът от Лисабон би променил положението и опита й да помогне да се организира подкрепата за Договора от Лисабон в Ирландия. Злощастните събития в Мумбай днес показват, че има много неща, които трябва да подобрим, ако искаме да изпълним основателните очаквания на гражданите на ЕС. Erika Mann - (EN) Гн Председател, искам да отправя само кратка препоръка към Съвета. Оценявам казаното от вас, но може ли, след като предвиждате подобни преструвки като днешните, да поканите някои от онези, които наистина са били в Мумбай, за да добиете представа за нещата, гледани отвътре? Председател Разискването приключи. Писмени декларации (член 142) Lidia Joanna Geringer de Oedenberg Нарасналата мобилност на гражданите на ЕС изисква от нас да адаптираме сегашните принципи за консулската защита към новите обстоятелства. Гражданите на ЕС трябва да имат достъп до защита и помощ от своите страни чрез дипломатическите представителства и консулствата (чл. 3 от Виенската конвенция за дипломатическите отношения и чл. 1 от Виенската конвенция за консулските отношения) и в съответствие с разпоредбите на Договора от Маастрихт, допълнителна дипломатическа и консулска защита извън границите на Европейския съюз, което произтича от статута им на граждани на ЕС. На практика това означава, че докато се намира в трета страна, където държавата-членка, чийто гражданин е, няма свое представителство, един гражданин на ЕС има право на дипломатическа и консулска закрила от всички други държави-членки на същия принцип като гражданите на тази страна. За съжаление, критичното положение в Мумбай след бомбардировките миналата година разкри недостатъците на много дипломатически служби, що се отнася до прилагането на практика на решенията на Общността във връзка със сигурността на гражданите на ЕС. Много европейци, сред които делегацията на Европейския парламент, която беше в Индия по това време, се натъкнаха на административни проблеми и неоправдано дълго чакане, за да получат копия на загубени документи. Това доказа, че не е лесно да се приложи концепцията за европейска солидарност. Правото на консулска защита в трети държави е една от основните характеристики на гражданството на Европейския съюз. Държавите-членки следва да направят всичко, което могат, за да гарантират, че защитата се прилага правилно, и да гарантират равнопоставено отношение и грижи към всички граждани на ЕС. Toomas Savi Съгласно член 20 от Договора за създаване на Европейската общност "всеки гражданин на Съюза на територията на трета страна, където държавата-членка, чийто гражданин е той, няма представителство, има право на закрила от дипломатическите и консулските представителства на всяка държава-членка при същите условия, както и гражданите на тази държава". В края на ноември миналата година нашият колега, гн Ignasi Guardans Cambó, беше в Мумбай по време на терористичните атаки и е станал свидетел на няколко нарушения на Договора от дипломатите на някои държави-членки, тъй като граждани на Европейския съюз са били диференцирани и дискриминирани въз основа на националността им. Поведението на някои държави-членки в Мумбай не само нарушава правата на гражданите на ЕС, но също така извежда недостатъците в процеса на интеграция на ЕС. Следователно от ключово значение е за ЕС да проучи този конкретен случай и да предприеме действия, за да гарантира, че този случай няма да се повтори. Ще бъде ценно, ако Съветът и Комисията могат да осигурят мониторинг на прилагането на член 20 от Договора, а всяко отклонение да бъде задълбочено проучвано.

Psychische Gesundheit (kurze Darstellung) Der Präsident Der nächste Punkt ist eine kurze Darstellung des Berichts von Frau Tzampazi im Namen des Ausschusses für Umweltfragen, Volksgesundheit und Lebensmittelsicherheit über psychische Gesundheit. Evangelia Tzampazi Herr Präsident, Herr Kommissar, meine Damen und Herren! Wir werden uns immer mehr darüber bewusst, dass es keine Gesundheit ohne psychische Gesundheit geben kann. Wir stellen fest, dass sich die Probleme der psychischen Gesundheit häufig auf die menschlichen und finanziellen Aspekte des persönlichen, familiären, beruflichen und gesellschaftlichen Lebens und die Familien und Gesellschaft als Ganzes auswirken. Die Zahlen sprechen für sich: Jeder Vierte wird unter einer psychischen Störung leiden. Die Depression ist eine der häufigsten Störungen und bis zum Jahr 2020 wird sie eine der häufigsten Krankheiten in der entwickelten Welt sein. In der Europäischen Union begehen jedes Jahr ungefähr 59 000 Menschen Selbstmord, von denen 90 % auf geistige Störungen zurückzuführen sind. Sensible und marginalisierte Gruppen, wie Behinderte, weisen die höchste Wahrscheinlichkeit auf, an psychischen Gesundheitsproblemen zu leiden. Daneben werden im alternden Europa neurodegenerative Störungen immer häufiger. Deshalb stimmen sicher alle zu, dass ein konzertierter Ansatz bei den Herausforderungen der psychischen Gesundheit erforderlich ist, und dass diese uns alle betrifft. Wir alle haben die Pflicht, die psychische Gesundheit zu verteidigen, und der Schutz der Rechte der psychisch Kranken und derer Familien ist eine ideologische und politische Haltung, bei der der Staat den Bedürftigen soziale Unterstützung und Schutz bietet. Der erste Schritt war das Grünbuch der Kommission; der nächste Schritt war die europäische Konferenz "Gemeinsam für psychische Gesundheit und Wohlbefinden" bei der der Europäische Pakt für psychische Gesundheit und Wohlbefinden geschlossen wurde. Auf der gleichen Linie enthält der einstimmig vom Ausschuss für Umweltfragen, Volksgesundheit und Lebensmittelsicherheit verabschiedete Bericht über psychische Gesundheit eine Reihe Empfehlungen zur Förderung der psychischen Gesundheit und des Wohlbefindens der Bevölkerung, um gegen das Stigma der Diskriminierung und des sozialen Ausschlusses zu kämpfen, prophylaktische Maßnahmen und die Selbsthilfe zu stärken und Unterstützung und eine angemessene Behandlung von Menschen mit psychischen Gesundheitsproblemen und deren Familien und Pfleger bereit zu stellen. Im Bericht unterstreichen wir die Notwendigkeit, hochwertige, erschwingliche, effektive und universelle psychische Gesundheitsdienste und eine aktualisierte Gesetzgebung zu erreichen. Wir fordern, dass ein Schwerpunkt auf die Ausbildung aller Personen in Schlüsselpositionen gesetzt wird. Wir fordern den Zugang zu angemessenen Weiterbildungs- und Schulungs- sowie Beschäftigungsmaßnahmen und die Schaffung eines unterstützenden Umfeldes mit besonderem Augenmerk auf den verletzlichen Gruppen. Wir fordern, einen Schwerpunkt auf die Prophylaxe der psychischen Störungen über soziale Eingriffe zu setzen. Wir fordern die Mitgliedstaaten auf, Organisationen zu befähigen, welche die Menschen mit psychischen Gesundheitsproblemen vertreten. Wir schlagen die Einrichtung einer Plattform zur Überwachung der Verwirklichung des Paktes vor. Wir appellieren an die Kommission, Schlussfolgerungen der Fachkonferenzen vorzulegen. Wir unterstreichen die Notwendigkeit, geeignete Indikatoren zu erarbeiten, um die Beurteilung der Bedürfnisse auf nationaler und europäischer Ebene zu verbessern. Gleichzeitig unterbreiten wir Vorschläge im Rahmen der fünf prioritären Bereiche des Paktes. In diesem Rahmen heben wir hervor, dass wir zur Vermeidung von Depressionen und Selbstmorden multisektorielle Programme verwirklichen und Netzwerke aufbauen müssen, um ein gesundes Klima in den Schulen zu schaffen, die Arbeitsbedingungen zu verbessern, Maßnahmen zur Verbesserung der Lebensqualität zu treffen; letztendlich unterstreichen wir im Zuge des Kampfes gegen die Stigmatisierung und den sozialen Ausschluss, dass öffentliche Informations- und Bewusstseinskampagnen notwendig sind. Dafür möchte ich den Mitgliedern danken, die ihre Vorschläge eingebracht haben, und hoffe, dass wir eine Botschaft aussenden, dass die psychische Gesundheit ein wertvolles gesellschaftliches Gut ist und wir alle an ihrer Förderung arbeiten müssen. Janez Potočnik Mitglied der Kommission. - Herr Präsident! Ich beglückwünsche das Europäische Parlament und seine Berichterstatterin Frau Tzampazi für diesen Initiativbericht über psychische Gesundheit. Der Bericht unterstreicht vollkommen zu Recht die großen Auswirkungen der psychischen Gesundheit auf das allgemeine Wohlbefinden, Bildung, Lernen und soziale Kohäsion in der Europäischen Union. Die Tatsache, dass das Parlament diesen Bericht nur zwei Jahr nach einer Entschließung bezüglich des Grünbuchs der Kommission über psychische Gesundheit verabschiedet, ist kennzeichnend für die dringende Notwendigkeit, in diesem Bereich mehr zu tun. Meiner Ansicht nach gibt es einen gewissen Anlass für Optimismus. Das Bewusstsein der Wichtigkeit der psychischen Gesundheit und des Wohlbefindens hat sich in allen Sektoren im Vergleich mit vor zwei Jahren gebessert. Das zeigt sich ganz offensichtlich mit der großen Unterstützung der hochrangigen Konferenz der Kommission "Zusammen für psychische Gesundheit und Wohlbefinden" sowie den europäischen Pakt für psychische Gesundheit und Wohlbefinden, die beide von der Berichterstatterin genannt wurden. Weitere positive Entwicklungen sind, unter anderem, die Tatsache, dass viele Mitgliedstaaten, wie zum Beispiel Finnland und Ungarn, ihre Strategien für psychische Gesundheit überarbeitet oder Aktionspläne erstellt haben. Das sozioökonomische Lernen wurde in die Schullehrpläne aufgenommen. Im Vereinigten Königreich sind Lebensfragen jetzt in vielen Schulen ein selbstberechtigtes Schulfach. Die Arbeitgeber sind sich immer mehr der Verknüpfungen von Wohlbefinden und Produktivität bewusst. CSR Europe hat sogar ein Toolkit für das Wohlbefinden am Arbeitsplatz geschaffen. Aber seien wir doch klar. Es gibt sicher keinen Grund zur Selbstzufriedenheit, und es ist noch viel mehr zu tun. Infolge der gegenwärtigen Finanz- und Wirtschaftskrise entstehen neue Gefahren für die psychische Gesundheit. Die Mitgliedstaaten könnten in Versuchung gebracht werden, die Etats für psychische Gesundheit zu kürzen oder ihre Bemühungen bei dem Aufbau eines modernen Systems der psychischen Gesundheit mit Gemeinschaftsdiensten anstelle von veralteten Anstalten einzuschränken. Der wirtschaftliche Abschwung verschlechtert die Perspektiven der jungen Menschen, insbesondere der Schulabgänger. Die Ungewissheit der Arbeitsplätze und die daraus resultierenden Sorgen hinsichtlich eines stabilen Einkommens und die steigende Arbeitslosigkeit stellen neue große Bedrohungen für die psychische Gesundheit dar. In den nächsten beiden Jahren wird die Kommission eine Reihe Konferenzen zu den fünf Prioritäten des Pakts für psychische Gesundheit veranstalten. Dabei handelt es sich um gemeinsame Veranstaltungen der Ratspräsidentschaft und der Mitgliedstaaten. Die erste internationale Konferenz, über Stigmatisierung und psychiatrische Pflege, wird von der tschechischen Präsidentschaft am 29. Mai dieses Jahres abgehalten. Die erste Fachkonferenz, über psychische Gesundheit bei Jugendlichen und in der Bildung, wird am 29. und 30. September in Zusammenarbeit mit der schwedischen Präsidentschaft in Stockholm stattfinden. Die zweite Fachkonferenz, über Prophylaxe von Depression und Suizid, wird im Dezember mit Ungarn organisiert. Im ersten Halbjahr 2010 wird die spanische Präsidentschaft eine Fachkonferenz über psychische Gesundheit von älteren Menschen abhalten. Daneben stehen wir für zwei weitere Konferenzen über psychische Gesundheit in Arbeitsstätten und den Kampf gegen die Stigmatisierung und den gesellschaftlichen Ausschluss mit Mitgliedstaaten in Gesprächen. Der Bericht des Parlaments enthält zahlreiche konkrete Anregungen, die einen wertvollen Beitrag zu den künftigen Debatten in diesen Konferenzen darstellen. Der Bericht unterstreicht nicht nur die Bedeutung der psychischen Gesundheit in der Europäischen Union, sondern zeigt auch auf, dass es viele Gelegenheiten gibt, im Bereich der psychischen Gesundheit auf Ebene der Europäischen Union tätig zu werden. Eine der Anregungen aus dem Bericht ist der Aufbau einer Struktur, um die Verwirklichung des europäischen Paktes für psychische Gesundheit und Wohlbefinden zu überwachen. Ich stimme darin überein, dass eine regelmäßige Überprüfung der Fortschritte bei den Zielen des Paktes einen signifikanten Mehrwert bedeuten würde. Wir werden eingehend überlegen, wie es uns am besten gelingen kann, eine solche Idee in die Praxis umzusetzen. Ich möchte noch einmal dem Parlament und seiner Berichterstatterin für diesen sehr hilfreichen Bericht und extrem wichtigen Empfehlungen danken. Der Präsident Die Aussprache ist geschlossen. Die Abstimmung erfolgt am Donnerstag, den 19. Februar 2009. Schriftliche Erklärungen (Artikel 142) Louis Grech schriftlich. - Die psychische Gesundheit ist ein Schlüsselfaktor für das Leben der Menschen, und es gibt immer mehr Belege für ihre Auswirkungen auf unsere Gesellschafts-, Wirtschafts- und Rechtssysteme. Ich unterstütze diesen Bericht, da er einen umfassenden Ansatz für die Herausforderungen verfolgt, denen wir uns im Bereich der psychischen Gesundheit zu stellen haben, wie der Kampf gegen die Stigmatisierung, Diskriminierung und den gesellschaftlichen Ausschluss, aber mit gleichzeitiger Anerkennung der Notwendigkeit von Prophylaxeprogrammen, öffentlicher Unterstützung und geeigneter Behandlung der Personen. Als relativ neue Wissenschaft wird die psychische Gesundheit nicht allgemein als eine Priorität eingeschätzt, aber die jüngsten technologischen Entwicklungen haben es uns ermöglicht, das menschliche Gehirn besser zu erforschen und den Weg zu neuen, das Leben verändernden Behandlungen von Personen aufzuzeigen. Ich bin der Ansicht, wir sollten weiterführende Forschungsarbeiten in diesem Bereich klar unterstützen, mit besonderem Schwerpunkt auf der zunehmend wachsenden älteren Bevölkerung in Europa, die auf ein gesundes, würdiges und aktives Altern hofft. Wir brauchen erreichbare Strukturen und Behandlungsmöglichkeiten für psychische Krankheiten, aber es ist auch sehr wichtig, ein hilfreiches Umfeld zu haben, wie Programme zur Arbeitsmarktintegration. Die psychische Gesundheit ist auch im Bereich der Arbeitsstätten sehr wichtig, wo sie die Leistung schwerwiegend behindern kann, weshalb wir bewährte Methoden unter den Arbeitgebern fördern müssen, um unnötigen Stress zu verringern und das psychische Wohlbefinden der Arbeitnehmer zu schützen. Eija-Riitta Korhola schriftlich. - (FI) Ich möchte Frau Tzampazi für ihren Bericht über psychische Gesundheit, für den ich gestimmt habe, danken. Jeder Vierte leidet mindestens einmal im Leben unter psychischen Gesundheitsproblemen. Schätzungen besagen, dass im Jahr 2020 die Depression in der entwickelten Welt zur häufigsten Krankheit und zur zweithäufigsten Ursache für Erwerbsunfähigkeit geworden sein wird. Externe Faktoren, wie die Folgen der gegenwärtigen Finanzkrise, tendieren dazu, die Menschen für diese Probleme verletzlich zu machen. Die psychischen Krankheiten bringen nicht nur Kosten mit sich, die eine Last für das Gesundheitswesen und das gesamte Gesellschafts- und Wirtschaftssystem darstellen, sondern sie mindern auch unnötigem stark die Lebensqualität der Betroffenen und ihrer Familien. Es wurden zwar sehr große Schritte nach vorne bei den Versorgungsstandards und der allgemeinen Haltung gemacht, aber die von psychischen Gesundheitsproblemen Betroffenen und ihre Familien werden immer häufiger marginalisiert. Die Unterschiede bei den Standards zur Prophylaxe und Gewährleistung einer erstklassigen Versorgung sind zu groß, sowohl unter den EU-Ländern als auch regional innerhalb der Länder. Ich freue mich, dass die Angelegenheit der psychischen Gesundheit von jungen Menschen im Bericht von Frau Tzampazi besonders genannt und darin der Vorschlag gemacht wird, sektorübergreifende Programme aufzulegen, um dieses Problem zu behandeln. Wir dürfen aber nicht vergessen, dass die wichtigste Vorsorgearbeit für die psychische Gesundheit immer Verantwortung der Erzieher und Agenturen außerhalb der Familie und des Elternhauses ist. Das bedeutet die Förderung eines gesunden Lebensstils und den Kindern und Jugendlichen zuzuhören und ihnen Beachtung zu schenken. Ich halte die hohe Qualität, den einfachen Zugang und die Effektivität der allgemeinen Dienste für die psychische Gesundheit, die im Bericht von Frau Tzampazi gefordert werden, für besonders wichtig, ebenso wie höhere Investitionen in hochrangige Forschungsarbeiten. Mehr finanzielle Mittel sollten besonders für die medizinische Erforschung der Verbindung zwischen Prophylaxe und Problemen der psychischen und physischen Gesundheit aufgewendet werden. Siiri Oviir Störungen der psychischen Gesundheit sind in zahlreichen Ländern nationale Gesundheitsprobleme, da sie einen signifikanten Einfluss auf die betroffenen Menschen, ihre Familien und die Gesellschaft allgemein besitzen. Störungen der psychischen Gesundheit führen auch oft zu Erwerbsunfähigkeit und können somit bedeutende wirtschaftliche Lasten für die Gesellschaft verursachen. Laut Entwicklungsbericht der Weltbank des Jahres 1993 waren vier der zehn häufigsten Ursachen für Erwerbsfähigkeit psychische und/oder neurologische Gesundheitsstörungen. Während im Jahr 1993 die Depression an vierter Stelle der Krankheiten stand, die zu Erwerbsunfähigkeit führen, kann sie, wenn sich die gegenwärtigen Trends bestätigen, bis 2020 die zweithäufigste Ursache für Erwerbsunfähigkeit unter der Gesamtbevölkerung und sogar die bedeutendste bei Frauen werden. Trotz des Ausmaßes und der Schwere der Folgen der psychischen Gesundheitsstörungen gibt es in der Welt und in Europa heute immer noch Länder, in denen dem Problem unzureichend Aufmerksamkeit geschenkt wird. Solche Situationen sind oft auf eine teilweise negative öffentliche und politische Haltung in der Gesellschaft und auf die Stigmatisierung der psychischen Krankheiten zurückzuführen. Das führt wiederum zu einer unzureichenden Beachtung der psychischen Gesundheit, zu begrenzt verfügbaren Diensten, Mangel an alternativen Behandlungsmethoden und unzureichenden Informationen über Behandlungsmöglichkeiten. Auch wenn die Lösung der psychischen Gesundheitsprobleme in den Zuständigkeitsbereich der Mitgliedstaaten fällt, ist es wichtig, das Volumen der finanziellen Unterstützung und der auf Kenntnissen beruhende Beistand, der den Mitgliedstaaten seitens der EU gewährt wird, weiter zu erhöhen, um ihnen dabei zu helfen, die notwendigen Gesundheits-, Sozial-, Pflege- und Bildungsdienste und Vorsorgemaßnahmen zu entwickeln und zu verbessern. Ich bin der Meinung, die Förderung der psychischen Gesundheit und des Wohlbefindens der Einzelpersonen muss in allen Mitgliedstaaten der Europäischen Union zu einem hochprioritären Ziel werden, denn die psychische Gesundheit der Einzelpersonen wirkt sich direkt auf die wirtschaftliche Produktivität und die Beschäftigung in den Mitgliedstaaten aus. Zdzisław Zbigniew Podkański schriftlich.- (PL) Wie wir wissen, ist die psychische Gesundheit ein Grundwert einer jeden Person, und wir, die Vertreter der Nationen Europas dürfen diesen Umstand nicht vergessen. Ich halte es für gut, dass wir dieses Thema erneut im Forum des Europäischen Parlaments behandeln. Die psychischen Krankheiten, die Flut von Selbstmorden und Depressionen sind zu einer Bedrohung für die zeitgenössische Gesellschaft geworden. Diese Probleme betreffen aber nicht nur Menschen, die unter kontinuierlichem Stress leben, sondern auch Kinder, junge Menschen und Ältere. Ich bin auch der Ansicht, wir sollten weitereichende Schritte unternehmen, um diese Zivilisationskrankheiten zu besiegen. Deshalb unterstütze ich die Forschung und den freien Zugang zu den Ergebnissen dieser Forschungsarbeiten und zu den Spezialisten. Zusammen mit meinem Dank für den Bericht über psychische Gesundheit möchte ich aber auch meiner Besorgnis Ausdruck verleihen, ob es möglich ist, neben der Bereitstellung von Hilfe für ältere Menschen und Maßnahmen zum Kampf gegen die Stigmatisierung und den sozialen Ausschluss, auch Projekte aufzunehmen, um Menschen zu erreichen, die sozial marginalisiert sind. Solche Menschen zeigen oft Abneigung anderen gegenüber, fühlen sich entfremdet und haben Angst von Tadel der Gesellschaft. Meiner Meinung nach ist das erste Problem, auf das wir uns konzentrieren sollten, ein ausgedehntes Bildungsprogramm, damit alle Menschen, die es brauchen, wissen, wohin sie sich wenden können, welche Hilfe sie erwarten können und, das ist das Wichtigste, dass es möglich ist, wieder zu einem normalen Leben zurückzukehren. Daciana Octavia Sârbu Die psychische Gesundheit und das Wohlbefinden sind große Herausforderungen des Jahrhunderts, in dem wir leben. Die Weltgesundheitsorganisation schätzt, dass die psychischen Störungen im Jahr 2020 15 % aller Krankheiten ausmachen werden. Ich mach mir besonders große Sorgen um die Zukunft der Heranwachsenden und Kinder, und deshalb habe ich vorgeschlagen, die Bürger auf die Verschlechterung des psychischen Gesundheitszustandes von Kindern, deren Eltern ausgewandert sind, aufmerksam zu machen, zusammen mit der Einführung von Programmen in den Schulen, um diesen jungen Menschen zu helfen, sich den psychologischen Problemen im Zusammenhang mit der Abwesenheit ihrer Eltern zu stellen. Ich habe auf dieser Angelegenheit bestanden wegen der hohen Anzahl von Kindern, die von ihren Eltern verlassen wurden, weil sie zum Arbeiten in das Ausland gegangen sind. Dabei handelt es sich um eine Situation, die immer öfter in Mittel- und Osteuropa anzutreffen ist. Immer noch an diese jungen Menschen denkend habe ich Maßnahmen vorgeschlagen, um die Einrichtung von Beratungsfunktionen in allen weiterführenden Schulen zu fördern und alternative Optionen anzubieten, die vertraulich sind und diese Kinder nicht stigmatisieren, um ihren sozialen und emotionalen Bedürfnisse gerecht zu werden. Bedenkt man, dass die psychische Gesundheit die Lebensqualität der europäischen Bürger bestimmt, muss dieses Thema gleich ernsthaft behandelt werden wie die Aspekte der körperlichen Gesundheit. Es ist wirklich ein europäischer Aktionsplan dafür notwendig, um auf die Herausforderungen der psychischen Störungen zu reagieren. Richard Seeber Wenn wir über Gesundheit sprechen, bezieht sich dies meist auf das körperliche Wohlbefinden. Psychische Krankheiten können jedoch den Alltag der Betroffenen ebenso erschweren und haben gesellschaftlich betrachtet weitreichende negative Auswirkungen. Die Initiative des Parlaments zur besseren Aufklärung über psychische Gesundheit ist daher ein sehr positiver Schritt. Der Umgang mit psychischen Störungen sollte in der Bevölkerung stärker diskutiert werden, aber auch Methoden, psychischen Krankheiten vorzubeugen, sollten einer breiten Öffentlichkeit zugänglich gemacht werden. Besonders hervorzuheben ist in diesem Zusammenhang das Umfeld Arbeitsplatz. Da berufstätige Menschen sehr viel Zeit an ihrem Arbeitsplatz verbringen und im Zusammenhang mit ihrer Tätigkeit Stress ausgesetzt sind, gilt es, die seelische Gesundheit gerade dort zu fördern. Nur motivierte und ausgeglichene Arbeitnehmer sind in der Lage, den an sie gestellten Anforderungen gerecht zu werden. Unternehmen und öffentliche Einrichtungen sollten daher für dieses Thema sensibilisiert werden. Insgesamt setzt das Parlament mit der Anerkennung seelischer Störungen ein Zeichen für ein modernes Gesundheitsverständnis und bietet auf lange Sicht vielen Betroffenen eine positive Perspektive.

De Voorzitter Geachte collega's, een aantal collega's heeft gisteren niet gehoord dat ik wel degelijk de verschrikkelijke overstromingen in de departementen van Zuid-West-Frankrijk betreurde. Ik heb het hier wel degelijk over gehad, en ik heb gezegd hoezeer wij door dit drama getroffen waren. Ik voeg er overigens aan toe dat wij de Commissie natuurlijk zullen verzoeken de nodige maatregelen te treffen om hulp te bieden aan de slachtoffers van deze ramp en de door de betrokken regering getroffen maatregelen aan te vullen. Ik heb het overigens ook over de verschrikkelijke aardbeving in Turkije gehad. Ik wilde dit nogmaals duidelijk stellen. Goedkeuring van de notulen van de vorige vergadering De Voorzitter De notulen van de vergadering van gisteren zijn rondgedeeld. Geen bezwaren? De heer Barón Crespo wil het woord voeren. Barón Crespo Ik groette de heer Solana. De Voorzitter Wij zullen hem natuurlijk dadelijk welkom heten. Mijnheer Solana, u ziet hoe u wordt ontvangen! Geen bezwaren inzake de notulen? Nogueira Román Mevrouw de Voorzitter, bij de stemming over amendement 7 bij het verslag van mevrouw Smet staat per abuis dat ik tegen zou hebben gestemd. Er hoort echter te staan dat ik voor heb gestemd. De Voorzitter Wij zullen dat rechtzetten, mijnheer Nogueira Román. Korakas Mevrouw de Voorzitter, de drie afgevaardigden van de Communistische Partij van Griekenland wensen hevig te protesteren tegen de aanwezigheid van de heer Solana hier. Hij was als secretaris-generaal van de NAVO een van de hoofdverantwoordelijken voor de misdaad die in Joegoslavië is begaan. Wij verzetten ons eveneens tegen zijn benoeming tot "mijnheer GBVB" en derhalve verlaten wij deze zaal bij wijze van protest. De Voorzitter Mijnheer Korakas, uw woorden hadden niets met de notulen te maken. (De notulen worden goedgekeurd) Dupuis Mevrouw de Voorzitter, ik voer het woord omdat ik natuurlijk de heer Solana wil begroeten, maar omdat ik tevens wil vragen wat de termijn is voor de indiening van amendementen op het verslag over OLAF, dat op de agenda van vandaag staat. U weet dat wij als niet-ingeschrevenen bijzondere moeilijkheden ondervinden om de nodige handtekeningen te verzamelen. Wij zouden dus willen weten wanneer de termijn voor de indiening van amendementen op het verslag van de heer Napolitano verstrijkt. De Voorzitter Wij wachten voorlopig nog af en willen er eerst zeker van zijn dat het verslag in alle talen beschikbaar is. Wanneer dat vaststaat en wij dus het rapport kunnen bespreken, zal de termijn voor de indiening van amendementen worden vastgesteld. Dupuis Een termijn van 24 uur, zoals in het Reglement bepaald is? De Voorzitter Ja, natuurlijk. Verklaring van de heer Solana De Voorzitter Aan de orde is de verklaring van de heer Solana over de ontwikkeling van het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid. Mijnheer Solana, wij verheugen ons er ten zeerste over dat wij u voor de eerste maal in deze vergadering mogen begroeten. Wij wensen echt heel nauw met u samen te werken, en ik verleen u met veel genoegen het woord. Solana Mevrouw de Voorzitter, geachte afgevaardigden, het is voor mij een groot genoegen en een grote eer om voor de plenaire vergadering van het Parlement te verschijnen in mijn nieuwe hoedanigheid van secretaris-generaal van de Raad en hoge vertegenwoordiger van de Unie voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid. Het is niet de eerste keer dat ik voor u sta - in het verleden ben ik hier immers in andere gedaanten meer dan eens geweest - maar het is wel de eerste keer sinds ik deze nieuwe functies bekleed. Onlangs heb ik al de kans gehad om tijdens een hoorzitting in de commissie buitenlandse zaken van het Parlement enkele dringende kwesties te bespreken. Ik besef dat ik mij in mijn nieuwe functie ongetwijfeld met zaken bezig zal gaan houden die niet alleen relevant zijn voor enkele commissies, maar ook voor de plenaire vergadering van dit Parlement. Daarom vind ik deze gelegenheid om de plenaire vergadering toe te spreken bijzonder belangrijk. Ik verzeker u dat ik vastbesloten ben om nauw met u allen samen te werken en u in te lichten over iedere politieke kwestie die voor u van belang zou kunnen zijn. Daarom, mevrouw de Voorzitter, wil ik nogmaals zeggen dat ik vast van plan ben om zo vaak als nodig is naar de plenaire vergaderingen te komen. Als hoge vertegenwoordiger heb ik vooral de opdracht om met de lidstaten en met het voorzitterschap van de Raad samen te werken, en hen te helpen bij het ontwikkelen van een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid. Dat zal mijn voornaamste prioriteit zijn. Ik zal proberen - en hoop daarin te slagen - om bijzonder nauw samen te werken met de Commissie, met name met voorzitter Prodi en met Chris Patten, die hier vanmorgen ook aanwezig is. Wij hebben met zijn drieën afgesproken om effectief met elkaar samen te werken. Ik word gesteund door de lidstaten, en ik ben ervan overtuigd dat ik ook op uw steun mag rekenen. Geachte afgevaardigden, de bevolking verwacht van ons dat wij snel en doeltreffend optreden als zich een crisis voordoet, en de burgers verwachten terecht dat er rekening wordt gehouden met hun zorgen. U vervult een wezenlijke rol als klankbord voor die opvattingen en door uw bijdrage aan de totstandkoming van een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid dat doeltreffender en coherenter is, dat beter aansluit bij de zorgen van de bevolking, en dat de waarden en principes weerspiegelt die onze Europese identiteit hebben bepaald. Mevrouw de Voorzitter, vanmorgen wil ik me hoofdzakelijk op twee dingen richten. In de eerste plaats wil ik het Parlement graag op de hoogte brengen van de belangrijkste zaken waarmee ik me heb beziggehouden sinds ik, bijna een maand geleden, mijn nieuwe functies heb opgenomen. In de tweede plaats wil ik het met u hebben over een van mijn voornaamste prioriteiten: de ontwikkeling van een veiligheids- en defensiebeleid. Ik zal kort de voortgang evalueren die de laatste tijd is geboekt, en ik zal de vooruitzichten voor de toekomst de revue laten passeren. Een van mijn eerste verplichtingen na mijn ambtsaanvaarding was het bijwonen van de topontmoeting met Rusland op 22 oktober jongstleden. Ik heb de commissie buitenlandse zaken al kunnen inlichten over de belangrijkste punten die we bij die gelegenheid hebben behandeld. Tsjetsjenië, dat voor de meesten van u ook vast een bron van zorg is, stond hoog op de agenda. Zoals u weet heeft de Raad maandag het buitensporige en willekeurige gebruik van geweld in Tsjetsjenië veroordeeld. Dat geweld heeft veel leed veroorzaakt onder de burgerbevolking, en heeft tienduizenden mensen er helaas toe genoopt om naar andere delen van het land uit te wijken. De Raad heeft de Russische regering verzocht om zich aan de uit het internationale humanitaire recht voortvloeiende verplichting te houden om burgerslachtoffers te vermijden en de grens tussen Tsjetsjenië en Ingoesjië open te houden. Wij moeten de grootst mogelijke politieke druk blijven uitoefenen op de Russische regering, die moet proberen door middel van onderhandelingen een oplossing te vinden. Zij moet een akkoord trachten te bereiken door overleg, want er bestaat geen militaire oplossing voor de crisis in Tsjetsjenië. De enige oplossing is een politieke oplossing. Ik heb onze bezorgdheid over al deze aspecten - die u ongetwijfeld deelt - overgebracht aan premier Poetin bij de twee of drie gelegenheden die ik had om met hem te spreken, en bij de laatste gelegenheid op zondagavond ook aan minister Ivanov van Buitenlandse Zaken. Mevrouw de Voorzitter, een andere regio die ik bij uitstek belangrijk vind is Zuid-Oost-Europa. Op 28 en 29 oktober heb ik samen met commissaris Patten een bezoek aan Kosovo gebracht. Wij hebben bij die gelegenheid niet alleen alle politieke leiders van de beide bevolkingsgroepen ontmoet, maar ook de vertegenwoordigers van de VN-missie in Kosovo en van de internationale vredesmacht voor Kosovo, KFOR. Wij hebben benadrukt dat de Unie zich zal inzetten voor de wederopbouw van Kosovo en voor de totstandkoming van een democratisch en multi-etnisch Kosovo. Wij hebben er bij de plaatselijke politieke leiders op aangedrongen dit proces te ondersteunen door krachtig leiderschap te tonen. We hebben tevens onderstreept hoe belangrijk het is dat alle gematigde leiders zich duidelijk uitspreken en hun verantwoordelijkheid nemen, zodat het verzoeningsproces kans van slagen heeft. Zoals u weet hebben de lidstaten mij in de Raadsvergadering van gisteren de opdracht gegeven om na te gaan hoe de democratische oppositie in Servië ervoor staat. Morgen zal ik daar op de OVSE-top in Istanbul actief aan beginnen te werken door de nodige ontmoetingen te organiseren. Met betrekking tot de Balkanlanden zal ik natuurlijk extra aandacht schenken aan de diverse onderdelen van het stabiliteitspact. Commissievoorzitter Prodi, commissaris Patten, Bodo Hombach en ikzelf werken samen aan het verbeteren van de coherentie en de doelmatigheid van ons optreden in de regio. Tijdens komende vergaderingen zullen we op die punten nader kunnen ingaan. Mevrouw de Voorzitter, ik wil nog een andere prioriteit van de Unie vermelden: het vredesproces in het Midden-Oosten. Toen ik begin november in Oslo de herdenking van de moord op premier Rabin bijwoonde, heb ik met premier Barak en president Arafat kunnen spreken. Beide partijen zijn er momenteel duidelijk op gericht om serieus te onderhandelen, met het oog op het globale akkoord dat op z'n laatst in februari, dus al binnenkort, zou moeten worden bereikt. Ik heb er geen twijfel over laten bestaan dat de Unie vanzelfsprekend bereid is om alle hulp en technische knowhow te leveren die nodig zijn om dat doel te bereiken. Bovendien heb ik de speciale afgezant van de Unie, de heer Miguel Angel Moratinos, gevraagd om nauw contact te blijven onderhouden met de onderhandelingsteams, en ons van de voortgang van de gesprekken op de hoogte te houden. Morgen heb ik, in de marge van de OVSE-top, ook weer een onderhoud met premier Barak. Sinds ik in functie ben heb ik met het Raadsvoorzitterschap en commissaris Patten ook aan verscheidene vergaderingen van de trojka deelgenomen. In het bijzonder wil ik de vergadering noemen die enkele weken geleden in Algiers werd gehouden. Het was alweer enkele jaren geleden dat er zo'n vergadering had plaatsgevonden. We hebben gekeken hoe de bilaterale gesprekken verlopen, en we hebben afgesproken om de onderhandelingen over de associatieovereenkomst voort te zetten. De reactie die wij op ons verzoek betreffende mensenrechtenkwesties kregen, durf ik bemoedigend te noemen. Er is ons verzekerd dat niet-gouvernementele mensenrechtenorganisaties inmiddels zijn uitgenodigd om Algerije te bezoeken. Daarnaast hebben wij een oproep gedaan om dit moment aan te grijpen om de betrekkingen tussen alle landen van de Maghreb wezenlijk te verbeteren. Zoals u weet bekleedt Algerije op het ogenblik een belangrijke positie als voorzitter van de OAE. Bijgevolg zal het een hoofdrol spelen in de voorbereiding van de topontmoeting tussen de Europese Unie en Afrika, die volgend jaar april in Egypte plaats zal vinden. Naar mijn mening is die bijeenkomst van groot belang, omdat het een waardevolle gelegenheid is om de banden tussen Europa en Afrika aan te halen. Afrika wordt momenteel beschouwd als een vergeten continent, maar Europa mag Afrika niet links laten liggen. Mevrouw de Voorzitter, ten slotte wil ik nog heel kort vermelden dat ik in de afgelopen vier weken nog veel meer nuttige ontmoetingen heb gehad: met de president van Colombia - die u ook in de plenaire vergadering van het Parlement hebt ontvangen -, met de president van Letland, en met de minister van Buitenlandse Zaken van Cyprus, om te bepalen hoe het overleg kan worden bevorderd dat hoogstwaarschijnlijk op 3 december in New York van start gaat. Vanmiddag vertrek ik naar Istanbul om de topconferentie van de Organisatie voor Veiligheid en Samenwerking in Europa bij te wonen. Ik heb daarstraks de kwestie Tsjetsjenië al aangeroerd. Helaas zou die de top van morgen wel eens kunnen overheersen. Ik verzeker u dat wij er bij de Russische regering op aan zullen blijven dringen de hevigheid van het conflict te verminderen en een vreedzame oplossing na te streven. Tevens zullen we er alles aan doen om van Rusland de toezegging los te krijgen dat het volledig zal voldoen aan alle verplichtingen die het zowel op grond van het OVSE-verdrag als het huidige Verdrag inzake conventionele strijdkrachten in Europa heeft. Op de top van Istanbul zal de aanpassing van dit laatste verdrag hoogstwaarschijnlijk worden goedgekeurd. Als de komende dagen het Europees Veiligheidshandvest wordt getekend en aangenomen, zal dat het gezag van de Organisatie voor Veiligheid en Samenwerking in Europa ongetwijfeld versterken. Verder is het beslist een waardevolle aanvulling op de ontwikkeling van het veiligheidsbeleid van de Unie. Mevrouw de Voorzitter, geachte afgevaardigden, er zijn nog veel meer onderwerpen die ik met u zou willen bespreken, maar omdat ik het kort moet houden zult u het mij niet kwalijk nemen dat ik nu op het thema veiligheid en defensie overstap. Mevrouw de Voorzitter, ik durf de Raad Algemene Zaken die maandag plaatsvond als historisch te betitelen. Voor de eerste maal namen ook de ministers van defensie van de Unie aan de Raad Algemene Zaken deel, en hield de Raad een mijns inziens belangrijk debat over de formulering van een Europees veiligheids- en defensiebeleid. Het debat was bedoeld om de conclusies voor te bereiden die de Europese Raad van Helsinki onder Fins voorzitterschap over dat onderwerp zou moeten aannemen. Dames en heren, het is al enige tijd duidelijk dat als Europa de plaats op het wereldtoneel wil innemen die het verdient, het zowel een Europees veiligheids- en defensiebeleid als een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid zal moeten ontwikkelen. De crisis in Bosnië, en daarna de crisis in Kosovo, hebben aangetoond dat wij meer nodig hebben dan alleen intentieverklaringen. Wij moeten in staat zijn om op te treden. En dat houdt zonder meer in dat wij over de daarvoor benodigde militaire mogelijkheden moeten beschikken. Ik denk dat het een van de belangrijkste taken van de top van Helsinki is om te bepalen wat voor mogelijkheden dat moeten zijn, hoe ze kunnen worden verwezenlijkt, en hoe de Unie over het gebruik ervan zou moeten beslissen. Bij de voorbereidende werkzaamheden is al veel vooruitgang geboekt: in Berlijn, in Saint-Malo, in Washington en in Keulen. Ongetwijfeld zijn dat allemaal mijlpalen geweest die bepaalde etappes afbakenen. Zo was Keulen geen eindbestemming maar een vertrekpunt, en ik weet zeker dat ook Helsinki een nieuwe en zeer belangrijke etappe in dit proces is. We zijn steeds dichter in de buurt van een doel gekomen dat volgens mij van doorslaggevend belang is. Mettertijd is het debat over de Europese defensie minder abstract geworden, concreter en specifieker. Het moment waarop wij een beslissende stap vooruit zullen moeten doen en onze beloften moeten inlossen, nadert met rasse schreden. In de Raad Algemene Zaken van maandag hebben de ministers heel duidelijk gemaakt dat zij de politieke wil hebben om in Helsinki te beslissen hoe groot de gezamenlijke militaire capaciteit van Europa voor deelname aan Petersberg-taken moet zijn. Gelet op het verloop van het debat vertrouw ik erop dat de Europese Raad een specifieke, duidelijke en concrete doelstelling zal bepalen. Naar alle waarschijnlijkheid gaat het daarbij om een uitdaging, in die zin dat van de lidstaten zal worden gevraagd om heel nauwkeurig de prioriteiten af te wegen en misschien enkele moeilijke - of op zijn minst niet eenvoudige - beslissingen over de toewijzing van middelen te nemen. Een aantal prioriteiten, de terbeschikkingstelling van middelen voor gemeenschappelijk gebruik en een multinationale taakverdeling, zullen ongetwijfeld opnieuw moeten worden beoordeeld. Mevrouw de Voorzitter, geachte afgevaardigden, ik denk dat de discussie van maandag ook heeft laten zien dat de ministers wensen dat de Unie passende middelen krijgt om eventuele crises te beoordelen, en dat zij over duidelijke en passende besluitvormingsprocedures beschikt voor het geval het nodig mocht zijn om op te treden. Ik denk dat dit een essentieel element is. Verder moeten we ook rekening houden met de bijdragen en belangen van onze bondgenoten die geen lid zijn van de Unie. Dat betekent dat wij met hen moeten afspreken dat zij hun mening kunnen geven wanneer wij een crisissituatie beoordelen. Daarnaast moeten we voor passende mechanismen zorgen waardoor zij ook volledig kunnen deelnemen aan de operationele besluitvorming als wij hen uitnodigen om zich bij ons aan te sluiten. Geachte afgevaardigden, mevrouw de Voorzitter, ik wil benadrukken dat wij al deze maatregelen ook moeten nemen omwille van onze geloofwaardigheid, in de eerste plaats ten opzichte van onze eigen publieke opinie. We kunnen onmogelijk geloofwaardig overkomen zolang we ons beperken tot het verbeteren van institutionele en bureaucratische mechanismen. Als wij willen dat onze medeburgers en de publieke opinie in onze landen achter een Europees veiligheidsbeleid staan, dan moeten zij overtuigd zijn van onze wil en van ons vermogen om onszelf van het noodzakelijke instrumentarium te voorzien. In de tweede plaats gaat het om onze geloofwaardigheid tegenover onze Amerikaanse NAVO-partners en onze bondgenoten die geen lid zijn van de Unie. Als wij willen dat zij ons serieus nemen, dan moeten we daar wat voor doen. Dat betekent dat wij onze militaire slagkracht moeten vergroten. Als wij dat serieus aanpakken, dan zullen onze bondgenoten ook eerder bereid zijn om hun middelen met ons te delen. In de derde plaats is ook onze internationale geloofwaardigheid in het geding. We moeten laten zien dat we in staat zijn te reageren als zich een crisis voordoet waarbij misschien niet direct ons overleven op het spel staat, maar wel iets dat net zo belangrijk is: ons morele gehalte, het morele niveau dat wij als Europeanen handhaven. Ik denk dat het veel effectiever is om onze waarden, onze manier van leven, onze vrijheden en ons welzijn samen te beschermen dan dat ieder land dat alleen doet. Ten slotte, geachte afgevaardigden, moeten we ook in onszelf geloven. We kunnen dit doel niet bereiken als we er niet duidelijk, energiek en met overtuiging naar streven. Ik wil echter benadrukken dat veiligheid zich niet alleen tot militaire aspecten beperkt. Dat is overduidelijk. De Europese Raad van Keulen droeg de Raad op om alle aspecten van veiligheid te onderzoeken, met het oog op de versterking en de coördinatie van alle niet-militaire middelen waarmee op crisissituaties kan worden gereageerd. Het Finse voorzitterschap heeft wat dat betreft buitengewoon werk verzet. Het resultaat daarvan is een verslag over niet-militaire crisisbeheersingsinstrumenten dat aan de Europese Raad van Helsinki zal worden aangeboden. Ik denk dat het heel belangrijk is om dit werk voort te zetten. We moeten aan mechanismen werken waarin het hele scala, het hele spectrum van crisisbeheersingsinstrumenten besloten ligt, variërend van strikt humanitaire instrumenten tot en met het andere uiterste, dat de militaire aspecten raakt. Wij moeten ons best doen om de instrumenten te versterken die midden in dat spectrum liggen en die dienen om de bevolking te beschermen en de wet te handhaven: dat zijn de politiële instrumenten. De meest recente crises hebben aangetoond dat die broodnodig zijn. U zult zich herinneren dat zowel in Bosnië als nu in Kosovo de kwestie van een internationale politiemacht nog altijd een probleem van de eerste orde is, dat nog steeds speelt en nog niet is opgelost. Ik weet heel goed dat dit onderwerp het Parlement na aan het hart ligt. Geachte afgevaardigden, ik ga langzamerhand afsluiten. Als wij deze maatregelen nemen en voor deze problemen adequate oplossingen vinden, dan ben ik ervan overtuigd dat we een belangrijke bijdrage leveren aan de ontwikkeling van Europa, aan de ontwikkeling van ons continent. Wij kunnen ongetwijfeld onze veiligheid vergroten en voor een betere samenwerking met onze partners en bondgenoten zorgen. Mevrouw de Voorzitter, tot besluit wil ik herhalen dat ik vast van plan ben om op alle terreinen nauw met het Parlement samen te werken. Mijn belangrijkste opgave en eerste prioriteit in deze nieuwe functie is het leveren van een bijdrage aan de ontwikkeling van een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid dat doeltreffender, coherenter en actiever is. Dat is de enige manier om te garanderen dat de Unie overal ter wereld de invloed heeft die zij verdient. Het is ook de enige manier om onze gemeenschappelijke waarden en belangen te verdedigen. Dit kan echter alleen worden bereikt door middel van nauwe samenwerking tussen alle instellingen. De steun van dit Parlement is daarom essentieel. Mevrouw de Voorzitter, ik vertrouw erop dat mijn bezoek van vanmorgen slechts het begin is van een soepel verlopende en constructieve dialoog, en dat de resultaten daarvan meer en meer voordelen zullen opleveren voor alle burgers van de Unie en van de rest van de wereld. Mevrouw de Voorzitter, geachte afgevaardigden, dank u zeer voor uw aandacht. De Voorzitter Ik dank u, mijnheer de hoge vertegenwoordiger voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid. Ik dank u nogmaals, mijnheer Solana, omdat u hier in deze hoedanigheid aanwezig bent - u bent hier in het verleden al eerder geweest - en omdat u het woord gevoerd hebt en gezegd en bewezen hebt dat u heel nauw met ons Parlement wilt samenwerken. Patten Het doet mij veel deugd dat ik deelgenoot mag zijn van het eerste debat in het Europees Parlement met de hoge vertegenwoordiger. Wij mogen ons bijzonder gelukkig prijzen dat hij is aangezocht voor zo'n belangrijke taak als de ontwikkeling van een slagvaardig en coherent Europees veiligheids- en defensiebeleid. Hij geniet, zoals u ongetwijfeld zult weten, een zeer grote en volkomen terechte internationale reputatie als voorvechter van de waarden die de Europese geschiedenis van deze eeuw tot hoogtepunten hebben gebracht, die echter ook, wanneer zij niet in acht werden genomen, de zwarte bladzijden in onze geschiedenis markeren. De hoge vertegenwoordiger en ik hebben de eerste weken elk in onze eigen functie grotendeels besteed aan het bespreken van de aardse problemen 30.000 voet onder onze vliegtuigstoelen, zo veel hebben wij samen gereisd. Ik moet hierbij denken aan Lord Grey, die aan het begin van deze eeuw tien jaar lang de Britse minister van Buitenlandse Zaken was en in al die jaren slechts één maal het buitenland bezocht. Als mijn geheugen mij niet in de steek laat, brak kort na dat bezoek de Eerste Wereldoorlog uit. Ik neem aan dat Lord Grey als een bereisd man werd beschouwd. Wij zijn misschien, met al het reizen dat wij vandaag de dag doen, beter geïnformeerd dan hij destijds, maar misschien ook weer niet. Ik wil niet nog eens alle punten langsgaan, die de hoge vertegenwoordiger zo voortreffelijk naar voren heeft gebracht, maar nu u mij toch voor dit debat hebt uitgenodigd, wat ik zeer op prijs stel, wil ik u graag uit de doeken doen hoe de Commissie tegen de ontwikkeling van een Europees veiligheids- en defensiebeleid aankijkt. Veiligheid en defensie zijn twee centrale elementen van het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid, maar raken eigenlijk per definitie ook aan het wezen van de lidstaten. Op de historische vergadering - dit bijvoeglijk naamwoord van de hoge vertegenwoordiger is de juiste benaming hiervoor - van de Algemene Raad begin deze week, waarbij ook de ministers van Defensie aanwezig waren, bleken de lidstaten er nu duidelijk van overtuigd dat een betere Europese samenwerking op het gebied van veiligheid en defensie twee grote voordelen biedt. Zo zal iedereen efficiënter met de eigen middelen kunnen omgaan en bovendien zal ieder land meer gewicht in de schaal kunnen leggen, juist vanwege die grotere onderlinge samenwerking. Op veiligheidsgebied zijn deze voordelen meer dan ooit gewenst, omdat er vandaag de dag meer van Europa wordt verwacht. Er wordt door de rest van de wereld meer van ons verwacht vanwege onze economische positie en ook vanwege de goede resultaten die wij boeken met het opbouwen van vreedzame en stabiele democratieën. Ook onze burgers verwachten meer van ons dan alleen het produceren van boekhoudkundige overzichten en economische gegevens. Hoe kan het ook anders gezien de tumultueuze politieke gebeurtenissen van de laatste jaren, tumultueuze gebeurtenissen die stuk voor stuk hebben plaatsgevonden nadat een Amerikaanse politicoloog had verkondigd dat het met de geschiedenis gedaan was. De Europese Unie moet ervoor zorgen dat zij daaraan het hoofd kan bieden. Het is zo simpel en tegelijk zo moeilijk. Het Verdrag van Amsterdam en de slotverklaring van Keulen vormen een geweldige uitdaging. Wij als Commissie willen ons steentje bijdragen om de daarin vervatte doelen te helpen verwezenlijken. Wij hebben natuurlijk geen militaire rol te vervullen. De aanblik, afgelopen maandagmiddag, van zoveel militaire uniformen aan de zijde van de ministers van Algemene Zaken was een curieuze ervaring in onze politieke cultuur. De Commissie beschikt echter wel over de middelen en de ervaring om een belangrijke bijdrage te kunnen leveren aan de niet-militaire dimensie van veiligheid. De zogeheten Petersberg-taken behelzen allerlei vormen van crisisbeheersing, waarbij communautaire instrumenten kunnen worden ingezet in wisselwerking met de traditionele diplomatie en desnoods militair geweld. Dit is een cruciaal punt. Soms is militair ingrijpen absoluut noodzakelijk en van doorslaggevende betekenis, maar de niet-militaire dimensie kan ook heel essentieel zijn. In de loop van deze bloedige eeuw is de aard van de conflicten immers radicaal veranderd. Was in de Eerste Wereldoorlog 85% van de slachtoffers militair en slechts 15% burger, tegenwoordig is dat bijna omgekeerd. De toenemende complexiteit en de onderlinge afhankelijkheid van onze samenlevingen maken bovendien dat bijvoorbeeld economische maatregelen en informatiestromen een steeds belangrijker rol zijn gaan spelen in conflictsituaties en het voorkomen daarvan. Voor een interventie kan de Europese Unie dus terugvallen op een hele reeks instrumenten op zowel militair als niet-militair gebied. Welke bijdrage wij nu als Gemeenschap kunnen leveren, kan ik laten zien aan de hand van de vele operaties die wij op de Balkan uitvoeren. Daar zijn wij actief op voor de hand liggende gebieden als de humanitaire hulpverlening, de saneringswerkzaamheden en de wederopbouw. Er zijn echter nog legio andere maatregelen denkbaar om conflicten en menselijk leed te helpen voorkomen. Ik denk dan onder meer aan hulp bij de wetshandhaving, bij het opbouwen van een overheidsapparaat en via het handelsbeleid. Al dit soort dingen ondersteunen wij in Kosovo en daarvoor zullen wij op de donorconferentie voor Kosovo, die vandaag in Brussel wordt gehouden, nog eens 500 miljoen euro beschikbaar stellen. Wat ik hiermee duidelijk wil maken is dus dat je niet heel creatief hoeft te zijn, laat staan heel creatief met de interpretatie van het Verdrag dat het kader voor onze activiteiten vormt, om te zien dat er voor de Commissie en het Parlement wel degelijk een duidelijke rol is weggelegd. Niet alleen de situatie in Zuid-Oost-Europa vraagt om een gecoördineerd crisismanagement met militaire en niet-militaire middelen, zowel binnen de EU als tussen de lidstaten, zo'n situatie doet zich ook voor op Oost-Timor. Wij moeten als Unie en als lidstaten slagvaardiger worden in het beheersen van crises en in het ondersteunen van de internationale hulporganisaties die ook op dit terrein actief zijn en waarop - helaas - maar al te vaak een beroep wordt gedaan. Op de Europese Raad van Helsinki zal onder meer worden gesproken over een geïntegreerde benadering van conflictbeheersing en wij als Commissie zijn druk bezig om aan die discussie een volledige bijdrage te leveren. Ik wil hierbij wijzen op een punt dat door sommigen wellicht als nogal banaal zal worden afgedaan. Bij conflictpreventie en crisisbeheersing is de factor tijd van wezenlijk belang. De nieuwe Commissie is bezig te onderzoeken hoe wij doeltreffender en sneller op crisissituaties kunnen reageren. Het Parlement heeft hier herhaaldelijk en volkomen terecht op aangedrongen. Het is een enorme klus. Elke vooruitgang die wij hierbij boeken zou in menig opzicht meteen ook veruit de grootste bijdrage zijn die ik aan onze wat ambitieuzere doelstellingen zou kunnen leveren. Ik hoop dat wij kunnen blijven rekenen op de steun van het Parlement bij de ontwikkeling van flexibelere en snellere procedures en ik zal geen gelegenheid voorbij laten gaan - en de hoge vertegenwoordiger zal het daar vast onmiddellijk mee eens zijn - om van de Raad hetzelfde te vragen. De rol van de Commissie bij crisisbeheersing is duidelijk, maar onze rol houdt ook nog andere dingen in. Een Europees veiligheids- en defensiebeleid is alleen mogelijk in een klimaat van eerlijke concurrentie voor defensietechnologie. Dat is ook in het belang van onze partners. De Commissie kan zo'n klimaat met allerlei middelen bevorderen, onder meer via openbare aanbestedingen, de interne markt, onderzoek en mededingingsbeleid. Een laatste opmerking nog. Er wordt soms gevreesd voor mogelijke institutionele conflicten bij de uitvoering van toekomstige taken in het kader van het buitenlands en veiligheidsbeleid. Ik wil niemand voor het hoofd stoten, maar ik denk dat dit soort zaken toch te belangrijk is om in de diplomatieke molens te stranden. Natuurlijk zullen wij moeten voortbouwen op het institutionele kader van de Unie. Natuurlijk zal het niet meevallen militaire en niet-militaire dimensies altijd even duidelijk te scheiden. Natuurlijk zal de Commissie bij de crisisbeheersing een volledige rol moeten spelen, ook als er een militair aspect aan kleeft, want er is ook altijd nog een niet-militair aspect. Natuurlijk zullen de nieuwe structuren de Commissie in staat moeten stellen haar initiatiefrecht ten volle te benutten. Natuurlijk is de Commissie geen college van amateur-chefs van staven en natuurlijk streven wij naar een voorspoedige samenwerking met de hoge vertegenwoordiger en het Parlement om ervoor te zorgen dat er in Europa een adequaat veiligheids- en defensiebeleid wordt ontwikkeld dat door de burgers wordt gedragen. En als er nog een "natuurlijk" in het woordenboek over is, dan geldt dat wel voor het volgende: zolang ik hier voor het buitenlands beleid verantwoordelijk ben, zal er nog geen vloeipapiertje - of misschien moet ik nu, na wat David Byrne gisteren over het roken heeft gezegd, wel zeggen geen tissuevelletje - te schuiven zijn tussen de commissaris voor buitenlandse betrekkingen en de hoge vertegenwoordiger. Poettering Mevrouw de Voorzitter, waarde collega's, het is de eerste keer dat de secretaris-generaal en hoge vertegenwoordiger - en toekomstige secretaris-generaal van de West-Europese Unie - hier bij ons in het Parlement aanwezig is. Mijnheer Solana, u brengt buitengewoon goede geloofsbrieven mee voor deze taken. U was fungerend voorzitter van de Raad en u was secretaris-generaal van de NAVO. Onze fractie wenst u veel succes: persoonlijk succes en succes in uw functie. Uw succes zal het onze zijn, uw succes zal het succes van Europa zijn. Daarom wil ik u nogmaals, namens de Europese Christen-Democraten en Conservatieven, oprecht gelukwensen. U zei dat u bereid bent naar het Parlement te komen, telkens wanneer dat nodig mocht zijn. Ik neem aan dat u daarmee ook de parlementaire commissies, en met name de commissie buitenlandse zaken bedoelt. Het zou ons werkelijk bijzonder verheugen indien wij met u tot een vorm van samenwerking konden komen. Deze samenwerking zal institutioneel heel anders zijn dan die met de Commissie, maar moet wel dezelfde grondslag hebben. De Commissie heeft namelijk verklaard dat zij naar het Parlement en zijn commissies zal komen, telkens wanneer het Parlement dat verlangt. Als dat ook voor u een noodzaak is, slaan wij mijns inziens gemeenschappelijk een goede weg in. Ik wil de andere fractievoorzitters bedanken voor het feit dat zij de afgelopen week donderdag hebben ingestemd met de aanwezigheid hier van de Commissie, die in de persoon van de heer Patten vandaag het woord heeft gevoerd. Volgens artikel 18 van het Verdrag betreffende de Europese Unie is de Commissie volledig betrokken bij het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid. Daarom zal onze fractie altijd de belangen van de Commissie - die de belangen van de Europese Unie zijn - verdedigen. Wij zullen altijd aandringen op een uitstekende samenwerking met u, mijnheer Solana, in het belang van Europa, hetgeen gezien u beide functies ongetwijfeld het geval zal zijn. Wij mogen elkander niet de loef afsteken, wij mogen niet ambitieus zijn voor onszelf, maar wij moeten samen ijveren voor ons gemeenschappelijk doel, het doel van een sterk en slagvaardig Europa. Zodra u de functie van secretaris-generaal van de West-Europese Unie op zich neemt en zodra de WEU in de Europese Unie wordt geïntegreerd, ontstaat een nieuwe taak van parlementaire controle. Naast de nationale parlementen, die hun controlefunctie zullen behouden, zal ook dit Europees Parlement zich van deze controletaak moeten kwijten. De Vergadering van de West-Europese Unie, die in het verleden een belangrijke rol heeft vervuld, moet nu volgens ons deze opgaven overdragen aan het rechtstreeks gekozen Europees Parlement. U hebt enkele gebieden genoemd waar voor de Europese Unie taken liggen. Een daarvan is Rusland. De veiligheid op ons continent zal afhankelijk zijn van de manier waarop Rusland zich ontwikkelt. Wij willen een slagvaardig Rusland, een democratisch Rusland. Wij moeten echter tevens duidelijk maken dat hetgeen momenteel in Tsjetsjenië gebeurt een schande is voor Rusland, voor Europa. Met zijn optreden in Tsjetsjenië, in Grozny en andere steden en op het platteland van Tsjetsjenië verwijdert Rusland zich van de Europese waarden, en ik nodig u, mijnheer Solana, evenals de heer Patten dan ook uit om luid uw stem te laten horen, vandaag, morgen en in de komende dagen, tijdens de OVSE-conferentie in Istanbul. Wij mogen niet zwijgen! Wie nu zwijgt en zijn stem niet verheft, maakt zich schuldig jegens de slachtoffers, de moslims in Tsjetsjenië. (Applaus) Met uw welnemen wil ik tot slot nog een opmerking maken over het veiligheids- en defensiebeleid. Wij willen een Europese defensie-identiteit. Dat mag geen loskoppeling van de VS betekenen. Wij moeten deze identiteit niet zien als een taakverdubbeling, maar een taakverdeling. Wij moeten ervoor zorgen dat wij zelf slagvaardig worden en daarom moeten wij daar nu de voorwaarden voor scheppen, in de vorm van vervoermiddelen, communicatie, informatie en moderne satellieten. Wij mogen niet alles aan de Amerikanen overlaten. Dit is, zoals Chris Patten terecht zei, ook een kwestie van technologie. Wij moeten niet tegen de Amerikanen werken, maar met de Amerikanen: wij moeten elkander aanvullen. Als wij hier als Europeanen onze plicht doen, maken wij mijns inziens heel het Atlantische Bondgenootschap sterker. Als wij, zoals de heer Solana en de heer Patten reeds zeiden, ons van deze taken kwijten en als ook u, mijnheer Solana, zich net als de Commissie ertoe verplicht om een gesprek met ons te voeren, telkens wanneer wij daarom vragen, zult u onze fractie aan uw zijde vinden. Ik wens u veel succes bij uw werk! (Applaus) Barón Crespo Mevrouw de Voorzitter, mijnheer de secretaris-generaal van de Raad en hoge vertegenwoordiger voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid, mijnheer de commissaris, waarde collega's, in de eerste plaats wil ik de heer Solana verwelkomen in zijn driedubbele functie als secretaris-generaal van de Raad, hoge vertegenwoordiger voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid en - voor het moment in pectore - secretaris-generaal van de WEU. Ik neem aan dat wat de communautaire begroting betreft, het hier gaat om "drie banen, één salaris". Ik wens hem veel succes. Ik zal de kwaliteiten van Javier Solana hier niet bezingen. Wij zijn oude vrienden en hebben samen jarenlang gestreden voor de burgerlijke vrijheden in mijn land, en daarna voor de integratie van Spanje in Europa. Ik hoop dat hij het in zijn nieuwe functie, net als in zijn vorige posities, op zal blijven nemen voor democratische waarden en dat hij zich daardoor zal laten inspireren. Wij maken voor het eerst mee dat de Raad ogen en een gezicht heeft, en ik hoop dat dit zo blijft. Dat is een uitdaging die de heer Solana vast aan zal kunnen, en die volgens mij niet alleen voor de Raad, maar ook voor de ontwikkeling van de Europese Unie als zodanig van belang is. Aangezien de heer Solana uitgebreid is ingegaan op zijn verantwoordelijkheid als hoge vertegenwoordiger voor het buitenlands beleid, wil ik op een aspect wijzen dat mij belangrijk lijkt. Ik denk dat ons gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid in wezen een afspiegeling en een extrapolatie van onze innerlijke kracht is. Wij kunnen slechts in de mate waarin wij verenigd zijn en gaandeweg onze eigen kracht vergroten, een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid en ook een defensiebeleid voeren. Dat betekent dat de heer Solana zich niet alleen met het voorkomen van crises zal moeten bezighouden, wat de meest directe dimensie is, maar ook met onze rol in de wereld - en dat is iets waar hij wel wat ervaring mee heeft. Ik denk dan bijvoorbeeld aan de Verenigde Naties, aan de Millenniumronde, aan de toekomst van het IMF en de FAO. Dat is ook belangrijk in die zin dat wij door aan de Unie te bouwen als Europeanen ook iets belangrijks doen voor de toekomst en de stabiliteit van de mensheid. Ik denk dat de heer Solana zich door deze dimensie moet laten inspireren bij zijn optreden. Tegelijkertijd hoop ik dat hij als secretaris-generaal van de Raad zal kunnen bijdragen aan de hervorming en de coherentie van deze instelling, die op dit ogenblik van alle instellingen van de Unie misschien wel het hardst aan een reorganisatie toe is. De heer Solana is ook uitgebreid op veiligheid en defensie ingegaan. Ik denk dat hij heeft laten zien dat hij op dit moment in dit historische proces degene is die het meest geschikt is om de complexe evolutie te begeleiden waarbinnen zich de Europese defensie-identiteit heeft ontwikkeld. Binnen diezelfde evolutie accepteren de NAVO en onze Amerikaanse partners in toenemende mate dat er niet alleen op militair gebied behoefte is aan een sterke Europese pijler, maar ook in de industrie, die hierbij een ondersteunende rol moet spelen. Ten slotte denk ik dat onze partners ook de stabiliserende en consoliderende rol van de democratie in Europa en het Middellandse-Zeegebied erkennen. In dat verband denk ik dat de heer Solana een beslissende rol kan spelen in de komende vergadering van de OVSE over de crisis in Tsjetsjenië. Mijn fractiegenoten zullen zich later nog over deze zaken uitspreken. Ik wil mijn interventie afsluiten door erop te wijzen dat er nauw met de Commissie moet worden samengewerkt. Dat wil niet zeggen dat ik de heer Patten vraag om zij aan zij met de heer Solana op te trekken. Als ze het samen goed kunnen vinden, des te beter; daar zijn we allemaal bij gebaat. Wat de rol van het Parlement betreft, denk ik dat wij de laatste jaren hebben laten zien dat wij in staat zijn om te helpen en te begeleiden. Ik geloof dat wij hebben aangetoond dat wij een belangrijke rol kunnen spelen wanneer het gaat om de vraag wat de omvang en de ontwikkeling van de gemeenschappelijke veiligheid en defensie van de Unie kunnen en moeten zijn. Ik denk dat wij ons in dit geval constructief moeten opstellen en ons bereid moeten tonen om mee te werken. Cox Mevrouw de Voorzitter, ik ben het met de andere sprekers eens dat dit vandaag een heel gedenkwaardige gebeurtenis is, aangezien dit de eerste keer is dat de hoge vertegenwoordiger voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid bij een plenaire vergadering aanwezig is. Er is al gezegd dat hij drie banen heeft, maar slechts één salaris. Nog wonderlijker is echter dat hij drie van die grote, zware petten heeft, maar slechts één hoofd om ze op te zetten. Hoge vertegenwoordiger, wij wensen u veel succes in deze functie. Wij hopen bovenal dat u kunt helpen de kloof te dichten die nu nog gaapt tussen de ambities en de realiteit van het Europees buitenlands beleid. De uitdaging die u aangaat, raakt de kern van wat wij hier doen. Als voorbeeld wil ik de Petersberg-taken aanhalen, die wij als Unie in 1992 hebben geformuleerd en die ons uitgebreide veiligheidsopties bieden, zowel van militaire als niet-militaire aard. De ambities die daaruit spreken werden misschien wel het ruwst verstoord door de Kosovo-crisis, waar de kloof tussen ambities en realiteit genadeloos aan de oppervlakte kwam door het ontbreken van een adequate operationele kern. Absoluut prioritair is nu dat u een begin maakt met de operationele invulling van zowel de militaire als de niet-militaire dimensie van de Petersberg-taken. Dat geldt vooral, gezien de verschillende petten die u op heeft, voor de militaire aspecten. Mijn fractie, de Fractie van de Europese Liberale en Democratische Partij, hecht grote waarde aan de ontwikkeling van een operationele capaciteit voor autonome Europese acties, wat inderdaad neerkomt op een snelle interventiemacht met de nodige logistieke ondersteuning. Hiervoor is wellicht een herschikking van middelen nodig. Ook voor het kostenaspect dient in onze discussies volop aandacht te zijn. Mijn fractie is voorstander van een defensiecapaciteit voor autonome Europese acties. Wij vragen ons echter wel af in hoeverre dit mogelijk is buiten de transatlantische betrekkingen om. De nadruk die u heel algemeen op die transatlantische betrekkingen hebt gelegd, juichen wij als fractie ten zeerste toe. Een ander punt dat ik aan de orde wil stellen is de samenhang tussen de hulp die wij als Europese Unie geven, en ons buitenlands beleid. De heer Solana en de heer Patten staan voor de enorme uitdaging om de politieke dimensie te versterken. De Unie en haar leden zijn goed voor de helft van alle humanitaire en ontwikkelingshulp in de wereld. De Unie is goed voor drievijfde van de hulp aan Rusland en het Gemenebest van Onafhankelijke Staten. Op buitenlands gebied is onze invloed echter allesbehalve navenant. Dat is de kern van de uitdaging waarvoor wij op het gebied van het buitenlands beleid staan. Aan u en de Commissie de taak om hiervoor oplossingen aan te dragen. Stel dat wij zo'n interventiemacht met het oog op de Petersberg-taken op de been brengen, stel dat wij meer samenhang brengen tussen hulp en buitenlands beleid, dan komt vervolgens de vraag aan de orde hoe wij coherenter kunnen optreden in allerlei internationale fora. Wij onderhouden betrekkingen met tal van instellingen en organisaties en daarvan zijn enkele al in dit debat ter sprake gekomen. Mijn fractie wil met name wijzen op het zo nu en dan oplaaiende non-debat over de hervorming van de VN-veiligheidsraad. Dit is, ongeacht welke afspraken hierover in de bestaande lidstaten zijn gemaakt, een vraagstuk dat mettertijd onze aandacht verdient. Als wij daadwerkelijk willen toewerken naar een niet-militaire en een militaire capaciteit, is een krachtige stem in de Veiligheidsraad van groot belang, vooral als het gaat om activiteiten buiten Europa. Hier moeten wij dan ook aandacht aan besteden. In de hoorzitting met de Commissie buitenlandse zaken, mensenrechten, gemeenschappelijke veiligheid en defensiebeleid heeft de heer Solana gepleit voor een minder verbaal en een meer actief buitenlands beleid. Daar zijn wij het hartgrondig mee eens en over een jaar of vijf kunnen wij dan de proef op de som nemen. Dan kan in de ogen van mijn fractie onder meer worden getoetst of wij in Zuid-Oost-Europa stabiliteit hebben gebracht of zelf nog steeds de gevolgen van instabiliteit ondervinden. Dat is voor ons een essentiële uitdaging. Vandaag is het tien jaar geleden dat de fluwelen revolutie zich in het toenmalige Tsjecho-Slowakije voltrok. Ik hoop, mijnheer Solana, dat u uw invloed zult aanwenden om de politieke noodzaak van de uitbreiding extra onder de aandacht te brengen en verder uitstel tegen te gaan. Ik hoop dat u ons de lessen zult voorhouden die wij uit het voormalige Joegoslavië dienen te trekken. Dat is een ambitieuze, maar moeilijke taak. Wij wensen u daarbij veel succes. U kunt rekenen op de volle steun en medewerking van mijn fractie. Hautala Mevrouw de Voorzitter, hoge vertegenwoordiger, commissaris, ik ben van mening dat de Kosovo-crisis onder andere heeft aangetoond dat het internationale crisisbeheer in de 21ste eeuw niet alleen op de NAVO kan steunen. In feite is de leidinggevende rol van de Verenigde Staten niet zo probleemloos als deze volgens sommigen lijkt. In Kosovo heeft men ook kunnen zien dat militairen soms wijzer en realistischer kunnen zijn dan politici, zodat wij niet noodzakelijkerwijs bang hoeven zijn voor militairen. Ik wil namens de Fractie De Groenen/Vrije Europese Alliantie zeggen, dat de meerderheid van onze fractie aan het idee lijkt te wennen dat er een gemeenschappelijk crisisbeheer voor de Europese Unie ontwikkeld kan worden. Wij willen hier echter duidelijke voorwaarden aan stellen. Ten eerste moet het buitenlands beleid consequent zijn, de verschillende onderdelen ervan moeten een consequent geheel vormen met één enkel herkenbaar gezicht. Het buitenlands beleid moet ook transparant zijn. Geachte hoge vertegenwoordiger, ik moet zeggen dat ik persoonlijk meer dan twee jaar lang met niet-militaire middelen bij het Hof van Justitie tegen de door u geleide Raad heb gestreden om een bepaald document te krijgen over in hoeverre de lidstaten zich aan de criteria voor de wapenexport houden. Ik hoop dat u de transparantie in de Raad ook op het gebied van het buitenlands beleid zult vergroten. Een tweede zeer belangrijke voorwaarde is dat de beheersing van civiele crises sterk verbeterd moet worden. Het is geheel juist wat u zei: gedurende het Finse voorzitterschap is hierin vooruitgang geboekt. Laat de maatregelen bij elkaar. Het is niet noodzakelijkerwijs goed dat u de taken zo verdeelt dat de hoge vertegenwoordiger zorg draagt voor het militaire crisisbeheer en de commissaris voor het civiele crisisbeheer. Ze horen bij elkaar. Ten derde stellen wij de voorwaarde dat elke operatie op zichzelf moet staan en dat men hierover apart een beslissing moet kunnen nemen. De lidstaten moeten per gebeurtenis kunnen besluiten of ze aan de operaties deelnemen. De criteria moeten natuurlijk voor iedereen gelijk zijn. Wij kunnen niet accepteren dat er in Kosovo geheel andere criteria zijn gebruikt dan bijvoorbeeld in Tsjetsjenië. Ten slotte is de cruciale vraag hoe de betrekkingen tussen de Europese Unie en de NAVO zich gaan ontwikkelen. Elf van de huidige lidstaten zijn lid van de NAVO en vier niet. Men moet er voor oppassen dat de Europese Unie niet gewoon de Europese pijler van de NAVO wordt. Het is van belang dat de NAVO en de Europese Unie feitelijk los van elkaar blijven bestaan. Een dergelijke asymmetrie kan de vrede in de wereld bevorderen. Dit hoeft geen zwakte te zijn, het kan ook een kracht zijn. Wurtz Mevrouw de Voorzitter, mijnheer de hoge vertegenwoordiger, ik heb mij verzet tegen het optreden van de secretaris-generaal van de NAVO, maar juich de aanstelling van mijnheer GBVB toe. U zult bij de uitoefening van uw nieuwe taken een veeleisend gesprekspartner in mijn fractie vinden; zij zal zich zonodig uiterst kritisch opstellen, maar ze is er ook ten stelligste van overtuigd dat de Europese Unie op internationaal vlak veel meer aanwezig, veel actiever moet zijn en vaker het initiatief moet nemen. Wij stellen vast dat landen overal ter wereld, of het nu in Afrika, rond de Middellandse Zee, in Latijns Amerika of Azië is, een sterke bondgenoot wensen die hen kan en wil helpen om zich los te rukken uit de verstikkende greep van het al te machtige en arrogante Amerika. Wat voor fantastische uitdagingen zult u namens de Vijftien kunnen aannemen! U kunt een volwaardige rol in het Midden-Oosten spelen en bijdragen aan de rechtvaardige en duurzame vrede die voortaan mogelijk wordt. U kunt de onderhandelingen in het kader van Lomé nieuw leven inblazen en dient hierbij rekening te houden met de bekommeringen van onze 71 partners uit het Zuiden, teneinde de geest van deze unieke overeenkomst te redden. U kunt een ander geluid laten horen ten aanzien van de internationale financiële instellingen, en bijvoorbeeld pleiten voor kwijtschelding van de schulden van landen die zich niet kunnen ontwikkelen omdat ze onder een enorme schuldenlast gebukt gaan. U kunt een echte internationale kruistocht voor ontwapening en in het bijzonder tegen kernwapens beginnen, nu we enorme risico's op een nieuwe proliferatie lopen. U kunt zich opwerpen als spreekbuis en vaandeldrager van een herwaardering van het VN-systeem, van de naleving van het VN-handvest, van de bevordering van beschaafde internationale relaties die oorlog als middel om geschillen te regelen voor altijd schrappen. Maakt u alstublieft ook onmiddellijk een einde aan de ondraaglijke inertie van de Europese Unie inzake de wrede oorlog in Tsjetsjenië en beperkt u zich niet tot louter formele communiqués. Ten slotte, mijnheer de hoge vertegenwoordiger, verzoek ik u een moedige en kritische evaluatie van de oorlog in de Balkan te maken. Wij worden in Kosovo met een zware politieke mislukking geconfronteerd: de ene vorm van nationalisme wordt door een andere opgevolgd en de ene etnische zuivering wordt door een andere vervangen, maar deze keer gebeurt het in aanwezigheid van de Unie, de Verenigde Naties en de NAVO. In de rest van Joegoslavië speelt zich een "Iraaks scenario" af. De terecht gehekelde machthebbers zijn nog altijd aan de macht, terwijl de onterecht gestrafte bevolking op moreel onaanvaardbare en politiek gevaarlijke wijze lijdt. De regio is allesbehalve gestabiliseerd. U mag niet blind zijn voor deze feiten. Trekt u uit deze verschrikkelijke ervaring evenwel niet als enige les dat we meer troepen moeten kunnen inzetten, dat we onze militaire uitgaven moeten verhogen en in geforceerde mars naar een Europa van de defensie moeten gaan, dat bovendien in het kader van de NAVO zou passen. Ik wil niet verhullen dat veiligheid een militaire dimensie vertoont, maar mijns inziens is het probleem vooral dat in deze strategie nog altijd te veel aandacht naar een militaire aanpak gaat en dat dit ten koste gaat van een alomvattend en pan-Europees beleid ter voorkoming van conflicten dat in staat is iets te doen aan de spanningen en conflicten van de periode van de Koude Oorlog op ons continent. Ik wil slechts een voorbeeld van deze wanverhouding geven: zoals u zopas zei, komen morgen zowat 50 Europese staatshoofden in Istanbul bijeen op een top van de OVSE, waar een veiligheidshandvest voor de 21ste eeuw moet worden opgesteld. Wie weet dat? Wie spreekt hierover? De vertegenwoordiger van de Raad vond het niet eens nodig hier vóór deze conferentie een debat over te houden in het Europees Parlement, zoals ik gevraagd had. Er wacht ons nog een enorme taak: wij moeten de OVSE nieuw leven inblazen, de Organisatie hervormen en de debatten volledig openstellen voor de burgermaatschappij in Europa. Deze opdracht is mijns inziens onlosmakelijk verbonden met het vooruitzicht van de uitbreiding van de Unie. Dat is de constructieve boodschap die ik u vandaag namens mijn fractie wilde meegeven. Souchet Mijnheer de hoge vertegenwoordiger, u had het over uw recente ontmoetingen in Pristina en herhaalde enkele nietszeggende opmerkingen over het toekomstige stabiliteitspact voor de Balkan en het multi-etnische en democratische Kosovo van de toekomst. Mijnheer Solana, ik had liever gezien dat u iets explicieter was geweest over de grond van deze essentiële kwestie en dat u gezegd had wat u in het kader van het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid van plan bent te doen om de ergste gevolgen van de oorlog in Kosovo voor ons continent te beperken, voor zover dat nog kan. U hebt deze acties misschien niet bevolen, maar ze alvast goedgekeurd als secretaris-generaal van de NAVO, en wij worden nu met de gevolgen ervan geconfronteerd. Wat denkt u met name te doen om de burgerbevolking van dit Europees land, waarvan wij de infrastructuur vernietigd hebben, te helpen om de harde winter door te komen? Hoe denkt u de volledige uittocht van de Serviërs uit Kosovo tegen te houden of hun terugkeer te bevorderen, als het nog niet te laat is? Het zou inderdaad zeer onrechtvaardig zijn het voortdurend over een multi-etnisch Kosovo te hebben en tegelijk te dulden dat nog slechts een etnie overblijft. Hoe wilt u helpen vermijden dat de Joegoslavische Federatie volledig uiteen valt, nu ten gevolge van het NAVO-optreden de druk toeneemt om Kosovo onafhankelijkheid te geven? Mijnheer de hoge vertegenwoordiger, hoe denkt u er kortom voor te zorgen dat het GBVB ertoe bijdraagt dat de NAVO-acties in werkelijkheid niet het tegenovergestelde effect van de beoogde doelstellingen hebben? Hoe denkt u te vermijden dat we straks komen te zitten met een verbrokkeld en geruïneerd Joegoslavië, dat nog altijd door Milosevic geleid wordt, en een extremistisch, mono-etnisch en onafhankelijk Kosovo? Krarup De heer Solana, die tegelijk een soort minister van Defensie en van Buitenlandse Zaken van de Unie is, heeft klaar en duidelijk gezegd dat de bijeenkomst die maandag in Brussel plaatsvond, een mijlpaal was, omdat de EU op het wereldtoneel de plaats kreeg die haar toekomt. Met andere woorden: de EU krijgt militaire bevoegdheden. De EU wordt een supermacht in de mondiale maatschappij. Dit is duidelijke taal die haaks staat op de verklaringen van de pers en de regeringswoordvoerders in de lidstaten van de Unie die geen lid zijn van een bondgenootschap. Heeft de bevolking van Europa een gemilitariseerde supermacht nodig? Zowel de heer Solana als de heer Patten en de meeste sprekers in het Parlement hebben een soort surrealistische Dr. Strangelove-logica verkondigd. Deze logica komt erop neer dat je eerst schiet en daarna vraagt of je mag schieten. De generale repetitie voor de zogenaamde vredesacties, wat een van die mooie, misleidende eufemismen is, hebben we met de Kosovo-crisis en de aanval op Kosovo van begin dit jaar meegemaakt. Dit moet voor een succes doorgaan, omdat de EU bewezen zou hebben dat ze een deel van de capaciteit van de NAVO kan overnemen en het goedkoper en beter doet dan de Amerikanen, die we overigens in alles moeten volgen. Het is echter geen succes. Het is in alle opzichten een ramp. Verscheidene sprekers, waaronder de heer Souchet, hebben dat bevestigd. We hebben het tegengestelde bereikt van wat we beoogden. Het probleem betreffende de positie van Kosovo in het volkenrecht wordt op een verkeerde en huichelachtige manier benaderd. De actie toont vooral ook aan dat de kleine landen voor de kar van de geallieerden worden gespannen. Hun inspraak werd beperkt tot het bevestigen van de beslissingen die de grote landen hadden genomen. Het is in elk opzicht een fiasco en zelfs meer dan dat - het is een catastrofe. Het is hoog tijd dat de Europese vredesbewegingen tot nieuw leven worden gewekt om een tegenwicht te vormen voor de afstompende militarisering die de afgelopen jaren heeft plaatsgevonden. Ze behoeven daarbij niet te rekenen op veel steun van dit Parlement. Alavanos Mevrouw de Voorzitter, neemt u mij niet kwalijk dat ik het debat onderbreek, maar ik moet, nu de heer Solana hier aanwezig is, een opmerking maken met het oog op de agenda van vandaag. Vanmiddag hebben wij het vragenuur met vragen aan de Raad. Daarin komen ook vragen voor over het buitenlands beleid. In ons Reglement wordt weliswaar geen rekening gehouden met het bestaan van een hoge vertegenwoordiger voor het GBVB, maar die bestaat nu wel en de hoge vertegenwoordiger van het GBVB is vandaag hier aanwezig. Mijn vraag aan u luidt dan ook als volgt: zal de heer Solana ook vanmiddag aanwezig zijn en ons antwoorden, wanneer wij de Raad vragen stellen over het buitenlands en veiligheidsbeleid? De heer Solana sprak over dat beleid en daarvoor is hij trouwens verantwoordelijk. Moeten wij het Reglement niet dienovereenkomstig aanpassen? Kan de hoge vertegenwoordiger voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid zich onttrekken aan de parlementaire controle? Wat ik vraag heeft niets uit te staan met mijn persoonlijke sympathie voor of mijn vertrouwen in de heer Solana. Ik begrijp alleen niet hoe aan het hoofd van de Europese politiek iemand kan staan die in feite een stroman is van de Verenigde Staten. Dit is een institutioneel vraagstuk en mijn inziens moeten wij hierop onmiddellijk antwoorden. De Voorzitter Mijnheer Alavanos, ik zal u onmiddellijk een antwoord geven. Zoals de heer Solana zopas zei, kan hij niet langer blijven omdat hij de top van de OVSE moet bijwonen. Ik kan u evenwel zeggen dat de heer Sasi aanwezig zal zijn tijdens het vragenuur aan de Raad, en ik kan u verzekeren dat hij volledig bevoegd is ter zake. De Gaulle Mevrouw de Voorzitter, het nieuwe politiek-militaire apparaat dat de heer Solana zo vurig wenst, is slechts een afgezwakte versie van de Europese defensiegemeenschap die Frankrijk in 1954 in een internationaal veel dreigender context verwierp. Nu de Sovjetunie verdwenen is en het gevaar uit het Zuiden komt en misschien meer verspreid, maar toch geducht is, is de rivaliteit tussen de belangrijkste westerse grootmachten toegenomen. Duitsland hoopt, een beetje zoals Frankrijk in de jaren '60, dat het politieke Europa niet alleen een kans zal bieden om de eigen geloofwaardigheid te herstellen, maar ook om indirect de middelen in handen te krijgen voor het beleid van een grootmacht. De werkelijke doelstelling die achter het Europa van de defensie schuilgaat, is toegang tot kernwapens krijgen of, als dat niet kan, ervoor zorgen dat op termijn de Franse nucleaire afschrikkingsmacht verdwijnt. Zoals iedereen wel weet, bestaat die alleen maar als ze niet gedeeld wordt. Zoals de heer Kissinger meermaals geschreven heeft, streefden de Verenigde Staten niet naar een Frans overwicht, maar kwam dit hun wel goed uit. De Amerikanen zouden zich aan de nieuwe situatie aanpassen en zich uit de Europese aangelegenheden terugtrekken. Het feit dat voordelen op korte termijn voortdurend boven een langetermijnvisie primeren, de behoefte aan persoonsverheerlijking van een of andere Franse president, al deze discussies en Neurenberg-protocollen dreigen de subtiele geopolitieke machtsverhoudingen die al jarenlang tussen de Verenigde Staten, Frankrijk, Groot-Brittannië en Duitsland bestaan, in het gedrang te brengen. Ik geef daarvoor een dikke nul. Deze neiging moet krachtdadig bestreden worden, met name door een strikte toepassing van de eenparigheidregel, zonder juridische achterpoortjes of vormen van gedifferentieerde samenwerking. De Voorzitter Vóór ik het woord verleen aan de heer Salafranca Sánchez-Neyra wil ik een mededeling doen over een vraag die mij zopas in verband met het verslag van de heer Napolitano gesteld werd. Momenteel beschikken wij over de vertaling in vijf talen, maar wij hebben goede hoop dat het verslag voor de middag in alle officiële talen beschikbaar zal zijn. Zodoende zouden wij de termijn voor de indiening van amendementen op 20.00 uur vanavond kunnen vaststellen. De tekst van de amendementen zou dan morgenochtend om 9.00 uur beschikbaar zijn. Dupuis Mevrouw de Voorzitter, u had ons vanmorgen een termijn van 24 uur voor de indiening van amendementen beloofd. De Voorzitter We moeten de termijn op 20.00 uur vastleggen, zodat we net over 24 uur beschikken wanneer we het verslag morgenmiddag in stemming brengen. Als u wilt kunnen we dit op deze manier trachten te regelen. We moeten het verslag natuurlijk in alle talen hebben. Daar moeten we mijns inziens in de eerste plaats voor zorgen. Welnu, het verslag is nu slechts in enkele talen beschikbaar. Dupuis Mevrouw de Voorzitter, excuseert u mij, maar de termijn van 24 uur gaat in op het moment dat alle leden over het document in hun taal beschikken, in dit geval om 12.00 uur vanmiddag. Als ik het goed begrijp, zal de termijn voor de indiening van amendementen dus worden vastgesteld op morgenmiddag 12.00 uur. De Voorzitter U zult over een termijn van 24 uur beschikken. We zullen nagaan hoe het nu verder moet. Dupuis Mevrouw de Voorzitter, het spijt me, maar ik zie echt niet in hoe u dit wilt regelen. Salafranca Sánchez-Neyra Mevrouw de Voorzitter, ook ik wil de heer Solana succes toewensen bij de moeilijke taak om een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid tot stand te brengen dat doeltreffend, zichtbaar en coherent is. Tijdens zijn hoorzitting in de Commissie buitenlandse zaken, mensenrechten, gemeenschappelijke veiligheid en defensiebeleid heb ik de heer Solana al kunnen vragen met behulp van welke politieke middelen de volgende intergouvernementele conferentie ten gunste van het GBVB zou kunnen worden gebruikt. De heer Solana antwoordde mij toen dat hij daar nog over nadacht, en ik zou nu willen weten of daar al wat schot in zit. Ik wil dus graag weten, mijnheer Solana, met welke politieke, economische en begrotingsmiddelen - rekening houdend met het beginsel "wie betaalt, bepaalt", dat u als secretaris-generaal van de NAVO goed hebt leren kennen - er een krijgsmacht kan worden samengesteld die in staat is de vrede te bewaren en dramatische situaties te voorkomen zoals we die recentelijk op de Balkan hebben meegemaakt. U heeft in uw interventie van vanmorgen ook het probleem van de mensenrechten genoemd. In dat verband wil ik u vragen hoe u over de betrekkingen tussen de EU en China denkt, met name in het licht van het handelsakkoord tussen de Verenigde Staten en China dat onlangs is afgesloten. Ik wil u over de Verenigde Staten nog twee concrete vragen stellen. De eerste is: wat vindt u van de uitspraken van president Clinton dat Turkije lid moet worden van de Europese Unie? Mijn tweede vraag is: wat vindt u van de drukmiddelen die momenteel door de Amerikaanse regering worden gebruikt tegen een aantal Europese bedrijven - ik doel op de Spaanse keten Sol Melía en andere bedrijven zoals Club Méditerranée en het Duitse LTU -, en hoe zou de Europese Unie daar volgens u op moeten reageren? Ten slotte, mijnheer de Voorzitter, wil ik de hoge vertegenwoordiger een vraag stellen in verband met het beleid en de betrekkingen met Latijns Amerika. Ik zou graag weten of u denkt dat er aanvullende middelen nodig zijn voor de nieuwe prioriteiten van de Europese Unie die uit de Top van Rio voortkomen. Ik begrijp dat u het daarmee eens bent. Als dat zo is, wat u vindt dan van de beslissing van de Raad van Ministers om, in de eerste lezing van de begroting voor komend jaar, de betreffende middelen terug te brengen tot een niveau dat onder dat van 1996 ligt? Wat gaat u daarover tegen de ministers van de Mercosur zeggen met wie u, naar ik meen, volgende week een ontmoeting heeft? Vindt u dat voor de nieuwe prioriteiten met betrekking tot Latijns Amerika minder middelen moeten worden uitgetrokken, in tegenstelling tot wat het Parlement daarover in de eerste lezing heeft besloten? Schori Mijnheer Solana, you will not be a Lord Grey in any sense. You are very welcome here. Mijnheer Solana, met uw twee petten op, als "mijnheer GBVB" en als secretaris-generaal van de WEU, zult u een grote verantwoordelijkheid dragen in ons gemeenschappelijke streven naar een Europese vredesregeling. Het hoogst op de agenda staat de uitvoering van de besluiten van Keulen over inspanningen op het gebied van de preventie van conflicten en van de aanpak van crises. Hiertoe behoren ook de verplichtingen van de lidstaten om een specifiek militaire capaciteit op te bouwen, waarmee de EU geloofwaardiger kan optreden conform de beginselen van het Handvest van de Verenigde Naties, zonder dat de belangen van enige lidstaat ter discussie worden gesteld en zonder dat de EU de fundamentele taken van de NAVO op zich neemt. Juist op dit moment wordt veel energie gestoken in de aanpak van crises; u heeft daar veel over gezegd. Wij zien hoe er steeds meer voorstellen komen. Ik zou u in dit verband het volgende willen vragen. U zei dat de burgers aanvoelen dat wij moeten kunnen ingrijpen in geval van crises. Dat klopt! Ik geloof echter dat de burgers willen dat wij moeten kunnen ingrijpen voordat de crisis überhaupt uitbreekt. Vandaar mijn vraag: deelt u de opvatting dat de inspanningen ter voorkoming van conflicten minstens even belangrijk zijn als de aanpak van crises, die pas begint als de politiek en de diplomatie hebben gefaald? Welke maatregelen zult u dan nemen op preventief gebied, zodat u een preventieve brandweercommandant bent en geen uitrukkende brandweerman? Het besluit van Keulen mag er niet toe leiden dat wij ons op een dag in dezelfde situatie bevinden als Zwitserland, mijn tweede vaderland, waar men na het afsluiten van onderzoek naar de dreigende gevaren van de eenentwintigste eeuw tot de conclusie kwam dat Zwitserland goed uitgerust is voor de strijd tegen gevaren die niet meer bestaan. Ik wil er in dit verband op wijzen dat het netwerk voor de preventie van conflicten, het CPN, waartoe het Europees Parlement op instigatie van Michel Rocard het initiatief nam, reeds lang vóór het Kosovo-conflict waarschuwde voor het uitbreken van een oorlog, en dat meerdere delegaties die de streek bezochten, hetzelfde deden. Het CPN bestaat nog steeds, maar het probleem was en is dat er geen structuur binnen de Commissie of de Raad bestaat die op doelmatige wijze gebruik kan maken van de ervaringen en de expertise van het CPN en andere organen. Lagendijk Voorzitter, de instemming van het grootste deel van mijn fractie met de opbouw van een Europese defensie-identiteit heeft veel, maar niet alles te maken met de lessen uit de Kosovo-oorlog en het inzicht dat het in sommige gevallen helaas noodzakelijk is gewapend in te grijpen bij massale schendingen van mensenrechten. Dat gezegd zijnde wil ik nogmaals benadrukken - en dat is gelukkig al door meerdere sprekers gedaan - dat in mijn ogen de kracht van de Europese Unie crisismanagement en conflictpreventie is of zou moeten zijn. Ik ben dan ook blij met de woorden van de heer Patten die daar zo uitdrukkelijk aandacht voor gevraagd heeft. Ik denk dat hij gelijk heeft. Ik denk dat de kracht van de Europese Unie daarin gelegen is - en de vorige spreker heeft er ook al aan gerefereerd - dat vóórdat conflicten zich uitbreiden, alles in het werk wordt gesteld om dit te voorkomen. In dat kader wil ik de heer Solana nog eens vragen naar zijn toezeggingen in de commissie buitenlandse zaken na een feasibility study van het European civil peace corps. Hij heeft dat toen bevestigd en ik zou het graag nog een keer van hem horen, omdat dat een van de situaties kan zijn waarin de Europese Unie sterk is in conflictpreventie. Vraag blijft hoe zelfstandig dat optreden van de Europese Unie is in de toekomst, hoe los van de Verenigde Staten en hoe nauw in samenwerking met bijvoorbeeld Rusland. Uw opvolger, de heer Robertson, heeft in een aantal interviews gezegd dat als het gaat om het optreden van de Europese Unie, dat vooral beperkt zal blijven tot de kleinere, minder belangrijke conflicten. Die opmerking roept bij mij drie vragen op die ik u graag zou willen stellen. De eerste luidt: wat betekent dat volgens u voor de inzet van kernwapens? Bent u het met mij eens dat als het gaat om het optreden van de Europese Unie in kleinere conflicten, het gebruik van kernwapens onbruikbaar en buitengewoon onnodig is? Tweede vraag, u heeft gesproken over herschikking van gelden en het ter beschikking stellen van passende middelen. Bent u het met mij eens dat op dit moment de herschikking van middelen binnen de Europese Unie veel belangrijker is dan het denken over de verhoging van de defensieplafonds? Mijn derde vraag, de samenwerking met Rusland. Zou u iets nauwkeuriger kunnen zijn over hoe de Europese Unie daaraan vorm zou moeten geven, los van de NAVO? Ten slotte, als het zo is dat een groot deel van de potentiële conflictgebieden in of aan de grenzen van Rusland ligt, is er dan niet het dilemma dat we iets opbouwen wat we in de praktijk moeilijk zullen kunnen gebruiken, juist omdat Rusland daarbij betrokken is? Bonino Mijnheer de hoge vertegenwoordiger, toen uw functie in het leven werd geroepen en met name toen uw benoeming een feit werd, zijn er hooggespannen verwachtingen ontstaan bij een naar mijn gevoel niet gering deel van de publieke opinie dat vindt dat Europa zich een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid dient aan te meten. Pas dan kan het op enige wijze - zoals u zelf hebt gezegd - geloofwaardig overkomen en meetellen op andere gebieden dan alleen zijn handelsverkeer of economische macht. Er wordt dus heel wat verwacht, maar naar mijn gevoel is er ook veel hoop gegroeid, vooral als, zoals commissaris Patten heeft gezegd, tussen de twee instellingen daadwerkelijk een vorm van synergie ontstaat. Uw taak liegt er bepaald niet om. Ik wil niet zeggen dat wat u voor de boeg hebt een onmogelijke taak is, maar u kunt onze gelukwensen in ieder geval goed gebruiken: die krijgt u dan ook van ons allen, het is toch gratis, dat kost absoluut niets. Maar wellicht hebt u meer nodig dan alleen gelukwensen. Ik vind de eerste stappen, in ieder geval die van de Raad, niet zo veelbelovend. Ik doel hier op een voorval dat door menigeen wellicht als iets bijkomstigs werd gezien maar in mijn ogen boekdelen spreekt: u heeft de Raad van maandag met het oog op de defensie als historisch bestempeld. Meent u dat nou? Ook ik vond het een historische Raad, maar in negatieve zin en om een andere reden, namelijk vanwege de ronduit onbegrijpelijk houding die is aangenomen ten opzichte van een initiatief dat eindelijk eens uit de koker van de Europese Unie mocht komen: het moratorium van de doodstraf. Als ik het goed begrepen heb, hebben de ministers dit keer besloten om heel streng te zijn. Men heeft besloten om de zaak hard aan te pakken, om het voorstel voor een moratorium in te trekken of op zijn minst tegen te houden. Er is gekozen voor extreme standpunten, voor een star volhouden, voor een boycottering van elk overleg... Kortweg, men was er gewoon op uit te verliezen. Dit standpunt is dermate verbijsterend dat ik me afvraag of er een minister is die het amendement en de documenten heeft gelezen. Het is gewoon onbegrijpelijk, tenzij waar is wat sommigen beweren, namelijk dat dit strenge en moralistische standpunt ertoe dient om een paar grote mogendheden uit de brand te helpen die niet bijzonder geïnteresseerd waren in dit moratorium. Mijnheer de commissaris, het is niet zo moeilijk om te doorzien wat wij eigenlijk hadden moeten doen: door middel van serieus overleg hadden wij de gematigde landen over de streep moeten trekken, de landen dus die de doodstraf niet toepassen maar wel problemen hebben met de preambule - ik zeg duidelijk: preambule - waarin verwezen werd naar een artikel van het Handvest van de Verenigde Naties. Maar waarom eigenlijk, mijnheer de commissaris? Zijn wij soms bezig met een wijziging van het Handvest van de Verenigde Naties? Wat denken wij te bereiken met een voorstel voor een moratorium? De Veiligheidsraad hervormen, het Handvest veranderen? Hier is echt geen touw aan vast te knopen. Wat maandag is voorgevallen vind ik gewoon onfatsoenlijk. Naar het schijnt zal de Europese Unie hierdoor het voorstel voor een moratorium intrekken of er niet eens een stemming over houden. Stelt u zich eens voor: de Unie bevriest het voorstel! En dan willen wij het hebben over geloofwaardigheid? De waarheid is dat tot op heden, mijnheer Solana, Europa heel handig is in het afleggen van holle en hoogdravende verklaringen maar absoluut geen blijk geeft van historisch inzicht. De Unie heeft niet door hoe en waar daadwerkelijk onderhandeld kan worden. Ik heb ook nog een aantal serieus bedoelde wensen, die tevens bedoeld zijn als een eenvoudige suggestie voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid: misschien is het een goed idee om het traject van de economische en monetaire unie te volgen om een diplomatieke en militaire unie tot stand te brengen, zodat van de beginselverklaringen overgegaan kan worden tot meer concrete stappen. Sakellariou Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de hoge vertegenwoordiger voor het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid, ook ik wil u heel hartelijk feliciteren met uw nieuwe functie van hoge vertegenwoordiger, en u al het geluk toewensen dat u nodig heeft om van deze functie een succes te maken; voor uzelf, maar vooral voor de Europese Unie. Nu ik dit in uw taal gezegd heb, moet ik helaas verdergaan in het Duits, dus wil ik u vragen uw koptelefoon op te zetten. Oostlander Mijnheer de Voorzitter, ik zou graag de heer Solana van harte welkom willen heten in dit Parlement. Het is een historisch moment dat hij hier bij ons verschijnt. U heeft een heel belangrijk pakket aan verantwoordelijkheden en daarbij hoort een zeer politieke opdracht. Ik heb begrepen dat u zichzelf ook in de eerste plaats als politicus ervaart. U hebt gezegd dat de ministers van Buitenlandse Zaken op dit gebied veel meer besluiten zouden moeten kunnen nemen. Dat is voor uw functie noodzakelijk. Maar dat betekent uiteraard dat men ook veel spaarzamer zou moeten omgaan met vetorechten. Bedoelt u inderdaad ook dit te zeggen? Het Parlement heeft er al jaren naar uitgezien dat er een duidelijk veiligheids- en defensiebeleid zou komen. De oorlog in ex-Joegoslavië was een bittere ervaring. Honderdduizenden stierven bij gebrek aan doortastend EU-beleid, en ook andere internationale organisaties hebben daar verstek laten gaan. Lidstaten fungeerden vaak als een rem op de besluitvorming. De recente publicaties van de Verenigde Naties over Srebrenica laten nog eens zien hoe meerdere internationale organisaties hun verantwoordelijkheden vergaten. De Unie kan in principe heel wat voorstellen. De heer Patten heeft duidelijk gezegd als het gaat over internationale rechtsorde, hebben wij veel civiele mogelijkheden. Maar als het erop aan komt, ontbreekt tot nu toe de militaire ruggengraat. De Amerikaanse ervaringen met Haïti hebben aangetoond dat diplomaten in onderhandelingen met een dictator veel meer succes hebben als de militaire macht kennelijk aanwezig is op de achtergrond. De Hoge Vertegenwoordiger Solana en commissaris Patten begrijpen heel goed hoezeer de civiele en de meer militaire aspecten van het GBVB elkaar nodig hebben en dus ook zijzelf elkaar. Zij hebben zich voorgenomen intensief samen te werken en zodoende krijgen wij veel sneller dan verwacht een waar gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid. Wij begrijpen dat die samenwerking heel goed kan verlopen. Want ook tussen ons verdwijnen de scheidslijnen in het zicht van de grote problemen en het zware humanitaire leed wij waar mee te maken hebben in deze sector. De heer Solana zal, nu hij ook de West-Europese Unie gaat leiden, zeker een fors programma voor zich zien. De integratie van de West-Europese Unie op termijn in de Europese Unie, wat vindt hij daarvan? Hoe gaat hij dat doen? De hervorming van een militaire capaciteit van de leden en het versterken van de doelmatigheid van de financiële inspanning. Is het zo dat de discussie over wat in deze stad gevestigde Eurokorps zich steeds meer op Petersberg-taken zou gaan richten? Welke veranderingen zullen er bijvoorbeeld moeten worden aangebracht bij het uitstekend functionerende Duits-Nederlandse legerkorps? Want misschien dat ook daar de klassieke territoriale verdedigingstaken niet meer voldoende zijn. Maar het korps als zodanig is een juweel, omdat het het enige is wat concreet functioneert. Tenslotte zou ik de heer Solana willen aanbevelen de nodige aandacht aan ex-Joegoslavië te blijven geven. Van zijde van de Europese Unie zou krachtig bevorderd moeten worden dat niet alleen de kleinere, maar ook de grote oorlogsmisdadigers Karadzic en Mladic gearresteerd worden. Met name hier is de samenwerking tussen het militaire aspect en de politionele taak van militairen en het civiele beleid bijzonder hard nodig. Mijnheer Solana, een nieuw ambt is niet alleen een nieuw ambt, maar misschien ook - en dat wensen wij allen van ganser harte - een nieuw beleid. U zei dat wij meer nodig hebben dan enkel verklaringen in het kader van het GBVB. Ik geef u daar volkomen gelijk in. Ik ben het roerend met u eens. Maar toen ging u door en zei u dat het volgende waar wij, volgens u, behoefte aan hebben, militaire capaciteiten zijn. Ik twijfel er niet aan dat wij ook militaire capaciteiten nodig hebben, maar ik laat die vraagstukken van de legerkorpsen, en de opsomming daarvan, liever over aan mijn collega, de heer Oostlander. Ik wil onderstrepen wat Pierre Schori zojuist zei. Wij hebben conflictpreventie nodig. Conflictpreventie is niet iets vanzelfsprekends. Wij moeten structuren creëren waarmee wij deze conflictpreventie hard kunnen maken, structuren die het ons mogelijk maken legerkorpsen en militaire capaciteiten met rust te laten en de problemen, zo mogelijk, vreedzaam op te lossen. Mijnheer Solana, ik zeg dit in diepe overtuiging. Ik ben er zelf immers ook niet aan gewend om anders te denken: zodra ik conflict of crisis hoor, denk ik onmiddellijk aan militairen. Juist dat denken moeten wij veranderen! Ik verzoek u, ik nodig u uit om samen met dit Parlement dit denken te veranderen! McKenna Om te beginnen ben ik, anders dan veel andere sprekers in dit debat, niet blij met het op maandag genomen besluit. Wat de heer Solana betreft, een voormalig pacifist die militarist werd, heb ik het gevoel dat zijn functie bij de WEU een verdere bedreiging voor de neutrale landen betekent. Er zijn op dit moment binnen mijn fractie veel leden, zowel uit neutrale als uit niet-neutrale landen, die fel gekant zijn tegen de vorming van een Europese defensie-identiteit. De discussie hierover in de neutrale landen wordt op een uiterst oneerlijke wijze gevoerd. U noemde de bijeenkomst van maandag zelf een historische gebeurtenis en dat is ook zo. Het was een historische gebeurtenis. Het was voor het eerst dat de ministers van Defensie formeel bijeenkwamen en de besluiten die daaruit voortkwamen waren al even historisch. In de neutrale landen wordt het publiek echter om de tuin geleid, doordat het hele gebeuren sterk wordt gebagatelliseerd. Zo zei onze minister van Buitenlandse Zaken bijvoorbeeld dat hij zeer ingenomen was met de genomen besluiten. Naar zijn zeggen zou er rekening worden gehouden met de belangen van neutrale landen en dat zou ook het uitgangspunt zijn in het advies van het comité politique van de EU. In dat advies stelt het comité dat uw rol toegespitst moet zijn op de zaken die in het EU-Verdrag zijn omschreven en op datgene wat op de Europese Raad van Keulen is afgesproken. Dat is in wezen al een heel breed spectrum waarbinnen van alles mogelijk is. Binnen de West-Europese Unie spelen de wederzijdse defensieverplichtingen nog een sterkere rol dan binnen de NAVO. In de neutrale landen heerst momenteel de algemene opvatting dat de wederzijdse defensieverplichtingen op hen niet van toepassing zijn. Maar ik denk - en met mij heel veel mensen in de neutrale landen - dat die verplichtingen op den duur wel voor neutrale landen zullen gelden, als wij doorgaan op de nu ingeslagen weg. Voorts ben ik met commissaris Patten van mening dat dit alles in wezen niet los kan worden gezien van de ontwikkeling van een Europese wapenindustrie en onze vrees daarvoor is, gelet op zijn verklaring, dan ook toegenomen. Op de Top van Saint-Malo werd geconcludeerd dat de EU behoefte had aan, en ik citeer, "versterkte strijdkrachten die snel kunnen inspelen op nieuwe gevaren en die worden ondersteund door een sterke en concurrerende Europese defensie-industrie en -technologie". Veel lidstaten van de Europese Unie hebben geen eigen wapenindustrie en willen daar ook niet bij betrokken worden. De besluitvorming en de discussies op dit vlak vinden niet in een open sfeer plaats. Dit geldt voor alle lidstaten en voor de neutrale landen in het bijzonder. De burgers worden daardoor om de tuin geleid. De meeste mensen hier in dit Parlement hebben er vandaag geen enkel misverstand over laten bestaan dat zij voorstander zijn van een Europese defensie-identiteit, dat zij voorstander zijn van een concurrerende Europese wapenindustrie en dat zij voorstander zijn van een Europees leger. Maar aan de burgers in de lidstaten is nog nooit iets gevraagd. Brok Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, het gemeenschappelijk optreden van Javier Solana en Chris Patten heeft een symbolische waarde. Zij zullen samen succes boeken als zij samenwerken, of liever gezegd, zullen zij, als zij niet samenwerken, samen ten onder gaan. Het is in ons aller belang dat zij succes hebben. Hun succes zal immers het onze zijn en wij zullen hen dan ook al onze steun geven. Dat houdt onder meer in dat de nieuwe trojka eindelijk aan de slag moet gaan. Als ik het goed heb, heeft het Fins voorzitterschap nog de oude trojka naar Rusland gestuurd. De nieuwe trojka, waar u beiden deel van uitmaakt, moet in de toekomst ook de vertegenwoordiging naar buiten toe op zich nemen. Sedert 1990, sedert de beëindiging van de confrontatie tussen de blokken, zijn in Europa regionale oorlogen weer mogelijk geworden. De oude kringloop van geweld: oude klassieke strijd tussen etnische groeperingen, grensconflicten en dergelijke kunnen weer opleven. Daarop hebben wij Europeanen nog geen pasklaar antwoord, zoals het voormalige Joegoslavië duidelijk heeft aangetoond. Het doel van de inspanningen die nu met het gemeenschappelijk veiligheids- en defensie-initiatief worden ondernomen, is juist een dergelijk Europees antwoord te vinden en wel een antwoord van preventie. Preventie, beste collega Sakellariou, kan echter alleen werken als daar een geloofwaardige militaire macht achter staat. Daarom moet het een met het ander worden verbonden. Pas dan wordt preventie geloofwaardig en ik hoop dat die preventie dan ook de verwachte resultaten zal opleveren. Als wij ons gemeenschappelijk inspannen kunnen wij mijns inziens bij de opstelling van troepen voor crisisbeheer komen tot een synergie-effect. Ons doel daarbij moet de totstandbrenging van een gemeenschappelijk bewapeningsagentschap zijn. Wij weten allen dat onze begrotingen niet bepaald uitpuilen en daarom geloof ik dat wij via synergie ons doel kunnen bereiken. Wij hoeven daarvoor geen dure, eigen structuren in het leven te roepen. Wij moeten zoveel mogelijk - zoals dat ook in het NAVO-besluit uit 1996 van Berlijn staat - complementair werken met de NAVO en de NAVO-structuren. Dat is volgens mij een belangrijke weg. Daardoor kan men de transatlantische banden versterken en tegelijkertijd ook Europa slagvaardigheid geven daar waar deze slagvaardigheid nodig is. Dat betekent mijns inziens eveneens dat wij in staat moeten zijn ons van onze taken te kwijten: gezamenlijk of gescheiden, maar nooit tegen onze traditionele partners in. De Europese Unie van de gemeenschappelijke munt, de gemeenschappelijke interne markt en de gemeenschappelijke rechtsorde moet ook een Europese Unie van een geloofwaardig gemeenschappelijk veiligheids- en defensiebeleid worden. Dat is in ons gemeenschappelijk belang. Wij moeten echter tevens beseffen dat een dergelijke constellatie zich op den duur niet kan handhaven als er gebieden zijn met kwalitatief verschillende vormen van veiligheid. Daarom moet men tijdens de Intergouvernementele Conferentie proberen artikel 5 van het WEU-Verdrag om te zetten in een protocol van het EU-Verdrag. Elk land is dan vrij, op grond van een eigen soeverein besluit, toe te treden. Dat betekent dus dat geen van de neutrale of niet-gebonden landen gedwongen wordt toe te treden. Dan hebben wij onze geloofwaardigheid en onze gemeenschappelijke belangen onder één dak gebracht. Dan kunnen wij op die grondslag verder gaan en ervoor zorgen dat de benoeming van de heer Solana tot secretaris-generaal van de WEU en de integratie van de WEU volledig tot hun recht komen en wij niet nog een huls moeten behouden voor artikel 5. Lalumière Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de hoge vertegenwoordiger, ik begroet u met heel veel genoegen in uw nieuwe hoedanigheid en ik verheug mij erover dat u deze functie over enkele dagen met die van secretaris-generaal van de WEU zult combineren. Dat belooft veel goeds en het is echt een stap vooruit. Eveneens veelbelovend is dat u en commissaris Patten, die zopas ook een aantal heel verstandige opmerkingen maakte, te kennen gegeven hebben dat u wilt samenwerken. Ik wend mij als rapporteur van de Commissie buitenlandse zaken, mensenrechten, gemeenschappelijke veiligheid en defensiebeleid tot u over het veiligheids- en defensiebeleid. Ik heb heel aandachtig naar uw woorden geluisterd. Ik wil het vandaag even hebben over het tijdschema, of meer in het bijzonder over het tempo van de vernieuwingen en hervormingen waarvoor u verantwoordelijk bent. De Europeanen zijn zich ten gevolge van de crisis in Kosovo bewust geworden van de leemtes in de politieke en militaire middelen waarover zij beschikken. Zij hebben tevens meer dan ooit ondervonden welke risico's zij lopen als zij een systeem handhaven dat ten tijde van de Koude Oorlog bedacht werd en dat helemaal niet meer aangepast is aan de labiele constructies die nu rondom en ook in Europa zelf almaar toenemen. Deze bewustwording biedt een kans om een aantal vernieuwingen aan te brengen, zoals ook op de Top van Keulen bleek. Ik vrees echter dat deze gelegenheid even snel weer zal verdwijnen als gevolg van nationaal conservatisme en budgettaire beperkingen. Mijns inziens moeten wij dan ook snel, zo snel mogelijk handelen. Natuurlijk dient nog nagedacht te worden over de institutionele hervormingen. Het zou fout zijn overhaast te werk te gaan. Dat geldt eveneens voor de fundamentele kwestie van de rol die Europa en de Verenigde Staten respectievelijk moeten spelen. Wij beschikken nog niet over volledige oplossingen, maar we kunnen ongetwijfeld al snel een aantal stappen zetten. Zo kan bijvoorbeeld de Raad Algemene Zaken opengesteld worden voor de ministers van Defensie, zoals maandag jongstleden overigens al beproefd werd. Er kan een permanente politieke instantie, het "COPS" , opgericht worden die alle kwesties in verband met het gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid en in verband met defensie op de voet moet volgen. We kunnen een militair comité oprichten, een snelle interventiemacht van zo'n 50.000 soldaten creëren, enzovoort. Ik wil vast en zeker ook wijzen op het aspect waaraan het Finse voorzitterschap terecht veel belang hechtte: de verbetering van de niet-militaire middelen voor veiligheid, met name met het oog op preventie. Dat kan allemaal snel verwezenlijkt worden langs de door de Vijftien vastgestelde krachtlijnen. De oude spreuk dat stilstand achteruitgang is, lijkt mij in dit geval bijzonder verstandig, mijnheer de hoge vertegenwoordiger. Cushnahan De ongecoördineerde en daardoor ondoeltreffende respons van de EU op de crises in Bosnië-Herzegovina en Kosovo was een zeer gênante vertoning. Gelukkig lijken wij daaruit nu lering te trekken. De discussie die zich deze week op de Algemene Raad heeft ontsponnen, valt ten zeerste toe te juichen. Het voornemen om het Europees veiligheids- en defensiebeleid hoog op de agenda voor de Europese Raad van Helsinki te zetten, is een goede stap. De positieve benadering waarmee een van oudsher neutraal land als Oostenrijk deze ontwikkelingen tegemoet treedt, valt toe te juichen en ik wil een dringend beroep doen op alle andere neutrale landen, waaronder mijn eigen land, om het voorbeeld van Oostenrijk te volgen. Het hoeft geen betoog dat ik een andere mening ben toegedaan dan mijn Ierse collega, mevrouw McKenna, aangezien ik van mening ben dat de ontwikkeling van een EU-defensiebeleid net zo'n essentiële voorwaarde is voor een daadwerkelijke Europese integratie als de EMU. Het een gaat niet zonder het ander. Parallel aan deze inspirerende ontwikkelingen loopt een Frans-Brits plan om tegen 2003 een legermacht van 40.000 man op de been te hebben die permanent beschikbaar is voor alle Petersberg-taken. Voordat ik met dit voorstel kan instemmen, wil ik een onduidelijkheid die door de Britse minister van Defensie, Geoffrey Hoon, de wereld in is geholpen, opgehelderd zien. Onduidelijk is namelijk of het nu gaat om een Frans-Brits leger of een EU-leger. Als de EU in de toekomst een collectief optreden voorstaat, dan moet het een EU-legermacht zijn, met eenheden uit alle lidstaten die daaraan willen deelnemen, en opererend op initiatief en onder politiek toezicht van de EU. Ik kijk met belangstelling uit naar de top van Helsinki en ik hoop dat daar steun zal zijn voor dit essentiële beginsel en andere aspecten die de rol van de Europese Unie op veiligheids- en defensiegebied kunnen versterken. Wiersma Voorzitter, ik wil beginnen met een groot compliment voor de heer Solana. Sinds hij zijn functie heeft aanvaard gonst het van activiteiten in de tweede pijler. Er is een enorme agenda. Eigenlijk staat alle EU-politiek op dit moment in het teken van het buitenland en het Finse voorzitterschap trekt als het ware flink aan. Dat is zelfs twee complimenten waard als men kijkt naar het ongebonden verleden van dat land. Ik wil het graag hebben over het Europees veiligheidsbeleid en de heer Solana een aantal zaken voorleggen, een aantal vragen die hij misschien niet vandaag kan beantwoorden maar die wat mij betreft de komende tijd voorop moeten staan. Vooropgesteld, ik steun de ambities van de Europese Unie terzake. De Europese veiligheids- en defensie-identiteit mag en moet er komen. Ik zal niet ingaan op de militaire kant van de zaak, op de structuur en de benodigde capaciteit, maar ik heb wel een vraag wat de reikwijdte is van de zogenaamde Petersberg-taken, want het antwoord daarop bepaalt veel. Waarop richt de Unie zich eigenlijk: op kleine crises op grote crises? En als zij zich richt op kleine crisishaarden, wat gebeurt er dan in geval van escalatie van een kleine naar een grote crisis - want we weten allen dat dat vaak het geval is. Volgens de verklaring van Washington is de EVDI er voor alle landen van de NAVO. Hoe verhoudt dit zich tot de ambitie van de EU om alleen besluiten te kunnen nemen? Wat moeten we doen met de NAVO-landen buiten de Europese Unie, Noorwegen, Turkije en de drie landen in Midden- en Oost-Europa? Velen zijn nieuwsgierig wat de volgende stap is na uw benoeming tot secretaris-generaal van de West-Europese Unie. Hoe ziet u de volledige integratie van de WEU in de Unie tot stand komen en wat zal er dan gebeuren met het beruchte artikel 5? Alhoewel sommigen in Nederland de Britse rol willen overnemen als het gaat om het krampachtig vasthouden aan de Atlantische relaties, en ik bedoel de vroegere Britse rol, is dat toch niet vergelijkbaar met de vragen die in neutrale en ongebonden EU-lidstaten bestaan ten opzichte van de EVDI. Daarvoor kan ik respect opbrengen. Maar hoe kan een dergelijk respect worden verenigd met een vooruitstrevende agenda als het gaat om de EVDI? Ik weet uit eigen ervaring dat een bredere benadering van veiligheid en voorrang voor conflictpreventie daarbij kan helpen. De Unie zou op dat gebied stappen kunnen zetten door een betere coördinatie van de eerste en de tweede pijler. Tenslotte nog een pertinente vraag. Ik denk dat wij ons allen, maar ook u en de Raad en de Commissie zich zorgen moeten maken over de parlementaire controle van het systeem dat wij aan het ontwikkelen zijn. Ik zou graag in dit Parlement, maar ook met u, een discussie willen aangaan over de wijze waarop wij vanuit dit Parlement, maar ook vanuit de nationale parlementen de ontwikkeling en de totstandkoming van de EVDI en de invulling daarvan beter kunnen controleren dan nu het geval is. Van Orden Om te beginnen wil ik de heer Solana en de heer Patten danken voor hun verklaringen. Het lijkt mij dat in deze hele discussie over de Europese veiligheid twee zaken - defensiecapaciteit en institutionele structuur - door elkaar zijn gaan lopen en het een houdt het ander in zijn greep. Natuurlijk zijn wij blij als de Europese landen de modernisering van hun strijdkrachten serieus nemen om de huidige en welbekende tekortkomingen te verhelpen. Zoals de heer Solana wel weet uit zijn vorige betrekking, komen veel NAVO-bondgenoten zelfs hun militaire verplichtingen tegenover de NAVO niet na. Het Bondgenootschap heeft hiertegen al maatregelen genomen in het kader van zijn initiatief voor de defensiecapaciteit. De Britse strijdkrachten zijn eersteklas troepen, maar zij zijn het afgelopen jaar hopeloos overbelast geweest. Ik weet dan ook niet waar de Britse regering de middelen denkt weg te halen voor een nieuwe en snelle Europese interventiemacht, zoals zij heeft voorgesteld, tenzij dit alleen maar vage bespiegelingen zijn of ten koste gaat van onze NAVO-verplichtingen. Ik moet zeggen dat de legitieme zorgen over de militaire capaciteit niet worden weggenomen door de defensie op een Europees niveau te tillen. Deze ontwikkeling past in het kader van een hoofdzakelijk politieke agenda om de Europese politieke integratie verder gestalte te geven. Het gevaar hierbij is echter dat de EU onder druk komt te staan om een soort eerste aanspreekpunt te worden bij volgende crises en dat de NAVO meer en meer voor louter bijzaken wordt ingeschakeld als collectieve defensieorganisatie. De kracht van de NAVO en de transatlantische solidariteit kunnen alleen op peil worden gehouden als de NAVO nauw betrokken blijft bij het huidige crisismanagement. Aangezien geen voorstellen worden gedaan voor extra eenheden, wordt het capaciteitsvraagstuk voor autonome acties van de EU in hoofdzaak overgelaten aan het politieke besluitvormingsproces. De kernvraag daarbij is hoe de interactie tussen de twee besluitvormingscentra, de NAVO en de EU, verloopt en welke impact dat heeft op de transatlantische betrekkingen. Kunnen wij het ons strategisch en financieel echt veroorloven om er dubbele stafeenheden en commissies op na te houden, kunnen wij ons een Europese troepenmacht veroorloven, kunnen wij ons de verspilling en verwarring veroorloven die zullen optreden wanneer wij onze strijdkrachten onderwerpen aan twee afzonderlijke operationele doctrines en planningssystemen? Het opzadelen van de EU met defensietaken zal haar niet prikkelen om efficiënter gebruik te maken van de waardevolle niet-militaire middelen die haar op het gebied van de crisisbeheersing ten dienste staan en die de militaire middelen van de NAVO heel goed zouden kunnen aanvullen. Daar moet de EU zich op toeleggen, zoals de heer Patten al aangaf. We moeten beter gebruik maken van de militaire capaciteit binnen de beproefde structuren van de NAVO. Niemand zit te wachten op instellingen die in hun Europese hoofdkwartieren alleen maar aan het passen en meten zijn. Wij moeten op veiligheidsgebied doeltreffender gaan optreden en zorgen voor een betere verhouding tussen de Europese en Noord-Amerikaanse bijdrage daaraan. Onze legers mogen niet worden gerekruteerd om, in andere kledij, het proces van de politieke integratie te dienen. Titley Kosovo heeft ons bovenal vier dingen duidelijk gemaakt. Ten eerste dat de Europese Unie ten tijde van een crisis in staat is een gesloten front te vormen en te blijven. Ten tweede heeft president Artisari met zijn voortreffelijke werk laten zien dat de EU op diplomatiek gebied een cruciale rol kan vervullen. Ten derde is gebleken dat de NAVO goed functioneert en eigenlijk het best functioneert wanneer de Verenigde Staten op scherp staan en duidelijk het heft in handen nemen. Maar ook is duidelijk geworden dat wanneer Amerika het laat afweten, Europa bij machte moet zijn om de veiligheid op het eigen continent te bewaren. Ten vierde is gebleken dat wij voor ons materieel, hoewel onze defensie-uitgaven 70% bedragen van wat de Amerikanen aan defensie uitgeven, toch bijna volledig op Amerika zijn aangewezen, omdat wij maar zo'n 10% van hun productiecapaciteit hebben. Deze situatie heeft natuurlijk mede kunnen ontstaan doordat onze defensie in veel opzichten nog geënt is op de denkbeelden van de koude oorlog, die uitgaan van een statisch geheel en niet van moderne opvattingen als snelle interventie. Als wij hierin geen verandering brengen, is de hele idee van een gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid en een Europese defensie-identiteit niet meer dan een dagdroom. Er zijn hier vandaag goede dingen gezegd, maar ik zit nog wel met een paar vragen waarop ik eigenlijk heel graag, al is dat in dit soort debatten niet gebruikelijk, een antwoord zou willen hebben. Is de heer Solana het niet met mij eens dat er in de eerste plaats behoefte is aan een onderzoek naar de stand van de Europese defensie om zo onze defensiecapaciteit in kaart te brengen? Is hij het niet met mij eens dat de dienstplicht niet verenigbaar is met een moderne, mobiele krijgsmacht? Is hij het niet met mij eens dat wij een Raad van ministers van Defensie in het leven moeten roepen, als wij ons op dit terrein willen begeven? En is hij het niet met mij eens dat de defensie-uitgaven van de lidstaten beter op elkaar moeten worden afgestemd? De heer Solana noemde ook het punt van de landen die wel lid zijn van de NAVO, maar niet van de EU. Bedoelt hij daarmee, zoals ik veronderstel, dat Turkije van vitaal belang is voor het welslagen van het Europees defensie-initiatief en dat wij met dat gegeven rekening dienen te houden? De heer Patten wil ik zeggen dat ik zijn opmerkingen over de defensie-industrie toejuich. Wel wil ik nog graag van hem vernemen of de Commissie haar vroegere mededelingen op dit gebied nog in krachtdadige maatregelen denkt te vertalen en of hij de samenwerking voor de Meteor-raket ook niet van cruciaal belang acht voor de toekomst van de Europese defensie-industrie. Galeote Quecedo De heer Solana zal het vast met mij eens zijn als ik zeg dat de doelen die wij, die op het ogenblik een bepaalde verantwoordelijkheid dragen in het Europese integratieproces, ons hebben gesteld, de stoutste verwachtingen zouden hebben overtroffen van de Europese leiders uit - bijvoorbeeld - de tijd dat hij de Raad Algemene Zaken van de Europese Gemeenschap voorzat. In deze nieuwe setting hebt u de belangrijke taak gekregen om het gemeenschappelijke streven naar een buitenlands en veiligheidsbeleid een gezicht te geven, een beleid dat ons allemaal aangaat. Zoals u pas in de commissie buitenlandse zaken zei, zit u nu aan de andere kant van die telefoonlijn waar Kissinger om had gevraagd. U mag er zonder meer op rekenen dat dit Parlement, en mijn fractie in het bijzonder, u bij de uitoefening van uw taak zal steunen en stimuleren. Ik ben ervan overtuigd dat u ons niet zult teleurstellen. Ik vertrouw er ook op dat u uw uiterste best zult doen om ervoor te zorgen dat ons buitenlands beleid op evenwichtige criteria berust. U zult daarbij ongetwijfeld de prioriteit bevestigen die binnen dat beleid wordt toegekend aan de toetsing van de politieke en economische ontwikkeling van landen die, net als wij bijna 25 jaar geleden, de overgang van een autocratisch regime naar een democratische regering maken. Door dat proces zal de vrede voor altijd vaste voet zetten op Europese bodem. Ik verwacht echter ook dat u de belangrijke positie zult bevestigen die wij in het Middellandse-Zeegebied innemen. Dat is ook een prioriteit, zowel in economisch als in veiligheidsopzicht. Daarnaast moet u ook onze belangen in Latijns Amerika doeltreffend beschermen, bijvoorbeeld door de hand te houden aan de uitvoering van de afspraak met de Amerikaanse regering over de toepassing van de Helms/Burton-wet. Het verbaast me dat de heer Solana daar vanmorgen niet op in is gegaan, hoewel ik geen enkele twijfel heb aan zijn overtuiging dienaangaande. In ieder geval wensen wij hem veel succes bij zijn werk. Souladakis Mijnheer Solana, wij zien dat in deze dagen een ontmoeting plaats vindt van Fidel Castro met het Spaans leiderschap en wij kennen ook het standpunt van de Verenigde Staten. Ik zal eens een hypothese noemen: laten wij eens veronderstellen dat een leider van een Europees land naar Belgrado gaat, naar Milosevic. Wat zou dan uw commentaar zijn op deze twee vraagstukken? Dit is geen strikvraag. Ik wil u niet in een moeilijk parket brengen. Het buitenlands beleid leent zich immers niet voor oefeningen met hypotheses. Ik wilde alleen aantonen in welk kader u zich moet bewegen. Daarbij moet u zich niet gedragen als een koorddanser. U weet immers dat koorddansers gedoemd zijn vroeg of laat te vallen. Wij hebben twee strategieën voor ons: preventie van spanningen en beheer van crises. In de tweede strategie is Europa politiek afwezig en financieel aanwezig. Met deze strategie houdt men weliswaar crises onder controle, maar schiet men verder niets op. De andere strategie is de strategie van het Europa van de vrede, de veiligheid en de economische ontwikkeling. Kortgeleden zagen wij dat in Joegoslavië, op Europa's deurdrempel, voor het eerst sedert 50 jaar weer oorlog ontstond. Dat was een fout en helaas weet niemand wanneer daar een eind aan zal komen. Nu zijn wij geconfronteerd met een nieuwe fase van ontwikkelingen en oorlogsconfrontaties in de Kaukasus. Nu heeft u in de Kaukasus een gouden kans om zich op te werpen als Prometheus, de "vooruitdenker" en niet als Epimetheus, de "achterafdenker". U weet waarschijnlijk wel dat een van de antieke tragedies van Aeschylus, "Prometheus geboeid", zich in de Kaukasus afspeelde waar Zeus, de wolkenverzamelaar, Prometheus strafte en in de boeien sloeg omdat hij het vuur van de bliksem had gestolen en aan de mensen had gegeven. Ik hoop van ganser harte, mijnheer Solana, dat u Prometheus bent, zowel in de Kaukasus als in uw volgend mandaat. Dat is namelijk in het belang van Europa, in het belang van de democratie, in het belang van de mensenrechten. Nogmaals, veel succes! Solana Mijnheer de Voorzitter, ik zal proberen om in de korte tijd die ons nog rest met twee of drie opmerkingen van algemene aard te reageren op de vragen die tijdens deze vergadering zijn gesteld. In de eerste plaats zou ik echter alle leden van de verschillende fracties willen bedanken die zo vriendelijk zijn geweest om mij, of ons, geluk te wensen bij deze onderneming. Ik verzeker u dat ik mijn uiterste best zal doen en al mijn energie en politieke ervaring zal gebruiken om, in goede samenwerking met alle andere instellingen, deze gemeenschappelijke onderneming tot een goed einde te brengen. Ik denk, zoals een van de sprekers heel terecht opmerkte, dat Europa er op de drempel van de 21ste eeuw beter voorstaat dan menigeen had gedroomd, ook al vinden de dromers onder ons misschien dat we er nog niet zijn. We hebben in ieder geval bereikt dat we nu een gemeenschappelijke munt hebben, we zijn economisch vooruit gegaan. Nu is het moment aangebroken om ook politieke vooruitgang te boeken, met name op het gebied van het buitenlands beleid en het veiligheidsbeleid. En u zult zien dat ik mij daar, samen met u, steeds voor zal inzetten. Ik wil door middel van drie overwegingen samenvattend reageren op de talrijke vragen die zijn gesteld. In de eerste plaats wil ik ingaan op het buitenlands beleid in strikte zin. Na de Top van Keulen beschikken wij over nieuwe instrumenten - en de gemeenschappelijke strategieën horen daarbij - die zonder enige twijfel een diepgaande verandering teweeg zullen brengen in de manier waarop het buitenlands beleid wordt gevoerd. De gemeenschappelijke strategieën - en daarvan bestaan er reeds enkele - dienen in te houden dat alle mogelijkheden die de Unie en de lidstaten hebben om een bepaald beleid te voeren, gezamenlijk worden benut. Zo'n instrument hadden we nog niet. Na de beslissingen die in Keulen zijn genomen, hebben we dat nu wel, en in concreto bestaat er al een gemeenschappelijke strategie met betrekking tot Rusland. Dit moet bij uitstek onze manier van optreden worden. Het tweede punt waar ik op in wil gaan - omdat velen van u zich daar zorgen over blijken te maken - betreft het beheersen en voorkomen van crises. Ik wil u zeggen dat ik het volledig eens ben met het idee - en om daar een naam op te plakken, wijs ik op de heldere bijdrage van de geachte afgevaardigde Pierre Schori - dat een crisis niet alleen moet worden beëindigd, maar dat vanaf het begin moet worden geprobeerd die te voorkomen. Dat is wat wij proberen te doen. Het Verdrag van Amsterdam voorziet in een eenheid voor vroegtijdige alarmering, die de taak heeft goed op te letten wat er mis kan gaan, zodat we dat kunnen vermijden zonder militair of collectief in te grijpen als we al het mogelijke kunnen doen langs diplomatieke weg, door preventief te werk te gaan. Ik zou graag een persoonlijke ervaring met u willen delen die voor mij erg pijnlijk is geweest. Toen wij ons met de crisis in Bosnië bezig gingen houden, werd er eerst een militair plan uitgewerkt en werden er troepen ingezet - er zijn in Bosnië immers 60.000 soldaten ingezet. De militaire planning liep ver voor op de burgerlijke planning die nodig was geweest. Het verschil in snelheid waarmee beide zaken verliepen heeft gevolgen gehad die velen inmiddels betreuren, en die ik natuurlijk ook betreur. In overeenstemming met de opmerkingen die zijn gemaakt, zou ik graag zien dat telkens als er wordt ingegrepen om een crisis te beheersen of de vrede te handhaven, alle aspecten van zo'n operatie - de burgerlijke, politiële en militaire aspecten - in een overkoepelende visie worden ingepast. Op die manier zou de situatie in Kosovo er nu beter uitzien, en zou het ook in Bosnië beter zijn gegaan. Ten slotte nog wat korte opmerkingen over een actueel onderwerp dat al is genoemd en dat u waarschijnlijk zal interesseren. Vanmiddag of morgenochtend begint er een belangrijke vergadering van de Organisatie voor Veiligheid en Samenwerking in Europa. De bijzonder geachte vertegenwoordiger van de socialistische fractie zei dat de OVSE, de Organisatie voor Veiligheid en Samenwerking in Europa, het hart van de pan-Europese veiligheid moet blijven. Hij zei dat ook in verband met de crisis in Tsjetsjenië. In de komende uren krijgen we een prachtige kans om te proberen van de OVSE een belangrijke organisatie te maken, en om de Russische regering ertoe te bewegen de OVSE in Europa de rol te laten spelen die zij haar tot nu toe heeft ontzegd. De houding van de Russische regering ten opzichte van de Organisatie voor Veiligheid en Samenwerking in Europa is enigszins tegenstrijdig: enerzijds gaan ze er buitengewoon voorzichtig mee om en leggen ze de organisatie zelfs in de watten - als ik het zo mag zeggen -, maar tegelijkertijd laten ze haar niet de rol spelen die haar toekomt. Ik kan u zeggen dat wij morgen en overmorgen namens de Europese Unie alles in het werk zullen stellen om te bereiken dat de Organisatie voor Veiligheid en Samenwerking in Europa een belangrijke rol gaat spelen, die overeenkomt met haar verplichtingen, vooral nu er een nieuw Europees Veiligheidshandvest zal worden ondertekend. Het zou - op zijn zachtst gezegd - bizar zijn dat wij een nieuw handvest voor de gemeenschappelijke veiligheid van Europa in het kader van de OVSE ondertekenen, terwijl die organisatie haar werk niet kan doen in het conflict dat momenteel op de Kaukasus speelt. Geachte afgevaardigden, er zijn heel wat vragen gesteld, en het zou te ver voeren om ze een voor een te beantwoorden. Ik kan u echter wel zeggen dat ik ze allemaal heb genoteerd en dat ze spoedig allemaal beantwoord zullen worden. Bovendien sta ik, zoals ik aan het begin al zei, steeds tot uw beschikking om te proberen de droom die velen van u met mij delen te doen uitkomen. Dank u wel voor uw steun en uw medewerking. We zullen de komende maanden en jaren contact houden om deze mooie taak, waar we allemaal vol verwachting aan beginnen, tot een goed einde te brengen. De Voorzitter Hartelijk dank, mijnheer Solana. Het debat is gesloten. Millenniumronde van de WTO De Voorzitter Aan de orde is het verslag (A5-0062/1999) van de heer Schwaiger, namens de Commissie industrie, externe handel, onderzoek en energie, over de mededeling van de Commissie aan de Raad en het Europees Parlement over de benadering van de WTO-millenniumronde door de EU (COM(1999) 331 - C5-0155/1999 - 1999/2149(COS)). Schwaiger Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de commissaris, waarde collega's, de Commissie industrie, externe handel, onderzoek en energie haakt met haar verslag over het onderhandelingsconcept van de EU voor de komende WTO-millenniumronde in op de standpunten die de voormalige Commissie externe economische betrekkingen met grote meerderheid had ingenomen ten aanzien van de onderhandelingsronden in Marrakech, Singapore en Genève. Mede dankzij de constante dialoog die wij in 1998 en begin 1999 hadden met de vroegere commissaris, Sir Leon Brittan, konden veel van de door het Europees Parlement naar voren gebrachte ideeën inhoudelijk hun beslag vinden in de mededeling van de Commissie van 14 juli jongstleden. Wij hebben ons daarbij altijd laten leiden door de gedachte van een vrije en eerlijke wereldhandel, in het belang van de Europese economie en de werkende mensen. Wij houden ons dus aan de traditie van onze vroegere werkzaamheden. Ik wil graag vanaf deze plaats de nu bevoegde commissaris, de heer Lamy, bedanken voor de uitstekende samenwerking die wij als Europees Parlement de laatste twee maanden met hem hebben gehad. Met de nieuwe Commissie voeren wij sedert het begin van haar werkzaamheden een intensieve, en mijns inziens tot nu toe zeer succesvolle dialoog. Vandaag dienen wij het algemeen onderhandelingsconcept van de Europese Unie in een duidelijke vorm te gieten. Wij moeten het op zijn juiste waarde toetsen en in de politieke context van een allesomvattende strategie plaatsen. De hele millenniumronde dient begeleid te worden met concrete aanbevelingen overeenkomstig artikel 97, lid 5 van het Reglement van het Europees Parlement. Deze aanbevelingen moeten ons de mogelijkheid bieden de werkzaamheden van de millenniumronde te beïnvloeden en te begeleiden, voordat een nieuwe overeenkomst wordt gesloten. Aldus kunnen wij onze invloed doen gelden. Wij zouden begin 2000 een eerste reeks aanbevelingen kunnen formuleren. Op veel voorstellen die wij de afgelopen dagen in de commissie externe economische betrekkingen hebben gedaan, kunnen wij dan nog gedetailleerd terugkomen. De Raad en de Commissie moeten in Seattle het allesomvattende onderhandelingsconcept namens de Europese Unie en bloc verdedigen. Wij verlangen in ons verslag dat de Commissie succesvol is en met goede resultaten naar huis terugkeert. Ons onderhandelingsconcept moet de betekenis weerspiegelen die wij als grootste handelsgebied in de wereld hebben en moet tevens beantwoorden aan onze verantwoordelijkheid voor een beter evenwicht in de wereld wat betreft de economische belangen, vooral ten gunste van de ontwikkelingslanden. Wat zijn de prioriteiten? Waar gaat het vooral om? Moet de uitbreiding van de wereldhandelsorde en de openstelling van de markten de belangrijkste prioriteit zijn, of moeten wij in eerste instantie onze sociale en ecologische markteconomie verdedigen en de in het belang van onze burgers en verbruikers opgezette communautaire beleidsvormen op de voorgrond plaatsen? Mijns inziens moeten wij beiden doen, ook indien hiertussen een zekere spanning kan bestaan. Voor de Commissie industrie, externe handel, onderzoek en energie zijn, zoals maandagavond tijdens de stemming is gebleken, beide doelstellingen even belangrijk. Men moet ervoor zorgen dat de markten in de wereld nog verder worden opengesteld. Men moet de douanerechten afbreken en de technische handelsbarrières opruimen. Ook moeten wij onze markten verder openstellen voor de ontwikkelingslanden en voor met name de minst ontwikkelde landen en de ACS-landen. Verder moeten wij hetgeen in de WTO gaande is voor de burgers begrijpelijker maken door meer transparantie te brengen in de regelgeving van de WTO en haar uiterst belangrijke arbitrageprocedures. Anderzijds moeten wij er ook voor zorgen dat de verplichtingen die de Europese Unie met andere internationale overeenkomsten - zoals de overeenkomsten van de Internationale Arbeidsorganisatie - op zich heeft genomen, zichtbaar worden in de WTO-onderhandelingen en daar in ogenschouw worden genomen. Wij verzetten ons echter tegelijkertijd tegen een tot inefficiëntie leidende overbelasting van de WTO-regelgeving met andere doelstellingen dan handelsliberalisering en niet-discriminatie van verdragsluitende partijen, wat ons hoofddoel is. Zo moeten bijvoorbeeld de fundamentele arbeidsvoorwaarden en sociale clausules die in 1998 door de IAO werden aangenomen, ter sprake worden gebracht in een uit IAO en WTO bestaand arbeidsforum. Men moet rekening houden met dergelijke zaken zonder daarmee echter te tornen aan de WTO-regelgeving. Een eerlijke en vrije wereldhandel was de grondslag voor de verbetering van de levensstandaard in veel landen en van veel volkeren. Dit geldt met name ook voor de ontwikkelingslanden. Daarom mogen wij nooit uit het oog verliezen dat de Europese Unie, als grootste handelsmogendheid van de wereld, er fundamenteel belang bij heeft dat dit succesverhaal kan worden voortgezet en hierbij steeds meer volkeren en landen in de wereld worden betrokken. Daarvoor hebben wij echter bondgenoten nodig. Wij moeten onze belangen bundelen met die van de kandidaat-lidstaten in Europa, met die van onze Europese buren, met die van de ontwikkelingslanden en vooral de ACS-landen. Bovendien moeten wij zorgen voor een constante dialoog met de regering, het congres en het volk van de Verenigde Staten, een dialoog waarmee wij onze opzet begrijpelijk kunnen maken en wederzijds begrip kunnen bevorderen voor een verstandige afweging van belangen. Met een versterkte handel dragen wij bij aan de uitbreiding van de vredesorde in de wereld, aan meer welvaart en -als wij ons goed organiseren - aan meer sociale rechtvaardigheid. Deze verantwoordelijkheid is maatstafgevend voor onze strategie. Dit moet een veelomvattende en voor onze partners overtuigende strategie zijn. De marktdeelnemers moeten, indien mogelijk, vrije toegang krijgen tot alle markten van de wereld. De daarvoor geldende regels moeten fair zijn en berusten op wederzijds toegekende voordelen en wederzijds opgelegde verplichtingen. De vier grondvrijheden van de interne markt - vrij verkeer van personen, vrij verkeer van goederen, vrijheid van dienstverlening en vrij kapitaalverkeer - moeten voor heel de wereld nastreefbare doelstellingen worden. Wij zijn ervoor dat multilaterale milieuovereenkomsten worden gesloten en daarmee in het kader van de WTO rekening wordt gehouden. In de dienstverlening - de sterkst groeiende markt voor met name Europese aanbieders - moet de markttoegang worden verbeterd. Ook moet men daarin nieuwe sectoren opnemen. Daarover moet echter het Europees Parlement uitdrukkelijk worden geraadpleegd. Wij zijn verder voor een duurzame opneming en bevordering van de elektronische handel in het kader van de GATT. Men moet de besluiten van de Uruguay-ronde ten aanzien van openbare aanbestedingen toepassen. Op den duur moet men komen tot vervanging van een groot aantal bilaterale overeenkomsten inzake bescherming van investeringen in het kader van de WTO met een breed opgezette, multilaterale regeling. De concurrentie op de open markten moet doeltreffender worden. Men moet de noodzakelijke mededingingsautoriteiten in het leven roepen. Wij moeten zorgen voor vrijwaring van ons Europees landbouwmodel, waarmee wij een duurzame landbouw beogen. Wij willen immers een landbouw die zorgt voor niet alleen productie van levensmiddelen, maar ook het behoud van het platteland, het milieu en onze kwaliteitsproducten. Aanvallen daarop moet men pareren met verwijzing naar de sterk toenemende steunpraktijken van de VS-regering. Dan wil ik tot slot nog een opmerking maken over de ontwikkelingssamenwerking. Deze moet worden aangepast aan de nieuwe omstandigheden en verder worden uitgebreid in het kader van het ACS-partnerschap. Belangrijke onderdelen van de wereldhandelsorde berusten op de bijdragen van de Europeanen en de Amerikanen. Wij hebben in de jaren zestig het gemeenschappelijk douanetarief ingevoerd en zijn tegelijkertijd, in de Kennedyronde en andere ronden, begonnen met een consequent beleid voor vermindering van douanerechten en marktopenstelling in heel de wereld. Dat leidde tot de openstelling van nieuwe markten in derde landen en tegelijkertijd tot de openstelling van onze markten voor andere industrielanden. Mag ik tot slot nog een woord van dank uitspreken aan het secretariaat, onze raadgevers en al degenen in het Parlement die aan de opstelling van dit verslag hebben meegewerkt. Wij hadden hier weinig tijd voor, maar onze technische diensten en ook de andere diensten hebben zich uitstekend van hun taak gekweten. Randzio-Plath Mijnheer de Voorzitter, Europa's nieuwe rol in de wereld wordt bepaald door zijn buitenlands en veiligheidsbeleid, maar ook door het spanningsveld tussen maatschappelijke, economische en politieke behoeften. Daarom is het bijzonder belangrijk dat Europa in de onderhandelingen over de wereldhandel met één stem spreekt en ervoor zorgt dat ook met de wereldhandel wordt bijgedragen aan een versnelde, sociaal verantwoorde en milieuvriendelijke groei. Sedert 1990 stellen wij een sterke stijging van het aantal fusies en een toegenomen marktmacht van transnationale concerns vast. Daarom moet men tijdens de millenniumronde een multilaterale regelgeving ter bestrijding van mededingingsbeperkende activiteiten van particuliere bedrijven in het leven roepen. Een internationale mededingingsregeling moet minimumnormen behelzen waarmee overtredingen van de mededingingsvoorschriften kunnen worden voorkomen. Ik bedoel hiermee verstoringen van de mededinging door bijvoorbeeld prijs- en gebiedskartels, misbruik van een dominerende marktpositie of verticale en horizontale mededingingsbeperkingen. Deze minimumnormen moeten een bepaling omvatten op grond waarvan de WTO-lidstaten verplicht zijn hun intern mededingingsrecht in overeenstemming te brengen met de multilaterale overeenkomsten en minimumnormen. De millenniumronde moet dus geen wereldomspannende kartelautoriteit, maar een instantie voor toezicht op interne mededingingsvoorschriften in het leven roepen. Men zou in strijd zijn met de GATT-, GASP- en WTO-regels als men een vrije en eerlijke wereldhandel wel van toepassing laat zijn op de betrekkingen tussen landen onderling, maar niet op particuliere marktdeelnemers. Monopolies en kartels zijn schadelijk voor zowel de gebruikers als de bedrijven. Dit blijkt duidelijk uit de Microsoft-zaak. Door de steeds sterkere tendens tot fusering onder transnationaal opererende bedrijven en door het onvermogen van de nationale overheden om op te treden tegen vorming van monopolies, oligopolies en kartels, worden de doelstellingen van de wereldhandel, i.e. verbetering van de welvaart en de vrede in heel de wereld, op de helling gezet. Afgezien daarvan moet men beseffen dat de verminderde groei van de wereldeconomie ook samenhangt met de instabiliteit van het internationaal financieel stelsel dat gekenmerkt wordt door reusachtige, razendsnelle financiële transacties over heel de wereld. Dit stelsel heeft zich weliswaar losgekoppeld van de reële economie, maar heeft desalniettemin een weerslag op de investeringen, de groei en de werkgelegenheid. Daarom moet men met de millenniumronde bijdragen aan de totstandkoming in de wereldeconomie van een coherent geheel van commerciële, economische, monetaire en financiële beleidsvormen. Wuermeling Mijnheer de Voorzitter, namens de commissie juridische zaken, waarvan ik het advies mocht opstellen, wil ik de rapporteur van harte gelukwensen met zijn evenwichtige resolutie. De rapporteur is er mijns inziens in geslaagd met het verslag drie duidelijke boodschappen de wereld in te sturen: ten eerste geeft hij onze partners in de wereld te verstaan dat de Europese Unie in gesloten gelederen optreedt; ten tweede maakt hij onze bevolking duidelijk dat wij een mondialisering met een humaan gezicht willen en ten derde laat hij onze burgers zien dat het WTO-proces ook een parlementaire dimensie heeft. Het Parlement geeft met deze resolutie de Commissie volledige rugdekking voor Seattle. Wij geven onze partners de boodschap dat wij rotsvast achter onze onderhandelaars in Seattle staan, zo rotsvast zou ik haast zeggen als de Alpen in Europa. Alle deelnemers moeten hier van doordrongen zijn. Onze tweede boodschap is tot de bevolking gericht, die sceptisch staat ten opzichte van de mondialisering. Wij willen voorzien in een wereldomspannend kader voor de markten. Wij kunnen en willen de mondialisering gestalte geven. De marktordening zal gelijke tred moeten houden met de marktontwikkeling op wereldschaal. Ons uitgangspunt daarbij is liberaal en anti-protectionistisch. Degenen die met de mondialisering aan het kortste eind trekken of vinden dat zij aan het kortste eind trekken, moeten weten dat zij een advocaat hebben. Tot slot wil ik duidelijk maken dat de millenniumronde ook een parlementaire dimensie heeft. Daarvan afzien is onmogelijk. Het gaat nu immers niet meer om vermindering van douanerechten en quota, maar om echt elementaire zaken, zoals sociale behoeften, milieubescherming en eerlijke mededinging. Dat moeten wij ook de niet-gouvernementele organisaties duidelijk maken. De politieke discussie over de millenniumronde vindt plaats in het Europees Parlement en niet tussen regeringen en NGO's. Ettl Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, hoe meer de millenniumronde nadert, des te sterker wordt de informatiebehoefte van de bevolking. Onze burgers willen weten waarom wij een nieuwe liberalisatieronde in het kader van de WTO willen. Al degenen die de laatste tijd met NGO's te maken hebben gehad, hebben voortdurend te horen gekregen dat de grote liberalisatie na de Uruguay-ronde niet bepaald je van het was, en men heeft nog gelijk ook! De arme landen worden steeds ontevredener. Zij vragen zich af waar de beloofde welvaart blijft, wie met de buit is gaan strijken en waarom - zoals duidelijk uit de verslagen van de UNCTAD en de OESO blijkt - de armen steeds armer worden. Dat kan niet door de beugel! Ik wil nu niet de voordelen die de volgende liberalisatieronde ons zal opleveren, in de verf zetten. Dat doen andere collega's nog. Ik wil veeleer de aandacht vestigen op onze tekortkomingen tot nu toe, op ons onvermogen om te zorgen voor sociale compensatie in deze wereld. Als Commissie werkgelegenheid en sociale zaken moeten wij ons in eerste instantie inzetten voor de persoonlijke situatie en de rechten van de betrokkenen. Die moeten wij ter sprake brengen. Dit is vooral belangrijk voor de arme landen, voor de landen waar de democratie nog het een en ander te wensen over laat. Wij willen dat vrije handel wordt verbonden met onze toekomst, met de grote vraagstukken van ons toekomstig beleid. Wij willen dat in de vrije handel rekening wordt gehouden met de noodzaak van een harmonische samenleving en met milieubelangen. Wij willen geen lans breken voor een nieuw soort protectionisme - verre van ons - maar wij willen wel dat ook voor de werknemers van de ACS-landen en de ontwikkelingslanden de zeven fundamentele arbeidsnormen van de Internationale Arbeidsorganisatie worden gegarandeerd. Waarom die zeven arbeidsnormen? Deze zeven fundamentele arbeidsnormen zijn gegrondvest op de vier grondrechten van de mens op de plek van het werk: het recht zich vrij en ongehinderd te organiseren, vergaderingen te beleggen en vakbonden te vormen; het recht gevrijwaard te worden van dwangarbeid; het recht op de eigen jeugd - nog steeds staan of zitten vijfjarige kinderen aan weefstoelen terwijl hun ouders geen werk hebben, maar dat is niets nieuws - en tot slot het recht niet gediscrimineerd te worden op grond van geslacht, godsdienst, politieke overtuiging of op grond van nationale of etnische afkomst. Wij willen dat deze rechten ook worden toegekend aan de werknemers van de arme landen. Dit is juist nu van bijzonder belang, nu wij in de WTO nieuwe partners hebben zoals China. Dat is de wens van de Commissie werkgelegenheid en sociale zaken. Wij willen de werknemers in deze landen een instrument in handen geven waarmee zij zich kunnen verweren. Zij moeten recht krijgen op verweer. Pas dan kan men een beter sociaal evenwicht garanderen. Ook dat moet, mijnheer de commissaris, onderwerp van gesprek zijn in de onderhandelingen en daarom vragen wij u dan ook! Roth-Behrendt Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, als men van de opening van de millenniumronde en van de ronde zelf een succes wil maken, moet men daar onmiddellijk een aantal fundamentele problemen ter sprake brengen en reglementeren. Het gaat hier met name om problemen in bepaalde sectoren - en ik zal er zo meteen enkele noemen - waarin wij, als milieucommissie, in het verleden tekortkomingen en lacunes hebben vastgesteld, waarin fouten zijn gemaakt en zich strubbelingen hebben voorgedaan. Deze sectoren zijn voor de milieucommissie erg belangrijk en ik noem er nu enkele. Ten eerste het voorzorgsbeginsel: het voorzorgsbeginsel moet duidelijk worden gedefinieerd. Wij moeten een definitie hebben overeenkomstig hetgeen tijdens de milieuconferentie in Rio werd goedgekeurd. Dit voorzorgsbeginsel moet rechtsgeldig zijn en zijn beslag vinden in de WTO-regelgeving. Ten tweede moeten de multilaterale milieuovereenkomsten omgezet kunnen worden zonder conflicten te ontketenen in de Wereldhandelsorganisatie. Het derde vraagstuk betreft de voorlichting van de consumenten over verwerkings- en productiemethoden - die wij in de omgangstaal met de afkorting PPM aanduiden - en de mogelijkheid voor de lidstaten om niet-discriminatoire maatregelen te treffen. Deze vraagstukken moeten onderwerp van gesprek worden in de WTO-onderhandelingen. Dan wil ik nu, als u het goed vindt, iets zeggen over de arbitrageprocedure. De arbitrageprocedure moet transparanter worden. Wij hebben daarmee in het verleden telkens weer problemen gehad en veelal waren daarbij de sectoren milieubescherming, consumentenbescherming en dierenbescherming betrokken. Men moet onafhankelijke wetenschappelijke expertise kunnen garanderen die voor geen misverstanden vatbaar is. Als dat wordt gegarandeerd, moet men dergelijke expertises ook erkennen. Het kan niet door de beugel dat wij - zoals bij de hormonen - als Europese Unie wetenschappelijke expertise kunnen leveren voor de gevaren van hormonen, maar desondanks worden veroordeeld tot compensatiebetalingen. Dergelijke situaties mogen zich in de toekomst niet opnieuw voordoen. Ik heb nu slechts enkele punten genoemd die ook de collega's telkens weer aanhalen als zijnde heel belangrijke vraagstukken. Iedereen zegt eigenlijk dat in de Wereldhandelsorganisatie ook milieuvraagstukken en vraagstukken inzake consumentenbescherming aan bod moeten komen. Ik dank de rapporteur en de collega's van de industriecommissie voor het feit dat zij veel van de besluiten van de milieucommissie in het uiteindelijke verslag hebben overgenomen, hetgeen lang niet altijd iets vanzelfsprekends was. Ik ben hen dankbaar dat zij in de amendementen en de compromisamendementen rekening hebben gehouden met onze standpunten en aldus veel vraagstukken die volgens de milieucommissie voor Seattle belangrijk zijn, in het verslag van de heer Schwaiger hebben verwerkt. Mijnheer Lamy, ik nodig u en de Commissie uit deze vraagstukken en ook andere belangrijke punten reeds bij de opening van de onderhandelingen ter sprake te brengen en ervoor te zorgen dat wij in de komende jaren in de millenniumronde daaraan kunnen werken. Wij willen immers dat de Wereldhandelsorganisatie een sociaal billijke en rechtvaardige organisatie wordt die de milieubescherming hoog in het vaandel schrijft, die ons in staat stelt handel te drijven maar ook het bestaan van onze burgers te waarborgen en ons milieu te beschermen. Cunha Mijnheer de Voorzitter, het huidige WTO-akkoord wordt nu sinds vijf jaar toegepast. Zowel onze ervaring als de conflicten en geschillen die naar aanleiding van het akkoord tussen de verschillende landen zijn gerezen, hebben ons ondertussen geleerd dat een vrije en rechtvaardige handel niet uitsluitend op prijsverhoudingen, subsidies en tarieven kan worden gebaseerd. In dit opzicht zou ik met het oog op de komende onderhandelingen vier punten willen onderstrepen. In de eerste plaats moet het Europees landbouwmodel worden gehandhaafd. Dit model garandeert immers het voortbestaan van de veelheid van functies die de landbouw binnen de samenleving uitoefent. Een verregaande liberalisering van de agroalimentaire sector zou hierin ongetwijfeld verandering brengen. Ten tweede moeten voor iedereen geldende gemeenschappelijke spelregels worden gedefinieerd met betrekking tot de aspecten die de Overeenkomst van Marrakech niet of onvoldoende behandelt. Ik denk dan bijvoorbeeld aan de normen inzake hygiëne en gezondheid, de gevolgen die bepaalde intensieve productiemethoden voor het milieu en de gezondheid hebben en het respect voor thema's die bij de consument gevoelig liggen. Het derde punt betreft het respect voor de aanduiding van herkomst van traditionele producten van de Gemeenschap. Wij moeten eens en voor altijd een eind maken aan de piraterij die zich straffeloos van communautaire merken bedient. Dat is overigens momenteel het geval van Zuid-Afrika, waar portwijn, sherry, ouzo en grappa worden geproduceerd. In dit opzicht beschouw ik de beslissing die de Raad van ministers van Buitenlandse Zaken afgelopen maandag 15 november heeft genomen als een gevaarlijke stap terug en een duidelijke uiting van besluiteloosheid met het oog op de aanstaande onderhandelingen. Ten vierde dring ik aan op de noodzaak om alle in het kader van de verscheidene doelstellingen van het landbouwbeleid toegekende subsidies op basis van een zelfde criterium te ordenen. Het mag bijvoorbeeld niet meer gebeuren dat de Europese exportkredieten in de gele doos worden ondergebracht en bijgevolg binnen een termijn van zes jaar moeten worden afgeschaft, terwijl de Amerikaanse exportkredieten, die volledig op dezelfde leest zijn geschoeid, niet aan dit soort beperkingen onderhevig zijn. Tot slot wordt het mijns inziens hoog tijd dat de Europeanen bij de onderhandelingen over het landbouwdossier van de WTO in de aanval gaan. Ten eerste omdat wij in een periode van zeven jaar twee belangrijke hervormingen hebben aangebracht - een enorme inspanning - en ten tweede omdat de Verenigde Staten in de afgelopen twee jaar hun subsidies met 15 miljard dollar hebben verhoogd, hetgeen in schril contrast staat met de opofferingen die wij van de Europese landbouwers hebben geëist. De genoemde praktijken zijn trouwens volledig in tegenspraak met de arrogante lastercampagne die de Verenigde Staten momenteel met betrekking tot het GLB voeren. O'Toole Mijnheer de Voorzitter, ik wil de heer Schwaiger danken voor het opstellen van dit uiterst complexe verslag en ik wil met name ook Erica Mann bedanken voor haar inspanningen om de stroom amendementen op het verslag in goede banen te leiden. De Commissie cultuur, jeugd, onderwijs, media en sport is van mening dat wij in Seattle een holistische benadering moeten volgen als het om de audiovisuele dienstverlening gaat. De audiovisuele diensten behelzen in Europa onder meer de cultuursector en zijn bovendien heel belangrijk voor onze economie. Niettemin is onze cultuur, zoals ik vorige maand al zei, altijd behandeld als een bijkomend aspect van vele zwaarwegende handelskwesties die in Seattle aan de orde zullen komen. Ik vind echter dat wij de koe bij de horens moeten vatten en moeten onderkennen dat cultuur in deze besprekingen niet langer een ondergeschikt en bijkomend element vormt. Cultuur neemt eigenlijk een sleutelpositie in, zij speelt een sleutelrol in de wereldeconomie en moet derhalve als een economische aanjager worden behandeld en niet als een bijkomstigheid. Dit brengt de commissie cultuur tot de conclusie dat het structurele kader waarbinnen wij nu opereren, aan een grondig onderzoek moet worden onderworpen. Toch willen wij niet tornen aan het standpunt dat op de Uruguay-ronde is ingenomen. Op die manier kunnen wij een aantal onvolkomenheden van de wereldhandel omzeilen en bepaalde concurrentienadelen op de wereldmarkt voor de cultuursector ondervangen. Wij moeten voorts kijken naar de ontwikkelingen op de middellange en lange termijn, en ook naar de invloed die bepaalde netwerken momenteel in verschillende sectoren hebben. De complexiteit van deze netwerken betekent dat wij ook moeten kijken naar nieuwe instrumenten om te kunnen inspelen op de mondialisering van de economie, althans voor zover het om de structurele sectoren gaat. Corrie Mijnheer de Voorzitter, als landbouwer volg ik met belangstelling de ontwikkelingen op dit gebied. Ik kan mij aansluiten bij de lovende woorden over de rapporteur, de heer Schwaiger, die hard heeft gewerkt aan dit uitstekende verslag. Als rapporteur van de Commissie ontwikkelingssamenwerking gaat het mij natuurlijk om de gevolgen die de nieuwe WTO-ronde voor de ontwikkelingslanden zal hebben. Een week geleden had ik nog enige hoop dat door hard te onderhandelen een evenwichtig akkoord zou kunnen worden bereikt dat de Europese landbouw en andere sectoren een redelijke bescherming zou bieden en tegelijkertijd onze markten meer zou openstellen voor producten uit ontwikkelingslanden. Nu er een akkoord ligt tussen de Verenigde Staten en China, vraag ik me af wat voor kans kleine landen als Lesotho of Swaziland nog maken in een mondiale, geliberaliseerde markt. Alleen door middel van een krachtige regionale samenwerking kunnen zij nog overleven. Deze onderhandelingsronde over de liberalisering van het handelsverkeer vindt plaats op een moment dat de kloof tussen geïndustrialiseerde en ontwikkelingslanden almaar groter en groter wordt. Feit is dat grote aantallen mensen in de armste landen er geen spier beter van worden. Op de agenda voor de Millenniumronde staan alleen landbouw en diensten, maar de Commissie heeft terecht op een meer omvattende handelsronde aangedrongen. Op landbouwgebied zal de EU onvermijdelijk verdere concessies moeten doen en de toegang tot haar markten verruimen, want het kan niet zo zijn dat de EU haar producenten financieel compenseert en tegelijkertijd haar markten voor derde landen afschermt. De ontwikkelingslanden moeten daarentegen hun fundamentele milieunormen aanscherpen en erkennen dat dit niet een nieuwe vorm van protectionisme is. De Commissie ontwikkelingssamenwerking vindt dat WTO-regels geen belemmering mogen vormen voor eco-keurmerken noch voor een groen aankoopbeleid van overheden. Ook is zij voorstander van de oprichting door de IAO en de WTO van een permanente werkgroep voor handel, mondialisering en arbeidszaken. De commissie is verder van mening dat de TRIPS-overeenkomst grondig moet worden herzien en dat de octrooieerbaarheid van het leven definitief van de TRIPS-overeenkomst moet worden uitgesloten. Bovendien zou zij graag zien dat er in de onderhandelingen aandacht wordt geschonken aan het welzijn van dieren. De Europese Unie moet zich niet onder druk van de Verenigde Staten laten verleiden tot een akkoord dat slecht is voor ontwikkelingslanden. Het moet afgelopen zijn met de Amerikaanse overheersing binnen de WTO. Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik ben zeer verheugd dat er, zoals ook in het verslag-Schwaiger wordt aangetoond, in de Europese Unie grote eensgezindheid bestaat over de doelstellingen van de komende WTO-ronde. Wij willen een omvattende ronde, een verdere liberalisering van de wereldhandel en vooral een versterking van het op regels gebaseerde stelsel. Wij willen rekening houden met de belangen van de ontwikkelingslanden en specifieke aandacht schenken aan milieukwesties en de fundamentele rechten in het arbeidsleven. De steun van het Parlement voor deze doelstellingen is ook voor de Commissie en de Raad van groot belang. Ik wil hier ook zeggen dat de Commissie en commissaris Lamy zeer goed werk hebben verricht met de voorbereiding van de WTO-ronde. Toch ben ik van mening dat het in dit verband goed is iets te vertellen over de actuele situatie in Genève. Er wordt nu eindelijk een ministersverklaring voor Seattle voorbereid. In Genève neemt men dagelijks de verschillende onderdelen van de verklaring door. Elk onderwerp wordt behandeld in zowel de bijeenkomst op hoog niveau die wordt geleid door voorzitter Mchumo van de Algemene Raad van de WTO als in de beperkte green room-groep die wordt geleid door directeur-generaal Moore van de WTO. Om meer vaart te zetten achter de voorbereiding is men ook begonnen met technische bijeenkomsten van deskundigen. De Europese Unie heeft onder leiding van de Commissie in kleinere groepen onderhandeld, wat alternatieve teksten heeft opgeleverd over de belangrijkste punten in de ministersverklaring. Wat de voorbereiding betreft bevinden wij ons in een cruciale fase. Er zijn nog 12 dagen te gaan voor het begin van de bijeenkomst in Seattle. Voor het opstellen van de verklaring in Genève is ten hoogste nog tijd tot en met vrijdag deze week of het weekend. Het is de bedoeling dat er voor Seattle een ontwerpverklaring komt met zo min mogelijk haakjes en opengelaten kwesties. Het is te verwachten dat veel oplossingen pas op de ministersvergadering zelf kunnen worden gevonden. Er zijn nog geen grote doorbraken gemaakt in de formulering van de verklaring. De ministersvergadering in Lausanne en de ontmoeting tussen Clinton en Prodi een paar weken geleden hebben niet de gewenste politieke impuls aan de voorbereiding gegeven. Toegegeven moet worden dat, hoewel er in WTO-onderhandelingen meestal crises nodig zijn voordat men tot belangrijke doorbraken komt, de situatie in Genève momenteel ingewikkelder is dan verwacht. Ik geef toe dat ik zeer bezorgd ben over de huidige situatie. De meningsverschillen in de belangrijkste kwestie, de omvang van de ronde, zijn nog zeer groot. De Europese Unie en een tiental andere WTO-leden staan nog steeds nogal alleen met de eis van een uitgebreide onderhandelingsronde. De meeste WTO-leden lijken genoegen te nemen met een beperkte agenda die naast de landbouw en de diensten het op de markt brengen van industrieproducten en nog enkele andere zaken omvat. De landbouw zorgt voor de meest gesloten en moeilijkste onderhandelingssituatie. De Cairns-landen en de Verenigde Staten eisen van de Europese Unie flexibiliteit inzake de landbouw om een mandaat voor een uitgebreide onderhandelingsronde te kunnen accepteren. Om in deze kwestie vooruitgang te kunnen boeken, wordt er flexibiliteit van alle partijen verwacht, ook van de Europese Unie. Een andere lastige onderhandelingskwestie is de uitvoering van het akkoord van de Uruguay-ronde. Er lijkt een steeds bredere eensgezindheid onder de leden van de WTO te bestaan over de gedachte dat de voorstellen met betrekking tot de uitvoering aan de ene kant moeten worden onderverdeeld in kwesties waarover in Seattle besloten kan worden en aan de andere kant in kwesties waarvoor een werkprogramma na Seattle nodig is. De breedste consensus lijkt momenteel te bestaan over het aandeel van de LDC-landen ofwel de minst ontwikkelde landen. De eensgezindheid tussen de lidstaten over de handel in diensten en over intellectueel eigendom neemt eveneens toe. Wat betreft de zogeheten nieuwe onderwerpen staan de onderhandelingen nog volledig open. Wat betreft investeringen en concurrentie is het streven naar voren gekomen onderhandelingen hierover niet geheel uit te sluiten. De op te richten werkgroepen moeten voor de volgende ministersvergadering uitzoeken welke mogelijkheden er zijn om over deze onderwerpen te onderhandelen. Nieuwe onderwerpen worden echter niet in het onderhandelingspakket opgenomen. Het voorstel van de Europese Unie voor arbeidsnormen heeft in de Algemene Raad van de WTO geen steun van de WTO-leden gekregen. Alleen de Verenigde Staten steunden het voorstel. Een groot aantal leden wil vasthouden aan de resultaten van de ministersvergadering in Singapore. Het is afwachten hoe de behandeling ervan in Genève vordert en welk besluit er eventueel van Seattle verwacht kan worden. De Europese Unie heeft nog niet definitief besloten of de arbeidsnormen in de verklaring moeten worden opgenomen of in een afzonderlijk besluit in Seattle. Wij zetten met kracht het werk voort om de ontwikkelingslanden op dit gebied te overtuigen. Hoe de Europese Unie en de Verenigde Staten het onderling meer eens kunnen worden over elkaars doelstellingen is van cruciaal belang voor het succes van de voorbereiding. Zoals ik al zei, kan de ontmoeting tussen Prodi en Clinton een paar weken geleden niet als een doorbraak worden beschouwd, maar ze toonde wel de wil van beide kanten aan om te proberen oplossingen te vinden. Voor de Unie was de in een gemeenschappelijke verklaring gevatte formulering van belang dat er over meer dan landbouw en diensten moet worden gesproken alvorens de ronde van start kan gaan. Het werk in Genève vordert dus in hoog tempo. De Europese Unie gaat nog steeds voort met een uitgebreide agenda. Het afzwakken van de doelstellingen op alle terreinen wordt aan Seattle overgelaten. Het is van belang dat de contacten met de andere partijen, in het bijzonder de Verenigde Staten, worden voortgezet. Het Finse voorzitterschap en de lidstaten steunen het werk van de Commissie om het proces van Genève doeltreffender te maken. Mijnheer de Voorzitter, de Raad Algemene Zaken keurde maandag de korte afzonderlijke besluiten over de voorbereiding van de ministersvergadering goed. In de Raad uitten de ministers hun zorg over de situatie van de onderhandelingen in Genève en spoorde de Commissie aan door te gaan met de inspanningen om te komen tot een veelomvattende ronde. In de besluiten van de Raad wordt verwezen naar de op 26 oktober goedgekeurde WTO-besluiten en wordt de steun herhaald voor ons doel om te komen tot een veelomvattende ronde. Alleen een veelomvattende ronde is een garantie voor een evenwichtig succes voor alle WTO-leden. Bovendien werd in de Raad de noodzaak benadrukt open te staan voor de voorstellen van andere landen, in het bijzonder de ontwikkelingslanden. Ook de lidstaten gaven hun steun aan de werkzaamheden van de Commissie bij haar laatste voorbereidingen. Mann, Thomas Mijnheer de Voorzitter, de Wereldhandelsorganisatie is erin geslaagd het internationale handelsverkeer en de wereldproductie omhoog te stuwen en handelsbarrières af te breken. Hoe is het echter gesteld met de verbetering van de levenskwaliteit, de verdeling van de uit de economische groei voortkomende voordelen, de verwezenlijking van nieuwe, sociaal aanvaardbare arbeidsplaatsen? Om de kloof tussen de minst en de meest ontwikkelde staatshuishoudingen smaller te maken, moeten eveneens afspraken worden gemaakt over sociale normen, milieunormen en consumenten- en gezondheidsbescherming. Dat is geen speelterrein voor illusionisten, integendeel! Op die manier kunnen wij de grote meerderheid van het publiek achter ons krijgen. Er zijn landen die in ruil voor kortstondige voordelen producties toelaten - of zelfs aantrekken - die milieuschade en sociale wantoestanden tot gevolg hebben. Wij moeten ervoor zorgen dat deze landen uitzonderingen worden. Voor de Commissie werkgelegenheid en sociale zaken staat het buiten kijf dat de landen die aan de fundamentele sociale normen en milieunormen voldoen, extra steun moeten krijgen bij hun integratie in de wereldeconomie. Wij moeten steeds meer obstakels opwerpen voor de afzet van producten waarvan niet, via een etiket, gegarandeerd wordt dat zij niet door kinderhanden, met zuinig gebruik van natuurlijke hulpbronnen en milieuvriendelijk zijn vervaardigd. Wij willen de consumenten ervan overtuigen dat zij de voorkeur moeten geven aan producten die dit wel garanderen. De WTO-regelgeving moet daarom dusdanig worden veranderd dat het niet meer geoorloofd zal zijn hinderpalen op te werpen voor dergelijke vrijwillige verklaringen. Er zijn nog twee punten die op de agenda van Seattle moeten staan. Het eerste punt betreft de investeringsovereenkomsten op grond van de IAO-verklaring over multinationale ondernemingen en de dienovereenkomstige OESO-richtsnoeren, waarin rekening wordt gehouden met de rechten van de werknemers. Het tweede punt betreft de instelling van een permanent WTO-IAO-forum waarin gesproken moet worden over de bekrachtiging van fundamentele arbeidsrechten, zoals afschaffing van dwangarbeid of slavenarbeid, uitbanning van kinderarbeid en verbod op discriminatie. Het uitstekende verslag van de heer Schwaiger kan een consensus bewerkstelligen en een meerderheid krijgen. Dit verslag maakt duidelijk dat er meer op het spel staat dan enkel het handelsbeleid, dat het hier ook gaat om de betrokkenheid en de gelijke rechten van alle landen, om sociale vooruitgang en bekrachtiging van de mensenrechten. Mann, Erika Mijnheer de Voorzitter, commissaris Lamy, mijnheer de fungerend voorzitter van de Raad, wij hebben maandag in onze commissie het verslag van de heer Schwaiger met grote meerderheid goedgekeurd. Ik moet u zeggen dat ik zeer voldaan ben over de wijze waarop de heer Schwaiger de besprekingen over dit verslag heeft gevoerd. Hij heeft zich zeer open opgesteld. Daarom zijn de compromissen, die wij nu voor ons hebben liggen, in feite geen compromissen, omdat de fracties eigenlijk geen water bij de wijn hebben hoeven te doen wat hun eigen standpunten betreft. Wij hebben namelijk met vereende krachten geprobeerd een Europees compromis, een Europese aanpak te vinden waarmee wij de Raad en de Commissie een hart onder de riem kunnen steken. Daar gaat het immers om! Ik dank de fungerend voorzitter van de Raad voor zijn verwijzing naar de algemene problemen die zich voordoen bij de opening van de onderhandelingen in Seattle. Wij moeten realistisch zijn, wij mogen onszelf niets wijs maken: het zal niet gemakkelijk zijn om onze Europese weg, de weg die ons voor ogen staat en die wij ook in Seattle en na Seattle willen volgen, inderdaad door te zetten in de confrontatie met de belangen van de andere onderhandelingspartners. Ik wens u, commissaris Lamy, maar ook alle anderen die hierbij betrokken zijn, werkelijk heel veel succes. U kunt rekenen op de steun van mijn fractie. Wij zullen u steunen, door dik en dun. De start is moeilijk. Dat betekent ook - en ook wat dat betreft mogen wij onszelf niets wijs maken - dat er geleidelijk aan scheuren zullen komen in de oude consensus die het samenspel tussen open wereldhandel en bindende handelsvoorschriften beïnvloedde en die de weerslag van dit samenspel op de internationale ontwikkelingen door de bank genomen als een goede weerslag zag. Juist in de rijke landen en in met name de Verenigde Staten, die toch het meest hebben geprofiteerd van de open markten, zien wij - en dat is mijns inziens de ironie van de zaak - dat de stijging van het aantal internationale concurrenten in het kader van de Wereldhandelsorganisatie gelijk opgaat met een toename van de zorgen en het scepticisme. Men begint te vrezen dat de mondialisering ook armoede, milieuverwoesting en verlies van nationale soevereiniteit met zich mee zal brengen. Hoe meer greep men verliest op het buitenlands beleid, des te sterker komt men in de verleiding om de buitenlandse economische betrekkingen daarvoor in de plaats te zetten. De socialistische fractie is onvoorwaardelijk voor de aanpak van de Commissie en de Raad, voor een allesomvattende onderhandelingsronde. Alleen met die strategie kunnen wij ervoor zorgen dat alle aspecten die voor Europa belangrijk zijn, in volle omvang aan bod komen. Alleen op die manier zal aan het einde duidelijk worden wat de Europese landen en de Europese burgers winnen en wat zij verliezen. Daarom zijn wij ook voor de zogenaamde single undertaking-procedure: niet is beklonken, zolang niet alle vraagstukken op tafel liggen. Het is eveneens noodzakelijk dat het Parlement uitgebreid wordt geïnformeerd en bij de zaak wordt betrokken. Heel veel vraagstukken, en vooral nieuwe vraagstukken - waar reeds talrijke collega's over hebben gesproken - zijn immers emotioneel zeer beladen. Hoe kunnen wij bijvoorbeeld investeringen, nieuwe mededingingsvoorschriften, sociale normen en arbeidsnormen opnemen in de wereldhandelsronde? Nogmaals, het Parlement moet hier intensief bij worden betrokken. De burgers, de niet-gouvernementele organisaties en het Europese bedrijfsleven zullen de onderhandelingen in Seattle beter dan ooit tevoren in de gaten houden en nagaan of de wereldhandel ook inderdaad eerlijker, socialer en evenwichtiger wordt en rekening houdt met een ieders belangen. De in principe sceptische houding ten aanzien van een ongebreidelde mondialisering zal zich tijdens de onderhandelingen sterker aftekenen. Daarom moet volgens ons sociaal-democraten duidelijk worden gemaakt welke kansen het mondialiseringsproces biedt en waar de invloed daarvan in de toekomst voor verbetering vatbaar is. We mogen onszelf echter niets wijs maken: minder WTO betekent niet automatisch minder mondialisering. Dat is een illusie! Dat zou minder beïnvloedbare mondialisering betekenen. Daarom wil ik nogmaals uitdrukkelijk mijn steun toezeggen aan de Commissie en de Raad! Clegg Mijnheer de Voorzitter, namens de liberale fractie wil ik de rapporteur, de heer Schwaiger, een compliment maken voor het uitstekende werk dat hij heeft verricht en dat is uitgemond in een 'kamerbrede' benadering van deze hoogst belangrijke kwestie, die in ons aller bestaan nog jarenlang zal doorwerken. De ELDR-fractie blijft zonder meer voorstander van een verdere liberalisering van het handelsverkeer, een versterking van het multilaterale handelsstelsel en brede onderhandelingen over een groot scala aan zowel bestaande als nieuwe handelsvraagstukken. Onze hoop is dat dit verslag, als het morgen door het Parlement wordt aangenomen, zal fungeren als een duidelijk signaal van onze politieke steun voor een alomvattende ronde wanneer de voorbereidingen voor Seattle in een cruciale fase komen. Het Europees Parlement kan daarnaast een centrale rol spelen om de legitieme angsten bij het publiek voor de gevolgen van de mondialisering weg te nemen. In sommige kringen is ten onrechte de indruk ontstaan dat de WTO een kwaadaardige instelling is vanwege alle negatieve effecten die de mondialisering kan hebben. Feit is dat wij zonder de WTO niet in staat zouden zijn de mondiale regelgeving tot stand te brengen die absoluut noodzakelijk is om op het mondialiseringsproces een coherente politieke respons te kunnen geven. Zonder de WTO zouden de wetten van de jungle heersen en zou het recht van de sterkste gelden. Daar zitten de critici van de WTO ook niet op te wachten. Vandaar dat wij met een serie amendementen op het verslag zijn gekomen, waarin wij aandringen op nieuwe WTO-regels op gebieden als het milieu, dat nu rechtstreeks door het internationale handelsbeleid wordt beïnvloed. Wij hebben steun gegeven aan alle pogingen om de positie van ontwikkelingslanden binnen het wereldhandelsstelsel te versterken, met name door erop te wijzen dat verdere hervormingen van het gemeenschappelijk landbouwbeleid onontkoombaar zijn. Wij zullen ons ook blijven inzetten voor een grotere transparantie bij de WTO en voor een grotere verantwoordingsplicht van de Commissie tegenover het Europees Parlement over de gevoerde handelspolitiek. In elk geval zou ieder WTO-akkoord automatisch ter goedkeuring aan het Parlement moeten worden voorgelegd en wij zouden ook meer inzage moeten krijgen in het onderhandelingsmandaat dat binnen de Raad wordt voorbereid. De ELDR-fractie heeft zich echter verzet tegen iedere poging om dit verslag te verzwaren met een waslijst van wensen voor specifieke sectoren. Wij zullen ons morgen dan ook uitspreken tegen die delen van het verslag waarin wordt gevraagd om voor bepaalde sectoren allerlei uitzonderingen te maken. Als wij streven naar een alomvattende handelsronde, moeten wij ook de consequenties daarvan aanvaarden. Alomvattend moet ook echt allesomvattend zijn en daarbij kan geen sprake zijn van een hele rits uitzonderingen. Tot slot nog even over China. Zondagavond laat bereikten de Verenigde Staten en China een bilateraal akkoord over de toetreding van China tot de WTO. Een Chinees lidmaatschap zal waarschijnlijk net zulke verstrekkende gevolgen hebben als om het even wat er in Seattle uit de bus komt rollen. De toetreding van China tot de WTO moet zeker worden meegenomen in onze verdere beraadslagingen over de positie van de EU in Seattle. De EU zit nu, als enige grote WTO-partner die nog geen akkoord met China heeft bereikt, in een benarde positie. Als je dit van de optimistische kant bekijkt, zou je kunnen zeggen dat Europa nu in een sterke positie verkeert om de reeds door Washington bedongen concessies van China uit te buiten en uit te bouwen. Het feit echter dat de EU-onderhandelaars maar een week vóór het akkoord met de VS nog meldden dat een spoedige toetreding van China niet waarschijnlijk was, doet vermoeden dat het optreden van de Europese Unie niet zo overtuigend is geweest als misschien wel werd gehoopt. Bij de besprekingen met China loopt Europa nu duidelijk het risico in een hoek gedrukt te worden. De ELDR-fractie heeft de toetreding van China tot de WTO altijd krachtig ondersteund, maar dit mag niet ten koste gaan van de legitieme Europese belangen die niet altijd samenvallen met de Amerikaanse handelsbelangen. Ik wil daarom de Commissie oproepen ons met spoed een verslag voor te leggen over het verloop van de onderhandelingen met China en daarbij met name aan te geven hoe deze ingrijpen op onze voorbereidingen voor Seattle. Dan kan het Parlement morgen, bij de stemming over het verslag van de heer Schwaiger, beschikken over alle relevante gegevens. Met deze belangrijke restricties in gedachten wil ik nogmaals de brede steun van de ELDR-fractie voor het verslag van de heer Schwaiger uitspreken en hem nogmaals bedanken voor al het werk dat hij heeft verricht. Lucas Mijnheer de Voorzitter, in zijn inleiding zegt de heer Schwaiger dat de Wereldhandelsorganisatie streeft naar vrijmaking van de handel. Maar handel is geen doel op zich. Handel is slechts een middel om het doel te bereiken en dat doel heet duurzame ontwikkeling. Wat is het nut van een vrijere wereldhandel, ook al is deze met een factor 17 toegenomen, als de arme mensen en het milieu daar niets beter van worden? De pijnlijke realiteit is dat de wereldhandel zowel winnaars als verliezers kent. De verliezers zijn vooral arme mensen: zij zien hun land ten prooi vallen aan grote multinationals of hun middelen van bestaan aan nieuwe en vaak oneerlijke concurrentie van goedkope importen. Onze fractie is daarom van mening dat er, alvorens wij ons in Seattle in weer nieuwe handelsbesprekingen storten, eerst een uitvoerige evaluatie moet plaatsvinden van de sociale en milieu-effecten van de liberalisering die reeds is voortgevloeid uit de vorige handelsbesprekingen in het kader van de Uruguay-ronde. Wij moeten ons bovendien veel krachtiger inzetten voor de armen en eisen dat ook zij daadwerkelijk profiteren van de wereldhandel. Eerlijk gezegd is dat nog een zwakke plek in het verslag. Wij vinden dat er een tariefloze markttoegang moet zijn voor de armste landen, en dan niet alleen voor vrijwel alle producten - dat is een zin die de EU weer alle mogelijkheden laat de eigen landbouw te blijven beschermen -, maar voor alle producten uit die landen. Er moet een eind komen aan de zeer schadelijke dumping van gesubsidieerde landbouwproducten op de markten van ontwikkelingslanden. De geïndustrialiseerde landen moeten zich juridisch vastpinnen op gemaakte afspraken over een speciale en gedifferentieerde behandeling van armere landen. Maar wij moeten er vooral voor zorgen dat de handelsregels worden aangepast zodra wij merken dat zij arme mensen in hun bestaan bedreigen of schade toebrengen aan het milieu. Ik wil hier duidelijk stellen dat vrije handel niet hetzelfde is als eerlijke handel. Een heel treffend voorbeeld hiervan is het geval van de bananentelers in het Caribisch gebied, een van de kwetsbaarste groepen producenten in de wereld, wier toegang tot de EU-markten nu in strijd met de WTO-regels is bevonden. Als gevolg van deze uitspraak dreigen zij nu hun middelen van bestaan te verliezen. Ik wil er dan ook nogmaals op wijzen dat wij de regels moeten veranderen, als zij mensen hun middelen van bestaan ontnemen en schadelijk zijn voor het milieu of het welzijn van dieren. Morgantini Mijnheer de Voorzitter, wij beseffen allen dat er in Seattle veel op het spel staat, dat het om zaken gaat die uiterst belangrijk zijn voor het leven van de burgers van onze planeet. Het gaat niet louter om technische kwesties waar alleen de vakspecialisten van de ministeries van buitenlandse handel zich mee bezighouden. Dat het niet alleen daarom gaat, valt ook af te leiden uit het feit dat wij in dit Parlement deze zaken met zoveel inzet bespreken, ook al komt hier nog weinig beslissingsbevoegdheid bij kijken. De laatste jaren hebben zich nieuwe gebeurtenissen voorgedaan waardoor de specialisten hun hegemonie verliezen. In Seattle komen niet alleen de regeringen bij elkaar, maar ook duizenden NGO's: duizenden vrouwen en mannen uit de samenleving zullen met de eis komen dat de WTO niet mag verworden tot een spreekbuis van een wereldregering die zich baseert op economische groei en ongebreideld liberalisme, die geen rekening houdt met de groeiende armoede van de bevolkingen van de zwakste en minst geïndustrialiseerde landen en met de verloedering van het milieu, die niet denkt aan bescherming van bodemschatten en menselijke hulpbronnen en die geen acht slaat op de diversiteit van de afzonderlijke landen, dit alles in naam van een globalisering die rijkdom voor weinigen en armoede voor velen blijft voortbrengen. Het is een uitzonderlijke democratische gebeurtenis dat duizenden vrouwen en mannen samen overleggen en actie voeren voor een andere economie, een economie die rechtstreeks verbonden is met het dagelijks leven en de democratie. Immers, het feit dat 134 regeringen deel uitmaken van de WTO vormt op zich geen garantie voor transparantie of democratie in de besluitvorming, want buiten de officiële statuten is het enige wat werkelijk telt de onderhandelingsmacht van de sterkste regeringen en dus van de multinationals. Vanwege deze fundamentele overwegingen kunnen wij ons niet vinden in het verslag-Schwaiger, ook al moeten wij de heer Schwaiger nageven dat hij zich op serieuze wijze van zijn taak heeft gekweten. Wij willen graag dat het Europees Parlement een duidelijk en helder standpunt zal innemen, wij willen dat het recht op waardigheid, op gezondheid, op uitbanning van de armoede, op huisvesting, op vrijheid zal zegevieren over liberalisme en winstbejag. Wij zien weliswaar dat vergeleken met de Verenigde Staten, die er alleen nog maar op uit zijn hun eigen belangen te beschermen, Europa nog steeds oog heeft voor meer menselijke tradities, maar toch is dit niet voldoende: het volstaat niet mooie beginselen uit te bazuinen, je moet ze ook toepassen. In het verslag-Schwaiger staan heel veel positieve dingen: de verdediging van onze landbouw, het culturele anderszijn en nog meer. Met het oog op de tijd zal ik maar een paar van de belangrijkste kwesties opnoemen. De voornaamste kwestie heeft betrekking op de verdragen inzake de intellectuele eigendom: samen met de NGO's en vele landen die hebben geleden onder deze verdragen, denken wij dat er een moratorium moet worden ingesteld zodat opnieuw onderhandeld kan worden over deze verdragen. Men hoeft maar te kijken naar India: de wetgeving van dat land zegt niets over auteursrechten inzake genees- of levensmiddelen, en toch worden er in India kruiden geproduceerd die de multinationals nodig hebben en die wij nodig hebben voor onze ziekten. Of denk aan het Zuid-Afrika van Mandela: dit land is door de WTO afgestraft voor zijn poging om de behandeling van aids-patienten laagdrempelig te maken, het is voor het blok gezet en gedwongen om de goedkoopste geneesmiddelen uit de handel te nemen. Wij scharen ons achter de verzoeken van de zuidelijke Afrikaanse landen die vinden dat er niet onderhandeld moet worden over de mogelijkheid octrooi aan te vragen op planten, dieren of menselijke cellen, omdat zodoende rijkdom wordt afgetroggeld van de armen en de multinationals nog verder kunnen uitdijen. Daarnaast hechten wij groot belang aan de beginselen van voorzorg en veiligheid op voedselgebied, want wij willen niet bedolven worden onder transgeen voedsel. Daarom ook pleiten wij voor invoering van de omgekeerde bewijslast en willen wij dat de deskundigen daadwerkelijk los komen te staan van de belangen van regeringen of multinationals. Wij willen de rechten van de werkende bevolking beschermen, het recht op staking, en wij wensen toepassing van de gedragscodes die dit Parlement... (Spreekster wordt door de Voorzitter onderbroken) Montfort Mijnheer de Voorzitter, geachte collega's, het is dat de Commissie ons al vertrouwd had gemaakt met dit soort vaagheden waarmee zij haar eigen macht kan uitbreiden, anders zou het verslag-Schwaiger ons met stomheid geslagen hebben. Uiteraard zijn de beweegredenen die de Commissie geeft en die in het verslag overgenomen worden, op zichzelf geen reden tot ongerustheid. Het zijn eigenlijk heel verdienstelijke motieven, zoals altijd wanneer er algemene principes en genereuze ideeën gehanteerd worden. Wij dienen evenwel wantrouwig te staan tegenover de geestdrift die de Commissie betoont en die in het verslag-Schwaiger gretig wordt overgenomen, zeker wanneer we bedenken dat diezelfde principes onlangs werden geschonden in de geschillen over bananen, genetisch gemodificeerde organismen en met hormonen behandelde runderen, waarin de Europese Unie door toedoen van de Commissie in alle stilte een snelle nederlaag heeft geleden. In het licht van dit recente precedent en in afwachting van een reële balans van de vorige ronde, moeten wij wachten en mogen wij ons niet halsoverkop in onderhandelingen storten waarvan het nut nog moet blijken en waarbij voor de Europese Unie blijkbaar niet dezelfde spelregels gelden als voor onze belangrijkste partner en concurrent, de Verenigde Staten. De Commissie ijvert ervoor om de Europese Unie snel aan deze onderhandelingen te laten deelnemen, maar dan zijn de lidstaten niet meer vrij. De Commissie verlangt de steun van de lidstaten omdat die in het kader van de voorafgaande onderhandelingen al gebruik gemaakt zouden hebben van hun prerogatieven inzake soevereiniteit. Hoe zit het nu eigenlijk? De Commissie beschikt over een mandaat dat al het resultaat is van een intergouvernementeel compromis. Zij moet evenwel onderhandelen en dus concessies doen ten opzichte van dit mandaat. Hoe zullen geschillen beslecht worden? Is er een lijst met gebieden die onaantastbaar zijn en een andere lijst met zaken die wel opgeofferd mogen worden? Als de wensen van de Commissie worden ingewilligd, zal het werkterrein van de WTO bijna alle menselijke activiteiten behelzen en zal een wereld gecreëerd worden waar alles handelswaar is, ook onze openbare diensten en onze cultuur. Mag dan verzwegen worden dat onze eigenheid op het gebied van onderwijs en volksgezondheid of ons solidariteitsstelsel dit niet zouden overleven? Welke strategie zal de Commissie volgen, in de veronderstelling dat bovengenoemd plan niet of niet meer gewijzigd kan worden? De speciale gezante van president Clinton voor de handel, mevrouw Barchawski, die in de geschillen inzake bananen, GMO's en Amerikaans rundvlees voor Washington een overwinning heeft behaald, heeft zich tot de Amerikaanse zakenkringen gewend, en die hebben haar een gedetailleerd document van 31 bladzijden met hun desiderata overhandigd. Kunnen wij hier iets soortgelijks tegenover stellen? Wij zijn van oordeel dat alleen de lidstaten in staat zijn een adequaat beleid op poten te zetten waarmee onze belangen terzake daadwerkelijk verdedigd kunnen worden. Butel Mijnheer de Voorzitter, geachte collega's, wij zijn heel tevreden over het verslag van collega Schwaiger over de millenniumronde van de WTO, aangezien het streeft naar respect voor verschillen, of die nu cultureel of economisch zijn. Ik wil hem feliciteren met de aanzienlijke inspanningen die hij voor zo'n ingewikkeld en polemisch onderwerp als de Wereldhandelsorganisatie geleverd heeft. In het licht van deze nieuwe onderhandelingsronde hebben wij in dit Parlement al duidelijk uiting gegeven aan onze bekommeringen en onze bezwaren. Ik ben blij dat rekening gehouden is met de Franse eisen inzake culturele diversiteit en sociale normen. Wij willen net als de rapporteur de eigenheid van een pluralistisch Europees landbouwmodel verdedigen. Dat model is gebaseerd op gezinsbedrijven die vaak gebukt gaan onder zware geografische en milieuproblemen. In het kader van de mondialisering moet rekening gehouden worden met deze verschillen, die de economische spelregels aanzienlijk wijzigen en ernstige sociale gevolgen hebben. De dringende eis van een democratischer onderhandelingssysteem met een doorzichtiger werking lijkt mij gegrond. De parlementen moeten immers voortdurend geraadpleegd worden en de procedures moeten daadwerkelijk in acht genomen worden. Wij maken ons ernstig zorgen over het opmerkelijke vermogen van de Commissie en de Raad om informatie achter te houden. Ik betreur ook dat de aanbevelingen aan de Commissie inzake het midden- en kleinbedrijf beperkt blijven tot de douanerechten. Het geheel van procedures moet worden vereenvoudigd voor de kleine en middelgrote ondernemingen, want zij zijn de enige die honderdduizenden arbeidsplaatsen kunnen scheppen. Tenslotte waardeer ik dat collega Schwaiger de nadruk legt op het voorzorgsbeginsel, zodat het milieubeleid in het handelsbeleid geïntegreerd kan worden. Ik deel tevens zijn bezorgdheid over de risico's van zogenaamd ecoprotectionisme, dat niets te maken heeft met de bescherming van de volksgezondheid. Raschhofer Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, geachte mijnheer Schwaiger, ik dank u voor uw uitvoerige behandeling van deze ingewikkelde materie en uw streven naar een zo groot mogelijk consensus. Het heeft geen zin in deze WTO-ronde zomaar wat in het wilde weg te gaan onderhandelen onder het motto: ik weet weliswaar niet waar ik naar toe rij, maar ik wil er in ieder geval het eerste zijn! Wij moeten ervoor zorgen dat op de lange termijn de burgers profiteren van de mondialisering en de liberalisatie van de handel. Daarom hoop ik persoonlijk van ganser harte dat de resultaten van de onderhandelingen aan de bevolking worden uitgelegd en dat de bevolking zich daarachter kan scharen. Wij hebben in Europa hoge normen, zowel voor de milieubescherming, de consumentenbescherming als voor de sociale bescherming van de werknemers. Daar mag men tijdens de op til zijnde onderhandelingen niet aankomen. Deze mogen niet worden ondermijnd. Veeleer moeten wij onze handelspartners overtuigen van de noodzaak van deze vraagstukken. Ik steun de eis volgens welke in alle sectoren rekening dient te worden gehouden met het voorzorgs- en duurzaamheidsprincipe. Wat de landbouwsector betreft, moeten de resultaten van Berlijn gezien worden als een absoluut minimum voor de onderhandelingen. De situatie van de kleine boerderijen, de gezinsbedrijven en de boeren in geografisch benadeelde gebieden mag niet uit het oog worden verloren. Evenmin kunnen wij het ons permitteren het onderspit te delven bij de sociale normen. Daarom ben ik ook pragmatisch. Ik hoop van ganser harte dat de uitkomst van de IAO-conferentie van 1998 kan worden hardgemaakt. Natuurlijk moet men de onderhandelingspartners niet met massale eisen de stuipen op het lijf jagen, dat zou verkeerd zijn, en daarom ben ik ervoor dat de samenwerking tussen de WTO en de IAO wordt geïnstitutionaliseerd. De liberalisatie heeft, zoals bewezen, een gunstige uitwerking gehad. Het zou echter onaanvaardbaar zijn, indien aan het einde van de rit de rijken nog rijker en de armen nog armer worden. Europa moet in deze onderhandelingsronde, als wij stand willen houden ten opzichte van de Verenigde Staten, inderdaad met één stem spreken. Deze stem mag echter niet uitsluitend het standpunt verkondigen van de groten of enkele fanatieke mondialiseringsaanhangers. Veeleer moet men daarin de belangen van de kleine en middelgrote ondernemingen laten doorklinken. Zij vormen immers de ruggengraat van ons economisch prestatievermogen. Stemming Turco Mijnheer de Voorzitter, ik vraag het woord om er nogmaals aan te herinneren dat de radicale afgevaardigden sedert het begin van deze zittingsperiode niet deelnemen aan de stemmingen, noch in dit Huis noch in commissieverband. Met deze onthouding van stemming willen zij de aandacht van het Voorzitterschap en de collega's vragen voor het feit dat een deel van de afgevaardigden de mogelijkheid wordt ontzegd om op dezelfde titel en met dezelfde middelen mee te doen aan het parlementaire leven. Uit de onverschilligheid waarmee het Voorzitterschap en de collega's al pakweg vier maanden lang ons protest aanhoren en het naast zich neer leggen, blijkt zonneklaar dat de democratische overtuigingen haaks staan op de manier waarop de democratie in de praktijk wordt gebracht. Bigliardo Mijnheer de Voorzitter, ik sluit mij andermaal aan bij wat collega Turco zojuist gezegd heeft. Ook ik ga, als lid van de partij Movimento Sociale, in staking en zal dus aan geen enkele stemming meedoen. Gisteren heb ik al verklaard - zoals te lezen valt in de notulen van gisteren - dat ik me in de hele vergaderperiode van stemming zal onthouden, en dit om redenen die collega Turco al op uitmuntende wijze uiteengezet heeft. Aanbeveling voor de tweede lezing (A5-0056/1999) van de Commissie rechten van de vrouw en gelijke kansen, over het gemeenschappelijk standpunt door de Raad vastgesteld met het oog op de aanneming van het besluit van het Europees Parlement en de Raad tot vaststelling van een communautair actieprogramma (het programma DAPHNE) (2000-2003) betreffende maatregelen ter voorkoming van geweld tegen kinderen, jongeren en vrouwen ((9150/1/1999 - C5-0181/1999 - 1998/0192(COD)) (Rapporteur: mevrouw Avilés Perea) De Voorzitter Alvorens overeenkomstig artikel 80, lid 5, van het Reglement tot de stemming over te gaan, vraag ik aan de Commissie om haar standpunt over de amendementen toe te lichten. Lamy Mijnheer de Voorzitter, de Commissie kon de zes ingediende amendementen aanvaarden. Daar zijn er nu nog vier van over. Aangezien wij de zes amendementen aanvaardden, aanvaarden wij nu ook de vier overblijvende amendementen. (Het Parlement verklaart dat het aldus gewijzigde gemeenschappelijk standpunt is goedgekeurd) Verslag (A5-0052/1999) van mevrouw Haug, namens de Begrotingscommissie, over het voorstel voor een besluit van de Raad betreffende het stelsel van eigen middelen van de Europese Unie (COM(1999)0333 - C5-0092/1999 - 1999/0139(CNS)) Casaca Mijnheer de Voorzitter, ik zou in verband met dit verslag drie punten willen aanstippen. Ten eerste werd mij met het oog op de stemming een lijst overhandigd waarin bij amendement 9 niet wordt vermeld dat het een amendement van de Begrotingscommissie betreft. Ik zou dan ook willen vragen deze vergissing recht te zetten, althans in de lijst die aan mijn fractie is uitgedeeld. Mijn tweede opmerking heeft betrekking op amendement 31. Tot gisterenmiddag was enkel de Duitse versie beschikbaar en ik heb vastgesteld dat de Portugese en de Engelse versie elkaar tegenspreken. De Portugese versie heeft het over het BNP terwijl de Engelse versie de term BBP vermeldt. Het gaat hier om twee totaal verschillende concepten met totaal verschillende financiële gevolgen. Ik begrijp niet goed wat de bedoeling van amendement 31 is. Ten derde zou ik het Bureau willen vragen of de reden waarom amendement 31 vóór amendement 9 ter stemming wordt voorgelegd, berust op artikel 130, lid 2, van ons Reglement, dat wil zeggen op het feit dat het desbetreffende amendement verder van het origineel afstaat. De Voorzitter Wat betreft uw eerste vraag, mijnheer Casaca, moet ik u zeggen dat amendement 9 van de Commissie komt: dat blijkt overigens op correcte wijze uit de stemlijst. Voor wat de uitgangstekst betreft, die is in het Duits: de tekst waarover wij stemmen en waar wij ons dus op baseren is in het Duits. Voor wat amendement 31 betreft, dit is een compromisamendement dat door de rapporteur is ingediend. Dus daar moet eerst over gestemd worden. (Het Parlement neemt de wetgevingsresolutie aan) Heaton-Harris Mijnheer de Voorzitter, een motie van orde! Ik wil graag uitsluitsel van u dat u, wanneer u deze vergaderzaal rondkijkt en vaststelt hoeveel mensen voor of tegen stemmen, niet let op de politieke voorkeur van de mensen. Dat doet u vast niet, maar ik zou het jammer vinden als mijn Britse socialistische collega's in verlegenheid zouden worden gebracht door hun stemgedrag van daarnet, waarbij ik sommigen tegen de korting op de Britse bijdrage zag stemmen. De Voorzitter Geachte collega, als u twijfels hebt over wat ik verklaard heb, hoeft u alleen maar te vragen om elektronische controle van de uitslag van de stemming, zoals andere collega' s normaliter doen als zij twijfels hebben. Dat is dus heel eenvoudig. Uw laatste bewering was echter beledigend. Verslag (A5-0055/1999) van de heer Averoff, namens de Begrotingscommissie, over het voorstel voor een verordening van de Raad betreffende de begrotingsdiscipline (COM(1999)364 - C5-0141/1999 - 1999/0151(CNS)) (Het Parlement neemt de wetgevingsresolutie aan) Verslag (A5-0060/1999) van de heer Lechner, namens de Commissie vrijheden en rechten van de burger, justitie en binnenlandse zaken, over het voorstel voor een richtlijn van de Raad inzake de betekening en kennisgeving in de lidstaten van gerechtelijke en buitengerechtelijke stukken in burgerlijke en handelszaken (COM(1999)219 - C5-0044/1999 - 1999/0102(CNS)) (Het Parlement neemt de wetgevingsresolutie aan) Verslag (A5-0057/1999) van mevrouw Gebhardt, namens de Commissie vrijheden en rechten van de burger, justitie en binnenlandse zaken, over het voorstel voor een verordening van de Raad betreffende de bevoegdheid en de erkenning en tenuitvoerlegging van beslissingen in huwelijkszaken en inzake de ouderlijke verantwoordelijkheid voor gemeenschappelijke kinderen (COM(1999)220 - C5-0045/1999 - 1999/0110(CNS)) (Het Parlement neemt de wetgevingsresolutie aan) Stemverklaringen- Aanbeveling voor de tweede lezing-Avilés Perea (A5-0056/1999) Kauppi Mijnheer de Voorzitter, naar mijn mening was het voor het Europees Parlement en de Raad zeer belangrijk een besluit over het DAPHNE-programma voor de periode 2000 - 2003 te nemen. Men moet alleen al positief staan tegenover een dergelijk project om te garanderen dat men zich aan het EG-verdrag houdt. Om een hoog niveau van gezondheidszorg te bereiken moet men zorg dragen voor de fysieke, geestelijke en sociale behoeften. Geweld tegen kinderen, jongeren en vrouwen is een complex probleem met talloze ernstige gevolgen voor de gezondheid. Behalve van mensenrechtenschendingen is er ook sprake van belemmeringen voor het bereiken van gelijke kansen en ontwikkeling. De angst voor geweld en om lastig gevallen te worden beperkt kinderen, jongeren en vrouwen in hun bewegingsvrijheid en in hun mogelijkheden volledig aan het maatschappelijk leven deel te nemen. Geweld veroorzaakt ook aanzienlijke economische, sociale en geestelijke schade voor het individu, de lidstaten en de hele Gemeenschap. We mogen ook niet vergeten dat gisteren in deze zaal het Verdrag voor de rechten van het kind werd behandeld. Ook in dit verdrag wordt de nadruk gelegd op het recht van het kind op een veilig leven en de erkenning van de menswaardigheid. In mijn land Finland loopt al een project voor de periode 1998-2002 ter voorkoming van geweld tegen vrouwen, dat door het Ministerie van Sociale Zaken en Volksgezondheid wordt beheerd. Ook vanuit dit oogpunt was het goedkeuren van het DAPHNE-programma zeer belangrijk. Het doel van het project is de aandacht te vestigen op geweld tegen vrouwen, de weerzin tegen geweld aan te wakkeren, het geweld terug te dringen en de diensten gericht op slachtoffers en daders te ontwikkelen en efficiënter te maken. Een manier om deze doelen te bereiken is het ontwikkelen van internationale samenwerking en de uitwisseling van goede praktijken en ervaringen. Vooral moeten er in de Europese Unie netwerken worden opgezet. Geweld kan alleen bestreden worden als we ons er actief voor inzetten. Blak De Deense sociaal-democraten stemmen met genoegen voor het verslag-Avilés Perea over het programma DAPHNE. Geweld is een schending van de fundamentele mensenrechten, waartegen we ons moeten verzetten. De strijd tegen geweld jegens kinderen, jongeren en vrouwen moet daarbij op de eerste plaats komen. Vandaag geven we hiermee een belangrijk politiek signaal. Caudron Het Europees Parlement en meer in het bijzonder de Commissie rechten van de vrouw en gelijke kansen - wier werk ik toejuich -, hebben een heel belangrijke rol gespeeld en hebben ervoor gezorgd dat op Europees niveau aandacht besteed wordt aan geweld tegen vrouwen en kinderen. Deze plaag neemt jammer genoeg verschillende vormen aan, van prostitutie en vrouwen- en kinderhandel, die de meeste burgers met weerzin vervullen, tot geweld thuis, een fenomeen dat geduld of genegeerd wordt omdat het onder de privé-sfeer valt! Er zijn al heel wat initiatieven op dit gebied genomen en de resultaten hebben tot een collectieve bewustwording geleid. Wij moeten dit gunstige kader benutten en onze acties opvoeren, zodat uiteindelijk alle vormen van geweld kunnen worden uitgeroeid. Het programma DAPHNE is een bewijs van deze wil om het probleem op een gecoördineerde wijze op het niveau van de lidstaten aan te pakken en hier ook de kandidaat-lidstaten bij te betrekken. Het programma is een essentieel instrument in de strijd tegen dit geweld. In het algemeen wordt erkend dat geweld tegen vrouwen alle nationale grenzen overstijgt en dat er geen onderscheid kan worden gemaakt naar klasse, cultuur en/of leeftijd. Toch bestaat er geen enkel gestructureerd mechanisme waarmee wij ons een objectief idee van de omvang van het probleem in de Europese Unie kunnen vormen. In bepaalde landen wordt geweld tegen vrouwen nog maar pas stelselmatig geregistreerd en in andere landen wordt het niet systematisch geïnventariseerd. Het actieprogramma op middellange termijn zal evenwel ongetwijfeld heel nuttig blijken voor de besluitvorming en het zal de basis vormen voor de politieke en praktische besluiten op dit gebied. Dit programma heeft tot doel de reikwijdte van de lokale, regionale en nationale acties te versterken via de oprichting van netwerken, de uitwisseling van informatie en beste praktijken, samenwerking en bewustmaking van de publieke opinie. De Raad heeft meer dan de helft van onze amendementen overgenomen in zijn gemeenschappelijk standpunt en wij kunnen dat alleen maar toejuichen. De tekst van de Raad bevat verwijzingen naar de fysieke, geestelijke en sociale aspecten van gezondheid, de kwaliteit van het leven en geweld als schending van de rechten van de mens. Er wordt uitdrukkelijk gesteld dat in dit programma aandacht zal worden besteed aan de slachtoffers van vrouwenhandel en seksuele uitbuiting. Het is natuurlijk jammer dat de looptijd teruggebracht werd van de aanvankelijk geplande vijf jaar naar vier jaar. Ook het uitgetrokken budget (20 miljoen euro) volstaat niet om zo'n omvangrijk probleem aan te pakken. Ondanks deze bezwaren zal ik vandaag voor het door de Raad voorgestelde compromis stemmen. Als wij het geweld dat onze samenleving aanvreet, willen uitroeien, moeten wij ons hier nu onmiddellijk voor inzetten. De tenuitvoerlegging van dit programma mag niet langer worden uitgesteld. Crowley Mevrouw de Voorzitter, ik ben uiteraard blij met het nieuwe DAPHNE-programma van de Europese Unie, dat de periode 2000-2004 moet gaan bestrijken. Het programma is vooral bedoeld om het geweld tegen kinderen, jongeren en vrouwen te bestrijden. Hiervoor is grote steun vereist vanuit niet-gouvernementele organisaties en vrouwengroepen binnen de Europese Unie. Het budget voor dit programma bedraagt in totaal 20 miljoen pond. Dit bedrag wordt over twee hoofdgebieden verdeeld, namelijk informatie-uitwisseling en samenwerking op communautair niveau enerzijds en bewustmaking van de publieke opinie anderzijds. Zo zullen in het kader van het DAPHNE-programma voorlichtingscampagnes op touw worden gezet over de mogelijke gevaren van geweld en de manieren om geweld te vermijden. Daarnaast zullen bepaalde proefprojecten en innovatieve maatregelen worden gestimuleerd en zal er een bijdrage worden geleverd aan het opzetten van een communautaire informatiebank ten behoeve van NGO's. Ik steun dit programma vanwege zijn grote waarde in sociaal opzicht. Ik vind echter wel dat slachtofferhulpprogramma's voor kinderen, jongeren en vrouwen een wezenlijk onderdeel van dit nieuwe initiatief moeten uitmaken. Meer in algemene zin steun ik het debat hier vandaag over de noodzaak om de gelijkheid tussen mannen en vrouwen in onze samenleving te bevorderen. In het kader van de volgende programmaperiode van de Europese structuurfondsen, die loopt van 2000 tot 2006, is het belangrijk dat de maatregelen van de diverse EU-programma's worden gescreend om er zeker van te zijn dat zij in overeenstemming zijn met de nationale en Europese wetgeving op het gebied van de gelijke kansen. Met de inwerkingtreding van het Verdrag van Amsterdam op 1 mei van dit jaar, is de rechtsgrondslag voor communautaire acties op het gebied van de gelijke kansen aanzienlijk versterkt. Gelijke kansen voor mannen en vrouwen spelen ook een centrale rol bij het nieuwe Europese werkgelegenheidsbeleid. De Europese Commissie onderwerpt uiteraard alle werkgelegenheidsplannen die ons jaarlijks door de EU-lidstaten worden voorgelegd, aan een zorgvuldig onderzoek om er zeker van te zijn dat het gelijkekansenbeleid in onze samenleving via geïntegreerde en gestroomlijnde maatregelen wordt ondersteund. Darras Geweld tegen kinderen, jongeren en vrouwen is een netelig terrein waarop niet alleen wij Parlementsleden, maar ook allerlei niet-gouvernementele en andere organisaties en verenigingen actief zijn. Wij allen hebben ons beijverd voor dit programma DAPHNE. De Raad heeft de looptijd van het programma teruggebracht - tot 4 in plaats van de aanvankelijk geplande 5 jaar -, maar de financiële middelen blijven ongewijzigd. De rapporteur heeft uitstekend met de Raad onderhandeld en onze drie belangrijkste amendementen zijn zowel door de Commissie als door de Raad aanvaard. Het eerste amendement betreft de noodzakelijke verwijzing naar de begrippen fysieke en emotionele integriteit van het individu en waardigheid, zodat het plegen van fysiek, seksueel of psychologisch geweld neerkomt op een schending van de rechten van de mens. Ten tweede wordt de definitie van gezondheid van de Wereldgezondheidsorganisatie in het verslag overgenomen; gezondheid is dus niet alleen de afwezigheid van ziektes of kwalen, maar ook een gesteldheid van fysiek, geestelijk en sociaal welzijn. Ten derde wordt onderstreept dat alle organisaties en verenigingen die zich hiervoor inzetten, moeten worden aangemoedigd. Ten vierde - maar dat is niet het minst belangrijk - is sprake van informatie aan en bewustmaking van de publieke opinie en de media over deze zo pijnlijke maatschappelijke thema's. De verwachtingen zijn dan ook hooggespannen. Ons Parlement moet zich hierover uitspreken en wij moeten overeenkomstig de medebeslissingsprocedure de 314 stemmen halen die voor de goedkeuring van het programma DAPHNE vereist zijn. Ik kan u dan ook alleen maar met aandrang verzoeken om eenparig voor dit verslag te stemmen, zodat nieuwe vertraging bij de procedure (bemiddeling) vermeden wordt en het programma in januari 2000 in werking kan treden. Figueiredo Het is bekend dat er nog steeds erg veel geweld tegen kinderen, jongeren en vrouwen in de Europese Unie is. Deze gewelddaden schenden het recht op het leven, op veiligheid, vrijheid, waardigheid en fysieke en emotionele integriteit van de slachtoffers en vormen een ernstige bedreiging voor hun fysieke en mentale gezondheid. Daarom is het van vitaal belang dat dit verslag is aangenomen. Wij betreuren echter dat het proces door allerlei omstandigheden zoveel vertraging heeft opgelopen. Dit verslag gaat immers terug op de Conferentie van Peking van 1995. Wij hopen dat ook het communautaire actieprogramma DAPHNE 2000/2003 zal worden aangenomen en uitgevoerd. In het kader hiervan zullen wij maatregelen ter bestrijding van geweld tegen kinderen, jongeren en vrouwen kunnen steunen. Ik vind het echter betreurenswaardig dat voor dit programma zo weinig financiële middelen zijn uitgetrokken. Hopelijk kunnen deze gezien de ernst van de situatie op korte termijn worden verhoogd. We moeten immers zonder dralen korte metten maken met het leed dat deze gewelddaden nog steeds veroorzaken. Verslag-Haug (A5-0052/1999) Berthu Mijnheer de Voorzitter, het verslag van mevrouw Haug over het stelsel van eigen middelen van de Europese Unie lijkt ons vrij tegenstrijdig en wij hebben ons er dan ook tegen verzet. Het bevat wel een aantal uitstekende beginselen inzake begrotingsdiscipline, met name het uitgangspunt dat de middelen van de Unie niet meer dan 1,27% van het BNP van de lidstaten mogen bedragen. De Commissie wil dit plafond juist op slinkse wijze met haar voorstel omzeilen. Dit standpunt is misschien te danken aan de Duitse nationaliteit van de rapporteur en de specifieke situatie in Duitsland, maar zij heeft in ieder geval gelijk op dat vlak en ze geniet onze steun. De rapporteur handelt evenwel in strijd met haar eigen hang naar begrotingsdiscipline wanneer ze in lijn met de Raad van Berlijn van maart 1999 een oproep doet om nieuwe eigen middelen te creëren. Die zouden autonoom zijn, of duidelijker gezegd, het zouden Europese belastingen zijn. Ik wijs u erop dat de lijst Pasqua-de Villiers, waarvoor ik kandidaat was, tijdens de verkiezingen geprotesteerd heeft tegen de conclusies van Berlijn, maar dat onze tegenstanders erin geslaagd zijn de zaak in de doofpot te stoppen. Volgens de Raad van Berlijn en het onderhavige verslag-Haug moeten de middelen van de Europese begroting voortaan geheel of gedeeltelijk samengesteld worden uit belastingen die rechtstreeks bij de burger geïnd worden, en niet meer uit de bijdragen van de lidstaten. Dan mogen we dus ook verwachten dat de beslissingsbevoegdheid wat deze belastingen betreft snel van de Raad naar het Europees Parlement zal worden overgeheveld. Deze ontwikkeling zou strijdig zijn met onze opvatting van de Unie als een vereniging van landen waaraan de leden jaarlijks uit vrije wil bijdragen betalen. Dit is evenwel niet louter een kwestie van institutionele filosofie. Er zijn ook een aantal praktische gevolgen. Elk jaar is er discussie over de begroting omdat de Raad gekant is tegen de pogingen van de Commissie - die hierin vaak door het Europees Parlement gesteund wordt - om de uitgaven te verhogen. Als wij een Europese belasting invoeren, zal de Raad geleidelijk zijn middelen om zich hiertegen te verzetten kwijtraken en zullen wij de instellingen die almaar voor meer middelen op de begroting pleiten, een beslissend voordeel toekennen. Ik richt daarom een oproep aan onze Duitse vrienden: u dient goed te begrijpen dat u met uw pleidooi voor een Europese belasting op termijn de aandacht voor begrotingsdiscipline, die u nu nochtans hardnekkig verdedigt, in het gedrang zult brengen. De heer Bourlanges zei tijdens het debat dat op de komende intergouvernementele conferentie tot de instelling van een Europese belasting moet worden besloten. Ik wil integendeel namens de Unie voor een Europa van Nationale Staten zeggen dat, als dit probleem inderdaad tijdens de IGC behandeld moet worden, beslist moet worden tot de oprichting van een duidelijk, doorzichtig en billijk systeem, dat ook en vooral streng door de nationale democratieën gecontroleerd wordt. Ik heb het hier over een jaarlijkse bijdrage van de lidstaten die gebaseerd is op een percentage van het BNP dat voor alle lidstaten gelijk is. Andersson, Färm, Hedkvist Petersen, Hulthén, Schori en Theorin Wij stemmen tegen amendement 6, maar voor het verslag-Haug in zijn geheel, omdat wij vinden dat de constructie van de eigen middelen van de EU moet worden hervormd. Wij zijn het ermee eens dat er een meer directe koppeling tussen de Unie en haar burgers moet komen op het punt van de financiering van de EU-begroting, en dat wij stapsgewijs de financiële onafhankelijkheid van de Unie moeten vergroten. Wij constateren echter een gebrekkig vertrouwen in de Unie, dat onder andere blijkt uit de lage verkiezingsdeelname, en wij vinden het belangrijk dat het karakter van de EU als een Unie van burgers en lidstaten wordt gehandhaafd. In dat verband vinden wij dan ook dat het verkeerd is om nu te streven naar financiële autonomie of naar totale onafhankelijkheid van bijdragen van de lidstaten. Wij vinden ook niet dat de financiering van de EU mag leiden tot een hogere belastingdruk voor de burgers. Arvidsson en Stenmarck De EU staan zeer grote economische inspanningen te wachten, wanneer tien of meer landen in Midden- en Oost-Europa en in het Baltisch gebied in verschillende ronden lid worden van de Unie. Het spreekt dan ook vanzelf dat er reden is om te discussiëren over de economische voorwaarden om deze uitdaging aan te kunnen. Vandaag kent de EU geen eigen belastingrecht en dat moet ze naar mijn opvatting ook in de toekomst niet krijgen. Het verslag-Haug houdt niet in dat wij automatisch een EU-belasting invoeren, maar het opent er wel de deur voor, en dat is al erg genoeg. Hoe moet de uitbreiding dan worden gefinancierd? Wel, het alternatief voor nieuwe belastinginkomsten is nog altijd een verlaging van de kosten. Dat vereist dat we onze prioriteiten beter stellen en dat we ons concentreren op de grote en cruciale vraagstukken. De uitbreiding is zo'n punt dat hoge prioriteit heeft. Zolang bijna de helft van de EU-begroting naar landbouwsubsidies gaat en zolang er inclusief de steun uit de structuurfondsen 5/6 naar enigerlei vorm van steun gaat, kan er geen twijfel over bestaan dat het er nog steeds om gaat dat het beleid moet worden omgegooid. Eriksson, Frahm, Gahrton, Herman Schmid, Schörling en Sjöstedt Wij hebben tegen het verslag-Haug gestemd. In dit verslag spreekt de Begrotingscommissie zich onzes inziens uit voor de invoering van een eigen belastingrecht in de Unie. Dat is in strijd met de publieke opinie in de Unie en druist in tegen de wil van de lidstaten. Wij beschouwen dit als een zoveelste poging van het federalistisch ingestelde Europees Parlement om de lidstaten van nog meer bevoegdheden te beroven. In verband met Agenda 2000 en tijdens de Top van Berlijn had de EU de kans om een hervorming door te voeren die de lasten rechtvaardig en juist verdeelt. Die kans verspeelde de EU echter, daar men het landbouwbeleid en de bijdragen uit de structuurfondsen niet voldoende ingrijpend wilde hervormen. Deze bijdragen maken het grootste gedeelte van de uitgaven in de EU-begroting uit. De invoering van "autonome eigen middelen", die de Begrotingscommissie wil, vereist ook dat de EU een eigen belastingdienst invoert. Deze week heeft de Rekenkamer meegedeeld dat er ten minste 40 miljard verdwenen zijn van de begroting van vorig jaar. In het licht hiervan is het zeer provocerend om met het voorstel te komen de EU een eigen belastingrecht te geven. Sacrédeus De uitbreiding van de EU naar Midden- en Oost-Europa brengt de financiële toestand van de EU weer onder de aandacht. De EU kent op dit moment geen eigen belastingrecht en dat moet ze ook in de toekomst niet krijgen. Het verslag-Haug houdt niet in dat wij automatisch een EU-belasting invoeren, maar het opent de deur voor een debat daarover. De uitbreiding moet in de eerste plaats worden gefinancierd door verlaging van de kosten. Dat vereist dat we onze prioriteiten beter stellen en dat we ons concentreren op de grote en cruciale vraagstukken. De uitbreiding is zo'n punt dat hoge prioriteit heeft. Zolang bijna de helft van de EU-begroting naar landbouwsubsidies gaat en zolang er inclusief de steun uit de structuurfondsen 5/6 naar enigerlei vorm van steun gaat, kan er geen twijfel over bestaan dat het er nog steeds om gaat dat het beleid moet worden omgegooid. Van Dam Op de Top van Berlijn heeft de Raad een akkoord bereikt over een wijziging van het eigenmiddelenbesluit. In grote lijnen stemmen wij in met dit pakket. Door het eigenmiddelenplafond op 1,27% van het BNP te handhaven, houdt de Raad vast aan de noodzakelijke begrotingsdiscipline in de EU. Ook de aandacht voor de onrechtvaardige lastenverdeling over de lidstaten is een belangrijk winstpunt van het akkoord van Berlijn. De lidstaten Nederland, Duitsland, Zweden en Oostenrijk dragen momenteel in verhouding tot hun nationale inkomen onevenredig veel bij aan de financiering van de EU. Een aantal wijzigingen, zoals een aanpassing van de financiering van de Britse compensatie en een verhoging van de inhoudingen op de traditionele eigen middelen van 10 naar 25%, brengen de afdrachten van deze lidstaten aan de EU omlaag. Als resultaat van een moeizaam tot stand gekomen compromis kunnen wij deze aanpassingen accepteren, maar een schoonheidsprijs verdienen ze zeker niet. Op dit moment bieden ze voor de betreffende vier lidstaten uitkomst. Het is echter geen structurele oplossingen voor het probleem van de netto-afdrachten. Het ware beter geweest als een oplossing was gevonden in de vorm van een generiek correctiemechanisme, bijvoorbeeld door de invoering van een bandbreedte voor nationale afdrachten aan de EU. Wij hebben onze steun niet kunnen geven aan het verslag-Haug, omdat dit een aantal essentiële wijzigingen voorstelt die wij niet kunnen meemaken. Zo pleit het verslag ervoor de Unie minder afhankelijk te maken van afdrachten van de lidstaten. Volledige financiële autonomie ten opzichte van de lidstaten is voor de rapporteur het einddoel. Wij hechten daarentegen aan een blijvende betrokkenheid van de nationale parlementen bij de financiering van de EU. Verder hebben wij tegen het amendement van de rapporteur gestemd waarin hij de verhoging van de inhoudingen op de traditionele eigen middelen afwijst. Dit plaatst het evenwicht in het akkoord van Berlijn ernstig onder druk. Voor Nederland, die deze verhoging heeft bedongen om zijn nettobetalerspositie terug te dringen, is dat onaanvaardbaar. Van Lancker Principieel ben ik van mening dat het eigenmiddelenbesluit gebaseerd moet zijn op gelijkwaardigheid en billijkheid tussen de lidstaten waarbij voor iedereen dezelfde spelregels moeten gelden. Daarom ben ik dan ook zeer ontstemd over de beslissingen van de Europese Raad van Berlijn met Europa als grote verliezer. De eis dat de lidstaten gelijk behandeld moeten worden moet nu ook gestalte krijgen in het thans voorliggende Commissievoorstel. Het uitgangspunt van het verslag-Haug was dat het standpunt van maart jongstleden, met name dat alle uitzonderingsbepalingen moeten worden geschrapt, nu hardgemaakt moet worden. Amendement 31, tweede deel, en amendement 32 zwakken dat standpunt evenwel af met de toevoeging van de term 'voortaan'. Met andere woorden: op dit moment behouden de lidstaten datgene wat ze in Berlijn in de wacht hebben gesleept. Amendementen 12 en 33 strekken ertoe de inningskosten te verlagen tot 10% voor de na 31 december 2000 vastgestelde bedragen, wat kan worden aangevuld met een flexibele premie in functie van het resultaat dat de lidstaten boeken bij de inning van de traditionele eigen middelen en de fraudebestrijdingsmaatregelen. Principieel ben ik hier voorstander van. De lidstaten moeten hun verantwoordelijkheid opnemen voor het innen van de traditionele eigen middelen. Wat me wel stoort zijn de consequenties van dit amendement voor de besluiten van de Europese Raad van Berlijn. Berlijn was een compromis waarin elke lidstaat zijn gading vond. Om zowel België als Nederland te compenseren voor de meerkost die voortvloeide uit de geleidelijke vervanging van de BTW-afdracht ten voordele van de BNP-bijdrage, werden de inningskosten verhoogd tot 25%. Deze tegemoetkoming wordt nu ongedaan gemaakt terwijl de andere voordelen worden behouden. Hierdoor wordt een nieuwe ongelijkheid gecreëerd ten nadele van twee lidstaten: België en Nederland. Ik heb dan ook tegen deze twee amendementen gestemd. Wynn Als voorzitter van de Begrotingscommissie ben ik verplicht voor de amendementen van deze commissie te stemmen. Binnen de commissie heb ik mij uitgesproken tegen die amendementen die de Britse bijdragekorting in gevaar brachten. In de plenaire vergadering zou ik ongetwijfeld hetzelfde hebben gedaan indien ik als simpele labourafgevaardigde aan de stemming had deelgenomen. Het is echter mijn verantwoordelijkheid als voorzitter om vast te houden aan het standpunt van de commissie, reden waarom ik voor het Haug-verslag heb gestemd. Verslag-Averoff (A5-0055/1999) Kuntz Het onderhavige voorstel voor een verordening van de Raad beoogt een aantal wijzigingen aan te brengen die noodzakelijk geworden zijn ten gevolge van het besluit van de Europese Raad van staatshoofden en regeringsleiders die in maart 1999 in Berlijn plaatsvond. De Commissie maakt evenwel van de gelegenheid gebruik om een aantal nieuwe regels in te voeren die van een nieuwe opvatting van begrotingsdiscipline getuigen; ze tracht tevens haar beheersbevoegdheden uit te breiden en dat kunnen wij niet aanvaarden. Bovendien wordt voorgesteld deze regels voortaan in een besluit in plaats van in een verordening te gieten. De Franse afgevaardigden in onze fractie zijn tegen deze wijziging van de juridische vorm van de regelgeving gekant, aangezien in een verordening beter rekening gehouden kan worden met de gevolgen van de begrotingsdiscipline voor de lidstaten en de communautaire instellingen. Het oorspronkelijk voorstel van de Commissie werd overigens unaniem door de Begrotingscommissie verworpen. De bevoegdheden van de Commissie worden in het kader van het onderhavige voorstel nog op een andere manier versterkt: zij krijgt de mogelijkheid om de directe steun te verminderen of de betaling van de maandelijkse voorschotten op te schorten. Aangezien bepaald is dat de verminderde of opgeschorte bedragen uiterlijk tijdens het volgend begrotingsjaar door de communautaire begroting gedragen moeten worden, zal deze bepaling noodzakelijkerwijs tot strengere maatregelen tijdens de volgende jaren leiden, zodat de beginselen van het gemeenschappelijk landbouwbeleid dreigen te worden aangetast. De Franse afgevaardigden van de Unie voor een Europa van Nationale Staten zijn dan ook tegen de ontwerpverordening en het verslag van de heer Averoff gekant. Van Dam Om de in Agenda 2000 vastgestelde financiële plafonds voor het landbouwbeleid te kunnen respecteren, is het noodzakelijk dat de voorschriften over de begrotingsdiscipline worden aangescherpt. In de ontwerpverordening worden voorstellen gedaan voor instrumenten om in te kunnen grijpen als de landbouwuitgaven de plafonds dreigen te overschrijden. Zo krijgt de Commissie in deze voorstellen de bevoegdheid om de betalingen aan de lidstaten op te schorten aan het eind van het begrotingsjaar. In grote lijnen kunnen wij instemmen met de voorgestelde instrumenten. De rapporteur heeft een uitstekend verslag opgesteld over dit onderwerp. Hij onderschrijft de noodzaak van een grotere begrotingsdiscipline. Tevens wordt in het verslag terecht benadrukt dat eventuele besparingen de beginselen van het GLB, zoals die in Agenda 2000 zijn goedgekeurd, niet mogen aantasten. De EU heeft een beleid vastgesteld voor de komende 7 jaar en daarmee richting de sector ook de nodige verwachtingen gewekt. Daar mag niet zomaar van worden afgeweken. In dat kader hebben wij ook ingestemd met het amendement waarin wordt gepleit voor de mogelijkheid om niet-bestede kredieten over te dragen naar een volgend begrotingsjaar. Dat kan mogelijk soelaas bieden om de noodzakelijke kredieten te vinden binnen de plafonds van Agenda 2000. Wij hebben echter niet onze steun gegeven aan het amendement waarbij de landbouwuitgaven voor de toetreding buiten het landbouwrichtsnoer worden gehouden. Er bestaat een ruime marge tussen het landbouwrichtsnoer en de financiële perspectieven voor huidige lidstaten. Deze marge kan te zijner tijd worden gebruikt voor de toetreding. Verslag-Lechner (A5-0060/1999) Blak Op grond van de Deense uitzondering betreffende samenwerking op juridisch gebied onthouden de Deense sociaal-democraten zich bij de definitieve stemming over de richtlijn. Errikson, Frahm, Herman Schmid, Seppänen en Sjösted Noords Groen Links (NGL), gevormd door de noordse leden van de GUE-Fractie, stemt voor het verslag over de betekening en kennisgeving van gerechtelijke stukken in handels- en burgerlijke zaken. De bedoeling van het voorstel is ervoor te zorgen dat gerechtelijke documenten veilig en volgens bepaalde regels tussen de gerechtelijke autoriteiten van de lidstaten kunnen worden uitgewisseld. Wij steunen dit voorstel. Noords Groen Links verwerpt de idee om dit voorstel in de vorm van een verordening te gieten. Wij verkiezen een conventie, waardoor het voorstel niet bindend zou zijn voor de lidstaten en waarbij zij zelf kunnen beslissen of zij de conventie al dan niet willen ondertekenen. Verslag-Gebhardt (A5-0057/1999) Blak Op grond van de Deense uitzondering betreffende samenwerking op juridisch gebied onthouden de Deense sociaal-democraten zich bij de definitieve stemming over deze richtlijn. Errikson, Frahm, Herman Schmid, Seppänen en Sjösted Noords Groen Links (NGL), gevormd door de noordse leden van de GUE-Fractie, stemt voor het verslag over de erkenning en tenuitvoerlegging van gerechtelijke beslissingen in huwelijkszaken en inzake ouderlijke verantwoordelijkheid voor gemeenschappelijke kinderen. Wij doen dit, omdat het voorstel de wederzijdse erkenning van nationale gerechtelijke uitspraken en de verdediging van de belangen van het kind bij grensoverschrijdende echtscheidingen beoogt.Wij steunen dit voorstel. Noords Groen Links verwerpt echter de idee om dit voorstel in de vorm van een verordening te gieten. Wij verkiezen een conventie, waardoor het voorstel niet bindend zou zijn voor de lidstaten en waarbij zij zelf kunnen beslissen of zij de conventie al dan niet willen ondertekenen. Titley Ik ben blij met elke maatregel die kan bijdragen tot vermindering van verdriet en lijden bij echtscheiding, vooral wanneer er kinderen bij betrokken zijn. De voorstellen van de Commissie bieden een antwoord op enkele van de hiaten in het Verdrag van Den Haag, dat aan een dringende herziening toe is. Terwijl EU-regelgeving het voor burgers gemakkelijk maakt overal in Europa te wonen en te werken, neemt het aantal grensoverschrijdende huwelijken, en helaas ook echtscheidingen, eveneens toe. Mijn collega's en ikzelf ontvangen steeds meer brieven van kiezers die hulp vragen bij echtscheiding met partners uit verschillende lidstaten. Er zijn dikwijls kinderen bij betrokken, hetgeen nogal eens leidt tot eindeloze twisten over de voogdij. Als het eenmaal tot gerechtelijke uitspraken komt zijn deze vaak moeilijk toe te passen. In de huidige chaotische juridische situatie zien sommige ouders zich zelfs genoodzaakt de wet te overtreden en hun kinderen bij hun ex-partners te ontvoeren. Met de huidige voorstellen gloort echter weer wat hoop. Door procedures te bespoedigen en uitspraken in het kader van EU-regelgeving inzake gezins- en huwelijksaangelegenheden in alle lidstaten wettelijk bindend en rechtstreeks toepasbaar te maken, krijgt het recht sneller zijn loop en komt er een einde aan veel van dergelijke lang aanslepende, hartverscheurende conflicten. Als leden van het Europees Parlement zijn wij niet bij machte het door (echt)scheidingen veroorzaakte leed en verdriet weg te nemen. Maar op zijn minst kunnen wij proberen de hiermee gepaard gaande onnodige juridische rompslomp te beteugelen. Het welzijn van kinderen, en niet het welzijn van advocaten, dient te worden vooropgesteld. Carlsson Ergens in de vorige zittingsperiode werd een van mijn stemverklaringen niet goedgekeurd omdat ik niet in de zaal was. Het ging om een schriftelijke stemverklaring, en de motivering luidde dat als iemand stemverklaringen had af te geven, hij of zij in de zaal moest zijn, ook al was de verklaring schriftelijk, zodat de Voorzitter kon zien dat hij of zij werkelijk aanwezig was. Ik stel dit aan de orde omdat ik het belangrijk vind dat wij een of andere gedragsregel hanter, gezien mijn ervaring in de vorige zittingsperiode. Er zijn nu namelijk vele namen opgenoemd. Er zijn vele leden die zeer vaak deelnemen aan de stemmingen, maar altijd en ook werkelijk altijd stemverklaringen afgeven. Nu vraag ik mij af: is het nodig in de zaal te blijven, zodat dat genoteerd kan worden? Of kan men de nogal slappe procedure volgen, waarbij men voortdurend een massa teksten over wat men al dan niet vindt aan de notulen laat toevoegen? De Voorzitter Mevrouw Carlsson, normaliter vragen de collega's of ze een schriftelijke verklaring mogen afleggen, ze bevestigen dat dan aan het eind van de stemming en als het eenmaal bevestigd is verlaten de meesten de zaal. Uw verzoek is inderdaad terecht, want het Reglement bepaalt dat degene die aankondigt een schriftelijke verklaring te zullen afleggen, aanwezig moet zijn. Wij zullen proberen een zo precies mogelijk schriftelijk antwoord te geven op dit verzoek van u. Casaca Mijnheer de Voorzitter, ik heb met betrekking tot het verslag-Haug een motie van orde ingediend. Het betreft amendement 31. Het origineel is in het Duits opgesteld, maar ik spreek geen Duits en de Engelse versie is volledig in tegenspraak met de Portugese versie. Mijnheer de Voorzitter, toen u het amendement ter stemming voorlegde, heeft u "bruto nationaal product" gelezen, hetgeen met de Portugese versie overeenstemt. Ik heb echter tot het einde van de stemming moeten wachten om mijn Duitse collega's te vragen wat er nu eigenlijk in de Duitse versie staat. Zij hebben mij verzekerd dat "BSP" "bruto binnenlands product" betekent. Zoals ik reeds heb gezegd, bestaat hier dus wel degelijk een misverstand. In het licht van deze situatie moeten wij ons mijns inziens houden aan wat de Voorzitter heeft gelezen, namelijk "bruto nationaal product", en niet aan de term "bruto binnenlands product" die in de originele versie staat en iets heel anders betekent. Ik ben van oordeel dat wij er in deze omstandigheden goed aan zouden doen het amendement ongeldig te verklaren. Bij de stemming bestond er immers onduidelijkheid over de essentie van het amendement aangezien wij niet wisten of het nu op het "BBP" of het "BNP" betrekking had. Het gaat hier niet om een technisch detail, maar om een kwestie die bijzonder belangrijke financiële gevolgen heeft. De Voorzitter Geachte mijnheer Casaca, ik heb inderdaad "bruto nationaal product" gelezen, omdat in de Italiaanse tekst de afkorting PNL stond, wat dus "bruto nationaal product" betekent. Maar de diensten hebben mij verwittigd - en ik bevestig thans deze informatie - dat de oorspronkelijke tekst, de versie waarvan uitgegaan moet worden, de Duitse is. Dus de versies in de andere talen zullen worden aangepast op grond van de Duitse tekst, met de gevolgen die u hier geschetst heeft. Dit is het antwoord dat ik u kan geven: de oorspronkelijke versie waar dus van uitgegaan wordt, is de Duitse. (De vergadering wordt om 13.10 uur onderbroken en om 15.00 uur hervat) Knörr Borràs Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, er is zojuist iets buitengewoon belangrijks bekendgemaakt. Ondanks alle moeilijkheden die zich in het vredesproces in Noord-Ierland hebben voorgedaan, is er vandaag een belangrijke stap gezet. De IRA heeft namelijk besloten om met de Ontwapeningscommissie te gaan onderhandelen. Dit Parlement heeft een belangrijke rol gespeeld in dat proces, en wij zijn natuurlijk blij met het verloop van de gebeurtenissen in Noord-Ierland. Het Parlement zou echter ook actief moeten bijdragen aan het bereiken van een definitieve en vreedzame oplossing voor de twee andere gewelddadige conflicten die nog binnen de Unie spelen: het conflict op Corsica, en vooral ook dat in Baskenland. Ik wil alle fracties en leden van dit Parlement vragen om zich daarvoor in te zetten, zodat de betrokken groepen en politieke partijen opnieuw een poging tot overleg doen om die vredesprocessen binnen de Unie tot een goed einde te brengen. Gelukkig lijkt dat in Ierland nu eindelijk te gebeuren. De Voorzitter Dank u wel, mijnheer Knörr Borràs, wij nemen akte van uw verklaring. Doyle Mijnheer de Voorzitter, ook mij leek het wenselijk u op de hooge te brengen van de verheugende ontwikkelingen in het vredesproces in Noord-Ierland. De IRA heeft vandaag namelijk laten weten een vertegenwoordiger te zullen aanwijzen die, samen met generaal John de Chastelain, het inleveren van paramilitaire wapens zal coördineren. Dit is heel goed nieuws, want het betekent dat het Goede Vrijdag-akkoord volledig ten uitvoer kan worden gelegd en dat een aanvang kan worden gemaakt met de vorming van regerings- en bestuursstructuren. Het is u bekend dat het Europees Parlement tijdens de afgelopen twintig jaar het vredesproces in Noord-Ierland alle mogelijke politieke en financiële steun heeft gegeven. Te langen leste durven wij nu te hopen op een blijvende vrede die gegrondvest is op democratische structuren. De Voorzitter Mevrouw Doyle, ik dank u dat u deze Vergadering van de huidige stand van zaken op de hoogte hebt gebracht. Situatie in Tsjetsjenië De Voorzitter Aan de orde zijn de verklaringen van de Raad en de Commissie over de situatie in Tsjetsjenië. Patten Mijnheer de Voorzitter, om nog even in te haken op de moties van orde die zojuist gemaakt zijn: de afgevaardigden zullen zich ongetwijfeld kunnen voorstellen wat de gebeurtenissen van de afgelopen achtenveertig uur in Noord-Ierland voor mij betekenen. Voor het eerst sinds lang is er nu een goede kans op vrede en ik prijs de moed van de partijen en partijleiders die deze veelbelovende ontwikkelingen mogelijk hebben gemaakt. Wij moeten blijven duimen en, in voorkomend geval, misschien blijven bidden. Maar nu terug naar het onderwerp van het debat van vandaag: het doet mij bijzonder veel genoegen hieraan te kunnen deelnemen en ik ben de organisatoren buitengewoon dankbaar dat ze het debat qua timing hebben weten in te passen nog voordat ik naar de OVSE-top vertrek. Ik moet helaas nog voor het einde van het debat weg, maar hopelijk vat het Parlement dat niet als een gebrek aan hoffelijkheid op. Ik moet naar Istanbul, onder meer voor een vergadering over het Stabiliteitspact. Het debat van vandaag biedt mij de gelegenheid het Parlement op de hoogte te brengen van onze meest recente contacten met de Russische autoriteiten over de gebeurtenissen in Tsjetsjenië. Tegelijkertijd zal ik in Istanbul aan de besprekingen over ditzelfde onderwerp kunnen deelnemen met een veel beter inzicht in de opvattingen terzake van het Europees Parlement. Mijns inziens kan worden gesteld dat over de volgende twee uitgangspunten binnen de Europese Unie - de Raad, het Parlement en de Commissie - algemene consensus bestaat: ten eerste dat het Russische optreden van de afgelopen weken herhaaldelijk gepaard is gegaan met buitensporig militair geweld. De woede over de afschuwelijke terroristische aanslagen in Moskou, de noordelijke Kaukasus en elders is begrijpelijk - zelf kom ik uit een land dat zwaar onder terrorisme te lijden heeft gehad, en ik veroordeel dit dan ook vanuit de grond van mijn hart. Maar de Russen negeren gewoonweg de noodzaak een politieke oplossing te vinden en gaan voorbij aan de tragische consequenties op het menselijke vlak.Ten tweede zullen de meeste mensen (ik denk ook overal binnen de Europese Unie) het erover eens zijn dat wij een historische vergissing zouden begaan door Rusland bij de aanvang van de nieuwe eeuw buiten de deur van Europa te houden, zoals al eerder gebeurde aan het begin van deze eeuw. Juist omdat we niet opnieuw willen vervallen in de fouten van na 1917, heeft de Europese Unie zich oprecht ingezet voor een strategisch partnerschap met Rusland. Het concrete bewijs hiervan is de dialoog die we hebben opgebouwd in het kader van de Overeenkomst voor Partnerschap en Samenwerking en de tijdens de Europese Raad van Keulen aangenomen gemeenschappelijke strategie. Het behoeft geen betoog dat door de ontwikkelingen in Tsjetsjenië onze betrekkingen met Rusland onder zware druk zijn komen te staan. De Russische autoriteiten moeten begrijpen dat hun optreden van invloed is op hun aanvaarding door de internationale gemeenschap en op Rusland's geloofwaardigheid als een politieke en economische partner. Zij trachten hun handelwijze te rechtvaardigen door te verwijzen naar de binnenlandse publieke opinie. Ze trekken zich ook helemaal niets aan van de bezorgdheid aan Europese zijde over de handelsbetrekkingen, dit terwijl zij ten opzichte van de EU een overschot op de handelsbalans genieten van 10 miljard euro. Wij leven echter in democratische landen met democratische instellingen, zoals dit Parlement. Ook wij zijn gevoelig voor de kracht van de publieke opinie, die natuurlijk diep geschokt is over hetgeen zich afspeelt in Tsjetsjenië en er moeite mee heeft zich hierbij tot de rol van toeschouwer te beperken. Onze reactie tot nog toe was diplomatieke en politieke druk op de Russen uitoefenen. Wij hebben elke gelegenheid aangegrepen om onze boodschap op alle niveaus over te brengen. Ik heb deelgenomen aan de ministeriële trojka van begin oktober, die onder leiding stond van minister van Buitenlandse Zaken, Halonen. Het onderwerp beheerste de topconferentie EU/Rusland van 22 oktober en was ook het voornaamste agendapunt op de Raad Algemene Zaken van afgelopen maandag. De taal werd in elk stadium steviger en er werden steeds krachtiger voorstellen voor actie gedaan. De boodschap uit de Raad van deze week laat aan duidelijkheid niets te wensen over. De Europese Unie heeft het buitenproportioneel en algemeen gebruik van geweld in Tsjetsjenië voluit veroordeeld en de Russische regering opgeroepen zich te houden aan haar wettelijke verplichtingen op het vlak van mensenrechten. Alleen via onderhandelingen kan een oplossing worden bereikt, die gebaseerd moet zijn op een dialoog met de gekozen leiders van de noordelijke Kaukasus, met inbegrip van Tsjetsjenië. De Raad betoogde met nadruk dat het opleggen van een militaire oplossing in Tsjetsjenië een grote vergissing zou zijn. Hoe zal de situatie er uitzien over een maand, twee maanden, een jaar of twee jaar? Er bestaat klaarblijkelijk geen langetermijnstrategie aan Russische zijde om tot een duurzame vrede te komen. De Raad drong in het bijzonder aan op een rol voor de OVSE en achtte het wenselijk dat in Nazran en Ingoesjië onmiddellijk een filiaal wordt geopend van de OVSE-bijstandsgroep voor Tsjetsjenië. De Raad concludeerde dat de Top van Istanbul van komende donderdag en vrijdag onder meer benut zou kunnen worden om deze boodschap duidelijk over te brengen aan de Russische autoriteiten. Ik ben natuurlijk bereid om na Istanbul weer voor het Parlement te verschijnen, om verslag uit te brengen over de door ons overgebrachte boodschap en de reacties hierop. Steeds vaker wordt mij de vraag gesteld of de Europese Unie de druk niet zou moeten opvoeren en in plaats van krachtige taal tot meer directe actie zou moeten overgaan. Wat zou dit kunnen inhouden? Volgens sommigen het bevriezen van de financiële steun die vanuit het TACIS-programma wordt verleend. Zou hiermee - zo vraag ik me af - een einde komen aan het militaire optreden? Er zouden geen directe gevolgen zijn voor de Russische schatkist, daar de middelen worden besteed via tussenpersonen die voor het merendeel uit de Europese Unie afkomstig zijn. Wel zou het door ons zozeer gewenste proces van economische en sociale modernisering hierdoor worden ondermijnd. En de opschorting van voedselhulp? Het lopende programma is bijna beëindigd. In september was ruim 90% van de leveringen aan Rusland voltooid. De Russische autoriteiten moeten nu voor de verdeling zorgen. Onze eerste taak is nu na te gaan, of de inkomsten van het voedselprogramma ook daadwerkelijk worden gebruikt voor het uitbetalen van achterstallige pensioenen en voor andere sociale projecten. Voor de toekomst hebben we in elk geval ernstige twijfels over de noodzaak en de economische rechtvaardiging van nieuwe voedselhulpprogramma's. De recente gebeurtenissen in Tsjetsjenië leveren extra politieke argumenten om afwijzend te staan tegenover eventuele nieuwe Russische verzoeken om voedselhulp. Aan Madeleine Albright heb ik vorige week laten weten dat ik niet geloofde dat dit Parlement zijn fiat zou geven aan verdere leveranties van voedselhulp aan Rusland deze winter. Ook is er voorgesteld om IMF-steun en EBRD-leningen in te houden. Deze zaken vallen buiten de directe bevoegdheid van de Europese Unie. We kunnen ons echter afvragen of het in ons belang zou zijn een politieke reactie tegen de internationale gemeenschap te ontketenen, terwijl de Doema-verkiezingen van a.s. december voor de deur staan. De OVSE-vergadering in Istanbul biedt een kans op een opening, ook al moet ik toegeven niet erg optimistisch te zijn. De Russen hebben duidelijk gemaakt dat zij zich in hun aanpak van de crisis bovenal laten leiden door de binnenlandse publieke opinie. Aan ons de taak hen ervan te overtuigen dat deze kortzichtige benadering nimmer zal leiden tot blijvende vrede in de Kaukasus. Daarnaast moeten wij snel en ruimhartig handelen bij het verstrekken van de humanitaire steun die bij het intreden van de winter zo hard nodig is. Op beide fronten kunnen wij veel efficiënter optreden als de communicatiekanalen open blijven. Net als het Raadsvoorzitterschap en de hoge vertegenwoordiger onderhoud ik dus nauw contact met Igor Ivanov, de Russisiche minister van Buitenlandse Zaken. Vorige week ontmoetten wij elkaar in Helsinki, in de marge van de Conferentie over de Noordelijke Dimensie, en sindsdien hebben wij ook nog telefonisch contact gehad. Met betrekking tot de zorgwekkende humanitaire situatie heb ik herhaaldelijk gewezen op de noodzaak om internationale hulpverleners voldoende toegang en veiligheid te waarborgen. Als resultaat van recente onderzoeksmissies door onafhankelijke deskundigen en donoren is op dit gebied enige vooruitgang geboekt. Zo kunnen er betere ramingen worden gemaakt van de omvang van de benodigde steun. Er schijnen nu 200.000 Tsjetsjeense vluchtelingen in Ingoesjië te zijn, waarvan de meesten bij familieleden en de overigen in tenten verblijven. Intussen wachten nog grote aantallen mensen aan de grens en zijn er velen teruggekeerd naar Tsjetsjenië, hetzij naar de door Russische militairen bezette zone, hetzij naar het gebied dat nog door Tsjetsjeense strijders wordt gecontroleerd. Wij hebben het in totaal over een half miljoen mensen die in meerdere of mindere mate humanitaire bijstand behoeven. Ook dient rekening te worden gehouden met de behoeften van de lokale bevolking in Ingoesjië, die de vluchtelingen voor een belangrijk deel heeft opgevangen. Het inschatten van de behoeften is echter maar een deel van het probleem. Een ander deel is de daadwerkelijke levering van de hulp. De voortdurende veiligheidsproblemen hebben tot nu toe een remmende uitwerking gehad op de hulpverstrekking. ECHO heeft bijna een miljoen euro uitgetrokken als bijdrage aan het werk van de UNHCR. De grootschalige hulpoperatie waar dit gebied zo dringend behoefte aan heeft kan niet worden uitgevoerd "op de lange afstand" en met donoren die te zeer afhankelijk zijn van het Russische Ministerie voor Noodhulp. Wij moeten daarom druk blijven uitoefenen op de Russische autoriteiten om de toegang voor internationale donoren te vergemakkelijken en in te staan voor hun veiligheid. Tot slot wil ik nog melden dat de heer Ivanov in zijn gesprekken met mij heeft laten doorschemeren dat intensievere contacten tussen het Europees Parlement en de Doema een positief effect kunnen hebben; wellicht zou een bezoek van een representatieve groep afgevaardigden aan Moskou kunnen worden overwogen. Uiteraard zou u de situatie ter plekke zelf moeten beoordelen en uw eigen afwegingen maken. Ik weet dat onder de kundige leiding van mevrouw Krehl uw delegatie voor de betrekkingen met Rusland als een van de meest actieve geldt, maar ik zou u niettemin willen vragen de suggestie van de heer Ivanov serieus in overweging te nemen. Een constructieve relatie tussen de Russische Federatie en de Europese Unie acht de Commissie ten zeerste wenselijk. De toekomstige veiligheid en welvaart van ons continent is in ons beider belang, maar ik moet zeggen dat de huidige crisis in Tsetsjenië een zware hypotheek legt op het partnerschap dat wij hebben trachten op te bouwen. Aan de andere kant beseffen wij allen dat alleen door dit partnerschap in stand te houden wij enige kans hebben de Russen van onze boodschap te doordringen, en dat is het vreselijke dilemma waarvoor wij ons geplaatst zien. De Russen zullen moeten erkennen dat zij onze bezorgdheid niet zonder meer van de hand kunnen wijzen. Wij willen meer vriendschap en begrip maar zij moeten inzien dat dit van twee kanten moet komen. Sasi Mijnheer de Voorzitter, geachte afgevaardigden, commissaris Patten heeft al een zeer analytisch en intelligent betoog over deze kwestie gehouden. Wij kunnen ons moeiteloos bij zijn standpunten aansluiten. Wij hebben deze herfst dagelijks met groeiende zorg de voortgang van de oorlogshandelingen in Tsjetsjenië gevolgd. Het is vooral zorgwekkend dat de Russische regering in strijd met haar beloftes nog niet is begonnen met het zoeken naar politieke oplossingen voor de crisis, maar zich alleen met militaire maatregelen bezighoudt. De politieke doelstellingen van Moskou voor Tsjetsjenië op de iets langere termijn zijn nog steeds in nevelen gehuld. Ik waardeer de interesse van het Europees Parlement voor de situatie in Tsjetsjenië. In deze korte interventie zal ik u op de hoogte brengen van onze beoordeling van ten eerste de militaire en ten tweede de humanitaire situatie in Tsjetsjenië. Ten derde zal ik het hebben over de maatregelen tot nu toe en de doelstellingen voor Tsjetsjenië van de Europese Unie en de internationale gemeenschap. In militair opzicht heeft Rusland bijna de helft van het oppervlak van Tsjetsjenië onder controle en dit gaat systematisch verder. Rusland veroverde vorige week vrijdag de stad Goedermes en verovert te zijner tijd misschien ook Grozny. Het is klaarblijkelijk het doel van Rusland om heel Tsjetsjenië weer in de greep van Moskou te krijgen. Voor premier Poetin is de oorlog vooralsnog ook een binnenlands succes. De Europese Unie heeft dit najaar herhaaldelijk haar zorg geuit over het onevenredige gebruik van geweld in Tsjetsjenië. Dit geweld heeft ettelijke burgerslachtoffers geëist en zorgt voor een voortdurende toename van het aantal binnenlandse vluchtelingen. Het gebruik van geweld tegen burgers is volgens het internationaal humanitair recht verboden. Rusland heeft met zijn acties de Conventie van Genève en de verplichtingen in de aanvullende protocollen geschonden. De willekeurige bombardementen hebben vele burgerslachtoffers geëist. De Europese Unie heeft de noodzaak van een spoedige deëscalatie van het conflict onderstreept en Rusland opgeroepen onderhandelingen te beginnen over een duurzame oplossing. Het is duidelijk dat er voor een wezenlijk politiek conflict geen militaire oplossing bestaat. De Voorzitter Mijnheer de fungerend voorzitter van de Raad, ik zie mij genoodzaakt onze werkzaamheden even te onderbreken om na te gaan of het alarm dat wij horen al dan niet terecht is. (De vergadering wordt om 15.20 uur onderbroken en om 15.30 uur hervat) De Voorzitter Mijnheer Sasi, onze excuses voor dit technische incident. U kunt uw toespraak namens de Raad voortzetten. Sasi Ten tweede wil ik spreken over de humanitaire situatie in Tsjetsjenië. De Europese Unie heeft er de aandacht op gevestigd dat dringend humanitaire hulp moet worden geboden om de nood van de mensen die de oorlog ontvluchten te lenigen. De beelden van met sneeuw bedekte vluchtelingenkampen laten genadeloos zien hoe penibel de situatie van de vluchtelingen is. De slachtoffers van interne conflicten hebben op grond van het humanitair recht recht op humanitaire hulp. Rusland heeft de plicht te garanderen dat de hulp ongehinderd op de plaats van bestemming komt. De EU heeft Rusland gevraagd ervoor te zorgen dat de hulp snel en ongehinderd wordt geleverd, zodat een humanitaire catastrofe kan worden voorkomen. De Raad Algemene Zaken heeft deze week een verklaring aangenomen, waarin nog eens de aandacht wordt gevestigd op de onevenredigheid en grofheid van de oorlogshandelingen, het leed van de burgerbevolking en de noodzaak van het starten van onderhandelingen om een politiek resultaat te bereiken. In de verklaring roept de Unie Rusland op zich te houden aan de verplichtingen van het internationaal humanitair recht, gebruik te maken van de goede diensten van de OVSE en te garanderen dat de internationale humanitaire hulp op de plaats van bestemming komt. De EU herhaalde in dit verband haar standpunt over de territoriale integriteit van Rusland. De Russische leiding heeft dit najaar bij haar ontmoetingen met vertegenwoordigers van de Europese Unie en de EU-lidstaten verzekerd dat Rusland op zoek is naar een politieke oplossing. Dit deed onder andere premier Poetin op de topconferentie EU/Rusland op 22 oktober in Helsinki. Wij moeten Rusland duidelijk maken dat wij verwachten dat het zich aan zijn woord houdt en een politieke en geen militaire oplossing probeert te vinden. Rusland beweert dat zijn activiteiten zijn gericht op de strijd tegen het terrorisme. De Europese Unie heeft in haar verklaringen terrorisme in al haar vormen altijd veroordeeld. Tegelijkertijd heeft de Europese Unie echter benadrukt dat de strijd tegen het terrorisme altijd in overeenstemming met de mensenrechtencriteria moet zijn. De Europese Unie is van mening dat geweld tegen burgers onder het mom van strijd tegen terrorisme nooit goed te keuren is. Het is van wezenlijk belang dat de bestuurlijke grens tussen Ingoesjië en Tsjetsjenië open blijft, zodat de burgerbevolking die Tsjetsjenië ontvlucht een veilig heenkomen in Ingoesjië kan zoeken. De burgers moeten ongehinderd de grens over kunnen om aan de bombardementen en het geweld te ontkomen. Burgers in een conflictsituatie geen eerste levensbehoeften geven, is een schending van het internationaal humanitair recht. De Europese Unie probeert haar invloed aan te wenden om de grens open te houden en ervoor te zorgen dat iedereen die hulp nodig heeft en bescherming zoekt de grens over kan. De reizen naar het gebied door minister van Buitenlandse Zaken Halonen (30.10) en de delegaties van de VN-organisaties (3-7.11) en de OVSE (9-10.11) kunnen als geslaagd worden beschouwd. Dankzij de bezoeken aan het gebied zijn wij niet alleen op de hoogte van de situatie, maar kan ook de bezorgdheid van de internationale gemeenschap beter naar voren worden gebracht. Om te zorgen dat de internationale gemeenschap meer invloed op de situatie krijgt, zou men zich moeten inzetten voor een internationale aanwezigheid in het noorden van de Kaukasus. Deze kan het beste in het kader van de OVSE plaatsvinden. Het doel moet nu zijn, dat de van Grozny naar Moskou geëvacueerde vertegenwoordiging van de OVSE naar Nazran in Ingoesjië wordt verplaatst. Met de winter op komst moet men zich krachtig inzetten voor het creëren van regelingen die garanderen dat de internationale humanitaire hulp op de juiste plaats terechtkomt. De humanitaire situatie in de regio ziet er zeer zorgwekkend uit. Het VN-rapport bevestigt het beeld van een snel verslechterende humanitaire situatie. Tenslotte moet worden benadrukt dat het zo snel mogelijk beëindigen van de militaire acties in het eigen belang is van zowel de EU als Rusland, want een voortgang van de militaire acties heeft een negatieve invloed op de ontluikende betrekkingen tussen de EU en Rusland. Wij volgen de situatie nauwgezet en zetten de druk op Rusland voort om voor de situatie in Tsjetsjenië een duurzame en vreedzame oplossing te vinden. De volgende gelegenheid hiervoor is, zoals commissaris Patten zei, de topconferentie van de OVSE in Istanbul die morgen begint. Morillon Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de vertegenwoordiger van de Raad, mijnheer de commissaris, onze collega's en ikzelf hebben eergisteren opgelucht gereageerd op de verklaring van de Raad Buitenlandse Zaken van de Unie, waarin het buitensporig en willekeurig gebruik van geweld in Tsjetsjenië streng veroordeeld wordt. Wij hebben vanmorgen opgelucht naar de zeer vastberaden stellingname van de heer Solana geluisterd en naar zijn toezegging dat hij al vanaf vanmiddag in Istanbul zoveel mogelijk druk zal uitoefenen opdat het internationaal recht en de mensenrechten gerespecteerd worden in Tsjetsjenië. Mijnheer Patten, wij waren ook opgelucht toen u zopas zei dat u straks met de heer Solana in het veld zult samenwerken. De meeste leden van dit Parlement veroordelen de door het Russische leger gebruikte methodes, dat alle mogelijke weerstand op zijn weg vernietigt en geen rekening houdt met mogelijke slachtoffers onder de burgerbevolking. De meesten van ons betreuren net als de meerderheid van de Europese publieke opinie het schokkende contrast tussen de door de bombardementen aangerichte schade en de aanhoudende stilte van de regeringen van de Europese Unie. Ik kan dit bevestigen, want ik zat gisteren de bijeenkomst van alle fracties van dit Parlement voor toen een gezamenlijke ontwerpresolutie werd opgesteld. In tegenstelling tot een aantal andere resoluties is dit geen compromistekst en is het zeker geen compromis tussen uiteenlopende standpunten, maar een synthese van de voorstellen van alle politieke families. Wij willen aldus een gezamenlijke bijdrage leveren aan een politieke oplossing voor het gruwelijke drama dat zich momenteel in Tsjetsjenië afspeelt. In deze resolutie, die morgen ongetwijfeld op de massale steun van onze collega's zal kunnen rekenen, veroordelen wij net als de Raad het Russische optreden en vragen wij met aandrang dat onverwijld onderhandelingen begonnen worden met de gekozen vertegenwoordigers van de Tsjetsjeense bevolking. Wij vragen tezamen met u dat onmiddellijk de nodige humanitaire hulp geboden wordt aan de honderdduizenden ontheemden die op de vlucht geslagen zijn voor de gevechten. Mijnheer Patten, wij vragen echter ook dat in de eerste plaats overwogen wordt de economische steun aan Rusland op te schorten als het land niet bereid is tot onderhandelingen en als het zijn aanvallen tegen de burgerbevolking voortzet. Ik begrijp heel goed dat u en de heer Solana de Russen moeten trachten te overreden, en wij hopen van ganser harte dat u hierin slaagt. Wij stellen tevens voor dat een conferentie gehouden wordt en dat het Parlement bij deze conferentie betrokken wordt, en wij zullen ons - daar ben ik van overtuigd - achter dit voorstel scharen. Schöri Mijnheer de Voorzitter, ik ben blij met het door de heer Patten en de heer Sasi ingenomen standpunt, waarbij ik tevens de heren Morillon, Cohn-Bendit en anderen wil prijzen vanwege de sterke tekst die wij gisteren hebben opgesteld. Het is van belang te benadrukken wat wij in de ontwerpresolutie zeggen, namelijk dat wij blijven hechten aan een versterking van het partnerschap met Rusland, omdat wij beseffen dat er geen stabiel en vreedzaam Europa denkbaar is zonder een stabiel en democratisch Rusland. Ook wijzen wij met klem op de territoriale integriteit van de Russische Federatie. Maar op grond van ditzelfde strategische partnerschap zijn wij formeel gerechtigd - nog afgezien van onze menselijke reacties - ons vragen te stellen bij hetgeen er momenteel gebeurt. De TACIS-overeenkomst vermeldt uitdrukkelijk dat bijstand verleend wordt op grond van een aantal gedeelde economische en politieke waarden en praktijken. Daarom hebben wij TACIS hier ook ter sprake gebracht, met als achtergrond het feit dat de Russische Doema de heer Poetin enkele weken geleden een extra bedrag van 1 miljard dollar toekende voor de oorlog in Tsjetsjenië. Om die reden eisen wij dan ook de hoogste graad van transparantie van de zijde van financiële instellingen of donoren die steun verlenen aan Rusland. Ook roepen wij Raad en Commissie op om alle nieuwe contracten in het kader van TACIS te bevriezen, met uitzondering van de kredieten voor democratie. Dit is een waarschuwing. De kwestie Tsjetsjenië wekt niet slechts onze bezorgdheid, maar onze woede, onze afschuw. Ook wij willen onze stem laten horen om uiting te geven aan onze diepe bezorgdheid en de invloed gebruiken die wij als Parlement kunnen uitoefenen, en dat is onder meer via het TACIS-programma. Väyrynen Mijnheer de Voorzitter, het standpunt over Tsjetsjenië van de fracties van het Europees Parlement is naar mijn mening goed geformuleerd. Het duidelijke uitgangspunt van de resolutie is het respecteren van de territoriale integriteit van Rusland. De Russische regering wordt ook gesteund door het feit dat wij terrorisme in al zijn vormen veroordelen. Aan de andere kant veroordelen wij ook het buitensporige gebruik van geweld en eisen wij dat er voor de kwestie-Tsjetsjenië politieke oplossingen worden gezocht. Bovendien onderstrepen wij dat de burgerbevolking moet worden beschermd en dat er goed voor de vluchtelingen moet worden gezorgd. Ons standpunt is in overeenstemming met eerder door ons aangenomen verklaringen en ook met het beleid van de westerse regeringen. Aan de andere kant is het gekozen beleid van het Parlement klaarblijkelijk in strijd met de algemene mening van de burgers van de lidstaten. De last voor het Tsjetsjenië-beleid van het Europees Parlement is dat de westerse landen zelf zodanig hebben gehandeld dat ze de morele autoriteit zijn kwijtgeraakt om duidelijk de fouten de veroordelen waaraan Rusland zich momenteel schuldig maakt. Dit blijkt onder andere uit een onlangs door de Herald Tribune gepubliceerd artikel van premier Poetin, waarin hij de acties van zijn eigen regering verdedigt door te wijzen op het voorbeeld dat de westerse landen hebben gegeven. De specifieke last van de westerse landen is de oorlog die tegen Joegoslavië is gevoerd. Er werd met bombarderen begonnen zonder het doel en de gevolgen ervan voldoende te hebben overwogen. In Kosovo was een vrijheidsoorlog aan de gang waar ook geweld tegen de burgerbevolking gepleegd werd. Met hun bombardementen hebben de westerse landen zich in deze oorlog gemengd, en zich aan de zijde van de ene partij geschaard, tegen de andere partij in, terwijl zij de doelstellingen van de partij voor wie zij zich in de oorlog stortten, in feite niet goedkeurden. Aangezien men in de oorlog geen grondtroepen wilde of kon inzetten, leidden de bombardementen ertoe dat de humanitaire en politieke crisis een humanitaire en politieke catastrofe werd. Als het westerse beleid consequent zou zijn, zou het Westen nu moeten overwegen Tsjetsjenië zelfs met militaire middelen te verdedigen, maar daar is geen denken aan. Nu is men van mening dat Rusland het recht heeft met zeer harde hand de eenheid van zijn eigen land te verdedigen. Aan de andere kant wijst Rusland er nu op dat het het recht heeft militaire middelen te gebruiken om een voor zichzelf belangrijk politiek doel te bereiken, net als de westerse landen in Joegoslavië dat deden. Ondanks haar eigen morele last moet de Europese Unie al het mogelijke doen de crisis in Tsjetsjenië op te lossen volgens de richtsnoeren die de afgevaardigden van de Raad en de Commissie hier uiteen hebben gezet. Als wij voor de Unie een gemeenschappelijk veiligheids- en defensiebeleid ontwikkelen moet dit een duurzame morele basis hebben. Alleen op die manier hebben wij de autoriteit om ook van anderen te eisen dat zij volgens deze beginselen handelen. Cohn-Bendit Mijnheer de Voorzitter, de Russische tanks vernietigen momenteel een volk zoals ze dat ook al gedaan en geprobeerd hebben met het Hongaarse volk in 1956, het Duitse volk in 1963, tijdens de Praagse lente in 1968, om van al die andere voorbeelden verder maar te zwijgen. Laten we ophouden met deze hypocrisie en deze dubbelzinnigheden. Het beleid dat Rusland in Tsjetsjenië voert is klassiek: het is gebaseerd op het stalinistische beleid dat al deze volkeren dwong te verhuizen naar gebieden voorbij de Oeral, waaruit zij nog maar sinds 20 of 30 jaar kunnen terugkeren. Wanneer wij zeggen dat wij Rusland niet willen uitsluiten uit Europa, is dat ook zo. Wanneer de Russen evenwel zeggen dat dit een intern probleem is, moeten wij hun antwoorden dat wij slechts één wereld en een aantal gemeenschappelijke waarden kennen. Juist in naam van deze waarden stellen wij dat wij tegenover de Russische wreedheden het recht hebben om ons politiek en humanitair in te mengen. Er zijn inderdaad een aantal aanslagen gepleegd. Wie heeft echter deze aanslagen in Moskou gepleegd? Weten wij dat? De Russische geschiedenis leert ons dat Katyn het werk van de Duitsers was, tot ontdekt werd dat het eigenlijk het werk van de Russen was. Ik weet niet wie de afschuwelijke misdaden in Rusland gepleegd heeft. Ik weet echter wel dat de Tsjetsjeense vrouwen en kinderen die nu afgeslacht worden, zeker geen terreurdaden begaan hebben. Wanneer wij Europeanen zeggen dat "wij de hulp aan Rusland bevriezen" hebben wij niet de bedoeling Rusland uit te sluiten, maar het in onze gemeenschappelijke waarden te laten delen. We moeten niet zwichten voor het chantagemiddel dat "het alleen maar erger zal worden als wij Jeltsin of Poetin niet helpen". Wat kan er immers erger zijn dan de vernietiging van Grozny en de vernietiging van Tsjetsjenië? Kan de heer Lebed of welke andere gek dan ook nog ergere dingen doen? Ik verzoek de Raad en de Commissie dan ook oprecht te zijn en de Russen te zeggen dat, als zij hun beleid niet veranderen, wij ons steunbeleid zullen wijzigen. Wij zullen natuurlijk voedselhulp aan de Russische bevolking bieden, maar wij zullen niet langer een regering helpen die op de vroegere Russische regeringen lijkt. Overigens lijkt de heer Poetin op alle voormalige leden en leiders van de KGB. Ik wil dit hier tegen de heer Armatov zeggen, de Tsjetsjeense minister van Buitenlandse Zaken, die mijns inziens een idee zal hebben van wat democratie in Europa betekent wanneer hij naar ons luistert. Markov Mijnheer de Voorzitter, ik ben ten zeerste verontrust over de steeds sterker wordende neiging in de wereld om conflicten met militaire middelen op te lossen. Rusland is wat dat betreft - en dat is voor Europees links bijzonder pijnlijk - geen uitzondering. Rusland handelt naar eigen opvatting niet anders dan de NAVO in Joegoslavië. Als u dus vanmorgen hebt geapplaudisseerd voor de heer Solana en nu applaudisseert voor de redevoering van de heer Cohn-Bendit, maakt u zich mijns inziens schuldig aan opportunisme van het ergste soort. Dat moet ook eens worden gezegd! Deze tendens omdraaien, weggaan van het militaire en de richting inslaan van conflictpreventie en vreedzame geschillenoplossing: dat is de grote uitdaging voor dit Parlement. Wij hebben consequent de oorlog in Tsjetsjenië veroordeeld en wij hebben tevens ons besluit tot uitbreiding van de samenwerking met Rusland voorlopig uitgesteld. Datzelfde verwachten wij ook van de Raad. De verklaring van de Raad van gisteren is een goed teken, maar komt te laat. Laten wij hopen dat de Raad niet evenveel tijd nodig heeft voor overname van ons voorstel ter bevriezing van de uitbreiding van de betrekkingen en de TACIS-programma's met Rusland, zolang de wapens niet tot zwijgen zijn gebracht. Vluchtelingentreinen en woongebieden beschieten, grenzen sluiten en internationale hulporganisaties belemmeren bij het verlenen van humanitaire hulp zijn dingen die niet alleen in strijd zijn met de Conventie van Genève betreffende de bescherming van burgerbevolking in oorlogsgebieden, maar is ook gewoonweg onmenselijk en absoluut onaanvaardbaar. Het is voor mij absoluut noodzakelijk, en zelfs vanzelfsprekend, dat de Europese Unie haar humanitaire hulp aan de mensen in dit gebied versterkt, maar wij mogen Rusland niet van zijn verantwoordelijkheid ontslaan om zelf de vluchtelingen en de mensen in het crisisgebied te beschermen en te verzorgen. Datzelfde geldt ook voor de wederopbouw van het land. Muscardini Mijnheer de Voorzitter, pratend over Tsjetsjenië gaan onze gedachten terug naar Kosovo en vragen wij ons af hoe het nu zit met die fameuze plicht tot inmenging. Dit principe, dat helaas even vaag als nobel is, wordt immers al te willekeurig gehanteerd, wat dikwijls terug te voeren is op specifieke politieke of economische belangen. Tot dusverre is dit beginsel van inmenging een faliekante mislukking gebleken, want Milosevic zit nog steeds stevig in het zadel in een land dat minstens dertig jaar is teruggezet wat zijn geschiedenis en economie betreft. Terwijl het grootste deel van de Albanese bevolking naar haar woongebied is teruggekeerd, leeft 10% van de Kosovaarse Serviërs en alle zigeunerbevolkingen in gedwongen ballingschap. In Tsjetsjenië is de situatie nog ernstiger. Twee maanden geleden is het Russische leger het Tsjetsjeens grondgebied binnengedrongen, terwijl dat gebied drie jaar geleden al economisch en menselijk in totale ontreddering was achtergelaten, met een balans van meer dan honderdduizend doden. Vandaag is er sprake van bombardementen op de burgerbevolking die meer dan drieduizend doden en tweehonderdduizend vluchtelingen hebben veroorzaakt. Dit alles terwijl de zogenaamd "deugdzame" internationale gemeenschap de Russische interventie vergoelijkt met het excuus dat het terrorisme bestreden moet worden, en het Internationaal Monetair Fonds het bewind van Jeltsin financiert zonder uitzicht op terugbetaling, ondanks de miljarden dollars die de Russische autoriteiten reeds achterovergedrukt hebben. Het is waar dat Tsjetsjenië deel uitmaakt van de Russische Federatie, maar de Russische troepen hebben niet het recht mannen, vrouwen en kinderen legaal te vermoorden. Als de internationale gemeenschap, onze Unie, zich werkelijk bekommert om de bescherming van de mensenrechten, dan mag zij niet zomaar aan de zijlijn toe blijven kijken. De regio wordt geteisterd door een oorlog en ondertussen verhoogt de Europese Unie haar humanitaire hulp en de financiering van het TRASECA-project, dat de Zwarte Zee met Centraal-Azië moet verbinden. In de Tsjetsjeense crisis speelt de energievoorziening - gas en aardolie - een grote rol. De Amerikaanse maatschappijen hebben hun oog laten vallen op de aardolie van de Kaspische Zee als alternatief voor de olie uit de Perzische Golf. Zij hebben ervoor gezorgd dat het Amerikaanse Ministerie van Buitenlandse Zaken een strategische kaart heeft gemaakt met mogelijke routes: de belangrijkste route is kennelijk die welke de Kaspische Zee met de Turkse haven Ceyhan verbindt, waarvan de as van Baku naar de Russische haven Novorossijsk deel uitmaakt. Niet voor niets is het Russische leger in 1994 in actie gekomen: getoond moest worden dat Rusland de operationele pijpleidingen die de uitvoer van de olie van de Kaspische Zee mogelijk maakten, controleerde en er geen risico dreigde dat het door de Amerikanen volledig buiten spel zou worden gezet. De Unie moet slechts één doel nastreven: meewerken aan het herstel van de vrede en een nieuw statuut voor Tsjetsjenië vinden, zoals vermeld wordt in het akkoord dat Rusland en Tsjetsjenië op 31 augustus 1996 hebben ondertekend. Tevens moet eraan herinnerd worden dat, als dit Europa op de bres wil staan voor de mensenrechten, het geen rugdekking kan blijven geven aan een land als Rusland dat denkt dat spierballen en het leger het enige middel zijn om politiek te bedrijven. Belder Mijnheer de Voorzitter, waarom herhaalt president Jeltsin wat hij zelf eens de grootste blunder in zijn politieke carrière van 1994/1996 noemde: een grootscheeps militair ingrijpen in Tsjetsjenië? En waarom provoceert het Russische militaire apparaat de Transkaukasische republieken Georgië en Azerbeidzjan door wilde beschuldigingen over samenwerking met Tsjetsjeense "separatisten en terroristen"? Beide operaties zijn sowieso desastreuze manoeuvres, evengoed voor de Russische Federatie als voor de Kaukasus. Onder de legitiem ogende rechtvaardiging van "bestrijding van terrorisme en gewelddadig separatisme" terroriseert het Kremlin vandaag zelf de Tsjetsjeense burgerbevolking en stimuleert uitgerekend de terroristische, fundamentalistische elementen onder haar. De Russische strafexpeditie in Tsjetsjenië is waarschijnlijk in hoge mate terug te voeren op andere interne politieke en militaire motieven dan de uitdelging van "Tsjetsjeense wahabietische koppensnellers". Voor de frauduleuze 'familie' van president Jeltsin is zij een ware uitkomst als afleidingsmanoeuvre. En passant mag de diep gekrenkte Russische legerleiding bloedig revanche nemen voor de smadelijke nederlaag tegen de Tsjetsjeense vrijheidsstrijders van luttele jaren geleden. Bovendien biedt het gruwelijke krijgsgebeuren in de Kaukasus de doorsnee Russische politicus dé kans de populaire nationale trom te slaan, precies in de aanloop naar de Doema-verkiezingen. Het gestook van Moskou in de Kaukasus vloeit stellig voort uit de concurrentiestrijd met het Westen om de energieschatten van het Kaspische bekken én signaleert een herleving van de imperiale idee. Zo bekeken is de Tsjetsjeense tragedie slechts de opmaat naar een grotere, regionale crisis. Heeft Moskou nú soms even weinig te duchten van het Westen, inclusief de Europese Unie, als bij die eerste, mensonterende krachtmeting met Grozny? Blokkeer bijvoorbeeld alle kredieten aan Rusland! Kronberger Mijnheer de Voorzitter, zoals enkele sprekers voor mij reeds zeiden, is de laatste weken gebleken dat de echte dimensie van hetgeen in de Kaukasus gebeurt, zich niet beperkt tot de Kaukasus zelf, maar heel het gebied van de Kaspische zee omvat. In de huidige oorlogsfase in en om Tsjetsjenië moet men natuurlijk in eerste instantie de schade zoveel mogelijk beperken - dat is het allerbelangrijkste - en de bevolking zo spoedig mogelijk te hulp schieten. Zolang echter de werkelijke belangen in de Kaukasus niet openlijk worden genoemd en uit de doeken worden gedaan, zal geen enkele oplossing echt doelmatig kunnen zijn. Een ieder verklaart de oorzaken van deze oorlog met de argumenten die hem het beste uitkomen. Men geeft niet openlijk toe dat dit gebied een van de grootste voorraadplaatsen van grondstoffen in de wereld is en dat veel multinationale belangen op dit gebied zijn toegespitst. Zolang deze hebzucht, deze drang naar bezit, naar de natuurlijke hulpbronnen van dit gebied niet wordt overwonnen - en dat geldt ook voor Europa en veel andere landen - zullen de conflicten daar nooit tot rust komen. Wij moeten, ook met het oog op de lange termijn, nadenken over een allesomvattende oplossing van deze conflicten. Posselt Mijnheer de Voorzitter, ik ben het niet eens met de heer Väyrynen wanneer hij zegt dit Parlement niet genoeg geloofwaardigheid bezit. Reeds twee maanden geleden hebben wij, als enige internationale instantie, een duidelijke houding aangenomen, ook al gold die toen niet voor iedereen hier. Ik ben blij dat nu echter wel iedereen met ons aan boord is en nu ook de Raad en de Commissie het duidelijke standpunt zullen verdedigen dat wij hier twee maand geleden met krappe meerderheid hebben ingenomen. Wij zijn echter inmiddels, dames en heren, veel verder gekomen. Wij hebben immers kunnen vaststellen dat waarschuwende woorden aan het adres van de Russische kant niet voldoende zijn en dat er integendeel conclusies moeten worden getrokken. Wij moeten ophouden geld te stoppen in deze oorlog, in deze bloedige, koloniale oorlog om aardolie, in deze bijzonder bloeddorstige manier van verkiezingscampagne voeren. Dat betekent, mijnheer de commissaris, dat wij het mes moeten zetten in de financiële steun, onder andere in de TACIS-middelen. Bovendien moeten wij deze partner duidelijk zeggen dat voor ons een partner die moordenaar wordt, geen partner meer is. Dit moet ook tussen landen iets vanzelfsprekends zijn. Ik wil ook een aantal sprookjes de wereld uithelpen. Men maakt nooit gewag van de democratisch gekozen regering van Tsjetsjenië. Dat is ook geen interne aangelegenheid van Rusland. Deze regering werd gekozen onder toezicht van de OVSE, op grond van een met bemiddeling van de OVSE tot stand gekomen wapenstilstand. Wij moeten deze regering vastberaden steunen in haar verzet tegen deze schending van het wapenstilstandsakkoord door Moskou. Moskou schendt het internationaal recht. Dit komt omdat Moskou, om een gewillige partner te hebben, het KGB-marionettenparlement dat daar voor het akkoord bestond, opnieuw het heft in handen heeft gegeven. Wij moeten ook een einde maken aan het sprookje dat dit een reactie is op terrorisme. De heer Cohn-Bendit heeft gelijk: wij weten niet wie de door ons veroordeelde bomaanslagen in Moskou heeft gepleegd. Er zijn talrijke aanwijzingen voor enscenering. Wij moeten onomwonden zeggen dat als men bommen gooit op burgers, men geen terroristen bestrijdt, maar produceert. Daardoor veroorzaakt men immers trauma's voor hele generaties die nog lang te lijden zullen hebben onder de naweeën van deze brute vorm van kolonialisme. Daarom hebben wij een duidelijk en energiek beleid nodig en geen alibiverklaringen, zoals in de afgelopen maanden het geval was. Dat geldt ook voor onze regeringen. Ik nodig de Raad en de Commissie dan ook dringend uit, ook morgen op de OVSE-top dezelfde duidelijke taal te spreken als het Europees Parlement heeft gedaan in zijn resolutie. Krehl Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, ik had de afgelopen dagen gelegenheid om zowel met de Russische kant, met de heer Rischkow van de Doema, als met de heer Achmadov van Tsjetsjeense zijde te spreken. Het beeld dat men te zien krijgt, is verschrikkelijk gecompliceerd. De Russen willen deze militaire interventie met alle macht succesvol beëindigen. Het kan hun niet schelen hoeveel die kost. Zij ontkennen dat er slachtoffers zijn onder de burgerbevolking. Zij ontkennen dat de inmiddels meer dan 300.000 Tsjetsjeense vluchtelingen in een penibele situatie verkeren. Russische politici gebruiken het conflict in Tsjetsjenië steeds meer als een instrument in de verkiezingscampagne, en niet zonder succes: 95% van de Russische bevolking steunt de oorlog van de Russen tegen Tsjetsjenië. Het is echter een feit dat Rusland eigenlijk heel het Tsjetsjeense volk als terroristen bestempelt en dat kunnen en mogen wij als Europees Parlement niet accepteren. Daarom vragen wij om een politieke dialoog. Wij eisen een politieke oplossing en zijn het ermee eens dat daarvoor de ons ter beschikking staande pressiemiddelen moeten worden gebruikt. Dat betekent onder andere ook het blokkeren van nieuwe TACIS-projecten of het weigeren van levensmiddelenhulp aan Rusland. Humanitaire hulp prima, democratiseringsprojecten prima, maar meer niet, ook indien wij weten dat de Europese Unie dan grote problemen tegemoet gaat in de besprekingen en onderhandelingen over het niet-nakomen door Rusland van de handelsovereenkomst, respectievelijk de staalovereenkomst. Terrorisme kan en mag men niet bestrijden met militair geweld tegen een hele bevolking. Ik wilde in dit verband echter ook een heel ander vraagstuk aanstippen. Het Europees Parlement heeft in al zijn resoluties telkens weer duidelijk gemaakt dat Tsjetsjenië deel uitmaakt van de Russische Federatie. Ik begrijp derhalve niet goed hoe een benoemde minister van Buitenlandse Zaken van Tsjetsjenië - die volgens het volkenrecht eigenlijk niet zou mogen bestaan - officiële besprekingen kan voeren met de Voorzitter van het Europees Parlement. Die zaak ligt voor mij heel moeilijk. Informatieve besprekingen met de fracties zijn prima - ik was ook heel dankbaar dat ik met de heer Achmadow kon spreken - maar dergelijke officiële ontmoetingen zijn tot nu toe in dit Parlement niet eerder voorgekomen. Dit is een heel ongebruikelijke manier van doen. Papayannakis Mijnheer de Voorzitter, de Russische regering treedt met haar afschuwelijke beleid in Tsjetsjenië in de voetsporen van de regeringen van de Verenigde Staten en de lidstaten van de Europese Unie en volgt hun voorbeeld van enkele maanden geleden. Omdat de Russische regering niet genoeg geduld heeft om te zoeken naar een politieke oplossing voor de problemen die zich na de val van de muur voordoen, neemt zij haar toevlucht tot buitensporig geweld en bombardeert onverdroten en straffeloos weerloze burgers. Precies wat de anderen ook hebben gedaan! De kritiek van die anderen is dan ook allesbehalve overtuigend en klinkt nog minder overtuigend als hier in deze zaal wordt gezegd dat de rechten van de minderheden in Kosovo niet kunnen worden verzekerd, dat de integriteit van Joegoslavië niet kan worden gegarandeerd. Hoe kunt u dan Rusland overtuigen van uw garantie van haar integriteit? Hoe kunt u dan Rusland overtuigen van de noodzaak de rechten te eerbiedigen? Dat is een lachertje, dat is hopeloze schijnheiligheid. Overtuigen kunnen alleen degenen die zich inzetten voor niet alleen de rechten van de achtervolgde Tsjetsjeniërs - die verschrikkelijk leed te verduren hebben - maar ook de rechten en de integriteit van èn Joegoslavië, èn Rusland. Zij alleen overtuigen, niemand anders! Dupuis Mijnheer de Voorzitter, ik ben het volledig met de woorden van de heren Morillon, Cohn-Bendit, Posselt en Schori eens en ik wil hier slechts twee opmerkingen aan toevoegen. Wij moeten bedenken dat de toenmalige Sovjet-Unie de dekolonisatieprocessen aanwakkerde, zelfs wanneer het niet altijd vanzelf sprak dat de betrokken bevolkingsgroepen dat ook wensten. Dit is nu het enige rijk dat het dekolonisatieproces in eigen land zoveel mogelijk afgeremd heeft. Uit historisch oogpunt lijdt het geen twijfel dat het Russische rijk een groot deel van de Kaukasus gekoloniseerd heeft, met andere woorden de niet-Russische bevolkingsgroepen. Dat is één ding. Ik zeg dit als federalist en ik ben zeker geen voorstander van de toename van het aantal nationale staten. Ten tweede, en ik wend mij meer in het bijzonder tot de heer Patten en de Raad, moet de Europese Unie dringend een beleid voor de Kaukasus, de regio waarvan Tsjetsjenië deel uitmaakt, opstellen. De Unie moet dringend een beleid voeren dat de stabiliteit verzekert, niet alleen in Tsjetsjenië zelf, maar ook in Georgië, Azerbeidzjan en Armenië. Wij zijn ons bewust van de problemen die er in het bijzonder in Armenië zijn; er moet bijgevolg dringend een echt Europees beleid voor deze regio ontwikkeld worden. Oostlander Mijnheer de Voorzitter, de Russische regering zal geneigd zijn om overeenkomsten te zien tussen ons optreden tegen Servië ten bate van de beëindiging van de etnische zuiveringen in Kosovo en hun optreden tegenover de Tsjechische criminaliteit. Een eigenaardige spreekbuis hiervan vinden wij in de uiterst linkse zijde van dit Parlement. Ik denk dat het nogal ver gaat om deze vergelijking te trekken, maar het is nuttig om de verschillen nog eens een keer extra te zien. Bij ons optreden en dat van de NAVO in Kosovo en in Servië ging het om buitengewoon selectieve toepassing van zo weinig mogelijk geweld waarbij de burgerbevolking zoveel mogelijk werd ontzien. Dat is het levensgrote verschil met het optreden van Rusland op dit ogenblik in Tsjetsjenië. Het is goed dat de uiterst linkse zijde ons nog eens op dat verschil attendeert, hoewel ze dat zo niet hebben bedoeld. Bovendien tellen mensenlevens kennelijk niet en om vluchtelingen maalt men niet. Men laat lange colonnes met vluchtelingen voor de grens staan en men laat in feite niet toe dat internationale hulporganisaties daar ter plekke ook echt goed hulp kunnen bieden. Ook dat is een duidelijk verschil en het is goed, nogmaals, dat de uiterst linkse zijde ons met onze neus heeft gedrukt op de grote verschillen die er zijn tussen het Russische optreden ten opzichte van Tsjetsjenië en het NAVO-optreden in Kosovo. Mijnheer de Voorzitter, ik denk dat het een belangrijke zaak is dat duidelijke maatregelen worden genomen en signalen worden gegeven in de richting van de Russische bevolking. Want we hebben de delegatie van het Russische parlement hier ontvangen en we hebben geconstateerd dat er in feite een communis opinio is tussen de Russische vertegenwoordigers daar, en die waren niet van een eenzijdige partij. Dat was opvallend voor ons. Wij zullen dus een signaal moeten afgeven dat duidelijk en hoorbaar is opdat de Russische bevolking gaat aarzelen over datgene wat er gebeurt en wat hun regering in feite op het ogenblik doet. We zullen wel een aantal Russische krachten moeten hebben om aan deze Russische misdaden ook weer een einde te maken. Daarom denk ik, in navolging van wat de heer Patten tijdens zijn hoorzitting zei, dat het slecht handel drijven is met staten die de mensenrechten massaal schenden - hij had het toen over China op een vraag van ons - en dat het in feite ook goed is om financieel-economische maatregelen niet te vergeten als het gaat over het geven van een duidelijk signaal. Mogelijkerwijs kunnen we op onze vrienden van de Raad van Europa ook nog een beroep doen om een schorsing te overwegen. Mijnheer de Voorzitter, ik denk dat wij als Parlement een zeer duidelijke houding moeten aannemen en onze steun moeten uitspreken voor de Tsjetsjeense bevolking en uit dien hoofde vind ik het belangrijk dat de Voorzitter van het Europees Parlement de Tsjetsjeense minister van Buitenlandse Zaken even ontmoet om onze houding toe te lichten. Sakellariou Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, ik hoef niet te herhalen wat de Commissie en de Raad reeds zeiden over de situatie in Tsjetsjenië. Ik wil slechts enkele feiten noemen die onze gezamenlijke resolutie over Tsjetsjenië motiveren: het lijden van de burgerbevolking, de honderden doden, de 200.000 vluchtelingen en hun benarde situatie gezien het invallen van de winter, de buitensporige reactie van de Russische regering en het willekeurig bombarderen van de burgerbevolking. Ik heb de indruk dat hier geen legitieme strijd tegen terroristische acties wordt gevoerd, maar een politieke machtsstrijd ten koste van de bevolking. Daarom moet dit Parlement heel duidelijk zeggen wat het wil en wat het niet wil. Ik vat samen. Ten eerste betwisten wij allerminst het recht van de Russische regering om het brute terrorisme in Dagestan te bestrijden. Ten tweede willen wij de territoriale integriteit van de Russische Federatie geenszins in twijfel trekken. Ten derde kunnen wij echter niet toekijken hoe vliegtuigen burgers bombarderen. Ik veroordeel deze bombardementen, evenals ik maanden geleden de bombardementen op Novi Sad, Belgrado en Nis heb veroordeeld die als collateral damages werden betiteld. Lehne Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, hetgeen wij hier in de tweede oorlog in Tsjetsjenië meemaken, is tragisch om twee redenen: ten eerste is het Tsjetsjeense volk het slachtoffer hiervan en ten tweede kan men met de huidige Russische politiek in de Kaukasus geen oplossing verwachten van de problemen, maar enkel een verergering. De destabilisering in deze regio zal ook op lange termijn veel gevolgen hebben. Ik heb gehoord dat Russische vliegtuigen een dorp in Georgië hebben gebombardeerd. Er bestaat dus inderdaad het gevaar dat dit conflict geen Russisch conflict blijft, maar zich tot over de grenzen van Rusland uitbreidt. Dan wordt het meteen ook een probleem - en een extra argument - waar de wereldgemeenschap en natuurlijk ook de Europese Unie gevoelig voor moeten zijn. Dit Parlement heeft zich sedert de zomer in de plenaire vergaderingen zeer intensief - en terecht - met het probleem van de tweede Tsjetsjeense oorlog beziggehouden en bezig moeten houden. Wij hebben toen een duidelijk standpunt ingenomen. Ook de onderhavige, door alle fracties gesteunde resolutie laat aan duidelijkheid niets te wensen over. Zo moet het ook en zo is het juist! Ik ben het echter ook eens met commissaris Patten: wij mogen de communicatie met de Russen absoluut niet verbreken. Als wij willen overtuigen, als wij invloed willen uitoefenen, kan dat alleen via intensivering van de gesprekken met onze Russische partners. Zoals collega Oostlander zojuist al zei, hebben wij hier de afgelopen week bezoek gehad van een delegatie van het Russische parlement. Ik kan u wel zeggen dat - en dit is ook het grote probleem met deze tweede Tsjetsjeense oorlog - in tegenstelling tot de eerste Tsjetsjeense oorlog de Russische partijen in de Doema het bijna volledig met elkaar eens zijn en de politiek van de regering-Poetin helaas steunen. Daaruit blijkt overduidelijk hoe noodzakelijk de dialoog is en wat wij moeten doen. Hier werd het idee geopperd om eventueel met een ad hoc delegatie het contact met het Russische parlement te verbeteren. Dat is mijns inziens een goed idee. Nu de Russen ons hebben uitgenodigd om als waarnemers te fungeren bij de Doema-verkiezingen, moeten wij mijns inziens serieus nadenken over aanvaarding van deze uitnodiging. Ook dit zou een bijdrage kunnen zijn aan de dialoog, aan de ontwikkeling van meer democratie en misschien ook wel aan een betere politiek in Rusland. Paasilinna Mijnheer de Voorzitter, de situatie van de vluchtelingen is onhoudbaar en is geen interne Russische aangelegenheid. Rusland ontketent een grote humanitaire ramp in zijn strijd tegen soldaten en terroristen die in strijd met de humanistische beginselen hebben gehandeld. Toch moeten we ook beseffen - daar is hier niet echt over gesproken - dat men bezig was tussen de Kaspische en de Zwarte Zee een aparte moslimstaat te creëren. Dat is al een groter probleem en dit mogen wij ook niet vergeten. Het zou zeer dom zijn Rusland net voor de verkiezingen te isoleren, omdat wij de democratische krachten in Rusland juist willen steunen. De vorige keer dat wij het land hebben geïsoleerd leidde dat tot stalinisme en dictatuur. Ik steun de gedachte dat wij in december in verband met de verkiezingen naar Moskou gaan, zoals ik heb voorgesteld, en wij Rusland dwingen tot een vredesconferentie voor de hele Kaukasus waarop ook andere problemen dan dit deelprobleem worden opgelost. In de Kaukasus vinden op het grondgebied van een half dozijn staten militaire activiteiten plaats en er is een duidelijke dreiging dat dit zich uitbreidt. Volcic Mijnheer de Voorzitter, ik vraag me af of deze documenten in moreel opzicht wel juist zijn, temeer daar ze nogal zinloos overkomen. De documenten over de Kaukasus en Tsjetsjenië bevatten dezelfde elementen die reeds in het document van de Raad van Europa stonden dat twee weken geleden gepubliceerd is. Het ziet er dus eerder naar uit dat wij bezig zijn met een verplichte retorische exercitie, waar de gebruikelijke goede beginselen en gelukwensen uit voortvloeien. De Europese Unie wijst erop hoe bezorgd zij is, zij heft een waarschuwende vinger, zij vraagt een dialoog waarvan bij voorbaat al vaststaat dat die onmogelijk is, en zij veroordeelt uiteindelijk maar één ding, en dit is dan ook het eerste element dat ik ter sprake wil brengen: het buitensporig en willekeurig gebruik van geweld in Tsjetsjenië. Daaruit valt dus te concluderen dat een beetje oorlog wel mag, als het maar niet te ver gaat. Maar wie kan mij hier uitleggen wat een oorlog is die een beetje te ver gaat? Het tweede element dat ik naar voren wilde brengen is het volgende: de strategie van bombardementen naar het voorbeeld van de NAVO zou het antwoord moeten vormen op de aanslagen die in verschillende Russische steden zijn gepleegd. Maar bestaan er bewijzen, gegronde vermoedens dat die aanslagen door de Tsjetsjenen zijn gepleegd? Waar is dat serieuze onderzoek dat dit zou bevestigen? Kan men redelijkerwijs duizenden doden en 200.000 vluchtelingen veroorzaken alleen maar omdat er vermoedens over de schuldvraag bestaan? De Europese Unie vraagt om een oplossing via onderhandelingen: diegenen die nog geloven in een mogelijkheid tot onderhandelingen zijn wat mij betreft geluksvogels. Terwijl de Unie zich dus in deze overtuiging koestert, maken de Russen in de Kaukasus een onderscheid tussen de boeven - dat zijn degenen die onafhankelijkheid eisen en eventueel ook het etiket "islamitisch" opgeplakt krijgen - en de aardigen, dus al degenen die bereid zijn tot collaboratie met de Russen. Wie heeft dus een dialoog met wie? De Voorzitter Ik wijs de Vergadering erop dat commissaris Patten niet langer kon blijven omdat hij zijn vliegtuig moest halen om, zoals gepland, de OVSE-bijeenkomst in Istanbul bij te wonen. Ik verleen dan ook het woord aan de Raad om de verklaringen af te ronden. Ik ben ervan overtuigd dat de Tsjetsjeense burgers die vandaag op de tribunes hebben plaatsgenomen, deze verklaringen met grote belangstelling gevolgd hebben. Sasi Mijnheer de Voorzitter, wij hebben hier in het Parlement een zeer goed debat over deze kwestie gevoerd. De bezorgdheid van het Parlement is naar mijn mening een zeer juiste weergave van de standpunten van de Unie. Wij zijn het allemaal, de Commissie, de Raad en het Parlement, over deze situatie eens. Waar het om gaat, is dat wij allemaal Rusland duidelijk moeten maken dat het gebruik van geweld tegen de burgerbevolking gestopt moet worden, dat er onderhandelingen moeten worden begonnen met de wettelijk gekozen afgevaardigden in Tsjetsjenië, dat er humanitaire hulp nodig is die het gebied moet kunnen bereiken en dat de OVSE een belangrijke rol in het oplossen van de crisis moet spelen. Ik kan u verzekeren dat de fungerend voorzitter van de Raad doelbewust naar deze doelstellingen zal handelen. Ik wens tegelijkertijd commissaris Patten succes bij de onderhandelingen in Istanbul. Posselt Mijnheer de Voorzitter, ik wilde u alleen vragen de Voorzitter van het Parlement namens ons te bedanken voor het feit dat zij een vertegenwoordiger van de onder toezicht van de OVSE gekozen regering heeft ontvangen. Deze vertegenwoordiger is gekozen overeenkomstig de Russische grondwet. De Voorzitter Ik neem akte van uw verklaring, mijnheer Posselt. Ik heb vijf ontwerpresoluties ontvangen overeenkomstig artikel 37, lid 2 van het Reglement. Het debat is gesloten. De stemming vindt morgen om 12.00 uur plaats. Millenniumronde van de WTO (voortzetting) De Voorzitter Aan de orde is het verslag (A5-0062/1999) van de heer Schwaiger, namens de Commissie industrie, externe handel, onderzoek en energie, over de mededeling van de Commissie aan de Raad en het Europees Parlement: Benadering van de WTO-millenniumronde door de Europese Unie (COM(1999) 331 - C5-0155/1999 - 1999/2149(COS)). Ferrer Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de commissaris, de globalisering heeft zowel een intensiever handelsverkeer als nieuwe uitdagingen opgeleverd. Daarnaast moet een billijk handelssysteem worden geconsolideerd dat bijdraagt aan duurzame ontwikkeling en waar ook de minder ontwikkelde landen de vruchten van plukken. Dit alles maakt het ongetwijfeld nodig de regels voor het internationale handelsverkeer te versterken. Daarom is de aanstaande conferentie in Seattle zo belangrijk, en daarom zijn de voorstellen die de Commissie in haar mededeling doet voor de komende onderhandelingen passend en opportuun. Gelet op de bestaande uitdagingen is het duidelijk dat de komende onderhandelingsronde niet mag worden beperkt tot het uitbreiden van de regelgeving, hoe belangrijk dat ook moge zijn. Evenmin mag er in deze ronde alleen op worden toegezien dat de handelsliberalisering bijdraagt aan de economische en sociale ontwikkeling van minder ontwikkelde landen - ook al onderschrijf ik die doelstelling volledig. In deze ronde moeten ook regels worden vastgesteld om te garanderen dat markten werkelijk worden opengesteld en dat bestaande regels worden gerespecteerd. We mogen niet vergeten dat het voor de Europese industrie - en ik denk met name aan de textielsector - van wezenlijk belang is om op basis van wederkerigheid toegang te hebben tot de markten van de geïndustrialiseerde landen en van opkomende industrielanden. Daarom is het absoluut noodzakelijk dat de Commissie ervoor zorgt dat douanerechten worden geharmoniseerd, en dat piektarieven en progressieve douanetarieven worden afgeschaft, evenals alle technische handelsbelemmeringen. Daarbij moet ontwikkelingslanden voor al hun producten wel vrije toegang tot de wereldmarkt worden gegarandeerd, zodat ook zij van de handelsliberalisering kunnen profiteren. Vervolgens, mijnheer de commissaris, wil ik u in de eerste plaats vragen of u kunt bevestigen dat u ertegen bent dat bij de komende onderhandelingen een heroverweging van het akkoord over de confectie-industrie op de agenda wordt gezet. En in de tweede plaats, welk effect de toetreding van China tot de Wereldhandelsorganisatie volgens u op de Europese textielindustrie zal hebben, gelet op het feit dat dit land de grootste exporteur van textielproducten ter wereld is. Tot besluit wil ik de rapporteur gelukwensen met zijn uitstekende verslag en hem bedanken voor zijn bereidheid om naar een zo breed mogelijke consensus te streven over een zo belangrijk onderwerp als de aanstaande Millenniumronde. Het hangt van deze ronde af of een billijk handelssysteem wordt geconsolideerd dat wereldwijd een op sociale rechtvaardigheid berustende economische orde kan garanderen. Garot Mijnheer de Voorzitter, mijnheer Lamy, de fungerend voorzitter van de Raad heeft vanmorgen herinnerd aan het belang van de landbouwsector tijdens de WTO-besprekingen, en ik dank hem hiervoor. U weet dat de Europese landbouwers zware inspanningen zullen moeten leveren om zich aan te passen en het in Berlijn bereikte compromis toe te passen. Dat evenwicht was in maart jongstleden aanvaardbaar voor de 15 lidstaten van de Unie. U weet dat de ontwikkelingslanden op Europa moeten kunnen rekenen om de terechte ontwikkeling van hun eigen landbouw te garanderen, want die is vaak de belangrijkste sector voor hun economische ontwikkeling. U weet dat de Verenigde Staten vandaag bewijzen dat de markt alleen de landbouwers moeilijk een inkomen kan garanderen. U moet ook weten dat wij heel in het bijzonder op u rekenen om tijdens deze WTO-onderhandelingen de resultaten te boeken die wij ervan verwachten. Waarom wordt in verband met de toegang tot de markt niet erkend dat Europa niet die versterkte burcht is waarvan het onterecht beschuldigd wordt? Wij zijn de belangrijkste importeur ter wereld met een tekort op de handelsbalans voor landbouwproducten. Mijnheer de commissaris, dit feit moet u dan ook de mogelijkheid bieden om ervoor te zorgen dat de openstelling van de markten en de vermindering van de douanetarieven geleidelijk verlopen en aangepast zijn aan de verschillende sectoren. Als de mechanismen te bescherming van de markten al moeten worden aangepast, moeten ze dan niet behouden of zelfs versterkt worden voor bepaalde landen? Ik denk hier meer in het bijzonder aan de ontwikkelingslanden. Waarom zouden we in verband met de interne steun niet gebruik maken van het feit dat Agenda 2000 tot een aanzienlijke daling van de totale steun leidt, net nu de Verenigde Staten de andere richting inslaan? U moet er in het licht van deze situatie dan ook in slagen de blauwe en groene enveloppe die in Marrakech erkend werden, te behouden en een verlenging van de vredesclausule in de wacht slepen. Waarom zouden wij met betrekking tot de exportsubsidies niet onderstrepen dat wij met het nieuwe gemeenschappelijk landbouwbeleid al een inspanning leveren om die subsidies te beperken? In het licht van deze ontwikkeling moet u aandringen op transparantie en eisen dat de verschillende vormen van subsidies die onze concurrenten aan hun uitvoer verlenen, eveneens aan bod komen. Mijnheer de commissaris, het akkoord van Berlijn is gesloten om de Europese Unie reële manoeuvreerruimte te bieden tijdens deze millenniumronde. Wij twijfelen er niet aan dat u die zult benutten en dat u zich zult baseren op het concept van de multifunctionaliteit, zodat de uiteenlopende verwachtingen van onze samenleving op het gebied van de kwaliteit van de producten, werkgelegenheid, duurzame plattelandsontwikkeling, bescherming en behoud van het natuurlijk erfgoed en van een evenwichtige ruimtelijke ordening beantwoord worden. Deze benadering moet Europa de kans bieden interessante allianties aan te gaan. Dit zijn de redenen waarom wij op u rekenen en hopen dat u zich assertief zult opstellen tijdens deze onderhandelingen, waarvoor u op onze veeleisende steun kunt rekenen. Olsson Mijnheer de Voorzitter, ik zal heel in het kort het standpunt van de liberale fractie uiteenzetten over de landbouw en de WTO-onderhandelingen. Een stijging van de vraag op de wereldmarkt is de beste garantie dat de Europese landbouw in de toekomst blijft renderen. Het is een veel betere garantie dan het hardnekkig vasthouden aan ons eigen beschermingsstelsel. Verder kunnen liberalisering van de wereldhandel en betere concurrentie leiden tot grotere groei in de nieuwe geïndustrialiseerde landen en in dichtbevolkte ontwikkelingslanden. Dat kan ertoe leiden dat de koopkracht toeneemt en dat men daarmee kan voorzien in de enorme voedselbehoefte in de wereld. Uiteraard moeten wij het Europese model handhaven. Wij moeten misschien nog meer rekening houden met het milieu, met de volksgezondheid, met de dierenbescherming en met de diversiteit van het platteland en van de landbouw. Ik geloof dat dat alles, plus een open houding tegenover de ontwikkeling van de informatiemaatschappij, de belangrijkste zaken zijn als wij een discussie aangaan over de inrichting van het toekomstige Europa. Het is een belangrijke verantwoordelijkheid van ons dat wij ons in de WTO-onderhandelingen bezig houden met de vraagstukken rond wereldwijde groei. Daarom vind ik het zo belangrijk om erop te wijzen dat economische vraag belangrijker is dan het systeem zoals wij dat hier kennen. Kreissl-Dörfler Mijnheer de Voorzitter, collega Schwaiger, uw verslag is weliswaar heel omvangrijk, maar toch ook enigszins half werk. Mijns inziens ontbreken daarin enkele punten. Waar staat bijvoorbeeld de eis dat men, voordat men aan een nieuwe onderhandelingsronde begint, eerst de gevolgen evalueert die de WTO tot nu toe heeft gehad voor bijvoorbeeld de ontwikkelingslanden, het milieu, de EU en bestaande overeenkomsten. Commissaris Lamy, u zegt dat daarvoor nog geen instrumenten, nog geen methoden bestaan en dat die eerst nog moeten worden ontwikkeld. Dat is gewoon belachelijk! Bij de herziening van de Overeenkomst van Lomé, die uniek is in haar soort, wordt altijd gezegd dat deze overeenkomst niet in de huidige vorm kan worden gehandhaafd omdat ze niet WTO-conform is. Wij moeten echter eisen dat de spelregels in de wereldhandel worden afgestemd op de behoeften van de mensen, bij ons en in de ontwikkelingslanden. Zij moeten duurzaamheid en sociale behoeften beogen en niet de belangen van concerns en aandeelhouders. Dat moet onze hoofdeis zijn. Wij willen geen liberalisatieronde die enkel tot doel heeft wereldwijd een concurrentieslag onder de mensen te ontketenen over wie de laagste lonen en de slechtste, sociale en ecologische voorwaarden kan bieden. Volgens ons moet de WTO eerst grondig worden hervormd voordat men verder kan onderhandelen. Een eerlijke, sociale, ecologische en ook solidaire wereldhandel moet ons doel zijn. Niets anders! Hyland De rapporteur wil ik een compliment maken met zijn zeer objectieve verslag. In de korte tijd die mij ter beschikking staat wil ik mij aansluiten bij diegenen die aandringen op meer bescherming van Europa's vitale belangen in de komende wereldhandelsronde. Wij in dit Parlement hebben onze kaarten op tafel gelegd met het akkoord over Agenda 2000, en mogen niet toelaten dat dit akkoord door de Verenigde Staten op enigerlei wijze wordt verwaterd. Dit zeg ik vooral vanuit het oogpunt van de landbouw. De gedachten die ten grondslag liggen aan Agenda 2000 zijn gedeeltelijk bepaald door de wens zich te conformeren aan de voor de wereldhandel geldende regels, waarbij we er tegelijkertijd voor zorgen dat Europa een vooraanstaande rol krijgt in de wereldhandel - en dat zullen de Amerikanen niet willen. Wij starten deze nieuwe ronde gesterkt door de ervaringen uit het verleden. Wij beseffen dat de Verenigde Staten bij het bepalen van hun onderhandelingspositie, net als in het verleden, een arsenaal van geheime middelen hebben aangelegd waarmee een akkoord kan worden omzeild ten gunste van de eigen producenten, terwijl van Europa verlangd zal worden zich strikt aan de voorwaarden te houden. In dit Parlement hebben wij voorrang gegeven aan consumentenbescherming, aan het gezinsbedrijf als model en fundamentele produktie-eenheid, en hebben wij de plattelandsontwikkeling en het behoud van de plattelandsgemeenschap tot de tweede pijler van de landbouwhervorming gemaakt. Dit contrasteert sterk met het Amerikaanse beleid. Voor ons in dit Parlement is de tijd aangebroken om namens de Europese burgers een gezaghebbende positie te veroveren in deze vitale sector van de internationale handel. Belder Mijnheer de Voorzitter, met gemengde gevoelens zie ik de bijeenkomst in Seattle tegemoet. Verdere vrijmaking van de wereldhandel is belangrijk, maar er moeten wel randvoorwaarden voor worden gecreëerd op wereldniveau. WTO-leden moeten de mogelijkheid houden in hun beleid voorrang te geven aan volksgezondheid, dierenwelzijn, milieubescherming en solidariteit met ontwikkelingslanden. Ik wil met name de positie van de minst ontwikkelende landen onder de aandacht brengen. Hun capaciteit om te participeren in het wereldhandelsstelsel is ver beneden de maat. Het feit dat in Genève meer lobbyisten uit de Amerikaanse staalindustrie zijn dan overheidsfunctionarissen uit ontwikkelingslanden is daarvan een schrijnend voorbeeld. Onze onderhandelaars moeten zich inzetten voor echte participatie van deze landen door institutionele ondersteuning, vrije toegang tot onze markten, het nakomen van gedane concessies - bijvoorbeeld als het gaat om textielproducten - en het voorkomen van een zogenoemd "groen protectionisme". Wij kunnen niet de Westerse consument de keuzemogelijkheid voor milieuvriendelijke producten geven zonder milieuvriendelijke productieprocessen in ontwikkelingslanden te stimuleren. Daarover zou ik graag nog eens nader van gedachten willen wisselen in het Europees Parlement. Tot slot wens ik tegenover de rapporteur, de heer Schwaiger, mijn respect uit te spreken voor zijn werkzaamheden en grote bereidheid tot compromissen gezien de vloed van amendementen. Martinez Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de commissaris, geachte collega's, de handelsbesprekingen die in Seattle van start gaan, zullen ten laatste in 2005 worden afgerond. Mijnheer Lamy, u zult hier in 2005 opnieuw aanwezig zijn en komen verklaren dat de Europese Unie een wereldwijd succes geboekt heeft, aangezien het om internationale onderhandelingen gaat. U zult bereikt hebben dat in de slotakte verwezen wordt naar het voorzorgsbeginsel, naar een aantal sanitaire en fytosanitaire maatregelen, een forum van de IAO en de WTO, en de erkenning van de milieuprincipes, die overigens al in Kyoto erkend werden. De procedure voor de regeling van geschillen zal verbeterd zijn. De ontwikkelingslanden zullen positief gediscrimineerd worden en de Europese Unie zal deze positieve discriminatie betalen, zoals dat nu ook al het geval is met de ACS-bananen. De kippen zullen zelfs iets meer ruimte krijgen in naam van het dierenwelzijn dat erkend zal worden, en de wereld van film en televisie zal bereikt hebben dat de steun behouden blijft. In ruil hiervoor en om rust te hebben - er zal overigens een nieuwe vredesclausule zijn - zult u in Seattle enkele concessies gedaan hebben. Zo zal de actie "Europese markt" van 5 naar X% gaan, zal de interne steun zo goed als verdwijnen, zullen exportsubsudies verboden zijn, zullen de douanerechten en de tolbarrières afgeschaft zijn, zullen directe investeringen mogelijk zijn dankzij de heer Lamy en bij gebrek aan een AMI, en zal de markt internationaal geworden zijn, een soort Fukuyama op handelsgebied, zodat een van de doelstellingen van de GATT verwezenlijkt is. Wat zullen wij dan doen? Er zullen geen onderwerpen meer zijn voor de 10de Uruguay-ronde. U kunt misschien nog altijd terugkeren naar Crédit Lyonnais of een multinational die stock options biedt. De landbouwers zullen evenwel verdwenen zijn en de liberale beroepen zullen gemarginaliseerd zijn. Wat moet er gebeuren met de textielindustrie, de farmaceutische sector, de productie van schoenen, vrachtwagens, meubels, schepen en speelgoed? Wat moet er met al deze sectoren, die aan concurrentie van buiten Europa zullen worden overgeleverd, gebeuren? Wij zullen verslagen opstellen, boeken schrijven, op televisie komen en toespraken houden. De kinderen van de onderhandelaars van Seattle zullen hun weg vinden in de 21ste eeuw, maar de kinderen van de uitgeslotenen zullen op hun beurt uitgesloten worden, aangezien armoede een sociaal overdraagbare ziekte is. Maar tenslotte is dat allemaal niet zo belangrijk. De problemen van de anderen zijn niet zo erg. Deva Om te beginnen wil ik de heer Schwaiger feliciteren met zijn uitstekend verslag. De Seattle-ronde wordt ook wel de "ontwikkelingsronde" voor het millennium genoemd. Ik vertegenwoordig het zuid-oosten van Engeland, een van de rijkste delen van de Europese Unie, terwijl ik geboren ben in een ontwikkelingsland in Azië, een van de armste regio's ter wereld. Ik meen daarom goed in staat te zijn de aspiraties van zowel de ontwikkelde als de ontwikkelingslanden te begrijpen, waarbij ik de enorme voordelen van een vrije wereldhandel erken maar ook aandacht vraag voor de absolute noodzaak de overgang goed te begeleiden, dit om het de ontwikkelingslanden mogelijk te maken gelijkwaardige partners in dit globalisatieproces te worden. Het stelsel van multilaterale handel zag het daglicht in Havana, in 1948, als het Algmene Stelsel van Tarieven en Handel (GATT). Acht onderhandelingsronden over verdere liberalisatie van het handelsverkeer hebben hun bijdrage geleverd aan de algemene welvaart. Het volume van de wereldhandel is nu zeventien maal zo groot als in 1951, de wereldproductie heeft zich meer dan verviervoudigd, het per capita-inkomen van de wereldbevolking heeft zich verdubbeld en de invoerrechten in industrielanden zijn gemiddeld gedaald van 40% naar 4%. Een verdere verlaging met 50% van de tariefbescherming aan de grenzen, met inbegrip van de landbouwsubsidies, zou de jaarlijkse welvaartstijging wereldwijd met ruim 370 miljard dollar doen toenemen. Hiervan zou 60% aan ontwikkelingslanden ten goede komen. Bij globalisering dient het echter om een win-win situatie te gaan. Er mogen geen winnaars en geen verliezers zijn. Iedereen moet winnen. We kunnen ervoor zorgen dat dit gebeurt. Hoe kunnen we hiervoor zorgen? Het multilaterale systeem moet eerlijk, transparant en te verantwoorden zijn; het moet bruggen bouwen tussen handel en ontwikkeling. Het moet rekening houden met de gevolgen van liberalisering voor investeringen, concurrentieregels, oneerlijke subsidies, slechte arbeidsomstandigheden, milieubescherming, intellectuele-eigendomsrechten, handelsbevorderende maatregelen, overheidsaanbestedingen, betere toegang tot landbouwmarkten, betere toegang tot commerciële markten waaronder diensten, consumentenbescherming en capaciteitsopbouw. De Europese Unie is uniek in haar historische betrekkingen met landen over de hele wereld - het Verenigd Koninkrijk met het Gemenebest, Frankrijk met de Franssprekende landen. Wij kunnen Seattle luid en duidelijk laten weten dat dit de bijdrage is die dit Parlement en zijn leden kunnen leveren aan de globale wereldhandel. Kinnock, Glenys Mevrouw de Voorzitter, net als andere sprekers wil ik de heer Schwaiger mijn complimenten maken met zijn uitstekend verslag over een zeer complexe materie. Het doet mij vooral genoegen dat hij in zijn tekst de komende WTO-besprekingen bestempelt als een ontwikkelingsronde. Het is waar dat twee derde van de 134 leden van de Wereldhandelsorganisatie ontwikkelingslanden zijn, en dat er nog 32 op de wachtlijst staan. Maar het blijft een feit dat in onderhandelingen over handelsvoorwaarden de grote handelsmogendheden worden bevoordeeld. Zij hebben veel meer te bieden en hun onderhandelingspositie is veel sterker. Veel ontwikkelingslanden menen dat de vrijhandel voor hen niet zo erg vrij is geweest. De afzetmoglijkheden in het Noorden blijven voor veel landen beperkt door de opmars van de belangrijkste ontwikkelingslanden die markttoegang voor hun export zoeken. Een versnelde globalisering is uiteraard onontkoombaar. Het fenomeen dient niettemin te worden geanalyseerd, met als uitgangspunt dat internationale handel complex is en gekenmerkt wordt door protectionisme en een stelsel dat geen rekening houdt met de gevolgen van gesubsidieerde landbouw voor de armen. Hoewel wij natuurlijk de landbouwsector binnen de Unie moeten ondersteunen - en dit wordt in het verslag van de heer Schwaiger duidelijk gesteld - dienen wij ook te erkennen dat zich ontwikkelende economieën, naast het bereiken van afzetgebieden, het recht hebben op een gewaarborgde voedselvoorziening, zodat mensen geen honger hoeven te lijden. Ik hoop dan ook dat amendementen in deze zin zullen worden goedgekeurd. De EU heeft al bindende verplichtingen ten opzichte van ontwikkelingslanden. Deze verplichtingen zouden, samen met internationale ontwikkelingsdoelstellingen, in Seattle centraal moeten staan. Op dit moment, meneer Lamy, bevinden wij ons in een kritische fase van de onderhandelingen over een opvolger voor de Overeenkomst van Lomé IV. Binnenkort beginnen wij ingewikkelde besprekingen over de handelsbetrekkingen met 71 ACS-landen. Daarom is het van groot belang dat bij de huidige onderhandelingen over een multilateraal handelskader de delicate betrekkingen met de ontwikkelingswereld worden gerespecteerd en dat wij blijven benadrukken dat wij onze verplichtingen naar de ACS toe zullen nakomen. Ook zou ik de Commissie en lidstaten dringend willen verzoeken, te streven naar een bindende WTO-verplichting om uiterlijk in 2003 alle export uit de minst ontwikkelde landen toegang vrij van invoerrechten te geven tot de Europese markten. Ook is het dringend noodzakelijk dat kleine en kwetsbare landen - met name landen die niet aan zee grenzen - in toekomstige akkoorden speciale bescherming genieten. Een directeur-generaal van de WTO verklaarde onlangs dat de WTO een organisatie moet zijn waarbinnen de kleine man niet alleen iets te zeggen heeft, maar ook het gevoel heeft dat hij beschermd en verdedigd wordt. Ik hoop, meneer Lamy, dat u deze zeer belangrijke gevoelens kunt delen. Plooij-van Gorsel Voorzitter, collega's, mijnheer de commissaris, de liberale fractie is positief over de overeenkomst die zondag is bereikt tussen China en de Verenigde Staten over de verlaging van bilaterale handelsbarrières. Maar ook de Europese Unie dient nu eenzelfde overeenkomst met China te sluiten voordat daadwerkelijke toetreding tot de WTO kan plaatsvinden. Mijn collega Clegg heeft het daar reeds over gehad. Er liggen een aantal gevoelige punten, waaronder het intellectuele-eigendomsrecht. Daarnaast heeft de liberale fractie nog een voorwaarde voor toetreding van China. Het Europees Parlement heeft in verschillende resoluties benadrukt dat met China tegelijkertijd Taiwan moet toetreden. Immers, Taiwan is de negentiende handelsnatie ter wereld en voldoet reeds jaren aan alle voorwaarden voor toetreding. Dus heb ik twee concrete vragen aan de commissaris. Ten eerste, wat is de stand van zaken met de onderhandelingen van de Unie met China in het bijzonder over het intellectuele eigendomsrecht? De tweede vraag is, is de commissaris bereid zich volledig in te zetten voor toetreding van Taiwan tegelijk met China tot de WTO? Schröder, Ilka Mevrouw de Voorzitter, geachte mijnheer de rapporteur, de groenen hebben zich reeds in 1994 tegen de WTO uitgesproken omdat er veel bezwaren waren tegen deze internationale kolos die alles wat niet marktconform is, opslokt. Dat is de afgelopen vijf jaar ook precies gebeurd. De meeste mensen zijn armer geworden, terwijl een dunne laag van profiteurs, en vooral concerns, steeds grotere winsten kon opstrijken. De WTO heeft een diepe kloof geslagen, een kloof van onrechtvaardigheid, en laat massa's verliezers achter zich. In 1994 deelden talrijke afgevaardigden onze bezwaren. Wij vreesden dat de WTO sociale en ecologische achteruitgang zou veroorzaken. Uiteindelijk hebben toen toch de meeste afgevaardigden hun instemming betuigd met de Wereldhandelsorganisatie, in de overtuiging dat de problemen door de handel zelf wel zouden worden opgelost. Nu horen wij plotseling nieuwe geluiden! Nu wordt gesproken over het inhalen van een sociale en ecologische achterstand. Desalniettemin zal uiteindelijk weer een meerderheid van dit Parlement voor de overeenkomst stemmen, ofschoon niets is opgelost en ofschoon zich in Genève dagelijks dingen voordoen waardoor de millenniumronde steeds onwaarschijnlijker wordt. Daarom luidt onze eerste eis: fouten opsporen en daaruit leren! Veel van mijn collega's willen echter geen evaluatie van de gevolgen van de WTO. Waarom beweegt men hier hemel en aarde om aan een evaluatie van de gevolgen te ontkomen? Verdedigt men hier soms iets dat niet functioneert, namelijk de ideologie van de vrije markt? De TRIPS-overeenkomst maakt duidelijk hoeveel tegenstrijdigheden er zijn: 90% van de biologische hulpbronnen komen uit de landen in het Zuiden, maar 79% van de brevetten voor zaaigoed is in het bezit van bedrijven in de industrielanden. Het rijke deel van het Noorden bezit dus de toegang tot de genetische informatie. Met de TRIPS worden de duimschroeven voor het Zuiden steeds sterker aangedraaid. Traditionele geneesmiddelen worden nog steeds als ontdekking geklasseerd, terwijl de daarop berustende, door de farmaceutische industrie ontwikkelde medicijnen uitvindingen moeten zijn. Tot slot druist de TRIPS-overeenkomst tegen de overeenkomst inzake biodiversiteit in. Deze is protectionistisch en werkt productpiraterij in de hand. Tegelijkertijd wordt daarmee een zelfstandige ontwikkeling van de ontwikkelingslanden tegengegaan. Ter afsluiting wil ik nog opmerken dat terwijl hier een loflied wordt gezongen op de vrije handel, in Genève de stukken eraf vliegen. De tot nu toe verschenen ontwerpverklaringen zijn zowel voor ons als ook voor de ontwikkelingslanden totaal onaanvaardbaar. Zelfs gezondheid, cultuur en onderwijs moeten worden opgeofferd aan de vrije markt. Met de stand-stillclausule wil men voorkomen dat onze wetgevingen verder worden ontwikkeld. Een verslag dat deze vraagstukken niet in het middelpunt van de belangstelling plaatst, steekt de kop in het zand. Waar het hier namelijk in feite om gaat is dat men zo vlug mogelijk, met uitbuiting van mens en natuur, de belangen en de winsten van een klein aantal mensen wil verzekeren. Seppänen Mevrouw de Voorzitter, de vorige spreker beëindigde haar interventie met de woorden dat de natuur en de mensen worden uitgebuit. Ik kan mij hierbij aansluiten. De millenniumronde vertegenwoordigt alleen de ideologie van de vrijhandel. Wij hebben ervaring met de vrijhandel in kapitaal. Dat wordt globalisering genoemd. Het is elektronisch kapitalisme. In feite is dat ook geen vrijhandel, omdat het Internationaal Monetair Fonds Amerikaanse investeerders garanties heeft gegeven voor de risico's die zij nemen en de schade hebben betaald die de vrijhandel in kapitaal heeft veroorzaakt. Het kapitaalspel kent geen regels en politici hebben niet meer de mogelijkheid scheidsrechter te zijn. Nu is het echter mogelijk te onderhandelen over regels voor de handel in goederen en diensten en is het mogelijk zo te handelen dat de vrijheden van kapitaal als een stelsel van uitbuiting niet zo'n groot gebied in de wereld zullen bestrijken als het elektronisch kapitalisme. Ik verdedig het groene protectionisme, omdat ik wil dat er gezond voedsel wordt gegeten en dat dat op duurzame wijze wordt geproduceerd. Dit kan men geen protectionisme noemen, omdat het een kwestie van overleven is. Ik verdedig ook het rode protectionisme waarbij wordt getracht de werknemers hun rechten te garanderen en verkeerde werkmethoden zoals kinderarbeid te voorkomen. Wat dit betreft is ook dit protectionisme uit het oogpunt van sociale veiligheid een kwestie van overleven. Turchi Mevrouw de Voorzitter, geachte collega's, allereerst wilde ik mijn gelukwensen overbrengen aan de rapporteur voor het uitmuntende verslag dat wij allen gelezen hebben. Volgens mij komt de millenniumronde op een heel bijzonder moment van de Europese en vooral de internationale economie. Mondialisering en globalisering zijn immers thema's waar dagelijks over gesproken wordt, ze hebben tot een vrije markt geleid waarbij elk ander economisch stelsel werd uitgeschakeld. Hiermee wil niet gezegd zijn dat wij een perfecte markt voor ons hebben. Maar juist doordat wij weten wat de voordelen en uitwassen van de vrije markt zijn, moeten wij trachten door middel van akkoorden als die welke de WTO voorstelt, voorschriften en regels op te stellen die ons kunnen behoeden voor allerlei excessen. Men hoeft maar te denken aan financiële speculaties die hele gebieden mee kunnen sleuren en tot de bedelstaf brengen of zelfs instellingen op hun kop kunnen zetten. Dit gezegd zijnde, is het niet de bedoeling van de WTO om met deze onderhandelingsronde een of andere supranationale entiteit te creëren - zoals daarentegen wel dikwijls gevreesd wordt - die over de internationale rechten heenwalst of de vrije markt geen marges gunt. Waar het wel en vooral om gaat, is dat wij allen vaste regels krijgen, waarbij tegelijkertijd een paar fundamentele beginselen in bescherming moeten worden genomen, zoals gezondheidszorg, onderwijs of andere sociale voorzieningen in een algemeen kader van bescherming van de rechten van iedere burger. Voor wat daarentegen de prijzen van producten en diensten betreft, moet er niet alleen gepleit worden voor een tariefvermindering maar vooral dient men eisen te stellen in de richting van kwaliteit van producten en diensten, ter bescherming van het midden- en kleinbedrijf. Deze kwestie zal in onze toekomst steeds belangrijker worden, zoals ook steeds meer de nadruk dient te worden gelegd op de centrale plaats van de landbouw binnen de afzonderlijke economieën. Daarbij moeten de kleinschalige ondernemingen de bescherming genieten van de juiste voorschriften: dit wordt ook in het verslag al duidelijk gesteld, maar het is zaak dat ieder van ons dat krachtig naar voren brengt. Als het ons lukt deze voorwaarden te respecteren en de kwaliteit van het leven te verbeteren via een duurzame ontwikkeling, zowel in economisch als in milieutechnisch opzicht, dan zullen wij zonder meer de basis gelegd hebben voor een betere samenleving in het nieuwe millennium. Della Vedova Mevrouw de Voorzitter, ik wilde twee dingen zeggen. Ten eerste, in het debat van vandaag heeft men in dit Huis maar al te vaak horen spreken van internationale handel en millenniumronde als iets waar de Europeanen zich voor moeten hoeden, waar ze hun hart voor moeten vasthouden. Maar juist de internationale handel - Europa is het vaderland van David Ricardo - heeft er in deze decennia, in de afgelopen jaren, voor gezorgd dat door middel van een nieuwe internationale arbeidsverdeling rijkdom werd geproduceerd, sociale integratie werd bevorderd en de armoede werd tegengegaan. Die armoede zou zonder de internationale handel een stuk ernstiger zijn dan ze vandaag de dag is gezien de toename van de bevolking. Dan nog iets: er worden pogingen in het werk gesteld om in de besprekingen van de millenniumronde allerlei andere zaken en eisen in te lassen, misschien wel om het geweten te sussen. Maar anderszins - en nu denk ik aan de doodstraf - lukt het Europa helemaal niet om in het daartoe geschikte circuit, in de VN, de gelederen te sluiten en bepaalde kwesties door te drukken. Vandaar dat men probeert zaken als de doodstraf en andere vraagstukken te behandelen in overlegverbanden die daar totaal niet geschikt voor zijn, zoals handelsakkoorden. Maat Mevrouw de Voorzitter, mijnheer Lamy, ik zou erop willen wijzen dat het vergroten van de vrijhandel ook voor Europa kansen biedt. Daar hoeven wij niet bang voor te zijn. Tegelijkertijd mag het niet zo worden dat de wereld door middel van een nieuw WTO-akkoord weliswaar op zich economisch rijker wordt maar tegelijkertijd armer op het terrein van cultuur en milieu of op het terrein van land- en tuinbouw, en dat we daar zaken verliezen die voor Europa van essentiële waarde zijn. Het is zaak om op dat punt een evenwicht te vinden. Daarom ben ik zeer gelukkig met het verslag-Schwaiger, omdat juist dit verslag aangeeft dat wij met een open oog naar de wereld tegelijkertijd vasthouden wat voor ons van essentiële waarde is, en omdat dit verslag de brug slaat tussen enerzijds de politieke realiteit en datgene wat wij als parlementariërs bij de burgers kunnen verdedigen. Het is essentieel dat wij vertolken wat in Europa leeft. Ik heb nog een tweetal opmerkingen met betrekking tot land- en tuinbouw. De vertegenwoordiger van de Raad heeft vanmorgen gezegd dat het akkoord van Berlijn uitgangspunt is voor deze onderhandelingen, maar tegelijkertijd zei hij dat de landbouw een groot probleem zou kunnen vormen en op dat punt van zaken vind ik dat Europa offensiever moet zijn. We zijn nota bene als handelsblok de grootste importeur en de op een na grootste exporteur. Tegelijkertijd zal voor het totale budget voor land- en tuinbouw en plattelandsontwikkeling over een aantal jaren nog maar tien procent worden besteed aan productsteun. Omgerekend, als we de nationale begroting daarin meenemen, moeten we constateren dat maar twee procent van de overheidsuitgaven in Europa wordt besteed aan land- en tuinbouw en plattelandsontwikkeling. Refereren we aan die tien procent daarvan voor productondersteuning, dan is het een te verwaarlozen bedrag wereldwijd. Al diegenen die pleiten om in het kader van de WTO het landbouwbeleid te ontmantelen, wil ik er toch op wijzen dat Europa een eigen standaard heeft op het terrein van milieu, dierenwelzijn en consumentenbescherming. Wie pleit voor afbraak van het Europees landbouwbeleid, pleit tegelijkertijd voor afbraak van al wat wij in Europa verworven hebben op het terrein van het plattelandsbeleid, dierenwelzijn en welzijn. Dat betekent dat ik ook wil staan voor de Europese standaard, en dat wij als Parlement moeten kiezen voor het verslag-Schwaiger, omdat dat waarborgen biedt voor een vrijere handel maar tegelijkertijd voor het bewaren van waar wij in Europa terecht trots op zijn. Miguélez Ramos Mevrouw de Voorzitter, mijnheer de commissaris, de interdependentie in de wereld neemt voortdurend toe. De problemen waar wij mee zitten, worden vaak door onze tegenvoeters veroorzaakt. Dat dwingt ons ertoe met andere landen samen te werken om de hulpbronnen van de aarde op een goede manier te beheren, en ons aan een aantal regels te houden die voor iedereen gelden. De visserij, mijnheer de commissaris, is een gevoelige sector met specifieke kenmerken, waarmee rekening moet worden gehouden als deze sector in de millenniumronde wordt behandeld. Bovendien moet daarbij moet een verband worden gelegd tussen visserij en landbouwproducten, zoals dat in het Verdrag staat. Voor ons in Europa delen visserij en landbouw bepaalde kenmerken. Beide activiteiten hebben immers te maken met de duurzame exploitatie van de natuur, en beide zijn van invloed op de economische en sociale samenhang van Europa. Visserij en landbouw houden ons sociaal-economische weefsel in stand en leveren een fundamentele bijdrage aan de bevoorrading van onze levensmiddelenmarkt. Vissen, mijnheer Lamy, zijn geen schoenen of schroefjes. Het gaat dus ook niet aan om ze in Seattle bij de niet-landbouwproducten onder te brengen. Landbouw en visserij zorgen voor onze voeding. De onvermijdelijke globalisering van de markt mag geen vermindering van onze voedselveiligheid of van de sociale rechten van onze werknemers inhouden, en mag er evenmin toe leiden dat onze minst ontwikkelde regio's worden vergeten. De Clercq Geachte Voorzitter, mijnheer de commissaris, waarde collega's, de komende handelsronde in Seattle moet de basis voor een eerlijke en vrije wereldhandel in het komend millennium uitbreiden en versterken. Wij moeten deze unieke kans met beide handen grijpen om de problemen van de toekomst aan te pakken. Daarom is het belangrijk ons bij de onderhandelingen niet te beperken tot twee onderwerpen, namelijk landbouw en diensten. Andere belangrijke thema's vragen om een oplossing op internationaal niveau. Zo moeten er onder meer striktere regels komen inzake milieu en arbeid, moet een doeltreffend mededingingsbeleid uitgewerkt worden en is het van belang dat passende maatregelen voor de voedselveiligheid worden vastgesteld. Ik begrijp daarom ook niet waarom sommigen zo sceptisch, ja zelfs vijandig staan tegenover dit komende handelsoverleg. Oorzaak is wellicht een gebrekkig en weinig transparant beleid. Het wordt dan ook tijd dat de Wereldhandelsorganisatie zichzelf duidelijk profileert en wijst op haar belang als Wereldhandelsorganisatie. Vrije handel is geen vies woord. Liberalisering van de handel die gebeurt op basis van gelijke en eerlijke voorwaarden geeft aan de globalisering een menselijk gelaat. Immers, een eerlijke en correcte handel op wereldniveau impliceert aandacht voor ecologische en sociale elementen en houdt rekening met álle deelnemers, dus ook de ontwikkelingslanden. Ik kan dus enkel de wens uitdrukken dat de onderhandelaars van de Europese Unie hun stempel drukken op de besprekingen, zodat meteen ook het fundamenteel bestaansrecht van de Wereldhandelsorganisatie als internationale organisatie voor de toekomst is bevestigd. Gahrton Mevrouw de Voorzitter, na de overeenkomst tussen China en de Verenigde Staten over het lidmaatschap van de WTO, zou ik misschien in mijn hoedanigheid van voorzitter van de China-delegatie in een even grote jubelstemming moeten zijn als de internationale financiële markten. "Nu wordt China modern," zegt men, "en daarmee wordt het ook democratisch." Eén commentator gelooft zelfs dat het machtsmonopolie van de Chinese communistische partij doorbroken zal worden doordat het WTO-lidmaatschap leidt tot vrijheid van communicatie, met onder andere onbeperkte Internetcontacten. Wij kunnen uiteraard hopen dat dit het geval zal zijn. Maar kan het niet net zo goed zo gaan, dat het regime wordt versterkt door economische groei die in het voordeel is van een minderheid in de steden, maar tegelijkertijd leidt tot werkloosheid van tientallen miljoenen mensen wanneer de staatsondernemingen op brute wijze worden uitgeschakeld, zonder sociaal vangnet, terwijl ook miljoenen boeren werkloos raken als gevolg van de nieuwe concurrentie op landbouwgebied? Nu kan China lid worden van de WTO zonder dat ook de EU ja zegt. Daarom hoop ik oprecht dat de Europese Commissie bij haar onderhandelingen met China rekening houdt met alle sociale en ecologische aspecten waarvan de Amerikanen zich blijkbaar niets hebben aangetrokken bij hun onderhandelingen met China. Alyssandrakis Mijnheer de Voorzitter, de verdeling van de wereldmarkt in het kader van de WTO geschiedt niet op grond van de belangen van de volkeren en de werknemers. Met de nieuwe onderhandelingsronde probeert het grootkapitaal de laatste hindernissen op te ruimen die zijn ongebreidelde activiteiten en zijn almacht op de wereldmarkt nog in de weg staan. Met de volledige marktliberalisatie, de subsidieafschaffing en de onderhandelingen, met rugdekking van de WTO, over onbeperkte investeringsvrijheid worden de kleine landen overgeleverd aan de willekeur van de machthebbers en worden de volkeren onderworpen aan de monopolies. De commercialisering van de dienstverlening - van zelfs onderwijs, volksgezondheid en cultuur - heeft tot doel een groot deel van hetgeen de arbeidersklasse, en de volkeren in het algemeen, in de afgelopen honderd jaar hebben weten te verwerven, weer ongedaan te maken. Wij geloven niet dat de regeringen van de landen van de Europese Unie in staat zijn de belangen van hun volkeren te behartigen. Zij zullen veeleer proberen zoveel mogelijk in de wacht te slepen voor hun eigen monopolies en daarvoor een concurrentieslag aangaan met de imperialistische machtscentra in de Verenigde Staten en Japan. De Europese afgevaardigden van de Communistische Partij van Griekenland zullen tegen het verslag van de heer Schwaiger stemmen. Hierin wordt immers steun gegeven aan de plannen van het grootkapitaal om de aanval op de werknemers en de volkeren van heel de wereld voort te zetten. De regels die ten grondslag liggen aan de internationale economische betrekkingen en de handel, moeten de fundamentele sociale rechten in acht nemen, de belangen van de werknemers dienen, de ontwikkeling van de armste landen bevorderen, het milieu eerbiedigen en gunstige omstandigheden creëren voor de ontwikkeling van alle volkeren. Nobilia Mijnheer de Voorzitter, het verslag-Schwaiger mag de nodige lof toegezwaaid worden omdat het gepoogd heeft het onverenigbare te verenigen. Deze bewonderenswaardige poging van de rapporteur is al in de eerste overweging bespeurbaar, waar tegenover de erkenning van de sterke toename van de wereldhandel dankzij de multilaterale relaties uiteraard gesteld wordt dat de economische ongelijkheid in de wereld er niet minder om is geworden. Het is hier niet zozeer de bedoeling te verklaren dat wij tegen zijn, dat wij een grotere doelmatigheid van het stelsel van multilaterale betrekkingen nastreven, als wel dat een paar belangrijke aspecten nauwlettend in het oog gehouden zullen worden. Ten eerste, de aanhoudende ongelijkheid tussen ontwikkelingslanden en geïndustrialiseerde landen, met daarnaast het aspect van sociale dumping dat zich momenteel binnen de geïndustrialiseerde landen aftekent. Het is onloochenbaar dat het Europese convergentieproces voor invoering van de ene munt de nodige groei- en ontwikkelingskansen voor alle lidstaten heeft opgeleverd. Maar vandaag de dag staan wij voor een ander convergentieproces dat zich vooral afspeelt tussen territoriale macrocontexten. Daar lijkt Europa een allesbehalve sterke positie in te nemen: zodoende loopt Europa het risico dat zijn economische pluspunten, die gebaseerd zijn op het midden- en kleinbedrijf, alsook zijn culturele en sociale eigenheden in het gedrang komen. Wat dat laatste aspect betreft, het ziet er niet naar uit dat overheidsplichten en -voorzieningen als scholen, socialezekerheidsstelsels, waaronder de gezondheidszorg, en de pensioenregelingen in het rijtje komen van diensten die reglementering behoeven. Het tweede aspect betreft de landbouw, waarvoor naast een grotere liberalisering van de markt ten gunste van de ontwikkelingslanden, gevraagd moet worden om handhaving van de communautaire beginselen: steun voor het milieubeleid, uitstippeling van een voedselbeleid ter bescherming van de consument. Tevens moet geëist worden dat de typisch nationale producten en eigenschappen onder bescherming worden geplaatst. Het derde aspect slaat op het investeringsbeleid en de regels daaromtrent, maar tevens op de plaatselijke voorwaarden om dit uit te voeren. Een eerste voorwaarde is dat een en ander voordelig uitwerkt in termen van belasting en tarieven, en een eerste uitgangspunt moet op zijn minst zijn dat instellingen, zo niet tarieven, geharmoniseerd worden. Bovendien zouden in een dergelijk beleid de landen onder meer het recht moeten houden om op hun eigen grondgebied de regels op gedifferentieerde wijze toe te passen. Anders zou, afgezien van de vereenvoudiging van procedures, als enige voorwaarde de arbeidsflexibiliteit overblijven. Wij hopen hoe dan ook dat in dit verband de beginselen van de IAO en de desbetreffende conventies, te beginnen bij de overeenkomst inzake de bescherming van kinderarbeid, kunnen worden overgenomen. Tot slot hopen wij dat het Parlement een actieve rol kan vervullen in de millenniumronde, en dat het om te beginnen op voorhand in kennis wordt gesteld van de studie van de Commissie over de mogelijke effecten van het nieuwe regelgevingsstelsel. García-Margallo y Marfil Mijnheer de Voorzitter, de vorige spreker merkte op dat in dit verslag wordt geprobeerd het onverenigbare te verenigen. Ik denk dat daar wel wat inzit; het maakt het werk van de rapporteur - die ik wil bedanken - er des te opmerkelijker en verdienstelijker op. Bovendien maakt het duidelijk hoe moeilijk de taak is die ons wacht. Een paar maanden geleden hebben we in dit Parlement een verslag behandeld over de Multilaterale Overeenkomst inzake Investeringen. Dat verslag werd rijkelijk bombastisch ingeluid door de uitspraak dat het hier om een wereldwijde economische grondwet ging. Als dat destijds al waar was, dan mogen we hetzelfde met des te meer reden zeggen nu we thema's als landbouw, dienstverlening, intellectuele eigendom en directe investeringen gaan bespreken. Het wordt erg moeilijk als, zoals de rapporteur aan het begin heeft gezegd, het streven niet op vrijhandel, maar op eerlijke vrijhandel is gericht. Het is duidelijk dat we, als we willen dat die vrijhandel ook eerlijk is, handelsvoorschriften moeten zien te rijmen met regels inzake milieubescherming, de rechten van werknemers, het Europese landbouwmodel of de bescherming van consumenten. Kortom, we zullen van alles en nog wat moeten bespreken. Alle sectoren en beleidsterreinen van de Gemeenschap zullen de revue passeren. Daarom is het belangrijk om nu te bepalen welke methode we moeten volgen. In het verslag kiest de rapporteur - en ik sluit me bij hem aan - voor een centrale rol van de Commissie. Wij vragen de lidstaten om hun krachten te bundelen en de Commissie te steunen, en wij vragen de Commissie om rekening te houden met de gevoeligheden en behoeften van de kandidaat-landen en de geassocieerde landen. Aan de intergouvernementele conferentie vragen wij tenslotte de onderhandelingsvrijheid van de Commissie uit te breiden. De liefde kan echter niet van één kant komen. Dit alles is slechts mogelijk indien de Commissie het Parlement de hand reikt en het deelgenoot en medeplichtige maakt bij het opstellen van de onderhandelingsstrategie voor de sectorale aanbevelingen, de onderhandelingsrichtsnoeren en de goedkeuring van de verdragen. Alleen zo, mijnheer de commissaris, zullen we de komende drie jaar met elkaar kunnen opschieten, want - gelooft u mij - al mijn collega's en ik worden op dit moment bedolven onder documenten en verzoeken van allerlei belanghebbende sectoren, en we kunnen die mensen alleen tevredenstellen als de Commissie aan onze eisen kan voldoen. Zoals Don Juan zei: "als u het zo doet, moge God het u lonen; zo niet, moge Hij u ervoor straffen." Désir Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de commissaris, mijns inziens moet Europa in deze millenniumronde drie belangrijke beginselen benadrukken. Om te beginnen moet tijdens deze ronde worden gestreefd naar een vermindering van de ongelijkheid op het gebied van ontwikkeling, dit in tegenstelling tot wat na de vorige rondes gebeurd is. Het Afrikaanse continent staat momenteel voor minder dan 3% van de wereldhandel in. De regels van het multilaterale handelsstelsel moeten rekening houden met de verschillende situaties, middelen en ontwikkelingsniveaus. Ongebreidelde vrijhandel maakt de sterken alleen maar sterker en de zwakken alleen maar zwakker. Wij kunnen dan ook niet aanvaarden dat de principes van onze samenwerking met de landen van het Zuiden, en in het bijzonder met de ACS-landen, opnieuw ter discussie gesteld worden. Ik denk hierbij uiteraard aan de Overeenkomst van Lomé. Ik ben integendeel van oordeel dat wij de verbintenissen die wij tijdens de Paritaire Vergadering EU/ACS van de afgelopen weken zijn aangegaan, opnieuw moeten bevestigen. Europa moet in Seattle een opvatting van de mondialisering verdedigen die het tegenovergestelde is van een unilaterale en door een enkele grootmacht gedomineerde wereld. Europa moet integendeel pleiten voor een concept dat gebaseerd is op een wereld met meerdere polen, en moet de oprichting van economisch en politiek eengemaakte regionale gehelen aanmoedigen, zoals wij dat zelf al 40 jaar lang trachten te doen. Hoe kunnen wij anderen onthouden wat wij zelf overeengekomen zijn na de oorlog om onze industrie, onze landbouw en onze economie herop te bouwen? Ten tweede moet de WTO aan banden gelegd worden, moet haar rol strikt beperkt worden, en mogen sectoren die betrekking hebben op de eigenheid van samenlevingen niet onder de bevoegdheden van de WTO vallen, maar moeten ze onder de soevereiniteit van de burgers en hun verkozen instellingen blijven vallen. Onderwijs, volksgezondheid, overheids- en sociale diensten, openbaar vervoer en cultuur zijn allemaal sectoren die niet in de waagschaal gelegd mogen worden tijdens handelsbesprekingen en die niet mogen afhangen van een internationaal handelstribunaal. Wij moeten de wedloop naar een wereld waar alles handelswaar wordt, verwerpen. Ten derde moeten wij het beginsel van een hiërarchie van de regelgeving verdedigen. De Universele Verklaring van de Rechten van de Mens van 1948, de verdragen van de Internationale Arbeidsorganisatie of milieuverdragen moeten per definitie boven handelsvoorschriften primeren. Een land dat het voorzorgsbeginsel toepast, mag niet veroordeeld worden omdat het zijn milieu beschermt of de invoer van goederen waarvan vaststaat dat ze door kinderen geproduceerd werden, weigert. Men moet integendeel over de mogelijkheid beschikken om beroep aan te tekenen tegen een besluit van de WTO voor de Internationale Arbeidsorganisatie of de bevoegde VN-instanties. Wij worden aan de vooravond van deze nieuwe ronde getroffen door het feit dat de burgermaatschappij en de internationale publieke opinie zich in het debat mengen. Ik vind dit een uitstekende ontwikkeling, aangezien ze de meeste garanties biedt dat tijdens deze onderhandelingen zeker aandacht aan deze kwesties besteed wordt. Pohjamo Mijnheer de Voorzitter, ook ik wil de heer Schwaiger bedanken voor zijn evenwichtige verslag. Wij beginnen in Seattle een proces dat van belang is voor de ontwikkeling en de beheersbaarheid van de wereld. De wereld heeft ook spelregels en normen nodig, alleen concurrentie is niet goed, hoewel we met het WTO-proces in eerste instantie streven naar een doeltreffender handelssysteem. De uitdaging is groot. De Europese Unie bevordert een oplossing voor een duurzame ontwikkeling van de derde wereld en voor de uitdagingen van sociale rechtvaardigheid. In deze doelstelling moet men volharden. Hoewel de liberalisering van de wereldhandel economische voordelen en welvaart inhoudt, moet men hier ook kritisch tegenover staan. Bij de productie van levensmiddelen moet men uiteraard spreken over liberalisering van de handel, maar daarnaast ook over het voorzorgsbeginsel, over het bevoordelen van lokale productie en het steunen van regionale voedselketens. De beste garantie voor voedselveiligheid is de transparantie van de voedselketen en het bestaan van regels voor duidelijk omschreven controle en verantwoordelijkheid. De Europese Unie moet bij de onderhandelingen duidelijke prioriteiten hebben. Algemeen kan worden gezegd dat de rentabiliteit van het Europese familiebedrijf in de landbouw een garantie is voor de zuiverheid van voedsel. De belangrijkste zaak in de WTO-onderhandelingen is daarom het garanderen van voldoende steun om de rentabiliteit zeker te stellen. Daarom is ook het bestaan van een blauwe doos naast een groene doos van wezenlijk belang voor het in stand houden van het Europese model. Bij landbouwkwesties en voedselveiligheid mag men geen koehandel drijven. Hoewel bij industriële producten en bij diensten wordt gestreefd naar het verminderen van belemmeringen voor de productie, mag dit niet ten koste van de gezondheid gaan. Vachetta De WTO, die is opgericht om de liberalisering van de handel te versnellen, is een van de essentiële pijlers van de nieuwe internationale orde geworden. Zij begeleidt niet alleen de mondialisering, maar ze wil die ook vorm en kracht van wet geven en aldus de dictatuur van de markt opleggen. Zij draagt actief bij aan de opstelling van een neoliberaal beleid dat de overheidsdiensten, het recht op werk, de volksgezondheid, de voedselveiligheid en milieubescherming aantast. Jammer genoeg volgt de Europese delegatie in Seattle deze liberale denkwijze. Zij bepleit de uitbreiding van de bevoegdheden van de WTO. De verenigingen en organisaties die een balans van de afgelopen vijf jaar van de WTO en een moratorium op de komende onderhandelingen eisen, wijzen dit echter volledig af. Wij steunen hun eisen en beschouwen die als een eerste stap om de kapitalistische internationale orde volledig opnieuw ter discussie te stellen. Wij kunnen bijgevolg niet voor het verslag-Schwaiger stemmen. Hansenne Mijnheer de Voorzitter, ik heb er hier enkele weken geleden voor gepleit dat wij Europeanen een vastberaden, geloofwaardig en samenhangend standpunt zouden innemen om een sociale dimensie aan de liberalisering van de handel te geven. Ik verheug mij over de toenadering tussen de standpunten van de Commissie, de Raad en het Europees Parlement terzake. Zij zijn het erover eens dat de Verklaring betreffende de grondrechten van de werknemers, die door de IAO in 1998 is aangenomen, in acht genomen moet worden. In deze Verklaring wordt niet alleen rekening gehouden met de belangen van de ontwikkelingslanden - daarom hebben deze landen, en ook China, deze verklaring overigens ondertekend - maar ook met die van de werknemers, zodat ook de vakbonden deze verklaring aanvaard hebben. Wij moeten er nu voor zorgen dat deze verklaring geen dode letter blijft en daadwerkelijk gerespecteerd wordt, ook in de wandelgangen van de WTO. Mijnheer de minister, mijnheer de commissaris, serieuze samenwerking tussen de WTO en de IAO, op welke manier ook, lijkt mij geen onmogelijke opgave te zijn. Een reden te meer om hiervoor te zorgen. Medina Ortega Mijnheer de Voorzitter, de nieuwe onderhandelingsronde over de wereldhandel vindt vijf jaar na de afsluiting van de Uruguay-ronde plaats. Als parlementariërs moeten wij uiteraard de zorgen van onze kiezers verwoorden met betrekking tot deze ronde, die erg belangrijk wordt. Je zou kunnen zeggen dat we het op één punt slecht hebben gedaan. Ik doel op de geschillenbeslechtingsprocedure. We hebben twee grote conflicten meegemaakt - respectievelijk over bananen en hormonen - die de Europese Unie beide heeft verloren. Daarnaast heeft zich nog een conflict voorgedaan dat we geeneens aan de orde hebben durven stellen in het kader van de geschillenregeling; dat ging over de Amerikaanse Helms/Burton-wet en de d'Amato-wet, die extraterritoriaal op Europese bedrijven van toepassing zijn. Ik denk dat dit onderwerp op de wereldconferentie opnieuw moet worden behandeld, en dat de Europese Unie moet bezien hoe het mechanisme voor geschillenbeslechting aan de behoeften kan worden aangepast. Er spelen nog andere juridische aspecten, want het Verdrag tot oprichting van de Wereldhandelsorganisatie staat niet op zichzelf. Er zijn nog meer internationale verdragen, bijvoorbeeld degene die in het kader van de Internationale Arbeidsorganisatie of de Wereldorganisatie voor Intellectuele Eigendom zijn gesloten, en de multilaterale verdragen op milieugebied. Ik hoop dat deze aspecten op de conferentie in Seattle zullen worden behandeld, zodat nieuwe akkoorden die in het kader van de Wereldhandelsorganisatie worden afgesloten, juridisch goed bij andere regelingen aansluiten. Langenhagen Mijnheer de Voorzitter, de nieuwe WTO-ronde zendt signalen uit die er niet om liegen. Zo zijn bij het WTO-vraagstuk bijvoorbeeld zelfs Amerika en China elkaar nader gekomen. Daar hebben wij jarenlang in de delegatie voor de betrekkingen met China voor geijverd. Het rad van de geschiedenis, waar wij mede gestalte aan geven, draait dus toch een opbouwende en progressieve richting uit. Voorwaarde daarvoor is natuurlijk wel dat de concepten en ideeën, de standvastigheid en het charisma van onze onderhandelaars overtuigen. Dat geldt horizontaal, maar ook sectoraal en met name is dit van toepassing op de zeevaartsector. Waterwegen verbinden de wegen en continenten op onze aardbol. Deze zijn rijk aan nog niet uitgeputte natuurlijke hulpbronnen. Scheepvaart en scheepsbouw konden dankzij de nieuwe technologische ontwikkelingen weer stijgende sectoren worden. Wie had dat enige tijd geleden gedacht? Ook bij de visserij proberen wij een dergelijke goede positie te verwerven. Ondanks de fundamenteel andere beheersmethoden in deze sector wil ik een beroep doen op bijvoorbeeld de heer Cunha als landbouwrapporteur. Ik wil graag dat hij ook aan de visserijsector denkt, temeer daar hij ook de coördinator is van mijn fractie in de Commissie visserij. Wie betwist trouwens iets dergelijks? Ondanks de beperkte begrotingsmiddelen is de visserij een niet onaanzienlijk onderdeel van het dynamisch handels- en begrotingsbeleid van de Europese Unie. De visserij moet worden beschouwd als een zelfstandige economische tak en een belangrijke voedingssector. Het gaat hier bovendien om een groot aantal arbeidsplaatsen ter plekke, in de Europese Unie, in de derde landen en in heel de wereld. Als wij die verliezen, maken wij de toch al structuurzwakke regio's nog zwakker en wel op een heel onverantwoorde wijze. Anderzijds moeten wij ook oppassen dat wij de WTO niet gaan zien als een panacee voor al onze kwalen. Alleen als wij thuis een goede uitgangspositie hebben, kunnen wij de concurrenten op deze aardbol overtuigen. Een volledig geliberaliseerde markt kan eventueel wel tot gevolg hebben dat men meer gaat vissen dan het regeneratievermogen van de visbestanden toelaat. Daarom hoop ik dat men zal zorgen voor een verantwoorde, duurzame en partnerschapsvriendelijke visserij. Ik wens de heer Schwaiger en zijn team veel succes toe bij de onderhandelingen. Laten wij hopen dat deze ook in ons voordeel zullen uitpakken. Seguro Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de commissaris, mijnheer de minister, waarde collega's, ik neem hier het woord om een aantal punten die velen van mijn collega's van de Fractie van de Europese Sociaal-Democraten reeds hebben onderstreept kracht bij te zetten. Ik benadruk nogmaals dat wij wel een onderhandelingsronde willen, maar niet zomaar een onderhandelingsronde. Deze houding is te verklaren vanuit onze socialistische achtergrond. Wij zijn voorstander van een markteconomie, maar wij zijn gekant tegen een marktmaatschappij. Deze filosofie staat lijnrecht tegenover twee andere visies die in het kader van de benadering van de top van Seattle naar voren zijn gebracht. Ten eerste zijn wij het niet eens met degenen die beweren dat de markt geen rijkdom voortbrengt. Wij zijn er daarentegen van overtuigd dat de markt wel rijkdom genereert. Anderzijds kunnen wij ons ook niet vinden in de overtuiging dat de markt een antwoord op al onze problemen biedt. Wij, socialisten, verdedigen dat de markt ons moet helpen rijkdom te genereren, maar tezelfdertijd wensen wij dat de nodige maatregelen worden getroffen om deze rijkdom eerlijk te verdelen en een duurzame ontwikkeling te garanderen waar wij allen baat bij hebben. Het is een andere visie die grondig verschilt van de twee eerder genoemde opvattingen. Het is een veeleisende visie en een kritische visie die de basis vormt voor onze houding ten aanzien van de aanstaande onderhandelingen in het kader van de WTO. Het is daarom dat wij tegen sectorale onderhandelingen gekant zijn en pleiten voor algemene onderhandelingen. Het is daarom dat wij wensen dat de WTO en de respectievelijke onderhandelingen als een instrument ter verwezenlijking van een rechtvaardigere maatschappij en een duurzamere ontwikkeling worden beschouwd. Op die manier zal de burger werkelijk het centrum van alle beslissingen vormen. In dit opzicht eisen wij dat het respect voor het milieu, het respect voor de consument en het respect voor de mensenrechten en de sociale rechten worden gegarandeerd. Om af te ronden, mijnheer de Voorzitter, zou ik commissaris Lamy onze steun en onze samenwerking willen aanbieden met betrekking tot de doelstelling en de strategische standpunten die hij in Seattle zal verdedigen. Hieronymi Mijnheer de Voorzitter, ik heb drie korte opmerkingen over de millenniumronde en de culturele diversiteit. Ten eerste is de Europese Unie een succesverhaal, een op open markten afgestemde economische gemeenschap die de mensen sociale zekerheid en economisch welzijn heeft gebracht. De Europese Unie is echter niet alleen een economische gemeenschap: zij is ook een waardegemeenschap. Deze waarden en de waarborging van de culturele diversiteit van Europa zijn juist in deze tijd van groeiende wereldeconomie onontbeerlijk. Ik wil de rapporteur, de heer Schwaiger, in het bijzonder danken voor de buitengewone manier waarop hij in zijn verslag steun betuigt aan dit Europees cultureel erfgoed. Er zijn momenteel twee doelstellingen. Ten eerste mag de dynamische ontwikkeling van de elektronische dienstverlening niet worden belemmerd, maar moet zij veeleer worden vergemakkelijkt, daar zij als geen andere sector in Europa en in heel de wereld zekere arbeidsplaatsen voor de toekomst kan bieden. Ten tweede moet men ook in de toekomst de mogelijkheid hebben tot ondersteuning en bevordering van ons cultureel erfgoed met maatregelen van onder andere de lidstaten. Met het verslag van de heer Schwaiger kunnen beide doelstellingen worden bereikt. Daarom verdient dit brede steun van onze kant. Murphy Mijnheer de Voorzitter, mijn felicitaties aan de heer Schwaiger. Uiteraard moet de WTO-millenniumronde zo volledig mogelijk zijn om alle betrokkenen voordeel te bieden, maar toch zou ik drie punten naar voren willen brengen. Het doet mij veel genoegen dat Parlement, Commissie en Raad in hun presentatie de nadruk hebben gelegd op dierenwelzijn. Dit is een belangrijk onderwerp voor de burgers, voor velen onder ons in dit Parlement en het is ook van belang dat het in Seattle aan de orde komt. Ik denk dat we ook lering moeten trekken uit de multilaterale overeenkomst inzake investeringen. Natuurlijk is het mogelijk in Seattle zaken als concurrentie en investeringen te regelen maar dit moet dan wel op een open en transparante wijze gebeuren. De WTO moet erin slagen de burger duidelijk te maken waar zij mee bezig is, op straffe van het verliezen van draagvlak voor de vrijhandel. Ook dient het overleg zo breed mogelijk te worden gevoerd, zodat de verschillende gezichtspunten op het vlak van concurrentie en investeringen voldoende uit de verf kunnen komen. En dan het mechanisme voor geschillenbeslechting zelf. Dit was een onbetwist succes van de Uruguay-ronde maar er kleven de nodige problemen aan. Deze moeten in Seattle worden opgelost, wederom op basis van transparantie en met meer zekerheid omtrent de rechten en plichten van allen die bij de geschillenbeslechting zijn betrokken. Hiermee zouden wij de sleutel in handen krijgen voor het deblokkeren van de wereldhandel. Tot slot moeten wij nooit uit het oog verliezen dat globalisering een zaak is van mensen: het gaat over de levensstandaard, het milieu, over culturele, morele en ethische onderwerpen. Er zijn mensen die huiverig staan tegenover de WTO, tegenover globalisering, tegenover verdere groei, de ontwikkeling van markten, technologie en wetenschap. Ik geloof echter dat door een open samenwerking, met als doel het verhogen van de kwaliteit van het bestaan over de hele wereld, wij de argumenten van de tegenstanders van globalisering kunnen weerleggen en aantonen dat globalisering en liberalisering werkelijk het algemeen belang dienen. Flemming Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, de wereldeconomie is vandaag met soortgelijke problemen geconfronteerd als dertien jaar geleden, toen de Uruguay-ronde begon. Wij hebben te maken met algemeen afnemende groei en een exploderende bevolkingsgroei: op deze wereld leven 6 miljard mensen, 1 miljard lijdt honger en meer dan 30 miljoen mensen sterven jaarlijks aan honger, waaronder ontzettend veel kinderen. Wij, de rijken van deze wereld, moeten dan ook alles in het werk stellen om de ellende en de honger in deze wereld te verminderen. Ik ben er absoluut van overtuigd dat een verdere liberalisatie en uitbreiding van de handel in het kader van de WTO zal bijdragen aan de bevordering van de groei en de werkgelegenheid in de ontwikkelingslanden. Als algemeen rapporteur van de Commissie milieubeheer, volksgezondheid en consumentenbescherming voor de WTO-onderhandelingen wil ik de heer Schwaiger hartelijk bedanken voor zijn duidelijke opmerkingen over het vraagstuk handel en milieu. Deze opmerkingen waren niet vanzelfsprekend. Als het Parlement morgen het verslag Schwaiger heeft aangenomen, heeft het tegelijkertijd ook besloten dat milieubescherming in alle sectoren van de wereldhandel in ogenschouw dient te worden genomen. Daarvoor moeten bindende afspraken komen en geen halfslachtige bepalingen. Ik geloof dat wij heel spannende onderhandelingen tegemoet gaan. Zoals vandaag al zo vaak werd gezegd, is daar voor ons Europeanen ongetwijfeld een historische rol weggelegd. Lienemann Mijnheer de Voorzitter, geachte collega's, wij hebben in Marrakech de belofte gekregen dat een balans van de vorige onderhandelingsronde zou worden opgemaakt vóór nieuwe besprekingen van start gingen. Tot op heden is echter nog geen balans opgemaakt en de reden is heel eenvoudig: ze zou niet positief zijn. De balans zou luiden dat korte metten gemaakt moet worden met de liberale dogma's, met de oude theorie dat het bevorderen van de handel rijkdom creëert. Het handelsvolume is in 50 jaar met 17 vermenigvuldigd terwijl we op aarde slechts tweemaal meer goederen produceren. Tevens zou worden ontkracht dat het lot van de derde wereld verbeterd is. De ongelijkheid is zowel in de derde wereld als bij ons almaar toegenomen. De balans zou luiden dat het roer moet worden omgegooid, en dat is wat wij vragen, mijnheer de commissaris. Het roer omgooien betekent allereerst dat wij, bovenop het bestaande pakket waarover al onderhandeld werd, echte sociale en milieubepalingen moeten krijgen in plaats van vage verwijzingen naar nooit toegepaste regels. Dat betekent dat we daadwerkelijk iets tegenover milieu- en sociale dumping stellen. De balans zou zijn dat we de doos van Pandora niet mogen openen op andere gebieden, en ik denk hier met name aan de investeringen. Dit Parlement heeft het MOI verworpen. Het heeft dit afgewezen om een aantal redenen ten gronde en, mijnheer de commissaris, u moet deze argumenten overnemen zodat vermeden kan worden dat de rampen die we op andere gebieden gekend hebben, zich opnieuw voordoen in de sector van de investeringen. Deze balans zou tenslotte ook veroordelen dat een octrooi kan worden genomen op levende materie, dat het leven, dat planten, dat alles handelswaar wordt. De 20ste eeuw werd gekenmerkt door een fundamentele crisis van het humanisme ten gevolge van vreemdelingenhaat en genocides. Ik zou niet willen dat het humanisme ook in de 21ste eeuw een crisis doormaakt omdat handel en geld alles overheersen en primeren boven de ontwikkeling van de mens en de fundamentele waarden die het leven van de mens uitmaken. Wijkman Mijnheer de Voorzitter, ook ik wil de heer Schwaiger gelukwensen met zijn uitstekende verslag. Velen kritiseren vandaag de dag de Wereldhandelsorganisatie omdat deze te eenzijdig naar de handel zou kijken, dat ze handel als een doel op zich beschouwt en geen oog heeft voor de complexe verbanden tussen het handelsverkeer, de mensenrechten en de toestand van het milieu. Ik ben het voor een deel eens met deze kritiek, maar ik trek daaruit niet de conclusie dat er geen nieuwe handelsronde nodig is. Integendeel, ik geloof dat niemand baat heeft bij een status quo. Wij hebben juist alles te winnen bij een nieuwe ronde, omdat het begrip voor de zojuist genoemde complexe verbanden en het besef dat ontwikkelings- en milieuvraagstukken in één groot verband moeten worden gezien, op dit moment veel groter zijn. Ik verwijs naar het laatste rapport van de WTO, waarin de milieuvraagstukken juist met zeer veel begrip worden behandeld. Ik wil graag twee aspecten van het onderhavige onderwerp nader belichten. De Commissie stelt terecht dat deze ronde een development round moet worden. In een situatie met afnemende hulp kan ik mij echter moeilijk voorstellen hoe dit mogelijk is als er geen radicale veranderingen komen. Sommigen zien een tegenstelling tussen hulp en handel. Zij zeggen dat handel de armste landen uit hun huidige situatie moet helpen. Ik geloof dat het vraagstuk verkeerd is geformuleerd. Bijstand en handel zijn beide nodig, dus zowel trade als aid. Daarom moeten wij deze vraagstukken koppelen aan onze hulpactiviteiten. Groei van het handelsverkeer kan uiteraard positief zijn voor het milieu, bijvoorbeeld door de handel in milieuvriendelijke technologie. Maar het tegenovergestelde is ook mogelijk. Dat komt vooral doordat in ons economisch raamwerk niet voldoende rekening wordt gehouden met de gevolgen voor het milieu. Daarom is het zo belangrijk dat de handelsregels hier meer acht op slaan. De vraag die opkomt als we dit verslag lezen en eisen stellen aan de WTO, is alleen of deze organisatie alle denkbare discussies wel aankan. Ik geloof - en dat is een belangrijke conclusie - dat we niet alleen de WTO "groener" moeten maken, maar dat wij tegelijkertijd de internationale milieuconventies moeten versterken. Die zijn op dit moment namelijk veel te zwak. Carraro Mijnheer de Voorzitter, ik geloof dat de millenniumronde de belangrijke kans is om de internationale markten open te wrikken voor de concurrentie, om het garantiestelsel uit te breiden ten aanzien van praktijken die tegen de mededingingsregels indruisen, en ook om eindelijk eens het thema van de investeringen aan te snijden. De liberalisering van de wereldhandel is een positief proces dat ontwikkeling genereert. Dit proces kan belemmerd worden door protectionistische maatregelen van de landen, maar het wordt ook tegengehouden als er concurrentievervalsende situaties ontstaan, zoals misbruik van dominante posities, kartelvorming of dumping, wat zo schadelijk is voor Europa: kijk bijvoorbeeld naar de scheepswerven. Dit is een materie die grotendeels nieuw is voor de Wereldhandelsorganisatie, maar zij is in ieder geval uiterst belangrijk. Een nieuw gespreksonderwerp zal daarnaast moeten zijn het streven naar openstelling van de nationale markten voor buitenlandse investeringen. Het is belangrijk dat het verslag-Schwaiger en dit Parlement de WTO als de juiste plek beschouwen voor een serieus overleg inzake investeringen; daarbij moet gestreefd worden naar veiligheid en duidelijkheid rondom het recht op bescherming van de investeringen, maar natuurlijk dient men ook borg te staan voor bescherming van de nationale wetgevingen op sociaal, cultureel en milieugebied. Het verslag-Schwaiger legt begrijpelijkerwijs de klemtoon iets meer op het aspect van de bescherming. Het laat echter naar mijn gevoel ook merken dat het op dezelfde golflengte zit als het voorstel van de Commissie en dat het dus het volste vertrouwen heeft in hoe commissaris Lamy dit heikele onderwerp aanpakt. Het besef is daarbij aanwezig dat liberalisering van de internationale handel ook op nieuwe terreinen - zoals in het geval van investeringen - op grote interesse kan rekenen bij de landen van de Europese Unie en in het algemeen alle landen die uit zijn op een duurzame ontwikkeling van de wereldeconomie. Brunetta Mijnheer de Voorzitter, de Europese Unie streeft ernaar - zoals ook in het verslag-Schwaiger gesteld wordt - een permanent werkforum tussen de Internationale Arbeidsorganisatie en de Wereldhandelsorganisatie in het leven te roepen voor kwesties die verband houden met handel, globalisering en arbeid. Dat is de enige weg om ervoor te zorgen dat liberalisering en handel gelijke tred houden met eerbiediging van de fundamentele arbeidsrechten, zonder af te glijden in een egoïstisch en huichelachtig protectionisme of in oneerlijke en zelfdestructieve concurrentie. In dit opzicht moet het bilateraal akkoord dat de Verenigde Staten met China hebben ondertekend ter voorbereiding van de toetreding van dit land tot de WTO, door de Europese Unie beschouwd worden als een belangrijke bijdrage aan het multilaterale proces. Maar dat niet alleen, het moet vooral ook beschouwd worden als een belangrijk moment van toetsing om te zien in hoeverre de mensenrechten nu en in de toekomst meetellen tegenover de handelsmogelijkheden die een enorme groeimarkt als de Chinese te bieden heeft. In dit verband mag niet vergeten worden dat de 174 landen van de IAO, die zich met de plechtige verklaring van 1998 ertoe hebben verbonden de vier categorieën fundamentele arbeidsrechten te eerbiedigen - ook die landen die de desbetreffende conventies niet hebben geratificeerd - grotendeels lid van de WTO zijn. Aangezien internationale organisaties dat zijn wat de lidstaten willen, kan terecht geëist worden dat die landen in alle overlegcircuits een consequent standpunt uitdragen. Met de toetreding van China, die wenselijk is en waar de Europese Unie daadwerkelijk voor onderhandelt, zal de WTO zeker representatiever worden en zal deze organisatie betere kansen krijgen om een vrije, maar tegelijkertijd gereguleerde globale handel tot stand te brengen. Dit houdt echter niet in dat wij de illusie mogen koesteren dat de problemen rondom de basisrechten in China dan vanzelf opgelost worden of in ieder geval dichtbij een oplossing komen; noch mogen wij verhullen dat ook de Verenigde Staten in het verleden met twee maten hebben gemeten toen zij op eerbiediging van de sociale clausule aandrongen. Maar het is hoe dan ook beter dat getracht wordt deze rechten bij China door te drukken in het kader van internationale instellingen dan dat dit in bilaterale overlegrondes gebeurt, want in dit laatste geval moet de wind maar net de goede kant op staan. Corbey Voorzitter, als laatste in de rij van socialistische sprekers zou ik graag uw aandacht willen vragen voor één aspect dat nog onderbelicht is gebleven, en dat is de patentering van levende organismen. Veel derdewereldlanden hebben hiertegen bezwaren gemaakt, want deze praktijk grijpt diep in het bestaan van miljoenen boeren. Wanneer octrooi kan worden aangevraagd op bestaande landbouwgewassen, worden boeren afhankelijker van grote bedrijven. Zij moeten gaan betalen voor zaaizaad, hetgeen hun bestaansgrond aantast. De voedselzekerheid staat hierdoor op het spel. Een grote groep derdewereldlanden, met Kenia als woordvoerder, heeft een oproep gedaan de TRIPS-overeenkomst te herzien. Om tegemoet te komen aan de ontwikkelingslanden zou het goed zijn om dit inderdaad te doen. Maar er zijn meer redenen. Vanuit economisch oogpunt zijn er grote nadelen verbonden aan de huidige praktijk omdat dat kan leiden tot onaanvaardbare machtposities van enkele bedrijven. Er zijn ook ethische bezwaren tegen octrooien op levende organismen. Deze bezwaren zijn in de Raad eveneens naar voren gebracht bij de vaststelling van de biotechnologierichtlijn. Daarom wil ik commissaris Lamy en het Parlement vragen om de bezwaren van derdewereldlanden, maar ook de ethische en economische bezwaren hier in Europa, serieus te nemen. Een evaluatie van de bestaande regeling zou een eerste stap zijn. Lamassoure Mijnheer de Voorzitter, de Verenigde Staten roept de rest van de wereld niet in Seattle bijeen om een visie van absolute en ongebreidelde vrijhandel op te leggen. Integendeel. De Wereldhandelsorganisatie is een Europees idee, en de Amerikanen hebben zich hiertoe bekeerd in Marrakech, nadat ze zich er lang tegen verzet hadden. Niet de Amerikanen, maar de Europeanen stellen een zo ruim mogelijke agenda voor Seattle voor: de millenniumronde is ons idee. Niet de Amerikanen, maar de Europeanen hebben het meest van de vorige onderhandelingen geprofiteerd. Het handelstekort van de Verenigde Staten tegenover Europa is sinds 1995 enorm toegenomen en het bedroeg vorig jaar zo'n 30 miljard dollar. Het gaat hier niet om handel zonder regels, we willen er integendeel voor zorgen dat de ongelooflijke toename van de handel de duurzame ontwikkeling van alle landen ten goede komt en niet alleen tot de verrijking van de hebzuchtigen en sterksten leidt. Wij wensen meer handel en willen de talrijke belemmeringen die nog altijd voor bepaalde goederen en de meeste diensten in bepaalde landen bestaan, uit de weg ruimen. Wij wensen loyale handel, met andere woorden gelijke concurrentievoorwaarden voor iedereen. Deze voorwaarden zijn niet gelijk voor de landbouw en de cultuursector. Er is behoefte aan concurrentieregels en een rechtbank die erop toeziet dat deze regels gerespecteerd worden, ook door de sterksten tegenover de zwakkeren. Tenslotte streven wij naar handel die de duurzame ontwikkeling ten goede komt en een verband legt tussen de handelsakkoorden en de andere belangrijke internationale verbintenissen die wij inzake de fundamentele rechten van werknemers, voedselveiligheid en milieubescherming zijn aangegaan. In feite moeten wij op internationaal niveau overdoen wat ons in Europa gelukt is toen wij de stap zetten van de douane-unie naar de interne markt. Europa kan dan ook de belangrijkste bijdrage aan deze onderhandelingen leveren en mag er terecht het meeste van verwachten. Liese Mijnheer de Voorzitter, fungerend voorzitter Stasi, commissaris Lamy, ik schaar mij achter de talrijke dankbetuigingen aan het adres van de heer Schwaiger. Hij heeft een goed verslag ingediend. Dit behelst de belangrijkste punten en zegt principiële steun toe aan de Commissie en de Raad. Hierin staan echter ook enkele vraagstukken die wij met meer duidelijkheid naar voren hebben gebracht dan de Commissie en de Raad tot nu toe, bijvoorbeeld de milieunormen. Wij willen, mijnheer de commissaris, mijnheer de fungerend voorzitter van de Raad, niet alleen de milieuschade die in Europa ontstaat door producten uit andere landen, ter sprake brengen, maar ons ook intensiever bezig houden met de productiemethoden, de PPM, in andere landen. Daarbij mag men zich niet beperken tot het bespreken van etiketteringsproblemen, maar moet men ook de mogelijkheid onderzoeken om met handelsmaatregelen milieuschade in de wereld te voorkomen. De liberalen hebben een uitstekend amendement in de commissie ingediend dat als paragraaf 47 in de onderhavige resolutie is opgenomen. Als in heel de wereld gevaar dreigt voor milieuschade, moet men handelsmaatregelen kunnen nemen met betrekking tot de productiemethoden. Het Shrimps-Turtle-arrest van de WTO biedt tenminste een aanknopingspunt voor de motivering van dergelijke maatregelen. Die shrimps zien er immers hetzelfde uit, of zij nu gevangen worden met of zonder inachtneming van de regels voor dierenbescherming. De WTO heeft nu echter gezegd dat men in principe daarover kan discussiëren. Wij moeten in dit verband ook over klimaatbescherming spreken. De wereld heeft immers in 1992 in Rio en in 1997 in Kyoto vastgesteld dat dit inderdaad een reusachtig probleem is dat met vereende krachten moet worden aangepakt. Daarom moet de mogelijkheid worden geboden om in de WTO maatregelen voor klimaatbescherming af te spreken. Tot slot wil ik nog mijn steun geven aan al degenen die een moedig standpunt met betrekking tot de ondersteuning van de minst ontwikkelde landen, de LLDC, voorstaan. Ik wil er echter wel op wijzen dat het hierbij niet alleen gaat om de ACS-landen, maar ook om heel veel landen buiten het ACS-kader die sterker ondersteund moeten worden. Ik ben een van degenen die een volledige douanevrijheid willen voor alle producten. Ik wil niet dat men zogenaamde gevoelige producten gaat vaststellen en daarop dan weer uitzonderingen moet maken. Van Hecke Voorzitter, het uitwerken van de agenda voor de komende millenniumronde roept bij mij nogal wat vragen op. Ik kan mij niet van de indruk ontdoen dat de desiderata van de ontwikkelingslanden fijngemalen dreigen te worden tussen de desiderata van de grote economische blokken. Als de olifanten vechten wordt het gras vertrappeld. Dat weet men in Afrika maar al te goed. Als Europa en de VS vandaag twisten over genetisch gemodificeerde organismen en het gebruik van hormonen en antibiotica in de veeteelt dreigen de verbeterde markttoegang voor de ontwikkelingslanden en hun inschakeling in de wereldeconomie naar het tweede plan te verdwijnen. Het is aan ons om ervoor te zorgen dat er in een wereld met geliberaliseerd handelsverkeer plaats is voor sociale en ecologische correcties en voor een geleidelijke en begeleide inschakeling van de derdewereldlanden in de wereldeconomie. Anders dreigen wij terecht te komen in een American world die enkel de commercie met verve verdedigt, maar de andere waarden van de European dream vergeet, namelijk solidariteit naast competitiviteit en verantwoordelijkheid naast economische groei. Het kan toch niet de bedoeling zijn dat alles ondergeschikt wordt gemaakt aan dat ene paradigma, dat vanuit Seattle uitgedragen moet worden naar de rest van de wereld? Europa, en a fortiori het Europees Parlement, moet pleitbezorger zijn van meer evenwicht in de wereldhandelsrelaties. De liberalisering van de economie moet voor de ontwikkeling van de derde wereld het effect hebben van de wind die een vuur in gang blaast. De wind moet krachtig genoeg zijn, maar mag niet te krachtig worden, of hij zal het vuur doven. In Seattle zullen wij mee aan de blaasbalg van de wereldeconomie staan. Ik geloof dat het uitstekende verslag van collega Schwaiger zeer goed aangeeft hoe wij de hand kunnen reiken aan de ontwikkelingslanden. Ik zal het dan ook met heel veel enthousiasme steunen. Carlsson Mijnheer de Voorzitter, ik ben bezorgd over de houding die zich in de EU dreigt te ontwikkelen waar het gaat om de vrijhandel. De aanvallen op de WTO zijn niet mis, en de handelsconflicten die wij meemaken en waarin wij worden meegesleept, zijn alarmerend. Eenzijdig gedweep met de tradities en het speciale karakter van de eigen regio door middel van handelspolitieke restricties ondermijnt de grondslag van handelsverkeer, ontwikkeling en spreiding van kennis, cultuur en welvaart. Bovendien kan dit gedrag op den duur leiden tot wantrouwen, stagnatie en conflicten. Wat het verslag-Schwaiger betreft, waarmee onze uitstekende rapporteur zeer grondig werk heeft verricht, hebben vele parlementsleden energie gestoken in het aan de orde stellen van alle problemen en onrust waartoe vrijhandel volgens hen leidt. Ik wil daarom wijzen op de bijdrage van de vrijhandel aan vermindering van de armoede, aan economische groei en aan democratiseringsprocessen. De ontwikkelingskracht die vrijhandel en concurrentie met zich meebrengen, kunnen wij in dit tijdperk van globalisering niet de rug toekeren. Daarom moet het de hoofdopdracht van de EU-vertegenwoordigers in Seattle zijn dat zij de liberalisering van de wereldhandel helpen voortzetten. De nieuwe industrieën hebben vertrouwd op de regelgeving van de WTO. Daarmee hebben zij op een veel betere wijze welvaart kunnen scheppen dan door aalmoezen van de rijken. Als er nu protectionistische maatregelen worden genomen, verhinderen die de import vanuit deze ontwikkelingslanden en belemmeren ze de mogelijkheden van deze landen om bij te dragen aan de internationale arbeidsverdeling. Daarom leidt bescherming van markten tot verslechtering van de arbeidsvoorwaarden in de armere landen en belemmert ze de ontwikkeling die wij willen bevorderen, namelijk een ontwikkeling in de richting van betere levensvoorwaarden via groei en vrijhandel. Korhola Mijnheer de Voorzitter, een verheugend onderdeel van het verslag van de heer Schwaiger is, dat het Parlement van zijn kant in staat is geweest de coherentie in de onderhandelingsdoelen van de Europese Unie te vergroten. De Europese Unie heeft zich door haar eerdere besluiten verbonden tot consequentie in de verschillende beleidssectoren. Zodoende moet bijvoorbeeld het handelsbeleid in overeenstemming zijn met het communautair beleid ten aanzien van ontwikkelingslanden en het milieubeleid. Beide beleidssectoren komen in het verslag nu duidelijk naar voren en als nieuw parlementslid moet ik zeggen dat dat een positieve verrassing is. Bovendien is het te waarderen dat in het verslag een zeer evenwichtig standpunt wordt ingenomen over de relatie tussen de WTO en andere multilaterale overeenkomsten. Bovendien belooft de sterke steun voor de begonnen samenwerking tussen de IAO en de WTO steeds meer coherentie op dit gebied. Als er een goed functionerend model is gevonden, zou dit ook moeten worden toegepast op de betrekkingen van de WTO met andere internationale organisaties onder wiens gezag vergelijkbare overeenkomsten zijn gesloten. Het is eveneens van belang dat het Parlement nu de betekenis van deze multilaterale overeenkomsten vaststelt in de arbitrageprocedure van de WTO. Als lid van de Commissie milieubeheer, volksgezondheid en consumentenbeleid ben ik er tevreden over dat men het voorzorgsbeginsel ook in de regelgeving van de WTO wil opnemen. De onderhandelaars van de Unie moeten de andere partijen ervan overtuigen dat het doel van de Europese Unie niet protectionisme is, maar het garanderen van het welzijn van de consumenten. De Unie zou er goed aan doen NGO's tijdens de onderhandelingsronde van de WTO voor gesprekken uit te nodigen. Behalve dat dat de legitimiteit van de werkzaamheden van de Unie op ons eigen grondgebied versterkt, kunnen NGO's uit de hele wereld van hun kant onze onderhandelaars helpen bij het bereiken van de doelen van de Unie. De ervaring leert dat onder NGO's het debat zich gemakkelijk van het ene werelddeel naar het andere verplaatst. Aangezien de andere partijen helaas nog ver achter lopen, heeft de Europese Unie rugdekking nodig van NGO's in haar werk om de WTO om te vormen in een voor het milieu, de gezondheid en het sociale welzijn duurzame organisatie. Bij de onderhandelingsronde in Seattle neemt het werkterrein en de macht van de WTO aanzienlijk toe en daarom moet de Europese Unie ervoor zorgen dat de invloed van de liberalisering van de handel en de werkzaamheden van de WTO voortdurend vanuit het oogpunt van ecologie en rechtvaardigheid worden beoordeeld. McCartin Mijnheer de Voorzitter, ik ben er niet zo zeker van dat de ontwikkelde wereld behoefte heeft aan vrijhandel met de rest van de wereld om economische vooruitgang te boeken. Het handelsvolume van grotere lidstaten, zoals Frankrijk, Duitsland en het Verenigd Koninkrijk, bedroeg ongeveer 30% van het BNP in de jaren ' 60 tegenover 60% vandaag, maar het tempo van hun economische groei lag in die tijd aanzienlijk hoger. Tussen 1950 en 1970 liepen de economische groei en de toename van de wereldhandel ongeveer gelijk op, maar sindsdien groeit de economie nog maar half zo snel als de handel: wederom dus geen bewijs dat grotere handel vanzelf tot grotere groei leidt. Het spreekt vanzelf dat kleine landen als Ierland, België en Luxemburg behoefte hebben aan vrij handelsverkeer, maar de zaak ligt volledig anders voor een Europese Unie met een eenheidsmarkt of de Verenigde Staten, eveneens met één grote markt. Niettemin geloof ik in de vrijhandel. Omdat de wereld in volle verandering is kan de globalisering geen halt worden toegeroepen, tenzij wij opnieuw ijzeren gordijnen willen invoeren, of eventueel bamboe gordijnen, die op den duur ook zouden worden weggeblazen door de wind der verandering. De globalisering is bezig zich te voltrekken en hoewel zij niet zonder risico's is, biedt zij ons ook een enorme uitdaging. De eerste uitdaging is het opzetten van een partnerschap voor samenwerking en het beheren van de toegenomen handelsactiviteiten. Besluitvorming op deze wijze beoogt niet de democratische processen te omzeilen maar deze juist uit te breiden. Het gaat om een nieuw instrument voor het regelen van menselijke activiteiten. Achter onze tariefmuren en handelsbelemmeringen gaat het gevaar schuil van nieuwe internationale conflicten. De rijken zouden zich kunnen ingraven achter hun barrières; zij zouden wat essentiële goederen kunnen kopen van de armere landen, maar we zouden weer terug zijn in de zeventiende eeuw, met uitbuiting van arm door rijk. Zij die zich inzetten voor mensenrechten, dierenwelzijn en het milieu hebben veel meer kans verbeteringen te behalen op deze gebieden binnen een juridisch kader en een Wereldhandelsorganisatie, dan in een situatie zonder enige regelgeving, waarin alleen maar de wet van de jungle zou gelden. De heer Schwaiger wil ik mijn compliment maken met het tot stand brengen van een mijns inziens deugdelijk kader, waarmee we uit de voeten kunnen. Risico's zijn er ongetwijfeld, maar aan ons de taak de mensen duidelijk te maken dat voortgang de enige weg is. Lamy Mijnheer de Voorzitter, om te beginnen wil ik het Europees Parlement gelukwensen met zijn gevoel voor de actualiteit. Dit debat over het verslag-Schwaiger kon op geen beter moment gehouden worden, aangezien wij midden in de uiterst levendige besprekingen van de voorbereiding van de agenda voor Seattle zitten. Verder wil ik als onderhandelaar voor de Unie mijn voldoening over het verslag-Schwaiger uitspreken. De aanneming van dit verslag zal een duidelijk signaal voor onze partners zijn dat de Europese Unie geen genoegen zal nemen met een minimalistische aanpak die er uitsluitend op gericht is voor een betere toegang tot de markten in bepaalde sectoren te zorgen. Zo'n benadering zou niet tegemoet komen aan de zorgen van onze medeburgers en de terechte eisen van de ontwikkelingslanden. Als ik uw woorden van vandaag mag geloven, zal onze positie en dus de positie van de Unie in Seattle nog versterkt worden door uw stemming van morgen. Wij zijn ons er allen van bewust dat het debat over de handel de benadering die wij voorstellen en die ook uit het verslag-Schwaiger blijkt, gewijzigd heeft. Wij willen natuurlijk de liberalisering van de handel voortzetten, want die is en blijft van strategisch belang voor onze welvaart. Tijdens de volgende onderhandelingsronde moeten echter ook een aantal nieuwe onderwerpen aan bod komen: ontwikkeling, milieu, volksgezondheid en voedselveiligheid, sociale grondregels, transparante concurrentie, minimumregels inzake investeringen en de bevordering van de culturele diversiteit. In het licht van al deze elementen bevelen wij een langere onderhandelingsronde aan. Ik verheug mij er in dit verband over dat de Commissie en het Parlement het hier grotendeels over eens zijn, zoals blijkt uit uw verslag, mijnheer Schwaiger. Sommigen van u zijn het niet met deze aanpak eens en stellen een soort moratorium op de onderhandelingen voor. Ik denk niet dat dit een oplossing is. In de eerste plaats moeten wij immers een aantal verbintenissen ten gevolge van de Uruguay-ronde nakomen. Ten tweede moeten wij goed inzien welke risico's een moratorium inhoudt. Als wij geen vorderingen meer maken op het gebied van een multilaterale liberalisering, zetten wij de deur wagenwijd open voor unilaterale maatregelen van de sterksten. Is dat echt wat degenen die voor een moratorium pleiten, wensen? Waarom zouden wij, ten derde, de onderhandelingen uitstellen over regels die onze burgermaatschappij terecht eist en waarop de ontwikkelingslanden wachten om de liberalisering van de handel en duurzame ontwikkeling te combineren op gebieden als volksgezondheid, milieu en de fundamentele rechten van de werknemers? Ik ben er bijgevolg van overtuigd dat deze onderhandelingen nodig zijn, maar ik erken - en ik ben er trouwens ook blij mee - dat de voorwaarden voor deze onderhandelingen gewijzigd zijn vergeleken bij de vorige ronde. Aangezien almaar meer medeburgers zich zorgen maken over de mondialisering, moeten wij een ruimer, doorzichtiger en interactiever openbaar debat houden. Mijns inziens waren de discussies bij de opstelling van het verslag-Schwaiger in het Parlement en tussen het Parlement en de Commissie voorbeeldig in dit opzicht. De heer Schwaiger verdient alle lof. Hij heeft schitterend werk geleverd en op grond van uw talloze voorstellen een compromistekst opgesteld die, naar ik hoop, morgen zal worden aangenomen. In antwoord op het debat wil ik het even hebben over een aantal kwesties die tijdens de voorbereiding van het verslag benadrukt werden. Om te beginnen is het duidelijk dat de ontwikkelingslanden, die het minst van de oprichting van de Wereldhandelsorganisatie en de resultaten van de Uruguay Round geprofiteerd hebben, zonder uitzondering het minst geïntegreerd zijn in het internationale handelsstelsel. Met het oog op hun integratie mogen wij hun deelneming niet langer uitstellen en moeten wij die bevorderen. Wanneer deze gebrekkige integratie vooral te wijten is aan een gebrek aan middelen of onvoldoende mogelijkheden moeten we de ontwikkelingslanden technische en financiële bijstand geven zodat zij hun vermogen om te onderhandelen en de door de WTO goedgekeurde maatregelen uit te voeren, kunnen verbeteren. Wanneer het tekort aan integratie evenwel te wijten is aan hun intern beleid of aan onvoldoende ontwikkeling, zijn het verlenen van uitstel voor de toepassing van de WTO-regels en het toestaan van preferentiële maatregelen niet de goede oplossing. De ontwikkelingslanden moeten absoluut een speciale en gedifferentieerde behandeling blijven genieten, maar ze moeten er aldus toe aangezet worden strategieën voor duurzame ontwikkeling toe te passen en mogen hier niet van vrijgesteld worden. Zo is bijvoorbeeld een nieuwe benadering van de relaties met de ACS-landen nodig, die met name moet overeenstemmen met de WTO-regels. Het huidig stelsel moet hoe dan ook herzien worden, maar we moeten natuurlijk de nodige overgangsmaatregelen nemen. Wat betreft de intellectuele eigendom zijn wij ervan overtuigd dat de bepalingen terzake de ontwikkelingslanden de kans moeten bieden zelf voordeel te trekken van de middelen waarover zij beschikken, en dat de huidige bepalingen al zeer ver in die richting gaan. Een volledige herziening van het akkoord zou dus geen goede zaak zijn. Als wij het verband tussen intellectuele eigendom en ontwikkeling in zijn geheel bekijken, moeten wij niet alleen meer garanties bieden, maar ook directe investeringen aanmoedigen als belangrijkste middel voor de overdracht van technologie naar deze landen. Wij moeten akkoorden voor technische samenwerking met deze landen sluiten en we moeten misschien wel overwegen - dit is maar een voorstel - de Europese investeringen in fundamenteel onderzoek naar levend materiaal op te voeren zodat we de voordelen met hen kunnen delen. Op milieugebied heerst vooral grote ongerustheid over de toepasbaarheid van de milieumaatregelen in het kader van de WTO-regels. De ideale oplossing zou natuurlijk zijn multilaterale onderhandelingen over een hiërarchie van de wetgeving te voeren. Zoals wij echter wel weten, ligt dat niet binnen handbereik. In afwachting daarvan moeten we ervoor ijveren dat alle nieuwe voorschriften bij de vorige aansluiten, zodat de rechters die eventueel over discrepanties moeten oordelen niet over enorme marges beschikken. Een van onze doelstellingen bestaat erin op dit gebied voor onderlinge compatibiliteit te zorgen zodat milieu- of andere maatregelen in overeenstemming met de WTO-regels kunnen worden genomen. Ook het voorzorgsbeginsel houdt sommigen van u sterk bezig. Het is duidelijk dat het de WTO-leden toekomt te besluiten of er al dan niet een risico bestaat. Het voorzorgsbeginsel moet hun vervolgens de mogelijkheid bieden de passende maatregelen te nemen om dit risico te vermijden. Voor ons is het belangrijkste dan ook dat de regels en procedures betreffende de toepassing van het voorzorgsbeginsel verduidelijkt worden. Ik heb vastgesteld dat u zich ook zorgen maakt over de diensten. Ik wil u hierin geruststellen. Ik beschik zeker niet over een mandaat om in het kader van internationale onderhandelingen toe te staan dat de bevoegdheid van de regeringen van de lidstaten om op dit gebied regelgeving op te stellen of actief te zijn, ter discussie gesteld wordt. Wij erkennen dat deze diensten een essentiële en cruciale rol in onze samenleving spelen. In verband met de landbouw worden wij tot nu toe geconfronteerd met een standpunt van de Cairns-groep dat landbouwproducten met andere goederen wil samenvoegen. Wij houden er een andere mening op na. Dat is niet wat alle overeenkomstsluitende partijen in 1994 overeengekomen zijn en wat wij gerespecteerd hebben. Wij moeten er wel degelijk opnieuw van uitgaan dat de landbouw niet alleen goederen voor de markt produceert, maar ook een aantal andere taken vervult. Tenslotte zijn er de sociale bepalingen. De mondialisering doet zich in alle landen op sociaal vlak voelen, maar we moeten ook vaststellen dat de in het kader van de IAO overeengekomen internationale arbeidsvoorschriften in een aantal minder ontwikkelde landen onvoldoende gerespecteerd worden. Gelooft u mij, verwijzingen naar sociale normen wekken bij sommige van onze WTO-partners en met name bij de ontwikkelingslanden uiterst felle reacties op. Wij moeten dan ook allereerst herhalen dat wij tegen het opleggen van handelssancties op sociaal vlak en tegen elk gebruik van dergelijke sancties voor protectionistische doeleinden zijn. Volgens ons moet respect voor de fundamentele rechten van de werknemers uitsluitend gericht zijn op een rechtvaardiger verdeling van de voordelen van de groei die de liberalisering van de handel oplevert. Overigens kunnen wij met het oog hierop en dankzij ons algemeen preferentiestelsel lagere douanerechten verlenen aan landen die de belangrijkste IAO-verdragen daadwerkelijk toepassen. Voor ons is het belangrijkste - en daarover zijn wij het mijns inziens allen eens - dat er in Seattle voor gezorgd wordt dat de kwestie in een samenwerkingsverband tussen de WTO en de IAO kan worden besproken. Ik wil terloops ook zeggen dat wij het eens zijn met de aanwezigheid van de heer Somavia in Seattle als positief signaal voor de aandacht die aan deze kwestie zal worden besteed. Mijnheer de Voorzitter, vóór ik afrond wil ik het nog even over China hebben. Ik heb mij hier nog niet publiekelijk over uitgesproken vóór dit debat. Is - zoals velen onder u gevraagd hebben - het feit dat de Amerikanen en de Chinezen een akkoord over toegang tot de WTO ondertekend hebben, goed of minder goed nieuws? Uit het oogpunt van de degenen die de WTO ter discussie stellen, is dit geen goed nieuws. De ontwikkeling van China is van fundamenteel belang voor de toekomst van onze planeet en China geeft nu duidelijk te kennen dat het tot een multilateraal handelssysteem wil toetreden. Uit het oogpunt van onze multilaterale en eigen belangen hangt alles af van de inhoud van het gesloten akkoord. Het Amerikaanse Congres wilde evenwel als eerste op de hoogte gebracht worden van de inhoud van het akkoord. Uw vergadering moet meer sympathie dan antipathie voor deze werkwijze kunnen opbrengen, ook al maakt ze mij het leven moeilijk. Het spijt mij, maar ik krijg zelf slechts mondjesmaat informatie en details. Welnu, het gevaar schuilt precies in de details. Op dit moment heb ik geen reden om te twijfelen aan de goede trouw van de Amerikaanse onderhandelaars, aangezien onze onderhandelaars sinds twee jaar vaak en goed met hen samenwerken met betrekking tot onze gemeenschappelijke belangen. Ik heb evenmin reden om te vermoeden dat concessies gedaan zijn inzake multilaterale voorwaarden die voor ons belangrijk zijn, en dat die betaald zijn met voor ons waardeloze bilaterale munt. Ook als dat niet zo is, zullen wij met China moeten onderhandelen over de onderwerpen waar voor de Unie grote belangen op het spel staan. Dit akkoord is kortom waarschijnlijk goed nieuws, maar ik zeg dit onder voorbehoud, aangezien momenteel de details bestudeerd worden. Tenslotte, mijnheer de Voorzitter, wil ik nu al de leden van uw instelling die deel uitmaken van onze delegatie voor de ministerconferentie in Seattle, welkom heten. Dit past in een traditie die ik met genoegen voortzet. Overigens zal ik morgen een ontmoeting hebben met de leden die u naar Seattle afvaardigt - ik hoop dat u die tegen morgen aangeduid hebt - en zullen wij de regelingen die wij ter plekke zullen treffen, grondiger kunnen bespreken. Plooij-van Gorsel Mijnheer de Voorzitter, ik heb de heer Lamy uitdrukkelijk gevraagd wat hij in het licht van de toetreding van China tot de WTO van de toetreding van Taiwan denkt. Hij heeft geen antwoord gegeven op mijn vraag. Kan ik alsnog een antwoord krijgen? Lamy Mijnheer de Voorzitter, ik heb geen antwoord op deze vraag gegeven omdat het Parlement mij deze vraag enkele weken geleden ook al gesteld heeft en ik ze toen beantwoord heb. Wij zijn voor de toetreding van Taiwan tot de WTO. De onderhandelingen zitten overigens niet volledig vast met alle betrokken landen en het feit dat China toenadering zoekt tot deze landen is uit dit oogpunt inderdaad goed nieuws. De Voorzitter Het debat is gesloten. De stemming vindt morgen om 12.00 uur plaats. Barón Crespo Mijnheer de Voorzitter, ik wil op basis van artikel 112, lid 2, van het Reglement, een motie indienen in verband met een verzoek tot urgentverklaring dat ik drie uur geleden heb ingediend. Dat verzoek was bedoeld om, overeenkomstig artikel 115 van het Reglement, de beraadslaging over het verslag-Napolitano urgent te verklaren. Ik dien nu een motie in om de Vergadering van dit verzoek in kennis te stellen en er gevolg aan te geven, zodat we ons aan de termijnen voor de beraadslagingen en de stemming kunnen houden die we bij het opstellen van de agenda hebben bepaald. De Voorzitter Mijnheer Barón Crespo, ik heb daar nog geen inlichtingen over. Wij wachten nog af en ik denk dat in de loop van het volgende debat dat zal gebeuren waar u om vraagt. Nu kan ik daar nog niets over zeggen. Barón Crespo Mijnheer de Voorzitter, ik wil in ieder geval formeel bevestigd zien dat ik dit verzoek drie uur geleden heb ingediend, ondertekend door mijzelf en door de voorzitter van de liberale fractie, en met instemming van de voorzitter van de PPE-fractie, ook al heeft die niet getekend. Ik wil dat dit om formele redenen in de notulen wordt vermeld. Ik verzoek u om de diensten te vragen deze motie snel te verwerken. De Voorzitter Daar neem ik nota van, mijnheer Barón Crespo. Wij zullen de diensten vragen dit zo spoedig mogelijk af te handelen. Herziening van de Verdragen / Volgende IGC De Voorzitter Aan de orde is het debat over het verslag (A5-0058/1999) van de leden Dimitrakopoulos en Leinen namens de Commissie constitutionele zaken over de voorbereiding van de herziening van de Verdragen en de volgende intergouvernementele conferentie (C5-0143/1999 - 1999/2135(COS)). Dimitrakopoulos Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de commissaris, geachte collega's, ik wil allereerst mijn mederapporteur, de heer Leinen ook publiekelijk bedanken voor de uitstekende samenwerking in deze tijd. Met het onderhavige verslag beoogden wij twee doelstellingen. Ten eerste hebben wij geprobeerd op luttele bladzijden de mening uiteen te zetten van de grote meerderheid van niet alleen dit Parlement, maar ook de Europese burgers. Ten tweede hebben wij duidelijk willen maken dat het Europees Parlement present wil zijn, telkens wanneer grote besluiten of omvangrijke hervormingsprocessen van de Europese Unie op stapel staan. Het lijdt geen twijfel dat de nieuwe intergouvernementele conferentie rechtstreeks verband houdt met een grote uitdaging voor de Europese Unie, met misschien wel haar grootste uitdaging: de uitbreiding. Voordat wij nieuwe landen opnemen, moeten wij de instellingen, hun werking en de beleidsvormen van de Europese Unie verbeteren en dit is dan ook het doel van de nieuwe intergouvernementele conferentie. Dit is een moeilijk proces. Dit houdt in dat de intergouvernementele conferentie zich tenminste op twee niveaus moet begeven. Het eerste niveau - waar ik niets over zal zeggen, daar wij als rapporteurs bij de verdeling van onze taken besloten hebben dit terrein over te laten aan mijn collega en vriend Jo Leinen - betreft de methode, de diepgang zo u wilt en het doel van de institutionele hervormingen. Het tweede niveau betreft het eveneens zeer belangrijke gebied van de beleidsvormen van de Europese Unie. Het lijdt geen twijfel dat de Europese Unie dagelijks met meer problemen wordt geconfronteerd, met voor de burgers zeer belangrijke vraagstukken, ten aanzien waarvan zij een standpunt moet innemen. Het lijdt echter evenmin twijfel dat het ondoenlijk is in een dergelijk parlementair debat, en in de geringe tijd die ons ter beschikking staat, al die vraagstukken een voor een uit te pluizen. Als wij spreken over de beleidsvormen van de Europese Unie hebben wij ten eerste te maken met de aanwezigheid van de Europese Unie in de wereld. Wij hebben ons daarmee herhaaldelijk beziggehouden, en terecht. De nieuwe intergouvernementele conferentie moet uitmonden in een verbetering van de beleidsvormen die ons kunnen brengen bij een gemeenschappelijk buitenlands en defensiebeleid. Het tweede belangrijke beleidsterrein betreft de toekomst van Europa in de wereld. Dit vraagstuk houdt natuurlijk verband met hetgeen ik zojuist noemde, maar heeft afgezien daarvan nog een economische dimensie. Hier raken wij immers ook aan de internationale economische betrekkingen, waar wij reeds zulke lange debatten aan hebben gewijd. Het derde beleidsterrein betreft het zogenaamde sociale Europa. Het zou een tragische fout zijn indien men de Europese Unie ging verbeteren, haar beleidsvormen ging verbeteren, zonder rekening te houden met de sociale sector. Dit is een uitermate belangrijke sector die het dagelijks gebeuren betreft, het dagelijks leven van de Europese burgers. Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, u begrijpt dat men in een dergelijk verslag nooit concrete beleidsvoorstellen kan doen, en dat is ook niet de bedoeling. Die voorstellen bestaan sowieso. Dit verslag gaat veeleer over de agenda van de intergouvernementele conferentie, over de methode die men daar moet volgen. Het Europees Parlement heeft met dit verslag een zeer concreet voorstel hiervoor willen doen en ik vraag u om uw instemming hiermee. Leinen Mijnheer de Voorzitter, de Commissie constitutionele zaken heeft dit verslag in verschillende vergaderingen uitvoerig besproken. Mijns inziens geven wij de voltallige vergadering nu een goed gestoffeerd verslag over de hervorming van de Verdragen. Ik ben mijn collega, de heer Dimitrakopoulos, dank verschuldigd voor de uitstekende samenwerking en de werkverdeling bij deze zeer omvangrijke taak. Wij zijn het erover eens dat de Unie pas kan gaan uitbreiden en nieuwe landen kan opnemen, als eerst een diepgaande hervorming heeft plaatsgevonden. Deze hervorming is noodzakelijk om de efficiëntie van de Europese Unie in stand te houden, om de transparantie in en de controle op het besluitvormingsproces van het Europese beleid te verbeteren. Volgens het Parlement mag men zich bij de op til zijnde hervormingen niet beperken tot de drie, in Amsterdam overgebleven probleemgebieden. Die drie gebieden zijn weliswaar belangrijk, maar volstaan niet. Ik zal u vijf punten noemen die ik in mijn onderdeel van het verslag als eisen naar voren breng. Ten eerste eisen wij een hervorming van de instellingen en alle organen, dus ook van het Hof van Justitie, de Rekenkamer, het Economisch en Sociaal Comité en het Comité van de regio's. Al deze instellingen moeten op de proefbank. In het middelpunt moet echter de hervorming van de Raad staan. De Raad van ministers moet - zoals in het Trump-Pires-document staat - een eigen hervormingsproces op gang brengen dat gelijk tred houdt met de intergouvernementele conferentie. De kern van deze hervormingen moet de besluitvorming bij meerderheid zijn: deze moet de regel worden. Daarmee verbonden is de medebeslissing van dit Parlement voor alle wetgevingsvoorstellen. Het Parlement zal de intergouvernementele conferentie ook beoordelen op de mate van succes bij de hervorming van de Raad. Ten tweede moet de intergouvernementele conferentie een bijdrage leveren aan de verbetering van de democratische controle op de Europese politiek. Het Parlement moet meer mogelijkheden krijgen om controle op de Commissie uit te oefenen en rekenschap en verantwoording te eisen. Wij willen dat de voorzitter van de Commissie de mogelijkheid krijgt om de vertrouwenskwestie te stellen in dit Parlement. Ook moet de zogenaamde Prodi-procedure, dat wil zeggen de mogelijkheid voor de voorzitter van de Commissie om een individueel Commissielid te ontslaan, haar beslag vinden in het volgende Verdrag. Ten derde moet men volgens ons de Verdragen nu anders gaan opzetten. Dit moet uitmonden in een zekere constitutionalisering van de Unie. Geen burger en geen deskundige doorschouwt momenteel de Verdragen. Deze zijn gewoon onleesbaar. Om de burger dichter bij Europa te brengen, hebben wij een samenvatting van de Verdragen nodig. Men moet één tekst maken bestaande uit twee delen: een constitutioneel deel en een tweede deel. Voor dit tweede deel moet tenminste gedeeltelijk een vereenvoudigde herzieningsprocedure gelden. Ten vierde is voor de hervorming van de Verdragen niet alleen een ambitieuze inhoud, maar ook een nieuwe methode nodig. Achter gesloten deuren onderhandelen is niet alleen uit de tijd, maar ook onaanvaardbaar. Het Parlement moet bij alle fasen van de voorbereiding en de werkzaamheden van de intergouvernementele conferentie betrokken worden. Wij eisen dat de communautaire methode overeenkomstig artikel 48 wordt gevolgd en verwachten een concreet voorstel van de Commissie. Dit voorstel zal de grondslag moeten zijn voor de onderhandelingen. Ook verwachten wij een consensus met de Raad en de Commissie over de agenda en de procedure voor de komende intergouvernementele conferentie. Dit artikel 48 moet trouwens zelf op de agenda van de intergouvernementele conferentie komen te staan. Wij zijn van mening dat rekening dient te worden gehouden met de dubbele legitimiteit van de Unie: als unie van landen en als unie van volkeren. Dat betekent dat het Parlement medebeslissingsrecht moet krijgen bij toekomstige onderhandelingen over Verdragswijzigingen en wel bij de vaststelling van de inhoud van de toekomstige Verdragen. Wij zijn hier in het Parlement bereid om mee te werken aan een omvangrijke herziening van de Verdragen en ervoor te zorgen dat onze Europese Unie ook na uitbreiding nog besluitvaardig blijft en tegelijkertijd doorzichtig is voor de burgers. De burgers moeten deze Unie immers kunnen begrijpen en daarmee kunnen instemmen. In de afgelopen week presenteerde de Commissie haar voorstellen. Deze week is het de beurt van het Europees Parlement. Veel collega's wilden verder gaan dan wij in ons verslag hebben gedaan en eisten zelfs de uitwerking van een Europese grondwet. Wij hebben van discipline blijk willen geven en ons gehouden aan het grote kader van de institutionele vereisten. Nu is het aan de regeringen om in Helsinki blijk te geven van inzicht en moed: zij moeten voor een agenda zorgen die een aanvaardbare hervorming kan opleveren. Barón Crespo Mijnheer de Voorzitter, ik wil een kort protest laten horen tegen het feit dat een zo belangrijk debat als dit op de agenda van woensdag op een zo ongelukkige plaats is gezet. Ik heb daar maandag al op gewezen, en ik herhaal nu mijn protest. Ik voer in dit geval het woord namens de Begrotingscommissie, om de belangrijkste punten te noemen die volgens deze commissie beslist moeten worden behandeld op de conferentie ter herziening van de Verdragen. De veronderstelling daarbij is dat wie geen rekening houdt met de begroting, in de politiek dwalende is. Ik zal deze punten kort opsommen: hervorming en actualisering van de begrotingsprocedure; uitbreiding van medebeslissing op begrotingsgebied; opname van de secundaire instellingen in het communautaire systeem; consolidatie van de financiële vooruitzichten in de vorm van een echt financieel programma op de middellange termijn; hervorming van het eigenmiddelensysteem om enerzijds de financiële autonomie en doelmatigheid van de Unie te garanderen, en anderzijds de transparantie van de communautaire begroting. Dit laatste houdt in dat er sprake moet zijn van medebeslissing bij de vaststelling van het globale eigenmiddelenniveau. Verder willen wij de mogelijkheid invoeren om op Europees niveau fiscale instrumenten te gebruiken, en vinden wij dat de begrotingsautoriteit ieder jaar moet kunnen interveniëren met betrekking tot de vermenging van de verschillende inkomstencategorieën. Tenslotte willen wij medebeslissing op wetgevend gebied en besluitvorming bij gekwalificeerde meerderheid uitbreiden tot alle financiële verordeningen in verband met programma's of instrumenten die communautaire uitgaven behelzen, verordeningen die het GLB betreffen, en iedere rechtshandeling waarmee een uitvoerend orgaan in het leven wordt geroepen. Theato Mijnheer de Voorzitter, met het verslag van de heren Dimitrakopoulos en Leinen spreekt het Europees Parlement zich voor het eerst uit over de taken van de komende intergouvernementele conferentie. Het kader daarvoor is geschetst. Wij weten - zonder dat ik daarbij op alle details wil ingaan - welke uitdaging Europa in de nabije toekomst het hoofd moet bieden, als het door de Europese burgers beter begrepen en geaccepteerd wil worden. De grootste uitdaging wordt ongetwijfeld gevormd door de uitbreiding van de Unie, die wij allen willen. Deze uitbreiding tot meer dan twintig leden - en over enkele jaren misschien zelfs tot meer dan dertig leden - kan de Unie sterker, maar ook zwakker maken. Europa wordt sterker als het erin slaagt zijn identiteit op grond van zijn politieke en culturele geschiedenis te verstevigen. Europa kan echter ook zwakker worden. Door het groter aantal deelnemers op het Europese toneel kunnen immers institutionele problemen en aanzienlijke operationale zwakheden ontstaan, als niet tijdig, vóór de uitbreiding, de noodzakelijke maatregelen worden getroffen en het huidig stelsel ingrijpend wordt hervormd. Er bestaat een reëel gevaar dat de besluitvaardigheid van de wetgevende instanties, de Raad en het Parlement, wordt lamgeslagen en de Commissie de uitvoering van de wetgeving onmogelijk wordt gemaakt. Een ander probleem is hoe de Verdragen aangepast moeten worden aan de zich steeds sneller ontwikkelende realiteit in de Europese Unie. De twee rapporteurs hebben terecht de aandacht gevestigd op deze problemen en ze gekoppeld aan concrete beleidsterreinen. De Commissie begrotingscontrole wil met haar advies een antwoord geven op de vraag of een verdere toeneming van de controleactiviteiten en een efficiënte bescherming van de communautaire financiële belangen het hoofd moet worden geboden met de instelling van een Europees parket volgens het corpus juris, met inachtneming evenwel van de subsidiariteit. Daarover heeft vorige week ook commissaris Barnier in de commissievergadering in Brussel duidelijk gesproken. Het onderhavig verslag gaat over het geheel genomen in de goede richting en ik wil beide rapporteurs hiervoor mijn erkentelijkheid betuigen. De Clercq Geachte Voorzitter, mijnheer de commissaris, waarde collega's, de historische kans die de komende intergouvernementele conferentie ons biedt om de instellingen en de werking van de Europese Unie klaar te stomen voor de 21ste eeuw is hier reeds voldoende benadrukt. Het Europees Parlement moet daarom van dichtbij kunnen deelnemen aan de voorbereidingen en moet werkelijk betrokken worden bij de opstelling en goedkeuring van amendementen op de Verdragen zodat het democratisch karakter van deze procedure wordt versterkt. We moeten trouwens nadenken over een mogelijke vereenvoudiging van de Verdragen. Tijdens de Europese Raad van Keulen werd gesteld dat "tijdens de Conferentie alle Verdragswijzigingen kunnen behandeld worden die nodig mochten blijken ten aanzien van de Europese instellingen alsmede in het kader van de uitvoering van het Verdrag van Amsterdam". Dit houdt dus ook het Hof van Justitie in. In mijn advies namens de commissie juridische zaken wordt benadrukt dat het organisatie- en procedurele kader van het Hof en het Gerecht van Eerste Aanleg moeten worden herzien teneinde de achterstand in te halen die er op dit moment bestaat, en dit moet mijns inziens verder gaan dan een herverdeling van de kamers en het verhogen van het aantal rechters. Goede en tijdige rechtsbedeling is immers een essentieel onderdeel in elke rechtsstaat en we moeten erop toezien dat in de Europese Unie de essentie van de prejudiciële procedure en de algemene rechtsbescherming gewaarborgd blijven. Andere voorstellen die werden geopperd, zoals de vraag of het Europees Parlement bij de benoeming van de rechters moet worden betrokken en of de bevoegdheid van het Hof moet worden uitgebreid tot de zogenaamde derde pijler, liggen ter studie. Alle Verdragswijzigingen hebben er tot nu toe voor gezorgd dat het Parlement zijn macht wist te vergroten. Dit moet ook nu het geval zijn. De commissie juridische zaken stelt voor om de medebeslissingsprocedure uit te breiden tot alle gebieden van de interne markt, waarbij de Raad dan steeds bij gekwalificeerde meerderheid beslist. Op die gebieden kan zelfs onderzocht worden of het Parlement en de Raad een initiatiefrecht kunnen krijgen wat betreft de wijziging van de bestaande wetteksten. De invoering van een duidelijke hiërarchie van rechtsnormen moet er tenslotte voor zorgen dat er een goed onderscheid kan worden gemaakt tussen alle verschillende wetgevings- en uitvoeringsbesluiten. Tot daar, mijnheer de Voorzitter, enkele van de eerste voorstellen van de commissie juridische zaken in haar advies. De rest volgt in een meer gedetailleerd verslag komend jaar. Plooij-van Gorsel Voorzitter, collega's, mijnheer de commissaris, namens de industriecommissie wil ik de rapporteurs graag complimenteren met hun verslag, maar ik heb ook wat kritiek. De industriecommissie acht het van groot belang dat bij de volgende herziening van de Verdragen verbeteringen worden aangebracht op twee terreinen, namelijk dat van de handelspolitiek en dat van energie. Wat betreft de handelspolitiek, dient de bevoegdheid van de Commissie om namens de Gemeenschap te onderhandelen bij de WTO of in andere fora te worden uitgebreid tot alle diensten en rechten in verband met de intellectuele eigendom. Daarnaast moet het Parlement meer controle op de Commissie kunnen uitoefenen, zowel voor als tijdens de onderhandelingen over handelsakkoorden. Weliswaar hebben NGO's steeds meer inbreng bij het onderhandelingsproces, maar dit kan nooit de parlementaire controle vervangen. Democratie kan en mag niet aan NGO's worden overgelaten. Het opnemen van duurzame ontwikkeling als doelstelling in het Verdrag van Amsterdam vraagt om een geïntegreerde benadering van energie- en milieubeleid. Daarom pleit de industriecommissie voor het opnemen van een energiehoofdstuk in het Verdrag. Daarnaast dient het Europees Parlement meer invloed te krijgen betreffende het Euratom-Verdrag. Helaas willen de beide rapporteurs en de Commissie constitutionele zaken de amendementen van de industriecommissie over het energiebeleid en Euratom niet overnemen. U begrijpt dat ik dat als rapporteur voor advies zeer betreur, temeer daar met het Euratom-kaderprogramma 1,3 miljard euro onderzoeksgeld gemoeid is. De liberale fractie heeft mijn amendementen daarom nu opnieuw ingediend. Mijn fractie steunt de ambities van de industriecommissie op energiegebied. Het is namelijk nu de tijd om vanuit het Parlement de juiste signalen af te geven aan Raad en Commissie wat betreft een geïntegreerd energie- en milieubeleid. Ik hoop dat de rapporteurs alsnog deze amendementen willen overnemen. Von Wogau Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, het onderhavig verslag behelst de voorstellen van het Parlement voor de hervorming van de Europese Unie. Deze hervorming is noodzakelijk gezien de op til zijnde uitbreiding. Deze is echter ook noodzakelijk omdat nu voor het eerst elf lidstaten een gemeenschappelijk monetair beleid volgen. Daarom moet het economisch beleid van de lidstaten op tenminste gemeenschappelijke principes zijn gebaseerd. Het economisch systeem van het Verdrag van Rome is een uitstekende grondslag gebleken voor het economisch beleid van de Gemeenschap. Dit is een systeem van open markten. In enkele lidstaten is hiervoor een begrip ingeburgerd geraakt, dat de naam "sociale markteconomie" draagt. Ik zou willen aanbevelen dit begrip van sociale markteconomie op te nemen in de Verdragen. Dat is ook de mening van de meerderheid van de Economische en Monetaire Commissie. Een belangrijk deel van het economisch beleid van de lidstaten gaat over belastingen. Door de Europese binnenmarkt is concurrentie ontstaan tussen de verschillende belastingstelsels, die bijvoorbeeld bij de belasting op de toegevoegde waarde tot onderlinge toenadering van de belastingtarieven heeft geleid. De binnenmarkt is echter ook op dit gebied nog niet af. De geplande omschakeling op het principe van het land van oorsprong laat nog op zich wachten. Dit is een voorbeeld voor de manier waarop het eenparigheidsbeginsel in de Raad kan leiden tot verlamming van de besluitvorming en daarmee tot inperking van het economisch prestatievermogen. Het gevolg daarvan is minder economische groei en hogere werkloosheid. Daarom is het noodzakelijk dat tenminste bij de procedures voor de inning van grensoverschrijdende belastingen en met name de BTW, besluitvorming in de Raad bij meerderheid geschiedt. Een ander probleemgebied is de nog onvoldoende betrokkenheid van het Parlement bij de procedures voor de mededingingswetgeving. Deze is een sleutel voor het mededingingsvermogen van onze industrie en dus een voorwaarde voor de toekomstperspectieven voor Europa. Daarom vragen wij ook medebeslissing van het Europees Parlement bij de regelgeving op dit gebied. Wij willen dat in enkele sectoren, waarin Europa - zij het dan met volledige inachtneming van het subsidiariteitsprincipe - op grond van de Verdragen een sleutelrol is toegekend, de rol van het Europees Parlement wordt versterkt en het meerderheidsprincipe in de Raad in de Verdragen wordt verankerd. Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik wil het Parlement voor dit verslag bedanken. Het zal een belangrijk onderdeel zijn van de voorbereiding van de intergouvernementele conferentie en ik moet zeggen dat ik mij van harte aansluit bij de in het verslag gestelde algemene doelen om de Unie doeltreffender, transparanter en democratischer te maken. Sta mij echter toe iets te zeggen over de voortgang tijdens het Finse voorzitterschap van de voorbereidingen voor de intergouvernementele conferentie in 2000. Een maand geleden gaf premier Lipponen u een overzicht van de resultaten van de Europese Raad van Tampere en sneed tegelijkertijd ook de voorbereiding van de IGC aan. Nu zijn er nog maar drie weken te gaan tot de top in Helsinki en wij zijn toe aan de laatste fase van de voorbereidingen voor de IGC. De uitbreiding van de Unie vereist een hervorming van de instellingen. De EU moet volledig het feit erkennen dat de uitbreiding de behoefte aan veranderingen met zich meebrengt die wij binnen de EU moeten realiseren. Wij moeten voldoende politieke moed tonen om verregaande maatregelen te nemen en de voor de Unie zo noodzakelijke hervormingen door te voeren. Zoals u zich waarschijnlijk kunt herinneren werd begin juni tijdens de Top in Keulen de voorbereiding van de komende intergouvernementele conferentie in handen gegeven van het volgende ofwel het Finse voorzitterschap. Dit najaar werden op het niveau van de permanente vertegenwoordigers technische voorbereidingen voor de IGC getroffen. Nu zijn we overgegaan op het politieke niveau en voeren we bilaterale gesprekken op verschillende niveaus met de andere lidstaten, het Europees Parlement en de Commissie. Premier Lipponen begint volgende week de traditionele ronde langs de hoofdsteden voorafgaand aan de bijeenkomsten van de Europese Raad. De voorbereidingen voor de intergouvernementele conferentie van 2000 is een van de centrale thema's van deze ronde. Ook voor deze ronde komt de resolutie van het Europees Parlement dus precies op tijd. Wij zijn er van uitgegaan dat de voorbereiding op basis van het mandaat van Keulen in de praktijk vooral drie punten inhoudt: de omvang en samenstelling van de Commissie, de herziening van de stemmenweging in de Raad, en een toename van het aantal besluiten met gekwalificeerde meerderheid van stemmen. Naast deze drie punten gaat het ook om andere institutionele kwesties die hier nauw mee verbonden zijn. Het debat over de hervorming van de EU is in volle gang en het debat over de IGC was dit najaar zeer levendig in de verschillende fora. Een maand geleden publiceerde het door Commissievoorzitter Prodi in het leven geroepen "Comité van Wijzen" een rapport waarin verregaande institutionele hervormingen werden geëist. Op basis van dit rapport gaf de Commissie vorige week haar eigen opvatting over hoe zij de intergouvernementele conferentie van het jaar 2000 zag en welke onderwerpen er op de IGC behandeld moeten worden. Ook hier in het Europees Parlement is de intergouvernementele conferentie in talrijke commissies aan de orde geweest. Wij weten dat er onder u vele echte deskundigen op het gebied van de IGC zijn en wij waarderen de inbreng van het Parlement in het debat. Morgen gaat u stemmen over het standpunt van het Parlement inzake de IGC van 2000. Ik beloof u dat wij uitvoerig kennis zullen nemen van de standpunten die u morgen aanneemt. De deelname van het Europees Parlement aan de volgende intergouvernementele conferentie is een zeer belangrijke kwestie. Van verschillende kanten heb ik zeer positieve commentaren gehoord over de waardevolle en constructieve bijdrage van de parlementsleden Elisabeth Guigou en Elmar Brok aan de IGC van 1996. Wat betreft de intergouvernementele conferentie van 2000, hebben de lidstaten nog geen definitief besluit genomen over hoe het Europees Parlement deelneemt. Wat de voorbereiding van de IGC betreft heeft vooral de uitgebreide agenda stof doen opwaaien. Naast de drie onderwerpen die in de conclusies van Keulen worden genoemd zijn van verschillende kanten onder andere naar voren gebracht de plaatsverdeling tussen het Europese Hof van Justitie, de Rekenkamer en het Europees Parlement, de flexibiliteit en de verdeling van het Europese Verdrag in twee delen. Wij zullen in ons rapport ons eigen standpunt weergeven over wat wij na de gevoerde debatten en de verkregen standpunten mogelijk en wenselijk achten. Er zijn een aantal punten waarover alle aan de IGC deelnemende instellingen het min of meer eens zijn. Ten eerste moet, wat we ook van de omvang van de agenda van de IGC vinden, de rode draad de uitbreiding en de hiervoor noodzakelijke hervormingen zijn. Ten tweede twijfelt niemand eraan dat Europa met de uitbreiding sterker moet worden. De besluitvorming en mogelijkheden van de Europese Unie mogen door de uitbreiding niet zwakker worden. Ten derde bestaat bij alle instellingen de wil om zich te houden aan het tijdschema volgens hetwelk de onderhandelingen eind 2000 tijdens het Franse voorzitterschap worden afgerond. Er moet in korte tijd overeenstemming worden bereikt over de hervormingen, zodat de uitbreiding geen vertraging oploopt door interne problemen van de Europese Unie met het tijdschema. Ik heb mij in mijn betoog alleen geconcentreerd op de veranderingen die de IGC eist. Wij moeten echter niet vergeten dat de instellingen ook hervormd kunnen worden zonder de Europese verdragen te veranderen. Naar mijn mening moeten deze hervormingen tijdens de IGC consequent en doeltreffend worden doorgevoerd. Ik durf te hopen dat we met de modernisering van de instellingen en de wijziging van de procedures de Europese Unie en de burgers dichter bij elkaar kunnen brengen. Het Finse voorzitterschap heeft de noodzaak onderstreept de doeltreffendheid en transparantie van de communautaire werkzaamheden te verbeteren. Tijdens het Finse voorzitterschap hebben wij op dit gebied een stap vooruit gezet. Finland heeft vanaf het begin van het voorzitterschap de aanbevelingen uit het zogeheten rapport-Trumpf-Piris uitgevoerd waarvan de toepassing geen apart besluit van de lidstaten vereist. Wij hebben getracht de transparantie van de Raad en de verkrijgbaarheid van documenten te verbeteren. Concreet hebben wij de agenda's en tijdschema's van vergaderingen van zowel de Raad als de werkgroepen gepubliceerd. Wij hebben ook voorgesteld de agenda's van alle vergaderingen over het wetgevende werk van de Raad openbaar te maken. Dit was dus een kort overzicht van de stand van zaken bij de voorbereidingen voor de intergouvernementele conferentie van 2000. Volgende week heb ik de gelegenheid u nadere details te geven wanneer ik in Brussel ben waar de Commissie constitutionele zaken mij zal horen over de voortgang van de voorbereiding van de IGC. Wij moeten weer een keer besluiten nemen die voor de toekomst van de Unie van belang zijn. Het nemen en later uitvoeren van deze besluiten vereist van alle instellingen een soepele en onbaatzuchtige samenwerking. Van mijn kant kan ik garanderen dat de Raad met het Europees Parlement wil samenwerken om de komende IGC tot een succes te maken. De Voorzitter Ik dank u, voorzitter Sasi. Méndez de Vigo Mijnheer de Voorzitter, ik denk dat het applaus na afloop van de interventie van de voorzitter van de Fractie van de Europese Sociaal-Democraten heel duidelijk heeft gemaakt hoe het Parlement hier over denkt. Wij zijn van mening dat het niet het geschikte moment is om dit debat te houden. Wij denken namelijk, mijnheer de Voorzitter, dat dit debat niet alleen erg belangrijk is voor de leden van de Commissie constitutionele zaken, maar ook voor de Unie in het algemeen en voor de mensen die hopen dat Europa doeltreffend, democratischer, en met meer solidariteit zal functioneren. Onlangs vroeg een van de andere leden me: "Wat voor oplossingen wil het Europees Parlement aan de intergouvernementele conferentie voorstellen?" Wat ik mijn collega heb geantwoord, wil ik hier vandaag herhalen: dit is niet het moment voor oplossingen of voorstellen, maar om vast te stellen waar de IGC zich mee bezig gaat houden en welke methode daarbij wordt gebruikt. En dat is precies wat in het verslag staat dat door de collega's Dimitrakopoulos en Leinen is opgesteld. Bovendien laat dit verslag goed zien hoe twee intelligente mensen redelijke afspraken kunnen maken. Ik denk dat resolutie die de Commissie constitutionele zaken voorstelt, van politieke intelligentie getuigt; er wordt uitgelegd waar het om gaat, en er wordt een heel duidelijke en resolute politieke lijn aangehouden. En welke lijn is dat? De lijn, mijnheer de Voorzitter, die wordt ingegeven door het gezond verstand. Het Verdrag van Amsterdam heeft deze kwestie niet opgelost, de institutionele vragen werden niet beantwoord. De verdragspartijen erkenden dat ook, door in het Verdrag een protocol op te nemen over de instellingen in het licht van de uitbreiding van de Europese Unie. De bedoeling van dat protocol was om in de toekomst te bezien hoe deze vragen zouden moeten worden beantwoord. In het protocol wordt een dubbele institutionele hervorming voorgesteld: een eerste hervorming voor zolang de Unie nog minder dan 21 lidstaten heeft, en een tweede voor als het er meer worden. De eerste is een minihervorming, de tweede een uitgebreidere hervorming. Het uitgangspunt van dit protocol over de instellingen komt overeen met het rapport van de Commissie Agenda 2000. Daarin werd een eerste uitbreiding voorzien, die we 5+1 doopten. Het nieuwe voorstel van Commissievoorzitter Prodi doet dat uitgangspunt echter teniet, want er is niet langer sprake van 5+1, maar van 12; twaalf landen die in de race zijn. Ook het uitgangspunt van het protocol over de instellingen is daardoor achterhaald. De eerste, kleine hervorming, waarin alleen over de Commissie en de weging van de stemmen zou worden gesproken - naast de eventuele uitbreiding van stemming bij gekwalificeerde meerderheid die de Verklaring van Keulen daar nog aan toevoegde - heeft niet veel zin meer. Het politieke uitgangspunt is inmiddels veranderd. Daarom praten we nu alleen nog maar over het tweede deel van het protocol over de instellingen, over een diepgaande hervorming van de Europese Unie om de Unie op de uitbreiding voor te bereiden. Tegen die achtergrond denk ik dat het vereiste dat ik daarstraks noemde, het gezond verstand, moet worden gecombineerd met wat haalbaar is, zoals de fungerend voorzitter van de Raad zei. Ik denk dat het voorzitterschap van de Raad momenteel een grote verantwoordelijkheid draagt, want beoordelen wat haalbaar is, mag geen voorrang krijgen boven wat het gezond verstand dicteert. We weten dat regeringen in het algemeen niet erg geneigd zijn om dingen te veranderen; ze roeien met de riemen die ze hebben. Maar soms moeten ze een beetje onder druk worden gezet, mijnheer de fungerend voorzitter van de Raad, want anders vrees ik dat wat u onder "haalbaar" verstaat, veel minder zal zijn dan wat de Europese Unie nodig heeft. Ik denk dat het verslag van de heren Dimitrakopoulos en Leinen vol staat met goede ideeën. Het is zonder meer redelijk, en stelt vast wat de punten zijn waarover volgens ons op de toekomstige intergouvernementele conferentie moet worden nagedacht. Ik spreek hier namens mijn fractie, die het met de inhoud van dit verslag volkomen eens is. Ik wil daarom alleen nog op drie amendementen wijzen die, lijkt mij, het verslag kunnen aanvullen. Ik wil de Vergadering vragen om voor deze amendementen te stemmen. Amendement 18, van mijn fractie, houdt in dat het Parlement moet worden geraadpleegd over de jaarlijkse economische richtsnoeren, over besluiten in verband met begrotingstekorten, en over elk ander belangrijk besluit dat in het kader van de Economische en Monetaire Unie moet worden genomen. De onafhankelijkheid van de Europese Centrale Bank mag daarbij natuurlijk niet in het gedrang komen, maar ik denk dat het Parlement zich over deze zaken moet uitspreken. Vervolgens amendement 26, waarin wij ook het subsidiariteitsbeginsel betrekken bij de verdeling van bevoegdheden. Tenslotte, een van de amendementen 47, 26, 27 of 28, die alle over flexibiliteit gaan. Ik denk dat we het debat over flexibiliteit moeten aangaan. Maar we moeten daarbij wel rekening houden met een essentieel punt, mijnheer de fungerend voorzitter van de Raad. We mogen niet uit het oog verliezen wat de Europese Gemeenschappen de afgelopen jaren hebben betekend, noch wat het belangrijkste beginsel van de Gemeenschappen is: integratie. Aan dat principe moeten we vasthouden, en dat zal in een Europa met 28 landen heel moeilijk worden als we de nodige hervormingen niet doorvoeren. De Voorzitter Ik dank u, mijnheer Méndez de Vigo. Barón Crespo Mijnheer de Voorzitter, in de eerste plaats wil ik beide rapporteurs, de heren Dimitrakopoulos en Leinen, feliciteren met hun verslag. Ik denk dat hun werk niet alleen weergeeft waar wij gevoelig voor zijn, maar ook, met betrekking tot de doelen die de Unie zich moet stellen, een benadering volgt die zich tot de hoofdpunten beperkt en heel redelijk is. De rapporteurs stellen tegenover de verstandige aanpak van de Raad, die zou moeten proberen om de hangende punten, de losse eindjes van Amsterdam af te handelen, een soort brief aan de kerstman - zo niet meer - namens het Parlement. Ik merk op dat het Parlement, net zoals het dat voor het Verdrag van Maastricht en voor het Verdrag van Amsterdam heeft gedaan, voor een benadering heeft gekozen die uitgaat van een kort en specifiek verlanglijstje waar de belangrijkste punten op staan. Ik denk dat ons streven er ten eerste op gericht moet zijn de Unie te laten functioneren, en ten tweede om ons voor te bereiden op de uitbreiding. Het is heel eenvoudig: je kunt niet zeggen dat er een kleine hervorming nodig is wanneer dit huis, dat bedoeld was voor zes bewoners, er door zijn eigen succes nu vijftien herbergt, en wij bereid zijn om tot 25 of 30 door te groeien. Dat kun je niet meer opvangen door de meubels te verplaatsen, daar is wel wat meer voor nodig. Ik heb aandachtig naar de fungerend voorzitter van de Raad geluisterd, en ik begrijp dat het aanpakken van fundamentele kwesties weer andere kwesties met zich mee zal brengen, en dat dit proces tot een intergouvernementele conferentie leidt, die met de nodige ambitie moet worden opgezet. De tweede opmerking die ik wil maken, mijnheer de Voorzitter, houdt verband met de methode. Wij hebben het vaak over transparantie en het contact met de bevolking. Nu is het op zich al heel moeilijk om uit te leggen wat een intergouvernementele conferentie inhoudt, maar dat is nog moeilijker als die conferentie achter gesloten deuren plaatsvindt. Wij proberen momenteel om de euro te populariseren en meer steun voor de Unie te verwerven. Daarnaast wordt er sinds kort gewerkt aan het opstellen en bespreken van een Handvest van de grondrechten. Zowel het Europees Parlement als de nationale parlementen zijn daarbij betrokken, en ook de Raad - en ik juich het toe dat de Raad daartoe het initiatief heeft genomen. Tegen die achtergrond is het toch wat schokkend dat wordt voorgesteld om een conferentie achter gesloten deuren te houden, en dat de Raad tot op de dag van vandaag nog niet eens heeft willen zeggen of er ook een afvaardiging van het Europees Parlement mee mag doen. Ik wil op dat aspect wijzen, omdat het volgens mij volslagen tegenstrijdig is en tegen onze eigen belangen en behoeften indruist. Wij moeten ons openstellen voor de buitenwereld en de nationale parlementen bij ons werk betrekken, en er moet een open discussie plaatsvinden binnen het Parlement; anders denk ik dat het heel moeilijk wordt om voldoende steun te vinden. Mijn derde opmerking, mijnheer de Voorzitter, heeft met onze eigen opgaven te maken, want we moeten niet alles tot het laatst toe aan de IGC overlaten. Wij zijn met een hervorming van onze instelling bezig door bijvoorbeeld aan het statuut voor Parlementsleden te werken - ik ben blij dat de Raad daar gunstig tegenover staat - en door ons Reglement te herzien. De Commissie heeft beloofd een hervormingsprogramma uit te voeren. Van al onze instellingen is de Raad degene die in zekere zin het meest is versplinterd door de toename van het aantal gespecialiseerde Raden en een enorm aantal bijbehorende comités. Ik vind dat ook de Raad het goede voorbeeld moet geven, en daarbij niet alleen aan de toekomst, maar ook aan de noodzaak van een democratische en doelmatige Gemeenschap moet denken. Wat dat betreft ben ik blij met de slotwoorden van de fungerend voorzitter van de Raad, en hoop ik dat wij op die weg door kunnen gaan terwijl we de conferentie voorbereiden. Duff Mijnheer de Voorzitter, deze IGC zal stutten op twee parallel verlopende processen: de dappere nieuwe wereld van een Europees defensiebeleid en het definiëren van een Europees burgerschap bij de opstelling van het Handvest van de grondrechten. Ik reken erop dat deze twee afzonderlijke, maar nauw verbonden processen een sterke stimulans zullen geven aan de IGC, zoals het geval was met de eenheidsmunt bij de voorbereiding van het Verdrag van Maastricht. Een extra prikkel kunnen wij zeker gebruiken. Het ontwerpstandpunt van het Parlement dreigt, ondanks het goede werk dat de rapporteurs leverden, conservatiever te worden dan de positie van de Commissie. De Fractie van de Europese Liberale en Democratische Partij heeft dan ook een aantal amendementen ingediend die het verslag moeten aanscherpen en die aansturen op een versnelde totstandkoming van een echte parlementaire democratie in Europa. Ten eerste willen wij dat de IGC wordt voorbereid in een reële sfeer van overleg tussen Parlement, Commissie en Raad. Ten tweede willen wij dat de procedure voor Verdragsherziening gewijzigd wordt op die gebieden waar de bevoegdheden al aan Europa zijn overgedragen. Het is absurd dat wij deze zware en tijdrovende herzieningsprocedure moeten ondergaan als we alleen een gemeeenschappelijk beleid wensen te wijzigen. Het is ook verkeerd dat het Parlement van dit proces is uitgesloten. Ten derde willen wij voor de burger de toegang tot het Hof van Justitie vergemakkelijken, zodat de burger rechtstreeks in het strijdperk kan treden met onszelf, de lidstaten en de ondernemingen. Ten vierde willen wij dieper ingaan op de flexibiliteitsclausules, met het doel sommige landen in staat te stellen nauwer samen te werken zonder hierdoor het acquis te bedreigen. Ik beveel de voorstellen van mijn fractie gaarne aan bij het Parlement. Frassoni Mijnheer de Voorzitter, wij staan aan de vooravond van een nieuwe hervormingsronde en de zoveelste intergouvernementele conferentie. Anders dan bij de millenniumronde, is het ons tot nu toe niet gelukt om de publieke opinie, de niet-gouvernementele organisaties en zelfs de collega's warm te doen lopen voor dit thema, dat kennelijk nog behoorlijk ver van ons bed is. Dit is hoe dan ook een kans die wij in handen hebben en dat moeten wij dus uitbuiten. Anderzijds - zoals wordt benadrukt in het verslag van de collega's Dimitrakopoulos en Leinen, die ik bij dezen bedank - zijn wij aan het overleggen hoe dit logge apparaat zich tot een moderne democratie kan ontpoppen, hoe rechten, beleidslijnen en besluiten transparant kunnen worden gemaakt voor iedereen en hoe dit Europese huis opener en gastvrijer kan worden. Het Europees Parlement heeft met deze resolutie besloten om te trachten het hervormingsproces en de agenda van de intergouvernementele conferentie open te maken. Ik weet eerlijk gezegd niet of dat ons zal lukken. De dialoog die dit Parlement met de regeringen heeft, geschiedt vanuit een objectief zwakke positie en dus kan niet echt gesteld worden dat die dialoog van een leien dakje loopt. Mijn fractie vindt hoe dan ook dat enkele dingen met grotere duidelijkheid uitgelegd moeten worden en met het oog daarop heeft zij een paar amendementen ingediend die hopelijk de interesse van het Huis opwekken. Het Europees Parlement kan niet - zoals met de Commissie zo dikwijls het geval is - de regeringen als enige gesprekspartner hebben. Het Parlement moet dus proberen een soort constitutioneel perspectief aan te boren, om ervoor te zorgen dat de instrumenten voor totstandkoming van een meer doelmatige democratie duidelijk zijn voor iedereen en niet alleen voor een handjevol specialisten. Voor wat de methode betreft, wij geloven niet dat met het zenden van twee waarnemers de kous af is: twee leden die als waarnemer fungeren bij een diplomatieke conferentie en bovendien gebonden zijn aan een plicht tot vertrouwelijkheid, zijn niet meer dan een alibi, dat is een vertoon van zwakte en bescheiden ambities. Als wij de bedoeling hebben het intergouvernementeel proces te openen, dan moeten wij streven naar een politiek akkoord tussen Parlement, Raad en Commissie over de inhoudelijke aspecten van de hervorming. In de tweede plaats mag de agenda niet beperkt blijven tot de technische punten en de overblijfsels van Amsterdam. De medebeslissing met het Europees Parlement en de meerderheidsbesluitvorming moeten de regel worden, ook in lastige sectoren als de landbouw en het belastingwezen. De burgers mogen onderhand wel uit de duisternis komen waarin zij tot nu toe rondtasten. Onder meer vraag ik me af waarom men uitgerekend in het verslag wil stellen dat de stemming met unanimiteit gehandhaafd moet worden. Dat is toch helemaal niet nodig! Wat wij vandaag willen is meer democratie, meer codecisie en een meerderheidsstemming binnen de Raad. De regeringen geruststellen slaat nergens op: die hoeven niet gerustgesteld te worden omdat zij uiteindelijk toch de lakens uitdelen. Tot slot, mijnheer de Voorzitter, ook al is het tegenwoordig hoog mode om over defensie te praten, blijft mijn fractie ervan overtuigd - zij het met onderling iets afwijkende meningen - dat het niet goed is als alleen in militair opzicht over veiligheid gesproken wordt. Als men op de intergouvernementele conferentie alleen maar gaat praten over hoe vijftien legers het best samengesmolten kunnen worden, dan is de kwestie maar in heel beperkte mate belangrijk. Wij geloven dat alleen in het kader van een algemene communautarisering en democratisering van de buitenlandse politiek ook over veiligheid en defensie gesproken kan worden. Kaufmann Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, ik wil allereerst de rapporteurs bedanken. Zij hebben een gecompliceerde en moeilijke taak volbracht. Mijns inziens zullen wij, als Parlement en vertegenwoordigers van de burgers, ook tijdens de komende intergouvernementele conferentie hard moeten blijven werken om te kunnen voldoen aan de hooggespannen verwachtingen van de mensen in zowel de Unie als de kandidaat-landen voor toetreding. Onze fractie zal actief aan het debat deelnemen en daarin eigen voorstellen doen. Wij zullen ons met name inzetten voor een echt sociaal en democratisch Europa, een Europa dat het Europees sociaal model vrijwaart, een Europa waarin de overheidsdiensten niet worden weggedereguleerd en waarin men alles in het werk stelt om sociale dumping te voorkomen. Voor ons is het zo klaar als een klontje dat de zogenaamde leftovers van Amsterdam niet het enige onderwerp van gesprek in de intergouvernementele conferentie mogen zijn. De Unie en haar lidstaten moeten met het oog op de door ons allen gewilde uitbreiding eindelijk de moed opbrengen om ingrijpende hervormingen door te voeren en het politiek nog steeds gedeelde Europa in staat te stellen op democratische en sociaal aanvaardbare wijze samen te groeien. Zeer verontrustend, ja zelfs alarmerend is hetgeen op het gebied van het zogenaamd gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid op stapel wordt gezet. Wij zien immers met welk een ongelooflijke haast de tot nu toe civiele Europese integratie wordt afgedankt en vervangen door een militaire unie. In het verslag van het Parlement wordt gezegd dat de Unie eindelijk slagvaardigheid moet verwerven, een op geloofwaardige militaire middelen gebaseerde slagvaardigheid. Kunt u mij echter alstublieft zeggen wat geloofwaardige militaire middelen zijn? Persoonsmijnen, tanks en misschien zelfs kernwapens? Waar de reis naar toe gaat hebben de ministers van Buitenlandse Zaken en Defensie op maandag in Brussel besloten. Daar werd gesproken over een historische stap. Voor 2003 moet in het kader van de Europese Unie een snelle interventiemacht worden opgericht, dat wil de facto zeggen een Europees leger van 50.000 man voor zogenaamd optreden in crises in en om Europa. De Duitse krant Die Welt schreef daarover gisteren dat de klassieke verdediging van Europa een taak blijft van enkel de NAVO, en dat de EU-interventiemacht niet in concurrentie staat met de NAVO, maar veeleer zijn nieuwe troef is. Daarom heeft onze fractie reeds in de commissie een amendement ingediend waarin stond dat de Unie oorlog als middel voor oplossing van internationale conflicten van de hand wijst. Ik kan er met m' n pet niet bij dat dit amendement in de commissie geen meerderheid heeft gekregen. Onze fractie zal dit amendement derhalve morgen opnieuw in de plenaire vergadering indienen en daarvoor een hoofdelijke stemming verlangen. Wij zijn namelijk van mening dat de burgers recht hebben te weten wie in dit Parlement oorlog als een legitiem middel beschouwt. Queiró Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, de volgende intergouvernementele conferentie zal zich over twee kwesties moeten uitspreken die nauw met elkaar in verband staan. Het probleem van de zogenaamde institutionele driehoek, dat in Amsterdam onopgelost bleef, en het probleem van de uitbreiding in oostelijke richting. In de eerste plaats is het onontbeerlijk dat de geplande hervorming democratisch is en de democratische werking van de Unie bevordert. In dit opzicht is het belangrijk dat de bureaucraten onder de gekozen leden komen te staan en dat dezen op hun beurt ondergeschikt worden gemaakt aan hun nationale publieke opinie. Verder moet ook de democratische legitimiteit van de hervorming worden versterkt. Hiertoe moet de deelname van de nationale parlementen worden gegarandeerd. Deze mag onder geen beding worden vervangen door commissies waarvan men niet met zekerheid weet wie zij nu eigenlijk vertegenwoordigen, of door comités van wijzen. Ten tweede zijn wij voorstander van een institutionele hervorming die naar evenwicht streeft, niet enkel tussen de communautaire instellingen zelf maar ook tussen de instellingen en de lidstaten. Dit evenwicht moet bijdragen aan de duurzaamheid van de hervorming. Wij zijn van oordeel dat de vaststelling van nieuwe federale bevoegdheden op het niveau van de Unie de bestaande verschillen alleen maar doet toenemen en de Unie steeds verder verwijdert van de volkeren die er deel van uitmaken. Hierin gaat men trouwens bij elke hervorming een stapje verder. De geringe opkomst bij de Europese verkiezingen, onverschillig welk land men onder de loep neemt, is daarvan een levend bewijs. Wij verzetten ons ook tegen de constitutionalisering van de Verdragen en tegen het voorstel om het toekomstige Handvest van de grondrechten in een Europees constitutioneel proces op te nemen. Wij blijven er namelijk bij dat het Europees burgerschap slechts als een aanvulling op het nationaal burgerschap moet worden gezien. Bijgevolg is het de taak van de burgers van elk land om hun fundamentele rechten en plichten te definiëren. Uit respect voor de wil van de volkeren uit de Europese landen dringen wij aan op de noodzaak de overeenkomst van Luxemburg te institutionaliseren. Wij zien niet goed in hoe de waaier van onderwerpen waarop de gekwalificeerde meerderheid van toepassing is, kan worden uitgebreid zonder dat de lidstaten, vooral de kleinste, de mogelijkheid wordt geboden verzet aan te tekenen wanneer voor hen belangrijke nationale belangen op het spel staan. Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, wij zijn ervan overtuigd dat de toekomstige uitbreiding van de Unie in oostelijke richting het gezamenlijke verrijkingsproces van de lidstaten niet in het gedrang zal brengen. Wij zijn met andere woorden van oordeel dat dit er niet toe zal leiden dat sommige landen geruïneerd worden opdat andere erop vooruitgaan. Ons inziens moet het mogelijk zijn de economische ontwikkeling en het concurrentievermogen van de Europese landen te bevorderen in een context die de modernisering van de sociale stelsels begunstigt zonder evenwel het fundamentele solidariteitsbeginsel uit het oog te verliezen. Wij geloven eveneens dat de Europese Unie op het gebied van de buitenlandse politiek een plaats kan innemen die overeenkomt met haar economische belang, zonder dat de nationale belangen van de lidstaten in het gedrang komen. De Europese eenwording mag de volkeren en hun landen echter niet beroven van de autonomie die het hun mogelijk maakt hun eigen lot te bepalen. Zij moet met name gebaseerd zijn op de eerbiediging van de nationale soevereiniteit, de aaneensluiting van de volkeren, de sociale en politieke consensus, de openheid en de transparantie van de ten uitvoer gelegde processen en het respect voor alle deelnemende landen. Bonde Mijnheer de Voorzitter, de kern van de democratie is dat wij kunnen deelnemen aan verkiezingen, een nieuwe meerderheid kiezen en nieuwe wetten krijgen. Wetten zijn geen heilige koeien. Het zijn teksten die door een nieuwe meerderheid in het Parlement gewijzigd kunnen worden. De kiezers hebben altijd het laatste woord. Zo is het in al onze landen, maar wanneer het om communautaire wetgeving gaat, wordt de democratie buiten spel gezet. In dit geval hebben de kiezers niet langer het laatste woord over de wetten, maar hebben ambtenaren en ministers de wetgevende macht in handen genomen. Telkens als de EU voor een nieuw gebied meerderheidsbesluiten invoert, wordt de parlementaire democratie beknot en dat is de reden waarom wij gisteren een interfractiegroep voor parlementaire democratie hebben opgericht. De voorlopige naam luidt SOS Democratie of Democracy first. Wij willen leden uit alle fracties bijeenbrengen om te ijveren voor democratie in het volgend Verdrag en voor totale transparantie in de EU. Er is een ruime vertegenwoordiging in de intergroep, van Britse conservatieven tot linkse socialisten. De groep telt leden van alle fracties in het Parlement. Wij hebben een verschillend stemgedrag in de meeste kwesties, maar wij zijn het er met elkaar over eens dat ons stemgedrag bepaald moet worden door de nationale parlementsleden en de kiezers. Niet ambtenaren of ministers moeten beslissen wie gelijk heeft. Wij aanvaarden niet dat een Commissie in Brussel beslist of een voorstel al dan niet door de nationale parlementen behandeld kan worden. Wij zullen nooit aanvaarden dat de uitvoerende macht in de EU zich voorbereidt op een volgende intergouvernementele conferentie, die als voornaamste doelstelling heeft de macht van de kiezers en van de nationale parlementsleden over te hevelen naar van de buitenwereld afgeschermde bureaus in Brussel. De oprichting van SOS Democratie was noodzakelijk, omdat de democratie op de eerste plaats komt. Brok Mijnheer de Voorzitter, waarde collega's, ik wil het Fins voorzitterschap van de Raad en de heer Sasi hartelijk bedanken voor de toewijding waarmee zij zich van hun moeilijk taak kwijten bij de vaststelling van het mandaat. Ook dank ik de beide rapporteurs voor hun werkelijk uitstekende werk. Ik wil echter meteen mevrouw Kaufmann, die de vijand van de arbeidersklasse, de krant Die Welt citeerde, antwoorden dat de partij waarvan zij lid van is, als enige Duitse partij na de Tweede Wereldoorlog het bevel heeft gegeven tot een aanvalsoorlog, namelijk tot de oorlog tegen Tsjecho-Slowakije. Daarom zou zij er goed aan doen de opmerkingen die zij zojuist maakte, achterwege te laten. Deze intergouvernementele conferentie moet een zwaar tijdschema afwerken. Zij moet haar werkzaamheden tijdig genoeg afronden om geen vertraging te veroorzaken bij de uitbreiding en tegelijkertijd de Europese Unie fit maken voor de uitbreiding. Zij zit dus vast aan heel krappe termijnen en dat betekent een enorme uitdaging voor haar. De Europese Unie fit maken betekent niet alleen de leftovers van Amsterdam aanpakken. Veel meer vraagstukken moeten bij de hoorns worden gevat, zoals de vraagstukken van het buitenlands en veiligheidsbeleid en de vraagstukken die de heer von Wogau noemde in verband met de monetaire unie. De kwestie van de meerderheidsbesluitvorming is de sleutel voor het welslagen van de intergouvernementele conferentie. Daarvan zal afhangen of de Europese Unie fit zal zijn voor de uitbreiding en of dit Europees Parlement zijn instemming kan betuigen met de uitbreiding. Daarom moet men duidelijk vaststellen op welke gebieden en onderdelen van gebieden meerderheidsbesluiten noodzakelijk zijn. Zo moet men bijvoorbeeld voor het belastingbeleid wel, maar niet voor alle belastingen besluitvorming bij meerderheid invoeren. Hetzelfde geldt voor het gebied van het sociaal beleid, maar niet voor heel het sociaal beleid. Dat moet duidelijk worden vastgesteld. Ook moet duidelijkheid bestaan ten aanzien van de medebeslissing van het Europees Parlement in het landbouwbeleid. Deze medebeslissing moet niet gelden voor elk onderdeel van de landbouwwetgeving, maar voor een klein deel van de 3000 rechtsakten, voor 20 of 30 daarvan. Daarvoor moet het Parlement echter volledige medebeslissing krijgen, en dus het recht op volledige besluitvorming wat de landbouwbegroting betreft. Bij het structuurbeleid wordt bijvoorbeeld duidelijk dat hoe talrijker de lidstaten worden, des te onwaarschijnlijker zinnige besluitvorming met eenparigheid van stemmen wordt, zeer zeker indien men de beperkte middelen zo wil inzetten dat zij werkelijk de arme regio's en de arme bevolkingsgroepen van deze Europese Unie ten goede komen. Ook op het gebied van het buitenlands en veiligheidsbeleid hebben wij controlerechten nodig. Wij moeten echter - in het kader van de uitvoering van de besluiten van Keulen - nagaan welke sectoren nog tot Verdragswijzigingen kunnen leiden. Ik wil hier met name wijze op de integratie van de WEU in de Europese Unie. Deze kan niet worden afgesloten als niet eerst de kwestie van artikel 5 wordt geregeld. Dit artikel 5 kan echter met het oog op onze neutrale lidstaten enkel in het kader van een protocol in het Verdrag worden geregeld, zodat elk land soeverein kan beslissen of het al dan niet wil toetreden tot dit protocol. Ik geloof niet dat de Europese Unie echt nieuwe bevoegdheden nodig heeft. Voor de uitoefening van de bevoegdheden die zij heeft, moet zij echter wel de nodige instrumenten hebben. Pas dan zijn wij in staat transparantie, efficiëntie en democratie met elkaar te verbinden. Die drie dingen zijn immers een voorwaarde voor de instemming van de bevolking met de Europese Unie. Daarvoor is het onder meer ook noodzakelijk dat, zoals in het rapport-Dehaene staat, de Raad van ministers wordt opgesplitst in een uitvoerende raad, die achter gesloten deuren mag vergaderen, en een wetgevende raad die in het openbaar moet vergaderen. Het is immers in een democratisch bestel onaanvaardbaar dat de bevolking bij wetgevingsprocedures wordt buitengesloten. Dat komt nergens in de wereld voor en daarom mag men iets dergelijks niet langer accepteren. Het voorstel van de heer Dehaene tot opsplitsing van het Verdrag is dan ook een goede zaak. Wij moeten met het oog op transparantie en efficiëntie de constitutionele onderdelen van het Verdrag, met inbegrip van de regeling betreffende de bevoegdheden, samenvoegen, en de resterende onderdelen in een ander Verdrag van mindere kwaliteit opnemen. Dan kan de burger zien hoe dit Europa is georganiseerd. Op den duur zou dit ook een aanknopingspunt kunnen zijn voor de instantie die zich zal moeten bezighouden met de opstelling van het Handvest van de grondrechten. Deze instantie zou zich kunnen ontwikkelen tot een grondwetgevende vergadering. Ons doel voor de langere termijn moet immers een constitutioneel verdrag zijn. Corbett Mijnheer de Voorzitter, mijn fractie staat voornamelijk vanwege twee belangrijke punten achter dit verslag. Ten eerste pleit het voor een IGC die verder gaat dan de drie zogeheten leftovers van Amsterdam. Hoewel het hier om zeer belangrijke, cruciale punten gaat, achten wij het een goede zaak dat de IGC meer zal omvatten. Deze zienswijze wint gelukkig terrein, ten dele dankzij het rapport-Dehaene en de eigen voorstellen van de Commissie - mijn complimenten overigens aan de heer Barnier die hier aanwezig is. Ze wint ook, en terecht, terrein bij de nationale regeringen. Niemand wil een allesomvattende IGC die, naar het voorbeeld van Maastricht, op elk onderwerp ingaat. Er zijn echter goede argumenten om een half dozijn onderwerpen aan de agenda toe te voegen, die opgelost moeten worden om onze Unie efficiënt, transparant en democratisch te laten functioneren en klaar te maken voor bijna 30 lidstaten. Ten tweede pleit dit verslag voor meer democratische procedures. Amsterdam was al beter dan vorige IGC's, doordat het voorbereid werd door een werkgroep waarin het Parlement zitting had en die zijn verslag volledig openbaar maakte; doordat elk voorstel dat bij die IGC ter tafel kwam gepubliceerd werd en doordat twee afgevaardigden van het Parlement bij tenminste enkele van de vergaderingen aanwezig mochten zijn. Wij vinden echter dat nu de tijd is aangebroken om de zaken zo te regelen, dat het Parlement naar alle vergaderingen afgevaardigden kan sturen en dat het, op voet van gelijkheid met de Commissie, als communautaire instelling aan de IGC moet kunnen deelnemen om onze voorstellen naar voren te brengen en, in voorkomend geval, tegen de voorstellen van anderen in te gaan. Mijnheer de Voorzitter, mijn fractie heeft voor dit verslag slechts twee amendementen ingediend plus twee verzoeken om een afzonderlijke stemming. Wij vinden namelijk dat dit verslag globaal genomen de gulden middenweg weet te vinden tussen ambitie en realisme. Met een van de amendementen wordt geprobeerd in het verslag opnieuw het verzoek onder te brengen om de IGC te laten nadenken over flexibele samenwerking. Het is ondenkbaar dat we opstomen naar een dertigtal lidstaten zonder dat de IGC op dit probleem zou ingaan. Met bijna dertig lidstaten is er behoefte aan een clausule over flexibele samenwerking, die ook werkelijk bruikbaar is. Het tweede amendement gaat in op de kwestie van een Verdrag in twee delen: het constitutionele gedeelte, dat gewijd is aan de grondbeginselen en de institutionele bepalingen, en de kleine lettertjes, die de beleidsterreinen betreffen. Dit idee heeft brede steun. Onenigheid bestaat echter over de vraag of dit tweede gedeelte amendeerbaar moet zijn via een vereenvoudigde procedure. Volgens onze amendementen zou dit op onderdelen mogelijk moeten zijn; niet voor het hele tweede gedeelte want dit zou onoverkomelijke moeilijkheden kunnen opleveren, maar wel op onderdelen. Er zijn voldoende voorbeelden binnen de bestaande Verdragen - diverse protocollen, delen van het EGKS-Vedrag bijvoorbeeld - van gevallen die via een vereenvoudigde procedure amendeerbaar zijn, en de IGC zou hier op constructieve wijze naar dienen te kijken. Mijnheer de Voorzitter, de Verdragen vormen de grondwet van de Europese Unie. Zij moeten duidelijker, transparanter, efficiënter en democratischer worden gemaakt. Deze uitdaging moet de IGC durven aangaan. Malmström Mijnheer de Voorzitter, toen vrijheidlievende mensen op 9 november 1989 over de Berlijnse muur klommen, nam de geschiedenis een scherpe wending. Eindelijk werd het mogelijk Europa te herenigen en een brede pan-Europese samenwerking tot stand te brengen, op basis van vrijheid en democratie. Een week geleden vierden wij plechtig dat de Berlijnse muur 10 jaar geleden viel. Dit jubileum herinnerde ons eraan dat het hoog tijd is om werk te maken van de uitbreiding en het proces te versnellen. Het heeft al veel te lang geduurd. Voor ons liberalen is niets zo belangrijk als de totstandbrenging van één Europa, waar wij de problemen samen op een beschaafde wijze oplossen. De uitbreiding is een moreel gebod. De uitbreiding en het feit dat er bij de burgers een vertrouwenscrisis bestaat met betrekking tot de EU, vragen om hervormingen en wijzigingen in de Europese instellingen. Velen hebben het gevoel dat de EU hun niet aangaat en voelen zich er niet bij betrokken. Het wantrouwen is soms massaal. Dat moeten wij bijzonder serieus nemen. De intergouvernementele conferentie moet daarom de ambitie hebben de EU-instellingen werkelijk te hervormen. Vereenvoudiging, openheid, transparantie en duidelijkheid moeten de sleutelwoorden zijn. Wil een Unie met 30 leden kunnen functioneren, dan moet zij zich concentreren op de werkelijk grensoverschrijdende problemen en alleen actief zijn op de gebieden waar de Europese samenwerking tot het beste resultaat leidt. Er moet een ingrijpende herziening van de arbeidsverdeling komen. Daarvoor zijn niet alleen moed en opgestroopte mouwen nodig, maar ook visie en pragmatisme. Het desbetreffende debat mag echter niet achter gesloten deuren plaatsvinden. Alle democratische krachten moeten erbij worden betrokken, en de burgers moeten de mogelijkheid hebben om eraan deel te nemen en hun standpunt naar voren te brengen. Ze hebben het recht om resultaten te verwachten en ook om eisen te stellen aan de te bereiken resultaten. Als wij hierin niet slagen, zullen zij het Europese project misschien de rug toekeren, wat een grote ramp zou zijn. Onesta Mijnheer de Voorzitter, is ons Parlement zich echt bewust van wat tijdens de komende intergouvernementele conferentie op het spel staat? Ik twijfel daar soms wel eens aan. Wanneer ik in het verslag lees dat wij zelf beslissen om slechts twee vertegenwoordigers naar de beraadslagingen te sturen, zeg ik bij mijzelf dat sommige leden van dit Parlement echt bang zijn voor hun eigen schaduw. Deze intergouvernementele conferentie biedt nochtans een kleine historische kans om het onontbeerlijke met het mogelijke te verenigen. In het licht van de uitdagingen van de volgende eeuw hebben wij moreel niet het recht genoegen te nemen met de institutionele basishervorming die bestaat uit de restanten van Amsterdam. Medebeslissing moet de regel worden. Ons Parlement moet zoals in elke democratie die naam waardig de volledige bevoegdheid over de begroting krijgen en zowel voor uitgaven als inkomsten bevoegd zijn. Wij moeten Europa de middelen voor billijkheid, veiligheid en solidariteit bieden. Het dient gezegd te worden dat wij moeten voortmaken en een constituerend proces voor ons continent moeten beginnen. Er is slechts een beperking, en dat is niet onze verbeeldingskracht als democraten, maar de politieke wil van onze Vergadering. Als wij niet in staat zijn ons echt uit het keurslijf van de huidige regels te bevrijden, zullen alle verdere hervormingen onmogelijk worden. Zonder echte hervormingen zal Europa, dat nu al machteloos staat met vijftien lidstaten, verlamd raken met dertig lidstaten. Zoals commissaris Barnier heel goed begrepen heeft, moet de evolutie van vandaag de ontwikkelingen van morgen mogelijk maken. En wie beschikt over meer legitimiteit om dit fantastische proces te leiden en af te ronden dan wij, de vertegenwoordigers die rechtstreeks en bij algemeen stemrecht door de Europese volkeren verkozen zijn? Een parlement neemt vaak wetten aan, maar schrijft niet zo vaak geschiedenis. Aangezien deze eer ons nu te beurt valt, waarde collega's, vraag ik dat wij ons waardig tonen en blijk geven van politieke moed. Sjöstedt Mijnheer de Voorzitter, bij de dit jaar gehouden verkiezingen voor het Europees Parlement bleek de verkiezingsdeelname in bijna alle landen gedaald te zijn, voor zover men niet tegelijkertijd andere verkiezingen hield. Als men de zetels in deze zaal onbezet zou laten voor al degenen die niet stemden, zouden 232 zetels onbezet zijn. Dat geeft alleen maar aan dat het democratisch draagvlak van het Europees Parlement aanzienlijk zwakker is dan dat van de nationale parlementen. Desondanks wordt in het onderhavige verslag voorgesteld dat juist de nationale parlementen zeer veel invloed verliezen, zowel op hun eigen nationale beleid als op de EU-verdragen en het EU-beleid. De macht gaat naar organen met een veel zwakker democratisch draagvlak, bijvoorbeeld het Europees Parlement, of zonder enig democratisch draagvlak, zoals de Commissie of het Hof van Justitie. Daarom zullen wij van Noords Groen Links tegen het overgrote deel van de ontwerpresolutie stemmen, waarin geëist wordt dat er meer supranationaliteit komt, dat de nationale invloed op het verdrag wordt beperkt en dat de dominantie van de grote staten wordt vergroot. Van Dam Voorzitter, de opkomst bij de verkiezingen in juni maakte duidelijk dat de burgers nog ver af staan van de Europese Unie. Vreemd genoeg trekken velen daaruit nog steeds geen lessen. De grootste uitbreiding van de Unie wacht, maar met dit verslag gaat dit Parlement verder op weg naar een versterkte integratie in Europa. Ik mis enig argument waarom een sterker Europa de burger meer betrekt bij het beleid. Dit verslag moet de IGC tot een succes maken, maar het gaat voorbij aan noties die fundamenteel zijn voor de toekomst van Europa. Grondige discussie over de subsidiariteit is hoognodig. Het amendement daarover hebben we daarom weer ingediend. Slechts heldere afbakening van taken van de Unie is een basis voor een juiste bevoegdheidsverdeling. Vormgeving van het beleid moet zo dicht mogelijk bij de burger gebeuren. Een brede IGC-agenda achten wij een goede zaak, al zijn de losse einden van Amsterdam moeilijk tot overeenstemming te brengen. Een vetorecht voor zaken die de nationale soevereiniteit raken, blijft nodig. Uitstel van de uitbreiding omdat de Unie intern niet op orde is, vinden wij onaanvaardbaar. Die uitbreiding is juist reden om voortvarend aan te pakken. Een voorstel van de Commissie voor de IGC-agenda achten wij niet nodig, die heeft al meer dan genoeg te doen. Na overleg met de Commissie is het aan de Raad die agenda vast te stellen en haar eigen voorbereidingen te treffen. Beazley Ik zou de fungerend voorzitter, de heer Sasi, willen danken voor de opmerkingen die hij eerder in dit debat maakte. Hij bevestigde de voortzetting van de samenwerking tussen de Raad en het Europees Parlement en kondigde aan op korte termijn de Commissie constitutionele zaken te zullen bezoeken. Maar hij benadrukte tevens dat bij de IGC de uitbreiding het centrale punt zal blijven, de focus van de beoogde Verdragshervormingen, en dat het tijdschema zal worden nageleefd. Dit zijn naar mijn mening twee belangrijke punten. Wat nu de uitbreiding betreft gaat het om een operatie van een heel andere aard en omvang dan we tot nog toe hebben gekend, en die implicaties heeft voor de IGC die deze uitbreiding voorbereidt. We hebben het hoofdzakelijk over de landen van Midden- en Oost-Europa die, zoals bekend, 40 jaar van dictatuur hebben gekend. Een periode waarin de burgersamenleving werd gekneveld, in de clandestiniteit gedreven en vernietigd werd. Hoewel nu tien jaar zijn verstreken en grote vooruitgang is geboekt, geloof ik dat nog heel wat vertrouwen moet worden opgebouwd en dat de openheid waartoe velen van ons hebben opgeroepen in de voorbereiding en uitvoering van de hervormingen, hard nodig is. Twee zaken moeten wij in het Parlement bij deze IGC niet uit het oog verliezen. Namelijk dat in het verleden de IGC's niet erin geslaagd zijn de publieke opinie voor te bereiden voordat de Verdragsherzieningen waren voltooid, in het bijzonder voor wat Maastricht betreft. In een aantal lidstaten heeft dit kwalijke gevolgen gehad. Uit deze fouten in het verleden moeten wij nu de lessen trekken; wij moeten beseffen dat de omvang van de huidige uitbreidingsoperatie, de hereniging van de Europese familie, reeds onder de aandacht van het publiek moeten worden gebracht terwijl de IGC-bijeenkomsten in volle gang zijn. En ik vind dat deze openheid zich ook moet uitstrekken tot de kandidaat-landen zelf. Het zou te betreuren zijn indien wij, als instellingen van de Europese Unie, dit enkel zouden zien als een bureaucratische of constitutionele exercitie in ons eigen belang en in ons eigen voordeel. Juist in het perspectief van de uitbreiding is openheid zo hard nodig. Daarom vind ik dat, waar mogelijk, niet alleen onze eigen publieke opinie in alle stadia een rol zou moeten spelen, maar ook de opinie in de kandidaat-lidstaten in Midden- en Oost-Europa. Ik ben mij ervan bewust dat dit afwijkt van de traditie bij de intergouvernementele conferenties die wij in het verleden hebben gekend. Maar zoals ik al zei, dit is een heel ander soort IGC en daarom moeten wij creatief zijn in de wijze waarop wij het publiek hierbij betrekken. Napolitano Mijnheer de Voorzitter, dit verslag heeft de instemming van een grote meerderheid in de Commissie constitutionele zaken gekregen. Dat komt volgens mij neer op een belangrijke bevestiging van die Europees-georiënteerde richtsnoeren waar wij ons allemaal in vinden en die van oudsher het Europees Parlement kenmerken in diens verhouding tot de andere communautaire instellingen, de nationale parlementen, de publieke opinie. Wij hebben een voortrekkersrol vervuld - en wij geven aan dat we daarmee door willen gaan - om het Europese integratieproces een hart onder de riem te steken, om ervoor te zorgen dat dit proces een constante en consequente ontwikkeling krijgt. Ondanks de politieke spanningen die het begin van deze zittingsperiode hebben gemarkeerd, is gebleken dat verschillende belangrijke, of liever gezegd, de belangrijkste fracties eensluidende standpunten huldigen op het stuk van versterking van de Unie, van haar instellingen en beleidsterreinen. Het is belangrijk dat er op dit ogenblik convergentie bestaat inzake het voorstel dat geformuleerd moet worden om de verdragen te hervormen, om een nieuwe intergouvernementele conferentie bijeen te roepen, om de agenda en de methode te bepalen. De standpunten die in het verslag van de heren Dimitrakopoulos en Leinen staan, hebben de nodige ruggensteun gekregen van de standpunten die, op de dag na de stemming binnen onze commissie, in het Parlement zijn toegelicht door middel van de mededelingen van voorzitter Prodi en de heer Barnier namens de Europese Commissie. Hiermee hebben wij dus een vast gegeven waar we allen rekening mee moeten houden: het Parlement en de Commissie gaan dezelfde richting uit, zij zijn er in gelijke mate van overtuigd dat de intergouvernementele conferentie niet te beperkt mag worden opgezet, dat het geen gelimiteerd werkprogramma mag krijgen, geen mini-agenda. De uitvoerige bespreking die in de Commissie constitutionele zaken heeft plaatsgehad, heeft laten zien dat het Parlement zich alle moeite getroost om tegelijkertijd vooruit te kijken en realistisch te blijven, om veeleisend maar ook concreet te zijn. Men moet onderhand ophouden naar het Parlement te kijken alsof daar allerlei onmogelijke verzoeken en gevaarlijke eisen vandaan komen. Onze voorstellen zijn niet de weerslag van een of ander abstract schema of luxe tijdverdrijf: ze vormen een onvermijdelijke weerspiegeling van een objectieve behoefte aan algehele hervorming van de instellingen van de Unie. Wij moeten verder gaan dan Amsterdam, onze blik moet ruimer worden, zodat wij ons historisch engagement tot uitbreiding naar het oosten kunnen verwezenlijken en het integratieproces afschermen tegen reële risico's van verwatering en stagnatie. Niemand mag vergeten dat wij thans voor de problemen staan van een versterking van het politieke Europa en institutionele veranderingen doordat de euro tot stand is gekomen, door de oprichting van de Europese Centrale Bank, door de les van Kosovo, door het wijdverbreide streven naar een gegarandeerde ruimte van veiligheid en rechtvaardigheid, door de ontgoocheling van al te veel kiezers. Dit is een oproep die wij met name richten tot de nationale regeringen en parlementen, want wij moeten tezamen met hen een sterker, democratischer en meer verenigd Europa opbouwen. Barnier Mijnheer de Voorzitter, ik dank u omdat u mij even het woord verleent in deze fase van het debat. Ik heb niet alleen aandachtig naar de rapporteurs geluisterd - die ik overigens al eerder gehoord had - maar ook naar de vertegenwoordigers en de sprekers van de verschillende fracties in dit Parlement; ik heb dus met andere woorden naar velen van u geluisterd. De sprekers naar wie ik niet zal kunnen luisteren omdat het debat op een andere manier zal verlopen en ik zelf straks elders anders aanwezig moet zijn, zullen mij dit wel vergeven. Ik beloof hun dat ik niet alleen oog zal hebben voor al wat vandaag tijdens dit debat gezegd wordt, maar natuurlijk ook voor al wat later gezegd zal worden. Mijnheer de Voorzitter, geachte afgevaardigden, een institutionele hervorming is geen politiek doel. Het is een middel. Zoals velen van u gezegd hebben, is ons doel de vereniging van de volkeren van de Europese landen in een politieke, economische, sociale en culturele gemeenschap, en dat is ook de kern van dit debat. De opvang van vele nieuwe leden moet het politieke hoofddoel van het begin van de volgende eeuw zijn. Daarom is het onderscheid dat in Amsterdam gemaakt werd tussen een beperkte aanpassing, een kleine uitbreiding en een ruimere hervorming, inmiddels een gepasseerd station. U bent al op de hoogte van de bijdrage van de Commissie aan de voorbereiding van deze conferentie. Ik ben net als Commissievoorzitter Prodi blij dat ik vandaag kennis kon nemen van de bijdrage van uw Parlement en kon vaststellen - ik dank uw rapporteurs, de heren Dimitrakopoulos en Leinen, hier heel oprecht voor - dat onze instellingen het in dit stadium grotendeels eens zijn. Ik denk dat deze eensgezindheid een troef is die we achter de hand moeten houden, zowel voor de inzet van de hervormingen als voor de werkmethodes die wij zullen moeten volgen. Ik wil het even over de inzet van deze hervormingen hebben. Zoals uw beide rapporteurs klaar en duidelijk onderstreepten, moet de komende conferentie op de institutionele kwesties, op alle institutionele kwesties geconcentreerd zijn, en mag slechts een opmerkelijke en politiek essentiële uitzondering gemaakt worden voor de besprekingen die momenteel over een Europees veiligheids- en defensiebeleid gevoerd worden. Om te slagen moeten de institutionele hervormingen mijns inziens - en ik zeg dit op grond van mijn ervaringen tijdens de vorige onderhandelingen - in een ruimer politiek perspectief passen en een antwoord trachten te geven op de volgende fundamentele vragen: "Hoe moeten onze debatten verlopen? Hoe moeten de werkzaamheden geregeld worden? Hoe moeten wij vorderingen maken en beslissingen nemen met 27 lidstaten?". Daar draait het om in deze conferentie. Dat is de enige vraag die wij ons moeten stellen wanneer wij naar antwoorden zoeken, naar alle mogelijke antwoorden, ongeacht de instellingen of de methodes die door deze zoektocht naar antwoorden getroffen worden. De eerste eis die wij tezamen hebben vastgesteld, is een goede werking van de Unie met een groot aantal lidstaten. Toen de fungerend voorzitter van de Raad het zopas over de uitbreiding had, zei hij dat die gelijkstond aan veranderingen. Ik antwoord hem dat het hier om een belangrijke uitbreiding en niet om een kleine aanpassing gaat. Deze grote uitbreiding moet gepaard gaan met echte hervormingen, die dus in de eerste plaats betrekking moeten hebben op de besluitvorming. Ziehier waarom de meesten van ons het er mijns inziens over eens zijn dat beslissingen in de Raad bij gekwalificeerde meerderheid de regel moeten worden en dat slechts een uitzondering mag worden gemaakt voor enkele fundamentele en heel gevoelig liggende kwesties. Zoals velen van u wensen, schrijven wij ook dat voor kwesties van wetgevende aard de gekwalificeerde meerderheid aan een medebeslissingsprocedure tussen de Raad en het Europees Parlement moet worden gekoppeld. Ten tweede is er de ontwikkeling van de Verdragen. Ik had het hier ook al over tijdens mijn hoorzitting voor uw Parlement. De idee wordt overgenomen en onderstreept in het verslag van Jean-Luc Dehaene, president von Weizsäcker en Lord Simon, en dient verder uitgediept te worden. Het is de bedoeling de Verdragen opnieuw in te delen en de basisteksten en de uitvoeringsbesluiten te scheiden. Dankzij deze reorganisatie zouden de Verdragen kunnen blijven evolueren, aangezien de uitvoeringsbesluiten eventueel via een vereenvoudigde procedure gewijzigd zouden kunnen worden. Geachte afgevaardigden, mijns inziens kan deze nieuwe herzieningsprocedure ertoe bijdragen het Europees Parlement nauwer bij de herziening van de Verdragen te betrekken. Ik wil er evenwel aan toevoegen dat deze reorganisatie naar mijn mening niet tot een wijziging van de huidige bevoegdheden van de Unie of de Gemeenschap mag leiden. Een andere kwestie is de vertegenwoordiging van de lidstaten in de Raad. De besluiten van de Raad moeten representatiever zijn voor het relatieve gewicht van de verschillende lidstaten van de Unie. Met inachtneming van de geest en het evenwicht van het Verdrag van Rome moet ook de besluitvorming vereenvoudigd worden. Dan zijn er nog de andere instellingen. Bij de uitbreiding zullen we moeten bepalen hoeveel verkozen vertegenwoordigers elke lidstaat naar uw Parlement mag afvaardigen. De Commissie, die het recht heeft om de krachtlijnen uit te zetten en waarvan de voorzitter nieuwe bevoegdheden gekregen heeft, moet haar collegiaal karakter, haar doeltreffendheid en haar besluitvorming bij gewone meerderheid bewaren. Nu ik zelf lid ben van de Commissie kan ik u zeggen dat dit niet gemakkelijk zal zijn. Het Hof van Justitie en de Rekenkamer zullen zich eveneens aan de uitbreiding moeten aanpassen. Met de opsomming van al deze instellingen wil ik aantonen dat tijdens deze intergouvernementele conferentie heel wat antwoorden op de fundamentele vraag waarover ik het zopas had - hoe kan de Unie functioneren met 27 lidstaten - bestudeerd moeten worden. De werking van de instellingen vergt niet noodzakelijkerwijs een herziening van de Verdragen. In de dagdagelijkse werkzaamheden van het Europees Parlement, de Commissie en ook en vooral van de Raad kunnen vóór de uitbreiding een aantal belangrijke hervormingen worden uitgevoerd op het gebied van de interne structuren. Mijnheer de Voorzitter, geachte afgevaardigden, de tweede belangrijke uitdaging is het voorkomen van het risico van verwatering, het risico van versnippering dat wij allen met de uitbreiding lopen. Ik zeg u nogmaals dat men, wanneer er gevaar dreigt, het gevaar kan ondergaan en als het noodlot aanvaarden of het kan voorkomen. Wij willen het risico van versnippering voorkomen. In het Verdrag van Amsterdam wordt het legitieme karakter van bepaalde vormen van samenwerking tussen de lidstaten binnen het institutioneel kader van de Unie erkend, zodat lidstaten verder kunnen gaan dan het al bereikte integratieniveau. Ik zeg klaar en duidelijk dat het acquis volgens de Commissie zeker niet mag worden beschouwd als een vorm van versterkte samenwerking tussen de vijftien lidstaten. De bedoeling is wel degelijk de huidige voorwaarden voor de versterkte samenwerking te verbeteren en te vereenvoudigen. Als wij hier niet in slagen tijdens deze conferentie kan de huidige mogelijkheid om een veto te stellen de lidstaten die intensiever willen samenwerken, er alleen maar toe aanzetten dat niet binnen, maar almaar meer buiten het communautaire kader te doen. Om de samenhang van de Unie te versterken wenst de Commissie, net als uw Vergadering, dat ook de kwestie van de externe vertegenwoordiging van de Unie aan bod komt. De derde uitdaging is de voortzetting van de politieke eenmaking van Europa. Wij zullen dan ook te gelegener tijd de institutionele conclusies moeten trekken uit de werkzaamheden die momenteel inzake het gemeenschappelijk veiligheids- en defensiebeleid aan de gang zijn. Wij verliezen ook de kwestie van het verband tussen het Handvest van de grondrechten en het Verdrag niet uit het oog. Tenslotte wil ik u danken voor uw aandacht en het over de voorbereiding van de onderhandelingen hebben. Het is de bedoeling de onderhandelingen tot een goed einde te brengen en vóór eind 2000 aanzienlijke resultaten te boeken. Het is niet de bedoeling de uitbreiding te vertragen, maar er integendeel voor te zorgen dat ze slaagt. Ziehier waarom wij wensen dat de in artikel 48 van het Verdrag bepaalde procedure zo snel mogelijk op gang gebracht wordt na de top van Helsinki. Ik wil tevens zeggen dat wij het ermee eens zijn dat het Europees Parlement hier nauwer bij betrokken wordt, meer dan bij de voorbereiding van Amsterdam - zoals ik zelf kan getuigen. Tenslotte wil ik nog zeggen dat deze hervorming, die het hele jaar 2000 zal vergen, een gelegenheid moet zijn om hier een echt openbaar debat over te houden, niet alleen tussen ons, de instellingen, maar ook met de nationale parlementen en de burgers. Wij zullen aan dit openbaar debat deelnemen en onze rol spelen, en ook ik zal de mij toebedeelde rol spelen. Geachte afgevaardigden, de Commissie is ervan overtuigd dat vóór eind 2000 een verregaande institutionele hervorming, die aan de eisen van de uitbreiding tegemoetkomt, mogelijk is. Wij weten maar al te goed dat de Unie grondig zal veranderen ten gevolge van deze uitbreiding. Ze mag er evenwel niet door verzwakt worden. Wij zullen enkel slagen als voldoende politieke ambitie en politieke wil voor deze hervorming aanwezig zijn. Wij moeten met andere woorden de voorkeur geven aan een visie op lange termijn in plaats van aan onmiddellijke noden of belangen. Maij-Weggen Voorzitter, ik heb een punt van orde. Ik heb commissaris Barnier horen zeggen dat hij van plan is te vertrekken, dat hij eerder weg wil gaan omdat hij nog verbintenissen heeft. Ik moet u zeggen: ik ben vijf jaar minister geweest in mijn land maar geen enkele minister zou het in ons parlement in zijn hoofd halen om weg te lopen uit een debat waar nog woordvoerders aan het woord moeten komen. Mevrouw de Palacio, die verantwoordelijk is voor de relaties met het Parlement, heeft ook - in onze fractie althans - toegezegd dat commissarissen in het vervolg bij de debatten zullen blijven. De laatste sprekers zijn net zo belangrijk als de eerste sprekers en hebben misschien wel meer kiezers achter zich staan dan de eerste sprekers. Ik doe een beroep op de heer Barnier om het Parlement te respecteren en te blijven. Anders vraag ik u een brief te sturen naar de heer Prodi om de afspraken met mevrouw de Palacio na te komen. De Voorzitter Dank u wel, mevrouw Maij-Weggen. De commissaris heeft in ieder geval aangekondigd dat hij tot acht uur bij ons blijft. Väyrynen Mijnheer de Voorzitter, in het verslag van de heer Dimitrakopoulos en de heer Leinen wordt te weinig rekening gehouden met het feit dat de Europese Unie in snel tempo een pan-Europese omvang krijgt. Op de top van Helsinki wordt waarschijnlijk het besluit genomen dat er met twaalf landen onderhandelingen gaan beginnen. Als Turkije dan nog de status van officieel kandidaat-land wordt verleend, krijgen wij waarschijnlijk spoedig nieuwe verzoeken tot toetreding uit de Balkan en andere gebieden. Tijdens de plenaire vergadering in oktober heb ik gezegd dat de tegenstelling tussen de uitbreiding en de verdieping van de Europese Unie alleen kan worden opgelost door de Unie intern te verdelen volgens bijvoorbeeld het uimodel ofwel het systeem van concentrische cirkels. Ik stelde voor dat de gehele Unie zich ontwikkelt tot een statenbond, maar dat de kern zich ontwikkelt tot een volwaardige bondsstaat. Als buitenste ring voor samenwerking en integratie stelde ik de Europese Raad voor waaraan we nieuwe taken zouden kunnen geven. Ik ben verheugd dat mijn opvatting in de liberale fractie principiële weerklank heeft gevonden. Ze heeft echter nog geen weerspiegeling kunnen vinden in de amendementen die onze fractie op dit verslag heeft ingediend. Persoonlijk kan ik het verslag-Dimitrakopoulos-Leinen niet steunen. Hierin wordt gestreefd naar voortzetting van de ontwikkeling van de Unie tot een gecentraliseerde bondsstaat en houdt er geen rekening mee hoe de grote uitbreiding van de EU van invloed zal zijn op institutionele ontwikkeling van de Unie. Knörr Borràs Mijnheer de Voorzitter, een van de oprichters van wat nu de Europese Unie is, heeft eens opgemerkt dat als zij opnieuw aan het eenwordingsproces hadden moeten beginnen, ze bij de volkeren en culturen waren begonnen. In plaats van zich te beteren, lijkt de Europese Unie echter het credo van Titus Livius aan te hangen, dat je beter kunt vergeten wat al is gebeurd, omdat je het wel kunt betreuren, maar niet kunt overdoen. In de teksten die ons worden voorgelegd voor de hervorming van de Verdragen en de komende IGC, valt zelfs met het sterkste vergrootglas geen zin te bespeuren waarin over de volkeren en regio's van Europa wordt gerept, en over de rol die zij in het Europa van de toekomst zouden moeten spelen. Het is tijd dat de regio's de status krijgen die ze verdienen. De Europese partijen die blijven steken in het verleden, laten door hun daden zien dat zij niet in staat zijn de bijziendheid te overwinnen die het hun onmogelijk maakt de werkelijkheid van de huidige lidstaten en regio's onder ogen te zien. Wanneer wordt er eens gesproken over naties als Schotland, Wales, Galicië, Catalonië of Baskenland, die men niet eens samen met de nationale regeringen zitting laat nemen in de Raad? Wat denkt men te doen met regio's als Andalusië - met 7,5 miljoen inwoners -, dat als een tweederangs land wordt behandeld terwijl er in de Raad vertegenwoordigers zitten van lidstaten die twintig keer kleiner zijn? Sommige van de landen die tot de Unie toe zullen treden, zijn piepklein. Wij zijn ervoor dat ze toetreden, maar zonder hun bijzonder recente emancipatie zouden ze nu nooit kandidaat-lidstaat geweest zijn. De toetreding van deze landen, mijnheer de Voorzitter, zal leiden tot ondervertegenwoordiging van de naties en regio's die binnen de huidige lidstaten bestaan. García Márquez zei eens dat de wijsheid komt als wij er niets aan hebben. Hopelijk overkomt ons met onze gevoeligheid en onze visie met betrekking tot de rol van de naties en regio's van Europa niet hetzelfde! Maij-Weggen Voorzitter, in dit debat over de agenda en de procedures voor de aanstaande IGC wil ik met de rapporteurs allereerst pleiten voor die bredere opzet, breder althans dan in de Top van Keulen is voorgesteld. De redenen zijn ook helder en duidelijk uiteengezet. Tijdens die Top ging het om de toetreding van vier à vijf landen uit Midden- en Oost-Europa op kortere termijn en nu zijn het er intussen tien of twaalf. Dat betekent dat je meteen een grondige hervorming aan moet pakken en dat betekent dus meer dan die paar institutionele hervormingen. Wat mij betreft gaat het om zes punten. In de eerste plaats om de institutionele hervormingen zoals zij gepland zijn in Keulen, de samenstelling van de Commissie, één commissaris per lidstaat wat ons betreft, de stemweging, die in verhouding moet staan tot het aantal inwoners, en de gekwalificeerde meerderheidsstemmingen. Dat moet op het gebied van de begroting, en ook van de landbouw en de wetgeving. Tweede punt is de integratie van de tweede en derde pijler, meer integratie in de Verdragen. Hiervoor moet een meer communautaire aanpak worden gekozen. Het derde punt is dat wij in het nieuwe verdrag een goede legale basis moeten hebben voor een Europese verordening voor openbaarheid van bestuur en transparantie. Dan een vierde punt. Wij hebben ook een legale basis nodig voor de Europese Unie zelf, zodat wij in gremia als de Verenigde Naties en de WTO zelfstandig op kunnen treden. En ik ben het eens met degenen die zeggen dat er een scheiding moet komen tussen de constitutionele aspecten in het Verdrag en die delen die met uitvoerende wetgeving te maken hebben. Ik denk dat dat een verstandige lijn is. Tenslotte zou dat toekomstig Handvest van de grondrechten moeten worden verankerd in het nieuwe Verdrag. Dat lijken mij de belangrijkste punten te zijn. Wat de procedure betreft, onze belangrijkste wens is natuurlijk een maximale betrokkenheid van het Parlement. Twee parlementsleden is niks teveel, maar die moeten dan ook volledig kunnen meewerken. Wij geven volle steun aan het verslag van collega Leinen en collega Dimitrakopoulos. Zij hebben hun werk goed gedaan en laten wij hopen dat de Top in Helsinki zal besluiten om die bredere agenda die wij voorstellen ook inderdaad in de IGC op te nemen. Berès Mijnheer de Voorzitter, in ons debat over het mandaat van de komende intergouvernementele conferentie wil ik het om te beginnen even hebben over een kwestie die niet op de agenda van deze conferentie staat, maar waarover onze Vergadering zich mijns inziens zal moeten buigen om de resultaten van de onderhandelingen in hun geheel te onderzoeken en te evalueren. Het gaat om de hervorming van de Raad en alle hervormingen die naar verluidt zonder een hervorming van de Verdragen kunnen en moeten worden uitgevoerd. Vooruit dan maar. Laten we die weg inslaan, maar laten we een redelijk tijdschema opstellen, met andere woorden hetzelfde als dat voor de IGC. Mijn fractie heeft een amendement in die zin ingediend en ik hoop dat onze Vergadering dat morgen kan aannemen. Zijn wij, met betrekking tot de drie left over kwesties, van mening dat wij vandaag wel een antwoord kunnen geven op de vraag die op de Top van Amsterdam niet beantwoord kon worden? Om welke vraag gaat het? Wij moeten ze durven stellen. Mijns inziens is het misschien minder belangrijk te weten hoe de Unie zal functioneren dan te weten wat wij tezamen willen doen met 16 of 27 lidstaten. Als wij deze vraag niet beantwoorden, zullen wij geen oplossing vinden voor de drie left overs van Amsterdam. Wanneer wij de Unie op de komende uitbreidingen voorbereiden, moeten wij hoe dan ook een kwestie aan de orde stellen die na Amsterdam onopgelost gebleven is: de versterkte samenwerking. Naast de drie institutionele kwesties die al onder het mandaat van de IGC vallen, kon niemand ons in het kader van de balans van Amsterdam zeggen of de oplossingen die wij inzake de werking van deze versterkte samenwerking bereikt hebben, volstaan. Wij moeten ijveren voor een hervorming van deze vormen van versterkte samenwerking, zodat wij binnen het kader van de Unie een echte open voorhoede kunnen creëren, en vorderingen kunnen blijven maken op het gebied van veiligheid, democratie en stabiliteit voor ons continent. Schleicher Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, u houdt het misschien niet voor mogelijk, maar precies 200 jaar geleden, in 1799, werd voor het eerst gesproken over een grondwet, niet voor Europa, maar voor Beieren. Aanleiding daartoe waren onder andere de versterking van de bevoegdheden en ingrijpende territoriale herschikkingen ten gevolge van een gebiedstoename met bijna 83 delen. De grote man met de ideeën daarachter was de toenmalige Beierse staatsminister Graaf Montgelas die zich zeer verdienstelijk had gemaakt met het installeren van een Franse administratie in Beieren. Hij was echter tegelijkertijd ook een fervent tegenstander van volksvertegenwoordigingen, omdat hij bang was voor onberekenbare elementen in de politiek. Met veel ups en downs duurde het toen nog 18 jaar voordat eindelijk een grondwet het daglicht kon aanschouwen en alle tegenstanders uitgeschakeld waren. Reeds in die grondwet zaten echter al democratische elementen. Dit is echter niet het enige verbazingwekkende. Die grondwet was gegrondvest op een preambule die werd uitgewerkt in 1799 en de bedoeling had de grondrechten vast te leggen. Dat was dus 200 jaar geleden! Hoe frappant is de gelijkenis tussen toen en nu! De argumenten van de toenmalige - zoals men uit de geschiedenis leert - en huidige sceptici zijn bijna dezelfde. Laten wij dus zien hoe wij een les kunnen leren uit de geschiedenis. Laten wij niet nog eens tien jaar wachten met een grondwet voor Europa. Wij moeten Europa op de toekomst voorbereiden. Ik wil derhalve de Raad aanmoedigen de voorstellen van het Parlement niet alleen te respecteren, maar ook over te nemen. Wij hebben een slagvaardig Europa nodig dat de noodzakelijke besluiten kan nemen. Wij moeten de democratie serieus nemen en ervoor zorgen dat de bevoegdheden die de nationale parlementen hebben afgegeven, terechtkomen bij het Europees Parlement, dat wil zeggen bij de medebeslissing van het Europees Parlement. Wij hebben deze nodig. Het Europees Parlement is immers de grootste integratiefactor in Europa. Tsatsos Mijnheer de Voorzitter, ik wil graag de collega's Dimitrakopoulos en Leinen lof geven voor hun uitstekende werk. Er is bovendien een extra reden tot optimisme: met de uitmuntende persoonlijkheid van commissaris Barnier tekent zich een goede samenwerking af tussen het Europees Parlement en de Europese Commissie. Het ontwerpverslag: Ten eerste borduren de rapporteurs voort op de reeds eerder door het Europees Parlement ingenomen standpunten en nemen zij, met name uit het verslag dat ondergetekende samen met de heer Méndez de Vigo heeft opgesteld, het begrip over van de Europese Unie als een unie van volkeren en een unie van landen. De Europese integratie valt of staat met het evenwicht in deze dubbele legitimatie. Ten tweede dringt het verslag terecht aan op besluitvorming met gekwalificeerde meerderheid in de Raad. Daaraan is echter een absolute voorwaarde verbonden: eenparigheid van stemmen moet worden gehandhaafd voor constitutionele en andere fundamentele zaken, waaronder natuurlijk ook vraagstukken vallen die voor de soevereine lidstaten van existentieel belang zijn. Ten derde wordt voor het eerst een echt overtuigend voorstel gedaan voor het buitenlands beleid. Daaraan worden twee voorwaarden gekoppeld: dat de buitengrenzen van de lidstaten worden gegarandeerd als grenzen van de Europese Unie en het rechtstreeks getroffen land de mogelijkheid krijgt tot verzet. Ten vierde wordt bij het gevoelige vraagstuk van de flexibiliteit - dat mijns inziens met het Verdrag van Amsterdam doelmatig is geregeld - met een aantal amendementen gepoogd een compromisoplossing te vinden. Ik wil echter het Parlement dringend verzoeken het volgende goed voor ogen te houden: de ervaring heeft aangetoond dat de Europese Unie niet zozeer, of niet uitsluitend, in gevaar wordt gebracht door blokkades van een lidstaat, als wel door een dermate losse regeling van de flexibiliteit dat het hek van de dam is voor een Europa van twee of zelfs meer snelheden. Ik wil het Parlement van harte aanneming van het uitstekende verslag van de heren Dimitrakopoulos en Leinen aanbevelen. Seguro Mijnheer de Voorzitter, met een deel van de onderwerpen die tijdens de komende IGC zullen worden besproken, zijn wij reeds vertrouwd. Het betreft de zogenaamde leftovers van Amsterdam. Maar op dit moment kunnen wij ons geen algemeen beeld vormen van de thema's die bij de opening van de volgende IGC aan bod zullen komen. We weten enkel dat de te behandelen onderwerpen de doeltreffende werking van de Unie moeten verhogen met het oog op de geplande en gewenste uitbreiding. Ik zou hier willen benadrukken dat een verdragshervorming die enkel en alleen op meer efficiëntie uit is mijns inziens van bitter weinig ambitie getuigt en het Europees project geen eer aandoet. Ik vrees overigens dat de hervorming in dat geval tot een machtsspel zal worden gereduceerd waarbij een kleine groep van landen het leiderschap op zich zal nemen en het Europees project volledig naar zijn hand zal zetten. Indien wij kiezen voor een door een kleine groep van landen gedirigeerd Europa verloochenen wij het stimulerende Europese integratieproces dat wij tot nog toe hebben gekend. Ik ontken niet dat deze formule gebreken vertoont, maar zij garandeert tenminste de deelname van alle landen. Wij zijn van mening dat de versterkte samenwerking binnen de Europese Unie de uitzondering en niet de regel moet zijn. In vele gevallen bestaat er immers wel een politieke wil tot samenwerking, maar ontbreken de economische of andere vereisten om de bereidheid tot versterkte samenwerking in de praktijk te brengen. Mijnheer de commissaris, mijnheer de fungerend voorzitter van de Raad, met uw welnemen zou ik in verband hiermee een voorbeeld willen geven. Laten we veronderstellen dat de stemmenweging in de Raad wordt gewijzigd zodat de landen met de meeste inwoners en de grootste landen meer macht krijgen. Laten we er tevens van uitgaan dat de uitbreiding van de stemming bij gekwalificeerde meerderheid en de medebeslissingsprocedure deze tendens ook in het Europees Parlement versterkt. Dan vraag ik mij af welke rol er binnen dit Europa voor de kleine en de arme landen van de Europese Unie is weggelegd. Ik verkies samenhang boven doeltreffendheid. Commissaris Barnier heeft het argument aangehaald dat Europa in de toekomst maar liefst uit 27 landen zal bestaan. Mijnheer de commissaris, ik kan u verzekeren dat het voor mij belangrijker is dat alle landen van dit Europa van 27 lidstaten zich bij het besluitvormingsproces betrokken voelen dan dat wij een discussie voeren over de vraag of 27 landen al dan niet beslissingen kunnen nemen in een uur, in minder dan twee uur of in drie uur. Voor een Europese Unie die een solidair en nobel project nastreeft, is samenhang belangrijker dan doeltreffendheid. En dat is het soort Unie waarin wij tot dusver geleefd hebben en waaraan wij tot dusver hebben deelgenomen. Fiori Mijnheer de Voorzitter, de Romeinse juristen zeiden dat ex facto oritur jus. Ik denk dat de collega's Dimitrakipoulos en Leinen nagegeven moet worden dat zij in feite de basis hebben gelegd voor een nieuwe foedus, een soort pact voor de Europese eenheid die rondom verscheidenheden wordt georganiseerd, die tracht te bemiddelen en die vooral op zoek is naar grondbeginselen en een basiseenheid. Om een democratische toekomst op te bouwen heeft Europa nog heel wat werk te verrichten, maar het ziet ernaar uit dat aan een paar gegevens inmiddels niet meer te tornen valt: zo is bijvoorbeeld een echt gemeenschappelijk buitenlands en veiligheidsbeleid een must. Ik geloof namelijk dat afgezien van banken en economie en van sociaal en structuurbeleid, het gemeenschappelijke buitenlands en veiligheidsbeleid een nieuwe stimulerende factor in de richting van echte integratie kan zijn. Er is behoefte aan een Europees Parlement dat als algemene wetgever van de Unie optreedt, op gelijke voet met de Raad, een Parlement dat als volwaardige partner deelneemt aan de benoeming van de leden van de andere instellingen, dat een vertrouwensrelatie met de Europese Commissie weet te kweken en niet meer gebukt gaat onder de dubbele gekwalificeerde meerderheid die momenteel vereist is voor een motie van afkeuring. Er is behoefte aan een Raad die met meerderheid besluit. Het lijkt me dat andere zaken als een grotere betrokkenheid van de nationale parlementen bij het gemeenschappelijke besluitvormingsproces onnodig complicerende elementen zijn. Ook de plaatselijke overheden zouden mondiger moeten worden en meer deelnemen aan de fase van totstandbrenging en uitvoering van het Gemeenschapsrecht. In dit opzicht zou het deel dat bepaald wordt door de besluiten inzake de structuurfondsen het basisprincipe kunnen worden voor de nieuwe Europese opbouw. Het Europees Parlement moet een echt grondwettelijke rol vervullen, het moet de spirit terugkrijgen die Alcide De Gasperi, Schuman, Adenauer en Kohl hadden - om maar even in de traditie van de Europese volkspartijen te blijven - maar die ook belangrijke exponenten van andere politieke families bezaten: ik denk aan Altiero Spinelli, François Mitterrand, Henry Spaak. Wij hebben een seizoen voor de boeg dat beslissend is voor de overleving van Europa als entiteit en als model. De aanvallen tegen Europa zijn niet meer van militaire aard, maar economisch en politiek, de vijanden zijn niet meer die van de koude oorlog. Als wij de uitdaging van het nieuwe millennium willen winnen, dan moeten wij ons de noodzakelijke juridische en institutionele instrumenten aanmeten, in het besef dat Europa alleen Europa blijft indien het zichzelf ter discussie durft te stellen en deze grote sprong naar de toekomst weet te accepteren. Poos Mijnheer de Voorzitter, wij staan op het punt de eerste resolutie van het Europees Parlement over een van de belangrijkste thema's van deze zittingsperiode aan te nemen: de IGC van 2000. Overeenkomstig het Verdrag zullen de regeringen van de lidstaten en vervolgens de nationale parlementen de hoofdrolspelers van deze conferentie zijn. De overige instellingen, het Europees Parlement en de Commissie, zijn daarom echter niet tot de rol van gewone figuranten veroordeeld. Het Parlement moet er via zijn resoluties of bij monde van zijn vertegenwoordigers in de conferentie voor zorgen dat de onderhandelingen ambitieuze doelen stellen. Het Europees Parlement zal slechts invloed kunnen uitoefenen als het zich op de essentiële kwesties, de "prioriteiten" concentreert en bewust afziet van een lange lijst van onrealistische en ongelimiteerde wensen. Onze twee rapporteurs hebben geprobeerd deze valstrik te vermijden, maar zijn daar niet helemaal in geslaagd, moet ik zeggen. Aangezien het hier om constitutionele kwesties gaat en het Verdrag de belangrijkste wetgeving van ons intern recht is, moeten wij in de toekomst meer juridische precisie aan de dag leggen. Een grondwet wordt niet even snel aangepast. Zo moet met betrekking tot de stemming bij gekwalificeerde meerderheid precies vastgesteld worden voor welke artikelen van het Verdrag dat de algemene regel moet zijn en voor welke artikelen een uitzondering op deze regel gemaakt dient te worden. Het is dan ook duidelijk dat de manoeuvreerruimte ten aanzien van het huidige Verdrag uiterst beperkt zal zijn. Nadat wij kennis gekregen hebben van het mandaat van de Europese Raad moeten wij dit dan ook opnieuw behandelen. Zoals de voorzitter van onze commissie, de heer Napolitano, al in herinnering bracht, is het niet de bedoeling een onderscheid te maken tussen maximalisten en minimalisten, maar moeten we naar perfectie streven en tegelijk progressief blijven inzake de toekomstige ontwikkeling van de Europese Unie. Pirker Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de commissaris, ik ben ervan overtuigd dat deze top een echt succes zal worden als daadwerkelijk rekening wordt gehouden met de in het onderhavig verslag uiteengezette richtsnoeren van het Europees Parlement. Ik wil hier graag een concreet vraagstuk aanstippen. Tot mijn grote vreugde stelde ik vast dat het verslag zich niet alleen bezighoudt met de hervorming van de Verdragen en de hervormingsprocedures, en zich dus niet beperkt tot algemeenheden, maar ook met prioriteiten op de proppen komt. Zo staat hierin dat vooruitgang moet worden geboekt bij de verbetering van de veiligheid van Europa en de veiligheid van de burgers, bij de verdere ontwikkeling van de ruimte van vrijheid, veiligheid en rechtvaardigheid. Ook wordt aangedrongen op de voor de totstandbrenging van deze ruimte noodzakelijke procedures. Men geeft dus ook de burgers een duidelijke boodschap. In het verslag wordt ook een, mijns inziens zeer belangrijk doel aangegeven. Men zegt namelijk dat Europa de burgers met meer transparantie en meer openbaarheid in de besprekingen tegemoet moet treden. Dat is voor mij absoluut noodzakelijk en ook een goede mogelijkheid bij de totstandkoming van een ruimte van vrijheid, veiligheid en rechtvaardigheid. Wij kunnen hier laten zien dat, waar de lidstaten aan het einde van hun Latijn zijn, Europa nuttig kan zijn voor de individuele mens. Het is een realiteit dat de georganiseerde misdaad miljarden omzet maakt en door het investeren van de winst in het legaal economisch circuit van onze correcte systemen de maatschappij in zijn geheel schade berokkent. Daarom hebben wij Europol nodig. Wij hebben immers behoefte aan een Europese justitiële samenwerking. De drugshandel maakt nu al 8% van het internationale handelsvolume uit en daarom moeten wij Europol tot een Europese instelling uitbouwen. Jaarlijks komen 400.000 asielzoekers naar Europa en daarom hebben wij Europese regelingen nodig. Ik bedoel hiermee te zeggen dat dit verslag wel degelijk zeer concreet is en richtsnoeren behelst die een echte kans kunnen zijn voor de komende top van Helsinki. Wij zullen zien of de Europese vertegenwoordigers op deze top de belangen van de burgers hoog in het vaandel zullen schrijven, of zij zich zullen inzetten voor meer transparantie en voor meer kansen voor de individuele mens. Wij hopen van ganser harte dat dit het geval zal zijn! Carnero González Mijnheer de Voorzitter, zoals rapporteur Leinen terecht zei, denken velen van ons dat er met de intergouvernementele conferentie een echt constitutionaliseringsproces op gang moet komen binnen de Europese Unie. Dat is ongetwijfeld de manier om ons aan te passen aan de omstandigheden en de werkelijkheid van het moment. Het zou ook de perfecte oplossing zijn voor de moeilijke opgave om de belangstelling van de bevolking voor het proces van Europese eenwording terug te winnen. Door de lage opkomst bij de verkiezingen van 13 juni is mathematisch bewezen hoe gering die belangstelling is. De monetaire unie is onmiskenbaar een succes. Daarnaast moet echter ook met de politieke unie en met de uitbreiding van de bevoegdheden van de Europese Unie op andere gebieden vooruitgang worden geboekt. Dat is nodig om onevenwichtigheden zoals die nu bestaan - en die zijn reusachtig, zou ik zeggen - te vermijden. De agenda van de IGC moet beslist veel verder gaan dan de franje van Amsterdam, ook al was die niet onbelangrijk. Ik had het zojuist over constitutionalisering, en persoonlijk geloof ik in een federale benadering. Het Handvest van de grondrechten dat de komende maanden wordt opgesteld, moet ook in de Verdragen worden opgenomen. Er moet worden nagedacht over meerderheidsbesluitvorming als algemene regel, en - tegelijkertijd, logischerwijs - over het gebruik van de medebeslissingsprocedure bij die besluitvorming. Daarnaast moeten de bevoegdheden van het Europees Parlement worden uitgebreid, bijvoorbeeld door het Parlement het recht te geven alle internationale verdragen te ratificeren, van welke soort of aard dan ook. Wat natuurlijk ook moet worden overwogen, is om de volgende hervormingen uit te voeren volgens een methode die meer inspraak toelaat, en veel opener, transparanter, en democratischer is dan de huidige. Als we het over methodes en instellingen hebben, mogen we ook de diverse beleidsterreinen niet vergeten. Zo moeten de functies van de West-Europese Unie in de Unie worden geïntegreerd om nieuwe Kosovo's te voorkomen. Verder moet ook de coördinatie van het economisch beleid van de lidstaten worden bevorderd, evenals belastingharmonisatie en de totstandbrenging van een werkelijk sociaal Europa, dat zich om werkgelegenheid bekommert en ons de kans geeft de problemen van de bevolking aan te pakken. De huidige methode heeft zijn beste tijd gehad. Hoe dan ook is het beslist noodzakelijk dat de Raad zich verbindt om ernstig rekening te houden met de voorstellen die de Commissie en het Parlement te zijner tijd zullen doen. Langenhagen Mijnheer de Voorzitter, wij weten inmiddels wat de belangrijkste doelstellingen zijn; dat wisten wij ook al voordat het rapport-Dehaene in ieders mond lag. Naast deze doelstellingen - zonder de verwezenlijking waarvan uitbreiding schier ondenkbaar is - zijn er echter ook andere principiële vraagstukken, visserijvraagstukken bijvoorbeeld, die niet uit het oog mogen worden verloren. Met het Verdrag van Amsterdam is voor de visserij geen bevredigende oplossing gevonden. Ten eerste eis ik, evenals in 1996, dat de visserij specifiek wordt genoemd in de Verdragen. Men mag de visserij niet zien als een aanhangsel van de landbouw. Het visserijbeleid is een van de weinige communautaire, sectorale beleidsvormen en daarom moet men de betekenis daarvan onderstrepen met de opneming in de Verdragen van een specifiek visserijhoofdstuk waarin de doelstellingen van het gemeenschappelijk visserijbeleid, zijn beginselen en vooral de juridische procedures voor de reglementering uiteen worden gezet. Ten tweede moet het Parlement sterker dan tot nu toe betrokken worden bij de vaststelling van de belangrijkste visserijvraagstukken. Ik wil dat wij een echte besluitvormingsbevoegdheid krijgen voor de principiële aspecten van het gemeenschappelijk visserijbeleid en voor de basisverordeningen. Ik denk bijvoorbeeld aan de marktordening, de instandhouding en bevissing van de visvoorraden, de controleregelingen en de instrumenten voor het structuurbeleid. Dat betekent, kortom, medebeslissing voor het Europees Parlement. Ten derde moet men ook de rol van het Parlement in het extern beleid versterken en de instemmingsprocedure invoeren voor de sluiting van alle internationale visserijovereenkomsten. Tot slot moet het Parlement kunnen deelnemen aan de vergaderingen van de organen van internationale organisaties. Deze vraagstukken onderstrepen het belang van de visserij voor Europa en moeten, met inachtneming van de rol van het Parlement bij de komende intergouvernementele conferentie, als dusdanig ter sprake worden gebracht. Ik hoor tot mijn vreugde zojuist van Giorgos Dimitrakopoulos dat een compromisamendement is ingediend waarin ook het visserijvraagstuk is opgenomen. Hartelijk dank daarvoor! Ik hoop te mogen rekenen op de steun van het Parlement. Randzio-Plath Mijnheer de Voorzitter, wij zijn beide rapporteurs dank verschuldigd. Het Fins, het Portugees en het Frans voorzitterschap van de Raad moeten nu gevolg geven aan de voorstellen in dit verslag, dat terecht voortborduurt op de kritiek van onder meer ook dit Parlement op de besluiten van Amsterdam. Juist omdat de heer Tsatsos dit ter sprake bracht, wil ik nogmaals wijzen op het zeer belangrijke voorstel in paragraaf 5. Wij moeten inderdaad een pakketvoorstel krijgen voor een allesomvattende hervorming, waarin zowel de belangrijke vraagstukken in verband met de meerderheidsbesluiten, als ook de hervorming van de instellingen en andere belangrijke thema's terug te vinden zijn. Wij moeten mijns inziens nadenken over de constitutionalisering van de Unie. Deze eis vindt dan ook onze volledige instemming. Europa wordt immers pas volwassen als het een grondwet verwerft. Momenteel is niet voldoende duidelijk wat de zin, het doel van de Europese Unie is. Het Europees Parlement heeft herhaaldelijk - en terecht - ontwerpen op tafel gelegd voor een grondwet. Daaruit blijkt mijns inziens dat Europa meer is dan enkel een markt. Wij moeten met andere woorden nadenken over een Republiek van Brussel, over een heel bijzonder soort van landengemeenschap, waarvan in de geschiedenis geen voorbeeld te vinden is. Of de discussie over de grondwet het enthousiasme van de burgers voor Europa zal aanwakkeren, is nog maar de vraag. Men moet echter een poging ondernemen om een oplossing te vinden voor de legitimatieproblemen van een ruimte of markt zonder staat en deze poging moet gelijke tred houden met de geleidelijke totstandkoming van een Europese burgermaatschappij en een Europese publieke opinie. Wij zijn in heel de wereld geconfronteerd met een substantiële verandering in de nationale soevereiniteit. De landen hebben immers noch naar binnen, noch naar buiten toe onbegrensde vrijheid van handelen en evenmin - door de realiteit van de internationale betrekkingen, transnationale interdependentie en interactie - onbegrensde mogelijkheden om hun eigen beleid vast te stellen en hun eigen problemen op te lossen. Dat ziet men vooral in de economie, de handel en de mededinging. Men moet juist ook op dat gebied overstappen van het beginsel van eenparige besluitvorming op meerderheidsbesluiten. De Unie moet meer slagvaardigheid verwerven en daarom heeft zij een nieuwe machtenscheiding nodig met het oog op de zogenaamde bevoegdheidscatalogus. Door de veranderde omstandigheden is een nieuw stelsel van machtenscheiding onontbeerlijk. De klassieke machtenscheiding van Montesquieu moet worden aangevuld met een nieuwe vorm van machtenscheiding op verschillende niveaus. Wij hebben besluitvormingsprocessen nodig die meerdere niveaus omvatten en op elkaar zijn aangesloten. De huidige coördinatieprocedures volstaan niet om Europese meerwaarde te verzekeren. Dat komt duidelijk tot uiting in de scheefgetrokken verhouding tussen de economische unie en de monetaire unie en in de scheefgetrokken verhouding tussen de politieke unie enerzijds en de Economische en Monetaire Unie anderzijds. Aangezien wij met interinstitutionele akkoorden op dit gebied geen democratische meerwaarde kunnen produceren, hebben wij inderdaad een herziening van de Verdragen nodig. von Boetticher Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, in het rapport-Dehaene staat een voorstel van historische draagwijdte: de opsplitsing van de Verdragen in twee delen, in een grondwettelijk, institutioneel deel, dat wij enkel bij eenparigheid van stemmen met een intergouvernementele conferentie en met een ratificatieprocedure van de lidstaten kunnen wijzigen, en een speciaal deel voor bepaalde beleidsterreinen waar geen ratificatieprocedure, maar instemming van het Europees Parlement voor nodig is. Nu de Commissie - en ik ben de heer Barnier daar heel dankbaar voor - in haar voorstellen instemming heeft betuigd met een dergelijke opsplitsing van de Verdragen en van de herzieningsprocedure, zou het kleinmoedig zijn als de Commissie constitutionele zaken van het Parlement de opsplitsing van het Verdrag wel, maar die van de procedures niet zou accepteren. Er zijn echter wel degelijke verschillende procedures nodig, omdat de Unie anders na uitbreiding haar slagvaardigheid zou verliezen. Daarom dank ik rapporteur Leinen voor zijn desbetreffende opmerking, die ik echter helaas niet terugvind in zijn verslag. Ik ben voor de opsplitsing van de procedures, op één voorwaarde: dat de afschaffing van de ratificatieprocedure voor bepaalde beleidsterreinen geen uitholling van de rechten van de lidstaten met zich meebrengt en de Europese Unie zichzelf geen bevoegdheidscompetentie toe-eigent. Dat moet worden gegarandeerd en dat kan met een door enkele collega's en mijzelf ingediend amendement. Daarin eisen wij dat in het constitutioneel deel van het Verdrag een bevoegdhedencatalogus wordt opgenomen waarin de bevoegdheden van de Unie duidelijk worden gedefinieerd en afgebakend en het subsidiariteitsbeginsel tot zijn recht komt. Pas dan kan de Unie slagvaardiger worden, zonder de rechten van de lidstaten uit te hollen, en haar werk op efficiënte wijze beperken tot bepaalde beleidsterreinen. Daarom verzoek ik met name de rapporteurs deze beide amendementen, ook met het oog op een brede meerderheid in dit Parlement, welwillend in ogenschouw te nemen. Leinen Mijnheer de Voorzitter, dit debat heeft aangetoond dat veel meer nodig is dan hetgeen wij in ons verslag hebben genoemd. Men heeft hier gesproken over het begrotingsbeleid, het handelsbeleid, het belastingbeleid, het mededingingsbeleid. Eigenlijk bestaat overal behoefte aan hervormingen. Het Parlement was dus wat dat betreft heel gedisciplineerd. Desalniettemin ben ik ervan overtuigd dat wij evenzo ambitieus moeten zijn als de Commissie en morgen twee verbeteringen moeten aanbrengen. Ik neem ten eerste graag het laatstgenoemde voorstel over betreffende de verlichte herzieningsprocedure voor het tweede deel van het nieuw ingedeelde Verdrag. Ook stem ik in met een clausule voor de versterkte samenwerking in een Europa van 27 of 30 lidstaten. Ik hoop dat daar morgen een meerderheid voor te vinden zal zijn. Tot slot wil ik nog de Commissie bedanken. Haar eisen zijn bijna identiek aan die van het Parlement. Nu moeten wij een openbaar debat met de regeringen en ook de bevolkingen op touw zetten, om dit alles tijdens de intergouvernementele conferentie van het jaar 2000 ook hard te kunnen maken. Ik dank allen die aan dit karwei hebben meegewerkt. Wuermeling Mijnheer de Voorzitter, dames en heren, mijnheer Leinen, u had de pech tussen de heer Boetticher en mij het woord te moeten voeren. Staat u mij derhalve toe een aspect van hetgeen de heer Boetticher hier terecht noemde, nog eens onder de aandacht te brengen. Het gaat hier om een pakket en dit houdt ook in dat in het algemene, grondwettelijke deel van de Verdragen ook een duidelijk kader met de bevoegdheden van de Europese Unie wordt opgenomen. Misschien gaat het u net als mij. Door de opening van de toetredingsonderhandelingen met twaalf kandidaat-landen zijn ons in feite de schellen van de ogen gevallen. Nu zien wij pas welke enorme gevolgen en wat voor een enorme weerslag de uitbreiding op de Unie zelf zal hebben. In feite gaat het helemaal niet om toetreding in de klassieke zin van het woord. Bij de vereniging van twaalf nieuwe en vijftien oude lidstaten zijn wij geconfronteerd met iets dat eerder lijkt op heroprichting. Daarom wordt hier terecht gehamerd op de noodzaak van omvangrijke hervormingen. Ik wil echter wel voor één ding waarschuwen: wij mogen niet in de verleiding komen om de eisen die wij van oudsher naar voren hebben gebracht, nu onder het motto "uitbreiding" op tafel te leggen. Dan verliezen wij namelijk uit het oog dat wij bij de vorming van onze ideeën omtrent de Europese Unie heel nieuwe wegen moeten bewandelen. Ik wil nog kort ingaan op een specifieke gedachte. Ik ben ervan overtuigd dat de Europese Unie met 27 lidstaten onmogelijk in dezelfde breedte en diepte actief kan zijn als de huidige Unie van 15 lidstaten. Daarom moeten wij onze aandacht toespitsen op de kernbevoegdheden van de Europese Unie en erover nadenken op welke terreinen het optreden van de Europese Unie werkelijk onontbeerlijk is. Ik weet zeker dat wij met enige goede wil heel veel terreinen zullen vinden waarop een dergelijk optreden niet nodig is. Ik wil hier nog een laatste opmerking aan vastknopen. Ik wil niet meedoen aan de algemene anticentralisme-, anti-Europahetze. Ik wil echter wel een pleidooi houden voor een omvangrijke, eerlijke taakverdeling, opdat wij niet hoeven te vrezen dat onze verworvenheden door de uitbreiding teloorgaan. Palacio Vallelersundi Mijnheer de Voorzitter, nu we dit belangrijke debat over een belangrijk en voortreffelijk verslag gaan afsluiten, lijkt het me het aangewezen moment om het over justitie te hebben. Dat thema is in de beraadslagingen tot dusverre maar mondjesmaat ter sprake gekomen, terwijl ik denk dat iedere politieke gemeenschap wordt gekenmerkt door de manier waarop zij recht doet. Ons systeem van rechtspraak blijft echter achter bij de bevoegdheden die al aan de instellingen zijn overgedragen, de communautaire bevoegdheden dus. Dit geldt met name voor de bevoegdheden die aan rechterlijke controle onderhevig zijn. Daarom denk ik dat het nodig is om ons Hof van Justitie en het Gerecht van Eerste Aanleg ingrijpend te hervormen, ook al begrijp ik helemaal dat het mandaat van de IGC momenteel beperkt is wat de hervorming van de instellingen naar aanleiding van het Verdrag van Amsterdam betreft. Ook de procedure voor de benoeming van rechters moet worden veranderd; het Parlement zou daar een belangrijke rol in moeten spelen. Verder moet de bevoegdhedenverdeling tussen het Hof van Justitie en het Gerecht van Eerste Aanleg worden veranderd, zodat de burger een volledig en duidelijk idee krijgt wat die Europese rechtspraak, die hem ook direct aangaat, nu eigenlijk inhoudt. Tenslotte - maar dat is alweer een ander hoofdstuk - moet ook de vervolgbaarheid van feiten worden herzien. Dit alles - en hiermee sluit ik af, mijnheer de Voorzitter - is des te meer noodzakelijk gelet op een ander groot project. De voltooiing daarvan zal de bekroning zijn van het Finse voorzitterschap, dat voortreffelijk is geweest en bijzonder veel goede initiatieven heeft genomen, waarvoor ik in deze Vergadering graag nog eens mijn waardering uitspreek. Bovendien heeft het voor een omslag in het gedrag van de Raad gezorgd. De dagelijkse omgang met het Parlement zal na het Finse voorzitterschap nooit meer hetzelfde zijn. Dat andere project is de introductie van het Handvest van de mensenrechten. Ook daar doet zich een probleem voor tussen het Hof van Luxemburg en het Hof van Straatsburg. Mijnheer de Voorzitter, ik zei aan het begin al dat een politiek gemeenschap wordt gekenmerkt door haar rechtspraak. Laten we ons daarvan bewust zijn, en laten we aan deze hervorming beginnen. De Voorzitter Dank u wel, mevrouw Palacio. Het debat is gesloten. De stemming vindt morgen om 12.00 uur plaats. Dupuis Mijnheer de Voorzitter, ik ben blij dat ik dit voorstel van orde in aanwezigheid van de Commissie en de Raad kan doen, want dit is een bijzonder ernstige kwestie. Vandaag om 17.00 uur wordt in een tekst die door de heer Barón Crespo en een aantal medeplichtigen ondertekend is, gevraagd dat de bespreking van het verslag-Napolitano, die voor 19.00 uur gepland was, tot morgen wordt uitgesteld. Via een urgentievoorstel wordt gevraagd dat een om 20.00 uur vanavond gepland debat tot morgenvoormiddag wordt uitgesteld. Legt u ons even uit waarom dit dringend is. Bovendien wordt dit verzoek gedaan op grond van artikel 112 van ons Reglement, waarin naar artikel 60 verwezen wordt, terwijl het verslag-Napolitano betrekking heeft op artikel 181, aangezien het het interne Reglement van ons Parlement betreft, zoals overigens klaar en duidelijk in de overwegingen van onderhavig verslag gezegd wordt. Het gaat dus helemaal niet om een wetgevingsvoorstel of een daarmee vergelijkbare tekst, zoals de heer Barón Crespo beweert. De heer Barón Crespo bestookt dit Parlement al vijftien jaar met deze stalinistische methodes, met deze sovjetmanier om een parlement te behandelen. Wij willen, los van alle argumenten ten gronde, die we morgen zullen behandelen, de collega's erop wijzen dat er een fout gemaakt is, zodat daarin niet volhard wordt. Wij slaan een doodlopende weg in als we geen rekening houden met de prerogatieven van de Parlementsleden en geen oog hebben voor de parlementaire tradities van de Europese Unie en al haar lidstaten. Omdat we een fout die we in het verleden gemaakt hebben, weigeren recht te zetten, staan we op het punt verklikking in ons Parlement te institutionaliseren en te dulden dat om het even welke medewerker of ambtenaar van dit Parlement een aanklacht kan indienen omdat hij vermoedt dat de nicht van de zwager van deze of gene misschien wel eens fraude gepleegd zou kunnen hebben! Dat is een echte schande! Ik vraag dat dit besluit van het Parlement nietig verklaard wordt. Het verzoek is onontvankelijk. Overeenkomstig artikel 115 verzoek ik dat de kwestie 24 uur nadat de Parlementsleden over de verschillende taalversies beschikken, met andere woorden niet voor morgenmiddag, op de agenda wordt ingeschreven. Corbett Alvorens zich zo op te winden en zich over te geven aan allerlei overtrokken beschuldigingen, denk ik dat de heer Dupuis er goed aan zou doen eens na te gaan wat er nu precies gebeurd is. Het verslag-Napolitano was 24 uur voor de debatten en voor de stemming inderdaad niet in alle talen beschikbaar, zoals artikel 115 voorschrijft. Dus om de artikelen van dit Parlement en ook de voor elke afgevaardigde geldende artikelen te eerbiedigen, en ervoor te zorgen dat de leden de hun krachtens deze artikelen toegekende rechten ook kunnen uitoefenen, hebben de sociaal-democratische fractie en de liberale fractie, met de steun van - zoals eerder gezegd - de Fractie van de Europese Volkspartij en de Europese democraten, het verzoek gedaan om artikel 112 inzake de procedure voor urgentverklaring toe te passen. Op die manier wilden zij er zeker van zijn dat wij in overeenstemming met het Reglement handelden. Het Parlement zal morgenochtend worden verzocht hierover te stemmen. Het Parlement zal dus zelf kunnen beslissen over de vraag of wij dit verslag onder de urgentieprocedure kunnen behandelen. Er is niets ondemocratisch aan deze gang van zaken. Hiermee wordt namelijk zowel het Reglement als de wil van de meerderheid in dit Parlement gerespecteerd. Wel zou men zich kunnen afvragen wat precies de beweegredenen zijn van diegenen die bij dit verslag van het begin af aan hebben dwarsgelegen, het hebben proberen te blokkeren en alle denkbare kunstgrepen en interpretaties van het Reglement hebben ingezet om de behandeling van dit verslag uitgesteld te krijgen. Ik vraag me af waarom zij zo bang zijn OLAF het recht te geven na te gaan of de afgevaardigden zich in dit Parlement behoorlijk gedragen. Dell'Alba Mijnheer de Voorzitter, om te beginnen wil ik zeggen dat de bijdrage van de heer Corbett misschien wel een politieke redevoering was, maar evenmin betrekking had op het Reglement. Hij wilde gewoon antwoorden op wat de heer Dupuis gezegd heeft. Ik wil zeggen... (Spreker wordt door de Voorzitter onderbroken) De Voorzitter Mijnheer Dell'Alba, dit is geen motie van orde. Dell'Alba Artikel 112 moet overeenkomstig het Reglement worden toegepast. In artikel 112 wordt naar artikel 60 verwezen. De heer Corbett kent het Reglement goed genoeg om te weten dat deze bepaling niet geldt voor wijzigingen van het Reglement betreffende het Verdrag of de interinstitutionele akkoorden. Ik steun dan ook het verzoek van de heer Dupuis. Ik stel voor dat we hier morgenvoormiddag op terugkomen nadat de argumenten van de heer Dupuis en mijzelf om het door drie fracties ingediende verzoek onontvankelijk te verklaren, bestudeerd werden. Vergissen is menselijk. Het is duidelijk dat dit verzoek onontvankelijk is, aangezien zij zich niet op het Reglement, maar op de enigszins misleidende interpretatie van de bepalingen die de werkzaamheden van ons Parlement regelen, beroepen. De Voorzitter De Voorzitter heeft nota genomen van deze moties van orde, en het Bureau zal zich erover uitspreken. Vragenuur (Raad) De Voorzitter Aan de orde is het vragenuur voor vragen aan de Raad (B5-0033/1999). Marie Anne Isler Béguin Vraag nr. 1 van (H-0548/99): Betreft: Spoorlijn over de Pyreneeën De doortocht door de Pyreneeën via de Aspe-vallei en de Col du Somport zorgt al jaren voor onenigheid tussen het plaatselijk maatschappelijk middenveld, de plaatselijke gemeenschappen en de nationale autoriteiten die bij het vervoermiddel in kwestie betrokken zijn. De wegverbinding wordt momenteel gerenoveerd en uitgebreid, terwijl er nog steeds een oude spoorlijn tussen Frankrijk en Spanje bestaat die weliswaar gedeeltelijk buiten gebruik is. Na herhaald protest en uit milieu-overwegingen werden de wegenwerken stilgelegd en zijn de nationale autoriteiten en de Europese Commissie gaan nadenken over een herziening van de modale strategieën en over de prioritaire rol van de spoorverbinding als toekomstig transeuropees netwerk. Niettemin zijn de wegenwerken in de vallei op 13 september jongstleden hervat, ondanks het feit dat de Europese Unie reeds een haalbaarheidsstudie van de spoorverbinding financiert en het Voorzitterschap in zijn programma verklaart dat de heropleving van het spoor in Europa een prioriteit moet zijn. Kan het Voorzitterschap meedelen waarom de wegenwerken zijn hervat? Heeft de Unie, afgezien van de bovenvermelde studie, andere financiële verbintenissen in verband met de doortocht door de Pyreneeën via de Aspe-vallei? Overweegt het Voorzitterschap initiatieven om de standpunten van de Franse en de Spaanse regering te verzoenen om alle wegprojecten definitief tegen te houden, aangezien deze oplossing voor de toekomst de spoorverbinding overbodig maakt, in het bijzonder voor het goederenvervoer? Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik wil de geachte afgevaardigde zeggen dat de Raad niet over de door u gevraagde informatie beschikt. In dit verband moet worden opgemerkt dat de controle op de trans-Europese netwerken tot het werkterrein van de Commissie hoort. Overeenkomstig artikel 18 van het besluit van het Europees Parlement en de Raad over het trans-Europese netwerk leggen de lidstaten de Commissie regelmatig de nationale plannen en programma's voor die zijn opgesteld om het trans-Europees netwerk te ontwikkelen, vooral wat betreft de in dit besluit gespecificeerde projecten met betrekking tot het gemeenschappelijk belang. Isler Béguin Mijnheer de voorzitter, ik dank u, maar uw antwoord stelt mij niet echt tevreden, want de kwestie van de Somport sleept al lang aan. Het verbaast mij dan ook dat de Raad niet op de hoogte is, aangezien hier al heel wat vragen over gesteld zijn. Het verbaast mij ook dat u het over het trans-Europees netwerk heeft, aangezien de betrokken lidstaten - Frankrijk en Spanje - dit traject juist niet als een onderdeel van het trans-Europees netwerk beschouwen. Als dat wel zo was, zou ik onmiddellijk om een milieueffectrapportage verzoeken. Ik heb u deze vraag gesteld omdat opnieuw werken begonnen zijn in de Aspevallei. Er zijn enorme werken aan de gang om een kleine omleiding rond het dorpje Bedous aan te leggen. Ze hebben aanzienlijke gevolgen voor het milieu en we weten heel goed dat in Frankrijk uiteindelijk een beleid in schijfjes gevoerd wordt en dat beetje bij beetje uiteindelijk toch een autoweg of een weg met tweemaal twee rijbanen zal worden aangelegd in de Aspevallei. Welnu, ik wens dat de Raad Frankrijk onmiddellijk vraagt welke verbintenissen het terzake echt wil aangaan en wat de autoriteiten echt wensen te bouwen voor de doortocht door de Pyreneeën. Ik wend mij tot het Finse voorzitterschap, dat zich voor een doortocht per spoor heeft uitgesproken en zich hiertoe verbonden heeft. Mag ik tenslotte nog voorstellen dat u een initiatief op gang brengt om in ecologisch kwetsbare gebieden het vervoer dat niet over de weg gaat te bevorderen, anders zullen wij u soortgelijke vragen blijven stellen en kunnen wij alleen maar vaststellen dat... (Spreekster wordt door de Voorzitter het woord ontnomen) Sasi Mijnheer de Voorzitter, ten eerste wil ik herhalen dat dit meer een zaak voor de Commissie is en het vragenuur van de Commissie vond gisteren hier in het Parlement plaats. In de vervolgvraag werd de spoorverbinding tussen Frankrijk en Spanje over de Pyreneeën genoemd en hierover kan ik zeggen dat deze spoorverbinding op dit moment niet hoort tot het trans-Europese netwerk zoals het Europees Parlement en de Raad die in 1996 hebben aangenomen. Het is daarom niet mogelijk hiervoor geld te krijgen uit de begrotingspost die gereserveerd is voor het trans-Europese netwerk. De Voorzitter Waarde collega's, dit onderwerp interesseert mij bijzonder, maar ik zal vanwege mijn functie als Voorzitter van deze vergadering geen aanvullende vraag stellen. De Voorzitter Jan Andersson Vraag nr. 2 van (H-0550/99): Betreft: Plannen van de Raad inzake de bestrijding van het gebruik van verdovende middelen in het kader van vrijheid, rechtvaardigheid en veiligheid Tijdens het Finse voorzitterschap geniet de sector vrijheid, rechtvaardigheid en veiligheid bijzondere prioriteit. In deze sector is de bestrijding van verdovende middelen van bijzondere betekenis gezien de omvang van de handel in verdovende middelen en de ernstige maatschappelijke gevolgen die het gebruik van verdovende middelen met zich meebrengt voor individu en samenleving. Kan de Raad mededelen aan welke initiatieven ter bestrijding van het gebruik van verdovende middelen hij in de sector vrijheid, rechtvaardigheid en veiligheid voorrang wil geven? Sasi Op grond van de strategie van de Europese Unie in de periode 1995-1999 heeft de Europese Raad van Wenen in december 1998 de instellingen aangespoord om verder te gaan met de ontwikkeling van een geïntegreerde en weloverwogen strategie tegen drugs voor de periode na 1999, met inachtneming van de nieuwe mogelijkheden die het Verdrag van Amsterdam biedt. De Commissie presenteerde daarna aan de Raad, het Europees Parlement, het Economisch en Sociaal Comité en het Comité van de regio's haar mededeling betreffende het actieprogramma voor de drugsbestrijding voor de periode 2000-2004. Op grond van de richtsnoeren van de Europese Raad, het werk dat is verzet onder leiding van het vorige voorzitterschap, de mededeling van de Commissie en de ten behoeve van deze mededeling geleverde bijdragen van de lidstaten en verschillende werkgroepen van de Raad, hebben wij een voorstel ingediend voor het EU-beleid inzake drugs voor de periode 2000-2004. Wij hebben hierbij rekening gehouden met de standpunten van zowel het Europees Parlement als de zojuist genoemde instellingen en organen. Deze nieuwe strategie tegenover drugs is nu nodig, omdat de huidige EU-strategie aan het eind van dit jaar wordt afgesloten. Door het Verdrag van Amsterdam zijn er verschillende nieuwe mogelijkheden bijgekomen die moeten worden onderzocht en in gebruik moeten worden genomen, zowel op het gebied van de politiële en douanesamenwerking als op het gebied van de justitiële samenwerking. Het doel van deze nieuwe strategie is te bevestigen dat de strijd van de EU tegen drugs in de toekomst een overkoepelende aanpak krijgt. De nieuwe strategie houdt tevens maatregelen in om de toegang tot en de vraag naar drugs te verminderen, en maatregelen op internationaal niveau. Op de buitengewone vergadering van de Raad in Tampere voor de oprichting van de ruimte van vrijheid, veiligheid en rechtvaardigheid, werd onder andere met nadruk gewezen op het belang van een overkoepelende aanpak van het drugsprobleem. Er werden ook nieuwe richtsnoeren gegeven voor de toekomstige drugsbestrijding. De Europese Raad verzocht de Raad om de EU-strategie voor de jaren 2000-2004 aan te nemen vóór de Europese Raad van Helsinki. De Europese Raad van Tampere drong aan op de onmiddellijke vorming van gemeenschappelijke onderzoeksgroepen, conform het Verdrag, als een eerste stap in de strijd tegen de drugshandel, mensenhandel en terrorisme. Verder was men van mening dat de inspanningen om inzake het nationale strafrecht te komen tot gemeenschappelijke definities, gronden voor een aanklacht alsmede strafrechtelijke gevolgen, vooralsnog beperkt moeten blijven tot een beperkt aantal sectoren die van buitengewoon belang zijn, zoals de illegale drugshandel. Ook het in Tampere genomen besluit over uitbreiding van de bevoegdheid van Europol en over intensievere maatregelen tegen het witwassen van geld zal bijdragen tot de strijd van de Unie tegen drugs. Andersson Om te beginnen wil ik de Raad dankzeggen voor dit antwoord. Deze vraag heb ik al heel lang geleden gesteld, feitelijk al voor de Top van Tampere. Ik vind dat men op deze Top de vraagstukken rond drugs goed heeft aangepakt. Er is nu meer sprake van een totaalaanpak, vooral waar het gaat om de drugshandel en aanverwante criminaliteit, zoals het witwassen van geld. Ik ben blij met uw antwoord en hoop nu maar dat het proces dat u met de Top van Tampere op gang heeft gebracht, wordt voortgezet en dat het resulteert in concrete maatregelen, zodat wij deze misdaad en het grote probleem van de drugshandel gezamenlijk kunnen aanpakken. De Voorzitter Er is eigenlijk geen vraag gesteld, maar als hij wil, mag de heer Sasi reageren. Sasi Ik wil er nog even kort op wijzen dat de Top van Tampere laat zien dat de strijd tegen de handel in verdovende middelen een zeer hoge prioriteit heeft in het beleid van de Unie. Er is een zeer lange lijst van doelstellingen en hoofdlijnen voor het volgende actieprogramma voor de jaren 2000-2004. Ik geloof dat men met deze richtlijnen heel snel zeer doelmatige maatregelen op dit gebied kan nemen. Newton Dunn Europol, dat u zopas noemde, is niet meer dan een centrum voor de inzameling en uitwisseling van informatie. Vindt u dat het de bevoegdheden zou moeten krijgen om drugshandelaars door heel Europa te achtervolgen? Sasi Dat is iets waar op dit moment aan gewerkt wordt. Het is echter een feit dat er nauwere samenwerking moet komen tussen politiële autoriteiten en tussen politie, douane en gerechtelijke autoriteiten. Het is duidelijk dat de eerste stap moet bestaan in de uitwisseling van informatie tussen de politiële autoriteiten en via Europol. Ik geloof echter dat we in de toekomst een ontwikkeling zullen zien zoals de geachte afgevaardigde in zijn vraag voorspelt. De Voorzitter Marco Cappato Vraag nr. 3 van (H-0557/99): Betreft: Wenselijkheid van de financiering van de programma's van het UNDCP Het UNDCP, het orgaan van de Verenigde Naties voor de internationale drugsbestrijding, heeft de resultaten bekendgemaakt van zijn jaarlijks onderzoek naar de productie van opium. Het blijkt dat in Afghanistan de geschatte productie van ruwe opium in één jaar meer dan verdubbeld is, nl. van 2.100 ton in 1998 tot 4.600 ton in 1999. Het areaal waar opium wordt geteeld, is toegenomen met 43%, van 64.000 tot 91.000 hectare. 97% van de opiumcultuur vindt in 1999 plaats in zones die worden gecontroleerd door de Taliban; het aantal Afghaanse districten waar opium wordt verbouwd, is gestegen van 73 tot 104. De geschatte totale opiumproductie is toegenomen van 3.750 tot 6000 ton, dat is een stijging van 60%. Het UNDCP is sedert enige jaren betrokken bij intensieve en kostbare programma?s tot uitroeiing van de opiumcultures in Afghanistan, die rechtstreeks worden beheerd door de Taliban, welke bekend staan om het gewelddadig en segregatie in de hand werkend regime dat zij in het land hebben ingevoerd. De EU financiert uit haar begroting het UNDCP en zijn programma?s, en dus ook het programma voor Afghanistan. Is de Raad niet van mening dat de EU haar - ook financiële - steun voor het ?Taliban-project? zou moeten opschorten en een diepgaand onderzoek instellen naar de doeltreffendheid en de kwaliteit van het beheer van de middelen door het UNDCP? Is de Raad voorts niet van mening dat de besteding van gelden van de Europese Unie door het UNDCP voor programma?s die worden uitgevoerd in samenwerking met regimes welke niet het minste respect hebben voor de mensenrechten, een ernstige inbreuk vormt op het voorwaardelijkheidsbeginsel dat ten grondslag ligt aan de acties van de EU? Sasi Mijnheer de Voorzitter, de Europese Unie is zeer bezorgd over de drugsproductie in Afghanistan waarvan de directe en indirecte invloed zich over grote gebieden in de wereld uitstrekt. Het Finse voorzitterschap heeft besloten dat een zwaartepunt van zijn maatregelen met betrekking tot drugs het nauwgezet volgen van de situatie in Iran en Afghanistan is. De negatieve gevolgen voor de burgermaatschappij in onder andere Europa en Rusland, Centraal-Azië en Iran mogen niet worden onderschat. De Europese Unie vindt het zorgwekkend dat het grootste deel van de in de lidstaten gebruikte heroïne afkomstig is van de opiumteelt in Afghanistan. De Unie heeft kennis genomen van het rapport van het UNDCP, het drugsbestrijdingprogramma van de Verenigde Naties, volgens hetwelk Afghanistan tegenwoordig duidelijk de grootste producent van opium is. Het aandeel van dit land in de totale opiumproductie bedraagt 75%. In 1999 nam de opiumproductie daar in vergelijking met het jaar ervoor met meer dan 100% toe en de omvang is de grootste tot nu toe, naar schatting 4.600 ton, wat gedeeltelijk komt door de aanzienlijke uitbreiding van het areaal. De Raad presenteerde het algemene beleid van de Europese Unie in het gemeenschappelijke standpunt van de Europese Unie over Afghanistan dat op 25 januari 1999 werd aangenomen. De belangrijkste doelstellingen voor Afghanistan zijn onder andere het verkrijgen van duurzame vrede en het bevorderen van de dialoog in Afghanistan door het steunen van vooral de centrale rol van de Verenigde Naties, het bevorderen van de stabiliteit en ontwikkeling van de hele regio door vrede in Afghanistan en het doeltreffender maken van de bestrijding van illegale drugs en het terrorisme. Vanwege de instabiele politieke situatie en de burgeroorlog in het land erkent geen enkele EU-lidstaat de Taliban-regering. In het gemeenschappelijke standpunt van de Unie worden de lidstaten wel aangespoord betrekkingen met alle Afghaanse groeperingen te onderhouden. De Europese Unie heeft bij verschillende gelegenheden de mensenrechtenschendingen in Afghanistan veroordeeld, vooral de voortdurende en systematische uitsluiting van vrouwen en meisjes, de executies die zonder vorm van proces plaatsvinden en het systeem dat gebaseerd is op harde discipline en onderdrukking. Aangezien de politieke situatie in Afghanistan kritiek is en er onvoldoende voorwaarden zijn voor het aangaan van bilaterale betrekkingen, is het volgens de Europese Unie moeilijk op effectieve wijze deel te nemen aan de drugsbestrijding in Afghanistan. De Europese Unie heeft gemerkt dat het drugsbestrijdingprogramma van de Verenigde Naties, UNDCP, in Afghanistan een pilotprogramma is begonnen dat in 1998 langzaam maar zeker vooruitgang boekte. Het programma is gebaseerd op de verplichting van het UNDCP om ontwikkelingswerk te financieren in specifieke gebieden waar drugs wordt verbouwd. In ruil hiervoor heeft de Taliban ermee ingestemd geen opiumteelt in nieuwe gebieden toe te staan, het UNDCP de opiumoogst te laten controleren en maatregelen te nemen ter bestrijding van de illegale drugshandel en het vernietigen van illegale laboratoria. Cappato Mijnheer de Voorzitter, ik geloof graag dat de Raad bezorgd is om wat er gebeurd is. Mijn vraag was echter iets anders en betrof de resultaten die in het verleden geboekt zijn. De resultaten van het verleden laten zien dat de productie verdubbeld is. Met de inzet van het gemeenschappelijk standpunt van januari 1998 zei de Raad ons destijds dat de Unie iedere poging van de UNDCP in Afghanistan zou steunen, en dat heeft u gedaan, met uw financieringen. Het probleem is het resultaat van die financieringen, want de productie is, zoals ik al zei, verdubbeld. Mijn vraag luidt dus of u voort denkt te gaan op deze weg van mislukking. Het probleem betreft niet alleen Afghanistan: het gaat namelijk om de vraag of de Europese Unie de UNDCP wil blijven financieren ook in het geval van programma's als de versterking van de strafwet in landen als China en Birma, landen waar alleen al op het gebruik van verdovende middelen de doodstraf staat. Op indirecte wijze, via de UNCDP, werken wij mee en geven wij geld aan dit soort projecten. Nu dus uit bewijsstukken blijkt dat dit beleid mislukt is, is het probleem: gaan wij door met financiering van dit soort projecten die in feite totalitaire regimes versterken, criminele regimes die ook nog de mensenrechten schenden? Dat was mijn vraag. Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik ben verheugd dat ik de nieuwe vraag van de geachte afgevaardigde over de financiering van het UNDCP-programma mag beantwoorden. Het UNDCP-programma wordt niet uit de Europese begroting gefinancierd. De Europese Unie steunt in het algemeen het werk dat het UNDCP op serieuze en doeltreffende wijze doet op het gebied van drugs en is ook zeer tevreden over de samenwerking met het UNDCP op andere gebieden. Zoals de vraagsteller zei, worden de werkzaamheden in Afghanistan bemoeilijkt door het ontbreken van een breed gedragen regering en zodoende een geschikte en betrouwbare partner. De Europese Unie en de buurlanden van Afghanistan, vooral de Centraal-Aziatische landen en Iran, zijn bezig hun samenwerking in de strijd tegen drugs doeltreffender te maken. De Unie beschouwt Centraal-Azië als een strategisch belangrijk gebied in de strijd tegen drugs en bereidt momenteel een actieprogramma voor Centraal-Azië voor. Een van de redenen voor de kritische situatie in de drugssector is het ontbreken van een afdoende grenscontrole tussen Afghanistan, Kazachstan, Turkmenistan, Kirgizië, Oezbekistan, Tadzjikistan en Rusland. De Europese Unie probeert deze specifieke situatie op te lossen door TACIS-projecten te bevorderen, die in het kader van samenwerking op douanegebied en justitie en binnenlandse zaken worden gerealiseerd. De bedoeling van de projecten is onder andere de effectiviteit te verbeteren van de grenscontroles tussen Iran, Afghanistan, Turkmenistan en Oezbekistan, het verbeteren van de scholing van douaneambtenaren en het vergroten van de kennis van drugskwesties in Kazachstan, Turkmenistan, Kirgizië, Oezbekistan, Tadzjikistan en Rusland. Wat Iran betreft heeft de Europese Unie vernomen dat het UNDCP onlangs een UNDCP-drugsbestrijdingsprogramma voor Iran heeft goedgekeurd en in Iran een kantoor heeft geopend. De lidstaten bepalen op dit moment hoe zij aan de financiering van dit programma deelnemen. De Voorzitter Charlotte Cederschiöld Vraag nr. 4 van (H-0609/99): Betreft: Gemeenschappelijk drugscentrum Het drugsprobleem dient in internationaal verband aangepakt te worden. Afzonderlijke Europese, nationale en lokale initiatieven zijn ontoereikend om dit wereldwijde probleem op te lossen. De burgers van de EU hebben er rechtstreeks belang bij dat er doeltreffende maatregelen worden genomen om de verspreiding van drugs tegen te gaan. Zowel de lidstaten van de EU als de VS hebben in Azië projecten gestart om de aanvoer van drugs te stoppen. Een beter georganiseerde samenwerking zou de effectiviteit van deze projecten kunnen verbeteren. Is de Raad voorstander van een partnerschap met de VS ter oprichting van een gemeenschappelijk drugscentrum in Bangkok? Zijn er maatregelen genomen om een dergelijk initiatief kans van slagen te geven? Mijn excuses aan de geachte afgevaardigde voor mijn gebrekkige uitspraak van haar achternaam, maar u herkende zich er tenminste in. Sasi In het gemeenschappelijke actieprogramma van de EU en de VS dat op 3 december 1995 in Madrid werd ondertekend, wordt onder het opschrift "Reactie op globale uitdagingen" het volgende bepaald: meer samenwerking in de strijd tegen de illegale drugshandel; maatregelen voor samenwerking tussen bevoegde Amerikaanse autoriteiten en Europol; samenwerking ter ondersteuning van het VN-programma voor de beheersing van drugs; coördinatie van alternatieve ontwikkelingsprogramma's ter bestrijding van de productie van drugs; de oprichting van samenwerkingskanalen tussen daartoe geschikte EU-organen, bijvoorbeeld het Europees waarnemingscentrum voor drugs en drugsverslaving, en de inter-Amerikaanse commissie voor de waarneming van drugsgebruik. Voor de verwezenlijking van dit actieprogramma werd op 28 mei 1997 in Den Haag een overeenkomst getekend tussen de EG en de VS inzake de controle van chemische precursoren. Nadere mogelijkheden om de samenwerking te versterken worden onderzocht in de projectgroep EU-VS. Amerikaanse autoriteiten hebben zich gewend tot de Europese Unie met het oog op eventuele samenwerking in de internationale politieschool van Bangkok, een orgaan dat is te vergelijken met de politieschool van Budapest. Het voorstel wordt op dit moment door de instanties van de Raad behandeld. Cederschiöld Ik heb niets dan lof voor uw woorden. Ik vind dit alles een zeer goede zaak, en ik dank u hartelijk voor uw antwoord. Mijn enige probleem hier is dat dit alles niet bekend is bij het grote publiek. Zoals de discussie eerder op deze dag heeft aangetoond, is het verschaffen van informatie een deel van het proces om begrip te kweken voor het feit dat er verschillende maatregelen nodig zijn. Volgens mij moeten zowel de Raad als het Europees Parlement en andere EU-instanties, bijvoorbeeld voorlichtingsbureaus, het publiek proberen te doordringen van het belang van informatie. Dan krijgen de burgers namelijk meer begrip voor de benodigde aanvullende internationale maatregelen op justitieel en politieel gebied. Daar zijn wij het ongetwijfeld over eens. Mijn aanvullende vraag luidt dan ook: krijgen wij te zijner tijd informatie over de resultaten van de werkzaamheden van dat centrum in Bangkok? Sasi Zoals ik zei is er geen besluit genomen over onze deelname aan de samenwerking in Bangkok. Het desbetreffende voorstel wordt op dit moment door de instanties van de Raad behandeld. Naar mijn mening moet die behandeling in een positieve geest geschieden. Zoals de geachte afgevaardigde zegt, is het duidelijk dat er verscheidene vragen zijn die hier vandaag tijdens de vergadering worden behandeld en beantwoord, maar is er in dezen weinig informatie voor het grote publiek. Wat de resultaten betreft: het is in het belang van zowel de Raad en de Commissie als de hele EU, dat er informatie wordt verschaft over de voortgang van deze werkzaamheden, omdat die informatie op zichzelf al een steun is voor de maatregelen om meer succes te boeken in de drugsbestrijding. Della Vedova Mijnheer de vertegenwoordiger van de Raad, in de Verenigde Staten worden de 18 miljard dollar die jaarlijks worden ingezet voor de bestrijding van drugs steeds meer ter discussie gesteld. Zeer onlangs heeft de Financial Times de Europese publieke opinie gevraagd om het verbodsbeleid te herzien. Ik vraag me af of in de evaluatie waar naar verluidt de Raad mee bezig is, ook een kosten-batenanalyse wordt ingelast, om te zien wat al die acties van zogenaamde drugsbestrijding de Europese belastingbetalers kosten en welke praktische voordelen eraan verbonden zijn. Sasi Ik wil alleen in het kort vermelden dat er een kantoor in Lissabon is dat zich met dergelijke vraagstukken bezighoudt, maar voor zover ik weet, is zo'n onderzoek niet gedaan. Het is een feit dat er zeer veel geld naar dit doel gaat. Ik wijs er echter op dat het belang van de drugsbestrijding zo groot is, dat men niet kan zeggen dat men hiervoor te veel middelen gebruikt. Ik geloof dat we moeten proberen om op de aangegeven weg verder te gaan. Wat het drugsbeleid in de verschillende EU-landen betreft, geloof ik dat elk land zelf over zijn beleid moet beslissen, omdat wij weten dat de gezichtspunten van de verschillende landen onderling sterk verschillen. De Voorzitter Daar de vraagsteller afwezig is, vervalt de vraag nr. 5. Manuel Medina Ortega Vraag nr. 6 van (H-0555/99): Betreft: Kerncentrales in dichtbij de EU gelegen gebieden Het ongeluk met de kerncentrale in Tsjernobyl heeft in de Europese Unie grote schade veroorzaakt. Welke lijn denkt de Raad te volgen om buurlanden bij de ontwikkeling van alternatieve energiebronnen te adviseren en met hen samen te werken? Sasi Mijnheer de Voorzitter, de Raad is net als de geachte afgevaardigde bezorgd over de nucleaire veiligheid en bevestigt de situatie zeer nauwgezet te volgen. De Raad wil in dit verband het door hem op 25 mei 1994 aangenomen besluit in herinnering roepen over de nucleaire veiligheid in de elektriciteitssector van de Midden- en Oost-Europese landen en de nieuwe landen van het GOS. In dit besluit zet de Raad de benadering van deze kwestie uiteen. De Raad bevestigt in zijn besluit zijn verplichting om de nucleaire veiligheid in de betrokken landen te vergroten en herhaalt zich ervan bewust te zijn dat de onderhavige verbeteringen moeten worden doorgevoerd met betrouwbare energiestrategieën voor de korte en de lange termijn. In het besluit van de Raad over nucleaire veiligheid met het oog op de uitbreiding van de Europese Unie wordt benadrukt dat het gaat om landen die reactoren gebruiken welke onmogelijk tegen redelijke kosten kunnen worden gemoderniseerd naar een niveau overeenkomstig internationaal aanvaarde veiligheidsnormen. Daarom moet men bij de energiestrategieën rekening houden met het zo snel mogelijk uit gebruik nemen van deze reactoren volgens een afgesproken tijdschema overeenkomstig de zwaartepunten van de associatiepartners en met inachtneming van de criteria van de overeenkomsten inzake de nucleaire veiligheid. Bovendien heeft de Raad verklaard bereid te zijn met behulp van middelen die de Europese Unie en de lidstaten ter beschikking staan andere bronnen van elektriciteit te ontwikkelen ter vervanging van de onbetrouwbaarste kerncentrales. Tegelijkertijd wordt hierbij rekening gehouden met de gehele situatie en de specifieke kenmerken en behoeften van elk land. De laatste jaren is stelselmatig rekening gehouden met het feit dat de buurlanden van de Europese Unie ofwel de geassocieerde landen in Midden- en Oost-Europa of de landen die lid zijn van de Europese Vrijhandelsassociatie en de Europese Economische Ruimte deelnemen aan alle belangrijke activiteiten van de Gemeenschap die betrekking hebben op het gebruik van hernieuwbare energiebronnen of het ontwikkelen van energie-efficiëntie. De betrokken landen kunnen deelnemen aan het ALTENER II-programma dat een programma is ter bevordering van het gebruik van nieuwe energiebronnen en het SAVE II-programma dat betrekking heeft op energie-efficiëntie. Er moet ook worden benadrukt dat de betrokken mogelijkheid in ruime mate is benut in het SAVE II-programma. Over de deelname hieraan is besloten in de bevoegde Associatieraad. Medina Ortega Ik ben blij dat de Raad deze vraag positief beantwoordt, met name wat de Oost-Europese landen betreft. Ik woon zelf op de Canarische Eilanden, op 100 kilometer van Tan Tan; dat is een plaats in Marokko waar de Marokkaanse regering onlangs een nucleair programma heeft gestart. De aanvullende vraag die ik aan de Raad wil stellen, is of de Raad wil overwegen om contact op te nemen met de Marokkaanse regering om te vermijden dat deze nu aan dit avontuur begint, dat niet alleen voor Marokko, maar ook voor ons als naaste buren levensgevaarlijk is. Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik wil zeggen dat kernenergie niet gevaarlijk is als ze op betrouwbare, veilige en gecontroleerde wijze wordt gebruikt. Wat onder andere de geassocieerde landen betreft is ook aan hen de risico's van kerncentrales duidelijk gemaakt. De maatregelen die de Commissie heeft gevraagd of geëist hebben juist betrekking op de centrales waar problemen met de veiligheid zijn geconstateerd. Helaas ken ik het nucleaire project in Marokko niet precies en kan ik niet beoordelen of dit risico's of gevaar met zich meebrengt en of men bij de verwezenlijking ervan onvoldoende rekening gaat houden met de mogelijke risicofactoren. Wij proberen er op te wijzen dat een dergelijk project moet voldoen aan alle criteria voor nucleaire veiligheid en zodoende ook geen enkel gevaar hoeft te vormen voor de Canarische eilanden. Purvis Mijnheer de fungerend voorzitter, het doet mij bijzonder veel genoegen u te horen zeggen dat kernenergie veilig is als het veilig gebruikt wordt. We kunnen immers niet verwachten dat landen die nu 30 en 40% van hun energieproductie met kernenergie opwekken, dit onder welke financiële of economische voorwaarden dan ook door hernieuwbare energiebronnen gaan vervangen, of door verbranding van fossiele brandstoffen, zonder dat het milieu in deze toch al zwaar verontreinigde landen nog verder aangetast wordt. Sasi Mijnheer de Voorzitter, het is volledig duidelijk dat men de schadelijke effecten van verschillende vormen van energieproductie kan beoordelen. Er is natuurlijk geen enkele volledig gelijkwaardige manier van meten, maar denkend aan onder andere het broeikaseffect, is het volledig duidelijk dat kernenergie geen CO2-uitstoot veroorzaakt en daarom superieur is ten opzichte van onder andere steenkool en gas. Ik wil echter onderstrepen dat als er kernenergie wordt gebruikt, men deze hoe dan ook veilig moet gebruiken. Ik moet er ook op wijzen dat er in veel EU-lidstaten op zeer grote schaal gebruik wordt gemaakt van kernenergie en wat mijn eigen land Finland betreft kan ik zeggen, dat wij twee kerncentrales hebben met een Russische reactor en die behoren wat efficiëntie en veiligheid betreft volgens de statistieken evengoed tot de beste ter wereld. Thors Uw antwoord was interessant. Ik wil aanknopen bij een debat dat wij gisteren hebben gevoerd over nucleaire veiligheid in Oost-Europa. Ik vraag mij het volgende af: vindt u dat de Commissie een rechtsgrond heeft voor hetgeen zij in haar voortgangsrapportage zegt, onder andere over de sluiting van de Slowaakse kerncentrale met de moeilijke naam die begint met een B, Bohunice, en over de sluiting van de kerncentrale in Bulgarije, als voorwaarde voor het lidmaatschap? Vindt u dat hiervoor een rechtsgrond bestaat? Sasi ik ben jurist, maar ik moet zeggen dat er voor zover ik weet geen rechtsgrond is om te kunnen eisen dat men een reactor moet sluiten. Wat de aansluiting bij de EU betreft, moet erop worden gewezen dat dat in laatste instantie altijd een politiek besluit is. Elke lidstaat moet de toetreding van nieuwe lidstaten goedkeuren. Het parlement van alle betrokken landen moet een dergelijke overeenkomst ook ratificeren. Volgens mij is er echter geen speciale rechtsgrond om dit van de kandidaat-landen te eisen. Het stellen van zulke eisen is dus een politieke aangelegenheid. Het is duidelijk dat de Commissie rekening moet houden met problemen die kunnen ontstaan, bijvoorbeeld als er reactoren worden gebruikt die gevaarlijk zijn voor de gezondheid. Het is duidelijk dat de Unie niet kan tolereren dat wij vormen van energieproductie hebben die kunnen leiden tot gezondheidsproblemen voor de burgers binnen de grenzen van de Unie. De Voorzitter Astrid Thors Vraag nr. 7 van (H-0559/99): Betreft: Verwezenlijking van openbaarheid van bestuur per verordening In het voorjaar van 1999 verzocht het COREPER de Commissie het voorstel in te dienen dat nodig is om de bepalingen inzake openbaarheid van bestuur in het Verdrag van Amsterdam te verwezenlijken. Heeft de Raad het desbetreffende verzoek tot de nieuwe Commissie gericht? Zou het niet het meest effectief zijn een concreet voorstel voor een verordening in te dienen in plaats van de mededeling die in het voorjaar werd overwogen? Welke werkgroep van de Raad zal het voorstel voorbereiden, een werkgroep ad-hoc waarin bij voorbeeld de ministers van Justitie vertegenwoordigd zijn of de huidige informatiegroep van de Raad die op dit moment vragen in verband met documenten behandelt? Sasi Zoals de geachte afgevaardigde weet, luidt artikel 255, ex artikel 191 A, van het Verdrag tot oprichting van de Europese Gemeenschap, als volgt: "1. Iedere burger van de Unie en iedere natuurlijke of rechtspersoon met verblijfplaats of statutaire zetel in een lidstaat heeft recht op toegang tot documenten van het Europees Parlement, de Raad en de Commissie, volgens de beginselen en onder de voorwaarden die overeenkomstig de leden 2 en 3 worden bepaald. 2. Binnen twee jaar na de inwerkingtreding van het Verdrag van Amsterdam bepaalt de Raad volgens de procedure van artikel 251 de algemene beginselen en de beperkingen op grond van openbare of particuliere belangen betreffende dit recht op toegang tot documenten. 3. Elk van bovengenoemde instellingen neemt in haar eigen reglement van orde specifieke bepalingen betreffende de toegang tot haar documenten op." Tot nu toe heeft de Commissie geen officieel wetgevingsvoorstel ingediend. De Raad heeft onder deze omstandigheden ook nog geen begin kunnen maken met de behandeling van deze kwestie. Aangezien de algemene beginselen en de beperkingen inzake de toegang van het publiek tot de documenten van de genoemde instellingen volgens artikel 255 uiterlijk op 30 april 2001 moet worden vastgesteld in overeenstemming met de besluitvormingsprocedure met het Europees Parlement, zal de Raad een wetgevingsvoorstel in behandeling nemen zodra hij dit gekregen heeft. Er is nog geen besluit genomen inzake de werkgroep die verantwoordelijk zal zijn voor het onderzoek naar het voorstel van de Commissie. In de informatiegroep heeft de voorzitter in zijn programmadocument inzake openheid geopperd dat er een ad hoc groep wordt ingesteld, die speciaal is samengesteld uit deskundigen op het gebied van de openbaarheid van documenten. Thors Zoals u in uw antwoord aangaf, is 30 april 2001 de uiterste datum voor de goedkeuring in dezen. Het gaat om een lang en moeizaam proces. Wij burgers en leden van het Europees Parlement zijn uiterst bezorgd over het feit dat er geen concrete aanwijzingen zijn dat de Commissie een desbetreffend voorstel indient tijdens het Finse voorzitterschap. Wij hadden namelijk graag met de voorbereidingen willen beginnen. Wij weten, zoals ik ook vermeldde in mijn vraag, dat COREPER de Commissie, de interim-Commissie, heeft aangespoord om een voorstel in te dienen. Hoe is het daarmee gesteld? Het is aan de Commissie om een voorstel in te dienen. Ik vind dat we druk op de Commissie moeten uitoefenen; er is al veel tijd verstreken. Wij weten dat er discussiestukken hebben gecirculeerd en dat hierover bij verschillende gelegenheden is gediscussieerd. Ik vrees ten zeerste dat wij het tijdschema niet kunnen respecteren als wij de Commissie nu niet aansporen om actiever te worden. Sasi Zoals gezegd, heeft openheid een zeer hoge prioriteit voor het Finse voorzitterschap. Daarom hebben wij in dezen contact gehad met de Commissie. Zoals de geachte afgevaardigde zegt, heeft ook COREPER de Commissie aangespoord om met een voorstel te komen. Wij hebben vandaag nog gediscussieerd over dit vraagstuk met de voorzitter van de Commissie en met de secretaris-generaal van de Commissie. De informatie die wij vandaag kregen, hield in dat de Commissie haar voorstel helaas niet dit jaar kan indienen, maar dat ze dat zal doen in januari van het volgend jaar. De Voorzitter William Francis Newton Dunn Vraag nr. 8 van (H-0564/99): Betreft: Toegang voor het publiek tot documenten van de Raad Welke vooruitgang is er geboekt bij het toegankelijk maken voor het publiek van het Archief van documenten van de Raad via Internet ? hetgeen, naar ik meen, gepland was voor januari 1998? Sasi Mijnheer de Voorzitter, het op basis van het op 19 maart 1998 door de Raad genomen besluit opgezette openbaar register van Raadsdocumenten is op 1 januari 1999 in gebruik genomen op de Internetpagina van de Raad. Vanaf begin 1999 hebben meer dan 35.000 personen de site bezocht. Zes maanden na ingebruikname bevatte het register al informatie over 43.000 documenten. Het register blijkt een betrouwbaar en doeltreffend instrument te zijn met behulp waarvan het publiek informatie over Raadsdocumenten kan krijgen. Hierdoor is het aantal verzoeken om documenten aanzienlijk toegenomen. Dit is nu al meer dan het dubbele in vergelijking met 1998. Het register van Raadsdocumenten is nu dus sinds begin dit jaar toegankelijk voor het publiek. Op dit moment worden in de Raad de mogelijkheden bekeken het register te verbeteren door er bijvoorbeeld voor te zorgen dat andere dan de vertrouwelijke documenten direct op het Internet ter beschikking van de burgers staan. Ik merk hierbij op dat tot nu toe de Raad de enige instelling is die op aanbeveling van de Europese Ombudsman een openbaar register van de eigen documenten in gebruik heeft genomen. Newton Dunn Ik ben zeer teleurgesteld over de verrichtingen van de Raad. U pocht over 43.000 documenten, maar heeft u de Internetsite dan wel eens bezocht? Wat u gedaan heeft, is slechts een druppel op een gloeiende plaat. Drieënveertigduizend, dat lijkt heel wat. Maar iedereen kan 43.000 documenten produceren. Het gaat erom wat erin staat. Het duurt heel lang voordat de documenten binnenkomen. Hoe de stemming in de Raad is gegaan, is onbekend, daar kom je niet achter, want het is nog steeds geheim. Er is geen compte rendu van wat er in de Raad gezegd is. Dat is nog steeds geheim. Wat u hebt gedaan is volstrekt ontoereikend. In uw antwoord op de vorige vraag zei u, mijnheer de voorzitter, dat transparantie een van de topprioriteiten van het Finse voorzitterschap is. De Finse natie is beroemd om haar openheid, maar nu is het al november en nog steeds is de openheid onder uw voorzitterschap zeer schamel bedeeld. Wilt u alstublieft uw best doen om het archief te verbeteren, want dat is, zoals gezegd, nu nog een druppel op de gloeiende plaat. Er is nog heel wat werk aan de winkel. Sasi Mijnheer de Voorzitter, volgens de informatie die ik heb gekregen is de situatie momenteel zo dat er elke maand een samenvatting van de stemmingen beschikbaar is op basis waarvan de burgers weten hoe de Raad heeft gehandeld. Ik wil ook zeggen dat het publiek op dit moment op het Internet kan kennismaken met het archief van Raadsdocumenten dat dus links naar documenten bevat. Ik herhaal evenwel dat de bevoegde organen van de Raad de mogelijkheid bekijken om de mogelijkheden van het publiek te verbeteren om de Raadsdocumenten te raadplegen waarbij alle behalve de vertrouwelijke documenten op het Internet beschikbaar zijn. Het Finse voorzitterschap is hier in ieder geval voor en ik geloof dat de Raad er alles aan zal doen zijn werkzaamheden zo transparant mogelijk te laten zijn. Jackson Ik zou de fungerend Raadsvoorzitter willen vragen of hij kan bevestigen dat bij het uitgeven van perscommuniqués van de Raad aan het slot van een bijenkomst niet wordt onthuld hoe elk land heeft gestemd. Is het Finse voorzitterschap het met mij eens dat de Raadsbijeenkomsten die nog voor het einde van zijn voorzitterschap zullen plaatsvinden, benut zouden kunnen worden om een nuttig precedent te scheppen en zijn reputatie te vestigen als voorvechter van openheid - een reputatie die momenteel vrees ik niet bestaat - door ervoor te zorgen dat op zijn minst in de perscommuniqués die aan het einde van de vergadering worden verspreid precies wordt weergegeven hoe elk der lidstaten gestemd heeft over de ter stemming voorliggende onderwerpen? Sasi Mijnheer de Voorzitter, het is waar dat in de persmededelingen na elke Raadsvergadering niet direct wordt vermeld hoe de verschillende landen hebben gestemd. Ik wil echter herhalen dat het stemgedrag van de lidstaten openbaar wordt gemaakt in de maandelijkse verslagen. Ik wil ook zeggen dat in de algemene pers vaak al voor de vergaderingen te lezen is hoe de verschillende landen over verschillende kwesties in de Raad van plan zijn te stemmen. De Voorzitter Caroline F. Jackson Vraag nr. 9 van (H-0563/99): Betreft: Politieke gevangenen in Birma Zou de fungerend voorzitter van de Raad verslag willen uitbrengen over eventuele recente debatten of door de Raad van ministers van Buitenlandse Zaken genomen besluiten inzake het EU-beleid ten aanzien van Birma, en met name over de mogelijkheid om van de Birmese regering een amnestie voor politieke gevangen te verkrijgen? Sasi Mijnheer de Voorzitter, de Raad heeft bij verscheidene gelegenheden de Birmese autoriteiten laten weten bezorgd te zijn over de situatie in het land. De laatste keer gebeurde dit op de Raadsvergadering van 11 en 12 oktober toen de Raad de geldigheid van zijn gemeenschappelijke standpunt met zes maanden verlengde en nogmaals de Birmese regering opriep snel concrete maatregelen te nemen om het respecteren van de mensenrechten, de democratie en de nationale verzoening te bevorderen. De Raad heeft laten weten op alle mogelijke manieren de speciale gezant van de secretaris-generaal van de VN, de heer Alvaro De Soto, te steunen bij zijn toekomstige taak en heeft besloten het gemeenschappelijk standpunt op basis van de resultaten van zijn werk te herzien. Jackson Het komt mij voor dat de Raad niet erg goed bezig is. Dit antwoord was heel teleurstellend. Deze vraag heb ik gesteld op verzoek van de afdeling van Amnesty International in Penzance, die een politieke gevangene heeft geadopteerd, Thet Win Aung. Ik noem zijn naam want hij is een goed voorbeeld van hetgeen in Birma aan de hand is. Hij is een studentenleider die tot 52 jaar gevangenschap is veroordeeld, een straf die pas geleden is verhoogd tot 59 jaar. Hij werd in oktober 1998 gearresteerd. De plaats waar hij gevangen wordt gehouden is onbekend en zijn familie wordt onder zware druk gezet. Mijn vraag aan de Raad luidt, of hij bereid is te overwegen politieke druk uit te oefenen op Birma om dit land volledige amnestie te doen verlenen aan zulke politieke gevangenen. Heeft de Raad daarnaast ooit de mogelijkheid besproken economische sancties in te stellen tegen Birma, totdat het overgaat op een humaner beleid? Sasi Mijnheer de Voorzitter, zoals ik al zei, is de interne politieke situatie in Birma voor de Unie helemaal niet acceptabel, omdat in Birma de mensenrechten niet worden gerespecteerd. Op dit moment bekijkt de Raad de situatie en zoals ik zei, is er een gemeenschappelijk standpunt inzake Birma, dat, als ik mij niet vergis, ook bepaalde economische sancties tegen Birma bevat. Ik kan de geachte afgevaardigde garanderen dat de Raad al het mogelijke zal doen en de Birmese regering onder druk zal zetten, opdat de situatie in Birma kan normaliseren en verbeteren en de mensenrechten voortaan worden gerespecteerd. De Voorzitter Alexandros Alavanos Vraag nr. 10 van (H-0572/99): Betreft: Voorwaarden voor de opname van Turkije in de groep van kandidaat­landen van de EU De Europese Unie heeft geweigerd de toetredingsonderhandelingen met Slowakije en met de Baltische Staten te starten omdat zij niet voldeden aan de criteria van Kopenhagen inzake de democratische vrijheden of het respect voor de minderheden. Deze landen zullen binnenkort in de groep van kandidaat-landen worden opgenomen omdat zij substantiële constitutionele, wetgevende en politieke hervormingen hebben doorgevoerd. Zal de Europese Raad in Helsinki hetzelfde beleid volgen ten aanzien van Turkije? Is het Finse Voorzitterschap van mening dat de basisvoorwaarden voor de opname van Turkije in de groep van kandidaat-landen van de EU tenminste het volgende moeten bevatten: intrekking van de Turkse eis tot internationale erkenning van een Turks-Cypriotische staat op het bezette gedeelte van de Republiek Cyprus zodat de intercommunautaire dialoog van start kan gaan, instemming van Turkse zijde om te zoeken naar een oplossing van de Grieks-Turkse geschillen op basis van het Internationaal Recht en de internationaalrechtelijke instellingen, en het begin van onderhandelingen over de democratische en culturele rechten van de Koerden? Sasi Mijnheer de Voorzitter, de Raad onderstreept dat de criteria die op de Europese Raad van Kopenhagen zijn vastgesteld van toepassing zijn op alle landen die tot de EU willen toetreden. De Raad brengt in herinnering dat de Europese Raad van Luxemburg heeft verklaard dat Turkije op dezelfde gronden wordt beoordeeld als andere kandidaat-landen. Bij diezelfde gelegenheid verklaarde de Raad dat het verbeteren van de betrekkingen tussen Turkije en de EU ook politieke en economische hervormingen vereist, zoals het respecteren en beschermen van minderheden, het scheppen van bevredigende en duurzame betrekkingen tussen Griekenland en Turkije en het steunen van onderhandelingen onder auspiciën van de VN over een politieke oplossing voor de situatie op Cyprus. Wij zijn ons ervan bewust dat de besluiten over de uitbreiding die op de top in Helsinki met inachtneming van het jaarverslag van de Commissie genomen moeten worden, van grote invloed zullen zijn op de toekomstige betrekkingen tussen de EU en Turkije. Hoewel de resultaten van Helsinki niet kunnen worden voorspeld en hoewel in Turkije nog veel moet worden verbeterd, is het goed de verscheidene belangrijke stappen in herinnering te roepen waarmee rekening gehouden moet worden. Het resultaat van de buitengewone bijeenkomst van de ministers van Buitenlandse Zaken in Saariselkä, dat op 13 september is gepubliceerd in de conclusies van de Raad Algemene Zaken, en de deelname van minister van Buitenlandse Zaken Cem aan de lunch van de Raad Algemene Zaken zijn naar de mening van het Finse voorzitterschap tekenen van een constructief nieuw begin in de betrekkingen tussen de Unie en Turkije. Het verbeteren van de betrekkingen tussen Griekenland en Turkije, niet alleen vanwege de aardbeving, maar ook als een op zichzelf staand feit, en de in Turkije merkbare mentaliteitsverandering ten opzichte van een juridische en grondwettelijke hervorming, de mensenrechten en de Turkse Koerden zijn zeer welkome stappen vooruit. Dit geldt ook voor de verplichtingen en de erkenning van de realiteit die zijn opgenomen in de brief die premier Bülent Ecevit in mei aan bondskanselier Gerhard Schröder heeft gericht. Alavanos Het antwoord van de vertegenwoordiger van de Raad is schizofreen. Dit behelst een dubbele boodschap: wij willen dus dat èn de criteria worden geëerbiedigd èn in Turkije alles zonder strubbelingen verloopt opdat vooruitgang niet is uitgesloten. Dat is ons allen duidelijk. Ik zou hier echter wat dieper op in willen gaan. Ergens zegt de minister dat Turkije nog heel wat moet doen: "A lot still remains to be done by Turkey". Wat moet Turkije precies doen? Is Turkije, met hetgeen het tot nu toe heeft gedaan en met zijn verklaringen, klaar om uitgeroepen te worden tot kandidaat-land voor toetreding? Er zijn enkele fundamentele vraagstukken, zoals de geschillen met Griekenland over de Egeïsche Zee. Is het daarbij geen voorwaarde dat Turkije, ik wil niet zeggen de mening van een ander land, maar wel het volkenrecht erkent, verklaart geen geweld te zullen gebruiken of met gebruik van geweld te zullen dreigen, en bij aanslepen van de conflicten bereid is naar het Internationale Hof van Justitie in Den Haag te stappen? Is dit geen voorwaarde voor de toekenning van de status van kandidaat-land aan Turkije? Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik ben dit najaar zelf in Turkije geweest en heb daar gesproken over de situatie van de mensenrechten in Turkije. Ik heb het duidelijke standpunt van de Unie uitgesproken over de gebreken die wij in de Turkse mensenrechtensituatie zien. Ik wil echter zeggen dat een constructieve houding ten opzichte van Turkije voor de Unie waarschijnlijk een beter beleid is dan dat Turkije de Unie helemaal de rug toekeert en niet eens probeert de principes te verwezenlijken die wij als voorwaarde voor toetreding hebben gesteld in de criteria van Kopenhagen of in onze andere eigen besluiten. Ik ben ervan overtuigd dat als Turkije in Helsinki de status van kandidaat-lidstaat wordt gegeven, dit de wil en de inspanningen bij Turkije vergroot om relatief snel orde op zaken te stellen, vooral wat betreft de mensenrechten en het politieoptreden. Men mag niet vergeten dat voordat een land tot de Unie toe kan treden, de mensenrechten van de daar wonende personen natuurlijk volledig gerespecteerd moeten worden. Ik wil ook onderstrepen dat de kwestie-Cyprus natuurlijk een wezenlijk onderdeel van dit alles vormt. Ik ben van mening dat het lidmaatschapsperspectief van zijn kant ertoe heeft bijgedragen dat er waarschijnlijk vrij snel onderhandelingen worden begonnen om de kwestie-Cyprus op te lossen. Zover ik begrepen heb heeft de Turks-Cypriotische leider Rauf Denktash beloofd dat hij bereid is voor onderhandelingen naar New York te komen en dit zou natuurlijk een zeer positief signaal zijn. Ik ben van mening dat er met constructieve samenwerking betere resultaten worden geboekt dan met het verbreken van de samenwerkingsverbanden. Hatzidakis Mijnheer de Voorzitter, ik heb niet het woord gevraagd omdat ik in wil gaan op de vraag van de heer Alavanos, maar omdat ik een opmerking wil maken en een vraag wil stellen over het antwoord van de minister. Mijnheer de minister, u zou er beter aan hebben gedaan te zeggen dat hier een politieke onderhandeling plaatsvindt en in Helsinki bepaalde resultaten op tafel zullen komen. U hebt allerlei verschillende problemen op één hoop gegooid en nu is ons allesbehalve duidelijk wat de conclusie is uit uw opmerkingen. Ik wil u dan ook graag een vraag stellen. U zei dat Turkije zal worden beoordeeld aan de hand van de criteria van Kopenhagen. Laten wij dat als maatstaf nemen. Moeten wij, als Turkije in Helsinki wordt uitgeroepen tot kandidaat-land, dan concluderen dat Turkije aan de criteria van Kopenhagen voldoet? Ik wil alleen hier een antwoord op. Laten wij die andere maatstaven maar terzijde schuiven en door de bomen het bos proberen te zien. Ik zeg dit, mijnheer de fungerend voorzitter, omdat volgens mij de Raad, als hij hier naar toe komt, meer blijk moet geven van respect voor dit Parlement. Wij zijn parlementsleden! Sasi Mijnheer de Voorzitter, allereerst wil ik zeggen dat Turkije op dit moment niet voldoet aan de criteria van Kopenhagen. Het is echter ook niet de bedoeling in Helsinki een besluit te nemen over het beginnen van onderhandelingen met Turkije. Onderhandelingen worden op dit moment wel voorbereid voor Slowakije, Letland, Litouwen, Roemenië en Bulgarije. Er is dus geen sprake van het concreet beginnen met onderhandelingen, maar van het bevestigen van de status van kandidaat-lid en de hieruit voortkomende maatregelen. Ik ben van mening dat het realistisch is te constateren dat voordat begonnen kan worden met concrete onderhandelingen over lidmaatschap, Turkije nog een lange weg te gaan heeft. Alyssandrakis Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de fungerend voorzitter, ik wil uw antwoord niet als schizofreen betitelen, maar enkel eenvoudig vaststellen - zoals iedereen kan vaststellen - dat de versteviging van de banden tussen de Europese Unie en Turkije een prioriteit van de bovenste plank is voor de Raad, zelfs zo'n grote prioriteit dat de Raad de door hemzelf gestelde voorwaarden voor de versteviging van deze banden, terzijde schuift. U zei, mijnheer de fungerend voorzitter, dat het standpunt van Turkije is veranderd. In welk opzicht is het standpunt van Turkije veranderd? Het noordelijk deel van Cyprus is nog steeds bezet door het Turkse leger; de politieke rechten worden geschonden; Öcalan zit in de gevangenis en de Koerden worden niet eens als Koerden erkend. U zegt dat men onderhandelingen heeft beloofd. Inderdaad heeft men onderhandelingen beloofd, over de kwestie Cyprus bedoel ik dan. Het kost de Turken echter geen cent om onderhandelingen te beginnen, vijftien minuten lang te blijven zitten en dan op te stappen. Dan heeft de Raad echter wel een mooi voorwendsel gekregen om te zeggen: "Zie, er zit schot in de kwestie Cyprus". Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik wil zeggen dat Turkije weliswaar ook dit jaar maatregelen heeft genomen om de mensenrechten te verbeteren, maar de waarheid is dat het in dit verband natuurlijk nog een lange weg te gaan heeft en hervormingen vinden in geen enkele samenleving snel plaats. Al met al ben ik van mening dat samenwerking een betere manier is om vrede te realiseren dan het niet willen samenwerken. De Voorzitter Ioannis Marinos Vraag nr. 11 van (H-0602/99): Betreft: Turkse beperking van de vrije scheepvaart Op 27 mei 1997 hebben de Turkse autoriteiten besluit nr. 2646 uitgevaardigd, dat werd ondertekend door de onderminister voor scheepvaart, Nazmi Kumral. In dit besluit wordt het schepen die de Cypriotische vlag voeren, of die het eigendom zijn van de onderdanen van Cyprus of van andere landen (waaronder ook de 15 lidstaten van de Europese Unie), verboden aan te leggen in een Turkse haven, wanneer ze als vertrekpunt of bestemming een haven hebben in het vrije deel van Cyprus. Daarentegen heeft de Republiek Cyprus, een land dat het slachtoffer is van het Turkse imperialisme aangezien Turkse strijdkrachten 37% van het grondgebied ervan bezetten, geen enkele beperkende bepaling getroffen ten aanzien van schepen die haar havens aandoen, ook wanneer deze tevoren uit een Turkse haven zijn vertrokken. Kan de Raad mij mededelen of deze beperkende maatregelen van Turkse zijde in overeen­stemming zijn met de grondbeginselen van de EU, of dat hij van oordeel is dat hierdoor de belangen worden geschaad van schepen die onder de vlag van lidstaten van de EU varen, en dan nog wel door toedoen van een land dat de aspiratie heeft zelf ook daartoe te willen toetreden? Sasi Mijnheer de Voorzitter, de Raad is van mening dat de daden van Turkije de belangen schaden van schepen die betrokken zijn bij de handel tussen Turkije en Cyprus en die onder de vlag van lidstaten van de Europese Unie varen of die varen voor in de Gemeenschap gevestigde rederijen. Bovendien zijn deze beperkingen niet in overeenstemming met de grondbeginselen van de vrije handel over zee en vrije concurrentie, die gebaseerd zijn op eerlijkheid en zakelijkheid en die in het kader van de OESO door Turkije zijn aanvaard. Daarom zijn er verscheidene officiële berichten aan de Turkse autoriteiten gestuurd. Marinos Mijnheer de Voorzitter, ik vind het een goede zaak dat men stappen zet in de richting van Turkije, maar ik wil wel mijn teleurstelling tot uitdrukking brengen over het feit dat het optreden van Turkije tegen koopvaardijschepen van heel de wereld, met inbegrip van schepen van de Europese Unie, slechts "daden" worden genoemd. Dit zijn geen daden. Turkije schendt het volkenrecht, Turkije overtreedt de regels inzake vrije scheepvaart en de overeenkomsten met de Europese Unie. Turkije verbiedt schepen die Cypriotische havens hebben aangedaan, om havens in Turkije aan te doen. Het gaat hierbij niet om Cypriotische of Griekse schepen, waar Turkije misschien een speciaal belang bij zou hebben, maar om schepen van de Europese Unie. Ik zou wil weten wat de reactie van Turkije was op de door de Europese Unie ondernomen stappen en als er geen reactie was, waarom is dit land dan niet voor het Internationaal Hof van Justitie van Den Haag gedaagd? Ik vraag mij af waarom de Europese Unie zoveel illegale acties van Turkije door de vingers ziet en zelfs accepteert dat de belangen van de Europese scheepvaart worden geschaad door een land dat er zelfs niet voor terugschrikt, bij de bescherming van de bananenhandel, een supermacht als de Verenigde Staten te bedreigen. Sasi Mijnheer de Voorzitter, allereerst moet wat de Turkse regelgeving betreft worden gezegd, dat de op 27 mei 1997 gedateerde circulaire van de Turkse onderminister van Scheepvaart de toegang tot Turkse havens verbiedt voor schepen die onder Cypriotische vlag varen, die op Cyprus geregistreerd staan, die gedeeltelijk of geheel het eigendom zijn van onderdanen van Cyprus of van personen die op Cyprus wonen of van daar gevestigde bedrijven, die gebruik maken van Cypriotische havens of die vracht afkomstig van Cyprus vervoeren. De Turkse redenen hiervoor zijn externe factoren met betrekking tot de veiligheid van Turkije. Turkije is van mening het recht te hebben om op basis van artikel 3 van de OESO-regels inzake kapitaalverkeer discriminerende maatregelen te nemen in het belang van de nationale veiligheid. Het spreekt vanzelf dat de Unie deze redenen van Turkije in geen geval accepteert. De Unie is in deze zaak actief geweest. Ze heeft direct na het besluit op 17 november 1997 een brief gestuurd naar de permanente vertegenwoordiger van Turkije in de Europese Unie. De Turkse delegatie verklaarde toen in een telefoongesprek niet van plan te zijn de brief te beantwoorden. Hierna hebben commissarissen de zaak op 16 februari 1998 naar voren gebracht op de bijeenkomst van het Gemengd Comité van de douane-unie EG/Turkije. De Turkse delegatie accepteerde echter niet dat er bij die gelegenheid over de kwestie werd gesproken, omdat ze vond dat de kwestie betrekking heeft op de nationale veiligheid en dat dit geen deel uitmaakt van de douaneovereenkomst. Daarna nam het voorzitterschap van de Raad de kwestie op in de overige zaken van de agenda op de vergadering van de Zeevaartcommissie (MTC) van de OESO op 23 en 24 april 1999. De Turkse delegatie accepteerde niet dat er over deze kwestie gesproken zou worden op de officiële bijeenkomst van de commissie, omdat het ging om een kwestie van nationale veiligheid en niet van economische factoren. Zodoende werd er in samenhang met de bijeenkomst van de Zeevaartcommissie op 24 april 1999 een niet-officiële bijeenkomst gehouden. De Turkse delegatie zei dat er later over bepaalde praktische zaken gesproken kon worden. De Zeevaartcommissie verklaarde bij de overige zaken op de agenda dat er over deze kwestie bilaterale gesprekken zijn gevoerd. Nu is de Commissie van plan deze kwestie naar voren te brengen in de huidige bilaterale gesprekken. Het doel van deze gesprekken is het opstellen van een preferentiële overeenkomst tussen de EU en Turkije voor de liberalisering van diensten en overheidsopdrachten. Zacharakis Mijnheer de Voorzitter, het omstreden besluit van de Turkse regering waar wij nu over spreken, is een bewijs te meer dat Turkije het Internationaal Zeerechtverdrag niet eerbiedigt en zelfs overtreedt. Bovendien weten wij dat de Grote Turkse Assemblee de Turkse regering heeft gemachtigd om uitbreiding van de territoriale wateren door Griekenland als casus belli te beschouwen en dus Griekenland de oorlog te verklaren als Griekenland besluit gebruik te maken van dit recht dat het heeft op grond van het Internationaal Zeerechtverdrag van de Verenigde Naties, dat Turkije als enig land niet heeft ondertekend. Daarom wil ik de Raad vragen of hij van plan is dit vraagstuk aan te kaarten in zijn stappen jegens Turkije en in de besprekingen tijdens de komende Top van Helsinki, waar de betrekkingen tussen de Europese Unie en Turkije en de criteria waar de minister over sprak, aan de orde zullen worden gesteld? Sasi Mijnheer de Voorzitter, zoals ik zei is de Commissie van plan deze kwestie aan de orde te stellen tijdens de bilaterale gesprekken over het opstellen van een overeenkomst tussen de EU en Turkije inzake de liberalisering van diensten en overheidsopdrachten. Ook de Raad kan deze kwestie aan de orde stellen in de gesprekken met Turkije, maar op de top in Helsinki worden er helemaal geen onderhandelingen met Turkije gevoerd, zodat de kwestie op de top in Helsinki vrijwel zeker niet aan de orde zal komen. De Voorzitter Anneli Hulthén Vraag nr. 12 van (H-0576/99): Betreft: Verslaafden en behandelingsmethoden Steeds meer verslaafden hebben tevens psychische problemen. Uiteraard verergert dit hun situatie, maar tevens wordt het hierdoor moeilijker om doeltreffende behandelingsmethoden te vinden. Hoe gaat de Raad dit groeiende probleem aanpakken? Sasi Er ligt geen voorstel dat doorverwezen is naar de Raad en dat speciaal betrekking heeft op de vraag van de geachte afgevaardigde. Wat overigens het vinden van geschikte behandelingsmethoden betreft: de verantwoordelijkheid daarvoor ligt hoofdzakelijk bij de lidstaten. Hulthén Hartelijk dank voor uw antwoord. Ik ben mij ervan bewust dat dit onder de verantwoordelijkheid van de lidstaten valt, maar we weten ook dat het een gemeenschappelijk probleem is, waarbij het niet alleen om behandelingsmethoden in het algemeen gaat, maar speciaal om de combinatie van drugsgebruik en psychische aandoeningen. Ik weet dat het Finse voorzitterschap onder andere de geestelijke gezondheid tot een deel van zijn programma heeft gemaakt. Daarom vraag ik me nu af of het geen goed idee is om over te gaan tot nauwere samenwerking op dit gebied, gezien de problematische situatie dat er bij velen een dubbele diagnose wordt gesteld, namelijk zowel verslavingsproblemen als psychische problemen. Sasi Zoals gezegd, valt dit vraagstuk onder de verantwoordelijkheid van de lidstaten. Maar er is niets op tegen om het te bespreken op de vergadering van de ministers van Gezondheid en op die manier verder te komen: misschien niet tot samenwerking, maar tot contacten en misschien ook tot uitwisseling van informatie tussen de verschillende landen. Op basis daarvan kan men proberen de onderhavige behandelingsmethoden verder te ontwikkelen. Ik moet bekennen dat ik geen deskundige ben op dit gebied. Een duidelijker antwoord kan ik helaas niet geven. De Voorzitter Esko Olavi Seppänen Vraag nr. 13 van (H-0578/99): Betreft: Toename van federalisme bij de besluitvorming van de EU De Finse minister van Buitenlandse Zaken heeft als vertegenwoordiger van het Finse voorzitterschap tijdens de vergaderperiode van juli in Straatsburg gezegd dat overeenkomstig het streven van Finland de Europese Unie een gemeenschappelijke wil, een gemeenschappelijk beleid en een gemeenschappelijke stem moet hebben. Op grond hiervan bereidt de Raad een aantal beleidsmaatregelen voor die een verdere federalisering van de EU betekenen: gemeenschappelijke besluitvormende organen, die supranationale besluiten nemen. Wat is het standpunt van de Raad inzake een federalisme waarbij de landen hun vetorecht moeten opgeven alsmede de vereisten op het gebied van gekwalificeerde meerderheid, teneinde de supranationale besluitvorming te vergemakkelijken? Sasi Mijnheer de Voorzitter, de Raad gebruikt net als de andere instellingen zijn bevoegdheden op basis van de criteria en voor de doelen die zijn omschreven in aan de ene kant artikel 5 van het Verdrag tot oprichting van de Europese Gemeenschap en de bepalingen van latere overeenkomsten en documenten met betrekking tot herziening of aanvulling hiervan en aan de andere kant de bepalingen van het Verdrag betreffende de Europese Unie. Bij het nemen van Raadsbesluiten worden de stemmingsbepalingen van de genoemde verdragen in acht genomen. Het in de Raad vaker toepassen van besluiten met gekwalificeerde meerderheid is een van de zaken waarover gesproken wordt op de intergouvernementele conferentie die begin 2000 bijeengeroepen wordt. De Europese Raad heeft hierover een besluit genomen op zijn bijeenkomst in Keulen op 3 en 4 juni 1999. In het protocol bij het Verdrag van Amsterdam over de instellingen en de uitbreiding van de Europese Unie wordt het bijeenroepen van deze intergouvernementele conferentie bepaald. De vraag van de geachte afgevaardigde valt zodoende niet onder de verantwoordelijkheid van de Raad, maar van de intergouvernementele conferentie. Chichester Ik zou willen aansluiten bij het antwoord van de fungerend voorzitter van de Raad door gewag te maken van het compromis van Luxemburg, waarover we tegenwoordig niet veel meer horen. De gestelde vraag - de mening van de Raad over federalisme - betreft het overdragen van soevereiniteit aan meerderheidsstemmingen. Wordt het compromis van Luxemburg nog steeds geacht van kracht te zijn en gerespecteerd te worden, en bent u het met mij eens dat dit het geval zou moeten zijn? Ik doel hier op het compromis waarbij ervan wordt uitgegaan dat de vitale nationale belangen van een lidstaat niet via een stemming bij meerderheid in de Raad terzijde worden geschoven. Dat is althans mijn interpretatie van dit compromis. Sasi Mijnheer de Voorzitter, in Luxemburg werd indertijd een compromis gesloten en dat is in principe nog steeds van kracht. Wij kunnen echter vaststellen dat de laatste tijd niemand heeft geëist dat dit moet worden toegepast. Misschien moet ook gezegd worden dat daarna ook het compromis van Ioannina is gesloten. De Voorzitter Inger Schörling Vraag nr. 14 van (H-0583/99): Betreft: Gebromeerde vlamvertragers In Zweden zijn kortgeleden alarmerende berichten verschenen over grote hoeveelheden gebromeerde vlamvertragers in vissen in de Oostzee. De Zweedse regering heeft toegezegd gebromeerde vlamvertragers vanaf het jaar 2004 te zullen verbieden en zich voortdurend in te zullen zetten voor een verminderd gebruik van deze middelen. Hoe gaat de Raad de problematiek rond gebromeerde vlamvertragers aanpakken? Is de Raad voornemens zich in te spannen voor een verbod op EU-niveau en zo ja, wanneer moet een dergelijk verbod dan ingaan? Zou een unilateraal door Zweden ingevoerd verbod op gebromeerde vlamvertragers een belemmering van het vrije verkeer van goederen kunnen betekenen en om die reden een schending van de communautaire wetgeving inhouden? Ik geef het woord aan de fungerend voorzitter van de Raad om deze vraag te beantwoorden. Wij vertrouwen op de wijsheid van de Raad. Sasi De geachte afgevaardigde heeft een vraag gesteld over de hoge gehaltes aan gebromeerde vlamvertragers in vissen in de Oostzee. Zoals de geachte afgevaardigde weet, heeft de Raad wetgeving uitgevaardigd, die het mogelijk maakt de risico's van schadelijke stoffen voor het milieu en de volksgezondheid te beoordelen en te verminderen. Verder heeft de Raad conclusies aangenomen over de verdere ontwikkeling van het chemicaliënbeleid van de Europese Gemeenschap - het ging om de Raad van ministers van Milieuzaken - op 24 juni van dit jaar. In deze conclusies spoort de Raad de Commissie aan om vóór het eind van het jaar 2000 een document te presenteren over het nieuwe chemicaliënbeleid. Dit document dient een ontwerp te bevatten van een nieuwe strategie voor het verbeteren van de identificatie en de beoordeling van alle chemicaliën. Schörling Dank u voor uw antwoord, en mede voor het feit dat u in het Zweeds antwoordde, wat ik zeer op prijs stel. Ik begrijp wel dat uw antwoord zo zou uitvallen, maar deze kwestie van de vissen in de Oostzee is slechts een voorbeeld van het mogelijke gevaar van gebromeerde vlamvertragers voor de gezondheid en het milieu. We weten namelijk dat deze vlamvertragers zeer veel zijn gebruikt sinds het begin van de jaren '70, in elektronische apparatuur, tv-apparaten, computers en dergelijke, en dat dat gebruik steeds maar toegenomen is. Dat is een gigantisch probleem, omdat uit Zweeds onderzoek en ook uit ander onderzoek blijkt dat precies dezelfde situatie zal ontstaan als indertijd met de PCB's, namelijk dat deze chemicaliën worden opgeslagen in de voedselketens en zich in de loop van de tijd tot een groot probleem blijken te ontwikkelen. Ik wil graag een antwoord op de vraag of Zweden besluiten zou kunnen nemen om in de periode tot 2004 tot een definitief verbod op deze stoffen te komen, en of de EU daaraan zou kunnen meedoen, dat wil zeggen dat het voorzichtigheidsbeginsel zou worden gehanteerd. Sasi Omdat ik het onderzoek naar de gevaren van deze middelen niet ken, kan ik helaas niet direct antwoorden op de vraag of men het gebruik van dergelijke middelen zou moeten verbieden. Ik wil echter verwijzen naar de conclusies van de Raad, waar ik ook naar heb verwezen in mijn eerste antwoord, en die ik u overigens kan toesturen als u dat wenst. Krachtens het algemene programma in verordening 793/93 van de Raad inzake de beoordeling en de beperking van de risico's van bestaande stoffen worden op dit moment drie gebromeerde vlamvertragers onderzocht. De Commissie zal desgewenst voorstellen indienen inzake communautaire maatregelen om de risico's van deze stoffen te verminderen. Ook andere specifieke vragen die in dit verband gesteld zijn, vallen onder de bevoegdheid van de Commissie, en de Commissie heeft ook in haar hoedanigheid van beheerder van het communautaire beleid toegang tot de middelen en de informatie die nodig zijn om betrouwbare en actuele antwoorden te kunnen geven. Wat tenslotte een verbod op het gebruik van deze stoffen betreft, geloof ik dat de desbetreffende vraag aan de Commissie moet worden gesteld. De Voorzitter Ioannis Theonas Vraag nr. 15 van (H-0585/99): Betreft: Het verbod op de levering van brandstoffen aan de zwaar beproefde bevolking van Joegoslavië Uiterst problematisch is het op de recente conferentie van ministers van Buitenlandse Zaken te Luxemburg genomen besluit tot verwerping van het voorstel om brandstoffen en eerste levensbehoeften te leveren aan de bewoners van Joegoslavië teneinde deze te helpen de komende winter te doorstaan. Hetzelfde geldt voor de definitieve verwerping van het voorstel om in het kader van een programma genaamd ?Energie voor democratie? aardolie te leveren aan twee Servische steden, Nis? en Pirot, die door de oppositie worden geregeerd. Door dit besluit worden de bewoners van Joegoslavië veroordeeld de winter door te komen zonder de nodige brandstof. En dat nog wel na de enorme vernietigingen die door de NAVO-bombardementen zijn aangericht aan de infrastructuur van het land! Bovendien wordt hierdoor de trots gekrenkt van een volk dat aan vernietigend geweld is blootgesteld omdat het Westen het niet eens is met de politieke leider van het land. Stemt de Raad in met verklaringen als die van de Deense minister van Buitenlandse Zaken, die gezegd heeft: ?Door dit besluit wordt het juiste signaal verstrekt, namelijk dat democratie en hervormingsbereidheid worden beloond?? Is dit het standpunt van de EU en van de zogeheten internationale gemeenschap met betrekking tot de eerbiediging van de fundamentele democratische waarden en vrijheden? Is het gewelddadige besluit van Luxemburg een "signaal" dat de democratie moet bevorderen door een volk en zijn politieke leiders als het ware met een knuppel te drijven tot antidemocratische praktijken, als ze tenminste willen overleven? Ware het niet beter te waarborgen dat bij de komende verkiezingen in dit land de democratische regels op de juiste wijze worden toegepast? Sasi Mijnheer de Voorzitter, op 15 november gaf de Raad Algemene Zaken zijn steun aan de democratische oppositie in Servië en haar streven samen te werken. Bovendien herhaalde de Raad de bereidheid van de Unie hulp voor wederopbouw te bieden aan het democratische deel van Servië. De Raad Algemene Zaken heeft met tevredenheid vastgesteld dat de eerste brandstofleveringen aan de steden Nis en Pirot in het kader van het programma "Energie voor democratie" nog voor eind november plaatsvinden. Dit vereist een snelle uitvoering van de projecten en de Raad bevestigde zijn bereidheid te overwegen het initiatief naar andere steden uit te breiden. De Raad bracht ook zijn bereidheid in herinnering de noodlijdende Serviërs te blijven helpen en humanitaire hulp van de Europese Gemeenschap en de lidstaten voor dit doel te blijven geven. De "eigenhandige hulp" van ECHO voor Servië bedraagt in totaal 62 miljoen euro, wat de Raad op zijn bijeenkomst verwelkomde. Over de verkiezingen die in de Federatieve Republiek Joegoslavië gehouden moeten worden is de Raad van mening dat onder de huidige omstandigheden vrije en eerlijke verkiezingen onmogelijk zijn. De tegen vreedzame demonstraties gerichte acties van de politie die in oktober in Belgrado hebben plaatsgevonden, tonen duidelijk aan dat fundamentele democratische waarden zoals de vrijheid van meningsuiting in Servië niet worden gerespecteerd zolang Milosevic en zijn regering daar aan de macht zijn. Theonas Mijnheer de Voorzitter, als ik mij niet vergis heeft de Raad dit programma "olie voor democratie" genoemd. Nu zegt u dat dit enkel humanitaire hulp is. De uitdrukking "olie voor democratie" zegt zelf al dat het Servische volk op ongehoorde wijze wordt gechanteerd. Dit volk moet namelijk de opvattingen omtrent democratie van de Europese Unie aanvaarden, wil het aardolie krijgen om zich te verwarmen. Ten tweede wil ik opmerken dat volgens de fungerend voorzitter van de Raad het regime van Milosevic niet wordt erkend door de Europese Unie en eerlijke verkiezingen niet mogelijk zijn voordat de politieke krachten van Servië zich daarover hebben uitgesproken. Daarom zou ik de fungerend voorzitter van de Raad willen vragen welke plannen hij heeft? Zit u soms in een impasse? Hebt u misschien andere plannen die u niet prijs wilt geven aan het Parlement? U zegt dat de verkiezingen geen oplossing bieden. Waar stuurt u dan op aan? Verder zegt u dat manifestaties en dergelijke zijn verboden....in Griekenland is het bezoek van Clinton op til en half Athene zal twee, drie dagen van de buitenwereld zijn afgesloten. Sasi Mijnheer de Voorzitter, het is volledig duidelijk dat vrije democratische verkiezingen in Joegoslavië de enige oplossing zijn voor de situatie in Joegoslavië. Als antwoord wil ik echter geven dat op dit moment de omstandigheden in Joegoslavië, rekening houdend met onder andere de acties en de agressieve houding van de politie ten opzichte van demonstraties en de houding van de regering van Milosevic tegenover de pers en de persvrijheid, zodanig zijn dat er geen enkele voorwaarde bestaat om in Joegoslavië vrije democratische verkiezingen te houden. De Unie gaat er in haar beleid van uit dat ze op geen enkele wijze de regering van Milosevic wil steunen. Aangezien de Unie humanitaire factoren echter zeer belangrijk vindt en niet accepteert dat de daden van leiders de gewone burgers schaden, is ze begonnen met een proefproject waarbij brandstof eerst als proef aan Nis en Pirot wordt geleverd, maar later mogelijk ook aan andere plaatsen. Wij wachten met interesse af of de Joegoslavische leiding en de regering met dergelijke hulpacties akkoord gaan, want op dit moment hebben wij geen goede ervaringen met de regering. De Donau moet zo snel mogelijk vrijgemaakt worden, maar samenwerking op dit gebied is nog niet mogelijk geweest en Joegoslavië heeft nog helemaal geen maatregelen genomen om de Donau bevaarbaar te maken, hoewel het hier overeenkomstig internationale verdragen toe verplicht is. Posselt Mijnheer de Voorzitter, mijnheer de fungerend voorzitter van de Raad, ik wil u danken voor uw duidelijke houding en mijn verontwaardiging tot uitdrukking brengen over de sympathie die heer Theonas hier betuigt met een oorlogsmisdadiger. Ik wilde u echter heel concreet vragen hoe de Raad, afgezien van deze sancties waar ik volledig achter sta, de Servische oppositie in deze winter concreet denkt te kunnen ondersteunen? Is een ontmoeting gepland en zijn er concrete maatregelen ter ondersteuning van de democratische Servische oppositie? Een dergelijke steun zou zeer nuttig zijn voor het Servische volk. De Voorzitter Ik wil de geachte afgevaardigden verzoeken om zich alleen tot de Raad te richten om vragen te stellen, en niet om zich uit te spreken over de sympathieën of antipathieën van andere leden, omdat dat natuurlijk reacties uitlokt. Ik geeft nu de heer Theonas voor 15 seconden het woord, en ik vraag hem geen incidenten uit te lokken. Ik ken de heer Theonas, dus ik vertrouw erop dat hij niet zal provoceren. Ik verzoek echter alle leden om zich aan het Reglement te houden en vragen aan de Raad te stellen. Sasi Mijnheer de Voorzitter, de Unie streeft naar samenwerking met de democratische krachten in Servië. Op de bijeenkomst van de Raad Algemene Zaken in oktober werden daarom de vertegenwoordigers van de Servische democratische oppositie uitgenodigd en met hen werden gesprekken gevoerd over de situatie in Joegoslavië. Wij hoorden ook hun wensen over de maatregelen die de Unie zou moeten nemen. In dit verband werd onder andere over sancties gesproken, maar ook zeer grondig over de vrijheid van de media en de pers die momenteel zo beperkt worden dat ze in Joegoslavië niet beschikken over democratische voorwaarden om hun werk goed uit te voeren. Het is ook mogelijk dat er op de bijeenkomst die nu in Istanbul begint contacten zullen zijn tussen de Unie en de Servische democratische oppositie. Ons uitgangspunt, waarover wij het volgens mij allemaal eens zijn, is dat Joegoslavië en in het bijzonder Servië zo snel mogelijk een democratische regering moet krijgen die de burgers in hun eigen vrije verkiezingen zonder druk of belemmeringen hebben kunnen kiezen. De Voorzitter Jean-Claude Fruteau Vraag nr. 16 van (H-0586/99): Betreft: Financieel instrument LGO Op de Intergouvernementele Conferentie van Amsterdam werd naast andere doelstellingen ook de doelstelling opgenomen de doeltreffendheid van het financieel instrument van de LGO (overzeese landen en gebiedsdelen) te verbeteren. Het mechanisme van het EOF lijkt momenteel niet meer te beantwoorden aan de door de autoriteiten van de LGO uitgesproken behoeften. De belangrijkste kritiek luidt dat de steun over het algemeen ontoereikend is in vergelijking met die aan de ACS-landen en dat de procedures log en onaangepast zijn aan de lokale structuren. In zijn resolutie van 11 februari 1999 heeft het Parlement uitdrukkelijk verzocht om de oprichting van een Europees Ontwikkelingsfonds voor de LGO (FEDELGO). Is de Raad voornemens dit verzoek in aanmerking te nemen in de nieuwe associatieovereenkomst die op 1 maart 2000 van kracht zal worden? Sasi Mijnheer de Voorzitter, toen het Verdrag van Amsterdam op 2 oktober 1997 werd ondertekend, voegde de intergouvernementele conferentie aan de slotakte een verklaring toe over overzeese landen en gebiedsdelen. In deze verklaring wordt de Raad opgeroepen uiterlijk in februari 2000 overeenkomstig artikel 136 van het Verdrag tot oprichting van de Europese Gemeenschap de associatieovereenkomst van overzeese landen en gebiedsdelen opnieuw te bekijken. Een van de doelen van dit onderzoek is juist de doeltreffendheid van het financieel instrument van de overzeese landen en gebiedsdelen te verbeteren. Op basis van de op 11 februari 1999 door het Europees Parlement uitgegeven slotverklaring heeft de Commissie op 25 mei 1999 de Raad een mededeling gegeven waarin drie mogelijke manieren worden geformuleerd om dit financieel instrument te verbeteren. Deze zijn het in aanmerking komen van overzeese landen en gebiedsdelen voor de structuurfondsen, het hervormde Europees Ontwikkelingsfonds en vooral het voor de overzeese landen en gebiedsdelen bedoelde fonds in de begroting van de Unie. De Raad heeft kennis genomen van deze mogelijke richtsnoeren, maar heeft in deze fase nog niet te kennen gegeven de voorkeur aan een van deze te geven. De Raad behandelt de details van het verbeteren van het financieel instrument van de overzeese landen en gebiedsdelen als hij het binnenkort te verwachten Commissievoorstel heeft gekregen over het vaststellen van de nieuwe associatieovereenkomst die op 1 maart 2000 van kracht zal gaan. Het is duidelijk dat de Raad bij het behandelen van dit voorstel rekening zal houden met de resolutie die het Europees Parlement op 11 februari 1999 heeft uitgegeven. Fruteau Ik wil mijnheer de minister zeggen dat ik niet helemaal gelukkig ben met zijn antwoord. Wij moeten een nieuwe associatieovereenkomst sluiten die op 1 maart 2000 in werking moet treden. Ik ben enigszins verbaasd dat in dit stadium nog altijd geen beslissing genomen is over de drie richtsnoeren, over de drie krachtlijnen die geschetst werden. Ik wil de Raad vragen hoe hij het Parlement enigszins bij de vaststelling van dit nieuw financieel instrument denkt te betrekken nadat deze grote lijnen geschetst zullen zijn. Het staat immers vast dat een nieuw financieel instrument nodig is, aangezien het huidige helemaal niet meer aan de situatie van de overzeese landen en gebiedsdelen is aangepast en niet aan de wensen van deze landen tegemoetkomt. Sasi Mijnheer de Voorzitter, ik wil de geachte afgevaardigde alleen zeggen en verzekeren dat de Raad zich volledig bewust is van het feit dat het noodzakelijk is het financieel instrument van de overzeese landen en gebiedsdelen eenvoudiger en doeltreffender te maken, maar zoals ik zei, hebben wij alleen nog de mededeling van de Commissie gekregen waarin drie verschillende mogelijke werkmethoden worden gepresenteerd. Het zal dus nog wel even duren voordat wij in deze kwestie aan een definitieve besluitvorming toekomen. De Voorzitter Dank u wel, mijnheer Sasi. De vragen nummers 17 en 18 zouden hoe dan ook niet zijn behandeld omdat ze over de kwestie-Tsjetsjenië gaan, die vandaag op de agenda stond. Aangezien de tijd voor het vragenuur voor vragen aan de Raad is verstreken, zullen de vragen 19 tot en met 41 schriftelijk worden beantwoord. Het vragenuur is gesloten. Dank u wel, ik wens u een heel prettige avond en hoop dat u na deze drukke dag van Straatsburg zult genieten. (De vergadering wordt om 22.05 uur gesloten)

Röstförklaringar Jörg Leichtfried skriftlig. (DE) Jag röstade för rekommendationen om typgodkännande av avskiljningsanordningar som ska skydda passagerarna mot rörelser i bagaget och som levereras som icke originalutrustning för fordon, eftersom detta för det första underlättar handeln med motorfordon mellan olika avtalsslutande parter och för det andra också garanterar en hög säkerhets- och miljöskyddsnivå. Mot denna bakgrund kan jag inte annat än stödja harmoniseringen av de regler som gäller för motorfordon. Jörg Leichtfried Jag röstade för föreskrifterna om godkännande av motorfordon vad gäller förarens siktfält framåt. Harmoniseringen av föreskrifter för motorfordon kommer å ena sidan att minska handelshindren mellan olika avtalsslutande parter och å andra sidan garantera höga säkerhetsnivåer. Förslaget innebär att ett tillräckligt siktfält genom motorfordonets vindruta och övriga fönster garanteras, vilket från generell säkerhetssynpunkt bör stödjas utan förbehåll. Glyn Ford skriftlig. (EN) Jag kommer att stödja detta betänkande som stärker vårt avtal om vetenskapligt och tekniskt samarbete med Republiken Korea. Seoul är en allt viktigare aktör inom den globala industrin och det är nödvändigt att EU engagerar sig i detta land som traditionellt har stått närmare Förenta staterna än oss. Jag förmodar att detta avtal kommer att omfatta vetenskaplig och teknisk forskning i industriområdet Kaesong som drivs gemensamt av Nord- och Sydkorea, och i detta fall är jag säker på att Republiken Korea kommer att välkomna vårt engagemang som för närvarande hindras av Washington. Georgios Toussas Vi motsätter oss kraftigt rådets förslag om vetenskapligt samarbete mellan EU och Korea, eftersom forskningens inriktning och fragmentisering bidrar till lönsamheten i monopolkoncernerna och till kapitalet generellt sett. Detta strider mot arbetarnas verkliga behov. Det ligger i folkets intresse att bekämpa detta reaktionära alternativ när det gäller avtal om forskning och liknande, den allmänt arbetarfientliga politiken och EU självt samt att slåss för radikala förändringar så att forskningen kan inriktas på att tillfredsställa de behov som arbetar- och gräsrotsklasserna har i dag. Jean-Pierre Audy skritflig. - (FR) Jag röstade för det utmärkta förslaget till betänkande av den litauiska parlamentsledamoten DanutBudreikaitom integrering av hållbarhetsperspektivet i politiken för utvecklingssamarbete. Hon påpekar helt korrekt att hållbar utveckling innebär att den nuvarande generationens behov bör mötas utan att man äventyrar framtida generationers förmåga att uppfylla sina behov. Begreppen om hållbar ekonomisk utveckling omfattar ekonomiskt välstånd, social sammanhållning och respekt för miljön. Det är rätt att integrera dem i den allmänna politiken både på europeisk nivå och på medlemsstaternas nivå. Detta är avgörande när det gäller utvecklingssamarbetet som är mycket svårt att åstadkomma med tanke på jordens demografiska utveckling och behovet att utrota fattigdomen. EU bör ta ledningen när det gäller att säkerställa begreppen om hållbar utveckling i hela världen. Detta är trots allt en av EU:s huvuduppgifter. Pedro Guerreiro I betänkandet nämns inte de underliggande orsakerna till den allt djupare sociala orättvisan och de allt större utvecklingsskillnaderna, den ohämmade exploateringen av naturresurser och den omfattande miljöförstöringen världen över. Inte heller nämns den verkliga syndaren, nämligen kapitalismen. Trots detta innehåller det faktiskt en lång rad förslag och inslag som vi välkomnar, t.ex. kravet att målet på 0,7 procent av BNI måste nås för att ett effektivt utvecklingssamarbete präglat av solidaritet ska kunna åstadkommas. Vi kan emellertid inte godta exempelvis följande inslag: Eftersom ”utvecklingsländernas lokala myndigheter inte alltid kan tillhandahålla de finansieringsbelopp som behövs för stora investeringar för att bygga och underhålla infrastrukturnät, såsom vattentillförsel eller rening” dras i betänkandet slutsatsen att ”de finansieringsbelopp som behövs endast kan erhållas med hjälp av kompletterande privat kapital genom partnerskap mellan den offentliga och privata sektorn”, vilket innebär att denna resurs, av grundläggande betydelse för människors liv, serveras det privata kapitalet på en bricka. Minskningen - inte avskrivningen - av de minst utvecklade ländernas skulder görs avhängig av vad som kallas ”god förvaltning”, och kriterierna för detta dikteras av stormakternas nycker. Därför röstade vi som vi gjorde. Andreas Mölzer skriftlig. (DE) Under de senaste femton åren har vi gjort framsteg när det gäller att bekämpa fattigdom, men inte alls i den utsträckning vi hoppats, för även om vi lyckas föra ett lands ekonomiska utveckling framåt innebär det inte på något sätt att fattigdomen därmed minskats. Medel avsedda för missgynnade grupper får inte tillåtas läcka ut i korrupta system eller rentav användas för exempelvis vapeninköp eller stöd till diktatoriska regimer. Det är i detta sammanhang som effektiviteten måste övervakas bättre, så att utvecklingsstödet används där det ska och för rätt ändamål. Man skulle också kunna överväga att koncentrera stödet till vägledarländer som kan påskynda en hel regions utveckling, och vi bör också vara öppna för nya metoder, t.ex. användning av mikrokrediter som ett sätt att hjälpa fattiga att klara sig ekonomiskt på ett varaktigt sätt. Charles Tannock (EN) Jag skulle bara vilja utveckla vad jag sa tidigare om hur resolutionen om människorättsläget för daliterna gick genom parlamentet utan möjlighet till ändring och särskilt framhålla ett antal sakfel i betänkandet, som aldrig förelades vare sig utskottet för utrikesfrågor eller underutskottet för mänskliga rättigheter för yttrande. Jag vill protestera mot det sätt på vilket artikel 90.4 utnyttjas av vissa parlamentsledamöter. I resolutionen belyses exempelvis i vilken utsträckning daliterna utsätts för brott, och man talar om att de ofta utsätts för fruktansvärda brott, t.ex. mord. Jag skulle vilja påpeka att 2,04 procent av morden drabbar daliter, medan de utgör 14 procent av befolkningen. Så daliter lever i själva verket säkrare än medlemmar av de övriga kasterna. I resolutionen nämns inte vilka effekterna blivit av lagen om förebyggande av grymhet, som utformades för att göra det lättare att fälla dem som angripit daliter, och inte heller talas det om att graden av läs- och skrivkunnighet visserligen är mycket låg för daliter men ändå ligger ytterst nära det nationella genomsnittet. Det nämns inte att det finns en nationell belöning från regeringshåll som i princip är avsedd att utrota oberörbarheten, och det finns penningincitament som ges för att uppmuntra till äktenskap mellan kaster. Betänkandet är mycket obalanserat. Det är fullt av sakfel och jag beklagar att ni inte hade möjlighet att återförvisa det till utskottet, herr talman. Mina skäl kvarstår dock. Jean-Pierre Audy skriftlig. - (FR) Jag röstade för det resolutionsförslag som lagts fram av Europaparlamentets utskott för utveckling om människorättsläget för daliterna i Indien. Jag anser visserligen att EU bör gå mycket försiktigt fram när det gäller inblandning i länders konstitutioner, men jag stöder denna resolution som fördömer daliternas oacceptabla situation, som beror på den bristande tillämpningen av olika bestämmelser som förbjuder kastdiskriminering. Enligt betänkandet och ett flertal undersökningar utsätts daliterna för brott och kränkningar som inte bestraffas. Till detta kommer övergreppen mot kvinnor och barn, som livet igenom utsätts för två slags diskriminering, kast- och könsdiskriminering, där även sexuella övergrepp ingår. Ja, Europaparlamentet gör rätt i att fördöma denna skamliga situation. David Martin skriftlig. (EN) Behandlingen av daliterna i Indien visar på allvarliga problem när det gäller de mänskliga rättigheterna. Rätten till ett hyggligt arbete och icke-diskriminering borde vara universell, men kastsystemet, så som det för närvarande ser ut i Indien, garanterar inga av dessa rättigheter för daliterna. Eftersom själva grunden för EU och Europaparlamentet är våra gemensamma värderingar, där icke-diskriminering är ett nyckelelement, är det vår skyldighet att visa vår oro när vi ser att man bryter mot dessa värderingar och förnekar dessa rättigheter i tredjeländer. Margrietus van den Berg Det enorma problemet med människor som än i dag betraktas som kastlösa och därför ”oberörbara” är oroande. Den sociala segregation som daliterna upplever kan jämföras med den apartheid som tidigare rådde i Sydafrika. Den största gruppen ”oberörbara” lever i Indien, där mer än 160 miljoner människor drabbas. De är ofta utestängda från grundläggande samhällstjänster såsom utbildning, sjukvård och rent dricksvatten, de får inte äga mark och utsätts ofta för våld och utnyttjande. Jag tänker därför rösta för denna resolution, där den indiska regeringen uppmanas att öka sina ansträngningar för att effektivt utrota kastbaserad diskriminering och främja lika möjligheter. Det bör välkomnas att Europaparlamentet lägger fram specifika förslag för att bekämpa denna strukturella diskriminering av ett folk. Den indiske premiärministern sa själv följande den 27 december 2006: ”Daliterna har utsatts för en unik diskriminering i vårt samhälle som i grunden skiljer sig från minoritetsgruppers problem generellt sett. Det enda som kan liknas med 'oberörbarheten' är Sydafrikas tidigare apartheid.” Jag hoppas att EU kommer att diskutera detta inom ramen för sina förbindelser med Indien och bidra till att utrota denna grova orättvisa. Josu Ortuondo Larrea (ES) Herr talman! Jag vill uttrycka mitt stöd för avtalet om fiskepartnerskap mellan Europeiska gemenskapen och Gabon, liksom för övriga liknande avtal med andra AVS-länder (Afrika, Västindien och Stillahavsområdet) och vissa andra länder. Dessa avtal grundar sig på principen om ömsesidigt samarbete och är förenliga med den partnerskapsstrategi som tillämpas för den gemensamma fiskeripolitikens externa dimension. Med dessa avtal uppnår vi ett dubbelt syfte: för det första garanterar vi att intressena hos EU:s djuphavsfiskeflotta skyddas, och för det andra förbättrar vi förutsättningarna för att få till stånd ett hållbart fiske i partnerländernas vatten. I detta sammanhang vill jag avslutningsvis framhålla att EU och vår fiskeflotta, i motsats till andra som använder olagliga metoder, har åtagit sig att se till att fiskeverksamheten världen över är hållbar och har godtagit uppförandekoden för ansvarsfullt fiske från FN:s livsmedels- och jordbruksorganisation. Vi måste stödja detta och andra avtal, för de bidrar till utvecklingen i våra partnerländer. Pedro Guerreiro skriftlig. (PT) Det nya partnerskapsavtalet med Republiken Gabon, som trädde i kraft den 3 december 2005, gäller i sex år och innehåller ett protokoll som innebär att fiskemöjligheterna för de av EU-medlemsländernas olika flottor som fiskar i dessa vatten, däribland den portugisiska flottan, kommer att minska med 40 procent. Dessutom har man, i likhet med andra fiskeavtal för tonfisk, höjt avgiften för fartygsägarna från 25 till 35 procent av den totala kostnaden, uppenbarligen på grund av minskade bidrag från gemenskapen. Det som nu kan komma att hända är man inte utnyttjar de möjligheter som avtalet erbjuder särskilt mycket och att många fjärrfiskefartyg kommer att skrotas, vilket redan håller på att ske i Portugal. Denna situation gör att man kan ifrågasätta de egentliga effekterna av de här avtalen, som leder till ökade kostnader för flottorna samtidigt som fiskemöjligheterna minskar. Det är oroväckande, inte minst för den portugisiska flottan, att avtalet kommer att undergräva proportionaliteten och det relativt stabila läge som rådde under det tidigare avtalet för fördelningen av fiskemöjligheter till andra flottor. Portugal kommer att förlora 50 procent av fiskemöjligheterna för fartyg med flytlinor, med endast tre licenser jämfört med sex i det förra avtalet. David Martin skriftlig. (EN) Jag stöder detta betänkande om ändring avtalet om fiskepartnerskap. Jag stöder särskilt kravet på större parlamentariskt engagemang innan avtalet utvidgas. Det gläder mig också att kustsamhällenas utvecklingsbehov tas upp. Frank Vanhecke (NL) Herr talman! Jag har självfallet röstat för resolutionen om ett världsomfattande moratorium för dödsstraff eftersom jag är stark motståndare till dödsstraff, inte minst på det personliga planet. Men jag vill utrycka mig helt klart. Jag må vara motståndare till dödstraff, men jag anser bestämt att vi måste vara hårda när det gäller brottslighet. Det jag försöker säga är att det är på grund av likgiltighet och feghet hos många europeiska regeringar som, vilket är fallet i mitt land, grova brottslingar, mördare och pedofiler systematiskt friges i förtid, och det är alltså på grund av denna slapphet och feghet som människor vill att dödsstraffet ska återinföras i Europa. Som motståndare till dödstraff kan jag ändå förstå var dessa människor kommer ifrån, och jag anser att man ska ta deras klagomål på allvar. Jean-Pierre Audy skriftlig. - (FR) Jag röstade för det gemensamma resolutionsförslaget som lades fram av fem politiska grupper och som gäller ett initiativ till ett allmänt moratorium för dödsstraff. Vid en tidpunkt då den tredje internationella kongressen mot dödsstraff hålls i Paris var det bra för Europeiska unionen att upprepa sin övertygelse och att begära att man gör allt för att införa ett världsomfattande moratorium för avrättningar, med målet att helt avskaffa dödsstraffet. Jag skriver detta med en viss stolthet över att tillhöra en medlemsstat som, efter förslag från sin president - republiken Frankrikes president, Jacques Chirac - och tack vare sina folkvaldas klokhet snart kommer att ändra i landets grundlag och införa ett förbud mot dödsstraff, vilket redan fastställs i lagen. Edite Estrela Jag röstade för resolutionen eftersom jag är emot dödsstraff, som nu på 2000-talet är ett skrämmande exempel på grymhet och brott mot människans värdighet. Detta kan inte få fortsätta. Därför samtycker jag till förslaget att uppmana till ett allmänt moratorium för dödsstraff i FN:s generalförsamling. Hanna Foltyn-Kubicka Jag undertecknade inte det gemensamma resolutionsförslaget som flera politiska grupper lagt fram om ett allmänt moratorium för dödsstraff, och jag tänker inte heller rösta för det. Jag stöder helt och hållet de åtaganden Polen ingick enligt internationell lagstiftning när det anslöt sig till Europarådet och EU, men jag anser inte att avskaffandet av dödsstraffet i andra delar av världen löser problemet med våld och brutalitet. Jag tycker att det är rätt att fördöma missbruk av dödsstraff och det grymma sätt man verkställer det på, vilket var fallet med avrättningen av Saddam Hussein och av Barzan Ibrahim al-Tikriti. Trots detta är det ett oansvarigt, dumt och farligt förslag att totalt avskaffa dödsstraffet för brottslingar, terrorister och blodtörstiga diktatorer i de mest oroliga och våldsdrabbade delarna av världen. Eftersom Europeiska unionen försöker införa detta allmänna moratorium kan den inte ge de länder som härjas av våld något betydande stöd när det gäller den allmänna säkerheten. Följaktligen kan initiativet från den italienska regeringen, som kommer att få EU:s stöd i dag, även anses vara hycklande. Glyn Ford skriftlig. (EN) För att medlemsstaterna ska kunna bli medlemmar kväver EU bland annat att de inte utövar eller har dödsstraff i sina stadgar. Det är rätt och riktigt att vi försöker verka för detta runt om i världen. Det är en skam från Förenta staterna till Kina, från Centralasien till Centralafrika. Problemet är att vi hycklar när vissa avrättningar är mer godtagbara än andra. Det är lika fel att avrätta Saddam Hussein och Timothy McVeigh, bombmannen från Oklahoma, som den nigerianska människorättsaktivisten Ken Sara-Wiwo eller de hundratals offren för Saddam Husseins brutala, totalitära regim. Jag kan bara hoppas att vi i framtiden motsätter oss dessa barbariska offentliga spektakel på samma sätt som vi motsätter oss Kinas avrättningar, eftersom modern teknik nu gör det möjligt att ersätta offentliga avrättningar med avrättningar som sänds via mobiltelefon. Marcin Libicki Jag undertecknade inte det gemensamma resolutionsförslaget som flera politiska grupper lagt fram om ett allmänt moratorium för dödsstraff, och jag tänker inte heller rösta för det. Jag stöder helt och hållet de åtaganden Polen ingick enligt internationell lagstiftning när det anslöt sig till Europarådet och EU, men jag anser inte att avskaffandet av dödsstraffet i andra delar av världen löser problemet med våld och brutalitet. Jag tycker att det är rätt att fördöma missbruk av dödsstraff och det grymma sätt man verkställer det på, vilket var fallet med avrättningen av Saddam Hussein och av Barzan Ibrahim al-Tikriti. Trots detta är det ett oansvarigt, dumt och farligt förslag att totalt avskaffa dödsstraffet för brottslingar, terrorister och blodtörstiga diktatorer i de mest oroliga och våldsdrabbade delarna av världen. Eftersom Europeiska unionen försöker införa detta allmänna moratorium kan den inte ge de länder som härjas av våld något betydande stöd när det gäller den allmänna säkerheten. Följaktligen kan initiativet från den italienska regeringen, som kommer att få EU:s stöd i dag, även anses vara hycklande. David Martin skriftlig. (EN) De grundläggande mänskliga rättigheterna är mycket viktiga för EU:s roll och identitet. I egenskap av EU-institution är Europaparlamentet skyldigt att stödja insatser som sprider dessa värderingar utanför unionens gränser. Att stödja ett moratorium för dödsstraff sänder ut signaler att vissa mänskliga rättigheter borde försvaras överallt. Jag stöder särskilt omnämnandet i resolutionen av det vanhedrande sätt på vilket avrättningen av Saddam Hussein utfördes. Jean-Claude Martinez Vi har ju Frankrike med sitt juridiska virrvarr, och vi har Irak, där de som hade till uppgift att döma statschefen dök upp ridandes på fiendernas missiler, och vi har ju Kina, där allting går att köpa, till och med kulor för att skjuta huvudet av folk. Och så har vi Libyen och fallet med de bulgariska sjuksköterskorna. På 2000-talet, då saker och ting blir alltmer avsiktligt invecklade, tillämpar man nu dödsstraff på franska sjukhus där man gör slut på de gamla för att frigöra sängplatser och utjämna ekonomin. Det tillämpas i Maastrichtsavtalets EU, där vi har tagit död på vår framtid genom att dra ut proppen för viktiga investeringar. Thomas Malthus ideologiska gissel - med noll tillväxt och hållbar underutveckling - har smittat av sig på våra beslutsfattare. Det verkar som om det inte finns tillräckligt med plats runt människosläktets festbord. Så vi utelämnar de gamla på nåd och onåd till värmeböljor och dödliga injektioner, och vi pensionerar folk tidigt och drar ner på deras arbetstimmar. Skattelagarna tar ett strypgrepp, arbetsrätten kan inte ge något andrum och budgetlagstiftningen ger oss för lite växel tillbaka. Och högst upp på denna stege av malthusianska straff sitter straffrätten och lurar med döden. I den malthusianska ekonomin går ”dödshjälpsstaten”, ”försiktighetsprincipen” och det slutgiltiga straffet avrättning hand i hand med stoltheten och självbelåtenheten. Frédérique Ries skriftlig. - (FR) Det finns en lång lista över länder som tillåter dödsstraff, och listan över offer är ännu längre. Enbart under 2005 avrättades 2 148 människor. Så hur är det då i Europa? Är det möjligt att vara en EU-stat och samtidigt tillåta dödsstraff? Nej, det är det absolut inte. Dessutom är kandidatländer som väntar på att ansluta sig till Europeiska unionen faktiskt tvungna att avskaffa det. Vi ledamöter tycker till och med att man måste gå längre än så. Det är det som är målet med den resolution mot dödsstraffet som parlamentet antog i dag. Med undantag av den extrema högern - vilket var väntat - hade alla de politiska grupperna i parlamentet redan skrivit under förklaringen för ett moratorium för dödsstraff som syftar till att avskaffa straffet överallt. Den majoritet som krävdes för att resolutionen skulle antas har uppnåtts, och det rådde ett ovanligt starkt samförstånd i parlamentet. Denna majoritet visar klart att EU-medlemskapet inte enbart handlar om att enas om fiskekvoter. Framför allt visar det tydligt att EU inte kompromissar om sina grundläggande värderingar. EU ligger i täten i kampen för att avskaffa dödsstraffet, vilket är värt att poängtera. Konrad Szymański Jag undertecknade inte det gemensamma resolutionsförslaget som flera politiska grupper lagt fram om ett allmänt moratorium för dödsstraff, och jag tänker inte heller rösta för det. Jag stöder helt och hållet de åtaganden Polen ingick enligt internationell lagstiftning när det anslöt sig till Europarådet och EU, men jag anser inte att avskaffandet av dödsstraffet i andra delar av världen löser problemet med våld och brutalitet. Jag tycker att det är rätt att fördöma missbruk av dödsstraff och det grymma sätt man verkställer det på, vilket var fallet med avrättningen av Saddam Hussein och av Barzan Ibrahim al-Tikriti. Trots detta är det ett oansvarigt, dumt och farligt förslag att totalt avskaffa dödsstraffet för brottslingar, terrorister och blodtörstiga diktatorer i de mest oroliga och våldsdrabbade delarna av världen. Eftersom Europeiska unionen försöker införa detta allmänna moratorium kan den inte ge de länder som härjas av våld något betydande stöd när det gäller den allmänna säkerheten. Följaktligen kan initiativet från den italienska regeringen, som kommer att få EU:s stöd i dag, även anses vara hycklande. Christofer Fjellner Herr talman! Betänkandet av Ries och kampen mot fetma går djupt in i frågor som jag tycker tillhör medlemsstaternas kompetens. Dessutom tar betänkandet upp frågor som politiker överhuvudtaget inte borde ägna sig åt. Det saknar enligt min uppfattning helt ett individperspektiv. Att slå fast att fetma är en kronisk sjukdom är inte bara fel, utan det är att ta ansvar för människor med övervikt eller, ännu värre, ta ifrån så många överviktiga människor hoppet om att de kan påverka sin egen situation. Övervikt kan vara symptom på en kronisk sjukdom, men att hävda någonting annat är att skapa det stigma som betänkandet säger sig vilja avskaffa. Allvarligast är dock enligt min åsikt något helt annat, nämligen att man vill styra media i en riktning som för tillfället är opportun. Det är oacceptabelt, och det ska politiker inte göra. Det förvånar mig att så många av mina svenska kolleger har röstat för detta betänkande. Vi moderater röstade givetvis emot. Jan Andersson, Anna Hedh, Inger Segelström och Åsa Westlund skriftlig. Vi anser inte att det är en politisk fråga att bedöma vad som kan kallas kronisk fetma. Detta måste vara en uppgift för läkarvetenskapen. Därför lade vi ned våra röster vid omröstningen om denna fråga. Jean-Pierre Audy skritflig. - (FR) Jag röstade för det utmärkta betänkandet av min kollega Frédérique Ries om en europeisk dimension i arbetet för att förebygga övervikt, fetma och kroniska sjukdomar. Antalet personer i EU som lider av fetma har ökat enormt under de senaste 30 åren. Utvecklingen kan jämföras med situationen i Förenta staterna under 1990-talet. I dag räknas 27 procent av männen och 38 procent av kvinnorna i EU som överviktiga eller feta. Europaparlamentets förslag utgår från hälsosam kosthållning, motion samt behandling från barndomen och under hela vuxenlivet. Yrkesfolk inom hälsovården, sport, kvaliteten på jordbruksprodukter, skolmatsalar, utbildning, kommunikation och näringsmärkning är alla faktorer till vilka, bland andra, EU måste sätta sin tillit för att bekämpa detta gissel. Det är ytterst viktigt för Europeiska kommissionen att genomföra en socioekonomisk undersökning om konsekvenserna för sjukdomar som har att göra med övervikt och inte endast när det gäller utgifter för sjukvården, vilka vi vet utgör mellan 4 och 7 procent av de totala utgifterna, utan även när det gäller sysselsättning i samband med arbetslöshet, förlorad tid och invaliditet. Liam Aylward skriftlig. (EN) Tidigare denna vecka uppmanade jag den irländska regeringen att framföra förslag som helt bannlyser tevereklam för livsmedel och drycker som innehåller mycket fett, salt och socker och som speciellt vänder sig till barn under 16 år. Barnfetma är ett allvarligt problem på Irland och i Europa och detta problem måste man på ett effektivt sätt ta itu med framöver. Ett sådant förbud som jag nämnde införs nu i Storbritannien efter fyra år av omfattande forskning och överläggning. Denna undersökning omfattade 2 000 intervjuer med barn, föräldrar och lärare samt detaljer om familjers matvanor, där 11 000 människor deltog. Undersökningen visade klart och tydligt att tevereklam faktiskt har en inverkan på vilken mat barn föredrar. I hushåll där barns tevetittande inbegriper ett stort antal program som vänder sig till såväl vuxna som barn och unga, ser barnen, enligt den brittiska regeringens bedömning, 41 procent mindre reklam för livsmedel och drycker som innehåller mycket fett, salt och socker. Vi talar om att skydda våra barn, och det måste alltid vara vår högsta prioritet. Lena Ek och Olle Schmidt skriftlig. Folkhälsofrågorna är mycket viktiga, och människor med hälsoproblem behöver allt stöd de kan få. Denna resolution överskrider dock enligt vår mening gränsen för subsidiaritet. De frågor som berörs bör istället hanteras på nationell och regional nivå, varför vi valt att lägga ner våra röster. Edite Estrela Jag röstade för betänkandet eftersom kampen mot fetma bör vara en politisk prioritering för EU. Det är trots allt 27 procent av männen och 38 procent av kvinnorna i EU som är överviktiga. Och ännu mer oroväckande är fetman bland barn. Över fem miljoner barn (i EU-25) är feta och man upptäcker runt 300 000 nya fall varje år. Detta är en utveckling som måste vändas, och det är akut. Jag stöder flertalet av de åtgärder som lagts fram, till exempel att man ska informera konsumenterna redan från barndomen, begränsa TV-reklam, införa krav på närings- och hälsomärkning av livsmedel, samt större samordning mellan den gemensamma jordbrukspolitiken och de hälsopolitiska åtgärderna. Ilda Figueiredo Vi gläds över antagandet av detta betänkande, som bland annat innehåller följande viktiga punkter: erkännandet av att det borde vara en politisk prioritering för medlemsstaterna och EU att uppmuntra en hälsosam kosthållning och fysisk aktivitet som en viktig del i kampen mot fetma, och rekommendationen att officiellt erkänna fetma som en kronisk sjukdom. Fetma är den vanligaste formen av näringsbrist och uppstår till följd av en överdriven lagring av fett. Fetma drabbar ofta människor med försvagande sjukdomar med progressivt förlopp och utgör en större risk för dödsfall även bland resten av befolkningen. Därför är fetman ett växande folkhälsoproblem. Som nämns i betänkandet finns det enligt uppgifter från 2006 över 300 miljoner människor i världen som är feta. Denna siffra har mer än fördubblats under de senaste 15 åren. Därför måste man, förutom att stärka kampen mot sjukdomen genom att ge patienter tillgång till sjukvård, läkemedel, psykologisk rådgivning, och så vidare, anta en förebyggande strategi som bland annat syftar till att främja en hälsosam kosthållning och livsstil. Strategin bör särskilt rikta sig till kvinnor och barn eftersom undersökningar har visat att de är särskilt sårbara för sjukdomen. Christa Klaß Allt det vi gör inom miljö och hälsa gör vi för att skydda hälsan. Ansvaret för detta ligger fortfarande hos medlemsstaterna, och det måste det göra även i fortsättningen. Tanken på förebyggande åtgärder blir allt mer aktuell. I Ries-betänkandet redogör man för hälsoriskerna med fetma, övervikt och kroniska sjukdomar. Varför är våra barn överviktiga? Vad beror det på? Dessa frågor måste vi diskutera om vi ska kunna öka medvetenheten, särskilt hos familjer. Förmågan att hålla våra kroppar friska varje dag är något som måste läras ut genom skolan och den allmänna utbildningen. För att förebygga dessa sjukdomar krävs det förändringar i samhället, men detta kan vi inte uppnå enbart med förbud mot reklam, genom att informera om hälsa eller genom att ge barnen gymnastikpåsar när de börjar i lågstadiet. Vi lever i ett höghastighetssamhälle och när båda föräldrarna arbetar saknas det ofta tid för familjen, för att uppfostra barnen och för att laga mat. Därför är det ännu viktigare att samhället vidtar förebyggande åtgärder och förmedlingen av livskunskaper måste överlämnas åt skolor och pedagogiska inrättningar. Men vi får ändå inte sluta påminna familjerna om de uppgifter och skyldigheter som faktiskt åligger dem, och vi måste göra det möjligt för dem att klara av dessa uppgifter och skyldigheter. Inte ens EU kan göra människor smala och se till att de lever och har hälsan. Medlemsstaterna måste lägga fram handlingsplaner och åtgärder, men det är människorna själva som måste förverkliga dem. Astrid Lulling skriftlig. - (FR) Det är hedervärt av Europeiska kommissionen att den bryr sig om att alla bör ha en hälsosam kosthållning och utöva fysiska aktiviteter för att bekämpa övervikt, fetma och kroniska sjukdomar. Men det gigantiska resolutionsförslag, med sina 18 skäl och 53 punkter, som utskottet för miljö, folkhälsa och livsmedelssäkerhet har utarbetat, är oacceptabelt eftersom man föreslår bestämmelser som innebär en tvivelaktig inblandning i medlemsstaternas behörighetsområden, delvis i form av en rättslig ram på EU-nivå. Jag sympatiserar naturligtvis med den varning vi vill utfärda inför den fetmaepidemi som berör tre miljoner barn och mellan 20 och 30 procent av alla vuxna i en tid då 14 miljoner barn och halva den vuxna befolkningen är överviktiga. I kampen för att främja hälsosamma kostvanor och användande av produkter av hög kvalitet har vi starka allierade i form av Eurochefs - en sammanslutning av 4 000 kockar från 17 medlemsländer som följer en hederskodex och värnar om livsmedlens egna kvalitet och arbetar för att skydda lantbruksprodukter. Jag tror att vi skulle må bra av att dra nytta av deras kunskaper och deras vilja att främja bästa metoder ... (Röstförklaringen kortades ned i enlighet med artikel 163.1 i arbetsordningen.) David Martin skriftlig. (EN) Jag stöder till fullo såväl detta betänkande som kommissionens grönbok med titeln ”Främja goda kostvanor och motion: En europeisk dimension i arbetet för att förebygga övervikt, fetma och kroniska sjukdomar”, som omnämns i betänkandet. Folkhälsofrågor är ett växande bekymmer i Europa, och detta betänkande är ett välkommet bidrag. Jag välkomnar att man i betänkandet betonar skolornas nyckelroll samt att man måste vidta åtgärder för att bemöta den oroväckande minskningen av näringsvärdet i frukt och grönsaker. Andreas Mölzer skriftlig. (DE) Faktum är att vi alla vet vad som är hälsosamt och vad som inte är det, även utan att EU bestämmer om någon märkning, men våra mat- och levnadsvanor har ändrats i en sådan omfattning att fetman, med alla dess konsekvenser för hälsan, har antagit oroande dimensioner. Men bristen på motion tillsammans med dålig kosthållning och alltför mycket tv-tittande gör också människor mer aggressiva. Det har funnits olika handlingsplaner på hälsoområdet sedan en tid tillbaka, och det är helt rätt att arbetet inleds under barnens första skolår, eftersom det är då som risken för överdrivet ätande är mycket stor, men märkning med näringsinnehåll, hälsoinriktade lekgrupper och till och med förbud mot annonsering kommer inte att föra oss dit vi vill. Det är inom familjen som entusiasmen för idrott, som är så viktig för att minska stress och aggressioner, och hälsosamma matvanor måste upplevas och uppmuntras. Men det är denna grundläggande byggsten i samhället som konstant utsätts för attacker från det moderna arbetslivet, med dess flexibla arbetstider, skiftarbete och veckoslutsarbete, och det ständigt upprepade kravet på längre öppettider. När människor är trötta intill utmattningens gräns efter en lång arbetsdag är det lättare för dem att gripa till snabbmat än att anstränga sig för att laga mat. De känner att de vill sjunka ned framför tv:n med chips och läsk, och deras barn härmar efter dem. Samtidigt som vi predikar om att människor bör motionera mer, minskar vi gymnastiktimmarna av budgetskäl eller tillåter att utländska barn uteblir från dessa timmar av religiösa skäl, och idrottsföreningarna märker hur de får allt mindre stöd. Catherine Stihler skriftlig. (EN) Jag stöder Frédérique Ries betänkande om att främja goda kostvanor och motion. Jag håller med om att kampen mot barnfetma borde vara en politisk prioritering i EU och dess medlemsstater. Vi bör vidta omedelbara åtgärder för att främja en sund livsstil bland barn och pressa medlemsstaterna att öka antalet idrottslektioner i skolan. Det gläder mig att man i betänkandet erkänner vikten av och möjligheterna med de system för att märka livsmedel som redan finns i flera medlemsstater. Jag välkomnar uppmaningarna till kommissionen att undersöka och utveckla ett vetenskapligt grundat gemenskapssystem för information på framsidan av förpackningarna. Jag menar att detta är ett rättframt men mycket effektivt sätt att uppmuntra folk att välja hälsosammare alternativ. Vi måste agera omedelbart och informera folk om att deras hälsa och framtida generationers hälsa ligger i deras egna händer. Marianne Thyssen Dåliga matvanor under lång tid och brist på tillräcklig motion gör att tusentals människor drabbas av fetma inom EU varje år. Fetma ökar risken för många allvarliga sjukdomar, inklusive hjärtsjukdomar, högre blodtryck och problem med andningsorganen. Detta påverkar inte bara folkhälsan utan ökar också kostnaden för medlemsstaternas sjukförsäkringsorgan. Jag vill därför förespråka att man tar itu med problemet på ett integrerat sätt. Information och utbildning till konsumenterna, utbyte av goda lösningar mellan medlemsstaterna, tydlig märkning av livsmedel eller kampanjer i skolorna för att främja en hälsosammare livsstil: allt detta är metoder för att åstadkomma de nödvändiga beteendeändringarna. Kampen mot fetman går utöver gränserna. Vi inom EU kan lämna ett positivt bidrag och lära av varandras sätt att behandla problemet. Jag anser att samarbete mellan medlemsstaterna, med industrin, medierna, skolorna och det civila samhället är rätt väg att gå. Lars Wohlin skriftlig. Det råder inget tvivel om att övervikt och fetma är ett stort folkhälsoproblem även i Europa som måste prioriteras. Däremot bör man inte, som betänkandet avser, betrakta det som en kronisk sjukdom. Det är likaså viktigt att skolbarn ges möjlighet till idrottsundervisning och fysisk aktivitet under raster. Detta är dock något som varje medlemsland måste prioritera. Det kan inte utifrån principen om subsidiaritet förflyttas till EU-nivå. Jag har därför valt att rösta nej till betänkandet i sin helhet. Jean-Pierre Audy skritflig. - (FR) Jag röstade för det utmärkta betänkandet av Diana Wallis om rekommendationer till kommissionen om preskriptionstider vid fall av kroppsskador och dödsolyckor vid gränsöverskridande tvister. Som en del i uppbyggnaden av vårt europeiska område måste vi göra allt vi kan för att underlätta livet för våra medborgare. Detta gäller även tidsramen för harmonisering av preskriptionstider. Införandet av principen om ursprungsland, åtminstone tillfälligtvis, är en mycket intressant idé i den mån som den tillhandahåller offren rättigheter som inte är främmande för dem. I betänkandet sänds en stark signal till kommissionen och det visar att parlamentet förväntar sig ett förslag till rättsakt som bör föregås av en undersökning av denna fråga. Ilda Figueiredo Samtidigt som den gränsöverskridande trafiken har ökat har också antalet olyckor som involverar människor från andra EU-medlemsstater ökat. En undersökning av vilka effekter de olika preskriptionstiderna får, och särskilt antalet fall med personskador bland medborgare i gränsregionerna med olika preskriptionstider, kanske kan hjälpa oss att förstå situationen. Det finns preskriptionstider som varierar från så kort tid som 12 månader i vissa länder till 30 år eller mer i andra. Detta kan leda till att skadade människor nekas rätten till ersättning eftersom de inte vidtagit rättsliga åtgärder enligt den tillämpliga utländska lagen om preskription. De mest sårbara människorna i samhället riskerar därför att få sina rättigheter inskränkta. Detta omfattar dem som blivit mest allvarligt skadade och dem som av någon anledning inte kan skydda sina rättigheter på rätt sätt. Det vore därför lämpligt om man kunde finna en rättvis och genomförbar lösning som hjälper offren och deras företrädare utan att försäkringskostnaderna blir oöverkomliga och utan att man underminerar subsidiaritetsprincipen, eller att finna länder där försäkringskostnaderna är lägre, vilket kan ske när principen om ursprungsland tillämpas. David Martin skriftlig. (EN) Jag har röstat för förslagen om preskriptionstider vid fall av kroppsskador och dödsolyckor vid gränsöverskridande tvister. Det är viktigt att EU:s medborgare kan njuta av friheten att resa i EU och känna sig trygga med vetenskapen att de, om det skulle uppstå problem, inte kommer att möta onödiga restriktioner för att få korrekt gränsöverskridande rättshjälp. Betänkandet kommer att bidra till att garantera detta. Kommissionen uppmanas att genomföra en undersökning om följderna av skillnaderna i preskriptionstid på den inre marknaden, i synnerhet för medborgare som utövar sina friheter inom ramen för fördraget. Det är viktigt att all ny lagstiftning på detta område bygger på solid bevisföring, inte minst för att man ska kunna garantera att man med framtida lagar tar fram speciella och fokuserade åtgärder för att ta itu med problemen. Därför har jag röstat för Wallisbetänkandet, där man yrkar på att kommissionen tar fram uppgifter som gör det möjligt att genomdriva denna lag. Nina Škottová (CS) Herr talman, herr kommissionsledamot, mina damer och herrar! Något som slog mig i betänkandet var tonvikten på att kvinnor uppnår betydligt färre akademiska kvalifikationer än män. Endast 15 procent av professorerna är kvinnor, medan antalet kvinnor på universitetsutbildningar är högre än antalet män, 59 procent totalt. Det låga antalet kvinnor med akademiska kvalifikationer kan inte sägas bero på diskriminering mot unga kvinnor och flickor när det gäller tillgång till utbildning. Det finns ett antal andra faktorer bakom denna låga siffra. Om vi verkligen vill vända denna tendens är det viktigt att vi definierar och analyserar dessa faktorer, och försöker inrikta oss på dem. Ta till exempel behovet av att få bort stereotyperna i organisationernas hierarkier. Kvinnor välkomnas och accepteras som deltagare i forskningsprojekt. Men de tilltros inte samma förmåga när det handlar om att vara projektledare. Ändå är det exakt dessa befattningar som gör det möjligt att skapa vetenskapliga skolor och bidrar till att utveckla olika discipliner och specialiseringar inom universitetens fakulteter. Det är gott och väl att då och då hävda att antalet kvinnor i den akademiska världen bör ökas, men det räcker inte långt. Det vi behöver göra är att noggrant definiera förhållandena i processen och arbeta för att optimera dem så att kvinnor blir mer delaktiga. Tack så mycket. Jean-Pierre Audy skritflig. - (FR) Jag röstade för betänkandet av Věra Flasarová om diskriminering av kvinnor och flickor inom utbildning. Vi måste tillsammans bekämpa den nuvarande situationen där mindre andel kvinnor än män avlägger akademisk examen och fortsätter att sträva efter livslångt lärande på grund av könstillhörighet. Utbildning är en av grundförutsättningarna, om än inte den enda, för medborgarna att kunna njuta av alla sina övriga sociala, ekonomiska, kulturella och politiska rättigheter samt fullgöra sina medborgerliga förpliktelser. Jag har höga förhoppningar om det nya jämställdhetsinsitutets verksamhet. Det är också viktigt att bekämpa den form av diskriminering som kvinnor, särkskilt unga kvinnor, måste kämpa mot i samhällen där jämställdhet inte respekteras genom att ta avstånd från all form av kulturell och religiös relativism som strider mot kvinnornas grundläggande rättigheter. Unga flickor, och även pojkar, måste ha tillgång till obligatorisk skolgång. Ilda Figueiredo Som föredraganden säger finns det en rad faktorer som fortfarande missgynnar unga kvinnor och flickor, särskilt när det gäller högre utbildning och livslångt lärande, trots att det under lång tid varit känt att de inte har sämre förutsättningar än män och pojkar för att utbilda sig. Under 2004 fullföljde åtta av tio flickor sina studier inom den högre utbildningen i EU:s medlemsstater. Denna siffra är högre än för pojkarna, där bara tre av fyra fullföljde sina studier, vilket visar att flickorna inte är mindre motiverade eller kapabla när det gäller utbildning. Ändå är andelen flickor som studerade vidare eller ägnade sig åt en akademisk karriär lägre. Trots att det finns fler kvinnor än män inom universitetsutbildningen, 59 procent mot 41 procent, är det bara 43 procent av doktorerna och bara 15 procent av universitetsprofessorerna som är kvinnor. Dessa siffror visar på den stora ojämlikheten mellan könen i fråga om livslångt lärande, och i den fortsatta yrkesutbildningen för kvinnor utanför den akademiska sfären, vilket bekräftar att båda fenomenen har sina rötter i att det fortfarande råder brist på jämställdhet mellan könen, vilket tydligt framgår av lönediskrimineringen. David Martin skriftlig. (EN) Jag röstade för detta betänkande eftersom man tar upp den ojämställdhet som kvinnor fortfarande drabbas av, framför allt när det gäller möjligheten att få tillgång till och erhålla högre akademisk utbildning, bland annat att bedriva doktorandstudier och forskning, samt möjligheten till livslångt lärande. Det finns behov av att reformera innehållet i skolböckerna och garantera att utbildningen av lärare och annan skolpersonal inriktas på att uppfylla kraven på en väl avvägd jämställdhetspolitik. Jag anser att det är viktigt att kommissionen och medlemsstaterna genomför politiska insatser för att ge nationella, etniska och kulturella minoriteter tillgång till utbildning av god kvalitet. Man bör särskilt främja mångkulturella insatser för att undvika dubbel diskriminering. Jag röstade för detta betänkande eftersom det kan bidra till att rensa bort stereotyper som leder till att kvinnor diskrimineras på arbetsplatserna. Bernadette Vergnaud skriftlig. - (FR) De framsteg som gjorts i fråga om jämställdhet mellan män och kvinnor på utbildningsområdet är huvudsakligen kvantitativa. Från och med nu måste vi kämpa för en kvalitativ förbättring och för att ändra attityderna, och särskilt uppmärksamma situationen för flickor och unga kvinnor, som är offer för en dubbel diskriminering. Därför röstade jag för Flasarová-betänkandet, där man rekommenderar kommissionen och medlemsstaterna att genomföra en politik som inriktas på nationella, etniska och kulturella minoriteter och särskilt garantera ett mångkulturellt synsätt och tillgång till högre utbildning, med syftet att förhindra dubbel diskriminering. I betänkandet ombes också medlemsstaterna att ge möjligheter till livslångt lärande för de kvinnor och män som väljer att vårda sina barn, och göra det lättare för kvinnor att få arbeten som innefattar ansvar och beslutsfattande. Slutligen bör medlemsstaterna och kommissionen utnyttja alla möjligheter för att undanröja de stereotyper som leder till att kvinnor diskrimineras på arbetsplatserna. Jean-Pierre Audy skriftlig. - (FR) Jag röstade för den brittiska Europaparlamentarikern Nirj Devas utmärkta betänkande om EU:s förbindelser med öarna i Stillahavsområdet - en strategi för ett stärkt partnerskap. EU har en omfattande närvaro i Stillahavsområdet eftersom majoriteten av länderna där nyligen har blivit självständiga. Politiken för att hjälpa de fattigaste öländerna att uppnå millennieutvecklingsmålen är en lämplig och befogad uppgift för EU. Vare sig vi talar om frågor som fiske, klimatförändringen, skyddet av den biologiska mångfalden, jordbruk och turism eller tillhandahåller medel för infrastruktur eller stöd för utbildning, kampen mot korruption, demokratin i parlamenten i dessa länder och användningen av euro, så finns det många områden där EU:s närvaro utan tvekan kan medföra ett mervärde, även om mycket återstår att göra. Marie-Arlette Carlotti skriftlig. - (FR) Efter 30 års samarbete mellan EU och Stillahavsområdet är det nu tid att öka takten. Därför är jag förtjust över att vi antar denna ”strategi för ett stärkt partnerskap”. Detta medför att vi stärker den politiska dialogen eftersom vi måste stödja våra partner i Stillahavsområdet i deras insatser för att övervinna de etniska spänningarna, t.ex. i Fiji, eller bidra till försoningen efter ett inbördeskrig, t.ex. på Solomonöarna eller i Östtimor. Under de närmaste åren måste denna politiska dialog också bidra till att vi tillsammans kan klara av en stor utmaning, nämligen den globala uppvärmningen. För att inleda denna förbättrade politiska dialog kan vi tillsammans med våra regionala partner anordna de regionala konferenser som föreskrivs i det nya Cotonouavtalet. Strategin innebär ett gemensamt agerande när det gäller de ekonomiska och sociala problemen i regionen, och även här är prioriteringen att uppnå millenniemålen inom det satta tidsperspektivet. De pågående förhandlingarna om att sluta ett regionalt partnerskap mellan EU och Stillahavsområdet förefaller i det avseendet ha fått en dålig start. De flesta av förslagen från länderna i regionen har förkastats av kommissionen. Det vore paradoxalt att i dag rösta för en strategi för ett stärkt partnerskap som syftar till utveckling, bara för att under morgondagen upptäcka att slutandet av ett dåligt avtal om ekonomiskt partnerskap hade tömt den på allt innehåll. David Martin skriftlig. (EN) Jag röstade för detta betänkande och välkomnar att man uppmanar till ett förbud mot kärnvapenprov och kräver att Stillahavsområdet bör göras kärnvapenfritt. José Ribeiro e Castro Med hänsyn till att vissa av EU:s medlemsstater har historiska förbindelser och fortfarande har band till denna region, antingen politiskt, kulturellt eller ekonomiskt, bör EU som helhet stärka dessa band till ömsesidigt gagn för både länderna i regionen och EU:s medlemsstater. Med tanke på att regionen är så heterogen, att samhällena är så spridda och att det finns specifika problem som beror på att många av länderna i regionen består av öar, behöver EU tillämpa ett synsätt som är både flexibelt och balanserat. EU är redan är en av de största internationella givarna. Jag kommer ju från Portugal och jag kan bara välkomna föredragandens uppmaning till kommissionen att utarbeta program för att bekämpa malarian i Östtimor. Men jag anser att denna uppmaning bör utvidgas till att även omfatta andra infektionssjukdomar och smittsamma sjukdomar som också hemsöker landet. Jag är också positiv till att man uppmärksammar Timors speciella problem, och jag ställer mig bakom uppmaningen till kommissionen att stödja ledarna i Timor i deras insatser för att bygga ett demokratiskt, stabilt, fredligt, fritt, välmående och rättvist samhälle. Margie Sudre skriftlig. - (FR) I Stillahavsområdet utgör fisket en viktig resurs för den lokala ekonomin, och fartyg från hela världen, särskilt från Europa, opererar där. Därför är det i sin ordning att fiskeriutskottet, där jag är ledamot, rådfrågas om detta betänkande. Utskottet för utveckling och dess föredragande ville tvinga på oss detta betänkande i oktober, då vi inte skulle ha haft någon möjlighet till ändringar, men denna begäran avvisades. Fiskeriutskottet har därför kunnat föreslå förbättringar av betänkandet i form av bättre regionalt samarbete, och framför allt inkluderandet av länder och territorier på andra sidan havet. Fiskeriutskottets yttrande antogs enhälligt av ledamöterna i november. Det som sker nu är att vi inför debatten i kammaren får veta att vårt yttrande till slut inte kommer att inkluderas, och att bara några få godtyckligt valda aspekter i vårt yttrande kommer att föreslås som nya ändringsförslag. På grund av vår indignation beslutades det att vårt yttrande skulle läggas till det slutliga betänkandet som ett ”erratum/addendum”, utan att omröstning skulle ske, vilket knappast är bättre. Den aktuella strategin utformades särskilt för att stärka den politiska dialogen mellan EU och öarna i Stillahavsområdet. En ökad dialog mellan parlamentets utskott, som inte skiljs åt av tusentals kilometer, skulle säkert vara lika önskvärd. Jan Andersson, Anna Hedh, Inger Segelström och Åsa Westlund skriftlig. Om en ny bolagsform ska etableras på europeisk nivå är det viktigt att existerande lagstiftning i medlemsstaterna om arbetstagarnas inflytande, medbestämmande och styrelserepresentation inte försämras. Av de ändringsförslag som lagts fram inför omröstningen har vi därför valt att stödja GUE/NGL:s och De Grönas, eftersom de är bättre än ändringsförslaget från PPE-DE-gruppen. Jean-Pierre Audy skriftlig. - (FR) Jag röstade för Klaus-Heiner Lehnes utmärkta betänkande som sänder ut ett mycket viktigt budskap till kommissionen om behovet av att ge företagare ett verktyg så att deras företag kan fungera och utvecklas på den inre marknaden. Liksom Klaus-Heiner Lehne anser jag att det är dags att anta lagar om att utforma stadgan för europeiska privata aktiebolag som en tillförlitlig rättslig form för små och medelstora företag med gränsöverskridande verksamhet. Det är inte möjligt att på ett hållbart sätt försöka bygga upp den inre marknaden utan att förenkla livet för de små och medelstora företag som vill utvecklas. Betänkandet innehåller några mycket intressanta förslag, exempelvis att små och medelstora företag med ett kapital på 10 000 euro ska kunna vända sig till en gemensam instans som kan utvecklas i alla europeiska länder utan att de behöver registrera sig i varje medlemsstat, och att en gemensam uppsättning EU-regler avses i stället för olika nationella bestämmelser. Arbetstagarnas rättigheter påverkas givetvis inte av dessa förslag, som uteslutande handlar om europeiska privata aktiebolag. David Martin skriftlig. (EN) Jag röstade för detta betänkande eftersom den offentliga utfrågning som hölls i utskottet för rättsliga frågor den 22 juni 2006 betonade behovet av europeiska privata aktiebolag som rättslig form för små och medelstora företag som verkar gränsöverskridande. För att stärka den inre marknaden och därigenom uppnå den önskade förbättringen av de ekonomiska och sociala villkoren i gemenskapen, är det uppenbart att avlägsnandet av handelshinder ska prioriteras.

Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) (debate) President The next item is the debate on the oral question to the Commission by Carl Schlyter, on behalf of the Verts/ALE Group, Daniel Caspary, on behalf of the PPE Group, Kader Arif, on behalf of the S&D Group, Niccolò Rinaldi, on behalf of the ALDE Group, Helmut Scholz, on behalf of the GUE/NGL Group, and Syed Kamall, on behalf of the ECR Group, on transparency and the state of play of the ACTA negotiations (Anti-Counterfeiting Trade Agreement) - B7-0020/2010) Carl Schlyter Mr President, each institution has to defend its role. Parliament is the voice of the people of the EU and must uphold the interests of its citizens. The Commission calls itself the guardian of the treaty, but in this case, it is the principles of transparency, human rights and parliamentary rights that you need to defend. If we are not given access to the documents, none of the EU institutions will be fulfilling its role or meeting our citizens' expectations. Some of the Commissioners emphasised in their hearings that Parliament must have access to documents on the same terms as the Council of Ministers, and Parliament expects the Commission to stand by its promises. Many of our citizens are concerned that they are being robbed of their freedoms and rights by the continual torrents of invasive legislation, such as the legislation on data retention, Ipred 1, Ipred 2, SWIFT, and so on. The EU cannot continue to negotiate on ACTA unless its citizens are given an opportunity to be involved in the process. The main issue today is transparency, although naturally, the content is also sensitive. The EU must clearly indicate that the terms of our participation in the ACTA process are transparency and the defence of human rights and freedoms. Only once we have set out the inalienable rights that exist in a free and open society can we then, within the framework of these rights, fight crime and debate the form that various agreements are to take. It is an absolutely absurd and unacceptable situation if we have to ask the Commission behind closed doors about the content of the agreements that we are expected to make decisions about. Our citizens want guarantees that their electronic devices will not be searched at borders, that they are entitled to be connected and that criminal sanctions will not be brought in over their heads. We expect you to promise us today full participation in ACTA; if not, I will have to conclude with a classic response: see you in court. Daniel Caspary Mr President, Commissioner, ladies and gentlemen, counterfeiting, smuggling, and the violation of intellectual property rights doubtless pose a huge problem, first of all, for us as the European Union as a whole, but also for many Member States. It is a problem for entrepreneurs, workers and consumers that more and more counterfeit products are also finding their way onto the European internal market. We now estimate that counterfeit goods to the value of around EUR 250 billion are flooding our market. In the best case scenario, if a medicine like the contraceptive pill is counterfeited and does not work - as has recently been said at an event - a woman would simply become pregnant. However, in the worst case scenario, if the medicine does not work, it can be a matter of life and death, and that cannot be in our interests. We urgently need to do something about the violation of intellectual property rights, smuggling and counterfeiting. It is unacceptable that, in 2008, we confiscated 178 million counterfeit articles at our borders, 20 million of which were dangerous, with more than 50% of these articles coming from China. Therefore, we must take action in this area. The problem is clear: the Treaty of Lisbon entered into force on 1 December. Negotiations regarding ACTA have been going on for three years and therefore we, as the European Parliament, were not nearly as involved in the past as we need to be in the future. I therefore hope that, in the next few weeks and months, we definitely attain more transparency in this area. We need access to data that clearly tell us what is happening at the moment in the negotiations and what position the European Commission is adopting. The negotiations must continue. We need the successful conclusion of an appropriate agreement. The points of criticism from the various groups are sufficiently well known in this House. In the interests of workers, employers, industry and consumers, I hope that we reach a meaningful conclusion, but that in arriving at this conclusion, we take account in the negotiations of the existing acquis communautaire and do not go beyond it. Bernd Lange Mr President, Commissioner, I have three questions on my mind. The first is, why are we still lacking transparency when the Treaty of Lisbon has been in force since 1 December and we have had an interinstitutional agreement with the Commission since 10 February? I cannot understand why it is still the case that the Council is sitting at the table as an observer in the negotiations, Parliament is not involved and the documents are not publicly accessible. So why is this, Commissioner? The second question that is of concern to me is this: who is actually negotiating the ACTA Agreement? This is not being negotiated as some sort of follow-up agreement to TRIPS within the framework of the World Trade Organisation. It is only being negotiated by individual States and - as we hear from the United States - also by powerful economic interests. I ask myself whether, in fact, standards are not being set which will ultimately apply to everyone even though not everyone is sitting round the negotiating table. The third question that is troubling me, Commissioner, is this: what actually is the substance of the negotiations? In your hearing, you answered my question and assured me that the acquis communautaire was secure. However, when I look at individual papers that have leaked out I unfortunately have my doubts about this. I understand that negotiations are being held, that blocks on the Internet are possible, that providers are to be used, so to speak, to help police the Internet for economic interests, that restrictions on research and science may sometimes be imposed and that some people are even trying to introduce general surveillance systems. I therefore ask myself, where in all this is the acquis communautaire? There is also the question of compensation. The fact that the inclusion of lost profit in the compensation is being negotiated is not appropriate for our policy. Of course, my third question, Commissioner, is what is the actual relationship between online and offline? When I read that online and offline are both supposed to represent the digital world, does that essentially mean that there are also to be restrictions and searches of laptops, iPods and MP3 players at borders? Would you please provide answers to these three questions. Niccolò Rinaldi Mr President, Commissioner, ladies and gentlemen, I believe that there is an original sin in the subject that we are debating this evening, and that is the secrecy with which the negotiations have been carried out up to now. This secrecy has also possibly been exacerbated by an imbalance, if it is true that US industries, unlike the European public and institutions, have had access to a series of information resources on the basis of a confidentiality pact. The nontransparency of the negotiations is a problem that we face in other cases as well - we talked about this in the context of the agreement with Korea - and it is something that now, with the entry into force of the Treaty of Lisbon, must end. It seems to me that this original sin is also the result of an abuse: that of using the fight against counterfeiting to lead other battles as if it were a kind of watchword in the name of which anything is allowed. Moreover, this is certainly an incredibly important battle for a trade power such as the European Union. Commissioner, I am from Venice, a city that you know well, where the regulations on counterfeiting products - I am thinking, for example, of Murano glass - used to be very severe (even extending so far as the death penalty). Therefore, this is definitely something that we must take seriously in an increasingly global economy such as our own. However, this agreement is giving rise to serious threats, which are alarming the public, and the Commission must, of course, be aware of this. In fact, this issue, which really should be specific to the Committee on International Trade, is becoming less and less so, while the same committee is increasingly doing the work of the Committee on Civil Liberties, Justice and Home Affairs. We worry about issues relating to freedom of information and of expression via the Internet, the right to privacy and the possible criminal and civil consequences for Internet service providers. There is a sort of red line that should not be crossed, and I would ask the Commission to proceed very cautiously on this matter. More strictly from a trade point of view, I would like to ask the Commissioner for reassurance that the Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) may not be used to hinder the sale of medicines available at more competitive prices; safe, generic medicines that do not infringe copyright and whose only crime is that they are produced by emerging countries such as India and Brazil and that they may encroach on western pharmaceutical industries. Helmut Scholz Mr President, ladies and gentlemen, Commissioner De Gucht, if you meet with representatives from ten governments in a small group in a back room in order to agree on a global surveillance regulation containing such sensitive chapter headings as 'enforcement of the law' and 'civil penal measures in connection with border controls and the Internet', you can hardly be surprised if rumours emerge and if questions are raised to which citizens rightly want answers. I totally agree with the criticism levelled by my fellow Members. However, you need to be aware of the concerns behind the questions from the Committee on International Trade, which have cross-group support, namely, that an agreement that was originally supposed to be about the protection of engineering achievements and patents is now reaching deep into the area of civil rights, the democracy of communication, the decentralised potential for innovation and cultural development and the protection of personal data. However, Articles 7 and 8 of the Charter of Fundamental Rights also govern your negotiations and we will remind you of this continually. Such an agreement will affect the whole world. However, you are excluding the emerging economies and developing countries, as well as civil society organisations, trade unions and national parliaments from the negotiations - to put it simply, you are excluding the general public in whose service and under whose control you are supposed to be. You are negotiating without a mandate from the European Parliament. You continue to fob us off with two-page summaries of the results of whole negotiating rounds. You refuse to follow the new law and disclose to us the same documents that the Member States receive in relation to these negotiations. If you now claim that the concerns of my group are unfounded, then prove it. Lay the negotiation documents on the table straight away. If you dream of one day receiving the approval of this Parliament for the results of your negotiations, then you ought to learn from the experience of the democratic decision taken against the SWIFT Agreement. All I can say to you is welcome to democracy. This Parliament will no longer permit back-room debates and decisions. Syed Kamall author. - Mr President, I think the Commissioner can see the strength of feeling across Parliament, across all the parliamentary groups, where we are clearly calling, whatever our differences are on different aspects of ACTA and counterfeit trading and also the intellectual property rights, we are all agreed here on the need for greater transparency. I hope that has come across quite clearly. Commissioner, we are all concerned that when you have negotiations where there is not sufficient transparency - we are not aware of the principles and what our negotiating position is in these talks - then what will happen is that you create a vacuum and, when you create a vacuum, we all know that rumours fill that vacuum. We have seen leaks purporting to be official documents. We have no way of knowing whether they are actually official documents or whether they are made up, but it just shows what happens when you do not have enough transparency and you do not share information. I think some of us really also understand the need sometimes for a bit of confidentiality. Surely, when we are in negotiations, we do not want to give away all our negotiating positions; we do not want to give away our chips. But what we are asking for is reasonable transparency. Why can we not have access to these documents? Why can we not have access to the texts? And if you feel that, for reasons of transparency and for negotiations, you cannot give us this, then at least give us summary positions and tell us what our basic principles are in these negotiations. So, for example, are we going to support proposals that appear to be on the table, according to what is on the blogosphere, that MP3 players and laptops can be confiscated at borders? Will there be criminal sanctions? Is the EU position to support this? I think we need to know and I think it shows the strength of feeling across this Parliament that we have been able to come together on a broad compromise, even though we may have slight differences and nuances here, to agree on a common text. So, Commissioner, it is over to you to demonstrate transparency and demonstrate that you recognise the democratic accountability that we all seek. Karel De Gucht Member of the Commission. - Mr President, I understand Members' concerns about the ACTA negotiations. Let me first recall that we are negotiating this agreement in order to improve the protection of 'made in Europe' innovation in all areas where intellectual property rights can be breached. If we want to remain a competitive economy, we will have to rely on innovation, creativity and brand exclusivity. That is one of our main competitive advantages on the world market. So we need the tools to ensure that this competitive advantage is adequately protected in our main export markets. We have tried to raise this issue for several years in multilateral organisations like the WTO or the World Intellectual Property Organisation. Those attempts have been systematically blocked by other countries. So, despite our preference for a truly global solution, we have had no other choice but to engage with a coalition of the willing. The final agreement will only be binding on those countries that have signed, although we would of course be happy if more countries, and especially emerging economies, could subsequently join. As I said during my hearing, those international negotiations are confidential. That is not unusual. Negotiations are about seeking an agreed outcome and require a minimum confidentiality in order for each party to feel comfortable to make concessions and/or to try out options before finally settling on an agreement. On the other hand, I agree that Parliament needs to be adequately informed about the evolution of the negotiations. We are doing our utmost in two areas: to inform Parliament, and to convince our negotiating partners to agree to more transparency. Firstly, as regards information to Parliament, we have provided you with the negotiating guidelines, full reports on the negotiating rounds and, in general, all the relevant documents originating from DG Trade that have been shared with the Member States through the Trade Policy Committee. We have done this in accordance with the framework agreement. Also, ACTA has been discussed several times in the Committee on International Trade in the last three years. Let me add to this that the Commission organised two stakeholder conferences on ACTA in June 2008 and April 2009, which were open to all citizens, industry, NGOs and the media. Another public conference will be organised on 22 March in Brussels. I understand that you may feel that this is not sufficient for you to have a clear picture on where we stand in these negotiations. I have instructed my services to provided dedicated briefings with interested MEPs on all aspects of the negotiations. They will be at your disposal for discussion before and after each further negotiating round. Secondly, I realise that the best way for you to know what is going on in these negotiations would be to read the draft negotiating text. This would give you a very clear picture of where exactly we are in those negotiations. As you probably know, there is an agreement amongst ACTA parties that the negotiating text can only be made public if all parties agree. The Commission is in favour of releasing the negotiating documents as soon as possible. However, a few ACTA negotiating parties remain opposed to early release. I strongly disagree with their approach but I cannot unilaterally breach a confidentiality commitment. My credibility as a negotiator is at stake. Nevertheless, I will see to it that, at the next negotiating round in April, the Commission vigorously pushes its negotiating partners to agree to releasing the text, and I will raise Parliament's concerns bilaterally with ACTA parties, like the US, whom I am scheduled to meet before then. It is in the interests of all that everyone has a clear idea of what exactly these negotiations are about and even more importantly, also of what they are not about. Finally, as regards your concerns on the substance, I would like to recall the main principles that are driving the Commission in the negotiation of this agreement. First, the objective is to address large-scale infringements of intellectual property rights which have a significant commercial impact. It will not lead to the limitation of civil liberties or harassment of consumers. Secondly, ACTA is only about enforcement of intellectual property rights. It will not include provisions modifying substantive intellectual property law such as the creation of new rights, the scope of protection or duration. However, it should set minimum rules on how innovators can enforce their rights in courts, at the borders or over the Internet. For example, a European fashion designer, when confronted with counterfeiting of his creations outside Europe, can ensure that his rights are adequately safeguarded abroad. Thirdly, ACTA must, and will, remain in line with the acquis communautaire, including the current level of harmonisation of IPR enforcement, the e-Commerce Directive, the telecoms regulatory framework and, last but not least, the applicable EU legislation on data protection and piracy. There will be no harmonisation or changes to EU legislation through the back door. In this sense, ACTA will have no impact on European citizens, since it will not create new obligations for the EU and no need for implementing legislation. However, it will provide our innovators increased protection in overseas markets. I am aware of the concerns expressed by some of you about the introduction of a compulsory 'three strike' rule or graduated response to fight copyright infringements and Internet piracy. Let me be very clear on this so there is no room for ambiguity. The three strike rule or graduated response systems are not compulsory in Europe. Different EU countries have different approaches and we want to keep that flexibility while fully respecting fundamental rights, freedoms and civil liberties. The EU does not support, and will not accept, ACTA creating an obligation to disconnect people from the Internet because of illegal downloads. Similarly, we will make sure that ACTA does not hamper access to generic medicines. I know there has been some controversy on the impact of EU customs legislation on trade in generic medicines. As I have already told you at my hearing, that problem will be addressed in the upcoming revision of our customs legislation. Finally, you also asked about an impact assessment on ACTA. In fact, considering that the Commission will not go beyond the acquis communautaire, we took as our basis the studies made for the 2004 directive on the enforcement of intellectual property rights and for the 2005 Proposal for a directive on criminal enforcement of IPR (which was not adopted). We also considered the conclusions of the 2008 OECD study on the economic impact of counterfeiting and piracy. That study values the economy of physical internationally traded counterfeits at USD 250 billion, which is to say, more than the individual GDP of 150 countries. It also contains an exhaustive analysis of the piracy of digital contents. In short, I hear your concerns and will defend them to the best of my ability. Your confidence and support will help me carry this important task forward. Tokia Saïfi Mr President, Commissioner, since the Treaty of Lisbon came into force, we have had new powers that we wish henceforth to see respected. Therefore, we have listened to you and we ask you to introduce an ongoing, transparent consultation procedure on the AntiCounterfeiting Trade Agreement (ACTA), ensuring that the European Parliament and the citizens represented by this Chamber are regularly and fully informed of the progress of the negotiations, whilst respecting the confidentiality clauses which, as you have just indicated to us, are related to the agreement. We wish today to have access to the text and the summary of the negotiations so that we may be fully involved in the legislative process. Moreover, my group and I would encourage you to pursue the negotiations in order to achieve a multilateral treaty that improves the standards of application and of respect for intellectual property rights to which, eventually, the emerging economies such as China could subscribe. Counterfeiting is a scourge, an underground activity and one aspect of unfair competition that, as well as being a danger to the body, society and the economy, is a danger to the mind. By depriving authors as well as the companies which have invested many years in researching and developing the fruits of their work, it discourages others from pursuing their efforts to innovate and create. However, we know that this is where the heart of European Union competitiveness resides. Finally, I believe that with the development of our digital environment, we cannot deny that counterfeiting has become intangible. Therefore, I remain convinced that it is possible to make Internet users, especially those who hijack copyright, liable without comprising respect for fundamental rights and civil liberties. Let us work together to find this balance between rights and responsibilities. David Martin on behalf of the S&D Group. - Mr President, I thank the Commissioner for his contribution. Commissioner, you said at the end of your contribution that you have heard our concerns and you are responding to them. Well, I think, as they say, 'up to a point'. I am not convinced that you have entirely grasped all our concerns about the ACTA negotiations. It is true that there is common ground between us in terms of the fact that IPR right holders deserve a fair return on their rights, but counterfeit goods can and do sometimes pose a threat to human health. So, like you, we are not against international cooperation to tackle piracy, to tackle counterfeiting and to deal with other abuses of intellectual property rights. But, we repeat, it has to be based on the existing acquis communautaire. If you are giving us an absolute assurance on that, then I accept it, but you said you were not going to do it through the back door - which it seemed to me still gave you the opportunity to do it through the front door - but if you are saying absolutely no move to the acquis communautaire, then I am pleased to hear that and I accept your word on that. Similarly, you said you would not criminalise individuals for downloading from the Internet, but then you talked about the external borders of the Community and what might happen with people going away rather than coming into the EU, so again, we do not want anything in ACTA which criminalises anyone for individual use. Even though we might frown on it, nobody should be criminalised for personal use of copyright material. Of course, any action through ACTA has to be proportional to the aims. It is not a blank cheque for copyright holders. The problem, as other Members have said, is that we do not know the situation because of the secrecy surrounding this. I welcome the fact that you have given a strong commitment to get the draft negotiating text and that you will put pressure on the other parties. I think you have to tell the other parties, though, that this will not strengthen you as a negotiator: it will weaken you as a negotiator if you cannot release the draft text, because you will not have - as was very clear tonight - the support of this House if we cannot see the draft text on which you are working. Finally, on a positive note, I welcome your comments on generic medicine and I look forward to seeing the review of the Customs Regulation. Sophia in 't Veld on behalf of the ALDE Group. - Mr President, when preparing for this debate about copyright, intellectual property rights and how we want to protect the creative and intellectual efforts of our fellow citizens, I had to think back to the theft a couple of years ago of a truck containing the new Harry Potter books, just days before their release. But today the thief would not bother stealing a truck; he would simply illegally download it on to his laptop or MP3 player and carry it across the border. I welcome the Commission's commitment to transparency but, according to the briefing note kindly provided by your services, the assertion that negotiators were required to sign a non-disclosure agreement is incorrect. You have just said that you signed, or the previous Commission signed, such an agreement and that you are therefore bound by it. I would like to understand which of the two statements is true. If there is no such non-disclosure clause, all relevant documents must be made immediately and publicly available. If, on the other hand, there is such a clause, we need to hear from the Commissioner what he will do to ensure full transparency and information of the public, not just of this House, because restricted access for Members of Parliament only, subject to confidentiality, is not enough. European citizens have a right to know about decisions that deeply affect their rights and freedoms. In any case, such non-disclosure agreements must become a thing of the past. The EU should, in future, insist that European standards of transparency apply. The democratic legitimacy of these negotiations is weak. There has not been any debate to establish the aims and principles of the EU. The mandate has not received any parliamentary approval. You may argue that there is no legal requirement but that is beside the point because, if 27 individuals - national ministers - consider that they can give themselves a mandate to negotiate in secret on the fundamental rights and freedoms of European citizens, I can only conclude that their understanding of democracy differs fundamentally from mine. Parliament means business. No 'three strikes out'; no warrantless searches and confiscation of laptops or mobile phones. Parliament needs to have watertight guarantees that such clauses will not be introduced via the back door of an international agreement. Finally, I wish you an excellent trip to New Zealand next month, and please make sure that your iPod does not contain any illegally downloaded material! Christian Engström on behalf of the Verts/ALE Group. - Mr President, first of all, I would like to congratulate the Commission on finally having achieved what EU leaders have been talking about for decades. They have actually managed to get ordinary citizens interested in EU politics. ACTA is an issue that people on the net really care about. But, having said that, I still feel I must criticise the Commission for the method it has used. The reason so many citizens are following the ACTA issue is because they are furious. They are furious at proposals to limit their freedom and invade their privacy just because some big companies are asking for it. They are furious because they see their fundamental civil liberties balanced against industry interests and coming up short. They are furious at the complete lack of transparency. This is not how it should be in a democracy. Tomorrow, we will be voting on a resolution that calls on the Commission to live up to the treaty and put all ACTA papers on the table. I hope the resolution will be adopted by an overwhelming majority. The right to privacy, to information freedom and to fair and proper trial are the cornerstones of a free and open society. Tomorrow, we will show that this is a parliament that is prepared to stand up for those rights in the information age. We will demand the information that is both our right and our due as the elected representatives, and we will respectfully remind the Commission that this is Parliament, not a doormat. Edvard Kožušník Mr President, I originally wanted to thank Commissioner Karl De Gucht for breaking with the approach of his predecessor, who circumvented the European Parliament as the only directly-elected European institution and failed to provide information on the process of negotiating this agreement, but I feel rather embarrassed because I was always brought up to show respect for important personages and the fact that Mr De Gucht was ostentatiously cleaning his glasses while my colleague Mr Kamall was standing here has therefore quite thrown me. Nevertheless, I will now turn to the matter in hand. Personally, I welcome the fact that this agreement is coming into being, since intellectual property deserves better protection than is currently the case. Despite this, I am concerned that the signatories to the agreement do not include Russia and China, who are the main source of copyright violations. I also have concerns over the actual effectiveness of this agreement. Since the content of the agreement is always veiled in a kind of mist, as many Members have mentioned here, I would like to call on the Commission, which is negotiating the agreement on behalf of the Member States, to ensure that it does not serve as an instrument for exporting the French digital guillotine to other states and, at the same time, does not become an importer of software patents into the European Union. Eva-Britt Svensson Mr President, Commissioner, I am surprised and deeply concerned at the Commission defending the use of confidential negotiations when it comes to legislation on our citizens' freedoms, fundamental rights, privacy, and so on. Withholding information on such negotiations from our citizens can never be defended. I demand that the negotiations are broken off immediately. We can resume negotiations when the parties to ACTA agree that the negotiations will take place transparently and democratically. I want to have all the documents on the table now, and for all citizens. Transparency and information are among the most fundamental principles of a democracy, particularly in respect of fundamental freedoms and citizens' rights. We therefore request that all the documents are put on the table now and for all citizens, since this is, of course, only what is expected of a democracy. Laurence J.A.J. Stassen (NL) Mr President, when dossiers are cooked up behind closed doors, alarm bells start ringing in my group. The Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) is one such dossier. Many people in my country wondered why the Dutch Party for Freedom (PVV) had to be elected to the European Parliament, and here is why. It was so we could oppose the EU kitchen, which is ready and waiting to prepare all kinds of unsavoury concoctions behind closed doors without the public having any say in the matter. This time, we do not even know as yet what will emerge from this EU kitchen; the European Parliament is expected to have an opinion on something that is still under wraps in there. Is there anything more ridiculous? This shows utter contempt for Parliament and the public. The information that has come to light about this ACTA court up to now is very dispiriting. The consumer would be the victim, with the possibility of excluding citizens from the Internet: a very serious matter. Europe has always been the continent where people's freedom to accumulate knowledge takes pride of place. This freedom would now be under serious threat, which cannot and must not happen. In addition, we are looking at a violation of the principle of subsidiarity. The Member States have absolutely no say in this dossier any more. My group stands for full transparency and vehemently opposes the criminalisation of citizens. ACTA breeds a culture of stifling surveillance and imputation; the State is watching you. ACTA circumvents all the existing international bodies, such as the World Trade Organisation (WTO). What is the Commission up to in that secret kitchen? Why is it almost exclusively American companies who are involved in the consultations; what are they doing there? Are they there to safeguard their commercial interests? Yet what about the interests of European citizens? Could it be that they are less important? This is where the importance of the PVV becomes clear. We fight for the interests of the citizen wherever secrecy and back-room politics are to be found. I should just like to place on record that the PVV opposes the counterfeiting of medicines and products. That is not what this discussion is about; it is about the fact that the Members of this House are unable to express a proper opinion on this dossier purely and simply because it has been kept secret and so we do not know its contents. We cannot imagine a more flagrant violation of the parliamentary mandate. As far as we are concerned, the whole stinking, secretive kitchen should be closed down and a large sign hung on the door reading 'Closed owing to violation of the rules'. Zuzana Roithová (CS) Commissioner, ladies and gentlemen, we know that globalisation and, in particular, the entry of China into the WTO have created an enormous problem. Europe is awash with counterfeit goods which are ever more hazardous to human health and represent large economic losses to companies. Citizens and companies do not take kindly to the fact that the control mechanisms of Member States are totally insufficient, and they are rightly calling for more effective measures at the European level, including big fines for counterfeiters. This agreement should fundamentally improve international cooperation in detecting counterfeiters, but I do not think that our aim should be to prosecute secondary-school students who download games from the Internet. The content of the agreement negotiated over two years is secret, and so information concerning controversial articles which might affect the current rights of Europeans, their privacy and their personal data, only drips through. We gave the Commission no mandate for this. I therefore fear that the ratification of this highly necessary agreement may be rejected in the European Parliament in a similar way to the SWIFT Agreement, unless the Commission can inform Parliament regularly as to the structure and limits of the negotiated agreement. I do not want us to be faced again with a finished article, in other words, an act that we must approve or reject, without being able to discuss its content in detail and dispel the concerns of our citizens. I also consider it a strategic error that China, which is the largest source of counterfeits, was not invited to the negotiations on this agreement. I would therefore like to ask, Commissioner, if you could explain to us the tactics that are involved and whether you are in talks with the Chinese over China signing up to the agreement at a later date. Do you really believe this will happen? Gianluca Susta (IT) Mr President, ladies and gentlemen, Europe's ambition to remain the world's largest economy must increasingly be linked to the revival of its competitiveness, to the quality of its manufacturing system and to its ability to conquer new markets. The fight against counterfeiting and commercial infringement plays an essential role in this context. However, the protection of trademarks, patents and intellectual property are not only nonfinancial instruments that make the system more competitive, they are also a tangible example of the application to the industrial economy of principles of a democratic legal culture founded on respect for the rules, for those rules which have been violated in past years under the force of international financial speculation. The Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) is a fundamental instrument with which to combat counterfeiting, a phenomenon which yields incredible revenues of USD 500 billion per year, which has links with organised crime and which affects - indeed threatens - fundamental human rights such as health, if we only think of the counterfeiting of medicines. If we are to assess the need for ACTA, we must bear this international context in mind. On the other hand, we must call for this treaty to also respect certain basic, fundamental principles of coexistence inspired by respect for the rules. We cannot hide the fact that we are concerned about the legal basis of the treaty, about the negotiating mandate and its transparency. Those who represent, as this Parliament does, 500 million citizens, must be informed officially, not confidentially. The negotiators from the Commission must report back to this House on the state of progress of the work, and access to the documents and information must be provided so that a detailed opinion can be expressed. The difficult yet fruitful cooperation between Parliament and the Commission can help the European Union to realise its potential in the best possible way. The resolution is along these lines and, as such, it is worthy of our vote. Alexander Alvaro (DE) Mr President, Commissioner De Gucht, you are inheriting a weighty legacy and if the subject matter was not so serious, I could almost smile at the speculation triggered by ACTA. However, there are two reasons why I absolutely cannot smile about this. Firstly, counterfeiting and violations of copyright and trademark law are things that jeopardise both the integrity of the economy and people's health. The global economic loss as a result of counterfeiting and violations of copyright and trademark law is estimated to have been EUR 185 billion in 2007 alone. That is significantly more than the European Union's budget. This jeopardises our businesses, promotes crime and destroys jobs. That certainly cannot be in our interests. In addition, counterfeit medicines can have life-threatening consequences for people who take these medicines unaware that they are counterfeit. That is also an unacceptable risk. It also goes without saying that it is very much in our interests to take action in this regard. Secondly, it must doubtless be clear that the European Commission's negotiating mandate should be strictly confined within the framework of the acquis communautaire to ensure that ACTA does not, in future, stand for 'another crazy treaty agreed'. After the entry into force of the Treaty of Lisbon, this includes providing extensive and ad-hoc information to the European Parliament on the current status of the negotiations on the agreement. After all, we will be asked to give our approval. In other words, the European Parliament expects complete transparency and publication of the negotiation documents along with all other relevant papers. If the Commission wants to avoid further rumours and assumptions surrounding ACTA, I see no other option than for it to provide the interested public with detailed information. I have three important questions in this regard. Firstly - even though you have already touched on this - can the Commission guarantee that there will be no introduction of a 'three strikes and you are out' rule? That would, of course, be contrary to the new Electronic Communications Framework Directive. Secondly, can the Commission guarantee that there will be no introduction of third-party liability on the part of Internet service providers for the content that they transmit? That would, of course, be contrary to the e-Commerce Directive. Thirdly, can the Commission provide assurances that, within the framework of ACTA, no penal measures will be introduced that lie outside the competence of the European Union, and I am very well aware that it will be the Member States that assume the responsibility in this respect. However, I assume that, as guardian of the treaties, you will do what is expected of you. Jan Philipp Albrecht (DE) Mr President, Mr De Gucht, more than a year ago, the European Parliament asked you, the Commission, very clearly to make the negotiations on the ACTA Agreement transparent in future and to involve the public and the parliaments in these negotiations. We also urged you to retain the narrow focus on anti-counterfeiting, as indicated in the title of the agreement. What have you done since then? Nothing, absolutely nothing. On the contrary, together with your so-called unholy coalition of the willing, in particular, the rich industrialised nations, you are negotiating an agreement by means of highly undemocratic, even illegal, secret diplomacy, and in many areas, this agreement clearly goes far beyond the current regulations for enforcing intellectual property law in Europe. Of course, we cannot be certain of this because we have received no information from you. However, the actual scandal is yet to come. As of 1 December of last year, in many areas, you will no longer be able to ignore us and conduct your back-room politics with the Council, because the citizens - represented by their Parliament - have, quite rightly, finally put an end to this behaviour through the Treaty of Lisbon. I therefore ask myself, what are you actually doing in this regard? As the Commission, you are the guardian of the treaties. You are therefore responsible for ensuring that the clearly-formulated EU Treaty is actually complied with. If you are not able to guarantee full compliance with the treaty, then you will once again receive a 'no' from this House. If you do not believe that you can guarantee compliance with the treaties in these negotiations, then please stop the negotiations until you can do so. Therefore, the Group of the Greens/European Free Alliance says: act now. Act on ACTA! Patrick Le Hyaric (FR) Mr President, Commissioner, all of us here are against counterfeiting and piracy. However, Commissioner, you have just told us a fairy tale to justify the fact that you are discussing an international agreement behind the backs of the peoples and behind the backs of their representatives. I would remind you, Commissioner, that Article 218 of the Treaty of Lisbon states, and I quote: 'The European Parliament shall be immediately and fully informed at all stages of the procedure' in the framework of the negotiation or conclusion of international agreements. The AntiCounterfeiting Trade Agreement (ACTA) is precisely such a case, so keep your word and comply with your own treaty! We cannot but worry about fundamental freedoms. Indeed, interpretation of one offence - piracy - and its punishment will seemingly, in future, no longer be delegated to a judicial authority but to Internet access providers. What is more, in future, the customs services in those countries that are signatories to the agreement will seemingly be given permission to search telephones, laptop computers and personal stereos on the pretext of combating piracy, in line with the Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication (SWIFT) Agreement, which was meant to combat terrorism. Remember though, Commissioner: Parliament beat you on SWIFT and it will beat you on ACTA if need be. One therefore wishes to mix together the fight against counterfeiting and piracy, invasions of privacy, infringements of intellectual property and even, in the case of medicines, infringement of the right to health. Commissioner, put this agreement on the table immediately. Cristiana Muscardini (IT) Mr President, Commissioner, ladies and gentlemen, the Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) is fundamental for achieving full harmonisation of the measures to protect European trade from counterfeiting and piracy. The ACTA negotiations concern sensitive European legislative issues such as guaranteeing the application of intellectual property rights, data transmission and data protection, and this is why we are once again requesting greater transparency. The Commission must commit itself fully, in accordance with the level of confidentiality. The current negotiating texts must be made available to Parliament so that it can supervise the agreements and possibly offer suggestions to ACTA participants. The Commissioner's words this evening give us hope, but we want those words to be acted on. Parliament has always fought to defend European consumers and manufacturers against counterfeiting and measures that infringe Internet privacy. That is why it is vitally important for the Commission to continue to play an active role in the current negotiations, attracting a greater number of participants; there are, unfortunately, only twelve at present. We hope that an increasing number of countries - developing and emerging countries alike - will be tempted to take part in the negotiations and to sign the final agreement, so as to allow for a broader perspective on matters. Countries must abide by and respect their shared obligations so as to combat counterfeiting and piracy more effectively. This economic scourge is destroying many manufacturing sectors that work in compliance with the rules. Therefore consumers, who are exposed to significant dangers to their health as well, must be provided with clear rules because, Commissioner, in the absence of clear and enforced rules, including for Internet use, the Internet will no longer represent an opportunity; rather, it will have a boomerang effect. We must all make a commitment to stop this happening because this is not only a question of individual privacy; it is also a question of our countries' security. Emine Bozkurt (NL) Mr President, Commissioner, an agreement behind closed doors is not something the European public either deserves or wants. The European Union is currently negotiating a very important trade agreement, the Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA), and once again, this is being done in back rooms. The national parliaments and the European Parliament have not had a single opportunity for democratic scrutiny of the substance or scope of the negotiations, as the negotiating parties have agreed on a confidentiality clause. Therefore, Parliament and the European public are being sidelined again, damaging public trust in Europe once more. This time, it is trade interests rather than the fight against terrorism that are at issue. Do not get me wrong; the European economy must be stimulated, and intellectual property is an important aspect of this. Yet the uncertainty being created at the moment by the confidentiality of the negotiating documents has given rise to many rumours. I should like to ask how the communication works between the Commissioner for Trade and the Commissioner for Fundamental Rights in this regard. Is Commissioner De Gucht going to inform his colleagues about the substance of the agreement at any stage? Is Commissioner Reding planning, at any stage, to ask her colleague, the Trade Commissioner, to provide transparency? The European Parliament demands such transparency, and now is the time to provide it, before our institution has to endorse this trade agreement. Eva Lichtenberger (DE) Mr President, Commissioner, during the hearings of the new Commissioners, transparency was one of the words that was used the most. You have said again today that everything is already transparent and open. I have to tell you honestly that this definition of transparency is, unfortunately, not one I can go along with. This is clearly the case for a large number of my fellow Members here in this House, too. Transparency is more than simply throwing out a few bits of information and saying 'Well, unfortunately, we cannot disclose the rest because we have promised someone that it will all remain confidential'. We have entered a new era. It is no longer possible to use international treaties to make blind agreements with trade partners that will then affect European legislation down the line. Now that we have the Treaty of Lisbon in place, that is no longer possible. That means that blind agreements, as well as the secretiveness and the lack of transparency, must stop at the doors of the European Parliament. We need credibility for the protection of innovation that you are putting forward here as the main argument. However, you will not achieve credibility if you negotiate everything behind closed doors and then try to console people by saying that it will not be so bad after all. That, Commissioner, is the wrong way to go. Catherine Trautmann (FR) Mr President, Commissioner, ladies and gentlemen, let us say this clearly: the way in which the negotiations on the AntiCounterfeiting Trade Agreement are being carried out is unacceptable to the European Parliament. As a new colegislator on this issue, the Treaty of Lisbon now guarantees us the right to full information at the same time as it is received by the Council. The documents that have 'leaked out' up to now have proved to us that, as far as form is concerned, this dimension absolutely was not respected. What can be said about the content? The fool's bargain that seems to have been offered to Internet access providers is as follows: should they decide to cooperate in the systematic monitoring of the content carried on their networks, their current nonliability for such content would be maintained. Otherwise, they would be exposing themselves to legal actions by right holders and would be systematically penalised. I find such a turnaround extremely dangerous, as it would call into question the acquis communautaire, not only on the principle of mere conduit - referred to in French as simple transport - in the eCommerce Directive, but also in relation to respect for the fundamental rights of the citizens, which was brought up recently in our debate on the Telecoms package. I will conclude by reminding you that our Chamber has already shown its attachment to these principles by rejecting the Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication (SWIFT) Agreement. I have no doubt about its ability to start again. Therefore, I am anxious to stress the importance of the resolution that is being debated this evening. I welcome the work of our coordinator, Mr Arif, and of all of the negotiators from the Committee on International Trade, who have ensured that the signal that the European Parliament will give tomorrow will be extremely symbolic because it is unanimous. Georgios Papastamkos (EL) Mr President, counterfeit goods not only harm the competitiveness of European undertakings, but also harbour dangers to human health. The answer is to strengthen the application of intellectual property rights at global level. We need as many trading partners as possible to join the multilateral agreement being discussed. The agreement being negotiated must be fully in keeping with the relevant Community acquis, must respect fundamental freedoms and protect personal data, must safeguard the free flow of information and must not place unwarranted burdens on legal trade. Finally, Parliament should have full and substantial information at its disposal at all stages of the negotiation, with due regard for reasonable confidentiality. João Ferreira (PT) Mr President, Commissioner, something relatively clear has emerged from the obscure process which has been directed by the European Commission, namely, the intention to widen the scope and costs of intellectual property rights, leading to still more profit for large corporations. Where necessary to achieve this objective, basic rules about democratic, transparent procedures have been disregarded, whilst information has been concealed and has escaped democratic scrutiny and control. Where necessary to achieve this objective, global access to essential goods such as safe medicines, including generic versions, has been restricted and the rights to privacy and confidentiality of correspondence, as well as to the protection of personal information, have been violated. The omnipresence of the market and the defence of economic interests which aim to achieve their own objectives within their sectors are not compatible with the defence and safeguarding of the common good. The results of this policy are now quite clear to see. Karel De Gucht Member of the Commission. - Mr President, I must say that, listening to the speeches after I took the floor, it comes to my mind that a lot of you were not listening properly to what I was saying, because I made it very clear that we were going to respect the acquis communautaire, that I would try to make sure the other parties to the agreement give their OK to the disclosure of the text that is currently being negotiated; I made it clear that it would only apply to the commercial infringement of intellectual property rights, and I could continue for some time like this. So I am not going to respond again to all these questions that have been put because, honestly, I think I already answered them in my first speech. David Martin put the question, what happens when somebody is, in fact, leaving not only the European Union but leaving a country that is a party to the ACTA Agreement? That is an interesting question because it depends, of course, on where he is going to. If he is going to a country that is not a party to the ACTA Agreement, then it will depend upon the customs and police of the country concerned, but that is beyond our reach. As far as it is within our reach, we will make sure that this is not happening but, of course, we cannot speak for others. I do not quite agree with the whole of Ms in 't Veld's reasoning on parliamentary approval and parliamentary control, but let me just say very clearly what I think the case is in the Treaty of Lisbon. The case is that the Council gives a mandate to the Commission, and the Commission negotiates, and the Council has taken a decision on a mandate following their own rules of procedure. Whether or not a minister in the Council of Ministers needs the approval of his national parliament beforehand is not a matter of European law, but a matter of national law, and that differs from one country to another. I know that in your country, for example, for many positions of that kind, they need approval beforehand from the Parliament - OK, but there are other countries where this is not the case. We should not, I think, judge the way the Council takes a decision. Insofar as the Council respects the treaty and their own rules of procedure, I think that it is their business and not directly ours. You were, to a certain extent, protecting me in that they should not check my iPod. I have no iPod, so there is no problem yet. In fact, I have had one since yesterday, but I have not yet used it and I am not going to New Zealand. It is a little bit too far. For that, you need officials who have a little bit more time to go there. (NL) I shall leave the whole discussion on the kitchen for Mrs Stassen ... Interesting question, what about China? Well, China is not, as you know, Ms Roithová, a party to the present negotiations. China is a serious problem because, as you rightly state, they are the number one source of counterfeiting. Now we have several negotiations with them and discussions with them, also the high-level economic dialogue. Repeatedly, we put emphasis on intellectual property rights, which is one of the main problems, not only within Internet trade but also in a lot of other activities. Once ACTA is concluded, it will be open to all countries to sign it, and I hope that China will come to the conclusion that, for their own industry too, it would be beneficial if there were better protection of intellectual property rights, and sooner or later, that will come. Look at other countries where this also happened in the past: now they have much more interest in intellectual property rights. I do not quite agree on the interpretation by Mr Le Hyaric and Mrs Trautmann concerning Article 218. What Article 218 says is that Parliament should be informed about all steps in the procedure; well, you are, and even more than that. What we do by way of information goes far beyond what is mentioned in Article 218, far beyond, but I have no problem with that. I made it clear in my introductory statement that we will insist on other parties agreeing that we be in a position to disclose the present draft of the text, but it is not correct that we would not be respecting Article 218. By the way, let me say to Ms in 't Veld, we sent you Annex 16 to the agreed statement by all ACTA participants about maintaining the confidentiality of documents. That was sent to you by the Director-General, Mr David O'Sullivan, on 21 January 2009. Of course, that was in the previous Parliament, but it is still the same person. Mr O'Sullivan is the same and Ms in 't Veld is the same, so you got it. So it is a little bit difficult then to question me as to what this is all about. Finally, let me make it very clear that what I have been saying and what I said in the hearing should be taken seriously. I will do my utmost to have the agreement of the contracting parties that we can fully inform you. As long as that is not the case, I cannot disclose to you the drafts of the agreement because that would breach the confidentiality agreement and breaching such an agreement would have effects that are not limited to the ACTA negotiations but would spill over to a lot of other negotiations we have with these countries concerned. It would breach the confidentiality as such and that makes all negotiations very difficult, if not impossible, but I will do my best to see that you get the stuff. President I have received five motions for resolutionstabled in accordance with Rule 115(5) of the Rules of Procedure. The debate is closed. The vote will take place on Wednesday, 10 March 2010. Written statements (Rule 149) Françoise Castex Whilst Parliament has been demanding access to the texts for months, the AntiCounterfeiting Trade Agreement (ACTA) has been negotiated in the greatest possible secrecy behind the backs of the citizens and their representatives, and that is unacceptable. The Commission itself cannot make head nor tail of it. It tells us that it has already sent us the documents and, at the same time, that it will ask the Council to publish everything: who is it trying to kid? Beyond the issue of transparency, we wish here to remind the Commission and the Council that they will have to obtain consent from Parliament at the end of the negotiations. From the leaks that have reached us, it would appear that we have a Trojan horse: on the pretext of a wholly legitimate fight against counterfeiting, the Member States, with the French Government at the forefront, wish to vote through a text that could undermine access to medicine, freedom of expression, the neutrality of the Internet and the legal liability of its intermediaries. The fact is, Parliament will oppose any undermining of the acquis communautaire. If the Commission and the Council do not change strategy, we shall protect the individual freedoms of our fellow citizens by rejecting ACTA, just as we rejected the Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication (SWIFT) Agreement. Ioan Enciu I welcome the question submitted to the Commission concerning the transparency and state of play of the negotiations on the Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA). In my view, urgent action must be taken to resolve the situation we are in. It is unacceptable for the European Parliament to be excluded by the Commission from the negotiations on drawing up the ACTA, given that we have to give our approval to the provisions of this treaty. As has already been said, the Commission must make public as soon as possible all the negotiations which have taken place in connection with the ACTA, as well as the prospects envisaged for the meeting in April. Issues such as forcing Internet providers to monitor traffic and impose restrictions within their networks may have an adverse impact on the population, both from the perspective of respecting their right to privacy and due to additional costs incurred by users. Such an issue must be debated openly and public opinion must be consulted on it. The stance taken by European citizens and industry on these measures must be known and respected in order to be able to avoid any kind of abusive, anti-democratic behaviour. Lidia Joanna Geringer de Oedenberg Ladies and gentlemen, the Anti-Counterfeiting Trade Agreement, which is currently being negotiated by the European Commission, goes beyond the principle of proportionality, which is enshrined in EU law. This principle says that action taken by the Union must not go beyond what is necessary to achieve the objectives of the treaty. The chapter on the Internet is a cause of particular anxiety. It is being said that the agreement contains regulations which could restrict freedom of speech in the Internet, on the one hand, and commercial activity, on the other. This will be the result of what is said to have been proposed concerning making Internet providers liable for the content of information sent, as well as penal sanctions for downloading files for private use. I say that these things are being said, because information about the content of the agreement does not come from official sources, but only from gossip and leaks, since the Commission does not keep Parliament informed about progress in negotiations. However, the Treaty of Lisbon does, now, foresee such a procedure. In addition, the consent of Parliament, expressed by a majority of votes, is essential for any agreement to be made by the Council. The new treaty also brings in a competence allowing action to be taken in the area of intellectual property, and this belongs equally to Parliament and the Council. Therefore, I add my voice to those of other fellow Members who are demanding greater transparency concerning the current negotiations, and I think interinstitutional cooperation on the matter of the ACTA should demonstrate that all the institutions are treating the new treaty, which is now in force, seriously. At the moment, this is not the case. Alan Kelly in writing. - The Anti-Counterfeiting Trade Agreement has a mandate which is vital for the protection of Intellectual Property Rights. Post-crisis, there needs to be an incentive for intellectuals and artists to use their creativity and publish new material, without fear, online. This right needs to be balanced against an individuals right to access to information and, furthermore, sanctions should only be targeted at the larger commercial exploiters of copyright material. However that is an issue for another day. Right now, I am most concerned about the level to which this House is being kept informed of negotiations. Under Lisbon, this agreement requires the approval of this House and I would guess from my colleagues that the way the agreement is developing, it will receive a cold reception. Negotiations surrounding ACTA need to be more open, and the Commission and Council need to show their willingness in this by ensuring Parliament has broad access to documents on the issue. Stavros Lambrinidis in writing. - I hope that the written declaration on ACTA that I submitted two weeks ago together with my colleagues, Castex, Alvaro and Roithová, and today's debate will serve as a belated wake-up call to the Council and the Commission. This Parliament will not sit back silently while the fundamental rights of millions of citizens are being negotiated away behind closed doors. We oppose any 'legislation laundering' on an international level of what would be very difficult to get through most national legislatures - let alone the European Parliament. Here, of course, I refer to the infamous 'three strikes' laws. This Parliament firmly believes that intellectual property rights must be protected, but not by giving private companies sweeping rights to monitor indiscriminately every citizen's activities on the Internet - something that we refuse to allow even our police to do when fighting terrorism - and certainly not through the disproportionate penalty of cutting whole households off from the Internet. Access to the Internet is itself a fundamental right. It must be treated and protected as such. Michael Theurer The European Commission's negotiations relating to the Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) have raised a few questions. Although the agreement deals with justified concerns, namely combating the counterfeiting and smuggling of products and brands, it needs to be more firmly based on our European principles. It must not lead to the harmonisation of copyright law, patent law or trade mark law in the EU - on the contrary, the principle of subsidiarity must remain our most important principle. Trade agreements must not be misused in order to curtail the fundamental rights and freedoms of individuals. Before Parliament can give the approval that is required for the ratification of this agreement, significant improvements still need to be made, and not only in terms of content. Parliament must be involved to a greater degree in the negotiations and the negotiation documents must be made available to us in full.

Importordningen i EU för fiskeri- och vattenbruksprodukter med anledning av reformen av den gemensamma fiskeripolitiken (debatt) Talmannen Nästa punkt är ett betänkande av Alain Cadec, för fiskeriutskottet, om importordningen i EU för fiskeri- och vattenbruksprodukter med anledning av reformen av den gemensamma fiskeripolitiken. Alain Cadec Herr talman, kommissionsledamöter, mina damer och herrar! En av de starkaste idéerna i detta betänkande är behovet av att skapa en viktig länk mellan den gemensamma handelspolitiken och den gemensamma fiskeripolitiken. Med detta i åtanke kan vi inte annat än glädja oss över att kommissionsledamoten för havsfrågor och fiske, Maria Damanaki, som är vår reguljära samtalspartner, och kommissionsledamoten för handel, Karel De Gucht, båda sitter på kommissionens bänk i dag. Två kommissionsledamöter för ett betänkande, vilken ära! Jag måsta säga att denna dubbla representation av kommissionen är överraskande och smickrande, och dessutom ovanlig. Låt oss återgå till själva betänkandet. Import av fiskeri- och vattenbruksprodukter från tredjeländer utgör mer än 60 procent av EU:s konsumtion. EU:s oroväckande stora importberoende beror på två saker: för det första har EU:s produktion minskat och för det andra har EU:s marknad öppnats upp mer och mer som ett resultat av den handelspolitik som kommissionen har fört under de senaste tio åren. Denna utveckling gör livet svårare för europeiska fiskare som paradoxalt nog har svårt att sälja sina fångster till tillräckligt lönsamma priser, trots att efterfrågan översktider utbudet för de flesta arterna. Europeiska fiskare accepterar de restriktioner avseende miljö, socialt ansvar och hälsa som ställs på dem men är förbittrade över att samma restriktioner inte tillämpas på samma sätt på de produkter som importeras i stora mänger från tredjeländer. Det som står på spel här är helt enkelt överlevnaden av en ekonomiskt hållbar europeisk fiskerisektor, som skapar arbetstillfällen i hela industrin, levererar säkra livsmedel av god kvalitet och bidrar till att bevara den kulturella identiteten i våra kustregioner. Det europeiska fiskets överlevnad är inte förhandlingsbart. Vi kräver egentligen följande. För det första kräver vi att EU behåller tillräckligt tullskydd för fiskeri- och vattenbruksprodukter så att de förmåner som har beviljats vissa tredjeländer, i synnerhet utvecklingsländer, fortfarande ska betyda något och så att WTO-mekanismerna fortfarande ska kunna garantera försörjningen av vår bearbetningsindustri. Vi måste skydda dessa produkter från taxornas minfält genom att använda oss av den schweiziska modellen och kräva att de behandlas som känsliga produkter. För det andra måste de handelsförmåner som beviljats vissa tredjeländer åtminstone vara beroende av ländernas respekt för stränga sociala normer samt miljö- och hälsonormer. För det tredje kräver vi att ansvaret för att bedriva handelsförhandlingar om fiskeri- och vattenbruksprodukter flyttas från kommissionsledamoten för handel till kommissionsledamoten för havsfrågor och fiske. Därmed kommer större hänsyn att tas till fiskeri- och vattenbruksprodukternas specifika egenskaper. Jag anser att detta är ett utmärkt tillfälle att se över villkoren för denna grundläggande debatt. Vi står ju faktiskt inför en viktig reform av den gemensamma fiskeripolitiken. Vi ser dessutom att Doharundan i WTO har stannat av, vilket ger oss möjlighet att se över vissa olägliga medgivanden som kommissionen var beredd att göra för EU:s räkning. Dessutom har kommissionen på kommissionsledamot Karel De Guchts initiativ, som är här med oss i dag, inlett ett offentligt samråd i syfte att ta fram nya riktlinjer för den gemensamma handelspolitiken inom ramen för Europa 2020-strategin. Europaparlamentet har hädanefter medbeslutandemakt över både handelspolitiken och fiskeripolitiken och det har för avsikt att göra sin röst hörd och se till att parlamentets åsikt i dessa frågor respekteras. Som ett första tecken på detta borde kommissionen och rådet enligt min uppfattning verkligen ta hänsyn till de rekommendationer som betänkandet innehåller. Vi kommer i vilket fall som helst att vara ytterst vaksamma under de kommande månaderna och jag tänker personligen fortsätta att arbeta med dessa frågor. Maria Damanaki ledamot av kommissionen. - (EN) Herr talman! Jag vill först och främst tacka Alain Cadec och de parlamentsutskott som har backat upp detta initiativbetänkande. Ni beklagar att grönboken om reformen av den gemensamma fiskeripolitiken inte fäst tillräcklig uppmärksamhet vid de frågor som ni tar upp här. Mitt mål i dag är att försäkra er om att kommissionen är engagerad i arbetet och tar full hänsyn till all politik som kan ha en inverkan på reformen av den gemensamma fiskeripolitiken. Som jag redan har sagt är målet med denna reform att vända på den negativa spiral som vi befinner oss i nu. Vi har en fiskerisektor som varken är ekologiskt hållbar eller ekonomiskt framgångsrik. Vi behöver ett starkt fiske som garanterar ett hållbart utnyttjande av resurserna och samtidigt tillåter våra fiskare, deras familjer och de berörda samhällena att få en dräglig försörjning från sitt arbete. Vi behöver ett fiske som är redo att möta marknadens utmaningar: både nationella och internationella, både nu och i framtiden. Jag lyssnar till er oro när det gäller orättvis konkurrens från tredjeländer och avsaknaden av en neutral arena som ger parterna lika förutsättningar när det gäller sociala villkor, miljö- och hållbarhetskrav och hälsoskyddslagar. Låt mig säga att samtliga medlemsstater som uttalade sig vid det senaste rådet för jordbruk och fiske framförde samma oro. Vi behöver alltså finna svar på detta. En av våra största utmaningar när vi i samband med reformen av den gemensamma fiskeripolitiken ändrar reglerna för det europeiska fisket blir att göra vårt bästa för att garantera lika villkor för alla produkter som saluförs på EU-marknaden. I detta avseende bör vi till exempel alla arbeta tillsammans för att fullständigt och effektivt tillämpa vår lagstiftning mot olagligt, oreglerat och orapporterat fiske. Jag vill också säga att vi fortfarande är fast beslutna att se till att våra partners respekterar alla internationella principer och instrument för en god havs- och fiskeförvaltning samt visar ansvarfullt beteende när det gäller miljöskydd och sociala villkor. Jag välkomnar ert krav på ökad samstämmighet i våra politikområden. Vi behöver arbeta tillsammans och ha en global och integrerad vision. Som redan har nämnts importeras två tredjedelar av all fisk som konsumeras i Europa för att garantera en jämn tillgång på råvaror för vår bearbetningsindustri och rättvisa priser för konsumenterna. Men en tredjedel av EU-marknaden försörjs fortfarande av en EU-sektor som representerar jobb och den delen av samhällsstrukturen i flera europeiska regioner. Så när vi nu befinner oss mitt i en viktig reform av vår gemensamma fiskeripolitik bör EU:s handelspolitik fortsätta att beakta den europeiska fiskerisektorns komlicerade natur och dess ekonomiska och sociala verklighet. Jag ser fram emot att få samarbeta närmare med min kollega Karel De Gucht för att garantera tillräckligt med tid för de justeringar som krävs med hänsyn till takten i den pågående reformen av den gemensamma fiskeripolitiken. När det gäller WTO-förhandlingarna fäster vi stor uppmärksamhet vid de pågående diskussionerna om subventioner. Det är vår uppfattning att vi alltid måste kunna stödja de miljövänliga och innovationsorienterade initiativ som våra medlemsstater tar. Beträffande översynen av marknadspolitiken instämmer jag med förslaget till betänkande om att den nya marknadspolitiken för den gemensamma fiskeripolitiken bör gå tillbaka till instrumenten inom den befintliga gemensamma organisationen av marknaden. Översynens syfte bör vara att stärka producentorganisationernas förmåga att på ett bättre sätt länka utbudet till efterfrågan när det gäller kvalitet och mängder. Den ska också stödja marknadens utbud och stabilitet och se över bestämmelser om handelsnormer och konsumentinformation. Detta leder oss till märkningen. Konsumenterna vill veta mer om de fiskeriprodukter de köper. De vill veta var fisken har fångats eller odlats; de vill dessutom veta om produkterna tar hänsyn till miljön och om de har fiskats på ett hållbart sätt. Kommissionen är redo att utarbeta lagstiftningsinitiativ för att ge konsumenterna den information de behöver. Till sist ett ord om vattenbruk. Kommissionen är fast besluten att uppnå målen i strategin för en hållbar utveckling av vattenbruket, som vi redan kan diskuterat i Europaparlamentets betänkande. Vi delar också åsikten att utvecklingen av vattenbruket i EU kan leda till minskat importberoende och bättre svar på den konstant ökande efterfrågan bland konsumenter. Innan jag avslutar vill jag gärna påpeka att dagens debatt kommer att utgöra ett viktigt bidrag i förberedelsen av reformen av den gemensamma fiskeripolitiken, men kommer också att förmedla ett viktigt politiskt budskap - ett positivt budskap - till männen och kvinnorna i den europeiska fiskerisektorn som är beredda på tuffare disciplin men som också väntar på ett hoppingivande budskap för deras framtid. Karel De Gucht ledamot av kommissionen. - (EN) Herr talman! Kommissionen välkomnar parlamentets beslut att ta fram ett initiativbetänkande om importordningen för fisk och fiskeriprodukter. Den debatt som parlamentet har inlett utgör en bra utgångspunkt för att börja reflektera över hur vi ska handskas med handelsförhandlingarna inom ramen för den reformerade gemensamma fiskeripolitiken. Jag vill be alla parlamentsledamöter att ta hänsyn till följande kommentarer kring de frågor som förslaget till betänkande tar upp. Kommissionen är medveten om fiskerisektorns särskilda natur och vilken betydelse den har, i synnerhet för kustsamhällena. Denna känslighet har beaktats i genomförandet av den gemensamma handelspolitiken. Jag vill påpeka att EU:s handelspolitik måste förena de olika intressena som finns inom de olika delar av fiskerisektorn som berörs av denna politik, däribland producenter, bearbetningsindustrier och konsumenter. Kommissionens målsättning i sin handelspolitik för fiskeri- och vattenbruksprodukter är att uppnå ett balanserat resultat mellan en lämplig försörjningspolitik, EU-producenternas situation och intressen och konsumenternas krav samtidigt som man tar hänsyn till eventuella utvecklingspolitiska mål. Alla erkänner vi att EU är starkt importberoende av fiskeri- och vattenbruksprodukter för att tillgodose efterfrågan på marknaden inte bara bland konsumenter men också inom bearbetningsindustrin. Med tanke på den rådande trenden och den potentiella ökningen av beroendet är den pågående reformen av den gemensamma fiskeripolitiken ett bra tillfälle för EU att förbättra sektorns ekonomiska resultat och dess möjlighet att konkurrera globalt. Vi måste inte ignorera sannolikheten att globaliseringen kommer att fortsätta utvidgas i framtiden med tanke på de aktuella globala trenderna inom internationell handel, både på multilateral och på bilateral/regional nivå. Kommissionen har beaktat, fortsätter att beakta och bör beakta den europeiska fiskerisektorns komplicerade natur när den inom ramen för förhandlingar om frihandelsavtal diskuterar frågan om marknadstillträde och se till att det råder balans mellan de olika intressena som berörs av handelspolitiken, som jag redan har nämnt. Inom ramen för dessa globala trender inom internationell handel kommer kommissionen att sträva efter att garantera tillräckligt med tid för de justeringar som kommer att behöva göras, med hänsyn till takten i den pågående reformen av den gemensamma fiskeripolitiken. Låt mig kort hänvisa till ett av de viktigaste förslag som finns i detta betänkande, nämligen möjligheten att undanta fiskeriprodukter från de industriella reglerna om marknadstillträde för icke-jordbruksprodukter inom ramen för DDA-förhandlingarna. Jag kommer att vara ärlig mot er på denna punkt. I det här skedet i förhandlingarna är det inte bara svårt att undanta fiskeriprodukter från de industriella reglerna om marknadstillträde för icke-jordbruksprodukter, men ett annat handlingssätt som exempelvis en särskild förhandlingsgrupp skulle dessutom kunna leda till att EU utsätts för enorma påtryckningar att ytterligare liberalisera sin marknad. Kommissionen har noterat att man i förslaget till betänkande kräver att ansvaret för att bedriva förhandlingar om fiskeri- och vattenbruksprodukter flyttas från kommissionsledamoten för handel till kommissionsledamoten för havsfrågor och fiske. I enlighet med den kollegialitetsprincip som kommissionens arbete styrs av är alla kommissionsledamöter gemensamt ansvariga för de beslut och åtgärder som tas. Detta innebär också att kommissionsledamoten för handel och generaldirektoratet för handel som ansvarar för förhandlingar om fiskeri- och vattenbruksprodukter inte handlar ensamma, utan förhandlar i nära samarbete med kommissionsledamoten för havsfrågor och fiske och generaldirektoratet för havsfrågor och fiske som är direkt inblandade i alla skeden av förhandlingarna. Kommissionen vill försäkra parlamentet att vi tar hänsyn till fiskerisektorns specifika behov under våra handelsförhandlingar. Kommissionen försvarar faktiskt den europeiska sektorns intressen i sina handelsförhandlingar och tar hänsyn till dess känslighet i möjligaste mån, även när vi utsätts för starka påtryckningar av våra handelspartner. När vi försvarar den europeiska fiskerisektorns intressen i handelsförhandlingar försöker kommissionen dessutom eliminera de eventuella handelshinder som våra handelspartner står fast vid och som skulle kunna hota exportpotentialen hos den europeiska industrin, i syfte att garantera lika villkor inom bilateral och multilateral handel med fiskeriprodukter. Slutligen ger betänkandet uttryck åt olika aktörers oro vad gäller möjligheten att garantera lika villkor för europeiska produkter och importerade produkter från tredjeländer. EU är fast beslutet att vid handelsförhandlingar med tredjeländer främja arbets- och miljönormerna parallellt med öppningen av marknaden - t.ex. inom ramen för det kapitel om hållbar utveckling som ingår i våra handelsavtal eller i en rad internationella forum där dessa frågor behandlas, t.ex. inom FN, FAO och regionala fiskeriförvaltningsorganisationer, och där EU deltar aktivt. Avslutningsvis vill jag uttrycka min vilja och förmåga att diskutera ytterligare med parlamentsledamöterna om kommissionens roll i handelsförhandlingar beträffande fiskeri- och vattenbruksprodukter. Yannick Jadot Herr talman, herr och fru kommissionsledamot! Jag tror att vi bör notera samstämmigheten mellan parlamentets fiskeriutskott och utskottet för internationell handel kring den här frågan och de förslag som har lagts fram i anknytning till detta. Det har sagts att fisket utgör en ytterst viktig sektor för fysisk planering, sysselsättning och kulturell identitet i Europa. Det är också en sektor som har mycket stor inverkan på fiskeriresurserna, och i dag har huvudparten av beståndet i hög grad överfiskats. Alltför ofta vill man få oss att tro att det yttersta målet med den europeiska gemensamma fiskeripolitiken är att anpassa fiskerisektorn till en globaliserad handel med fiskeriprodukter, något som vi i dag kan se de mycket hårda effekterna av, oavsett om dessa är sociala, ekonomiska eller också förstås miljömässiga. Därför stöder vi aktivt att sociala kriterier och miljökriterier integreras ännu mer i de handelsavtal som rör fiskeriprodukter. Vi stöder idén om att undanta fiskeriprodukter från de industriella reglerna om marknadstillträde för icke-jordbruksprodukter eftersom en fisk inte är en strumpa eller en tvättmaskin - den är absolut nödvändig för livsmedelssäkerheten och den biologiska mångfalden. Vi måste dock vara tydliga. Tar vi med vår europeiska politik i de internationella förhandlingarna måste denna vara exemplarisk och vi måste ställa in siktet mot att få fler och bättre betalda fiskare som inte överexploaterar fiskbestånden, varken inom vårt territorialvatten eller där vi köper fiskerättigheter. Antonello Antinoro Herr talman, herr och fru kommissionsledamot, mina damer och herrar! Jag vill tacka Alain Cadec för hans utmärkta arbete med importordningen i EU för fiskeri- och vattenbruksprodukter, som är en sådan viktig fråga. Jag hade förberett ett anförande om behovet av t.ex. en inriktning mot att se till att importprodukter följer samma hälsoregler och uppfyller samma krav, men jag inser att andra redan har framfört detta, så det skulle vara slöseri med tid och ganska meningslöst att ta upp samma sak igen. Men jag måste få nämna en viktig aspekt, som jag tycker mig ha uppfattat i kommissionsledamot De Guchts anförande och som ledamoten före mig talade om, nämligen att det i dag råder vissa smärre motsättningar mellan de behörigheter som de två kommissionsledamöterna har eller borde ha. Utan att hyckla tycker jag det är viktigt att betona detta. Fiskerisektorn har ju, vilket redan framförts, en mycket viktig funktion att fylla om vi vill se till att våra fiskare inte fortsätter att minska sin fångstkapacitet på grund av att vi har tvingat dem till detta för havens skull. Om vi vill att allmänheten ska sluta att betrakta våra fiskare som Europas askungar, så att säga, måste vi ägna större uppmärksamhet åt denna fråga. Både kommissionsledamot Damanaki och kommissionsledamot De Gucht har uttryckt sin avsikt att ägna sig helt och hållet åt hela detta problem, men jag tror att det är viktigt att följa en och samma linje. Jag anser också att den aspekt som rör kommissionsledamoten med ansvar för havsfrågor och fiske, med allt vad detta innebär för parlamentet, är avgörande för att man ska kunna lösa problemet och att detta betänkande blir ett viktigt framtidsperspektiv. Luis Manuel Capoulas Santos Herr talman, herr och fru kommissionsledamot, mina damer och herrar! Som vi alla vet utgör fiskeri- och vattenbruksprodukter en viktig del av kosten i Europa, och det innebär att vi måste importera mer än 60 procent av dessa produkter för att fylla vårt behov, vilket kommissionsledamot Damanaki mycket riktigt konstaterat. Detta enkla faktum visar tydligt hur viktigt Alain Cadecs betänkande är. Som skuggföredragande har jag haft nöjet att samarbeta med honom i strävan efter ett så brett samförstånd som möjligt för att skydda sektorn, de jobb som den ger och framför allt konsumenterna i EU. Därför stöder gruppen Progressiva förbundet av socialdemokrater och demokrater i Europaparlamentet de huvudsakliga antagandena och grundläggande slutsatserna i betänkandet, i synnerhet när det gäller frågor och rekommendationer om behovet av att garantera hälsa och säkerhet i importerade fiskeri- och vattenbruksprodukter samt de miljökriterier som måste gälla som krav för fångst, produktion och bearbetning av dessa produkter. I betänkandet behandlas med rätta andra frågor som är i lika stor behov av uppmärksamhet, men jag har för lite tid för att hinna ta upp dem här. Därför kommer min grupp uppenbarligen att rösta för betänkandet. Dessutom vill jag gratulera Alain Cadec till det utmärkta arbete som han har utfört. Pat the Cope Gallagher för ALDE-gruppen. - (EN) Herr talman! Till att börja med vill jag gratulera Alain Cadec till arbetet med betänkandet. De senaste årens sjunkande fiskpriser beror direkt och huvudsakligen på konkurrensen från importerad fisk, såväl vildfångad som odlad. Producenterna av dessa produkter är inte föremål för EU:s stränga regelverk när det gäller områden som lagerhållning och hygien. De kommer in på EU-marknaden till ett pris som är ekonomiskt ohållbart för europeiska producenter. Man måste ta itu med detta problem i samband med reformen av den gemensamma fiskeripolitiken, och jag vet att kommissionsledamot Damanaki kommer att ta upp detta. Vi är oerhört beroende av importprodukter, vilket bägge kommissionsledamöterna har påpekat, men när jag ser till mitt eget land som importerar 46 000 ton per år för 181 miljoner euro, verkar det råda brist på medvetenhet bland dem som konsumerar importerad fisk jämfört med dem som konsumerar vildfångad fisk. Om vi ska lösa detta problem måste vi kunna tänka oss att ersätta importen i cirka tio år, så att de 66 procenten sjunker till 50 procent, men för att göra det måste vi se till att den byråkrati som för närvarande lamslår sektorn förenklas och att alla generaldirektorat, och absolut alla regeringsdepartement samt de olika medlemsstaterna, samarbetar för sektorns bästa. Isabella Lövin för Verts/ALE-gruppen. - Herr talman! Ärade ledamöter! Jag välkomnar Alain Cadecs betänkande om EU:s import av fisk. Europas egna fångster har sjunkit med en skrämmande hastighet - bara sedan 1997 med 26 procent. Över 60 procent av all fisk som konsumeras i Europa i dag är importerad. Det skulle inte behöva vara så. Om vi förvaltade våra egna fiskresurser enligt åtminstone maximalt hållbar avkastning (MSY), skulle de europeiska fångsterna kunna öka till det dubbla, samtidigt som vi skulle ha livskraftiga och starka bestånd. Med det målet för ögonen måste vi nu se till att vi inte flyttar våra problem med överfisket till andra länder. I Cadecs betänkande nämns flera viktiga instrument som EU kan använda. Det första är IUU-förordningen. All fisk som släpps in på EU:s marknad ska ha godkända papper som talar om var, när och av vem fisk är fiskad. Det är ett första steg, men det räcker inte hela vägen. I stora delar av världen är illegalt fiske ett problem som fattiga länder inte har tillräckliga resurser att göra någonting åt. I länder där korruptionen är hög är det inte svårt att skaffa de rätta pappren för en fiskexportör. Därför måste EU som världens största fiskimportör ta sitt ansvar med konkret och tekniskt ekonomiskt stöd och bidra med resurser som behövs för att möjliggöra efterlevnad och kontroll i utvecklingsländerna. Det andra instrumentet finns redan i FN. Vi har bra internationella avtal, men vi måste också genomföra dem. Under 2006 drev EU frågan om ett genomförandeavtal av bland annat FAO:s Code of Conduct for Responsible Fisheries i FN. Vi måste fortsätta med det. Marek Józef Gróbarczyk för ECR-gruppen. - (PL) Herr talman! Jag vill rikta ett varmt tack till Alain Cadec för detta utförliga betänkande. Det är av oerhörd vikt för den gemensamma fiskeripolitik som håller på att utarbetas. Även under arbetet med utkast till betänkandet kunde man iaktta många områden i den gemensamma fiskeripolitiken som enligt vår uppfattning skiljer sig markant från kommissionens uppfattning, och detta gäller olyckligtvis också betänkandet i sin slutgiltiga form. Yrkesfiskarna anser att det här viktiga betänkandet bör få en enorm effekt på den framtida gemensamma fiskeripolitikens struktur när det gäller marknadsorganisationen. Fru Damanaki! Ni har vid många sammanträden upprepat att vi i stället för att utfärda kritik i diskussioner om individuella överförbara kvoter borde lägga fram förslag till lösningar i den framtida politiken. Jag är övertygad om att idéerna i detta betänkande kan tillvaratas som ett alternativ till det synsätt som kommissionen tvingat på oss. Diane Dodds (EN) Herr talman, herr och fru kommissionsledamot! Först och främst vill jag tacka föredraganden för betänkandet. Som svar på den ekonomiska kris som drabbat EU:s fiskeflotta antog rådet den 24 juli 2008 tillfälliga och specifika åtgärder i syfte att främja och omstrukturera flottan. Lika många fiskare har försökt att utnyttja dessa åtgärder. De har drabbats av följderna av den globala recessionen. De havskräftor som säljs av fiskare på Nordirland till andra delar av Europa har snabbt minskat i värde. Samtidigt har utbudet på importerade fiskar och skaldjur ökat. Europa behöver fisk. Vi behöver fiskimport, men jag vill kämpa för att det inte ska ske på vår bekostnad. På den ena sidan vill mina kolleger sätta stopp för bidrag till våra fiskare. Men på den andra sidan är det motsägelsefullt att försöka avskaffa dessa bidrag samtidigt som EU tillåter import av fisk från oreglerade fiskeri- och vattenbruksprodukter, som undergräver den hållbara och ekonomiskt livskraftiga fiskeindustri som vi eftersträvar. EU kan inte göra både det ena och det andra. Det är inte konsekvent, och det är för att vända detta som jag stöder Alain Cadecs betänkande. Carmen Fraga Estévez (ES) Herr talman! Detta betänkande kom ursprungligen som svar på frustrationen och bristen på skydd åt fiskerisektorn i EU. Herr kommissionsledamot! Den här sektorn efterfrågar inte protektionism. Vad den vill i detta skede är att inte tryckas ned ännu mer, detta mot bakgrund av den likgiltighet som de ansvariga vid generaldirektoratet för handel hittills har visat. I betänkandet av Alain Cadec stöder vi i detta avseende särskilt kravet på att förhandlingarna om fiskeribudgeten flyttas från generaldirektoratet för handel till generaldirektoratet för havsfrågor och fiske, på motsvarande sätt som med jordbruket, eftersom det här har att göra med särskilt känsliga produkter, där tonfisken kan ses som det klassiska exemplet. När det gäller tonfisk har vi ett skandalöst exempel på hur man avstår från ursprungsregler utan att ta hänsyn till villkoren i avtalen med Papua Nya Guinea och Fiji, vilket enbart gynnar våra huvudkonkurrenter: Thailand och Filippinerna. Fru kommissionsledamot! Är ni medveten om att er politik inte bara lett till att fiskerisektorn i EU stryps utan även till att Papua Nya Guinea nu går in i en fas med mycket få kvalitetsjobb och obefintlig hållbar utveckling? Är ni medveten om de rapporter som icke-statliga organisationerna i regionen har lämnat om barnarbete, hälsovådliga förhållanden och bristfällig hygien i fabrikerna, katastrofal miljöpåverkan längs kusten vid Madang och olagligt fiske? Är det ert ansvar att förhindra detta? Pat the Cope Gallagher (EN) Herr talman! Ledamöterna beter sig skamligt i parlamentet i dag. Det skulle inte ske i något parlament i världen. Om det saknas respekt i största allmänhet för ordföranden för utskottet för fiske och fiskerisektorn, föreslår jag att sammanträdet ajourneras ända tills ledamöterna respekterar parlamentet och slutar ha sådana här sammanträden. (Applåder) Talmannen Herr Gallagher! Vi måste gå vidare. Jag ber vänligen alla kolleger att vara tysta, så att vi kan fortsätta i tio minuter till och slutföra det här viktiga betänkandet och det här viktiga arbetet. Ulrike Rodust (DE) Herr talman, fru Damanaki! EU:s fiskeripolitik står inför enorma svårigheter. Våra fiskare måste på samma gång hantera minskade fångster och den inte alltid rättvisa konkurrensen på den globala marknaden. Det är mycket bråttom med att införa radikala reformer, för att stoppa överfisket i europeiska vatten och säkra det europeiska fiskets överlevnad. Jag håller med kommissionsledamot Damanaki om att vi inte bör begära för mycket av våra fiskare i det att vi både kräver att de ska genomföra genomgripande reformer och även liberalisera handeln. Om vi gör bägge saker samtidigt lägger vi en alltför tung börda på våra fiskare. Det bästa sättet att öka konkurrenskraften är att låta fiskbestånden återhämta sig. Bättre marknadsföring vore ett annat sätt att hjälpa det europeiska fisket att överleva. Under vissa omständigheter är konsumenterna i EU redo att betala mer för europeisk fisk, om de får bättre information om ursprunget. Britta Reimers (DE) Herr talman, herr och fru kommissionsledamot! Jag vill gratulera Alain Cadec till hans lyckade och väl avvägda betänkande. Jag vill också tacka för hans utmärkta samarbete. Det finns stora problem i samband med att reglera importen av fiskeri- och vattenbruksprodukter till EU. EU:s fiskemarknad har en volym på 12 miljoner ton och ett värde på 55 miljarder euro och är därmed störst i världen. Denna marknad växer snabbt och blir i allt högre grad beroende av importen från tredjeländer. Därför är det viktigt att vi kontrollerar de villkor som gäller för produktion och import av dessa produkter från tredjeländer. Vi har nu lagt fram två ändringsförslag i plenum. Dessa har att göra med vårt behov av att förstå det speciella ekonomiska läge som råder i EU:s randområden. Men vi anser inte att problemen enbart har orsakats av marknadsliberaliseringen. Fiskprodukter har introducerats i stor skala på EU-marknaden, och detta har beskrivits som orättvist men har heller ingen direkt effekt på ... (Talmannen avbröt talaren.) Jarosław Leszek Wałęsa (PL) Herr talman! Jag har inte så mycket tid på mig, så jag vill bara framhålla ett tema i Alain Cadecs betänkande. Fisk bör inte behandlas på samma sätt som övriga industriprodukter, utan man bör tillämpa WTO:s handelsregler för känsliga varor. I EU:s handelspolitik ägnas för lite uppmärksamhet åt denna särskilt känsliga sektor och EU-producenternas intressen. Därför är det en bra idé att utvärdera det önskvärda i att fiskeriprodukter inte längre ska omfattas av de bestämmelser om marknadstillträde som gäller för andra industriella varor än jordbruksprodukter, så att det blir enklare att anpassa handeln med fiskeriprodukter till de villkor som gäller för livsmedel och känsliga varor. Catherine Trautmann (FR) Herr talman! Jag vill gratulera vår kollega och ledamot Alain Cadec till hans utmärkta arbete. Den text vi röstar om i dag markerar en verklig förändring av vår institutions sätt att se på begreppet frihandel. Den linje som försvaras här kan beskrivas som mindre naiv, utan att för den skull vara protektionistisk. Vi är alla överens om att produktionen i EU är otillräcklig, och i stället för att direkt ta till import måste vi först försöka öka våra insatser för att säkra och återskapa fiskbestånden, även genom vattenbruk, så att hållbarheten och arbetstillfällena i sektorn tryggas och vi får europeiskt fiske som är mindre beroende av tredjeländer. När det gäller importen måste vi garantera att EU-marknaden för fiskeri och vattenbruksprodukter inte drabbas av illojal konkurrens på grund av mindre stränga hälsomässiga och sociala villkor och skattretande låga tullar. Det är därför som jag föredrar EU-märkning i enlighet med våra standarder, både miljömässiga och sociala. Maria do Céu Patrão Neves (PT) Herr talman, fru kommissionsledamot! Europa är för närvarande världens största marknad för fiskeri- och vattenbruksprodukter, och ungefär 60 procent av den fisk vi konsumerar är importerad. Unionens fiskproduktion varken är eller kan inom en nära framtid bli tillräcklig för att tillfredsställa efterfrågan av denna typ av varor, och det har blivit en nödvändighet att importera dem. I detta sammanhang är det viktigt att skydda följande två grundläggande aspekter: för det första att skapa de förutsättningar som krävs för att konsumenterna i EU ska få tillgång till importerade fiskeri- och vattenbruksprodukter av god kvalitet och för det andra att upprätta ramar för rättvis konkurrens, såväl för importprodukter som för fångst och produktion inom den europeiska fiskeri- och vattenbrukssektorn. Därför måste fiskeri- och vattenbruksprodukter som importeras till EU uppfylla samma miljömässiga, sociala, hälsomässiga och kvalitetsmässiga standarder som gäller för EU-produkter. Det är också nödvändigt att reformera den gemensamma marknaden för fiskeri- och vattenbruksprodukter, i synnerhet att se över de mekanismer som används för att hantera företeelser som det avskaffande av importtullar som sker successivt och den ökande konkurrens som uppstår i samband med importen. Parlamentets betänkande, som utarbetats under berömvärd ledning av Alain Cadec, kommer i rätt tid och innehåller åtskilliga viktiga förslag om hållbar utveckling av fiskerisektorn och närliggande sektorer, bland annat marknadsföring. Josefa Andrés Barea (ES) Herr talman, fru kommissionsledamot Damanaki, herr kommissionsledamot De Gucht! Tack för att ni deltar i denna debatt om detta mycket viktiga betänkande om importordningen. Fisket är en viktig fråga, och i samband med den måste man framhålla två viktiga problem: det faktum att vi inte är självförsörjande och det faktum att illojal konkurrens äger rum en stor del av tiden. Detta skapar ett behov av att trygga fisket i Europa och förhindra illojal konkurrens. Följande vill jag säga till kommissionsledamoten för handel: Ni kan inte fortsätta att betrakta fisk som en ”icke-känslig vara”. Fisk bör inte fortsätta att styras av de bestämmelser om marknadstillträde som gäller för andra varor än jordbruksprodukter. Det kan inte vara en industriprodukt, utan det måste vara en känslig vara som omfattas av WTO:s regler och FN:s livsmedels- och jordbruksorganisation. Om vi inte betraktar fisk som en känslig vara, kan vi varken nå hållbarhet, garantera bevarandet av arter eller få en fungerande marknad. Robert Atkins (EN) Herr talman! Jag reser mig igen för att genom er framföra till talmanskonferensen att någon måste hålla ordning här. Ursprungligen fick vi veta att omröstningen skulle ske klockan 12.00. Var femte minut har den skjutits fram med fem minuter. Det finns personer här som ska hinna med ett flyg. Det är obekvämt och det är att göra parlamentet till åtlöje. Kan någon ta tag i det här! (Applåder) Talmannen Vi har nämnt att omröstningen skulle skjutas upp till klockan 12.15 eller 12.20, så låt oss nu fortsätta med svaren från våra kommissionsledamöter. Jag är säker på att vi kommer att kunna rösta klockan 12.20. Maria Damanaki ledamot av kommissionen. - (EN) Jag kan inte ta tag i allt, men vad jag kan göra är att fatta mig kort. Jag vill säga att vi hanterar alla problem som ledamöterna tar upp. Som Karel De Gucht och jag redan har nämnt försöker vi skapa jämvikt. Vi behöver en livskraftig fiskerisektor samtidigt som vi har vissa skyldigheter gentemot WTO och andra internationella organ. Jag vill försäkra alla om att vi gör vårt bästa för att bidra till att reformen av den gemensamma jordbrukspoltiken ska göra det så bra som möjligt för våra fiskare i framtiden. Alain Cadec Herr talman! Jag anser att våra kolleger har betett sig fullständigt respektlöst och oacceptabelt i ett parlament som detta. Det ni gör här är skandalöst. Ni får mig att skämmas. Allt ni tänker på är att rösta och gå hem. Vi arbetar med ett viktigt betänkande, så i anständighetens namn kan vi väl åtminstone antingen lyssna eller lämna kammaren. Hur som helst, mina damer och herrar, efter mitt lilla utbrott är jag säker på att de flesta av er kommer att rösta för betänkandet, och eftersom jag har tillfället vill jag tacka kollegerna i utskottet för fiske och fiskerisektorn, särskilt ordföranden Carmen Fraga Estévez, som gick med på att ta upp denna fråga och ge mig förtroendet att författa detta betänkande. Jag vill också tacka skuggföredragandena Luis Manuel Capoulas Santos, Britta Reimers, Marek Józef Gróbarczyk och Isabella Lövin för deras bidrag till alla diskussioner och ändringsförslag. Dessutom vill jag tacka alla dem som bidragit till betänkandet och de företrädare för sektorn som gjort det möjligt för mig att göra mina efterforskningar, särskilt tjänstemännen från generaldirektoratet för handel och generaldirektoratet för havsfrågor och fiske. Jag tänker på Zoltan Somoguy och Miriam Garcia Ferrer från generaldirektoratet för handel samt Pierre Amilhat, Christian Rambeau och Juan Ranco från generaldirektoratet för havsfrågor och fiske, och jag vill tacka er fru Damanaki för att ni här och er också herr De Gucht, även om jag inte är helt nöjd med era svar, som egentligen inte är några svar eftersom de föregick mitt anförande. I alla fall vill jag också tacka Mauro Belardinelli från min grupp, Ollivier Gimenez, mina assistenter, Emilie Herrbach och Vincent Guerre, och så vill jag särskilt nämna Philippe Musquar, som har hjälpt mig mycket med betänkandet och de tankar som ligger till grund för det. Till slut ber jag att få tacka er på förhand för era röster. Talmannen Anledningen till att Karel De Gucht inte svarade var allt oväsen i denna lokal, så jag vill be båda kommissionsledamöterna om ursäkt för oväsendet. Debatten är härmed avslutad. Omröstningen kommer strax att äga rum.

Anföranden på en minut om frågor av politisk vikt Talmannen Nästa punkt är anföranden på en minut om frågor av politisk vikt. Jag kommer att vara mycket sträng och avbryta talarna efter exakt en minut. 31 ledamöter står på listan, men många - eller åtminstone några av dem - är inte närvarande. Detta är inget ”catch the eye”-förfarande, men i stället har vi en lista med talare som har begärt att få hålla anföranden på en minut. Dragoş Florin David (RO) I november lade Europeiska kommissionen fram sin rapport för 2008 om Makedonien. I denna rapport betonas de framsteg som har gjorts det senaste året, men det ges inget exakt datum för när anslutningsförhandlingarna ska inledas. Jag anser att de framsteg som har gjorts inom ekonomin, de administrativa reformerna och de rättsliga reformerna, i kombination med den rådande situationen på Västbalkan, ger Makedonien rätt att hoppas på att ett datum kommer att fastställas för inledande av anslutningsförhandlingar under 2009. För att detta ska ske måste Makedoniens parlament och regering göra mer ihållande och ansvarsfulla insatser för att skapa ett demokratiskt klimat så att det inför de kommande kommunalvalen och presidentvalet i mars 2009 finns en god insyn och goda förutsättningar för demokrati. Samtidigt vill jag uppmana kommissionen att komma ihåg de framsteg Makedonien har gjort de senaste åren, och det ansvar landets parlament och regering har tagit. Kommissionen bör även ange huvuddragen i en handlingsplan för att häva visumkraven för makedonska medborgare... (Talmannen avbröt talaren.) Marusya Ivanova Lyubcheva (BG) Jag vill uppmärksamma de sanktioner mot Bulgarien som generaldirektoratet för utvidgning vidtagit genom att dra tillbaka ackrediteringen för två organ som blivit berättigade medel från EU:s föranslutningsfonder. Den bulgariska regeringens insatser måste ses som ett förbehållslöst accepterande av de villkor som satts av EU. Regeringen har i hög grad synkroniserat lagstiftningen, förändrat lagen om offentligt anbudsförfarande, strafflagen samt den nya lagen om intressekonflikter, utfört personalförändringar och satsat alla nationella resurser på att förbättra systemet för förvaltning och övervakning av EU-medel, vilket är ett bevis på dess verkliga engagemang. Att dra in ackrediteringen har knappast varit den bästa åtgärd som vidtagits, den verkar även som en varningssignal inför nästa EU-utvidgning. Kravet på att följa EU:s kriterier måste åtföljas av jämlik behandling av alla länder och samarbete för att lösa problem. Bulgariens regering för en bestämd politik i kampen mot... (Talmannen avbröt talaren.) Marco Cappato - (IT) Herr talman, mina damer och herrar! Den tibetanska exilregeringens myndigheter har gett ut ett memorandum, ett dokument och förslag om att ge Tibet verklig autonomi, som de lämnade till de kinesiska myndigheterna under förhandlingarna. Detta är det levande beviset, om det någonsin har behövts, på att de kinesiska myndigheterna har ljugit och fortsätter att ljuga när de vidhåller att Dalai Lamas och de tibetanska myndigheternas verkliga mål är att bli självständiga. Dalai Lama kommer att gästa oss i morgon och kommer att tala till parlamentet. 34 kolleger kommer från och med midnatt, vilket är mycket snart, att inleda en 24-timmars hungersstrejk, en fasta för att stödja Dalai Lama. Hans Helighet meddelade oss i dag att han själv kommer att delta i denna fasta. Jag anser att det mest påtagliga sättet just nu genom vilket parlamentets talman måste stödja och utföra... (Talmannen avbröt talaren.) Ewa Tomaszewska (PL) Herr talman! Europaparlamentet följer inte principen om icke-diskriminering. Flerspråkigheten i kammaren respekteras inte heller. Det har förekommit språklig diskriminering vid parlamentets utskotts- och delegationsmöten. Särskilt besvärande är den utan förvarning minskade tillgången till tolkning vid utfrågningar eller omröstningar när vi diskuterar muntliga ändringsförslag. Så länge det inte införs ett förbud i arbetsordningen mot att man inleder möten utan att ha tillgodosett kraven på tolkning, kommer dessa incidenter att fortsätta att upprepas. Dessutom informerar inte ekonomiavdelningen på det språk som talas av ledamöterna. Den ekonomiska konsekvensen av de resulterande missförstånden får ledamoten i fråga stå för. Avsiktlig språklig diskriminering förekommer även i EuroNews. Jag vill därför föreslå att EuroNews bara ska medfinansieras av de stater vars språk nyheterna sänds på... (Talmannen avbröt talaren.) Pedro Guerreiro (PT) Herr talman! Jag vill ta detta tillfälle i akt för att uttala ett fördömande och en vädjan i kampen för att försvara produktion och sysselsättning med tillhörande rättigheter inom textil- och konfektionssektorn. Mitt fördömande gäller det växande antalet företag som stänger eller flyttar sina fabriker, den ökande arbetslösheten och de fall av drastiskt ökande exploatering av arbetstagare som kännetecknar liberaliseringen av denna viktiga sektor. Min vädjan är att Europaparlamentet omedelbart ska planera in en debatt om textil- och konfektionssektorn i de olika medlemsstaterna. Vid denna debatt måste man särskilt ta upp EU:s och Kinas gemensamma övervakningssystem som upphör att gälla den 31 december 2008. Jag vill även att parlamentet ska utvärdera hur väl de rekommendationer som parlamentet antog för nästan ett år sedan har följts. Urszula Krupa (PL) Herr talman! Får jag använda detta forum som parlamentet erbjuder för att be om stöd för initiativet från de polska patriotiska sällskapen om att begära att den 25 maj, dagen då kapten Witold Pilecki sköts, ska uppmärksammas som den europeiska dagen för hjältarna i kampen mot totalitarism. Den brittiske historikern professor Michael Foot betraktade kapten Pilecki som en av de sex modigaste deltagarna i andra världskrigets motståndsrörelse. Witold Pilecki var officer i den polska armén. Han deltog i septemberkampanjen under den tyska ockupationen av Polen och organiserade en motståndsrörelse i Auschwitz efter att frivilligt ha blivit fånge där. Efter att ha flytt från nazistlägret kämpade han i Warszawaupproret och i den andra polska folkarmén i Italien, och vid sin återkomst till det kommunistiska Polen arresterades han av den kommunistiska säkerhetstjänsten och sattes i fängelse, där han torterades, dömdes till döden och sköts den 25 maj 1948. Kapten Pilecki vigde sitt liv åt kampen mot 1900-talets kriminella diktaturer. Jim Allister (EN) Herr talman! Förra måndagen uttryckte sig talman Hans-Gert Pöttering under sitt besök i Belfast mycket positivt om EU:s stöd till vad som förskönande kallas för ett ”konfliktomvandlingscentrum” där det tidigare Maze-fängelset låg, och där några av de mest avskyvärda och illasinnade terroristerna med rätta satt fängslade. Det var även här som tio dömda IRA-terrorister tog livet av sig under sin hungersstrejk. Något som talmannen kanske inte uppskattade var att de irländska republikanerna, som älskar att vältra sig i självömkan, på grund av den här historien bestämt sig för att göra en egen omvandling av ett sådant centrum och göra det till en helgedom för några av de ondaste terrorister denna generation bevittnat. Därför vore det så vansinnigt av EU att låta sig luras att finansiera sådana obsceniteter och talmannens dårskap... (Talmannen avbröt talaren.) Nicolae Vlad Popa (RO) Söndagen den 30 november inträffade en historisk händelse i Rumänien när vänstern besegrades i det allmänna valet där enmansvalkretsar användes för första gången. Liberaldemokraterna fick de flesta platserna i parlamentet och kunde tillsammans med de andra center-högerpartierna, Nationalliberalerna och det ungerska partiet UMDR bilda en bekväm majoritet för att stödja en regering under ledning av en premiärminister från Liberaldemokratiska partiet. Tyvärr har socialdemokraterna i Rumänien för tidigt meddelat att de har vunnit valet. Faktum är att vissa socialdemokratiska ledare i Europaparlamentet och även regeringschefer har vilseletts av denna information. Därför är det tydligt att dessa ledares ståndpunkt kommer att förändras, med tanke på det faktiska valresultatet i Rumänien. Neena Gill (EN) Herr talman! Låt mig först tala för delegationen för förbindelserna med Indien och uttrycka mitt uppriktiga deltagande med familj och vänner till alla dem som dödades i de fruktansvärda terrordåden i Mumbai förra veckan, och önska alla skadade ett snabbt tillfrisknande. Jag vill även uttrycka mitt medlidande med de kolleger och tjänstemän från Europaparlamentet som hamnade mitt i dessa fruktansvärda och vansinniga attacker. Jag har skrivit till Indiens premiärminister och delstaten Maharashtras chefsminister för att uttrycka vårt medlidande. Samordnade attacker av detta slag är utformade för att sprida rädsla och misstro bland medborgarna och för att testa demokratins lojalitet med djupt rotade värderingar. Därför kräver dessa attacker ett bestämt bemötande från alla som värnar om demokrati och internationell rätt. Därför välkomnar jag talman Hans-Gert Pötterings kraftfulla uttalande till stöd för Indien. Vi som parlament behöver gå längre än bara ord och vidta konkreta åtgärder som kan stödja Indiens behov. Marco Pannella - (IT) Herr talman, mina damer och herrar! Jag anser att vi just nu bör vara medvetna om att vi, när vi talar om Tibet och Dalai Lama, faktiskt mest talar om oss själva. För några dagar sedan gjordes det simpla tillkännagivandet att president Nicolas Sarkozy tänkte drista sig till att möta Dalai Lama i Polen. Vi har dock viftats bort utan att någon har lyssnat på oss, vi har blivit avfärdade och inte fått någon möjlighet att få ett möte. Det europeiska samhället i övrigt får välkomna, tala till, ta emot och lyssna till Dalai Lama. Varför är det så, herr talman? Jag anser att svaret är ganska uppenbart. Vi vet att 80 procent av européerna, om de skulle tillfrågas, skulle ge sitt stöd till Dalai Lama... (Talmannen avbröt talaren.) László Tőkés (HU) Herr talman! År 1009, för tusen år sedan, instiftade Sankt Stefan av Ungern stiftet Gyulafehérvár i Transsylvanien. Denna viktiga händelse i kyrkohistorien är en symbol för att Ungern efter att ha konverterat till kristendomen blev en del av dåtidens Europa. Under 1500- och 1600-talet var Gyulafehérvár huvudstaden i det självständiga furstendömet Transsylvanien, och regionen blev en symbol för tolerans och religionsfrihet. År 1918 tillkännagav Rumäniens nationalförsamling i Gyulafehérvár rätten till självstyre för den ungerska minoriteten i Transsylvanien, efter Rumäniens annektering av Transsylvanien. Rumänien har fortfarande skyldigheter gentemot EU på grund av detta beslut. För att hedra Gyulafehérvár rekommenderar jag att ärkestiftets millennium... (Talmannen avbröt talaren.) Marcin Libicki (PL) Den 27 december kommer vi att fira 90-årsdagen för Wielkopolskaupproret. Tack vare segern i detta uppror blev den gamla polska provinsen Wielkopolska eller Storpolen en del av det nya Polen. Denna framgång kostade mycket. Den kostade blodet från över 2 000 döda och 20 000 skadade. Vi hedrar deras minne. Ilda Figueiredo (PT) Alltfler fall av utpressning mot arbetstagare - där de tvingas gå med på villkor som gör att de förlorar alla sina rättigheter - börjar inträffa under förevändning av den kapitalistiska krisen. Tydliga exempel på detta är Peugeot/Citroëns produktionscentrum i Mangualde och Renaults industrianläggning i Cacia i Aveiro. Båda dessa företag är en del av den portugisiska bilindustrin. I båda fallen gavs ett betydande ekonomiskt stöd i syfte att skydda sysselsättningen, både från regeringen och från EU, på villkor att företagen skulle skapa fler arbetstillfällen. Men Peugeot/Citroëns ledning i Mangualde vill nu omintetgöra de rättigheter som man har kämpat för och som bevarats i arbetsrätten genom att tvinga arbetstagarna att acceptera skadliga villkor som sätter deras liv i fara. På Renaults industrianläggning i Cacia har ledningen bestämt sig för att minska produktionen detta år och förbereder sig på att inte förnya visstidskontrakt trots att de har gått med på att expandera... (Talmannen avbröt talaren.) Desislav Chukolov (BG) Den 27 november detta år är det 89 år sedan Bulgarien förödmjukades genom undertecknandet av fredsavtalet i Neuilly, där vårt fosterland blev berövat områden som än i dag är bosatta av människor med ett bulgariskt självmedvetande. De områden som ligger inom gränserna för nuvarande Serbien och Makedonien bör återlämnas till Bulgariens myndighetsområde eftersom dessa länder inte kan ses som den serbokroatiska och den slovenska statens arvingar. FN och världssamfundet erkände inte Serbien som successionsstat till Jugoslavien och den tidigare jugoslaviska republiken Makedonien har inte ens erkänts med det namn som anges i landets konstitution. Vi, Atakas patrioter, insisterar på att återlämnandet av de västra territorierna klaras upp innan vi börjar medlemskapsförhandlingarna med Serbien, och att Makedoniens inträde i EU får vänta tills frågan om återlämnandet av Strumicaregionen till den bulgariska staten är uppklarad. Romana Jordan Cizelj (SL) Jag vill säga några ord om kommissionens planerade åtgärder som jag läser om i media och som ett antal väljare även har påpekat för mig. Dessa åtgärder ska finansiera medborgarnas köp av nya bilar sägs det. En sådan åtgärd skulle faktiskt främja konsumism. Den skulle ge direkt hjälp till bilindustrin och gå emot vår miljöpolitik. Jag undrar också vem som ska stå för nedmonteringen och återvinningen av dessa bilar. Därför uppmanar jag kommissionen att börja, som den har gjort förut, genom att främja utvecklingen och produktionen av rena fordon med ersättningsåtgärder som införs gradvis på grundval av miljökriterierna, samtidigt som den ger tydlig information till medborgarna om hur planen att ge ny fart åt ekonomin överensstämmer med vår miljö- och klimatpolitik. Proinsias De Rossa (EN) Herr talman! Anledningen till att jag ville hålla ett anförande på en minut i dag är att jag är bekymrad eftersom Ryanair på Irland tänker lägga ett bud på det nationella flygbolaget Aer Lingus. Om det visar sig vara ett vinnande bud kommer det att skapa ett privat monopol på den irländska flygbolagsmarknaden. Kommissionen avslog detta förslag vid ett tidigare tillfälle och jag vill uppmana kommissionsledamot Neelie Kroes att avslå detta bud igen. Enligt min åsikt är det ett underbud, och det skulle inte vara bra för Irlands ekonomi om detta flygbolag hamnade i händerna på Ryanair som inte hyser någon lojalitet alls med Irlands ekonomi. Sylwester Chruszcz (PL) Herr talman! Får jag göra parlamentet uppmärksamt på en extraordinär händelse som ägde rum i juli i staden Brody i Ukraina. Ett monument avtäcktes där till minne av soldaterna i den mordlystna galiziska Waffen SS-divisionen. Jag anser att det är en oerhörd skandal att det på 2000-talet, i en tid då länder försonas, är möjligt för en grupp människor med uttalade nationalistiska och fascistiska sympatier att förhärliga en mordlysten enhet som har miljoner européers död på sitt samvete, däribland mina egna landsmän som gick under 1943-1945 som en del av det planerade folkmordet i västra Ukraina. Jag hyser inga tvivel om att de flesta ukrainare delar min oro i den här frågan. Jag anser även att de ukrainska myndigheterna inte längre kan stå likgiltiga inför dessa skandalösa försök att skriva om historien. Jag vädjar även till parlamentet och EU-institutionerna... (Talmannen avbröt talaren.) Anna Záborská (SK) Den 10 december kommer 60-årsdagen för den allmänna förklaringen om de mänskliga rättigheterna att firas över hela världen. Hans Helighet Dalai Lama kommer att besöka vårt parlament i morgon. Kina är ett av de länder som har skrivit under förklaringen men som bryter mot de mänskliga rättigheterna för män, kvinnor och barn. Som ordförande i utskottet för kvinnors rättigheter och jämställdhet mellan kvinnor och män vill jag påminna er om ettbarnspolitiken, som är ett tydligt bevis på att regimen i Kina är totalitär och odemokratisk. Denna politik bryter uppenbart mot ett flertal mänskliga rättigheter. Låt mig nämna bara några av dem: dödande av oönskade flickor på grund av könsselektion, människohandel, sexslaveri, barnarov, förnekande av den rättsliga existensen för barn från andra graviditeten eller senare graviditeter, övergivna barn, våld mot gravida kvinnor, påtvingade aborter, problem efter aborter och självmord bland kvinnor. Den demokratiska världen borde tydligt uttrycka sina reservationer mot Kinas politik och övervaka... Silvia-Adriana Ţicău (RO) I Rumänien har vänstern vunnit valet eftersom den fick flest röster och det största procentantalet i söndagens val. Detta är ett faktum som inte kan ignoreras eller förvrängas. Den 3 december är det den internationella dagen för handikappade. En av fyra familjer har en handikappad person bland sina familjemedlemmar. Mot bakgrund av den ekonomiska och finansiella krisen hör vi nästan varje dag nyheter om tusentals uppsägningar i medlemsstaterna. I detta tuffa klimat blir situationen för handikappade personer allt sämre. Hur ska handikappade personer kunna hitta en sysselsättning som ger dem en skälig lön när tusentals människor utan handikapp förlorar sina jobb? Jag uppmanar kommissionen att omedelbart vidta riktade åtgärder för att stödja handikappade personer. Särskild uppmärksamhet bör riktas mot ovanliga sjukdomar som leder till fysiska eller mentala funktionshinder. Jag hoppas att vi under 2009, som är innovationsåret, kommer att investera mer i forskning som syftar till att fastställa... (Talmannen avbröt talaren.) Colm Burke (EN) Herr talman! Alla EU-länder måste ha en lagstiftning som kriminaliserar utövandet av kvinnlig könsstympning. De behöver även vidta åtgärder för att möta de behov som finns bland kvinnor och flickor från nya migrantsamhällen som riskerar att utsättas för kvinnlig könsstympning. Jag välkomnar det engagemang som Irland nyligen visade genom att som en av 15 medlemsstater lansera en nationell handlingsplan för kvinnlig könsstympning. Uppskattningsvis 2 500 kvinnor som bor på Irland har utsatts för kvinnlig könsstympning i andra länder. I den irländska planen framhäver man de risker som kvinnlig könsstympning utgör för kvinnor och flickor och sätter upp politiska mål för att hantera dess skadliga effekter. Statistiken visar också att 26,9 procent av de 9 624 kvinnor som nu bor på Irland och som kommer från länder där man utövar kvinnlig könsstympning har utsatts för någon form av kvinnlig könsstympning. För att få ett slut på detta måste vi anta en lag som helt och hållet förbjuder kvinnlig könsstympning. Csaba Sógor (HU) Sann dialog mellan kulturer är bara möjlig när alla får använda sitt modersmål och utöva sina individuella eller kollektiva rättigheter. I dag och i morgon uttrycker Europaparlamentet sin solidaritet med Tibets befolkning. Mer än 500 personer har anslutit sig till den tysta demonstrationen för att stödja tibetanernas rätt att använda sitt modersmål, utöva sin religion och uppnå verklig autonomi. Inom EU finns traditionella etniska minoriteter som inte kan studera eller använda sitt modersmål fritt, och som saknar kulturell och territoriell autonomi. Dessutom finns det länder som har återinfört föreställningen om kollektiv skuld, som för tankarna till andra världskriget, eller länder som fortfarande vill förlita sig på de gamla kommunistlagarna från 1940-talet för att skydda de traditionella etniska minoriteternas rättigheter. EU:s agerande för de minoriteter som lever på kinesiskt territorier kan vara effektiva om ... (Talmannen avbröt talaren.) Zita Pleštinská (SK) Vi lever i en tid med stora möjligheter, men även med hot. Människan kan förstöra mycket snabbare än hon kan bygga upp. Terroristattackerna i Mumbai i Indien som kostade 200 oskyldiga civila livet visade oss än en gång att den mänskliga förmågan att förstöra inte har några gränser. Terrorism är ett nytt krig utan gränser och utan fronter, så rädslan för kärnvapen och biologiska vapen är inte ogrundad. EU är en modell för samexistens för människor från olika kulturer och religioner. Dess kristna arv ger EU ansvaret för världsfred, och gör att EU kan bli en källa till hopp om fredlig samexistens och ömsesidig respekt. Därför är ”Benedict's Europe in a Crisis of Cultures” en samling rekommendationer som påven Benedictus XVI ger EU i sin bok. Jag tror inte att EU kommer att ignorera dessa rekommendationer, utan följa dem. Avril Doyle (EN) Herr talman! Återvinningssektorn i EU har en omsättning på 24 miljarder euro och sysselsätter omkring 500 000 personer. Den utgörs av 60 000 företag och EU står för omkring 50 procent av världens av avfalls- och återvinningsindustrier. Denna sektor befinner sig emellertid just nu i kris på grund av att priserna på återvunna material kollapsat på världsmarknaderna, och det är inte längre ekonomiskt hållbart för avfallsföretag att fortsätta sin verksamhet. Med tanke på hur viktig denna sektor är för den hållbara konsumtionen och produktionen i EU, vill jag uppmana kommissionen att utan dröjsmål genomföra de rekommendationer i rapporten från kommissionens egen arbetsgrupp för återvinning som sammanställdes vid förberedelsen av meddelandet ”Ett pionjärmarknadsinitiativ för Europa”. Talmannen Punkten är härmed avslutad.

2009. gada vasarā notikušie mežu ugunsgrēki (debates) Priekšsēdētāja Nākamais punkts ir Komisijas paziņojums par 2009. gada vasarā notikušajiem mežu ugunsgrēkiem. Stavros Dimas Priekšsēdētājas kundze, vispirms es vēlētos izteikt savu atbalstu tiem, kurus skāra nesenie mežu ugunsgrēki. Šovasar Kopiena deva nozīmīgu ieguldījumu, lai dzēstu daudzos nopietnos mežu ugunsgrēkus, kuri bija izcēlušies vairākās dalībvalstīs. Izmēģinājuma programma attiecībā uz ES mežu ugunsgrēku taktisko rezervi bija ļoti nozīmīga un sniedza atbalstu mežu ugunsgrēku skartajām dalībvalstīm. Es gribētu īpaši pateikties Eiropas Parlamentam par finansējuma apstiprināšanu minētajai izmēģinājuma programmai. Man arī jāsaka, ka šī izmēģinājuma programma ir tikai neliela daļa, daļējs Michel Barnier ziņojumā minēto priekšlikumu un ideju īstenojums, un es gribētu arī izteikt pateicību referentam. Šī izmēģinājuma programma būtiski pastiprināja Kopienas Civilās aizsardzības mehānismu un attiecīgi iespēju palīdzēt dabas katastrofās cietušajām valstīm. Francija, Itālija, Spānija un citas dalībvalstis izmantoja Eiropas Kopienas Civilās aizsardzības mehānismu, lai nodrošinātu ugunsgrēku dzēšanu no gaisa Grieķijā, Itālijā, Portugālē un citās valstīs. Patiesībā pirmo reizi minētās izmēģinājuma programmas ietvaros kopā ar Grieķijas, Portugāles un Francijas gaisa ugunsdzēsības spēkiem uguns dzēšanā tika iesaistītas arī divas Kopienas ugunsdzēsības lidmašīnas, tādējādi izveidojot neatkarīgu Kopienas ugunsdzēsības brigādi. Saistībā ar šiem nesenajiem ugunsgrēkiem daudzi politiķi, zinātnieki, žurnālisti un vienkāršie iedzīvotāji aicināja izveidot specializētu Eiropas ugunsdzēsības dienestu, kas spētu tieši un efektīvi sniegt palīdzību gadījumā, ja valsts ugunsdzēsības resursi ir nepietiekami. Šajā saistībā tika paveikts milzīgs darbs, lai izveidotu neatkarīgus palīdzības spēkus mežu ugunsgrēku dzēšanai, un, kā jau teicu, izšķiroša nozīme bija Eiropas Parlamenta atbalstam. Tas ļāva nodrošināt finansējumu ugunsdzēsības lidaparātu izīrēšanai, un pirmo reizi šajā vasarā, laikposmā no 1. jūnija līdz 30. septembrim, Eiropas Komisijas uzraudzībā tika izveidoti un sāka darboties ugunsdzēsības gaisa spēki - ES mežu ugunsdzēsības taktiskā rezerve, kuras lidmašīnas tika iesaistītas ugunsgrēku dzēšanā vairākās valstīs. Precīzāk, minētā rezerve tika mobilizēta sešos no deviņiem ugunsgrēku gadījumiem, kad tika lūgta palīdzība, izmantojot Eiropas Kopienas Civilās aizsardzības mehānismu. Patiesībā valsts gaisa spēku resursiem - vienalga, vai tie piederētu Grieķijai, Portugālei vai Itālijai - un tiem, kuri ieradās palīdzēt no citām valstīm, pievienojās vienīgi Kopienas ugunsdzēsības lidmašīna ar Eiropas Savienības, nevis kādas dalībvalsts simboliku. Izmēģinājuma programmas mērķis bija papildināt dalībvalstu ugunsdzēsības gaisa spēku trūkstošās jaudas, nevis aizstāt pastāvošos valsts resursus. Kā jau minēju, nofraktētās rezerves lidmašīnas šogad tika izmantotas Portugālē un Francijas dienvidos, Korsikā, Itālijā un Atikas apgabalā Grieķijā, kur bija izcēlušies nopietni ugunsgrēki. Glābšanas efektivitātes nolūkā rezerves lidmašīnu bāze ir Korsikā, kura atrodas vienādā attālumā no visām valstīm Vidusjūras krastā. Es uzskatu, ka Kopienas līmenī tagad ir steidzami vajadzīga neatkarīga un pietiekama jauda dabas katastrofu novēršanai. Mēs ceram, ka minētā izmēģinājuma programma veidos pamatu nākotnes Eiropas ātrās reaģēšanas spēkiem mežu ugunsgrēku dzēšanai un citu dabas vai cilvēka izraisītu katastrofu novēršanai. Protams, mežu ugunsgrēku jautājumā pastāv arī atšķirīgi viedokļi, kad daži atsaucas uz subsidiaritātes principu mežu resursu pārvaldības un aizsardzības jomā. Tomēr ir arī iebildes pret lielāku pilnvaru piešķiršanu Komisijai civilās aizsardzības jomā. Tāpat ir argumenti, ka Eiropas ugunsdzēsības dienests daudzām valsts iestādēm radītu maldinošu drošības sajūtu, un tās var pavirši attiekties pret vajadzīgajiem ieguldījumiem cilvēku resursos, ugunsdzēsības resursos un, vissvarīgākais, ugunsgrēku un citu dabas katastrofu novēršanā. Turklāt ir arī vairākas praktiskas problēmas un koordinācijas problēmas, jo īpaši mežu ugunsgrēku jautājumā. Piemēram, attiecībā uz to, kādi kritēriji un kādas prioritātes tiks izmantotas, lai noteiktu, kā izmantot Eiropas ugunsdzēsības gaisa spēku vienības, ja ugunsgrēki izceļas vienlaikus vairākās valstīs, piemēram, Portugālē un Grieķijā. Katrā gadījumā visi minētie jautājumi tiks izskatīti un analizēti Eiropas Komisijas ziņojumā, kas iesniegts apspriešanai Ministru padomē un Eiropas Parlamentā saistībā ar izmēģinājuma programmas darbību šajā vasarā. Gan Padome, gan Eiropas Parlaments, gan Komisija jāpārliecina sadarboties šī mehānisma izveidošanā. Protams, dalībvalstis tajā pašā laikā nedrīkst nevērīgi izturēties pret saviem pienākumiem informācijas, izglītības un profilakses jomā. Es gribētu dažos vārdos pastāstīt mazliet vairāk par Kopienas Civilās aizsardzības mehānismu, kuru izveidoja 2001. gadā un kurš savas pastāvēšanas pirmajos gados jau dažas reizes sniedza palīdzību ugunsgrēkos. Kopš 2005. gada ugunsdzēsības pasākumi gan Eiropas Savienībā, gan ārpus tās - aptuveni 50 % Eiropas Savienībā un 50 % ārpus tās - palielinājās pieckārt, un mēs būtiski uzlabojām koordinācijas darbu un palīdzību, kuru mēs nodrošinām ar Kopienas Civilās aizsardzības mehānisma starpniecību. Visiem ir zināms, cik svarīgi bija sniegt palīdzību gan cunami, gan viesuļvētras "Katrīna” gadījumā. Patiesībā mēs bijām pirmie, kas abos gadījumos nosūtīja speciālistus uz dabas katastrofas skartajām teritorijām. Tomēr, kā jau iepriekš teicu, darāmā mums ir ļoti daudz, un visi, kas lasa Barnier kunga ziņojumu, sapratīs, cik ļoti mēs varam uzlabot civilo aizsardzību attiecībā uz Eiropas iedzīvotājiem un, protams, attiecībā uz vides aizsardzību. Theodoros Skylakakis PPE grupas vārdā. - (EL) Priekšsēdētājas kundze! Katru gadu Dienvideiropā ugunsgrēki iznīcina 400 000 hektārus mežu. Tā ir sistēmiska rakstura liela mēroga nelaime, un nākamajās desmitgadēs tā tikai palielināsies. Vismaz 30 - 40 gadus mēs, neraugoties uz visiem centieniem samazināt siltumnīcefektu radošās gāzes, pieredzēsim negatīvas klimata pārmaiņas, jo īpaši Eiropas dienvidos, kur meži ir īpaši jutīgi pret šādām pārmaiņām. Nākotnē mēs saskarsimies ar postošākiem ugunsgrēkiem un nopietnākiem apdraudējumiem. Parastos apstākļos ugunsgrēku dzēšana ir dalībvalstu pienākums, un dalībvalstis Dienvideiropā veiksmīgi tiek galā ar desmitiem tūkstošu ugunsgrēku viena gada laikā. Tomēr katru gadu ir izņēmuma gadījumi, kad ugunsgrēki ir ārkārtīgi iznīcinoši un to dzēšanai ir vajadzīga citu valstu palīdzība un solidaritāte. Eiropas Tautas partijas (Kristīgo demokrātu) ierosinātais lēmums ir pamatots uz minētajiem atzinumiem, un cita starpā tajā skaidrota steidzamā vajadzība izveidot efektīvu Eiropas ātrās reaģēšanas dienestu, kā to minēja komisārs S. Dimas un savā ziņojumā ierosināja Barnier kungs. Lēmumā atspoguļota vajadzība elastīgi un nekavējoties mobilizēt Eiropas Solidaritātes fonda līdzekļus, izvirzīt Dienvideiropas mežu ugunsgrēkus par prioritāti ES rīcības plānā, kurš patlaban tiek gatavots, lai pielāgotos klimata pārmaiņām, un vajadzība pēc iespējas drīzāk iesniegt Komisijas priekšlikumu par Eiropas politiku dabas katastrofu seku likvidēšanai. Manai valstij, un jo īpaši cietušajiem iedzīvotājiem, ir svarīgi, lai Eiropas Parlaments apstiprinātu šo lēmumu. Ir būtiski, lai Parlaments parādītu savu izpratni šajā Dienvideiropai ļoti svarīgajā jautājumā. Anni Podimata S&D grupas vārdā. - (EL) Priekšsēdētājas kundze, komisāra kungs! Šogad atkal ir atkārtojusies bēdīgā mežu ugunsgrēku vēsture, un katru rudeni mums atkal nākas apspriest jautājumus par ugunsnelaimes skarto teritoriju atjaunošanu un palīdzību cietušajiem. Šogad Grieķijā mēs kārtējo reizi žēlojamies par simtiem tūkstošu hektāru nodegušiem mežiem un skaitļos neaprēķināmiem postījumiem videi un ekonomikai, lai gan Spānija, Portugāle, Itālija un Francija cieta tikpat milzīgus postījumus. Komisāra kungs, kā jūs jau norādījāt, skaidrs ir tas, ka mēs acīmredzot nemācāmies no nesen pašu pieļautajām kļūdām. Vismaz sešus gadus mēs esam runājuši par kopējiem Eiropas civilās aizsardzības spēkiem. Tā ir bijusi Eiropas Parlamenta nemainīga prasība, lai gan atsevišķu dalībvalstu pieļautās kļūdas ir mazinājušas šīs prasības nozīmīgumu. Kļūdas, izstrādājot un piemērojot aizsargmehānismus un profilaktiskos pasākumus, nespēja vai nevēlēšanās ieviest stingru tiesisko regulējumu, nosakot par obligātu prasību mežu atjaunošanu izpostītajās teritorijās, un nespēja izmantot visus pieejamos Kopienas resursus, lai atlīdzinātu zaudējumus cietušajiem. Kopienas līmenī par Komisijas galvenajām prioritātēm ir jāizvirza galvenokārt civilās aizsardzības spēki, tieša Solidaritātes fonda līdzekļu iesaistīšana un, pats svarīgākais, to atbrīvošana no birokrātiskajiem mehānismiem. Visbeidzot, komisāra kungs, jūs zināt labāk par mums visiem, ka mēs saskaramies ar jaunas paaudzes ugunsgrēkiem, tā saucamajiem augstas intensitātes ugunsgrēkiem, kuri ir cieši saistīti ar klimata pārmaiņām un galvenokārt skar Vidusjūras reģiona un Dienvideiropas mežus. Tāpēc mums nekavējoties jāpārstrādā mežu aizsardzības politika valstu un Kopienas līmenī, pielāgojot ugunsgrēku novēršanas un dzēšanas metodes jaunajiem apstākļiem un integrējot šo politiku jaunajā pasākumu programmā, kura tiks īstenota, lai dalībvalstis spētu risināt ar klimata pārmaiņām saistītās problēmas. Izaskun Bilbao Barandica ALDE grupas vārdā. - (ES) Priekšsēdētājas kundze! Komisāra kungs, liels paldies jums par skaidrojumiem. Patiesi, es domāju, ka mums ir vajadzīga Kopienas politika, galvenokārt, lai novērstu ugunsgrēku izcelšanos, jo mēs jau redzējām, ka ugunsgrēki notiek visas vasaras garumā. Es gribētu sākt savu uzstāšanos, pieminot četrus ugunsdzēsējus, kuri gāja bojā jūnijā Tarragonas pašvaldībā Horta de Sant Joan, un izteikt visdziļāko līdzjūtību viņu ģimenēm un kolēģiem. Mums ir vajadzīga ne vien ugunsgrēku profilakses politika, bet arī koordinācijas politika. Mēs nedrīkstam aizmirst, ka daudzu ugunsgrēku gadījumā ir aizdomas, ka tie ir izraisīti spekulatīvas politikas dēļ un ir saistīti ar teritorijas apbūves plāniem. Tāpēc es domāju, ka mums Eiropā ir jāstrādā, lai veicinātu drošību, veicot izmeklēšanas un nosakot vienotus sodus par noziedzīgiem nodarījumiem pret vidi. Mums būtu jāapsver arī iespēja vajāt šos noziedzniekus, izmantojot Eiropas apcietinājuma orderi. Mums ir jānodrošina speciālistiem visi vajadzīgie resursi, lai izstrādātu novatoriskus mehānismus laikapstākļu, vēja un temperatūras mērījumiem un nodrošinātu darbam nepieciešamos apstākļus, jo tieši speciālisti ir tie, kas galu galā rūpējas par mūsu drošību. Michail Tremopoulos Priekšsēdētājas kundze! Interesanti, ka tieši grieķi visvairāk runā par šo satraucošo un visai Dienvideiropai ārkārtīgi svarīgo jautājumu, ņemot vērā, ka plaši mežu ugunsgrēki regulāri iznīcina milzīgas teritorijas un negatīvi ietekmē dzīves kvalitāti, bioloģisko daudzveidību, reģionālo attīstību un iedzīvotāju nākotni. Bieži vien, līdzīgi kā nesen Grieķijā, mežu ugunsgrēki izceļas vājās un pretrunu pilnās mežsaimniecības un mājokļu politikas dēļ, jo tā veicina mežu dedzināšanu un apmežotās zemes nelikumīgu iegūšanu savā īpašumā. Diemžēl arī abas lielākās partijas ir centušās mazināt un vājināt mežu konstitucionālo aizsardzību. Pastāvīgais spiediens, lai ieviestu izmaiņas zemes izmantošanā, dzīvojamo rajonu attīstība un, protams, nekontrolēta atkritumu izgāztuvju dedzināšana vai pašaizdegšanās, nemaz nerunājot par klimata pārmaiņām, un tas, ko atsevišķi cilvēki uzskata par vienkāršu alibi, tagad vel vairāk palielina dabas katastrofu iespējamību. Tāpēc ir svarīgi koordinēti sadarboties, pievēršot vairāk uzmanības profilaksei, aizsardzībai un precīzai riska pārvaldībai Eiropas līmenī. Šajā saistībā mums ir jānodrošina ilgtspējīgas kopējas Eiropas mežsaimniecības politikas piemērošana un jāuzrauga, lai Kohēzijas fonda, Reģionālās attīstības fonda un Solidaritātes fonda līdzekļi, kas paredzēti riska novēršanai un pārvaldībai un cietušo apgabalu atjaunošanai, faktiski tiktu izmantoti racionāli un ilgtspējīgā veidā. Fondu līdzekļi cietušo apgabalu atjaunošanai jāizmanto, pamatojoties uz racionāliem mežu atjaunošanas pasākumiem un zinātniskiem pētījumiem, un mēs vēlamies uzsvērt, ka dalībvalstīm ir jāatmaksā izmantotie fondu līdzekļi, ja tiek konstatēts, ka cietušās meža teritorijas ir pārklasificētas par teritorijām mājokļu būvniecībai vai tūrisma attīstībai. Nesenā pagātnē, tikai pirms diviem gadiem, Parlaments pieņēma vairākas rezolūcijas, kurās bija ietverti ieteikumi profilaktiskajiem pasākumiem un ātrai rīcībai dabas katastrofu gadījumā, bet kuras diemžēl netika efektīvi īstenotas. Mēs uzskatām, ka mežu un bioloģiskās daudzveidības aizsardzība ilgstošā laikposmā ir iespējama tikai tad, ja valsts, reģionālā un vietējā līmenī piemēro dzīvotspējīgu riska novēršanas un pārvaldības politiku, aktīvi iesaistot vietējo sabiedrību, mudinot cilvēkus izvēlēties dzīvi lauku reģionos, radot jaunas "zaļās” profesijas, piedāvājot mūžizglītību un apmācību un stiprinot mežsaimniecības dienestus, īpaši atbalstot brīvprātīgo ugunsdzēsēju brigādes mežu ugunsgrēku dzēšanai. Visbeidzot, mums ir jāpalielina centieni izstrādāt efektīvākus ātrās reaģēšanas mehānismus cīņai ar dabas katastrofām, stiprinot pastāvīgās civilās aizsardzības vienības, kuras pieminēja Dimas kungs, un aktīvāk jāizmanto Barnier kunga ziņojumā sniegtie secinājumi. Šajā saistībā mēs šodien iesniedzam rezolūciju Eiropas Parlamentam, cerot, ka tiks panākts progress attiecībā uz kopīgu darbību un sadarbību dalībvalstu starpā dabas katastrofu novēršanas un pārvaldības jomā un ka šim nolūkam paredzētie Eiropas Savienības fondi tiks izmantoti efektīvāk. Mēs esam to parādā nākamajai paaudzei. Nikolaos Chountis GUE/NGL grupas vārdā. - (EL) Priekšsēdētājas kundze! Mana valsts Grieķija jau trešo gadu pēc kārtas piedzīvoja mežu ugunsgrēkus, kas nopostīja plašas teritorijas. Traģiskie ugunsgrēki, kas izcēlās 2007. gadā, un arī šogad Atikas ziemeļaustrumos notikušie ugunsgrēki liecina par nepilnībām ugunsdrošības un vides aizsardzības sistēmā. Es gribētu atgādināt Parlamentam, ka Eiropā Atēnas ir galvaspilsēta, kurā ir vismazākā zaļās zonas platība attiecībā pret iedzīvotāju skaitu un visaugstākais atmosfēras piesārņojuma līmenis, un 2007. un 2009. gadā notikušie ugunsgrēki ir vēl vairāk saasinājuši ar vidi saistītās problēmas. Dienvideiropā izcēlušos katastrofālos ugunsgrēkus var skaidrot ar klimata pārmaiņām, bet līdz zināmai robežai. Jāņem vērā arī nepilnības valstu un Eiropas Savienības politikā, jo klimata pārmaiņu jautājums nav pienācīgi iekļauts vides stratēģijā. Grieķijas pašvaldības pieļauj nodegušo teritoriju apbūvi un valsts zemes piesavināšanos, un ES fondi nav elastīgi. Ņemot to vērā, komisāra kungs, es gribētu jums jautāt, vai Eiropas Komisija plāno ieguldīt institucionālos mežu aizsardzības pasākumos valstī, nekavējoties sākot procedūru tādu meža teritoriju karšu sagatavošanai un apstiprināšanai, ar kuru palīdzību, ja tādas būtu bijušas, šie ugunsgrēki, iespējams, būtu novērsti. Vai Komisija plāno piešķirt līdzfinansējumu pretplūdu un preterozijas pasākumiem, lai izvairītos no jaunām katastrofām cietušajās teritorijās? Vai tā ir paredzējusi finansējumu atbilstīgai mežu atjaunošanai, jo pārāk maz cietušo teritoriju tiek apmežotas? Visbeidzot, vai Eiropas Komisija plāno apspriest ar Grieķijas jauno valdību, lai kāda tā arī būtu pēc nākamajām vēlēšanām, pilsētas parka izveidošanu vecās Hellenikon lidostas teritorijā, kas būtu kā svaiga gaisa saliņa Atikas pilsētai? Liels paldies, un, kā mēs Grieķijā teiktu, daudz laimes komisāram vārda dienā! Niki Tzavela Priekšsēdētājas kundze! Komisāra kungs, es ļoti priecājos jūs šeit redzēt un dzirdēt jūsu uzstāšanos. Manuprāt, tas, ko jūs pateicāt, ir arī atbilde uz mūsu vēstuli, kuru jums nosūtījām otrajā dienā pēc ugunsgrēku izcelšanās un kurā mēs ierosinājām priekšlikumu par kopīgu rīcību Dienvideiropā ugunsgrēku novēršanā un dzēšanā, kā arī citus sīki izstrādātus priekšlikumus. Es gribētu piebilst, ka priecājos, redzot, ka visi Eiropas Parlamenta deputāti no Grieķijas un Spānijas partijām ir atsaukušies mūsu aicinājumam piedalīties šajā Eiropas Parlamenta sēdē un kopīgi izstrādāt Eiropas stratēģiju dabas katastrofu novēršanai. Komisāra kungs, varētu šķist, ka klimata pārmaiņas izraisa ugunsgrēkus un plūdus, kas tagad ir kļuvuši par nozīmīgāko strukturālo parādību, jo pieredzētie ugunsgrēki un plūdi ir strukturāla parādība. Mēs nedrīkstam domāt tikai par rīcību vidējā vai īsā laikposmā. Mums ir jāveido pamats ilgtermiņa stratēģijai. Tādēļ Vidusjūras reģiona valstu valdībām jāapvienojas centienos pārliecināt mūsu ziemeļvalstu partnerus par jūsu pieminētā mehānisma nepieciešamību gan subsidiaritātes, gan solidaritātes ietvaros. Es saprotu, komisāra kungs, ka attiecībā uz subsidiaritātes ievērošanu jums problēmas sagādā Ziemeļeiropas valstis. Es ceru, ka dabas katastrofas piemeklēs vienīgi Eiropas dienvidus, tomēr es baidos, ka klimata pārmaiņas notiek tik ātri, ka mēs varam sagaidīt dabas katastrofas - gan citādās izpausmēs - arī Ziemeļeiropā. Tāpēc jūs rīkojāties pareizi, ierosinot izstrādāt stratēģiju dabas katastrofu novēršanai. Pagaidām mums ir minētā nelielā vienība, kuras bāze atrodas Korsikā. Šajā vasarā tā darbojās teicami. Šajā saistībā komisāram vides jautājumos savos ieteikumos Komisijai un Padomei ir steidzami jāpilnveido un jāatbalsta šī vienība. Es gribētu aicināt Eiropas Parlamenta deputātus no dienvidu valstīm sadarboties ar savu valstu valdībām un atbalstīt Dimas kunga ieteikumus Komisijai un Padomei, jo tas nāks par labu visām dienvidu valstīm. Es redzēju Eiropas Tautas partijas (Kristīgo demokrātu) rezolūcijas priekšlikumu un atbalstu to. Es esmu gandarīta, ka šī rezolūcija tika ierosināta. Es vēlētos mazliet papildināt minēto Eiropas Tautas partijas rezolūcijas priekšlikumu. Ja ņem vērā, ka ugunsgrēkus un plūdus izraisa klimata pārmaiņas, Komisijai Kopenhāgenas konferencē vajadzētu īpaši uzsvērt to, cik svarīgi ir izstrādāt stratēģiju dabas katastrofu novēršanai, noteikt budžetu dabas katastrofu novēršanas izmaksu segšanai un tādējādi stiprināt minēto ES mežu ugunsdzēsības taktiskās rezerves paraugvienību. Mēs ceram, ka Kopenhāgenas konferences darba kārtībā Eiropas stratēģija dabas katastrofu novēršanai tiks izvirzīta par galveno prioritāti. Franz Obermayr (DE) Priekšsēdētājas kundze, dāmas un kungi! Nav pieļaujams, lai tas, kas šovasar notika Grieķijā, vēlreiz atkārtotos Eiropā. Grieķijā vien plosījās 75 ugunsgrēki, no kuriem seši bija pilnīgi nekontrolējami, un, kā mēs šodien dzirdējām, postošākie no tiem notika Atēnu ziemeļu pievārtē, netālu no galvaspilsētas. Tikai pateicoties galveno brīvprātīgo ugunsdzēsēju brigāžu un citu brīvprātīgo organizāciju drosmīgajai un pašaizliedzīgajai rīcībai, daudzos reģionos ugunsgrēku plosīšanās nekļuva nekontrolējama un cilvēku traģēdijas bija minimālas. Tāpēc es ļoti augstu vērtēju savus biedrus, brīvprātīgos ugunsdzēsējus, kuru ekipējums, kā jau dzirdējām, maigi izsakoties, nebija tehnisko sasniegumu paraugs. Es saku "kolēģi” un "biedri”, jo pats vairākus gadu desmitus esmu bijis Austrijas brīvprātīgo ugunsdzēsēju organizācijas loceklis, un varu paust dziļu cieņu un izpratni par paveikto. Tagad es gribētu pievērsties Komisijas komentāriem. Manuprāt, ir lieliski, ka Eiropas ātrās reaģēšanas vienības varēs palīdzēt situācijās, kad vietējās ugunsdzēsības vienības nespēj tikt galā pašu spēkiem. Tomēr es esmu pārliecināts, ka ne mazāk svarīga ir arī senā paruna "palīdzi pats sev, tad arī Dievs tev palīdzēs”, tāpēc es uzskatu, ka ir ļoti būtiski izveidot civilās aizsardzības mehānismu. Šajā saistībā es varu tikai ieteikt un mudināt izmantot esošo pieredzi, jo īpaši Centrāleiropas, Vācijas un Austrijas pieredzi, jo šeit darbojas, ja tā var teikt, visas tautas brīvprātīgo ugunsdzēsēju brigādes, kas ir sevi pierādījušas vairāk nekā gadsimtu ilgā laikposmā. Būdams ugunsdzēsējs, es arī ļoti labprāt veidotu kontaktus ar reģionālajām un valsts brīvprātīgo ugunsdzēsēju organizācijām. Šādos gadījumos arī ir interesanti ko paveikt pašam, un vajadzības gadījumā es varu piedāvāt kopā ar Grieķijas kolēģiem sagatavot izmēģinājuma projektu brīvprātīgo ugunsdzēsēju brigādes izveidošanai izraudzītajā reģionā vai pašvaldībā. Es arī ļoti labprāt aktīvi palīdzētu un iesaistītos šāda veida projektā kopā ar saviem kolēģiem no Augšaustrijas provinces ugunsdzēsēju asociācijas. Michel Barnier (FR) Priekšsēdētājas kundze, komisāra kungs, dāmas un kungi! Vispirms es, protams, vēlos pateikties komisāram S. Dimas par klātbūtni un sniegtajām atbildēm, kā arī par to, ka joprojām tiek pievērsta uzmanība šīm dabas katastrofām. Mēs kopā paveicām lielu darbu, kad priekšsēdētājs J. M. Barroso mani lūdza sagatavot jau pieminēto ziņojumu par Eiropas civilās aizsardzības spēku izveidošanu. Es iesniedzu šo ziņojumu 2006. gada 9. maijā. Tagad, to pārlasot un redzot notikušās dabas katastrofas, es saprotu, ka šī tēma nav zaudējusi aktualitāti. Acīmredzot, Tzavela kundze, Grieķija nav vienīgā. Cietušas ir visas valstis, un es gribētu piebilst, ka tās nav tikai dabas katastrofas, bet arī cilvēka izraisītas civilās katastrofas. Te es domāju kuģu katastrofas - tankkuģa "Erika” katastrofu un daudzas citas -, un Černobiļas avārijai līdzīgās rūpnieciskās avārijas. Papildus ugunsgrēkiem ir vēl citas dabas katastrofas. Te es domāju cunami. Kādu dienu mēs varam sagaidīt Vidusjūrā cunami vilni līdzīgu tam, kas 20. gadsimta sākumā pilnībā izpostīja Mesīnas pilsētu. Atklāti runājot, komisāra kungs, dāmas un kungi, mūsu izmantotie instrumenti nav piemēroti šīm katastrofām, kuras palielinās tāpēc, ka globālajai sasilšanai un transportam ir divkārša ietekme. Tādēļ es uzskatu, ka mums ir jārīkojas vērienīgāk. Es esmu pateicīgs Komisijai, komisāram S. Dimas un visām viņa komandām ģenerāldirektorātā par civilās aizsardzības mehānisma iedzīvināšanu. Es uzskatu, ka mums ir jādara vairāk. Ir iespējams pastiprināt sadarbību ar tām dalībvalstīm, kuras to vēlas. Ja visas 27 dalībvalstis nevēlas veidot civilās aizsardzības spēkus, tad lai tos sākumā veido 12 vai 15 valstis. Jūs vēl pārliecināsieties, ka tas skar pilnīgi visus. Kad es gatavoju katastrofu sarakstu, es redzēju, ka iesaistīti ir pilnīgi visi: plūdi Vācijā 2002. gadā, liela mēroga pandēmijas, kā arī terorisms. Tāpēc, komisāra kungs, es vēlētos, lai Komisija pieņem iniciatīvu turpmākajam darbam un ierosina arī dalībvalstīm turpināt darboties šajā virzienā. Parlaments, Vides, sabiedrības veselības un pārtikas nekaitīguma komiteja un Drošības un aizsardzības apakškomiteja atbalstīs jūsu aktīvās iniciatīvas. Edite Estrela (PT) Priekšsēdētājas kundze, komisāra kungs! Mēs atkal runājam par ugunsgrēkiem, jo tie katru gadu izposta daļu no Eiropas mežiem. Ņemot vērā klimata pārmaiņas un globālo sasilšanu, nākotne šķiet vēl drūmāka. No dabas katastrofām izvairīties nav iespējams, bet tās var nepieļaut. Mēs varam samazināt siltumnīcefektu radošo gāzu emisijas un izstrādāt ilgtspējīgu mežsaimniecības politiku, kurā ir novērtēts daudzveidīgais labums, kādu meži sniedz videi, galvenokārt darbodamies kā oglekli absorbējoša ekosistēma. Atklāti sakot, Eiropas civilās aizsardzības mehānisms darbojas labāk, un vairākas dalībvalstis ir paveikušas ļoti daudz un devušas lielu ieguldījumu ugunsgrēku novēršanā un ātrās reaģēšanas ugunsdzēsības vienību izveidē. Piemēram, manā valstī Portugālē tika apstiprināts plāns, kurā ietverta valsts zonējuma pārveidošana, īpaša budžeta piešķiršana ugunsdzēsības nolūkiem, tiesību aktu pārskatīšana un programma izdegušo teritoriju atjaunošanai. Par spīti tam, pie mums joprojām izceļas ugunsgrēki. Visām dalībvalstīm, kas cietušas no ugunsgrēkiem, ir jādara vairāk un jārīkojas ātrāk, un Eiropas Komisijai ir jāpieņem arī Eiropas Parlamenta priekšlikumi, kuri tika ietverti vairākās iesniegtajās rezolūcijās. Ir pieejami vairāki dokumenti, kuros ir norādes uz risinājumiem. Šodien jau tika pieminēts Barnier kunga ziņojums un citi Parlamenta iesniegtie dokumenti. Es biju Vides, sabiedrības veselības un pārtikas nekaitīguma komitejas referente ziņojumam par dabas katastrofām, un es iesniedzu arī vairākus priekšlikumus. Tām dalībvalstīm, kuras aizbildinās, ka nevar pietiekami aktīvi piedalīties mehānisma uzlabošanā finansiālu apsvērumu dēļ, es gribētu teikt, ka cēloņu novēršana ir lētāka nekā cīņa ar sekām. Tāpat ir būtiski, lai Kopenhāgenas konferencē tiktu panākta vērienīga starptautiska vienošanās par klimata pārmaiņu novēršanu, un, komisāra kungs, mēs joprojām gaidām direktīvu par ugunsgrēku riskiem, līdzīgu tai, kura tika izstrādāta attiecībā uz plūdu riskiem. François Alfonsi (FR) Priekšsēdētājas kundze! Šovasar arī Korsika, tāpat kā Sardīnija, Katalonija, Grieķija, Kanāriju salas un daudzi citi Eiropas reģioni, kļuva par upuri vairākiem ļoti postošiem ugunsgrēkiem. Attiecībā uz cietušajiem iedzīvotājiem mūsu grupa vispirms vēlētos lūgt, lai Eiropas solidaritāte tiktu nodrošināta, ieviešot Solidaritātes fondu. Ko Komisija plāno darīt šajā saistībā? Tas ir pirmais jautājums, kuru es vēlētos uzdot komisāram. Korsikā 23. jūlijā valdīja ārkārtējs karstums, kad termometra stabiņš pārsniedza 44 grādu atzīmi, gaiss bija ļoti sauss un pūta spēcīgs siroko. Šādos apstākļos, kādi globālās sasilšanas dēļ mūs piemeklēs arvien biežāk, vietējie resursi bija izsmelti līdz pēdējam, kaut arī iepriekšējos gados laikapstākļi bija maigāki un Korsikai bija rezerves. Manuprāt, uzdevums ir vienkāršs: ja rodas šādi laikapstākļi, kurus var paredzēt iepriekš, mums ir jābūt iespējai paļauties uz tādu Eiropas civilās aizsardzības spēku atbalstu, kuriem līdzīgs ir ieteikts Barnier kunga ziņojumā un kuri jo sevišķi spēs nodzēst ugunsgrēkus to izcelšanās sākumstadijā, pirms degšana kļūst nekontrolējama, jo pēc tam jau ir par vēlu. Ja mežā sākas ugunsgrēks, tas beidzas tikai tad, kad mežs ir pilnībā nodedzis. Tāpēc, komisāra kungs, mēs uzskatām, ka ir svarīgi darīt vēl vairāk, nekā tikai īstenot jūsu pieminēto izmēģinājuma projektu. Ko Komisija plāno darīt, lai pēc iespējas ātrāk izveidotu civilās aizsardzības spēkus, kuri tiks mobilizēti gadījumā, ja Eiropa saskarsies ar nopietnām problēmām, lai nodrošinātu vides aizsardzību, un jo īpaši, lai dzēstu ugunsgrēkus Vidusjūras reģionā? Vai tā ir tiesa, ka 2010. gada budžetā šim nolūkam finansējums nav paredzēts? Saistībā ar šiem aspektiem mēs esam iesnieguši grozījumu. Cerēsim, ka lielās politiskās grupas, jo īpaši Barnier kunga pārstāvētā Eiropas Tautas partijas (Kristīgo demokrātu) grupa, palīdzēs mums nodrošināt šī grozījuma pieņemšanu. Georgios Toussas (EL) Priekšsēdētājas kundze! Ugunsgrēki ir izteikti politiska problēma, kas īpaši spēcīgi izpaužas tādās valstīs kā Portugāle, Spānija, Francija, Itālija un Grieķija, radot sāpīgas sekas gan iedzīvotājiem, gan videi. Mūsu pieredze Grieķijā liecina, ka ugunsgrēki, kas plosījās Atikas ziemeļaustrumos, Kitairona kalnu apgabalā, Evijas salā un citos valsts reģionos, radot neaptveramu kaitējumu, ir rezultāts ES un alternatīvo Grieķijas valdību postošajai politikai, kurā zeme, meži un kalni tiek uzskatīti par patēriņa preci kapitālistiskajā ekonomikā. Šī ārkārtīgi bīstamā politika ieliek ieročus ļaunprātīgo dedzinātāju rokās, kuri, spriežot pēc notikumiem un ugunsgrēka izpostīto apgabalu iedzīvotāju sūdzībām, atkal ir darbojušies saskaņoti. Mums ir jāsaprot, ka tad, ja netiks risināta pamatproblēma, kas saistīta ar komercializāciju un zemes izmantošanas veida maiņu, nekāds mehānisms, pat tehniski vismodernāk aprīkotais, nespēs novērst šo nopietno problēmu, kuras dēļ tiek izpostīta vide un ieķīlāta mūsu planētas nākotne kopumā. Pirms dažām dienām, 2009. gada 12. septembrī, šīs politikas izraisītās pirmās traģiskās sekas bija vērojamas Evijas salā, kad ugunsnelaimes izpostīto salu piemeklēja katastrofāli plūdi. Neatbilstošā rīcība plūdu novēršanā, ugunsgrēku dēļ cietusī vārīgā augsne, kā arī spēcīgās lietavas nodarīja milzīgus postījumus ciematiem, ceļiem, tiltiem un citai infrastruktūrai un paņēma arī viena cilvēka dzīvību. Šāda mēroga postījumos nav vainojamas tikai pēkšņās lietusgāzes. Tā nav nejaušība, ka dabas katastrofu gadījumā vienmēr cieš strādnieki, viņu dzīve tiek izpostīta un tiek iznīcināta vide. Ir steidzami jārod finansējums tiešiem pasākumiem, lai reģistrētu nodarīto kaitējumu un izmaksātu kompensācijas strādnieku ģimenēm un cietušajiem lauksaimniekiem un lopkopjiem, kā arī lai nepieļautu izmaiņas zemes izmantošanā un atjaunotu mežus izdegušajās teritorijās. Lielie privātīpašumi kalnu apgabalos un mežos arī būtu jāpārņem valstij, un jāpārstrukturē un jāuzlabo mežu un mežsaimniecības komisijas... (Priekšsēdētāja pārtrauca runātāju) Mario Mauro (IT) Priekšsēdētājas kundze, dāmas un kungi! Nav šaubu, ka Eiropas Savienības rīcībā esošais budžeta instruments ir ļoti lietderīgs šādu nopietnu jautājumu risināšanai; es runāju par Solidaritātes fondu, tomēr arī ir tiesa, ka mēs jau kopš 2007. gada esam uzsvēruši elastīguma jautājumu, saprotot, ka ir jākritizē attiecībā uz šo budžeta instrumentu izmantotā pieeja. Ir svarīgi, lai šī instrumenta pārvaldība būtu pēc iespējas elastīgāka un tādējādi būtu iespējams risināt problēmas, kuras mainās ik dienu. Piemēram, ir tikai pareizi, ka dalībvalstis tiek aicinātas īsā laikposmā - ne ilgāk par 10 nedēļām - iesniegt dokumentus, kas saistīti ar notikumiem, bet kāpēc šāds termiņš nav noteikts attiecībā uz reaģēšanu uz tiem? Vienlaikus mēs saprotam, ka, lai gan savā ziņā postījumu apmēram ir nozīme, tomēr ir jāņem vērā proporcionālā attieksme, izsverot, kā katrā atsevišķā apgabalā spēj tikt galā ar problēmām, lai mēs varētu saprast un apmierināt dažādu sabiedrības daļu vajadzības. Tieši tādēļ Parlaments kopā ar Budžeta komiteju un citām komitejām jau ilgu laiku ir gatavojuši atzinumus, kuri ir iesniegti Padomei, bet Padome izliekas tos neredzam. Ja ir iespējams pārskatīt elastīguma aspektu, tad var uzlabot arī Solidaritātes fondu kā instrumentu un padarīt to efektīvāku, tādējādi nodrošinot, ka ar tā palīdzību būs iespējams atrisināt nopietnās problēmas, ar kurām mums nāksies saskarties aizvien biežāk. Tāpēc, komisāra kungs, mēs prasām, lai pilnībā tiktu ņemts vērā šīs rezolūcijas 3. un 11. punkts un lai elastīguma aspekts netiktu uzskatīts par dalībvalstu prasību rīkoties pēc saviem ieskatiem, tādējādi veicinot atbalsta saņemšanu, bet gan par prasību attiekties pret izmaiņām gudri, tādējādi nodrošinot, ka šis instruments patiešām ir pilnībā efektīvs. Andres Perello Rodriguez (ES) Priekšsēdētājas kundze, komisāra kungs! Patiesi, nav šaubu, ka pēdējā laikā mēs esam daudz sasnieguši, tomēr, neņemot vērā sasniegto, Eiropas Savienības dienvidos notiek aizvien vairāk ugunsgrēku. Tāpēc Parlamenta pieņemtā rezolūcija nedrīkst būt tikai kārtējā rezolūcija, kurā paustas mūsu nopietnās bažas par kaut kur citur notiekošām katastrofām. Mežu ugunsgrēku izcelšanās iemesli var būt dažādi, tomēr nevar noliegt, ka tos izraisa arī klimata pārmaiņas. Neatkarīgi no tā, kāda būtu atsevišķu dalībvalstu vai autonomo reģionu atbildība, ir skaidrs, ka Parlamentam ir jālūdz Komisija rīkoties bez kavēšanās un izmantot visus tās rīcībā esošos līdzekļus, kuru tai ir pietiekami daudz. Birokrātija un budžeta deficīts nedrīkst būt svarīgāks nekā upuri, nodarītie zaudējumi un vajadzība atjaunot mežus. Mums ir jānosaka prioritātes un jārīkojas; šajā gadījumā tas nozīmē stratēģiju maiņu, resursu mobilizēšanu un palielināšanu, kā arī profilakses politikas optimizēšanu. Mums ir jāpieprasa, lai dalībvalstis uzņemtos atbildību, bet ir arī jāapzinās, ka tā nav atsevišķu Dienvideiropas valstu problēma, un klimata pārmaiņas skar ne vien atsevišķas dalībvalstis, bet gan visas dalībvalstis; tā ir mūsu kopējā lieta. Tāpēc viens no Parlamenta galvenajiem uzdevumiem ir nodrošināt, lai Kopenhāgenas augstākā līmeņa sanāksmē Eiropas Savienība panāktu skaidru un noteiktu apņemšanos pēc iespējas vairāk samazināt siltumnīcefektu izraisošo gāzu emisijas, jo tās acīmredzami ir ugunsgrēku rašanās cēlonis un tādējādi arī turpmāko klimata pārmaiņu cēlonis. Tāpēc, pieņemot šo rezolūciju, tas nešaubīgi būs Parlamenta galvenais izaicinājums. Tomēr Komisijai ir jāpieņem šis izaicinājums, ja komisārs patiesi vēlas, lai Eiropas Savienības dienvidu daļā, kas patiešām pastāv, novērstu turpmākus ugunsgrēku postījumus. Veronica Lope Fontagné (ES) Priekšsēdētājas kundze, komisāra kungs, dāmas un kungi! Diemžēl jaunā pilnvaru perioda pirmajā plenārsēdē mums ir jārisina skumjais un jau ierastais jautājums par dabas katastrofām un galvenokārt par ugunsgrēkiem. Mēs atkal runājam par ugunsgrēku izplatību 2009. gada vasarā, kad uguns nelaimē aizgāja bojā daudzas dzīvības. Manā valstī ugunsgrēki paņēma divdesmit dzīvības. Tāpēc vispirms es gribētu izteikt visdziļāko līdzjūtību saistībā ar šo ugunsgrēku izraisītajām cilvēku ciešanām. Es gribētu uzsvērt šādu katastrofu postošo ietekmi uz sabiedrības dzīvi, tautsaimniecību, nodarbinātību, dabas vērtībām, kultūras mantojumu, vidi un tūrismu. Manā reģionā šovasar izdega 22 000 hektāru lielas platības, no kurām puse ir aizsargājamas dabas teritorijas. Mums ir nevilcinoties jāreaģē uz šīm problēmām mūsu iedzīvotāju dēļ. Nav pieļaujams, ka Eiropas iestādes atkal nespētu rast pienācīgu risinājumu attiecībā uz cietušajiem. Mums jāspēj sniegt palīdzību cietušajiem un jānodrošina cietušo teritoriju atjaunošana. Mums ir jāturpina grūtais darbs profilakses pasākumu īstenošanā un Eiropas civilās aizsardzības dienesta izveidošanā. Es gribētu izteikt divus lūgumus. Pirmkārt, es vēlētos lūgt Eiropas Komisiju veikt situācijas analīzi un pieņemt attiecīgos pasākumus, lai kompensētu cietušo reģionu iedzīvotāju sociālās izmaksas, kas saistītas ar darba un ienākumu avotu zaudēšanu. Mans otrs lūgums būs adresēts Spānijas valdībai, ņemot vērā, ka Spānija no 2010. gada janvāra būs ES Padomes prezidējošā valsts. Spānijas valdībai ir jāliek saprast arī citiem, ka satraukumam un bažām ir pamats. Es uzskatu, ka ir būtiski, lai tas tiktu izvirzīts par programmas prioritāti Eiropas Solidaritātes fonda reformas īstenošanai. Spānijas prezidentūrai arī noteikti jāapņemas izstrādāt kopēju Eiropas stratēģiju. Tāpat ir jāpārskata profilakses pasākumi un mežsaimniecības pārvaldes modeļi, kuri veicina plašu ugunsgrēku izcelšanos. Francesca Balzani (IT) Priekšsēdētājas kundze, dāmas un kungi! Kā Sociālistu un demokrātu progresīvās alianses grupas Eiropas Parlamentā pārstāve es ar lielām skumjām vēroju, kā ugunsgrēki viens pēc otra pat dažu pēdējo dienu laikā ir nopostījuši plašas teritorijas Itālijā Dženovas apkaimē Ligūrijas reģionā. Manuprāt, Eiropai patiesi ir steidzami jāpievēršas šai problēmai un jāiejaucas, lai novērstu šādu katastrofu atkārtošanos. Nedrīkst pieļaut katastrofu atkārtošanos. Mums ir ļoti cītīgi jāstrādā, lai turpmāk vairs nebūtu šādu ciklisku dabas nelaimju. Tāpēc es uzskatu, ka Eiropa vien var iejaukties, un tas arī ir jādara, pieņemot saistošas tiesību normas, lai aizsargātu vērtīgās teritorijas, kuras katru gadu apdraud ugunsgrēki un kuras ir mūsu mantojums. Tā ir tiesa, ka Dienvideiropā ugunsgrēki notiek aizvien biežāk, un pat tad, ja ugunsgrēki plosās tikai nelielā Dienvideiropas daļā, var teikt, ka liesmās ir visa Eiropa. Mums ir jāiesaistās, īstenojot profilakses politiku un atbilstošu mežsaimniecības politiku. Ar profilaksi es domāju arī dažādas rūpīgi izstrādātas, pamatīgas un mērķtiecīgas kampaņas, kuras būtu vērstas pret visa veida spekulācijām, kas tieši vai netieši ir saistītas ar šīm dabas nelaimēm, tomēr, manuprāt, mums jānodrošina arī plašāka, vienkāršāka un ātrāka pamatresursu pieejamība, lai varētu mazināt vismaz šo katastrofu postošās sekas. Pirmkārt un galvenokārt, es atsaucos uz Solidaritātes fondu - instrumentu, kas noteikti ir jāizmanto ātrāk, lai palīdzētu cietušajiem apgabaliem. Françoise Grossetête (FR) Priekšsēdētājas kundze! Jau 2001. gadā pēc 11. septembra traģēdijas mēs aicinājām radīt Eiropas civilās aizsardzības mehānismu. Pēc tam mēs izveidojām fondu. Tad tika sagatavots M. Barnier ziņojums, kurā tika uzsvērta solidaritātes nepieciešamība. Šodien solidaritāte ir panākta, bet tai ir jābūt efektīvākai un mums ir jārīkojas ātrāk. Mums ir jāpilnveido divi aspekti. Pirmkārt, tā ir reaģēšanas spēja. Visi tie, kuri nelaimīgā kārtā cieta šajos ugunsgrēkos, pauž nožēlu, ka patiesībā procedūras bieži vien ir pārāk garas un to īstenošana pārāk ilgstoša pat tad, ja mūs skar ugunsgrēki, un ir jārīkojas ļoti ātri. Mums noteikti ir jābūt elastīgākiem, lai ieviestu šīs procedūras, jo šādās situācijās ir dārga katra minūte. Otrkārt, tā ir profilakse. Mēs ļoti maz runājam par profilaksi, jo tā ir saistīta ar subsidiaritātes principu. Mums saka, ka lēmumu pieņem dalībvalstis. Tomēr, ja šie ugunsgrēki nodara ļaunumu bioloģiskajai daudzveidībai un videi, izposta tādas cilvēkam svarīgas vērtības kā īpašumi un mājokļi un paņem līdzi cilvēku dzīvības, mums nav tiesību nenodrošināt profilakses pasākumus. Tā ir noziedzīga rīcība. Tam jāpieliek punkts, un šajā nolūkā mums ir arī vajadzīgi finanšu resursi. Tāpēc mums ir obligāti jāparedz labākais iespējamais budžets, lai Eiropas civilās aizsardzības mehānisma ietvaros mūsu rīcība būtu efektīvāka. Tādējādi nodrošināsim, lai mūsu budžetā šī problēma patiesi tiktu ņemta vērā. Tas prasa arī īpašu pieeju mūsu lauksaimniecības un mežsaimniecības politikai, un šis ir jautājums, kurš nav pietiekami apspriests. Profilakse, reaģēšanas spēja un resursi - tas īsumā ir viss, kas vajadzīgs, lai nodrošinātu, ka Eiropai vairs nebūtu jādzīvo kā uz karstām oglēm. Kriton Arsenis (EL) Priekšsēdētājas kundze, komisāra kungs! Arī šogad Dienvideiropu piemeklēja nepieredzēti postoši ugunsgrēki, un līdzīgi ugunsgrēki bija izcēlušies arī ASV un citās pasaules attīstītajās un jaunattīstības valstīs. Nav šaubu, ka klimata pārmaiņas ir apdraudējums Vidusjūras reģiona mežiem un citiem būtiskiem mūsu planētas resursiem. Tomēr Vidusjūras reģiona mežu izpostīšana izjauc šīs dabīgās oglekli absorbējošās ekosistēmas darbību. Eiropas politika mežu ugunsgrēku novēršanai ir tikpat svarīga kā Eiropas Savienības finansiālais atbalsts tādām dalībvalstīm kā Grieķija, kura šogad piedzīvoja vissmagāko triecienu. Nav šaubu, ka atsevišķās dalībvalstīs bija ļoti daudz nepilnību mežu aizsardzības un civilās aizsardzības mehānismu koordinēšanā un profilakses pasākumu īstenošanā, un tas vairs nedrīkst atkārtoties. Šķiet arī, ka visbiežāk ugunsnelaime apdraud mežus, kas atrodas lielpilsētu vai tūrisma zonu tuvumā. Daudzi uzskata, ka mežu iznīcināšana var dot viņiem personīgu labumu. Viņi var uzbūvēt privātmājas vai citas ēkas krietni ātrāk, nekā dalībvalstis vai dabas ekosistēmas var atjaunot mežus izdegušajās teritorijās. Nereti tieši valstu tiesību akti veicina šādu attieksmi un nepareizu izpratni. Ir nekavējoties jāizstrādā Eiropas politika attiecībā uz mežu aizsardzību, izdegušo teritoriju atjaunošanu un apmežošanu, kā arī koordinēta Eiropas rīcība ugunsgrēku novēršanas, mežu atjaunošanas un jaunu mežu stādīšanas jomā. Tas ir jādara nekavējoties, it īpaši tagad, kad gatavojamies diskusijām Kopenhāgenas konferencē, kura būs izšķiroša mūsu planētas nākotnei. Mums jālūdz jaunattīstības valstis aizsargāt lietus mežus, un mums ir jārisina ļoti būtisks jautājums, kas saistīts ar to, ka mežu iznīcināšana rada 20 % siltumnīcefektu izraisošo gāzu emisiju. Tādējādi mums ir jārāda piemērs, nodrošinot pilnīgu aizsardzību apdraudētajiem mežiem, kuri galvenokārt ir Vidusjūras reģiona meži. Markus Pieper (DE) Priekšsēdētājas kundze! Mežu ugunsgrēku apmēri patiesībā pārsniedz mazāko dalībvalstu iespējas tos novērst, it īpaši tajos reģionos, kuri cieš no sausuma. Tāpēc Parlaments atbalsta Eiropas Solidaritātes fondu. Mēs lūdzam Padomi beidzot nekavējoties izmantot šos līdzekļus, neliekot tam šķēršļus. Reģioniem steidzami vajadzīgi līdzekļi atjaunotnes un profilakses pasākumiem Solidaritātes fonds kopā ar pašreizējām vides un lauksaimniecības programmām varētu palīdzēt ilgstošā laikposmā. Turklāt ugunsgrēku dzēšana galvenokārt ietilpst valsts pienākumos. Stingrāki sodi ugunsgrēku izraisītājiem, to teritoriju attīstības plānu apturēšana vismaz uz 30 gadiem, kurās ir atklājusies ļaunprātīga dedzināšana, ugunsdzēsēju brigāžu apmācība - šajā jomā var darīt ļoti daudz. Arī Eiropai ir jādara daudz vairāk koordinēšanas darbību uzlabošanas jomā. Ir jānodod Eiropas ugunsdzēsēju zinātība ugunsdzēsējiem reģionos, kuros ir ļoti augsta ugunsgrēku izcelšanās bīstamība, un mums ir vajadzīgi labāki noteikumi attiecībā uz pārrobežu darbībām. Šajā saistībā mēs gaidām priekšlikumus no Komisijas, bet tie nedrīkst skart dalībvalstu kompetenci. Manuprāt, neiejaukšanās dalībvalstu kompetencē ir ārkārtīgi svarīgs aspekts. Protams, mēs varam domāt par Eiropas ugunsdzēsības brigādēm un lidmašīnām, bet tikai tad, kad būs optimizētas visas valstu iespējas un efektīvi nodrošināts finanšu atbalsts cietušajiem reģioniem. Es domāju, ka vēl ir pāragri diskutēt par katastrofu novēršanu kā par Eiropas kompetenci. Labāk apdomāsim pirmo soli, pirms spert nākamo. Sāksim ar vissvarīgāko - ar pasākumiem, kas ietver gan Eiropas palīdzību, gan pašpalīdzību, Solidaritātes fonda izmantošanu, apmācību un Eiropas koordinācijas darba uzlabošanu. Inés Ayala Sender (ES) Priekšsēdētāja kungs! Vispirms es gribētu izteikt līdzjūtību cietušajiem un viņu ģimenēm, jo šī situācija tiešām atkārtojas katru vasaru. Tāpēc Eiropai arvien būtiskāk ir beidzot ieviest efektīvu instrumentu. Iespējams, tāpēc, ka es esmu saistīta ar transporta nozari un esmu eksperte ceļu satiksmes drošības jomā, es domāju, komisāra kungs, ka mums vajadzētu apsvērt tāda plāna izstrādāšanu, kas līdzinātos ceļu satiksmes drošības plānam. Eiropas rīcības plāns, kurā, tāpat kā ceļu satiksmes drošības jomā, būtu izvirzīti konkrēti mērķi un stratēģijas un paredzēti uzlabojumi ugunsdzēsības pasākumu veikšanai vajadzīgajā laikposmā, iespējams, būtu lietderīgs un arī uzlabotu speciālistu darba apstākļus un apmācību. Tāpat es uzskatu, ka ļoti būtiski ir veidot izpratni un pilnveidot profilakses pasākumus. Mēs to pakāpeniski darām ceļu satiksmes drošības jomā. Kāpēc mēs to nevarētu darīt ugunsgrēku novēršanas jomā? Protams, mēs atzinīgi vērtējam to, ka līdz ar solidaritāti ir uzlabots arī koordinācijas darbs. Manuprāt, Spānijas valdība, nosūtot vajadzīgās lidmašīnas, ir iesaistījusies šajā izpratnes veicināšanas procesā dienvidu valstu starpā, tomēr tam ir jānotiek arī ziemeļu un dienvidu valstu starpā. Mēs arī atzinīgi vērtējam to, ka taktisko rezerves ugunsdzēsības lidmašīnu izmēģinājuma projekts nākotnē varētu kļūt par ugunsdzēsības struktūrvienību, kas, manuprāt, ir svarīgi. Tomēr tiesību akti joprojām guļ Padomes atvilktnēs, piemēram, tiesību akti attiecībā uz Solidaritātes fondu un arī attiecībā uz zemes aizsardzību, kuri, pēc mūsu domām, būtu ļoti noderīgi. Gaston Franco (FR) Priekšsēdētāja kungs, komisāra kungs, dāmas un kungi! Arī šovasar Vidusjūras reģiona mežus bija pārņēmušas liesmas gan Marseļā un Korsikas dienvidu daļā, gan Itālijā, Spānijā un ļoti plašos apmēros Grieķijā. Pelnos tika pārvēsti vairāk nekā 400 000 hektāri meža, radot ievērojamus materiālos zaudējumus, nodarot neatgriezenisku kaitējumu bioloģiskajai daudzveidībai un paņemot daudzu cilvēku dzīvības. Tā kā mani uztrauc tas, ka gadu no gada šī situācija atkārtojas, un arī tas, ka globālās sasilšanas dēļ ugunsgrēki izceļas arvien biežāk, es aicinu Eiropas valstis apzināties, ka ir jādarbojas saskaņotāk un ir jāapvieno ugunsdzēsības resursi. Es vēlētos redzēt Vidusjūras reģiona valstu savienības izstrādātu pamatīgu Eiropas un Vidusjūras reģiona sadarbības projektu mežu ugunsgrēku apkarošanai. Es atzinīgi vērtēju pašreizējās iniciatīvas un īpaši Eiropas mežu ugunsgrēku informācijas sistēmas izmēģinājuma projektu. Tomēr es aicinu veikt Eiropas Savienības Solidaritātes fonda reformu, lai tas kļūtu par efektīvu instrumentu, reaģējot uz krīzes situācijām. Es aicinu arī pastiprināt Eiropas aizsardzības spēkus un EuropeAid sadarbības biroju, kura izveidošanu 2006. gadā ierosināja Bernier kungs, lai sniegtu palīdzību visu 27 dalībvalstu teritorijās, kā arī ārpus ES robežām. Es uzskatu, ka viens no mežu ugunsgrēku problēmas risinājumiem ir apmaiņa ar informāciju un labu praksi profilakses jomā, un šajā saistībā es vēlētos uzsvērt mana departamenta mežu ugunsdzēsēju celmlaužu lomu. Es, protams, varu iepazīstināt Eiropas valstis ar šo piemēru, kas varētu būt ļoti noderīgs. Eija-Riitta Korhola (FI) Priekšsēdētāja kungs! Pagājušais gads mežu ugunsgrēku ziņā bija viens no vistraģiskākajiem. Mēs zaudējām simtiem tūkstošus hektāru mežu, jo īpaši Vidusjūras reģionos. Minējumi par mežu ugunsgrēku cēloņiem izraisa karstas debates, jo visi apzinās ugunsgrēku radītās sekas. Tika ierosināts, ka klimata pārmaiņas ir vainojamas mežu ugunsgrēku skaita palielinājumā un ka arī Eiropai ir jāgatavojas ilgākai ugunsgrēku sezonai nekā tas ir bijis līdz šim, kad šī sezona ilgst no jūnija līdz septembrim. Vasaras sezona sākas ātrāk, vasaras kļūst siltākas un sausākas, jo īpaši dienvidos, un tādējādi pieaug ugunsgrēku risks. Patiesi, šogad mēs pieredzējām ārkārtas gadījumu, kad Spānijas ziemeļrietumos un Portugālē jau marta sākumā plosījās postoši ugunsgrēki, tomēr šīs problēmas cēlonis nav dabas apstākļu pakāpeniskas izmaiņas; tas ir jāmeklē citur. Vides zinātnieki ir atklājuši, ka mežu ugunsgrēkus ES, Austrālijā un Kalifornijā galvenokārt var izskaidrot ar sociāli ekonomiskajiem faktoriem. Līdz šim viņiem nav izdevies atklāt, ka tie būtu tieši saistīti ar klimata pārmaiņām. Ugunsgrēku izraisīšanas galvenie faktori ir būvniecība un spiediens, kas saistīts ar privātmāju apbūves paplašināšanu, lauksaimniecību, noteiktu augu un koku sugu audzēšanu, zināšanu un tālredzības trūkumu un nevērību no varas iestāžu puses. Piemēram, nepietiekami daudz ugunsdzēsības vienību un nespēja atklāt un novērst noziegumus, kuri, iespējams, ir šīs vasaras ugunsnelaimju un traģēdiju pamatā. Protams, klimata pārmaiņu dēļ mainīsies dabas apstākļi. Tomēr tas neizskaidro vides katastrofas, jo īpaši, ja katru gadu atkārtojas viens un tas pats scenārijs, un tāpēc mums vajadzētu būt labāk sagatavotiem. Ir pienācis laiks Eiropas Savienības dalībvalstīm ieskatīties spogulī, jo nākotnē mežu ugunsgrēku izcelšanās būs atkarīga no mums pašiem. Viena lieta ir pielāgoties mainīgajiem vides apstākļiem, bet pavisam cita lieta ir pieņemt slikto praksi un būt nesagatavotiem. (Aplausi) Sari Essayah (FI) Priekšsēdētāja kungs! Es piekrītu tiem, kuri teica, ka kaitējuma novēršana izmaksā lētāk, nekā cīņa ar sekām. Finansējuma lielākā daļa ir jānovirza ugunsgrēku un plūdu novēršanai Dienvideiropā. Papildus satelītuzraudzībai mums ir vajadzīga ugunsgrēku trauksmes un novēršanas sistēma; piemēram, Somijā tāda sekmīgi darbojas jau vairākus gadus. Turklāt mums ir valsts līmenī jānodrošina, lai ugunsdzēsības dienestu aprīkojums būtu atbilstīgs standartiem, un tādējādi ugunsdzēsēji pēc iespējas ātrāk spētu pakļaut ugunsgrēku kontrolei. Plūdu skaita palielināšanos galvenokārt izraisa klimata pārmaiņas, un tādējādi labākais veids, kā to novērst, ir panākt atbilstīgu vienošanos Kopenhāgenas konferencē. Tomēr plūdu novēršanas nolūkā ir iespējams rīkoties arī valstu līmenī. Mums jāpiemēro pareiza mežsaimniecības politika, jāaizsargā meži kalnu apgabalos, jāstāda meži ar īpašu sugu kokiem, kuru sakņu sistēma spēj absorbēt ūdeni, neļaujot tam pārāk ātri izžūt. Ūdenstilpju tuvumā arī būtu jāveido dambji un rezervuāri un jābagarē upju gultnes, lai plūdu laikā efektīvāk novadītu ūdeni. Mums jāatzīst, ka par šiem pasākumiem ļoti lielā mērā ir atbildīga katra dalībvalsts. ES nevar uzņemties atbildību par jautājumiem, kuri ietilpst dalībvalstu kompetencē, vai par jebkāda veida nolaidību. Eiropas Savienības Solidaritātes fonds galvenokārt ir ārkārtas palīdzības rezerve, un es ceru, ka daudzas dalībvalstis būs gatavas ieguldīt ilgtermiņa mežsaimniecības politikā, ugunsgrēku novēršanā un aizsardzībā pret plūdiem. Gabriel Mato Adrover (ES) Priekšsēdētāja kungs, komisāra kungs! Ugunsgrēks vienmēr ir traģēdija gan cilvēkiem, gan videi, kā arī ekonomiska un sociāla traģēdija. Diemžēl es dzīvoju pavisam netālu no vietas, kurā šovasar plosījās traģiskie ugunsgrēki Kanāriju salu grupas salā La Palma. Tāpēc es atzinīgi vērtēju šo rezolūciju un esmu pārliecināts, ka mēs to vienprātīgi pieņemsim. Šī rezolūcija ir pilnīga, un tajā ir sniegti daudzi ierosinājumi. Tā ir ļoti svarīga vairāku aspektu dēļ. Pirmkārt, šajā rezolūcijā ir pieminēti visi cietušie un izrādīta cieņa visiem, kuri brīvprātīgi devās cīņā ar liesmām. Tajā ietverti arī vairāki būtiski apsvērumi par pārtuksnešošanās un sausuma lielo nozīmi uguns izplatībā, kas katru gadu pārvērš pelnos tūkstošiem hektārus mežu. Tāpat rezolūcijā ietverti svarīgi apsvērumi par ugunsgrēku pastiprināšanās cēloņiem, piemēram, pakāpeniska lauku rajonu pamešana, nepilnīga mežu uzturēšana un nepietiekami sodi ļaunprātīgajiem dedzinātājiem. Šajā saistībā mums ir jārīkojas, un tas ir jādara ļoti noteikti. Komisijai ir jāizstrādā riska novēršanas stratēģija un efektīva stratēģija dabas katastrofu apkarošanai, kā arī vienotas rīcības protokols. Tomēr ir svarīgi arī sniegt atbalstu teritoriju atjaunošanai, ražošanas potenciāla atjaunošanai un sociālo izmaksu un darba zaudējumu kompensēšanai. Kā teica komisārs, ļoti būtisks ir koordinācijas darbs. Tomēr ir jānodrošina koordinācija starp dažādiem Kopienas instrumentiem - struktūrfondiem, Solidaritātes fondu, kurā noteikti ir jāveic reformas, un tādiem instrumentiem kā Aid Plus un jau pieminētais ātrās reaģēšanas mehānisms. Mums ir jāturpina risināt minētās problēmas, un es esmu dziļi pārliecināts, ka šī rezolūcija ir pareizais risinājuma veids. José Manuel Fernandes (PT) Priekšsēdētāja kungs, komisār, dāmas un kungi! Ir pienācis laiks izrādīt solidaritāti. Mums ir iespēja, es pat teiktu - pienākums - veikt uzlabojumus, izmaiņas un arī pielāgojumus. Nekavējoties jāveic vajadzīgie pielāgojumi attiecībā uz Eiropas Savienības Solidaritātes fondu, lai to varētu izmantot - un izmantot nekavējoties - dabas nelaimju problēmas risināšanā, un jāveic uzlabojumi un izmaiņas mežsaimniecības politikā. Mums ir vajadzīga Eiropas mežsaimniecības politika, kurā ir uzsvērta mežu vērtība un ugunsgrēku profilakses nozīmīgums. Daudzās dalībvalstīs, arī manā valstī Portugālē, vēl joprojām nepastāv pat kadastra reģistrs, kurā būtu reģistrēti visi zemes gabali, tāpēc mēs pat nezinām, kas ir zemes īpašnieki. Tas rada problēmas, kas saistītas ar teritoriju attīstību, mežu atjaunošanu un ugunsgrēku profilakses politiku. Man ir jautājums saistībā ar profilakses politiku, kas vienlaikus ir arī ieteikums: kāpēc mēs nevarētu iekļaut mežu ugunsgrēku profilakses pasākumus ES ekonomikas atveseļošanas plānā - plānā, kas atjaunos Eiropas ekonomiku? Ja mēs veicinātu mežu sakopšanas pasākumus, un, piemēram, iegūto biomasu varētu izmantot elektroenerģijas ražošanai šim nolūkam īpaši paredzētās biomasas spēkstacijās, mēs noteikti palīdzētu videi, to aizsargājot, un vienlaikus radītu jaunas darbavietas, kas patlaban ir vēl viens no galvenajiem Eiropas mērķiem. Lambert van Nistelrooij (NL) Priekšsēdētāja kungs! Tas ir labi, ka pirmajā Parlamenta sēdē mēs apspriežam jautājumu par Dienvideiropā notikušajām dabas katastrofām, un es jo īpaši gribētu pateikties visiem deputātiem, kuri izstrādāja šo dokumentu. Šī ir laba rezolūcija. Pirmkārt, šis, protams, ir jautājums par savstarpējo ieinteresētību vai pietuvināšanos iedzīvotājiem, kā mēs mēdzam teikt saistībā ar vēlēšanām, un arī solidaritātes jautājums. Šoreiz tie ir ugunsgrēki Eiropas dienvidos, bet nevar zināt, vai šajā ziemā pārējo Eiropas daļu nepiemeklēs plūdi. Reģionālās attīstības komitejā mēs vairākkārt esam diskutējuši par Solidaritātes fonda uzlabošanu. Mēs nekādā ziņā nevēlamies lūgt izstrādāt jaunus instrumentus, bet tikai uzlabot jau esošos, padarot tos efektīvākus. Komisār S. Dimas, vai tas ir kas dīvains? Šis priekšlikums guva Parlamenta vairākuma atbalstu, un tajā ir norādītas jomas, kurās veicami uzlabojumi, tomēr Padome kavē tā pieņemšanu. Šajā saistībā Padome neko nedara jau divus gadus. Es vēlos jums jautāt, vai mums ir cerības uz lietu pozitīvu virzību. Jūs pareizi uzsvērāt progresu saistībā ar izmēģinājuma projektu un lidmašīnu izmantošanu, tomēr mēs nedzirdējām nevienu atbildi uz Parlamenta uzdotajiem pamatjautājumiem. Vai tie joprojām ir iekļauti jūsu darba kārtībā? Kas īsti notiek? Jautājumā par civilās aizsardzības spēkiem es gribētu teikt, ka tas ir tikai apsveicami, ka Eiropa izmanto savus instrumentus, bet tomēr liela daļa atbildības gulstas uz dalībvalstu pleciem. Pamatā ir jābūt pieredzes apmaiņai, jo īpaši plašāka reģiona ietvaros. Visbeidzot es gribētu runāt par atjaunotni - kaitējuma novēršanu, mežu atjaunošanu un visu, kas ar to saistīts. Tas nav centralizētas kontroles jautājums - tas notiek decentralizēti katrā dalībvalstī atsevišķi. Tomēr mūsu rīcībā ir arī struktūrfondi un lauksaimniecības fondi - kāpēc lai mēs tagad tos neliktu lietā? Tas varētu būt ekonomikas plāns, kā mēs jau dzirdējām, bet tikpat labi tas varētu būt visaptverošs atveseļošanas plāns, kurā liela nozīme būtu decentralizētajiem instrumentiem. Tas ir prasīts šajā rezolūcijā, un tāpēc mēs rīt to pilnībā atbalstīsim. Antonio Cancian (IT) Priekšsēdētāja kungs, komisāra kungs, dāmas un kungi! Lai arī Eiropas Tautas partijas (Kristīgo demokrātu) iesniegtā rezolūcija ar nosaukumu "Dabas katastrofas” ir ļoti kodolīga, tomēr es gribētu vērst uzmanību uz dažiem jautājumiem, kuri izskanēja šodien, bet kuri netiek risināti šajā rezolūcijā, un tādējādi es tos vēlos ierosināt kā grozījumus. Šajā vasarā līdz ar ugunsgrēkiem mēs pieredzējām arī citas katastrofas, no kurām dažas pagājušajā nedēļas nogalē notika Itālijas dienvidu daļā. Es nāku no Itālijas reģionā Veneto, kuru jūnijā un jūlijā pārsteidza zemes nogruvumi un virpuļviesuļi. Kā piemēru es varu minēt pilsētas Vallą di Riese un Borca di Cadore. Rezolūcijā mums ir jāpiemin ne vien ugunsgrēki, bet arī citas dabas katastrofas, jo diemžēl plūdi vasarā nav jauna dabas parādība; tas ir viens no scenārijiem, kādus mēs pieredzēsim nākotnē kā globālās sasilšanas izraisīto klimata pārmaiņu sekas. Tāpēc mums ir jāuzstāj, lai tiktu izstrādāti profilaktiski pasākumi un radīta infrastruktūra, kas palīdzētu novērst vai vismaz ierobežot šīs dabas nelaimes, vai sliktākajā gadījumā, ja šī situācija saasinās, mums ir jāizmanto rezervuāri, kas atrodas kalnu apgabalos, "zaļās jostas” apgabalos, lauku teritorijās, mežu teritorijās, kā arī pie ūdenstilpēm. Vēl viens aspekts ir tas, ka vairumā gadījumu dabas katastrofas izraisa arī cilvēka darbība, un mums ir jānoskaidro, kas par to ir atbildīgs, vainīgie jāiesūdz tiesā un jāpalielina sodi. Noslēgumā es vēlētos teikt, ka doma par neatkarīgu palīdzības spēku izveidi un saistīta Solidaritātes fonda izmantošanu ir apsveicama. Tas ir svarīgi, tomēr, lai paplašinātu palīdzību arī attiecībā uz cita veida dabas katastrofām, mums ir jāpalielina katastrofu novēršanai atvēlētie līdzekļi, apvienojot dažādus fondus un vienkāršojot procedūras, un, kā jau Mauro kungs minēja, jānodrošina labāks koordinācijas darbs un elastīgums. Mairead McGuinness Priekšsēdētāja kungs, es klausījos šīs debates, būdama savā birojā. Acīmredzot un par laimi, Īrijā mēs nepieredzam tādus postošus ugunsgrēkus kā mūsu kaimiņvalstīs Dienvideiropā. Mani pārsteidz divas lietas. Pirmā ir tā, ka Parlamentā mēs sliecamies runāt tikai par tiem jautājumiem, kas tieši skar mūsu pašu valstis un, manuprāt, šo ieradumu vajadzētu pārtraukt, kaut vai ņemot vērā to, ka Īrijā notiek debates par Lisabonas līgumu, kurās mēs runājam par solidaritāti visā Eiropas Savienībā. Mums ir vairāk jārunā par jautājumiem, kas skar citas dalībvalstis, lai būtu jūtama lielāka solidaritāte pašu Parlamenta deputātu starpā jautājumos, kas uztrauc mūsu iedzīvotājus. Piemēram, es vēlētos, lai citi pievērstos jautājumiem, kas satrauc Īrijas iedzīvotājus. Manuprāt, tas palīdzētu veicināt ideju, ka Eiropa darbojas mūsu visu interesēs un mēs nerūpējamies tikai katrs par sevi. Tā ir bijusi viena no Eiropas Savienības kļūdām, un pret to mēs cīnāmies debatēs par Lisabonas līgumu. Es gribētu atbalstīt to, ko jūs šeit darāt, un paust solidaritāti saistībā ar problēmām Dienvideiropā. Mums ir jātiek galā ar tiem, kas apzināta nodara postījumus. Mums ir jāizskata profilakses pasākumi. Krietni vairāk ir jādara vadības līmenī, un, visbeidzot, Solidaritātes fonda līdzekļi ir jāpiešķir tiem, kuriem tie ir vajadzīgi. Juan Fernando López Aguilar (ES) Priekšsēdētāja kungs, komisār S. Dimas! Es esmu jaunais Eiropas Parlamenta deputāts - mani ievēlēja 7. jūnijā -, bet šajās debatēs man kļuva skaidrs, ka par šo jautājumu tiek runāts katru gadu septembrī pēc postošo ugunsgrēku viļņa, kas pāršalc Eiropas dienvidu valstis: Itāliju, Franciju, Grieķiju un Spāniju. Tika pieminēts arī iznīcinošais ugunsgrēks visattālākajā Kanāriju salā La Palma, kas ir Spānijas autonomais apgabals, kurā es esmu dzimis un kurā dzīvoju. Tomēr svarīgi ir tas, ka mēs apzināmies, ka, lai arī šīs problēmas īpaši skar Dienvideiropu, mums ir iespēja stiprināt pilsoņu kopības sajūtu un atdevi, ko Eiropas kontekstā dēvē par atgriezeniskās saiknes pievienoto vērtību. Tas nozīmē Eiropas pievienoto vērtību profilaktiskajās darbībās un tādu iestāžu kā Komisija, Padome un Eiropas Parlaments koordinācijā ar šīs rezolūcijas palīdzību, sadarbojoties ar dalībvalstīm. Tomēr pretī mēs arī vēlamies saņemt Eiropas pievienoto vērtību. Tāpēc ir svarīgi no runām pāriet pie darbiem, padarot Solidaritātes fondu elastīgāku reaģēšanai ārkārtas situācijās, un sākt Eiropas civilās aizsardzības spēku veidošanas procesu, kas joprojām nav apstiprināts un kas nākotnē tiešām var mainīt situāciju, sastopoties ar dabas nelaimēm, kuras atkārtojas katru vasaru klimata pārmaiņu un globālās sasilšanas dēļ. Ilda Figueiredo (PT) Priekšsēdētāja kungs! Šādos apstākļos, kad plaši mežu ugunsgrēki katru gadu izposta mūsu dienvidu valstis, tostarp Grieķiju, Itāliju, Spāniju un Portugāli, vairāk par solidaritātes izrādīšanu mums ir steidzami jāpieņem pasākumi, kas mainītu šo situāciju, kad tiek iznīcināti vēl palikušie meži, īpašumi, mājlopi, bioloģiskā daudzveidība un, vēl ļaunāk, tiek paņemtas daudzu cilvēku dzīvības. Tādējādi ir pienācis laiks izskaust šī posta cēloņus un ņemt vērā nopietno un aizvien pieaugošo tendenci pamest lauku teritorijas. Ir laiks mainīt kopējo lauksaimniecības politiku, lai sniegtu ieguldījumu profilaktiskajos pasākumos, kas nozīmē arī ieguldījumu daudzfunkcionālā lauksaimniecībā, tostarp Vidusjūras reģiona mežsaimniecībā, palīdzību ģimenes saimniecībām un piemērotu apstākļu radīšanu, lai mazie un vidējie lauksaimnieki, kā arī jaunieši, paliktu dzīvot lauku rajonos un tādējādi sniegtu ieguldījumu profilaktiskajos pasākumos, lai novērstu postošās nelaimes, kuras atkārtojas katru gadu. Malika Benarab-Attou (FR) Priekšsēdētāja kungs, dāmas un kungi! Esmu gandarīta par komisāra S. Dimas sniegto atbildi uz šo jautājumu un it īpaši par to, ka viņš uzsvēra palīdzības nozīmīgumu ārpus mūsu kontinenta robežām. Papildus Vidusjūras vides aizsardzībai, vai iespējams oficiāli ierosināt - kā daļu no Vidusjūras reģiona valstu savienības projekta -, ka minētā ārkārtas palīdzība ugunsgrēka gadījumā un pieredze mežsaimniecības jomā ir jāsniedz un jāattīsta kopā ar tām Vidusjūras reģiona valstu savienības valstīm, kuras nav ES dalībvalstis? Petru Constantin Luhan (RO) Šovasar Portugālē, Spānijā, Francijā, Itālijā un Grieķijā notika ļoti spēcīgi ugunsgrēki. Grieķijā uguns nopostīja aptuveni 21 200 hektārus lielu teritoriju, iznīcinot vairāk nekā 2 miljonus koku un vismaz 150 mājokļu. Pateicoties saskaņotiem pasākumiem Eiropas līmenī, Francija, Spānija un Kipra nosūtīja Canadair ugunsdzēsības lidmašīnas uz Atēnu reģionu. Tādējādi vēlreiz pierādījās, ka ES stratēģiskā rezerve mežu ugunsgrēku dzēšanai ir lietderīga. Šādā situācijā arī ES Solidaritātes fonds var sniegt palīdzību, uzņemoties zināmu daļu īstenoto ārkārtas pasākumu izdevumu infrastruktūras atjaunošanai, pagaidu mitekļu nodrošināšanai un dabas mantojuma aizsardzībai. Es gribētu vērst uzmanību uz to, ka mums ir jāsamazina birokrātija, kas saistīta ar šī fonda līdzekļu piešķiršanu. Kā konkrētu piemēru es gribētu minēt savu valsti. Rumāniju piemeklēja dabas katastrofas pagājušā gada jūnijā. Joprojām, līdz pat 2009. gada septembrim, Rumānijas valdībai šie līdzekļi nav piešķirti. Es arī uzskatu, ka mums turpmāk būs vajadzīga ilgtspējīga mežsaimniecības politika, kā arī stratēģija šāda veida dabas nelaimju novēršanai. Stavros Dimas Priekšsēdētāja kungs! Es vēlos pateikties godājamajiem Parlamenta deputātiem par ļoti konstruktīvo devumu šajās debatēs un par ierosinātajām lieliskajām idejām. Ārkārtas situācijās vienmēr ies bojā cilvēki un būs lieli zaudējumi finanšu un vides jomā. Kā jau vairāki deputāti uzsvēra, klimata pārmaiņu dēļ nākotnē mēs, iespējams, saskarsimies ar vēl postošākām dabas nelaimēm - ne tikai ar mežu ugunsgrēkiem Eiropas dienvidos, bet arī Eiropas centrālajā un ziemeļu daļā - un cita veida dabas katastrofām, piemēram, plūdiem. Tāpēc mums ir pastāvīgi jāstiprina un jāuzlabo Eiropas katastrofu pārvaldības resursi, kuri jau ir skaidri apliecinājuši savu pievienoto vērtību. Tas pierādījās arī šovasar, kad plosījās mežu ugunsgrēki, un atgādināja mums, ka Kopienai ir jāuzlabo ne vien spējas reaģēt uz dabas katastrofām, bet arī iespējas tās novērst, kā to šovakar jau uzsvēra vairāki deputāti. Man jāatgādina Parlamentam, ka februārī Komisija iesniedza paziņojumu par dabas un cilvēka izraisītu katastrofu novēršanu un tajā bija formulēti konkrēti priekšlikumi. Šajā saistībā mēs gaidām Eiropas Parlamenta un Padomes komentārus. Es ceru, ka jaunais Parlaments nekavēsies ar atbildi, kuru mēs cerējām sagaidīt jau februārī. Mēs ticam, ka šīs atbildes, tāpat kā minētā rezolūcija, kuru apstiprinās nākamajā konferencē, sniegs mums politisku stimulu turpināt darbu šajā virzienā. Vairāki deputāti, kuri šovakar uzstājās, sākot ar Podimata kundzi, izvirzīja jautājumu, kuru arī es vēlētos uzsvērt. Tas ir jautājums par klimata pārmaiņām un pielāgošanos tām, un par ierosinājumu pārskatīt Kopienas mežsaimniecības stratēģiju, kuras mērķis ir risināt ar klimatu saistītos jautājumus. Tas dos iespēju aplūkot arī ar mežu ugunsgrēkiem saistītos jautājumus. Man jāpiebilst, ka minētais Komisijas paziņojums ir tikpat svarīgs kā pagājušajā nedēļā iesniegtais paziņojums saistībā ar gaidāmā Kopenhāgenas nolīguma par klimata pārmaiņām finansēšanu, kas paredz lielas naudas summas piešķiršanu, lai finansētu pasākumus, kas saistīti ar pielāgošanos klimata pārmaiņām jaunattīstības valstīs. Līdzekļi tiks novirzīti darbiem, kas vajadzīgi, lai valstis, kuras neveicina siltumnīcefektu, bet cieš no klimata pārmaiņu ietekmes, spētu cīnīties ar šo ietekmi. Patiesībā es ierosināju, ka mums nav jāgaida 2013. gads, bet jāsāk rīkoties nekavējoties jau 2010. gadā. Es ceru, ka Eiropadome 17. septembra vai arī oktobra sanāksmē piekritīs, ka līdzekļi šiem pasākumiem ir jāpiešķir nekavējoties, lai jaunattīstības valstis redz, ka Eiropas Savienība un attīstītās valstis pilda solījumu un atbild par saviem vārdiem. Tika pieminēti vēl daudzi citi ļoti svarīgi aspekti par Kopienas finansējuma nozīmi un, manuprāt, tie visi bija ļoti pareizi. Kopienas mehānisms lauksaimniecības attīstībai un Eiropas Reģionālās attīstības fonds piedāvā iespēju sniegt atbalstu dalībvalstu profilaktiskajiem pasākumiem. Komisija izmantos Kopienas Solidaritātes fonda sniegtās iespējas, lai atbalstītu dalībvalstu atjaunotnes centienus. Tā kā šodien runās izskanēja, ka Komisijai ir jāiesaistās nekavējoties, es gribētu noskaidrot šādu aspektu: tika apspriesti divi jautājumi, un man nekļuva skaidrs, uz kuru no abiem jautājumiem šis aicinājums ir attiecināms. Viens jautājums ir par Kopienas civilās aizsardzības mehānisma mobilizēšanu un otrs par Solidaritātes fonda aktivizēšanu. Attiecībā uz Kopienas Civilās aizsardzības mehānisma mobilizēšanu es varu teikt, ka mobilizācija notiks nekavējoties reālā laikā. Es minēšu piemēru par nesen Grieķijā notikušajiem ugunsgrēkiem - vienu stundu pēc Grieķijas valdības oficiālā lūguma saņemšanas Itālijas lidmašīna jau pacēlās gaisā, lai dotos uz notikuma vietu un nākamajā dienā varētu sniegt palīdzību. Tātad mobilizācija notiek bez kavēšanās. Kā es teicu savā pirmajā runā, mēs bijām pirmie, kas nosūtīja speciālistus uz cunami un viesuļvētras "Katrīna” skartajiem apgabaliem. Mēs saņēmām daudz atzinīgu vārdu par Kopienas Civilās aizsardzības mehānisma ietvaros veiktajiem pasākumiem, un tas apliecina gan pēdējo gadu sasniegumus, gan turpmākās iespējas, ņemot vērā kompetenci un resursus, it īpaši finanšu resursus, kas ir pieejami, lai izvērstu darbu Eiropas Savienības un tās iedzīvotāju labā, lai aizsargātu vidi un Eiropas iedzīvotāju īpašumus. Attiecībā uz Solidaritātes fondu tika pareizi teikts, ka tam ir jābūt elastīgākam. Patiesībā tam ir jāspēj reaģēt pēc iespējas ātrāk, jo Solidaritātes fonda pamatbūtība ir pilnībā vai daļēji segt izmaksas, kas saistītas ar dažādām katastrofu radītām ārkārtas situācijām. Tāpēc ir tikai loģiski, ka Komisijai ir jārīkojas nekavējoties, un dalībvalstu centrālajām un reģionālajām administrācijām ir jārīkojas operatīvi, lai šos līdzekļus izmaksātu. Turklāt pastāv arī Eiropas Solidaritātes fonda noteikums, kas paredz, ka veicamie darbi ir jāizpilda viena gada laikā pēc finanšu līdzekļu izmaksas. Tas ir loģiski, bet arī šajā jomā ir vajadzīgs lielāks elastīgums. Man ļoti žēl, ka man nepietiek laika, lai atbildētu uz ļoti konkrētajiem jautājumiem, kuri šodien tika izvirzīti, bet es gribētu vēl ko piebilst, pirms neesmu aizmirsis. Vairāki deputāti, kuri šodien uzstājās, minēja ekonomikas atveseļošanas programmas kā ļoti atzinīgi vērtējamu ideju, jo ļoti lielu labumu sniedz ietvertie projekti, kas paredzēti, lai novērstu katastrofas, kuras, iespējams, atkārtosies arī turpmākajos gados. Kā jau iepriekš tika minēts, mēs par šiem pasākumiem runājam katru gadu tāpēc, ka tie radīs ekonomisko aktivitāti un jaunas darbavietas, un arī tāpēc, ka tie novērsīs kaitējumu, un nebūs jāiegulda vairāki miljoni eiro atjaunošanas darbos. Tādējādi tas būs ieguldījums, kas vairākkārt atmaksāsies un katrā ziņā novērsīs cilvēku bojāeju katastrofu gadījumā. Noslēgumā es gribētu norādīt, ka tad, ja nav iespējams pilnībā izskaust tādus riskus kā mežu ugunsgrēki un citas katastrofas,- piemēram, plūdi, zemestrīces un pat militārā intervence, jo Kopienas civilās aizsardzības mehānisms tiek iedarbināts plūdu, zemestrīču un mežu ugunsgrēku gadījumā, kā arī, lai pārvietotu iedzīvotājus, piemēram, pēc Libānas konflikta, kad palīdzības sniegšana izdevās ļoti sekmīgi -, tos tomēr ir iespējams mazināt, sadarbojoties un uzlabojot kopīgo rīcību, reaģējot uz šādām katastrofām. Lai aizsargātu iedzīvotājus un vidi, Komisija apņemas pastiprināt Kopienas ieguldījumu pasākumos, kas saistīti ar profilaksi, reaģēšanu uz katastrofām un atjaunotnes darbiem. Es vēlreiz pateicos Parlamentam par sniegto aktīvo atbalstu, lai uzlabotu katastrofu pārvaldību tā, lai ieguvēji būtu visi Eiropas iedzīvotāji. Priekšsēdētājs Debates tiek slēgtas. Balsojums notiks trešdien, 16. septembrī. Rakstiskas deklarācijas (Reglamenta 149. pants) Iosif Matula Mani uztrauc pēdējos gados notikušo dabas nelaimju apmēri, ņemot vērā, ka tās ir ne vien dabas katastrofas, bet arī cilvēka izraisīti postījumi, kas ietekmē gan ekonomisko, gan sociālo infrastruktūru. Mūsu atbildes reakcija uz šādām katastrofām ir Eiropas Savienības Solidaritātes fonda iesaistīšana, jo tas nodrošina būtisku atbalstu katastrofās cietušo teritoriju atjaunošanai un iespējamās pārrobežu ietekmes mazināšanai. Tomēr es gribētu uzsvērt, ka mums ir jāvienkāršo šī fonda izmantošanas kritēriji un jāuzlabo to pārredzamība, lai cietušie apgabali varētu iegūt Kopienas palīdzību pēc iespējas ātrāk. Mums ir arī jāsamazina ierobežojumi fonda izmantošanai, lai šo palīdzību varētu saņemt vēl vairāk reģionu. Turklāt es atbalstu Eiropas stratēģijas izstrādāšanu dabas katastrofu apkarošanai un kopēju Eiropas spēku pastiprināšanai, lai reaģētu uz katastrofām visās Eiropas Savienības dalībvalstīs. Richard Seeber Šajā vasarā atsevišķās Eiropas daļās atkal izcēlās postoši ugunsgrēki, kuri radīja ne vien ievērojamu kaitējumu tautsaimniecībai, bet arī paņēma 11 cilvēku dzīvības. Sastopoties ar šādām katastrofām, Eiropas valstīm ir jāizrāda solidaritāte. Šādās spriedzes situācijās Kopienai ir iespēja parādīt sevi no labākās puses un dot iespēju Eiropas iedzīvotājiem izbaudīt tiešu pievienoto vērtību, ko piedāvā Eiropas Savienība. Tomēr praksē ir pilnībā jāievēro subsidiaritātes princips. Dalībvalstis ir atbildīgas par piesardzības un sagatavošanās pasākumiem katastrofu gadījumā un ārkārtas situāciju pārvaldības plānu izstrādāšanu; tā ir svarīga katras dalībvalsts kompetence, kurā ES nedrīkst iejaukties. Kopienas Solidaritātes fonds ir stabils un vērtīgs finanšu pārvaldības instruments. Ilgstošā laikposmā ir jāuzlabo šāda veida ugunsgrēku novēršanas stratēģija Eiropā, un mēs nedrīkstam turpmāk paļauties uz īstermiņa krīzes pārvaldību. Dominique Vlasto rakstiski. - (FR) Sastopoties ar traģiskajiem ugunsgrēkiem, kuri jau atkārtoti izposta Dienvideiropu, mums ir jārīkojas, lai reizi par visām reizēm pieliktu punktu šim iznīcinošajam postam. Vispirms mums ir jāizstrādā labāka palīdzības līdzekļu organizācija - Barnier kunga ierosinājums ir izveidot Eiropas civilās aizsardzības spēkus, kuri sniegtu atbalstu dalībvalstu spēkiem. Lai apturētu plašu ugunsgrēku, ir jārīkojas ātri - Eiropas solidaritātei ir jābūt efektīvākai. Tomēr joprojām ārkārtīgi liela nozīme ir profilaktiskajiem pasākumiem - ir jāuztur un jāsakopj meži. Francijas dienvidos 75 % mežu atrodas privātā īpašumā. Tāpēc ir svarīgi iegūt šo īpašnieku atbalstu un mudināt viņus uzturēt sakoptas mežu teritorijas. It īpaši tas attieksies uz Vidusjūras reģiona mežu atjaunošanu, kura ekonomiskā atdeve ir ļoti zema - struktūrfonda atbalstītajām iniciatīvām ir jāveicina biomasas iegūšana un tās izmantošana enerģētikas vajadzībām, ilgtspējīgas mežsaimniecības veidošana un atbildīgs ekotūrisms. Tāpēc es aicinu Eiropas Komisiju apzināt Vidusjūras reģiona mežu raksturīgākās pazīmes un izstrādāt rīcības plānu to aizsardzībai un dabas resursu labākai izmantošanai. Tas ir mazākais, ko mēs varam darīt, lai ilgtermiņā mazinātu ugunsgrēku risku un pasargātu un atjaunotu Dienvideiropas trauslās ekosistēmas.

1. Nicaragua (votación) Antes de la votación: Véronique De Keyser Señor Presidente, me gustaría recordarle que mi grupo ha decidido no participar en la votación, por las razones que he expuesto anteriormente. Así pues, no nos abstendremos, pero tampoco participaremos. Eija-Riitta Korhola (FI) Señor Presidente, en mi opinión, en el último debate se ha permitido que demasiados diputados excedan su tiempo de uso de la palabra, algunos por casi el doble de tiempo. Le ruego que, por favor, recuerde a todos que, si hace falta, podrá desconectarse el micrófono. Tal vez sería necesario que no perdamos el tiempo de uso de la palabra que se nos concede. Presidente Sí, a algunas de sus Señorías se les ha concedido dos veces el uso de la palabra, pero no en el mismo tema. En cuanto a las desconexiones, hoy he sido generoso con todos y no he apagado el micrófono a nadie, pero la próxima vez lo haré. Raül Romeva i Rueda Señor Presidente, deseo insistir en el hecho de que nuestro grupo está presente, pero, por la misma razón que el Grupo de la Alianza Progresista de Socialistas y Demócratas en el Parlamento Europeo, hemos decidido no participar en la votación, para marcar nuestra oposición al hecho de que se hayan celebrado este debate y las votaciones. Ilda Figueiredo Señor Presidente, nuestra intervención va exactamente en el mismo sentido. Por las razones que también hemos explicado durante nuestra intervención, no vamos a participar en este debate..., en esta votación. Hemos participado en el debate, pero no vamos a participar en esta votación, que es una falsa urgencia, como ya hemos explicado. Presidente Señorías, debo llamar su atención sobre un pequeño error técnico del apartado 6. Las palabras "criminal" y "disciplinary" se suprimirán de este apartado.

Przyjęcie przez Słowację jednej waluty w dniu 1 stycznia 2009 r. (debata) Przewodniczący Następnym punktem jest sprawozdanie pana posła Casa, w imieniu Komisji Gospodarczej i Monetarnej, w sprawie wniosku dotyczącego decyzji Rady zgodnie z art. 122 ust. 2 Traktatu w sprawie przyjęcia przez Słowację wspólnej waluty w dniu 1 stycznia 2009 r. - C6-0198/2008 -. Panie i panowie! Pozwolę sobie pogratulować Słowacji i naszym słowackim kolegom - posłom do PE tego sukcesu ich państwa i strefy euro. Vladimír Špidla Pani przewodnicząca! W imieniu Komisji na początku chciałbym podziękować Komisji Gospodarczej i Monetarnej oraz sprawozdawcy, panu posłowi Casa, za wspaniałą pracę, jaką wykonali w zakresie oceny spełnienia przez Słowację kryteriów konwergencji do przyjęcia wspólnej waluty. Po wejściu Słowacji do strefy euro będzie w niej szesnastu członków, w tym czterech z grupy państw, które weszły do Unii Europejskiej w 2004 r. To piąte rozszerzenie strefy euro od wprowadzenia wspólnej waluty w 1999 r. To jasny dowód jego otwarcia dla wszystkich państw członkowskich, które spełniają warunki, ustanowione Traktatem. Wejście Słowacji do strefy euro to ukoronowanie godnego uwagi postępu, jaki słowacka gospodarka osiągnęła w ostatnim dziesięcioleciu. Umożliwi temu krajowi korzystanie z istotnych korzyści, oferowanych przez Unię Gospodarczą i Monetarną, przedstawionych w sprawozdaniu, przyjętym przez Komisję w maju zeszłego roku w X rocznicę EGM. Sprawozdanie wskazuje również, że aby w pełni wykorzystać korzyści z euro, konieczne jest realizowanie zdrowej polityki makroekonomicznej w celu ochrony konkurencyjności państwa po nieodwołalnym ustaleniu kurs wymiany, co obejmuje dyscyplinę fiskalną, odpowiedzialną politykę płac i reformy strukturalne, szczególnie w odniesieniu do funkcjonowania rynku pracy. Bez jasnego zaangażowania w tym zakresie istnieje niebezpieczeństwo, że inflacja mogłaby stać się rzeczywistym i poważnym problemem. Ten punkt jest wyraźnie wymieniony w sprawozdaniu pana posła Casa i Komisja w całości się z nim zgadza. Na posiedzeniu dnia 3 czerwca Rada Ecofin zatwierdziła sprawozdanie Komisji w sprawie spełnienia przez Słowację kryteriów konwergencji. Rada Europejska na posiedzeniu w Brukseli w czwartek i piątek winna, po otrzymaniu opinii Parlamentu, potwierdzić poparcie polityczne dla przyjęcia przez Słowację wspólnej waluty, co zostanie potwierdzone przez Radę Ecofin w lipcu. W następnym tygodniu Komisja zaproponuje ostateczny kurs wymiany słowackiej korony na euro, który także zostanie formalnie przyjęty przez Radę Ecofin w lipcu. W odniesieniu do tego chciałbym podziękować Komisji Gospodarczej i Monetarnej oraz panu posłowi Casa za prace, które rozpoczęli wiele miesięcy temu, aby umożliwić Parlamentowi wydanie opinii krótkim terminie, że zadaniem naszych trzech instytucji jest przeprowadzenie rzetelnej oceny spełnienia kryteriów przez przedmiotowe państwo członkowskie i udzielenie mu wystarczającego czasu na dopełnienie praktycznych ustaleń do przyjęcia euro z dniem 1 stycznia 2009 r. David Casa Przed nami ważna chwila, ponieważ w tym Parlamencie ponownie omawiamy rozszerzenie strefy euro w celu włączenia byłego państwa komunistycznego, państwa, które - podobnie jak mój własny kraj, Malta, weszło do Unii Europejskiej w 2004 r., państwa, które musi zmienić swoją gospodarkę, aby zyskać możliwość spełnienia kryteriów, określonych w Traktacie. Nie było to łatwe do osiągnięcia. Od miesięcy dyskutowaliśmy z Komisją, Europejskim Bankiem Centralnym, słowackim rządem, jak też całym społeczeństwem obywatelskim Słowacji, aby zapewnić, że proces ten może rzeczywiście pomóc Słowacji w spełnieniu wszystkich kryteriów, określonych w Traktacie. Po wydaniu przez Komisję jej sprawozdania, my, jako Parlament, przeprowadziliśmy proces dyskusji i konsultacji, co było naprawdę bardzo ważnym momentem, nawet dla mnie, ponieważ mogłem widzieć, co mówiła Komisja, a nie tylko to, co mówił Europejski Bank Centralny lub rząd Słowacji, jak też mogłem dowiedzieć się od Słowaków, jak postrzegają ten historyczny krok, który wykonają, jeśli Bóg pozwoli, w styczniu następnego roku. Jak stwierdził komisarz tuż przede mną, dzisiaj Słowacja ponosi odpowiedzialność, ponieważ za nią stoją w kolejce państwa, których większość, podobnie jak Słowacja, zakończyło erę komunistyczną i pragnie wejść do tego obszaru, który jest tak ważny dla Unii Europejskiej. Tak więc państwo, o którym dziś rozmawiamy, ponosi odpowiedzialność za utrzymanie stałego charakteru konwergencji, szczególnie w odniesieniu do stopy inflacji, co było wielokrotnie dyskutowane, nawet w moim sprawozdaniu. Natomiast z danych statystycznych, które mamy dzisiaj przed sobą, jasno wynika, że problem występuje w całej strefie i nie możemy wyróżnić Słowacji, ponieważ dziś rozmawiamy o stopie inflacji, która faktycznie wzrosła w 21 państwach Unii Europejskiej. Dlatego nie tylko musimy zapewnić utrzymanie stałej stopy inflacji przez Słowację, ale również zastanowić się, w jaki sposób można by maksymalnie obniżyć stopę inflacji we wszystkich państwach, które już weszły do strefy euro. Znamy problemy, przed którymi obecnie stajemy, problemie ropy naftowej, który nie oddziałuje na nas w sposób pozytywny i dlatego musimy zastanowić się, w jaki sposób podejdziemy do tego bardzo ważnego zagadnienia. Jak powiedziałem, Parlament odbył pierwszą wizytę na Słowację i apelowałbym, żeby delegacje z Parlamentu tej kadencji były wysyłane do każdego państwa, które zamierza wejść do strefy euro, ponieważ daje to możliwość wysłuchania i dowiedzenia się więcej o tym, jaki jest rzeczywisty stan gospodarki w danym kraju. Co do Komisji, jestem trochę rozczarowany ponowną oceną, przeprowadzoną po oficjalnej publikacji sprawozdania dotyczącego konwergencji. Nie uważam, aby ten Parlament powinien być traktowany w sposób, w jaki potraktowała go Komisja, ponieważ przynajmniej powinna się z nami skonsultować. Rozumiem, że ponownej oceny nie można opublikować z dużym wyprzedzeniem z uwagi na możliwość spekulacji, jednak Parlament wymaga, że kiedy podobne środki zostają podjęte po sporządzeniu sprawozdania dotyczącego konwergencji, konsultacje z Parlamentem powinny być przeprowadzone, nawet jeżeli miałoby to się w ostatnich chwilach tej decyzji. Kończąc, chciałbym podziękować wszystkim, którzy pomogli mi w przygotowaniu tego sprawozdania, w tym sprawozdawcom pomocniczym ze wszystkich grup politycznych, mojemu koordynatorowi i przewodniczącym komisji, którzy zawsze współpracowali w przygotowaniu tego sprawozdania. Wreszcie dziękuję Słowakom i życzę im powodzenia w tym historycznym kroku, który obecnie zamierzają zrobić. Powinniśmy głosować za tym ważnym krokiem nie tylko dla ich dobra, ale także dla dobra całej Unii Europejskiej. Alexander Radwan Panie przewodniczący, panie i panowie! Ja także chciałbym podziękować sprawozdawcy. W ciągu ostatnich kilku dni miałem kilka dodatkowych przemyśleń dotyczących przystąpienia Słowacji do strefy euro. Grupa Europejskiej Partii Ludowej (Chrześcijańscy Demokraci) i Europejscy Demokraci będą głosować za tym sprawozdaniem. W świetle wydarzeń, towarzyszących zmianie korony na euro, ponownie przedkładamy odnośne zmiany i kompromisowe wnioski, ponieważ ta zmiana, która przekracza dopuszczalne 15% wahania, doprowadziła również do sporu w Parlamencie. Wszystko, co możemy zrobić, to zwrócić się do Komisji - i to nie tylko prosić, ale także naciskać - żeby pomogła w tej sprawie tak, aby przy przyszłych przyjęciach wspólnej waluty, czego kryteria, które już zostały określone w Traktacie, zostały skonkretyzowane. Odkąd zostałem posłem do Parlamentu Europejskiego, zawsze byłem obecny, kiedy nowe państwo przyjmowało wspólną walutę. Za każdym razem przedstawiano nam nowe argumenty, w tym ten, że "ostatecznie poprzednie państwa także były w stanie to zrobić w ten sposób”, co stanie się niekończącą się opowieścią. Uważam za ważne, abyśmy postrzegali wejście do strefy euro mniej jako sprawę honoru narodowego, a bardziej jako cel większej obiektywizacji kryteriów, co jest korzystne dla przystępującego państwa. Rewaluacja korony w górę o ponad 17% jest z pewnością uzasadniona z ekonomicznego punktu widzenia. Czy połączenie terminu rewaluacji z wejściem do obszaru Euro było słuszne, to inna sprawa. Dlatego powinniśmy zrobić wszystko, co jest możliwe, aby zapewnić, że euro i cała gospodarka osiągną coś dobrego zamiast ograniczać się do punktu widzenia sytuacji politycznej o ograniczonym czasie trwania, czy to europejskiej czy krajowej. Pozwolę sobie krótko przypomnieć, co stało się w czwartek. Uważam, że wielokrotne ignorowanie tego aspektu przez Parlament Europejski jest nieprawidłowe, a jutrzejsza debata główna będzie właśnie no tym. Dzisiaj będziemy głosować, czy Słowacja powinna wejść do strefy euro, a ECOFIN zrobi to w lipcu. W czwartek zobaczyliśmy, jak jeden członek strefy euro oświadczył, że nie chce, aby Unia Europejska była taka, jaka jest. Poten wysocy przedstawiciele pana ojczystego kraju, panie komisarzu, wypowiadali się w podobnym duchu. Euro nigdy nie było celem samym w sobie. Euro zawsze było wyznacznikiem drogi dalszego rozwój Unii Europejskiej. Teraz - chociaż nie ma tu Rady - każdy zadaje to samo pytanie: dokąd teraz Europo? Jakie mają być kolejne, konkretne kroki? Niektórzy mówią o rdzeniu Europy, inni o alternatywach, inni jeszcze mówią, że powinniśmy zakończyć rozszerzanie, natomiast inni zachowują się tak, jakby nic nie miało się zmienić. Dlatego ponownie spróbujemy z euro i jeszcze raz później. Jednakże podejmując te decyzje, winniśmy pamiętać o realiach politycznych w Unii Europejskiej, tak więc głosując dzisiaj, mam bardzo mieszane uczucia, czy zwykłe zignorowanie głosowania - rzeczywistość w Europie - jest naprawdę słuszną rzeczą do zrobienia. Dariusz Rosati w imieniu grupy PSE. - Panie Przewodniczący! Chciałbym zacząć od podziękowania panu posłowi Davidowi Casie za przygotowanie znakomitego sprawozdania. Chcę powiedzieć, że grupa PSE będzie popierała to sprawozdanie. Chcę również podkreślić, że po raz pierwszy mamy do czynienia z wejściem do obszaru euro kraju z obszaru Europy Środkowej, kraju postkomunistycznego z dawnego bloku sowieckiego. Traktuję to nie tylko w kategoriach symbolicznych, ale także jako ważny krok na drodze naprzód w postępie integracji europejskiej. Jest to sukces samej unii walutowej, bo w jej skład wejdzie gospodarka dynamiczna, konkurencyjna, nieobciążona długiem publicznym, co z pewnością przyczyni się do wzmocnienia strefy euro. Po drugie, jest to również sukces Słowacji, która pomyślnie wypełniła wszystkie kryteria członkowstwa i będzie mogła korzystać z dobrodziejstw wspólnej waluty. Sukces ten jest szczególnie ważny i potrzebny dziś, kiedy wyniki przegranego referendum w Irlandii zachwiały wiarą w przyszłość integracji europejskiej. Akcesja Słowacji do strefy euro pokazuje, że proces pogłębiania integracji europejskiej postępuje naprzód i wierzę, że nawet najwięksi eurosceptycy nie będą go w stanie zatrzymać. Przyjęcie Słowacji do klubu państw posługujących się wspólną walutą jest potwierdzeniem tego, że konsekwentnie wdrażane reformy gospodarcze i strukturalne opłacają się i przynoszą pozytywne rezultaty. Słowacja jest dzisiaj jednym z najszybciej rozwijających się państw w Unii Europejskiej. Mówił o tym pan komisarz Špidla. Jednym ze źródeł tych sukcesów są właśnie reformy, i w tym miejscu należą się podziękowania i wyrazu uznania zarówno dla rządu Mikuláša Dzurindy, który wprowadził te trudne reformy, jak również dla obecnego rządu Roberta Fico, który te reformy kontynuuje. Przyjęcie euro przez Słowację to także wielkie wyzwanie. W szczególności rząd słowacki powinien zapewnić, aby zmiana waluty nastąpiła w sposób zorganizowany, aby nie doszło do podwyżek cen i tak, aby poparcie Słowaków dla nowej waluty utrzymało się na przyszłość. Gratulując moim słowackim kolegom tego sukcesu, chcę - jako poseł z Polski - również powiedzieć, że mam nadzieję, że mój kraj także dołączy do nich niedługo. Wolf Klinz Panie przewodniczący! Słowacja rzeczywiście ma zdumiewające osiągnięcia jak na kilka lat. Kto mógł wyobrazić sobie, że Słowacja będzie jednym z pierwszych, nowych państw członkowskich, które będą w stanie dołączyć do strefy euro? Ale ciężka praca nie skończyła się, w rzeczywistości dopiero się zaczyna. W swojej ocenie i analizach Komisja i Europejski Bank Centralny jasno stwierdziły, że kwestia możliwości utrzymania inflacji na pożądanym poziomie w dłuższym czasie, pozostaje otwarta. Słowacja jest świadoma tego problemu. Stąd bezprecedensowe posunięcie i rewaluacja waluty krajowej, korony, o ponad 17% do euro, nie ma sensu. Mogę jedynie apelować do Słowacji żeby nie dawała nam powodu do powtórki doświadczenia ze Słowenią, gdzie inflacja gwałtownie wzrosła niemal zaraz po przystąpieniu do strefy euro. Posunięcie Słowacji, tj. rewaluacja korony, pokazuje, że kraj poważnie podchodzi do problemu kontroli inflacji. To prawda, że inflację z importu, zwłaszcza w przypadku produktów energetycznych, można częściowo kontrolować w ten sposób. Jednakże nie oznacza to, że środki w innych obszarach przestają być bardzo ważne; zawsze takie będą. Jak zauważył komisarz Špidla, restrykcyjna polityka fiskalna, wzrosty wynagrodzeń, które nadal koncentrują się na zwiększaniu produktywności, a nie życzeniach pracowników i mobilizacja rynku pracy - wszystkie są tego częścią. Wiemy, że uwarunkowania w poszczególnych regionach Słowacji są ogromnie zróżnicowane. W niektórych regionach bezrobocie przewyższa poziom średni, natomiast w innych brakuje wykwalifikowanych pracowników. Pan poseł Radwan ma całkowitą rację. Przystąpienie do strefy euro to nie tylko krok gospodarczy, ale także polityczny. Dawniej zostało zaprojektowane jako wejście na etap, który uwieńczy znacznie szersza integracja. Mam nadzieję, że Słowacja, poprzez umiarkowaną, prawidłową, zorientowaną strukturalnie politykę wniesie swój wkład i będzie mogła odznaczyć to wejście jako sukces na koniec dnia. Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk w imieniu grupy UEN. - Panie Przewodniczący! Zabierając głos w tej debacie w imieniu grupy UEN chcę zwrócić uwagę na następujące kwestie. Po raz kolejny Komisja Europejska przypomina o konieczności spełnienia wszystkich kryteriów z Maastricht przed przystąpieniem do strefy euro w odniesieniu do nowych krajów członkowskich. Jednocześnie wymownie milczy o tym, że w momencie wprowadzania euro wiele starych krajów członkowskich tych kryteriów nie spełniało. Po drugie, mimo zmian w pakcie na rzecz stabilności i wzrostu korzystnych dla takich krajów jak Niemcy czy Francja nie zmienił się swoisty, pobłażliwy stosunek Komisji do największych państw strefy euro w zakresie przestrzegania kryteriów z Maastricht. Komisja tolerowała w przeszłości, zdaje się tolerować nadal zarówno znaczące deficyty budżetowe, a zwłaszcza wysokość długu publicznego przekraczającego 60% PNB. Dług publiczny w krajach piętnastki wynosił w 2006 r. średnio 63% PNB i aż połowa krajów znajdujących się w strefie euro miała dług publiczny przekraczający 60%. W tej sytuacji osiągnięcia Słowacji w postaci deficytu wynoszącego 2,2% czy długu publicznego wynoszącego zaledwie 29%, inflacji 2,2%, zasługują na szczególne podkreślenie. Wejście Słowacji do strefy euro będzie ważnym doświadczeniem dla nowych państw członkowskich. Wszystkie one mają bowiem stosunkowo niski poziom PNB na głowę mieszkańca, duże zróżnicowanie dochodowe obywateli, niski poziom zamożności czy stosunkowo niski ogólny poziom cen. Skutki wprowadzenia euro na Słowacji, szczególnie... (Przewodniczący odebrał głos mówcy) Hanne Dahl w imieniu grupy IND/DEM. - (DA) Panie przewodniczący! Słowacja pragnie uczestniczyć w euro i nie winię jej za to, jednak pragnę wykorzystać tę okazję i zaapelować o zrównoważenie. Mimo wszystko można powiedzieć, że euro właśnie staje przed swoim pierwszym sprawdzianem. Obserwujemy wzrost cen, z różnych powodów, nie tylko w Europie, ale i na całym świecie. Wzrasta inflacja i kształtują się oczekiwania inflacyjne. Euro jako waluta nie stanęło wcześniej wobec takiego sprawdzianu. Europejski Bank Centralny funkcjonuje w oparciu o maksymalną stopę inflacji 2%. Nie ma innych środków egzekwowania tego pułapu niż podwyższanie stóp procentowych w celu ograniczenia stopnia aktywności gospodarczej przy próbie obniżenia inflacji. Jeżeli tak uczyni, jest to powód do obaw przed recesją. Pakt na rzecz stabilizacji i wzrostu koncentruje się wyłącznie na zapewnieniu, aby deficyt budżetowy nie przekroczył 3% PKB. To ograniczenie pobudzania gospodarki daje nam podstawy do obaw o dalszą recesję w Europie. Jeżeli byłabym na miejscu Słowacji, w każdym przypadku przekładałabym likwidację własnej waluty na rzecz euro, dopóki Euro nie przejdzie swego pierwszego testu w kryzysie gospodarczym. Sergej Kozlík (SK) Panie przewodniczący, panie i panowie, panie komisarzu! Z historii możemy się wiele nauczyć. W latach 90-tych XX w. większość ówczesnych państw członków strefy euro nie była w stanie spełnić kryteriów konwergencji. Większość z tych państw miało problem z nadmiernym deficytem, finansami publicznymi i inflacją. W roku odniesienia 1997 Niemcy miały problem ze spełnieniem kryterium dotyczącego poziomu długu publicznego i w efekcie nawet te państwa, które znacząco przekroczyły wartości kryterium, takie jak Belgia czy Włochy, były tolerowane. Niektóre państwa w rodzącej się strefie Euro wręcz posunęły się do tak zwanej "kreatywnej rachunkowości”, tj. procedur, dzięki którym ich wyniki gospodarcze wyglądały na lepsze, niż były w rzeczywistości. Potem, pomimo paru czkawek, większość państw strefy euro rozwiązała i kontynuuje rozwiązywanie tych problemów pod parasolem euro, silnej wspólnej waluty. Muszę zaznaczyć, że te państwa nie spełniły wszystkich kryteriów deficytu. Dlatego ci, którzy pokazują palcem na kandydatów do przystąpienia do strefy euro, powinni pamiętać, żeby to nie oni pierwsi rzucili kamieniem. Republika Słowacji nie tylko spełniła kryteria konwergencji; spełniła je przed terminem. Rozwój parametrów Słowacji był przez długi czas monitorowany i był całkowicie przejrzysty. Obawy o przyszłą inflację, wyrażone przez Europejski Bank Centralny, można generalnie zastosować do wszystkich członków strefy euro, ponieważ gospodarka europejska nie rozwija się w próżni. Obecna globalna eksplozja cen jest tego dowodem. W konsekwencji z zadowoleniem przyjmuję pozytywne stanowisko Komisji Europejskiej i Parlamentu Europejskiego, podkreślone w sprawozdaniu pana posła sprawozdawcy Casa w sprawie przyjęcia przez Słowację wspólnej waluty w dniu 1 stycznia 2009 r. To nie tylko stanowisko techniczne, ale także znaczący gest polityczny, który sygnalizuje innym kandydatom do przystąpienia do strefy euro, że ich wysiłki mogą prowadzić do namacalnych rezultatów. Ján Hudacký (SK) Chciałbym zacząć od wyrażenia podziękowań sprawozdawcy, panu David Casa, za jego wspaniałe i wyważone sprawozdanie oraz za pragmatyczne podejście przy ocenie poszczególnych poprawek. Wejście Słowacji do strefy euro nie było przypadkowe. To naturalna kulminacja ogromnych wysiłków słowackich rządów, które stworzyły, szczególnie w latach 1998-2006, solidne podstawy gospodarcze poprzez radykalne reformy gospodarcze w obszarze finansów, podatków i spraw społecznych. Reformy te, łącznie z bezpośrednimi inwestycjami zagranicznymi, umożliwiły Słowacji osiągnięcie stałego i wysokiego wzrostu gospodarczego. Nieprzerwane starania na rzecz osiągnięcia celu, jak też odpowiedzialne postępowanie słowackich rządów i banku narodowego, umożliwiły spełnienie wszystkich kryteriów z Maastricht, niezbędnych do przystąpienia do strefy euro, bez dodatkowych wpływów, takich jak ukryta inflacja lub sztuczne umocnienia słowackiej waluty, korony. Niektórzy członkowie Komitetu ECON wyrazili swoje obawy odnośnie do trwałości tych kryteriów w długim terminie, w szczególności niskiej stopy inflacji. Jestem jednak przekonany, że Słowacja ma wszystko, czego trzeba do spełnienia tych kryteriów w horyzoncie długoterminowym, pod warunkiem, że będzie realizować przynajmniej standardową politykę fiskalną i dalsze reformy strukturalne będą prowadzone. Rozwój sytuacji w obszarze cen energii i żywności jest i pozostanie problemem globalnym. Słowacja zdecydowanie nie będzie państwem, które wykracza poza uzgodnione ramy. Konkludując, szczególnie chciałbym podziękować narodowi Słowacji, który zaakceptował te fundamentalne, radykalne reformy i tym samym zasługuje na najwyższe pochwały za osiągniecie tego pozytywnego rezultatu. Pervenche Berès (FR) Panie przewodniczący, panie komisarzu! Wierzę, ze dzięki naszemu sprawozdawcy, panu posłowi Casa, dysponujemy wyważonym sprawozdaniem jako podstawą pożądanej decyzji politycznej, którą zamierzamy podjąć: wejście Słowacji do strefy euro. To pierwsze z państw "wyszegradzkich”, które wchodzi do strefy i jestem przekonana o dużym znaczeniu tego zdarzenia z politycznego punktu widzenia, co należy podkreślić. Dla Słowaków to koniec jednej przygody i początek następnej. To koniec przygotowań i osiągnięcie pozycji, która spełnia kryteria z Maastricht. Doświadczenie pokazało nam, że kiedy państwo przystąpiło do strefy euro, często najtrudniejsze ma dopiero przed sobą. W przypadku Słowacji możemy to zobaczyć z punktu widzenia kontroli inflacji i dążenia do równowagi, natomiast z punktu widzenia spójności społecznej i realizacji reform strukturalnych nadal pozostaje wiele do zrobienia. Aby to osiągnąć, wierzę, że omawiane przez nas mechanizmy, zmierzające do tego, aby w przyszłości Unia Gospodarcza i Walutowa miała większe możliwości wspierania i wspólnej pracy nad sposobem wykorzystania walut przez państwa członkowskie, będą pomocne. Nie będziemy zmieniać szeroko dyskutowanych kryteriów z Maastricht. Nikt nie zwracał się o ich zmianę, natomiast powinny być interpretowane i badane w zmienionym kontekście. Obecnie Unia Gospodarcza i Walutowa ma 10 lat i wiemy, co nadal szwankuje pod względem zrównoważenia polityki gospodarczej, polityki walutowej, a nawet jej zewnętrznych oznak. Unia Gospodarcza i Walutowa, do której przystępuje Słowacja, to nie ta sama sytuacja, co 10 lat temu i wszyscy musimy wziąć to pod uwagę. Olle Schmidt (SV) Kto by pomyślał, kiedy Słowacją rządził Vladimir Mečiar, ten kraj nie tylko zostanie państwem członkowskim UE, ale również wprowadzi euro po 10 latach. To prawdziwy słowacki cud. Pan poseł sprawozdawca przedstawia korzyści, jakie przynosi euro, jak również ryzyka i problemy, jakie mogą wyniknąć. Dobrze, że Słowacja wzięła pod uwagę stanowisko EBC dotyczące ryzyka wzrostu inflacji po przyjęciu euro i uważam, że rewaluacja korony była konieczna, po konsultacjach. To posunięcie wskazuje zarówno na instynkt jak i przekonanie o dobrej polityce gospodarczej w przyszłości jako członka grupy euro. Panie przewodniczący, mam nadzieję, że w najbliższej przyszłości mój własny kraj również zda sobie sprawę ze znaczenia, zarówno ekonomicznego, jak i politycznego, pełnego udziału w unijnej współpracy. Chociaż referenda nie są obecnie szczególnie popularne, mam nadzieję, że w latach 2010-2011 będziemy w stanie przeprowadzić referendum, w którym zagłosujemy za wprowadzeniem euro w Szwecji. Kryzys finansowy pokazuje, co silna waluta europejska i skuteczny bank centralny znaczą dla ochrony wzrostu i gospodarki UE. Dzięki dalszemu stosowaniu surowych kryteriów wejścia i konstruktywnej pomocy, dostępnej wszystkim, którzy zostali członkami grupy euro, gospodarka UE będzie dodatkowo wzmocniona. Zsolt László Becsey (HU) Dziękuję za możliwość zabrania głosu. Nadszedł wielki moment, ponieważ Parlament, a następnie Rada w formalnym sensie prawnym, wkrótce zadecydują, czy pierwsze z państw byłej Rady Wzajemnej Pomocy Gospodarczej (RWPG) i Paktu Warszawskiego, zostanie dopuszczone do obszaru wspólnej waluty. Gratuluję panu posłowi Casa, sprawozdawcy, wykonania wspaniałej, wybitnej pracy. Cieszy mnie, że Słowacja spełniła wszystkie kryteria ilościowe, określone w traktacie WE jako warunki przyjęcia do strefy euro. Osiągnięcie to jest wynikiem dziesięcioletniej pracy. Uważam, że ważne jest jedynie wyrażenie opinii, czy aplikujące państwo spełniło kryteria, ponieważ inaczej dyskryminujemy Państwa Członkowskie w oparciu o to, czy dołączyły do strefy Euro wcześniej, czy zrobią to w przyszłości. Luźno zdefiniowane kryteria zrównoważenia - zwłaszcza w odniesieniu do inflacji lub długu - lub rzeczywista konwergencja nie mogą być przedmiotem oddzielnych analiz ilościowych w sprawozdaniu, ponieważ wszystkim państwom członkowskim w strefie euro należy ufać jednakowo od chwili, z którą dołączyły do realizowania zrównoważenia. Właśnie taka sytuacja występuje, jeżeli poziom zadłużenia przedmiotowego państwa członkowskiego jest niski i spada w porównaniu do pozostałych członków klubu euro. Ta kwestia jest istotna dla przyszłego procesu rozszerzenia. Rząd Słowacji bierze na siebie wielką odpowiedzialność. Zaraz po unieruchomieniu kursu wymiany, innymi słowy od lipca, musi pokazać, że nie skupia się wyłącznie na własnym członkostwie w strefie euro, ale także odpowiada za inne państwa w regionie. W świetle tego Słowacja musi użyć wszelkich sposobów, którymi dysponuje, aby utrzymać inflację pod kontrolą, innymi słowy w granicach limitu referencyjnego. Czyniąc to zademonstruje, że zrozumiałe i usprawiedliwione obawy, wyrażone przez kilku członków tej Izby oraz Europejski Bank Centralny (EBC) - mianowicie że po ogromnym przesunięciu centralnego kursu wymiany, Bratysława może nie być w stanie lub może zabraknąć jej woli zahamowania presji inflacyjnej, wynikające z cen importowych i zamknięcia luki cenowej - i zostaną pogłębione przez nieodpowiedzialną postawę. Ponadto nie jest to czas, ani miejsce, by podnosić inne, nierozwiązane problemy związane z rozszerzeniem strefy euro. Takie problemy jak zapewnienie, aby kandydujące państwa złożyły wniosek w terminie, zdefiniowanie, co rozumiemy przez dyscyplinę odnośnie do ram czasowych pomiędzy sformułowaniem opinii przez Komisję a podjęciem decyzji, lub zdefiniowanie pojęcia rzeczywistej konwergencji, lub jak długo możemy realistycznie spodziewać się utrzymania stabilności kursu wymiany w przypadku aprecjacji, muszą być stawiane oddzielnie. Tych zagadnień nie należy podnosić tutaj, w sposób wybiórczy i dyskryminujący i z tego powodu dzisiaj wstrzymuję się od głosowania nad tymi zagadnieniami. Dziękuję, panie przewodniczący, za możliwość zabrania głosu. Monika Beňová (SK) W ostatnich latach Republika Słowacji przeprowadziła szereg trudnych reform, a obecny rząd w udany sposób zrekompensował to uboższym grupom społecznym, które ponoszą ich skutki. Od kiedy rząd podszedł, w sposób odpowiedzialny i sumienny, nie tylko do rekompensaty z tytułu reform, ale również zadania spełnienia obligatoryjnych kryteriów i zapewnienia sprawnego, ogólnego procesu, którego kulminacją jest przyjęcie Euro w dniu 1 stycznia 2009 r., dzisiaj Słowacja ma jedną z najlepszych gospodarek (nie tylko w Unii) i udało nam się także zwiększyć stopę zatrudnienia. Wszystkie te fakty sugerują, że nowe kryterium stałego zrównoważenia inflacji nie będzie dla Słowacji problemem nie do pokonania, również w przyszłości. Szczerym życzeniem rządu Republiki Słowacji jest, by przyjęcie Euro w dniu 1 stycznia 2009 r. nie miało poważnego wpływu na uboższe grupy społeczne. W konsekwencji rząd już podjął kroki w celu ochrony tych osób i stworzenia im dogodnych warunków w okresie przygotowań do nowej waluty i jej późniejszego używania. Niestety wkrótce rząd Słowacji będzie debatował nad moratorium w sprawie cen niektórych podstawowych środków spożywczych. Innym, podobnym krokiem jest próba rządu słowackiego osiągnięcia ogólnospołecznego consensusu w sprawie przejścia na euro. Rząd włączył do tego programu władze regionalne i lokalne, kręgi profesjonalne i społeczeństwo obywatelskie, jak też kościoły. Panie i panowie, pozwolę sobie mi zakończyć stwierdzeniem, że to raczej współpraca i wzajemny szacunek niż bezpodstawna i często populistyczna krytyka, są jedyną droga do przyszłych sukcesów Unii, pod każdym względem. Ivo Strejček Panie przewodniczący! Dla nas to dość szczególny dzień. Kiedyś żyliśmy w tym samym państwie, Czechosłowacji, a teraz, dzisiaj, my, Czesi, możemy życzyć Słowakom wszystkiego najlepszego w związku z przyjęciem euro. Parę tygodni temu Słowacja otrzymała zielone światło do wejścia do strefy euro. Rząd słowacki, jak też słowacki bank centralny doskonale wiedzą, że spełnienie decydujących kryteriów, nie w krótkim czasie, lecz w terminach średnim i długim, to wymagające zadanie. Słowacka gospodarka jest w trakcie doganiania pozostałych członków Europejskiej Unii Walutowej. To może prowadzić do nacisku na ceny i inflację, ale jestem pewien, że Słowacy temu podołają. Ale nie o tym chcę teraz mówić. Dziś chciałbym położyć nacisk na inną rzecz, którą osobiście nazywam słowacką historią - drogę do euro. Rzeczywistość, w której Słowacja dołączy do strefy Euro, jest oparta na solidnych podstawach i doskonałych wynikach słowackiej gospodarki. Słuszną rzeczą będzie podkreślenie pozytywnej roli byłego, centroprawicowego koalicyjnego rządu słowackiego, pod kierunkiem zdolnego premiera Mikuláš Dzurinda. Po przeprowadzeniu wszystkich ważnych reform strukturalnych, gospodarka słowacka spełniła wszystkie istotne kryteria: redukcji długu publicznego i utrzymania inflacji pod kontrolą; autorem tych reform był rząd i gabinet pana premiera Dzurinda. Życzę Słowakom wszystkiego najlepszego w strefie euro. Vladimír Maňka (SK) W ciągu ostatnich sześciu lat gospodarka słowacka rosła w średnim tempie powyżej 6,5% rocznie. W ostatnim roku wzrost nawet przekroczył 10%. Zgodnie z wszystkimi wskaźnikami, Słowacja spełniła kryteria z naddatkiem. Władze Słowacji znają sytuację w zakresie rzeczywistej i nominalnej konwergencji słowackiej gospodarki oraz jej potencjalnego wpływu na przyszły rozwój gospodarki i inflacji. Ich zdaniem słowacka konsolidacja jest zgodna z Paktem na rzecz stabilności i wzrostu. Zgodnie z przyjętym budżetem trzyletnim, głównym celem fiskalnym jest osiągnięcie deficytu na poziomie 0,8% do 2010 r., co oznacza realizację celu fiskalnego. Zgodnie z ustaloną datą, celem jest osiągnięcie równowagi budżetowej do 2011 r., co oznacza nadwyżkę budżetową rzędu 1,3%, bez drugiego filara. Rząd słowacki podjął środki, zmierzające do utrzymania inflacji pod kontrolą. W czerwcu przyjął program modernizacji, przewidujący reformy strukturalne rynku pracy, konsolidację finansów publicznych i wsparcie edukacji, nauki i badań. Pozwolę sobie podkreślić, że przedstawiciele biznesu, przedsiębiorców, pracodawców, związków zawodowych, emerytów, słowackich miast i wsi oraz banki poparły przyjęcie euro na Słowacji. Partnerzy społeczni rządu podpisali deklarację, w której zobowiązują się utrzymać wzrost wynagrodzeń na poziomie wzrostu produkcji. To zobowiązanie wniesie znaczący wkład w zrównoważenie inflacji na Słowacji. Chciałbym podziękować sprawozdawcy i sprawozdawcom pomocniczym za poprawne podejście, oparte na liczbach, faktach i analizach. Słowaccy urzędnicy i Słowacy pragną przyczyniać się do rozwoju gospodarki europejskiej, a tym samym stabilizacji i wiarygodności euro. Zita Pleštinská (SK) Ponieważ euro jest ważnym symbolem znoszenia barier i łączenia europejczyków, przyjęcie euro przez Słowację jest kolejnym, historycznym krokiem w procesie integracji europejskiej. Przygotowania do przyjęcia euro przez Słowację zostały rozpoczęte jeszcze przed przystąpieniem Republiki Słowacji do Unii Europejskiej. Poprzedni słowacki rząd, kierowany przez premiera Mikuláš Dzurinda, przyjął strategię przyjęcia euro już w 2003 r. Przeprowadził ważne reformy, które uczyniły ze Słowacji kraj sukcesu gospodarczego i politycznego. Z uwagi na wzrost inflacja w Słowenii po przyjęciu przez to państwo euro, problem zrównoważenia inflacji i deficytu publicznego budzi obawy na Słowacji. Jednakże nie zgadzam się z poglądami niektórych moich kolegów, że potrzebne są dodatkowe kryteria monitorowania stabilności gospodarczej Słowacji. Słowacja spełnia wszystkie kryteria z Maastricht, które stanowią warunki przyjęcia euro. Jest za późno na debatę w sprawie ustalenia kryteriów z Maastricht dla gospodarek szybciej rozwijających się. W zamian chciałabym wspomnieć przyczynę zmiany centralnego parytetu, co niemieccy posłowie do PE przedstawili jako negatywne zjawisko. Przesunięcie centralnego parytetu było odzwierciedleniem, w dwóch przypadkach, rozwoju gospodarczego państwa, który opierał się przede wszystkim na wzroście produktywności. Wzywam rząd Republiki Słowacji do intensyfikacji kampanii, skierowanej do obywateli, w szczególności informowania grup szczególnie wrażliwych. Myślę, że podawanie podwójnych cen powinno być obligatoryjne nie tylko przez sześć miesięcy przed wejściem do strefy euro, ale także przynajmniej przez rok po przyjęciu euro. To pomoże konsumentom przyzwyczaić się do cen w euro. Jestem przekonana, że dobre, konkurencyjne otoczenie gospodarcze zapewni konsumentom większy wybór, co jest najlepszym lekarstwem na rosnące ceny. Wierzę, że Słowacja będzie też uczyć się z doświadczeń innych państw, które już przyjęły euro. Konkludując, chciałabym pogratulować mojemu koledze, panu David Casa, za jego poparcie przyjęcia Słowacji do strefy euro. Wierzę, że jego imię zapisze się w historii Słowacji. Elisa Ferreira (PT) Panie przewodniczący, panie komisarzu, panie i panowie! Dziesięć lat po swoich narodzinach, euro jest niezaprzeczalnym sukcesem i dzisiaj stanowi jeden z filarów zaufania obywateli w projekt europejski. Dlatego z zadowoleniem przyjmuję powiększenie strefy euro. W następstwie takich samych decyzji odnoszących się do innych państw, strefa ta powiększy się teraz o Słowację. Jednak, wspominając dziesiątą rocznicę euro, nie możemy zapomnieć lekcji, której nauczyliśmy się po drodze, lekcji o zrównoważonym i trwałym charakterze procesu i o wpływie na rzeczywistą konwergencję, powiązanym ze wspólną walutą. Możliwe, że w pewnym zakresie dałoby się usprawnić stosowanie kryteriów przystąpienia i być może trzeba się zastanowić nad trwałością i solidnością procesu w odniesieniu do dotychczasowych i nowych członków. W przypadku Słowacji, 17% rewaloryzacja waluty, aczkolwiek zaplanowana i zgodna z kryteriami Traktatu, stanowi temat do namysłu. Tak jak mówiłam, te kwestie zasługują na poważną debatę, w której aktywny udział musi mieć Parlament Europejski. Grupa Socjalistyczna pragnie, żeby euro przyczyniło się do czegoś więcej, niż tylko do zapewnienia stabilności finansowej. Euro musi być także instrumentem służącym do pobudzenia rzeczywistej konwergencji Unii, wzrostu zatrudnienia oraz postępu. Proponujemy dogłębniejszą kontynuację tej dyskusji podczas debaty EMU@10, to jest podczas obchodów dziesięciolecia euro. Tymczasem, chciałabym pogratulować sprawozdawcom i sprawozdawcom pomocniczym, udzielić pochwały i wyrazić uznanie dla nadzwyczajnych starań podjętych przez Słowację, jej rząd i partnerów społecznych oraz dla sukcesu, który już osiągnęli. Mam nadzieję, że osiągną też sukces biorąc udział w przyszłym projekcie dotyczącym wprowadzenia wspólnej waluty i właśnie w związku z tym życzę im wszystkiego najlepszego. Hans-Peter Martin (DE) Panie przewodniczący! To bardzo dobrze że Słowacja ma możliwość wejścia do strefy euro. Proszę sobie tylko wyobrazić, jak przez ostatni rok wyglądałaby Europa bez euro. Waluty poszczególnych państw zostałyby wzięte na cel, tak jak za czasów Sorosa. Jednak, jak pokazał przykład Włochów, zbyt mocne przywiązanie do euro nie całkiem wychodzi na dobre. Jeśli byłaby możliwość udzielenia rady Słowacji, - która oczywiście musi podjąć decyzje samodzielnie - to poradziłbym rozważenie zastosowania klauzuli opt-out, szczególnie w obliczu tego, co dzieje się teraz na szczeblu europejskim. Istnieje ryzyko, że znaki czasu nie zostaną odpowiednio odczytane przez szczyt UE, że będzie on przebiegał jak gdyby nic nadzwyczajnego się nie działo. Dystans między obywatelami a elita europejską powiększa się w taki sposób, że cały projekt europejski jest narażony na ryzyko, podczas gdy każdy powinien pracować na rzecz prawdziwej demokracji. Milan Gaľa (SK) Chciałbym podziękować sprawozdawcy, panu Davidowi Casa, za pracę nad sprawozdaniem. W ciągu ostatniej dekady, zwłaszcza za rządów pana Mikuláša Dzurindy, postkomunistyczna Słowacja wprowadziła reformy społeczno - ekonomiczne, które umożliwiły sprostanie gospodarczym kryteriom z Maastricht. Przyjęcie przez Słowację euro spowoduje zmiany. Konieczne jest przygotowanie obywateli na te zmiany i przekonanie ich, że przystąpienie do strefy euro będzie dla nich korzystne. Trzeba stworzyć poczucie zaufania do nowej waluty i zapewnić wystarczającą ilość informacji. Kilka słowackich firm dobrowolnie zobowiązało się do przestrzegania tak zwanego biznesowego kodeksu etycznego podczas przejścia na euro. Zgodziły się one na zaoferowanie swoim klientom, wspólnikom i obywatelom wystarczającej ilości informacji i zobowiązały się do tego, że w żaden sposób nie nadużyją przelicznika walutowego dla celów osiągnięcia osobistych korzyści finansowych. Uważam, że te kroki pomogą nam zaufać we wspólny projekt europejski. Wierzę także, że dzisiaj, Parlament Europejski zagłosuje za przyjęciem europejskiej waluty przez Słowacje. Miloš Koterec (SK) Nowa waluta jest punktem zwrotnym dla społeczeństwa i jego obywateli. Jak każda zmiana, pociąga za sobą pewne niepokoje, co do efektów. Znając sytuację na Słowacji, jestem pewien, że wszystko przebiegnie dobrze i wszelkie zmartwienia znikną w kilka miesięcy po rozpoczęciu 2009 roku. Moja pewność opiera się na dwóch głównych przesłankach. Po pierwsze, wiadomym jest, że Słowacja w pełni sprostała kryteriom makroekonomicznym z Maastricht, co jest dowodem na formalną gotowość Słowacji do przyjęcia euro. Słowacja zapewni także trwałość utrzymania tych kryteriów. Co więcej, rząd, parlament, partnerzy społeczni i całe społeczeństwo poważnie planują praktyczne rozwiązania problemów, które mogą towarzyszyć zmianie waluty. Wszędzie zostanie wprowadzone podawanie cen w dwóch walutach a mechanizm regularnego monitorowania jest już gotowy po to, żeby uniknąć nadużyć przy przejściu na euro. Dostępna jest także pewna liczba innych środków zapewniających obywatelom informacje i pomoc w codziennych trudnościach dotyczących posługiwania się euro. Wierzę, że od następnego roku, Słowacja będzie modelowym i stabilnym członkiem strefy euro; wolnym od problemów wzorcem dla Unii Europejskiej. DanutBudreikait (LT) Chciałabym pogratulować Komisji decyzji o udzieleniu Słowacji zielonego światła na przystąpienie do obszaru euro, do 1 stycznia przyszłego roku. Przyjęcie euro przez Słowację jest doskonałym przykładem dla innych państw, zachętą do zwiększenia wysiłków i poczynienia dodatkowych kroków prowadzących ku spełnieniu kryteriów konwergencji. Słowacja ma przystąpić do strefy euro w czasie, gdy UE i świat doświadczają bardzo skomplikowanej sytuacji gospodarczej, z rosnącymi cenami paliwa i rosnącą inflacją. Dlatego, każde państwo, które stara się o członkowstwo w obszarze euro lub jest już jego członkiem powinno brać przykład ze Słowacji. Chciałabym także zwrócić uwagę na fakt, że przy okazji przystąpienia Słowacji do strefy euro jako jej szesnasty członek, niezbędne staje się wyposażenie Rady Prezesów Europejskiego Banku Centralnego w efektywną procedurę decyzyjną. Niestety, ostateczna decyzja na temat systemu rotacyjnego nie została jeszcze podjęta. Chciałabym podkreślić jak ważne znaczenie ma nieprzesuwanie wprowadzenia systemu rotacyjnego do momentu, kiedy liczba prezesów osiągnie 18 i zagwarantowanie wprowadzenia go tak szybko, jak to tylko możliwe, zarówno w świetle przygotowań, które Słowacja musi poczynić, aby wstąpić do strefy euro jak i dalszego poszerzania się tego obszaru. Simon Busuttil (MT) Chciałbym pogratulować mojemu koledze, panu Casa, który włożył mnóstwo pracy w przygotowanie tego sprawozdania i życzyć mu sukcesu. Chciałbym pogratulować Słowacji, która wkrótce ma przyjąć euro. Pochodzę z kraju, który przyjął euro w tym roku i mogę każdego zapewnić, że mimo trudności i poświęceń, z jakimi kraj musi się borykać w celu przystąpienia do obszaru euro, fakt ten stanowi dla takich krajów źródło satysfakcji i dumy. Chciałbym powiedzieć, że w tej dyskusji oczywista staje się możliwość istnienia Europy "dwóch szybkości”. Mówię to, ponieważ w zeszłym tygodniu, odbyło się w Irlandii referendum. Każdy zna jego wynik. Sądzę, że bardzo ważne jest pokazanie, że Europa może działać ze zmienną prędkością i ważne jest też, abyśmy zaczęli rozważać tą możliwość uwzględniając przyszły postęp integracji europejskiej. Margarita Starkevičiūt (LT) Litwa jest państwem, które w swojej Umowie akcesyjnej zobowiązało się do przyjęcia euro. Za każdym razem - to jest cztery razy w ciągu naszej kadencji - kiedy podejmujemy decyzję dotyczącą udzielenia zielonego światła na przyjęcie euro przez taki czy inny kraj, staramy się uzupełniać kryteria z Maastricht lub uzasadniać je w inny sposób. To wydaje się potwierdzać fakt, że wciąż mamy wątpliwości dotyczące wprowadzania w życie tych kryteriów. Na samym początku, my, jako reprezentanci Litwy oraz reprezentanci innych państw, zasugerowaliśmy, że te zagadnienia będą rozpatrzone w imieniu i na szczeblu Parlamentu Europejskiego oraz Rady. Jednakże, przez cały ten czas, sugestie te są odrzucane. Zamiast skupiać się na wyjaśnianiu niuansów i szczegółów technicznych wstrzymujących skuteczne rozszerzanie się obszaru euro, wolelibyśmy zająć się podejmowaniem odrębnych, mniej lub bardziej swobodnych decyzji dla każdego kraju. Chciałabym zaznaczyć, że oczywiste jest wprowadzenie surowej polityki fiskalnej i że nie ma możliwości abyśmy zmienili nasz ... (Przewodniczący wyłączył mikrofon) Zuzana Roithová (CS) Panie przewodniczący! Powodem opóźnień europejskiego projektu zjednoczenia, towarzyszącemu ratyfikacji nowego Traktatu jest prawdopodobnie fakt, że dobrobyt zapewniony Europejczykom przez wspólny rynek wewnętrzny uznaje się za rzecz oczywistą. Szkoda, że nasze uznanie dla sukcesu Unii Celnej, która obchodzi swoją czterdziestą rocznicę, jest zbyt ciche. Dziesięć lat sukcesów i osiągnięć wspólnej waluty to także jest powód do uczczenia. Zmuszając rządy do utrzymania dyscypliny budżetowej, stworzono w strefie euro godną podziwu, stałą makroekonomię, odporną na wszystkie wstrząsy pomimo globalizacji. Jako czeska posłanka do tego Parlamentu, chcę pogratulować Słowacji przystąpienia to strefy euro. Lwia część tego sukcesu należy do pana Dzurindy i reform wprowadzonych pięć lat temu. Lewica może teraz świętować swój sukces, ponieważ kiedy weszła do rządu, uznała członkostwo w strefie euro za interes narodowy. Mam nadzieję, że nauczy to czegoś czeskich eurosceptyków i pewnego dnia, to Słowacy będą gratulować nam. Niestety, może to potrwać co najmniej następnych pięć lat albo i dłużej. Werner Langen (DE) Panie przewodniczący! Słowacja przeżyła wzrost gospodarczy i po tej kontrowersyjnej debacie na temat wypełniania przez nią kryteriów, będziemy głosować czy powinna dołączyć do obszaru euro. Chciałbym podziękować sprawozdawcy, panu Casa, ponieważ w swoim sprawozdaniu wziął pod uwagę podniesione zastrzeżenia. Procesowi reform i towarzyszącym mu refleksjom nie ma końca, gdy państwo przystępuje do obszaru euro; to znaczy kiedy zaczyna się prawdziwe wyzwanie. Inflacja jest i będzie problemem na Słowacji. Nie bez powodu miały tam już miejsce dwie rewaloryzacje - ostatnia 17.65% - i z góry powiem, że przed ostatecznym ustaleniem kursu wymiany walutowej, nastąpi kolejna rewaloryzacja słowackiej korony. Dlatego wszyscy musimy dołożyć starań, aby zapewnić rzeczywistą konwergencję. Mam nadzieję, że Rada i Minister Finansów potraktują poważnie niepokój Parlamentu Europejskiego i że Komisja przeprowadzi otwartą dyskusję na temat tego procesu w przyszłości. Vladimír Špidla komisarz - (CS) Panie i panowie! Słowacja ma obecnie możliwość przystąpienia do strefy euro. Stało się tak, dzięki wynikom społeczno-gospodarczym Republiki Słowackiej. Zasługa za to osiągnięcie leży po stronie wszystkich kolejnych rządów Słowacji, które mocno skoncentrowały się na tym temacie. Myślę, że słowaccy przywódcy wykazali wolę i możliwości reagowania na konieczne zmiany. Możliwość ta jest także zasługą konsekwencji polityki Unii Europejskiej i rozpoczęcia projektu europejskiego, jako że Słowacja zaakceptowała wszystkie kryteria i sprostała ich wymogom. Ten fakt otworzył drzwi dla przyjęcia euro i żadnych dalszych wątpliwości nie wyrażono. Powiększenie strefy euro poprzez włączenie kolejnego państwa, Słowacji, zdecydowanie doprowadzi do głębszej integracji europejskiej. Nie tylko Republika Słowacka, ale także Unia Europejska jako całość, skorzysta z głębszej integracji kiedy ta pomyślna i szybko rozwijająca się gospodarka zostanie przyłączona. W debacie zostały wspomniane obawy przed inflacją. Oczywiście, te obawy są w pewien sposób uzasadnione. Z drugiej strony, istnieją równie mocne argumenty, które dowodzą, że słowacki rząd jest konsekwentny w swoich reakcjach, za wszelką cenę, i nie leży to w interesie żadnego rządu, aby wywoływać inflację. Oczywiście, ryzyko inflacji istnieje i ta sprawa była przywoływana uwadze słowackiego rządu we wszystkich dokumentach i debatach. Odnośnie do tematu rewaloryzacji słowackiej waluty, musze powiedzieć, że zawsze mieściła się w przewidywanych granicach, w ramach elastyczności, na którą w tym procesie można pozwolić każdemu rządowi, każdemu państwu po to, żeby umożliwić jak najlepszą reakcję w tak nieoczekiwanej chwili, jaką jest przyjęcie euro. To nie jest codzienna sytuacja ani codzienna sprawa. To jest prawdziwie nadzwyczajna sytuacja i trzeba pozwolić państwom członkowskim na pewne pole do manewru. Mimo, że ostateczne ustalenie wartości będzie bardzo poważnym celem i zadaniem i mimo, że będzie to niezwykła operacja, to nie będzie się odbywać po raz pierwszy. Strefę euro powiększano już wcześniej a operacja ta, skomplikowana i fachowa, kończyła się sukcesem. Panie i panowie! Pozwólcie, że pogratuluję Słowacji uczynienia wielkiego kroku i osiągnięcia tego ogromnego sukcesu. Chcę także podkreślić, że oczywiście jest to wynik pracy kolejnych rządów słowackich oraz zrozumienia i woli słowackiego narodu. David Casa Chciałbym podziękować moim kolegom posłom za dyskusję. Podzielam opinię, że w tym Parlamencie istnieje zgoda, jeśli chodzi o uznanie gotowości Słowacji do przystąpienia do obszaru euro. Istnieją pewne poprawki, które zabezpieczyły zgodę kilku grup politycznych. Przed nami, jako mówcami - a dokładniej, przede mną -historyczny moment. Mamy także, jak powiedziało kilku posłów, klub, który przyjmuje nie tylko największe i najbardziej rozwinięte państwa, ale także każdego, kto jest przygotowany i gotowy do przyjęcia zasad Unii Europejskiej. Dlatego dzisiaj mamy obszar, który przyjmuje każdego, kto sprosta wszystkim kryteriom zawartym w Traktacie. Nie ma wątpliwości, jak słusznie zauważyli moi koledzy posłowie, że nie było łatwo Słowacji i nie będzie łatwo temu państwu w najbliższych miesiącach. Zakończę moje przemówienie ponownie dziękując wszystkim tym, którzy pomogli mi dotrzeć do tego miejsca i mam szczerą nadzieję, że naród słowacki będzie w stanie budować dalej na sukcesie, jaki dotąd został osiągnięty. Mam nadzieję, że w nadchodzących miesiącach i latach taki sam sukces, jaki ich państwo odnosi w wielu sektorach, odniosą także ci ludzie, którzy ciężko pracowali, aby dotrzeć do tego bardzo ważnego etapu. Przewodniczący Debata została zamknięta. Teraz przejdziemy do głosowania.

Trygg och miljöriktig fartygsåtervinning (debatt) Talmannen - Nästa punkt är en debatt om en muntliga fråga till kommissionen om förhandlingarna i maj 2009 inom Internationella sjöfartsorganisationen (IMO) om villkoren för ikraftträdandet av konventionen om säker och miljövänlig fartygsåtervinning från Johannes Blokland för utskottet för miljö, folkhälsa och livsmedelssäkerhet - B6-0224/2009). Johannes Blokland frågeställare. - (NL) Herr talman! Under plenarsammanträdet i maj förra året tog Europaparlamentet tydligt ställning mot de människoförnedrande och miljöskadliga förhållandena vid nedmontering av fartyg. Ändå nedmonteras fortfarande enorma fartyg för skrotdelarna längs många stränder i södra Asien under förhållanden som är både miljöfarliga och människoförnedrande. I t.ex. Bangladesh uppfyller inte en enda av de 36 nedmonteringsplatserna minimikrav på miljöskydd och säkerhet. En positiv sak är att en högre domstol för en vecka sedan därför beordrade Bangladeshs regering att inom två veckor stänga dessa ”nedmonteringsvarv”. Samma domstol förbjöd samtidigt alla fartyg som innehåller farliga ämnen att komma in på Bangladeshs territorium. Dessutom har Bangladeshs miljöminister fått tre månader på sig att fastställa regler för skrotning av fartyg som uppfyller Baselkonventionens krav. Det är precis de viktiga åtgärder som Europaparlamentet förordade i förra årets resolution. Man kan nästan tro att Bangladeshs högre domstol har läst vår resolution. Jag ser detta beslut som en viktig seger i kampen mot de oacceptabla metoder som jag nämnde tidigare. Det är mycket viktigt att Bangladeshs regering följer upp domstolens beslut på rätt sätt. Och det gäller inte bara Bangladesh utan även andra asiatiska länder. Som jag redan har påpekat räcker det inte att enskilda stater agerar. Det finns fortfarande ett akut behov av en global lösning på fartygsnedmonteringsproblemet. I maj i år håller Internationella sjöfartsorganisationen (IMO) en global konferens i Hongkong i syfte att uppnå ett globalt avtal om skrotning av fartyg. Med resolutionen från utskottet för miljö, folkhälsa och livsmedelssäkerhet måste man skicka en tydlig signal till rådet och kommissionen inför förhandlingarna så att resultatet blir det bästa möjliga. När det gäller förra årets resolution är det viktigt att lägga till följande fem punkter. För det första måste det göras klart att skrotade fartyg som innehåller farliga ämnen måste betraktas som farligt avfall och därmed omfattas av Baselkonventionen. Att fortsätta att debattera definitionerna ligger inte i miljöskyddets intresse. Denna ståndpunkt försvagas något genom ändringsförslag 1 från Gruppen för Europeiska folkpartiet (kristdemokrater) och Europademokrater och jag kan därför inte stödja det. För det andra måste det anses som oacceptabelt att fartyg körs på grund för att nedmonteras på platsen. För det tredje måste det vidtas åtgärder - framför allt en utfasning av tankfartyg med enkelskrov - innan den långa ratificeringsperioden löper ut. För det fjärde bör certifiering av nedmonteringsvarv välkomnas. För det femte bör åtgärderna även i fortsättningen omfatta en obligatorisk fond inom ramen för producentansvaret - vilket Europaparlamentet slog fast förra året. Europeiska kommissionen verkar dock fortfarande ompröva denna ståndpunkt. Jag vill därför höra kommissionsledamot Ján Figel' säga att kommissionen fortfarande är beredd att inrätta en skrotningsfond. Tillsammans med förra årets resolution stakar Europaparlamentet i och med denna resolution ut en tydlig kurs mot en lösning av de problem som jag har nämnt. Jag välkomnar den breda enighet som råder i denna fråga i miljöutskottet och transport- och turismutskottet. Jag hoppas att rådet och kommissionen gör en liknande gemensam ansträngning att ingå ett bra avtal i Hongkong om två månader, ett avtal som väl värnar säkerheten, folkhälsan och miljön. Jag vill att kommissionsledamot Ján Figel' upplyser oss om Europeiska kommissionen kommer att använda denna tydliga kurs som en viktig tillgång i förhandlingarna under IMO-konferensen, och om vilka åtgärder kommissionen tänker ta för att se till att den konvention som ingås genomförs snabbt. Ján Figeľ ledamot av kommissionen. - (EN) Herr talman! Låt mig först tacka parlamentet för dess mycket starka intresse och fortsatta engagemang i frågan om fartygsnedmontering. Jag vill rikta ett särskilt tack till Johannes Blokland. Det här är en mycket bra utgångspunkt för vidare åtgärder på EU-nivå, så att EU gör sitt för att lösa detta internationella problem. Dessa frågor kommer även lägligt med tanke på det beslut som Bangladeshs högre domstol nyligen fattade, och som ni just nämnde, och situationen i detta land. Enligt beslutet måste alla nedmonteringsvarv stängas inom två veckor eftersom de inte har fått tillstånd av miljöministern. Importen av farliga fartyg som står på en lista kommer att förbjudas och alla importerade fartyg måste först rengöras. Bangladesh ska slutligen utforma en nationell lag om fartygsnedmontering som uppfyller kraven i Baselkonventionen. Låt mig nu ta upp situationen på närmare håll genom att besvara era frågor. Er första fråga gäller utfasningen av strandningsmetoden - dvs. när uttjänta fartyg nedmonteras direkt på stränderna. Jag delar er oro över de allvarliga risker som detta innebär för människors hälsa och miljön. Vi övervägde att införa ett EU-förbud mot strandning i konsekvensanalysen av vår strategi. Det fanns vissa farhågor kring om ett sådant förbud inte skulle vara effektivt eftersom det bara skulle gälla EU-flaggade fartyg och vara enkelt att kringgå på laglig väg genom att byta flagg. Vi tror att det är effektivare att satsa på att se till att de tekniska riktlinjer som håller på att utformas inför den kommande IMO-konventionen verkligen leder till en säker och miljövänlig återvinning av fartyg. Framstegen i utformningen av dessa riktlinjer har hittills varit mycket uppmuntrande. Det är hur som helst mycket tveksamt om den traditionella strandningsmetoden skulle uppfylla kraven i de kommande riktlinjerna. Och när det gäller er andra fråga är jag glad över att kunna bekräfta att kommissionen är fast besluten att arbeta för att konventionen om återvinning av fartyg ska införlivas snabbt och effektivt med EU:s lagstiftning. Generaldirektoratet för miljö har redan satt igång flera undersökningar och arbetar med att analysera effekterna av centrala delar av konventionen. Jag anser att det är oerhört viktigt att EU visar ledarskap och hur högt vi prioriterar denna fråga. Då uppmuntras tredjeländer att ratificera konventionen så att den snabbare kan träda i kraft. Men jag delar den oro som ni tar upp i er tredje fråga om vikten av att inte undergräva gemenskapens nuvarande regelverk. Vi måste värna de befintliga kraven om arbetstagares rättigheter och miljöskydd när IMO-konventionen införlivas. I vår undersökning kommer vi därför att noggrant jämföra kraven i IMO-konventionen med vårt regelverk. Och jag vill understryka att vi framför allt kommer att se till att förordningen om avfallstransporter från 2006 inte undergrävs. Pilar Ayuso för PPE-DE-gruppen. - (ES) Herr talman, herr kommissionsledamot! Denna fråga är, som Johannes Blokland slår fast, mycket läglig med tanke på den diplomatiska konferens om konventionen om återvinning av fartyg som ska hållas i maj. Jag vill därför gratulera Johannes Blokland inte bara till denna fråga utan också till den resolution som han har utformat. Vi inom Partido Popular vill bekämpa de dåliga metoder som används i samband med skrotningen av fartyg och vi ställer oss därför bakom Johannes Bloklands förslag till en resolution. Vi är dock bekymrade över ett par punkter. Den första är punkt 3 - som Johannes Blokland redan själv har nämnt - där det sägs att uttjänta fartyg bör betraktas som farligt avfall i sin helhet och därför omfattas av Baselkonventionen. Vi har lagt fram ett ändringsförslag när det gäller denna punkt. Det finns nämligen olika tolkningar både i och utanför EU och vi anser att Baselkonventionen bör beaktas och att det inte ska finnas någon konflikt med den. Det bör emellertid vara i det kommande internationella avtalet om fartygsskrotning som man fastställer närmare tillämpningsföreskrifter. I punkt 14 i förslaget till en resolution efterlyser man vidare en finansieringsmekanism som bygger på obligatoriska bidrag från sjöfartssektorn. För oss verkar det faktiskt en smula förhastat att i nuläget tala om obligatoriska bidrag när det ännu inte finns något beslut inom Internationella sjöfartsorganisationen om hur det system som ska införas med hjälp av dessa pengar ska se ut, och Europeiska kommissionen verkar inte heller ha något tydligt svar på denna fråga. I punkt 15 uppmanas slutligen kommissionen att klart och tydligt fastställa att det är den stat som har jurisdiktion över avfallsägarna som är den ansvariga staten. Vi anser inte att detta är något som kommissionen ska bestämma. Vi anser att även detta bör fastställas i ett internationellt avtal. Det viktiga är att se till att det kommande avtalet om återvinning av fartyg överensstämmer med Baselkonventionen om kontroll av gränsöverskridande transporter och slutligt omhändertagande av farligt avfall, och att inte bara beakta Baselkonventionen utan all befintlig lagstiftning. Ján Figeľ ledamot av kommissionen. - (EN) Herr talman! Jag tackar både Pilar Ayuso och Johannes Blokland för deras synpunkter och särskilt för den sistnämndes engagerade insats. Som jag sa tidigare måste vi särskilt när det gäller avfall, eller farligt avfall, se till att tillämpningen av konventionen ligger helt i linje med förordning (EG) nr 1013/2006 om avfallstransporter som vi antog ganska nyligen. När det gäller finansieringen finns det i dagsläget ingen fond eller mekanism. Vi har inlett en undersökning för att ta fram möjliga alternativ eller en lösning och vi kommer snart att inleda offentliga samråd om denna fråga. Så era synpunkter kommer då liksom nu att vara mycket välkomna, särskilt beträffande inrättandet av en nedmonteringsfond. Talmannen - Debatten är härmed avslutad. Omröstningen kommer att äga rum torsdagen den 26 mars 2009.

Gevolgen voor het milieu van de geplande gasleiding in de Oostzee (debat) De Voorzitter Het volgende onderwerp is het verslag van de heer Libicki, namens de Commissie verzoekschriften, betreffende de gevolgen voor het milieu van de geplande gasleiding in de Oostzee om Rusland en Duitsland te verbinden (Verzoekschrift 0614/2007 en 0952/2007). Marcin Libicki rapporteur. - (PL) Mijnheer de Voorzitter, het debat van vandaag is heel bijzonder, omdat het is gebaseerd op een verzoek van gewone burgers van de Europese Unie. Ik wil graag de mensen op de tribune, de auteurs van het verzoekschrift dat de basis heeft gevormd voor het debat van vandaag, verwelkomen. De heer Krzysztof Mączkowski is aanwezig, die veel ecologische organisaties vertegenwoordigt en, naar ik meen, mevrouw Morkunaite uit Litouwen. Het verzoekschrift is door bijna 30 000 mensen ondertekend. Er blijven handtekeningen binnenkomen bij de Commissie verzoekschriften. Dit debat wordt, zonder enige twijfel, nauwlettend gevolgd door vele miljoenen en door de publieke opinie in alle landen rond de Oostzee. De geschiedenis van dit verzoekschrift in het Europees Parlement hield in dat we, in de eerste plaats, een aantal discussies hadden over dit onderwerp binnen de Commissie verzoekschriften. Deze discussies waren gebaseerd op uiterst sterke presentaties van de auteurs van het verzoekschrift. In totaal hebben we vijf debatten over dit onderwerp gehad. We hebben ook een openbare hoorzitting georganiseerd. Tijdens de openbare hoorzitting debatteerden wereldberoemde specialisten en zij bevestigden wat de indieners van het verzoekschrift hadden gezegd: dat de bedreiging van de natuurlijke omgeving van de Oostzee enorm is en of het eigenlijk wel de moeite waard is om een dergelijke gok te nemen voor zo'n enorme investering. Terwijl deze discussies gaande waren in de Commissie verzoekschriften en toen het Europees Parlement instemde om over de kwestie een openbaar debat te houden, hetgeen vandaag gebeurt, vonden er aanvullende debatten plaats in de Commissie industrie, onderzoek en energie en de Commissie buitenlandse zaken. De teksten die werden voorgedragen ter goedkeuring verkregen negentig procent steun in de Commissie verzoekschriften en in beide andere commissies. Pas toen ontstond er plotseling een significante activiteit onder de tegenstanders en critici van dit verslag en de argumenten die erin vervat zijn. Plotseling werden 180 amendementen ingediend bij de Commissie verzoekschriften. Bijna allemaal werden ze verworpen. De adviserende commissies werden geconfronteerd met een soortgelijke ervaring. Men kon dit immense offensief - er is geen andere manier om het te omschrijven - zien van Nord Stream. Wij hebben steminstructies ontvangen die waren voorbereid door Nord Stream; dat was in de Commissie verzoekschriften. Ik zit al vier jaar in het Europees Parlement en dit is de eerste keer in mijn ervaring dat mensen die betrokken zijn bij het lobbyen zowaar de parlementsleden vertelden hoe ze moesten stemmen en het ene na het andere amendement presenteerden: onthoudt u hierop van stemming, stem hierop "ja”, stem hierop "nee”. Het debat van vandaag is gebaseerd op veertig verschillende meningen en deskundigenrapporten. Dames en heren, er zijn drie partijen bij deze overweging: de gewone burgers van de Unie, een enorm politiek en economisch kapitaal, en het Europees Parlement. Het Europees Parlement dient te spreken voor de gewone burgers van de Europese Unie. Laten we leren van de les over wat gebeurd is bij de referenda in Frankrijk, Nederland en Ierland. Wij willen het vertrouwen winnen van de gewone burgers in de Europese Unie en ik hoop dat dit de houding zal zijn van alle leden in dit Parlement. Ik wil graag alle mensen bedanken die hebben geholpen om tot het punt te komen dat we werkelijk vandaag dit debat kunnen voeren. Ik wil graag mevrouw Foltyn-Kubicka bedanken, die een prachtige tentoonstelling hier in het Europees Parlement heeft voorbereid over de Oostzee, de heer Cashman, die eerste vicevoorzitter van de Commissie verzoekschriften is, en de heer Beazley, die voorzitter is van de Baltische interfractiewerkgroep in het Europees Parlement. Ik wil ook het secretariaat van de Commissie verzoekschriften bedanken, onder wie David Lowe, Karen Chioti en Silvia Cannalire, evenals alle mensen die mij advies en hulp hebben geboden en met wie ik heb samengewerkt: Szymon Szynkowski, Norbert Napierajów, Wojciech Danecki, Witold Ziobrze en Michał Krupiński. Deze mensen hebben de grootste inbreng gehad in dit werk. Stavros Dimas lid van de Commissie. - (EL) Mijnheer de Voorzitter, ik wil graag de voorzitter van de Commissie verzoekschriften, de heer Libicki, bedanken voor zijn verslag, dat ons mogelijk maakt om te discussiëren over de gevolgen voor het milieu van dit grote project, een aardgasleiding van 1 200 km lengte, die een ondiepe zee, zoals de Oostzee, zal doorkruisen. Het gaat hier niet alleen om het feit dat dit een belangrijk project is, dat veel vragen opwekt over de bescherming van het milieu in het Oostzeegebied, maar ook om het feit dat dit het eerste lijkt te zijn van veel soortgelijke projecten die zijn gepland voor de toekomst. Het project heeft de afgelopen maanden al sterk de aandacht getrokken van de media en van politici in het gehele Oostzeegebied. Het is besproken bij veel forums en in veel van de betrokken landen. Zoals de heer Libicki al zei, is het ook besproken in het Europees Parlement bij een openbare hoorzitting in januari, georganiseerd door de Commissie verzoekschriften, waarin ik zitting heb, samen met mijn collega-commissielid de heer Piebalgs, die verantwoordelijk is voor energiekwesties. Commissaris Piebalgs heeft een overzicht gegeven van de vooruitzichten van de Europese Unie met betrekking tot aardgas en benadrukte dat de behoeften van de Europese Unie aan gas snel toenemen, terwijl de productie van gas in de Europese Unie dramatisch afneemt en de voorraden worden opgebruikt. Ons energiebeleid voor Europa benadrukt de urgente noodzaak tot een verbetering in efficiënt energiegebruik en zonne- en windenergiebronnen, en we werken naar dat doel toe. Significante toenames van aardgasimport zullen echter nog steeds nodig zijn om de energiebehoeften van Europa in de komende decennia te dekken. Extra infrastructuur, zoals aardgaspijpleidingen en terminals voor vloeibaar aardgas, zullen een belangrijke rol spelen bij het voldoen aan de behoeften van de Europese consumenten, en bij het zorgen voor een constante toevoer. De Nord Stream pijpleiding zal het mogelijk maken om de toevoer van aardgas uit Rusland te verhogen. Zoals u weet, is de noodzaak om nieuwe infrastructuur op te bouwen voor het transport van Russisch gas naar de Europese Unie erkend door het Europees Parlement en door de Raad door de richtsnoeren voor de trans-Europese netwerken in de energiesector, aangenomen in september 2006. Ik verwijs hier specifiek naar Beschikking nr. 1364/2006 van het Europees Parlement en van de Raad. In de richtsnoeren zijn bepaalde prioriteitsprojecten gespecificeerd en dit project is aangemerkt als een project van Europees belang en daarom als een topprioriteit. Mits het onderzoek naar de gevolgen voor het milieu tot positieve conclusies komt, zal de Nord Stream pijpleiding een project van Europees belang worden. Mijn belangrijkste punt tijdens de hoorzitting van het Europees Parlement in januari was dat het project, net als alle andere projecten, alle relevante milieuregels van de internationale en Gemeenschapswetgeving moet volgen tijdens de bouw-, operatie- en de bewakingsfasen. Dit is ook het punt dat ik vandaag wil maken. Volgens internationale en Gemeenschapswetgeving moet de projecteigenaar, namelijk Nord Stream AG, dan een uitvoeringsvergunning aanvragen, of een bouwvergunning, bij de landen die jurisdictie hebben over het werk dat uitgevoerd moet worden. Deze landen zijn Duitsland, Denemarken, Finland en Zweden. De toekenning van een uitvoeringsvergunning voor dergelijke projecten is echter onderworpen aan de beoordelingsprocedure van de gevolgen voor het milieu. Dit is ook vastgelegd in de richtsnoeren voor de trans-Europese energienetwerken die ik al eerder noemde. De beoordelingsprocedures van de gevolgen voor het milieu zijn vastgelegd in zowel Gemeenschapswetgeving als in internationale wetgeving. Er is een relevante EU-richtlijn, evenals het Verdrag van Espoo op grensoverschrijdend niveau. Het Verdrag van Espoo is onderdeel van het acquis van de Gemeenschap, aangezien zowel de Gemeenschap als de lidstaten participeren in het Verdrag. In dit geval zijn de procedures van zowel de Gemeenschap als van de nationale wetgeving van toepassing. De grensoverschrijdende aard van het project betekent dat men zich moet houden aan het Verdrag van Espoo, terwijl de betreffende lidstaten op gepaste wijze de hand moeten houden aan de bepalingen van de richtlijn betreffende milieueffectrapportage voordat ze een uitvoeringsvergunning verlenen. De milieueffectprocedure gebaseerd op het Verdrag van Espoo is eind 2006 begonnen met de onthulling van het project. Volgens de informatie die de Commissie heeft, zijn talrijke onderzoeken, verslagen en kwesties in verschillende lidstaten besproken bij verschillende forums en bijeenkomsten, zowel met het publiek als met de bevoegde autoriteiten. Zoals is vastgelegd in het Verdrag van Espoo, moet de aannemer of eigenaar van het project de juiste documentatie verschaffen met betrekking tot de gevolgen voor het milieu. Tegelijkertijd heeft het land met de bevoegdheid om de uitvoeringsvergunning te verlenen, het land van oorsprong, de partij van oorsprong, zoals ernaar wordt verwezen in het Verdrag van Espoo, de volgende twee plichten. Ten eerste moet het land gesprekken voeren met de milieuautoriteiten en met de mensen op wie het invloed heeft, en ten tweede moet het land besprekingen starten met de partij of partijen die worden beïnvloed, dat wil zeggen de buurlanden, die blootgesteld kunnen worden aan de grensoverschrijdende impact. In dit geval zijn de partijen voor wie het gevolgen heeft de drie Baltische staten en Polen. Daarom betekent gepaste naleving van de milieueffectprocedure dat alle bezorgdheid, vragen en belangrijke kwesties, zoals die zijn vermeld in het verslag dat we vandaag bespreken, moeten worden geëvalueerd en besproken door zowel de bevoegde autoriteiten als door het publiek. In het huidige stadium is elke nadruk die wordt gelegd op een potentieel negatief milieueffect dat niet kan worden afgezwakt of vermeden, zoals is vastgelegd in de milieueffectwetgeving, prematuur. In feite is de laatste milieueffectrapportage nog niet opgesteld. Daarom hebben de milieuautoriteiten nog niet de kans gehad om alle technische gegevens die noodzakelijk zijn voor het verschaffen van antwoorden op alle gegronde vragen te analyseren en te evalueren. De landen van oorsprong hebben een wettelijk recht om alle extra informatie op te eisen die zij noodzakelijk achten om, als zij daartoe besluiten, een uitvoeringsvergunning te kunnen verlenen; Zweden heeft dat bijvoorbeeld al gedaan toen de projecteigenaar een formeel verzoek heeft ingediend, teneinde te voldoen aan de nationale wettelijke verplichtingen. Aan de andere kant hebben de belanghebbende partijen ook een wettelijk recht om te zorgen dat zij alle informatie hebben die noodzakelijk is om aan hun behoeften te voldoen. Ik ben ingelicht dat alle betrokken partijen, dat wil zeggen zowel de partijen van oorsprong als de betrokken partijen, regelmatig vergaderingen en discussies houden over de ontwikkelingen in de milieueffectprocedure gebaseerd op het Verdrag van Espoo. De laatste milieueffectrapportage wordt tegen het eind van het jaar verwacht. Nadat deze is ingediend, zullen de formele besprekingen plaatsvinden, en deze zullen de uiteindelijke beslissing bepalen of een uitvoeringsvergunning wordt verleend of niet. Ik verwacht dat de bevoegde autoriteiten in alle lidstaten, die deelnemen aan het Verdrag van Espoo, hun plichten zullen nakomen en hun verantwoordelijkheid zullen nemen zoals zij horen te doen. Rusland dat het Verdrag van Espoo heeft ondertekend, maar er niet aan deelneemt, heeft niettemin toegestemd om zich aan de regels te houden. Tot slot wil ik benadrukken dat wij de ontwikkelingen nauwkeurig in de gaten houden en dat we in contact zijn met de verantwoordelijke partijen van het Verdrag van Espoo, met de betrokken partijen en met de aannemer. Wat betreft de aannemer hebben de autoriteiten van de Commissie duidelijk gemaakt dat alle verplichtingen betrekking hebbend op de noodzakelijke informatie en op de vereiste transparantie moeten worden nagekomen. (Applaus) Christopher Beazley Mijnheer de Voorzitter, mijnheer Libicki, dames en heren, u zult begrijpen dat dit verslag niet alleen zeer belangrijk is voor dit Huis maar ook voor het gros van de mensen, zoals de heer Libicki al heeft gezegd. (EN) 30 000 handtekeningen tonen de bezorgdheid die er is rond de kust van de Oostzee, die is beschreven als een zee die sterft door vervuiling. De zee is zeer ondiep. Op de bodem liggen nog militaire vaartuigen uit de Tweede Wereldoorlog. De vraag is: Is het werkelijk verstandig om een energiepijpleiding langs de bodem van dit speciale deel van de Europese Unie te voeren? Ik heb de eer om de mening op te schrijven van de Commissie buitenlandse zaken en evenals de milieukwesties waar de Commissie verzoekschriften naar heeft gekeken, waren ook wij bezorgd over de aard van het milieubeoordelingsonderzoek waar de Commissie zojuist naar heeft verwezen. Commissaris, kunt u in uw antwoord bevestigen dat u paragraaf 20 van het Parlement van het Libicki-verslag, dat op u en de Commissie een beroep doet om een onafhankelijke milieubeoordeling uit te voeren, zal accepteren? Er bestaat enige bezorgdheid dat als de voorstellers opdracht geven voor een milieubeoordeling deze niet echt objectief zal zijn. Wij doen ook een beroep op alle kuststaten rond de Oostzee - alle negen, met inbegrip van Rusland - om zich volledig te laten inlichten en ook om volledig betrokken te zijn bij het onderhoud en de veiligheid van een dergelijke pijpleiding, mocht deze aangelegd worden. De Commissie heeft het belang van de erkenning van internationale en Europese wetgeving benadrukt en daar willen we aan toevoegen dat aansprakelijkheid van het bedrijf ook noodzakelijk is. De juiste verzekering moet worden afgesloten om ieder potentieel risico of schade, veroorzaakt door het project, door de bouw ervan of daarna, te dekken. Ten slotte dringen wij aan op het principe van wederkerigheid. De mislukte poging gisteren van de Russische partners om de algemeen directeur van BP-TNK te ontslaan, voorspelt niet veel goeds voor het wederzijds begrip tussen EU-bedrijven en Russische bedrijven. Wij zoeken harmonie in deze taak, maar wij verwachten ook dat de Commissie dit project zeer nauwlettend volgt, en zoals de rapporteur en twee commissarissen bij de hoorzitting hebben uitgelegd, is het huidige voorstel, zoals dat is ingediend door Nord Stream, onbevredigend. Ik wil graag eindigen met te zeggen dat mijn fractie voor het Libicki-verslag zal stemmen. Andres Tarand rapporteur voor advies van de Commissie industrie, onderzoek en energie. - (ET) Het enige argument van belang over de aanleg van de Oostzeegasleiding dat onopgelost blijft, is het argument dat betrekking heeft op de bescherming van het milieu. Het Zwitserse bedrijf Nord Stream heeft geen milieueffectrapportage ingediend voor de toegestane deadline, waardoor het Europees Parlement blind moet stemmen. Ook is duidelijk geworden dat in de milieueffectrapportage waartoe opdracht is gegeven door Nord Stream alleen de nieuwe onderzoeksproblemen zijn opgenomen nadat het Parlement had gewezen op belangrijke tekortkomingen in de onderzoeksplannen. Het belangrijkste probleem met de milieueffectrapportage zijn de wrakstukken van tien oorlogsschepen die in augustus 1941 in de strijd met hun munitie tot zinken zijn gebracht in de Golf van Finland; dit is iets dat slechts tien dagen geleden is toegegeven door Doema-lid Andrei Klimov. Vorig jaar werd echter gezegd dat de route volledig vrij was. Er moet speciale aandacht worden besteed aan fosfor dat vrijkomt als het bodemsediment in beroering wordt gebracht: hoewel in de milieueffectrapportage wordt beweerd dat het geen verband houdt met eutrofiëring, verschillen andere stromingen daar van mening over. We moeten ook voorkomen dat dioxines en zware metalen vrij zullen komen. Die laatste zijn relevant in verband met voedselbereiding met vis die giftige stoffen voor de mens bevat. We weten al dat het niveau van deze stoffen en de radioactiviteit op dit moment het hoogst zijn in de Oostzee. Rihards Pīks namens de PPE-DE-Fractie. - (LV) Dank u, mijnheer de Voorzitter. Wat betreft dit project en het verslag van de heer Libicki, wil ik graag zeggen dat er hier over het algemeen drie aspecten in overweging moeten worden genomen. Het eerste is het economische aspect. Het is duidelijk dat energiebronnen noodzakelijk zijn voor zowel Duitsland als voor Europa, en vanuit dit oogpunt is de gaspijpleiding uit Rusland noodzakelijk, aangezien Rusland eigenaar is van de gasbronnen. Het tweede is het politieke aspect. Dat wil zeggen de manier waarop dit project is voorbereid, en wij weten allemaal dat dit is gedaan met veel politiek touwtrekken, vóór de verkiezingen, zonder overleg met de staten die getroffen kunnen worden uit economisch of milieuoogpunt. Ten tweede zijn er, zoals we weten, volgens de EU-strategie voorzieningen getroffen in de energiesfeer voor de compatibiliteit van energiekanalen. Hier is allemaal niet in voorzien, en daarom voldoet het niet aan de EU-strategie voor energiesolidariteit en energieveiligheid die we nu hebben aanvaard. Ten derde is er het milieuaspect, waar het in het Libicki-verslag specifiek om gaat. Zoals we weten, bevinden zich, volgens het Global Environment Facility's verslag, zeven van de tien meest vervuilde locaties in de zeeën van de wereld in de Oostzee. Vanuit dit oogpunt lijkt het mij dat er zeer weinig discussie is geweest - ik geef natuurlijk toe dat de bedrijven die het project ten uitvoer brengen berekeningen hebben gemaakt en debatten hebben gehouden - maar publiekelijk is er niet gediscussieerd over een ander alternatief, en dat is om de gaspijpleiding aan te leggen op een landroute. Dit zou het veel gemakkelijker maken om compatibiliteit te bereiken en zou in feite twee aspecten oplossen - het milieuaspect en het strategische en politieke aspect. Dank u wel. Lasse Lehtinen namens de PSE-Fractie. - (FI) Mijnheer de Voorzitter, het verzoekschrift waar het verslag op ingaat, heeft betrekking op het milieu, maar we hebben opgemerkt in de discussies die hebben plaatsgevonden, dat het gaspijpleidingproject dimensies heeft die geen verband houden met het milieu. Door ons te houden aan het gezag van het Parlement zitten we vast aan de feiten in de resoluties. Een feit is dat de EU behoefte heeft aan Russisch gas en dat Rusland nog meer behoefte heeft aan Europese klanten. Het tweede feit is dat het project waar nu over wordt onderhandeld, is goedgekeurd door de EU als onderdeel van het TEN programma. Dit is een groot bouwproject, waarvan de uitvoering een schadelijk effect kan hebben op het ecosysteem van de Oostzee. Daarom is het belangrijk om onpartijdige milieurapporten te laten maken, zodat de risico's kunnen worden vastgesteld en afgewogen tegen de voordelen. Projecten zonder risico's bestaan niet. De amendementen op het verslag die zijn voorgesteld door onze fractie zijn gebaseerd op het principe dat er geen concessies worden gedaan wat betreft het milieu, maar dat er ook geen kunstmatige barrières worden opgeworpen. Het is ook een feit dat het grootste milieuprobleem, waarmee de Oostzee op het moment wordt geconfronteerd, landbouw is in de omringende landen, en dat het transport van olie per schip, iets wat steeds algemener wordt, een werkelijk risico is. Deze problemen worden echter niet besproken in dit verslag. Het is ook een feit dat de onderhandelingen over de pijpleiding tot een dergelijke mate zijn gepolitiseerd dat het gevaar bestaat dat de kwestie zelf een bijzaak blijft. De opmerking van de voormalige president Poetin dat de Russische vloot ook de financiële belangen moet beschermen, helpt niet om een klimaat van vertrouwen te scheppen. Het gebruik van energie voor politieke druk is geen beschaafde manier om een internationale dialoog te houden. Finland heeft de druk van Rusland ervaren in de vorm van belastingen op hout, maar de Finse regering heeft tenminste vooralsnog deze kwestie niet verbonden met het gaspijpleidingproject. Rusland heeft het Verdrag van Espoo betreffende de Oostzee niet geratificeerd. Rusland zou verplicht moeten worden dit te doen voordat de aanleg van de pijpleiding kan beginnen. Diana Wallis namens de ALDE-Fractie. - (EN) Mijnheer de Voorzitter, dit is een ongelooflijk belangrijk veelzijdig verslag, en het dekt een zeer moeilijk pakket Europese kwesties, niet alleen het milieu. Het is opmerkelijk dat het tot ons komt via de weg van de Commissie verzoekschriften, en het is de verdienste van die commissie dat het haar gelukt is de meningen van het hele spectrum van dit Huis samen te brengen door hoorzittingen en dit verslag, in een poging een samengesteld beeld te krijgen. Het leidende principe van mijn fractie bij het behandelen van dit verslag is vooral geweest om te trachten een Europese reeks antwoorden aan te nemen op de Europese problemen. Eigenlijk onderstreept de pijpleiding de behoefte, als we dat ooit hoeven te onderstrepen, aan een Europese aanpak van de energietoevoer. Het is niet gepast dat verschillende landen verschillende dingen doen met verschillende partners. Wij hebben een reactie van de Gemeenschap nodig die het solidariteitsbeginsel benadrukt. Er is veel gezegd over het milieu, en de commissaris heeft een aantal goede antwoorden gegeven die te maken hebben met de Europese milieuwetgeving, internationale wettelijke verplichtingen, maar we moeten hier vertrouwen opbouwen; we moeten waarborgen, zover dat mogelijk is, dat men zich houdt aan de Europese normen en dat er een gecoördineerde, coherente Europese aanpak is voor de milieukwesties. Dan komen we natuurlijk op het uiterst moeilijke onderwerp van de betrekkingen van de EU met Rusland. We hebben hier een gouden kans: in het Oostzeegebied, in het hoge Noorden, hebben we het NDEP milieupartnerschap voor de noordelijke dimensie. Laten wij dat middel gebruiken, dat een van de succesverhalen is geweest van de betrekkingen tussen de EU en Rusland, om ons hier te helpen. Als laatste laat ik u achter met deze positieve gedachte. In mijn eigen kiesdistrict Yorkshire is een klein dorp dat nu is verbonden met een klein dorp in Noorwegen door de grootste onderzeese gaspijpleiding over en door de Noordzee. Dat heeft intermenselijke relaties opgebouwd die een zeer lange tijd zullen duren. Dat is positief. David Hammerstein namens de Verts/ALE-Fractie. - (ES) Mijnheer de Voorzitter, ik wil de rapporteur, de heer Libicki, voorzitter van de Commissie verzoekschriften bedanken. Hier hebben we zeker te maken met een verzoekschrift van Europese burgers, dat duizenden mensen vertegenwoordigt die bezorgd zijn over de aanleg van een gaspijpleiding om Rusland met Duitsland te verbinden. In het bijzonder moet er een zekere mate van twijfel zijn ten aanzien van de bilaterale aard van de overeenkomst tussen Rusland en Duitsland, betreffende firma's als Gazprom en E.ON, om een van de langste pijpleidingen ter wereld aan te leggen. Het plan is om de pijpleiding in het midden van de Oostzee aan te leggen, zodat deze niet door Polen en de Oostzeestaten hoeft te gaan. Ja, dit project is een politieke omleiding, en ja het is een omleiding die niet alleen om een van de potentiële politieke problemen met betrekking tot de aanleg over land heen gaat, maar het toont buitengewone minachting voor het gemeenschappelijke energiebeleid van de EU en het verzwakt haar positie wat betreft de betrekkingen met Rusland. De bilaterale energieovereenkomsten met Rusland met nauwelijks enige EU-coördinatie zijn ook slecht nieuws voor een solide unaniem buitenlands beleid voor de EU. De bedoeling van het project is om een kwetsbare zee te doorkruisen die al is vervuild door giftige producten, met een uiterst gelimiteerde natuurlijke wateromloopsnelheid. De gevolgen van ongelukken zullen rampzalig zijn voor alle grensstaten. Boven alles, moeten we aandringen op een vastberaden toepassing van het voorzorgsbeginsel, samen met een uitputtende milieurapportage om alle alternatieven te onderzoeken en strikte naleving van alle internationale bepalingen. De beste manier om onze energieveiligheid te garanderen, is het hebben van een gecoördineerd Europees beleid met de strengste milieueisen. Eva-Britt Svensson namens de GUE/NGL-Fractie. - (SV) Mijnheer de Voorzitter, een gaspijpleiding op de bodem van de Oostzee betekent verhoogde klimaatveranderingsuitstoot en ernstige milieurisico's voor het gevoelige ecosysteem van de Oostzee. Er bestaat een risico van verstoring van het biologische evenwicht. Wat zou er kunnen gebeuren met alle mijnen die op de zeebodem zijn gedumpt? De geplande pijpleiding - als deze wordt voltooid volgens plan - betekent een belangrijke afwijking van de verplichting waaraan zo vaak lippendienst wordt bewezen in klimaatdebatten. Maar al die besprekingen over de klimaatkwestie moeten serieus worden genomen en worden omgezet in concrete acties en maatregelen. Elke onderneming die miljarden in aardgasinvestering belegt, vertraagt de zo noodzakelijke investering in alternatieve zonne- en windenergie en druist in tegen alle verklaarde intenties om het milieubeleid te heroverwegen en om klimaatverandering te stoppen. De Oostzee en de klimaatkwestie moeten onder de aandacht worden gebracht, daarom eisen we dat Nord Stream een alternatieve route over land onderzoekt, voordat een besluit wordt genomen over een mogelijke toekomstige gaspijpleiding - dit is geheel in overeenstemming met het besluit van de Zweedse regering in februari van dit jaar. Sylwester Chruszcz (PL) Mijnheer de Voorzitter, wat de Russen doen is totaal geen verrassing, aangezien zij niet behoren tot de Europese Unie en ze een gevestigd economisch belang hebben in de aanleg van de pijpleiding op de bodem van de Oostzee, en deze onafhankelijk maken van tussenpersonen. Maar wat de Duitse regering in Berlijn doet, is schandalig en druist in tegen de Europese solidariteit. De Duitsers, die voor het project van de Europese Unie zijn, en recentelijk voor de Europese grondwet, blijken het woord "Unie” zeer selectief te gebruiken. Wij kunnen dit niet goedkeuren. Ook u, Voorzitter Pöttering, als de belangrijkste Duitser in de Europese Unie, u hebt hier niets aan gedaan. Kunt u misschien, in plaats van naar vergaderingen van landgenoten te reizen, nadenken over activiteiten die de naties van Europa niet tegen elkaar in het harnas jagen? András Gyürk (HU) Dank u, mijnheer de Voorzitter, dat u mij het woord geeft. Dames en heren, de kwestie van de gaspijpleiding in de Oostzee is een van de meest omstreden kwesties voor het gezamenlijk energiebeleid dat wordt ontwikkeld. Veel mensen zijn bezorgd over het feit dat de aanleg van de pijpleiding niet de veiligheid van toevoer naar het continent zal verbeteren, maar onze machteloosheid ten aanzien van Rusland zal verhogen. We kunnen niet weten of de prijzen betaalbaarder zullen worden voor de consument, of dat ze omhoog zullen schieten als gevolg van de enorme investeringen. En ten slotte is er geen duidelijk antwoord op de vragen over de huidige agenda: wat zullen de gevolgen van het Nord Stream project zijn voor het milieu? Naar mijn mening is het van cruciaal belang dat een gepaste effectrapportage voorafgaat aan het laten zinken van de geplande pijpleiding die de toevoer van energie voor Europa gedurende decennia zal bepalen, met inbegrip van Nord Stream. Natuurlijk moet alles worden gecontroleerd door de milieueffectrapportage. In ons geval is er helaas geen grondige, onpartijdige beoordeling die rekening houdt met de milieuvooruitzichten. Maar het verslag voor ons werpt veel licht op de bezorgdheid over het milieu die is ontstaan in verband met de pijpleiding in de Oostzee. Ik denk dat het verkeerd is dat er geen gedetailleerde analyse is gemaakt van wat de exacte gevolgen kunnen zijn van het opbaggeren van 1 200 km van de zeebodem. De gevaren die verborgen worden door de onontplofte munitie van de Tweede Wereldoorlog, die kan worden gevonden in het gebied, zijn ook nog niet opgehelderd. Het feit dat gevaarlijke chemische stoffen in de zee komen tijdens het leggen van de pijpleiding draagt ook bij aan de bezorgdheid. Dit zijn zulke belangrijke kwesties dat ik het onvoorstelbaar vind het project op verantwoorde wijze te realiseren zonder er duidelijk en geruststellend op te reageren. Ik vind dat de bescherming van het milieu en de veiligheid van de energievoorraden elkaar niet uitsluiten. Als het Europees Parlement werkelijk een instelling wil worden die dicht bij de burgers staat, moet het rekening houden met de 30 000 handtekeningen op verschillende verzoekschriften die de aandacht vestigen op de milieurisico's van de gaspijpleiding in de Oostzee, en moet er een echt antwoord worden gegeven op de vragen die zijn gerezen. Dank u. Proinsias De Rossa (EN) Mijnheer de Voorzitter, dit verslag is voortgekomen uit een verzoekschrift van 30 000 Europese burgers. De Commissie verzoekschriften heeft al een onschatbare rol gespeeld door de kwestie op de Europese agenda te zetten. Het is van essentieel belang voor het vertrouwen van burgers dat Europa zich in feite namens hen daarmee kan bezighouden. Daarom is het van het grootste belang dat Europa blijft inzien dat het bezig is met de gevolgen voor het milieu van dit voorstel, en daarom rust er een zware last op de schouders van commissaris Dimas. Wij moeten aantonen dat we in staat zijn om de gezondheid van de burgers en de duurzaamheid van ons milieu te waarborgen. De absolute noodzaak om energiebronnen te ontwikkelen, en het inkopen van energiebronnen, moet zijn gebaseerd op de beginselen van duurzaamheid. De amendementen van mijn fractie op dit verslag zijn bedoeld om het verslag te richten, of liever opnieuw te richten op deze beginselen. Ik doe een beroep op het Parlement om deze te steunen. Een milieueffectrapportage is noodzakelijk en verplicht, zoals commissaris Dimas heeft uitgelegd, indien vergunningen op wettelijke wijze worden verleend. Hoe we deze kwestie zullen behandelen, zal de toon zetten voor de toekomst, en we moeten zorgen dat het evenwicht goed is. Henrik Lax (SV) Mijnheer de Voorzitter, er zijn ten minste twee goede dingen voortgekomen uit het feit dat het Europees Parlement deze Nord Stream zaak heeft opgepakt voor een debat. Dankzij de openbare raadpleging in januari in de Commissie verzoekschriften, kunnen we verwachten dat Nord Stream zich zal verplichten tot een onpartijdige en uitgebreide milieueffectrapportage. De tweede goede zaak is dat het debat aan de eigenaren van Nord Stream en de Russische staat ook duidelijk maakt dat een vergunning voor de aanleg van de gaspijpleiding alleen kan worden verkregen als Rusland ook het Verdrag van Espoo ratificeert. Het is een eerste vereiste dat wettelijke aansprakelijkheid in geval van schade geregeld moet zijn. Zoals we echter hebben gehoord, zullen er ook andere maatregelen nodig zijn die het vertrouwen opbouwen, wil dit project de sterke verenigende band tussen de EU en Rusland worden waar we op hopen. Gazprom moet onder andere ook in staat zijn om een publieke demonstratie te geven van het vermogen om in de praktijk zijn verplichtingen na te komen wat betreft aflevering in de toekomst. Helmuth Markov - (DE) Mijnheer de Voorzitter, natuurlijk heeft de bouw van pijleidingen - of het nu olie- of gaspijpleidingen zijn - een effect op het milieu, en het maakt niet uit of deze pijp door de Noordzee loopt van Ekofisk naar Emden, zoals deze momenteel bestaat, of dat deze van Rusland naar Duitsland loopt via Polen, die ook al bestaat. Er moeten milieueffectonderzoeken worden uitgevoerd; goedkeuringsbeoordelingen van plannen moeten ter hand worden genomen. Dit alles is op internationaal niveau geregeld. Wij hebben het Verdrag van Espoo, en dat betekent dat de landen waarvan het grondgebied door de pijpleiding wordt doorkruist de verantwoordelijkheid hebben om te controleren of het constructiewerk daar uitgevoerd kan worden of niet. Ik heb vertrouwen in deze landen en ik ben ervan overtuigd dat dit Verdrag in acht genomen zal worden, en pas daarna kan men debatten voeren of er een alternatieve versie is die deze of die kant op zal gaan. Wat we nu doen, lijkt me soms heel erg een geval van politieke vooringenomenheid. Omdat we politieke invloed hebben, moeten we absoluut de pijpleiding daar leggen. Dit betekent het omzeilen van de milieueffectrapportage. Laten we de landen en hun autoriteiten alstublieft laten besluiten of er op gepaste wijze aan de milieuverplichtingen wordt voldaan of niet. Het is onze taak als Europeanen om te zeggen dat we vertrouwen hebben in de betreffende lidstaten. Ria Oomen-Ruijten (NL) Voorzitter, wij houden dit debat vandaag omdat burgers en overheden ongerust zijn over de aanleg van deze pijplijn. Zij zijn ongerust, omdat het milieu in het gevoelige gebied van de Oostzee gevaar loopt. Hier is echter sprake van een enorme politisering van het debat. Iedereen vindt dat alle internationale en milieuverdragen gerespecteerd moeten worden, zeker wanneer het gaat om het gevoelige gebied van de Oostzee. Voorzitter, de politisering die hier echter plaatsvindt, heeft daarmee niets te maken. Wij moeten erkennen dat wij de energie nodig hebben, dat de binnenlandse productie bijvoorbeeld, ook in Nederland, steeds meer daalt en dat wij dus het gas van anderen nodig hebben. Dat gas komt uit Rusland. Het zou veel beter geweest zijn dat gas over land te transporteren. Dat is echter onmogelijk gemaakt. Nu moeten wij door dat gevoelige gebied. Mijn eerste punt betreft dus het respect voor alle internationale en milieuverdragen. Een tweede punt is - en ik hoop dat niet iedereen doof is geweest - dat bij een toereikende milieueffectrapportage vervolgens vergunningen moet worden afgegeven. Dergelijke vergunningen moeten worden afgegeven door Duitsland, door Denemarken, door Zweden en ook door Finland. Hierover moeten wij later, aan het einde van het jaar, nog eens een oordeel vellen. Een ander punt. Wij hebben ook een zekere wederkerigheid nodig. Wij zijn afhankelijk van het Russische gas en de Russen zijn afhankelijk van onze afnamebereidheid. Ik hoop dat die wederkerigheid straks, zonder alle politieke emoties naar aanleiding van dit project, goed geregeld wordt in de partnerschapsovereenkomst. Op die manier zullen wij dan veel problemen uit de wereld helpen. Victor Boştinaru (RO) Dit verslag verwijst naar de milieukwesties, maar het kan niet en zou niet alleen kunnen verwijzen naar milieukwesties. Ten eerste wil ik graag benadrukken dat we dit project, dat de energietoevoer van Europa zou kunnen verbeteren, moeten steunen. Daarom vind ik het betreurenswaardig dat de Europese Unie nog geen gezamenlijk energiebeleid heeft ontwikkeld. De Europese Unie heeft gezamenlijk milieunormen nodig en niet alleen wanneer het gaat over projecten van de omvang als dat van Nord Stream. Er zijn soortgelijke projecten gepland in andere delen van Europa en deze normen waarover men het eens moet worden, moeten overal worden toegepast. Nord Stream zal een belangrijk precedent zijn en we moeten zeker stellen dat we in de goede richting gaan. Dit verslag is het antwoord van het Europees Parlement op een verzoekschrift met meer dan dertigduizend handtekeningen en we hebben niet het recht de mening van Europese burgers te negeren. De geschiedenis van de menselijke ontwikkeling, met name in de industriële sector, heeft een nasleep van ware milieurampen. Wij, het Europees Parlement, in het Europa van 2008, mogen deze geschiedenis zich niet laten herhalen. Johannes Lebech (DA) Mijnheer de Voorzitter, de Oostzee is een zeer kwetsbare zee, en Nord Stream zal invloed hebben op de zeebodem en de biodiversiteit in het gebied. Daarom geloof ik dat alle kuststaten gezamenlijk de milieuveiligheid nauwkeurig in de gaten moeten houden, en dat Nord Stream compensatie moet betalen voor alle schade die kan optreden in verband met de aanleg van de pijpleiding. Het milieuprobleem is echter niet de enige kwestie met Nord Stream. Er bestaat ook gebrek aan vertrouwen tussen Rusland en de landen van het Oostzeegebied. Het is bekend dat Rusland het energiebeleid meer dan eens heeft gebruikt als politiek middel. Bovendien zien veel van de landen van het Oostzeegebied Nord Stream als een duidelijke poging van Rusland om aan hen voorbij te gaan en direct de West-Europese markt binnen te komen. Bovendien kan Nord Stream worden gezien als voorbeeld van een bilaterale overeenkomst tussen Rusland en een EU-lidstaat. Daarom heeft Europa een speciaal en fundamenteel belang in Nord Stream aangezien het, wanneer het gaat om energietoevoer, belangrijk is dat de EU verenigd is in een gezamenlijk energiebeleid en dat afzonderlijke lidstaten geen bilaterale overeenkomsten sluiten. Als dat het geval is, is het belangrijk dat Rusland goede wil toont en deelneemt aan alle internationale overeenkomsten. Urszula Gacek (EN) Mijnheer de Voorzitter, de pijpleiding van Nord Stream in de Oostzee is al een controversieel project sinds de dag dat de voormalige Duitse kanselier een hoge leidinggevende positie aannam bij het bedrijf dat de onderneming leidde. Het heeft gerechtvaardigde ongerustheid gewekt over energieveiligheidskwesties in verschillende landen rond de Oostzee. Het is een klassiek voorbeeld geworden van het beginsel van Europese solidariteit die misliep. Er kan bepaald geen twijfel bestaan betreffende het geopolitieke belang van het Nord Stream project voor Rusland. We debatteren vandaag echter niet over deze kwesties. Vandaag gaat het over een ander zeer belangrijk aspect van de Nord Stream pijpleiding: de gevolgen ervan voor het milieu. Ik was daarom uiterst verbaasd dat commissaris Dimas eerst het belang van de energietoevoer en de zakelijke aspecten van het project benadrukte, en pas later refereerde aan de gevolgen voor het milieu. Ik had een ander stel prioriteiten verwacht van de commissaris van milieuzaken. Wij zijn het er allemaal over eens dat de Oostzee een unieke en milieutechnisch kwetsbare omgeving is. Talrijke deskundigen delen de bezorgdheid van de ondertekenaars van het verzoekschrift en zijn terecht achterdochtig over een milieueffectrapportage die op papier is gezet door deskundigen van Nord Stream. Denkt u er alstublieft aan dat juist de landen rond de Oostzee die de niet-milieudreigingen van de pijpleiding het sterkst voelen, ook directe milieuschade zullen lijden. Het aannemen van amendementen die de milieudreigingen afzwakken zullen, eerlijk gezegd, de zaak nog erger maken. Vural Öger - (DE) Mijnheer de Voorzitter, natuurlijk is het in het belang van alle mensen van de EU, en vooral van de landen die grenzen aan de Oostzee, dat de omgeving niet wordt blootgesteld aan gevaar. Maar als alle milieubezwaren zijn afgewend, staat niets anders de Oostzeepijpleiding in de weg, want de EU vertrouwt zowel op de diversificatie van energiebronnen als ook op de diversificatie van energietransportroutes. De EU zal vanaf 2012 elk jaar een extra 200 miljard kubieke meter gas moeten importeren. Als we onze toekomstige energievoorraden veilig willen stellen, dan is iedere pijpleiding belangrijk voor de EU: de Oostzee pijpleiding is een aanvullende energieroute en moet daarom niet beschouwd worden als concurrentie voor andere projecten. Op politiek gebaseerde argumenten moeten de economische belangen van de EU niet in de weg staan. Verschillen tussen de oostelijke en westelijke Europese lidstaten hadden van tevoren bijgelegd moeten worden. In de toekomst zou deze taak aan een "Mister EU-Energie” overgelaten kunnen worden. Misverstanden en onenigheden zouden van tevoren voorkomen kunnen worden door middel van coördinatie, transparantie en de uitwisseling van informatie. Deze discussie benadrukt weer eens de behoefte aan een gezamenlijk en gecoördineerd buitenlandbeleid van de EU. Grażyna Staniszewska (PL) Mijnheer de Voorzitter, voor mij zijn de noordelijke gaspijpleiding en de benadering van het Europees Parlement van de noordelijke gaspijpleiding een test van de werkelijke waarde van de Europese Unie, een test of de EU werkelijk handelt op basis van solidariteit. Het is ook een test van onze toegewijdheid aan milieubescherming. Indien bij veel kleinere projecten die aanzienlijk minder risico's met zich meebrengen voor zowel de mensen als de omgeving, het een vereiste is om verschillende alternatieve voorstellen naar voren te brengen, zodat het beste kan worden gekozen, zou men bij dit enorme project, dat in potentie een serieuze bedreiging kan vormen niet alleen voor het milieu maar ook voor de mensen, moeten eisen dat de voorstanders verschillende alternatieve voorstellen indienen. Pas dan moet het meest gunstige voorstel, dat het minst schadelijk is voor de mensen en voor het milieu, worden gekozen. Het is uitermate vreemd dat deze aanpak in het geval van deze enorme onderneming, is genegeerd. Vytautas Landsbergis (EN) Mijnheer de Voorzitter, ik hoop dat niemand in het EU-leiderschap gelukkig was in Khanty-Mansiysk toen de nieuwe Russische president spotte met de Europese solidariteit. Nu staan we voor de huidige uitdaging: worden de legitieme bestaande zorgen van kleinere aan de kust gelegen staten gerespecteerd of wordt er geen acht op geslagen? Als die "aangrenzende” volkeren niet worden gerespecteerd en hun lot blijft marginaal, dan worden wij allemaal in een moeras van neokolonialisme getrokken binnen het nieuwe Europa. Als het Parlement tegen een werkelijk onafhankelijke milieueffectrapportage stemt en een afkeer heeft van het voorkomen van werkelijke gevaren omdat het grote geld botweg zegt "er bestaat geen risico voor een ramp”, nadat dergelijke standpunten zijn voorgesteld als een urgente zaak door één nationaal team, riskeert de EU zelf als een Europees idee te worden gedumpt in een giftige bodem. Collega's die luisteren, gaan naar de grafmonumenten van Adenauer, Schuman en De Gasperi en vragen hoe ze moeten stemmen, met name over de eerste vijf Gazprom-amendementen. Wat mij betreft zal ik elke gerespecteerde Duitse parlementariër in dit Huis die tegen deze amendementen van 41 leden stemt, de hand schudden. Degenen die op een dwaalspoor gebracht waren, kunnen de vergissing goedmaken door zich te onthouden. Laat Europa onze prioriteit blijven. (Applaus) Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PL) Mijnheer de Voorzitter, de geplande noordelijke gaspijpleiding die Rusland en Duitsland verbindt, gaat de langste onderzeese gaspijpleiding met dubbele pijp ter wereld worden, en ook de meest ondiepe, hetgeen deze leiding bijzonder gevoelig maakt voor mogelijke schade. Het lijdt geen twijfel dat de omvang van het enorme werk op het uitgestrekte gebied van de Oostzee een ernstig gevaar vormt voor de natuurlijke omgeving, voor biodiversiteit en habitats, voor de veiligheid en beweging van de scheepvaart, en, als er een ecologische ramp gebeurt, ook de gezondheid van de bevolking van de landen die aan de Oostzee liggen. Krachtens het Verdrag van Espoo moet, door het ernstige risico voor de natuurlijke omgeving, de eerste stap zijn het overwegen van alternatieve routes voor de installatie van de gaspijpleiding, zonder verstoring van het mariene milieu. In dit geval zou dit landroutes voor de pijpleiding betekenen. Aanleg op de zeebodem van de Oostzee is geen bilaterale kwestie tussen Duitsland en Rusland aangezien, indien er een ecologische ramp plaatsvindt, alle landen aan de Oostzee schade zouden lijden. Een dergelijk belangrijk project moet alleen worden gerealiseerd in de geest van Europese solidariteit en met de instemming van alle staten die aan de Oostzee liggen, nadat een grondige en onafhankelijke milieueffectrapportage is uitgevoerd. Adam Bielan (PL) Mijnheer de Voorzitter, ik wil graag beginnen met een woord van dank gericht aan de auteur van dit verslag, voorzitter Marcin Libicki. Hij heeft dit verslag voorbereid onder uitzonderlijk moeilijke omstandigheden, aangezien hij geconfronteerd werd met ongebruikelijk sterk lobbyen door vertegenwoordigers van het consortium dat verantwoordelijk is voor de bouw van dit controversiële project. Ik hoop dat de uiteindelijke versie van dit verslag zal tonen dat de tijden dat lobbyende groepen een significante invloed hadden op de wetten die werden aangenomen door de Europese Unie tot het verleden behoren. Vervolgens wil ik, gezien de verdiensten van de zaak, graag de nadruk leggen op het feit dat bij het onderzoeken van projecten die directe invloed hebben op de leden, de Europese Unie objectieve milieubeschermingsnormen moet hanteren. Het verslag van vandaag is een test van die objectiviteit. Het project Nord Stream zal, zoals wij allemaal weten, een desastreus effect hebben op de natuurlijke omgeving van de Oostzee. We kunnen niet toestaan dat een dergelijke gevaarlijke investering plaatsvindt binnen de Europese Unie zonder de toestemming van een kwart van haar inwoners. Ons doel moet zijn om een consensus te bereiken, niet om een milieutechnisch gevaarlijk en economisch twijfelachtig project doorgedrukt te krijgen door een gigantisch machtig bedrijf. De noordelijke gaspijpleiding is oneconomisch: deze is meer dan 30 keer duurder dan de aanleg over land. Volgens de laatste schattingen zal het project tussen de 10 miljard euro en 20 miljard euro kosten. Een alternatieve pijpleiding over land zou ongeveer 3 miljard euro kosten. Dit betekent dat het verzonden gas veel meer zal kosten, hetgeen een onmiddellijke stijging zal veroorzaken in de kosten van gasimporten voor de gehele Europese Unie. Een tweede punt voor dit ongebruikelijk controversiële project is de energieveiligheid van de Europese Unie. Het bouwproject van Nord Stream zal een drastisch effect hebben op deze veiligheid. In reactie op de acties van Rusland moet de Europese Unie de toegang van de lidstaten tot gas en oliebronnen in Centraal Azië uitbreiden in plaats van ons nog afhankelijker te maken van gasvoorraden van Gazprom, zoals nu gebeurt. De activiteiten van het Kremlin zijn gericht op het voorkomen van diversificatie van gasvoorraden in Europa en Nord Stream levert de perfecte manier om dit doel te verwezenlijken. Zoals ik zojuist al zei, dit project heeft absoluut geen economische rechtvaardiging. Het project Nord Stream toont het vermogen van het Kremlin om de markt voor gas in Europa te monopoliseren. Tegelijkertijd leveren de problemen met het Europese Nabucco-project een voorbeeld van het falen van de Unie om haar eigen energieveiligheid te garanderen. Op dit punt rijst de vraag: hoe komt het dat Duitsland, een land dat nog niet zo lang geleden een fervent voorstander was van vrijheid en veiligheid in de voormalige Oostbloklanden, nu deze landen het risico laat lopen om opnieuw soevereiniteit te verliezen? Door de plannen van het Kremlin te steunen, die gericht zijn op totale energiedominantie in West-Europa, laat Duitsland deze landen het risico lopen op politieke chantage van Rusland. Ik doe een beroep op alle parlementaire fracties om het verslag van vandaag te steunen, teneinde zo een enorme ecologische ramp af te wenden, en het recht van alle landen die aan de Oostzee liggen te respecteren om hun toestemming te geven of in te trekken voor dit soort investering. Wat de Europese Unie op dit moment nodig heeft is solidariteit in alle aspecten, zowel wat betreft de energieveiligheid als wat betreft de milieubescherming. Tunne Kelam (EN) Mijnheer de Voorzitter, ik denk dat dit verslag een testcase wordt of het Europees Parlement in de eerste plaats de belangen van de burgers moet dienen - en de burgers zijn echt ongerust - of zal buigen voor de druk van grote bedrijven, een druk die werkelijk gênant is geworden. Het spijt me dat deze kwestie zo zeer is gepolitiseerd. Maar dit is een gevolg van het feit dat deze zaak is begonnen door bilaterale overeenkomsten, waarbij alle andere belanghebbende partijen werden genegeerd. Wat we nu nodig hebben - en ik ben het volledig eens met mevrouw Wallis - is een gecoördineerde, coherente EU-benadering en strenge naleving van de EU-wetgeving. De allereerste voorwaarde voor het aanleggen van de pijpleiding moet een oprecht onafhankelijk onderzoek zijn naar de gevolgen voor het milieu onder supervisie van de Commissie, waarin de aansprakelijkheid voor mogelijke schade wordt vastgelegd, en Rusland het Verdrag van Espoo ratificeert. (De spreker wordt door de Voorzitter onderbroken) DanutBudreikait (LT) EU-landen blijven projecten uitvoeren met potentieel rampzalige gevolgen, terwijl ze tegelijkertijd discussiëren over de effecten van menselijke activiteiten op het milieu. Gisteren was de Nord Stream pijpleiding een zakenproject tussen twee landen - Duitsland en Rusland; vandaag is het een EU-prioriteit geworden. De Nord Stream pijpleiding zal aangelegd worden in een ondiepe zee die toevallig de meest vervuilde zee ter wereld is, waarvan de bodem is bezaaid met chemische wapens uit de Tweede Wereldoorlog samen met verontreinigende stoffen van Russische militaire bases. Het is de bedoeling om gebieden van het Natura 2000-programma te doorkruisen. Het is noodzakelijk dat we een onafhankelijk onderzoek krijgen naar de potentiële gevolgen voor het milieu. In het geval van een ramp, zullen de mensen die rond de zee wonen direct schade lijden en er zullen ook gevolgen zijn voor de economie van de landen en het milieu in het algemeen. Wie zal er verantwoordelijk gehouden worden? Er zijn 10 landen waarvan de burgers rond de Oostzee wonen; het zijn niet alleen Duitsland en Rusland, landen die een geschiedenis hebben in het bepalen van het lot van andere naties. Ik doe een beroep op Europa om eensgezind te zijn bij de zoektocht naar alternatieven, zoals pijpleidingen over land en het overwegen van kernenergie, geen gas, als een milieuvriendelijk alternatief met de mogelijkheid om de EU veilige energie te verschaffen. Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (PL) Mijnheer de Voorzitter, de afgelopen maanden heb ik een aantal vragen ingediend bij de Commissie over dit onderwerp, en ik heb steeds antwoorden ontvangen die onduidelijk waren en van een algemene aard. Ik wil graag uw aandacht vestigen op drie kwesties in dit debat. In de praktijk hebben alle landen die aan de Oostzee grenzen ernstige bedenkingen over dit project en geloven dat er een negatief effect zal zijn op het milieu van de van de Oostzee. De tweede kwestie betreft de kosten van dit project die, ook volgens de investeerder, dramatisch stijgen: aanvankelijk waren ze beraamd op 4,5 miljard euro, nu bedragen ze rond de 8-12 miljard euro. Je kunt zeggen dat dit alleen invloed heeft op de opdrachtgever, maar het punt is dat de kosten uiteindelijk worden doorberekend naar de consumenten. Dit is des te verwonderlijker aangezien er alternatieve routes over land zijn voor de gaspijpleiding die twee of drie keer goedkoper zijn. Ten derde en laatste, is dit een project dat de kern aantast van het ideaal van een gezamenlijk energiebeleid voor de Europese Unie. Het is moeilijk voor te stellen dat dit ideaal in de toekomst wordt verwezenlijkt, wanneer het gaspijpleidingproject (...) (De spreker wordt door de Voorzitter onderbroken) Carl Schlyter (SV) Mijnheer de Voorzitter, het gaspijpleidingproject is gebaseerd op drie fundamentele vergissingen. Het is verkeerd voor het milieu: er worden miljarden geïnvesteerd in fossiele brandstof in plaats van in zonne- en windenergie, en het zal verwoestend zijn voor het milieu en enorme hoeveelheden slib veroorzaken. Toen de 10 km lange Öresund Brug werd gebouwd, werd er veel meer giftig slib afgevoerd dan werd verwacht. Deze pijpleiding is meer dan 1 000 km lang. Het zal een milieuramp worden, met PCBs, DDT en chemische pesticiden op de zeebodem. Het project is gebaseerd op egoïsme in plaats van op solidariteit. Duitsland en Rusland handelen over de hoofden heen van andere landen, waaraan geen gas zal worden aangeboden, en ook dat is vreselijk. Nog erger: het is ondemocratisch. De pijpleiding wordt in zee gelegd teneinde te voorkomen dat landeigenaren deze blokkeren. De leiding wordt in de zee aangelegd omdat misschien slechts een paar regeringen "nee” kunnen zeggen waar deze door hun territoriale wateren loopt. U, commissaris, hebt volgens het Verdrag van Espoo het recht om het niet-territoriale deel van de Oostzee te verdedigen. U, alleen u, kunt opkomen voor de rechten van de landeigenaren krachtens het Verdrag van Espoo en alternatieve routes eisen. Laima Liucija Andrikien (LT) Vandaag hebben we het Verdrag van Espoo bij verschillende gelegenheden horen noemen, voornamelijk met betrekking tot de noodzaak voor alle belanghebbende landen om de internationale milieubeschermingsnormen na te leven. Dames en heren, het feit is dat het Verdrag van Espoo niet is geratificeerd door Rusland. Beloftes om zich te houden aan de normen die zijn omschreven in dat document zonder het Verdrag te ratificeren, kunnen niet als geloofwaardig worden beschouwd, aangezien we enige ervaring hebben wat dit betreft met het Energiehandvest. Een groep medeleden heeft amendementen voorgesteld op het document van vandaag. In de vier jaar dat ik in dit Parlement werkzaam ben, heb ik nooit op een dergelijke schaal het lobbyen van een bedrijf meegemaakt. Wij zijn ons volkomen bewust van de behoefte aan een onafhankelijke beoordeling van de gevolgen voor het milieu, en het standpunt dat deze beoordeling moet worden uitgevoerd door één bedrijf, dat sommigen hebben genoemd, alsof het uitgevoerd zou kunnen worden door alleen dat bedrijf, is volmaakt onacceptabel. Ik sta achter het Libicki-verslag en doe een beroep op mijn collegaleden om zich bij mij aan te sluiten. Marios Matsakis (EN) Mijnheer de Voorzitter, we praten over dit project alsof het de eerste keer is dat er in de wereld een pijpleiding onder water wordt aangelegd. Er zijn tientallen pijpleidingen die onze zeeën doorkruisen, zonder enig probleem. We hebben tegenwoordig de technologie om gas, om energie, naar gebieden te brengen die dat nodig hebben en miljoenen Duitse burgers hebben dit gas nodig en wel zeer urgent. We moeten eerlijk genoeg zijn om te beseffen dat het doel van dit verslag niet is om tegen te houden dat er gas in Duitsland komt of in de EU, maar om te voorkomen dat dit de Oostzee doorkruist en te zorgen dat het via land gaat. Er staat duidelijk in paragraaf 25 dat het mogelijk is het gas via het land te transporteren, dus kan het louter om politieke en economische redenen Polen passeren. We moeten eerlijk genoeg zijn om dit toe te geven. Het is niet ethisch om milieubelangen te gebruiken teneinde politieke doelstellingen te bereiken, en om die reden zal ik er tegen stemmen. Konrad Szymański (PL) Mijnheer de Voorzitter, ik wil graag een antwoord geven aan commissaris Dimas, die zijn aandacht richtte op politieke en economische kwesties, waarbij hij de vraag van het milieu enigszins vermeed. Wij weten allemaal dat Rusland niet van plan is het wederkerigheidsbeginsel na te leven wat betreft investering in de energiemarkt. In het beste geval zal het de toegang tot zijn markt reguleren, waarbij te allen tijden Europese investeerders worden uitgesloten. Daarom versterkt het Nord Stream project de economische positie van Rusland en is het schadelijk voor Europa. We weten allemaal dat Rusland niet van plan is om te stoppen met het gebruiken van energie als middel voor het uitoefenen van politieke druk. Op het moment treft dit voornamelijk de Oekraïne. Verwezenlijking van het Nord Stream project zal betekenen dat elk land in de Europese Unie op dezelfde wijze zal worden blootgesteld aan dit soort druk en dus kan worden gechanteerd. We zullen wachten tot de negatieve beoordelingen van de Oostzeelanden in overweging worden genomen in deze kwestie. Commissaris Dimas kan deze standpunten negeren. We kunnen dit project zelfs financieren uit Europese fondsen. Wees in dat geval alstublieft niet verbaasd als meer groepen van Europese burgers zich afkeren van het integratieproces. Sommigen zullen zeggen dat dit project niet van belang voor hen is, anderen dat het schadelijk is. Árpád Duka-Zólyomi (HU) Dank u, Mijnheer de Voorzitter. Het project Nord Stream is een van de plannen die erop gericht zijn om te voldoen aan de vraag van de EU naar energie. Er bestaan echter veel onzekerheden. De risico's voor het milieu die bestaan, vereisen professionele effectstudies die uitgevoerd moeten worden met de deelneming van de acht betrokken landen, zonder welke er geen planning kan beginnen. Het plan dat tot nu toe bilateraal is geweest, heeft ook een bredere projectie die invloed heeft op de veiligheid van Europese energie, en die de Unie niet kan negeren. Als men zich houdt aan het gezamenlijke standpunt van 2006 over het gezamenlijke energiebeleid, is de deelname van de Commissie aan het project van cruciaal belang om maatstaven te bewerkstelligen voor de energiesolidariteit binnen de Unie. Het is niet goed dat het project is voorbereid zonder de goedkeuring vooraf van de kustlanden. Dit is een plan dat milieurisico's met zich meebrengt die een derde van de lidstaten van de Unie treft, en er is ook een verstandigere versie over land... (De spreker wordt door de Voorzitter onderbroken) Olle Schmidt (EN) Mijnheer de Voorzitter, tegen mijn collega, de heer Matsakis, wil ik zeggen dat ik dicht bij de Oostzee woon; hij niet. In naam van de milieusolidariteit zou hij ook enige ongerustheid moeten tonen voor de Oostzeelanden. (SV) Mijnheer de Voorzitter, soms horen wij in dit Huis bijdragen waarnaar we met speciale aandacht luisteren, en dat is het geval als het bijdragen betreft van Vytautas Landsbergis. Met de ervaring die de heer Landsbergis heeft met de politieke voorwaarden die voor een gebied moeten worden gecreëerd en gevormd in een klimaat van veiligheid, denk ik, dat wij allemaal reden hebben om te luisteren wanneer hij spreekt. Ik wil graag tegen commissaris Dimas en de hele Commissie zeggen dat ik het onbegrijpelijk vindt dat de EU noch uzelf, commissaris, of de rest van de Commissie, hebben gereageerd op dit enorme project - in termen van veiligheidsbeleid, energiebeleid of milieubeleid. Ik heb de vraag verschillende keren gesteld en uiterst ontwijkende antwoorden gekregen. Ik begrijp niet waarom het zo lang heeft geduurd voordat u betrokken raakte in deze zaak, die betrekking heeft op heel Europa, niet alleen op Rusland en Duitsland. Ville Itälä (FI) Mijnheer de Voorzitter, de Oostzee is een milieusmet op de Europese Unie. De zee verkeert werkelijk in een slechte toestand. Wij vragen en hebben behoefte aan talrijke middelen om de toestand van de Oostzee te verbeteren, maar dit is niet mogelijk zonder dat Rusland zich inzet voor de zaak in kwestie. Aangezien we weten hoe belangrijk de aanleg van deze pijpleiding voor Rusland is, hebben we nu de kans om, voordat we een vergunning verlenen voor de aanleg, te eisen dat Rusland zich inzet voor bepaalde andere milieuprojecten, om de uitstoot in de Oostzee te verminderen. Als er een vergunning wordt verleend, moeten we zeker weten dat Rusland werkelijk begaan is met de zaak in kwestie en de noodzakelijke maatregelen initieert. Dit is zowel een kans als, tegelijkertijd, een kwestie van geloofwaardigheid voor de hele Europese Unie. We moeten als één handelen en eenstemmig zijn in onze betrekkingen met Rusland, teneinde de Oostzee te redden. Nu hebben we de kans om dat te doen, en die moeten we aangrijpen. De Voorzitter Dames en heren, we hebben 10 sprekers het woord gegeven. Dit zijn uitzonderlijke omstandigheden, aangezien we normaal een maximum van vijf hebben. Er zijn nog een paar leden die ook wilden spreken. Ik wil ze eraan herinneren dat zij ook schriftelijk hun bijdragen kunnen leveren, en die zullen natuurlijk worden toegevoegd aan de notulen van de vergadering. Stavros Dimas Mijnheer de Voorzitter, ik wil eerst de sprekers in het debat van vandaag bedanken voor hun interessante standpunten. Het is waar dat ik heb verwezen naar de openbare hoorzitting die in januari is gevraagd door de Commissie verzoekschriften, waarin zowel ik als mijn collega, de heer Piebalgs, de commissaris die verantwoordelijk is voor energiezaken, hebben gesproken, en ik heb herhaald wat er gezegd is betreffende de behoefte aan aardgasimport, zoals mijn collega de heer Piebalgs heeft gezegd. Ik heb ook verwezen naar Beschikking nr. 1364/2006 van het Europees Parlement en van de Raad, overeenkomstig welke de richtsnoeren bepaalde prioritaire projecten hebben gespecificeerd als projecten van Europees belang met inbegrip van dit project. Dat was uw beschikking, niet de mijne! Daarom moet u geen kritiek op mij hebben dat ik te veel nadruk leg op economische kwesties! Ik heb exact naar zaken verwezen die door u beslist zijn. Afgezien daarvan lag de nadruk in mijn toespraak op milieuzaken. Dat zijn de zaken waar ik me mee bezig houd. Daarom vraag ik u vriendelijk om een beetje aandachtiger te zijn, niet alleen tijdens een zesde deel van mijn toespraak maar ook gedurende het andere vijfzesde deel. De zorgen betreffende de milieueffecten van projecten van dergelijke grote omvang, van groot belang en met ingewikkelde technische aspecten, zijn natuurlijk volkomen gerechtvaardigd. Ze brengen met zich mee dat het grote publiek steeds meer betrokken raakt bij debatten over duurzame ontwikkeling en over milieubescherming met betrekking tot grote infrastructuurprojecten. Zowel de gevolgen voor het milieu als de standpunten van het publiek en van de autoriteiten met verantwoordelijkheid voor milieuzaken, zijn echter opgenomen in de milieueffectrapportage, die is verschaft in de relevante wetgeving inzake milieueffectrapportage, in de EU richtlijnen en in het Verdrag van Espoo, dat Rusland, zoals ik al eerder heb gezegd, heeft ondertekend maar niet geratificeerd, hoewel het verklaard heeft dat het dit zal implementeren. Ik hoop dat Rusland het Verdrag zal ratificeren. We oefenen altijd druk uit op derde landen om overeenkomsten van milieubelang te ratificeren. De uitkomsten van de milieueffectprocedures moeten zorgvuldig worden geëvalueerd door de autoriteiten met de macht om een uitvoeringsvergunning of bouwvergunningen te verlenen voor elk soort infrastructuurproject. Alleen dan kunnen deze autoriteiten een duidelijk begrip krijgen van de milieukwesties die zijn opgenomen in het verslag dat zo uiterst nauwkeurig is opgesteld door de heer Libicki. Het verslag noemt bijvoorbeeld de dreiging van vervuiling op grote schaal door de uitstorting van duizenden tonnen chemicaliën in de Oostzee die nodig zijn om de pijpleiding schoon te maken voordat deze in werking wordt gesteld; "specifieke chemicaliën”, zoals het verslag stelt. De aannemer blijkt echter in februari 2008 te hebben bevestigd dat hij niet van plan is deze chemicaliën te gebruiken bij druktesten van de pijpleiding voordat deze in werking treedt. Dit betekent niet dat het probleem er niet zal zijn. Hoogstwaarschijnlijk zullen er andere chemicaliën worden gebruikt. Niettemin betekent het dat we moeten wachten totdat de milieueffectprocedure is afgerond, zoals vereist is door de wet, om te kunnen discussiëren over de naleving van de EU-wetgeving en het beleid, de gevolgen, de risico's, de maatregelen en ook om te beslissen over de voorwaarden die moeten worden gesteld aan de projecteigenaar. De transparantievoorwaarden die zijn gesteld voor de milieueffectrapportageprocedure waarborgen dat alle betrokken partijen, met inbegrip van het Europees Parlement, toegang zullen hebben tot alle relevante informatie. Het is interessant dat vandaag van verschillende kanten het standpunt is verwoord dat de Commissie een grote bevoegdheid moet hebben, ofwel om milieueffectonderzoeken uit te voeren, ofwel om verschillend beleid op te leggen. De rechtsbevoegdheid van de Commissie is specifiek; ten aanzien van onderzoeken en milieurapportageonderzoeken heeft zij de middelen noch de bevoegdheid, welke laatste ligt bij de lidstaten. De rol van de Commissie is, zoals is vastgesteld in het Verdrag, te zorgen dat de lidstaten zich naar behoren houden aan alle regels van de Gemeenschapswetgeving en die uitvoeren, met inbegrip van de internationale overeenkomsten die zijn geratificeerd door de Gemeenschap. De Commissie kan zich er alleen in mengen als er ernstige redenen zijn aan te nemen dat er verzuimd wordt de relevante wettelijke verplichtingen uit te voeren die zijn gebaseerd op de Gemeenschapswetgeving, met inbegrip van de milieuwetten van de Europese Unie. Tot nu toe zijn daartoe geen aanwijzingen geweest, aangezien de milieueffectonderzoeksprocedure nog gaande is. Ik verzeker u dat de Commissie niet zal aarzelen om in te grijpen als en wanneer dat nodig is. Ten slotte kan ik op dit punt eenvoudig herhalen dat de Commissie verwacht dat de lidstaten hun verplichtingen van de Gemeenschapswetgeving volledig zullen nakomen. Dit is een fundamentele voorwaarde voor elk uiteindelijk besluit tot toestemming. Ik wil u nogmaals bedanken en ik wil de heer Libicki bedanken voor zijn verslag en voor de gelegenheid die hij ons heeft gegeven om te debatteren over dit cruciale onderwerp van de pijpleiding en de potentiële gevolgen ervan voor het milieu. (Applaus) Marcin Libicki rapporteur. - (PL) Mijnheer de Voorzitter, ik wil graag iedereen bedanken die heeft gesproken in dit debat. Ik moet zeggen dat ik er trots op ben dat ik lid van dit Huis ben. Vandaag heeft dit Huis gesproken met de stem van het volk, hetgeen niet altijd het geval is in het Parlement: de stem van het volk, zoals in de beste Europese tradities van de Europese Parlementen, die werden ingesteld zodat de standpunten van het volk aan de invloedrijke mensen konden worden voorgelegd. Commissaris Dimas, vandaag bent u een van de invloedrijke mensen van deze wereld. Luistert u alstublieft naar de stem van de mensen, die vandaag door deze parlementariërs hebben gesproken. Bijna iedereen is het erover eens dat deze pijpleiding niet alleen een bedreiging is voor het milieu, maar dat deze schadelijk zal zijn voor de omgeving, ten eerste door het bouwproces en vervolgens, God verhoede het, als er een ramp gebeurt. Er zijn veel meningen naar voren gebracht over dit onderwerp, maar de heer Dimas heeft ze niet besproken. Waarom leggen we de gaspijpleiding niet over het land aan wanneer dat drie keer goedkoper zal zijn en ook veiliger? De Europese Commissie heeft niets te zeggen toch is dit een kwestie die besproken werd. Er kwam nog een punt aan de orde: het feit dat Nord Stream een staatsbedrijf is, dat het allemaal deel van een politiek plan is. Er waren opmerkingen die erop neerkwamen dat dit allemaal politiek is. Ja, het is allemaal politiek: de politiek van Nord Stream en zijn eigenaar, het Kremlin. Er werd ook gesproken in het Huis over het feit dat er Europese solidariteit nodig is. Ik begrijp niet waarom het amendement werd ingediend om de zin die de solidariteit bespreekt, te schrappen. Het is exact deze kwestie die een test is voor de Europese solidariteit, zoals zojuist is genoemd. Waarom hebt u niet gesproken over de kosten die zullen worden doorberekend aan de consumenten? Dit werd hier naar voren gebracht. Nu worden we geconfronteerd met deze test: zullen de invloedrijke mensen van deze wereld, de invloedrijke mensen van deze Unie, waartoe u behoort, commissaris, luisteren naar de stem van het volk, zoals de invloedrijke mensen eeuwen geleden naar de stem van het parlement luisterden? Toen ze niet luisterden, liep het slecht af. We hebben de uitkomsten gezien van de Franse, Nederlandse en Ierse referenda. Zie dit alstublieft als een waarschuwing. De invloedrijke mensen in de Europese Unie moeten niet vergeten wie zij dienen, zodat de uitkomst een positieve zal zijn. De Voorzitter Het debat is gesloten. De stemming vindt om 12.00 uur plaats. Schriftelijke verklaringen (artikel 142 van het Reglement) Cristian Silviu Buşoi schriftelijk. - (EN) De impuls die is gegeven door het Nord Stream debat vertegenwoordigt een begin voor Europa om eindelijk eensgezind te spreken over energieveiligheidskwesties en om zich te richten op een effectief gezamenlijk energiebeleid. Energieveiligheid is een essentieel element in de context van de gehele EU-veiligheid en moet daarom met de uiterste zorg worden behandeld, in het bijzonder wanneer we worden geconfronteerd met een groeiende afhankelijkheid van energie-importen, die naar men verwacht tegen 2030 65 procent zal bereiken. Afhankelijkheid van gas alleen zal, naar men verwacht, tegen 2030 stijgen tot 84 procent van de voorraad. Er moet aandacht worden besteed aan de kenmerkende relatie van de EU met Rusland: de nadruk moet worden gelegd op de schepping en naleving van gelijke toegangsvoorwaarden en eerlijke behandeling van zowel Russische investeerders in de EU als van EU-investeerders in Rusland. Helaas is dat laatste geval nog niet in orde en moet er daarom naar worden gestreefd. Bovendien wil ik het belang erkennen van de mogelijke ratificatie van Rusland van het Energiehandvest en het Transit Protocol bij het vermijden van mogelijke met het Nord Stream project gerelateerde onenigheden. Ik wil graag nogmaals de potentieel rampzalige gevolgen voor het milieu ter discussie brengen waar het Nord Stream project ons voor stelt, gezien de schaal en de voorgestelde route ervan, en ik wil mijn steun aanbieden voor een alternatieve route over het land. Titus Corlăţean schriftelijk. - (RO) Ik ben blij met het standpunt dat het Europees Parlement heeft aangenomen betreffende de aanleg van een gaspijpleiding om Rusland met Duitsland te verbinden. De Europese Unie heeft behoefte aan een geïntegreerd, gezamenlijk en coherent energiebeleid, evenals aan een strategie voor de lange termijn om de onafhankelijkheid van energie van de lidstaten te waarborgen. De Europese Unie moet de milieu- en geopolitieke kwesties betreffende energieveiligheid aanpakken door middel van een eensgezinde inspanning van alle lidstaten, en niet door bilaterale verdragen die worden gesloten door een of andere lidstaat met Rusland. Dat is de enige manier waarop de Europese Unie een sterke positie kan bereiken in de onderhandelingen met Rusland, waarbij wordt verhinderd dat de energiebronnen worden gebruikt als middel tot politieke pressie, en waarbij de EU een gelijke partner van Rusland kan worden. Op deze manier kunnen we ook antwoorden verschaffen op de gerechtvaardigde frustraties van Roemeense burgers betreffende de constante prijsstijgingen van gas en elektriciteit, met belangrijke negatieve sociaal-economische gevolgen voor de Roemenen en hun levensstandaard. Tegelijkertijd kan de oplossing van een gezamenlijk Europees energiebeleid een aanvulling zijn op het onvermogen van de rechtse bestuurders in Boekarest om de Roemeense energiebelangen met betrekking tot Rusland te bevorderen. Mieczysław Edmund Janowski Ik wil graag Marcin Libicki, voorzitter van de Commissie verzoekschriften van het Europees Parlement, bedanken voor zijn werk rondom een onderwerp dat veel ongerustheid teweeg heeft gebracht. Meer dan 30.000 bezorgde EU-burgers hebben om hulp gevraagd met betrekking tot het voorstel voor een pijpleiding op de bodem van de Oostzee. Het is echt een schande dat degenen die van plan zijn in deze onderneming te investeren, nog steeds geen milieueffectbeoordeling hebben laten plaatsvinden. Dit zal toch met 1200 kilometer het langste onderzeese bouwproject ter wereld zijn. De kwestie waarover we vandaag debatteren, heeft zowel een ecologische als een economische dimensie. We kunnen natuurlijk niet ontkennen dat de hele zaak een politieke achtergrond heeft. De pijpleiding zal door Natura 2000-gebieden lopen, en ook door gebieden waar ammunitie is gedumpt en gifgas uit de Tweede Wereldoorlog in zee ligt. Er moet daarom betrouwbaar onderzoek worden verricht, waarbij wordt gekeken naar de risico's die zich in de volgende vier situaties voordoen: tijdens de constructie van de pijpleiding, bij normaal gebruik, in gevaarlijke situaties (een ramp) en als de pijpleiding na gebruik of na beëindiging van het leveringscontract wordt ontmanteld. We beschikken niet over betrouwbaar onderzoek met betrekking tot dit project, terwijl nu voor vrijwel elk bouwproject een milieueffectbeoordeling wettelijk verplicht is. Deze kwestie raakt niet slechts twee landen: Duitsland en Rusland. Deze kwestie demonstreert ook het gebrek aan Europese solidariteit op energiegebied. Laten we daarom naar onze bezorgde burgers luisteren. Zij weten dat hier iets niet in orde is. Anneli Jäätteenmäki De beslissing over de aanleg van de gaspijpleiding in de Oostzee is een transactie tussen twee spelers: Rusland en Duitsland. Het hoort een zaak te zijn voor alle staten rond de Oostzee. Duitsland en Rusland zijn niet de enige staten aan de Oostzee. Een gezamenlijke beslissing over deze zaak is terecht aangezien de gaspijpleiding van de Oostzee nadelige gevolgen voor het milieu van de Oostzeestaten zal hebben. De gevolgen voor het milieu van de gaspijpleiding van de Oostzee moeten worden onderzocht en de noodzakelijke maatregelen moeten worden getroffen. Een verplichting van Rusland om het Verdrag van Espoo na te leven, moet als voorwaarde worden gesteld voor een bouwvergunning. De toestand van het milieu van de Oostzeelanden kan alleen worden verbeterd als Rusland er in geïnteresseerd is en zich ervoor inzet. We hebben nu de kans om Rusland te verplichten. De economische welvaart van Rusland hangt af van energie-exporten. Aan de andere kant is de EU afhankelijk van de energie van Rusland. Eerlijke strategische samenwerking die het milieu respecteert, is noodzakelijk tussen de EU en Rusland. Er is veel kritiek geweest op het Kremlin in dit Huis. Er zijn echter altijd twee partijen nodig voor een overeenkomst. Het is nu tijd dat de EU naar zichzelf kijkt. Er zijn goede redenen om de EU-samenwerking en de ongerustheid over de toestand van de Oostzee om te zetten in daden! Siiri Oviir schriftelijk. - (ET) Artikel 194 van het toekomstige Verdrag betreffende het functioneren van de Europese Unie (het Verdrag van Lissabon) geeft duidelijk aan dat het EU-beleid betreffende energie, in een geest van solidariteit tussen de lidstaten, aandacht moet hebben voor de noodzaak om het milieu te beschermen en te verbeteren. Ik kan op geen enkele manier goedkeuren dat het milieu in Europa ondergeschikt kan worden gemaakt aan het externe energiebeleid van de EU, wanneer Europa zich nog de afgelopen jaren krachtig heeft uitgesproken voor milieubescherming. Gezien het feit dat de Oostzee nu al een van de meest vervuilde maritieme gebieden is, is het onacceptabel dat deze wordt blootgesteld aan nog meer risicofactoren, die het gebied in de toekomst op de rand van natuurlijke en economische rampen kunnen brengen. Ik dring er bij het Europees Parlement op aan om de ideeën te ondersteunen die naar voren zijn gebracht door de Oostzeelanden, de rapporteur en de milieuorganisaties om de Oostzeepijpleiding op het land aan te leggen en daarom dring ik er bij de Europese Commissie en de Raad op aan om alle beschikbare wettige middelen te gebruiken die zij tot hun beschikking hebben om de plannen van de aannemer om de the pijpleiding door de Oostzee aan te leggen, te veranderen. Sirpa Pietikäinen schriftelijk. - (FI) Mijnheer de Voorzitter, rapporteur, dames en heren, ik wil graag de rapporteur feliciteren met zijn zeer succesvolle werk. Het verslag richt zich op geloofwaardig wijze op de ongerustheid van de burgers van de Unie - in het bijzonder op de burgers uit de landen rond de Oostzee - over de gevolgen voor het milieu van de geplande gaspijpleiding. De aanleg van de gaspijpleiding in de Oostzee is hoofdzakelijk een milieukwestie, en het hele project en de haalbaarheid ervan moet in dit licht nauwkeurig worden bekeken. De Oostzee is een van de meest vervuilde zeeën van de wereld. Het speciale karakter ervan maakt het een bijzonder kwetsbare zee: het is een van de meest ondiepe zeeën in de wereld en de wateromloopsnelheid ervan is laag. De Oostzee is een unieke massa van brak water, en om die reden zijn sommige planten en dieren in de zee nergens anders te vinden. Omvangrijke milieuschade zou rampzalig zijn voor de zee. Ik ben een sterk voorstander van het verzoek in het verslag om een onafhankelijke derde partij die een milieueffectanalyse uitvoert. Deze analyse moet gebaseerd zijn op uitgebreide wetenschappelijke en milieufactoren. Het is ook mogelijk te zorgen dat zelfs Rusland zich houdt aan de aanvaarding van de tenuitvoerlegging van negatieve beslissingen van de milieurapportages door middel van internationaal overeengekomen verdragen. Alle verdragen die zijn genoemd in het verslag zijn relevant. Het is opmerkelijk dat dit de eerste keer zou zijn dat het verdrag van Helsinki van 1974 in praktijk gebracht zou worden. De bouwwerkzaamheden moeten niet beginnen voordat alle mogelijke milieueffecten die verbonden zijn met de levenscyclus van de pijpleiding zijn beoordeeld. Het aanleggen van de pijpleiding over land moet ook nauwkeurig worden overwogen. De energiebehoeften van de Unie zijn onbestreden. Er zijn echter vele manieren om aan de energiebehoeften te voldoen, en de zeeën binnen de Unie moeten niet onmiskenbaar in gevaar worden gebracht alleen omdat andere opties duurder zouden lijken. Zdzisław Zbigniew Podkański schriftelijk. - (PL) De gaspijpleiding van de Oostzee heeft veel aspecten, waaronder economische, ecologische, energie en politieke aspecten. Afgezien van het energieaspect blijft geen van de andere overeind. Vanuit een economisch oogpunt is het veel beter en drie keer zo goedkoop om een gasleiding over land aan te leggen, in plaats van een op de zeebodem. Vanuit een ecologisch oogpunt bestaat de dreiging van een ramp door de aanleg van een gaspijpleiding op de zeebodem voor het hele Oostzeewaterbekken, en niet alleen het waterbekken. Niemand heeft de omvang van het risico volledig geanalyseerd en niemand kan de gevolgen overzien. Vanuit politiek oogpunt is het voordelig voor Rusland, brengt het onenigheid in de Europese Unie en heeft het tot gevolg dat Duitsland de EU-grondbeginselen van partnerschap en solidariteit schendt. In deze omstandigheden moet het verslag van de heer Libicki, dat overtuigende en specifieke informatie bevat, worden aangenomen en moet er rekening mee worden gehouden wanneer een beslissing wordt genomen. Zuzana Roithová schriftelijk. - (CS) Ook ik ben verontrust door de zorgen van tienduizenden burgers die in hun verzoekschrift de risico's benadrukken die gepaard gaan met de aanleg van de grootste gaspijpleiding op de bodem van de ondiepe Oostzee. Hun verzoekschrift heeft geresulteerd in een openbare hoorzitting en in een verslag van het Europees Parlement, die de noodzaak hebben benadrukt om andere landen, en in het bijzonder de EU te betrekken bij het besluitvormingsproces. De problemen zijn toe te schrijven aan de ecologische risico's die bestaan als gevolg van uitgebreide kerkhoven van oorlogsschepen en munitie op de bodem van de zee, en een gevaarlijke chemische methode die nodig is om de pijpleiding schoon te maken voordat deze in werking treedt. Ik zal geen mening geven over de alternatieve route over land maar ik ben er vast van overtuigd dat de Europese Commissie en de Raad hun taak moeten oppakken als verantwoordelijke coördinatoren en - in het belang van de Oostzeelanden en andere landen - consequent eisen dat de investeerders volledige verantwoordelijkheid op zich nemen voor mogelijke ecologische schade. De Commissie en de Raad moeten ook verzoeken om een onafhankelijke milieueffectrapportage en een rapportage over de alternatieve route over land. De noordelijke route van gasvoorziening uit Rusland is belangrijk. Daarom is het noodzakelijk dat de EU een overeenkomst met Rusland ondertekent betreffende de voorwaarden voor het bewaken van de bouw van de gaspijpleiding en voor de veilige werking ervan. Tenslotte heeft Rusland, tegen alle verwachtingen in, het Verdrag van Espoo nog niet geratificeerd. Helaas hebben we nog geen gezamenlijk EU-energiebeleid of normen. We kunnen duidelijk zien dat de Europeanen in plaats van een bilaterale overeenkomst tussen Duitsland en Rusland, een EU-overeenkomst en de toestemming van de Oostzeelanden nodig hebben voor de aanleg. Het Parlement geeft wat dat betreft nu een duidelijk politiek signaal af. Wojciech Roszkowski schriftelijk. - (PL) Het debat over het verslag van de heer Libicki toont bijna volledige unanimiteit bij de beoordeling van het Nord Stream project. Het is economisch ongezond, dreigt afgrijselijke extra kosten mee te brengen wat betreft de toekomstige gasprijs, vormt een ecologische bedreiging voor de Oostzeelanden en verhoogt ook de afhankelijkheid van sommige lidstaten van de voorraden van Rusland. De vraag dient zich aan - wie heeft er voordeel van? De stem van de heer Matsakis, die in deze context sprak over het tegenwerken van dit verslag en opriep tot "eerlijkheid”, kan nauwelijks serieus worden genomen. Het is moeilijk te begrijpen wat de heer Matsakis verstaat onder het concept eerlijkheid. Het stemmen over dit verslag zal een test zijn van de mate waarin het Europees Parlement werkelijk geleid wordt door de standpunten van economen, ecologen en gewone EU-burger, en hoezeer door de druk van de Russisch-Duitse lobby, die van plan is om de energieveiligheid en de ecologische veiligheid voor sommige lidstaten te verminderen en de EU-solidariteit kapot te maken. Esko Seppänen schriftelijk. - (FI) Mijnheer de Voorzitter, de aanleg van de gaspijpleiding als een project begraven in de grond zal een goedkopere en veiligere optie zijn dan deze in de zee te laten zinken. De geplande Oostzeepijpleiding zal ongetwijfeld gevolgen hebben voor het milieu, en deze moeten derhalve worden onderzocht. Dat moet worden gedaan teneinde de risico's tot een minimum te beperken. Nord Stream valt echter niet binnen het machtsbereik van de EU, en ook het Parlement debatteert alleen maar over de kwestie op basis van een verslag van de Commissie verzoekschriften. Het is de Poolse binnenlandse politiek, die als een milieukwestie op deze omslachtige manier voor een Gemeenschapsinstelling wordt gebracht, zonder enige verwijzing naar de politieke motieven van Polen en de Oostzeelanden. Als ik een Russische gasverkoper en een Duitse koper zou zijn, zou ik niet kunnen vertrouwen op de veiligheid van toevoer, in het bijzonder in het geval waarin de gaspijpleiding door Pools grondgebied loopt. In Europa hebben wij slechte ervaringen met bemiddeling van de Oekraïne, toen het gasvoorraden opsloeg of verzaakte ervoor te betalen, en daarna, toen het in de knel kwam, gas voor eigen gebruik hield dat van Rusland naar Centraal-Europa was gezonden. Het zelfde soort gevaar is niet uitgesloten in het geval van Polen. Dus logischerwijze werkt het de ontwikkeling van de handel en economische betrekkingen tussen Rusland en de EU tegen. En de landen om de Oostzee ondersteunen het. Helaas is er geen alternatief over land voor het laten zinken van de pijpleiding in de zee, maar het is een vereiste dat de mariene omgeving wordt beschermd.

Boas-vindas Presidente Antes de dar a palavra ao Senhor Presidente da Comissão, permitam-me desejar as boas vindas à delegação do parlamento regional das Canárias, dirigida pelo seu Presidente Castro Cordobez. (Aplausos)

4. Механизъм за уреждане на спорове с действие по отношение на спорове, свързани с търговските разпоредби на Евро-средиземноморското споразумение за асоцииране между ЕО и Йордания (

5. Livsmedelspriserna i Europa ( - Före omröstningen Katerina Batzeli Herr talman! Det skulle vara ytterst intressant om vi kunde jämföra omröstningen om betänkandet från utskottet för jordbruk och landsbygdens utveckling och de alternativa förslagen till resolutionen från 40 ledamöter och Gruppen Alliansen liberaler och demokrater för Europa. I så fall skulle vi konstatera följande: För det första att sammanlagt 15 förslag har ändrats utan att detta har meddelats. För det andra att det inte bara är en kvantitativ fråga, utan även en politisk fråga, där man i det alternativa förslaget stryker alla hänvisningar till de stora kommersiella detalj- och grossistkedjornas roll och ansvar. För det tredje att den skriftliga förklaringen från Europaparlamentet med dess 439 underskrifter från ledamöter som vill att filialer ska kontrolleras och drivas korrekt har sina brister på grund av försummelse. För det fjärde att alla illojala handelsmetoder har strukits eller förskönats och att detta till och med går så långt som att man motsätter sig rekommendationen att skapa en EU-omfattande databas över gårds- och konsumentpriser som ska finnas tillgänglig för samtliga medborgare och konsumenter. Utskottet för jordbruk och högnivågruppen har haft som mål att undersöka konkurrensen och öppenheten på den inre marknaden inom livsmedelssektorn. I dag blir vi alla bedömda. Astrid Lulling (FR) Herr talman! Det är hur som helst häpnadsväckande, det uttalandet. Jag ville bara säga till mina kolleger att jag är en av dem som har skrivit den resolutionen. Vi befinner oss i Europeiska unionen, inte i Sovjetunionen. (Applåder) Talmannen Fru Lulling, jag är övertygad om att parlamentsledamöterna inte hade missat den detaljen, men jag gav föredraganden ordet eftersom hon inte hade möjlighet att tala under debatten. Som ni känner till har hon rätt till två minuter; och under två minuter har föredraganden därför full frihet. Detta har respekterats.

Velkomst Formanden Mine damer og herrer! Jeg byder velkommen til eftermiddagsmødet. Mødet er genoptaget og er det sidste møde før juleferien og nytår. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige velkommen til direktionen for den tyske kommission for krigsgrave (Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge) fra Baden-Württemberg under ledelse af hr. Nothelfer. Med base i Baden-Württemberg står kommissionen for vedligeholdelsen af gravstederne for 90 000 ofre for krig og tyranni i Baden-Württemberg alene. Vi takker Dem for Deres arbejde og byder Dem velkommen til Europa-Parlamentet.

Přivítání Předseda Právě nyní je v galerii přítomna delegace ze Srbska. Chtěli bychom tuto delegaci co nejsrdečnější přivítat. Povstaňte, prosím, aby vás všichni viděli. (Potlesk)

1. Armenien (omröstning) - Före omröstningen: Marios Matsakis för ALDE-gruppen. - (EN) Herr talman! Detta är bara en enkel ändring som flertalet politiska grupper har samtyckt till. Den ska ersätta ordet ”genom” Turkiet med ”med” Turkiet i ändringsförslaget för PPE-DE-gruppen. Vad jag förstår är det godtagbart för flertalet grupper. Eftersom jag har ordet finns det ett andra ändringsförslag som rör skäl H som en kollega nämnde tidigare och som ska ersätta ordet ”territorium” med ordet ”status”. Vad jag förstår är detta också godtagbart för flertalet grupper. Jag är mycket tacksam mot sekretariatet eftersom detta var en mycket sen muntlig ändring. (Det muntliga ändringsförslaget beaktades.)

Oznámenie predsedníctva Predseda Dámy a páni, chcel by som predniesť nasledujúce oznámenie. Keďže sa dnes počas hlasovania konal nácvik evakuácie, všetky vysvetlenia pozícií prijatých na dnešnom hlasovaní budú vypočuté zajtra - budú vypočuté spolu so zajtrajšími vysvetleniami hlasovania. Zajtra ukončíme aj hlasovanie, ktoré bolo naplánované na dnes, ale nekonalo sa. Týka sa to prebiehajúceho hlasovania, ktoré bolo prerušené a v ktorom budeme pokračovať presne od bodu prerušenia, aby sme zachovali úplnú kontinuitu.

Adoption du procès-verbal Le Président Le procès-verbal de la séance d'hier a été distribué. Y a-t-il des observations? Evans, Robert Pouvez-vous me confirmer, ou vos services peuvent-ils le faire, que ce bâtiment, en particulier la Tour, répond à toutes les conditions imposées par la loi en matière de santé et de sécurité et s'il dispose d'un certificat en matière d'incendie? Ce sont des sujets importants et si ce n'est pas le cas, je pense qu'il y a lieu de se poser de sérieuses questions. Je vous prierais donc de bien vouloir soit confirmer ceci de manière catégorique, soit, si ce n'est pas le cas, de confirmer que des mesures ont été prises afin d'étudier la situation. Le Président Monsieur Evans, l'ancien Bureau a examiné, ces derniers mois, les politiques immobilières, ce qui n'a pas été de tout repos. Je crois donc que vos préoccupations ont reçu une attention suffisante. De toute façon, je ferai part de vos remarques au Président, celles-ci feront l'objet de discussions au sein du Bureau de manière à donner à l'Assemblée toutes les clarifications nécessaires à ce sujet. Evans, Robert Monsieur le Président, dois-je en déduire que vous n'êtes pas à même de confirmer ce que je vous ai demandé? Vous ne confirmez pas que le bâtiment répond à toutes les conditions imposées par la loi en matière de santé, de sécurité et d'incendie? Vous répondez que vous soulèverez la question afin de faire la lumière. Ce que je vous demande est de me dire si oui ou non vous êtes en mesure de confirmer que le bâtiment répond aux conditions légales. Le Président Monsieur Evans, j'estime que tous les critères prévus par la loi sont réunis, mais, pour le moment, je ne pourrais que vous donner une assurance qui va au-delà de l'ensemble de mes informations. C'est pour cela que j'ai l'intention de faire part de votre intervention au Président. Le procès-verbal est adopté Dioxine Le Président L'ordre du jour appelle les déclarations du Conseil et de la Commission sur la contamination à la dioxine de certains produits destinés à l'alimentation humaine et animale. Hemilä Monsieur le Président, Mesdames et Messieurs les Députés, je voudrais tout d'abord vous féliciter pour avoir été élus et vous transmettre tous mes vux pour un travail législatif fructueux au Parlement européen. Président du Conseil «agriculture» pendant la présidence finlandaise, c'est avec enthousiasme que je me prépare à travailler et à collaborer avec vous. Je ne doute pas que notre collaboration ne porte pas de fruits au cours de cette période et serve bien les intérêts des producteurs, des fabricants et des consommateurs européens. J'aurais bien entendu souhaité que notre première rencontre s'effectue dans d'autres circonstances qui m'auraient permis de vous exposer les priorités de notre programme de travail. Parmi celles-ci se trouvent en particulier des projets législatifs visant à garantir la sécurité des produits alimentaires pour les consommateurs et à faire progresser la santé et le bien-être des animaux. Malheureusement, en raison des circonstances, nous avons été amenés à porter notre attention sur une série d'événements dont nous n'aurions jamais souhaité qu'elle commence. Les événements récents, qui concernent la contamination de certains produits alimentaires par la dioxine en Belgique, ont provoqué une situation particulièrement grave, non seulement à cause des risques pour la santé humaine, mais également parce qu'ils ont affaibli la confiance de la population envers les chaînes de production de fourrages et de produits alimentaires, ainsi qu'envers le contrôle des autorités. L'opinion publique, avec raison, a réagi fortement à cette crise qui a éclaté justement au moment où nous pensions que la crise de l'ESB était un événement exceptionnel et isolé que l'on était en train de dépasser. Je comprends parfaitement que les consommateurs attendent de nous des mesures rapides et efficaces adaptées à la gravité de la crise, mesures qui leur donnent les garanties nécessaires pour une résolution de la crise à court et à long terme. Nous devons en même temps garder présent à l'esprit qu'un tel événement non souhaité a également de très graves conséquences économiques. C'est la raison pour laquelle notre devoir est de faire tout ce qui est en notre pouvoir pour protéger la santé des consommateurs et leur offrit les plus vastes garanties possible sur la sécurité des produits alimentaires. Notre intérêt est de prendre toutes les mesures nécessaires afin que de tels événements ne puissent pas se renouveler. Dans toutes ces questions, je travaille en coopération avec ma collègue, Mme Biaudet, présidente du Conseil «santé», afin que l'on puisse ramener la confiance des consommateurs. Nous ne devons pas oublier que la législation de l'Union européenne concernant la médecine vétérinaire et les fourrages est l'une des plus sévères du monde. Vous connaissez bien les critiques présentées par certains pays tiers, selon lesquelles les mesures destinées à la protection des consommateurs de l'Union sont trop restrictives. Je citerais comme exemple la récente décision de l'Organisation mondiale du commerce d'autoriser les États-Unis et le Canada à augmenter les droits de douane pour nos exportations à la suite de notre refus d'importer du buf élevé aux hormones. Malgré les craintes économiques et sociales des producteurs, craintes qui sont fondées, le Conseil a toujours agi et continuera d'agir selon deux principes fondamentaux. En premier lieu, l'objectif le plus important est la protection de la santé humaine, en second lieu, toutes les mesures doivent se baser sur la meilleure preuve scientifique possible. Les récentes décisions du Conseil sont la démonstration de cette approche. Je voudrais rappeler la décision qui interdit l'utilisation dans les fourrages de certains antibiotiques favorisant la croissance et la décision prise lundi dernier par le Conseil qui réduit la manipulation de déchets d'origine animale, mesure de protection contre les maladies contagieuses TSE. Lorsque l'on parle de contamination par la dioxine, il faut constater que les enquêtes des autorités belges et les contrôles de la Commission ont montré que la contamination provenait d'une augmentation inadaptée de matière première lors du processus de fabrication. Il faut également reconnaître que la contamination des fourrages par la dioxine montre que la législation actuelle et les mesures de protection ne suffisent plus pour empêcher une contamination du fourrage par des substances nocives telles que la dioxine. C'est pourquoi il ne fait pas de doute que la législation de l'Union doit être modifiée afin de s'assurer que la qualité des produits d'origine animale soit absolument irréprochable. Nous devons maintenant agir de sorte que le principe «mieux vaut prévenir que guérir» soit entièrement applicable dans l'avenir. Avant de traiter l'approche décidée au Conseil «agriculture», je voudrais rappeler les activités efficaces mises en route par la Commission et soutenues par les États membres dans le comité vétérinaire permanent où ont été prises toutes les mesures d'urgence rendues nécessaires par le principe de précaution. Ces mesures ont permis l'identification de tous les produits contaminés ou soupçonnés tels, leur retrait du marché et leur destruction. La Commission a, en outre, défini les conditions de la mise sur le marché de produits équipés d'un certificat et la poursuite du commerce des produits aussi bien sur les marchés nationaux que sur celui de l'Union tout entière. La Commission a déjà donné tous les détails des mesures qu'elle a prises, si bien que je ne vais pas les répéter ici. En mon nom et au nom du Conseil, je dois dire que nous apprécions les activités de la Commission. Pour passer aux mesures du Conseil, je voudrais rappeler que les ministres de l'Agriculture et de la Santé ont suivi avec attention la crise de la dioxine et discuté de la situation dès qu'ils en ont eu la possibilité, dans les réunions qui se sont tenues en juin. L'objectif était alors de donner une impulsion et une direction politique pour des mesures ultérieures nécessaires. Le Conseil a adopté une série de conclusions qui déterminent à cette occasion l'approche à respecter. Le Conseil a souligné surtout un rapport rapide, indépendant et détaillé, et, le cas échéant, une modification de la législation actuelle. Le Conseil a en particulier demandé aux États membres de s'assurer, au moyen de contrôles suffisants, que l'on respectait la législation de l'UE garantissant la protection de la santé. Le Conseil a rappelé qu'en cas de risque les États membres devaient utiliser, totalement et à temps, des systèmes modernes d'alerte précoce. Le Conseil a encore demandé à la Commission de suivre la mise en application homogène et efficace de ces systèmes d'avertissement précoce de l'UE et, si cela était approprié, de faire des propositions pour les améliorer, ainsi que d'examiner dans quelle mesure les systèmes de suivi existants devaient être étendus afin qu'ils couvrent le reste. Le Conseil a, en outre, demandé à la Commission de lui remettre un rapport, d'ici la fin de l'année, sur la progression de la création d'un bureau alimentaire et vétérinaire et sur sa capacité à atteindre une entière disponibilité de fonctionnement. Sur la base de ce rapport sera également examiné le besoin d'amélioration générale du contrôle des aliments, y compris les organes du contrôle des aliments. Le Conseil a demandé à la Commission une rapide progression dans le travail déjà commencé du comité permanent des aliments pour animaux, travail qui réexamine la législation sur les aliments pour animaux et où l'on procède, le cas échéant, à des ajouts et à des modifications en vue d'une meilleure harmonisation. Le Conseil a également engagé la Commission à procéder à un examen critique de la législation de l'UE concernant la farine de viande osseuse, les déchets d'animaux, ainsi que l'élimination des carcasses. Le Conseil a, en outre, souligné la responsabilité des fabricants d'aliments pour animaux en ce qui concerne la sécurité des produits. Préoccupé par la situation, le Conseil «agriculture» est revenu sur ce sujet dans sa réunion de lundi dernier, pour suivre l'évolution du cas. À la fin d'une nouvelle discussion au riche contenu, le Conseil a confirmé les conclusions qu'il avait faites en juin et attaché de l'importance à la volonté politique unanime des États membres et de la Commission d'appliquer entièrement ces conclusions sans tarder. Le Conseil a considéré comme bienvenu en principe le programme méthodique de travail législatif présenté par la Commission, travail dont vous connaissez la teneur et qui doit être adapté à la législation sur l'alimentation des animaux et aux mesures concernant les déchets d'animaux. Le Conseil a pris toutes les décisions de procédure convenables afin d'assurer un examen rapide des propositions de la Commission en n'oubliant pas l'objectif posé par le Conseil, qui est de terminer le travail, si possible, avant la fin de l'année. Je profite de l'occasion pour signaler que les prochaines propositions de la Commission seront examinées selon la procédure de codécision, c'est pourquoi je voudrais demander au Parlement européen sa coopération afin que soit respecté ce calendrier très ambitieux. Je puis assurer que la Finlande, pour sa part, fera tout son possible pour assurer qu'il soit fait diligence au Conseil, afin que nous arrivions à un résultat positif, le plus rapidement possible, au cours de la présidence finlandaise. Avant de terminer mon exposé, je voudrais déclarer que la crise de la dioxine a nettement démontré que les conséquences d'un tel événement ne se limitent pas aux régions ou même aux pays où il se produit. Les conséquences se font sentir dans toute la Communauté, ainsi que dans nos rapports commerciaux avec des pays tiers. Cette crise a eu une influence défavorable sur nos exportations et les mesures de certains de nos partenaires commerciaux ont, sur bien des points, dépassé les proportions justifiées, non seulement en ce qui concerne la gravité, mais aussi le domaine d'application. Nous devons donc regagner la confiance des consommateurs dans la Communauté, ainsi que dans le monde, et développer en même temps les mesures convenables pour retrouver des relations commerciales qui fonctionnent bien. S'agissant de la santé humaine, la meilleure façon de rassurer les Européens, ainsi que les consommateurs se trouvant hors d'Europe, est d'agir ouvertement, avec clarté et sens des responsabilités. Outre la publication du programme législatif, nous remercions la Commission pour l'intense travail de relations publiques effectué avec les pays tiers et en particulier avec l'Organisation mondiale du commerce et pour les rapports relatifs aux activités de la Communauté en vue de régler la crise de la dioxine. Le travail effectué visait à montrer la sécurité des produits exportés par l'Union européenne munis de certificats. Des résultats positifs ont été obtenus, mais la situation reste, dans quelques cas, insatisfaisante, ce qui demande que la Commission poursuive ses efforts. Pour être couronnés de succès, ces efforts ont besoin d'être soutenus, et ils devraient l'être, par le Conseil et aussi par le Parlement européen. Fischler Monsieur le Président, Monsieur le Président du Conseil, Mesdames et Messieurs les Députés, Mesdames et Messieurs, je voudrais sincèrement vous remercier de m'accorder l'opportunité de vous informer sur les mesures prises en ce qui concerne la récente crise de la dioxine qui a éclaté en Belgique. Je voudrais également profiter de cette occasion pour esquisser brièvement, dans un contexte plus large, les contours de quelques projets qui devraient contribuer, premièrement, à inscrire ce cas dans un cadre plus étendu. Deuxièmement, ces événements nous offrent la possibilité de réfléchir à ce qui doit et devrait encore être amélioré dans notre législation en matière d'alimentation animale et humaine. Je voudrais tout d'abord aborder l'affaire elle-même. Les autorités belges n'ont malheureusement averti la Commission du problème que le 27 mai. Dès ce moment, nous avons immédiatement mis en oeuvre toute une série de mesures destinées à protéger la santé des humains et des animaux. En accord avec les représentants nationaux siégeant au sein du comité vétérinaire permanent, des mesures d'urgence ont été prises, dans un premier temps, dans le secteur des volailles et des produits à base de volaille d'origine belge. Quelques jours plus tard, des mesures concernant les secteurs bovin, porcin et laitier, ainsi que les produits dérivés ont été appliquées. Entre-temps, il a toutefois été possible de lever une nouvelle fois les mesures d'embargo frappant le lait et les produits laitiers. En ce qui concerne la question de la source de la contamination - et, ici, l'enquête se poursuit - on peut supposer, d'après les derniers résultats obtenus par le ministère public de Gand, que la crise résulte d'une contamination grave qui a eu lieu au mois de janvier de cette année. Je voudrais souligner le fait que les fonctionnaires de la Communauté sont arrivé à la même conclusion au cours des contrôles qu'ils ont effectués sur place entre le 8 et le 11 juin. En ce qui concerne l'avenir, nous supposons que tous les produits fabriqués ou commercialisés aujourd'hui au sein de la Communauté, qu'ils soient d'origine belge ou non, ne sont plus contaminés par cette source. Nous poursuivons bien sûr nos travaux et dès que les autorités belges nous auront transmis les informations nécessaires, nous allons étudier la possibilité de faire intervenir les méthodes destinées à déceler la présence de PCB pour la viande porcine et bovine également, ce qui nous permettrait d'apporter certaines modifications aux mesures de protections qui ont été prises. En vue de limiter les dégâts économiques occasionnés par la crise de la dioxine, la Commission a également introduit une série de mesures. Le 16 juin, un règlement a été établi dont le but est de maintenir les exportations malgré les conditions difficiles. Les éleveurs de porcs peuvent en outre bénéficier de d'une prolongation de la durée autorisée de stockage privé. En ce qui concerne le secteur des volailles, un règlement a été établi le 13 juin permettant d'accorder également des aides à l'exportation pour des pays autres que ceux du Moyen-Orient. Concernant le secteur laitier, une décision a été prise le 15 juin au sein du comité de gestion pour le lait, selon laquelle le délai d'utilisation du beurre et des concentrés à base de beurre entrant dans la composition des pâtisseries et des glaces est prolongé. La Commission a pris une décision il y a deux jours en ce qui concerne les huit subventions d'État annoncées et notifiées par la Belgique. Outre les mesures d'urgences qui ont déjà été prises, les services de la Commission - et cela constitue le cadre plus général - travaillent à l'élaboration de mesures en vue de l'amélioration, voire du renforcement des dispositions en vigueur en matière d'aliments et d'aliments pour animaux. Ces mesures vont bien au-delà de du cas qui nous occupe. À cet égard, je voudrais maintenant aborder quelques points qui ont déjà fait l'objet de discussions au sein du Parlement et dont nous débattons encore de manière plus approfondie. Je voudrais tout d'abord évoquer la législation alimentaire. Dans ce domaine, nous avons déjà entamé depuis longtemps une consolidation des dispositions en matière d'hygiène dans le domaine alimentaire. Ce projet touche presque à sa fin. À cet égard, il convient également de procéder à une simplification législative, ce qui devrait permettre une meilleure applicabilité des dispositions en matière d'hygiène. De ce point de vue, il nous faut encore prendre une décision définitive en ce qui concerne un point dont nous avons déjà débattu au sein de ce Parlement, à savoir dans quelle mesure il convient d'appliquer une décontamination pour les poulets abattus ainsi que pour la viande rouge, décontamination limitée et effectuée sous des conditions strictes et contrôlées. La traçabilité de ces produits, de l'étalage du magasin jusqu'à l'éleveur-producteur constitue un autre point essentiel. Dans le secteur de la viande bovine, nous nous trouvons à un stade très avancé mais, en l'occurrence, il convient de poser la question de savoir dans quelle mesure il faudrait appliquer ce système à d'autres domaines. Pour ce qui est de l'analyse et du contrôle des aliments, ainsi que du développement de divers tests correspondants, nous disposons à l'échelle de la Communauté de quatre laboratoires de référence parmi lesquels celui de Rome s'est vu attribuer la mission spéciale de développer, si nécessaire, de nouvelles méthodes de référence et, le cas échéant, de méthodes de référence améliorées. Ce laboratoire offre également un programme de formation continue qui se concentre en particulier sur les produits contaminant l'environnement. Au cours du dernier Conseil en date - le président du Conseil a déjà abordé ce point -, un accord politique a été atteint en ce qui concerne diverses mesures, comme ce fut le cas au mois de juin au cours du Conseil des ministres de l'Agriculture sur le règlement ayant trait à l'agriculture biologique et son extension aux produits d'origine animale. Cela constitue une initiative de la Commission qui devrait contribuer à améliorer les rapports de productions et avant tout la transparence pour les consommateurs. Un autre programme ambitieux, dont nous avons discuté lundi au cours du dernier Conseil des ministres de l'Agriculture, a pour but d'apporter des modifications considérables à la législation alimentaire actuelle. La Commission s'efforce d'agir vraiment rapidement, mais elle a besoin du soutien des États membres et surtout du Parlement. Nous voulons nous concentrer sur trois types de mesures. Premièrement, nous voulons étendre la liste des matières premières destinées aux aliments pour animaux qui ne peuvent être utilisés dans les aliments composés. Deuxièmement, nous voulons fixer des taux de dioxine dans les huiles et les graisses, ainsi que dans les aliments composés, dans lesquels des huiles et des graisses sont rajoutées. Troisièmement, nous voulons modifier la définition des matières premières destinées aux aliments pour animaux, en particulier en ce qui concerne les huiles et les graisses, ainsi que les produits d'origine animale. Pour atteindre cet objectif, il existe une liste de propositions concrètes dont on a enfin débattu au sein du comité de l'alimentation animale. J'ai transmis cette liste au secrétariat du comité, car énumérer ici tous les points de cette liste prendrait beaucoup trop de temps. C'est la raison pour laquelle je voudrais aborder brièvement quelques points. Il convient d'établir une base juridique pour l'utilisation d'une clause de sauvegarde dans le cas où des dangers en rapport avec les aliments pour animaux apparaîtraient au sein de l'Union européenne et représenteraient un risque grave pour la santé des consommateurs ou des animaux ainsi que pour l'environnement. Deuxièmement, il s'agit de contraindre les États membres à mener, à l'échelle de l'Union, un programme de contrôle sur les produits contaminants présents dans les aliments pour animaux. Troisièmement, nous voulons introduire un réseau d'alerte rapide destiné aux aliments pour animaux, à l'instar de ce qui existe déjà pour les aliments destinés à la consommation humaine. Je voudrais souligner le fait que le délai a été modifié et qu'on parle désormais du mois de septembre 1999. Nous voulons interdire le mélange de matières premières destinées aux aliments pour animaux et interdire la règle d'exception pour l'utilisation locale d'aliments pour animaux qui ont été contaminés en raison de circonstances locales. Finalement, nous voulons examiner les dispositions en vigueur concernant les informations sur les matières premières, à savoir les informations concernant le marquage présent sur les étiquettes des aliments composés et ce, dans le but qu'à l'avenir, il soit possible d'obtenir une information claire sur la quantité de toutes les matières premières utilisées, les données concernant les matières premières par catégorie sont cependant supprimées. Nous voulons ensuite accorder, d'une manière générale, une autorisation pour tous les producteurs d'aliments composés et établir la possibilité de création d'une liste positive exhaustive comprenant les matières premières autorisées destinées aux aliments pour animaux. Je voudrais également faire remarquer que toutes les mesures contenue dans cette liste que j'ai transmise au secrétariat du comité ne sont pas complètement neuves. Cela s'applique par exemple à l'autorisation accordée aux producteurs d'aliments composés. Nous avons déjà introduit une proposition de ce type par le passé mais à l'époque, le Conseil n'a pas accepté le point de vue de la Commission. C'est pourquoi la proposition avait été abandonnée. Je voudrais maintenant évoquer quelques points concernant le commerce avec des États tiers. Il était crucial d'informer les États tiers du développement de la situation et des mesures de protection que la Commission a prises et de les tenir constamment au courant. C'est dans ce but que les services responsables de la Commission se sont régulièrement mis en contact avec les États tiers et nous avons profité de la séance plénière du comité SPS de l'OMC, qui s'est tenue les 7 et 8 juillet, pour rendre compte de la situation et des documents législatifs y afférents de manière détaillée. Au cours de cette réunion, nous avons clairement souligné le fait que le problème de la dioxine ne touche pas uniquement la Communauté. Aucun pays n'est épargné par la dioxine et il existe un grand nombre d'exemples de contamination à la dioxine qui ont fait les grands titres des journaux ces dernières années dans le monde. C'est pourquoi il faut espérer que tous les pays, et pas seulement les pays européens, ont tiré les leçons de cette crise. Au cours de cette réunion, la majorité des membres du comité a salué ce rapport et remercié la Commission ainsi que les autorités nationales pour les échanges d'informations continus et fiables. Je voudrais ajouter un mot en ce qui concerne les contrôles. L'Office alimentaire et vétérinaire de la DG XXIV a entamé une série de contrôles sur place. Dès la première visite en Belgique, il a été clair que les autorités belges ont malheureusement mal géré la crise. Cette situation est à imputer essentiellement au manque de coordination entre les différentes autorités administratives compétentes et aux responsabilités fragmentées et mal définies. En outre, il est apparu que les décisions prises par la Communauté sur le retrait du marché de produits potentiellement contaminés ont été appliquées par les autorités belges de manière tout à fait insuffisante. Les contrôles effectués aux Pays-Bas, en France, en Allemagne et en Espagne ont également révélé certaines carences dans la surveillance des aliments pour animaux. Il est regrettable que certains États membres aient pris la crise sévissant en Belgique comme prétexte pour dresser des barrières commerciales contre certains produits belges non contaminés également, violant par là le principe de la libre circulation des marchandises. Il est également apparu que d'autres États membres avaient reçu de l'huile usagée traitée d'origine belge. En ce qui concerne la procédure d'infraction, je peux vous communiquer que la Commission a entamé, sur la base de l'article 226 du Traité instituant la Communauté européenne, une procédure accélérée contre la Belgique, car l'État belge n'a pas respecté ses obligations d'informer immédiatement la Commission et les États membres sur les cas de contamination à la dioxine et n'a pas pleinement appliqué la décision 1999/389. Je voudrais aborder d'autres questions sur les limitations d'importation imposées par certains États membres pour des produits belges en général. Les services de la Commission ont rencontré les autorités compétentes en vue d'aborder les dispositions problématiques en matière légale et administrative. Ces discussions ont entre-temps abouti à ce que les mesures de protection de la santé soient orientées de manière plus ciblée et à ce que les limitations d'importation provisoires soient à nouveau levées pour un grand nombre de produits. Bien sûr, quelques problèmes persistent encore mais les services de la Commission s'efforcent de collaborer étroitement avec les responsables au niveau national et nous voulons régler les derniers problèmes le plus rapidement possible. Pour conclure, je voudrais vous assurer que le Commission fera à l'avenir tout ce qui est en son pouvoir pour maîtriser dans les plus brefs délais les conséquences de cette crise. Applaudissements Florenz Monsieur le Président, Monsieur le Commissaire, Monsieur le Président du Conseil, permettez-moi de me concentrer sur votre personne, Monsieur le Président du conseil, parce que j'estime que ces dernières années, le Conseil européen n'a été que trop peu présent au coeur des discussions européennes et qu'il s'est montré quelque peu hautain et réservé lorsqu'il s'est agi d'éteindre les foyers d'incendie. En l'occurrence - après l'expérience désagréable de la crise de l'ESB - la Commission est largement hors de cause et les États membres ont à nouveau joué leur jeu sous couvert de la subsidiarité et ne se sont pas efforcé, par exemple, d'enfin élaborer une directive cadre sur les aliments qui pourrait constituer un avantage pour l'Europe et à laquelle les États membres se conformeraient. Je n'irai pas jusqu'à prétendre que nous avons abouti ces cinq dernières années à une renationalisation, mais une chose est sûre, le Conseil ne s'est pas efforcé au cours de ces cinq dernières années de poursuivre réellement des objectifs européens, assortis d'une capacité de contrôle et de sanction, à la lumière des conséquences qu'il faut tirer de la crise de l'ESB. Je le regrette sincèrement et je crains que la seule chose que le Conseil ne mette en oeuvre ne soit l'accord que nous avons conclu il y a quelques jours avec les Américains, accord selon lequel ceux-ci auront l'autorisation d'effecteur des contrôles en Europe sur le respect des normes en matière d'hygiène dont nous attendons des Américains qu'ils les respectent également. C'est à ce moment seulement que le Conseil bougera. Les États membres doivent cesser de jouer leur jeu. Il devraient plutôt jouer un jeu européen en se fixant des objectifs européens et des méthodes propres à chacun d'entre eux pour les atteindre. Permettez-moi, en tant qu'agriculteur, d'aborder un autre point qui me perturbe fortement. Le monde est le théâtre d'une concurrence désastreuse dans le domaine de l'industrie agro-alimentaire. Les Américains exercent des pressions pour pénétrer le marché européen et les profits de l' industrie de transformation n'ont jamais été aussi bas. La concurrence a pour conséquence que cela se répercute sur le consommateur et, dans ce cas, sur le producteur également. C'est la raison pour laquelle se crée un espace pour de telles activités criminelles. Monsieur le Ministre, vous avez déclaré que l'addition de dioxine constitue une addition de matières premières non appropriées. Peut-être est-ce un problème de traduction. À mes yeux, cela constitue un acte criminel qui provoque la ruine des agriculteurs de ma circonscription! Applaudissements C'est pourquoi nous vous demandons d'utiliser un langage clair et intelligible lorsque vous vous adressez aux consommateurs mais également aux agriculteurs et finalement à l'Europe! Applaudissements Roth-Behrendt Monsieur le Président, permettez-moi d'entamer mon intervention en donnant un bon conseil à M. Prodi, ainsi qu'aux candidates et candidats choisis et qui seront confirmés dans leur fonction au mois de septembre par cette Assemblée. Une des question que toutes les commissions poseront assurément sera la suivante: que pensez-vous du respect des décisions prises par le Parlement européen? Et si M. Prodi ou un de ses candidats venait à répondre: «hé bien, cela m'est égal», ils iront au devant de problèmes. Au cours de son troisième discours devant cette Assemblée, M. Prodi a, pour la première fois, utilisé les mots «protection du consommateur» et «politique de la santé». C'est très important. Toutefois, il a déclaré qu'il prévoira à cet égard la création -je cite - d'une «agence européenne indépendante des produits alimentaires et des médicaments». Cette Assemblée a décidé, à la suite de longues discussions concernant la crise de l'ESB, qu'elle ne voulait pas d'une telle agence. Nous ne voulons pas d'agence indépendante, nous voulons une autorité subordonnée à la Commission et responsable devant cette Assemblée, devant le Parlement européen. Applaudissements J'espère que ce message parviendra à M. Prodi, de sorte qu'il sache qu'à l'avenir ses déclarations devront être prudentes. J'ai déjà demandé hier à M. Fischler si cela correspondait à sa proposition. Il m'a assurée de manière convaincante que ce n'était pas le cas. Monsieur Fischler, je vous crois et après avoir écouté votre excellente intervention, j'en suis d'autant plus convaincue. Permettez-moi de m'adresser au président du Conseil: il a déclaré à quelques reprises que le Conseil était préoccupé du fait que la crise de la dioxine a montré que les conséquences touchent l'Union dans son ensemble et que le Conseil voulait agir de manière transparente et responsable. Monsieur le Président du Conseil, je vous crois. Toutefois, le fait que le Conseil agisse de manière transparente et responsable constituerait un élément nouveau. J'espère que la présidence finlandaise du Conseil agira réellement de la sorte. Le succès que vous obtiendriez au cours de votre présidence du Conseil constituerait une première. Jusqu'à présent, le Conseil a systématiquement agi de manière voilée, hésitante et dissimulée. Applaudissements Commençons tout de suite. Vous savez, au sein du Conseil, que les États membres agissent tous de manière similaire. Les événements qui se sont déroulés en Belgique - et il est scandaleux que ce gouvernement ait eu besoin de six semaines pour informer la Commission - auraient pu se passer dans n'importe quel autre pays. La Belgique a joué de malchance. Cela aurait pu se passer en Italie, en Allemagne, en Autriche, nous le savons tous. Qu'avez-vous fait, par exemple, pour améliorer les inspections et les contrôles? Vous faites traîner depuis six mois une proposition du Parlement européen en la matière. En ce qui concerne les détails de cette crise, je voudrais sincèrement féliciter la Commission. Nous avons très souvent constaté, au cours de la crise de l'ESB, que la Commission ne se trouvait pas vraiment à la pointe du mouvement. Cependant, en ce qui concerne la crise de la dioxine, il n'y a rien, absolument rien qu'on puisse reprocher au comportement de la Commission. Vous avez agi de manière irréprochable. On ne peut vraiment pas en dire autant de tous les autres acteurs de cette crise. Maintenant, quelles sont les conséquences qu'il faut en tirer? M. Fischler en a cité quelques-unes. Il a fait référence à la législation nécessaire. Oui, elle est nécessaire, nous avons besoin d'une nouvelle législation en matière d'aliments pour animaux, cela ne fait aucun doute. Nous devons interdire que des déchets, par exemple, ne se retrouvent dans les aliments pour animaux. Nous parlons d'aliments dont on nourrit les animaux. Les déchets n'appartiennent pas à cette catégorie. Non, Monsieur Fischler, il ne peut certainement pas exister de seuil de dioxine. Le seuil de dioxine et de PCB doit être égal à zéro, cela ne fait aucun doute. C'est la raison pour laquelle nous devrions également être très prudents quant à la formulation et au vocabulaire que nous utilisons. À cela vient s'ajouter un autre problème. Nous devons avoir le courage d'aborder le problème de la dioxine d'une manière globale. Un registre de la dioxine sera-t-il établi au sein de l'Union européenne et à l'échelle internationale? Déterminera-t-on, par exemple, les lieux de retombée des émissions de dioxine produites par les incinérateurs de déchets, d'autres sources d'émission de dioxine, présentes dans les sols, dans l'herbe dont les animaux se nourrissent? Nous savons très bien qu'il ne s'agit pas uniquement des aliments pour animaux, mais qu'il est question de notre environnement naturel. Je vous demande donc d'établir un registre de la dioxine. Il est certain que c'est nécessaire. Pour conclure, je voudrais brièvement faire une proposition en ce qui concerne les contrôles. Si nous ne veillons pas à ce que les contrôles soient effectués de manière plus efficace, si la Commission ne peut procéder à des inspection de manière imprévue, et si nous devons attendre d'obtenir l'autorisation de la Belgique ou de tout autre État membre, nous pouvons abandonner le principe d'un contrôle efficace. Nous devons modifier le système de contrôle, ainsi que la politique agricole dans son ensemble. Si nous estimons qu'il est possible - et si tel est notre désir - de faire, grâce aux déchets, un maximum de profit pour un minimum de dépense, alors nous serons toujours confrontés à ce type de situation. Nous devons changer cet état de fait au sein de l'Union européenne et nous devons le faire de concert avec nos partenaires en dehors de l'Union. Applaudissements Sterckx Monsieur le Président, il est regrettable que ma première intervention en tant que nouveau député auprès de ce Parlement doive porter sur de graves fautes commises dans mon pays. Tout d'abord dans le chef des entreprises fournissant les matières premières pour les aliments pour bétail, ensuite des services de contrôle qui doivent veiller, s'il y a une erreur commise, à ce qu'elle soit immédiatement détectée et à en limiter les conséquences. Mais aussi et certains dans le chef des autorités de l'époque qui ont perdu de précieuses semaines et qui nous ont causé un grand tort en n'avertissant pas en temps voulu la Commission européenne et les États membres de ce qui se passait. Ces fautes ont provoqué une situation dramatique, tout d'abord bien sûr en matière de santé publique, mais aussi parce qu'il s'agit d'une catastrophe économique pour le secteur agricole et l'ensemble du secteur alimentaire. La confiance a été entamée et il faudra naturellement pas mal de temps pour la rétablir. Ces erreurs ont été sanctionnées sur le plan politique à l'occasion des élections du mois dernier dans notre pays. La Belgique dispose à présent d'un nouveau gouvernement qui tente par tous les moyens de limiter les dégâts aussi vite que possible, de faire le nettoyage qui s'impose et aussi de réparer les dégâts. J'espère que là aussi, la Belgique pourra compter sur la solidarité de l'Union car il est clair que pour le consommateur, l'agriculteur ou l'entreprise victime d'une crise, peu importe que celle-ci ait été provoquée par une maladie ou un accident, voire même un délit. Il en est victime et il en subit les conséquences. Heureusement, Monsieur le Commissaire, la Commission a ouvert la porte, au début de cette semaine, afin que les autorités belges puissent apporter une aide aux entreprises dans le besoin. J'espère que ce n'est pas le dernier pas. À plus long terme, une tâche nous incombe aussi au sein du Parlement européen. Monsieur le Commissaire, vous nous avez dit que vous présenteriez bientôt des propositions. Je veux croire, Monsieur le Président du Conseil, que nous pourrons rapidement débattre de ces textes avec le Conseil et en tirer la législation nécessaire. Il doit y avoir une réglementation européenne. En tant que libéral, je me réjouis, Monsieur le Commissaire, que vous ayez déclaré que cette réglementation se devait d'être simple et tournée vers l'utilisateur. Bien entendu, elle doit aussi être stricte afin que les gens sachent ce que signifie une alimentation saine et elle doit valoir pour l'ensemble de la chaîne. Mais il est évident qu'au plus fort de la crise, il est bien sûr absurde que la Commission et ses services se perdent dans des discussions avec les autorités belges et leurs services techniques car il n'y a pas de normes disponibles, que l'on ne sait pas quelle quantité de dioxine est autorisée dans l'un ou l'autre produit. Au paroxysme d'une crise, on doit passer son temps à autre chose qu'à cela. Il nous faut une réglementation claire pour toute cette sorte de choses; des règles claires, simples et strictes. Et il faut aussi des contrôles. Nous devons veiller à ce que les consommateurs puissent voir, grâce à la présence d'un label de qualité, si un produit est sain ou non et savoir clairement qu'il est approuvé au niveau européen. J'ai trouvé positif que Romano Prodi ait annoncé hier la création d'une agence européenne pour l'alimentation. Il est bien entendu évident qu'une telle agence devrait assumer sa responsabilité de manière démocratique et être incorporée, si je puis dire, dans les institutions européennes. Si le Parlement européen, la Commission européenne, le Conseil européen ne veillent pas à la mise en place rapide d'une réglementation et de contrôles satisfaisants, ce sera un article à ajouter à la longue liste des catastrophes déjà endurées. Ma collègue a déclaré que cela peut se produire dans chaque pays. Nous disposons d'un certain nombre d'exemples. Je trouve que nous devrions tout faire pour que la liste d'exemples ne s'allonge pas davantage. Nogueira Román - (ES) Monsieur le Président, je souhaiterais rappeler que notre groupe compte deux composantes, la composante vert et la composante ALE, de pays sans État. J'ai observé, aussi bien aujourd'hui qu'hier, que les écrans de contrôle n'affichent généralement pas le vrai nom de notre groupe, Verts/ALE. Je vous demande donc, Monsieur le Président, de bien vouloir prendre toutes les mesures nécessaires afin de rétablir le véritable nom de notre groupe. Staes Monsieur le Président, on est ce que l'on mange. Cet extrait de sagesse populaire démontre la sensibilité de l'opinion publique et de nos électeurs au thème de la «sécurité alimentaire». À l'école primaire, j'ai appris que les vaches mangeaient de l'herbe, qu'elles étaient des ruminants. Et pour des raisons de course aux profits, voilà que nous nourrissons nos vaches avec des aliments pour bétail enrichis aux farines animales. Nous avons transformé nos vaches en cannibales. Mais il y a plus. Les porcs belges sont tellement sensibles au stress qu'on leur administre des tranquillisants et des bêtabloqueurs juste avant de les conduire à l'abattoir. Des organisations mafieuses administrent aux bovins des hormones, des antibiotiques, des corticostéroïdes, des bêtabloqueurs, des bêta-inhibiteurs. Depuis quelques jours, nous savons aussi qu'il y a des poulets à la dioxine. Chez moi, en Flandre, on avait l'habitude, le dimanche, de manger du poulet et des frites. Nous savons maintenant que nous pouvons aussi laisser tomber les frites. Car nos poulets sont nourris avec de vieilles huiles de friture. Et nous en venons immédiatement au coeur du problème. Mes chers collègues, le scandale du poulet à la dioxine n'est pas un accident de parcours. C'est bien davantage. Ce qui s'est passé en Belgique aurait tout aussi bien pu se passer en Allemagne, en France, aux Pays-Bas, en Espagne ou en Italie. C'est le résultat de la faillite d'un système. Le résultat d'une politique agricole commune erronée qui pousse les agriculteurs dans le cercle vicieux de la production toujours plus importante, d'investissements toujours plus importants, de produits toujours meilleur marché, d'entreprises toujours plus grandes devant travailler de manière toujours plus intensive. La quantité a toujours pris le pas sur la qualité. Il nous faut inverser la tendance. La qualité doit prévaloir sur la quantité. Une résolution commune a été déposée à cet effet par plusieurs groupes. Notamment par mon groupe, celui des Verts et de l'Alliance libre européenne. J'insiste sur la nécessité absolue d'un système efficace d'avertissement précoce en cas de danger alimentaire potentiel. Il nous faut une proposition globale visant à renforcer le principe de précaution en matière de production alimentaire et de commerce. Soyons honnêtes, un débat sur l'industrie du recyclage doit avoir lieu. Est-il possible que les déchets en provenance d'installations d'épuration d'eau, déchets qui contiennent du cadmium et des métaux lourds, soient transformés en aliments pour bétail et pénètrent donc dans la chaîne alimentaire? Il nous faut opérer une distinction claire entre ce qui constitue des déchets et doit donc être traité comme tel et ce qui peut être réutilisé dans notre production alimentaire. Une dernière remarque. Cette crise est une catastrophe pour les producteurs. Des dizaines, si pas des centaines, d'entreprises vont faire faillite. J'ai ici le rapport de la Cour des comptes sur l'aide alimentaire accordée aux agriculteurs touchés par la crise de l'ESB. Aujourd'hui, j'ai entendu le commissaire énumérer toute une série de mesures à prendre ou déjà prises. Je m'en réjouis. Mais je ne peux cependant me défaire de l'impression que c'est encore trop peu. Des milliards ont été consacrés aux victimes de la crise de l'ESB. Il faut aussi faire quelque chose pour les victimes de cette crise. Pourquoi refuser aux agriculteurs flamands ce qu'ont reçu les agriculteurs anglais? À cet égard, je me range entièrement à l'avis de notre collègue Sterckx: ce que la Commission a fait n'est encore qu'un premier pas et la Commission, le Conseil et le Parlement devront aller beaucoup plus loin. Le Président Un mot sur la remarque que vient de faire un député. Les services compétents me confirment que nous avons effectivement un problème avec le programme informatique et que les noms seront corrigés, je l'espère, à partir de la prochaine période de session de septembre. Papayannakis Monsieur le Président, les crises s'accumulent. Nous avons celle de la dioxine de Belgique, celle des boissons gazeuses - Coca-Cola et autres -, la suite de la crise de la vache folle, Monsieur Fischler, car elle n'est pas terminée. Selon une revue britannique autorisée, on dénombrait à la fin 98, parmi les sujets jeunes, quatre fois plus de décès dus à la maladie de Creutzfeldt-Jakob, et nous ne disposons d'aucun élément à ce sujet. Nous ne savons pas ce qui se passe avec la maladie de la vache folle au Portugal. Il est beaucoup question de la viande aux hormones en provenance des États-Unis ainsi que des pressions inadmissibles que l'on exerce sur nous pour sa mise sur le marché. Les organismes génétiquement modifiés ne donnent lieu à aucun dialogue sérieux et de fond avant d'entrer dans notre alimentation quotidienne. Comme je l'ai lu dans une étude récente, nous ne savons finalement pas ce que nous mangeons, les cultivateurs ne savent pas ce qu'ils cultivent et les éleveurs quels aliments ils donnent à leurs animaux. Tout cela, Monsieur le Président, est source de confusion et d'inquiétude. Vis-à-vis du citoyen européen, notre Parlement est tenu de ne pas se borner à dénoncer une action criminelle comme celle qu'a commise la Belgique et alors que celle-ci, soit dit en passant, n'a toujours pas divulgué les noms des entreprises qui ont utilisé des farines contaminées par la dioxine. Il est vrai que cette fois, sans doute instruite par le précédent de la vache folle, la Commission a déféré la Belgique devant la Cour de justice européenne. Pourtant, nous n'avons encore eu aucun débat sérieux ni pris de décision sur la manière de rendre plus rigoureux et efficaces des contrôles qui sont laissés à la discrétion des États membres, et cela quand on est parfaitement au courant du manque d'infrastructures, de vétérinaires et d'agents de contrôle, au courant des tentatives et actes de corruption, des menaces, des meurtres qui ont eu lieu dans certains pays pour ces questions - je ne vois personne s'en occuper sérieusement -, tout comme des vives réactions suscitées au sein même de l'Union européenne par l'éventualité d'y créer un véritable organisme de contrôle, sur le modèle de la Food and Drug Administration des États-Unis, et non pas quelque vague centre d'études. Le libre accès des citoyens à l'information, la transparence sont une nécessité. Par conséquent, Monsieur le Président, j'insiste tout particulièrement sur la proposition de notre groupe visant à ce que le Parlement crée un comité provisoire qui se saisira de l'ensemble des questions de sécurité alimentaire et de santé publique, et pas seulement de tel ou tel aspect précis. Souchet Monsieur le Président, Monsieur le Président du Conseil, Monsieur le Commissaire, mes chers collègues, la crise de la dioxine, après celle de la vache folle, les pressions américaines visant à imposer la viande aux hormones, sont autant d'exemples des menaces redoutables qui pèsent aujourd'hui sur la sécurité alimentaire de nos concitoyens. Si ces menaces ne sont pas traitées résolument et adéquatement, l'irrationnel l'emportera au détriment de nos producteurs. Le président désigné de la Commission a reconnu, hier, l'importance capitale de cette question, mais il est resté totalement muet sur la manière dont il propose de la traiter. Plutôt que ces tirades idéologiques d'un autre âge appelant au retour de la vieille connivence supranationale entre le Parlement et la Commission contre le Conseil, nous aurions préféré entendre, de la bouche de M. Prodi, comment il entendait concrètement, dans un domaine relevant de sa compétence, réparer les dégâts accomplis par les précédentes Commissions lors des négociations de l'Uruguay round. En acceptant des règles contraires à nos intérêts et des dispositions telles que celle de la preuve scientifique suffisante, qui nous interdisent en pratique d'appliquer le principe de précaution, les Commissions antérieures ont causé des dommages considérables à nos sociétés et à nos économies. Elles ont offert nos exportations en otage, à ceux qui veulent nous imposer leur mode de production avec toutes ses conséquences en matière sanitaire, environnementale et sociale. La sécurité alimentaire de nos concitoyens dans les années à venir dépendra fondamentalement de la manière dont la nouvelle Commission saura défendre, au cours des prochaines négociations du Millenium round, la pleine légitimité d'un modèle de zone européenne distincte de qualité agricole supérieure. Les États membres doivent donc donner, ou redonner, à la Commission un mandat clair et ferme afin que celle-ci soit l'aiguillon d'une renégociation éclairée des règles du GATT, qui constituent aujourd'hui un obstacle à la mise en oeuvre du principe de précaution dans les domaines sanitaire et alimentaire. Il faut également mettre un terme à la dérive redoutable de désintégration de la PAC en tant que politique communautaire dotée de prix européens supérieurs aux prix mondiaux. Ceux qui poussent aujourd'hui à poursuivre dans la voie de l'intégration complète au marché mondial pour satisfaire les demandes américaines doivent se rendre compte de la très lourde responsabilité qu'ils prennent. Il ne laissent, à beaucoup de nos agriculteurs, d'autre choix que celui de se lancer inconsidérément ou prématurément dans l'introduction de nouvelles techniques de culture ou d'élevage hasardeuses, insuffisamment testées et présentant donc des risques pour la santé publique. Veiller à préserver la sécurité alimentaire de nos concitoyens est l'un de nos tout premiers devoirs. Pour cela, ne laissons pas, mes chers collègues, l'agriculture européenne devenir une agriculture folle. Vanhecke Monsieur le Président, comme on ne le sait hélas que trop bien dans mon pays, la crise de la dioxine a plongé des dizaines de milliers d'entreprises dans de très grosses difficultés. Je crois que dans une catastrophe économique et écologique d'une telle ampleur, il faut avoir le courage de chercher et de désigner les causes et partant, les coupables, non pas pour une forme déplacée de rancune, mais afin d'éviter que de tels problèmes ne se reproduisent à l'avenir. Nous devons être honnêtes. Le coupable est avant tout l'ancien gouvernement belge qui a commis une bévue de trop. Le gouvernement ne savait tout d'abord pas de quoi il retournait, s'en souciant aussi peu que de sa première chemise, a ensuite voulu étouffer l'affaire jusqu'après les élections et s'est enfin rendu coupable d'une réaction de panique tout à fait exagérée qui a provoqué, de part le monde, le boycott soi-disant des produits belges, boycott dont mon pays, la Flandre, a cependant le plus souffert puisque dans ce qu'on appelle les exportations «belges», les exportations «flamandes» se taillent en fait la part du lion. Mais hélas, il ne s'agit pas seulement d'un problème d'incompétence, de népotisme dans l'administration, de nominations politiques et de manque de contrôle en Belgique. Peut-être devrions-nous enfin constater, en tant que parlementaires européens, que des années de politique agricole européenne ont en fait mené à la quasi destruction de l'agriculture de qualité, par définition à petite échelle, et à la toute puissance d'une agriculture industrielle européenne, à la toute puissance d'un certain nombre de groupes de l'industrie agro-alimentaire qui ne visent qu'au profit et prennent des libertés avec la santé publique et les normes de qualité. Lorsque, en tant que profane, on apprend, par exemple, que toute sorte de déchets sont recyclés dans l'alimentation animale, que des années après l'apparition de la maladie de la vache folle, on nourrit encore des herbivores avec des farines animales et qu'en outre, des produits non contrôlés en provenance de pays douteux atterrissent directement dans l'alimentation animale, on se demande effectivement si en toute honnêteté, ces décennies de politique agricole européenne ne peuvent pas être qualifiées de faillite absolue. Je rappelle une fois encore que la moitié du budget européen est consacrée à cette politique agricole. Je crois que nous devons maintenant avoir le courage de demander, au Conseil et à la Commission au premier chef, de tirer les enseignements des erreurs du passé, d'en finir avec la politique agricole menée jusqu'ici et d'enfin opérer un choix raisonnable, judicieux et nécessaire en faveur d'une agriculture de qualité en Europe. Van Dam Monsieur le Président, nous avons à nouveau tressailli hier en apprenant la découverte d'un taux élevé de dioxine dans des aliments pour bétail en provenance d'Allemagne. Cette contamination, moins sérieuse certes que celle survenue en Belgique, est un nouvel appel à une action plus responsable dans le chef des producteurs et de autorités. J'estime appropriées les mesures strictes prises par la Commission européenne dans la crise récente. C'est à juste titre qu'on punit les comportements irresponsables, voire même criminels. Néanmoins, punir ne suffit pas. À l'avenir, il nous faudra éviter que ne se produisent de tels incidents. La question est de savoir comment. Je ne pense pas qu'il soit raisonnable d'ériger un nouvel office après chaque crise alimentaire. Un surplus de bureaucratie ne mène pas automatiquement à une alimentation plus sûre. Je ne pense pas non plus qu'il faille interdire toujours plus d'ingrédients dans la composition des aliments pour bétail. Si les fabricants de ces aliments ne récupère plus les huiles usagées en provenance de l'horeca, qui le fera. Il ne faudrait pas négliger les problèmes environnementaux. La prévention de tels incidents me semble bien plus résider dans une maîtrise intégrale des différentes chaînes alimentaires. La traçabilité des expéditeurs d'aliments pour bétail est très importante. Cela évite également de discréditer tout le secteur de l'alimentation animale pour un incident isolé. Dans cette maîtrise de la chaîne alimentaire, ce sont surtout les États membres qui ont un rôle important à jouer. S'ils ne sont pas prêts à s'engager en faveur de la sécurité alimentaire, la Commission européenne est impuissante. Enfin, je veux encore signaler à la Commission que l'interdiction d'utilisation des graisses végétales dans les aliments pour bétail en Belgique encourage la fraude, compte tenu de la disponibilité limitée de graisses animales. C'est pourquoi je soutiens l'appel fait dans la proposition de résolution et visant à s'orienter vers les graisses végétales. Le Président J'ai reçu, conformément à l'article 37 du règlement, cinq propositions de résolutions . Le vote aura lieu à 12 heures. Grossetête Monsieur le Président, chers collègues, l'Europe connaît, depuis quelques années déjà, une succession de scandales alimentaires: nous avons eu la «vache folle»; nous nous interrogeons sur les OGM et leur étiquetage; nous connaissons aujourd'hui le problème des farines animales contenant de la dioxine; nous voyons des boissons bien connues retirées de la vente parce qu'elles causent des problèmes... On se demande quel sera le prochain scandale: celui que nous connaîtrons demain. Il ne faut certes pas céder à un vent de panique, mais il est naturel de s'interroger aujourd'hui sur la qualité des produits que nous consommons. La préoccupation relative à la sécurité alimentaire est une préoccupation malheureusement trop récente en Europe, puisqu'elle a été révélée par la crise de la vache folle. Nous sommes tous concernés, qu'il s'agisse des consommateurs, ou des producteurs, des producteurs industriels ou des agriculteurs. Nous sommes tous concernés parce que nous avons le souci de la santé publique et que celui-ci nous motive. Mais nous ressentons aussi une très grande inquiétude à la fois pour les agriculteurs, qui sont directement concernés et montrés du doigt, et pour l'industrie agro-alimentaire dans son ensemble. Tous ne cessent de prendre des coups. Ces scandales leur font du tort alors qu'il y a néanmoins, parmi les producteurs et les agriculteurs, des personnes particulièrement sérieuses qui font tout pour que leur production soit irréprochable. Nous ne devons pas sanctionner toute une profession parce qu'il y a, en son sein, des personnes qui, elles, ne sont pas suffisamment sérieuses. Que faut-il faire? Il faut recréer les conditions propres à rendre confiance au consommateur européen. Il faut donc renforcer les mécanismes européens d'alerte rapide. Il faut que les États membres acceptent de bon gré les contrôles sanitaires. Il ne faut pas que les États membres aient le sentiment d'être montrés du doigt lorsqu'on leur demande ces contrôles. Il faut que tout le monde joue le jeu. C'est l'intérêt de tous, parce que nous avons ce grand marché unique. C'est une condition essentielle du fonctionnement du marché. À défaut, les consommateurs boycotteront les produits, et nous nous retrouverons dans une situation économique particulièrement difficile pour la plupart. Il faut donc plus de transparence de la part des États membres et du Conseil. Il faut un soutien aux producteurs de qualité respectueux de l'environnement. Il faut effectivement avoir le courage de réformer en profondeur la politique agricole, afin que nos consommateurs aient de nouveau envie de consommer nos produits. Il faut assurer la vigilance et le suivi de la traçabilité et de l'étiquetage. Il faut être particulièrement ferme face aux discussions de l'OMC. Il faut tout simplement marquer un coup d'arrêt à des pratiques inacceptables. Van Lancker Monsieur le Président, chers collègues, je suis profondément rassurée que personne au sein de cette Assemblée, pas plus qu'au sein de la Commission européenne ou du Conseil, n'ait perçu la crise belge de la dioxine comme un problème exclusivement belge. Effectivement, il va sans dire que des problèmes gigantesques ont été soulevés en Belgique et que la Commission européenne a eu raison d'indiquer que de sérieuses fautes avaient été commises en Belgique, mais ceux de nos collègues qui connaissent tout de même un tant soit peu le dossier savent que le gouvernement belge a pris des mesures très énergiques et peut à présent donner des garanties aux consommateurs de l'ensemble de l'Union européenne. En effet, le problème belge soulève également un problème européen et le fait qu'il s'agisse d'un problème européen tient naturellement au marché intérieur, à la politique de la concurrence, aux carences de la politique agricole. Je dois vous dire, Monsieur le Commissaire, Monsieur le Président du Conseil, que je suis heureuse des mesures que vous venez tous deux d'annoncer mais je veux vous rappeler qu'un certain nombre de ces mesures avaient déjà été déposées de longue date par le Parlement européen, depuis le début, par exemple, de la commission d'enquête sur le problème de la vache folle. Tout d'abord, Monsieur le Commissaire Fischler, je pense que nous avons en effet besoin d'améliorer le cadre législatif européen. Vous avez raison de souligner la nécessité de nouvelles normes de qualité. Je serais ravie qu'on propose effectivement une liste positive et que nous cessions de faire de la législation une coquille vide sous la pression du lobby agro-alimentaire. À moins que quelqu'un n'ait encore de bons arguments à faire valoir en faveur de l'incorporation de produits du recyclage et de déchets dans notre chaîne alimentaire. Deuxièmement, une remarque sur l'organisation de l'administration européenne. Dagmar Roth-Berendt a déjà dit que nous pensions que la sécurité alimentaire devait rester sous le contrôle de la Commission européenne et donc aussi du Parlement européen. Nous estimons que la Commission doit créer un service suffisamment doté en personnel et en moyens financiers. En outre, ce service devrait pouvoir coordonner les contrôles menés par les instances nationales et mener des contrôles de sa propre initiative, où et quand il le désire, et non de simples contrôles annoncés. J'ai particulièrement apprécié, Monsieur le Commissaire, votre annonce relative à la base légale pour une initiative communautaire en matière de sécurité alimentaire. Il me semble en effet utile que l'on puisse intervenir pour faire face à des contaminations dans la chaîne alimentaire, pour éviter des catastrophes en matière de santé publique sans pour autant que les agriculteurs honnêtes ne soient les dindons de la farce. Pour conclure, Monsieur le Commissaire, Monsieur le Président du Conseil, je voudrais cependant souligner, comme l'ont fait mes collègues, que nous ne pourrons jamais résoudre ce problème de sécurité alimentaire si nous ne repensons pas de manière radicale notre agriculture, nos méthodes de production alimentaire. Nous ne pouvons pas continuer à favoriser les seuls gros producteurs agro-alimentaires. Nous devons avant tout accorder notre aide aux petits producteurs et à la production saine. Je dois d'ailleurs dire que je trouve tout à fait inacceptable que le Boerenbond belge ait refusé, au cours de cette crise de la dioxine, de collaborer à la réforme de l'agriculture et à la diminution du cheptel en Belgique. Enfin, chers collègues, peut-être certains arguments plaident-ils encore en faveur de la mise en place d'une commission d'enquête européenne. Mais je voudrais simplement dire qu'il nous faut bien réfléchir avant de prendre cette décision et nous demander s'il n'est pas plus indiqué de poursuivre notre travail dans les différentes commissions concernées. Mulder Monsieur le Président, je peux rassurer l'intervenante précédente, je ne me limiterai pas non plus aux fautes commises en Belgique. Je pense qu'un scandale de la dioxine, une crise de l'ESB, ou que sais-je encore, peut se produire partout en Europe. Je pense dès lors qu'il est grand temps que la Commission européenne - avec le soutien enthousiaste du Conseil - développe les initiatives nécessaires à la mise en oeuvre d'une politique alimentaire européenne. Il va bien entendu sans dire qu'il s'agit de la santé publique. Rien ne peut hypothéquer cette garantie de la santé publique. À ce sujet, je veux tout de même revenir sur la résolution adoptée en octobre de l'année dernière et dans laquelle le Parlement demandait unanimement qu'on tende vers une politique européenne de qualité en matière alimentaire. Tout aliment arrivant sur le marché et voulant bénéficier d'un label de qualité européen devra être contrôlé tout au long de la chaîne. Qui pourra le faire? Nous connaissons déjà un certain nombre de bureaux d'inspection qui sont issus de la production biologique. Si des gens ne veulent pas acheter ces produits, si des gens veulent bénéficier d'une autre alimentation mais dont nous puissions connaître avec précision le mode de production, cela doit également, selon moi, être possible. Le client est roi et le bureau qui contrôle l'alimentation biologique saura également contrôler des aliments produits à partir d'autres normes. Je trouve essentiel que cela se produise en Europe. Car si cela se produit en Europe, nous serons le premier grand bloc commercial au monde à garantir de cette manière la qualité de l'alimentation à nos consommateurs. C'est de cela dont il s'agit, somme toute. De nombreuses personnes ont déjà signalé qu'il nous fallait surtout garantir l'exercice de la libre concurrence, que si nous exigions une chose des producteurs européens, il fallait pouvoir appliquer les mêmes normes aux producteurs extra-européens. Quelle est la meilleure façon d'y parvenir à l'heure actuelle? Aujourd'hui, nous connaissons déjà des systèmes de production intégrée dans différents pays européens. L'Allemagne, l'Autriche, les Pays-Bas - je cite ces pays au hasard - sont tous dotés de normes en matière de production intégrée. Il faut seulement déplorer que ces normes diffèrent d'un pays à l'autre, ce qui ne me paraît pas tolérable sur ces grands marchés communs européens. La Commission devra donc rapidement trouver le plus grand dénominateur commun. Je voudrais encore ajouter quelque chose sur ce qu'a dit hier M. Prodi au sujet de l'agence alimentaire européenne. Je ne suis pas encore absolument convaincu qu'elle soit nécessaire. Aux États-Unis, la Food and Drug Administration est dotée de quelque cinq à six mille fonctionnaires. La Commission dispose-t-elle des fonds pour ériger une agence semblable? Ça me semble un peu fort. Je voudrais donc demander si la Commission pourrait envoyer au Parlement des éléments lui permettant d'opérer une comparaison. Comment fonctionne la Food and Drug Administration américaine? Que se passerait-il si notre agence à Dublin, l'agence vétérinaire et phytosanitaire se voyait ajouter une division spécifique? Peut-être pourrait-elle effectuer le même travail à un coût infiniment moindre. Il me semble que c'est un sujet sur lequel ce Parlement devrait se pencher. Enfin, j'adresse tous mes voeux de succès à la Finlande. Nous ferons les comptes à la fin de l'année. Isler Béguin Monsieur le Président, Monsieur le Commissaire, j'aurais aimé m'adresser également au commissaire à l'environnement et à d'autres commissaires parce que nous connaissons parfaitement les dégâts de la dioxine sur la santé humaine et ils ne concernent pas seulement l'agriculture: cela va bien au-delà. Comme de nombreux scientifiques, nous estimons que la prolifération des dioxines cancérigènes dans la chaîne alimentaire sera sans doute le fléau du siècle prochain. J'aimerais bien que le commissaire écoute, parce qu'il nous appartient, ainsi qu'à lui-même, dans le cadre des politiques qu'il va mettre en place, d'intégrer ce problème dans les différentes politiques. Nous estimons en effet qu'il est absolument criminel de contaminer des aliments au nom d'un profit immédiat, comme ce fut le cas. Ce genre d'acte irresponsable doit être reconnu et puni en tant que tel, c'est-à-dire en tant que crime sanitaire. Nous estimons qu'il est tout aussi criminel de laisser se propager des dioxines dangereuses dans la chaîne alimentaire. Des études récentes ont montré que dans toute la planète, déjà, le lait maternel est contaminé par la dioxine, et que personne n'est épargné. Nous savons aussi que les principaux responsables - les principaux cracheurs de dioxine - sont les incinérateurs. À cet égard en revanche, étant donné le coût financier considérable des analyses, nous ne savons pas encore combien de personnes sont actuellement contaminées sur le continent européen par la dioxine en croyant manger des aliments cultivés dans un jardin propre, alors qu'ils les cultivent à proximité d'incinérateurs anciens toujours en fonction. L'Union européenne a la responsabilité de préserver la santé humaine et l'environnement. C'est pourquoi nous exigeons, tout d'abord, un système d'alerte totalement efficace. Or, cela ne semble pas être le cas actuellement, puisque la France n'a pas interprété immédiatement, en termes d'alerte sanitaire, l'annonce de la contamination publiée par la Belgique. Nous exigeons également une enquête parlementaire. On sait qu'à l'annonce du poulet «dioxiné», les consommateurs se sont rués sur le poisson alors que nous savons aussi que le poisson est engraissé par les mêmes aliments. Dès lors, qu'en est-il? Nous espérons bien que l'enquête nous l'apprendra. Jové Peres Monsieur le Président, bien que la crise de l'ESB ait été de nature épidémiologique et que celle de la dioxine soit de nature toxique, ces deux crises présentent des éléments communs préoccupants. Elles ont toutes les deux été provoquées par l'introduction de matières premières dérivées du recyclage dans l'alimentation animale et elles ont dans les deux cas donné lieu à de graves problèmes pour la santé des consommateurs. Ces pratiques conduisent forcément à la concentration et à l'accumulation d'éléments infectieux ou toxiques. D'autre part, la crise de la dioxine coïncide avec le scandale de l'utilisation de boues issues de stations d'épuration dans la fabrication d'aliments pour animaux. Dans ce cas-ci, le risque réside dans l'accumulation de métaux lourds. Mais bien que l'on ne puisse pas effectuer d'analyses schématiques, je ne puis m'empêcher de faire, dans ce contexte, le commentaire suivant: la politique agricole commune et l'Organisation mondiale du Commerce ne cessent d'attiser une concurrence exacerbée comme élément fondamental de leur politique, ce qui me semble extrêmement préoccupant car ce type de sacralisation de la concurrence primant sur tout le reste conduit inévitablement à des pratiques risquées, telles que l'utilisation d'hormones ou d'antibiotiques, parmi les matières premières de l'alimentation animale. Quoi qu'il en soit, ce qui doit primer dans l'Union européenne, c'est le principe de précaution en vue de défendre la santé des consommateurs. Un grave problème concernant ces questions est le manque de réglementation dans la fabrication d'aliments pour animaux et l'absence d'une politique alimentaire de l'Union européenne. Je souhaite rappeler ici, par exemple, que les institutions communautaires n'ont pas suivi les recommandations et les exigences du Parlement, qui avait demandé l'interdiction des farines animales dans l'alimentation du bétail. Toutefois, le problème le plus grave, c'est que tout ingrédient n'ayant pas été interdit expressément dans la fabrication d'aliments pour bétail est implicitement autorisé. C'est pourquoi la Commission devra rédiger et formuler des propositions afin de dresser une liste positive des matières premières autorisées pour l'alimentation animale, accompagnée d'une étude d'incidence sur les coûts de production de l'alimentation du bétail afin d'éviter des incompatibilités avec la PAC. Enfin, Monsieur le Président, je tiens à rappeler à la Commission qu'elle doit dès à présent définir une politique alimentaire, développer le Livre vert en application depuis deux ans et je désirerais me joindre aux affirmations de Mme Roth-Behrendt concernant l'agence alimentaire indépendante. Farage Monsieur le Président, compte tenu du passé du Royaume-Uni en matière d'ESB, certain députés pourraient penser que celui-ci ne peut donner de point de vue objectif. Ils auraient tort. Je rappelle que nous avons connu d'autres crises. Nous avons également eu la salmonelle dans les oeufs, ainsi que la listeria, ce qui nous a donné une expérience sans égal dans la résolution des crises de sécurité alimentaire. Dans le cas de la listeria, cette crise est devenue critique en 1989, lorsque les décès de bébés et de jeunes enfants sévissant depuis quelques années avaient déjà atteint le nombre de 200, nombre bien plus élevé que celui dérivant de la nouvelle variante de la maladie de Creutzfeldt-Jakob. Ce que mes collègues ignorent probablement, c'est que l'origine principale de la maladie était un pâté contaminé provenant de trois établissements belges. Ce n'est que lorsque les agents de la santé britanniques sont intervenus que le problème a enfin été résolu. Il n'y a donc pas que le Royaume-Uni qui connaît des problèmes de sécurité alimentaire. Mais ce que nous avons appris de nos incidents, c'est que les réactions précipitées sont souvent plus nuisibles que la crise initiale. Les actions doivent être mûrement réfléchies et scientifiquement fondées. Face à la crise de la dioxine, la Commission se lance une fois de plus dans des actions législatives frénétiques. Cela nuit aux intérêts britanniques, en particulier à la société Spalding Nutrition, menacée d'une interdiction tout à fait inutile. C'est pourquoi nous vous prions de mener une enquête, mais après avoir réalisé une étude de grande envergure sur les systèmes de tous les États membres visant à répondre aux problèmes de nourriture et de santé, en commençant par l'évaluation du système britannique. Böge Monsieur le Président, nous sommes une fois de plus confrontés à une situation incroyablement chaotique et à des comportements criminels. À cet égard, on peut établir des parallèles avec des affaires qui ont eu lieu par le passé. Toutefois, la différence est la suivante: la Commission en a tiré les leçons et a agi plus rapidement que par le passé et certains États membres - dans ce cas-ci, la Belgique - prennent encore trop à la légère la protection préventive du consommateur. Monsieur le Président du Conseil, après vous avoir entendu ce matin, j'ai l'espoir qu'au sein du Conseil, il y ait eu une amélioration significative et que celle-ci sera illustrée par l'action et les décision prises par le Conseil ces prochains mois. La Commission a avancé une série de propositions judicieuses, propositions que nous avons en partie exigées, ici au Parlement, à l'époque de la crise de l'ESB. Monsieur Fischler, vous pourrez donc compter sur la collaboration et le soutien sans équivoque du Parlement en ce qui concerne la déclaration publique, la clause de sauvegarde, ainsi que la liste positive. Mais je dis également que je trouve absurde le fait que des États membres qui ne se sont jamais conformés à des normes européennes de sécurité veulent interdire aujourd'hui sans restriction l'utilisation de farines animales. Je trouve également absurde que la Commission aborde le problème du recyclage des déchets alimentaires en général dans un document de travail sur l'utilisation des huiles et des graisses. Partant de systèmes efficaces de recyclage, nous nous tournons vers les problèmes pendants en matière de déchets. Un dernier point: je suis contre l'inflation du nombre d'agences, car la Commission perdrait son utilité. Voici ce dont il s'agit: dites au Parlement le nombre de vétérinaires et d'inspecteurs dont vous avez besoin et faites en sorte que les procédures d'appel d'offre fonctionnent plus rapidement et que les répartitions de postes soient plus souples au sein de la Commission. Dès ce moment, nous pourrons mettre en place un meilleur système au sein de la Commission et contrôlé par la Commission. Nous ferons en sorte, au Parlement, que cette affaire soit rapidement et convenablement traitée dans le cadre de la codécision, sans céder dans le même temps à la panique. Whitehead L'affaire de la dioxine nous est très familière au Royaume-Uni, où nous avons vécu la crise de l'ESB. Nombre d'éléments sont exactement les mêmes - pratiques déplaisantes voire dégoûtantes dans la préparation de certains aliments pour animaux dans un monde d'agriculture intensive; panique et tromperie de la part de certains des États membres concernés lorsque la source de la contamination y est découverte en premier. N'oublions pas que cette découverte remonte à janvier 1999 et que la Commission n'a pu prendre des mesures qu'après plusieurs mois et avec peu de transparence. Ce que nous venons de voir est probablement ce qu'elle voulait éviter: un élan de panique parmi les consommateurs et la protection d'un marché - un marché qui est à présent bien plus menacé en raison de la manière dont la crise s'est développée. Je crains qu'il n'y ait des réactions excessives, comme l'on évoqué certains députés. Ce que je dirais, c'est qu'il nous faut tirer les leçons de cette crise. Il convient tout d'abord d'établir une inspection vigoureuse disposant de fonds nécessaires, destinée à jouer un rôle de prévention dans ce domaine. Nous parlons aujourd'hui de modifications profondes de la loi, de longues listes de règlements en matière de substance devant être interdites. Je ne sais bien sûr pas, n'ayant pas les compétences techniques, si la gamme des huiles végétales recyclées qui sont à présent considérées comme une source de risque devrait faire l'objet d'une interdiction totale ou si cette interdiction devrait simplement se limiter à certaines sections de déchets ménagers qui n'auraient jamais dû entrer dans la composition de nourriture animale. Ce que je sais, c'est que l'inspection pour laquelle nous nous sommes battus - nous avons dû nous battre pour la doter d'un budget adéquat, pour établir le bureau vétérinaire à Bruxelles et nous assurer du principe général des inspections dans l'ensemble de la Communauté - est menacée et intimidée. Il y a eu, aussi bien dans mon pays qu'en Belgique, des cas de menaces physiques, de chantages et parfois même d'assassinats! Comment prétendre que la proposition actuelle de créer une agence de surveillance des aliments et des médicaments au niveau européen et tous ces grands gestes peuvent fonctionner si aucun inspecteur ne peut entrer dans le monde du crime et de fraude caractérisant des pans de cette industrie? Je suis par conséquent d'avis qu'il faut mettre de l'ordre au Parlement dans ce domaine. Il faut que nous puissions dire, comme la motion du groupe socialiste le fait, que les règles de droit doivent être appliquées, que nous sommes une Communauté de droit, et si l'application des règlements n'est pas universelle, comme nous l'avons vu à la suite de la crise de l'ESB, il n'y aura pas d'amélioration. Ce serait une erreur de se contenter de dresser de nouvelles listes qui mettront les producteurs en péril et de négliger la protection du consommateur dans les actions entreprises. Graefe zu Baringdorf Monsieur le Président, Monsieur le Président du Conseil, Monsieur le Commissaire Fischler, nous devons constater -et c'est une chose monstrueuse - qu'apparemment, il a été fait systématiquement usage de produits toxiques dans les aliments pour animaux. Vous avez déclaré que le point de départ de cette crise était la contamination de produits, toutefois aucun accident n'est survenu auquel on puisse imputer ces contaminations. Apparemment, cette contamination peut survenir systématiquement et c'est la raison pour laquelle la loi doit punir les infractions le plus sévèrement possible. Les criminels qui utilisent les êtres humains comme des installations de stockage de déchets doivent être punis. Un grand nombre d'exigences que vous avez formulées sont en cours de discussion au sein de la commission d'enquête sur l'ESB. J'espère que vous les appliquerez rapidement. La question des seuils, Monsieur Fischler, doit avant tout être liée à une interdiction du coupage, sinon cette possibilité d'élimination systématique des déchets ne disparaîtra pas. Je voudrais encore faire une remarque en ce qui concerne les déchets: lorsqu'on parle, au sein de cette Assemblée, de produits toxiques, ... Le président retire la parole à l'orateur Thyssen Monsieur le Président, dans un marché interne, le souci d'une alimentation sûre et saine doit naturellement être organisé au niveau transfrontalier. Nous sommes probablement tous d'accord là-dessus mais nous ne sommes toujours pas parvenus à le concrétiser, que ce soit sur le plan d'une réglementation normative ou sur celui de la surveillance et du contrôle. La crise de la dioxine n'est pourtant pas la première crise alimentaire européenne et elle ne sera pas non plus la dernière. Espérons que nous pourrons mieux maîtriser les crises futures. Bien entendu, les États membres doivent exercer un meilleur contrôle mais un contrôle européen est également nécessaire. On l'a déjà dit très clairement ce matin dans cette enceinte. Il va de soi que cela doit se dérouler démocratiquement mais ce que je me demande, c'est quand il va enfin en sortir quelque chose. La semaine après les élections européennes, le commissaire Bonino nous a dit qu'elle n'envisageait pas l'établissement d'une agence. M. Mulder a déjà parlé des 5 000 fonctionnaires qui seraient nécessaires à cette fin. Hier, M. Prodi nous a dit qu'il pensait bien à la création d'une telle agence. Je voudrais bien savoir quelle direction la Commission envisage réellement de prendre? Quelles sont les mesures concrètes déjà prises et si la Commission tiendra compte des souhaits exprimés par le Parlement, tant dans les rapports sur l'ESB que dans le Livre vert sur l'alimentation, et dans la résolution que nous avons votée à ce sujet. Quelle que soit la qualité du contrôle, on ne peut jamais exclure l'erreur humaine. Et nous savons à présent que les conséquences de ces problèmes peuvent atteindre des niveaux insoupçonnés. C'est là que se pose la question du sens de la solidarité communautaire. Doit-elle vraiment se cantonner aux catastrophes naturelles et aux maladies vétérinaires ou peut-elle être mise à contribution lorsque des défaillances humaines ont de graves conséquences économiques, notamment pour de nombreuses PME auxquelles on n'a absolument rien à reprocher? D'où ma deuxième question à la Commission. A-t-on déjà envisagé la création d'une base juridique d'aide communautaire aux victimes innocentes? Lienemann Monsieur le Président, Monsieur le Président du Conseil, Monsieur le Commissaire, nous devons aux peuples européens, sur cette affaire de la dioxine, toute la vérité. Et nous devons enfin tirer des bilans globaux de cette sinistre affaire. C'est pourquoi je plaide pour la constitution d'une commission d'enquête parlementaire temporaire, chargée de veiller à ce que l'ensemble des problèmes soient mis sur la table et que l'ensemble des leçons que nous devons tirer soient étudiées. J'en vois au moins trois. La première modifie la législation européenne qui a montré, manifestement, des carences. Il y a des produits à interdire, des mécanismes à améliorer. La seconde est la question de la procédure d'alerte qui n'a pas fonctionné et qui doit être clarifiée, durcie, améliorée. Enfin, la question centrale du contrôle. Notre Europe ne fonctionnera pas, la confiance en notre Europe ne fonctionnera pas, si nous n'avons pas la capacité de passer de cette espèce de coordination du contrôle à une véritable communautarisation au moins d'une partie de ces contrôles alimentaires. De ce point de vue, la proposition qui a été faite par M. Prodi d'une autorité, d'une agence, pourrait être séduisante. Il y a nécessité de créer une autorité spécifique sur la question de la sécurité alimentaire, mais elle ne saurait être indépendante, car nous avons besoin, en la matière, que l'intérêt public puisse être porté et par la Commission et par le Parlement. Enfin, je voudrais insister sur la nécessité de l'interdiction des farines animales. Combien de fois faudra-t-il encore que nous ayons des accidents à répétition, dans ce genre d'utilisation, pour que l'on mette fin à cet absurde système selon lequel des terres sont en jachère, des agriculteurs auraient besoin de travailler, de faire vivre le patrimoine et le paysage de notre Europe, mais sont dans l'incapacité de le faire parce que l'on a privilégié d'utiliser le recyclage des déchets et en particulier des déchets animaux. Système absurde, système dangereux auquel il convient de mettre fin. Enfin, je terminerai sur l'idée que derrière cette question, qui se pose à répétition, se pose plus fondamentalement l'orientation de l'agriculture en Europe et dans le monde. Nous allons rouvrir les négociations OMC, et comme l'ensemble de ce Parlement, j'attends de vous, la Commission, qu'enfin des normes de santé, qu'enfin des normes environnementales et des normes sociales viennent limiter, encadrer cette théorie, qui devient de plus en plus dangereuse, d'un libre marché dont le profit est le moteur numéro un. Les Européens attendent autre chose. Monsieur le Commissaire, je voudrais savoir si vous souhaitez proposer l'interdiction des farines animales et dans quel cadre vous pensez que cette mesure pourrait être possible. Ayuso González Monsieur le Président, Monsieur le Président en exercice du Conseil, Monsieur le Commissaire, ces dernières années, l'Europe s'est vue sombrer dans deux graves crises de santé issues de l'alimentation; l'ESB au Royaume-Uni d'abord, l'affaire de la dioxine en Belgique à présent. Cela doit nous amener à réfléchir et non seulement à réfléchir mais aussi à adopter des mesures efficaces et urgentes. Cette crise a créé un élan de panique collective parmi les consommateurs, elle a touché de pauvres gens et a provoqué des pertes énormes, irréparables dans les secteurs agraires et alimentaires. Elle a en outre déclenché la méfiance des consommateurs et discrédité le secteur agro-alimentaire européen dans les pays tiers. Les gouvernements se creusent la tête, et je puis vous le dire en tant qu'ancien responsable de la politique alimentaire en Espagne. Je tiens à souligner que les instruments utilisés pour régler cette grave crise de santé ont été conçus à d'autres fins, liées à la politique agricole commune, tels que le comité vétérinaire permanent, dont l'objet est la santé animale même. L'Europe doit disposer d'un comité scientifique professionnel garantissant la sécurité alimentaire, y compris l'alimentation animale, maillon supplémentaire de la chaîne alimentaire. Elle doit mettre en oeuvre des mécanismes de contrôle permettant de prévenir au lieu de mettre des pansements par après, elle doit prévoir des mécanismes de contrôle sanctionnant la responsabilité des États membres portant atteinte à la santé publique en occultant délibérément des causes de risques pendant un certain temps. N'oublions pas que la nécessaire libéralisation des marchés et l'ouverture vers des pays tiers impose à l'agriculture et à l'élevage européens des niveaux de concurrence difficiles à surmonter et que si l'on ne prend pas de mesures préventives efficaces, la course à la diminution des coûts de production nous mènera, tôt ou tard, à une nouvelle affaire de ce genre. Il est très important de légiférer en la matière et de favoriser l'agriculture écologique, mais cela ne suffit pas. Il convient d'agir en utilisant des mécanismes efficaces. Enfin, je souhaite attirer l'attention sur la politique d'information chaotique de la Commission. Dans le cas concret de la dioxine, entre la communication du comité vétérinaire permanent et celle du réseau d'alerte, 15 jours se sont écoulés, tandis que la commissaire Bonino déclarait simplement qu'elle ne buvait pas de lait belge. Et tout cela est exploité par les médias, bien sûr. Bowe Monsieur le Président, je désirerais mettre l'accent sur un point particulier qui, à mon sens, n'a pas été suffisamment approfondi. La dioxine, et dans ce cas sa source chimique, le PCB, est un des produits chimiques non biodégradables et bioaccumulatifs dont nous savons aujourd'hui qu'ils contaminent la chaîne alimentaire de par le monde. Des règlements et des réglementations en vue de l'élimination correcte et adéquate de ces substances existent déjà. En effet, au cours de la législature précédente, j'étais le rapporteur du Parlement sur la proposition du Conseil et de la Commission relative à l'élimination des PCB et PCDD. Il y a lieu de se demander si ces règlements et réglementations européens existants ont été suivis comme il faut. Les autorités responsables ont-elles fait le nécessaire pour éliminer ces substances de manière correcte et sûre, appliquant ainsi les règlements, ou les évitent-elles délibérément et éliminent-elles ces substances d'une manière inadéquate, comme semble l'indiquer cet incident? Contrairement aux formes bactériennes et autres de contamination biologique ou organique de la chaîne alimentaire, il y a ici une quantité limitée de substance qui pourrait être éliminée sans difficulté. La Commission aura-t-elle l'obligeance de regarder pourquoi les réglementations sur l'élimination adéquate de PCB et PCDD ne sont pas appliquées de manière correcte? Voudra-t-elle bien mener une enquête pour déterminer d'où viennent les substances qui ont provoqué cet incident? Maat Monsieur le Président, la crise de la dioxine a montré que les consommateurs voulaient une alimentation sûre. Les agriculteurs la produisent mais un problème peut survenir sans qu'ils n'en soient responsables. Il incombe alors aux autorités de faire quelque chose. En ce sens, il nous faut constater que cette crise, bien que survenue en Belgique, est une crise transfrontalière et je plaide pour qu'on se penche rapidement sur la création d'une agence pour la sécurité alimentaire et sur une dotation plus importante à cette fin. Sur ce point, je veux soutenir les propositions du député Böge. Que la Commission communique au Conseil de ministres les besoins en fonds et en personnel afin de pouvoir s'attaquer plus rapidement à cette question. Car les citoyens et les agriculteurs sont en droit d'attendre des autorités qu'elles réagissent de manière adéquate à une crise semblable, qu'on ne peut sans doute pas qualifier de catastrophe naturelle mais qui s'en rapproche fort si l'on en considère les effets. Je plaide donc pour qu'on agisse vite et qu'on crée une agence pour la sécurité alimentaire sous la direction du commissaire Fischler. Le deuxième point touche à une meilleure harmonisation de la législation nationale en matière pénale afin de pouvoir plus rapidement se retourner contre les personnes ayant enfreint ces lois car il s'agit bien d'une affaire criminelle. Je voudrais attirer l'attention sur deux points, en commençant par les effets secondaires. En effet, les agriculteurs et les consommateurs belges ont été les dindons de la farce. Il s'agit vraiment d'une sorte de catastrophe naturelle et il faudrait vraiment pouvoir dire: il s'agit ici d'une affaire que doivent traiter les autorités européennes. Je veux donc appuyer le plaidoyer de Mme Thyssen afin d'engager la Commission à plus d'indulgence et à entamer les discussions avec le Parlement quant à la manière d'aborder ce genre d'affaires à l'avenir. Deuxième point. Comment la Commission envisage-t-elle de traiter le problème qui est qu'à partir du moment où éclate une telle crise, des porcs ont été, selon la Belgique, transportés vers d'autres pays pour y être abattus et étiquetés et portent donc une autre étiquette? Cela a des conséquences pour le marché. Qu'est-ce que le commissaire pense pouvoir faire sur ce point afin de conduire une politique adéquate? En tant que représentant du parti populaire européen, je veux surtout vous dire qui si nous ne pouvons pas prévenir les catastrophes, nous devons bel et bien, en tant que dirigeants, en tant que parlementaires, percevoir l'occasion qui nous est offerte de concrétiser une approche adéquate du problème. C'est pourquoi je veux particulièrement attirer votre attention sur ces deux points. Grosch Monsieur le Président, nous attendons de cette Assemblée qu'elle adopte au moins une position claire en ce qui concerne la crise de la dioxine. Je la résumerais de la manière suivante: en matière de santé, nous ne voulons faire aucun compromis et il en va de même des crimes de nature industrielle. Cette crise, à l'instar de la crise de l'ESB, pose des questions auxquelles nous devons répondre très rapidement et très concrètement. Les moyens que nous nous sommes donnés pour effectuer des contrôle sont-ils, en définitive, suffisants et efficaces? Dans quelle mesure ce type de crise constitue-t-il pour certains États membres une occasion - comme vient de le dire M. le commissaire - d'établir, outre les mesures arrêtées, des entraves au commerce? Quels moyens nous donnons-nous pour enfin introduire, de manière définitive, en collaboration avec la Commission et le Conseil, des contrôles et des réseaux d'alerte rapide? Je pose ces questions car je pense que ce n'est pas au sein de commission d'enquête ennuyeuses et interminables qu'elles doivent être résolues. En outre, je ne suis pas convaincu qu'un commissaire attaché au gouvernement de son pays fera en sorte d'agir de manière efficace et crédible dans le cadre d'une crise. Nous devons simplement montrer, à notre niveau et au niveau des États membres, que nous avons la volonté politique d'agir au lieu d'enquêter. Le consommateur exige une gestion rapide et efficace et non des déclarations contradictoires, même de la part d'experts. Celles-ci ne suscitent que plus de méfiance de la part des consommateurs au lieu de gagner leur confiance. Les agriculteurs exigent, eux aussi, une gestion rapide et efficace, car dans notre pays, la Belgique, plus de 90 % des agriculteurs sont victimes de cette crise. Nous ne pouvons pas punir les agriculteurs qui, depuis des années, ont investi dans la qualité, mais également dans la transparence des contrôles. C'est pourquoi je demande qu'une aide financière dans le cadre de l'Union européenne ne soit pas exclue de facto. Nous avons appris depuis lors comment les crises éclatent; nous devons maintenant nous donner les moyens de les éviter. Schierhuber Monsieur le Président, Monsieur le Commissaire, Mesdames et Messieurs, nous avons d'abord été confrontés à la crise de l'ESB dans le secteur de la viande bovine, maintenant c'est au tour du scandale de la dioxine dans les volailles. Je n'aimerais vraiment pas savoir ce qui va se passer par la suite. C'est la raison pour laquelle je ne répéterai jamais assez à quel point un élevage convenable et une industrie agro-alimentaire responsable sont importants. La chaîne commence chez les paysans, passe par l'industrie agro-alimentaire pour aboutir dans nos assiettes. Seule une alimentation saine a de l'importance à mes yeux et cela concerne chacun d'entre nous. C'est la raison pour laquelle chacun d'entre nous porte une part de responsabilité. Je ne veux accuser personne mais il est clair que des mesures préventives et les contrôles minutieux dans un domaine aussi sensible que l'alimentation humaine ont été négligés. Il faut même faire preuve d'une attention accrue lorsqu'il s'agit de substances aussi toxiques que la dioxine. Chacun d'entre nous sait que la dioxine a été utilisée au cours de la guerre du Vietnam et je vous rappelle également les événements de Seveso. Il faut donc établir un étiquetage compréhensible dans le domaine des industries agro-alimentaires également. Ces événements ternissent l'image de l'industrie agro-alimentaire autrichienne dans son ensemble. L'agriculture européenne constituera un sujet de discussion important au cours des prochains cycles de négociations de l'OMC et le marché mondial nous réserve de gros problèmes dans les prochaines années. Il existe une solution pour sauvegarder l'agriculture, à savoir la production de qualité au sein de l'Union européenne. Notre alimentation doit être saine et sûre, c'est notre signe distinctif et cela constitue également une chance pour les paysans. Nous devons nous efforcer de faire tout ce qui est en notre pouvoir pour dissiper les inquiétudes des consommateurs. La qualité a la priorité, mais la qualité a aussi son prix, Mesdames et Messieurs. Je salue à cet égard l'établissement d'une agence européenne indépendante des produits alimentaires. En fin de compte, nous en profiterons tous. Applaudissements Hemilä Monsieur le Président, Mesdames et Messieurs les Députés, je peux en grande part adhérer aux discours qui ont été tenus. La sécurité des consommateurs est vitale, non seulement bien entendu pour les consommateurs eux-mêmes, mais aussi pour toute la chaîne alimentaire depuis le champ jusqu'à l'assiette. En fait, la sécurité des consommateurs est une partie essentielle du modèle agricole européen, concept qui s'est fait connaître en rapport avec l'Agenda 2000. Ce modèle comprend également le fait que l'agriculteur doit pouvoir se fier à la qualité des produits qu'il achète, comme par exemple les aliments pour animaux. La preuve en est la crise de la dioxine qui a pour conséquence que des dizaines de milliers d'agriculteurs innocents subissent de lourdes pertes économiques. J'adhère ici aux commentaires faits par Mme Grossetête et M. Souchet sur le modèle agricole européen. J'ai ensuite deux commentaires particuliers auxquels je voudrais revenir. M. Florenz a évoqué la position du Conseil dans cette crise. Le même thème a été repris notamment par M. Böge. Je voudrais déclarer nettement que le Conseil a pris des mesures dès que le problème est apparu. Aussi bien les ministres de l'Agriculture que ceux de la Santé se sont tout de suite mis au travail avec la Commission. Pour ce qui est des ministres de l'Agriculture, les décisions ont été prises au niveau politique déjà en juin au Conseil et les mesures pratiques viennent d'être arrêtées au conseil de lundi dernier. Mme Roth-Behrendt a évoqué un bureau alimentaire indépendant. Cette idée a également retenu l'attention de Mme Thyssen et de MM. Mulder et Van Dam. Je voudrais à ce propos déclarer nettement que le contrôle des aliments appartient aux États membres, aux régions et aux autorités locales. Au niveau de la Communauté, nous avons besoin d'un contrôle efficace, mais pour cela suffit un bureau qui contrôle les activités des États membres. Je voudrais assurer à Mme Roth-Behrendt que la Finlande agira en cette affaire de façon tout à fait transparente. Monsieur le Président, je vais transmettre à mes collègues du Conseil les messages que j'ai entendus ici. Fischler Monsieur le Président, Monsieur le Président du Conseil, Mesdames et Messieurs, je voudrais sincèrement vous remercier. Nous avons mené un débat très constructif et judicieux sur cette question difficile. Je voudrais simplement ajouter brièvement quelques commentaires sur certains points. Tout d'abord, la question de savoir si les tests PCB peuvent être appliqués à la viande porcine reste ouverte. Le problème auquel nous sommes encore confrontés - et je m'adresse en particulier aux députés belges qui se sont exprimés à ce sujet - est que l'exécution de ce test est conditionnée par l'existence d'enquêtes parallèles sur les taux de dioxine et de PCB, afin de pouvoir établir une corrélation. Pour ce faire, nous avons toutefois besoin d'un nombre minimum de tests. Jusqu'à présent, l'État belge nous a fourni huit tests, ce qui est nettement insuffisant. Dès que l'état belge nous aura communiqué les résultats nécessaires, nous serons disposés à appliquer immédiatement les mesures nécessaires. Deuxième question, abordée par bon nombre de députés: qu'en est-il de l»octroi d'aides par la Communauté en faveur des agriculteurs sinistrés? Dans ma première intervention, j'ai souligné le fait que dans le domaine de l'organisation du marché, nous ayons introduit toute une série de mesures, en vue d'atténuer la gravité de la situation régnant au sein de divers secteurs. J'ai également insisté sur le fait que, jusqu'à présent, nous avons approuvé l'octroi de huit aides nationales, à la suite de notifications. Toutefois, en ce qui concerne l'octroi de subventions directes de la part de la Communauté en faveur des producteurs belges, je dois vous dire tout à fait clairement que nous ne disposons pas de la base juridique nécessaire. Car je considère, Mesdames et Messieurs, comme tout ceux qui l'ont constaté, que l'utilisation de produits hautement contaminés par la dioxine, ce que nous pouvons supposer, reste un acte criminel et n'a rien à voir avec une épizootie. Nous ne pouvons accorder des dédommagements ou des subsides que lorsqu'il s'agit d'une épizootie. Applaudissements On a également mentionné le fait qu'en Allemagne, on aurait récemment détecté des taux élevés de dioxine. Je ne voudrais pas laisser ces allégations en suspens, ce ne serait pas juste. De quoi s'agit-il? Certains minéraux argileux, utilisés en partie en tant que liants destinés à la production d'aliments pour animaux, ont été examinés. Des taux de dioxine élevés ont été découverts dans quelques-uns de ces minéraux argileux. La dioxine présente dans ces minéraux est vieille de plusieurs millions d'années; ce n'est donc pas une contamination récente. C'est la raison pour laquelle nous devons faire en sorte que ces matières, lorsqu'elles sont utilisées dans la production d'aliments pour animaux, soient examinées de manière appropriée. Dans le même temps, cela prouve qu'il ne peut y avoir de taux de dioxine égal à zéro. La dioxine est aujourd'hui omniprésente et se rencontre partout dans le monde et, malheureusement, dans la nature. Nous devons empêcher que des produits contenant de la dioxine ne soient mélangés ou, par manque de contrôles suffisants, ne soient utilisés d'une autre manière dans la chaîne des aliments pour animaux. Je suis également d'avis, Monsieur Graefe zu Baringdorf, qu'il est irresponsable de vouloir le faire via le facteur de dilution. Il ne peut en être question. D'autre part, il convient de débattre de manière plus approfondie de la manière dont nous traitons les déchets d'origine animale, car, en réalité, les choses ne sont pas aussi simples que la description qu'en fait M. Böge. En outre, il n'est pas logique qu'il soit permis, par exemple, de préparer une soupe à base d'os à moelle de boeuf, destinée à la consommation humaine, ou bien même de servir des mets à base de moelle dans un restaurant, et que l'utilisation de ces abats soit absolument interdite dans la production d'aliments pour animaux. Autant je suis d'accord de ne pas nourrir les ruminants avec des aliments à base de matières premières d'origine animale, autant j'estime qu'il n'est pas possible de mener à cet égard une politique aussi inflexible, si nous ne voulons pas courir le risque d'être confrontés à d'énormes problèmes d'élimination de déchets. Je voudrais encore aborder, Mesdames et Messieurs, deux petits points qui me tiennent à coeur: premièrement, il a été fait mention à plusieurs reprises de la question de l'exigence de sécurité, de l'exigence de qualité et de l'établissement d'un label correspondant. Je voudrais dire très clairement la chose suivante: nous ne pouvons accepter la création d'une société à deux vitesses en ce qui concerne l'exigence de sécurité, après avoir établi un label de qualité. Les exigences de qualité doivent être remplies pour tous les aliments, il ne doit y avoir aucun compromis à ce propos. Toutefois, il va de soi qu'au-delà de cette exigence, il doit être possible d'étiqueter différemment des produits de grande qualité. Je mentionne la décision prise en automne 1998 pour laquelle j'ai pris position à l'époque; je m'y tiens encore aujourd'hui. Dernier point: la viande aux hormones. À ce propos, Mesdames et Messieurs, je voudrais souligner le fait que les États-Unis ont annoncé avant-hier qu'ils procédaient de leurs propre chef aux livraisons de viande sans hormones vers l'Europe, du moins provisoirement, parce qu'ils n'étaient pas en mesure, pour l'instant, de respecter les garanties que nous exigeons. Comme vous le savez, nous avons modifié nos règlements afin de refuser le simple contrôle d'échantillons et d'imposer le contrôle intégral des importations. Ceci seulement pour votre information. Le Président Le débat est clos. Le vote aura lieu à 12 heures. De Clercq Madame la Présidente, je voudrais rectifier une erreur. Dans l'annexe 1 du procès-verbal de la séance du mercredi 21 juillet, la liste des députés ayant participé au vote reprend Mme Neyts-Uyttebroeck parmi les députés libéraux. Mme Neyts-Uyttebroeck ne fait plus partie du Parlement européen. Par contre, M. Ward Beysen, qui succède à Mme Neyts-Uyttebroeck, est bien député et a bien participé à ce vote. Puis-je donc vous demander de supprimer le nom de Mme Neyts-Uyttebroeck de la liste des deux tours de scrutin et d'y ajouter celui de Ward Beysen? La Présidente Tout à fait, cher collègue. En réalité, les autorités belges ont envoyé avec du retard les données concernant les noms des élus, et les services, bien sûr, feront le nécessaire afin de corriger ces listes. Sánchez García Madame la Présidente, chers collègues, je voudrais vous dire que dans le procès-verbal d'hier, mercredi 21 juillet, mon nom figure sous le groupe ARE. Il me semble que le groupe ARE n'existe plus. J'appartiens, politiquement, au groupe libéral. Je vous prierais de bien vouloir corriger cette erreur. La Présidente Absolument, cher collègue. Cette rectification sera faite, naturellement. Knörr Borràs Madame la Présidente, comme l'a signalé le député Sánchez, il y a des erreurs dans le procès-verbal. Elles ne concernent pas seulement M. Sánchez, qui, de même que les députés Bautista, Hudghton et MacCormick, apparaît dans le groupe de l'Alliance radicale européenne, groupe qui n'existe pas, elles me concernent également: j'appartiens au groupe des Verts/Alliance libre européenne mais je figure parmi les non-inscrits. En conséquence je vous prierais de bien vouloir revoir le procès-verbal, celui-ci présentant de nombreuses erreurs. La Présidente Tout à fait, nous allons vérifier systématiquement tout cela pour que tout soit bien correct. Ortuondo Larrea Madame la Présidente, mon intervention portera sur le même sujet. Dans les deux votes, je figure sous le groupe des non-inscrits alors que j'appartiens au groupe des Verts/Alliance libre européenne. Je vous demande donc de bien vouloir procéder aux rectifications nécessaires. Doyle Une petite question, Madame la Présidente: est-il possible de régler le problème des microphones? Le volume de ces micros est pénible pour ceux qui, comme moi, doivent écouter l'interprétation de la plupart des intervenants. C'est un détail, mais je vous prierais de le résoudre. Applaudissements La Présidente Madame Doyle, nous procédons à un inventaire aussi exhaustif que possible de tous les dysfonctionnements - et hélas ils sont bien nombreux - que nous avons constatés dans ce bâtiment. Cet inventaire sera établi au début de la semaine prochaine. Il sera envoyé à tous les parlementaires - j'y ai tenu - de façon à ce que chacun d'entre vous puisse compléter s'il y a lieu. Ensuite, nous ferons exécuter, autant que nous le pourrons, bien entendu, toutes les rectifications que nous pourrons arranger. Souchet Madame la Présidente, je veux seulement signaler que j'ai participé, ainsi que Mme Thomas Moreau, au deuxième tour de scrutin de l'élection des questeurs mais que cette mention ne figure pas au procès-verbal. La Présidente Nous ferons également cette correction. Staes Madame la Présidente, le procès-verbal de la séance d'hier signale fort justement que je vous ai demandé de veiller à ce que l'avant-projet du rapport du comité des sages - si tant est qu'il existe - soit transmis à tous les députés de ce Parlement. Le procès-verbal mentionne également que vous m'avez répondu que vous entreprendriez toutes les démarches nécessaires en ce sens. Madame la Présidente, avez-vous trouvé le temps, dans le cadre des hautes fonctions qui sont les vôtres, d'entreprendre la moindre initiative à ce sujet? La Présidente Oui, Monsieur Staes. Vous allez recevoir incessamment le chapitre VII de ce rapport. Le président du comité m'a écrit pour me communiquer le chapitre VII et que les autres chapitres ne seraient disponibles que le 13 septembre. Je lui ai déjà répondu en demandant à le voir pour lui dire que cela ne convient pas du tout aux souhaits de notre Assemblée. Applaudissements Cohn-Bendit Madame la Présidente, il paraît qu'il y a des amendements pour la nomination des membres des commissions et des délégations. J'aimerais savoir si je suis le seul à ne pas connaître ces amendements, ou s'il y a d'autres députés dans mon cas, parce qu'avant d'être pour ou contre un amendement, je voudrais savoir de quoi il s'agit. La Présidente Cher collègue, je vais annoncer ces amendements très lentement, de façon à ce que chacun puisse bien en prendre connaissance, et comme vous pourrez le constater, ils ne posent pas de problème. C'est la raison pour laquelle ils n'ont pas été précédemment distribués, mais il est bien évident que, sinon, tous les amendements doivent toujours être distribués avant. Graefe zu Baringdorf Madame la Présidente, je respecte la façon dont vous menez les débats, mais pourriez-vous faire en sorte que nous nous mettions d'accord de prévenir les orateurs par un petit coup de marteau avant de leur couper le micro, afin de ne pas les interrompre en plein milieu d'une phrase? La Présidente Je prends acte de votre souhait. Elles Madame la Présidente, il semble que le comité des sages présentera son rapport au Président et aux chefs de groupe dans la journée. Si c'est le cas, auriez-vous l'obligeance de nous signaler s'il s'agit des conclusions finales et de faire en sorte qu'elles soient à la disposition des parlementaires dès que possible? La Présidente Monsieur Elles, je viens de répondre à M. Staes. Les choses sont comme je viens de les dire, c'est-à-dire qu'on a mis à notre disposition un chapitre de ce rapport. C'est tout à fait insuffisant. Nous poursuivons donc notre demande, comme je viens de le répondre à M. Staes. Votes La Présidente Je suis saisie de six amendements et, encore une fois, comme je viens de le dire, il ne s'agit que d'aménagements entre les groupes politiques, c'est-à-dire d'échanges de postes à l'intérieur d'un même groupe ou bien de l'ajout d'une nomination sur un poste qui était vacant. Grossetête Madame la Présidente, vous nous dites qu'il ne s'agit que de modifications ou de changements, mais nous aimerions que le groupe socialiste nous dise, à propos de son amendement 1, s'il s'agit d'un ajout ou d'un changement, et nous souhaiterions avoir la même réponse pour l'amendement 4 du groupe socialiste européen. La Présidente Madame Grossetête, je vous propose, si vous le voulez bien, de m'entendre, et ensuite, si vous n'êtes pas satisfaite, vous pourrez demander de plus amples explications. Cohn-Bendit Madame la Présidente, importants ou pas, pourquoi, Madame, n'avons-nous pas connaissance des amendements 1 et 4? Pourquoi M. Elles, qui est d'un plus grand groupe, a-t-il des amendements que nous ne connaissons pas? Je ne comprends pas la logique de la chose. Applaudissements La Présidente C'est une bonne question. Les amendements n'ont été distribués à aucun collègue. C'est clair. Je ne sais pas quelles sont les réseaux d'information de Mme Grossetête, mais il n'y a eu aucun privilège à l'égard d'aucun parlementaire. Par des votes successifs, le Parlement adopte l'ensemble des propositions Nogueira Román Madame la Présidente, je vous prie de bien vouloir prendre acte que notre groupe se nomme «groupe des Verts/Alliance libre européenne». Ce groupe compte deux composantes et doit être nommé comme tel. La Présidente Cher collègue, si vous avez observé, lorsque j'ai appelé votre premier amendement, j'ai pris le soin d'en donner l'intégralité du titre. J'avais pensé qu'après on pouvait gagner du temps en l'abrégeant. Applaudissements (Le Parlement rejette la proposition de résolution commune) (Vifs applaudissements) Beazley Madame la Présidente, pouvez-vous confirmer ce dernier vote électronique? Est-il nominal ou non? La Présidente répond que c'était une vérification Peut-on avoir un vote nominal? La Présidente Non, Monsieur Beazley, les demandes de votes nominaux doivent être faites dans certains délais. Applaudissements Il est tout à fait possible que des collègues aient voté électroniquement autrement qu'avec la main, mais c'est leur droit le plus strict. En tout cas, moi personnellement, je n'avais pas observé ce résultat. La machine fait foi. Le résultat est celui que je viens d'annoncer. Nous passons maintenant à la résolution du groupe du PPE et des démocrates européens. Puisque cette résolution n'a pas été adoptée, nous votons sur les autres résolutions. Proposition de résolution (B5-0008/99), au nom du groupe PPE, sur les conclusions du Conseil européen des 3 et 4 juin 1999 à Cologne Barón Crespo PSE) Madame la Présidente, si vous me le permettez, je commencerai mon intervention en demandant l'égalité de traitement à l'égard de tous les groupes. Il me semble que vous avez dit qu'il s'agit du groupe du Parti populaire européen/Démocrates européens. Je pense qu'il manque une troisième partie du titre du groupe et je le dis pour que nous soyons tous traités de la même manière. Ensuite, Madame la Présidente, la proposition dont vous suggérez le vote a déjà été rejetée, je pense donc qu'il y aurait lieu de passer au vote suivant. La Présidente Non, Monsieur Barón Crespo, nous avions une proposition de résolution commune qui émanait de deux groupes politiques, le groupe du parti populaire européen et démocrate européen, et le groupe libéral. Cette résolution vient d'être rejetée. Donc, nous passons maintenant au vote des différentes résolutions qui ont été déposées individuellement par les groupes. Voilà. Vous êtes bien d'accord? Barón Crespo Madame la Présidente, le groupe PPE et le groupe libéral ont présenté une proposition de résolution commune, j'en déduis que les autres sont automatiquement caduques. La Présidente Non, absolument pas, si cette résolution avait été adoptée, mais ce n'est pas le cas. Le Parlement rejette la proposition de résolution Proposition de résolution (B5-0014/99), au nom du groupe GUE/NGL, sur les résultats du Conseil européen de Cologne des 3 et 4 juin 1999 Le Parlement rejette la proposition de résolution Proposition de résolution (B5-0016/99), déposée par les députés Hautala et autres, au nom du groupe Verts/ALE, sur le Sommet européen de Cologne des 3 et 4 juin 1999 Le Parlement rejette la proposition de résolution Proposition de résolution (B5-0019/99), déposée par M. Goerens et autres, au nom du groupe ELDR, sur le Conseil européen de Cologne Le Parlement rejette la proposition de résolution Proposition de résolution (B5-0024/99), déposée par M. Bonde, au nom du groupe pour une Europe des démocraties et des différences, sur le Conseil européen qui s'est tenu à Cologne les 3 et 4 juin 1999 Le Parlement rejette la proposition de résolution Proposition de résolution (B5-0025/99), au nom du groupe PSE, sur le Conseil européen de Cologne Le Parlement rejette la proposition de résolution Posselt Je suis intervenu en début de séance à propos de l'approbation du procès-verbal, car j'ai remarqué que l'annexe III n'a pas été déposée sur nos tablettes. Tôt ce matin, nous avons trouvé sur nos bancs un procès-verbal auquel deux annexes étaient attachées, mais la troisième annexe n'a pas été distribuée. L'annexe n'a été disponible dans les casiers que dans le courant de la matinée. Je voudrais protester et je voudrais demander la raison de ce manquement. Le fait que l'on puisse disposer des trois annexes et non de deux annexes uniquement fait également partie de l'approbation du procès-verbal. Deuxièmement, je voudrais également souligner le fait que la troisième annexe contient la composition des présidences des délégations. Et je voudrais poser la question suivante: lorsque nous avons voté hier sur ce sujet - c'est ce qui s'est manifestement passé - disposions-nous des listes sur lesquelles figurent les noms et la composition ou avons-nous voté hier sans avoir connaissance de la composition? J'estime qu'il se serait agi d'un procédé sans précédent de voter sans disposer des documents nécessaires. La Présidente Cher collègue, nous venons de voter à l'instant sur la composition des commissions et des délégations. Pour ce qui est des annexes, effectivement vous avez tout à fait raison, les collègues doivent avoir l'ensemble des documents concernés, et je peux vous dire que nous y veillerons. Berthu Madame le Président, le Conseil de Cologne a lancé deux processus de réforme institutionnelle qui, à notre avis, passent à côté de l'essentiel. Tout d'abord, il a décidé la préparation d'une charte regroupant les droits fondamentaux des citoyens déjà en vigueur au niveau de l'Union, mais sans préciser quelle forme juridique elle devrait prendre finalement, ni même ce qu'elle apporterait de plus par rapport aux textes actuels. Il s'agit visiblement de faire de l'agitation, pour amener progressivement sur le tapis l'idée d'une constitution européenne qui légitimerait elle-même un super-État dont nous n'avons que faire. Seconde initiative de Cologne: la préparation d'une Conférence intergouvernementale pour améliorer les institutions dans la perspective de l'élargissement. Son mandat est élargi par rapport à ce que prévoyait l'article premier du protocole sur les institutions annexé au traité d'Amsterdam, puisque le Conseil de Cologne a, de son propre chef, ajouté la possibilité d'extension des votes à la majorité qualifiée. Cette solution nous paraît tout à fait inopérante car, pour préparer l'élargissement, il faut inventer des institutions non pas plus rigides mais plus souples, et c'est pourquoi, selon nous, ce mandat de négociation devra inéluctablement être corrigé par le Conseil de Helsinki. Mais, surtout, les conclusions de Cologne sont affectées par une omission géante. Pratiquement aucune leçon n'est tirée, du point de vue institutionnel, de la crise majeure qui s'est traduite en mars dernier par la démission collective de la Commission, en raison d'une gestion irresponsable. Aucune modification du traité n'est proposée. Les réformes éventuelles sont renvoyées au niveau de l'Office de lutte antifraude et de Romano Prodi lui-même, qui nous a expliqué hier qu'il allait à peu près tout régler en modifiant le fonctionnement interne de la Commission et en proposant un code de conduite de ses membres. On se moque de nous! Car les problèmes qui ont conduit à la démission de la Commission sont bien plus graves. Ils tiennent à une coupure profonde entre les institutions européennes et les peuples, à laquelle on ne pourra remédier que par une réforme de vaste ampleur instaurant une Europe des nations. En l'oubliant, c'est tout bonnement la question de la démocratie que le Conseil de Cologne a escamotée. Blak, Lund et Thorning-Schmidt Les sociaux-démocrates danois ont voté en faveur de la proposition de décision du groupe PSE sur le sommet de Cologne car nous estimons que son contenu est globalement bon. Nous souhaitons cependant attirer l'attention sur trois points pour lesquels nous ne partageons pas l'avis de notre groupe. Il s'agit des points suivants. 1.Les points traitant de la responsabilité de l'UE car le Danemark jouit d'une clause de réserve dans ce domaine.2.Le point traitant du statut des députés européens. Nous nous sommes abstenus de voter sur ce point car la proposition du Parlement européen relative au statut n'est pas satisfaisante.3.Le point concernant la prochaine conférence intergouvernementale car nous estimons que cette conférence ne doit traiter que de l'élargissement et il ne doit pas y être fait obstacle par des réformes importantes. Caudron Concernant ce sommet qui a clôturé les travaux du Conseil sous la présidence allemande, je veux insister d'entrée sur le bon travail effectué par cette présidence dans un contexte international périlleux et en une période de «doute» des opinions européennes. La rigueur et le sérieux n'ont pas manqué. Mais qui pouvait en douter? En ce qui concerne plus précisément les décisions prises, si je salue la référence à l'emploi et à la décision d'un «pacte européen pour l'emploi», je suis obligé de dire mon insatisfaction quant aux crédits dégagés et aux propositions concrètes présentées. J'espère donc que ce ne sera qu'un point de départ (et pas un point d'arrivée!). Au demeurant, l'écrasante majorité de droite au Parlement ne facilitera pas les choses. La gauche européenne devra donc se battre pour aider le Conseil à mettre en oeuvre ses engagements et, si possible, pour aller plus loin. En Europe, aujourd'hui, le chômage reste «un mal absolu», destructeur de notre société. D'ores et déjà on verra, sous la présidence finlandaise, les suites données dans ce domaine. Mann, Thomas Je ne peux qu'émettre des réserves en approuvant la résolution du Parlement européen concernant le Sommet du Conseil européen qui s'est tenu les 3 et 4 juin à Cologne sous la présidence allemande. La déception est grande pour ceux qui espéraient que les succès remportés par les présidences allemandes du Conseil précédentes fussent poursuivis sans heurts cette année. Il existe une différence essentielle entre un Helmut Kohl, défenseur des intérêts de la politique en Allemagne et, dans le même temps, en Europe, s'accordant avec les partenaires des États membres et obtenant par là des résultats concrets et entre M. Schröder qui tente de faire la même chose. Le monde entier a remarqué qu'il agit seul sur la scène internationale. Ce fut particulièrement perceptible en ce qui concerne la manque de progrès dans la lutte contre les problèmes principaux en Europe, à savoir le manque d'emploi et la situation médiocre régnant dans le domaine de l'emploi. En 1994, un Allemand, Helmut Kohl, a montré à Essen la voie à suivre grâce à la décision prise sur les premiers éléments d'une stratégie coordonnée européenne de l'emploi. Sur cette base, les participants du Sommet de Luxembourg sont parvenus à élaborer des lignes directrices importantes. Jean-Claude Juncker a tracé la voie vers le changement des structures du marché du travail, avec pour objectif de garantir un niveau d'emploi plus élevé par le biais d'une efficacité accrue. L'annonce retentissante faite par M. Schröder, selon laquelle le Pacte européen pour l'emploi serait arrivé, était, comme d'habitude, prématurée. Il était prévu un menu opulent; nous n'avons obtenu qu'une maigre pitance. Le soi-disant «processus de Cologne» signifie simplement qu'un dialogue macro-économique sera mis en place, à savoir que des discussions seront menées entre le Conseil, la Commission, les partenaires sociaux et la Banque centrale européenne - sans plus. Cela fait penser à la «Bündnis für Arbeit», l'alliance pour le travail qui a échoué et a abouti à une «alliance pour la rhétorique». Les réformes structurelles efficaces et dignes de ce nom font défaut, tout comme les accords en matière de bas salaires, de politique tarifaire et de formation de capital. Les citoyennes et les citoyens, surtout ceux d'entre eux qui ne possèdent pas d'emploi, sont las des rituels creux. Le conflit du Kosovo a brièvement servi de paravent. À terme, toutefois, tout les problèmes remontent à la surface. M. Schröder, avec ses sentences moelleuses, ses actions isolées, ses décisions personnelles autoritaires à la Hombach, faisant preuve de grossièreté au lieu de sensibilité, n'a guère de raison de pavoiser, que ce soit au niveau national ou européen. Les élections européennes ont été une gifle retentissante et nécessaire: la présidence sortante du Conseil fut un échec. Kosovo Fitto Madame la Présidente il importe, je pense, dans le cadre de la déclaration de vote, de mettre en évidence certains aspects en particulier relatifs à la résolution commune approuvée sur le Kosovo, notamment par rapport au point 11 qui semble établir un dialogue entre les différentes positions. Un de ces aspects est lié à la structure de l'Agence pour le Kosovo et à sa reconstruction. Je pense qu'il est très important d'avoir défini une structure décentralisée et flexible pour en améliorer l'efficacité, mais une évaluation plus générale s'impose néanmoins. Depuis 1990, certaines régions d'Europe, du sud de l'Italie, et en particulier les Pouilles, vivent une situation difficile en raison de leur localisation géographique par rapport aux flux migratoires. Le conflit au Kosovo a encore compliqué les choses. Je pense qu'il est décisif, dans cette situation, d'effectuer une évaluation plus générale du problème et de tenter de définir des solutions pouvant, dans le cadre de la flexibilité de cette structure, mettre en évidence certains aspects liés aux problèmes que connaissent ces régions du sud de l'Italie. Caudron Pour moi, pas d'état d'âme: l'Europe a eu raison d'intervenir militairement; l'Europe doit tout faire pour que les bourreaux soient châtiés; l'Europe va contribuer à la reconstruction de la région. Au demeurant, au-delà de ces trois points, l'important est pour moi de construire très vite une Europe politique solide, afin d'accélérer l'élargissement à l'Est pour renforcer la démocratie, éliminer les résidus du national-communisme et conforter les démocraties en leur donnant des perspectives d'association puis d'adhésion. Les Balkans restent une zone sensible et nous ne sommes pas à l'abri d'une nouvelle crise, peut-être plus grave encore. Il n'y a donc plus de temps à perdre. Papayannakis La résolution commune sur le Kosovo contient de nombreux passages qui dénotent de bonnes intentions et des principes généraux pertinents, mais elle fourmille aussi de contradictions, d'omissions ou de dissimulations. Pas un mot sur la légalité discutable de l'intervention militaire de l'OTAN en Yougoslavie, sans mandat explicite de l'ONU. Et sans légalité reconnue au plan international, sur quoi repose le tribunal auxquels sont déférés ceux qui ont simplement...perdu la guerre? Sa légalité pourrait-elle émaner de la seule volonté de l'OTAN? Proclamer la nécessité d'un Kosovo pluriethnique est fort louable, mais demander que ce caractère pluriethnique soit garanti par l'UCK ne peut relever que de l'humour noir. D'autant que, comme un autre paragraphe réclame le désarmement des forces et milices de la même UCK, je suppose que celle-ci est considérée comme une menace pour la marche vers ce Kosovo (pluriethnique?)!!! Enfin, on est frappé par le caractère vindicatif et la candeur de la résolution lorsqu'elle énonce le voeu de contribuer à la stabilité et au développement de la région en excluant la Yougoslavie des programmes de reconstruction. Je suis convaincu, au contraire, que c'est seulement si s'ouvrent des perspectives fiables et réalistes de reconstruction pour l'ensemble de la Yougoslavie et si celle-ci peut s'inscrire sans attendre dans un avenir européen que sa scène politique connaîtra une évolution salutaire, y compris l'affaiblissement du régime Milosevic et des arguments injustifiables qu'il avance aujourd'hui. D'une manière générale, c'est seulement si s'ouvrent pour eux des perspectives fiables et réalistes, dans la visée ultime de leur intégration dans l'UE sous notre responsabilité et avec notre aide, que tous les pays balkaniques verront se stabiliser réellement et prendre un essor prometteur leurs relations mutuelles et leurs relations avec le reste de l'Europe et du monde. Mais il est manifeste que notre conception de l'Europe et du monde cadre fort mal avec tous les morceaux disparates qu'ont cousus les uns aux autres les rédacteurs de la résolution commune. C'est pourquoi je ne la voterai pas. Peine de mort prononcée contre M. Öcalan Caudron Ce n'est pas moi qui défendrai le terrorisme et les terroristes, et je ne suis donc pas choqué que M. Öcalan soit jugé en Turquie. Pour autant, le drame du peuple kurde est réel, et si nous voulons que ses droits soient respectés, il faudra négocier une solution raisonnable et équilibrée avec ses représentants. Cela suppose qu'il n'y ait pas de décision irrévocable et surtout pas d'exécution de M. Öcalan. Enfin, il faut rappeler à la Turquie que son association avec l'Europe implique le respect des mêmes valeurs et principes que ceux qui unissent les pays de l'Union. Contamination par la dioxine Caudron C'est un thème grave que nous abordons au cours de cette période de session constitutive: celui de la crise de la dioxine. Je dois dire que je suis satisfait qu'il figure à notre ordre du jour et que les représentants de la Commission européenne et du Conseil se soient exprimés ce matin sur ce thème à la demande de notre Assemblée. Le scandale des poulets et autres animaux contaminés par cette substance cancérigène qu'est la dioxine a réveillé en tous les consommateurs de très mauvais souvenirs. C'est l'impression désagréable d'un scénario déjà vécu qu'ont eue beaucoup d'entre nous, scénario où les consommateurs sont les derniers au courant de ce qui se trouve dans leur assiette et qui pourtant présente des risques graves pour la santé. Le vote de cette résolution est un signe révélateur de la volonté du Parlement européen de tirer au clair tous les tenants et aboutissants dans cette affaire et de répondre aux légitimes préoccupations des consommateurs. Lors de la crise de la vache folle, le PE n'a pas ménagé ses efforts pour que des mesures soient adoptées afin de protéger les consommateurs. Au travers de ses commissions temporaires d'enquête, il a suivi avec vigilance la gestion de la crise par la Commission européenne et par les États membres. Son efficacité a été reconnue de manière unanime par toutes les institutions européennes. C'est pourquoi, à l'instar de nombre de mes collègues, je pense que nous devons mettre en place une commission temporaire d'enquête sur la crise de la dioxine. En effet, des solutions doivent être envisagées à court terme pour résoudre les problèmes engendrés par la contamination des produits alimentaires en Belgique et, à plus long terme, un débat doit être engagé sur de nombreuses questions qui ont déjà été évoquées lors de la crise de la vache folle et qui resurgissent à la faveur de cette nouvelle crise alimentaire. Je pense, par exemple, au manque de transparence de la part du gouvernement belge, qui a tardé à alerter la Commission européenne, ainsi qu'au manque d'information des consommateurs. Plus globalement, la question qui se pose est: «Quelle politique alimentaire voulons-nous au sein de l'Union européenne?». Le PE, ainsi que de nombreuses associations de consommateurs, a eu l'occasion de donner des éléments de réponse qui sont autant de pistes lancées pour une réflexion en faveur d'une redéfinition de l'approche alimentaire de l'Union européenne. Il s'agit de faire passer l'intérêt des consommateurs, de faire primer le principe de précaution sur tout autre principe et de mettre en place un contrôle intégré de la totalité de la chaîne alimentaire, du producteur au consommateur. Cette traçabilité est indispensable à la sécurité alimentaire. C'est donc un débat global que nous, députés européens, devons alimenter tout au long de la prochaine législature: il devra porter sur la dioxine, sur les hormones et sur les OGM, qui constituent autant de thèmes très polémiques. Klaß Madame la Présidente, Mesdames et Messieurs, en Allemagne, nous avons un proverbe qui dit: «Ce que je ne sais pas ne m'irrite pas». Ce que je ne connais pas ne me dérange donc pas. Si ce proverbe peut s'appliquer à la sphère privée, il n'en vas pas de même en ce qui concerne la protection des consommateurs. Le scandale de la dioxine l'a une fois de plus démontré: une politique de l'information ouverte constitue une condition essentielle pour une protection des consommateurs efficace et globale. Le comportement irresponsable des autorités belges, la rétention d'informations concernant les aliments pour animaux et les aliments destinés à la consommation humaine contaminés ont durablement ébranlé la confiance des gens. Les consommateurs doivent pouvoir être certains qu'on ne leur propose pas d'aliments nuisibles à la santé. Ce principe s'applique également aux aliments pour animaux utilisés par les agriculteurs. Ceux-ci se procurent les aliments chez des entreprises et ne disposent d'aucune possibilité de vérifier si ces produits contiennent des produits nocifs. Il faut également garantir au agriculteurs que les aliments pour animaux sont d'une qualité irréprochable. Cela pose clairement les responsabilités des autorités responsables du contrôle des produits. D'autre part, il est clair que le scandale de la dioxine n'est pas à imputer à l'agriculture. Il s'agit exclusivement d'une défaillance de l'industrie. Les agriculteurs, ainsi que les consommateurs sont les victimes de ce scandale. Il doivent essuyer des pertes importantes, sans en porter la responsabilité et, en outre, c'est à eux que revient la tâche de regagner la confiance perdue des consommateurs. Pour avoir des animaux et des aliments sains, il faut une alimentation animale saine. C'est également une condition pour une agriculture florissante et à rendement élevé. Les aliments pour animaux et les aliments destinés à la consommation humaine peuvent être commercialisés partout au sein de l'Union européenne. Malgré cela, ou plus précisément à cause de cela, il est important que la sécurité des consommateurs soit garantie par les États membres et l'Union européenne. Il existe des normes européennes s'appliquant au domaine alimentaire, normes qui garantissent un contrôle efficace des produits. Il convient également de faire en sorte que de tels contrôles soient appliqués au domaines des aliments pour animaux. Car le scandale de la dioxine a mis une chose en évidence: lorsque les aliments pour animaux, premier maillon de la chaîne alimentaire, sont contaminés, il est trop tard pour effectuer des contrôles sur les aliments destinés à la consommation humaine. La Présidente Ainsi s'achève l'heure des votes. La séance est levée à 13h05

Programma statistico comunitario 2008-2012 - Trasmissione e verifica tempestive dei dati statistici forniti dagli Stati membri (discussione) Presidente L'ordine del giorno reca in discussione congiunta: la relazione, presentata dall'onorevole Zsolt László Becsey a nome della commissione per i problemi economici e monetari, sulla proposta di decisione del Parlamento europeo e del Consiglio relativa al programma statistico comunitario 2008-2012 - C6-0427/2006 -, e l'interrogazione orale (B6-0123/2007) degli onorevoli Zsolt László Becsey e Alexander Radwan, a nome del gruppo del Partito popolare europeo (Democratici cristiani) e dei Democratici europei, sulla trasmissione e verifica tempestive dei dati statistici forniti dagli Stati membri. Zsolt László Becsey relatore e autore. - (HU) Sono molto soddisfatto perché ora, dopo la prima lettura, sembra che si possa giungere all'accordo necessario per una decisione comune prima della pausa estiva. Dietro tutto ciò c'è un enorme lavoro da parte delle tre Istituzioni. Innanzi tutto, vorrei rendere merito alla commissione parlamentare per l'eccellente lavoro svolto. La sua proposta corrisponde perfettamente sia alle attuali priorità comunitarie sia al meccanismo del Trattato di Nizza. Vorrei ringraziare in modo particolare la Presidenza tedesca, e soprattutto il dottor Radermacher, presidente dell'ufficio statistico federale, il quale, fissando un ritmo incredibilmente sostenuto, ha reso possibile l'elaborazione e lo studio della posizione del Consiglio. Le priorità del Parlamento europeo sono state così prese in considerazione anche quando il lavoro era in corso di svolgimento. Uno speciale ringraziamento va anche rivolto ai relatori ombra dei due gruppi principali, i socialisti e i liberali, per il lavoro svolto. E' grazie a questo lavoro che è stato possibile trovare una maggioranza quasi schiacciante a favore dei compromessi comuni in seno alla commissione per i problemi economici e monetari. Cosa ha realizzato il Parlamento con questo testo comune? Uno dei risultati più importanti è che la sezione principale, la serie di elementi selezionati e raccomandati come prioritari dalla commissione parlamentare, è stata ampliata. Sono state inserite considerazioni sull'innovazione, lo sviluppo delle risorse umane, la coesione regionale e le sfide demografiche. Di conseguenza, l'elenco delle priorità è diventato equilibrato senza essere ridondante. Un altro importante risultato è, a mio avviso, il compromesso concluso a proposito della cooperazione tra le amministrazioni a livello nazionale e locale e anche nell'ambito della gestione delle statistiche. Spero che questo dia i suoi frutti anche in termini di qualità, che è un aspetto particolarmente importante che verrà affrontato più avanti congiuntamente all'interrogazione orale sull'affidabilità delle proiezioni macroeconomiche e dei dati statistici a breve termine. Qual era la priorità del relatore? Oltre al miglioramento della qualità e della rapidità dei servizi statistici, ho considerato come mio compito principale la riduzione degli oneri finanziari e amministrativi, soprattutto per le piccole e medie imprese. Era anche importante far sì che i criteri del regolamento non creassero confusione tra la protezione dei dati commerciali presentati singolarmente e l'obbligo di fornire informazioni statistiche generali. Siamo anche riusciti a ridurre al minimo l'onere di fornire dati in virtù di obblighi internazionali, principalmente delle Nazioni Unite, soprattutto grazie alla flessibilità dei relatori ombra. Un'enorme sfida è poi costituita dai nostri impegni internazionali, ma a tale proposito mi aspetto un atteggiamento più cauto, ed è proprio ciò che abbiamo approvato. Non dobbiamo sovraccaricarci nel settore della capacità statistica e dell'esportazione di know-how. Per me è un buon risultato anche il fatto che siamo riusciti a metterci d'accordo sui punti principali della relazione intermedia sullo stato di avanzamento prevista per il 2010. Su questa base mi piacerebbe che la Commissione presentasse una proposta di direttiva per contribuire a superare il problema politico del concetto statistico che determinerà il programma di lavoro di un altro, nuovo Parlamento e della relativa commissione competente, e assicuri che i nostri nuovi colleghi possano integrare direttamente il loro programma di lavoro nel quadro chiaro dell'attività statistica. Inoltre, ci siamo riferiti alle sfide principali che dobbiamo affrontare, anch'esse previste per il 2010, in particolare la riforma della PAC e della direttiva sui servizi finanziari, l'entrata in vigore della direttiva sui servizi o la definizione di nuove politiche comunitarie, il controllo dell'immigrazione, la criminalità e i cambiamenti climatici anche in ambito statistico. Il maggiore successo conseguito dal Parlamento è il fatto che, a partire da gennaio 2010, le relazioni intermedie sullo stato di avanzamento non saranno rivolte solo ai membri della rete statistica europea e ai comitati di esperti, ma saranno anche formalmente presentate al Consiglio e al Parlamento, sulla scorte della proposta. Pertanto, queste Istituzioni fondamentali potranno esprimere la loro opinione, a partire dalla prossima legislatura, sui problemi strategici e tattici del momento. Per quanto riguarda le priorità settoriali, gli elementi sollevati dal Parlamento sono stati inseriti nella relazione; basti citare le sfide costituite dagli indicatori dello sviluppo delle risorse umane, l'urbanizzazione, le pari opportunità per le donne e la misurazione dei processi di agglomerazione. La ringrazio, signora Presidente, e ora vorrei continuare con un'altra serie di questioni. Speriamo sinceramente che il sistema di controllo macroeconomico e il fatto che la politica economica di uno Stato membro è una preoccupazione che riguarda tutti noi, insieme al Patto di stabilità e di crescita, ci aiutino ad essere più sicuri all'interno dell'UE che all'esterno. Il Trattato CE afferma la responsabilità comune per le politiche economiche degli Stati membri, e anche per i loro fallimenti, suppongo. Il Parlamento europeo vota e controlla la Commissione che, tra le altre cose, vigila su Eurostat. Dal 2004 i problemi greci e ungheresi hanno messo in luce gravi carenze in questo sistema. In entrambi i paesi la politica economica e la manipolazione dei dati hanno addirittura influenzato le elezioni, non solo rendendo necessarie in seguito serie correzioni, ma anche mettendo in pericolo la fiducia nelle istituzioni pubbliche. L'Eurobarometro ha evidenziato un forte calo in Ungheria. In Ungheria dal 2004 ci sono state costanti discrepanze di vari punti percentuali tra i risultati promessi e la realtà rilevata successivamente. C'è una forte discrepanza tra la fine del 2005 e la fine del 2006, ad esempio: il debito presentava una differenza superiore a dieci punti percentuali rispetto al PIL, cioè tra i dati promessi e la realtà concreta. E' un peccato che il Commissario Almunia sia assente perché, se fosse qui ad ascoltare, sentirebbe che nel 2005 e nel 2006, invece di prendere in considerazione le proiezioni di mercato come quelle di Goldman Sachs e Standard [amp] Poor's, si diede ascolto alle osservazioni errate del governo. Il mercato si è trovato di fronte a una catastrofe e ha anche percepito il licenziamento illegittimo del personale dell'ufficio statistico. Eppure il sistema di previsione era stato un fiasco. La situazione più vergognosa si è verificata nel maggio 2006. All'epoca Almunia aveva previsto che in Ungheria tutti gli indici sarebbero migliorati, l'inflazione sarebbe stata bassa e la crescita elevata, mentre il Primo Ministro annunciava problemi molto gravi e un programma di austerità. Ammise di avere contattato telefonicamente Almunia e di avere utilizzato vari stratagemmi. In seguito Almunia - lo avrebbe sentito se fosse stato presente - si arrese: non abbiamo incluso le pensioni nel disavanzo, non abbiamo incluso i disavanzi occulti delle imprese statali, non sapevamo come calcolare l'autostrada. Questo, per me, significa arrampicarsi sugli specchi. In conclusione: il Primo Ministro ungherese ha ammesso la grave collusione politica, purtroppo anche con un membro della Commissione. Questi "intrighi di palazzo” non dovranno mai più ripetersi, perché le elezioni si stanno avvicinando e si svolgeranno altre volte in futuro, e solo l'ammissione della verità può aiutare. Penso, quindi, che la Commissione debba anch'essa riconoscere queste conclusioni politiche, perché il prezzo di questa mancanza di credibilità finirà per essere pagato non da noi ma dai cittadini ungheresi. Benita Ferrero-Waldner Membro della Commissione. - (EN) Signora Presidente, onorevoli deputati, vorrei innanzitutto ringraziare l'onorevole Becsey e la commissione per i problemi economici e monetari per l'eccellente relazione sul programma statistico comunitario per il periodo 2008-2012. Ciò renderà possibile l'approvazione tempestiva della base giuridica e il regolare avvio del programma nel 2008. Il programma statistico comunitario costituisce il quadro per la produzione di tutte le statistiche, nonché il quadro finanziario per la produzione delle statistiche comunitarie nel periodo in questione. Le statistiche sono un elemento fondamentale per elaborare le varie politiche e, in quanto tale, il nuovo programma si è concentrato sulle priorità attuali dell'Unione, dalla crescita e competitività allo sviluppo sostenibile e alla sicurezza. Gli emendamenti del Parlamento, volti a rafforzare le dimensioni di genere e regionale nelle statistiche e l'obbligo di informazione, sono accolti con particolare favore dalla Commissione. Vorrei, quindi, ringraziare ancora una volta il relatore, onorevole Becsey, e la commissione per lo sviluppo regionale per i considerevoli sforzi compiuti per dotare l'Unione di una base solida per le statistiche che saranno prodotte nei prossimi cinque anni. Per quanto riguarda le statistiche fiscali e l'interrogazione orale degli onorevoli Becsey e Radwan, la Commissione concorda sicuramente sul fatto che la qualità dei dati fiscali è fondamentale per il corretto funzionamento dell'Unione economica e monetaria e del sistema di sorveglianza del bilancio, nonché per la valutazione dei criteri di convergenza al momento di valutare la candidatura di uno Stato membro all'ingresso nella zona dell'euro. Le statistiche fiscali, come tutte le altre, sono soggette a revisioni. I dati sono rivisti regolarmente quando vengono messe a disposizione nuove informazioni sulle transazioni dei governi o quando si identificano e correggono errori o incongruenze. La revisione viene effettuata anche con lo scopo principale di rispettare in maniera più adeguata le norme contabili. Per gli statistici i dati diventano definitivi soltanto dopo almeno quattro anni. La maggior parte delle revisioni, nelle statistiche fiscali, sono di piccola portata e non hanno un impatto significativo sull'analisi economica e sulla vigilanza fiscale. Purtroppo ci sono anche stati alcuni casi di revisioni più ampie nelle statistiche fiscali che hanno messo sotto pressione la vigilanza fiscale. E' comunque, importante tenere presente che, nella maggior parte dei casi, quelle revisioni non sono state una sorpresa, ma erano state precedute da dichiarazioni pubbliche di Eurostat, che faceva notare che i dati inizialmente comunicati dagli Stati membri non erano in linea con le norme contabili e chiedeva agli Stati membri di correggerli. Quando si è rivelato necessario lo stesso Eurostat ha corretto i dati forniti dagli Stati membri. Ai sensi del regolamento (CE) n. 2013/2005, Eurostat ha riferito - e riferirà regolarmente al Parlamento europeo e al Consiglio - sulla qualità dei dati fiscali comunicati dagli Stati membri. Relativamente alle previsioni, la Commissione verifica regolarmente le previsioni e le proiezioni annunciate dagli Stati membri nei loro programmi di stabilità e convergenza, confrontandole con le proprie previsioni. Per molti Stati membri la Commissione ha affermato pubblicamente in alcune occasioni che le previsioni fiscali contenute nei programmi di stabilità e convergenza si basavano su proiezioni macroeconomiche ottimistiche. La Commissione ha anche messo in evidenza casi in cui le proiezioni nazionali non erano conformi alle norme contabili per transazioni specifiche, o casi in cui le misure politiche previste su cui si basavano le previsioni non erano ancora state confermate. Durante la preparazione delle proprie previsioni la Commissione confronta sistematicamente le proprie cifre con le proiezioni dell'FMI, dell'OCSE e di altre organizzazioni. L'esperienza insegna che le previsioni pubblicate dalla Commissione - quelle macroeconomiche e quelle fiscali - non sono distorte e sono almeno affidabili quanto quelle di altre fonti. Mieczysław Edmund Janowski relatore per parere della commissione per lo sviluppo regionale. - (PL) Signora Presidente, vorrei ringraziare l'onorevole Becsey per la relazione. Vorrei ringraziarlo doppiamente, innanzitutto in qualità di relatore per parere della commissione per lo sviluppo regionale, e in secondo luogo in qualità di rappresentante del mio gruppo politico. Non mi soffermerò sulla definizione delle statistiche. Mi limiterò a dire che si tratta di una scienza che valuta fenomeni e processi collettivi e di massa in modo quantitativo. Il suo obiettivo è quello di analizzare le regole che disciplinano questi fenomeni e di quantificarli. Grazie alle statistiche è anche possibile sintetizzare i risultati delle analisi e valutare l'accuratezza e l'affidabilità dei risultati. Lo dico per un buon motivo, perché i dati statistici sono spesso la base per importanti decisioni adottate a livello locale e regionale, ma anche nazionale, europeo e addirittura mondiale. E' quindi positivo avere un programma statistico comunitario per il periodo 2008-2012. La preparazione realistica e responsabile dei dati statistici ha un valore inestimabile. Ottenere tali dati comporta dei costi. Vorrei, quindi, chiedere alla signora Commissario se il nostro ambizioso programma per i prossimi cinque anni dispone di un sufficiente sostegno finanziario. Stiamo intraprendendo un compito che includerà 27 Stati membri, con diversi gradi di esperienza in questo settore delicato. E allora porrò una seconda domanda: quali passi sono stati intrapresi per garantire il miglior coordinamento possibile nell'analisi statistica? La signora Commissario è stata così gentile da sottolineare l'importanza del parere della commissione per lo sviluppo regionale e vorrei ringraziarla per questa affermazione lusinghiera. Passo ora alle questioni regionali. Nelle prospettive per il periodo 2007-2013 l'Unione europea ha destinato oltre un terzo del bilancio alla politica regionale in senso lato, attuando così il principio di coesione e solidarietà tra le regioni con livelli molto diversi di prosperità. Questi finanziamenti provengono dalle tasche dei contribuenti europei e non devono assolutamente essere sperperati. Per questo motivo abbiamo bisogno di metodi di controllo dell'attuazione della politica strutturale che siano del tutto imparziali, sufficientemente completi e affidabili. Disponiamo di questi metodi? Essi comportano il raffronto e l'elaborazione dei dati statistici a livello comunitario, di Stati membri, regionale e locale. La natura dei dati deve essere paragonabile, sia con i dati registrati al di fuori dell'Unione europea sia con quelli raccolti all'interno, visto che facciamo spesso paragoni tra noi e gli altri paesi. La realizzazione di obiettivi a breve termine o temporanei o problemi tecnici hanno causato errori temporanei nella compilazione dei dati statistici, con risultati drastici. Le analisi statistiche delle regioni si basano sulle unità NUTS. Ci si chiede, però, se questa separazione porta sempre a dati della stessa affidabilità. Io ho le mie riserve, soprattutto per quelle situazioni in cui c'è un forte divario tra il livello di sviluppo e la prosperità di una capitale regionale e del resto della zona. Un'altra questione che vorrei sollevare riguarda gli indici del livello di sviluppo per i paesi o le regioni. Il PIL pro capite è sufficiente, che peso si dovrebbe dare al tasso di disoccupazione, la qualità della vita come può essere misurata in questo settore particolare? Si tratta di questioni importanti e so che la soluzione non è semplice. In questo Parlamento parliamo spesso di innovazione. Abbiamo, quindi, bisogno di dati affidabili sull'istruzione, la scienza, la ricerca e l'innovazione. Ma quali metodi si dovrebbero utilizzare per confrontare dati che spesso provengono da fonti non ufficiali? Come possiamo definire la dinamica del cambiamento? Un'altra domanda di natura sociale. I cambiamenti associati alle migrazioni su vasta scala, in particolare di lavoratori, avvengono sotto i nostri occhi. Quali sono le conseguenze per la situazione sociale e le famiglie? Non dobbiamo poi dimenticare che l'alto livello di affidabilità dei dati statistici dipende sempre dall'affidabilità delle fonti di informazioni che, a sua volta, implica l'affidabilità e spesso l'anonimità dei dati originali. Per concludere, spero che il programma statistico comunitario contribuisca a realizzare anche gli obiettivi fondamentali dell'Unione europea. L'atteggiamento di Eurostat e dell'ufficio statistico centrale polacco mi danno sicurezza. Spero che sia davvero così. Othmar Karas a nome del gruppo PPE-DE. - (DE) Signora Presidente, signora Commissario, onorevoli deputati, vorrei iniziare congratulandomi con il relatore e ringraziandolo. Nella relazione chiede che i cicli legislativi e statistici vengano sincronizzati in modo da ridurre l'onere amministrativo per le piccole e medie imprese, e afferma che dobbiamo garantire che i dati ricevuti siano di qualità, ovvero che siano migliori, e che dobbiamo includere anche alcuni indicatori sociali e macroeconomici. Il relatore riferisce anche che abbiamo avanzato una richiesta alla Commissione per due motivi. Un motivo è costituito dalle costanti lamentele per il fatto che alcuni Stati membri forniscono dati statistici incompleti - i principali colpevoli sono la Grecia, il Portogallo, l'Italia e l'Ungheria. In un paese, l'Ungheria, il Primo Ministro ha ammesso di avere falsificato i dati e di avere nascosto la verità all'opinione pubblica e alla Commissione. Il secondo motivo è costituito dai numerosi requisiti che non sono stati applicati. Vorrei citarne uno: la Commissione deve avere il diritto di verificare i dati comunicati nel paese. La Commissione dovrebbe poter discutere con le banche nazionali, con il mondo della finanza e dell'economia, con i ministeri del Lavoro e con gli istituti di ricerca nel paese. Non possiamo basarci esclusivamente sui dati comunicati. I dati della Commissione devono essere confrontati con quelli della Banca centrale europea. Ci sono varie cifre di diversi livelli di importanza che devono essere raffrontate. In terzo luogo, per le informazioni relative all'euro - dati sui bilanci, il Patto di stabilità e di crescita e i criteri di Maastricht - la Banca centrale europea, la Commissione e gli Stati membri devono elaborare una relazione finale congiunta. Abbiamo bisogno di norme unificate e trasparenti per la raccolta dei dati. Conosciamo tutti le cifre sulla disoccupazione provenienti dagli Stati membri e per l'Unione europea. Vengono contrapposte le une alle altre ricorrendo a espedienti politici. Ciò crea incertezza, non trasparenza, e non fa altro che suscitare sfiducia. Ieke van den Burg a nome del gruppo PSE. - (EN) Signora Presidente, anch'io voglio iniziare congratulandomi con il relatore per l'eccellente lavoro svolto con questa relazione sul programma statistico per il periodo 2008-2012. Penso che siamo tutti d'accordo sul fatto che le statistiche sono essenziali e che ottenere dati corretti è una questione importante. E' vero che non si tratta solo di una questione tecnica, come possiamo vedere da questo dibattito e, in particolare, dall'interrogazione orale che è stata presentata, è anche una questione dalla forte portata politica, non solo perché i politici cercano di ingerirsi nelle statistiche, ma anche perché cercano di utilizzarle per opporsi alla coalizione di governo incolpandola di non aver fornito i dati corretti. Dovremmo assolutamente evitare queste situazioni. L'unica soluzione, secondo me, consiste nell'avere uffici statistici indipendenti che garantiscano dati indipendenti, corretti e di alta qualità, cui vanno aggiunti alcuni elementi citati dall'onorevole Karas, ossia le stesse definizioni di base, e così via. Ho l'impressione, signora Commissario, che il suo collega Almunia abbia già svolto molto lavoro sulla questione e qualcosa si è già mosso. Penso, ad esempio, al regolamento varato in materia e, in particolare, alle proposte legislative sulla governance delle statistiche e degli istituti statistici, di cui ci stiamo occupando in questo periodo. Devo dire agli onorevoli Becsey e Karas che sono stata sorpresa per il fatto che il loro gruppo politico non si è interessato a tutti i fascicoli legislativi di cui ci stiamo occupando al momento, perché a questo proposito possiamo dare una garanzia di buona governance dei dati, e la Commissione e Eurostat non hanno la competenza per intervenire in merito alla raccolta dei dati o per centralizzarla. Dobbiamo agire nell'ambito delle competenze e del mandato esistenti e, sotto questo aspetto, penso che il Commissario stia svolgendo un buon lavoro, cercando di farne il più ampio uso possibile. Spero che si possa avere un dibattito costruttivo sul miglioramento della governance e sulle migliori condizioni da creare, anziché darci la colpa l'un l'altro o incolpare i partiti dell'opposizione per non avere comunicato i dati correttamente. Spero che in futuro si assuma un atteggiamento costruttivo. Andrea Losco a nome del gruppo ALDE. - Signor Presidente, signora Commissario, onorevoli colleghi, anch'io mi associo ai complimenti del relatore Becsey per l'ottimo lavoro svolto. Aver contribuito all'approvazione in prima lettura è un fatto significativo, che dimostra l'operatività di questa Assemblea. Come già detto dal Commissario ma anche dagli altri intervenuti, lo scopo delle statistiche comunitarie quindi è quello di corroborare con regolarità l'elaborazione, la messa in opera e le valutazioni delle politiche comunitarie. L'Unione propone e realizza le sue politiche in campo economico, ambientale e sociale proprio fondandosi su queste informazioni e quindi la necessità che queste siano il più attinenti alla realtà, fotografando le situazioni ideali, nonché le concrete necessità dei cittadini. Per quello che riguarda il gruppo ALDE, ribadisco in quest'Aula la convinta approvazione, in linea generale, della proposta avanzata dalla Commissione, sapendo che ha toccato problemi e temi significativi, quali la prosperità, la competitività, la crescita, la solidarietà, la coesione economica e sociale, lo sviluppo sostenibile, la sicurezza, l'ulteriore allargamento dell'Unione europea. Credo che, come Parlamento europeo, abbiamo fatto bene a integrare, e quindi a completare, questa proposta inserendo l'innovazione e lo sviluppo umano, la coesione regionale e le sfide demografiche che la società europea deve affrontare. Questo è dunque il senso del nostro contributo: completare e non stravolgere la proposta della Commissione. In effetti, siamo convinti che vi sia un problema attualmente, che noi abbiamo sollevato all'atto di ultimare l'approvazione di questo percorso: trattasi della qualità dei dati, la quale è altresì garanzia della qualità della decisione. Avere quindi introdotto nel testo finale, oggetto del compromesso, il concetto della preparazione dei programmi dei lavori statistici annuali e della necessità di tener conto dell'uso ottimale delle risorse. Ciò per quello che riguarda il principio della better regulation, che già abbiamo approvato, e proprio alla luce della Comunicazione della Commissione relativa alla riduzione dell'onere di risposte alla semplificazione degli obiettivi nel campo delle statistiche comunitarie. Credo infine che sia stato importante l'avere introdotto la necessità che la Commissione effettui analisi ex ante sugli impatti finanziari delle nuove attività statistiche programmate che comportano oneri aggiuntivi per gli Stati membri, così come l'avere incluso studi di fattibilità per arrivare a un marchio di qualità delle statistiche europee e per rafforzare la credibilità del sistema statistico europeo, comprendendo l'EUROSTAT, le autorità statistiche nazionali, gli altri responsabili in ciascuno Stato membro, responsabili dell'elaborazione e diffusione delle statistiche europee. L'obiettivo è sicuramente quello di disporre di centrali statistiche indipendenti, ma su questo dobbiamo ancora lavorare. Benita Ferrero-Waldner Membro della Commissione. - (EN) Signora Presidente, vorrei dire che abbiamo un programma ambizioso, ma abbiamo i mezzi finanziari? Sono convinta di sì. La dotazione finanziaria prevista per il programma del periodo 2008-2012 rappresenta infatti un aumento del 15 per cento rispetto al periodo precedente. Penso che questo aumento sia superiore all'aumento medio per le prospettive finanziarie 2007-2013. Detto questo, la questione è pertanto chiusa. Per quanto riguarda il coordinamento, questo Parlamento sta attualmente esaminando una proposta della Commissione relativa alla costituzione di un consiglio consultivo di alto livello che migliorerà la governance del sistema statistico europeo e il coordinamento nella produzione delle statistiche. Penso che ciò sarà importante. Vorrei anche dire all'onorevole Karas che è corretto quanto diceva. La Commissione ha la possibilità di studiare i metodi utilizzati dagli Stati membri. Purtroppo, però, non possiamo andare oltre e non possiamo analizzare i dati in quanto tali. E, purtroppo, penso che la Commissione abbia già tentato, ma gli Stati membri finora non hanno voluto approfondire la questione, sulla quale si dovrebbe forse richiamare di nuovo la loro attenzione. Presidente La discussione è chiusa. La votazione si svolgerà giovedì, 12 luglio 2007.

Relazione 2007 sui progressi compiuti dalla Croazia - Relazione 2007 sui progressi compiuti dall'ex Repubblica jugoslava di Macedonia (discussione) Presidente L'ordine del giorno reca, in discussione congiunta: la relazione, presentata dall'onorevole Hannes Swoboda a nome della commissione per gli affari esteri, sulla relazione 2007 sui progressi compiuti dalla Croazia e la relazione, presentata dall'onorevole Erik Meijer a nome della commissione per gli affari esteri, sulla relazione 2007 sui progressi compiuti dall'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Hannes Swoboda relatore. - (DE) Signor Presidente, onorevoli colleghi, vorrei innanzitutto ringraziare i relatori ombra e in particolare gli altri colleghi che hanno contribuito alla stesura di una relazione valida e molto equilibrata. La mia filosofia su questa relazione è la seguente. Forse potrei citare la visita che ho effettuato alcune settimane fa a Vukovar - che, come vi ricordo, è la città in cui la guerra è stata particolarmente violenta, in cui centinaia di persone sono state trascinate fuori dall'ospedale e uccise. Si tratta di una ferita particolarmente dolorosa per il popolo croato. Ho visitato anche il monumento commemorativo e ho parlato con la popolazione. La ferita è profonda, ma, anziché l'odio o il rifiuto nei confronti della vicina Serbia, è emerso il tentativo di avviare una nuova collaborazione con la popolazione serba locale. Il sindaco si è seduto al tavolo con i rappresentanti serbi e i colleghi degli altri gruppi etnici e insieme hanno rappresentato gli interessi della popolazione locale. Ciò dimostra chiaramente - forse ancor più chiaramente del fatto che il vice Primo Ministro del paese è di origine serba, elemento altrettanto apprezzabile - il grande impegno con cui questo paese ha cercato di superare gli scismi, i conflitti e le guerre del passato e di creare una Croazia moderna. Tutti questi fattori, ovviamente, non risolvono i problemi con cui la Croazia è ancora confrontata. Non risolvono la questione della riforma giudiziaria e dell'amministrazione pubblica, né il problema dell'industria cantieristica - a questo proposito la Croazia ha ancora molto da fare. Pertanto, non è assolutamente vero che siamo pronti a concludere i trattati e i negoziati - non è affatto così. Tuttavia, siamo sulla strada giusta, e questo è un aspetto importante non solo per la Croazia, ma anche per l'intera regione; con l'adesione della Croazia, infatti, si invia un segnale positivo e importante anche alla regione: se assolverete i vostri doveri e le vostre responsabilità, se svolgerete il vostro compito, potrete aderire all'Unione europea. L'Unione europea deve tenere fede a tale impegno, e anche questo è un aspetto che chiariamo nella relazione. Oltre alle riforme interne, sussistono ovviamente talune esigenze e alcuni problemi, anche nelle relazioni con i paesi vicini. Mi è dispiaciuto che si sia unilateralmente deciso di introdurre la Zona di protezione ittico-ambientale. Ovviamente esistevano motivi validi, concreti e oggettivi per provvedere a una gestione ecologica della pesca, ma è stato illogico adottare unilateralmente questa iniziativa promettendo al contempo a Italia e Slovenia che non sarebbe stata intrapresa alcuna azione unilaterale prima di pervenire a una soluzione comune. Ora la Croazia ha preso questa non facile decisione e ha abolito la zona di pesca per gli Stati membri dell'Unione europea. Il Parlamento europeo ritiene che esistano i prerequisiti per superare molte delle impasse che si sono registrate - non intendo discutere in questa sede se fossero giustificate o meno. Chiedo quindi alla Slovenia - il Ministro Lenarčič è qui come rappresentante del Consiglio anziché come ministro sloveno; ha un doppio ruolo istituzionale - e ai colleghi sloveni dell'Assemblea di aiutarci a superare i problemi bilaterali. Come abbiamo sempre affermato, la Croazia deve ovviamente svolgere la propria parte in proposito, ma se vogliamo infondere lo spirito europeo nelle regioni e nelle relazioni bilaterali, abbiamo bisogno di questo aiuto. Da qui deriva anche la proposta contenuta nella relazione - ora lo dico molto informalmente - che una terza persona o una terza istituzione contribuiscano a risolvere il problema. Potremmo parlare di mediazione, di arbitrato o altro, ma il punto essenziale non è questo. L'essenziale è che entrambi i paesi, Croazia e Slovenia, si riuniscano per decidere le condizioni e che accettino la decisione formulata dalla terza istituzione nell'ambito della mediazione. La questione sarà quindi incanalata nella direzione giusta. I problemi frontalieri non possono essere irrisolvibili. Capisco perfettamente l'interesse della Slovenia ad avere accesso al mare. Si tratta di una preoccupazione assolutamente giustificata. Ritengo che questa preoccupazione della Slovenia sia perfettamente conciliabile con gli interessi croati. Non si tratta di un problema insormontabile se non si è profondamente e direttamente coinvolti nella questione. In conclusione, desidero affermare a chiare lettere che avrei preferito se fosse stato possibile concludere i negoziati di adesione con la Croazia nel 2008. Purtroppo, non è più possibile né realistico rispettare questa data. Chiedo quindi ai colleghi di fissare una data realistica, il 2009, per il completamento dei negoziati, affinché il neoeletto Parlamento possa accordare il proprio consenso e sia possibile avviare il processo di ratifica. Se ci impegneremo tutti, la Croazia potrà diventare uno Stato membro dell'Unione europea nel 2011. Questo è un buon obiettivo, un valido obiettivo. Sosteniamolo. Erik Meijer relatore. - (NL) Signor Presidente, se in futuro i sette Stati dell'ex Jugoslavia entreranno tutti a far parte dell'Unione europea, la loro adesione avverrà in sette date diverse sulla base di sette diverse "tabelle di marcia”. L'adesione in blocco, prima dello smembramento della federazione, sarebbe stata probabilmente più semplice per tutte le parti interessate. La Slovenia è ora uno Stato membro, la Croazia lo diventerà nei prossimi anni e la terza ex Repubblica jugoslava in questione è la Macedonia, che attende l'apertura dei negoziati di adesione fin dal 2005. Spero che la mia prossima relazione annuale, che presenterò all'inizio del 2009, possa riguardare esclusivamente i normali sviluppi interni in Macedonia, tra cui la tutela dell'ambiente, l'indipendenza dei media, il rafforzamento del sistema giudiziario e la lotta alla corruzione, l'ammodernamento del sistema ferroviario, l'uguaglianza tra le varie confessioni religiose e la libertà negoziale delle associazioni sindacali. Tutto questo sarà possibile se verranno definitivamente risolti i due problemi fonte di discordia che richiamano la maggior parte dell'attenzione. Non siamo ancora giunti a questo punto. Le relazioni tra le due principali comunità linguistiche sono notevolmente migliorate dal conflitto principale del 2001. L'accordo quadro di Ohrid che ne è seguito, e in particolare l'accordo sulle maggioranze parlamentari qualificate e il decentramento amministrativo, ha apportato un importante contributo al miglioramento delle relazioni reciproche - che tuttavia sono ancora conflittuali -, dando luogo a un temporaneo boicottaggio parlamentare e a una crisi di governo di breve durata. E' negli interessi di tutti risolvere quanto prima i problemi sottesi a questa situazione. In uno Stato multietnico, l'assoluta uguaglianza di status delle lingue regionali, anche nella comunicazione amministrativa a livello nazionale, è un simbolo essenziale dell'assoluta uguaglianza fra tutti gli abitanti. La Macedonia può imparare da oltre un secolo di conflitto linguistico in un altro Stato bilingue, il Belgio, che ritardare questo inevitabile risultato provoca solo inutili tensioni. Occorre prendere sul serio il desiderio che tutti possano utilizzare la lingua albanese in qualunque parte del paese. Purtroppo la maggior parte dell'attenzione va ancora alla questione che, in fase preparatoria, non solo il relatore, ma tutti i relatori ombra credevano dovesse essere risolta rapidamente. Noi tutti ci rifiutiamo di schierarci con qualsivoglia dei pareri divergenti dei due paesi vicini riguardo al significato del nome "Macedonia”. Per il paese candidato, andando a ritroso di oltre un secolo, la Macedonia è stata, consecutivamente, il nome di un movimento di resistenza contro l'Impero ottomano, di uno Stato federale jugoslavo e di un paese indipendente. Per il suo vicino meridionale, la Grecia, la Macedonia è una parte importante della sua lunga storia nonché il nome della regione circostante la città greca di Salonicco. La Grecia ha investito ingenti capitali nel suo vicino settentrionale ed è il più fervente sostenitore dell'adesione del paese all'Unione europea. Il fatto che la Grecia abbia rinunciato al tentativo di sostituire il nome "Macedonia” del suo vicino settentrionale con "FYROM”, una sigla assolutamente incomprensibile a tutti, preferendo invece sottolineare che questo Stato non comprende l'intera Macedonia storica, ma solo la parte settentrionale slava e albanese, costituisce un importante passo avanti. Mi sono sempre opposto al parere secondo cui uno Stato - in particolare un ex paese comunista - debba diventare membro della NATO prima di poter essere ammesso nell'Unione europea. Nel caso della Macedonia, il rifiuto posto il 2 aprile all'ingresso del paese nell'Alleanza atlantica pregiudica le sue possibilità di aderire all'UE nel prossimo futuro. Ogni Stato UE ha l'opportunità di bloccare un aspirante paese membro, anche qualora sia favorevole alla sua adesione in assenza di divergenze di opinione su un particolare importante. Il paragrafo 37 è quindi fondamentale per questo dibattito. A tale proposito, e di comune accordo con il gruppo del Partito popolare europeo (Democratici cristiani) e dei Democratici europei, il gruppo socialista al Parlamento europeo e il gruppo dell'Alleanza dei Democratici e dei Liberali per l'Europa, questa mattina ho presentato un emendamento di compromesso. Attendo le reazioni ad esso prima del mio secondo intervento. Janez Lenarčič Desidero innanzitutto congratularmi con gli onorevoli Swoboda e Meijer per la stesura delle due relazioni sui progressi compiuti dalla Croazia e dall'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Siamo lieti che il Parlamento europeo abbia iscritto all'ordine del giorno di questa tornata la discussione sui progressi compiuti da entrambi i paesi candidati. La Presidenza slovena, infatti, attribuisce una straordinaria importanza all'integrazione degli Stati dei Balcani occidentali nell'Unione europea. A tale proposito vorrei ricordarvi che, in occasione della loro riunione informale di fine di marzo, i ministri degli Esteri hanno inviato alla regione dei Balcani occidentali un messaggio positivo in merito alle sue prospettive europee. In un momento in cui la regione versa in una situazione difficile, si tratta a mio avviso di un messaggio gradito e appropriato. In primo luogo, per quanto riguarda la Croazia, i negoziati di adesione con il paese stanno procedendo come previsto e a questo punto desidero associarmi a quanto dichiarato dall'onorevole Swoboda e dire che, negli ultimi due anni, la Croazia ha compiuto notevoli progressi nell'adempimento dei criteri di adesione. Finora sono stati aperti sedici capitoli negoziali su trentacinque e due sono già stati provvisoriamente chiusi. Sono previste due conferenze di adesione con la Croazia, una ad aprile e l'altra a giugno e, se tutti i parametri verranno rispettati, in occasione delle due conferenze di adesione verranno anche aperti molti altri nuovi capitoli. Vorrei sottolineare che la Presidenza slovena è impegnata a proseguire il processo di allargamento dell'Unione europea e a compiere ulteriori progressi a livello negoziale. La dinamica dei negoziati dipende essenzialmente dallo Stato candidato stesso e dai suoi progressi in merito al rispetto dei criteri di adesione, che sono stati stabiliti nell'ambito dei negoziati, nel partenariato per l'adesione riveduto, adottato dal Consiglio dell'Unione europea nel febbraio di quest'anno, nonché in altri atti giuridici. Lo ripeto, la Croazia ha compiuto notevoli progressi; tuttavia, il fatto è che resta molto da fare. Come ha affermato l'onorevole Swoboda, in futuro occorrerà prestare molta più attenzione all'ulteriore recepimento e all'effettiva attuazione dell'acquis comunitario. La Croazia deve proseguire gli sforzi per l'adempimento dei criteri di adesione e realizzare progressi più rapidi. In particolare, vorrei citare la riforma giudiziaria e dell'amministrazione, la lotta contro la corruzione, le riforme economiche, i diritti delle minoranze, il rimpatrio dei profughi e la piena cooperazione con il Tribunale penale internazionale per l'ex Jugoslavia. I documenti che ho citato considerano inoltre fondamentale che la Croazia continui a compiere sforzi volti a instaurare relazioni di buon vicinato con i paesi vicini. Tra questi figura ovviamente l'individuazione di soluzioni per le questioni irrisolte. Vorrei ora passare all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia: come ha affermato l'onorevole Meijer nella sua relazione, questo è l'unico paese a non avere ancora avviato i negoziati di adesione pur godendo dello status di candidato dal 2005. A nostro avviso, se verranno rispettati i parametri stabiliti, si dovrebbe finalmente riuscire a risolvere il problema nel corso dell'anno. Ecco perché il messaggio contenuto nell'ultimo documento della Commissione europea era che la relazione che presenterà in autunno sui progressi compiuti dall'ex Repubblica jugoslava di Macedonia potrebbe essere favorevole, purché si rispettino le priorità principali. E' stato inviato un messaggio simile anche in occasione della riunione informale dei ministri degli Esteri svoltasi in Slovenia alla fine di marzo. Al tempo stesso, non dobbiamo dimenticare che il paese ha già dimostrato la sua importanza per la stabilità della regione. Occorre riconoscere il ruolo svolto dal paese e incoraggiare con segnali positivi l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia a mantenere il suo ruolo costruttivo nella regione e a proseguire con le riforme. Uno di questi segnali è il dialogo sulla liberalizzazione dei visti. Condividiamo il parere dell'onorevole Meijer secondo cui il governo di Skopje sta dando seguito all'accordo quadro di Ohrid, in particolare nell'ambito del decentramento e del livello di rappresentanza delle minoranze etniche nell'amministrazione pubblica. Auspichiamo che si possano compiere quanto prima ulteriori progressi nell'individuazione di soluzioni per le questioni rimanenti, che rivestono una fondamentale importanza per la comunità albanese. Come paese che detiene la Presidenza del Consiglio UE, la Slovenia incoraggia tutti i partiti politici a intensificare il dialogo politico e la cooperazione sistematica, affinché sia possibile giungere alla prossima fase di adesione all'Unione europea quest'anno. A tale proposito mi preme sottolineare che siamo profondamente rammaricati che gli ultimi negoziati sulla questione del nome non siano riusciti a produrre i risultati sperati. Deploro inoltre che l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia non sia stata invitata a entrare nella NATO. Considerando che il paese ha compiuto notevoli sforzi per ottenere questo invito, speriamo che possa seguire presto le orme degli altri due candidati, che sono stati invitati entrambi. Nella dichiarazione rilasciata dopo il Vertice NATO, la Presidenza slovena ha chiesto di proseguire e concludere al più presto i negoziati sulla questione del nome. La Presidenza slovena ha inoltre invitato i politici dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia a preservare il livello di consenso raggiunto riguardo al futuro europeo ed euroatlantico del loro paese. La Presidenza slovena ha altresì raccomandato al paese di sfruttare appieno il tempo che ha ancora a disposizione prima che la Commissione presenti la sua relazione periodica di autunno. Olli Rehn Signor Presidente, accolgo con favore la relazione dell'onorevole Swoboda sulla Croazia e la relazione dell'onorevole Meijer sull'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Per quanto riguarda la Croazia, ritengo che la relazione Swoboda illustri le principali sfide che questo paese dovrà affrontare sulla strada dell'adesione all'UE, concentrandosi in particolar modo sulla sfera politica. E' una relazione valida, che rifletterà ancor meglio le realtà esistenti se verranno adottati gli emendamenti nn. 15 e 16 del relatore, riguardo ad esempio al calendario del processo. In generale, i negoziati di adesione della Croazia hanno avuto un andamento positivo, nonostante siano stati pregiudicati dall'applicazione della Zona di protezione ittico-ambientale - la famosa, o famigerata, questione ZERP. Accolgo con favore la recente decisione del Sabor, il parlamento croato, di sospendere l'applicazione di tutti gli aspetti della ZERP ai pescherecci UE, in linea con gli impegni precedentemente assunti dalla Croazia. Mi congratulo con il Primo Ministro Sanader per la leadership di cui ha dato prova e ringrazio anche il Presidente della Commissione Barroso per l'impegno personale che ha profuso al fine di risolvere la questione. Sono stato a Zagabria all'inizio di marzo e mi sono reso conto che la vocazione europea della Croazia era abbastanza forte da indurre il paese a risolvere questo problema, che stava intralciando i negoziati di adesione. La rimozione di tale ostacolo da parte della Croazia dovrebbe consentire di riaprire subito i capitoli che sono stati bloccati e di riprendere nuovamente i negoziati al ritmo normale, consentendo al paese di compiere progressi notevoli nei restanti mesi della Presidenza slovena. Come il relatore e il Presidente in carica del Consiglio Lenarčič, penso anch'io che la Croazia abbia ancora molto lavoro da svolgere. Il paese deve compiere progressi concreti in materia di riforme giudiziarie, amministrative ed economiche, lotta alla corruzione, rimpatrio dei profughi e diritti delle minoranze. La Croazia dovrà inoltre continuare a compiere progressi sulle varie questioni bilaterali aperte con i suoi vicini. Quest'anno potrebbe essere decisivo per i negoziati di adesione, purché la Croazia rispetti una serie di condizioni. La Commissione è pronta a fornire, nel pacchetto sull'allargamento che presenterà in autunno, un calendario indicativo, o una tabella di marcia condizionata, per la conclusione tecnica dei negoziati di adesione nel corso del 2009, se possibile addirittura durante il mandato dell'attuale Commissione. Affinché ciò sia possibile, la Croazia dovrà soddisfare tutti i parametri di apertura entro giugno. Non c'è molto tempo da perdere. Dovrà altresì rispettare tutti gli obblighi previsti dall'accordo di stabilizzazione e di associazione e garantire urgenti e notevoli miglioramenti nella gestione dell'assistenza finanziaria dell'UE. La Commissione è disposta a esaminare le posizioni negoziali dei vari capitoli dopo che saranno stati soddisfatti i criteri di adesione. Fondamentalmente, ora la palla è nel campo della Croazia. Quanto prima si raggiungeranno risultati concreti, tanto prima la Croazia aderirà all'Unione europea. Condivido appieno la posizione dell'onorevole Swoboda secondo cui la Croazia può diventare un importante punto di riferimento per i paesi dei Balcani occidentali, dimostrando loro come possono realizzare la prospettiva europea. Quanto all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, nel complesso posso condividere la valutazione della relazione Meijer sul processo di riforma. Vorrei ringraziare il relatore per avere collaborato con i servizi della Commissione alla stesura della relazione. Dopo che alla FYROM è stato concesso lo status di paese candidato nel 2005, si è assistito a un rallentamento. Tuttavia, all'alquanto critica relazione sui progressi compiuti pubblicata dalla Commissione europea nel 2007 hanno fatto seguito interventi correttivi. Da allora sono state adottate riforme importanti, specialmente allo scopo di rafforzare il sistema giudiziario, riformare la polizia e migliorare le relazioni interetniche. Prendo atto della raccomandazione secondo cui la Commissione deve definire una serie di parametri che consentano di avviare i negoziati di adesione quest'anno. Desidero informarvi che abbiamo fissato otto parametri sulla base delle priorità chiave del nuovo partenariato di adesione. Una raccomandazione sull'avvio dei negoziati di adesione dipenderà dai progressi compiuti dal paese nel rispetto di tali parametri. Renderemo nota la nostra valutazione il prossimo autunno, inserendola nel pacchetto sull'allargamento, che molto probabilmente verrà presentato all'inizio di novembre. E' evidente che la stabilità politica sarà determinante per l'apertura dei negoziati. Ho incontrato il Presidente Crvenkovski e il Primo Ministro Gruevski a Skopje alcune settimane fa, a marzo. Ho esortato tutte le forze politiche dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia a concentrare le loro energie sull'agenda di riforma per cogliere le opportunità che quest'anno offre al paese. Rinnovo tale esortazione oggi, poiché dopo il Vertice NATO di Bucarest non è meno importante. Ultimamente la questione del nome ha consumato molta energia politica. Se da un lato mi congratulo con Croazia e Albania per aver conseguito l'obiettivo dell'integrazione euroatlantica con l'ingresso nella NATO, dall'altro posso capire la delusione provata a Bucarest la settimana scorsa dall'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Esorto i leader politici a continuare lungo la strada dell'adesione alla NATO e dell'integrazione nell'UE con la massima determinazione. Vorrei concludere rilevando che stiamo discutendo gli sviluppi avvenuti nei due paesi in un momento molto opportuno. Entrambi i paesi hanno buone probabilità che questo sia un anno molto speciale e addirittura decisivo in termini di una sempre maggiore integrazione nell'Unione europea. Per questi paesi sarà estremamente importante ricevere il sostegno e l'incoraggiamento di Parlamento europeo, Consiglio e Commissione. Apprezzo quindi moltissimo il vostro inestimabile contributo alla politica europea di stabilità e progresso nei Balcani occidentali. Bernd Posselt a nome del gruppo PPE-DE. - (DE) Signor Presidente, oggi parliamo degli unici due paesi candidati chiaramente europei che abbiamo: Croazia e Macedonia. Speriamo di riuscire a concludere i negoziati con la Croazia entro la fine di questo o, al più tardi, del prossimo anno. Speriamo di riuscire ad avviare i negoziati con la Macedonia entro la fine di questo o, al più tardi, del prossimo anno. Vogliamo evitare che entrambi i paesi siano condizionati da problemi bilaterali ed esorto in particolare i colleghi greci ad attivarsi sulla questione, poiché l'erronea decisione adottata a Bucarest sta già iniziando a destabilizzare la Macedonia. Per quanto riguarda la Croazia, il governo Sanader ha proseguito attivamente con le riforme e i negoziati. Esorto Consiglio e Commissione a stare al passo con il lavoro. Esorto la Commissione a rafforzare attivamente le sue capacità e a esaminare rapidamente i documenti pertinenti. Esorto il Consiglio ad aprire al più presto tutti i capitoli negoziali. La loro chiusura dipende ovviamente dai negoziati e dagli sforzi della Croazia. La Croazia ha svolto un'imponente molte di lavoro politico preliminare. Ha sistemato e risolto la questione delle zone di pesca con grande coraggio, ha avallato l'arbitrato con la Slovenia e ha soprattutto inviato un segnale molto importante per l'intera regione nominando un vice Primo Ministro serbo al governo Sanader, e questo alla luce della situazione esistente a Vukovar, ad esempio, opportunamente descritta dall'onorevole Swoboda. In quella città la tutela dei diritti delle minoranze è nettamente superiore a quella garantita dalla maggior parte degli Stati membri. Vorrei pertanto dire che dobbiamo riconoscere i traguardi politici raggiunti dalla Croazia e sostenere con determinazione il paese lungo la strada dell'adesione all'Unione europea. Stiamo rispettando l'ambizioso obiettivo di prendere una decisione in questo periodo. Se questo non fosse possibile, la adotteremo in autunno. Sosterremmo la sua proposta, onorevole Swoboda, se contenesse le espressioni "al più tardi” e "deve”, ma "potrebbe” è solo una descrizione della situazione esistente e pertanto continueremo a esercitare pressioni su Consiglio e Commissione. Siamo consapevoli che si tratta di un obiettivo ambizioso, ma la Croazia merita di ottenere finalmente giustizia. Jan Marinus Wiersma a nome del gruppo PSE. - (NL) Signor Presidente, desidero formulare un paio di osservazioni su entrambe le relazioni a nome del mio gruppo e a titolo personale. Vorrei innanzitutto congratularmi con il collega, onorevole Swoboda, che anche quest'anno è riuscito a presentarci l'ennesima relazione equilibrata. Quando affrontiamo la questione della Croazia, parliamo degli ultimi passi che il paese deve compiere per la conclusione dei negoziati. Ci auguriamo che questi ultimi passi assumano la forma di uno sprint finale. Le lacune individuate dalla Commissione devono essere colmate. Speriamo che la Croazia possa intervenire rapidamente in tal senso, anche se, come sempre avviene al termine dei negoziati, i fascicoli interessati vertono su questioni complesse, come ad esempio l'industria cantieristica. Vorrei esortare tutti, governo croato compreso, a raggiungere il necessario consenso politico anche all'interno del paese, affinché possano essere prese rapidamente anche le decisioni difficili. Condivido altresì quanto affermato dall'onorevole Swoboda sulle date entro cui possono essere realizzati tutti questi obiettivi, in particolare la conclusione dei negoziati. Per quanto riguarda la FYROM - la Macedonia - è importante, come ha già affermato il Commissario, che il paese si impegni a soddisfare i parametri stabiliti dalla Commissione quest'anno affinché sia possibile prendere una decisione sull'avvio dei negoziati. Credo che questo sia fondamentale. Anche per quanto riguarda la Macedonia, è indispensabile giungere a un consenso all'interno del paese stesso; a tale proposito sono molto preoccupato per i problemi sorti di recente con la minoranza albanese e per la votazione che si terrà domani o dopodomani a Skopje, che potrebbe provocare la caduta del governo. Se questo dovesse accadere, il paese sarebbe disorientato, poiché non si potrebbero svolgere negoziati con la Grecia riguardo al nome né altri lavori sui parametri indicati dal Commissario. Ritengo importante esortare l'intero paese a far sì che il consenso regga e a evitarci di dover affrontare una situazione di nuove elezioni nelle prossime settimane; è importante investire in questo consenso. Infine, anche noi riteniamo vergognoso che a Bucarest sia stato impossibile raggiungere un consenso sull'ingresso della Macedonia nella NATO. A nostro parere, occorre compiere un altro tentativo, con la mediazione dell'ONU e di Matthew Nimitz, e spero che entrambe le parti investano in un clima un po' più produttivo affinché sia possibile giungere presto a una soluzione. István Szent-Iványi a nome del gruppo ALDE. - (HU) Signor Presidente, signor Commissario, all'inizio dell'anno i negoziati di adesione con la Croazia hanno subito un rallentamento e il processo sembrava essere giunto a un punto morto. Speriamo che questa situazione di stallo sia ormai superata e che i negoziati riprendano nuovamente slancio. La decisione del parlamento croato di sospendere la Zona di protezione ittico-ambientale che era stata applicata agli Stati membri dell'Unione europea è stata senz'altro utile in tal senso. Negli ultimi anni la Croazia ha raggiunto importanti traguardi che vanno riconosciuti: è innegabile che il paese è una democrazia funzionante, che ha un'economia di mercato che funziona e che sta attuando le disposizioni fissate nell'accordo di stabilità e di associazione. Al tempo stesso, esistono innegabilmente gravi problemi che a loro volta devono essere risolti. Il primo di questi che vorrei citare è il rinvio della riforma del sistema giudiziario, che non può essere procrastinata ulteriormente. Reputo importante rafforzare la lotta alla corruzione e garantire che venga estesa non solo ai casi di minore rilievo, ma anche ai "grandi attori”, poiché finora la Croazia non ha compiuto molti progressi a questo riguardo. Occorre apportare miglioramenti riguardo all'uso efficiente delle risorse comunitarie e avviare importanti riforme strutturali. A tale proposito vorrei evidenziare la situazione e il ruolo dell'industria cantieristica, che deve essere ristrutturata. Se la Croazia riuscirà a realizzare tutti questi obiettivi, dovrebbe essere davvero in grado di concludere i negoziati per tempo, entro il termine stabilito nella relazione, e dovrà ricevere tutto il sostegno possibile a tal fine. Il processo di adesione della Croazia ha un'importanza regionale che va ben oltre il processo stesso. Se l'adesione della Croazia andrà a buon fine, rappresenterà un modello e un incentivo anche per gli altri paesi dei Balcani occidentali. Una rapida e riuscita conclusione dei negoziati, quindi, non è solo una responsabilità condivisa tra Croazia e Unione europea, ma è anche nei loro interessi comuni. Mi auguro che la Croazia si assuma questa responsabilità. Infine, vorrei congratularmi con Hannes Swoboda per l'eccezionale lavoro svolto nell'adempimento dei suoi doveri di relatore. Grazie, signor Presidente. Konrad Szymański Naturalmente desidero congratularmi anch'io con il relatore. Questa è un'ottima relazione. E' molto positivo che Croazia e Macedonia possano ottenere l'adesione all'UE prima delle elezioni europee del 2009. Per quanto riguarda quest'ultimo paese, dobbiamo ovviamente evitare di aggiungere condizioni politiche per l'adesione, specialmente in ambiti che, come i diritti di proprietà e le richieste di indennizzo, appartengono alla sfera delle relazioni bilaterali. Non si può permettere che il processo di allargamento venga condizionato da queste tensioni. Occorre inoltre collocare questo processo in un contesto più ampio. L'allargamento dell'Unione ai Balcani occidentali è un contributo europeo alla stabilizzazione della regione - una regione in cui negli anni '90 abbiamo fallito. Affinché sia possibile completare questo processo, dobbiamo inviare un segnale positivo anche a Belgrado. Con il riconoscimento del Kosovo, abbiamo messo in grave difficoltà la parte pro-europea dell'opinione pubblica serba. Ci resta poco tempo per correggere tale impressione. Occorre elaborare una tabella di marcia per un accordo sui visti con la Serbia. Dobbiamo firmare al più presto un accordo di stabilizzazione e di associazione. Oggi questo accordo è condizionato dalla politica interna di due Stati membri, ma l'intera Unione potrebbe dover pagare il prezzo della sua mancata conclusione. Milan Horáček a nome del gruppo Verts/ALE. - (DE) Sono soddisfatto di quest'ottima ed equilibrata relazione dell'onorevole Swoboda, che costituisce un segnale positivo per la Croazia e per la regione nel suo complesso. Nonostante tutti i concreti sforzi compiuti, non dobbiamo però dimenticare che la Croazia deve ancora compiere riforme globali in alcune aree problematiche prima di poter aderire all'UE. In ultima analisi, i fatti sono l'unico parametro attendibile per valutare il livello di preparazione di un paese all'adesione, che si può giudicare ad esempio in base alla soluzione dei problemi frontalieri ancora in sospeso, alla lotta alla corruzione, alla riforma amministrativa e al rispetto dei diritti dell'uomo. La cooperazione con il Tribunale penale internazionale per l'ex Jugoslavia è un altro parametro che consente di valutare il grado di preparazione del paese. I partiti politici, la società civile e i media devono compiere sforzi a più lungo termine sia per ottenere il sostegno della popolazione che per integrare le minoranze nazionali e sessuali nella vita sociale e politica. Apprezzo molto la decisione di nominare vice Primo Ministro un rappresentante della minoranza serba. Nel settore della tutela ambientale, tuttavia, resta ancora molto da fare per garantire uno sviluppo ecologicamente sostenibile in linea con gli obiettivi comunitari. Sostenere la Croazia nel raggiungimento di tale traguardo è un compito che sarò lieto di promuovere. Diamanto Manolakou a nome del gruppo GUE/NGL. - (EL) Signor Presidente, noi, eurodeputati del partito comunista greco, non voteremo a favore dell'allargamento dell'UE finalizzato all'integrazione dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia e della Croazia. Siamo contrari al rafforzamento di un'Unione europea capitalista e guerrafondaia. Dopo lo smembramento della Jugoslavia ad opera della ΝΑΤΟ e dell'UE, vengono architettati piani imperialistici volti a spostare i confini nei Balcani e a creare protettorati che rafforzano gli imperialisti e dividono le persone. La più grande base USA in Europa è in fase di costituzione ed espansione su territori delimitati arbitrariamente tra l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia e la provincia serba del Kosovo, dove è atteso l'arrivo delle forze UE. Questa situazione determina l'intensificarsi delle rivalità nella regione. All'ultimo Vertice NATO, Albania e Croazia sono state invitate a entrare nell'Alleanza atlantica, invito che invece non è stato rivolto all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Questa è la dimostrazione dello spiacevole ricatto di cui sono vittima gli Stati balcanici e la Grecia, volto ad assoggettarli agli interessi imperialisti. Per quanto riguarda il nome, siamo favorevoli a una soluzione geograficamente definita accettabile per tutti, ben lontana dall'asservimento e da nazionalismi scissionistici, alla pace, a confini stabili e alla tutela della sovranità degli Stati. E' necessaria una lotta comune del popolo contro le organizzazioni imperialiste che lo dividono e lo sfruttano. Georgios Georgiou a nome del gruppo IND/DEM. - (EL) Signor Presidente, l'eco del Vertice NATO di Bucarest è giunto in Parlamento. E' confortante che alla fine l'Europa abbia preso posizione su una questione che la riguarda, poiché in genere si è poco inclini a sbilanciarsi quando a prendere le decisioni sono gli altri. Credo dunque che tutte le parti abbiano imparato un'utile lezione, specialmente l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Questa nuova repubblica non è ancora pratica della diplomazia europea; infatti, ha riposto le sue speranze nell'adesione alla NATO basandosi semplicemente sulle promesse degli Stati Uniti e su infantili e false speranze di liberazione dall'asservimento. Nei negoziati tra gli Stati europei non si dovrebbe mai ricorrere alla provocazione e al fanatismo. Le decisioni non vanno prese sulla base immaginaria di ascendenze, culture e storia dei paesi vicini; occorre invece agire in uno spirito di consenso, comprensione e soprattutto onestà per trovare una soluzione e non peggiorare i problemi esistenti. Un approccio positivo sarà vantaggioso per l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, di cui speriamo si agevolerà l'ingresso sia nella NATO che nell'UE. Se la FYROM si rifiuterà di accettare il nome che si è deciso di attribuirle e persisterà nella sua opposizione, si renderà conto che esistono ostacoli alla sua adesione, poiché con questo comportamento mette a repentaglio i suoi stessi sforzi. Pregiudicando i suoi sforzi ora, forse pregiudicherà anche il suo futuro. Dimitar Stoyanov (BG) Come l'onorevole Meijer certamente saprà, "Macedonia” e "nazione macedone” sono espressioni create da una direttiva dell'Internazionale comunista nel 1934. Dopo la guerra, le idee del macedonismo sono state fatte proprie e imposte con il pugno di ferro dal partito comunista jugoslavo e in seguito sono state integrate nel concetto di Grande Serbia. Tra queste idee figura una veemente propaganda della bulgarofobia. In Macedonia, molti cittadini che sono consapevoli della loro identità etnica bulgara vengono perseguitati a causa del desiderio di definirsi bulgari. Ogni anno, a Skopje, la lapide commemorativa della donna bulgara Mara Buneva, che aveva combattuto per la libertà della Macedonia e che è stata denominata "la Charlotte Corday macedone” dalla stampa francese, viene profanata. Nel 2007 questa profanazione è stata accompagnata da violenze fisiche ai danni di cittadini bulgari e macedoni che si considerano bulgari etnici. E' ormai tempo che il governo macedone moderi queste manifestazioni d'odio nei confronti dei bulgari perché tali atteggiamenti non appartengono all'Unione europea. Grazie. Anna Ibrisagic (SV) Grazie, signor Presidente. La relazione è valida in ogni sua parte. E' equilibrata e fornisce una descrizione oggettiva degli sviluppi in Macedonia, elogiando i risultati raggiunti e chiedendo di dedicare un altro po' di tempo a ciò che resta da fare. Tuttavia, come è accaduto tante volte in passato, il dibattito verte esclusivamente sull'esposizione dei nostri pareri in merito alla disputa sul nome del paese anziché sull'individuazione di soluzioni volte a favorire la tempestiva adesione della Macedonia all'UE. Conosciamo tutti l'esito del Vertice di Bucarest. Non intendo pronunciarmi su chi ha avuto torto e chi ragione o su chi avesse i maggiori interessi nazionali da difendere, ma devo dire che in politica estera non si tratta solo di attribuire meriti e colpe. Obiettivo della politica estera è individuare le soluzioni migliori a favore della pace e della sicurezza all'interno del proprio paese o della propria regione e, nel nostro caso, in Europa. A tal fine occorrono un insieme di buona volontà, compromesso, diplomazia e chiara leadership. Aver impedito a un paese dell'Europa meridionale di diventare membro della NATO quando se n'è presentata la possibilità non è stata, a mio parere, una mossa particolarmente saggia, alla luce della complessa situazione in cui versano attualmente i Balcani e di tutte le sfide con cui siamo confrontati: l'indipendenza del Kosovo, che è un fatto compiuto, le dimissioni del governo e l'indizione di nuove elezioni in Serbia e le riforme della polizia tuttora in corso in Bosnia. Tuttavia, bloccare l'adesione di un paese balcanico all'UE, o anche semplicemente pensare di farlo, non è solo insensato ma anche del tutto rischioso! Soltanto tre ore fa ho parlato con un collega eurodeputato che ha detto: "Se non faranno come vogliamo noi, possiamo bloccare non solo la loro adesione alla NATO, ma anche all'UE. La legge ci autorizza a farlo”. La mia reazione è dire: allora dobbiamo modificare la legge! Le leggi non sono state sicuramente create per bloccarci, ostacolarci o ricattarci l'un l'altro, bensì per procedere insieme in un'Europa pacifica e sicura nel miglior modo possibile. Sono fermamente convinta che, quanto prima i paesi balcanici aderiranno all'UE, tanto prima avremo un'Europa sicura. E' assolutamente indubbio che la Macedonia appartiene all'Europa e che deve aderire al più presto all'Unione europea. Vi esorto a sostenere la relazione. Borut Pahor (SL) Per quanto riguarda la relazione sulla Croazia, sia quest'Assemblea che la Commissione europea hanno pressoché entusiasticamente accolto la notizia della decisione di sospendere l'introduzione di una Zona di protezione ittico-ambientale da parte del parlamento croato. Sembra inoltre che, in virtù di tale decisione, la Croazia possa essere ricompensata con un'accelerazione dei negoziati. Benché io desideri che la Croazia possa comunque aderire al più presto all'Unione europea, vorrei far presente all'Assemblea, e in particolare al relatore, onorevole Hannes Swoboda, che le azioni unilaterali della Repubblica di Croazia riguardo ai suoi confini con i paesi limitrofi non sono l'eccezione ma la regola. L'unico fatto eccezionale di questa vicenda è che, una volta tanto, la Croazia ha dovuto ritirare la sua azione unilaterale poiché è stata posta dinanzi a una scelta: o l'Unione europea o l'isolamento nazionalistico. Ed è a tale proposito che questa pressione si è rivelata utile, e mi auguro che l'onorevole Swoboda e anche la Commissione europea e la Presidenza continuino a insistere sulla politica secondo cui non si devono ricompensare le azioni avviate unilateralmente dalla Repubblica di Croazia in merito alla determinazione dei confini con i paesi limitrofi. Jelko Kacin (SL) Il modo migliore per stabilizzare questa parte dei Balcani è che l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia compia progressi e si avvicini all'Unione europea. Il buon esito dei negoziati aiuterà tutti gli altri paesi limitrofi a compiere ulteriori sforzi per ottenere lo status di paese candidato. Affinché sia possibile risolvere la disputa sul nome, sono necessarie iniziative esterne. Oltre alla perseveranza, occorrono atti simbolici sia a Skopje che ad Atene. E' ormai giunto il momento di cercare un nome meno provocatorio per l'aeroporto di Skopje e di condannare l'irrispettoso trattamento riservato alla bandiera greca. Altre eventuali difficoltà e la discriminazione subita da chi detiene un passaporto macedone in occasione del rilascio di visti greci sono tuttavia altrettanto inammissibili. Nell'Unione europea stiamo costruendo una comunità di Stati post-nazionali moderni. Il rispetto reciproco delle differenze e delle identità nazionali è anche sinonimo di rispetto dei diritti umani fondamentali. Solo così potremo evitare, o almeno limitare, le eventuali conseguenze negative che possono scaturire dalla sensazione che la propria nazionalità sia minacciata. Dobbiamo abolire il regime dei visti per tutti i paesi della regione. Sono tuttavia necessarie anche una soluzione rapida e permanente alla questione del nome del paese e un'alleanza globale tra l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia e la Repubblica greca. Pace e stabilità e una rapida e riuscita integrazione euroatlantica sono nell'interesse sia degli Stati che delle nazioni. Tuttavia, signor Commissario e signor Presidente in carica del Consiglio, la Presidenza slovena deve iscrivere la questione macedone all'ordine del giorno del prossimo vertice. Non vi è alcun motivo di aspettare fino all'autunno. Ancora un'osservazione sulla Croazia: con l'introduzione della Zona di protezione ittico-ambientale, la politica croata è caduta nella sua stessa trappola. In futuro simili sorprese non saranno possibili. Se questa vicenda è stata di insegnamento a qualcuno, ben venga, ma, se nessuno ha imparato alcunché, tutte le parole e le promesse sulla conclusione dei negoziati nel 2009 sono solo polvere negli occhi. Nessuno ha bisogno di polvere negli occhi, né i cittadini né l'economia né i paesi vicini né l'Unione europea. Abbiamo invece bisogno di un successo; per la realizzazione di qualsivoglia successo, tuttavia, occorre osservare il principio pacta sunt servanda (i patti vanno rispettati). Hanna Foltyn-Kubicka (PL) Signor Presidente, nell'effettuare un'analisi costruttiva dei progressi compiuti dalla Croazia, l'Unione europea non deve solo fissare condizioni, ma offrire anche tutto l'aiuto possibile, tenendo presenti l'esperienza degli altri Stati europei, le specificità della regione e il fresco ricordo della guerra tuttora impresso nella mente del popolo croato. L'integrazione della penisola balcanica senza la Croazia non è fattibile. Va inoltre rilevato che dagli ultimi due anni di cooperazione sono scaturiti risultati inaspettatamente positivi, elemento senza dubbio propizio per il processo di integrazione nell'Unione europea. Ovviamente esistono aree in cui è necessaria un'azione più determinata. A mio avviso, tuttavia, occorre rendere merito agli sforzi compiuti da questo Stato e l'intera Unione europea deve sostenere tale azione. Negli ultimi due anni la Croazia ha compiuto progressi lodevoli nella maggior parte delle materie disciplinate dal diritto comunitario. Vorrei pertanto esprimere la convinzione e la speranza che, con l'impegno reciproco e l'opportuno sostegno degli altri Stati membri, sarà possibile portare brillantemente a termine i negoziati per tempo e in questo modo concludere il trattato di adesione prima delle elezioni al Parlamento europeo del giugno 2009. Angelika Beer (DE) Signor Presidente, porgo un caloroso benvenuto ai nostri omologhi macedoni che assistono a questo dibattito. Il Commissario Rehn ha affermato che stiamo incoraggiando la Macedonia a progredire nel processo di riforma. "Sì”, diciamo tutti all'unisono, "vogliamo che i negoziati vengano aperti quest'anno”. Tuttavia, permane la necessità di fare nomi. Il partito che ha impedito alla Macedonia di assumere impegni nell'ambito dell'Alleanza atlantica è la Grecia, che ha posto il veto all'adesione del paese alla NATO. Esiste innegabilmente una disputa sul nome, ma non possiamo ignorare il fatto che, nel 1995, la Grecia ha formulato una dichiarazione vincolante, valida ai sensi del diritto internazionale, convenendo che la disputa sul nome non avrebbe mai costituito un ostacolo all'adesione della Macedonia alla comunità internazionale, all'UE o alla NATO. La Grecia ha violato questo accordo vincolante a livello internazionale e, se vogliamo imporre riforme in proposito, dico che è la Grecia a non rispettare i criteri europei e non la Macedonia. Questo è un passo indietro, è un affronto per un piccolo Stato che sta davvero facendo tutto il possibile per rispettare i nostri parametri e avviare i negoziati. Pertanto, onorevole Swoboda, vorrei anche aggiungere che il trucco di fermare o di rinviare di nuovo la votazione di domani rischia di destabilizzare il governo della Macedonia, poiché incoraggia le forze nazionalistiche. Il vero problema è che la Grecia è un paese alleato che rifiuta categoricamente di riconoscere qualsivoglia minoranza all'interno del suo paese. Questo comportamento viola i criteri di Copenaghen, creando una situazione imbarazzante per l'Unione europea e per l'Alleanza atlantica. Auguro alla Macedonia tutto il coraggio possibile per i prossimi passi che compierà nonostante la Grecia. Andreas Mölzer (DE) Signor Presidente, non solo la Croazia è culturalmente e storicamente ancorata all'Europa centrale, ma soddisfa già anche tutti i criteri di adesione. Di conseguenza, non dobbiamo porre inutili ostacoli sul suo cammino. Con la soluzione della controversia sulla pesca, la Croazia ha confermato ancora una volta di essere pronta per l'adesione all'UE, e il governo croato sta intensificando anche gli sforzi volti a combattere la corruzione. Ciononostante, la rapida ammissione della Croazia, che ora è alla portata di questo paese, non deve a mio avviso portare all'ingresso automatico di alcun altro Stato. E' generalmente risaputo che la Macedonia deve combattere non solo con la corruzione, ma anche con problemi economici e con lo Stato di diritto. In particolare, per quanto riguarda la dichiarazione di indipendenza del Kosovo, resta da vedere se nel lungo periodo la pace etnica con la minoranza albanese potrà continuare. Non dobbiamo ripetere gli errori dei precedenti processi di allargamento. A mio parere l'UE deve rendersi finalmente conto che i conflitti irrisolti, le differenze culturali e i problemi socioeconomici non spariscono nel nulla con l'adesione. Pál Schmitt (HU) Grazie, signor Presidente. Come presidente della commissione parlamentare mista UE-Croazia, ritengo che negli ultimi mesi il processo di integrazione euroatlantica della Croazia sia stato caratterizzato da una favorevole successione di eventi. Alcune settimane fa, il Presidente Barroso ha delineato la tabella di marcia per la conclusione dei negoziati di adesione entro l'autunno, mentre la settimana scorsa la Croazia è stata invitata a entrare nella NATO. Entrambi gli sviluppi dimostrano che la Croazia è sulla strada giusta e la comunità internazionale sta ricompensando gli sforzi del governo croato. Non è una coincidenza che, per la prima volta da molto tempo a questa parte, in Croazia i dati dell'Eurobarometro siano stati nuovamente superiori al 60 per cento. Credo inoltre che, con un comportamento apprezzabile e saggio, gli amici croati abbiano deciso di non applicare la Zona di protezione ittico-ambientale agli Stati membri dell'Unione europea nell'interesse dell'adesione della Croazia all'UE. Quanto alla questione dell'indipendenza del Kosovo, il governo Sanader ha analogamente seguito la strada della moderazione allineandosi alla maggioranza degli Stati membri UE e riconoscendo l'indipendenza del Kosovo. Signor Presidente, il fatto che alla minoranza serbo-croata sia stato attribuito l'incarico di vice Primo Ministro nell'attuale gabinetto ha contribuito in grande misura - come altri hanno già rilevato - alla stabilità della regione e alla pace fra i vari gruppi etnici. Credo che da parte del Primo Ministro sloveno sia ingiusto dichiarare che non escluderà la possibilità di porre il veto all'adesione della Croazia all'UE a causa della questione frontaliera tra i due paesi. L'allargamento dell'Unione europea e il destino di una nazione non devono dipendere dalla soluzione di una controversia bilaterale sulle frontiere. La relazione contiene un messaggio positivo poiché riconosce i progressi compiuti dalla Croazia riguardo alla stabilità della regione dei Balcani occidentali, riguardo all'impegno profuso al fine di garantire che l'economia del paese sia pronta a competere a livello comunitario nonché riguardo alle riforme istituzionali e all'adozione della legislazione UE. Accanto agli aspetti positivi, tuttavia, la relazione non manca di citare le sfide con cui siamo confrontati: riforma del sistema giudiziario, lotta alla criminalità organizzata e alla corruzione, conclusione della questione del rimpatrio dei profughi e soluzione o attenuamento delle tensioni bilaterali. Mi congratulo con il relatore, onorevole Swoboda. Józef Pinior (EN) Signor Presidente, innanzitutto vorrei congratularmi con Hannes Swoboda ed Erik Meijer per le loro relazioni sui progressi compiuti nel 2007 dalla Croazia e dall'ex Repubblica jugoslava di Macedonia rispettivamente. Entrambi i testi sono ottimi. In qualità di relatore ombra del gruppo socialista per la relazione sull'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, desidero ringraziare l'onorevole Meijer per la seria e onesta collaborazione prestata durante la stesura di questo documento. La relazione sull'ex Repubblica jugoslava di Macedonia elogia i traguardi raggiunti nell'attuazione dell'accordo quadro di Ohrid, che verte sull'aspetto politico delle relazioni interetniche. La relazione formula osservazioni sulle prestazioni economiche, l'adozione di molte leggi cruciali sui pubblici ministeri e i progressi compiuti nella lotta alla corruzione. Quanto agli aspetti negativi, deploriamo la firma dell'accordo bilaterale di immunità da parte dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia con gli Stati Uniti, che concede l'esenzione dalla giurisdizione del Tribunale penale internazionale in violazione delle norme e delle politiche dell'Unione europea. La relazione esorta l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia e la Grecia a intensificare gli sforzi per risolvere la disputa sul nome del paese, controversia che non deve assolutamente costituire un ostacolo all'adesione dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia alle organizzazioni internazionali. Per quanto riguarda la questione del nome, la relazione non critica alcuna delle due parti, ma si limita a incoraggiarle entrambe a proseguire i negoziati, nonostante l'esito del Vertice NATO svoltosi a Bucarest la settimana scorsa. Fortunatamente ieri, in seno alla commissione parlamentare per gli affari esteri, Javier Solana ha dichiarato che i negoziati sul nome continueranno. Con il consenso di entrambe le parti, la NATO può decidere di invitare immediatamente l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, anche a livello di ambasciatori, e pertanto sarà necessario indire un nuovo vertice. L'ex Repubblica jugoslava di Macedonia potrebbe ottenere una data per l'avvio dei negoziati di adesione quest'anno. Il Parlamento europeo deve promuovere decisamente l'integrazione del paese nell'UE. Johannes Lebech (DA) Signor Presidente, quando parliamo dei Balcani, dobbiamo considerare la regione come un tutt'uno. L'obiettivo a lungo termine dell'UE è l'adesione di tutti i paesi balcanici. Per la realizzazione di tale obiettivo, occorrono risultati anche da parte dei paesi stessi. Un futuro europeo comune è il compito congiunto degli Stati membri e di tutti i paesi balcanici. Noi paesi nordici non siamo estranei ai conflitti storici, ma ora stiamo lavorando insieme. I Balcani, come la regione nordica, sono uniti in tutto e per tutto da una storia comune, lingue comuni e da una cultura comune. Deve dunque essere possibile avviare un processo di cooperazione volto a garantire la pace e la stabilità. Attualmente esistono molti accordi di cooperazione tra i paesi della regione. Perché non compiere un ulteriore passo avanti? Prendendo ispirazione dalla cooperazione nordica, i paesi balcanici potrebbero istituire un forum di cooperazione sulla falsariga del Consiglio nordico o del Consiglio degli Stati del Mar Baltico. Intensificando l'attuale cooperazione politica regionale tramite l'istituzione di un Consiglio balcanico, questi paesi potranno avviare una cooperazione pratica e lungimirante, che offrirà l'opportunità di stabilizzare la regione e di preparare meglio all'adesione quei paesi che non sono ancora Stati membri o paesi candidati ufficiali. Ryszard Czarnecki (PL) Signor Presidente, la Croazia, un'antica nazione europea che vanta una lunga storia e una cultura interessante, deve poter entrare al più presto nella famiglia europea delle nazioni nota come Unione europea. La Croazia, paese candidato all'adesione all'UE, paradossalmente ha una storia più antica di alcuni degli Stati fondatori della Comunità europea, come Belgio e Lussemburgo. Zagabria e Spalato sono località tipicamente europee, mentre Dubrovnik è un gioiello della corona culturale dell'Europa. La maggior parte degli oratori intervenuti nel corso di questo dibattito, me compreso, indossa la cravatta. Vale la pena di ricordare che le cravatte sono state inventate dai croati e occorre altresì sottolineare qui, in seno al Parlamento europeo, cui sta tanto a cuore la libertà, che il porto croato di Dubrovnik è stato il primo in Europa a vietare il commercio di schiavi all'inizio del XV secolo. Date le circostanze, non abbiamo nemmeno il diritto morale di ostacolare l'accesso della Croazia all'Unione. Presidente (FR) Il fatto che io presieda la seduta senza indossare la cravatta non ha evidentemente nulla a che vedere con il punto iscritto all'ordine del giorno. Antonios Trakatellis (EL) Signor Presidente, la relazione Meijer e le risoluzioni unanimi della commissione parlamentare mista UE-ex Repubblica jugoslava di Macedonia sottolineano entrambe i tre passi fondamentali che la FYROM ha compiuto verso l'Europa. Il primo passo, ovviamente, riguarda l'adempimento dei criteri di adesione e il rispetto dell'acquis comunitario. Nonostante i progressi compiuti, l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia deve procedere lungo la strada delle riforme, come evidenziato dalla relazione Meijer e da varie altre relazioni della Commissione europea. Il secondo passo riguarda le politiche interne e la coesione sociale. Il paese deve continuare ad attenersi all'accordo di Ohrid, specialmente per quanto riguarda gli albanesi nonché le altre minoranze presenti in questo paese multietnico. Il terzo passo è il superamento delle divergenze tra la FYROM e i suoi vicini in conformità della dichiarazione di Salisburgo. Vorrei sottolineare che la Grecia era - e continua a essere - in prima linea negli sforzi finalizzati all'adesione di tutti gli Stati balcanici alle strutture euroatlantiche; è infatti fermamente convinta che tutti beneficeranno dello sviluppo dei paesi della regione. Per la Grecia, tuttavia, la questione del nome non è soltanto un problema storico, psicologico o emotivo. Si tratta di un autentico problema politico per tutti i cittadini greci, poiché riguarda i valori europei del buon vicinato e della cooperazione regionale. Permettetemi di ricordarvi che la Grecia ha accettato che all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia venisse accordato lo status di paese candidato all'adesione a patto ovviamente di pervenire a una soluzione negoziata della questione del nome accettabile per entrambi i paesi, conformemente alla disposizione di cui alla comunicazione della Commissione COM(2007)663. Vorrei infine rilevare che, anche dopo che a Bucarest si è deciso di rinviare l'invito di adesione alla NATO all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, in attesa che venga risolta la questione del nome, la Grecia è favorevole al proseguimento dei negoziati. Di fatto, è giunta al generoso compromesso di suggerire un nome composto accettabile; all'altra parte, quindi, non resta altro che venire incontro alla Grecia. In conclusione, signor Presidente, voglio credere che sarà possibile giungere a un compromesso sui pochi punti che devono ancora essere chiariti; in questo modo a Strasburgo potremo procedere con la votazione. Ioan Mircea Paşcu (EN) Signora Presidente, la Croazia ha una vocazione europea, come dimostrano il recente invito a entrare nella NATO e gli attuali negoziati di adesione all'UE. Si tratta di un traguardo notevole per un paese che solo un decennio fa era praticamente in guerra. Al tempo stesso, tuttavia, questo risultato non è sufficiente a eliminare le sfide che Croazia e Unione europea devono ancora affrontare per il completamento dei negoziati. Il calendario è estremamente serrato; in pratica, ogni giorno è importante, a prescindere dalle differenti date proposte per la conclusione del processo. Tuttavia, quando qualche tempo fa mi sono recato a Zagabria a capo della delegazione della commissione per gli affari esteri, mi sono reso conto della determinazione delle autorità croate a risolvere questi problemi e a ottenere l'adesione. A tale proposito, la recente decisione del parlamento croato di sospendere l'applicazione della Zona di protezione ittico-ambientale (ZERP) agli Stati membri, in seguito alla visita del Commissario Rehn, costituisce sia una prova di tale determinazione sia un passo importante nella giusta direzione. Sono convinto che, quando disporrà dell'adeguata capacità amministrativa per attuare la legislazione prevista, la Croazia sarà, in seno sia all'UE che alla NATO, un solido fattore di stabilità e progresso in un'area che richiede tuttora la nostra piena attenzione. Mi congratulo con l'onorevole Swoboda per tutto il lavoro svolto, evidenziato dalla relazione. Lena Ek (SV) Grazie, signora Presidente. La Croazia svolge un ruolo fondamentale nello sviluppo democratico dei Balcani occidentali ed è estremamente importante che il processo continui. Abbiamo constatato che, per ragioni comprensibili, ha subito un leggero rallentamento durante la campagna elettorale croata e la formazione di un nuovo governo, ma ora spero davvero che il processo riacquisti velocità. Come hanno rilevato precedenti oratori, il calendario è estremamente serrato. Sono favorevole alla revoca temporanea delle restrizioni nella Zona di protezione ittico-ambientale dell'Adriatico. Si tratta di un segnale positivo per le relazioni tra Slovenia, Italia e Croazia, ma le considerazioni di carattere ambientale devono continuare a rivestire una grande importanza nel trattamento da noi riservato a questo ambiente marino unico. La Croazia ha ancora molto da fare riguardo alla riforma del sistema giuridico e del processo giudiziario. Decisamente troppe persone devono ancora aspettare oltremodo a lungo prima che venga emessa una sentenza sulle loro cause. Occorre dare la priorità alla soluzione di questo problema e sviluppare ed espandere la capacità amministrativa del paese. Infine, accolgo con favore il lavoro svolto dal comitato del parlamento croato incaricato di vegliare sull'andamento dei negoziati con l'Unione europea, presieduto dalla mia cara amica Vesna Pusić. Ora ci auguriamo che i negoziati siano ottimi e che possano essere conclusi rapidamente. Doris Pack (DE) Signora Presidente, la relazione dell'onorevole Swoboda è incoraggiante, realistica ed equilibrata e, pertanto, mi congratulo con lui. Illustra i progressi compiuti dalla Croazia, come la sua esemplare legislazione sulle minoranze, la sua costruttiva cooperazione con il Tribunale dell'Aia, il suo maggiore impegno nella lotta alla corruzione e soprattutto l'accordo di parlamento e governo sulla zona di protezione ittico-ambientale, che è stato particolarmente difficile da raggiungere. Croazia e Commissione europea ora devono fare ricorso a tutte le loro risorse per negoziare in maniera rapida e soddisfacente i prossimi capitoli. Un arbitro internazionale dovrebbe finalmente riuscire a risolvere i problemi frontalieri tra Slovenia e Croazia. La Croazia ha un ruolo fondamentale da svolgere nella regione e deve essere ammessa presto nell'Unione europea. Le questioni bilaterali non devono costituire un ostacolo. Per quanto riguarda la Macedonia, posso dirvi che nel fine settimana ho assistito a una conferenza in loco e che si respira davvero un clima di grande agitazione dopo il rifiuto della NATO. I cittadini ritengono che sia stato riservato loro un trattamento ingiusto. La relazione dell'onorevole Meijer illustra il cammino accidentato che il paese ha già percorso con successo. Ovviamente resta ancora moltissimo da fare, ma, quando la questione del nome grava continuamente su tutto come una spada di Damocle, è difficile compiere progressi in altre aree politiche. Seguo la situazione dal 1992 e vorrei che Macedonia e Grecia trovassero finalmente una soluzione alla controversia sul nome, specialmente per i giovani. Nelle ultime settimane ambedue le parti hanno fatto concessioni ed entrambe devono compiere un ulteriore passo avanti per avvicinarsi l'una all'altra. A mio avviso sarebbe incompatibile con i nostri valori europei e di fatto irresponsabile se un veto dovesse nuovamente fornire l'occasione di impedire l'adesione del paese all'UE. Questo non deve succedere! Gyula Hegyi (EN) Signora Presidente, sono molto deluso dalle attuali relazioni tra l'Occidente e la Macedonia. In tutta onestà, il popolo macedone merita un trattamento nettamente migliore da parte nostra. Con l'indipendenza del Kosovo e il recente fallimento dell'adesione alla NATO, la situazione è persino più complicata. In Macedonia sono presenti elementi separatisti da una parte e nazionalisti dall'altra che cercano di minacciare la stabilità del paese, e la decisione di Bucarest non agevola affatto la situazione. Gli amici macedoni, tuttavia, forse possono trarre almeno una lezione da Bucarest. Non basta avere il sostegno degli Stati Uniti. Molte decisioni dipendono dal comune accordo degli Stati membri, non solo in seno all'Unione europea, ma anche all'interno della NATO, e qualsiasi Stato membro può porre il proprio veto. Alla luce degli ultimi eventi la Macedonia deve rivedere la sua posizione sull'esenzione degli Stati Uniti dalla giurisdizione del Tribunale penale internazionale. Sono stati commessi molti errori da entrambe le parti - da noi e dai politici macedoni -, ma non possiamo punire i comuni cittadini per i nostri errori. Ecco perché, almeno nell'ambito della liberalizzazione dei visti dobbiamo agire rapidamente, aiutando il popolo macedone a viaggiare, imparare e ad avere contatti più stretti con la vita quotidiana europea. Tre anni e mezzo fa, quando sono stato eletto vicepresidente della commissione parlamentare mista UE-Macedonia, avevo molti progetti ottimistici sul miglioramento delle nostre relazioni. Ben poche di queste idee si sono tradotte in realtà. Mi auguro che potremo compiere un passo avanti almeno nell'ambito della liberalizzazione dei visti. Maria Eleni Koppa (EL) Signora Presidente, la Grecia ha costantemente sostenuto le prospettive europee della FYROM, al cui sviluppo economico ha contribuito. Abbiamo lavorato sistematicamente per trovare una soluzione accettabile al problema del nome sotto gli auspici dell'ONU. La Grecia ha compiuto passi importanti e ora è favorevole a un nome composto con un'indicazione geografica universalmente vincolante erga omnes. L'altra parte, purtroppo, non si è mostrata altrettanto disponibile. In seguito all'esito del Vertice NATO di Bucarest, è nell'interesse di tutte le parti proseguire i colloqui e giungere a un accordo il più rapidamente possibile. Il mancato invito della NATO non comporta un rifiuto dell'adesione, ma indica la necessità di trovare una soluzione. Credo che, a tale proposito, il testo originale della relazione elaborata dal collega, onorevole Meijer, fosse equilibrato. Purtroppo, a causa degli emendamenti adottati, la relazione sulla questione del nome è stata stravolta. Esortiamo i colleghi parlamentari a non accettare formule che interferiscano con il processo negoziale in corso, che sta entrando nella fase più cruciale. Zita Pleštinská (SK) Senza l'adesione dei paesi dell'Europa sudorientale all'UE non possiamo parlare del successo dell'integrazione europea. Durante la guerra fredda l'ex Jugoslavia era il bastione della libertà e molti emigranti, compresi coloro che avevano vissuto nell'ex Cecoslovacchia totalitaria, fuggivano in Occidente proprio attraverso il paese che rappresentava un avvertimento per l'ex Unione Sovietica e i suoi paesi satellite. In risposta a una domanda sulle questioni frontaliere tra Slovenia e Croazia che ho rivolto al Consiglio, quest'ultimo mi ha informato di avere adottato un partenariato per l'adesione riveduto con la Croazia, la cui attuazione è il requisito principale affinché sia possibile compiere progressi nel processo negoziale. Accolgo con favore la relazione dell'onorevole Hannes Swoboda, che mi fa sentire ottimista. Come il relatore, anch'io sono convinta che, se continuerà con i progressi che ha già compiuto nel processo di integrazione, la Croazia soddisferà tutti i criteri di adesione all'Unione europea e diventerà un importante catalizzatore per tutti gli altri paesi dei Balcani occidentali. Pierre Pribetich (FR) Signora Presidente, onorevoli colleghi, vorrei congratularmi con il collega, onorevole Swoboda, per il lavoro svolto e la qualità della sua relazione, imparziale ed equilibrata, che ha evidenziato i progressi compiuti, in particolare con la Legge costituzionale sulle minoranze nazionali, e il lavoro che resta ancora da svolgere, come il necessario rafforzamento del sistema giudiziario. Siamo lieti che la Repubblica croata abbia abbandonato la Zona di protezione ittico-ambientale nell'Adriatico, che era fonte di tensioni in seno all'Unione europea. Si tratta di un gesto altamente simbolico, sempre che esista un concetto simile, che dimostra quanto la Croazia sia ansiosa di aderire all'Unione europea. "Non esiste l'amore, esistono solo prove d'amore”, disse Jean Cocteau. Con il suo gesto, la Croazia ha applicato questa massima alla nostra situazione. Dal canto nostro dobbiamo rispettare l'obiettivo della firma del trattato di adesione nel luglio 2009, una data simbolica e un traguardo ambizioso. Non esiste politica senza simbolismo. Affermiamo questo concetto, inviamo questo forte messaggio e mostriamo al popolo croato, mostriamo alla Croazia quanto siamo impazienti di accoglierli nella famiglia europea, poiché la loro adesione è un simbolo forte non solo per il paese, ma anche per la stabilità dei Balcani e per la pace. Raddoppiamo dunque gli sforzi per realizzare questo obiettivo. Aiutiamo la Commissione e la Croazia lungo questo cammino. Zdzisław Zbigniew Podkański (PL) Signora Presidente, ho chiesto di poter intervenire sulla questione della Croazia e della Macedonia al fine di evidenziare la complessità della situazione nei Balcani e la necessità di condurre una politica calma ed equilibrata. Il dramma di Serbia e Kosovo deve metterci in guardia dall'adottare decisioni affrettate. Lo stesso dramma potrebbe verificarsi anche in Macedonia, dove vivono molti albanesi. Questo rischio è stato scongiurato grazie alla saggezza dei leader delle parti interessate. Dobbiamo agire sulla base di questa esperienza positiva e sostenerla, senza istigare gli altri - contro la loro volontà, con la forza, senza spiegare il motivo delle azioni intraprese. Giorgos Dimitrakopoulos (EL) Signora Presidente, innanzitutto vorrei dire che condivido appieno le opinioni dell'onorevole Swoboda sulle prospettive di adesione della Croazia. In secondo luogo, per quanto riguarda la relazione dell'onorevole Meijer sull'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, ringrazio il relatore per la sua disponibilità ad avviare i colloqui. Esorto tuttavia il governo e le forze politiche della FYROM a guardare al futuro e a compiere gli sforzi necessari per trovare una soluzione condivisibile alla questione del nome. La realizzazione di tale obiettivo permetterà all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia di soddisfare il criterio delle relazioni di buon vicinato e spianerà la strada agli ulteriori progressi del paese verso l'adesione all'UE. Vorrei infine avallare la proposta dell'onorevole Swoboda di rinviare la votazione sulla relazione Meijer di circa una settimana per avere il tempo di esaminare con maggiore attenzione gli emendamenti di compromesso che sono stati presentati. Monika Beňová (SK) Sarò molto breve. La relazione del collega, onorevole Swoboda, individua molto chiaramente tutte le questioni che andavano affrontate e, a mio parere, evidenzia con altrettanta chiarezza l'esperienza politica e la professionalità del relatore. In qualità di vicepresidente di un parlamento regionale, vorrei dire che le singole regioni croate sono pronte a entrare a far parte dell'Unione europea. Gli attuali Stati membri stanno affrontando la questione non solo a livello nazionale con il governo croato, ma anche con le regioni della Croazia. A mio avviso, si tratta di una premessa incoraggiante per la partecipazione attiva delle regioni croate alle future politiche UE. Miloslav Ransdorf (CS) Non molto tempo fa Dimitrij Rupel ci aveva rassicurato sulla validità delle azioni intraprese dalla Presidenza slovena nei confronti del Kosovo. Le nostre previsioni si sono avverate: la crisi si è ampliata. In Macedonia, Thaçi ha recentemente provocato il crollo del governo di coalizione e ha chiesto federalizzazione, bilinguismo e riconoscimento della bandiera di Skanderbeg. I separatisti albanesi si comportano in maniera simile nella valle del Preševo, nel sud della Serbia, dove minacciano di boicottare le elezioni. Probabilmente la crisi raggiungerà il Montenegro. A mio avviso, dobbiamo aiutare la Macedonia, offrirle tutto l'aiuto di cui ha bisogno per essere un paese stabile, ma dobbiamo rifiutarci di fornire qualsivoglia aiuto ai separatisti albanesi, perché è evidente che il tentativo decennale di trasformare i terroristi in democratici è completamente fallito. Marios Matsakis (EN) Signora Presidente, la Grecia, paese membro di vecchia data dell'UE, e i suoi 11 milioni di cittadini ritengono che il nome del loro vicino, l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, costituisca un grave e legittimo problema, ed è nostro dovere rispettare tale preoccupazione. E' molto deludente che, sebbene proprio in questo momento la Grecia stia conducendo negoziati sulla questione con l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, alcuni eurodeputati e alcuni governi dell'UE abbiano già preso posizione e stiano inoltre esortando il Parlamento europeo a fare altrettanto, ossia a schierarsi ovviamente a favore dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Questo comportamento non è molto assennato, è sleale e non favorisce la politica di coesione dell'UE né agevola la situazione, poiché non solo renderà il governo dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia più intransigente riguardo alle rivendicazioni sul nome nei negoziati, ma impedirà altresì l'individuazione di una soluzione adeguata per molto tempo ancora. Ljudmila Novak (SL) Anch'io sono lieta che il nostro vicino, la Croazia, abbia sospeso l'attuazione della Zona di protezione ittico-ambientale, ovvero il principale ostacolo al proseguimento dei negoziati. Ciononostante, la Croazia deve essere seriamente avvisata che in seno all'Unione europea rispettiamo gli accordi e non ricorriamo ad azioni unilaterali. Tuttavia, non condivido gli eccessivi elogi che sono stati rivolti alla Croazia per la sospensione della Zona di protezione ittico-ambientale. All'inizio è stata la Croazia a creare il problema e ora le rivolgiamo lodi esagerate perché lo ha sospeso. Questo comportamento non può che incoraggiare il paese a cercare di risolvere altri problemi in maniera analoga. La Croazia è convinta di potere ottenere molto, poiché è consapevole che la sua adesione all'Unione europea gode di un notevole sostegno. La Slovenia ha sempre sostenuto l'adesione della Croazia all'Unione europea; tuttavia, se si considera che questo paese vende terreni di proprietà slovena, non possiamo condividere il suo comportamento in merito a questioni frontaliere irrisolte. Roger Helmer (EN) Signora Presidente, ritengo che questa relazione sia per metà troppo ottimistica. L'anno scorso ho passato una settimana molto intensa in Croazia, impegnato in riunioni con diplomatici, membri del mondo accademico, avvocati, imprenditori e rappresentanti di camere di commercio e mezzi di comunicazione. Ho ottenuto un quadro molto chiaro di un paese privo di un'economia di mercato adeguata e caratterizzato da un'eccessiva ingerenza governativa nelle attività del sistema giudiziario, dei media e delle imprese. Si tratta del cosiddetto capitalismo nepotistico. Il governo spende oltre il 50 per cento del PIL della Croazia. E' tutt'altro che un libero mercato nel senso in cui lo intendiamo noi. La Croazia deve garantire la trasparenza degli appalti pubblici, che sono soggetti a concussione. Deve garantire la piena divulgazione degli interessi nella programmazione delle decisioni, che al momento sono fonte di reddito solo per i funzionari. Disponiamo di un breve periodo per esortare la Croazia ad attuare le riforme prima dell'adesione. Non credo che lo stiamo utilizzando in maniera appropriata. Presidente E' molto significativo che il dibattito su questo argomento abbia suscitato tanto interesse, ma purtroppo erano previsti solo cinque minuti, e sono già passati. Christopher Beazley (EN) Signora Presidente, intervengo per una mozione di procedura. Rispetto appieno la sua decisione di circoscrivere questo dibattito entro un determinato limite temporale, ma forse l'interesse dimostrato dai parlamentari nell'ambito della procedura "catch the eye” potrebbe incoraggiare lei e anche i suoi colleghi a valutare l'ipotesi di prolungare il tempo a disposizione affinché i deputati possano discutere questioni di interesse europeo generale, che quindi non riguardano esclusivamente i membri di una determinata commissione. Sono molte le osservazioni che vorrei esprimere su Macedonia e Croazia, ma non mi è consentito farlo. Le metterò per iscritto e le invierò una copia personale. Presidente Alla luce del grande interesse dimostrato per la questione, abbiamo raddoppiato il tempo di parola. Di norma è di cinque minuti, ma in questa circostanza sono stati assegnati dieci minuti. La sua osservazione è tuttavia molto interessante. Quando riesamineremo i nostri metodi di lavoro potremo prevedere altre agevolazioni simili riguardo agli interventi dei parlamentari. Janez Lenarčič Vorrei innanzitutto esprimere, a nome del Consiglio, il mio consenso sulla dichiarazione del Commissario Rehn, il quale ha affermato che questo è un anno cruciale per il cammino della Croazia verso l'adesione all'Unione europea. Desidero ringraziare nuovamente il relatore, onorevole Hannes Swoboda, per il testo elaborato, in cui ha illustrato molto chiaramente la situazione attuale, il livello di sviluppo raggiunto e le sfide future. Ci auguriamo che la Croazia colga questa occasione e compia rapidi progressi. Il fatto è che i progressi dipenderanno essenzialmente dalla Croazia stessa, nonché dal ritmo e dalla qualità delle riforme che deve portare a termine. Mi preme precisare, onorevole Schmidt, che la Presidenza slovena gestirà l'agenda con la massima responsabilità. La Presidenza slovena sostiene i traguardi raggiunti dalla Croazia principalmente perché compiere i più rapidi progressi possibili verso l'adesione all'Unione europea è importante per il paese, ma anche perché è importante per l'UE e per l'intera regione. La gestione responsabile di questa agenda deve tuttavia basarsi sul quadro negoziale, che è stato concordato con la Croazia, sul partenariato di adesione riveduto recentemente adottato dal Consiglio UE e su altri atti giuridici dell'Unione europea. E' su questa base che ci auguriamo che la Croazia compia progressi quanto più rapidamente possibile, e la Presidenza slovena si adopererà a tal fine. Per quanto riguarda l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia, gli onorevoli Wiersma, Berès e altri hanno citato il rischio dell'instabilità politica nel paese. La Presidenza slovena spera vivamente che tale ipotesi non si verifichi. Un'eventuale crisi politica o la possibile indizione di elezioni parlamentari anticipate rallenterebbero il necessario processo delle riforme per un paio di mesi. Vogliamo che, a prescindere dalle loro appartenenze politiche ed etniche, vengano preservate e rafforzate l'unità dei cittadini dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia nonché la loro identità di vedute sul futuro comune in seno all'Unione europea e alle strutture euroatlantiche. Un elemento altrettanto importante è che, con il ricongiungimento del partito albanese DPA alla coalizione di governo, la situazione politica interna è stata consolidata. Il momento di agire è questo, ma il tempo di cui disponiamo è limitato. Abbiamo tempo solo fino alla prossima relazione della Commissione europea, la relazione periodica sui progressi compiuti, che verrà presentata in autunno. E' importante proseguire il lavoro svolto in quest'ultimo periodo, al quale alla fine dell'anno è stata impressa un'ulteriore accelerazione, soprattutto perché è stato riavviato il dialogo politico e sono stati raggiunti risultati concreti nell'ambito delle riforme. E' stato istituito un Consiglio nazionale per l'integrazione europea ed è stato adottato un piano ambizioso per l'adempimento dei criteri del partenariato di adesione. Occorre proseguire su questa strada. La Presidenza slovena continuerà a fornire all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia un sostegno decisivo lungo questo percorso. Vorrei concludere con la seguente osservazione: la questione della stabilità dei Balcani occidentali e la più rapida integrazione della regione nel quadro europeo devono continuare a figurare tra le principali priorità dell'Unione. La Presidenza slovena ha inserito la questione tra i suoi compiti prioritari. Ci auguriamo che venga accordata la stessa importanza al problema anche in futuro. Di fatto, ogni investimento nel futuro dei Balcani occidentali in Europa è anche un investimento nel futuro dell'Unione europea. Desidero esprimere la mia gratitudine agli Stati membri e agli onorevoli parlamentari per il vasto sostegno accordato alle prospettive europee dei Balcani occidentali nonché per i loro contributi al dibattito odierno. Grazie. Olli Rehn Membro della Commissione. - (EN) Signora Presidente, vorrei innanzitutto ringraziare i deputati per questo dibattito molto significativo, che a mio parere sottolinea l'importanza della prospettiva europea per i Balcani occidentali. Sono state sollevate diverse questioni di rilievo e in questa breve risposta posso commentarne solo alcune. Desidero altresì cogliere l'occasione per ringraziare la Presidenza slovena di avere inserito i Balcani occidentali tra le priorità chiave del suo mandato. Ritengo che la riunione informale dei ministri degli Esteri svoltasi a Brdo, in Slovenia, alcune settimane fa, sia stata molto importante; sicuramente, al pari di questo dibattito, ha impresso nuovo slancio e dinamismo alla nostra politica nei Balcani occidentali. A mio parere, ora siamo sulla strada giusta. La regione ha compiuto progressi costanti negli ultimi due anni e sono certo che, quando sarà possibile gestire bene i principali rischi di instabilità, come le conseguenze del processo sullo status del Kosovo o la fragilità della democrazia in Serbia, la regione avrà un brillante futuro dinanzi a sé, un futuro che è indubbiamente nell'Unione europea. La Presidenza ha già risposto alle osservazioni formulate in merito all'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. Non posso che associarmi a tali affermazioni e dire che quest'anno il paese avrà buone possibilità di compiere uno storico passo avanti se agirà con determinazione e si impegnerà strenuamente ad attenersi ai parametri di adesione. E' incoraggiante che il governo macedone abbia istituito un piano d'azione per il rispetto dei criteri di adesione e un nuovo piano nazionale per l'adozione dell'acquis. Ora desidero esortare il paese ad attuare i propri piani e a spianare così la strada a una raccomandazione positiva da parte della Commissione nel prossimo autunno. Molti di voi hanno fatto riferimento alla liberalizzazione dei visti. Posso informarvi che attualmente la Commissione sta elaborando una tabella di marcia per la liberalizzazione dei visti per l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia. A breve presenteremo una bozza del documento al paese e, poiché l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia ha già compiuto notevoli progressi in molti settori, ad esempio riguardo ai passaporti biometrici, mi auguro che sarà in grado di ottemperare piuttosto rapidamente alle condizioni previste dalla tabella di marcia, realizzando così l'obiettivo di un regime di esenzione dal visto per i propri cittadini. Desidero inoltre comunicarvi che a breve - entro la fine di aprile - presenteremo una tabella di marcia simile per un regime di esenzione dal visto anche per la Serbia, questione che sta molto a cuore ai cittadini comuni di questo paese. Da parte nostra vogliamo agevolare la realizzazione di tale importante obiettivo. Per quanto riguarda la Croazia, prendo atto che una netta maggioranza del Parlamento europeo ha una visione realistica di ciò che il paese deve fare per riuscire a concludere i negoziati di adesione nel corso del 2009. Si tratta di un atteggiamento positivo, poiché i veri amici della Croazia non devono nascondere i problemi sotto il tappeto, ma dire francamente ciò che deve essere fatto e incoraggiare il paese ad attuare le necessarie riforme sul campo e senza indugi. Occorre intensificare gli sforzi in tal senso. L'onorevole Posselt ha chiesto un maggiore impegno da parte della Commissione e posso assicurargli che, quando anche la Croazia soddisferà i parametri di adesione, per l'Esecutivo non sarà assolutamente un problema esaminare le posizioni negoziali nei vari capitoli. L'onorevole Ek si è soffermata sugli aspetti ambientali del sovrasfruttamento della pesca nell'Adriatico e vorrei rispondere a lei e informare voi tutti che il Primo Ministro Sanader ha parlato al Presidente Barroso e a me della sua preoccupazione per un'area speciale nell'Adriatico, la "Jabuka Pomo Pit”, che è un'importante zona di deposito delle uova. La Commissione è fortemente favorevole alla gestione sostenibile degli stock ittici e il Commissario Borg ha profuso grande impegno a favore della questione. La Commissione è disponibile a lavorare su una proposta volta a creare una zona di protezione della pesca nell'Adriatico, conformemente a quanto previsto dal nuovo regolamento sul Mediterraneo. A tal fine occorrerà avviare ulteriori discussioni con Slovenia, Italia e Croazia e, ovviamente, con la Commissione. Infine, l'onorevole Lebech ha citato il modello nordico quale fonte di ispirazione per i Balcani occidentali in termini di cooperazione regionale. Credo che tale funzione sia già stata svolta dal Consiglio nordico, che è stato utilizzato come il modello per il Consiglio di cooperazione regionale per l'Europa sudorientale, situato a Sarajevo, che ora è il forum di cooperazione politica regionale nei Balcani occidentali. Trovo incoraggiante che la cooperazione regionale sia notevolmente migliorata negli ultimi due anni e che sia la Croazia che l'ex Repubblica jugoslava di Macedonia abbiano contribuito attivamente a tale successo. E' stata evidentemente superata una situazione in cui, solo alcuni anni fa, esisteva il considerevole sospetto che la cooperazione regionale costituisse un tentativo di ricreare la Jugoslavia. Si è giunti ora a una nuova comprensione della sua importanza, sia per i vantaggi concreti che permette di ottenere a livello locale - benefici economici, comunicazioni, trasporti, contatti interpersonali - sia perché la cooperazione regionale avvicina i paesi all'Unione europea. In ultima analisi, la cooperazione transfrontaliera è l'essenza dell'Unione europea. Desidero ringraziarvi nuovamente per questo dibattito molto responsabile e significativo e congratularmi con i relatori per gli importanti contributi apportati alla discussione. Presidente Onorevoli colleghi, ho il piacere di porgere il benvenuto in quest'Aula al nuovo Commissario, signora Androulla Vassiliou. Mi permetta di congratularmi con lei per l'assunzione del suo incarico, signora Commissario. Sono certa che potremo contare su una proficua collaborazione in seno al Parlamento europeo. (Applausi) Hannes Swoboda relatore. - (EN) Signora Presidente, il nostro gruppo si congratula con il Commissario per la sua elezione, da noi fortemente sostenuta. Le rivolgiamo i nostri migliori auguri. (DE) Signora Presidente, onorevoli colleghi, grazie per questo dibattito, che è stato estremamente produttivo e costruttivo. Vorrei ricollegarmi a quanto affermato dall'onorevole Schmitt a proposito del 2009. Credo che domani troveremo una soluzione comune, poiché disporre di un'ampia base comune è importante. A che cosa si deve il successo della Croazia? All'ampio consenso raggiunto nel paese e, nonostante un lieve disaccordo in merito alla composizione della commissione parlamentare mista UE-Croazia, in futuro verrà auspicabilmente risolto anche questo problema. Il suo successo si deve anche all'effettivo consenso raggiunto con i vicini - benché talvolta il paese abbia dovuto sforzarsi per giungere a tale risultato - come ad esempio è avvenuto nel caso della zona di pesca. Pertanto - se ora posso istituire un parallelo con la Macedonia - vorrei rivolgere un appello molto chiaro ai nostri omologhi macedoni affinché imparino da questo esempio, cercando di giungere a un consenso a livello nazionale e anche con i loro vicini. Ovviamente è facile gettare benzina sul fuoco in questa sede e, come l'onorevole Beer, comportarsi da grande avvocato. Tuttavia, come hanno affermato l'onorevole Pack e molti altri, è necessaria un'azione da parte di entrambi i paesi - Grecia e Macedonia -, e questo deve avvenire nei prossimi giorni. A questo punto l'innesco di una crisi politica interna sulla questione non sarà di alcun aiuto alla Macedonia. Ostacolerà il percorso di adesione all'UE e impedirà l'individuazione di una soluzione con la Grecia. Da qui il collegamento con la Croazia di cui ho parlato. Il successo della Croazia è merito di tre ottimi governi - compresi i governi Račan e Sanader - che hanno davvero compiuto notevoli passi avanti e hanno anche modificato le loro posizioni quando erano in gioco gli "interessi nazionali”. Rinnovo dunque l'appello a creare questo terreno comune in Croazia, l'appello ad attuare un tentativo analogo anche in Macedonia e l'appello alla Presidenza a continuare a seguire la linea adottata nelle ultime settimane, ossia a compiere progressi per la regione nel suo complesso. Sono convinto, signor Commissario, che la Commissione farà tutto il possibile per ultimare i negoziati nel 2009. Erik Meijer relatore. - (NL) Signora Presidente, ho notato che in seno all'Assemblea regna un grande consenso sulla Macedonia. Occorre avviare i negoziati e risolvere la divergenza di opinioni sul nome con la Grecia. A parte Stoyanov, che con ogni probabilità ricorda i tempi in cui, nell'ambito del Trattato di Santo Stefano del 1878, la Macedonia faceva originariamente parte della Bulgaria, tutti, Grecia compresa, vogliono che questo paese entri a pieno titolo nell'Unione europea. Finora entrambi i paesi hanno abilmente illustrato l'impegno di vecchia data dell'altra parte. La Grecia auspica che la Macedonia modifichi il suo nome costituzionale e fino al 2 aprile la Macedonia sperava che la Grecia non ostacolasse la sua adesione all'UE. Nessuna delle due parti riesce a capire che tutto ciò è assolutamente incomprensibile agli altri europei. Entrambe le parti vogliono che questo allargamento dell'Unione europea vada a buon fine, ma al tempo stesso contribuiscono a ritardarlo ulteriormente. Ora sembra di assistere al gioco di chi farà la prima mossa. Se nessuno prenderà l'iniziativa, l'allargamento da tutti auspicato subirà una temporanea battuta d'arresto. Condivido le affermazioni degli onorevoli Kacin e Pinior secondo cui non dobbiamo aspettare la presentazione di relazioni successive, bensì cogliere la prima buona occasione per avviare i negoziati con la Macedonia. Signora Presidente, vorrei concludere il mio intervento in questa discussione congiunta su due paesi candidati con un'osservazione sulla Croazia per la quale il mio gruppo non ha richiesto un tempo di parola distinto. La Croazia voleva entrare nell'UE all'inizio del 2009, ma lo farà nel 2010 o nel 2011. La principale questione irrisolta è il problema dell'industria cantieristica sulla costa adriatica. Il 29 aprile la delegazione del Parlamento europeo in Croazia visiterà non a caso i cantieri navali di Rijeka. A parere del mio gruppo, non dobbiamo rivolgere alla Croazia richieste che la popolazione potrebbe percepire come problemi irrisolvibili e che potrebbero rendere l'adesione del paese all'Unione europea inutilmente controversa. In sintesi, cerchiamo di promuovere i progressi di entrambi i paesi verso l'adesione all'Unione europea in modo tale che, fra qualche anno, sia possibile accogliere tra noi sia la Croazia che la Macedonia. Presidente La discussione è chiusa. La votazione si svolgerà domani alle 11.00. Roberta Alma Anastase per iscritto. - (RO) Credo che dal dibattito sulla relazione 2007 sui progressi compiuti dall'ex Repubblica jugoslava di Macedonia debbano emergere due conclusioni fondamentali: la necessità che il paese continui a compiere costanti e netti progressi verso l'integrazione nelle strutture europee e transatlantiche e l'importanza di promuovere la generazione dei giovani in questa repubblica. La prospettiva europea e transatlantica dell'ex Repubblica jugoslava di Macedonia viene unanimemente riconosciuta e la relazione 2007 accoglie con favore gli sforzi compiuti in tale direzione. Vorrei tuttavia ribadire l'importanza di proseguire queste riforme. Mi auguro inoltre che il rispetto dei diritti delle minoranze etniche e nazionali continui a figurare tra le priorità del governo macedone affinché sia possibile garantire un solido sistema di protezione di tutte le comunità, compresa la popolazione di lingua rumena. Infine, vorrei sottolineare la necessità di promuovere la generazione dei giovani in questa repubblica. E' indispensabile fornire loro tutte le condizioni necessarie per un'istruzione di alta qualità nello spirito del dialogo interculturale e della tolleranza reciproca. La mobilità e la libera circolazione dei giovani macedoni devono figurare tra le priorità fondamentali delle relazioni tra questo paese e l'UE. Iles Braghetto per iscritto. - Abbiamo approvato oggi la relazione Swoboda sulla Croazia, in vista della sua adesione. A nome dei pescatori di tutto l'Adriatico, non posso che rallegrarmi per la decisione di questo paese candidato di non applicare la Zona di protezione ecologica e di pesca (ZERP) nell'Adriatico agli Stati membri dell'Unione. Se tale situazione fosse rimasta inalterata, ci saremmo trovati davanti ad un iniquo trattamento, completamente discriminatorio, fra i pescatori croati e quelli dei paesi membri della UE. Ha vinto quindi il principio "pacta sunt servanda”, ha vinto la diplomazia, ha vinto il buonsenso. Ha vinto, ancora una volta, la volontà di lasciare da parte prese di posizione volte a tutelare interessi nazionalistici a favore dell'adesione ai principi condivisi dell'Unione europea. Gábor Harangozó per iscritto. - (EN) Senza dubbio, dall'avvio dei negoziati di adesione la Croazia ha compiuto sforzi innegabili per rispettare i requisiti dell'acquis comunitario. Siamo davvero lieti di constatare che sono stati aperti alcuni nuovi capitoli negoziali. L'adesione della Croazia deve diventare un modello per tutti gli altri paesi candidati e potenziali candidati dei Balcani occidentali. Nonostante i notevoli sforzi compiuti dalla Croazia al fine di rispettare gli standard UE, restano ancora alcune aree alle quali occorre prestare attenzione, come la lotta alla corruzione e alla criminalità organizzata, la cooperazione con il Tribunale penale internazionale, la lotta contro tutte le forme di discriminazione (in particolare nei confronti dei rom e delle minoranze nazionali), l'onesta gestione dei fondi comunitari, le misure di protezione ambientale e la riforma dell'amministrazione pubblica. Si tratta di aspetti fondamentali, poiché ulteriori sviluppi nelle suddette aree apporterebbero sicuramente maggiore stabilità al paese e alla regione nel suo complesso. E' evidente che la stabilizzazione dei Balcani occidentali attraverso il processo di europeizzazione deve continuare a figurare tra gli obiettivi prioritari fondamentali, per cui il perfezionamento dell'adesione della Croazia costituirà senza dubbio un importante passo avanti. Tunne Kelam per iscritto. - (EN) Questa è un'incoraggiante relazione sui progressi compiuti dalla Macedonia. La chiave di tali progressi è il rinnovato consenso politico raggiunto tra le varie parti. Tale consenso ha agevolato in ampia misura l'adesione del mio paese, l'Estonia, all'Unione europea. La stabilizzazione delle relazioni interetniche, le riforme finanziarie e un'efficace lotta alla criminalità organizzata e alla corruzione sono solo alcuni degli importantissimi progressi compiuti. Ci auguriamo che, nel garantire i diritti delle minoranze, l'autonomia allargata venga al contempo utilizzata in maniera responsabile per consolidare lo Stato macedone nel suo complesso. Dobbiamo congratularci con la Macedonia anche per avere mantenuto relazioni di buon vicinato sia con il Kosovo che con la Serbia. L'ingresso dei cittadini macedoni nei paesi dell'UE è diventato un problema urgente. Dobbiamo applicare quanto prima le stesse regole di agevolazione dei visti in vigore per la Croazia. Alla luce degli impressionanti progressi compiuti dalla Macedonia, raccomando vivamente alla Commissione di avviare i negoziati di adesione già nel 2008. Infine, esorto gli amici greci a dare prova di buona volontà e di flessibilità affinché sia possibile giungere a un compromesso ragionevole che permetta alla Macedonia di liberarsi dalla stigmatizzazione dello Stato federale comunista di Tito. Rareş-Lucian Niculescu per iscritto. - (RO) Vorrei formulare un'osservazione sul Vertice NATO, svoltosi di recente in Romania, e sulle implicazioni delle decisioni adottate in merito ad alcune questioni comunitarie. Contestualmente ad altre decisioni importanti, si è stabilito che Bosnia-Erzegovina e Montenegro, al pari della Serbia, beneficeranno di una maggiore cooperazione con la NATO. E' stato altresì deciso che, quando saranno pronte, Ucraina e Georgia riceveranno il piano d'azione per l'adesione tramite una procedura semplificata. Queste decisioni sono salutari per l'Unione europea: l'intensificazione del dialogo e il piano d'azione apporteranno tra l'altro una maggiore democrazia e una maggiore democrazia ai confini orientali ridurrà l'entità delle sfide nell'ambito degli affari interni. Una maggiore democrazia e la riforma delle istituzioni nei paesi vicini, come l'Ucraina, comporteranno una maggiore protezione alle frontiere esterne, un maggiore controllo della criminalità organizzata e segneranno un ulteriore passo avanti nella diffusione dei valori su cui si fonda l'Unione europea. Bogusław Rogalski per iscritto. - (PL) La Croazia ha compiuto sforzi efficaci per superare le divisioni esistenti e realizzare la riconciliazione tra i popoli, che è uno degli obiettivi dell'adesione all'Unione europea. L'adesione della Croazia all'Unione europea avrà enormi conseguenze a livello regionale e fungerà da banco di prova per gli impegni assunti dall'UE nei confronti dei Balcani occidentali. Il notevole impegno della Croazia nei negoziati di adesione è un segnale positivo, come dimostra l'ampio numero di capitoli negoziali aperti. Vale anche la pena di sottolineare che la Croazia ha compiuto progressi notevoli nella maggior parte dei settori coperti dalla legislazione comunitaria. Tuttavia, affinché sia possibile portare avanti le riforme, è necessario un immenso e costante impegno che consenta di superare i problemi esistenti nei singoli settori. Per favorire l'integrazione, occorre stilare un elenco dei fondi necessari a fini agevolativi. E' particolarmente importante accelerare il processo volto ad aumentare i poteri amministrativi al fine di introdurre nuovi regolamenti. Occorre altresì accelerare il processo di riforma dell'amministrazione pubblica a livello di autorità locali e regionali. L'amministrazione della giustizia è un altro settore che deve essere soggetto a una riforma fondamentale. Tra i principali traguardi raggiunti dalle autorità croate figurano i continui sforzi compiuti per un imparziale svolgimento dei processi per i crimini di guerra da parte dei tribunali nazionali. I miglioramenti riscontrati nell'economia croata e le riforme attuate nel settore della protezione ambientale sono ulteriori conquiste del governo croato che agevolano il processo di adesione. La relazione sui progressi compiuti dalla Croazia nel 2007 suffraga la convinzione secondo cui questo paese, attuando gli obiettivi che è chiamato a realizzare, stia adottando un approccio attivo al processo di adesione. Toomas Savi per iscritto. - (EN) Signor Presidente, accolgo con favore i progressi compiuti dalla Croazia al fine di concludere i negoziati di adesione nel 2009. La graduale integrazione delle ex repubbliche jugoslave è fondamentale per la stabilità della regione dei Balcani occidentali. Nonostante il lavoro da svolgere sia ancora molto, specialmente nelle aree dei diritti delle minoranze, delle questioni frontaliere e della riforma giudiziaria, la Croazia deve continuare energicamente a impegnarsi per ottenere al più presto l'adesione all'UE conformemente ai criteri di adesione. La futura adesione della Croazia è un logico passo successivo da compiere, dopo l'adesione della Slovenia nel 2004, per accrescere il coinvolgimento dell'UE nella regione e incoraggiare la vicina Bosnia-Erzegovina e gli altri paesi dei Balcani occidentali a proseguire con il consolidamento della democrazia. Per gestire meglio il processo, la regione dei Balcani occidentali deve seguire l'esempio del Consiglio nordico. La Presidenza slovena e la prossima Presidenza francese devono fornire alla Croazia tutto il sostegno necessario al superamento degli ultimi ostacoli verso l'adesione all'Unione europea. Iuliu Winkler per iscritto. - (HU) L'allargamento e l'integrazione di nuovi Stati membri costituiscono la politica estera più riuscita dell'Unione europea. La prossima fase di questa politica deve comportare l'adesione della Croazia all'Unione europea nell'immediato futuro. Gli ungheresi etnici della Romania prestano ovviamente grande attenzione ai conflitti etnici che avvengono nel mondo e anche noi abbiamo seguito quanto accaduto nella storia recente dell'ex Jugoslavia. La maggiore lezione da trarre dalla sua storia recente è che l'intolleranza da parte della maggioranza, l'impazienza etnica e l'estremismo nazionalista possono determinare facilmente la conflagrazione di una regione. La Croazia rappresenta un modello per la regione, in termini di sviluppo sia politico che economico, dalla fine delle guerre jugoslave. L'adesione della Croazia all'Unione europea non deve essere ritardata; il sostegno degli Stati membri a favore dell'allargamento non deve affievolirsi. Dobbiamo fornire la prospettiva dell'adesione all'Unione europea all'intera regione dei Balcani, Serbia e Kosovo compresi. La rapida adesione della Croazia all'Unione europea favorirà la coesistenza pacifica tra i popoli dell'Europa sudorientale e contribuirà alla stabilità e allo sviluppo della regione. Con il suo recente passato esemplare, la Croazia ha dimostrato di essere parte integrante della famiglia europea. Bernard Wojciechowski per iscritto. - (EN) Secondo i dati di Eurostat, il PIL pro capite croato è pari al 53 per cento della media UE. La crescita del PIL della Croazia è pari al 6 per cento. E' evidente che il suo PIL pro capite è superiore a quello di Romania e Bulgaria e, in tutta onestà, è vergognoso che alla Croazia non sia stata concessa l'opportunità di aderire all'Unione europea assieme a questi due paesi. Nel corso dei secoli, la Croazia ha apportato molti contributi al panorama culturale del nostro continente. Facciamo in modo di non ostacolare il suo sviluppo e garantiamo che la sua adesione avvenga al più tardi nel 2009.

Esecuzione effettiva delle decisioni giudiziarie nell'Unione europea: la trasparenza del patrimonio del debitore (breve presentazione) Presidente L'ordine del giorno reca una breve presentazione della relazione presentata dall'onorevole Gill, a nome della commissione giuridica sull'esecuzione effettiva delle decisioni giudiziarie nell'Unione europea: la trasparenza del patrimonio del debitore. Neena Gill Signor Presidente, il documento consultivo della Commissione sul patrimonio del debitore cela la preoccupazione che il pagamento tardivo o il mancato pagamento dei debiti possano minare gli interessi delle imprese e dei consumatori. Questo è particolarmente vero quando il creditore e le autorità esecutive non dispongono di informazioni relative al luogo in cui si trovano il debitore o il suo patrimonio. Il problema può essere risolto qualora il debitore custodisca il proprio patrimonio all'interno dell'Unione e sia, di conseguenza, possibile rintracciarlo e intraprendere un'azione legale. Nella sua relazione, la Commissione suggerisce l'approntamento di un manuale dei diritti e delle pratiche nazionali in tema di esecuzione e ha messo in evidenza la possibilità di migliorare l'accesso ai registri pubblici dello stato civile. La Commissione, inoltre, considera l'opportunità di facilitare l'accesso delle autorità preposte all'esecuzione ai registri dell'amministrazione fiscale e della scurezza sociale. La proposta prevedeva un miglioramento della cooperazione fra le autorità pubbliche preposte all'esecuzione, nonché, in ultima istanza, l'introduzione di una dichiarazione patrimoniale europea, possibilmente supportata da sanzioni, che obblighi i debitori a rendere noto tutto il loro patrimonio nello Spazio giudiziario europeo. Nella mia relazione, così come è stata approvata dalla commissione, ritengo che i creditori potrebbero trarre vantaggio dall'introduzione di una procedura semplice e flessibile, che potrebbe rivelarsi efficace in tuta l'Unione europea, al fine di ottenere misure provvisorie nella forma di un'ordinanza di divulgazione delle informazioni relative al patrimonio che potrebbe formare oggetto di misure di esecuzione di una sentenza. Queste misure potrebbero assumere la forma di un'ordinanza di pagamento intermedio, che garantirebbe al creditore il pagamento immediato in attesa della risoluzione della controversia. La relazione chiede, inoltre, uno studio del funzionamento degli attuali sistemi nazionali, facendo un confronto fra i paesi di common-law come il Regno Unito e altre giurisdizioni europee, e uno studio sull'eventuale miglioramento dei meccanismi esistenti. La relazione, inoltre, mette in evidenza la necessità di individuare le aree in cui una maggiore cooperazione con gli Stati membri potrebbe contribuire positivamente e di analizzare come le proposte avanzate possono coesistere con la legislazione esistente in materia di protezione dei dati e dei diritti umani. Ci siamo adoperati per redigere la relazione sulla base di questi orientamenti e i compromessi raggiunti dalla commissione hanno già appianato alcune delle divergenze esistenti fra i sistemi giuridici dei vari Stati membri. Gran parte delle parti inserite intendono rendere la proposta più trasparente e più semplice per il creditore. Sarà, di conseguenza, necessario garantire che il manuale dei diritti e delle pratiche nazionali in tema di esecuzione proposto venga costantemente aggiornato e che le relative informazioni siano facilmente utilizzabili nonché scritte in un linguaggio facilmente comprensibile. Sarà, inoltre, fondamentale non sostituire, bensì collaborare con i tribunali nazionali. Per raggiungere questo obiettivo, la legislazione in materia dovrà limitarsi esclusivamente ai casi di natura transfrontaliera. Ciò premesso, l'applicazione della legge garantirà interventi efficienti e proattivi. La relazione, nel suo complesso, aiuterà notevolmente le piccole imprese e gli imprenditori a superare il loro più grande ostacolo, ovvero la mancanza di risorse che consentano loro di rintracciare i debitori e di intraprendere un'azione legale contro di essi. Le piccole imprese sono le più colpite dai fenomeni di inadempienza nei pagamenti. Se questo dissuadesse le società a lavorare con l'estero, sarebbe una vera minaccia per il funzionamento stesso del mercato unico. In questo momento così difficile, è fondamentale proteggere le attività delle piccole imprese, poiché rappresentano notevole gran parte della nostra economia. Vorrei ringraziare la segreteria della commissione giuridica per il grande sostegno offerto a questa relazione. Mi preme ringraziare, inoltre, i colleghi degli altri gruppi, per le loro proposte costruttive. L'obiettivo fondamentale è, a mio avviso, presentare tempestivamente questa legislazione. Chiedo alla Commissione di intervenire rapidamente sulle raccomandazioni del Parlamento. Gli interventi effettuati dagli Stati membri in risposta alla crisi devono essere, per la maggior parte, indirizzati alle imprese su larga scala. Joe Borg Signor Presidente, sono lieto di avere l'occasione di esprimere le preoccupazioni del Parlamento relative al recupero transfrontaliero dei crediti. Vorrei ringraziare l'onorevole Gill per la sua relazione. Qual è la posta in gioco? Sia il Parlamento che la Commissione ritengono che i problemi del recupero transfrontaliero dei crediti possono costituire un grave ostacolo alla libera circolazione delle ordinanze di pagamento nell'Unione europea e possano impedire l'accesso alla giustizia. Questo è fondamentale, inoltre, per la sopravvivenza delle piccole imprese nella situazione economica attuale. In questo contesto e conformemente ai principi di proporzionalità e sussidiarietà, quali dovrebbero essere, dunque, gli obiettivi dell'Unione europea? L'UE dispone di moltissime misure per garantire l'accesso alla giustizia nelle controversie transnazionali e per facilitare la libera circolazione delle decisioni in ambito civile e commerciale all'interno dell'Unione. Non vi è alcun dubbio che, come previsto dal programma dell'Aia sul riconoscimento reciproco, sarebbe effettivamente più semplice garantire l'esecuzione delle decisioni giudiziarie all'interno dell'Unione se fosse possibile ottenere informazioni accurate relative alla situazione finanziaria dei debitori. Nel mese di marzo del 2008, la Commissione ha pubblicato un Libro verde sulla trasparenza del patrimonio del debitore. Tutte le relative risposte, incluso un breve riassunto, sono disponibili online. La maggior parte degli intervistati ha convenuto sulla necessità di adottare misure a livello comunitario atte ad aumentare la trasparenza del patrimonio del debitore, sebbene le opinioni divergano rispetto agli interventi pratici. Vorrei ringraziare il Parlamento per aver presentato una risposta tanto dettagliata al Libro verde. La relazione è scettica nei confronti delle proposte avanzate nel Libro verde, poiché individua come problema fondamentale la mancanza di scrupoli dei debitori recalcitranti. La relazione affronta in modo particolare le questioni relative alla protezione dei dati e alla privacy nell'ottenimento di informazioni sulla situazione finanziaria degli individui. A questo proposito la Commissione si impegna a proteggere la privacy e i dati personali dei cittadini. La relazione, invece, chiede la pubblicazione di elenchi nazionali di avvocati stranieri che esercitano in altri Stati membri per aiutare i creditori e suggerire una misura provvisoria a livello comunitario. Intendo comunicare al Parlamento che il miglioramento dell'esecuzione pratica delle sentenze sarà fra le priorità fondamentali della Commissione nell'ambito del futuro programma di Stoccolma nell'area della giustizia, della libertà e della sicurezza per il periodo 2010-2014, che la Commissione presenterà nel 2009. La Commissione non ha ancora programmato alcuna misura legislativa in termini di follow-up al Libro verde. In conclusione, alla luce dei primi risultati del processo di consultazione, la Commissione ritiene che questa proposta - ovvero l'elaborazione di un manuale dei diritti e delle pratiche nazionali in tema di esecuzione, per migliorare l'accesso ai registri pubblici e commerciali, per migliorare la cooperazione fra le autorità preposte all'esecuzione e per elaborare una dichiarazione patrimoniale europea obbligatoria del debitore - è il primo passo per il raggiungimento dei nostri obiettivi. Ovviamente, a questo proposito, la Commissione eseguirà attente considerazioni sulla risoluzione del Parlamento in merito alle questioni incluse in questa relazione. Presidente La discussione è chiusa. La votazione si svolgerà mercoledì 22 aprile 2009.

Umsetzung der europäischen Sicherheitsstrategie im Kontext der ESVP (Aussprache) Der Präsident Als nächster Punkt folgt der Bericht von Karl von Wogau im Namen des Ausschusses für auswärtige Angelegenheiten zur Umsetzung der europäischen Sicherheitsstrategie im Kontext der ESVP. Karl von Wogau Berichterstatter. - Herr Präsident, verehrte Kollegen! Herr Präsident, zunächst möchte ich Sie darauf aufmerksam machen, dass mir der Kollege Dimitrakopoulos seine zwei Minuten Redezeit überlassen hat, sodass ich in der glücklichen Lage bin, über sieben Minuten Redezeit zu verfügen. Wir sprechen über die Sicherheitsstrategie der Europäischen Union, die am 12. September 2003 von den Staats- und Regierungschefs auf Vorschlag des hohen Beauftragten Solana beschlossen wurde. Die Grundzüge dieser Sicherheitsstrategie sind nach wie vor aktuell, aber wir müssen auch feststellen, dass sich die geopolitische Lage in dieser Zeit verändert hat, dass hier andere Schwerpunkte zu setzen sind, und deswegen fordern wir in diesem Bericht, dass der Rat dem Europäischen Parlament einmal in jeder Wahlperiode einen Bericht über die Sicherheitsstrategie der Europäischen Union vorlegt, der dann in den nationalen Parlamenten und im Europäischen Parlament diskutiert werden kann. So ist es auch in den Vereinigten Staaten. Auch dort findet in jeder Legislaturperiode einmal eine derartige zentrale Berichterstattung statt, und deswegen könnte eine derartige Einrichtung bei uns auch dazu beitragen, dass der transatlantische Dialog in diesen Fragen intensiviert wird. Wir setzen ja in der Strategie in Bezug auf die europäische Sicherheit andere Akzente, als die Vereinigten Staaten das derzeit tun. Wir setzen auf eine multipolare Weltordnung. Solana nennt das effektiven Multilateralismus. Wir setzen nicht auf Koalitionen von Willigen, sondern wir setzen auf die Charta der Vereinten Nationen und auf die internationalen Organisationen. Wenn wir mit dieser Strategie Erfolg haben wollen, müssen wir uns auch darüber im Klaren sein, dass es uns nur gelingen wird, wenn es uns auch gelingt, die Effizienz der internationalen Organisationen zu verbessern. Der Bericht enthält des Weiteren einen Vorschlag für eine neue Definition des nächsten Zieles, das wir anstreben sollen, und zwar die Sicherheits- und Verteidigungsunion. Die Sicherheits- und Verteidigungsunion, das ist auch etwas, was die Bürger der Europäischen Union wollen, denn 70 % der Bürger der Europäischen Union wollen nach Meinungsumfragen, dass die Europäische Union Zuständigkeiten für die Sicherheits- und Verteidigungspolitik und für ihre Sicherheit erhält. Das erwarten die Bürger von der Europäischen Union. Was aber ist eine Sicherheits- und Verteidigungsunion? Dazu gehören einige Elemente wie beispielsweise der Europäische Außenminister, so wie er in dem Verfassungsentwurf vorgeschlagen ist. Wir schlagen zusätzlich einen stellvertretenden Außenminister vor, der auch für Fragen der Verteidigung zuständig sein soll. Warum? Ich bin - derzeit noch - Vorsitzender des Unterausschusses des Europäischen Parlaments für Sicherheit und Verteidigung. Aber mir fehlt ein Ansprechpartner auf der Seite der Exekutive. Das kommt auch darin zum Ausdruck, dass hier auf der Ratsbank niemand Platz genommen hat. Wir brauchen bei der Exekutive einen Ansprechpartner in diesen Fragen, die sich entwickeln. Deswegen unsere Forderung nach einem stellvertretenden Außenminister. Dazu gehört auch - das steht nicht in diesem Bericht, aber ich weiß, dass Elmar Brok darauf achtet - ein gemeinsamer diplomatischer Dienst und eine gegenseitige Beistandsverpflichtung, wie sie in dem Verfassungsentwurf vorgeschlagen ist, wie sie aber auch bereits in dem Brüsseler Vertrag enthalten ist - der Grundlage der Westeuropäischen Union. Mein persönlicher Vorschlag wäre, dass wir dieses Projekt einer Sicherheits- und Verteidigungsunion in den Mittelpunkt stellen sollten, wenn wir versuchen werden, den Verfassungsprozess wieder anzustoßen. Ich bin davon überzeugt, dass es leichter ist, die Menschen davon zu überzeugen, dass sie eine gemeinsame Sicherheits- und Verteidigungspolitik wollen, als ihnen noch einmal zu erklären, was eine Verfassung ist. In der Vergangenheit waren wir immer dann erfolgreich, wenn wir zuerst gesagt haben, was wir tun wollen, und dann daraus abgeleitet haben, welche Institutionen und welche institutionellen Änderungen notwendig sind. Darum glaube ich, dass es sinnvoll wäre, dieses Projekt in den Mittelpunkt des Verfassungsprozesses zu stellen. Wir haben heute Truppen unter dem Kommando der Europäischen Union. Sie stehen in Bosnien-Herzegowina und im Kongo. Ab Anfang des Jahres 2007 werden wir in jedem Halbjahr zwei Gefechtsverbände zur Verfügung haben, auf Englisch haben sie den schönen Namen battle groups, das sind diese Gefechtsverbände, die kurzfristig zur Verfügung stehen sollen. Hier gibt es eine besondere Verantwortung der Europäischen Union und des Europäischen Parlaments, nämlich für die Soldaten, die wir dorthin schicken - in den Kongo, nach Bosnien-Herzegowina und an andere Orte -, damit sie nicht unnötigen Risiken ausgesetzt werden. Unnötige Risiken entstehen für Soldaten immer dann, wenn die Ausrüstung oder die Führungsstruktur nicht adäquat ist. Deswegen machen wir in dieser Beziehung in diesem Bericht Vorschläge zur Beseitigung der Defizite, die wir in Bezug auf Aufklärung haben - wie ich sie gerade wieder im Kongo feststellen konnte. In Bezug auf Telekommunikation und in Bezug auf Land- und Seetransporte hat die Europäische Union immer noch wesentliche Defizite. Vor allem brauchen wir aber eine wirksame demokratische Kontrolle. Zur demokratischen Kontrolle gehört aber Information und Konsultation. Hieran fehlt es oft noch. Wir werden nicht ausreichend informiert über das, was auf Ratsseite geplant wird. In der Interinstitutionellen Vereinbarung steht, dass wir konsultiert werden sollen und das findet nur außerordentlich zögerlich statt. Fragen der Sicherheit, Fragen von Krieg und Frieden sind Fragen, die man nicht den Generälen überlassen darf. Man darf sie aber auch nicht der Exekutive allein überlassen, sondern hier brauchen wir die demokratische Kontrolle durch Parlamente, die vom Volk gewählt sind, also die nationalen Parlamente und das Europäische Parlament. Margot Wallström Vizepräsidentin der Kommission. (EN) Die Kommission begrüßt diesen umfassenden Bericht, in dem hervorgehoben wird, welche Bedeutung das Europäische Parlament der Europäischen Sicherheitsstrategie sowie generell dem Bereich der Sicherheit beimisst. Wie Sie wissen, hat die Kommission in diesem Bereich nicht die Federführung inne, wir leisten allerdings einen wichtigen Beitrag zur Sicherheit in Krisenfällen. Ich stimme mit dem Berichterstatter überein, dass wir angesichts der heutigen Sicherheitslage ein umfassendes Sicherheitskonzept benötigen und dass der äußeren wie auch der inneren Sicherheit auf angemessene Weise Rechnung getragen werden muss. Wir müssen uns aller verfügbaren zivilen wie militärischen Instrumente der Mitgliedstaaten oder der Union bedienen, um unsere Zielsetzungen im Sicherheitssektor verwirklichen zu können. Und, wie aus der Kommissionsmitteilung vom vergangenen Juni mit dem Titel "Europa in der Welt" hervorgeht, müssen wir mit Hilfe eines pragmatischen und kooperativen Ansatzes für mehr Kohärenz, Effizienz und Sichtbarkeit sorgen. Ich möchte Ihnen versichern, dass die Kommission auch weiterhin mit dem Rat unter voller Achtung unserer jeweiligen institutionellen Zuständigkeiten zusammenarbeiten wird. Die jüngsten Bemühungen der Mitgliedstaaten, der Kommission und des Sekretariats des Rates, innerhalb der EU eng bei der Verwirklichung der Zielsetzungen der Europäischen Sicherheitsstrategie zusammenzuarbeiten, stimmen mich optimistisch. Ich möchte einige Beispiele nennen: die Entwicklung der Konzepte für die Reform des Sicherheitssektors, Entwaffnung, Demobilisierung und Wiedereingliederung sowie konkrete Maßnahmen in Afghanistan und in der Demokratischen Republik Kongo; die Mission zur Unterstützung des Grenzschutzes in Rafah und in der Republik Moldau und die geplante Kosovo-Mission. Die mit der Finanziellen Vorausschau 2007-2013 eingeführten neuen Instrumente werden zu einer besseren Koordinierung beitragen. Insbesondere das Stabilitätsinstrument mit seiner kurz- und langfristigen Ausrichtung wird uns dabei helfen, flexibel auf neue Aufgaben zu reagieren, und gleichzeitig Ihren Forderungen nach einer besseren parlamentarischen Überwachung im Sicherheitssektor entgegenkommen. Die Kommission hat sich für die Entwicklung politischer Strategien eingesetzt, um den wichtigsten Sicherheitsgefahren entgegenzuwirken und einen effektiven Multilateralismus voranzubringen. Neben anderen Bereichen hat sich die Kommission bei ihrer Arbeit auf die Nachbarschaftspolitik, die Wirksamkeit der Entwicklungs-, der humanitären Hilfe und des Katastrophenschutzes konzentriert. Wir haben aus unseren bisherigen Erfahrungen gelernt und werden in Kürze Vorschläge für eine gestärkte ENP vorlegen. Zudem werden im Bericht die verschiedenen Initiativen der Kommission bei der Reaktion auf Katastrophen und Krisen, u. a. auf gesundheitliche Krisensituationen, angesprochen. Im Bericht werden die Bemühungen der Kommission um die Schaffung eines europäischen Marktes für Verteidigungsgüter sowie insbesondere die geplanten Initiativen zur Rüstungsbeschaffung und zur innergemeinschaftlichen Versendung begrüßt. Wir sind dem Parlament für seine anhaltende Unterstützung in diesem sensiblen Bereich ausgesprochen dankbar. Wenn wir hier Fortschritte machen, wird dies zu einer Steigerung der Wettbewerbsfähigkeit der europäischen Industrie und zur Entwicklung der militärischen und zivilen Fähigkeiten im Rahmen der politischen Strategien der Gemeinschaft beitragen. Unser besonderer Dank gilt dem Parlament für seine Unterstützung bei der Sicherheitsforschung und Raumfahrtpolitik, zwei Bereichen, die bereits spezifische thematische Schwerpunkte im Siebten Rahmenprogramm bilden. Wir stimmen voll darin überein, dass Forschung ein wichtiger Faktor für die Wettbewerbsfähigkeit ist. In diesen Sektoren arbeitet die Kommission eng mit der Europäischen Verteidigungsagentur zusammen, um sicherzustellen, dass sich die Maßnahmen zum Kapazitätsaufbau und zur Stärkung der industriellen Basis in Europa ergänzen und Synergien aufweisen. Gemeinsam übernehmen die Kommission und die Europäische Verteidigungsagentur eine Schlüsselrolle, wenn es darum geht, von einem nationalen zu einem europäischen Ansatz überzugehen und eine Annäherung zwischen der Sicherheits- und der Verteidigungsindustrie zu ermöglichen. Wir werden uns dabei innerhalb der Grenzen des geltenden institutionellen Rahmens und der eindeutigen politischen Standpunkte zur zivilen und militärischen Forschung bewegen und dem zivilen Charakter des Europäischen Programms für Sicherheitsforschung umfassend Rechnung tragen. Abschließend möchte ich hervorheben, dass die Berichte des Parlaments wie auch die Zusammenkünfte des Ausschusses für auswärtige Angelegenheiten mit den entsprechenden Ausschüssen der nationalen Parlamente und die öffentlichen Anhörungen ausgesprochen willkommen sind. Bei unseren Bemühungen, die Strategien an sich verändernde Gegebenheiten anzupassen, können regelmäßige Bestandsaufnahmen hilfreich sein. Die Kommission trägt zu diesen Debatten gerne mit ausführlichen Informationen über ihre Aktivitäten im Rahmen der unionsweiten Anstrengungen bei. Elmar Brok im Namen der PPE-DE-Fraktion. - Herr Präsident, Frau Vizepräsidentin! Ich möchte mich bei Ihnen, Frau Vizepräsidentin, bedanken, dass Sie hier sind und damit dokumentieren, dass aus der Sicht der Kommission die Sicherheits- und Verteidigungspolitik eine wichtige Frage ist. Die Abwesenheit des Rates in dieser Frage zeigt - wenn ich es positiv auslege -, dass die finnische Ratspräsidentschaft mit der Aufhebung der Säulenstruktur, auf dem Wege ist zu akzeptieren, dass auch die Sicherheits- und Verteidigungspolitik in den Gemeinschaftsbereich übereignet worden ist. Wenn ich diese positive Auslegung nicht hätte, wäre ich jetzt sehr ärgerlich, dass sie nicht da ist. Diese Außen-, Sicherheits- und Verteidigungspolitik wird zunehmend von großer Bedeutung, und ich möchte Karl von Wogau für diesen Bericht danken und auch für die Arbeit, die aus dem Unterausschuss Sicherheit und Verteidigung kommt und die aufzeigt, dass wir hier aufgrund der Entwicklung ein wirklich entscheidendes Feld vor uns haben. Wenn ich sehe, wie sehr uns die Energiesicherheit zu schaffen macht, wenn ich die Situation im Zusammenhang mit Iran betrachte, die Veränderungen, die nach den amerikanischen Wahlen in der Irak- und Afghanistan-Politik auf uns zukommen mögen, die Diskussion, die wir heute Nachmittag über Gaza geführt haben, wenn ich sehe, was in Darfur und in anderen Regionen los ist, wo die einen sich die Rohstoffe kaufen und die anderen für die Menschenrechte eintreten und dann große Gipfel in Peking und Schanghai abhalten, dann ist leicht zu erkennen, dass diese Frage von zunehmender Bedeutung für das Überleben Europas wird. Aus diesem Grunde müssen die notwendigen Anstrengungen erfolgen. Nur auf dem Weg, dass wir Europäer auch in unseren militärischen Fähigkeiten glaubwürdiger sind, können wir im Rahmen des transatlantischen Bündnisses durchsetzen, dass man eben nicht nur auf Militär setzt, sondern den Dreiklang Prävention - wobei dieser Vorrang zukommt -, ziviles Krisenmanagement und militärische Fähigkeiten anstrebt. Das können wir nur durch unsere starke Position innerhalb des so genannten Westens durchsetzen. Aus diesem Grunde müssen wir auch dafür Sorge tragen, dass die Verbindung zur NATO entsprechend verstärkt wird. Ich würde mich freuen, wenn es nicht diese vielen Einzelaktivitäten mit den nationalen Hauptquartieren gäbe, sondern wenn man sich politisch einigen würde, dass diese Aktionen mehr unter "Berlin-plus" laufen, weil dies mehr Gemeinsamkeit bedeutet, aber gleichzeitig auch mehr Gemeinsamkeit und Kooperation mit der NATO. Helmut Kuhne im Namen der PSE-Fraktion. - Herr Präsident! Lassen Sie mich ganz kurz aus unserer sozialdemokratischen Sicht auf das Ergebnis des Ausschusses eingehen. Für uns sind drei Punkte wichtig. Erstens: Stärkung der diplomatischen und zivilen Elemente der Sicherheitsstrategie. Zweitens: Vermeidung von Fallstricken im Sinne einer möglichen Militärdoktrin ohne Grundlage. Es gibt keine Begrifflichkeiten wie präemptiv oder Ähnliches im Text. Drittens: klare Trennung von Instrumenten und institutionellen Erfordernissen. Dies sind aus unserer Sicht wichtige Fortschritte. Diese Punkte konnten in guter Zusammenarbeit mit dem Berichterstatter vorangebracht werden. Dafür bedanke ich mich auch. Es bleiben aber aus sozialdemokratischer Sicht noch ein paar kontroverse Punkte übrig. Wir sehen die Gefahr, dass mit dem Herannahen der Weihnachtszeit die Beschaffungswunschlisten immer länger werden. Wir sollten uns auf die beschlossenen Prioritäten konzentrieren: Lufttransport, Aufklärung und Kommunikation. Wir brauchen eigentlich keine Wünsche wie Amphibienfahrzeuge, eine Mittelmeerflotte und Flugzeugträger. Das schwächt die Verfolgung der Prioritäten, die im Sinne der Strategie wirklich wichtig sind. Man muss sich auch fragen, ob die letztgenannten Beispiele nicht in einen ganz anderen Kontext gehören als die Sicherheitsstrategie. Auf der anderen Seite - obwohl wir die meisten Änderungsanträge unterstützen werden, die die diplomatischen, zivilen und abrüstungspolitischen Teile des Textes weiter präzisieren - glauben wir nicht, dass Krisenprävention unter allen denkbaren Umständen ausschließlich nicht-militärische Instrumente benutzen muss. Die Realität, die wir vor uns haben - und der Berichterstatter hat das erwähnt -, ist ja bereits heute anders. Wir haben Soldaten nach Mazedonien geschickt, um zu verhindern, dass dort ein Bürgerkrieg ausbricht, wie er in anderen Staaten Ex-Jugoslawiens ausgebrochen ist. Wir haben nicht nur zivile Instrumente, sondern auch ein Militärkontingent in den Kongo geschickt, um sicherzustellen, dass dort die Wahlen friedlich ablaufen können. Ich bin zuversichtlich, dass dieses Truppenkontingent Ende des Monats auch wieder zurückkommen kann. Zum Schluss möchte ich auf den Punkt noch einmal eingehen, den der Berichterstatter ganz am Anfang erwähnt und richtigerweise in den Vordergrund gestellt hat, nämlich die Notwendigkeit einer regelmäßigen Evaluation der Bedrohungsanalyse und der ergriffenen Maßnahmen im Rahmen der Sicherheitsstrategie. Der nächste Schritt nach der Verabschiedung des Berichts sollte sein, dass wir uns darüber unterhalten, in welcher Weise wir seitens des Parlaments diesen Prozess organisieren. Annemie Neyts-Uyttebroeck Herr Präsident! Eingangs möchte ich Herrn von Wogau herzlich zu seinem hervorragenden Bericht gratulieren, der einen genauen und umfassenden Überblick über die gegenwärtige Grundstimmung im Ausschuss für auswärtige Angelegenheiten und im Unterausschuss Sicherheit und Verteidigung gibt. Zudem möchte ich ihm für seine Bemühungen danken, eine möglichst weit reichende Einigung mit den anderen politischen Fraktionen zu erzielen. Dies heißt natürlich, dass meine Fraktion diesem Bericht zustimmen wird, doch möchte ich zwei konkrete Punkte hervorheben. Erstens müssen wir sowohl auf nationaler wie auf Unionsebene eine wirksame parlamentarische Kontrolle sicherstellen. Wie bereits gesagt wurde, ist die EU gegenwärtig in eine wachsende Zahl militärischer und ziviler Operationen in vielen Teilen der Welt eingebunden. Ich halte es für unumgänglich, das Parlament regelmäßig auf den neuesten Stand zu bringen, zu informieren und zu konsultieren, sobald eine neue Operation in Betracht gezogen wird. Bisher ist es bei keiner dieser Operationen zu Schwierigkeiten gekommen, doch ist keinesfalls auszuschließen, dass es eines Tages zu einem größeren Vorfall kommen wird, und dann wird die parlamentarische Überwachung sicher von vielen Seiten gefordert. Zweitens bedarf es einer weitaus eindeutigeren Festlegung der jeweiligen Rollen und Zuständigkeiten der Kommission, des Hohen Vertreters, des Rates und der Mitgliedstaaten. Es wird viel zu häufig von Fall zu Fall entschieden, wer für welche Kosten aufkommt, sodass es schwierig ist, den Überblick zu wahren. Dies trägt zu Überschneidungen, zu Unwirtschaftlichkeit und, was besonders schlimm ist, zu einem Wettbewerb beispielsweise zwischen den Sondergesandten des Rates und den Kommissionsdelegationen bei. Sowohl der Rat als auch die Kommission werden dies natürlich von sich weisen, doch einige von uns wissen es besser, auch wenn ein solcher Wettbewerb glücklicherweise nicht die Regel darstellt. Was wir schließlich vor allem benötigen, ist der politische Wille auf Seiten der Regierungen der Mitgliedstaaten, und das ist leider eine völlig andere Geschichte. Angelika Beer im Namen der Verts/ALE-Fraktion. - Herr Präsident, liebe Kolleginnen und Kollegen! Es gehört zu den guten Gepflogenheiten dieses Hauses, zu Anfang dem Berichterstatter herzlich zu gratulieren. Ich will das gerne tun, bin aber zutiefst betrübt darüber, dass es das erste Mal in zweieinhalb Jahren ist, dass ich meiner Fraktion eine Zustimmung nicht empfehlen kann, es sei denn, wesentliche unserer Änderungsanträge werden angenommen. Ich will das begründen, erstens inhaltlich und zweitens formal. Grundsätzlich: Der Bericht liest sich - ein Kollege hat darauf hingewiesen - in weiten Teilen wie eine Einkaufsliste für die Rüstungsindustrie. Das ist jedoch unter dem Titel "Europäische Sicherheitsstrategie und ESVP" nicht haltbar, denn dies sind weit komplexere Konzepte. Insofern ist der Bericht kein comprehensive concept, sondern eher das Gegenteil davon. Ich nehme an, der Berichterstatter hat deswegen aus seiner eigenen Fraktion 45 Änderungsanträge bekommen, was eine beträchtliche Zahl ist. Im Detail: Der Bericht versucht, die vertraglich festgelegten Grenzen zwischen äußerer und innerer Sicherheit zu verwischen. Europol fällt unter ESVP. Die ESVP soll zur Terrorismusbekämpfung, zum Schutz der Infrastruktur, zum Schutz der Energieversorgung sowie zum Schutz der Außengrenzen eingesetzt werden. Die Vermischung polizeilicher, militärischer und justizieller Aufgaben ist ein eklatanter Verstoß gegen geltende Verträge. Darüber hinaus entstehen dadurch zusätzliche sicherheitspolitische Probleme; es ist genau der Ansatz von Bush, von Cheney und dem gerade zurückgetretenen Rumsfeld. Homeland security als Kopie der amerikanischen Sicherheitspolitik hat bereits versagt, wir brauchen das nicht zu kopieren. Zweitens: Der Bericht tut so, als gäbe es den zivilen Arm der Europäischen Sicherheits- und Verteidigungspolitik überhaupt nicht. Dabei ist die große Mehrzahl der 17 ESVP-Missionen ziviler Natur. Auch die zivile Konfliktprävention kommt zu kurz, gerade sie wäre aber jetzt wichtig. Drittens: Anstatt ins Detail über den Verteidigungsmarkt zu gehen, wäre es an der Zeit, Klartext im Rahmen der europäischen Sicherheit zu sprechen, Klartext im Hinblick auf die konventionelle und auf die nukleare Abrüstung. Dieser Bereich taucht in dem Bericht nicht auf. Als Viertes möchte ich auf die Frage der zu kaufenden Militärgüter hinweisen. Flugzeugträger, Satellitenkommunikation, das alles wird gefordert mit der Begründung: Wir entwickeln uns zu einer Verteidigungsunion. Wo lässt sich denn hier bitte eine reale Einschätzung dessen erkennen, was wir jetzt tun müssen? Wir müssen eine Harmonisierung anstreben, wir müssen die Nationalstaaten zwingen, im allgemeinen Interesse Strategien, Strukturen und Ausstattung zu harmonisieren. Aber eine Verteidigungsunion, das steht doch irgendwo in den Sternen. Bisher waren die Grünen immer Fundamentalisten, aber dass Sie das jetzt sind, ist schon sehr verwunderlich. Ich denke, dass die Beschlüsse von Köln, Helsinki und Feira auf den Kopf gestellt werden. Als Lehrerin würde ich Ihnen sagen: Thema verfehlt: 6. Es ist - es tut mir Leid, das sagen zu müssen - ein Versuch der Remilitarisierung der europäischen Außenpolitik. Wir hatten im Ausschuss einen Konsens ausgehandelt, der durch den Berichterstatter selbst in letzter Minute wieder gebrochen wurde. Das ist ein unfaires Vorgehen, das wir nicht akzeptieren können. Tobias Pflüger im Namen der GUE/NGL-Fraktion. - Herr Präsident! Die Grünen scheinen zu lernen. Der Vorsitzende des Unterausschusses Sicherheit und Verteidigung hat einen Bericht zur EU-Militärpolitik vorgelegt. Der Bericht ist inzwischen in sozialdemokratische Watte gepackt. Die ursprünglich klare Sprache wurde entschärft. Die Formulierung, dass die EU unter bestimmten Bedingungen für ein Präventivkriegskonzept offen sein soll, die im Entwurf noch vorhanden war, ist offensichtlich nicht mehr vermittelbar gewesen. Das war wohl zu viel Klartext. Im Bericht finden sich die üblichen politischen Fehler einer militarisierten EU-Außenpolitik. Die Gefahrenanalyse der ESS, die im Bericht übernommen wird, nennt als die größten Bedrohungen, denen die Europäische Union und ihre Bürger gegenüberstehen, den internationalen Terrorismus, die Verbreitung von Massenvernichtungswaffen, regionale Konflikte, Scheitern von Staaten und organisierte Kriminalität. Was ist mit Armut, Hunger und sozialer Ungleichheit? Im Bericht wird einer militärischen Grenzüberwachung - gegen wen eigentlich? - ebenso wie einem militärisch abgesicherten Ressourcenzugang das Wort geredet. Die EU will eine strategische Partnerschaft mit der NATO aufbauen. Im Bericht wird die "zunehmende Fähigkeit der NATO, eine Rolle in Einsätzen außerhalb ihres Bündnisgebietes zu übernehmen", begrüßt. Dies in einem Bericht des Europäischen Parlaments! Es wurde eine erhebliche Stärkung der Einsatzkapazitäten Europas einschließlich des Luft- und Seetransports gefordert, und die zivil-militärische Vermischung wird noch weiter vorangetrieben. Der Bericht ist ein Forderungskatalog für noch mehr Militarisierung der Europäischen Union. So wird mehr Geld für Kriseneinsätze gefordert, und diese sollen aus dem Gemeinschaftshaltshalt finanziert werden, also neue Finanzierungen. Nach den Tricksereien mit ATHENA wird nun vorgeschlagen, einen virtuellen Militärhaushalt einzuführen. Wir wissen alle, dass der Vertrag von Nizza richtigerweise einen eigenständigen EU-Militärhaushalt verbietet. Deshalb wird der tote EU-Verfassungsvertrag wieder bemüht; es heißt: "unterstreicht die Bedeutung des Vertrages über eine Verfassung für Europa, der wesentliche Fortschritte zu einer Union für Sicherheit und Verteidigung erbringen soll". Genau deshalb sind wir auch gegen diesen EU-Verfassungsvertrag. Was hier gefordert wird, ist eine EU-Militärunion. Die Punkte 51 und 52 des Berichts lesen sich wie ein Wunschkatalog derjenigen, die aus der EU genau diese Militärunion machen wollen: neue Waffen, mehr Geld dafür, dass die EU auch weltweit als Global player militärisch agieren kann. Das ist der falsche Weg! Die EU ist derzeit an mindestens elf Militär- und Polizeieinsätzen weltweit beteiligt. Weitere sind geplant. Nun steht Afghanistan auf dem Programm. In Afghanistan werden durch NATO-Truppen immer mehr Zivilisten getötet. Die EU will wohl möglichst schnell mit in dieses Schlamassel. Das Gebot der Stunde ist der Abzug der Truppen, zum Beispiel aus Afghanistan. Wir brauchen keine weitere Aufrüstung der Europäischen Union. Wir brauchen eine zivile Europäische Union. Abrüstung ist das Gebot der Stunde! Gerard Batten im Namen der IND/DEM-Fraktion. - (EN) Herr Präsident! Anfang der 50er-Jahre schlug Jean Monnet eine Europäische Verteidigungsgemeinschaft mit einer europäischen Armee vor, der ein europäischer Verteidigungsminister vorstehen und die über einen gemeinsamen Haushalt und ein gemeinsames Beschaffungswesen verfügen sollte. Dieses Projekt wurde dankenswerterweise von den Franzosen abgelehnt, nachdem sich Präsident de Gaulle dagegen ausgesprochen hatte. Jean Monnet und seine Gefolgsleute zeigten sich unbeirrt und verfolgten nunmehr die Idee einer politischen Union, die sich auf die Wirtschaft und nicht auf die Verteidigung und das Militär stützt. Mehr als 50 Jahre später hat die Europäische Union ihre politische Agenda nahezu verwirklicht: Sie hat ihren eigenen Präsidenten, ihr eigenes Kabinett in Form der Kommission, ihr eigenes Parlament, eine einheitliche Währung, Flagge, Hymne und einen eigenen Gerichtshof, um nur einige ihrer Merkmale zu nennen. Wenn sie jedoch ein wirklicher Staat sein soll, dann benötigt sie auch eigene Streitkräfte, und darum geht es in diesem Bericht. Im Bericht werden eine gemeinsame Rüstungs- und Beschaffungspolitik, eine integrierte Befehlsstruktur sowie Kontroll- und Kommunikationssysteme gefordert. Wie sonst könnte man die Integration der nationalen europäischen Streitkräfte besser gewährleisten, als vom ersten Tag an ihre vollständige gegenseitige Abhängigkeit vorzusehen, um sie an eigenständigen Operationen zu hindern. Diese bittere militaristische Pille wird jedoch durch den Hinweis auf humanitäre Einsätze und das Krisenmanagement versüßt. Aber welche Bezeichnung man auch wählen mag, es handelt sich um eine Armee, und wenn Krieg die Fortsetzung der Politik mit anderen Mitteln bedeutet, dann benötigt die Europäische Union eine Armee, um ihre außenpolitischen Zielsetzungen zu verfolgen. Es überrascht mich nicht, dass Herr von Wogau die politische Integration mit diesen Mitteln verfolgt. Er ist ein überzeugter Anhänger der politischen Integration und macht daraus auch keinen Hehl. Deshalb respektiere ich ihn. Ich finde es allerdings empörend, dass der britische Premierminister, der Lügner Tony Blair, und seine abgewirtschaftete und korrupte Labour-Regierung heimlich den Prozess der Integration der britischen Streitkräfte in die geplante europäische Armee unterstützen, während sie gleichzeitig vorgeben, nationale britische Interessen zu verteidigen. Der Präsident Glücklicherweise sind Sie zu alt für eine Einberufung, Herr Batten, Sie werden also nicht mehr davon betroffen sein. (Die Sitzung wird um 19.20 Uhr unterbrochen und um 21.00 Uhr wieder aufgenommen.)